Dette er en lang anmeldelse af Henning N. Larsen: Modstanden – valgte der skilte. Bogen beskæftiger sig med forholdene i Sønderjylland under besættelsestiden. Der er ting i den ellers udmærkede bog, der støder den gamle redaktør. Grusomheder i Husum, Drama på Kollund Strandhotel. En uønsket amtmand. Samarbejdspolitikken er det mest forsinkede nej i Danmarkshistorien . Men befolkningen bakkede denne politik op. Er beskrivelsen for rosenrød i forhold til de faktiske forhold?

 

Liste bagerst i artiklen

Bagerst i denne artikel er en komplet liste over artikler på denne side om artikler omkring besættelsestiden – og der er mange.

 

Frihedsmuseet:: Der var ingen modstand i Sønderjylland?

Jeg har hvis nævnt det før flere gange i artikler om besættelsen. For ca. 12 år siden overværede mine kone og mig en rundvisning på Frihedsmuseet. Her gik en ung mand rundt og fortalte nogle engelsk – sprogede turister, at i Sønderjylland var der ingen modstandskamp. Man var bange for hjemmestyskerne.

Den unge mand burde læse omtalte bog, såfremt han ikke er blevet klogere.

 

Et fremmed land?

Der skete mange grusomme ting i de fem år, ikke mindst i Sønderjylland. Og forfatteren har ret, når han siger følgende:

 

       I hvert femte hus boede en hjemmetysker. De følte, at de boede i et fremmed land efter at grænsen i 1920 blev flyttet syd på. Skellene forsatte efter 1945.

 

Truet af modstandsbevægelsen

Min far arbejde i Oksbøl. Han blev sammen med andre murere og håndværkere truet af modstandsbevægelsen, at når de nu kørte hjem til Tønder skulle de passe på ikke at blive skudt. Den næste dag, ankommet til Tønder, stillede min far sig på Torvet. Nu fik han pludselig tilbudt at få armbind på. Han skulle hjælpe med at afvæbne og visitere alle de tyske soldater, der kom gennem byen.

 

Antal af modstandsfolk forøget

Pludselig er antallet af modstandsfolk blevet forhøjet til 85.000. men den gruppe, der egentlig var i kamp var nok kun et par tusinde. Men man har måske taget dem med, der serverede mad for modstandsfolkene.

Nogle af de 85.000 trådte først til, da tyskerne havde kapituleret. Men hvor mange var de egentlig. Ja spørger man i dag, så er der nok flere hundrede tusinde.

 

Danmark blev langt om længe godkendt som allieret. Der kom også et retsopgør. Man fik straffet alle dem, der havde samarbejdet med tyskerne. Dog slap mange virksomheder fri.

 

Samarbejdspolitikken

Men er det nogensinde kommet et opgør om samarbejdspolitikken? Hvis vi nu ikke var blevet anerkendt som allieret grundet modstandskampen, så var et opgør med samarbejdspolitikken sikkert være kommet.

 

Kigget ind i tyske maskingeværer

Min far var flere gange under krigen blevet truet med tyske maskingeværer. Det var engang i Hamborg, hvor han reddede en ung pige fra overgreb fra en tysk officer. Og i Esbjerg hvor en engelsk pilot nødlandede. Min far ville checke, om han var kommet til skade.

 

Du skal ikke tro, at det var de rigtige, der blev straffet

Når min far og jeg sad og fik et par gammel dansk sammen – dengang, fortalte han om de fem grusomme år. Det var en ting, jeg bad mærke i:

 

       Du skal ikke tro, at det var de rigtige, der blev straffet efter krigen.

 

Kriminelle

Mange af os sønderjyder har familiemedlemmer, der meldte sig frivillig til tysk krigstjeneste. Og i dag skal vi finde os i, at foredragsholdere nedrakker dem og kalder dem kriminelle. I vores tilfælde, har vi undersøgt, hvad der er foregået. Og vi genkender ikke den beskrivelse, der bliver gengivet.

 

Ting, der støder den gamle redaktør

Ja egentlig var det en anmeldelse af en ny bog, denne artikel skulle handle om. Det er en bog, der belyser de specielle sønderjyske forhold, der var under besættelsen. I øvrigt en udmærket bog, men igen er der nogle ting, der støder den gamle redaktør.

 

Danmarks ære

Her sidder vi så mange år efter og gøre os klog på, hvad man egentlig skulle have gjort. Vi var der jo ikke selv.

Det generelle indtryk er dog, at det var modstandsbevægelsen, der reddede Danmarks ære. Mange modstandsfolk betalte med den højeste pris. De stod over for en overmægtig fjende og skulle kæmpe mod nogle politikere, de ikke vidste, hvor de havde.

 

Pionerende var nogle fra den yderste venstre fløj. Først i de to seneste krigsår blev modstandskampen accepteret af folket, men ikke blandt Det tyske mindretal. Det må have været frygtelig at blive stukket af naboen.

 

Befolkningen stod bag samarbejdspolitikken

Vi glemmer bare lige, at befolkningen jo stod bag samarbejdspolitikken. Men vi skal ikke glemme de sociale ofre, der blev resultatet især i Sønderjylland. Her stod befolkningen måske ikke så meget sammen, som i det øvrige land.

 

Det lykkedes trods alt for politikerne dengang, at holde sammen om demokratiet og det humanistiske livssyn.

 

Stikker – likvidation er forekommet

Der påstås, at modstandsbevægelsen i Sønderjylland ikke foretog stikkerdrab. Det er ikke korrekt. Denne side vil senere i en artikel dokumentere, at det i hvert fald i et tilfælde er forekommet.

 

Lovgivning med tilbagevirkende kraft

Forfatteren bruger tricket med, at hvis han vil pointere sin egen mening, ja så citere han historikere, der også har den mening. Det er der måske ikke noget forkert i.

Med hensyn til samarbejdspolitikken mener forfatteren, at regeringen handlede i strid med grundloven, da kommunisterne blev interneret. Men at det var i orden, at overtræde den med love med tilbagevirkende kraft. Forfatteren begrunder det med:

 

       Man kunne ikke på forhånd vide, at nazisterne ville begå så omfattende forbrydelser, hvor lovgivningen heller ikke kunne tage højde for noget sådan før 1940.

 

Tilbagevirkende lovgivning

Nazisterne sprængte den bestående retsorden i de demokratiske lande, og så stiller forfatteren spørgsmålet:

 

       Skulle man have ladet dem, der havde bistået besættelsesmagten slippe for straf?

 

Der stilles ingen spørgsmål i bogen, om det var rimeligt, at politikerne gav efter for modstandsbevægelsen m.h.t. varigheden på den tilbagevirkende lovgivning.

Hvis nu dem, der havde meldt sig, havde vidst at deres pinsler ikke var slut, når de havde tilbragt deres afsoning. De blev forfulgt både socialt og økonomisk i mange år efter. Ja mange var direkte i store økonomiske vanskeligheder i mange år.

Det var også dem, der troede at nazisterne ville komme til magten og vinde krigen.

 

Gerningsmænd, blev ikke dømt

Tysksindede, der var uskyldig interneret, blev løsladt mere eller mindre tilfældigt. De fik ødelagt deres butikker, fordi modstandsbevægelsen fandt dem skyldige. Forfatteren undskylder det med:

 

       Gerningsmændene var godt nok ikke sønderjyske modstandsfolk.

 

Dømt og udelukket

Hvor kan han så vide det fra. For gerningsmændene blev jo aldrig dømt. Og selv om man var interneret, blev man jo dømt med de såkaldte flerfarvede løsladelses – papirer.

Og selv man havde udstået sin straf, var man stadig straffet. Man kunne i lang tid ikke søge et offentlig embede og der var også en række andre repressalier.

Og samfundets dom, var næsten den værste. Man følte sig aldeles udelukket. Og det i utallige år.

 

Nu hvor der fokuseres på de sønderjyske problemer, er det mærkelig at bogen ikke fokusere på disse ting.

 

Retsopgøret var en nødvendighed

Retsopgøret var en nødvendighed, mener forfatteren. Men vi hører ikke så meget om, hvordan den foregik. Kritikere bliver affærdiget med, at der var meget værre i andre lande.

 

Havde de unge bomber med i lommen?

I Tønder skete der omfattende hærværk den 2. juli 1945. der havde været Englænderbal på Skyttegården. Unge mennesker have efter ballets ophør  kl. 1.30 raseret byen. Der skete omfattende skader på tysksindede butikker.

