En tredjedel af befolkningen døde i 1711/12. København var fuld af skidt og møg, og man byggede alt for tæt. Der lå råddent kød og ådsler i gaderne. Barber –
lavet fik travlt. Der var ikke noget egentlig sygehus. Vordrufgaard og Ladegården blev brugt som lazaret. Militæret ville ikke frivillig forlade Ladegården. 66 skibe lå på Reden. Flådens Folk døde som fluer. Og på Kastellet drak man ”pest – vand”. Nyboder – folket smed bare ligene vilkårlig, og blandt fangerne var det mandefald.

 

Guds straf

Allerede i året 1351, da København  hørte under Roskilde – bispen, led byen under en meget voldsom pest – epidemi. Ja man kaldte den for Den sorte død. Ja byen var faktisk ramt af pest ca. 30 gange. Op til to tredjedel af byens befolkning gik bort under epidemierne.  Pesten blev anset for Guds straf. Den kom, fordi mennesket havde begået synd. Andre mente, at det var
jødernes skyld, at vi fik pest.

 

Brugsvejledning

På universitet havde man tidlig udarbejdet retningslinjer for, hvordan man skulle helbrede pesten. Man havde opgivet navnene på medicinen. Der indførtes en ordning med, at de fattige frit kunne hente medicinen på apoteket, mens dem, der kunne betale, selvfølgelig skulle betale for det.

 

Forholdsregler fra 1613

Man var udmærket klar over smittefaren. Således udsendte Christian den Fjerde i 1613 en bestemmelse, hvori man blandt andet kunne læse, at

• ingen som kommer fra steder, hvor sygdommen er begyndt, må  tillades adgang til steder, som endnu er fri. Hvis nogen indkommer, indlægges han 4 eller fem uger i Pesthuset eller i værelser, hvor ingen sygdom har været, og tillades senest at udkomme, når ingen sygdom har vist sig hos ham.
• At breve fra smittede steder skulle gennem-stryges
• at ingen skibe eller håndtering tillades fra sådanne steder, og at aldeles ingen derfra kommende skibsfolk eller varer tilstedes at føres i land.

 

Meteorer og Nordlys

Mange mærkelige ting skete der dengang. I Frankrig så man meteorer. Der var masser af Nordlys i Norden. I 1701 var Vesuv  i udbrud. I 1708 var der jordrystelser i Italien og Frankrig. Sådan noget gav varsler om noget ondt. Dette var Guds straf.

I 1709 var vinteren meget streng. Venedig var omgivet af is. Sygdomme opstod. Således var der udbrud af kopper i 1703. I 1708 havde man Forrådnelsesfeber.  Om efteråret i 1709 havde man en meget farlig influenza. Den angreb børn og unge mennesker. Men det skulle blive meget værre.

 

Pest på vej

I Konstantinopel var pesten brudt ud i 1704. I 1708 var den nået Ungarns og Polens grænser. Kort tid efter viste den sig i Preussen. Man havde i Danzig gjort alle mulige forholdsregler, men intet hjalp. Den følgende vinter udryddede den 23.000 mennesker. Pesten bredte sig til Pommern . I september 1710 raser den i Stettin og Stralsund.

Mange flygtede fra krige, og på den måde kom pesten i 1710 til Karlskrona. Her døde 16.000. Den bredte sig til Stockholm, hvor 40.000 skulle være blevet offer for den. Fra 1709 til 1711 huserede den i Spanien. Og i 1720 udbredte den sig i det sydlige Frankrig.

 

I krig mod svenskerne

Herhjemme var Danmark atter i gang med en krig mod Sverige. Den 28. oktober 1709 blev der erklæret krig. 16.000 soldater blev landsat den 12. november ved fiskelejet Raa i Skåne. Der var vel nok kun 5.000 indfødte danskere imellem.

Svenskerne blev pålagt en ordentlig brandskat og den ene by efter den anden blev besat, Helsingborg, Landskrona og Karlskrona.

 

Forrådnelsesfeber

Masser af sårede reddede sig i land i Helsingør under beskyttelse af den danske flåde. Hunger, kulde, magtløshed bredte sig efter de tabte slag. En Forrådnelses-feber bredte sig i Helsingør. Har havde man ikke de nødvendige faciliteter til at tage sig af alle de syge og sårede på en hensigtsmæssig måde. De der kunne transporteres, blev fragtet til København.

De blev anbragt i Krigshospitalet, i lejede huse både i og uden for byen.

 

Sygdom ramte flåden

Den danske flåde, der tidligt på  året 1710 stak til søs, blev heller ikke forskånet for den sygdom, som i starten bredte sig hos land – soldaterne. En del af den danske flåde var sendt til Den Finske Bugt for at hjælpe russerne. De havde medtaget proviant til tre måneder.

Men sygdommen ramte over 1.500 matroser. I løbet af juli og august døde mange af dem. I løbet af 1710 døde i alt mere end 6.000 medlemmer. Men det skulle blive meget værre.

 

Fysikus og politimester

I 1683 havde København fået sin første politimester. Han skulle også sørge for sundheden i byen. I 1701 var der også oprettet en politiret. Og i 1708 fik man en ind-stands, der hed Politie
– og Commerce Collegium. De fik meget travlt under pesten. Og det fik politimester justitsråd Johan Bertram Ernst også.

Siden Christian den Fjerdes tid havde København fået sin egen Fysikus (Physicus). Han skulle understøtte politimesteren og øvrigheden samt føre tilsyn med hospitalerne, herunder stiftelserne. Fysikus skulle også visitere apotekerne. Under pesten i 1711 hed Fysikus, Johan Eichel. Han var tillige medlem af Magistraten.

 

København fuld af skidt og møg 

København stank og var fuld af skidt og møg. Rendestenen var som en stinkende kloak. Havne og kanaler var fulde af skarn og døde dyr. Christian den Fjerde havde udsendt flere forordninger, hvis formål var at gøre København  mere rent. Og kigger vi efter i de ældre Lavs – forordninger ser vi også, at det var blandt andet var vognmændenes pligt, at holde gader og veje rene.

 

Ujævnheder i brobelægningen

Brolægningen lod også meget tilbage at ønske. Således klagede Christian den Femte over at han ikke kunne komme frem i gader på grund af ujævnheder i brolægningen. Ja Frederik den Anden befalede det allerede.

Flere torve var således uden brolægning. Og ubebyggede grunde indeholdt en utrolig mængde urenlighed, ja lad os bare kalde dem for lossepladser. Ådsler, døde dyr og meget andet blev bare henkastet.  Der var mangel på organiseret natrenovation og adskillige påbud og forordninger blev ikke overholdt.

 

Råddent kød og indvolde på  gaderne

I 1577 havde Frederik den Anden forbudt slagterne at slagte inde i byen. I januar 1685 var der kommet en forordning om uorden og urenligheder i gaderne. Her stod, at man ikke måtte kaste råddent kød og indvolde på gaderne.

 

Bygget alt for tæt 

Men alt dette hjalp ikke. København  forblev usund. Bygninger og huse var bygget alt for tæt. I mange gader og stræder kunne to vogne ikke passere hinanden. Sol og luft kunne
ikke trænge ned i stræderne.

I 1683 befalede Christian den Femte at alle skure og udhuse skulle nedtages, hvis de stod i vejen. Meget tidlig var øvrigheden klar over, at den tætte bebyggelse var befordrende for ildebrande og epidemier.

 

Der stank i kirkerne

At man i 1701 overlod stadens renholdelse til en anden privat entreprenør hjalp ikke synderligt meget. Morten Willemsen og hans arvinger kunne ikke gøre det bedre. En anden uskik man heller ikke uden videre kom til livs, var at begrave lig i stadens kirker.  I kirkerne i København og på Christianshavn  var der en ulidelig stank. De rige så det som status, at blive begravet
inde i kirkerne.

 

Barbererne

Barbererne, som kom til at spille en vigtig rolle under pesten, havde allerede tidligt dannet et lav. De havde nu 21 mestre, og sammen med svende og drenge udgjorde de et ikke ringe antal.

Gennem tiden havde de opnået en del goder og rettigheder, men også en masse pligter. Disse pligter betød, at de skulle ud på kamppladsen og ud på flåden, når der var sygdom. De skulle, når der var pest rådgive de syge og overtage behandlingen. Men ofte var kundskaberne meget små. Disse var så til gengæld større hos kirurgerne.  Disse havde god erfaringer fra militæret eller flåden.

 

Kvaksalvere

København var også godt dækket af kvaksalvere, som bildte syge folk ind, at de kunne helbrede dem. Mange holdt hånden over dem og de fik sågar sikret sig privilegier.

 

Apoteker

I 1672 havde København  fire privilegerede apoteker, nemlig Hof – apoteket, Løve – apoteket, Svane – apoteket og Salomons Apotek.  Dette antal blev ikke forøget før  Vajsenhus – apoteket på Nytorv blev anlagt i 1734.

Det var ikke, fordi at der var nogen, der forsøgte. Således søgte enkedronningens hof – apoteker om bevilling til Skt. Anna – apoteket i 1711, da pesten var på sit tilbagetog. Men de andre apoteker var imod, så det det blev ikke til noget.

 

Ingen sygehuse

Byen havde mange stiftelser til syge, gamle og fattige. Men et egentlig lazaret eller sygehus havde byen ikke. Frederiks Hospital blev først stiftet i 1737. Almindeligt Hospital måtte først fra 1769 modtage syge.

 

Krigshospitaler

Til gengæld havde militæret to sygehuse. Det var Kvæsthuset til flådens patienter og det såkaldte  Krigshospital på Ladegården. Kvæsthuset var blevet oprettet i 1658 og først anlagt på Bremerholm for bådsfolk. Ti år senere blev det flyttet til fattighusene på Christianshavn. Til sidst endte det i nærheden af Nyboder (læs artiklen Guldhuset).

Under krige var disse hospital dog overbelagt, så man måtte leje andre huse for at klare presset. Kun en lille del af Københavns syge kunne under normale omstændigheder optages på de forskellige stiftelser.

 

Pesthus fra 1522

Allerede i 1522 var der anlagt et Pesthus af Claus Denne uden for Vesterport.  Også Skt. Jørgens Hospital mellem Nørreport og Vesterport fungerede en overgang som pesthospital.

 

Skt. Jørgens Hospital

Skt. Jørgens Hospital var oprindelig bestemt til at modtage og afsondre fra andre menneskers Selskab dem, der led af Spedalskhed.  Denne sygdom var i middelalderen meget udbredt. Sygdommen aftog i begyndelsen af det 16. århundrede.

 

Vartov Hospital

I 1659 blev Vartov Hospital ødelagt af svenskerne. Hospitalet startede nord for København. I 1665 blev det anlagt på ny, længere væk fra staden i nærheden af Kalvebod Strand.  Men under pesten i 1711 havde København ikke et eneste sted, hvor man kunne anbringe de pestsyge.

 

Strandvagter måtte skyde

Flere forbud mod handel med de steder, der var ramt af pesten fremkom. Langs strandende ansatte man strandvægtere, der skulle forhindre skibsbesætninger i at snige sig til lands. Der
var faktisk livsstraf til dem, der ikke efterkom forordningerne. Fra prædikestolene blev alle forordninger oplæst hver søndag.

 

Ingen post

Ethvert brev fra udlandet skulle tages med tang eller et andet passende instrument. Det skulle så gennem-stryges med svovl, malurt eller lignende., før de blev bragt til Toldboden.
Forsendelser fra Polen, Preussen og Pommern  eller fra posthusene i Lübeck og Hamborg måtte slet ikke sendes til København.

 

Karantæne

Skibe der kom til Danmark måtte gennem en 40 – dages karantæne. På Saltholm  blev der oprettet en karantænestation. Men der var ikke alle skippere, der rettede sig efter anordninger og forordninger. Og dem, der skulle passe på, at reglerne skulle overholdes blev bestukket.

I sommeren 1710 bredte pesten sig mere og mere i Nordtyskland. Der blev indført flere handelsrestriktioner, og der opstod varemangel mange steder.

 

Mistænkelige dødsfald

I de sidste dage af september opstod der et mistænkeligt dødsfald. En silkevæver, der kommet fra Stockholm blev syg i sit logi  hos en færgemand i Strandgade. Hun døde efter fire dages sygdom. Fjorten dage efter blev i samme hus, en dreng på 14 år, hus-moderen og en pige syg. De to dage døde med de samme symptomer som silkevæveren. En undersøgelse viste dog, at det ikke var tale om pest. Alle byens borgere blev bedt om, at anmelde, hvis nogen skulle blive syge. Kort tid efter indtraf der en del sygdom hos færgefolk og lodser. Ifølge en indberetning fra den 18. november var seks personer døde kort efter hinanden.

Barbererne Tindorf og Meyer blev sat til at undersøge tilfældene. De tilskrev dog dødsfaldene sult. Man havde efter naboernes udtalelse konstateret at nu afdøde havde levet af rå kålstokke og vand. For en sikkerheds skyld blev der dog sat vagt foran huset og de dødes efterladenskaber blev afbrændt.

 

En delegation til Helsingør 

Som følge af foruroligende efterretninger rejste en delegation fra København til Helsingør den 3. december for at undersøge tilstanden der. Og i Helsingør havde Medicus von Wesphalen og en kirurg ved navn Drewis fået tilbudt den fyrstelige månedlige gage på 8 rigsdalere. for at få bekæmpet den mystiske sygdom i Helsingør.

Her havde man dog endnu ikke fastslået sygdommen som pest, men konstaterede, at det var tale om ondartet epidemisk feber.

Delegationen rejste lettet tilbage til København. Man mente ikke det var pest. Men i februar 1711 rejste vice-branddirektøren i København, Gregers Romer til Helsingør, for lige at tjekke om, det ikke alligevel var tale om pest. Der blev nemlig berettet om stigende dødsfald i byen.

 

Helsingør blev afspærret

Amtmanden i Kronborg Amt, Gehejmeråd Otto Rabe fik befaling på, at indrette Kronborg Ladegaard til at modtage syge soldater og andre syge i Helsingør. Bedst som man troede, at sygdommen var på tilbagetog, kom den tilbage med fornyet kraft. Det viste sig, at mange skjulte deres sygdom.

Medicus Westphalen begav sig også rundt i de små byer omkring Helsingør. Har var der også opstået en smitsom sygdom. Den 25. maj besluttede man at spærre Helsingør ikke kun fra søsiden men også fra landsiden.

 

Sundhedsbevis

Der blev nu langt om længe indført den regel, at ingen uden sundhedsbevis måtte forlade amtet. Det betød, at der ikke måtte have været sygdom i huset inden for de sidste 6 uger. I de huse, hvor man konstaterede sygdom, blev der sat et hvidt kors. Man måtte ved begravelse ikke læge klæder over kisterne.

Sygdommen bredte sig. Man sagde, at det var fordi, at borger brugte de sengeklæder som soldaterne havde brugt, da de var syge. Nu fik den øverste læge også
løntilskud fra København.  Her var man begyndt at blive bange.

 

Svin blev slagtet

Fire proviantmestre blev ansat. De skulle foretage indkøb og fordele fødevarer blandt de fattige. Man forsøgte at fjerne svinestier inde i byen og alle svin skulle skydes. Man mente, at svin var med til at sprede smitten.

 

Mange forholdsregler

Ligbærere blev ansat og en ny pestkirkegård blev anlagt. De der døde, blev begravet inden solens opgang eller efter dens nedgang. Vinduer og døre skulle holdes lukket. Dr. Heinichius
skulle lave en liste over de syge. Han mente ikke, at epidemien var pest, men blot en hidsig feber.  Det blev pålagt barbererne at forsyne de syge med den nødvendige medicin og uddele forebyggende medicin til de andre i husstanden.

 

Borgmester i unode

Den 12. juni faldt borgmesteren i Helsingør, Walter Gaben i kongens unåde. Kongen mente, at han aldeles ingen hjælp eller assistance ydede, og at han forhalede ting, der kunne forbedre sygdomstilstanden i Helsingør.

Indbyggere opdelt i fire klasser

Indbyggerne blev inddelt i fire klasser:

1. de som kunne underholde sig selv (de formuende)
2. de som daglig måtte købe, hvad de behøvede, og mente at kunne holde det ud i seks uger
3. de som nu var blevet fattige
4. tiggere og lavere klasser

I tredje klasse var der 181 personer og i 4. klasse var der hele 743 personer. De sidste fik ugentlig 6 pund  Brød og en pot gryn ugentlig. Man mente, at det var gavnligt, at flytte de fattige ud i hytter på marken og give dem strå. Men der var ikke rigtig penge til at foretage dette.

 

Uenighed

I det hele taget var der stor uenighed om, hvordan man skulle håndtere situationen i Helsingør. Bedre blev det heller ikke af, at den øverste læge, Heinichius ikke fik udbetalt sin løn. Til sidst nægtede han at besøge de syge.

 

Sygdommen aftager i Helsingør 

I september begyndte sygdommen endelig at aftage. Det blev beordret at husene og byen skulle gøres ren og renses. Endvidere blev det den 28. oktober bestemt, at al sengetøj, der har været anvendt under sygdommen skulle brændes. Men det protesterede man imod, for så havde beboerne ikke noget at sove i. Man indskrænkede sig så til, at rense sengetøjet på bedste måde.

Den 26. december ophævedes vagten omkring Helsingør. Den 12. januar blev Heinichius opsagt. Alle mistænkte blev overført til karantæne – anstalten på Saltholm. Biskop Chr. Worm blev kommanderet til at ordinere en præst til dem for at betjene dem i deres saligheds sag.

 

Hvordan kom sygdommen til København?

Det er uenighed blandt historikere om, hvordan pesten kom til København. Nogle mener, at den kom fra Sverige og Skåne og via Helsingør til København. Andre mener, at det var en bådsmand, som blev ført fra et skib ude i Øresund ind til København.

 

Kongen forlod København

Kong Frederik den Fjerde forlod hovedstaden den 11. eller 12. juni for at begive sig til Jægersborg. Men han blev der dog kun nogle dage, hvorefter han tog ophold på Frederiksberg Slot. Men situationen udviklede sig katastrofalt i København, så kongen tog den 18. juli til Kolding. Enkedronningen og den regerende dronning tog ligeledes afsted den 28. juli.

Historiske kilder melder dog om, at det kongelige selskab var ret tæt på pesten, således skulle en kokkedreng være ramt af pesten, og blevet begravet på Fyn.  De rige og formuende flygtede fra hovedstaden. Og der var mange fattige, der klamrede sig til vognene for at flygte fra elendigheden.

 

Bataljonerne på Fælleden

Flåden var gået i søen. Alle hvervede regimenter gik til Holsten. De to sjællandske regimenter forblev dog i hovedstaden. Den største del af garnisonen rykket
i august måned ud på Fællederne. Der blev de indkvarteret i telte og barakker. De gravede kuler til ligene og nogle tjente en ekstra skilling som ligbærere. Det bevirkede så at pesten også fandt vej herud.

 

Dødsstraf

Udråbere gik rundt på gaderne og efter trommeslag bekendtgjorde de, at der var dødsstraf til dem, der ikke fulgte anordningerne fra Sundheds – kommissionen. Lig, der lå på gaden skulle fjernes hurtigst muligt, og begraves uden nogen form for højtidelighed.

 

Lægerne var uenige

Når pesten fik så katastrofale følger i København var det fordi, at lægerne var alt for længe om at fastslå, at det virkelig var tale om pest. Man havde åbenbart overhørt advarslerne fra Helsingør.

 

Stakkels barbere

I juli blev oldermanden og samtlige mestre i barber – lavet bedt om at møde hos Stadsphysicus Eichel. Efterkom de ikke ordren, blev der udskrevet en straf på 4 rigsdaler. Samtidig
blev Østerport lukket.

 

Vodrufgaard som pesthus

Man besluttede ligeledes, at Vodrufgaard skulle indrettes som pesthus. Stedet var ikke uheldigt valgt. Gården lå ud til Sortedamssøen. Den lå adskilt fra byen og havde vand omkring sig på to sider, idet den lå lige ved Ladegårdsåen.

Man måtte på den sumpagtige grund indrette sig med barakker og telte. Man havde ikke regnet med at sygdommen ville vare så længe ved.

 

Lederen fortrød 

Omsorgen for de syge skulle varetages af barberer. Til overmester antog man Johan Michael Kyhl fra Brandenburg. Han modtog den fyrstelige gage på 30 rdl. om
måneden og 5 rigsdaler Og 2 mk. I kostpenge. Som undermester blev Daniel Ulrich antaget.

Da det gik op for Kyhl,  hvor farlig jobbet var, tabte han modet og værgede sig. Men Sundheds – Kommissionen truede med arrestation.

Der blev også antaget skrivere, spisemestre, vågekoner, vaskekoner, gravere osv.  Det var dog ikke uden problemer, at få disse jobs besat.

 

Uhumske forhold

Barber – svendene skulle efter lodtrækning have vagten. Lazarettet  blev udstyret med det mest nødvendige. Sengene blev forsynet med strå. Dog brugte man almindelig sengetøj. Underbarberen nægtede at udføre sit arbejde såfremt han ikke fik beskyttelsesmiddel. Forholdene var dog uhumske. Sengeklæderne blev ikke vasket. Og da tilstrømningen var på sit højeste måtte patienterne sove under åben himmel.

Man forlangte at personalet brugte såkaldte overkjoler. Men snart havde man ikke flere. Så måtte man bruge pap overtrukket med lærred.

 

En tugtmester blev ansat

Frygten for smitte blandt personalet førte til at det var som så med plejen. Mange flygtede fra deres post. Personalet stjal også fra patienterne og begik utugt. De syge fik mod betaling lov til at gå ind i staden. Uvedkommende fik ligeledes lov til at besøge lazarettet.

Man blev derfor nødt til at ansætte en tugtmester, der kunne straffe de ansatte mod overtrædelser af forordningerne. Den 17. august bestemte Sundheds – kommissionen at lazarettet skulle omgives af spanske ryttere. Desuden blev alle ind – og udgange bevogtet af bevæbnede vagter.

 

Overpris for kister

Efterhånden som dødsfaldene tiltog, kørte man ligene bort i sygevogne. De kunne rumme 12 – 24 lig ad gangen. På markerne omkring Vodrofgaard  blev ligene begravet under 3 alen. At man skulle begraves uden kiste vakte vild forargelse.

De formuende fik så mulighed for at købe en kiste. Også det var der nogen, der udnyttede. De forlangte så pludselig det firedobbelte for en kiste.

 

En stor risiko

De ansatte døde som fluer. Det skete også for de to ledere på Vodrufgaard. Og det blev uhyggelig svært at finde afløsere. De ansatte havde fået restriktioner på, hvordan de skulle omgås raske mennesker. Mindst en gang om dagen skulle de tage sig af de syge. Barbererne fik månedlig 4 rigsdalere. Men risikoen var særdeles stor .

 

Ladegården som pesthus

Den 3. august bestemtes at også  Ladegården skulle bruges som Pesthus. Problemet var bare, at den blev anvendt som krigshospital. Der lå 140 soldater på hospitalet. Disse skulle flyttes til Falkonérgården.  Og her fik falkoner Georg Oliver befaling til med sine falke at begive sig til Jægersborg.

Det blev pålagt politimester Ernst og oberst Andreas Francke at sørge for, at Ladegården blev rømmet. Men militæret satte sig på bagbenene. De ville ikke uden videre acceptere, at skulle rømme Ladegården.

 

Sove under åben himmel

Men den 2. september kunne man så tage Ladegården i brug. Men ak, der var slet ikke plads til alle de syge. Man kunne heller ikke få flere telte. Så mange af de syge måtte ligge under åben himmel.

 

12 kommissærer

I 12 områder i København udnævnte man kommissærer, der skulle sørge for sundheden og indrapportere sygdom. De skulle give både åndelig og legemlig hjælp.  Der skulle også drages mere omsorg for de dødes begravelse.

 

66 skibe på Reden

På Københavns Red lå 66 større eller mindre skibe med en besætning på ca. 18.000 mand. Her var ansat 129 kirurger og  barberer, 40 overkirurger og 52 under-kirurger.

 

Spar på plaster 

Forbruget af plaster og linned var så stort, at Sundheds – kommissionen opfordrede til sparsommelighed. Apotekerne blev opfordret til at have gode og friske varer, som skulle kunne sælges til en pris alle havde råd til.

Også den åndelig frelse blev der sørget for. I stadens forskellige sogne blev der ansat hjælpepræster, som skulle holde sig afsondrede på angivne værelser. De skulle opsøge de syge og følge de døde til graven.

 

Rige skulle betale

Man opfordrede nu til at de nogenlunde bemidlede blev hjemme i deres egen lejlighed, når de blev syge. Dem, der kunne betale for helbredelse skulle gøre det. Ligesom de forskellige
lav skulle betale for deres brødres helbredelse.

Der blev pålagt stadens indbyggere at undgå store forsamlinger som bryllupper, og lavsforsamlinger. Vin – og krohuse, spisekvarterer og badstuer var blevet lukket. Og kun en gang om ugen måtte der afholdes bøn i kirken. Al skolegang var indstillet.

 

Nye forordninger

Rendestenene skulle daglig skylles, ådsler skulle fjernes og møddinger skulle mindst en gang om ugen fjernes. Ingen måtte udkaste sengeklæder, halm og lignende De vogne, der blev brugt til at bortskaffe lig, måtte ikke bruges til andre formål. Ligene skulle begraves senest 24 timer efter at døden var indtrådt. Og så skulle man bruge kalk.

Efterhånden var det svært at skaffe lokale barbere. Man måtte importere dem fra Bremen, Glückstadt og Hamborg. Præster og lokale barbere var efterhånden flygtet fra byen. 200 soldater blev sat til at grave gruber, hvori man hældte ligene. I seks dage gravede de.

 

Studenter som ligbærere

Der var problemer med Ligbærer – lavet. De ville ikke mere arbejde under de betingelser, de havde. På biskop Worms foranledning tog man så i stedet kontakt med studenterne. De stillede selvfølgelig nogle krav. De ville have to værelser, en vågekone, en månedlig gage på 12 rigsdalere. og sorte Danziger – lærreds kjortler. De ville have varer og strømper på Kommissionens
bekostning. De ville endvidere have fri vask og lys. De ville have beskyttelse mod sygdommen. Når de blev syge ville de have et værdigt sted, hvor de kunne blive helbredt. Såfremt de døde, ville de have en værdig begravelse på en af kirkegårdene. De nægtede at kaste jord på kisterne.

Endelig forlangte de i fremtiden at måtte begrave fornemme lig. Det kunne sikkert indbringe dem en god indtægt. Sundheds – Kommissionen syntes at kravene var barske, men de havde
intet valg. En masse lig lå og ventede til at komme i jorden. Den 28. juli blev der lavet en kontrakt med studenterne.

 

Truede med at nedlægge arbejdet

Men studenterne mente ikke, at Sundheds – Kommissionen overholdt betingelserne. Studenterne fandt, at de logier, der blev dem påbudt var alt for dårlige. Der var ingen senge, ingen sengeklæder, møbler, opvartning. De truede med at nedlægge arbejdet inden de kom i gang.

 

Mandefald blandt fangerne

Nu blev det så fangerne på  Bremerholm, der kom til at kaste grave til uden for voldene. Det var en yderst farlig beskæftigelse. Efter få dage var kun to ud af 17 fangere i live. Det viste sig, at mange lig bare lå henkastet på kirkegårdene, og en forfærdelig stank bredte sig. Graverne på de forskellige kirkegårde døde også i hobetal.

 

Det lugtede på Kastellet

Sundheds – Kommissionen forlangte, at der ikke måtte være åbne og halvåbne grave på kirkegårdene. Det samme gjaldt for den nye kirkegård uden for Østerport. Men her klagede de ansatte på Kastellet over en forfærdelig lugt. Her var der anlagt en pest – kirkegård lige ved siden af Soldaternes og Matrosernes kirkegård.

I gruberne blev der kastet hen ved fire lig oven over hinanden. Men man glemte at lægge nok jord over. Dødeligheden var nået til sit højeste. Der var ikke tid og mulighed for at ligge de døde i kister. De forrådnede lig kunne lugtes i lang afstand. I en forordning fra 15. maj 1711 hedder det:

• Da man har bragt i Erfaring at Ligene af de afdøde Soldater kun er bedækket med ganske lidt Jord saaledes at de efter kort Tids Forløb ligge aldeles blottede, hvorved der udbreder sig en giftig Stank, der kan foraarsage Inficering gives der Ordre til, at Regimentscheferne skal lade de ved deres Regimenter afdøde Soladater ordentlig og dybt begrave, saa at de ikke ligge blottede paa Kirkegaarden.

 

Nyboder – folket smed bare liget

Der var også ballade over på den anden side på Holmens Kirkegård. Kongen havde den 22. august givet ordre til at al ligbrænding skulle afskaffes, og at ligene måtte udføres på vogne. Holmens folk var dog et stridbart folkefærd. De ville ikke finde sig i, at det skulle forbydes at fly deres Døde ordentlig til Jorden.  Baadsfolkene fra Nyborder slæbte deres lig hen, hvor der var åbne grave. Var det ingen lod de bare liget ligge. Ellers bestak de fangerne fra Bremerholm, så de kunne begrave ligene.

Der blev udkommanderet ryttervagter, som skulle passe på, at Nyboder – folket kastede deres lig i fællesgravene.

 

Ingen store begravelser

For de formuende var det et stort tab, da man forbød den traditionelle begravelse med stort følge og forskellige klæder over kisten m.m.

 

København var lovløs 

Under hele pest – perioden udbrød der lovløshed i København. Plyndringer og mord var hyppige.  36 ryttere måtte hjælpe politiet med at opretholde ro og orden. Vidner fra den tid berettede om at der på gaderne lå ca. 1.200 syge. Den mad som de fattige fik på lazaretterne var halvkogt og undertiden halv råddent. Mange måtte hjælpe sig selv. Barbererne var nærmest lige glade med plejen.

 

Sengetøj skulle ikke brændes

I november 1711 begyndte sygdommen at vende. Der kom ikke nye tilfælde. Den 12. november blev studenterne sagt op. Og også de barberer fra Hamborg blev sagt. Det vil sige de 8 af dem døde under opholdet. Igen stod man over for valget, hvad skulle brændes. Fattigdommen var uendelig stor. Man besluttede, at i stedet for at sengetøjet blev brændt, ja så skulle det vaskes.

Gamle pjalter og gammelt halm skulle afbrændes.

 

København stadig ikke renere

Men København var aldeles ikke blevet renere. Således udgik der i en forordning af 23. april 1712 omfattende urenligheden i staden. Den gik ud på at skarn skulle fjernes fra gaderne. Den 2. april 1712 kunne Østerport atter åbnes for almindelig trafik. Man modtog efterhånden igen varer – men med yderste forsigtighed.

Dem der så troede at de kunne komme i land, måtte tro om igen. Man havde simpelthen glemt matroserne ude i flåden. Man havde ingen indkvarteringssteder til dem.

 

Man drak ”pest – vand” 

Flådens folk døde som fluer. Men man mente at de døde soldaters uniformer var for gode til at de bare skulle tilintetgøres. Man trak dem derfor af de døde kroppe og vaskede dem. Denne vask foregik på Grønlands – pladsen tæt ved Nyboder. Man brugte vand fra Kastels-graven.

Denne grav blev i forvejen brugt som W.C. For garnisonen. Man lod også vandet fra de pestsmittede soldater føre  tilbage til graven. Ja og gravvandet blev benyttet af garnisonen som drikkevand!

 

Masser af sengetøj 

Den 14. december 1712  blev det meddelt at Ladegården var blevet renset og vasket. Ja man kunne meddele, at der fore-fandtes 525 sengesteder, 370 stråsække, 715 dækkener,
og 7.119 lagner. Den ene halvdel af Ladegården kunne nu tage nogle af de syge matroser ude fra flåden.

Fra Kastellet blev der meldt om 800 dyner og 80 puder som blev bragt til Smedehuset. De bataljoner, som camperede uden for staden skulle nu indkvarteres i det gamle pesthus uden for Vesterport.

 

En tredjedel døde

En tredjedel af Københavns befolkning eller 25.000 mennesker måtte bukke under.

Kilde:
Se

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• Litteratur Nørrebro
• Litteratur Østerbro
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under København finder du 191 artikler 
• Under Østerbro finder du 101 artikler 
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 

 

• Guldhuset i Rigensgade
• Garnisons Kirkegård (under Østerbro)
• Et hospital på Nørrebro (under Nørrebro)
• Ladegården – dengang (under Nørrebro)
• Pest på Nørrebro (under Nørrebro)
• Sygdom og andre lidelser i Tønder (under Tønder)
• Syge mennesker i Aabenraa (under Aabenraa)
• Den mærkelige læge fra Højer (under Højer)

Redigeret 19. – 11. 2021