Hornemann krævede forbedringer. Ingen initiativer fra politikere. En tidligere fysikus fra Tønder tog affære. Husene blev udloddet. De lignede borgerskabets huse. Socialisterne mente at familierne blev borgerliggjort. Hvor blev arbejderne af? Det blev for dyrt for dem. Man havde De Helliges rækker, kvindekollektiver og molotovcocktails. Og så ville børnene have magt.

 

Gartneri på  stedet

Ja, Kartoffelrækkerne ligger vel kun halvvejs på Østerbro. Navnet hentyder til kvarteret mellem Øster Farimagsgade og Sortedamssøen. Ja og her har faktisk været gartnerier, hvor der er dyrket kartofler. Det kan du læse om i en af vore andre artikler om Østerbro.

Det var blandt andet her, at Familien Reeh havde gartneri. Det havde de haft siden 1760. De dyrkede grøntsager, hovedsagelig kartofler. I 1870erne solgte brødrene Reeh, deres grund.

 

Under vand
– dengang

Men for 500 år siden lå størstedelen af det område, hvor Kartoffelrækkerne nu befinder sig under vand. Søerne var endnu ikke inddæmmet. I 1722 lod gartneren og arkitekten J.C. Kieger Sortedamssøen inddæmme. Den fugtige jord egnede sig bedst til græsning. I 1760 købte Johan Heinrich Reeh grunden.

På den grund som Arbejdernes Byggeforening købte i første omgang opførtes husene i Hallingsgade, J.A. Schwartzgade og Voldmestergade.  Seks år senere solgte broderen sin grund. Her opførtes de resterende otte gader.

Man var bange for at nogle af husene i Webersgade ville komme til at ligge i skyggen for Sølvgades høje byggeri. Derfor frasolgtes en del af grunden til grosserer Weber. Man betingede sig, at han byggede lavt. Men den aftale var han lige glad med. han byggede højt.

Byggeriet var en af de initiativer, der skulle sikre arbejderne bedre kår. Det er modsætningen til det som skete på Nørrebro, som var ren byggespekulation.

 

Trange forhold

I 1853 var der udbredt koleraepidemi i København. 5.000 døde. Det var hovedsageligt arbejdere, der boede under elendige forhold. Renovations – og kloakforholdene var under al kritik. Befolkningen inden bag voldene var fra 1800 til 1860 voksen fra 100.000 til 160.000 indbyggere.

Som konsekvens af dette byggede Lægeforeningen, Brumleby. Andre byggeforeninger fulgte efter.

I 1880 udgjorde bybefolkningen 30 pct. af Danmarks befolkning. Det var en ulidelig stank inden for byens mure. Kloakvand og drikkevand blev ofte blandet sammen. Mange sygdomme
opstod. Det var ikke ualmindeligt at rotter angreb børn.

Endelig i 1850erne besluttede forsvaret at ophæve voldene. Men ak og ved. De første byggerier uden for voldene var ren spekulation. Byggeherrerne sad selv i Borgerrepræsentationen,
så det med lovgivning så man stort på.

 

Hornemann krævede forbedringer

Lægen Emil Hornemann forsøgte at overbevise bystyret om, at man skulle kigge på vandforsyning, renovation og kloaksystem. Nye epidemier og sygdomme ville bryde ud, hvis der ikke snart skete noget.

Allerede i 1851 havde Hornemann været den ledende kraft bag det aktieselskab som havde opført bebyggelsen Overgaden oven Vandet 84 – 88 på Christianshavn. Det bestod af treetagers arbejderboliger ud til kanalen.

Til Fædrelandet skrev Hornemann i 1853:

• Ogsaa her i København gives Gader og mange hundrede Huse, der baade hvad Bygningens Slethed, Overfylding med Mennesker, Mangel på  Renlighed, Vand, Bekvemmelighed, Lys og Tørhed angaar, kunne maale sig i det mindste med Massen af de slette Boliger i London.

 

Ingen initiativer

Men politikerne var overhovedet ikke klar til at tage nogen som helst initiativer. Ja, de tvivlede endda på, om koleraen var en smitsom sygdom. Bystyrets aldrende autoriteter var overhovedet ikke modtagelig for nytænkning. I 1857 var en ny epidemi på vej. Hornemann fik uindskrænkede beføjelser til at imødegå en sådan.

