Anton Tysker ville ikke bo i Danmark efter 1920, han ville hellere bo i en jordhule. I Aventoft ville en grundejer ikke sælge til Toldvæsnet, han kunne ikke komme til sin mødding. En ko krydsede grænsen uden pas, det skabte problemer. Bonden i Vilmkær kunne ikke sælge sine afgrøder, hans marker lå i Tyskland. 117 hollændere døde i Ladelund. I 1920 boede der kun 47 mennesker i Padborg. Først 35 år efter grænsedragningen fik man en aftale om fredeligt samvær mellem befolkningen langs grænsen 

 

Clausen – linjen

Det var bestemt ikke alle, der var tilfreds med grænsedragningen. Således mistede Tønder hele det sydlige opland. Det er den danske historiker Hans Victor Clausen, der præsenterede sit sprog – og sindelagsgrænse som danner hovedlinjerne i grænsedragningen.

Det var den såkaldte Clausen – linje. Han fastslog, at man i de sønderjyske byer og i Flensborg overvejende talte tysk. Talesproget nord og syd for Clausen – linjen var faktisk enten overvejende sønderjysk/dansk eller plat/tysk.

Ja dette holdt ikke helt. Ubjerg, Tønder og Højer stemte tysk. Men her ude vest på, fulgte man stort set Vidåens forløb. Og det holdt jo heller ikke helt.  I den nordlige zone stemte 75 pct. for Danmark og 25 pct. for Tyskland. I den sydlige zone inklusive Flensborg 80 pct. for Tyskland og 20 pct. for Danmark.

 

Bonn – København erklæringen

Bonn – København erklæringen fra den 29. marts 1955 sikrede en fredelig samvær mellem folk i den dansk – tyske grænseregion. I den lover både Tyskland og Danmark at sikre fulde rettigheder for deres egne mindretal, hvilket bl.a. betyder rettigheder vedr. pleje af sprog og kultur og nationalt tilhørsforhold.

Tænk at der skulle gå så lang tid, inden sådan en aftale trådte i kraft.

 

Grænsegendarmerne

Den 15. juni blev Nordslesvig officielt genforenet med Danmark. Indtil november 1920 blev den gamle grænse ved Kongeåen dog stadig overvåget.

I begyndelsen patruljerede de danske grænsegendarmer i deres lyseblå uniformer langs grænsen. De tyske grænsebetjente og toldassistenter bar grå uniformer fra første verdenskrig. Under 2. verdenskrig blev grænsen lukket af den tyske værnemagt. Derefter blev den spærret af den engelske besættelsesmagt indtil 1947. Mange grænseovergange åbnede først flere år senere, mens andre aldrig blev genåbnet.

 

Overvågning

Dette forhindrede dog ikke et omfattende smugleri. I Tyskland var der mangel på alt. Dette medførte et dansk udførselsforbud mod næsten alt. Tobak, vin og spiritus var billigere i Tyskland, så her foregik smugleriet den anden vej.

I 1955 blev grænsebevogtningen mere mobil. Man indførte først motorcykel – og fire år senere automobilpatruljer. Fra 1969 blev også baglandet overvåget.

 

Langt vest på

Men lad os tage en tur langs grænsen

Her helt ude vest på er det fladt. Vi befinder os i den nordvestligste del af det tyske fastland. Og lige over på den anden side. Det syd-vestligste punkt i Danmark. En enestående udsigt er der oppe på digerne. Egentlig burde man tage Sildtoftvejen mod Højer, men man må ikke uden videre bare køre over grænsen. Herude skal du have en speciel tilladelse for at passere grænsen.

Det var herude at grænsegendarmerne blev strafforflyttet, når de havde begået et eller andet.

Men for Broder Pørksen har grænsen voldt store problemer. Hans jord og ejendom ligger lige op til grænsen i Danmark. Udkørslen fra hans ejendom fører dog direkte ud til en tysk vej. Hver gang han kører fra sin gård måtte han krydse grænsen to gange.

