Historikere har travlt med at fortælle, hvordan det var med besættelsestiden. Men fortæller de sandheden? Eller snarere fortæller de det hel. Opfattelsen er, at nord fru Kruså boede de gode, syd på boede de onde. Modstandsbevægelsen likviderede ca. 400 personer. Hvor mange af disse var fejltagelser. Man havde et kartotek over 40.000 danskere. Men det var ikke troværdig. Og så var der lige en lov med tilbagevirkende kraft. Dette er bestemt ikke et glansbillede af Danmark.

 

Masser af myter

Der er gennem tiden kommet et hav af bøger om besættelsestiden. Og man får indtrykket af, at danskerne var et heltemodigt folkefærd, som ikke ville nogen noget ondt. Vi får også, at vide, at alle landsforrædere fik en retfærdig dom. Samtidig bliver der gang på gang pointeret at regeringens samarbejdspolitik skyldtes at man havde kniven på struben.

 

Og så får vi gang på gang at vide at alle medlemmer af Det Tyske Mindretal var nazister. Deres indstilling  var at sammenligne med det danske nazistparti. Intet er mere forkert. Det gjorde man også i en PET – rapport om Den yderste højrefløj fra 1945 – 1989.

 

Det tyske Mindretal overvåget i årtier

Man har glemt at fortælle om Den Sønderjyske Efterretningstjeneste ved den emsige politimester Brix, der fik bemyndigelse til at forfølge medlemmer af det tyske mindretal. De blev overvåget i mange årtier fremover. Mange familier i det sønderjyske har eksempler på, at myndighederne i mange år efter besættelsestiden gjorde livet surt for dem. Og for sin indsats blev Brix udnævnt til chef for landets efterretningsvæsen.

 

Embedsmænd havde egen fortolkning

I Sønderjylland havde mange embedsmænd deres helt egen fortolkning af retsopgøret. Man undlod mange gange at gøre folk opmærksom på, når justitsministeriet havde omgjort en dom foretaget af de lokale embedsmænd.

 

Mindretallet var en forpost for fjenden

Det var ikke strafbart at være medlem af DNSAP. Men det blev alligevel holdt øje med de personer. Og medlemmer af det tyske mindretal blev ihærdigt overvåget. De udgjorde åbenbart i mange år efter besættelsen en fare for det danske demokrati. I 1950 gav Brix udtryk for i et foredrag på Politiskolen, at tyskerne stadig udgjorde en stor fare for Danmark:

 

       De 20.000 medlemmer af Det tyske Mindretal i Nordslesvig og deres nazistiske ledelse er som Tysklands forpost en latent fare.

 

De personer, der var indsat i Fårhuslejren fik i årtier bagefter at mærke, at det danske samfund foragtede dem.

 

Et upålideligt arkiv

Det var selvfølgelig berettiget, at skyldige blev straffet efter besættelsen. Men der er flere eksempler på at både skyldige og uskyldige blev forfulgt efter at de havde udstået deres straf.

 

Modstandsbevægelsen havde opbygget deres eget arkiv. Den rummede 40.000 danskere, der blev mistænkt for landsskadelig virksomhed. Senere indrømmede Frihedsrådet, at man ikke kunne stole på oplysningerne.

 

Statsministeren: Vi vil rense fra top til bund

Statsminister Buhl havde ellers ved Rigsdagens åbning erklæret:

 

       Vi vil rense ud fra top til bund. Vi vil straffe med strenge, men retfærdige straffe.

 

Opfordrede til at angive stikkere

Bunden fik man fat i. Men toppen rørte man ikke. Buhl selv blev heller ikke rørt. Under besættelsen havde han ellers opfordret til, at angive frihedskæmpere til tyskerne. Det gjorde han for eksempel under en radiotale den 2. september 1942:

 

       Den som begår sabotage eller hjælper dertil, eller som over for myndighederne tilbageholder viden om sabotageplaner eller undlader at medvirke til opklaring af sabotage handler mod sit fædrelands interesser.

       Det er mit håb, at vi ved fælles hjælp på det gældende lovgivningsgrundlag kan komme dette onde, som hedder sabotage mod den tyske værmagt til livs.

