Vi mødes under “Ranch Ur”. Og så tog man kun til Amager “for at se en arm Synder blive henrettet” En købmand, der hed Illum sørgede for at Østergades flotteste ejendom blev revet ned. Det fine bordel blev stormet af matroser. Og man tog i Peder Madsens Gang for at besøge “Uddydens Præstinder”. Kræmmersvende var pyntet og velfriserede. Tilberedt svinekød i vinduerne skabte tumult. På Østergade startede Strøggaden. Og den besøger vi med nostalgiske øjne.

 

Mest boder – dengang

Butikkerne i gamle dage var for det meste boder. Det var en slags tilbygninger til eksisterende ejendomme. Disse boder var ikke murede. Og de fyldte meget i de smalle gader. De var til stor hindring for færdslen og meget brandfarlige. Og derfor blev de forbudt i Christian den Femtes forordning af 27. februar 1683.

 

Nye butikker

Handelen foregik derefter inde fra selve husene. Det var nu ikke tale om de store butiksvinduer. Og det var ikke den store vinduesudstilling i de små  vinduer. Det der tiltrak opmærksomheden, var de skilte, der var anbragt over indgangen til butikken. farverne havde en lang smal sort fane hængende, tobakshandlerne nogle i træ udførte skråtobaksruller, og hattemagerne havde et stort skilt med en mægtig hat efter datidens mode.

De høje cylinderhatte kom først på mode i det 19. århundrede.

Selv om man måske havde plads til vinduesudstilling, så fandtes det ikke i fortidens butikker. Det kom først senere. Og belysning havde man heller ikke. Det var højst et par tællelys. Branden i 1795, betød at man nu under genopbygningen tænkte på butikkernes indretning.

På  hjørnet af Store Færgestræde og Ved Stranden, hvor Ellen Marsvins gamle Stenbukkens Gaard lå, blev der opført en flot stor forretningsejendom med butikker, som vakte almindelig beundring i datiden på grund af deres elegante udseende. Kig engang på Højbro Plads 21.

 

Silke – og klædekræmmere etablerede sig

På  hjørnet af Store Kirkestræde, Amagertorv og Østergade lå en anden stor gård, Store Lækkerbisken, som vi tidligere har beskrevet nærmere. Den brændte også under den store brand. En ny bygning med ikke mindre end 7 butikker så dagens lys. Ejendommen blev i fordums tider kaldt for Isenkræmmer Peter Egholms Gaard. Senere hed den Højbrohus.

Efter bybranden var det, at Østergade blev forretningsgaden, strøggaden, hvor de fleste butikker, navnlig manufakturhandlerne, eller som dengang de hed Silke – og klædekræmmerne indrettede sig.

Selv om butikkerne blev højere og lysere, kunne de langt fra måle sig med de elegante butikker i London, Paris eller Hamborg.

 

Modetempler af udenlandsk smag

Hof- og Stadsretten var ved branden flyttet til Østergade 52, men da det nye Raad – og Domhus var blevet fuldendt på Nytorv, flyttedes retten hertil i 1815. Den tidligere bygning blev indrettet til:

• de to første Modetempler efter udenlandsk Smag, hvis Vinduer naa fra Gulvet til Loftet, og som saa ganske beregnede paa en højst mulig Publicitet, at man endog udenfra kan se de derinde staaende Damer og Cavalerer i fuldt Corpus (Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn nr. 27 for 1824).
• Straks efter disse blev der indrettet en vel smagfuld, men dog ikke overdreven elegant Krambod i samme Gade. Den gjorde en fuldstændig, næsten abderitistisk Opsigt, men neppe to Aar derefter blev der indrettet to andre Butikker i samme Smag, der i Elegance og Pragt langt overgik de to første.

 

En slags “Stege-vender”

• I 1804 udstillede Blikkenslager Henning Irgens på Købmagergade – et Slags Stege-vender, hvori et Stykke malet Træ, af Skikkelse som en Steg, ved
  en simpel, men god Mekanisme, drejer sig omkring af sig selv.

