Da nazisterne overtog magten syd på, skete der noget. Det tyske mindretal blev massivt overvåget. Det gjorde tidligere indsatte i Fårhuslejren også. Men foruden nazister var også kommunister, den store fjende. Planer lå parat til at isolere kommunisterne. Visse hjemmeværns – grupper havde en likvidations – lister parat. Det tyske mindretal var glad da Brix blev PET – chef. Så svandt overvågningen af dem ind. Men Brix holdt ikke så længe, samarbejdsproblemer opstod. Og forgængeren Hoff (fra REA) blev offer for Edderkop – sagen.
400 mand på Folkehjem
Den 12. april 1933 samlede der sig 400 deltagere på Folkehjem i Aabenraa. Det var et tillidsmandsmøde arrangeret af Sprogforeningen og Skoleforeningen. En anspændt stemning var opstået omkring grænsespørgsmålet. Indtil dette år var utilfredsheden blandt Det Tyske Mindretal stor med grænsedragningen efter 1920 – men dog afdæmpet. Men efter nazisternes overtagelse, ændrede denne stemning sig. En række nazistiske øvelser, demonstrationer og forsamlinger fra påske hen over juni, skabte bekymring hos sønderjyderne.
Fire krav til statsmagten
På mødet på Folkehjem talte redaktør H.P. Hanssen om frygten for en grænseoverskridelse. De forsamlede vedtog en resolution med fire krav til danske regering. De forlangte også en handling over for de embedsmænd, der deltog i aggressionen mod Danmarks integration. I resolutionen krævedes der blandt andet, at de danske statsmyndigheder:
- sikrer Nordslesvig imod, at irregulære Tropper overskrider Grænsen
- skarpt overvaager alle Handlinger, som tager Sigte paa Grænseflytningen
- skrider hurtigt og kraftigt mod Urostiftere, hvad enten det drejer sig om enkelte Personer eller Organisationer
- drager danske Embedsmænd, som deltager i en mod Danmarks Integritet rettet Agitation, til Ansvar.
Man holdt øje med tyskerne
Man beklagede Det Tyske Mindretals grænsepolitiske vildfarelser. Måske var dette startskuddet på den massive overvågning af Det Tyske Mindretal i Sønderjylland, som fortsatte endnu kraftigere efter besættelsen. Retsopgøret kom til at ramme især Det Tyske Mindretal. Og fratagelse af de borgerlige rettigheder varede i mange år fremover. Og man holdt øje med alle tysksindede.
Politiets samarbejde med tyskerne
Det var vanskeligt, for politiet, at skabe en myndighed efter tyskernes besættelse, som skulle stå for den indre sikkerhed. Der var skepsis over for embedsmænd, der havde samarbejdet med tyskerne. Og politiets rolle, da kommunisterne blev arresteret var tvivlsom i mange borgeres opfattelse.
Generalstabens Efterforsknings – sektion
Man havde noget, man kaldte GE – Generalstabens Efterforsknings – sektion. I fredstid skulle man holde øje med fremmede agenter og overvåge personer, der kunne udgøre en trussel under urolige politiske forhold. Under Rigspolitiet lå også efterretningsmæssige forhold. Lederen af Rigspolitiet var den senere justitsminister Eigil Thune Jacobsen.
Den sønderjyske Efterretningstjeneste
Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med Den Sønderjyske Efterretningstjeneste. Denne stammer tilbage fra 1934. Det var en særlig stilling inden for politiordningen i Sønderjylland, der gjorde det muligt at overvåge farlige personer. En politiadjudant i Aabenraa var blevet udnævnt.
Afdeling D
Men allerede i 1927 havde Københavns Politi oprettet en såkaldt Afdeling D. D skulle blandt andet overvåge de partier, der mere eller mindre arbejde illegalt. I 1931 havde man registeret 13.000 personer. Men ved besættelsen var kartoteket vokset til 50.000 personer. Og mellem 60.000 og 70.000 kom kartoteket op på i 1947.
Oplysninger til Gestapo
I 1939 kom kartoteket i offentlighedens søgelys. Man havde fra dansk side åbenbart givet oplysninger videre til Gestapo om tyske emigranter. Lederen af afdeling D blev omgående fyret, da dette kom frem.
