Vi bevæger os rundt i København dengang. Østergade, Højbro Plads, Holmen, Bredgade, Kongens Nytorv. En absurd svanejagt, en operabrand med 200 omkommende og duel med en afhugget næse, er noget af den dramatiske historie. Gamle værtshuse og adelsfolk medvirker også. En bisp blev sur på en nabo, så denne måtte rive sin ejendom ned. Flere \”kvæsthuse\” medvirker også.

 

Højbro Plads

De gamle avlsgårde ville ligge så tæt på kongeborgen som mulig. Den smukkeste af dem var Doktor Plougs Gård, Højbro Plads 21. Den tilhørte familien Marsvin, hvis våben var anbragt på ejendommen.

I 1713 blev den anvist som hovedsæde for den fangetagende General Steenbock. I folkemunde fik gården så navneforandring til Steenbocks Gård. Generalen boede der dog ikke så længe. Man opdagede, at han var i gang med en konspiration. Hans nye hjem var knap så luksuriøst, nemlig, Kastellet. Han blev dog ikke smidt i det berygtede fængsel.

 

Østergade

En af de ældste algader i København er Østergade. Denne gades yderste punkt gik ud mod det gamle Østerport. Egholms Gård, Østergade 61 var i uendelige tider hjørnepunktet mod Torvet. I Kjøbenhavns Jordebog fra 1496 blev denne ejendom beskrevet som en gård, hvor Steenberg boede, beliggende øst for Amagertorv og syd for Østergade.

Imellem denne gård og nabogrunden på Østergade, som Oluf Bager \”havde af Byen\” lå tre øde boder. For den ene af disse betalte Susse Albritz, Brokmand’s
Amme 3 mark i leje. Susse Albritz Fosterbarn var dengang en voksen mand. Det var den kendte Kasper Brokmand, Christian den Andens begavede sekretær. I den blodige Rejse til Stockholm reddede han en munk fra blodbadet ved at kaste en kappe over ham og lade ham få plads blandt skriverne.

Den omtalte hjørnegård tilhørte staden, hvis øvrighed i lang tid udlejede den til Klædekompagniet.

I Frederik den Tiendes tid blev den beboet af Dorette Timmermands, som drev gæstgiveri fra stedet. I 1661 var det Stadens Gæstehus men senere hed etablissementet det flotte navn Store Lækkerbisken.

I året 1682 blev gården solgt til Peder Jacobsen Timmermands, der sandsynligvis var Dorettes søn. Vilkårene var, at der stadig skulle holdes værtshus i gården, og at stadsvåbnet med inskriptionen Kjøbenhavns Stads Værtshus skulle være anbragt over døren. Salget blev stadfæstet af kongen, der tilføjede, at hvis Peder
ikke mere ville drive værtshus i bygningen skulle han betale almindelig Tynge af hele ejendommen.

I 1689 blev ejendommen solgt til etatsråd Elias Hübsch, og da blev gæstgivergården nedlagt. Men i kælderen blev der indrettet en vinkælder, der hed Stadskjælderen.

Ejendommen brændte lige som så mange andre i 1795. Næsten hele Højbrostræde og Store Færgestræde blev fanget af ilden.

 

Bispegården

På hjørnet af St.Jørgensgade lå Østergade 53. Ejendommen tilhørte Ærkebispen af Lund. Ved et gavebrev af 12. marts 1489 blev ejendommen foræret til kommende biskopper ved Lunds domkirke. Og her boede de så, når de var på besøg i hovedstaden.

I 1613 havde en nærgående nabo bygget et hus på tværs af St. Jørgensgade, der dengang var et navnløst stræde op til Bispegården. Der blev anlagt sag mod naboen, og denne blev dømt til at rive sit hus ned.

I 1629 blev gården ombygget. I går og kælder blev der indrettet vinkælder. Gården gik til i branden i 1795. I 1829 blev der atter ombygget på stedet.
Efterslægtens Gård

Efterslægtens Gård lå i Østergade 54, 56 og dele af 58 indgik oprindelig i gården. Ifølge Jordebogen af 1496 blev gården ejet af Peter Laxmand. Han blev imidlertid myrdet i 1502 på Højbro Plads af Ebbe Strangesen og Bjørn Andersen. Gården gik derefter tilbage til kongehuset. Senere i historien møder vi den indrettet som herberg, hvor den blev kaldt Oxenhop. Det var et navn som var relateret til Peder Oxe.

I et brev fra Christian den Fjerde, dateret den 30. januar 1590 pålagdes nogle adelsmænd, der havde gæld til kongen, at indfinde sig på dette herberg. De skulle forblive på stedet, mens kongen kørte sag mod dem.

 

Det gamle Tøjhus

Kavalergården lå lige i nabolaget. Det var et kunstkammer med tilhørende Tøjhusbygninger. Her havde kongen og dronningens stalde stået.

Det gamle Tøjhus var opført i 1558 i henhold til en skrivelse fra kongen til slotsherren Peter Gaadske. Her bad kongen om, at der skulle nedbrydes en vold, som stod ved den gamle orlogshavn, den såkaldte Grønnegårds Havn.

Måske var dette tøjhus for lille efter kongens smag. I 1604 lod han et nyt opføre. Det skete i forbindelse med opførelsen af Materialegården. Her blev også anlagt en havn med benævnelsen Ny Havn. Her lå kongens vigtigste skibe. Denne havn blev i 1674 erstattet af en ny.

En ung fyrværker var desværre uagtsom. Dette bevirkede, at der i 1647 gik ild i Tøjhuset, som nedbrændte. Frederik den Tredje lod en ny opføre. Den blev dog først færdig efter hans død i 1671. På anden etage af denne bygning blev kongens bibliotek anbragt.

 

Bremerholm

Christian den Femte anlagde Nyholm på den delvis opfyldte Refshale – grund. Den blev kaldt Bremerholm, Gammelholm  – for så til sidst i folkemunde at blive kaldt Holmen.

I 1731 blev der bygget en bolig for Holmens chef. I 1737 begyndte man at opføre et hoved-magasin, der lå langs Holmens Kanal. Gammelholm blev nedlagt som skibsværft og indrettet til boligkvarter. Holmen blev skilt fra Nyhavn med en solid mur.

Hoved-arkivet gik tabt i 1795, og blev genopbygget i tre etaper mellem 1799 og 1806.

 

Lærlinge – kompagniet

I 1647 oprettede Christian den Fjerde en navigationsskole på Bremerholm, hvor flådens folk kunne lære teoretisk sømandskab. Man manglede befalingsmænd, så dem lejede man i Holland. Ja nogle gange lejede man hele besætninger og skibe. Senere blev skolen flyttet til Hummergade.

Frederik den Fjerde oprettede et Lærlinge – kompagni på 100 mand. Grunden var, at der stadig var mangel på befalingsmænd. Det var fra dette kompagni, at Tordenskjold kom. Kadetterne havde ingen boliger på Holmen. De måtte selv sørge for kvarter.

Kadetterne lignede nu ikke sømænd i deres mundering. Lønnen var ikke særlig stor, og for denne skulle man også købe en kjole. De fleste var sønner af rigmænd og adelsfolk.

Men det var elendige forhold, man udsatte kadetterne for. I 1720 ansøgte chefen for disse, kongen om bedre forhold.  Men først i 1728 blev forholdene forbedret. Man flyttede sammen med landkadetterne til en ny kaserne i Fredericiagade. Men den nye kaserne var helt uden møbler. Man måtte tage de gamle
skrøbelige møbler med.

Man besluttede at opføre boliger til kadetterne på Holmen. Men da disse endelig stod færdig, blev de givet til ekvipagemesteren.

Da Generalkommissariatet nedbrændte i 1795 måtte dette også rummes i de lokaler, som man så havde tiltænkt kadetterne. Efterhånden flyttede sø-kadetterne et par gange for at ende på Amalienborg. Her blev de ind til Frederik den Syvende som prins skulle bruge lokalerne til sig selv. Kadetterne flyttede til gården på hjørnet af Bredgade og Toldbodvejen.

 

Kvæsthuset

Allerede i 1628 fandtes på Bremerholm (Gammelholm) et kvæsthus eller sygehus for dem, der arbejdede på værftet. I krigstid var det dog borgene selv, der måtte pleje de sårede. Det foregik normalt i lavshusene.

I 1658 befalede Frederik den Tredje imidlertid, at der på Bremerholm skulle bygges et større og mere bekvemt kvæsthus, hvor sårede soldater og matroser kunne finde pleje. Til dette formål gav borgerne i København masser af bidrag. Bygningen blev både stor og flot. Men da den faste hær voksede efter enevældens indførelse, blev Kvæsthuset alligevel snart for lille.

I 1674 skænkede Christian den Femte derfor en sum penge til opførelse af et større og et mere hensigtsmæssigt kvæsthus.

De urolige år i 1675 – 1679 forhindrede dog arbejdet. Det såkaldte Guldhus i Rigensgade blev brugt som nødhospital. I 1685 købte man admiral Jens Rostgaards ejendom og store grund ved Kongens Kanal. Bygningen blev revet ned og en gård blev opført. Rådmand Hans Stampe havde overtaget det gamle kvæsthus. I begyndelsen var det fælles sygehus for både land – og søetaten. I 1697 blev det bestemt, at det kun skulle bruges af søetaten alene. Desuden skulle det fungere som arbejdshus for søetatens fattige.

Samtidig med opførelsen af det nye sygehus opførtes en lille kirke., der blev besøgt af hele stadens befolkning. I 1776 blev Kvæsthusets beboere flyttet til det såkaldte søkvæsthus på Christianshavn. Anden juledag 1776 blev den sidste prædiken afholdt. Og Kvæsthuset blev omdannet til fabriksbygning samt
pakhus.

Det gik dog ikke så godt for stadens handel i 1827, så bygningen blev atter engang omdannet. Denne gang til kaserne. Kvæsthuset på Christiansborg blev også rømmet for syge. Det skete i 1806, da et nyt hospital stod klar i Nyboder.

 

Gammelholms Kvarter

Storstræde hed den vej, der gik langs Holmens Kanal. Og den kanal skilte Gammelholms Kvarter med staden. Kvarterets gader hed Hummergade, Laxegade,
Ulkegade og Delfinstræde.

Her i Storstræde var hovedindgangen til Holmen. Over porten stod der med store metalbogstaver Kongeligt Værft. Fra porten gik det lige ud til Skvaldergade.

Inden til højre lå hoved-vagten med arrestrummene. Her stod gerningsmænd ofte i vand til knæene. Her skete hyppige oversvømmelser. Til venstre lå en staldbygning af tømmer. Ikke langt inde lå en bjælkebro over kanalen, og for enden af denne en port ind til et lille hus, som blev brugt af opsigts-vagten. Alle
arbejdere blev visiteret inden de forlod Holmen.

 

Købmænd fra Bremen

Hvorfor blev området kaldt Bremerholm? Åbenbart var det købmænd fra Bremen, der etablerede sig dengang da hanseaterne huserede. Denne opfattelse
blev forstærket af, at man i 1735, da man skulle rive et hus ned, fandt en sten, hvor Bremens byvåben var indmuret.

Efter at købmændene for længst havde forladt området, tog Frederik den Anden området i brug i 1563. Han indrettede et skibsværft på stedet. Dette værft afløste det, der lå bag Slotspladsen, hvor nu Christiansborg ligger.

 

Husk at luge Kålhaven

Tidligere var det temmelig meget vand mellem Holmen og staden. I den sidste halvdel af det 16. århundrede blev dette vandløb indsnævret til en smal rende.

Christian den Fjerde lod i 1608, da hele kvarteret mellem St. Nicolai Kirke og Holmen endnu var ubebygget, Holmen omgive af en vold med front mod byen. Endnu i Christian den Fjerdes tid var Holmen kun lidt bebygget. En stor del blev brugt til Ager og Kaalhave.

Den 23. maj 1634 befaler kongen, at Niels Trolle skal sørge for at

• tilholde de nærmeste Reviere at pløje og luge Kålhaven på Bremerholm.  

Christian den Fjerde færdes meget på Holmen. Ofte viste han sig klokken fire om morgenen, for at påse om arbejderne mødte rettidigt. For at skaffe så mange arbejdere som muligt til flåden, blev forbrydere dømt til at arbejde på værftet. De blev låst fast med lænker til deres borde og redskaber. Men trods dette spredte de skræk blandt arbejderne.

I 1740 blev fangerne flyttet fra Holmen til Stokhuset. Nu skulle de arbejde på fæstningsværkerne.  Den 5. juli 1795 udbrød der ild i tømmeropslagspladsen
på Holmen. Med en kraftig sydlig vind bredte ilden sig til hoved-magasinet. Ja branden ødelagde en stor del af staden. Også den smukke St. Nicolai Kirke blev flammernes bytte.

 

Det berømte hotel på Kongens Nytorv

På Kongens Nytorv ligger den stadig – Hotel d’ Angleterre.

Allerede i 1472 omtaltes denne ejendom. Det var i forbindelse med et syn om et vandløb, som flød igennem på ejendommen. Ejeren Ridder Mogens Ebbesøn
havde bygget et hus til gaden. Naboejendommen tilhørte Københavns borgmester, Anders Smith.

Bygningen var en Lergaard og skellet var et gærde.

Siden blev gården ejet af velklingende adelsnavne. På et tidspunkt tilhørte gården selveste Kong Hans.  Hans Holgersen Ulfstand var også ejer af gården på et tidspunkt. Han blev i 1536 og 1540 sendt til det svenske hof i praktisk ærinde af Christian den Tredje.

Han blev Rigsmarskalk og var formynder for Christian den Fjerde. Ulfstand havde arvet gården efter sin hustru, Anna Porsberg, der var søster til den kendte Mandrup Porsberg. Denne havde under en duel i Rostock afhugget Tyge Brahes næse. Ulfstand døde i 1594. Søsteren fik allernådigst lov til at beholde gården.

Facaden lå ud mod volden. I 1661 blev en del af ejendommen brugt til hoved-vagt. I 1668 tilhørte gården, Niels Trolle, der var statholder i Norge. Han blev anklaget for underslæb, men frikendt i Højesteretten. Det var faktisk den første sag, denne institution førte.

Generalløjtnant Rosenkrantz og hans arvinger ejede også gården. Men det var Grev Ahlefeldt, der byggede det berømte etablissement.

Gehejmråd Hans Gram blev også ejer. På det tidspunkt blev ejendommen kaldt Grams Gaard. Siden blev statsminister, Schack Ruthlau
ejer og beboer.

Efter den store brand blev stedet indrettet som gæstgiveri. Søgningen var enorm, så i 1799 blev der bygget en ekstra etage på.

 

Sommerboliger på Bredgade

På den vestlige side af Bredgade nede mod Kongens Nytorv lå der fra ældre tid en del småhuse. Masser af disse blev brugt som sommerbolig for velhavende københavnere. Disse sommerhuse flyttede senere lidt længere ud til Østre Forstad, med også Nørre Forstad kom til at besidde en del af disse boliger.

 

Moltkes palæ

Da Ulrik Frederik Gyldenløve solgte sit” palais ” på Kongens Nytorv til Frederik den Fjerde i 1699 fik han en ny byggegrund overladt. Den lå mellem Bredgade og Store Kongensgade. Det er her, hvor den russiske kirke senere blev opført.

Gyldenløve anlagde en have på arealet, efter at det var blevet planeret. Han lod også et “palais” opføre.

Det var faktisk det senere Moltkes “palais” på hjørnet af Bredgade og Dronningens Tværgade. I 1750erne så det hele meget anderledes ud. Der var bygget en meget lang længe, der strakte sig ned til en åben plads, hvor kongen havde ladet opføre et operahus.

Længen var prydret med tårn og spir. Ud til Store Kongensgade var der en havemur, der lige som længen ud mod Bredgade var skygget af en række lindetræer.

Lige over for strakte Desmerciers Have sig fra Bredgade til Store Kongensgade. Hovedbygningen i denne ejendom kom senere til at rumme den berømte
Stadt Hamburg.  Den østlige del af Bredgade fra St. Annæ Plads til Toldboden var derimod optaget af ejendommen tilhørende Amalienborg.

Da Gyldenløve døde, arvede hans søn Ferdinand Anton Danneskjold – Laurvigen hans ” palais” i København. Efterfølgende erhvervede etatsråd de Cominck ejendommen. Han foretog store ændringer.

Ejendommen kom også til at rumme en dronning, nemlig Juliane Marie, der efter Christiansborgs brand i 1794, husede majestæten en kort overgang.

Efter hendes død blev ejendommen overtaget af Geheim-konference-råd Constantin Bruun. Derefter murermester Lytthans og endelig Grev Moltke til Bregentved.

 

Amalienborg

Mellem Bredgade og havnen byggede Frederik den Fjerde et lystslot for dronning Sophie Amalie. Det var hende, der gav navn til Amalienborg.  Det var en smuk, regelmæssig bygning med et fladt tag med balustrader og et tårn. Dette smukke enkesæde blev taget i brug i 1673, efter at Biskop Wandal den 12. marts havde indviet den lille slotskirke.

 

Den tragiske brand

Den 20. februar 1685 døde dronningen. Efter den tid stod slottet øde hen. Op til hovedbygningen var der opført en træbygning, hvor der blev opført diverse operaer. Bygningen var malet i stærke oliefarver.

Kongen havde ønsket at almuen skulle se en af stykkerne. Han havde derfor inviteret befolkningen den 19. april 1689 til et stykke, der handlede om krig og fred. Der blev brugt masser af lyd, knald og ild.

Pludselig var træbygningen antændt. Og ikke nok med det. Det skønne slot Amalienborg blev også antændt. I første omgang meldtes der om 50 omkommende.
Men mange var så forbrændte, at de senere døde. Der er stor usikkerhed om tabstallet, men i historiske kilder har jeg set, at op til 200 åbenbart er døde under den tragiske brand.

 

Mange kirker

Tomten henlå ubenyttet i 12 år. Frederik den Fjerde lod et prægtigt nyt operahus bygge på et nærliggende areal. Det blev senere til Fredericiagades Kasserne.
En del af Amalienborgs Have lå næsten helt ud til Kastellet. Kongen lod det planere og indrette til eksercerplads for garnisonerne
fra byen.

Af det nedbrændte slots materialer lod han fra 1704 til 1706 en kirke for garnisonen opføre.

• Den Herre Zabaoths Kirke

Da der stadig var rester tilbage, lod han Kastels-kirken opføre.

Længst inde i Bredgade byggede kongen op til den Collinske Gård en bolig for den tyske præst. En anden bolig, nu til den danske præst lod kongen opføre i Store Strandstræde 18.

Den gamle have tilhørende Amalienborg blev holdt vedlige. Forskellige marmorfigurer blev opstillet. En række bygninger skilte haven fra eksercerpladsen. Her var staldbygninger, orangeri m.m. Bagved lå Toldboden med sin mølle.

De var en del af Fredericiagade, der dengang hed Blankogade.  Ved pladsen fandtes en ottekantet pavillon, hvor kongen holdt taffel, når han havde inspiceret tropperne.

 

Den store svanejagt

Christian den Anden havde tilkaldt hollænderne til at dyrke jorden på Saltholm og Amager. Og disse hollændere havde indført en ny sport, som Hoffet og kongen havde taget til sig. Sporten bestod i at jagte unge svaner, når de i fældetiden mistede slagfjedrene og derfor ikke kunne flyve.

Der blev endog bygget en gård på Amager, hvor kongen og følge kunne opholde sig mellem jagterne. Gården Svanelejet lå i Sundby. Den 12. august 1702 foregik en sådan jagt. Kigger man på det i dag, så virker det hele meget absurd. Dyreværnsfolk havde sikkert protesteret højlydt.

Kongens båd var forgyldt og styret af viceadmiral von Stöcken. Båden blev roret af 20 mand, alle klædt i rødt silketøj og med rødmalede årer. Den kongelige båd blev eskorteret af den kongelige yacht og to fregatter, samt ikke mindre end 39 andre både.  I forvejen var der indfanget en stor mængde savner omkring i sunde og bælter i hele riget. Flåden opbevarede de stakkels dyr. Og heldig for dem, ja så undslap adskillige hundrede.

3 – 400 svaner var dog stadig tilbage, da jagten blev indledt.

Da jagten blev indledt var strandbredden langs eksercerpladsen og Amalienborg Have besat med ryttere, der havde til opgave, at sørge for, at ingen svaner
undveg. Både ministrer og gesandter var med på turen. Men ingen måtte løsne et skud, før kongen og hans nærmeste stab havde løsnet et skud.

Man havde ikke hunde med. Holmens matroser agerede hunde. De sprang i vandet til herskabets ubestridte glæde. Da jagten var slut, holdt kongen taffel om bord på sin yacht. Der blev saluteret og de tre admiraler, Gedde, Poulsen og von Stöcken blev dekoreret med det hvide bånd.

 

Eksercerpladsen

I 1749 skænkede kongen eksercerpladsen og en del af haven til byggepladser. Militæret fik anvist en mark, der bredte sig fra Hjertensfrydgade og Store Kongensgade til Østerport. En del af dette område blev kaldt Grønland.

I 1787 skar man et stykke af Rosenborg Have og indrettede dette til eksercerplads, fordi man skulle bruge Grønland til at bygge Nyboder – huse på.

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere: 

•  www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under København finder du 191 artikler 

Redigeret 25. – 03. – 2022