Der var masser af miljøsvin. Bladet ”Politivennen” holdt et skarpt øje med dem. Vægterne blev kritiseret. Moden skiftede konstant. Pudder, parykker og frisører kunne udbedre fysiske mangler hos en. Arbejderne satte sig i gæld til familie – højtider. Tjenestepigerne måtte ikke gå i almindeligt tøj. Regeringen indførte forordninger mod ødselheden.

 

Gå en tur og bliv beskidt

Der indløb masser af klager til Magistraten. En af klagerne gik ud på, at hvis det havde regnet i flere dage, kunne man kun med besvær slippe igennem uden at blive snavset. Forordningen af 7. maj 1777 havde ellers givet klare forskrifter på hvad man måtte smide på gaden.

Affald fra køkkener, dødt fjerkræ  og lignende måtte kun smides på gaden til en bestemt tid. Derefter skulle det så samles i bunker, for så at bortkøres af skarnsvogne.   Bestemmelserne blev dog aldrig overholdt. Bunkerne blev gennemrodet af fattigfolk. Affaldet blev derefter spredt af vind og vejr og endte ofte i rendestenen. Uddunstninger forekom jævnligt.

 

Giv agt – miljøsvin

Omkring århundredeskiftet var der nogen, der gjorde noget ved det, nemlig bladet Politivennen. Bladet begyndte at udkomme i 1798, og de begyndte at udpege miljøsvin.

I de mørke vinteraftener var det ikke særlig hyggeligt at færdes i de københavnske gader. Ja, det var mange steder livsfarligt. På midten var der placeret store skarnsdynger. På de uoplyste fortove var der placeret en masse brædder og andre forhindringer.

 

Vægterne var en jammer

Omkring 1784 fandtes der omkring 150 vægtere i byen. De fik den fyrstelige løn af 78 Rigsdaler. Om eftermiddagen mødtes de foran Rådhuset. Opgaven var at forhindre ildebrand, mord og tyveri. Om vinteren skulle en vægter i kulde og slud vandre op og ned af gaden i hele 12 timer. I Morgenposten fra 1798 kan man læse:

• Det er en Jammer at høre alle de ynkelige Toner, som Vægterne istemme om Aftenen. Den ene snøvler, den anden tuder, den tredje har ikke en Tone i Livet, en gølper, en anden kvækker som Frøen, nogle raaber saa hæst og sagte, at man ikke kan høre dem, og en del hyle saa erbarmelig, som om de sang paa det sidste Vers.

Vægter – situationen var genstand for utallige angreb i datidens medier. Politimesteren opkøbte en del eksemplarer af de kritiske blade, og delt dem ud blandt vægterne, med en bemærkning om, at sådan skulle de ikke opføre sig.

 

Filosofigangen

Filosofigangen havde en tiltrækningskraft hos studenter og borgerfolk. Her udspillede der sig også en decideret fejde mellem officerer og studenter. I 1789
kunne man i en af datidens rejseguider læse:

• Her krydse aldrig Rækker af chapeuske Kavalerer med deres stivpudsede Donnaer, der tvinge ved deres Raslen upyntede Mængde til at klemme hinanden ved Siderne. Man ser derimod mangen Haandværker med sin renlig klædte Kone og et par Børn ved Siden vandre her med Miner, som vise, at de havde henbragt Dagen med tilfresgjørende Flid i deres Værksted.
• Naar det begynder at mørkne, plejer der at komme nogle Musikanter, en Harpenist, en Klarinetspiller, en Faguist, disse spiller sager, som behager mængden af spadserende Borgerstand.

Der blev siden klaget over utilladelig Vognfærdsel. Godt nok havde man en bom, men den var åben hele dagen. Det skete dog også alvorlige ulykker, når disse kørte ind i mængden.

 

Det var på  – Frederiksberg

Allerede dengang søgte man mod Frederiksberg Have. Men haven var ikke som nu. Kanalerne fandtes ikke, og hele haven var anlagt i fransk stil. Først i slutningen af århundredet begyndte man at omdanne haven i engelsk stil. Men rygterne ville vide, at haven ville blive lukket for offentligheden. En højere embedsmand måtte i datidens medier benægte dette.

Søndermarken blev omdannet i 1784, og i 1787 blev den åbnet for publikum. Dengang fandtes der nogle ejendommelige lysthuse i parken.

 

Den skiftende mode

Dengang gik borgerskabet også op i mode. Den berømte digter, læge og meget mere, Clement Tode udtalte følgende:

• Ingen Kamæleon skifter saa ofte farve som vore Mandfolk skifte Moder.

Også om damemoden havde en kommentar:

• Alene Kjolens Længde i 36 aar er Stegen og Falden lige som Kviksølvet i et Thermometer.

Og moralisterne havde travlt med at angribe damernes hatte. Hver hat måtte bruges til en bestemt dragt. Regler blev fastsat, hvordan sådan en klædning skulle sammensættes. Muffen skulle eksempelvis være af samme farve som kåben. De hvide strømper skulle være af bomuld eller silke.

Amazondragten bestod af trøje og skørt af forskellige farver, rød trøje – sort skørt., sort trøje – blåt skørt osv. Hertil kom en mægtig fjerbusk samt en tynd spadserestok.

 

De farverige mænd

For mændenes vedkommende var der indtil slutningen af 80erne den trekantede hat, der var mest almindelig. Men denne blev mere og mere afløst af den runde mere eller mindre bredskyggede hat af tysk eller engelsk model.

Så godt som alle brugte kjoler. Først ved slutningen af århundredet blev frakker almindelige. Og disse var nødvendigvis ikke alle sorte. Nej, man så sandelig blå, kaffebrune og røde.

Brandgule og lysegrønne frakker kunne ses om sommeren. De var ikke kedelige dengang.  Alle gik med knæbenklæder med spænder og sløjfer ved knæene. Strømperne var hos de mest fornemme af silke. Skoene var lavvristede og støvlerne forsynet med korte gule kraver.

 

Et pund pudder gør meget

Parykkerne blev mere og mere sjældne. Siden forsvandt de næsten helt. Frisørerne oplevede derimod en storhedstid.  Alderen og håret satte ikke helt en stopper for at følge med moden. Høje toupeer og kunstige nakker kunne erstatte alle mangler.

En kyndig pudring kunne udrette mirakler. Et helt pund pudder kunne få den lyse hårfarve til at blomstre – mere eller mindre naturligt.

 

Unge fruentimmer burde lære noget

Man skulle jo følge moden. Morgenposten kunne dengang berette:

• Det ville måske være nødvendigt for de unge Fruentimmer lærte alle de Dygtigheder med Saxen og Naalen, som kræves for at tilvejebringe alle disse Moders nydelser.
• Hvor meget ville det ikke spare Landets Mænd og Fædre i Udgifter og formindske Pebersvendenes Antal, som daglig tager til, thi hvad efter tænksom Mand tør nu vove at gifte sig, naar han at han skal føde en hel Hofstat af Skræddere og Galanterimænd osv.

 

Ny Dansk Fruentimmerselskab

Ja og så blev Ny Dansk Fruentimmerselskab dannet. Her besluttede man, at moden havde taget overhånd. Det var nok nærmere en selverkendelse. Nu skulle man kun gå i hjemmegjort tøj. Men en katastrofe opstod. For nu viste det sig, at tøjet kom til at ligne det, som tjenestepigerne gik i. Og sådan noget måtte borgerskabet ikke finde sig i.

Dette resulterede i, at tjenestepigerne fik forbud mod at gå i bestemte klædningsstykker.

 

Tjenestepigerne får nykker

Og selskabet lavede en sammenligning omkring tjenestepigernes forhold. Sammenfattet var filosofien nogenlunde som her beskrevet:

• I 1685 gik Tjenestepiger med gode varme islandske eller såkaldte ”Jydestrømper og Pulsvanter”, hat og hue på hovedet, og et rødternet lærredstørklæde om halsen.
• I 1785 gik de med fine bomuldsstrømper og lange fine Randers handsker, Høje ”sætter” og lange ”nakker”, samt fine silketørklæder om halsen.
• I 1685 sad pigerne oppe en times tid om aftenen eller stod op en time før om morgenen og stoppede strømperne, så længe der var noget tilbage af dem.
• Men i 1785 sladrede de enten med kærester eller føjtede rundt i byen. Var der hul på strømperne trak de dem ned i skoen, så længe der var noget tilbage.