Tyske kommunister i Danmark
Og i 1933 havde politiinspektør Thune Jacobsen henvendt sig til justitsministeriet for at søge oplysninger om tyske kommunister, der var flygtet fra Tyskland og taget ophold i Danmark.
Afdeling D havde meddelere både i det nazistiske og kommunistiske miljø.
Stigende fokus på Sønderjylland
Det kom i stigende grad fokus på de sønderjyske landsdele, hvor man frygtede forbindelse med det nazistiske styre i Tyskland og det tyske mindretal i Sønderjylland. Dokumenter
blev stjålet fra det Socialdemokratiske partikontor. Nogle af disse dokumenter blev trykt i Nordschleswigsche Zeitung i januar 1939.
SIPO
Et centraliseret landsdækkende sikkerhedspoliti (SIPO) blev i 1939 dannet under Rigspolitichefen. Deres formål var at
- skabe et Værn mod Foretagender eller Handlinger, som kan antages at være rettet mod Rigets selvstændighed og den lovlige Samfundsordning, samt Gennemførelse af et effektivt Tilsyn med Fremmede og rejsende.
Grundlag for ekstra indsats i Sønderjylland
Den nye leder hed Emil Strøbech, og han havde store ambitioner. Han ville etablere en civil informationstjeneste, skygning, telefonaflytning, brevkontrol og ransagninger. Man skulle desuden udvide brugen af informanter og meddelere. Og han betonede, at især i Sønderjylland var der grundlag for en ekstra indsats. Sikkerhedspolitiet etablerede hurtigt et samarbejde med Rigspolitiets Fremmed – og Visumafdeling.
Tæt samarbejde med Gestapo
Allerede i februar 1940 aflyttede man 130 mistænkte personer. I januar 1940 havde SIPO allerede opbygget et kartotek med 4.000 kort. Senere undersøgelser viser, at forløberen for PET før krigen havde et nært samarbejde med Gestapo. Vi har været lidt inde på det.
Beundring for den tyske fører
Man havde fokus på tysk propaganda. Det havde en hvis effekt hos håndværkere, handlende, arbejdsmænd og skoleelever. Således konstaterede SIPO:
- De fleste af disse Personer røber i deres Breve blind beundring for den tyske Fører og for hans Arbejde i Tyskland.
SIPO var især foruroliget over, at en sympatisør fra Norge havde videregivet oplysninger til det tyske efterretningsvæsen om norske skibe i konvoj.
Rivaliserende grupper
Indtrykket var, at afdeling D og SIPO var rivaliserende i stedet for at samarbejde. Det lykkedes aldrig at få et rigtigt samarbejde i gang. De to afdelinger kørte parallelt med hinanden frem til politiets internering den 19. september 1944.
11 af de 21 politifolk i provinsen, der var i SIPO var beskæftiget beskæftiget i Sønderjylland.
Afdeling D’s kartotek og SIPO hjalp
Da de danske kommunister den 22. juni 1941 blev interneret, skete dette i vid udstrækning på grundlag af de oplysninger, som forelå, indsamlet af SIPO og Afdeling D.
REA blev dannet
På et møde den 7. maj 1945 blev modstandsbevægelsens rolle i forhold til politiet diskuteret. Man var også enige om, at der ikke skulle genetableres en afdeling SIPO. Der blev besluttet, at etablere et landsomfattende sikkerhedspoliti under Rigspoliti – chefen. Som politimæssig leder valgtes H.C. Andersen. Han havde gjort store fortjenester i modstandsbevægelsen
og i Frihedsrådets arrestations – udvalg. Som leder konstitueredes statsadvokat Troels Hoff. Den nye efterretningstjeneste fik navnet REA (Rigspolitichefens Efterretningsafdeling). Men Københavns Politis direktør lagde hindringer imellem. Han frygtede, at Københavns Politi fik mindre indflydelse.
Politidirektøren vandt magtkampen
Resultatet blev, at Politidirektøren vandt magtkampen. Det blev til en lidt svag centralafdeling, som havde til formål at
- være Central for Oplysninger fra hele Landet, idet disse efter nærmere Regler skal indsendes, ligesom Afdeling selv maa vise Initiativ med Hensyn til at faa Politikredsene til at indhente og indsende Stof, der har Betydning.