På ture til Rodenäs måtte han køre direkte til grænsebommen, låse den op og efter passagen låse den igen for bagefter at køre en lang omvej til den næste officielle grænseovergang. Til stor ærgrelse for grænsepolitiet hævnede han sig sommetider for denne ulejlighed ved at lade bommen stå åben.

Så vidt vides har man hvis nok fundet en mere smart løsning på problemet. Men Pørksen er ikke den eneste, der har dette problem

 

Højer

Det kunne være fristende at smutte over, for at gense Ny Frederikskog, Den gamle sluse og Den hvide bro over Vidåen. Her tilbragte jeg så mangen en stund i min barndom.

Og oppe i Højer legede vi i høet over for Kedde Smej. Mine skønne kusiner bidrog til de festlige minder. Og den gang tog vi til Emmerlev Klev og lyttede til Silver Boys. De gjorde det lige så godt som de originale Shadows. Sådan næsten.

Og det var også u i æ kow at jeg blev træt af at spise fisk. Det var ål morgen, middag og aften. Men marsken bliver man aldrig træt af. Vi badede ude i forlandet i sommermånederne i de såkaldte priler. Opa havde forklaret os, hvornår der kom flod.

Egentlig er Højer en mærkelig blanding af meget grimme huse og fantastiske smukke vestslesvigske gårde. Byen hørte vi første gang om i 1234. Og den flotte mølle er absolut et besøg værd.

 

Rudbøl

Den første officielle grænseovergang er Rudbøl. Byen med verdens mest mærkelige grænseovergang. Det var dengang man fik en grog overrakt fra det tyske område ind på det danske. Men så sukkersødt var det ikke altid. En overgang var bestemmelserne så barske, at man som dansker ikke måtte kommunikerer
med naboen over i Tyskland i samme gade. Blev man grebet i en samtale kunne man risikere en bøde.

Det var også her i Rudbøl, hvor dem der ejede en båd blev rige. De levede af, at Vidåen efterhånden sandede til. De store både kunne efterhånden ikke nå Tønder, så der skulle omlades i Rudbøl.

Og det var også her at prøjserne huggede bådfolkenes både, for at komme til Sild under krigen i 1864. Her på Rudbøl Sø arrangerede man kapsejlads i midten af 1800 tallet. Og hver gang, der var kapsejlads, måtte hjuldamperen fra Højer ændre rute. Normalt gik det vest på mod Sild, men så gik det mod Rudbøl,
og så måtte skorstenen ligges ned, når man passerede broen.

 

Grænsesten

Stenen i midten af gaden har nr. 245. Bogstavet D står for Kongeriget Danmark, mens DRP står for Deutsches Reich Preussen

I alt 280 grænsesten markerer den dansk – tyske grænse. Dog er alle grænsemarkering ikke lavet af sten. Ved blød undergrund som for eksempel i moseområderne blev der opsat egepæle med zinkklapper. Ved Rudbøl Sø er grænsen markeret med bøjler.

Oprindelig blev disse sten efterset hver 4. år Nu nøjes man med en gennemgang hver 10. år Og det er endnu en international delegation, der står for denne gennemgang.

 

Nolde – museet

Når man nu har nydt den gode mad hos Familien Brodersen i Rödenæs – på den tyske side, bør man køre syd på. Nej, jeg er ikke i familie med værtsparret på kroen.

I Seebüll er der rejst et museum for Emil Hansen. Kender du ham ikke? Det er maleren Emil Nolde, som vi har beskrevet i mange andre artikler. Når du har været ude at se marsken, kan du bedre forstå hans farvekombination. Og kigger du på haven, forstår du godt, at han var inspireret af Monét.

 

Aventoft

Fra Museet, som også var Nolde’ s sidste hjem kører du mod Aventoft. Du kan følge kirkespiret. Her var engang kun fiskerhuse, der lå i et vandlandskab, hvor en båd var absolut en nødvendighed. Om vinteren var her et eldorado for børn. Min far pralede med at han har løbet på skøjter fra Tønder til Niebüll. De tjente ellers godt i Aventoft på fisk, rør og siv.

