Ladegården, Skt. Johannes Stiftelsen og Almindeligt Hospital fører os også et smut til Østerbro og Frederiksberg. Dengang mente man, at det at komme på  Ladegården var selvforskyldt. Og dem, der engang havde været på  Ladegården kom ofte tilbage. De fleste ville helst undgå, at komme på offentlig forsørgelse. Fattighjælp var ilde set, man mistede også sin stemmeret. Læs også, hvordan man smuglede spiritus ind på Ladegården.

 

Kostehæren

Man havde dengang en angst for at ende på Ladegården. Og mon ikke den tanke strejfede mange, når man så lemmerne på vej mod byen med deres koste. For de frelste, var det stedet, hvor man selvforskyldt var kommet hen, blandt andet fordi man ikke kunne lade flasken stå. Dengang var det også inden for Forsørgelsesvæsnet en rangordning. Det var blandt andet dem, som
havde modtaget fattighjælp i deres hjem, og dem der måtte anbringes på en af de tre kommunale forsørgelsesanstalter, Skt. Johannes Stiftelsen, Almindeligt Hospital og Ladegården.

 

Druk og dovenskab

Almindeligt Hospital modtog kun dem, der ikke kunne arbejde. De to andre modtog dem, der kunne arbejde. På Ladegården huses dem, som havde været indlagt, eller hvis elendighed er delvis selvforskyldt på grund af druk eller dovenskab. Ja sådan sagde man, dengang. Men det er nok ikke den fulde sandhed. Og det at gå med kosten blev ikke altid opfattet som en fornedrelse.

 

Ladegårdens vogn var fuld

Hver dag kørte Ladegårdens Vogn op til Politikammeret for at hente dagens høst. Så godt som aldrig kørte den tom tilbage. Undertiden løb passagerantallet op i en halv snes stykker eller derover. Og ofte var det gengangere imellem. Det første, der så skete var en tur til Badeafdelingen. Her gennemgik man en ikke altid velkommen renselsesproces, mens klæderne passerede desinfektions – ovnen.

 

Som en herregård

Man skulle jo næsten ikke tro det. Stedet havde en fortid som kongelig avlsgård, indrettet til ladegård for hofholdningen af selveste Christian den Fjerde. Det var dengang, at gården havde et jordareal, der dækkede det meste af det nuværende Frederiksberg. Hverken senere ildebrande eller gårdens benyttelse først som pesthus, derefter som straffeanstalt, som sindssygeanstalt og endelig som Tvangs – og Arbejderanstalt har kunnet udslette fordums adelspræg.

Det mindede om en gammel herregård. Inspektør – boligen med den smukke have og den lille sø med svanerne kunne godt passes ind i en strandvejs – villa dengang. Men også de bygninger, der husede lemmerne så ud til, at man kunne få lyst til at slå sig til ro. Og mindst en gang om ugen tog lemmerne sig et varmt bad. Det vil sige, at det var en frivillig sag. Men en gang imellem kunne det ikke lade sig gøre, for ofte var vandledningen til reparation.

 

Et varmt bad

Jo det var sandelig en forandring, for den person, der første gang stiftede bekendtskab med Ladegården. Det kunne være den hjemløse vagabond, manden fra Fælleden, den fordrukne stamgæst. Måske var han hjemsøgt af utøj og mærket af kløe. Han var vat til at sove på nogle skidne klude i et logihus eller under åben himmel på Fælleden. Nu blev han lagt i en god seng. Hans vigtigste næringsmiddel havde været brændevinen og så ellers brødskorpe, en sild eller noget halvfordærvet kød.

 

Nu fik man mad

Nu fik man jævnligt mad. Om morgenen varmt øl, til aften Bygvandgrød med sødt øl, og så ellers i løbet af dagen 1 ¼ pund Rugbrød og 6 kvint margarine. Og endelig hver dag ved ellevetiden skulle man stille med to blikskåle, en dyb og en flad, og få den ene opfyldt med henholdsvis søbemad, som vælling, grød, grynsuppe ærter m.m. Den anden blev fyldt op med Eftermad, der kunne bestå af ragout, klipfisk eller flæsk.

 

Tvunget til arbejde

Men så var man også tvunget til at arbejde regelmæssigt. Han blev sat til at slå skærver på den store stenplads, eller han blev anbragt i Kryolitværkstedet. Måske havde han lært et fag, ja så kunne han blive anbragt på en af de mange værksteder. Og dem var der mange af, ligesom væverier og dugmagerier.