- Dette Stof bearbejdes og videregives til Kredsene, saaledes at disse altid bliver gjort bekendt med, hvad der har almindelig Interesse og er af speciel Betydning for saa vidt angaar Kredsene.
Sønderjyske politimestre kørte deres eget løb
I virkeligheden var REA ikke andet end en koordinations – central. Måske var det årsag til, at de sønderjyske politimestre kørte deres helt egen stil over for det tyske mindretal efter besættelsen. Således er det her på siden historier om, at de ikke rettede sig efter justitsministerenes afgørelser. REA blev forbindelsesled til CIC, som afhørte tyske krigsfangere. REA blev etableret ved de lokaliteter, hvor det britiske Field Securtity havde sektioner. Og det var i Århus, Odense, Haderslev og i Fårhuslejren.
REA overtog navnene på 21.000 personer fra modstandsbevægelsen, som havde foretaget landsskadelig virksomhed. Endnu i januar 1946 frarådede politikommandør Ernst Brix en nedlæggelse af hans hverv i Sønderjylland. Man var endnu i gang med at finde ud af, hvem der havde hjulpet Gestapo og SD (Sicherheitsdienst).
Ifølge Brix så var spændingerne mellem befolkningsgrupperne blevet forstærket under besættelsen. Derfor var det brug for en stærk, centraliseret og fast politimæssig ledelse, for at sikre ro og orden.
Afgørende betydning at overvåge Det Tyske Mindretal
Brix mente, at det var af afgørende betydning at overvåge Det Tyske Mindretal. Politikommandøren ønskede derfor bevarelsen af betydelige centralistiske beføjelser, således skulle der eksistere en udvidet efterretnings – og oplysningstjeneste. Der skulle ligeledes være ensartede afgørelser for alle sager i landsdelen. Man skulle have rådighed over det i landsdelen stationerede politi.
Men politimestrene i Haderslev, Sønderborg, Graasten og Toftlund var ikke af den mening. De fandt at politikommandøren i Aabenraa var et overflødigt mellemled mellem politimestre og rigspolitichefen. De vendte sig kraftigt imod, at politiet som etat, skulle tage aktiv del i nationalitetskampen og understregede, at der allerede fandtes efterretningskartoteker i politikredsene. Da politikommandørordningen den 29. juni 1946 blev afviklet, fastholdt man alligevel den særlige ordning for grænselandet. Og Brix kunne derfor fortsætte sin omfattende overvågning og registrering af Mindretallet.
Centralafdelingens kartotek burde tilintetgøres
Afdeling D blev ikke genetableret efter besættelsen. Derimod blev der etableret to afdelinger, som arbejdede med henholdsvis almindelige landsforræderisager og juristdiktionssager samt politiske drap og HIPO – sager. I 1947 rejste dagbladet Information spørgsmålet om politiets kartotek i forbindelse med arrestationerne af kommunisterne. Bladet mente, at centralkartoteket burde tilintetgøres. Man mente også, at politiets politiske afdeling, som havde samlet oplysninger om 100.000 danskere, burde tilintetgøres.
Men Rigspolitichefen og Københavns Politidirektør kendte ikke til sådan et register, påstod de. REA’s tidligere leder, Troels Hoff, nægtede, at der havde været et kommunist – register.
Chefen måtte gå af
Ak, ja i 1949 måtte Troels Hoff gå af. Det var hans rolle i den såkaldte Edderkop – sag, der fældede ham.
Omfattende overvågning
Den 20. februar udsendte Martin Nielsen og Robert Mikkelsen, begge DKP en pressemeddelelse gennem Ritzau, hvori de afslørede, at de fra modstandsbevægelsen var kommet i besiddelse af forskellige dokumenter vedrørende politiets virksomhed under besættelsen. Materialet viste eksempler på efterretnings – indhentninger fra SIPO og Afdeling D. Man havde brugt meddelere, telefonaflytning, telegram – censur, avisudklip og brevcensur. Man havde overvåget lovlig politisk virksomhed. Den daværende justitsminister, Thune Jacobsen havde desuden givet en skriftlig ordre til internering af DKP’s formand, Axel Larsen.
I Rigsdagen den 5. marts 1947 udspandt der sig en heftig debat omkring overvågning. Åbenbart var flere rigsdagsmedlemmer blevet aflyttet. Ligeledes skulle Niels Bohr, Aksel Schiøtz og andre været blevet aflyttet.