Og i 1810 var der en kurvemager i samme gade, der reklamerede med en Ligkiste, forfærdiget af Vidier. Vi levede jo i en fattig tid dengang, hvor træ var kostbart. Og det gjaldt derfor om at spare så meget som muligt, men Vidier – kisterne viste sig hverken praktiske eller holdbare.

 

Levende blomster i vinduet

Købmagergade var nok nummer et når det gjaldt reklame. I december 1818 fandtes her en postejbager ved navn Chady, der boede i nr. 59 (nu nr.
25). Han udstillede i sine vinduer to vaser med tilsyneladende levende blomster, som særlig med lys om aftenen tiltrak sig de forbigåendes opmærksomhed. Det var stor diskussion om, hvad der i virkeligheden var i de to vaser. Men i virkeligheden var vaserne fremstillet af smør, og de forskellige blomster var udskåret af gulerødder, rødbeder, hvideroer m.m. De var udskåret ved hjælp af en almindelig penne-kniv.

 

Tilberedt svinekød

Ti år senere, i marts 1828, var der et stort røre og ligefrem opløb uden for Købmagergade nr. 3. Her var opstået noget helt nyt, en fransk spækhøkerbutik
(Boutique de Charcutier). De reklamerede på en hel ny måde. I forretningens vinduer var der udstillet svinekød i tilberedt tilstand, og i vinduerne var der ophængt pølser.

Ja der måtte ligefrem tilkaldes politi for at holde ro og orden. Den mand, der skabte dette røre, var en fransk sproglære ved navn Leon Paul Duclot. Han havde den 29. februar fået kongeligt privilegium på at tilberede “Svinekød paa fransk Maade og deraf have Udsalg”. Dette medførte stort mishag blandt byens slagtere.

 

Den pyntede og velfriserede Kræmmersvend

Men indførelsen af Københavns nye smukke og flotte butikker forsvandt den tidligere krambodsvend hos manufakturhandlerne. Han bliver afløst af den pyntede og velfriserede Kræmmersvend. Han var ikke ansat hos den eller den kræmmer. Nej han stod hos, som det hed i datidens sprog.

Vi har faktisk en beskrivelse af, hvordan en sådan manufakturhandler så  ud dengang. Det er den 16. april 1856 på åbningsdagen af firmaet Jacob Moresco.Han
fortæller selv i sine erindringer, hvad han den dag var iført:

• Blaa Spidskjole med forgyldte Knapper, lys udringet Vest, ombøjede Flipper med stort, hvidt Halstørklæde samt mørktfarvede Pantalons.

 

Østergade var blevet Strøggaden

Østergade var blevet til Strøggaden. Her lå de store og fine manufakturforretninger. De ældste huse på Østergade var for det meste bindingsværkshuse, kun afbrudt med større eller mindre stenhuse, opført af adelen. Blandt dem der boede her var Fru Regitze Gruppe gift med Hans Ulrik Gyldenløve. De ejede de nuværende nr. 12 – 14 – 16.

Går vi nu nedad Østergade begyndende på hjørnet af Kongens Nytorv, har vi på højre hånd, Hotel d Angleterre. de har været her siden branden i 1795. Det var dengang det tidligere hotel på hjørnet af Vingårdsstræde og Laxegade blev lagt i aske. Hotellets daværende ejer, traktør Gottfried Rau købte resolut Den Gramske Adelsgård på Kongens Nytorv og flyttede sit hotel derhen, og det har det været siden. Ja egentlig var det Ahlefeldt, der byggede gården. Og kigger
man på gamle tegninger, så har det nuværende hotel en slående lighed med Ahlefeldts gård.

 

Cigarbutikken blev et tilløbsstykke

I sommeren 1831 indrettedes i stueetagen ud mod Østergade, byens første elegante og moderne Café. I kælderen blev der allerede i 1827 åbnet et Cigar – og Tobaksudsalg. Den var den tyske indvandrer, A.M. Hischsprung, der startede dette. Han startede senere den nok så kendte cigarbutik. Butikken blev efterhånden et fast mødested med et ganske lidt anstød af klub. Her kom folk, der ikke kom på Børsen, men som gerne ville høre nyt.