 

Kreativ indsmugling af sprit

Og der blev våget over beboerne. Således var brændevin bandlyst. Men helt forhindre indsmugling af disse lyksalige dråber, kunne man ikke. En af de metoder, man brugte, var at en ven uden for anstaltens mure fyldte brændevin på en svineblære, og lod den flyde i Ladegårdsåen. Blæren blev så fisket op, af vedkommende inde på Ladegården.

Man opdagede også, at en indsat havde et særdeles stort brokbind. Det viste sig da også, at bindet indeholdt brændevin. En anden beboer blev grebet i, at vride sine sokker, og drikke en væske, som han vred ud af den. Væsken viste sig at være brændevin. Når han havde udgang dyppede han sine sokker i brændevinen.

 

Fingerede erklæringer

Hvert forår, når solen bager på stenbroen, så fabrikeredes der rundt om i de små beværtninger i nabolaget falske erklæringer fra fingerede arbejdsgivere, at Per og Paul havde fået noget at bestille. Når en sådan erklæring blev forevist, så åbnedes porten. Fjorten dage senere havde man den fortabte søn igen, laset, forkommen og fuld af utøj og brændevin.

 

Den lette adgang manglede

Den gamle Ladegårds besætning skulle flyttes til Amager. Et stort bygningskompleks blev rejst omgivet af en bred vandfyldt grav. Lemmerne kunne her opleve alle moderne hygiejniske indretninger, W.C. overalt, fortrinlige badeindretninger, sygehus, forsamlingssal osv. Værelsernes møblement var stemt kunstnerisk sammen med væggenes farve. Men ak, en af Ladegårdens bekvemmeligheder manglede, og det var den lette adgang til at sætte sig i forbindelse med omverdenen og – skaffe sig brændevin.

 

Man ændrede holdning

Det var ikke første gang, at Københavns Kommune forsøgte at flytte Ladegården. Sidste gang var i begyndelsen af 1890erne. Dengang byggede man for hele 2,5 millioner kroner et bygningskompleks i Nørre Allé. Da det næsten var færdigt, dukkede pludselig et forslag op, om at bruge den nye anstalt, der kunne rumme 1.546 beboere foruden et par hundrede funktionere, ikke som Ladegården, men til at huse en anden kommunal forsørgelsesanstalt, Almindeligt Hospital. Indtil da havde institutionen haft en utidssvarende tilværelse i Amaliegade.

 

Måtte undvære det fornemme naboskab

Så  rykkede Almindelighedens gamle ud fra det fine naboskab med Amalienborg og Casino til de mindre fashionable, men lysere, luftigere og bedre omgivelser på Nørrebro.

 

Almindeligt hospital

I det almindelige omdømme er der et svælg mellem Ladegården og Almindeligheden. I virkeligheden var det ikke mere gabende end at overgangen kunne være flydende. Almindeligt
Hospital blev som regel opfattet som et hjem for gamle mennesker. Det var ikke helt rigtigt. Det var i realiteten et hjem for alle dem, der ikke kunne forsørge sig selv. De fleste af anstaltens beboere, især kvinderne, var da også kvinder helt op til 100 år. Mændenes levealder blev gennemsnitlig afkortet med en halv snes år på grund af større forbrug af spiritus og tobak.

 

Dekoreret med ”Ridder af Dannebrog”

Men her var også yngre mennesker, ødelagt af sygdomme, legemlige og sjælelige. Inde på en af stuerne lå således en mand på hvem, hovedet stadig voksede. Her var også vanføre mænd, der var lænket til deres seng. Her lå også en bygmester, der var dekoreret med Ridder af Dannebrog.

Eftermiddagsbladene var meget populære på Anstalten. Længe i forvejen inden aviskonen kom med bladene, samledes anstaltens gård af gamle rystende Morliller, af mænd, der tungt slæbte sig frem med stokke, af mimrende alderdom og svækkelse. I samme øjeblik aviskonen viste sig, blev bladene flået fra hende.

 

Flugt

Direktionen sørgede for at give adgang til læsning og jævnlig opmuntre ved aftenunderholdning og endda med teaterforestillinger med stiftelsens eget teater. Og det var sandelig ikke alle, der havde mistet appetitten på livet. Således flygtede et elskende par engang bort fra stiftelsen. Ja, de havde forsøgt før, men nattevagten greb dem på fersk gerning. De ville klatre over et plankeværk, men damen, hvis vægt var mellem 300 og 400 pund, var faldet ned, og havde ved sine skrig alarmeret vagten.