Vi andre kender bedst byen for nogle gode stamværtshuse. Her skulle vi bestå vores manddomsprøve og drikke æ støvl. Så kom vi altid for sent hen til grænsen. Den lukkede allerede klokken 22. Så måtte vi helt ud til Sæd Grænse.

Nye toldbygninger måtte fremskaffes efter grænsedragningen. Dette måtte også ske i Aventoft. Men grundejeren ville absolut ikke sælge grunden til dette formål. Man greb til ekspropriation. Gårdejerens sagfører fremlagde gårdejerens problem med manglende adgang til sin mødding, hvis arealet skulle overgå til toldvæsenet. Indgrebet ville gøre det umuligt at komme til møddingen med hestevogn.

Derfor blev det besluttet, at der skulle fortages en prøvekørsel med toldinspektøren som udførende myndighed og en repræsentant fra byrådet som vidne. På den dertil udarbejdede plan til lejligheden var det tydelig markeret hvor prøvekørslen med henholdsvis det fulde læs møg og det tomme, skulle foregå.

Desværre kom det aldrig til denne prøvekørsel, da byggematerialerne til den nye toldbygning allerede var blevet læsset på grunden. Den følsomme sag blev siden afsluttet med et forlig.

 

Et besøg værd

På den danske side er det selvfølgelig Tønder, Møgeltønder og Gallehus, der skal besøges. I 1639 og 1734 blev de to guldhorn fundet. De er dateret 400 e. Kr. Men originalerne blev som bekendt stjålet i 1802 fra Det Kongelige Kunstkammer og omsmeltet.

Og Møgeltønder er absolut et besøg hver. Enkelte af bygningerne går tilbage til 1600 tallet. Og så skal man jo også lige kigge forbi det gamle Møgeltønderhus.

 

Adolf Tysker fra Lydersholm

Efter afstemningen i 1920 blev grænseforløbet mange steder justeret. Det skete fordi grundejerne absolut ikke ville tilhøre den anden nation. Dette gjaldt også for Adolf Ewertsen. Han blev kaldt for Adolf Tysker, fordi han inden grænsen blev flyttet boede i Lydersholm og absolut ikke ville være dansk statsborger.

Da området blev dansk pakkede han sine ejendele og flyttede over på tysk side. Her boede han med blot en ko og nogle får i en jordhule, da han ikke havde råd til at købe et nyt hus. Adolf Tysker døde omkring 1924. Han blev begravet på Ladelund Kirkegård og familien betalte for begravelsen i danske kroner.

 

Cementvejen

En masse pumpestationer blev bygget, da afvandingen af marsken blev foretaget dengang. Mange af disse kan endnu ses. På vej øst på kører vi af Cementvejen.
Den bliver også kaldt Grenzstrasse. Den er anlagt i nazitiden. Og det var også herfra man i Tønder kunne høre larmen inden tyskerne kom den 9. april 1940.

 

Den danske skole i Ladelund

I Ladelund ville man gerne have været til Danmark efter 1920. Alle på egnen talte tysk – som dansksindede talte sønderjysk. Det var her den sjællandske
vandrelærer, Gustav Lindstrøm udbredte det danske sprog.

På egnen blev der rejst et dansk forsamlingshus Kirkevang. Dansk gudstjeneste var blevet forbudt efter 1864, men pastor Noack tog ofte den lange vej fra Flensborg her ud.

På stedet ville man også have en dansk skole, særlig efter at den lokale skole havde fået en nazistisk lærer. En dansk dreng fra sognet Andreas Hansen fortæller:

• Den gamle degn afløstes af en yngre med lange støvler, brun skjorte og skrårem. Udover at vi skulle synge nazistiske sange med fynd og klam, lærte han os mange mærkelige ting, f.eks. at det slemme Danmark havde røvet Nordslesvig, at vi skulle elske Adolf Hitler og at det var nødvendigt, at børnene gav sig til at opdrage deres forældre. \”Ihr sollt Eure Eltern erziehen\”. Denne lærer var utvivlsom den direkte årsag til, at min far så stærk gik ind for at få oprettet en dansk skole.

 

Præstens protest

I hele Slesvig – Holsten var der ivrige nazister. Også på denne egn. Ladelund fik en filial af koncentrationslejren Neuengamme ved Hamburg. Der skulle graves en pansergrav, hele vejen over Sønderjylland.

I begyndelsen af november 1944 kom 2.000 fanger til Ladelund. De blev anbragt i en arbejdslejr, som nazisterne havde bygget i slutningen af 30erne Her var kun plads til 200, men alle blev stuvet sammen.

Bønderne på egnen så de udmarvede fanger gå på arbejde tidlig om morgenen, for sent aftenen at vende hjem. De blev behandlet værre end dyr. Og hver dag var der døde blandt fangerne. Ved juletid 1944 var gravearbejdet gennemført og fangerne blev overført til en ny lejr.

Den tyske præst fik pålagt at sørge for begravelsen. Kommandanten ønskede massebegravelse, men det ville præsten Johannes Meyer ikke. Han protesterede og det var svært i datidens Tyskland. Han skrev i en sognekronik:

• Vel enhver med undtagelse af de 300 pct. nazister var dybt rystede. Man talte i landsbyen kun om lejren. I angst og bæven spurgte vi os selv, hvad fremtiden ville bringe…Landsbyen vender efter denne oplevelse én gang for alle ryggen mod nationalsocialismen. Som sjælesorger kender jeg min menigheds indstilling.

 

117 hollændere omkommet i Ladelund

Af de 300 døde var ikke mindre end 117 hollændere. De var fra landsbyen Putten. Der var i Putten blevet skudt et par tyske officerer. Som hævn skulle landsbyen udslettes og alle mænd mellem 15 og 65 år deporteres. 675 mænd fra Putten kom i koncentrationslejre. Kun 37 vendte tilbage.

En del af kirkegården i Ladelund blev indrettet til hollænderne. Og ofte har byen besøg af hollændere, der vil se stedet.

 

Mærkelige sprogforhold langs grænsen

I en nærliggende landsby, Agtrup foretog en studerende en eksamensopgave. Han tog hjem til sin fødeby, for at undersøge hvilket sprog man talte:

• 97.9 pct. kan tale højtysk
• 5,5 pct. kan tale rigsdansk
•  25 pct. kan tale sønderjysk
• 65 pct. kan tale plattysk
• 2,3 pct. kan tale frisisk

En meget tankevækkende undersøgelse. For ved grænsen laver man den store fejl, at man sidestiller sprog med national bevidsthed. Der hersker mærkelige sprogforhold her langs grænsen. Det vil vi komme nærmere ind på i en senere artikel. Således blev det os forbudt, at tale Synnejysk i timerne på Tønder Kommuneskole.

 

En tysk ko uden pas

En dag i 1950erne passerede en ko, tilhørende en bonde i Bögelhuus på den tyske side grænsen. Koen dukkede op på den danske side. Her blev den fanget og trukket tilbage til den tyske grænse af en dansk tolder. Men den tyske tolder ville ikke uden videre tillade, at koen passerede grænsen. En sådan sag skulle anmeldes. Typisk tysk.

Konsekvensen blev, at koen kom i karantæne hos en dansk nabo. Den tyske told-kommissær samt en dansk overtolder kom til stede for at løse grænsestridigheden. Resultatet blev at den tyske bonde fik sin ko, og de tyske toldere fik det gode råd, aldrig mere at anmelde en sådan grænseoverskridelse.

 

Valsbøl – byen på heden

På vej mod Flensborg kommer vi tæt på grænseovergangen Pebersmark. Inden Flensborg bør man dreje af mod Valsbøl. Nu er det en forstad til Flensborg.
Men dengang var det en landsby langt ude på heden. Præsten H.F. Feilberg interesserede sig meget for de forhold, disse bønder havde. En spændende bog Fra Heden kom ud af anstrengelserne.

Gårdejeren Lorenz Jepsen stillede sin storstue til rådighed for danske gudstjenester. I 1930 havde man samlet sammen til et forsamlingshus Valsbølhus.

 

Hestene måtte ikke komme til Tyskland

I Vilmkær fik grænsen et underligt forløb, fordi man ville være dansk. Så her rager en lille del af Danmark ind i Tyskland. Desværre forblev vejen foran den ene gård tysk. Det var et stort problem for landmanden, da toldgrænsen lå lige foran hoveddøren. Høstede han for eksempel korn og grøntsager på sine marker i Tyskland måtte han ikke indføre det til Danmark. Derfor byggede han i 1927 en lade på den tyske side. Her skulle de tyske høstarbejdere indtage deres måltider, da de ikke havde tilladelse til at krydse grænsen, for at tage hjem til frokost.

Til tider måtte ikke engang hestene, der stod i dansk stald, arbejde på de tyske marker.

Gårdens gæster blev desværre ofte kontrolleret ganske grundig. Det afsides beliggende Vilmkær udviklede sig nemlig på grund af manglende grænsebom til en yndet smuglerrute.

Det oplevede vi også engang, da vi var på besøg derude. Det foregik ret så dramatisk, måske fordi det var blevet mørkt. Men vi kendte den ene af betjentene fra BOV IF, der dengang var Sønderjyllands største fodboldklub. Pludselig forvandlede anklagen om menneskesmugling sig til store grin.

 

Frøslev Skrinet

Indtil 1960 gravede man tørv i den grænseoverskridende Frøslev – Jardelund Mose. Under en sådan tørvegravning stødte Rasmus Jørgensen fra Ellund på noget blank og skinnende. Det var et skrin, der i første omgang blev gemt hjemme på gården. En lærer overbeviste familien om, at dette skrin hørte hjemme på Nationalmuseet i København. Men skrinet skulle først smugles over grænsen ved Kongeåen.
Manglende toldbygning

De tyske toldere måtte indtil 1923, hvor de fik en mere moderne bygning, nøjes med en provisorisk træhytte. Danskerne indrettede sig i den gamle kro Weldmannsruh

Først i 1956 blev der oprettet standsmæssige bygninger. Men bilisterne måtte ud af bilerne, for toldafviklingen foregik inde i bygningerne. Først i 1962 rykkede grænsekontrollen direkte ud på kørebanen – dog kun om sommeren.

Først i 1966 blev der opført mindre toldkontrolhuse ved vejkanten.  Men med Schengenaftalen den 25. marts 2001 mistede grænseovergangen Kruså Kupfermühle sin betydning.

 

Padborg med 47 indbyggere dengang

Nye grænseovergange og nye banegårde opstod efter 1920. Og dette forhold blev Padborgs lykke. Dengang bestod Pattburg kun af 13 huse og 47 indbyggere. Man skiftede først navn til Paddeborg for så i 1923 at skifte til det nuværende navn.

Imponerende er det, at der i byen er ca. 3.000 ansatte i transportbranchen, og at der hver dag passerer 4.500 lastbiler gennem området. En artikel om Flensborg vil du snarest kunne finde under denne side (Ja nu ligger der vel 5-6 artikler om Flensborg på siden)

 

Kilde:

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Litteratur Højer
• Litteratur Tønder
• Litteratur Padborg/Kruså/Bov
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere: 

www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 

• Under Sønderjylland finder du 207artikler
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler 

 

• Aventoft, byen ved grænsen
• Guldhornenes ældste historie
• Møgeltønders historie
• Ture i Tønder 1 – 4
• Tøndermarsken
• Tøndermarsken 2
• Tøndermarsken under vand
• Vadehavets maler – Emil Nolde
• Vikinger i Vadehavet
• Friserne – syd for Tønder
• Baraklejren i Højer
• Højers Historie
• Vadehavet ved Højer
• Højer som havneby
• Øerne syd for Højer
• Bådfolket i Rudbøl
• En sønderjyde krydser sit spor (L    Frøslevlejren
• Fårhuslejren
• Gendarmstien
• Kobbemøllen ved Kruså
• Frøslev – dengang Sønderjyllands største landsby
• Hærvejen til Grænsen
• Okseøerne i Flensborg Fjord 1-2
• Ryd Kloster
• Genforeningen i Bov Sogn og mange flere

Redigeret 20. – 03. – 2022