 

Kun fire adelsmænd betalte!

Det fortælles også, at i hotellets kælder boede i mange år en saddelmager, der under opgørelse af sit lager en gang savnede et elegant seletøj til firspand. Han kunne ikke huske, hvem han havde solgt det til, så han sendte en regning til samtlige lensgrever og de mere prominente baroner i Danmark. Men kun fire af dem betalte!

 

Cigarer og frugt

I Østergade 10 lå en af gadens gamle forretninger, C.M. Fonnesbech. Den blev startet i 1844 og var specialforretning i the. Oprindelig var det en urtekram samt udsalg for Havanna – cigarer. Og i 1851 fik indehaveren den gode ide, at indrette et slags lotteri. Man kunne vinde sølvgenstande, hvis man ellers var heldig. Og alle kunder fik selvfølgelig et fri-lod.

 

Og så havde vi i nummer 12, Madam Frørups Frugtkælder. Der var åbent til langt ud på natten, hvor unge mennesker nød en pære, eller æble, inden de gik hjem i seng. På nederste trin, var der et bræt, der udløste en klokke. Madam Frørup var en ældgammel kone.

 

Proptrækkeren blev udlånt

I den smalle ejendom i nr. 14 var der siden 1821 Mitchells Strømpe – Garn – og Trikotagehandel. Forretningen blev grundlagt som strømpefabrik af skotten Alexander Mitchell. Men virksomheden har rødder tilbage til 1781. Mitchells butik var i fordums dage en temmelig høj stue, og under denne var en kælderbutik, som i 1880erne rummede Cigarhandler Scherfig, der tillige handlede med Bayersk øl.

Dengang holdt man åben efter forgodtbefindende. Og vores cigarhandler havde altid god omsætning hver eneste nat. En mængde Bayersk Øl blev solgt. Men ifølge politivedtægten måtte de ikke drikkes på stedet. Men cigarhandleren lånte de tørstige sjæle en proptrækker. Og så blev øllet hældt ned ved bænkene ved Hesten. Dengang drak kvinder ikke øl. Det kom først først omkring 1880erne.

 

Den berømte Monigatti

I Østergade 16 lå hofmanufakturhandler M. Bendix forretning, der blev grundlagt i 1847. Inden da tilhørte ejendommen Gyldenløves enke. I 1762 var her bagergård. I 1800 havde konditor Louis Comestabili etableret sig her. I flere år havde han været hofkonditor hos arveprins Frederik. I 1824 var det den schweiziske konditor Giovanni Caber Monigatti, der rykkede ind. Han havde været leder af Konditorpavillonen i Frederiksberg Have. Han havde håbet, at kunne overtage dette etablissement, men ak Anton Josty var hurtigere. Men som et plaster på såret fik han i 1826 kongelig bevilling til at indrette en pavillon i den forreste runddel i Frederiksberg Allé.

 

Svaneapoteket

Svaneapoteket på Østergade 18, på hjørnet af Ny Østergade 2 blev i 1784 flyttet hertil af dets indehaver, Apoteker Myhlenstedt. Apoteket var indrettet i en toetagers bygning, og laboratoriet vendte ud til den uhumske gyde, Peder Madsens Gang. Adgangen til denne gyde fra Østergade gik gennem Svaneapotekets portåbning. Så man gennem denne port, fik man øje på en uendelig trist udseende gyde, på kun ca. 3 meters bredde. Det var en dyb rendesten i midten af kørebanen. Der var ikke rigtig plads til nogen rendesten på siderne.

 

Beboerne boede sammen med køerne

Denne gyde dannede forbindelsen mellem strøggaden, Østergade og den krogede provinsielle Grønnegade. Gangen havde i mange år været en torn i øjet på grund af dens lidet hygiejniske forhold.

Her fandtes i nummer 5 således et brændevinsbrænderi, hvortil, som til alle datidens brænderier hørte et ko-holderi på ikke mindre end 21 køer. De var opstillet i flere af baghusets etager. Samme ejendom og den tilstødende nr. 7 husede 78 voksne personer foruden børn. Andre ejendomme husede Nattens døtre eller Udydens præstinder.

 

Yndlingsretten til fire skilling

Husene i gyden bag Svaneapoteket var smalle og tværs over gårdene midt i stanken, var trukket snore til tørring af tøj. I andre huse var der logihuse og værtshuse med eksotiske navne som Skansen og Pepita.

Her kom et specielt klientel som Sjovere og Lammedrivere. Her kunne de få deres yndlingsretter, som var tilberedt af de dele af oksehovedet, der ikke kunne anvendes til suppe, så som mulen, kirtlerne, hjernen og tandkødet. Disse delikatesser blev serveret med en opsigtsvækkende skrap sauce, som meget praktisk fremkaldte tørsten. Og så kostede det kun 4 skilling.

Stamgæsterne på værtshusene havde så eksotiske navne som Knuden og Sildehovede.

 

En detaljeret plan

Allerede i 1846 havde A.C. Flinch, udgiver af Flinchs Almanak forelagt en detaljeret plan, der gik ud på, at sløjfe Peder Madsens Gang og omdanne denne til en forretningspassage med butikker både i stuen og de ovenover liggende etager.

Planen var for datiden storstadsagtig, men den blev aldrig realiseret. Magistraten ville ikke give Flinch eneret på passagen. Først 27 år senere blev den til virkelighed på en lidt anden måde.

 

Den Tredje mand

I året 1871 havde Magistraten endelig nedsat et udvalg på 8 medlemmer, der skulle finde ud af, hvad der kunne gøres for at komme de uhumske forhold
til livs.

Udvalget fandt frem til, at der skulle etableres en 13 meter bred gade fra Grønnegade indtil Svaneapotekets grund, mens et mindretal foreslog, at gaden skulle
føres igennem til Østergade over apotekets grund. Kaptajn og malermester Riise tilbød at anlægge gaden for egne midler, men trak tilbuddet tilbage, da hans støttere trak sig.

En anden, murermester Wienberg meldte sig nu på banen. Men heller ikke denne mand kom i gang med projektet. En tredje mand meldte sig, Direktør C.F. Tietgen. Og alt gik som Tietgen ønskede sig. En ny bygning med apoteket rejste sig.

 

Som 17 – årig i krig

På grund af Ny Østergades anlæggelse måtte to af Østergades gamle huse forsvinde. Det var nr. 20 og 22. Nummer 22 kom til at danne hjørnestedet i den nye
gade. I 1663 blev ejendommen ejet af den kejserlige østrigske gesandt. I denne ejendom åbnede Carl Neiiendam i 1880 en restaurant. I mange år holdt læseselskabet Athenæum til her i nummer 24. Ejendommens stueetage rummede engang Drewsens Elektropletlager. Bestyreren var i mange år, kaptajn Wilhelm Weiss, der som 17 – årig havde deltaget i den Første Slesvigske Krig.

 

Købt til nedrivning

Nummer 26 tilhørte i sin tid manufakturhandler Raphael. Det var en smuk ejendom, som ikke burde være forsvundet. I slutningen af 1890erne købte konsortiet Fisker – Volmer ejendommene Østergade 26, 28, 30, 32 og 34 og tilstødende arealer i Christen Bernikovs Stræde, Antonistræde og Pilestræde. Store moderne forretningsejendomme rejste sig.

Nr. 32 var en gammel adelsgård, som i det 16. århundrede blev ejet af Jørgen Brahe. Og fra 1607 til 1616 af Christian Bernikov. I 1636 overtog kronen ejendommen og udparcellerede den.

Senere blev ejendommen traktørsted under navnet Vildmanden. I en lang årrække rummede ejendommen Adresse-kontoret, der udgav Adresse-avisen. Og denne blev læst meget, især af byens urtekræmmere. Her var masser af underholdning i Thalia eller Apollo – salen.

 

Den sidste bagergård

I nummer 36 fandtes gadens sidste bagergård. Allerede i 1761 blev gården indrettet som bagergård. I næsten 170 år har der her uafbrudt været drevet bageri. I
den ny ejendom etablerede kaffefirmaet Brasilico sig med tilhørende restaurant.

Ejendommen i nummer 48 (nu sammen med nr. 50 – 54) er en del Illums bygningskompleks. Ejendommen på hjørnet af Pilestræde blev i mange år ejet af
bøssemagere. Parykmager Deichmann overtog det derefter. Her boede også manufakturhandler Ratzeburg i stueetagen.

 

Københavnerne gik på Café

Soli Deo Gloria stod det i relief på ejendommen Østergade 50. Her befandt sig den allerførste Schweizerkonditor sig. Manden bag dette, hed Johan Soltani. Han fik borgerskab som kuchen-bager.

Han lærte de københavnske herrer, at man udmærket kunne gå ind på et konditori , sætte sig ved et bord, drikke sin chokolade og spise kager til. De københavnske damer ældre som yngre, overbeviste han, at det ikke var det mindste i vejen for, at man under behørig mandlig eskorte kunne nyde forfriskninger i et offentligt lokale på selve strøggaden, Østergade, og samtidig gennem konditoriets vinduer se ud på det pulserende liv i de forbi-kørende vogne.

 

Østers til 4 skilling

Hvor nr. 52 A lå, var efter bybranden i 1795 i mange år Hof – og Stadsrettens Kontor. Ejendommen blev herefter ombygget, og rummede af alle madkyndige stærkt besøgte Spisekvarteret. I kælderen til gaden boede vildthandler Boytler. Han havde et lille sideværelse, hvor man kunne indtage et måltid bestående af østers (til 4 skilling) og en billig Moselvin.

Ved hjørnet af Pilestræde og Østergade udspandt der sig den 22. august 1884 en pinlig episode sted. Den kendte kaffegrosserer, senere etatsråd Augustin Gamél blev standset af to yngre herrer. Der opstod en kort ordveksling, mellem de tre herrer. Og det endte med lussinger fra de to unge herrer. Episoden blev omtalt i datidens medier og ikke mindre i syv forskellige viser. Og de to unge mænd måtte betale en bøde.

 

Det fine bordel?

Efterslægtens Skole lå på den tidligere grund til nummer 54. Det var en stor sorg i København, da man erfarede, at selskabet bag skolen havde solgt ejendommen til nedrivning. Gården var opført i 1640. I 1771 rykkede traktør Johan Jacob Gabel ind som ejer. Han havde fået tilladelse til at indrette et “Herbergshus”, Hotel med tilhørende beværtning for det bedre borgerskab.

I befolkningen gik det dog det rygte, at stedet var en slags finere bordel. Dette rygte og Gabels forhold til Struensee gav anledning til, at matroserne den 17. januar 1772 stormede og ødelagde gården samt dens møbler, plyndrede i stor stil og drak vinkælderens indhold. Efter dette måtte Schulin overtage ejendommen , og derefter kom den i Efterslægten’ s eje. Handelsbanken havde sin første beskedne kontorlokaler her.

I kælderen til forhuset flyttede i 1831, brygger Cappeln. Her forblev han til 1856, da øl-handler H.I. Hansen overtog forretningen. Efter 52 år med øl, rykkede Emil Schous Forretning med hvide varer.

Efterslægtens Gård var en pryd for øjet. Den overlevede både brandene i 1718 og 1795 samt englændernes bombardement i 1807. Men det hele blev erstattet af et Marmor – Kræmmerhus. Og hvordan gik det lige til?

 

En købmand ved navn, Illum

Lige over for Efterslægtens Gård, i ejendommen Østergade 55, åbnede den 3. marts 1891 en fremadstræbende købmand, ved navn A.C. Illum en specialforretning i sy-artikler og kjoletilbud i ejendommens høje stue.

Han havde kig på ejendommen over for. Men københavnerne hørte, at han skulle betale 6.000 kr. i årlig leje, så de troede ikke rigtig på det.

Men Illum lancerede reklameartikler som syskrin og cigarskabe af træ. Og omkring 1893 fik han eneforhandlingen af Wasmuths Ligtornsringe i Uret.