Men de forsøgte sig igen. De nåede ud i skoven, hvor de overnattede. De blev opdaget.  På anstalten blev de fejret som helte.

Dem, der under udgang, drak sig fulde, og blev bragt tilbage af politiet måtte vente tre måneder på næste udgang.

 

Stort forbrug

Det var ikke småting, der blev fortæret i Almindelig Hospitals husholdning. Hvert år blev der fortæret 60.000 pund flæsk, 140.000 pund kød, 150.000 æg, 550.000 potter mælk. Af belysnings – gas brugtes 24.000 kr. Der brugtes 75.000 tønder kul og koks. De boede på fællesstuer, kvinder for sig og mænd for sig. Der var også en afdeling for ægtefolk.

 

Fattighjælp var tab af rettigheder

Johannes – stiftelsen omfattede dels et sygehus, navnlig for behandling af sygdomme som fnat, skurv og lignende , dels en opdragelsesanstalt for børn og dels et arbejderhus. Det var en ret omfangsrigt anstalt , der spændte over et betydeligt areal på begge sider af Ryesgade, og helt ned til Sortedamssøen. Arbejdshuset havde plads til 600 personer, men så mange var det nu sjældent.

Fattighjælp medførte tab af politiske rettigheder. Og det at få stemplet på sig som den, der ikke kan forsørge sig selv er frygtelig. De følte sig som jagtet vildt, og dukkede sig for politiet. Derfor var der mange, der i stedet søgte hjælp hos den private velgørenhed.

 

Alderdomsunderstøttelse

Alderdomsunderstøttelse var ikke fattighjælp, men snarere en hædersgave, der ydes for et langt og arbejdsom liv. Mange af disse tilbragte deres tid i Alderdomshjemmet i Guldbergsgade, bag Almindeligheden, og ellers uden forbindelse til denne institution.

 

Nørrebro Bespisningsforening

Nørrebro Bespisningsforening, var en af de store velgører. Foreningen blev oprettet i 1853. Og da kolera – epidemien var på sit højeste havde foreningen travlt med uddeling af mad. Således fik 100 familier leveret 250 portioner mad af Jomfru Olsen på Solitudevej. Midlerne til den daglige drift, skaffede man dels ved medlemskontingent, dels ved bidrag fra kredse af af socialt interesserede. Sideløbende virkede Samaritanen, som blev støttet af kirkelige kredse. Efter århundredeskiftet mindskedes behovet for privat velgørenhed grundet social lovgivning.

 

Stiftelser og Arbejderboliger

Nørrebro havde en masse stiftelser og arbejderboliger. Mest kendt er nok arbejderboligerne på Rådmandsmarken. De mange stiftelser blev oprettet af håndværkerlavene og svendeforeningerne, og havde til formål, at skaffe billige boliger for ældre håndværkere og deres enker. I tiden indtil 1900 blev der oprettet mere end 20 af disse i bydelen.

 

Alderstrøst

Den mest kendte stiftelse var nok Alderstrøst, Nørrebrogade 9. Her blev der opført ikke mindre end 168 boliger. Ved indvielsen sagde Kong Frederik den Syvende:

 

• Det glæder mig at se, at der er lokummer til alle de gamle

I 1878 rådede Alderstrøst over 196 lejligheder. I 1890’erne opførte Håndværkerforeningen endnu en stor stiftelse mellem Nørre Alle og Møllegade. Og de færreste er sikkert ikke klar over, at Nørrebro Handelsforening også havde en stiftelse. Foreningen ejer faktisk stadig bygningen.

 

Kilde:

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – div. artikler

 

• Hvis du vil vide mere:
• www.dengang.dk indeholder 1,780 artikler, heraf 304 artikler fra Nørrebro:

 

• Andesteg fra Peblinge Søen
• At bo på Nørrebro
• Barn på Nørrebro
• Byggespekulation på Nørrebro
• Den stinkende kloak på Nørrebro
• Fattiglemmer på Ladegården
• Fattiglemmer, bisser og bøller på Nørrebro
• Ladegården – dengang
• Lersø  – bisser
• Lersø – bøller, bisser, nok engang
• Moral, etik, horeunger og fattighjælp
• Pest på Nørrebro
• Rabarberlandet – og mange flere artikler

 

• Under Østerbro (100 artikler):
• En stiftelse på Østerbro og mange flere artikler

 

• Under København (191 artikler):
• Pest i København
• Skt. Jørgen – Helgen, Hospital og Sø og mange flere artikler

 

Redigeret 13-09-2021