Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

Adel og Storgårde i Tønder Amt

November 4, 2010

Voldsteder var der masser af langs åerne. I Tønder gik undertrykkelsen for vidt. Og fire tårne på Trøjborg var for meget for majestæten. Guld-mageri førte til
konkurs hos mange adelige. Christoffer Rosenkrans blev dømt til døden for Bedrageri. Jomfru Anna på Solvig blev dømt for aftalebrud. Adelen blev udkonkurreret på Gottorp af ”Doktorer”. Og så skal du læse om det omstridte ”Ribe – brev”.

 

Kongens mænd

Egnen har været befolket af mange stormænd. De har blandt andet været med til at anlægge landsbyer. De havde stor anseelse i lokalbefolkningen, og blev ofte udpeget som ledere. De fik også tilkæmpet sig særlige rettigheder. Deres ord havde stor vægt.

Storbonden, der deltog i kongens krig, blev Herrens Mand. Med andre ord, han blev Kongens Mand. Som sådan kom han til at høre til Herremands – klassen.

 

200 af egnens bedste mænd i Store Jyndevad

I 1238 opstod der en strid mellem Løgum Kloster og en af egnens stormænd. 200 af egnens bedste mænd stillede op. De har vel nok alle tilhørt lavadelen eller været større gårdmænd.  I gamle rets-dokumenter og skøder møder vi også navne på væbnere og riddere. Ved den årlige mønstring, eller hvis landet var i krig, mødte de op i brynje med skjold, sværd og lanse.

 

Voldsteder langs åerne

Langs åerne findes rester af gamle voldsteder. Her har en stormænd engang i middelalderen haft sæde.

Ved Brede å Kummerlev, Trælborg, Svanstrup, Ålbjerg og Trandbjerg.  Ved Sejersbækken lå Trøjborg, Kogsbøl, Gribsgård, Kærgård, Kobbervold og Trælbanke. Og ved Vidåen og dens mange bi-åer lå Solvig, Tønderhus, Nolde, Karlsvrå, Vrågård og
flere andre borge. Og i den nordlige del lå Fiskebæk, Nørrevold og Søndervold.

De fleste borge er for længst forsvundet. I tidlig tid var det ofte langs åerne, at sørøverne kom. Derfor byggede stormændene deres forsvarsværker her.

 

Masser af adel

I Vor Frue Kirke i Haderslev findes en frise med våbenskjold fra midten af det 1400 – århundrede. Her er 12 af egnens adelige slægter gengivet. Vi ser von der Wisch, Skram, Drage, Lindenov, Tinhus (Tedinghusen), von Qualen, Snalsted, Ahlefeld, Buchwald, Emmiksen, Stake og Limbek.

Af betydningsfulde slægter mangler Breide, Split, Pogowisch, Schinkel, Wahlstorp og Rewentlow. Senere dukker andre op.

Omkring Læk ejede slægten von der Wisch store godser. Men det gik ikke altid slægten lige godt. Omkring Rudbøl måtte et medlem af slægten melde konkurs

 

Mange dræbt i Ditmarsken

I 1500 – tallet var adelens storhedstid. Men det begyndte meget skidt. Kong Hans havde besluttet, at gå i krig mod Ditmarsken. Adelsmændene sluttede op i samlet trop. Desværre gik det ikke så godt. Sikkert ikke en eneste adelsslægt herhjemme slap ikke for tab. En stor del af den adelige rytterskare omkom i marskens mudder og vandfyldte grøfter. Mange blev dræbt mod de frisiske bønder, blandt andet ejeren på Solvig, Eggert Gjerdsen. Ahlefeldt – slægten blev også hårdt ramt.

Krigsførelsen ændrede karakter. Krudtet og kanonerne blev taget i brug. Det var mere effektivt end bue, pil, spyd, lanse og kastemaskine. Hæren kom til at bestå af lejetropper. Adelen kastede sig over dyrkning af jorden. Efterspørgslen efter korn og kvæg blev større, priserne steg.

Adelen blev store jordbesiddere. Og den holstenske adel havde fået indpas på egnen.

 

Rantzau

Rantzauerne blev de store jordbesiddere. Både på Møgeltønderhus, Trøjborg, Solvig og Lindeved sad der i en årrække mænd af denne sliægt. De sad som små konger med fæstebønderne som undersåtter. Det gjaldt om at få så meget jord som muligt. Det skete på bekostning af bøndernes ret til dyrkning af fællesmarkerne.

