Vejen startede ved Trianglen. En kongelig bortførsel lykkedes næsten. Man blev hvis som snemænd af Støv. Bompenge blev indtil videre – varede i 90 år. Dampskibene blev betragtet som ild – skibe. Ballade i kapervognene. Heiberg brød sig ikke om dem. Døde kaper – heste lå i vejkanten. Legemlig og
åndelig undergang kunne opleves. Og kvindekønnet viste usømmelighed på deres ”bicycle”.

 

Strandvejen fra Trianglen

En udfaldsvej fra Østerport blev anlagt ved portens omlægning i 1647. Oprindelig hed gaden Østerbro eller Øster-stenbro. Indtil 1858 hed den Strandvejen fra Trianglen. Fra 1949 kom også det sidste stykke fra Lille Vibenshus til Svanemøllen til at hedde Østerbrogade til Svanemøllen.

 

Den første historie

Allerede på de gamle Sjællands – kort, som kartografen Johannes Mejer tegnede, ses en bugtet linje langs Øresundskysten. Det var den gamle Strandvej. Og som så mange andre veje, blev
den kaldt mange navne:

• Den store landevej, der går til København
• Adelvejen, der fører til Helsingør
• Helsingørvejen

Hvornår vejen er opstået, vides ikke. Men en vej gik til overfartsstedet Øre eller Ørekrog. Det var her Helsingør voksede op. Egentlig var der tre forgreninger af veje, der førte op til Nordsjælland – dengang.

 

Ret en herlig vej

En slesvigsk  adelsmand rejste i 1593 på vejen:

• Ret en herlig vej, langs Sundet og undertiden gennem smukke bøgeskove.

I en skildring fra 1623 beretter en tysk fyrste, at der flere steder stod store flokke af vildt og så lidet sky var dyrene, at han til vogns kunne komme dem på
pistolskud nær.

 

Det vrimlede med hjorte

Fra det skønne Snekkersten, skrev en forfatter omkring år 1800, vrimler det med hjorte og rådyr og hele natten hører man her tuden af horn, hvori hyrderne jævnligen støde,
for at skrække dyrene bort fra kornagrene.

 

Vand på vejen

Mange af vejens stednavne vidner endnu om bække og åer, der dengang gennemskar vejen eller strømmede over den. Nogle steder var der lavet broer af bulfjæle.  Mange kilder lå langs vejen.

 

Skønt og barsk

Det var skønt om sommeren, men kunne være barsk i mørke efterårs – og vinternætter, når østenstormen fik havet til at rejse sig og bølgerne frådede over vejen. I sådanne nætter forklarer sagnet, kunne man møde strandvarsler, genfærd af lig, som drev op på stranden fra de sønderslåede skibe. Sagnet fortæller om en bonde fra Taarbæk, som det nær var gået galt for, da han mødte genfærdet.

Ud for Vedbæk fandtes et strandareal, som for længst er forsvundet. I sin tid blev det anvendt som begravelsesplads for strandvaskere. Ved Skotterup blev syv engelske søfolk bragt til hvile.

 

En beskrivelse fra 1757

Præsten Ludvig Boesen giver en beskrivelse af vejen i 1757:

• Paa den første Miiles Vey fra Kjøbenhavn kommer man igiennem Vartow, forbi Blegdamme, og Landsbyer, seer Alleer overskiære Markerne, og gaae ind i Skovene ril Kongelige Sommer – slotte. En Miil fra Kiøbenhavn er Cnuds – Hoved og Hvid – øre, hvor tilforn har været et Slot af samme Navn, som i sær er bekiendt i Christiani 2. Historie. Og her ongefær var det, at samme Konges Gemahl Dronning Elisabeth kom i Land, og blev indført i Kiøbenhavn. Paa den anden Miiles Vey ere Skovene, og den store Dyre – Havge. Ind i Skovene ligge Jægersborg og Sorgenfri Slotte. I Dyre – Havgen tæt ved Veyen ligger Lyst – Slottet Gyldenlund eller Charlottenlund. Her er og en Papiirs – Mølle, hvor Skoven og Aaen er ret og værd at bese. Hist og her langs inde i Landet findes og Lyst – Gaarde og Havger, de rige Folk i Kiøbenhavn tilhørte.