 

En mand fra Tønder hjælper

Det var arbejdere på Burmesiter & Wain (B&W) i samarbejde med distriktslæge F.F. Ulrik, der tog initiativet til opførelsen af boligerne. Man startede simpelt hen Arbejdernes Byggeforening i 1865. Ja egentlig startede det på den måde, at Ulrik holdt et foredrag i Rimstads. Arbejderforening. Foredraget hed Om småfolks selvhjælp og samarbejde
i andre lande. Blandt tilhørerne var kontorist Eigved, der var ansat på B&W. Han spurgte Hr. Burmesiter, om han måtte sætte det trykte foredrag op på virksomhedens værksteder. Det fik han lov til, og interessen var overvældende.

Ulrik havde været fysikus i Tønder, men var blevet stenet ud af de tysksindede i 1864. Det var ikke fordi, de ikke ville lade sig behandle af ham. De turde bare ikke gå ind af hoveddøren. De andre tysksindede skulle jo nødig se det.

Ulrik mente efter at han havde set arbejdernes vilkår i København, at de fattiges boligmæssige og hygiejniske forhold kunne blive en dødelig trussel mod de riges liv og vellevned.

 

Ulrik holder foredrag

De næste par uger blev der holdt en del møder mellem Ulrik og arbejderne. Den 20. november holdes der stormøde. Hornemann leder mødet og Ulrik holder et foredrag om, hvor nyttigt det er, at arbejderne danner spare – og byggeforeninger. Sådan sagde Ulrik bl.a.:

• For Øjeblikket tror jeg, at det haardeste Tryk her i Staden hidrører fra Mangel paa gode prisbillige Boliger. Et hyggeligt Hjem og de Goder, det fører med sig, sætter Nordboen mest af alle Folk Pris paa, og intet er saa ødelæggende for Manden som for Hustruen, saa sindsfortærende og sløvende i aandelig og legemlig Henseende, som Mangel paa Husrum
  og Hjemmets Hygge, et Sted for den Trætte, at finde Hvile for Dagens Slid og Møie. Lad os derfor træde sammen for at bygge Huse.

 

Et kæmpe projekt

De første ti huse blev rejst på  en skænket grund ved den senere Sverigesgade på Amager. I 1868 – 69 opførte foreningen 12 huse i Schønbergsgade på Frederiksberg.  Bemærkelsesværdigt var det, at planlægningen af Kartoffelrækkerne omfattede 480 huse. Hvert rækkehus var disponeret til to familier og havde både forhave og gård.

Allerede ved århundredeskiftet  havde flere bygge køkken på kvisten, så det i realiteten var blevet et hus til tre familier. Mange fik en ekstra indtægt ved at leje ud.

Byggeriet blev finansieret ved et ugentligt kontingent på 1 mark. Dette blev ændret med den nye møntreform i 1875. Nu udgjorde kontingentet kun 33 øre. Husene blev opført i årene 1873 – 89. Da de var færdige, blev der trukket lod blandt medlemmerne.

 

Lodtrækning

For dem som ikke vandt lodtrækningen fungerede foreningen som sparekasse. Efter en årrække kunne man få pengene igen med tilskrivning af renter. Mange brugte opsparingen som
en slags børneopsparing. Når poderne blev konfirmeret, blev opsparingen hævet. Ved foreningens start var der ca. 200 medlemmer. Allerede i 1890 var man oppe på 16.000 medlemmer.

 

Masser af plads

I en artikel i Hygieiniske Meddelelser i 1880 opregnede Hornemann bevæggrundene for opførelsen af Kartoffelrækkerne:

• Vi kunne ikke lukke Øjet for at der i de lavere Samfundsklasser i den uheldigt stillede Arbejderklasse, er grumme megen Nød og Elendighed, langt mere end de fleste tro – At dette kan skyldes Drikfældighed som en væsentlig Aarsag er Muligt, men sikkert er det, at disse Tilstande avle dyb Utilfredshed overfor de bedre stillede Klasser, en Følelse som i mange Retninger truer de Interesser i Samfundet, som for os alle burde være de dyrebareste.

 

De første toiletter

Det skulle bygges ordentligt, luftigt, rent med rigelig af plads. Men de slap ikke med lokum i gården. Ja det var tale om fælles lokum, der blev tømt en gang om ugen af natmanden.Natmanden gik med den friske tønde gennem gangen i stuen og ud af gårddøren.. Den fulde tønde tog han på  nakken, og så håbede man på, at den var lukket forsvarligt. Man mødte hinanden til og fra toiletbesøget. Først i løbet af 1930erne kom de rigtige toiletter til kvarteret. De blev så meget fantasifuldt placeret i kosteskabe under trappen. Mindre fantasifuldt var placeringen i køkkenet.

De mere velhavende fik indrettet badeværelse med kar.

Gas blev indlagt fra starten. Der blev stillet et minimumskrav til gadebredden på 25 alen.. En tredjedel af grunden skulle bruges til et samlet gårdrum.

 

Haverne til pynt

Haverne var nærmest til pynt. Et par gange om året kom grus-manden. Så kunne man købe en spand grus. Man sad ud i haven til parade. Man måtte ifølge skødet ikke bygge noget på grunden. Men beboerne var meget fantasifulde i deres måde at bygge vindfang foran hoveddøren. Brumleby var moderen. Her er der stadig andelsforening med strikse ventelister.

 

Lignede borgerskabets huse

Det var arkitekten Frederik Bøttger der havde tegnet husene. Egentlig lignede de borgerskabets huse på Frederiksberg og Østerbro. Men hvor blev de rigtige arbejdere af? Der var håndværkere og småfunktionærer. Ja man sagde, at det var Småborgerlighedens rugekasser.

Principperne bag foreningen var afgjort borgerlig. Den flittige arbejder skulle efter et vist åremål som lejer af huset blive ejer. Hornemann ville på den måde tilskynde ejerfølelsen. Beboerne skulle holde deres Huse og Lejligheder renligere og pynteligere end andre i lignende Kår.

 

Familierne blev borgerliggjort

Initiativtagerne havde ikke et egentlig politisk sigte  med dette, men søgte kun at forbedre arbejderklassens vilkår. Men senere lød det fra socialisterne, at man havde borgerliggjort ret så mange familier.

Foreningens formålsparagraf lød således:

• Under Navnet ”Arbejdernes Byggeforening er der sammentraadt en Forening med det Formaal at opspare Kapital, som tillige med de Laan, der matte kunne erholdes, blive at anvende til Foreningens medlemmer i Kjøbenhavn og nærmeste Omegn, hvor passende Byggegrunde kunne erholdes, at opføre Boliger til Bortleje og senere Ejendom.

 

Ingen vanære, tak

Når man havde betalt sine afdrag i 10 år, fik man skøde på huset. Af skøderne fremgik det, at der ikke i de første 99 år regnet fra skødets udstedelse måtte drives Værtshushold, Laanekontor, Fabrik eller Næringsdrift, der er forbundet med Vanære, eller som ved Støj eller Lugt forulemper de Omkringboende, ligesom ogsaa Svinehold i samme Tidspunkt er forbudt…..

 

Husenes inddeling

På Nørrebro var den typiske størrelse i Blågårdsgade og Tømrergade dengang på 30 m2. På Jagtvej blev 84 boliger opført af Arbejderforeningen af 1860. engang kunne man også opdele boligstandarden i København:

1. Herskabslejligheder bestod af 2 – 3 opholdsværelser, et par soveværelser, børneværelser, spisestue og pigeværelse.
2. Middelstandslejligheder bestod af tre værelser og kammer samt køkken.
3. Arbejderlejligheder(formodentlig for faglærte) bestod af to værelser og køkken.
4. Fattiglejligheder bestod af et værelse med køkken og var hyppigt anbragt i kældre, baghuse og tagetager

 

Hvor er arbejderne?

Tager vi beboerlisten fra dengang (1886) i Kartoffelrækkerne ser vi følgende sammensætning, kontorist, politibetjent, skibsfører, grosserer, postbud, maskinmester, tjenestekarl, oversergent, frue, skomager, slagter, frøken, arbejdsmand, murersvend.

Overdragelsessummerne vidner om, hvorfor det var de mere velhavende, der overtog husene. Man optog også medlemmer fra alle samfundsklasser. Fra starten var husene trods prisen meget eftertragtede.

 

Trange forhold

Og i romanen Stuk kan vi mærke, hvor snævert det hele er. Her boede nemlig ifølge Herman Bang – redaktør Graversen.

Det havde også sine grunde, at det var så trangt. Man kunne klemme sig under byggevedtægternes regler for skattefrihed for små lejligheder. Gas og vand blev indlagt fra starten. Man varmede op med kul og koks i kakkelovne på hver etage.

Dengang hilste man på naboen, men egentlig vidste man ikke, hvad beboeren længere henne i rækkerne hed. Og der var heller ikke forskel på lejere og ejere, for man vidste simpelt hen ikke, hvem der var hvem. Børnene havde mere frit spil.

 

Badebro med flagstang

For  enden af Kartoffelrækkernes 11 veje  ligger Sortedamssøen. Endnu under Første Verdenskrig havde man her egne badebroer med flagstang og et lille hus med lås på. De dyreste huse var dem ud mod Farimagsgade. De var større og her var der mulighed for at indrette butik i stueetagen. Snart var kvarteret velforsynet med bagere, købmænd, grønthandlere, slagtere, mejerier, skrædder, buntmager, sølvsmed, glarmester, frisører og meget mere.

Mellem de to krige blev næsten alle huse ombygget til tre familier.

 

De helliges rækker

Rækkerne fik i 1930erne et nyt øgenavn. Det var De helliges rækker. Det skyldtes, at beboerne havde en stærk tilknytning til Luthersk Mission. Man fik børnene døbt i Esajaskirken i Malmøgade.

Under besættelsen havde kvarteret sin egen vagtordning. Når sirenerne lød om natten skulle vagterne løbe fra hus til hus og vække beboerne med fløjter, så de kunne komme i kældere.

Manglende gadefejning og snerydning samt rottebekæmpelse var nogle af de ting, der stod på bestyrelsens dagsorden . Allerede i 1950 blev der forespurgt om fjernvarme.

 

En bil i Landsretten

I 1960erne overtog akademikerne efterhånden magten. Midten af gaderne blev forbeholdt børnene. Pludselig kom der kvinder i bestyrelsen. Og viktualieforhandler Madsen måtte ikke have sin bil holdene i sin forhave. Sagen gik helt til landsretten, men advokat Schlüter havde gjort sit arbejde godt. Stakkels Madsen blev dømt til at fjerne bilen og afholde sagsomkostninger
både for by – og landsret. Og pludselig var der heller ikke mere parkeret scootere, motorcykler, almindelige cykler og tomme petroleumsdunke i forhaverne.

 

Hvad ville kommunen?

Der var en del debat omkring Brumleby, og pludselig kom man i Kartoffelrækkerne i tanke om de gamle forsvarsbestemmelser, da man købte grundene. Kommunen kunne tage grundene tilbage efter 100 år. Kommunen var i byggetanker, hvornår kom turen til områderne ved søerne?

 

En republik i søen

Foreløbig kunne man se, at Fugleøen ude i Sortedamssøen blev erklæret som republik. Det var i 1966. Denne status havde øen til om eftermiddagen, hvor politiet i motorbåde generobrede øen og sikrede den tilbage til kongeriget.

 

Kvindekollektiver og molotovcocktails

Unge revolutionerer bosatte sig sig i Kartoffelrækkerne og lavede kollektiver. Nu var det igen cykler i forhaven. I et hus i Schwartzgade blev der produceret Molotovcocktails. De skulle bruges mod Verdensbanken.

Det gjorde indtryk hos de andre beboere, særlig efter at der nu også rykkede kvindekollektiver ind. På Generalforsamlingen blev der derfor foreslået at ændre kvarterets navn til Kunstnerbyen ved Øster Farimagsgade.

I 1970erne var der kilte på dørene, Nej til EEC, Stødt de strejkende Laboranter. To tredjedele stemte rødt og holdt Information.

Man havde råd til culottesteg, sommerhus bil og Calvados. Forfatteren Morten Kongstad fortæller, at en af ghettoens få arbejdere havde vovet sig med til gadefesten, sat højttalere i vinduet, og afspillet en tysk partyplade. Det skulle han nok ikke have gjort. Så langt gik tolerancen ikke.

 

Saneringsmoden – hvad nu?

Mange fik sig et chok for dele af Kartoffelrækkerne var pludselig blevet saneringsmoden. Mange frygtede ligesom i Brumleby, at husene skulle vige pladsen for byggespekulanter. Mange kræfter blev brugt. I 1972 konkluderede man så, at Kartoffelrækkerne var bevaringsværdige. Kommunen gav ejerne mulighed for at nedlægge lejemål og godkende husene som enfamiliehuse.

 

Børnemagt

Som et chok for især de ældre blev der nedsat et Legegadeudvalg. Børne havde følt det som om, at der ofte var skideballer og ind i mellem øretæver i luften. Larm i gaden, bolde i forhaven og endda på hoveddøren var mere end de ældre kunne udholde. Børnene drillede og talte ikke særlig pænt.

Men nu var det så nogle, der tog initiativ til børnemøder. Ja tænk man nåede op på et børnetal på ca. 35 pr. gade.

 

Farvel til Arbejdernes Byggeforening

I 1974 nedlægges Arbejdernes Byggeforening. Der var ikke mange arbejdere tilbage i Kartoffelrækkerne. Men foreningen nåede dog at bygge 1.740 huse. De sidste blev bygget på Amager i 1930erne.

• 1867 – 1871 32 huse i Sverigesgade, Brigadevej og Finlandsgade
• 1868 – 1869 12 huse i Schønberggade
• 1870 – 1872 45 huse i Gernersgade, Krusemyntegade og St. Paulsgade
• 1874 – 1877 49 huse på Olufsvej og Øster Allé
• 1873 – 1889 480 huse i Farimagsgade – kvarteret
• 1886 – 1891 235 huse i Vester fælled – kvarteret
• 1892 – 1903 393 huse i Strandvejs – kvarteret

 

Slidt på den kønne måde

De fleste byggeforeningshuse ligner hinanden. Det er toetagers rækkehuse, hvor tagetagen er udnyttet. Senere undersøgelser har vist, at der er meget få arbejdere, der er flytter ind i Kartoffelrækkerne. De har simpelt hen ikke råd.

De nye huse bliver beboet af funktionærer og mellemledere. Her bor flere arkitekter end arbejdere. I dag koster husene omkring 4,5 – 5 millioner kroner. De private huse i rækkerne
går for højeste bud. De priser holder nok heller ikke mere.

 

Velholdt med ikke nydelig

Her er der slidt på den kønne måde. Her er velholdt men ikke nydelig. Man holder sammen, holder gadefester og spiser moderne mad. Rækkehusene er snævre, men meget på mode. Her bor de kendte. Man løber ind og ud hos hinanden. Her kan man ikke leve i fred. Det forventes at man deltager i fællesskabet, gadefester, gademøder, fastelavn, juleudsmykning m.m. Også økonomisk deltager man.

Bevares, der er konflikt. Parkering contra legegader. Man kan vel godt kalde stedet for en ghetto for middelklassen. Måske er ordet enklave et bedre ord, for stedet er eftertragtet. Og
børnene går i en ”hvid” folkeskole på Øster Farimagsgade. Ja sådan sagde skoleinspektøren selv engang.

Men man bruger da også Bordings Friskole, Krebs, Ingrid Jespersens, Zahles og Østerbro Lilleskole. To tredjedel af ungerne i Kartoffelrækkerne går i privatskoler. København bliver bestemt rigere af disse enklaver – en landsby i en storby.

 

De 11 gader/veje i Kartoffelrækkerne:

Webersgade

Grosserer Weber lovede at bygge lavt, da Arbejdernes Byggeforening købte nabogrunden. Men den aftale holdt han ikke. Foreningens huse ligger nu her i skygge. Hvorfor førte dette brud på aftalen ikke til navneforandring.

 

Wiedeweltsgade

Billedhuggeriet lå Johannes Wiedewelt i blodet. Hans far var søn af billedhugger Just Wiedewelt fra Holmen. Han blev medlem af Kunstakademiet og udnævnt til professor. Han fik til opgave at dekorere Fredensborg af Frederik den Femte. Han var uhyre flittig. Fra 1777 til 1789 udførte han 54 monumenter i parken omkring Jægerspris Slot. Han forlod sit hjem den 17. december 1802. Fire dage efter fandt man ham i Sortedamssøen. Han led af en uhelbredelig sygdom.

 

Jens Juels Gade

Jens Juel blev sendt i lære hos en maler i Hamborg. Her blev han i fem år. Han blev optaget på Akademiet og tog på en 8 års udenlandsrejse. Han var et af dansk kunsts sikreste maler. Han døde i 1802. Kun to af hans seks børn nåede at blive voksen.

 

Abildgaardsgade

Han var Danmarks første historiemaler. Desværre gik de fleste af hans billeder til i Christiansborgs brand. En overgang mistede han lysten til at male. Men lysten får han igen, da han gifter sig med den 34 år yngre Juliane Marie. Parret fik hurtig tre børn. Han blev begravet på Assistens Kirkegaard. Akademiets elever bar kisten fra Charlottenborg til Nørrebro og Prins Christian talte ved graven.

 

Eckersbergsgade

Christoffer Wilhelm Eckersberg var sønderjyde. Han kom i lærer hos en malermester i Aabenraa. Derefter gik turen til Flensborg og tre år efter til København. Derefter kom han på Akademiet. Pengene samlede han sammen blandt borgere i Flensborg. I Italien mødte han Thorvaldsen. Han blev professor med ret til at bo på Charlottenborg. Han var højt elsket af sine elever. Som historiemaler mødte han meget kritik. Under kolera – epidemien i 1853 døde han. (Læs vores artikel “Fra Blåkrog til Assistens Kirkegård”

 

Wilhelm Marstrands Gade

Allerede som 15 – årig blev han optaget på Akademiet. Han malede en del portrætter af københavnske borgere.  Han fik mange ordrer, og malede især kønne unge Damer. Sødladne portrætter af det københavnske hverdagsliv kastede han sig også ud i. Efter en rejse til Italien, begyndte han at male italienske folkelivs scener. Han kastede sig over Holberg – scener. Han blev professor ved Akademiet.

 

Skovgaardsgade

P.C. Skovgaard var født på Hammershus ved Ringsted. Barndom og ungdom tilbragte han i Tisvilde. Hans landskabsmalerier er rige og frugtbare. Han døde som 58 – årig i 1875.

 

Høyensgade

Niels Laurits Høyen var ansat som lærer på Kunstakademiet. Han stiftede Kunstforeningen i 1827 og blev leder af Den Kongelige Malerisamling.

 

Hallinsgade

Jernstøber N.B. Hallin fra Burmeister & Wain var formand i Arbejdernes Byggeforenings første bestyrelse.

 

J.A. Schwartsgade

Johan Adam Schwartz var elfenbensdrejer. Han kom med i sin fars virksomhed. Der skulle skabes bedre forhold, for håndværkerne, mente han. Håndværkerskolerne skulle indrettes hensigtsmæssig. På hans initiativ oprettede Industriforeningen i 1841 Industriskolen i Snaregade. Han blev formand for Industriforeningen og var i perioden fra 1849 – 1855 borgerrepræsentant.

 

Voldmestergade

Kartoffelgrunden var i familien Reehs eje fra ca. 1760 til 1870erne. Den første del købte Arbejdernes Byggeforening af J.H. Reeh, og han var voldmester.

 

Kilde:

• Litteratur Østerbro
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler 
• Brumleby på Østerbro
• Gader og veje på Østerbro
• Flere gader og veje på Østerbro
• Østerbro langs søerne
• Østerbro – som landsby og mange flere artikler 

Redigeret 29. – 11. 2021