Bendix Rantzau Møgeltønderhus gjorde talrige forsøg på at inddrage fæstegods. Det samme var tilfældet på Trøjborg. Her sad i slutningen af 1500 – tallet den mægtige Peter Rantzau. Hans bror Daniel havde nærmest været en helt under Den Nordiske syv – års krig. Han fik af kongen overladt Trøjborg.

Det fik han dog ikke så meget glæde af. Han faldt under belejringen af Varberg. Hans bror blev den kongelige lensmand på Trøjborg. Både han og hans brodersøn, Godske Rantzau blev
forhadte af bønderne. De forhøjede landegilden og pålagde større hoveriarbejder.

Ifølge sagnet har Peter Rantzau aldrig fået fred i sin grav. Ved nattetid går han hvileløs rundt på Trøjborgs marker med en landmålerkæde i hånden for at opmåle jord. Det var den jord, han var kommet uretmæssigt til, da han var i live.

 

Pogwisch gik for vidt

I Tønder sad Henning Pogwisch. Han havde af Christian den Første fået overladt Tønder Amt. Han var heller ikke bedre over for bønderne. Han pålagde dem store skattebyrder. Når de så var genstridige, lod han dem skamfere eller henrette.

Men under en rettergang i Tønder og senere i Kiel blev den stolte adelsmand landsforvist. Familien blev arresteret og alle deres ejendele blev beslaglagt.

 

Til ære for majestæten

I Møgeltønder Sogn inddrog herremanden bøndernes jord. De fik pålagt større arbejdsbyrder og fik færre rettigheder. Peter Rantzau lod opføre et slot på det sted, hvor det gamle Trøjborg
havde ligget. Normalt var det kun kongen, der satte fire tårne på sine bygninger. Derfor blev han bebrejdet af kongen, Trøjborg havde også fået fire tårne.

  • Jamen, Det fjerde tårn er til ære for Deres Majestæt, var det blevet svaret.

Detlef Ahlefeldt, der sad på Møgeltønderhus fik af kongen tilladelse til at udføre stude toldfrit, så han fik råd til at udvide.

Også Solvig blev fornyet. Den gamle lade-bygning, der bærer årstallet 1585, og som er en af landets ældste avlsbygninger, er et minde om et storbyggeri.

I nærheden af Lydersholm lod hertugen opføre Grøngård, hvor han havde plads til 200 kreaturer. Her kunne desuden ligge 2.000 læs hø. Byggematerialet lod hertugen hente i Holland.
Han byttede det til dels med byg. Indboet var efter datidens forhold meget eksklusivt.

 

Eksklusivt liv hos adelen

Adelen forlystede sig blandt andet med jagt. Ved Draved, Hjerpsted og andre steder blev falke afrettet. Og i nærheden af sin avlsgård lod Hertug Hans opføre et jagtslot. Efter veloverstået jagt lod han hente rhinskvin, hamborger øl, bagværk og frugter fra Tønderhus.

Man satte også pris på østers. Disse østers blev skrabet ude i Vadehavet. Men jagtslottet stod kun i 70 år. Den senere amtsstue i Tønder er opbygget af rester af dette jagtslot.

Mange adelsmænd kastede sig over guldmageriet. Det gjaldt også for Erik Lange, der i 1579 arvede Solvig. Allerede fire år efter måtte han afstå gården. Han endte i dyb fattigdom.

 

Dødsdømt

En endnu mere sørgelig skæbne oplevede Christoffer Rosenkrans. Han var født på Kogsbøl. Senere blev han ejer af Høgsbrogård. Han havde lånt sin ven Christen Juel til Donslund 1.000
rigsdaler. Da denne døde forfalskede han gældsbeviset og stillede enken over for et krav på 5.000 rigsdaler. Men falskneriet blev opdaget. Og ved en undersøgelse kom det frem, at han havde bedraget en række mennesker. Og det var skærpende omstændigheder, da han havde forsynet et brev med kongens navn og segl. Derfor dømtes han til døden. Henrettelsen fandt sted i København i
1610.

Hans umyndige børn kunne ikke beholde Kogsbøl og Høgsbrogård. Begge gårde blev solgt.

En slægtning til Christoffer Rosenkrans høstede dog mere anerkendelse. Det var mester Gotskalk Erichsen. Han blev kansler hos Christian den Anden og fulgte denne i landflygtighed.

Claus Gjordsen fra Solvig nåede at blive domprovst i Ribe og kansler hos Frederik den Første.

Herremændene søgte deres omgangsfæller blandt ligesindede. Der blev knyttet både venskabs – og slægtsbånd mellem de herresæder, der lå på egnen. Men der kom også til stridigheder.

