Aabenraa var forpint, forarmet og udsultet. Grunden var alle de hære, der skulle indkvarteres og have mad og vin. Flere gange kom svenskerne og plyndrede byen. En borgmester, der forsvarede sig mod hertugelige tjenere, blev fyret. En anden blev borgmester, fordi han var den eneste, der kunne læse og skrive. Flere brande jævnede det meste af Aabenraa. Læs her Aabenraa´ s Historie fra 1520 – 1660.

Aabenraa pantsat

Aabenraa var den ubetydeligste af de sønderjyske købstæder.. Byen var hæmmet af plyndringer og ødelæggelser. I 1523 havde man stillet sig på Christian den Andens side.

Den nye konge Frederik den Første havde pantsat slot og by  til Benedikt Pogwisch i 1525 for en sum af 10.000 mk. Lybsk.

Skatter og afgifter skulle befolkningen under alle omstændigheder betale. Og hvem Aabenraa egentlig tilhørte dengang, ja det er ret indviklet at forklare. For i 1528 gik pantet over til Claus von der Wisch, der igen overlod det til Hieronymus Rantzau. Ved delingen i 1544 indløstes pantet af kongen.

I 1538 var der drabanter og landsknægte indkvarteret på Brundlund. Og Frederik den Første bekræftede i 1527 byens privilegier. Og det har ganske givet også hjulpet på byens depression at årsmarkedet i 1530 blev flyttet fra Rise til Aabenraa.

I 1533 fik man tilladelse til at holde et ugentligt torvemarked. Under delingen tilfaldt byen Hertug Adolf. I 200 år regerede denne familie byen.

Ude mod vest kneb det for borgerne at hævde deres græsningsrettigheder. Det bevirkede at der i slutningen af 1500 tallet og begyndelsen af 1600 tallet var adskillige rivninger med bønderne i Brunde og Kolstrup.

 

Halvdelen af byen brændt

Den økonomiske aktivitet flyttede vest på og den store brand i 1576 bevirkede fattigdom og nød.

Det var en ung pige, der tabte en gnist fra et tændt lys ned i noget tør humle, mens hun i en kiste søgte efter en hårnål. Gnisten fængede straks i det tørre materiale. Ilden sprang fra stråtag til stråtag.  Halvdelen af byens huse blev flammernes bytte.

Skibsfarten havde dengang kun ringe betydning.

 

Bådebyggere ansvarlig for katastrofe

Skibbroens istandsættelse var en økonomisk byrde for det lille samfund og en ny brand i 1610 lagde hovedparten af byen i aske. Bådebygger Peter Bådebygger og Niels Ovesen havde om formiddagen den 19. maj mellem kl. 10 og 11 tændt bål. De skulle formentlig bruge det til deres skibstømrerarbejde. Der blæste en strid østenvind. Tre borgere kom forbi og advarede håndværkerne. De blev hånlig afvist.

Kort efter skete ulykken. Gnister antændte en staldbygning. Snart var hele den sydlige del af byen omspændt af et flammehav.

Med et slog vinden om fra øst til sydøst. I løbet af få timer var hele Aabenraa ildens bytte. I alt 156 hoved-huse med deres stalde og skure, endvidere kirken, skolen, præsteboligerne, klokketårn og rådhus.

Flere kvinder og børn omkom i flammerne og mange fik svære brandsår.

De to bådebyggere fik ansvaret for katastrofen. De blev dømt til at være mordbrændere og derefter dømt til ilden og anden skarp straf. De har formentlig under grusomme pinsler måttet udstå deres straf på Galgebakken.
Indsamling til fordel for Aabenraa

Der var nød og elendighed uden lige. Magistraten henvendte sig til hertugen om hjælp. Denne bevilligede at der måtte leveres bygningstømmer fra Aabenraa og Tønder amter. Hertugen eftergav dog kun ganske kortvarige skatter.

Borgerne i Aabenraa fik tilladelse til at indsamle penge i de gottorpske landsdele, men også i kongelige landsdele.

I alt indkom 2.793 mk. Og 6 sk. Lybsk. Kirken, præstegården og skoler blev genopført i 1614.

 

Byfoged Claus Årup

Disse forhold satte deres præg på byen og dens borgere. Optøjer, slagsmål og drab hørte næsten med til dagens orden. Godt nok blev der indført politibestemmelser i 1613 og 1617, men en byens store slagsbrødre og byfoged Claus Årup ville ikke rette sig efter dem.

Denne Claus Årup var i 1607 blevet fordrevet fra sin gård i Årup af Frederik Ahlefeldt. Han slog sig ned i Aabenraa, hvor han gjorde sig bemærket som byens største drukkenbolt og slagsbror. Men han blev indvalgt i rådet, hvordan vides ikke. Og i 1613 blev han udnævnt til byfoged. Han måtte dog underskrive en erklæring om, at han ville være flittig og efter yderste anstrengelse tjene hertugen og byens vel.