Politiet overvåger ikke uden grund
Justitsminister Elmquist svarede at
- Politiet fører eller bruger ikke, uden at der foreligger Mistanke om Forbrydelser eller Mistanke om Planlæggelse af Forbrydelse – dette maa selvfølgelig med – Kartotek over ustraffede
danske Borgers lovlige politiske Virksomhed og har i hvert Fald ikke ført eller brugt saadanne Kartoteker siden 5. maj 1945. Der har heller ikke været foretaget Telefonaflytninger
eller skaffet Oplysninger gennem betalte Meddelere eller ved en for Adressaten skjult Kontrol gennem Post – og telegrafvæsnet af nogen Persons lovlige politiske Virksomhed efter 5. maj 1945.
Senere kom det frem, at politiet skam førte kartotek over personer, man mente, blev mistænkt for at føre landsskadelig virksomhed, for at tilhøre vareulv-bevægelsen. Det kom også frem, at politiet havde kartoteker over dem, der måske kunne finde på, at danne grupper med det formål, at skabe uro og uorden i samfundet, eller bare foretage en ulovlig handling! Således var store dele af Det Tyske Mindretal overvåget.
Nødvendighed for efterretningsvæsen
Robert Mikkelsen fra DKP erkendte nødvendigheden, af at have efterretningsvæsen. Men han var imod, at det skulle fortages af et almindeligt politi. Han foreslog at et folketingsudvalg
skulle undersøge sagen. Dette forslag blev støttet af samtlige ordførere undtagen Dansk Samlings fire mandater.
Man oplyste, at nogle politiske møder blev overvåget. Det gjaldt især DNSAP’s og Det Tyske Mindretals møder. Også 6. maj – foreningens møder blev overvåget. Man lagde vægt på, at
sådanne bevægelser var af særlig Karakter.
Rigets sikkerhed
Justitsministeriets cirkulære af 31. maj 1947 fastslog at arbejdsområdet for REA’s arbejde skulle afgrænses til foretagender og handlinger, der måtte antages at være rettet mod Rigets selvstændighed. Ministeriet anmodede politikredsene om, at såfremt, der fandtes bevarede kartoteker fra tiden før den 5. maj 1945 skulle dette indberettes og kartotekerne tilintetgøres.
Men man skulle stadig være opmærksomme på nazistisk prægede organisationer. REA, det nye efterretningsvæsen beskæftigede sig kun i begrænset omfang med kommunisterne. Det var GE, der skulle gøre dette af hensyn til rigets sikkerhed.
Kommunister var farlige
Mellem december 1947 og marts 1948 koncentrerede man sig meget om 6. maj – foreningerne og straffede landssvigere, samt efterforske våbenfund, grænseoverløbere, flygtninge, radioamatører m.m. Om kommunisterne hed det i en beretning:
- En almindelig Registrering af Partiets Medlemmer finder ikke Sted i nogen Politikreds. Man holder Øje med de Kommunister, som man anser for ”farlige”, men det er mit Indtryk, at man herved kun sigter til Kommunister, som er særlig ivrige eller aktive i propagandamæssig Henseende. Så vidt jeg kan se, har man intetsteds i Provinsen Opmærksomheden henvendt paa Kommunister, som kan anses for egentlig farlige.
Den nye afdeling E
I Københavns Politi genopstod der belastede Afdeling D ikke. Den ny afdeling kom meget opfindsom til at hedde Afdeling E, normalt også kaldet KE. Afdelingen blev etableret i forbindelse med Påskekrisen. Det forblev lidt uklare linjer mellem REA og det københavnske politis efterretningstjeneste.
De havde velsignelser fra højeste sted
En af de første opgaver for REA var at opbygge et nyt kartotek. Og den indeholdt sikkert mange kommunister. For nu gik man efter alle kommunister. Justitsministeriets påbud var ophævet. Også Brix i Sønderjylland syntes at have frit spil. For her rettede man sig ikke efter Justitsministeriets cirkulærer. Havde man en speciel aftale? Man havde åbenbart fået meget frie hænder i overvågningen af Det Tyske Mindretal. Hvorfor er der ingen, der her har givet udtryk for betænkeligheder, bortset fra de fire politimestre, vi tidligere har omtalt?