 

Dømt for løftebrud

Datteren Anna Solvig havde siden sit syvende år været trolovet med den unge søn på Trøjborg. Da hun blev myndig nægtede hun dog at indgå ægteskab med ham. Hun havde fattet kærlighed til en anden ung adelsmand. Familien på Trøjborg blev meget fortørnet over den unge jomfru Annas egenrådighed. De ønskede hende dømt for løftebrud. Og det lykkedes også. Men skæbnen var ude efter hende. Den unge adelsmand døde, inden de blev gift. Da hun var enearving til Solvig, var der ikke mangel på bejlere.

To gange blev hun da også gift, og blev mor til den før omtalte guldmager Erik Lange.

De mange krige i 1600 – tallet gjorde stærkt indhug på adelens magt og rigdom. Det var særlig tilfældet på Trøjborg. Her blev Rantzauerne afløst af den holstenske adelsslægt Buchwald.
De afstod senere stedet til en slægt af borgerlig stand. Dermed gik det før så stolte slot i forfald. Den kendte storbonde, Knud Lausten Knudsen købte Trøjborg i 1851.

Møgeltønderhus ødelagde den voldsomme storm i 1634 store dele af borgen. Et halv snes år senere gjorde svenskerne det også af med en stor del. For påskønnelse for tro og tapper tjeneste, overlod kongen i 1661 godset til Hans Schack.

På ruinerne af Møgeltønderhus lod han Schackenborg opføre. Samtidig blev han ophøjet i grevestanden.

Solvig nedbrændte i 1638, men blev senere genopført.

 

50 adelsslægter i Slesvig Holsten

I 1597 opregnede den kongelige statholder Henrik Rantzau, at i alt 50 slægter som hørte til Slesvig Holstens adel var berettiget i dets styre. Godt halvdelen havde deres rod i Holsten eller
Sydslesvig, og regnedes til det holstenske ridderskab. Knap 20 slægter var fra Slesvig. 3 – 5 slægter var enten indvandret eller gift ind i en af de bestående. I optegnelsen finder vi slægter som Rosenkrantz, Holck, Magnussen og Sture

I 1580erne og 1590erne var adelsslægterne næsten købt ud af Haderslev og Sønderborg amter. Slægter som Lindenov, Holck og Emmiksen flyttede til kongeriget og fortsatte deres virke der.

 

Ahlefeldt og Rantzau dominerede

Slægterne Ahlefeldt og Rantzau har hele tiden været de ledende. Sidst i 1500tallet opgjorde man antallet af adelsmænd til 200 i begge hertugdømmer. Halvdelen ejede godser.  De havde masser af magt, blandt andet gennem Hertugdømmernes Råd, som talte 15 – 20 adelsmænd. I stænderne, som var en slags landdag havde adelen også flertal.

Adelen følte at deres privilegier og magt var knyttet til Slesvig – Holsten som et samlet område.

 

Et kæmpe hof

I 1500tallet var man bogstavelig talt i fyrstens brød, når man tjente ved hoffet. Hans den Ældre udstedte i 1556 en forordning, som ikke mindst handlede om, hvem der skulle have hvad at spise og hvornår. Mellem 1620 og 1660 fik typisk mellem 200 og 300 personer kost eller kostpenge på Gottorp. I 1683 blev der ud over hertugfamilien dagligt bespist 80 personer ved
det lille hof på Glücksborg.

En masse mennesker var ansat. Det gjaldt i første omgang at kaste glans over hoffet, og selv få noget af denne glans. Men det var også for at få et bånd mellem fyrste og adel.

 

Våbenskjold gav status

Adelens våbenskjold og navn gav status. Man delte glæden og evnen til at ride, fægte, danse, spille og drikke med fyrsterne. De adelige jomfruers rolle var tilsvarende at være hertugindens selskab og følge, mens de lærte passende opførsel. De ventede bare på at blive godt gift.

I 1500tallet tiltrak hoffet på Gottorp mange adelige fra Hertugdømmerne. Men omkring 1630erne svækkedes båndet mellem fyrsterne og ridderskabet.

 

Konkurrence fra Doktorerne

Adelen fik konkurrence fra de såkaldte Doktorer. De var en slags sekretærer hver med deres speciale. Mange af disse blev også udnævnt til amtmænd rundt omkring. Det havde været adelens privilegium. Amtmanden på Gottorp sagde således i 1624:

  • I dag skal en adelsmand være godt udstyret, hvis han vil tjene sit brød ved hoffet. I gamle dage, hvis en kunne kaste et enkelt ord på latin ind i samtalen, så var han en stor mand. Nu er det børneleg. Nu skal man kunne det nærmest som doktorerne.