 

Kan ikke sættes i stand

Vejens standard var dog ikke god. Det kan faktisk undre, når man tænker på, hvor vigtig denne vej var. I en kongelig forestilling fra 1779 hed det:

• Den besværlige sandvej langs sø-kysten, som ej kan sættes i god og vedvarende stand.

 

En kongelig bortførelse lykkedes
næsten

Der skete mange ting på Strandvejen. Den engelske sørøver John Nordcross, der havde samarbejdet med svenskerne, forsøgte flere gange i 1717 at bortføre Kronprins Christian, den senere Christian den Sjette. En gang var det lige ved at lykkedes. I flere dage i træk havde han ligget i en båd med bevæbnet mandskab ud for Gyldenlund. Kronprinsen havde været på jagt på Gyldenlund og skulle ride ad Strandvejen ind mod byen. Det blæste dog en råkold vind fra havet, så han havde fulgt et råd om at ride en anden vej hjem.

 

Forvirrende indtryk

Kigger man på ældre kort over vejene til Nordsjælland, får man et forvirrende indtryk af, hvor Strandvejen egentlig gik. Før Christian den Fjerdes udvidelse af København lå Østre Port (Østerport) for enden af Østergade. Fra byporten gik Helsingørvej vestover, nord om det areal, der senere blev anlagt som Kongens Have og ud over Sortedams – dæmningen (nu
Østerbrogade).

 

Postruten

En postrute blev anlagt langs Strandvejen i 1624. Der kom postruter til både Helsingør og til området på den anden side af Sundet, helt til Varberg i Halland. Helsingørruten blev betjent af gående bude. Dette fortsatte til 1777. Helsingør – budene afgik i begyndelsen en gang om ugen – fra København om mandagen tilbage igen onsdag.

 

Til de kongelige slotte

Fra 1600 – tallets slutning foretog københavnerne udflugter til de kongelige slotte i nærheden af hovedstaden. Fra omkring 1740 begyndte de at opføre landsteder, således blandt andet Aggersville, Enrum, Hellerup og Mariendal.

 

Udflugter

Omkring år 1800 oplevede man et sandt byggeboom af landsteder især ved Hellerup og Charlottenlund. Udflugter gik også til Dyrehavsbakken og længere nord på. Helt op til Rungsted
foregik disse. Alt dette bevirkede en voldsom færdsel på Strandvejen. Har kunne både wienervogn, kapervogn og omnibus opleves.

 

Støvskyer ved Charlottenlund

En passager på dampskibet Caledonia fortalte om turen gennem Sundet en dejlig juni – morgen i 1819:

• Den skvulpende Sø  med sine Sølvbølger vifter os svalende Kølighed i møde, skrev han. Han så Sjællands yndige kyst glide forbi  med alle landstederne, haver, bakker og marker. Ud for Charlottenlund ændrede billedet sig. Hele Strandvejen derinde så han nu indhyllet i Støvskyer, hvor mange hundrede Vogne rulle af sted.

Hvide som snemænd ankom man på tørre dage til Klampenborg. Men her trådte såkaldte Børstedrenge til. For et par skilling befriede de folk for det værste støv. Omsider fandt man ud af, at lade vejen vande. Det mærkelige var dog, at Strandvejen blev vandet helt ind til Lille Vibenshus.

Og man tror det næppe. Men Trianglen lå dengang omkring år 1800 hen som et grønt idyl. Det var lejet ud til en jomfru Winsløw, der havde gæs og kalkuner gående her. F.C. Sibbern har beskrevet forholdene dengang på det landelige Østerbro. Han forlod byen klokken 4 om morgenen. Han nød udsigten ud over havet:

• Hvor straalede alt Morgenligti Solen. Havet laa stille, næsten mælkehvidt.

 

Fri udsigt til Sundet

Den frie udsigt over havet var dengang noget naturligt, når man bevægede sig i begyndelsen af Strandvejen (Østerbrogade). Andre følte sig dog generet af kalkrøgen fra kalkovnene fra kalkbrænderierne.

Strandvejen blev efterhånden repareret. Det var et yderst vanskeligt arbejde. Alt tydede på, at entreprenørerne havde sjusket. Der indløb mange klager.

 

Bompenge

I Berlingske Tidende kunne man den 27. juni 1825 læse, at bompengeopkrævningen var påbegyndt. I proklamationen stod der anført, at ordningen skulle gælde indtil videre. Ingen havde vel i den vildeste fantasi troet at ordningen skulle fungere i 90 år.  Man opførte et lille hyggelig bomhus ved Slukefter. Her skulle københavnerne standse hver gang de ridende, kørende skulle en tur på Strandvejen.

Fritaget for bompenge var ejerne af Mariendal, Hellerup og Onsgaarden. Entreprenørerne Wulff og Randel havde selvfølgelig fri passage for deres heste og vogne for at vedligeholde vejen. Fra 1847 tilfaldt bompengene amtet.   Disse bompenge var meget upopulære. Kævleriet med bommanden var også uundgåelig. Man kunne sjældent blive enige om, hvad man skulle betale.Der var stor uenighed om begrebet arbejdsvogne og fragtvogne.

 

Skulle officerer betale?

I 1867 forekom et større skænderi med Gardehusarregimentets officerer. De værgede sig ved at betale Passagepenge, når de passerede bommen uden sabel og altsaa maa
antages ikke at være paa Tjenesterejse.

Krigsministeriet havde den opfattelse at officererne ere fritagne for Bompenges svarelse, naar de ridende til og fra København. Ministeriet mente, at officerer med og uden sabel altid var på tjenesterejse.  Takstreglementet blev engang imellem ajourførte. Det sidste reglement er fra 1905 og har fået motorkøretøjer med.

Modstanden mod bompenge medførte, at bommene på Fyn og Sjælland blev afskaffet i henholdsvis 1851 og 1854. Men det ville man ikke gå med til i Københavns Amt. Her havde man særdeles store indtægter, som man nødig ville give slip på. Men efterhånden blev opkrævningerne mere og mere håbløse.

Den 31. marts 1915 var sidste dag bompenge blev afkrævet ved Slukefter. Men allerede i år 1900 var bommen og bomhuset blevet revet ned. Det skete i forbindelse med udvidelsen af vejen gennem Hellerup.

 

Dampskibe var ildskibe

Damskibsfarten langs Øresundskysten blev et tilløbsstykke, efterhånden som nye havne blev bygget. I 1877 havde man således anløbssteder i København, Skovshoved, Bellevue
Strand, Tårbæk, Skodsborg, Vedbæk, Rungsted, Humlebæk, Snekkersten, Helsingør og Helsingborg.

Allerede i 1819 havde Danmark fået sit første dampskib. Og det var Caledonia. Men ak, det måtte ikke gå til kaj på grund af brandfaren. Et sådant ildskib var alt for farligt. Det kom i fast rutefart mellem København og Kiel. Men på sommersøndage anvendte man det til lystture i Sundet.

I annoncer fik man at vide, at der om bord var et særligt værelse indrettet til Damernes Bekvemmelighed. Desuden blev der under turen serveret spise – og drikkevarer imod Særskilt Betaling. Et fuldstændigt Musikkorps ville udfylde tiden.

I den sydlige del af Sundet blev der bygget dampskibsbroer, hvor skibene kunne lægge til. Andre steder måtte passagererne sættes i land af lokale fiskere, som løb ud med deres både, når dampskibet kom.

 

Olufsvej

En lokal grundejer, kul – og vinhandler Oluf Bang Vinge (1785 – 1867) ejede et stort areal mellem Strandvejen, Trianglen og Øster Allé. Han fik en lille vej, Olufsvej opkaldt efter sig. Og prøv at kigge på de to ende-huse ud mod Østerbrogade. Det ene rager længere ud end de andre huse. Dette hus var for charmerende dengang til, at man bare rev det ned.

 

Dampsporvognens indtog

I 1884 skete der noget epokegørende på Strandvejen. Dampsporvognen holdt sit indtog. Den stod allerede og hvæssede på Trianglen. Og dem, der skulle med den kunne vente inde hos konditor Larsen, Østerbrogade 55 fra kl. 8 om morgenen til kl. 23 om aftenen. Det var vigtigt at passagererne var i form. Alt kunne nemlig ske.

Dengang var strækningen allerede meget befærdet. Og hestene var ikke glade for den djævel, der spruttede røg og ild. At uhyret i tidens løb bevirkede flere brækkede legemsdele er velkendt.  Den inderste del af sporvogns – strækningen fra Trianglen til kommunegrænsen ved daværende Slukefter Kro var i 1865 – 1868 anlagt af Copenhagen Railway Company.

 

Trafikprop ved Trianglen

I begyndelsen af Strandvejen (Østerbrogade) opstod der i 1920erne så mange trafikpropper, at der måtte udkommanderes hele seks betjente for at regulere trafikken. De skulle forhindre de værste ulykker. Trianglen var dengang kaotisk med hestevogne, biler, sporvogne, cyklister, træk – og barnevogne samt fodgængere.

 

Gemytligheden sent om aftenen

Det var også her, man kunne komme med kapervogne nord på. Og disse kaperkuske var af en bestemt støbning. De råbte og skreg, når fodgænger kom forbi for at kapre kunder. Og vognen skulle helst være fuld, så tjente kusken mest.   Man skændtes, så det bragede. Men det modsatte skete også, særlig på vejen hjem, når man var kommet i muntert lag, efter en glad dag i Dyrehaven. I en turistguide fra den tid hedder det sig, –

• at gemytligheden sent om aftenen , når man vendte hjem, undertiden kunne antage temmelig massive former, hvorfor damer i hvert fald kun i en herres selskab burde benytte denne befordring.

Tilladelse til bønderne

Rejsen til Bakken kunne foretages enten til vogns, på hesteryg eller til fods. Man kunne hyre en vogn, hvis man havde penge nok. Eller man kunne lade sig befordre af en af bønderne, der mødte op i København for at tjene en ekstra skilling. Bønderne havde i mange år foretaget disse kilderejser.  I 1780 blev man dog nødt til at regulere forholdene en lille smule. Man udstedte nogle tilladelser. Det blev tilladt, at bønderne måtte køre

• fra Pinsedag til 8 Dage efter Frue Dag.

Man måtte foretage Skovkørslerne og holde med vognene på nærmere angivne steder uden for byens porte, og det

• således i ordentlige Rader og paa Siden af veien, at de ikke i mindste Maade tilspærrer eller hindrer Passagen enten for Gaaende, Kørende eller Ridende
• Skulle nogen understaa sig at holde nærmere Byen, bøde de derfor 1 Rdl.’s Multk, og om de holde uordenligt, tilspærre eller hindre Passagen, erlægges en Multk af 4 Mark.

 

Heiberg brød sig ikke om kapervognene

Johan Ludvig Heibergvar bestemt ikke begejstret for disse ture nord på. Det fremgår tydelig af hans beskrivelse:

• Hvad kan være smagløsere end Synet af disse store kluntede med fire Sæder forsynede holstenske Vogne, hvor tre til fire Mennesker sidder på hvert Sæde og mange endnu have små Børn på Skødet? Og dette kunne med møje besværlige Læs trækkes af et par udmagrede Heste hed ad en støvet Landevej, hvor den ene Kusk søger at køre den anden forbi ved hjælp af uophørlige Piskeslag. Damerne er udmejede paa den latterligste Maade, som om de skulle til Bal og ikke til Skoven, og skønt Klæderne ere deres Et og Alt, saa kunne de dog ikke føre over deres Hjerter at opsætte Turen, selv om den visse Regn hænger dem over Hovederne.

 

Døde heste i vejkanten

Og det var noget om det. I en avisartikel fra 1852 fortælles det

• at det er sket flere Gange i Sommer, at et par Kaperheste paa Bellevueturen er blevne jagede nogle og tyve Mil paa en Dag. Man havde set døde Kaperheste ligge paa Vejen, og den grusomme Behadling af næsten alle sådanne Heste har idelig været Genstand for Omtale.

 

Den legemlige og
åndelige undergang

Ak ja, ikke alle kunne nøjes med vand fra Kirsten Pils Kilde. Der skulle mere til. Dengang var der ikke asfalt. Strandvejen var en blanding af sand og grus. Man måtte vande den i sommermånederne. Det gjorde det mere behageligt, at færdes på den.

Men det var også bevist, at gadevanding havde en gavnlig virkning på den de lavere klassers moralitet. Støvet udviklede miasmer (bakterier), som virkede fortrinsvis på maven. Derfor søgte mændene og undertiden også konerne tilflugt i spirituøse drikke. Dette bevirkede således til familiernes legemlige og åndelige undergang, sagde kloge mennesker dengang. Når gaderne blev vandet, så blev trangen til brændevin formindsket.

 

Bien på
Trianglen

På Trianglen måtte der bygges en ny tidsvarende ventesal med ventesal, toilet aviskiosk og vagtlokaler til trafikmesteren. Den blev bygget i 1907 efter en voldsom debat om arkitekturen. I folkemunde kom den til at hedde Bien, ja nogle kaldte den Suppeterrinen.

 

Kvindekønnet på “bicykle”

Det der også vakte forargelse var især på Strandvejen, kvinder på det nymodens transportmiddel, cyklen. De kæmpede en ulige kamp for at holde balancen og skørterne på plads. Man havde sandelig noget at snakke om, når man iagttog kvindekønnet på disse transportmidler.

En læge udtalte:

• Om Sømmelighed vil jeg ikke tale. Smuk er denne Sport ikke for en Kvinde. Og bliver den det nogensinde?

 

885 cykler på en dag

Cyklerne medførte nogle praktiske vanskeligheder. Bommanden mente, at nu måtte cyklisterne også til at betale bompenge. Han havde søndag den 16. august 1891 talt ikke mindre end 885 cykler, der passerede bomhuset. I Amtsrådet mente man ikke, at cyklisterne skulle betale, så måtte man også lade folk med trillebøre og med barnevogne betale. Amtmanden bemærkede dog, at der dog ikke kom 800 trillebøre og 800 barnepiger med barnevogne ned ad Strandvejen om søndagen.

Cyklister blev dengang kaldt for bicykle – ryttere. De kom susende forbi i knæbukser og med jockeyhue. Dansk Bicykel Klub søgte i 1891 om en sti, hvor cyklister kunne cykle. I 1895 åbnedes en cykelskole for damer og herrer. Det var samme år, at paven nedsatte en kommission, der skulle finde ud af, om det var passende, at præster måtte køre på cykel.

 

Strandvejen var en sammenblanding

I en rejseskildring fra 1893 hedder det sig:

• Strandvejen, Hvilken broget Billedverden, der har tegnet sig paa Københavnernes Nethinde imellem Lille Vibenshus og Vedbæk. Hvilken Vekslen og Sammenblanding af By, Land, Have, Villa, Hytte, Skov, Strand og Menneskemylder. Hvert Øjeblik skifter Scenen. Man har vendt Byen Ryggen, og alligevel er Byen fulgt med. Dette første Stykke Strandvej er jo endnu København Ø. Og lidt længere ude slås Byliv og Landliv, om ikke paa Liv og død, dog således at det landelige sættes i Knæ

 

Et køretøj uden hest

En af de første københavnske biler blev i 1887 prøvekørt i Hammels Maskinfabrik. Det var værkfører Johansen, der havde skabt dette køretøj. Og køretøjet vakte forundring. Hvor var hestene, spurgte man. Ja dette monstrum skræmte faktisk hestene. I den første tælling i Danmark af disse køretøjer viste det sig, at der i 1909 var 699 stykker. Halvdelen af dem var hjemmehørende i København.

 

Motorkørsel var forbudt

Strandvejen var slet ikke gearet til denne form for trafik. I 1906 forbød man motorkørsel fra Lille Vibenshus til Rungsted Badehotel. Men der var undtagelser. Dem der boede på den lukkede del kunne ansøge om tilladelse til at køre på vejen.

 

Vanrøgt på
Strandvejen

Ak og ve, snart skete der vanrøgt af Strandvejen. Byggeriet i Hellerup tog fart. I løbet af få år lignede det en hvilken som helst gade i København. Og området nord for Trianglen, hvor der før var fri udsigt til det blå Øresund, blev nu kvalt af Frihavnen og dens mange bygninger. Veje blev opfyldt. Massive bygninger og karreer tårnede sig op. Intet mindede mere om den Strandvej, der engang var.

 

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• Litteratur Østerbro
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler – inklusive 101 artikler fra Østerbro 
• Fra det gamle Østerbro
• Nord for Østerbro
• En Sporvogn på Østerbro
• Ydre Østerbro dengang
• Østerbros historie 

Redigeret 11.10. 2021