En gruppe der langt om længe fik bevågenhed, var de såkaldte A.K. – grupper, som en politimester udtrykte det:
- De havde velsignelser fra højeste sted.
Disse grupper havde rødder til modstandsbevægelsen og levede i omegnen af hjemmeværns – miljøet. A.K. – grupperne var antikommunistiske grupper.
AIC – Arbejdernes Informations Central
Men ellers var det som om det ikke rigtig var opbakning til REA. Politimestre og kriminalpolitiet havde begrænset forståelse for REA’ s arbejde. Socialdemokratiet og De Samvirkende Fagforbund oprettede Arbejderbevægelsens Informations – central. (AIC). På et tidspunkt følte bevægelsen sig presset af DKP.
Man vedtog , at AIC skulle kortlægge kommunisternes arbejde. REA tog kontakt til AIC. Her kunne man få nyttig viden om kommunisterne. Og REA gav alle deres oplysninger videre til CIA.
DKP planlagde sabotage?
Efterretningsvæsnet var i 1948 efter bevæbnede kommunistiske grupper. Angiveligt skulle DKP på et centralkomite – møde have nedsat et udvalg, der skulle tilrettelægge sabotage i Danmark under en evt. amerikansk eller engelsk besættelse. Senere undersøgelse viser, at dette muligvis er noget som efterretningsvæsnet selv har kogt sammen.
Man udsendte en erindringsliste, hvem man skulle følge i 1949 – 1950. heri hed det sig:
- Særlig udtrykkelig var dokumentet med hensyn til tidligere nazister, 6 – maj – foreninger og øvrige nazistiske organisationer skulle følges, og de betydende og ledende folk registres. Også folk, der var straffet efter straffelovstillægget, dvs. nazister, øst-frivillige, landsforrædere osv. skulle følges med henblik på at konstatere, hvorvidt de genoptog gamle vaner eller ”faldt til ro”. Også her skulle der føres lister med adresser mv., indtil man havde konstateret, hvem der særlig burde følges.
CIA vidste besked
I februar 1949 kunne man i en rapport fra CIA’s hovedkvarter læse, at af det danske kommunistpartis 40.000 medlemmer lå de 3.000 inde med våben. Endvidere kunne man oplyse at blandt De Samvirkende Fagforbund var de seks procent kommunister. AIC havde ca. 6.000 meddelere rundt om på arbejdspladserne. Således fik Den Amerikanske Ambassade oplysninger om, at 17 pct. af bestyrelsesposterne i den danske fagbevægelse tilhørte kommunisterne.
I de første år af Den Kolde Krig var det den militære – ikke politiets – efterretningstjeneste, der spillede hovedrollen i myndighedernes overvågning og registrering af danskernes lovlige, politiske virksomhed.
Arne Sejr’s ”Firmaet”
Der forekom langvarige rumaflytning af kommunister. De blev udført af Arne Sejrs ”blikkenslager – bande”. Denne private efterretningsvirksomhed blev også kaldet Firmaet. En kamp udspillede sig også mellem militærets og politiets efterretningsvæsen. Dette er så udmærket beskrevet i bogen Obersten og kommandøren.
I en af de talrige rapporter står følgende:
- Således måtte hensynet til statens sikkerhed stå over hensynet til den enkelte borgers rettigheder , og alle kommunister burde registreres for, at myndighederne kunne holde dem væk fra sensitive stillinger.
Misinformation af den danske offentlighed
Misinformation af den danske offentlighed var allerede fra starten et kendetegn for efterretningstjenesten og justitsministeriet, såvel som krænkelser af borgerrettigheder og retssikkerhed. I slutningen af 1950erne forelå en plan om internering af op mod tusinde kommunister i tilfælde af krigs – eller krisesituationer. Ja enkelte hjemmeværns – organisationer havde ligefrem
likvidationslister i begyndelsen af 1950erne. Disse lister var kendt af PET, men blev dog ikke påtalt.
Overvågningen af Det Tyske Mindretal aftog
Efter at Brix forlod Sønderjylland i 1950 aftog overvågningen af Det Tyske Mindretal. Efterfølgeren Schaumburg – Christensen decentraliserede informationsarbejdet, og den kolde krig nærmede sig. Spørgsmålet er, om Brix ikke kastede ild på bålet med sin omfattende overvågning. Men det danske samfund belønnede ham. Han blev chef for PET.
Barske udtalelser fra kommende PET – chef
Da han skiftede til København havde han endnu en klar anti – tysk holdning. Kort før, han tiltrådte sit hverv som PET – chef, holdt han et foredrag på Politiskolen:
- De tyske metoder og deres ekspansionstrang ændrer sig vel aldrig. Det farlige perspektiv er de 50 millioner tyskere, som lever i Vesttyskland, og som nu har brug for “Lebensraum”. Øst for Oder – Neisse – Linjen er det ikke mere muligt. Hvad er så muligt?
- De 20.000 medlemmer af det tyske mindretal i Nordslesvig og deres nazistiske ledelse er som Tysklands forpost en latent fare.
Og med de holdninger blev Brix den ny efterretningstjeneste PET’s første chef.
Interne problemer i PET
I 1957 måtte han træde tilbage efter afsløringer om embedsmisbrug i Ekstra Bladet. Forinden måtte han dog samarbejde med det nye vesttyske efterretningsvæsen – med de tyskere, han hadede så meget. Allerede fra 1956 opstod der interne problemer i PET omkring samarbejde. Politikarrieren begyndte som politimester i Aabenraa i 1945 og endte som politimester i Gentofte fra 1960 – 1972.
Chefen bestemte
En kriminalassistent Christian Madsen havde direkte kontakt til amerikanske efterretningsvæsen. Amerikanerne fik alt REA’ s materiale. Denne praksis forhindrede Brix ved sin ansættelse. Christian Madsen blev forflyttet til Fremmedpolitiet. Alle oplysninger, der skulle videregives til andre myndigheder skulle fremover gå gennem chefen selv.
400.000 var registeret
Det var virkelige hårde argumenter som efterretningsvæsnet fandt frem til. I PET – Kommissionens Rapport hedder det fra en redegørelse fra 1950:
- Efter kuppet i Prag, havde partiet reorganiseret dets efterretningsvirksomhed og kampgrupper, en del medlemmer var i besiddelse af lærerbøger i gadekampe, kommunisterne overvågede våbenleverancer fra USA, der var konstateret infiltration i en lang række samfundsvigtige institutioner (hjemmeværnet, skytteforeninger, stadsadministrationen,
kommunerne, DSB, P&T, visse direktorater, gas – vand – og elektricitetsværkerne) og ledende kommunister videregav oplysninger om danske forhold til østlige legationer.
Og registreringen blev bestemt ikke mindre. Således var over 400.000 borgere ved starten af tresserne optaget i hemmelige kartoteker.
Kilde:
- www.dengang.dk – diverse artikler
- Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
- Litteratur København (under udarbejdelse)
Hvis du vil vide mere:
- På www.dengang.dk kan du finde 1.783 artikler, herunder
Under København (191 artikler)
- Historien om Første Maj
- Landsforrædere og Landssvigere
Under Sønderjylland (207 artikler)
- Den sønderjyske efterretningstjeneste
- En stikker fra Sønderjylland
- Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde
- Modstand i Kolding
- Modstand i Sønderjylland
- Opgøret efter 1945
- Stikkeren – mord uden samvittighed
- Mindretal i brændpunkt
- Det Tyske Mindretal
Under Aabenraa (169 artikler):
- Fritz, nazister og et kartotek
Under Padborg/Kruså/Bov (63 artikler)
- Frøslevlejren
- Fårhuslejren
- Straffelejren
- Dagligliv i Frøslevlejren
- Harreslev – dengang
- To skæbner i Kiskelund
- Mord i Padborg 1945 1 – 3
Under Nørrebro (304 artikler)
- Bomben i Søllerødgade 1-2)
- Byggeren på Nørrebro – nok engang
- BZ – bevægelsens historie på Nørrebro
- Dramaet i Brorsons Kirke
- Fristeder og Ungdomshus
- Hvorfor skulle Janne dø?
- Louis Pio på Nørrebro
- Nørrebro Beboeraktion og kampen om Byggeren
- Nørrebro – 9 dage i sommeren 1944
- Røde Rose på Nørrebro
- Ungdomshusets historie 1 – 2
- Ungeren set fra 6. klasse
- Slumstormere, Besættere og Autonome
Under Besættelsestiden (Før/under og efter) finder du 362 artikler
Redigeret 7 – 10 – 2021