 

Mange slotte

Der var fyrsteslotte i de fleste sønderjyske byer. Chancen for at se en hertug og hans følge ride forbi i pragtfulde klæder var stor. Det var et gammelt virkemiddel, at fyrstens gård skulle værre større og prægtigere end andres. Ledende adelsmænd som Johan og Henrik Rantzau satte også en slags standard, som man helst skulle leve op til.

Et helt byggeboom i op og ombygning af slotte opstod i Slesvig – Holsten. Christian den Tredje lod Sønderborg Slot ombygge.

Hans den Ældre ombyggede slottet i Haderslev. Hertug Adolf af Gottorp byggede en hel række af mindre slotte. Og Hans den Yngre lod en række ældre slotte ombygge, inklusive Tønderhus. Ja selv Brundlund Slot i Aabenraa blev ombygget.

Hans den Ældre lod blandt andet befæstningen omkring Tønderhus forstærke. Og det var også ham, der lod portnerhuset bygge. Det rummer i dag en del af Tønder Museum. I øvrigt mener man, at hertug Hans den Ældre bevarede alle sine kister med rede penge og klenodier i Tønderhus hvælvinger.

 

Store krav til undersåtterne

Fyrsten stillede store krav til sine undersåtter. Bønderne skulle betale deres sædvanlige afgifter og undersåtter skulle være lydige.

I 1547 skrev Hertug Hans den Ældre til indbyggerne i Tønder Amt, at han havde hørt, at man kun i ringe grad adlød dige-fogeder og andre, når de befalede folk at arbejde på det nye dige. Hertugen påbød nu med strenghed alle at efterkomme ordrene og truede med straf.

Det skete også at hertugmagten måtte bøje sig. I år 1600 besluttede hertugen af Gottorp at bortforpagte hovedgården Foggebüll syd for Tønder. Han krævede desuden hoveriafløsning af bønderne i marskherrederne. Bønderne bad sig fritaget, fordi de havde udgifter til digerne. Hertugen fastholdt i første omgang sine krav. Da bønderne fortsat nægtede, truede han med straf. Trods dette var sagen mange år efter endnu ikke faldet på plads. Men til sidst gav hertugen op, og lod amtmanden forhandle et kompromis hjem.

 

Adelen leverede dygtige amtmænd

Fra 1624 til 1664 havde Tønder Amt en markant amtmand i Wulf Blome. Han var søn af den fremtrædende adelsmand, Hans Blome. Han ejede selv det holstenske gods Seedorf.
Det var en ret givtig beskæftigelse. Amtmanden kunne selv stikke en del af indtægterne i egen lomme. Og i mange år var disse poster forbeholdt det Slesvig – Holstenske riddervæsen.

Men adelen repræsenterede også dygtige amtmænd. Det gjaldt blandt andet Claus Ahlefeldt i Gelting, Jørgen Ahlefeldt i Haderslev og Cai Ahlefeldt i Haderslev og Flensborg. Når
hertugen skulle bruge diplomater til overbringelse af vigtige beskeder, ja så foretrak han folk fra slægten Rantzau og Buchwald.

 

En bondeslægt med indflydelse

Næppe nogen bondeslægt har drevet det så vidt som slægten fra Hajstrupgård i Bylderup Sogn. Nis Hansen fik 12 børn, og overtog de store gårde Hajstrupgård og Vrågård. Han
blev lige som sin far og farfar, herredsfoged over Slogs Herred.

Hans kone Anna var datter af herredsfogeden i Strukstrup Herred i Angel. Begge ægtefællers mødre var rådmandsdøtre fra henholdsvis Flensborg og Tønder. Formelt var Nis Hansen endnu kun bonde. Men han fungerede som et mellemled mellem bondesamfundet på den ene side og hertugmagten på den anden side.

 

En kompliceret historie

Vi har før været inde på det, Sønderjyllands historie er yderst kompliceret. Vi skal her for nemheds skyld i kort form beskrive udviklingen omkring Tønder Amt. Ribe Bispestol havde
allerede i 1240 besiddelser i Møgeltønder, Daler og Ballum Sogne. Fra 1361 var Bispens besiddelser i Møgeltønder og Daler administrativt skilt ud af omegnen som Møgeltønder Birk, og
inden 1468 var det samme sket for godset i Ballum og på Rømø.

I 1407 erhvervede Dronning Margrethe Trøjborg med Lø Herred, som ellers havde været et gammelt hertugeligt len som Tørning eller Tønder. Straks derefter pantsatte hun lenet til biskoppen i Ribe. Oven i dette henlagde dronningen Trøjborg med det tilliggende Lø Herred under kongeriget. Dette klagede de Slesvig – Holstenske grever over i 1424.

I 1579 afhændede kongen Trøjborg til Peter Rantzau, men stedet vedblev med at være en del af de Kongerigske enklaver. Det samme skete, da Hans Schack i 1661 overtog Møgeltønder
Len, Ballum Birk
og det meste af tidligere bispegods syd for Ribe.

Efter 1700 Kom de Kongerigske enklaver til at bestå i fire dele:

  1. Trøjborg Gods
  2. Schackenborg Gods
  3. Selve Ribe By, nogle ejendomme omkring Ribe, Hospitalet og den Kongelige del af Rømø.
  4. De Kongerigske dele af Sild, Før og Amrum.

 

Ribe – brevet

Når man taler om adelen i Slesvig – Holsten, kommer man ikke uden om det såkaldte Ribe – brev.

Adelen var ikke interesseret i at Slesvig – Holsten blev delt, så han man blev hinandens fjender. Stormændene tilbød derfor Christian, at blive herre i både Slesvig og Holsten, men
på visse betingelser.

I marts 1460 mødtes man så i Ribe til forhandlinger. Allerede den 2. marts hyldede de slesvigske og holstenske repræsentanter kongen.

Dokumentet blev først i 1800tallet af Slesvig – Holstenske politikere døbte Ribe – Privilegiet. De så det som et frihedsbrev, der skulle sikre hertugdømmerne evige frihedsrettigheder. Det er dog en højst tvivlsom fortolkning.

Christian den Første lovede ikke de Slesvig – Holstenske stormænd mere end han lovede stormændene i Danmark, Sverige og Norge.

Når kongen døde skulle adel og gejstlighed kunne vælge en af hans sønner som herre. Hvis han ingen sønner havde, da skulle man vælge en af hans arvinger.

Ribe – Brevet sikrede på den ene side Slesvig – Holstens særstatus i forhold til Danmark. På den anden side fastslog brevet de to fyrstedømmers nære samhørighed. De to landes stormænd blev betragtet som en enhed.

Christian den Første var  nu ikke meget i Slesvig Holsten, og det var adelen sikkert glad for. Han lovede dem også ikke at gå i krig uden at have spurgt dem først. Og almindelige adelsforsamlinger en gang årligt lovede han at afholde i Bornhøved i Slesvig og på Urnehoved.

 

Mange andre artikler med adel og storgårde

I denne artikel kan vi kun strejfe emnet. Vi henviser til de nedenstående artikler. Senere vil vi lave fokus – artikler på slægten Schack og Rantzau. Desuden er der startet en ny artikelserie om Flensborg. Og så er der desuden planlagt en serie om Augustenborg.

 

Kilde:

  • Litteratur Tønder
  • Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
  • www.dengang.dk

 

 

  • www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
  • Under Tønder finder du 283 artikler

 

Hvis du vil vide mere om adelen og storgårde i Sønderjylland:

  • Bondeslægten fra Trøjborg
  • Bondeslægten fra Trøjborg – endnu mere
  • Hertugen af Tønder
  • Hostrup, Jejsing og Præsten
  • Købmandsslægten Olufsen fra Tønder
  • Møgeltønder – dengang
  • Møgeltønder Kirke
  • Oprør i Møgeltønder
  • Præsten fra Daler
  • Schackenborg i Møgeltønder
  • Trøjborg Slot – nord for Tønder
  • Tønderhus – slot, borg og fæstning
  • Øst for Tønder

 

  • Under Sønderjylland (207artikler)
  • Abel og hans sønner
  • Enklaverne i Sønderjylland  1- 2 
  • Margrete den Første og Sønderjylland 
  • Rendborg 1848

 

  • Under Aabenraa (169artikler)
  • Adelsslægten, der uddøde 
  • Ahlefeldt og Søgård
  • Folk – syd for Aabenraa 
  • Syd for Aabenraa
  • Urnehoved – et Tingsted ved Aabenraa 1-2 

 

  • Under Padborg/Kruså/Bov  (53 artikler) 
  • Gårde og mennesker i Bov Sogn (under Padborg/Kruså/Bov)

 

Under Historier om adelsslægten Akeleye  (9 artikler) 

  • Slægten Akeleye og mange flere artikler

Redigeret 6. – 11. 2021

 

 

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder