Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro

Det mærkelige fund i Garnisonskirken

Juli 24, 2013

I 1955 skulle kirken gennemgå  en mindre restauration. I et hemmeligt rum, fandt man to gamle tasker, der indeholdt værktøj, nøgler, skærebrændere m.m. Det viste sig, at tilhøre Brødrene Sass. De var særdeles professionelle, og eftersøgt af Tysk Politi. En årvågen værtinde på et pensionat ledte politiet på sporet af dem. De havde måske planer om en flugttunnel under Østerbrogade. Store planer havde de omkring en nyoprettet sparekasse på Østerbrogade

Mystisk fund i kirken

I 1955 skulle der foretages en mindre restaurering i Garnisonskirken. Foran alteret var en af håndværkerne gået i gang med at fjerne et stykke linoleum, der var gået i stykker. Da han flyttede det opdagede han et hemmeligt lem.

Kirkens inspektør blev tilkaldt. Han kendte ikke noget til sådan et lem.  Derefter blev det åbnet, og man fandt nogle gamle mugne kasser. da man forsøgte at løfte dem, faldt bunden ud af begge tasker. Til alles forbløffelse indeholdt de en mængde besynderlige ting og redskaber.

Det var en stor samling værktøj (F. Bülow & Co), skærebrændere, en barnesymaskine, samt et stort syltetøjsglas, der var fuld af pengeskabsnøgler og messingskabeloner. Endvidere fandt man en del kortskitser.

 

En nøgle til en Sparekasse

Det var navnlig glassets indhold af nøgler, navnlig en smuk udført bronze nøgle med fine takker, der fik en af de tilkaldte politifolk til at tænke på de længst hedenfarende brødre Sass. De havde før yndet at lege
skjul på kirkegårde. Man fandt nu deres sag frem fra arkiverne.

Det utrolige viste sig endnu engang at være rigtigt. Afbildningerne i sagen af de originale nøgler til sparekassen svarede nøje til det nu fundne. Det man fandt var blandt andet en afstøbning af boksnøglen til Sparekassen på Østerbro.

 

21 år tilbage

Vi skal 21 år tilbage fra episoden i kirken, til 1934. I dette år afslørede Dansk Politi to af Tysklands farligste indbrudstyve i nyere tid, Franz og Erich Sass.

Tysk politi have i mange år forgæves forsøgt at samle beviser mod dem. En graver var ved et tilfælde faldet i en grav, han ikke selv havde gravet på Alter Louise Friedhof. det viste sig ved nærmere undersøgelser, at
graven var begyndelsen til en underjordisk gang i retning af Reichsbank.

 

Tysk politi var i hælene

Tysk politi var lige i hælene på dem. Det blev for varmt, så de henlagde residensen til Danmark. Man fik dog anholdt en tredje af brødrene, men ham fik politiet ikke så meget ud af. Han hængte sig i fængslet. Det var en ren ubetænksomhed fra forbrydernes side, der satte politiet på sporet af dem efter et kup i København.

 

Indbrud i Cigarfabrik

Den 22. februar 1934 om natten havde der fundet indbrud sted på den daværende Toldbodsvej i P. Wulff’ s Cigarfabrik. Politiet havde straks fået mistanken på, at det drejede sig om professionelle, højst sandsynlig
internationale indbrudstyve, da der var tale om et stykke usædvanligt dygtigt håndværk. Værktøjet til indbruddet var stjålet hos et andet firma i ejendommen (Bülow). ikke engang vagten, der havde været forbi flere gange, havde bemærket noget.

 

Hos P. Wulff var der stjålet 4.000 kr. fra to pengeskabe, samt nogle sølv – og guldbryllupskroner og nogle hollandske mønter. På fabrikken troede man i begyndelsen at tyveriet var begået af nogle af firmaets agne folk. Der var nemlig fra arkivet stjålet en mængde forretningspapirer, som ikke kunne have interesse for uforstående. De var taget fra nogle trææsker, der var brækket fra hinanden. Endvidere havde fabrikken i den senere tid ofte været hjemsøgt af natlige gæster, som havde undersøgt skuffer og skabe.

 

Der savnes en skruetrækker

Politiet fandt frem til, at man havde brugt en 7 mm skruetrækker, som havde fået hak i æggen. Teorien om, at det skulle være internationale forbrydere, bevirkede, at man nøje gennemgik alle byens hoteller og pensionater for at finde frem til de mistænkelige udlændinge.

 

En skarpsindig værtinde

På Pension Helmerhus gjorde man takket være den skarpsindige værtinde et interessant bekendtskab med de to brødre Sass, der for tiden boede der. Værtinden fandt det påfaldende, at de altid var ude om natten og sov hele dagen. Hun forstod heller aldrig, hvorfor der altid var jord og sand på deres værelse. Det var som om de havde været på hemmelig gravearbejde om natten.

 

Skruetrækker fundet

Man bad om deres pas, for at afsløre deres identitet. Det gav så anledning til anholdelse. I Erich Sass’ s pas var der foretaget en – for så vidt ligegyldig – datorettelse. men dette var dog nok til, at man fandt det formålstjeneligt til at uddybe bekendtskabet, og de blev derefter anholdt.

En overfladisk undersøgelse af deres ejendele bragte derefter noget stærkt kompromitterende, nogle snavsede handsker, lommelygter, samt en 7 mm skruetrækker for dagen. Brødrene havde endnu ikke fået
skilt sig af med den famøse skruetrækker.

Der gik straks en forespørgsel til politiet i Berlin. De svarede omgående, at dansk politi havde gjort en god fangst. Derefter fulgte også en liste over alle de indbrud, brødrene havde lavet i Tyskland. Det danske og tyske politi foretog derefter flere undersøgelser på bopælen i Berlin og i København.

 

Sensationelt fund

I København gjorde man et fund, der nærmest var sensationelt. Bag værelsets paneler fandt man foruden tyvekoster fra indbruddet hos P. Wulff, også stjålne jubilæumsmønter, også en tømt tandpastatube, som var fyldt med mærkelige tegninger og optegnelser, samt et paraffinaftryk af en nøgle.

Man stod i begyndelsen noget rådvild over for tegningerne, der var vanskelige at få mening i, men omsider blev det klart, at de tilsammen udgjorde planer og rids over Sparekassen for København og Omegns nye filial på Østerbro, der åbnede i 1934.

Den ene tegning gengav med minutiøs nøjagtighed boksanlægget med samtlige 384 bokse. Af tegningerne fremgik det også, hvordan både de store og små boksdøres skruer var fastgjort. Vidste man besked med
dette, ville det være lettere at sprænge noksene.

 

To nætter i Sparekassen

En anden tegning kunne man dog først tyde, efter at sparekassens egne folk havde foretaget en omhyggelig undersøgelse af bokslåsene, og derved var kommet i tanker om, at disse låse faktisk var blevet monteret fulde to døgn før afdelingen åbnede i stedet for – som man gjorde, et døgn før, af sikkerhedshensyn. Brødrene havde uforstyrret i to nætter kunne studere disse låses indretning. For låsene i filialen var kommet i to dage for tidlig.

 

Tunnel under Østerbrogade?

Der fandtes også tegninger over alle filialens øvrige lokaler, og over hvilke nøgler, der her skulle bruges. Brødrene havde været på hyppige besøg, mens filialen blev bygget. Åbenbart havde man en plan B parat, for der fandtes også planer om en tunnel under Østerbrogade fra en genboejendom. Måske var de begyndt at grave, men dette fandt man aldrig ud af.

Under efterforskningen fandt man også, planer om en bokslås i det gamle Shell-hus, samt tegninger og aftryk af nøgler.

 

Erkendte sig uskyldig

Under domsforhandlingen blev brødrene gjort bekendt med det samlede bevismateriale. De havde dog den frækhed at påstå, at det måtte være andre, der ville kaste mistanken på dem, ved at servere bevismateriale over for politiet.

Byretsdommen kom på trods af deres benægtelse til at lyde på tre års fængsel til hver, dels for pas-forfalskning, dels for indbruddene hos P. Wulff og hos Bülow, dels for forsøget i Sparekassen. Brødrene appellerede dommen, der blev stadfæstet af Landsretten med en forhøjelse af straffen til 4 år, samt derefter udvisning af riget.

I 1938 blev de sendt til Tyskland, hvor de fik henholdsvis 13 og 11 år yderligere for indbrud.

 

Skudt under flugtforsøg?

En kort meddelelse fik det danske politi i 1940 af det tyske politi. Meddelelsen gik ud på, at de to brødre var blevet skudt under flugtforsøg. Nu kan man så ligge det i den meddelelse, hvad man vil, tiden taget i betragtning.

Dette var historien, om et mystisk fund i Garnisonskirken.

 

Kilde: Se

  • Litteratur Østerbro
  • Litteratur København (under udarbejdelse)

– På www.dengang.dk finder du 1.907 artikler 

  • Under Østerbro finder du 101 artikler 

Redigeret 24.11.2022


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro