Oprøret havde ulmet i lang tid. Danmark havde støttet Frankrig, der kæmpede mod bl.a. de tyske stater. På en forholdsvis ublodig måde blev de danske styrker afvæbnet og en provisorisk regering nedsat. Men begivenhederne var starten til den blodige treårs krig samt begivenhederne i 1864.
En trykket stemning i Rendsborg
Klokken elve om formiddagen fredag den 24. marts 1848 var stemningen blandt de danske soldater i Rendsborg meget trykket. De stod opmarcheret på paradepladsen uden de skarpe patroner, de dagen i forvejen, havde fået udleveret. Foran dem stod en person i dansk generalsuniform og talte til dem på tysk Uden om dem stod 5. jægerkorps samt bevæbnede borgere fra Kiel og Rendsborg. Og de havde skarpe patroner.
Prinsen af Nør
Personen i den danske generalsuniform var Prins Frederik af Augustenborg. Han blev normalt kaldt Prinsen af Nør.
Han fortalte, at Kong Frederik den Syvende ikke længere regerede frit, men blev styret af kræfter i København. Der var ikke længere en lovlig regering i landet. Derfor havde han, prinsen sammen med nogle andre overtaget magten i hertugdømmerne. Det skete for at undgå anarki og blodsudgydelser. De der ikke kunne indfinde sig med dette, skulle træde frem.
Dette var starten til treårskrigen og til situationen i 1864, der førte til endnu en krig. Efter en længere spændingsperiode, hvor den Slesvig – holstenske bevægelse agiterede for en løsrivelse fra Danmark og stærke kræfter i kongeriget agiterede for Slesvigs sammenknytning med kongeriget uden Holsten, var fronterne i løbet af marts 1848 blevet trukket skarpere og skarpere op.
Oprøret ulmer
I Kiel blev der den 15. marts holdt et borgermøde om den situation, der ville opstå, hvis regeringen i København ville adskille Slesvig fra Holsten, og indlemme Slesvig i kongeriget. Mulighederne for at udpege en midlertidig regering for hertugdømmet blev diskuteret. Den militære kommandant fik samme dag ordre til at skride ind med magt, dersom situationen krævede det.
Blandt kravene var Slesvigs indlemmelse i det tyske forbund, oprettelse af en folkevæbning i Kiel og almindelig valgret og valgbarhed, dog kun for mænd.
Fjendskab mod Danmark
To dage senere den 18. marts, blev der i Rendsborg i en ophidset stemning afholdt et møde, hvor der blev stillet forslag om straks at gøre væbnet oprør mod Danmark og udnævne en provisorisk regering for Slesvig – Holsten. Man kunne være sikker på sejr, for det danske folk er dorskt og dovent, mente jernbanedirektør Ohlshausen. Og det man helt nøjagtig ville have var:
- Venskab med Frankrig. Fjendskab mod Danmark. Had mod Rusland.
Moderate kræfter kom dog med et kompromis. Der skulle i stedet sendes en delegation til København, som hos den enevældige konge Frederik den Syvende
skulle kræve, at der blev taget skridt til at Slesvig blev indlemmet i det tyske forbund.
Myndighederne vågner
Militærmyndighederne havde længe peget på den farlige situation. Man havde bedt om, at få forlagt 5.000 danske soldater til Rendsborg. Desuden skulle der opstilles et korps på 10.000 mand ved Kolding.
Men regeringen kunne ikke rigtig beslutte sig. De mente, at det ville være en provokation. I stedet blev lokale soldater sendt bort, så de ikke blev udsat for danskfjendtlig propaganda. Der var dog gået en hemmelig henvendelse ud til militærmyndighederne i Nørrejylland og på Fyn, dersom militær indgriben var nødvendig, så kunne der rekvireres penge ved toldstederne, såfremt der ikke kunne anvises penge fra København.
Instruksen forudsatte, at der fandtes en loyal Slesvig – Holstensk regering.
Men man kunne ikke længere sidde situationen overhørig. Den 20. marts fik generalkommandoen for hertugdømmerne ordre til at forlægge hovedkvarteret fra Slesvig til Rendsborg. Samtidig fik Ingeniørtropperne ordre til at komme med forslag, hvilke forsvarsforanstaltninger, der kunne iværksættes. Pludselig var der penge nok til oprustning. En artilleriofficer blev sendt til Frankrig for at købe geværer. Der blev givet ordre til at forberede forplejning af et korps på 5.000
mand mellem Ribe og Kolding og 10.000 mand i og ved København. To bataljoner og et artilleribatteri blev gjort klar til overførsel fra København til Rendsborg.
En ny regering
I København blev et møde afholdt den 20. marts i Casino Teatret. På mødet blev det vedtaget at rette en henvendelse direkte til den enevældige konge. Nogle ville straks gå til kongen, men Tscherning fik beroliget forsamlingen ved at foreslå, at man gik hjem og sov på beslutningen.
I et højtideligt optog drog Københavns Kommunalbestyrelse efterfulgt af en større menneskemængde dagen efter
til Christiansborg. Man fik foretræde for kongen, der oplyste, at det gamle ministerium var opløst.
Den 22. marts var den ny regering dannet. Enevælden der havde eksisteret siden 1660 var opløst. Ja så sent som i 1842 var Orla Lehmann blevet idømt 3 måneders fængsel for at have kritiseret enevælden. Han var nu blevet minister uden portefølje og senere var han med til at forfatte den nye grundlov.
Uroligheder
Delegationen sydfra fik den 24. marts et skriftligt svar. Det var meget imødekommende for så vidt angik Holsten, men som afviste indlemmelse af Slesvig
i det tyske forbund. Men i København var man bange for oprør i Slesvig – Holsten, så med dampskibet Kopenhagen var der afsendt to åbne breve til Kiel,
henholdsvis til ministeriet og den Slesvig – Holstenske deputation.
Men urolighederne var brudt ud inden dampskibets ankomst. Borgerne i Rendsborg havde forhindret aflevering af finanshovedkassen indeholdende 1 ½ million rigsdaler og i Kiel havde borgerne trods politiforbud holdt møde om organisering af en folkevæbning og forhindret afsendelse at militært materiel til Rendsborg.
Om morgenen den 24. marts proklameredes der fra Kiel, at der var dannet en provisorisk regering med Prinsen af Nør i spidsen. Han var kongens svoger. Da Frederik den Syvende i 1848 blev konge skulle prinsen som soldat have aflagt ed til kongen, men under forskellige påskud havde han fået det udsat gang på gang.
Kommandanten i Kiel, oberst Høegh skulle egentlig have fjernet sine tropper fra byen men havde fået udskudt sin afmarch. Da den provisoriske regering blev proklameret blev proklameret, nedlagde han kommandoen over styrkerne i byen, femte jægerkorps og en eskadron af andet dragonregiment.
Tropperne blev kaldt sammen og Prinsen af Nør fortalte, at der var udbrudt oprør i København og nu handlede han i kongens navn.
På vej mod Rendsborg
Dem der ikke accepterede de nye forhold forlangte og fik deres afsked. Allerede ved 7 – tiden om morgenen afgik prinsen med jægerkorpset og cirka 50 borgere fra Kiel på vej mod Rendsborg. I Neumünster sluttede en bande på cirka 60 knippelbevæbnede sig til toget. Andre vil måske kalde dem frihedskæmpere. 200 bevæbnede studenter kom ikke med toget i første omgang, men nåede Rendsborg ved middagstid.
Om aftenen den 23. marts havde kommandanten afholdt krigsråd i Rendsborg. Der blev foreslået at afbryde jernbanelinjen sydpå, men det blev ikke
gennemført. Derimod blev det accepteret at udlevere arsenalet på 400 geværer til borgerne.
Et borgerligt artillerikorps som tidligere var befalet opløst blev gendannet i løbet af natten. Generalens adjudant stillede sig straks på oprørernes side.
Ligeledes om natten blev der lagt brædder på en bro og et plankeværk blev revet ned, så der var let adgang til fæstningen. Toget med prinsen standsede ikke ved stationen men fortsatte ad en bane, der endnu var under bygning, helt frem til den bræddebelagte bro, der førte til fæstningen. Strategisk vigtige punkter blev besat, kirkeklokkerne ringede og bevæbnede borgere sluttede sig til oprørerne. I den gamle bydel blev der opført barrikader for at forhindre de soldater, der var indkvarteret der for at nå frem.
Ved hoved-vagten oplæste Prinsen af Nør den provisoriske regerings proklamation og opfordrede vagtmandskabet til at rømme vagten. Men det ville man først, når ordren var givet af kommandanten. Men han kom i det samme og gav befalingen.
En sen udmelding fra København
Fra København lød ordren at man under alle omstændigheder skulle holde fæstningen og at kommandanten skulle afsættes på grund af upålidelighed. Men som så mange ordre fra København så nåede denne også for sent frem.
Oprørerne overtager magten
Tropperne blev sendt til deres kvarterer og femte jægerkorps besatte vagterne. Oprørerne havde haft let spil. En stor pengekasse og store militære depoter var også faldet i oprørernes hænder. Fra København kom nu ordren at redde så meget som muligt og smide resten i Ejderen var på vej. Men denne ordre havde
mistet sin betydning. For den danske krigsmagt var tabet af Rendsborg en katastrofe.
Om eftermiddagen fik officererne valget at tjene under prinsen, at få rejsepenge og tilladelse til at rejse mod at afgive æresord på ikke at ville tjene mod hertugdømmerne – eller at blive arresteret. Flertallet rejste efter at have afgivet løfte. Oprørsregeringen skaffede sig siden tyske officerer. De menige gjorde hvad der blev sagt til dem, de var ikke vant til andet.
I Slesvig by gav generalmajor Castenschiold ordre til samling med henblik på at drage mod nord, lige så snart rygterne om hændelsen i Rendsborg var nået frem. Men så meget nåede han ikke. Han blev arresteret og af borgerne ført til rådhuset.
Situationen for de danske styrker var kaotisk.
Under mere eller mindre dramatiske omstændigheder gik hovedparten af hærstyrkerne i Glückstadt, Altona, Itzehoe, Pløn, Ratzeburg og Frederiksort over til oprørerne.
Borgervæbninger i byerne
Den provisoriske regering slog sig allerede den 25. marts ned i Rendsborg. På det første møde blev det vedtaget at oprette borgervæbninger i hertugdømmerne. Manden der opfordrede til krig mod Danmark blev optaget i regeringen og fik ansvaret for hertugdømmernes politivæsen.
I Berlin begyndte den preussiske konge at få sine tropper bragt i stilling til de begivenheder, der kunne tænke sig at udvikle sig. Flere steder sydpå begyndte tropper at bevæge sig mod Holsten.
En hurtig proklamation
Generalkommandoen for Nørrejylland og Fyn gav straks ordre til at besætte grænsen til Slesvig med de tropper der var marchklare i Fredericia. I grænseområdet begyndte frygten for overfald fra de bevæbnede bander.
En proklamation blev udarbejdet af krigsminister Tscherning:
- at Slesvig aldrig kan indlemmes i det tyske forbund
- at Slesvig altid skal forblive i forbindelse med Danmark
- at den administrative forbindelse med Holsten, som har fremkaldt den nuværende ulykkelige tilstand, skal hæves, men at Slesvig kan opnå alle de friheder og rettigheder af hvad navn nævnes kan under de anførte betingelser
Der var rettet adskillige gange i skrivelsen.
Statsråd
I Statsrådet den 31. marts drøftede man mulighederne for ad diplomatisk vej at opnå en aftale om, at Preussen, Mecklenburg og Hannover ikke sendte tropper over grænsen, og at den provisoriske regering ikke overskred Husum – Eckernförde– linjen.
Danmark skulle så forpligte sig til ikke at overskride Flensborg – Dagebøl – linjen. Indtil situationen til Preussen var klar.
Baggrunden for dette tiltag var at vinde tid, men aftalen måtte laves på sådan en måde, at den ikke kunne efterlade det indtryk, at Danmark ville acceptere en deling af Slesvig
Modsætningsforhold
Fra slutningen af Napoleons – krigene op mod 1848 blev det mere og mere klart, at der opstod et modsætningsforhold mellem dansk og tysk i det Slesvig
– Holsten – Lauenborgske område. Danmark havde stået på Frankrigs side mod bl.a. de tyske stater. I Tyskland arbejdede stærke kræfter på at skabe en tysk enhedsstat.
I 1830 var en medarbejder i det Slesvig – Holstenske kancelli ved navn Lornsen blevet udnævnt som landfoged på Sylt. Han begyndte en agitation for et forenet Slesvig – Holsten med en fri forfatning og udsendte et skrift herom.
Frederik den Sjette var rasende. Heftet blev beslaglagt og Lornsen idømt et års fæstningsarrest. I løbet af 40erne voksede en bevægelse op, hvis mål var at løsrive ikke blot Holsten men også Slesvig fra Danmark.
Kilde:
- Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
- www.dengang.dk – diverse artikler
Hvis du vil vide mere:
- www.dengang.dkindeholder1.783artikler
- Under Sønderjylland finder du 207 artikler
- Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 43 artikler
Redigeret 19. – 03. – 2022