Men en ting er at underskrive sådan et dokument. En anden ting er at overholde, de ting, man skriver under på.

Han kvitterede for udnævnelsen ved at opildne borgerskabet mod rådet. På hver tingtag holdt han krohold i sit hus. Han udskød tinget til efter middag, så kunne han få solgt nogle flere øl.

 

En fyreseddel

Borgmester Jens Hansen havde forlangt, at to personer, der havde ødelagt vinduer i hans hus, skulle arresteres. Det gjorde byfogeden så sandelig også. Men han tog dem med hjem og spiste og drak med dem i to døgn.

En anden gang havde byfogeden nægtet at viderebetale bøder og havde slået et af rådsmedlemmerne. Derefter var han løbet hjem efter sin gevær og var begyndt at skyde vildt omkring sig. Ved en hertugelig resolution af 4. april 1618 fik han derefter sin afsked.

 

Formidlende omstændigheder

Men det var ikke det sidste man havde hørt til den nu tidligere byfoged. Formentlig under en af disse udskejelser slog Claus Linnedvæver ham i hovedet med sin økse den 15. september 1621, så han døde kort tid efter. Og drabsmanden måtte sone drabet ved at strække hals for skarpretterens økse eller sværd. Men det var formidlende omstændigheder. For henrettelsen var ikke vanærende. Vægteren bar efter henrettelsen Claus Linnedvævers lig til kirkegården.

 

Ingen stråtag

Hertugen bestemte, at genopførelsen af Aabenraas huse ikke måtte ske med stråtag. Det skulle ske med tegltag og i større afstand fra hinanden. Det var til gengæld dyrere så der blev set gennem fingrene med det. Men i 1618 bestemte hertugen at alle stråtag skulle forsvinde fra Aabenraa. De formuende fik en frist på et år. De uformuende fik en frist på tre år. Men fattigdommen var udpræget, så der gik adskillige år, inden stråtagene forsvandt fra Aabenraa.

I 1611 blev der forbudt borgerne at tænde bål på Skibbroen. I 1619 blev det forordnet, at skorstenene skulle gå helt ud gennem taget.

Byens økonomi afhang af håndværkernes kår, men de svækkedes yderligere, da lavsprivilegierne i 1615 blev ophævet.

 

Borgmester Jens Hansen

Men så trådte den energiske købmand og rådmand Jens Hansen (Kramer) i aktion. Mod rådets ønsker blev han borgmester.  Hansen kæmpede for erhvervslivet og for at lindre nøden for de fattige og syge.

Han forbød Tønder – købmændenes handel ved havnen. Han kæmpede også mod ulovlig næring i Slotsgade og Kolstrup.

 

Masser af hære gennem Aabenraa

Men mens Aabenraa gik mod lysere tider, led byen af Christian den Fjerdes ulykkelige krigspolitik. Under Kejserkrigen i årene 1627 – 29 blev byen hjemsøgt af indkvartering, brandskatning og plyndring.

Gennem 8 dage flygtede Christian den Fjerdes styrker op gennem Jylland med Tilly i hælene. De hærgede og plyndrede, hvor de kom frem. Borgerne i Aabenraa forsøgte at skaffe kvarter, mad og drikke til tropperne.

Men nogle af tropperne vendte tilbage og udplyndrede nogle af købmandshusene. Også borgmesterens og amtsskriverens huse blev raseret. Mange borgere fra Aabenraa var flygtet. De tilbageværende med borgmester Jens Hansen i spidsen forsøgte at forsvare byen bedst mulig.

Da svenskerne så invaderede byen, kunne man starte forfra. Wallenstein gav ikke sine tropper sold. De blev henvist til at leve af rov. Styrken var sammensat af tyskere, italienere, kroater, kosakker, katolikker og protestanter mellem hverandre. Officererne blev betegnet som djævle.

Med styrken kom en hel hær af soldaterkvinder, skøger og eventyrer. Store pengesummer og store forrådsmængder af proviant og drikkevarer blev aftvunget det lille bysamfund.   I 1629 kostede en pestepidemi flere hundrede menneskeliv.

 

Borgmester fyret – han forsvarede sig

Borgmester Jens Hansen fik kun lov til at fortsætte sin borgmestergerning et par år efter krigen. Han havde haft en episode med Christian den Fjerdes søn, hertug Ulrich.

De tre prinser, Christian, Frederik og Ulrich havde på en rejse syd på holdt en dags rast i Aabenraa. De var blevet beværtet på Rådhuset både morgen og aften. Da borgmesterens hus lå lige i nærheden var maden blevet lavet der. Borgmesteren synes selv, at han med den korte tid, der havde været til rådighed gjort det bedste for en fyrstelig opvartning.

Men da hertug Ulrichs folk skulle skilles kom de i drikkelag hos kromand Lytke Clausen. Denne havde kun været i byen i kort tid og havde allerede fået et
horn i siden på borgmesteren.

Da de berusede var på vej ud af byen, knuste de opildnet af kroejeren, ruderne i borgmesterens hus. Borgmesterens søn, der var by-tjener og nogle beboere, ville ikke finde sig i dette og gik til modangreb. Der opstod en delt tumult. Borgmesteren og hans søn blev såret.

Efter at hertugens folk havde forladt byen, lod borgmesteren, kroejeren arrestere. Han blev i lænker ført til byfogedens hus, hvor han tilbragte et døgn.

Men de ville han ikke finde sig i. han rejste efter løsladelsen til Flensborg, hvor han klagede sin nød til hertugen. Det endte med at borgmesteren og hans søn blev dømt 4 ugers fængsel. Desuden betød det, at borgmesteren blev afsat.

 

Flere brande

Natten mellem den 3. og 4. maj 1629 opstod der brand i Niels Schlüters hus i Ramsherred. 24 huse blev flammernes bytte.

Den 16. marts 1634 opstod der ildløs i amtsskriver Peter Mouritzens stald ved uagtsomhed fra en af hans drenge. Et par nabohuse brændte. Da vinden lagde sig, undgik man den helt store katastrofe.

 

Han kunne læse og skrive

En strid med den ny borgmester Hans Magnussen varede i flere år. Men 1630 – 1640 var opgangstider for Aabenraa. Alle borgere, der ejede huse i byen fik andel i Jørgensgaard – markerne eller i Sønderskov.

De velhavende og amtsbønderne fik part i forpagtningen af Brundlunds jorder.

I øvrigt blev der påstået at Hans Magnussen kun fik borgmesterstillingen, fordi han var den eneste i rådet, der kunne læse og skrive.   I 1630erne kom de første efterretninger om sejlads på Gotland. Og så måtte havnen repareres, for Aabenraa måtte nu også fungere som en slags udskibningshavn for Tønder. I marskens hovedstad var havnen med dige-byggerierne efterhånden sandet til.

 

Gud trøste det borgerskab

I 1631 fik Aabenraa en ny præst, Georg Hübschmann. Hans store interesse var skolevæsnet. I 1635 udarbejdede han sammen med amtmand Joachim Danckwerth en ny skoleinstruks. Sandelig om der ikke blev ansat en kantor, som skulle tage sig af den forsømte latinundervisning. En ny skolebygning
blev også opført.

I Aabenraa var der som i andre byer de samme velhavende familier, der fik stillingerne som rådmænd og borgmestre. Rådmændenes habitus var ikke altid den bedste. Om Hans Bruhn, sagde provst Hübschmann, at han udmærkede sig ved en mere end almindelig grovhed i ordvalg. Han bandede værre end nogen tyrk. Provsten skrev:

• Gud trøste det Borgerskab, der har sådanne Rådsherrer.

Der kom flere folk til Aabenraa og flere gik i kirke. Så denne blev udvidet i 1640 – 41. Også på det forsømte sociale område samarbejde præst og amtmand. I 1643 fik byen såmænd også sin første privilegerede apoteker.

 

Svenskerne kom atter på besøg

Bedst som alt så lyst ud kom Torstensson – krigen. Aabenraa havde været gennem det før, men i 1644 – 1645 oplevede de det igen. Plyndringer og ødelæggelser fulgte. Tunge skatteudskrivninger følte i kølvandet. Og ikke nok med det. Byen blev hjemsøgt af flere epidemier, der medførte mange dødsofre.

Befolkningstallet faldt med en tredjedel. De ulykkelige tilstande medførte igen uro. Pastor Hübschmann havde fra starten tilsluttet sig den afsatte borgmester Jens Hansen og kom derfor i et misforhold til den nye borgmester, Hans Magnussen. Også til den nye amtmand Hinrich v. Brockdorff fik provsten et dårligt forhold.

Den 18. august 1657 drog svenske tropper gennem Rise og Bolderslev Sogne, hvor de plyndrede ret meget. Den 21. august drog Karl den 10. Gustav sammen med 1.000 ryttere ind gennem Aabenraa. Hele vinteren 1657 – 58 passerede der gang på gang tropper gennem Aabenraa.

Den 2. oktober 1658 ankom kejserlige tropper til Aabenraa. Også de skulle have masser af proviant. Fra 1658 – 60 var der danske, kejserlige, brandenburgske og polske tropper, der drog gennem Aabenraa.

 

Aabenraa 1660: Forarmet, forpint og udsultet

Atter engang kom svenskerne. Indkvarteringer og udskrivninger var værre end før. Yderligere pestsygdomme kom til byen. I 1660 var Aabenraa en forarmet, udpint og udplyndret by. Befolkningen var svækket af sygdom og nedsunket i nød og fattigdom. 70 huse i byen lå øde og i 70 huse kunne beboerne ikke betale afgifter. Ja faktisk var der kun 24 huse, der var i stand til at betale skat.

 

Kilde:

• Litteratur Aabenraa
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
  Under Aabenraa finder du 169 artikler

Redigeret 23. – 01. – 2022