Forfatteren citerer modstandsbevægelsens afstandstagen til disse begivenheder. Men unge mennesker, der lige havde været til en glad aften, går vel ikke rundt med bomber i lommen. Det kunne jo tyde på, at aktionen var planlagt, og nok ikke kun af de unge mennesker.

 

Foregik det demokratisk

Forfatteren konkluderer, at såfremt staten ikke havde straffet stikkere og andre, der havde hjulpet besættelsesmagten fået lov til at fortsætte efter befrielsen, så var der kommet mange flere sager om selvtægt.

Det kan vi da godt blive enige om. Men foregik det demokratisk? Blev  grundloven overholdt?

Det modsatte af demokrati er anarki? 

 

Hædret og dømt for landsforræderi

Men også hjemmetyskerne kvajede sig. På Knivsbjerg blev personer hædret, som fra dansk side var dømt for landsforræderi.

 

To historikere lagt for had

Historikeren Aage Trommer vakte også forargelse, da  han udtalte følgende om jernbanesabotagen:

 

       Jeg er nået til hovedresultat, at sabotageindsatsen ikke viste sig i stand til at påvirke krigens militære forløb.

 

Især sønderjyske modstandsfolk følte sig forrådt af Trommer. Også historikeren Ditlev Tamm var upopulær:

 

       De to lavede en karriere ved at ”anvende negative beviser.

 

Var han objektiv?

Forfatteren konkluderer, at modstandsbevægelsens vedvarende kritik af Trommers opfattelse af jernbanesabotagerne, gjorde ham irriteret på modstandsbevægelsen. Det var måske årsag til, at han ikke var helt så objektiv. 

 

Det er jo mord?

Også Hartvig Frisch vakte modstandsbevægelsens harme, da han udtalte sig om stikkerdrab:

 

       Det er jo slet og ret mord – man må jo sige, at den form det foregik på, var det vi på dansk kalder for mord.

 

Og modstandsmanden og minister Frode Jacobsen svarede på disse beskyldninger med, at der var tale om nødværge.

 

Det mest forsinkede nej i Danmarkshistorien

I 1946 kom filmen Det gælder din frihed. Her blev Stauning – regeringen anklaget for, at de kendte til angrebet fra tyskernes side. Dette blev vel også erkendt, men at man havde fejlvurderet oplysningerne.

Men det havde englænderne vel også?

Det lykkedes jo stort set for den tyske flåde og Luftwaffe at komme uhindret til Norge.

 

Den omtalte film kaldte regeringens samarbejdspolitik for:

 

       Det mest forsinkede nej i Danmarkshistorien

 

Ting udeladt – mere eller mindre bevidst

Det er mange ting, som bogen har udeladt. Om det så skyldes, at man vil befordre en bestemt slags holdning vides ikke. For eksempel bliver det slet ikke nævnt noget om det Sønderjyske Efterretningsvæsen, der direkte gik efter alt, hvad der var tysksindet.

 

Den sidste sabotageaktion

I august 1945 forekom den sidste sabotageaktion, nemlig sprængningen af granittårnet på Knivsbjerg. Modstandsbevægelsen i Sønderjylland kæmpede ikke alene mod besættelsesmagten med også mod hjemmestyskerne. Det var da også de hjemmetyske virksomheder, der først blev ramt af sabotage i Sønderjylland.

For mange modstandsfolk var der ingen forskel på hjemmetyskere og nazister.

 

BDN: Vi gjorde ikke noget forkert

Forsoningen var aldeles svær i Sønderjylland. Så sent som i 1983 udtalte lederen af Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN), Harro Maquardsen:

 

       Vi mener ikke, vi har gjort noget forkert. De danske frihedskæmpere vidste, de gjorde noget, de kunne blive straffet for. Det mente vi ikke, vi gjorde. Jeg føler ingen skyld.

 

Formanden mente, at det var i orden, at handle mod Danmarks interesser. De følte sig ikke som danske, men tysk nationale.

 

Bruddet kom for sent

Samarbejdspolitikken blev efterhånden svære at håndtere. Henning N. Larsen mener, at bruddet kom alt for sent. Det burde være kommet i sommeren 1941 i forbindelse med Operation Barberossa. Efter angrebet mod russerne kom kravet om internering af kommunister.

 

Frihedsbegrebet blev gradbøjet

Henning N. Larsen mener også dem, der meldte sig i tysk krigstjeneste vidste, hvad de gik ind til, og selv om der blev gjort reklame for at melde sig i tysk krigstjeneste i statsradiofonien, så burde dem, der deltog have vidst, at den danske regering blev presset. Forfatteren citerer Vilhelm La Cour, der formulerede problemet i sit mangeårige tidsskrift Grænsevagten:

 

       Der kan ingen tvivl være om, at den der tjener i en hær, som har overfaldet ens eget land, er og bliver en landsforræder og selv må vide, at han begår landsforræderi.

 

Det demokratiske frihedsbegreb blev igen gradbøjet. Det var lovligt, da de fleste meldte sig. Men atter engang tilsidesatte man faktisk grundloven.

 

Fra underskud til overskud

Tyskerne havde regnet med, at det ville give underskud at besætte Danmark. Men i praksis gav det overskud. Det skyldes den store eksport af landbrugsprodukter.

 

Opfordring til antisabotage

Den 2. september 1942 holdt Buhl sin antisabotage – tale. Ar han bange for at tyskerne skulle overtage politimyndigheden i Danmark?

Det var han vel næppe, for han gentog faktisk opfordringen på Arbejdernes festdag den 1. maj 1943. Var han tvunget til dette?

Flere socialdemokratiske medlemmer mente det samme.

 

I 1943 udtalte Hartvig Frisch, at den sabotage som modstandsbevægelsen gennemførte var:

 

       anarkistisk terrorisme, hvor en hel generation af ungdommen føres ud i ren terrorisme, som vil blive en skamplet på vores kultur.

 

En uønsket amtmand

Efter befrielsen blev Dansk Samfunds formand, amtmand Refslund Thomsen nægtet adgang til festlighederne. Og det kan forfatteren af bogen Henning N. Larsen godt forstå. Grunden er at amtmanden beklagede at samarbejdspolitikken var ophørt, samt at han var modstander af modstandsbevægelsens væbnede kamp mod nazisterne.

 

Politimilits

Zeitfreiwilligendienst kom til at virke som en slags politimilits. De kom i aktion i forbindelse med samarbejdspolitikens ophør. Og i forbindelse med folkestrejken i august 1943.

Efterfølgerne Selbstschutz var mere radikale i deres aktioner. De to grupper var kommet i spil efter, at det tyske mindretal havde været utilfreds med det danske politis indsats.

Det var også hjemmetyskerne der pressede på, for at få oprettet et SD (Sicherheitsdienst) i Aabenraa.

 

En stikker fra Sølyst

I bogen følger vi nogle sabotageaktioner. Mange af disse har vi beskrevet her på vores side. Men bogen indeholder også nye spændende informationer. (Bagerst i denne artikel finder du en liste med samtlige artikler om besættelsestiden her på siden)

Vi følger sabotagen mod Aabenraa Motorfabrik og det efterfølgende drama. Kromutter på Sølyst Kro fik 8 års fængsel for stikkeri efter krigen. Hun ankede til Landsretten, der forhøjede straffen med to år.

 

Politi til forhør

Det danske politi i Aabenraa blev beskyldt for at være for passive. Syv betjente kom til afhøring i på Dagmarhus i København.

Peter – gruppen ankom senere til Aabenraa og lavede schalburgtage. Det gik blandt andet ud over politigården.

 

Angreb i Gråsten

I Gråsten var den unge Holger Biehl aktiv i den lokale terrænsportsafdeling. Hans far far var blevet interneret på Sønderborg Slot i 1914. Men Gestapo havde gennemskuet at disse terrænsportsafdelinger også lavede andre ting.

Holger var blevet anmeldt af den tyske lærer Ulsinger. Meget tyder på, at læreren havde forfalsket anklagerne mod Holger.

 

Holger blev sammen med andre sendt til en af de 1.000 udelejre i Tyskland. Det var Porta Westfalica. Her blev KZ – fangere udsat for slavelignende forhold. Holger Biehl døde i november 1914.

 

En oberst forsvarer sig

Om morgenen den 26. maj 1944 ankom en afdeling tyske soldater til Paludan – Müllers hjem i Gråsten. Han var foruden at være politimester også leder af Grænsegendameriet. Han skulle anholdes. Men Paludan – Müller opgav ikke uden kamp. Men den var ulige og han måtte til sidst betale prisen (se artiklen: Obersten fra Tønder).

 

En pakke med rutebilen

Læge Jørgen Theilmann fra Over Jersdal blev dræbt af tyskerne i Ryvangen den 10. marts 1945.

Det hele startede med, at han kørte rundt med modstandsfolk i sin bil. Man han ville mere. Han ville selv med i sabotageaktioner. Men først skulle han lære at omgås skydevåben.

Våben og sprængstof blev sendt via rutebilen til hans adresse. Men det var nok lidt for risikabelt. For på modtagerstationen var det Hagner, hjemmetysker og nazist, der modtog pakkerne fra rutebilen.

 

Da Hagner ryddede op, faldt den omtalte pakke på gulvet. Det var noget, der raslede. Hagner ville se, om noget var gået i stykker. Han opdagede derved, at pakken indeholdt en maskinpistol og noget sprængstof.

Besættelsesmagten blev kontaktet og læge Theilmann afsløret. Hvis du læser Hans Lyngby Jepsen: De nøgne træer, ja så kan vi genkende historien.

 

Angreb i Røllum

Karl Valdemar Andersen var fra Røllum. Han var leder af den lokale modstandsgruppe. I sidste øjeblik undslap han fra Røllum Skole, hvor han opholdt sig. Han var blevet angivet. Senere blev han alvorlig såret af Gestapo med syv skud.

 

Landbohjemmet i Vedsted

Mange af stikkerne samlede på rygter. Det gjaldt også for en købmand i Over Jersdal. Disse oplysninger gik han videre med til Gestapo. Et par søstre på en tyskervenlig beværtning i nærheden af Vedsted Landbohjem gav de afgørende oplysninger. Nu var Gestapo ikke mere i tvivl. På Landbohjemmet befandt der sig modstandsfolk.

Det var Snogen og Brinkmand fra Kolding, der havde planlagt aktionen. Under den efterfølgende flugt blev modstandsmanden Hans Andersen dræbt. Og den 29. september 1944 sprængte Gestapo Landbohjemmet i ruiner.

 

I Hoptrup var det Revolver – Martha, der ledede modstanden mod tyskerne.

 

Modstandsgrupper i Tønder

Der var flere modstandsgrupper i Tønder. Jürgen Heinrich Petersen var en af de aktive modstandsmænd. Han måtte gå i asyl på Fyn. Han ændrede senere sit navn til Jørgen Adelgod. I løbet af 1930erne var han blevet formand for DSU i Tønder. Han var remisearbejder hos DSB, og han havde tilsluttet sig Ejnar Dahls gruppe. Denne Dahl var  senere min  skolelæge på Tønder Kommuneskole.

Men Dahl organiserede modstandsbevægelsen i Tønder. Han havde en fortid i DKP. Der var også en borgerlig modstandsbevægelse i byen. Og i begyndelsen arbejdede de isoleret.

 

56 aktioner på samme tid

Sprængning af drejeskiver og lokomotiver var de første aktioner. I forbindelse med kongens fødselsdag den 23. september 1943 blev der gennemført 56 koordinerede aktioner over hele Sønderjylland.

 

Fra Tønder til Fyn

Gestapo havde efterhånden fået fat i flere af Tønder – gruppernes medlemmer. De blev sendt til forskellige KZ – lejre i Tyskland.

Som skrevet måtte Jørgen Adelgod i hast flygte fra Tønder. Han fik snart følgeskab af nok en tøndring nemlig Johan Kyster.

 

Begravet på Tønder Kirkegård

Den 23 – årige Knud Hoffmann Lauersen var også fra Tønder og måtte bosætte sig på Fyn. Alle tre plus en masse andre sønderjyder tog aktiv del i modstandskampen på øen.

Men på vej til sin gruppes depot i skovene omkring Hvidkilde Gods kom Knud Hoffmann Lauersen i ildkamp med en gruppe tyske soldater. Til sidst blev han dødelig ramt.

I begyndelsen af juni 1945 blev han begravet på Tønder Kirkegård.

 

Nazistisk provokation i Haderslev

Den 8. december 1940 marcherede ca. 400 danske nazister i fuld uniform med spader over skulderen gennem Haderslev.

Politimestren og hans ni betjente  tog opstilling foran rådhuset og beordrede dem til at stoppe. Der blev tilkaldt hjælp fra andre politikredse. Og inden aftenen var der samlet 200 betjente.

Det hele endte med 239 anholdte nazister og 23 sårede betjente.

 

Strandhusgruppen ved Rønshoved

Strandhusgruppen holdt hos kunstmaler Viggo Kragh – Hansen, der boede i Strandhuset tæt på Rønshoved Højskole, lidt uden for Kollund. Kunstmaleren var på et tidspunkt med i Gråsten – gruppen.

 

I Bajstrup havde man fået et hus stillet til rådighed. Herfra var det ikke langt til skinnerne.

Gestapo var meget ude på, at få fat i gruppen. En Gestapo – mand blev sendt til Bajstrup og udgav sig for at være med i modstandsbevægelsen. Ledvogterens kone opdagede det ikke. Hun fortalte om nogle af modstandsfolkene og blev derefter anholdt.

Men hun kendte ikke noget til Strandhus – gruppen.

 

De vellykkede aktioner fik Gestapo til at opstille ekstra vagter omkring Tinglev.

 

Max Pelving – blandt de højestlønnede

I mellemtiden var den tidligere danske politimand Max Pelving blevet ansat som tolk, chauffør og medhjælper ved det tyske efterretningsvæsen. Han var blandt de højestlønnede danskere i tysk tjeneste.

Han blev af modstandsbevægelsen betegnet som en af de farligste stikkere. Man forsøgte også at likvidere ham, men det mislykkedes.

 

Efter dette fik han ordre til at tage til Jylland. Han slog sig ned på Hotel Deutsches Haus i Aabenraa. Han blev nu ansat hos Gestapo. Mere end 40 sønderjyske modsatndsfolk var han med til at arrestere.

 

Tortur i Frøslevlejren

Strandhusgruppen foretog en sabotageaktion på tysk side, lige syd for Søndermosen i Padborg. Her placeret de en tidsindstillet bombe på jernbanen.

Man havde håbet, at kunne høre detonationen ved Rønshoved. Men på det tidspunkt, hvor bomben skulle detonere, havde RAF valgt at bombe Flensborg. Torben Wolden – Ræthinge var derfor taget til Padborg for at få nogle informationer. Men han var så uheldig at løbe ind i en Gestapo – razzia. Man fandt nogle mistænkelige efterladenskaber hos ham.

 

Han blev ført til Frøslevlejren,og overgivet til Max Pelving, hvor han blev udsat for tortur. Gruppen i Strandhuset blev mistænkelig, da Torben ikke vendte tilbage, så de forlod huset.

 

Koldblodigt mord

Torturen havde virket. Den 18. april kunne Max Pelving begive sig mod Strandhuset. Men uheldigvis valgte man det forkerte hus. Her boede en fisker. Og under aktionen blev en logerende koldblodigt myrdet af Gestapo.

 

Angrebet af marinesoldater

I Gråsten blev landssvigere efter 5. maj 1945 anbragt i den tyske skole. Men pludselig lød der skud. En rutebil var kørt ind i byen. På taget befandt der sig tyske soldater med maskingeværer. Herfra blev der skudt.

Desuden blev der kastet håndgranater. Hjemmetyskerne havde tilkaldt tyske marinesoldater fra det nærliggende Egernsund.

 

To modstandsfolk blev dræbt. Men bogen fortæller ikke, at lederen af Det Tyske Mindretal, Jens Møller forhindrede, at situationen udviklede sig yderligere.

 

To lærere henrettet

Blandt lærerpersonalet på Sct. Jørgens Skole i Sønderborg blev der henrettet to lærere:

 

       en for deltagelse i Frihedskampen

       en for landsskadelig virksomhed og forræderi .’

 

Vi har tidligere beskæftiget os med denne episode ( Se artiklen: En stikker i Sønderjylland).

 

Drama på Kollund Strandhotel

Anker og Karl havde den 8. februar 1944 indlogeret sig Kollund Strandhotel. Værten, Hans Toft var udmærket klar over, hvad der skulle ske. Han var selv aktiv i den lokale modstandsgruppe. Man ventede på sprængstof, der skulle leveres af Tønder – gruppen.

Men om morgenen den 10. februar 1944 blev det hyggelige ophold forandret radikalt.

 

Det var sket det, at en af bødlerne fra Kolding, Peder Karl Brinkman under en hyggelig middag havde fået lokket oplysninger om Ankers og Karls opholdssted af en uforsigtig lokal modstandsmand.

 

20 mand angreb næste morgen Kollund Strandhotel. De to modstandsfolk, Anker Hansen og Karl Lauersen blev dræbt under aktionen. Værten Hans Toft omkom senere grundet eftervirkninger af tortur.

 

Kort tid efter besættelsen fandt man ligene af de to modstandsfolk på skydebanen syd for Sønderborg Slot. Man fandt yderligere tre lig af andre modstandsfolk.

 

En stikker fra Sønderborg

Arne Petersen var lærer på Skt. Jørgens Skole. Om aftenen underviste han på Teknisk Skole. En aften var det usædvanlig stille på skolen. Han satte sine elever i gang med en opgave, og gik en tur rundt på skolen.

I et tilstødende lokale var der på tavlen opsat et opråb:

 

OPRÅB TIL DANSKE KAMMERATER OG LÆRERE:

Blandt os har vi en mand, der er genstand for alles foragt, en mand der samvittighedsløs har overgivet sin nærmeste kollegaer til pinsel og død og er skyld i manges indespærring eller flugt. Det er STIKKEREN ARNE PETERSEN

Da det menes han stadig fortsætter sin afskyelige virksomhed, hverken vil eller kan vi arbejde sammen med ham. Derfor opfordrer vi alle til at gå hjem nu og ikke møde igen før meddelelse fremkommer i bladene, d.v.s. Når Arne Petersen er væk.

Kammerater, lærer, hold sammen. Er alle med, er vi stærke.

Holger Danske

 

Likvideret ved Viborg

Arne Petersen var den sidste, der blev skudt i Jylland i forbindelse med retsopgøret. Det skete den 12. juli 1949 i Undallund Plantage ved Viborg.

Han blev dømt for omfattende stikkervirksomhed og for at have været skyld i mindst syv menneskers død.

Og en af dem var musiklæreren og kollegaen Herman Boye.

 

Sheriffen fra Tinglev

I Tinglev blev hele modstandsgruppen taget. De blev sendt til Neuengamme. Blandt disse var Sheriffen fra Tinglev, Egebjerg Andersen. Hans motto var Tinglev skal klares. Og det forsøgte han med stor succes.

 

Bødlerne fra Kolding

Staldgården i Kolding lige ved siden af Koldinghus var hovedsædet i regionen for Gestapo. Man havde filialer i Esbjerg, Aabenraa og Sønderborg. Her var 70 ansatte og her i blandt en del danske ansatte. Og de var særdeles aktive i bekæmpelse af modstandsbevægelsen i Sønderjylland (læs artiklen: Modstand i Kolding).

 

En af dem, der var ansat, var Snogen, Christian Petersen. Han var kendt for sine brutale forhørsmetoder. Han havde også en virksomhed ved siden af. Under anholdelser stjal han tøj, tobak, brænde, frimærker og andre værdigenstande. Denne virksomhed delte han med en anden stikker, der var ansat hos Gestapo, Peter karl Brinkmand.

 

Smukke Hans var også en af de danskere, der var ansat hos Gestapo. På under et år var han med til 48 arrestationer. I mindst et dusin af tilfældene var det dokumenteret at han stod for mishandlinger. Den 1. august 1947 blev han henrettet.

 

Efterforsknings – enheder i Aabenraa

Abwehr opererede fra Ausenstelle i Aabenraa.

 

Geheime Feltpolizei var udstationeret hos kromutter på Sølyst Kro. Det var hende, der stak nogle modstandsfolk fra Aabenraa.

 

Enkelte HIPO – folk var udstationeret i landsdelen.

 

I Bovrup boede lederen af DNSAP, Det danske Nazistparti. Dets leder var meget populær hos de lavtlønnede og hos de lokale. Han havde gået i skole med Jens Møller, leder af det tyske mindretal. Men de to var ikke enig om grænsedragningen. Clausen ville have grænsen til Danevirke, mens Møller ville have den op til Kongeåen. ( læs artiklerne: Det Tyske Mindretal og Fritz Clausen, lægen fra Aabenraa)

 

Grusomheder i Husum

Ritmester Aage Malling Jacobsen fra Kollund hadede alt, havde der havde med tysk at gøre. Han var med i den delegation, der efter krigen rejste til Tyskland for at finde ligene af danske modstandsfolk, der døde i KZ – lejre.

 

På Husum Kirkegård fandt man ligene af 11 danske modstandsfolk. De var kastet i massegrave. 1.500 KZ – fangere blev sendt her til lejren i Husum, den var kun beregnet til 400. Mindst 79 danskere måtte igennem forfærdelige lidelser. I alt menes der at 500 omkom iHusum.

 

Først i 1989 blev der på privat initiativ opsat et mindesmærke.

 

Der er skrevet oceaner af bøger om besættelsestiden. Og det er altid svært at give en objektiv anmeldelse, når man selv føler sig involveret. Denne bog vil beskrive forholdene i Sønderjylland. Her var der særdeles specielle problemer. Det Tyske Mindretal stillede sig på besættelsesmagtens side. Straffen for dette, forekom til tider brutal. Mange familier oplevede økonomisk ruin, samtidig med at mange fortrinsvis danske virksomheder, der samarbejde med tyskerne, slap for videre tiltale. Forfatteren mener, at retsopgøret var nødvendig og generel retfærdig.

 

Vi har forsøgt at påpege de steder, hvor der er mangler. Det er fin nok, når forfatteren selv kommer med sin uforbeholdne mening om håndteringen. Man kan så være enig eller uenig med ham. Den historiske fremstilling i bogen om de kampe, der har været er særdeles interessant.

 

Henning N. Larsen: Modstanden – valgene der skilte. Om besættelseskampe (Nyt Nordisk/Arnold Busck) 

 

Kilde: Se

Litteratur Besættelsestiden A – L

Litteratur Besættelsestiden M – Å

 

Hvis du vil vide mere om: Besættelsestiden: Læs her på dengang.dk:

Under Sønderjylland:

Den Sønderjyske Efterretningstjeneste

Det Tyske Mindretal

En stikker fra Sønderjylland

Holocaust – aldrig igen

Kampene – 9. april 1940

Modstand i Kolding

Opgøret efter 1945

Tyskertøser, Feltmadrasser og Horeunger

Langs Grænsen

 

Under Aabenraa:

Aabenraa – under de to krige

Fritz Clausen – lægen fra Aabenraa

Modstandsbevægelsen i Aabenraa

Sabotage i Aabenraa

 

Under Padborg/Krusaa/Bov:

Bov Kommune – under besættelsen

Bov Sogn – mellem dansk og tysk

Dagligliv i Frøslevlejren

Dramaet ved Viadukten

En sønderjyde krydser sine spor

Frøslevlejren

Fårhuslejren

Harreslev – dengang

Rønshoved, Hokkerup og Gaardeby

Straffelejren

 

Under Højer:

Baraklejren i Højer

Højer 1935 – 1945

 

Under Tønder:

Bombeangreb mod Tønder

Da tyskerne kom til Tønder

Flygtninge i Tønder

Historien om Jeppe K. Christensen

Nazister i Tønder

Obersten fra Tønder

Sabotage i Tønder

Socialdemokrat i Tønder – dengang

Sønderjylland 9. april 1940

Tønder og Omegn – 9.. april 1940

Tønder under besættelsen

Tønder – efter krigen

Tønder – Marskens Hovedstad

 

Under Nørrebro:

Besættelse på Nørrebro 1 – 5

Likvideret på Nørrebro

Nørrebro – 9 dage i sommeren 1944

Nørrebro – flere sabotager

Nørrebrogade 156

Sabotage på Nørrebro

Varehuset Buldog på Nørrebro

 

Under Østerbro:

Besættelsen på Østerbro 1 – 4 

Flere sabotager på Østerbro

Hagekorset i Parken 

Mordet i Vordingborggade(Øresundsgade) 1942

Sabotører og Stikkere på Østerbro

 

Under København:

Danmark var advaret – 9. april

De forfulgte jøder

Den Franske Skole i bomberegn

Flugten over Øresund

Humor under Besættelsen

Landsforrædere og Landssvigere

Den Franske Skole – nok engang

 

Fotos:

Se Fotos fra Ladelund