I et af vinduerne opstillede han en mekanisk reklamefigur, forestillende en gråhåret tysk professor , der i sin hånd holdt det Wasmuthske ur. Reklamen vakte kolossal opsigt. Folk stimede i så store skarer sammen på Østergade, at politiet forbød den. Så flyttede man den mekaniske professor til et vindue mod Lille Kongensgade.

Uret viste sig at være en glimrende forretninger for sælgeren, men Blæksprutten for 1893 noterede meget ondskabsfuldt i sin dagbog den 19. april:

• Wasmuths Ligtorneringe gaar af som varmt Brød. Blot man kunde sige det samme om Ligtornene.

Pladsen blev for trang for Illum. Han købte derfor Østergade 52. Ejendommen blev nyopført, og han flyttede ind den 14. april 1899. Men i årenes løb blev forretningen hele tiden udvidet, og så var det, at Efterslægtens Gård blev indlemmet. Den 20. januar 1911 købte han gården for 700.000 kr. Trods store protester, blev gården revet ned. Selv en brønd fra 1100 – tiden røg med. Episoden var årsag til at Loven om Byggefredning.

 

Kong Salomons Apotek

I det 16. århundrede var det nuværende Østergade 56 og 58 en stor gård som i 1496 blev ejet af Rigshovmester Poul Laxmand. Han blev den 22. juni 1502 på Højbro myrdet af de to adelsmænd, Ebbe Strangesen og Bjørn Andersen. I 1530 blev gården ejet af svigersønnen, Abraham Eriksen Gyldenstjerne. Senere blev gården omtalt som gæstgivergården Oxetoppen. I 1645 er det den rige købmand, Albert Iøzens, der ejede gården. I 1677 blev den overtaget af apoteker Johannes Kirchhoff. Det betød starten på Kong Salomons Apotek.

I ejendommens dybe kælder lå i mange år Johansens Blanketudsalg, fra hvilket der altid udgik en ubehagelig syrlig lugt. På Østergade 56 lå også Båndhandler – firmaet Christensen & Hansen. I 1842 boede på 2. sal den daværende handelsfuldmægtig, Herman Cohen Brandes med sin hustru. Her fødtes brødrene Georg, Ernst og Edvard Brandes.

 

Vi mødes under Ranch Ur

På hjørnet af Købmagergade ligger nummer 62. I længst forsvundne tider på Valdenar Atterdags tid, blev grunden i 1377 ejet af hans drost, Henning Podebusk.

I ejendommens kælder var der i over hundrede år, trikotageforretning. Den blev grundlagt i 1825 af hosekræmmer M.E. Grøn. De to butikssvende Holbech og Bloch fortsatte ejerskabet. Siden 1852 har der i stuebutikken på selve hjørnet eksisteret den kendte Ranchs Urmagerforretning.

Man sagde altid dengang – Vi mødes under Ranch Ur. I 1880erne var det en forrykt person, der havde set sig gal på dette kendte ur. I et anfald af galskab affyrede han gentagende gange geværskud mod uret.

Ejendommens anden butik på den anden side af gadedøren blev i midten af 1870erne udlejet til bundt-mager Holm. Denne Holm var resolut nok ti, da Zoologisk Haves løve døde i 1875, at købe dens skind og udstoppe det i skikkelse af en siddende løve. Dette brugte han som reklamefigur i sit vindue.

Kære læsere, her forlader vi vores historiske rejse på Strøget, men vi fortsætter skam i senere artikler, hvor vi fortsætter turen ned af Strøget fra dengang.

 

Når en arm synder blev henrettet

Dengang sagde man inde bag volde og stadsgravene, at

• man kun besøgte Amager, naar en Arm Synder skulle henrettes

Men denne fornøjelse var slut for københavnerne den 22. april 1845, da den sidste henrettelse, havde fundet sted. Men to år senere, kunne man dog møde en københavner derude på den flade ø. Det var Hermannsen i Fru Heibergs: “En Søndag på Amager”

 

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under København finder du 191 artikler 
• København omkring år 1800
• Strøgets Historie
• Strøget endnu mere

Redigeret 8.01. 2022