 

Dødsstraf med tilbagevirkende kraft

Efter pres fra modstandsbevægelsen og Frihedsrådet indførte man dødsstraf ved skydning med tilbagevirkende kraft. Befolkningen fik i den grad afløb for deres tyskerhad.

Politikerne skulle også undersøge sig selv omkring deres gøren og laden under besættelsestiden. Det gik der et par år med, men det førte ikke til noget.

 

400 likvideringer, der aldrig blev undersøgt

Cirka fire hundrede danskere blev skudt af Modstandsbevægelsen. Vi er her på siden i gang med at udforske en af disse likvideringer. De efterladte slægtninge har ikke fået nogen form for oprejsning . Mange af disse blev dræbt på spinkle indicier. Og ikke nok med det, familiemedlemmer blev også senere chikaneret af myndighederne.

 

Politiet fik ikke mulighed for at undersøge drabene, elle ros var de i lommen på Modstandsbevægelsen. Og når familiemedlemmerne så henvendte sig som i vores kommende historie fik de at vide, at det var en krigshandling. Det skulle de ikke blande sig i. ja man kaldt det ligefrem nødværgedrab.

 

Og i en historie, som vi er ved at efterforske blev to nakkeskud affyret på kort afstand til omkommet under flugtforsøg.

 

Svært at finde sandheden

Som efterkommer af bedsteforældre der var medlem af Det tyske Mindretal, skal man nærmest finde sig i, at være efterkommer af krigsforbrydere. Dette bliver også i dag pointeret rundt omkring af historikere ved foredrag og i bøger. Det er så godt, at man kan gå andre veje for at finde sandheden, om hvad der virkelig hændte under de fem rædselsfulde år.

 

Dagbladenes rolle

Dagbladenes rolle under besættelsestiden trænger måske også til en revision. Selv siger de, at de var udsat for censur. Således skrev dagbladet Vestkysten i maj 1943:

 

       Alle burde slutte op i kampen mod ”Sabotørernes ulykkesbringende virksomhed”. Der skal herske ro og orden i vort land – derom er alle ansvarsbevidste enige – og det vil sige hele det danske folk med undtagelse af nogle fusentastere og villedte unge mennesker.

 

Politikerne tog allerede i slutningen af 1930erne en mærkelig holdning til de lidelser, der forekom syd for grænsen. Også mediernes behandling allerede dengang var absurd. Således udtrykte Jyllands – Postens leder efter Krystalnatten i november 1938 forståelse for nazisternes jødefjendtlighed. . Man mente desuden, at der blandt danske jøder også var for mange anløbne elementer, der stikker næsen for lang frem.

 

Justitsministeriet sendte de jødiske flygtninge tilbage til Gestapo, og den lige vej til Auschwitz.

 

Ingen politikere blev draget til ansvar

Sabotageaktionerne førte til lokale tyske krav om udgangsforbud, som efterfølgende førte til strejker og gadeuroligheder.

Den danske regering blev sat under pres af besættelsesmagten. Den argumentation blev også brugt af politikerne, når de skulle argumentere for deres samarbejdspolitik. Ingen politikere blev gjort ansvarlig for deres handling under besættelsen.

Også den danske fagbevægelse og arbejdsgiverne opfordrede danskerne til at holde sig i ro, og ikke kæmpe mod tyskerne.

 

Til kamå mod – modstandsbevægelsen

Det var unge mennesker, der ikke bare lod stå til. De gik til modstand. Men de havde åbenbart også politikere og andre imod sig. Socialdemokraterne kørte en kampagne, de kaldte Modbevægelse. Formålet var at nedgøre modstandsbevægelsen og fremhæve de sande patrioter. De samme socialdemokrater fik efter besættelsen fremstillet 50.000 frihedskæmper – armbind, som man tog på efter besættelsen.

 

For meget for Hitler

I slutningen af august 1943 blev det for meget for Hitler. Werner Best blev kaldt hjem og skulle stå skoleret for Der Führer.

Regering, rigsdag og konge nedlagde arbejdet. Presset fra befolkningen var blevet for stor. Tyskerne erklærede militær undtagelsestilstad. Den 29. august 1943 blev det danske forsvar afvæbnet. Dette kostede 23 danske og 5 tyske soldater livet.

 

Var det aftalt på forhånd?

Rygter er ikke rigtig blevet aflivet om, at overgivelsen skulle være blevet aftalt på et møde mellem generalløjtnant Ebbe Gørtz og Werner Best i juni samme år. Tyskerne kaldte aktionen Safari.

 

Befolkningen havde trukket tæppet væk

Befolkningen havde gennem folkestrejker og arbejdsnedlæggelser trukket tæppet væk fra Scavenius – regeringen.

Tyskerne opretholdte undtagelsestilstanden i 39 dage.

 

Maskinpistoler til afvæbning af modstandsfolk

Glemt er også, at justitsminister Thune Jacobsen krævede en million kroner til maskinpistoler til politiet. Motivet til det, skulle være, at man derved kunne få afvæbnet sabotørerne.

 

Modstandsbevægelsen er forkastelig

Glemt er også, at Det Socialdemokratiske Forbund ved Alsing Andersen den 2. september udsendte en skrivelse. Heri hed det blandt andet:

 

       Gennem tre år viste vor politik sin berettigelse og holdbarhed – og sådan kunne det sikkert have fortsat indtil krigens slutning til gavn for det danske samfund og for hvert enkelt medlem af vort lands befolkning.

 

Kongens radiotale den 15. maj 1943 er heller ikke omtalt i nogen historiebøger. Her beskriver han modstanden mod tyskerne som:

 

       forkastelige handlinger af ansvarsløse personer.

 

Hedtoft: Kommunisterne er vores virkelige fjende

Verner Best’s forhandlinger den 18. august 1943 med Buhl, Hedtoft og Alsing Andersen er heller ikke nævnt i nogle af historiebøgerne

Hedtoft var efter mødet af den overbevisning, at den mest alvorligste fjende slet ikke var tyskerne men kommunisterne.

 

Kommunisterne var overvåget

Allerede på det tidspunkt havde man oprettet Arbejdernes Informations Central. Deres vigtigst opgave var at skygge kommunisterne. Da tyskerne havde overfaldet Sovjet, gav Stauning ordre til efter tyskernes anmodning at arrestere kommunisterne. Ja egentlig bad tyskerne kun om ledende kommunister, men med dansk politis hjælp blev der arresteret 500.

 

Grundloven atter sat ud af spil

De anholdte kommunister blev udleveret til tyskerne. Man anvendte en såkaldt Nøds – og faretilstand. Dermed tilsidesatte man borgernes friheder og den retsstatelige orden. Og nok en gang tilsidesatte man grundloven.

 

Det var den 20. august 1941 denne lov blev godkendt af Højesterets præsident. Rigspolitiets tidligere chef og daværende justitsminister Thune Jacobsen anbefalede lovgivningen. Men glemmes skal ikke, at alle partiers ordfører godkendte denne grundlovsstridige lov.

 

I årene efter krigen benyttede efterretningstjenesten sig af tidligere Abwehr – og Gestapo – folk til overvågning af kommunister.

 

Mange civile gik tabt

I januar 1943 havde Royal Air Force angrebet B&W på Christianshavn. Der var kun sket få skader på selve fabrikken. Men 8 civilister var døde under angrebet. Hele kvarteret omkring værftet var blevet ramt. I alt 32 bomber var blevet smidt 8 fly.

 

Årsagen til folkestrejkerne

Christmas Møllers agitation i radioen blev beskyldt for at skabe en anden mentalitet i samfundet. Ja man beskyldte ham faktisk for at være skyld i befolkningens kamp mod tyskerne. Han blev beskyldt for at være årsag til folkestrejkerne.

 

Fortsatte regeringen?

Og egentlig fortsatte samarbejdspolitikken. Der blev stadig udbetalt gager til politikerne og Christiansborgs lokaler blev brugt til politiske møder.

 

Dansk Industri, virksomheder og Danske Entreprenører og danske værfter fortsatte med at reparere tyske krigsskibe. Der blev leveret dieselmotorer, radioanlæg m.m. fra danske leverandører.

 

Over Øresund – mod betaling

Aktionen med at få jøderne over Øresund vakte international begejstring. Historien har dog fået lidt skår i glæden. Det er kommet frem, at mange forlangte astronomiske beløb for den humane indsats.

 

Masser af dansk cement

Ved vestkysten var danske entreprenører i gang med at bygge befæstningsanlæg for tyskerne. Der blev brugt dansk cement i massevis. Mange danske arbejdere, der arbejdede for tyskerne med disse anlæg blev forsøgt straffet, mens mange virksomheder forblev ustraffet. Rigsadvokaten havde en masser mapper liggende, men de fleste sager blev arkiveret med et notat – Henlægges.

På et tidspunkt var 70.000 danskere beskæftiget ved de tyske bunkerbyggerier.

 

Man påberåbte sig tvang

Det lykkedes for store dele af erhvervslivet at sikre sig frihed, da de påberåbte sig, at deres virksomhed var stærk under tvang.

 

180 danske virksomheder i gang – sydpå

Danske entreprenører samarbejdede ikke blot i selve Nazi – Tyskland med også herhjemme. Danske arbejdere blev med regeringens tilladelse og fagforeningernes billigelse sendt til Tyskland for at arbejde.

Allerede i 1941 havde 16 danske firmaer etableret sig i Tyskland. Dette tal steg dog hurtigt. Et par år efter havde ikke mindre end 180 danske firmaer gang i den hos vore naboer i syd.

 

Tysklands – arbejdere blev foragtet

I alt tog mere end 130.000 danskere mere eller mindre frivillig til Tyskland. Gjorde de det ikke, var A – kassen lukket. Mange af disse arbejdere blev hånet, da de kom hjem. Således udtalte Jens Otto Krag:

 

       Det var ikke de bedste, der rejste ud. Der skal ikke vises moralsk støtte over for de arbejdere end andre i samfundet, der gik tyskerne til hånde.

 

Disse arbejdere havde været udsat for en  sand revolverpolitik. Arbejdsløsheden var 45 pct. 500 af dem nåede aldrig hjem. De blev udsat for bombeangreb. Mange overlevede legemsbeskadigelse og handicap.

Rygter gik på, at der blev sat røde cirkler om dem, der skulle rejse til Tyskland. Man startede med kommunister og dem, der var imod regeringens samarbejdspolitik.

 

Kæmpe eksport til Tyskland

I nutidens kroner eksporterede landbruget i en størrelsesorden på ca. 100 millioner kroner.I 1939 udgjorde den danske landbrugseksport til Tyskland – 25 pct. I 1941 var den steget til 75 pct.

To tredjedel af den danske fiskeeksport gik til Tyskland. Fra 1939 til 1941 blev eksporten af fisk til tyskkerne syv – dobbelt.

I 1943 dækkede dansk fisk 90 pct. af tyskernes forbrug. 

 

Udleveret til Gestapo

Det frygtelige er, at danske arbejdsgivere i Tyskland anmeldte deres danske Tysklands – arbejdere til Gestapo. En del endte på den måde i de såkaldte arbejder – opdragelsesanstalter eller nærmere KZ – lejre. Dog kun i to – tre måneder, men det resulterede i alvorlige sår på sjælen.

 

Danske firmaer brugte tvangsarbejdere

Cirka 23 af de danske firmaer  benyttede sig af tvangsarbejdere. Så vidt vides er disse firmaer aldrig blevet gjort ansvarlig for dette. Det er også afsløret at F.L. Schmidts Cementfabrik i Estland blev drevet af jødiske slavearbejdere. Og sigøjnere hentet fra KZ – lejre. De overlevende slavearbejdere har ikke fået en eneste krone i kompensation.

 

Firmaet C. Krøyer brugte 800 civile sovjetiske tvangsarbejdere til at rydde op efter de engelske bombardementer over Rostock. Et andet dansk firma, Thorning – Christensen fik stillet 75 formentlig polske og sovjetiske krigsfangere til rådighed for bunkerbyggeri i Lübeck.

 

Sverige tjente tykt på tyskerne

Nu var det ikke kun danske virksomheder, der tjente på tyskerne. Således tjente det neutrale Sverige også penge på tyskerne. Således skulle de have tjent 70 millioner kroner på transitbefordring af krigsmateriel. Det neutrale Sverige forøgede deres eksport til Tyskland, så den udgjorde i alt 43 pct. af landets totale eksport.

 

Riffelsyndikatet eksporterede våben i massevis

Dansk Riffelsyndikat på Østerbro leverede masser af våben til tyskerne. Denne sag er dog taget op. Der blev udgivet en bog Krigens Købmænd, der behandlede problemet. Men udgivelsen fik alvorlige følger for Berlingske Tidende.

 

Riffelsyndikatet leverede våben til tyskerne helt til 4. maj 1945. Dette førte til en hemmeligholdt bøde på næsten 7 millioner kroner. Det svarer i dag til næsten 100 millioner kroner. 

Havde man vidst det, man ved i dag, var det hele endt med fængselsstraf. Hvorfor bøden skulle hemmelighedsholdes vides ikke?

Så mange en allieret er faldet for Syndikatets berømte Madsen Maskinkanon.

 

I løbet af besættelsestiden leverede Danmark for 613 millioner kr. rustningsprodukter til den tyske krigsindustri. Beløbet svarer i dag til 16 milliarder kroner.

 

Mangel på konsekvens

Landbruget og fiskeriet eksporterede på livet løs til tyskerne. Det skete samtidig med, at der blev indført rationalisering på disse eksport – produkter.

Under krigen var danskerne lige glade med, hvad firmaerne foretog sig i udlandet. Mangel på konsekvens over for værnemagere er et demokratisk problem. Det afspejlede sig også i retsopgøret.

 

De moralske skrupler forsvandt

At Danfoss leverede ventiler, der blev brugt i tyske kampvogne er ikke særlig populært at nævne. Det gav jo mening at holde hjulene i gang? Virksomhedernes interesse var de samme som samfundets. Erhvervslivet var stillet over for svære økonomiske, nationale og moralske valg. Det førte til en skarp opdeling, mellem dem der sagde ja, og dem der sagde nej . Dem der valgte det sidste, led økonomisk.

Riffelsyndikatet havde ikke moralske skrupler, for dem talte det udelukkende, at de havde en god omsætning.

 

862 sabotageaktioner

Men modstandsfolk afviklede i alt 862 sabotageaktioner mod virksomheder, der arbejdede sammen med tyskerne.

 

A.P. Møller havde et godt tilbud

Under et besøg i Sverige i august 2002 bad A.P. Møller modstandsbevægelsens repræsentant Erik Seidenfarden om at henstille til briterne at standse bombninger og sabotage. Så ville han i 1944 garantere betaling af 5.000 Husqvarna – maskinpistoler til Modstandsbevægelsen.

 

De holdt Hitlers krigsmaskine i gang

Dansk erhvervsliv var i høj grad med til at holde Hitlers nazistiske krigsmaskine i gang i et omfang, der mere eller mindre bevidst er blevet undervurderet siden besættelsestiden.

 

Selvjustits

Men det var som om selvjustitsen mere lagde mærke til bageren, der solgte for meget wienerbrød til de grønne eller på tyskerpigerne.

 

De danske officerer

Danske officerer blev interneret på Marienlyst, en række pensionater og badehoteller i Nordsjælland. Her blev Den lille Generalstab dannet. Her gjorde man, hvad man kunne for at danske officerer ikke skulle gå ind i modstandsbevægelsen. En af dem, der var med i generalstaben var Sven Schjødt – Eriksen. Han var i 1940 medlem af det danske nazistparti.

Det blev besluttet, at sende 135 officerer til Sverige for at danne en brigade af danske flygtninge. De skulle så komme tilbage til landet, når tyskerne var ude.

 

Den unge løjtnant Skov fulgte ikke generalstabens råd. Han tilsluttede sig modstandsbevægelsen uden tilladelse fra generalerne. Det skulle han nok ikke have gjort. Han blev likvideret.

Det gamle officerskorps tog afstand fra modstandsbevægelsen. Men det gjorde de egentlig også til regeringens beslutning om, at oprettet et Frikorps Danmark. I denne deltog kun 77 officerer fra den danske hær.

 

Regeringen opfordrede til Frikorps Danmark

Regeringen havde opfordret til at deltage i et korps af østfrivillige. De kunne så komme tilbage og fortsætte i den danske hær. Da de så kom tilbage efter at lykken var vendt for tyskerne, blev de idømt langvarige straffe og tab af borgerlige rettigheder. Deres optjente pension blev konfiskeret ligesom deres formue.

 

Scavenius elskerinde

Gestapo havde angiveligt 2.000 danske stikkere ansat. En af disse var antagelig Scavenius unge elskerinde. Hun var en nær bekendt til Gestapo – chefen Karl Heinz Hoffmann. Scavenius fik hende ansat som telefonist i Udenrigsministeriet. Hendes kollegaer fattede mistanke til hende.

Hun blev da også interneret efter krigen. Men man kunne da ikke internere en tidligere statsministers elskerinde. Så udenrigsministeriets direktør Niels Svenningsen sørgede for hurtig frifindelse.

 

Det kæmpende Danmark

Frihedsrådet ansøgte om, at blive accepteret som allieret. Det var ikke noget som de allierede selv tog initiativ til. Men russerne ville ikke acceptere dette. De kunne kun godkende formuleringen Det kæmpende Danmark.

 

 

En aftale med Dönitz

I besættelsestidens slutfase tog Werner Best og udenrigsministerens direktør, Niels Svenningsen til Flensborg og forhandlede med Hitlers afløser, admiral Dönitz. Her besluttede man, at hvis der skulle indgås våbenhvile med Montgommery, så forpligtede Danmark sig til at modtage tyske flygtninge i stort tal.

Der kom 250.000. Og de fik en særdeles uværdig behandling. Danske læger ville ikke give dem lægehjælp. Fra Frihedsrådet lød der en forståelse for dette.

 

Massakren mod de tyske flygtninge

I tusindvis af flygtninge blev sejlet ud af Østpreusen på overfyldte skibe. Mange døde om bord. Røde Kors var i gang i bugten ved Lübeck. Det havde man også informeret om. Trods dette var russiske ubåde og RAF – fly skyldige i nedsænkning af disse skibe. Også dette er noget vi hurtig skal glemme. Man har forsøgt at tie det ihjel.

 

       MS Wilhelm Gustloft blev 30.januar 1945 sænket af russisk ubåd (ca. 6 – 10.000 flygtninge omkom

       MS General von Steuben blev 9. februar 1945 sænket af russisk ubåd (3.000 flygtninge omkom)

       MS Goya blev sænket den 16. april 1945 (6.800 flygtninge omkom)

       MS Acrona blev sænket den 3. maj 1945 af engelske fly (5.000 tidligere KZ – fangere omkom)

       MS Thielbek blev sænket den 3. maj 1945 af engelske fly (2.750 tidligere KZ – fangere omkom).

 

Masser af lig

Da Modstandsbevægelsen den 5. maj 1945 rykkede ind på havneområdet i Frihavnen fandt man 300 døde tyske flygtninge. I dagene derefter fandt man 300 lig på skoler, fabrikker, idrætshaller og andre steder, hvor tyske flygtninge var internerede.

Mange steder opfordrede Modstandsbevægelsen til, at man ikke hjalp flygtningene. På trods af, at man ikke måtte pleje omgang med de tyske flygtninge, brugte flere danske virksomheder dem som tvangsarbejdere. Om de fik løn for det, er et ubesvaret spørgsmål.

 

Ved vestkysten er der eksempler på, at flygtninge blev sat til at lede efter de miner, de tyske soldater havde efterladt. Et utal af flygtninge omkom ved disse aktioner.

 

Over 17.000 døde i dansk varetægt

I alt døde 17.209 tyske flygtninge i danske varetægt. De fleste i 1946. Hadet til de tyske naboer gik ud over disse flygtninge. Men det skriver historiebøgerne heller ikke om.

Der var ikke senge til dem alle sammen. De måtte derfor nøjes med halm på gulvet.

 

Flygtninge blev sammenlignet med parasitter

60 præster i København havde fået nok af de elendige behandling. De mente, at der skulle gøres noget. De fik svar på tiltale i Nationaltidende:

 

       Endnu inden de i kampen faldende frihedskæmpere er blevet begravet begynder man at tale om hensyntagen til deres mordere

       Vi må fastholde, at så længe vore egne børn ikke kan komme på landet til et navnlig nu, hårdt tiltrængt ferieophold på grund af, at feriekolonierne er optaget af ”Hitlerjugend – drenge”, og så længe madspørgsmålet for dele af den danske befolkning er et alvorligt problem, lige så længe vil vi på det kraftigste modsætte os, at de tyske flygtninge modtager begunstigelser.

 

De første flygtninge var kommet til Danmark den 11. februar 1945 på skibet Wartherland. Modstandsbevægelsen og andre kaldte de tyske flygtninge for Karaktermæssig lavtstående mennesker. Samtidig påstod Modstandsbevægelsen, at de fik en overdådig kost.

 

I en leder i Information kunne man blandt andet læse følgende:

 

       Tyskerne har lært os ikke at spilde vor nedarvede humane indstilling og vor barmhjertighed på et folk, som ikke fortjener barmhjertighed.

       Hel det tyske folk er er medskyldige i de forbrydelser, som er begået i hele det tyske folks navn, for de protesterede jo ikke – de gjorde jo ikke oprør.

       Hver eneste smule hjælp, vi frivilligt yder tyske flygtninge i Danmark betyder en direkte hjælp til forlængelse af krigen. Hver gang vi tager os af en tysk flygtning, letter vi den tyske krigsindustri.

 

Lovgivning med tilbagevirkende kraft

Frihedsrådet og Modstandsbevægelsen fik gennemført en lovgivning med tilbagevirkende kraft. Grundloven var dermed sat ud af kraft. Politikerne blev presset. De vigtigste krav var

 

1.       Afstraffelse af landsforrædere

2.       Udrensning af tjenestemænd. 

 

Under punkt 6 foretog man oprettelse af et hjemmeværn, som skulle være en naturlig videreførelse af Modstandsbevægelsen.

 

Frihedsrådet havde besluttet at følgende grupper skulle interneres:

 

1.       alle der direkte var gået i tysk tjeneste inden for korpsene som marinevægtere m.m.

2.       alle, der havde optrådt som stikkere uden at være i tysk tjeneste

3.       alle medlemmer af DNSAP eller lignende organisationer

4.       tyske krigsforbrydere

5.       folk, som man ikke kunne henføre til nogen af de 4 overnævnte gruppe. Man ville også internere dem, som man var bange for, at blive udsat for folks lynching.

 

Modstandsbevægelsen havde deres egne regler

Der var problemer med punkt 3. For egentlig var dette ikke strafbart i sig selv. Man var også fra starten klar over, at Grundloven var sat ud af kraft. Og nogle steder rettede Modstandsbevægelsen sig ikke efter disse regler.

 

40.000 anholdte

Internerings – forholdene var langt fra optimale. Således var der en overgang 3.000 internerede i Faarhus – lejren.

Og det var den 1. juni 1945 at den meget diskuterede Lov om Tillæg til Borgerlig Straffelov ang. Forræderi og anden Landsskadelig Virksomhed blev vedtaget. Det er denne lov, som de fleste historikere i dag lovpriser.

 

Frihedsrådet havde håbet på særdomstole. Og ikke alle jurister var enige i fortolkningen, med tilbagevirkende kraft. 100 jurister havde derfor protesteret. Man opfordrede til at lade frivillig krigstjeneste være straffefri. Dommere frifandt dem, der havde ladet sig hverve før 29. august 1943. men dette fik Frihedsrådet og Modstandsbevægelsen sat en stopper for.

Grundloven forudsætter, at domstolene skal være uafhængige.

 

Af de 40.000 anholdte, blev 13.521 danskere dømt ved de danske domstole. Af disse var ca. 6.000 tidligere soldater i Waffen SS og Frikorps Danmark. Ja egentlig meldte der sig 12.000, men kun halvdelen blev optaget. 2.000 blev dræbt, 700 endte i russiske fangelejre og 400 savnes stadig.

 

Frikendt – og alligevel ikke

Det var Modstandsbevægelsens omdiskuterede kartotek, der dannede baggrund for arrestationerne. Redigeringen af kartoteket var mangelfuld. Og registreringen fortsatte efter 5. maj 1945. Også selv om man var uskyldig, så fortsatte registreringen omkring den enkelte person. I Faarhus – lejren havde man et bestemt farvesystem. Fik man ikke de rette farve – løsladelses – papirer. Ja så var myndighedernes øjne stadig hvilet på den tidligere internerede. 

 

Tab af almen tillid

Man blev også idømt tab af almen tillid. Dette betød at man mistede stemmeret og valgbarhed. Man kunne ikke ansættes i offentlig hverv. Og startede man sin egen virksomhed, ja så kneb det også, hvis det krævede offentlig autorisation. Man kunne miste retten til næringsbrev, som selvstændig erhvervsdrivende. 

Særlig i Sønderjylland førte denne afstraffelse til stor nød blandt det tyske mindretal.

 

Fluchtrute Norden

Mange af tyskernes bødler i Danmark klædte sig ud som almindelige soldater og vandrede uforstyrret over grænsen. Senere kunne man så henvende sig i Flensborg, og for udpeget Fluchtrute Nord. Så gik det via Danmark og Sverige til Sydamerika. Dette kunne kun gøres med danskers hjælp. Og en god slat penge, som man altid var modtagelig for.

 

Befalingsmandsskole for modstandsfolk.

I 1946 blev der besluttet at oprette en befalingsmandsskole for modstandsfolk. Politikerne vedtog, at som en belønning for deres indsats skulle man have arbejde i militæret. Uddannelsen foregik i Jægersprislejren fra 1.3.1946 til 1.5. 1947. Fra starten var kommunister dog udelukket. Det var endda de første der deltog i modstandsbevægelsen.

 

I 1947 opfattede 200.00 danskere sig som modstandsfolk

En undersøgelse fortaget i 1947 viste, at 200.000 danskere opfattede sig som frihedskæmpere. Antallet var nok snarere ca. 1.000 sabotører.

 

Kilde: Se

       Besættelsestidens Litteratur A – L

       Besættelsestidens Litteratur M – Å

 

Hvis du vil vide mere om Besættelsestiden: Læs

 

København:

       Danmark var advaret  – 9. april

       De forfulgte jøder

       Den Franske Skole i bomberegn

       Den Franske Skole – nok engang

       Flugten over Øresund

       Humor under besættelsen

       Landsforrædere og Landssvigere

 

 

Østerbro:

       Besættelsen på Østerbro 1 – 4

       Flere sabotager på Østerbro

       Hagekorset i Parken

       Mordet i Vordingborggade (Øresundsgade) 1942

       Sabotører og Stikkere på Østerbro

       Riffelsyndikatet på Østerbro

 

Nørrebro:

       Besættelsen på Nørrebro 1 – 5

       Likvideret på Nørrebro

       Nørrebro – 9 dage i sommeren 1944

       Nørrebro – flere sabotager

       Nørrebrogade 156

       Sabotage på Nørrebro

       Varehuset Bulldog på Nørrebrogade

 

Sønderjylland:

       Den Sønderjyske Efterretningstjeneste

       Det Tyske Mindretal

       En Stikker fra Sønderjylland

       Holocaust – aldrig igen

       Kampene 9. april 1940

       Modstand i Kolding

       Modstand i Sønderjylland

       Opgøret efter 1945

       Tyskertøser, Feltmadrasser og Horeunger

       Vingeskudt på Mandø

       Sheriffen fra Tinglev

 

Tønder:

       Bombeangreb mod Tønder

       Da Tyskerne kom til Tønder

       Flygtninge i Tønder

       Historien om Jeppe K. Christensen

       Nazister i Tønder

       Obersten fra Tønder

       Sabotage i Tønder

       Sønderjylland – 9. april 1940

       Tønder og Omegn – 9. april 1940

       Tønder – under besættelsen

       Tønder – efter krigen

       Tønder – Marskens hovedstad

 

Aabenraa:

       Aabenraa – under de to krige

       Fritz Clausen – lægen fra Aabenraa

       Modstandsbevægelsen i Aabenraa

       Sabotage i Aabenraa

 

 

Padborg/Krusaa/Bov

       Bov Kommune under besættelsen

       Dagligliv i Frøslevlejren

       Dramaet ved Viadukten

       En sønderjyde krydser sine spor

       Frøslevlejren

       Faarhuslejren

       Harreslev – dengang

       Rønshoved, Hokkerup og Gaardeby

       Straffelejren

 

Højer:

       Baraklejren i Højer

       Højer 1935 – 1945