 

Nationaldragt ønskes

I medierne talte man om indførelse af en nationaldragt lige som i Sverige, og så skulle der lovgives, hvem der måtte bære den. Man talte om, at datidens mode var udpustninger og opblæsninger over alt. Denne mode var noget der bekom borgerskabet vel. Arbejderklassen var slet ikke med på den bølge. De havde ganske enkelt ikke råd til det.

 

Forordninger mod ødselheden

De rige omkring år 1800 blev endnu rigere. Man kunne få sig endnu en ridehest.

Regeringen havde det ikke godt med denne ødselhed. Man indførte forskellige påbud om at begrænse denne ødselhed. Således også med forordningen af 10. januar 1783 til borgerstandens store fortrydelse.

• Ingen mandsperson måtte bære sølv – og guldgaloner eller broderede klæder. Damerne fik lov til at benytte broderier af silke, når disse først var stemplede. Alle knapper skulle være af tøj eller kamelhår. Brugen af pelsværk var forbudt.
• Tjenestepigerne måtte ikke bære silke eller hovedsæt, der havde kostet mere end et bestemt beløb. Undtagelsen var dog på hendes bryllupsdag.

Minsandten så indførte regeringen også begrænsninger på, hvor mange retter borgerskabet måtte servere. Ikke mere end 8 retter og kun fire forskellige dessertkager. Om aftenen måtte der kun serveres 6 retter. Fine vine og likører samt fremmed øl, måtte ikke serveres. Man måtte dog drikke al den punch,
man ønskede.

En læge udtalte dengang, at kogekunsten havde gjort flere fremskridt end lægekunsten. Og det var den franske kogekunst, der var på vej i borgerskabets maver.

 

Kaffe – og brændevin til arbejderne

De mindre bemidlede slog sig løs til højtider. Kaffe og brændevin begyndte at sprede sig til denne del af befolkningen.

Det blev mere og mere almindeligt i håndværkerstanden at erstatte middagsmaden med kaffe/brændevin og brød – til skade for helbredet, mente moralisterne. En læge skriver om dette fænomen:

• For 50 aar siden saa man Konerne af stærkt arbejdende Haandværkere og deslignende tilbringe deres Mænd en Potte med Ærter og Brød, hvortil de drak en Kande med godt Øl. Saa tage de Flittig sopkener, og man bringer dem en Potte med daarlig Kaffe og en Kringle.

 

Familie – højtiderne

I de små hjem blev der brugt store summer på de store familie-højtider Bryllup, Barnedåb og Konfirmation.

Således skulle et bryllup helst vare i to dage. Den skulle selvfølgelig ikke finde sted i kirken, men i brudens hjem. Mange måtte sætte sig i gæld for sådan en fest.

 

Udvist af kirken

Når der var konfirmation, var der mange, der måtte leje konfirmationstøjet. En forordning fra 27. februar 1784 lagde nøjagtige retningslinjer for, hvordan sådan en konfirmationsdragt så ud. Fulgte man ikke disse retningslinjer, så blev man udvist af kirken, og den vordende konfirmand blev ikke konfirmeret.

 

Foreningen af Tarvelighedens fremme

Alle disse forordninger hjalp slet ikke. Borgerskabet ødslede stadig pengene bort. Den 21. marts 1785 oprettedes Foreningen af Tarvelighedens Fremme. Man skrev under på, at man kun ville indtage tre retter indbefattet suppe. Om aftenen ville man slet ikke indtage varm mad.

Man vedtog 25 forskellige forordninger, men det var frivilligt, om man ville skrive under på de forskellige punkter. Mindst opbakning havde vedtægten om, at man ikke skulle holde værelser og rum til stads, men udelukkende modtage sine venner i almindelige dagligstuer.

Foreningen havde efterhånden 25o medlemmer, men kun 75 skrev under på, at de ville give afkald på at anskaffe Nürnberger Dukketøj. Det har antagelig været foreningens pebersvende.  Der blev trukket meget på smilebåndet af foreningen, som langsom døde hen. Allerede i 1791 blev den opløst.

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under København finder du 191 artikler 
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 
• Forlystelser i København
• Moral, Etik, Horeunger og fattighjælp (under Nørrebro)
• Den stinkende Kloak på Nørrebro (under Nørrebro) og mange andre 

Redigeret 24, -03 – 2022