Hvordan så Nørrebro ud fra 1500 – 1750. Ja man kaldte stedet for Nørre Forstad. Og området startede allerede på den anden side af søen. Det var ikke det klientel, som man ønskede. Læs her om duellen ved Ravnsborg og om forskelsbehandling ved Nørre Port. Her beskrives også de første veje og den første industri på Nørrebro.

 

Ikke det klientel, man ønskede

Frederik den Anden tillod i 1567, at der måtte ske bosættelse uden for voldene. Men her bosatte sig et klientel, man ikke ønskede (se artiklen De vilde på Nørrebro). Kongen fastslog derefter, at det kun var gamle folk med et uplettet ry, der måtte bosætte sig herude.

 

Ladegårdsåen

Der fandtes en å ved navn Gjeve Å, som blev reguleret af kunstige sluser. Derved fik å-løbet en nordligere retning. Senere kom denne å til at hedde Ladegårdsåen. En dæmning på tværs bevirkede at der kom en regulær sø, Peblingesøen. Fra denne sø førtes kanaler ned til Havns bebyggelse. Og kanalerne kom til at danne naturlige grænser mellem landsbyerne Solbjerg og Serridslev.

Dele af Solbjergs jord blev overdraget til Havn, som fik sin fælled, der fik navnet Vester Fælled.

 

Søerne

Sankt Jørgens Sø var ligeledes dannet ved opdæmning længe før dette kendes fra skriftlige kilder i 1570. Søen var altid lavvandet. Ofte stikkede der øer op af søen. Det vides at dronning Elisabeth i Christian den Andens fravær beordrede borgerne til, at oprense søen.

Fra 1530erne var søen en af de største fiskedamme. Men i 1530 bestemte Frederik den Første at fiskerettighederne tilhørte Kronen. Men senere overgik den rettighed til \”Raadstuen\”. Normalt var det magistratens ældste borgmester, der fik brugsret over søen. Den fik således navnet \”Borgmesterens Blegdam\” i 1620 omfattede den både blegplads og fiskevand.

På et tidspunkt var Sortedammen helt tørlagt på grund af et hul i dæmningen. Det var ikke godt for byens forsvar. Kongen befalede, at det skulle man hurtigst gøre noget ved.

 

Bedre veje

Bønderne blev beordret i 1570erne til at gøre vejene bedre og bredere. Ja de skulle gøres så brede at jyske vogne kunne passere. Disse var traditionelt bredere end de sjællandske. Og det var også lige sin sag, at forbedre vejene i det sumpede område.

Vest for Nørre Port var der allerede 118 haver.

 

Jagt var forbudt

Hurtig fandt man ud af, at der var masser af vildt i området, nemlig harer, agerhøns, svaner og andet småvildt. Borgerne yndede at gå på jagt, men det fik Christian den Fjerde forpurret. Den fornøjelse ville kongen have for sig selv, så i 1591 udsendte han en melding om at ethvert tiltag i denne retning ville blive betragtet som tyveri, uanset om det var stadens prominente borgere, svende eller løsgængere, som søgte at redde middagsmaden.

Fra 1622 kendes antallet af logerende familier uden for Nørre Port, og det var på 163. Efterhånden kom der et vidt forgrenet vejnet herude. Bydelen var væsentlig større end området ud for Øster Port.

Udvidelsen af befæstningen i slutningen af 1640erne ramte bydelen temmelig hårdt.

 

Skansen, der aldrig blev færdig

Ravnsborg Skanse skulle finansieres ved salg af ejendomme på Amager Torv ifølge en ordre fra kongen i 1631. Men det gik åbenbart ikke så godt for boligmarkedet dengang for i 1645 var skansen stadig ikke færdig. Og i militærisk henseende var den ikke meget værd. Den var alt for lav.

Langs nordre landevej var den kun ganske let befæstet og mod søen var den i østlig retning forbundet med Vartov Skanse med en lav vold.

 

En del bygninger ved Blegdammene

Ved Blegdammene 1 – 16 blev der i løbet af 1660erne opført en del huse. Mange blev revet ned og siden genopført.

 

En nedbrændt bydel

Der blev givet ordre til at nedbrænde alt det man ikke umiddelbart havde brug for, inden svenskerne kom.

Efter Roskildefredens indgåelse i 1658 påbegyndtes genopbygningen. Man søgte om ikke, at få nedbrændt sit hus. Mange fattige kunne ikke se sig ud af konsekvenserne.

Kongen udpegede to mænd, om at udpege de huse, der kunne blive stående uden at komme i karambolage med Forsvarsvæsnet. De øvrige blev indkaldt for at diskutere erstatning.

Men det var et temmelig uroligt hjørne at vende tilbage til. De udstationerede soldater overfaldt forbipasserende bønder, der skulle ind i staden for at handle. De stjal heste, seletøj og varer. De røvede husene i forstæderne.

Det hele kunne være lige meget. For svenskerne var igen på vej. Den 9. august blev beslutningen taget at afbrænde alt, uden for voldene. To dage senere blev byportene lukket.

De nye forstadsbebyggelser kom hovedsagelig til at foregå på den anden side af søerne.

 

 

Øl og brændevin

Flere beværtninger opstod også en masse smugkroer. Men Christian den Fjerde, der selv godt kunne lide en lille en, udsendte et forbud. Såfremt bønderne fremover blev grebet i drikkeri i forstæderne, skulle de kastes i slottets fængsel og straffes efter fortjeneste.

Johan Merhoff fik i 1661 lov til at oprette en beværtning som tak for hans indsats i svenskekrigen. Han fik dog at vide, at hvis de kom igen måtte man demolere
huset.

Og på Gabels Gård i midten af 1670erne foregik der mange sommerforlystelser. Stedet hed Store Ravnsborg. Her kunne man bekomme adskillige slags drikkevarer. I år 1700 fik Wilhelm Carl Wind lov til at oprette et herberg på stedet. Han måtte gerne servere mad, øl og “oprigtig fransk viin”
Kammerherre Wind satte en bestyrer på stedet. I 1725 fik urtegårdsmand Andreas Behrentz tilladelse til brygning af øl og brænding af brændevin på stedet. . Og det ikke blot til egen forbrug, men også i potter og kander” samt andet smaa maal.”
Dog blev der understreget, at han under ingen omstændigheder måtte levere til kroer og andre udskænkningssteder

Ingen udvikling

Det kom ikke rigtig gang i udviklingen. Man måtte ikke så meget, rent bygningsmæssigt. Man skulle også huske at indhegne sin grund, ja det var faktisk et krav. Fattigdommen havde også en betydning.

Kun de enlige lystgårde skilte sig ud, men heller ikke de, var så gedigne som inden i byen. Grundmurede huse fandtes stort set ikke. Bindingsværksbygningerne havde kun klinede vægge. Ingen tænkte på at gøre husene pæne at se på.

Forstæderne havde ingen offentlige lokummer. Og det var heller ikke alle ejendomme, der havde et aftrædelsessted. De få lokummer, der var fandtes i et lille skur

 

Guldmagerværksted

Rent erhvervsmæssig bestod Nørre Forstad af en blanding af lystgårde, landbrug, blegdamme og urtehaver. Omkring år 1700 fandtes der stort set ingen boder. Sparsomt så det også ud med værksteder. En af de mere særprægede sørgede Prins Carl for, da han erhvervede Blågården i 1707. Det var et guldmagerværksted.

Der var dog et teglbrænderi og et par rebslagere. Og så kom der også en farveplantage.

Reberbanerne var meget brandfarlige. Derfor blev de anbragt lidt uden for byen. I 1701 udgav branddirektør Fuchs et reklame-skrift med opremsning af samtlige brande mellem 1694 og 1701. Her kunne han berette om en del brande fra forstæderne. Mangel på vand – og sprøjtepumper gjorde ikke situationen bedre. I 1709 var det manufaktur-fabrikken og vandmøllen på Wodroffsgård som blev luernes bytte.

 

Skydebane i Rådmandsmarken

I begyndelsen af 1700’tallet gjorde politimester Claus rask sig til direktør for en skydebane uden for Nørre Port. Fire prominente herrer blev udnævnt som dommere.  Et nyt reglement blev udstedt til stedet. Man skød efter skive og efter papegøje. Skydebanen var placeret i Rådmandsmarken.

 

Tapetfabrik

På blegdam nr. 21 fik Zacharias Niemann den ide at fremstille tapeter. Han havde forstand på at lave kønrøg. Han ansøgte derfor kongen om tilladelse til at etablere en manufaktur uden for Øster Port. Han mente, at kunne dække hele Danmark og Norges forbrug. Han fik tilladelsen på betingelse af, at det var kvalitet som han fremstillede. I første omgang skulle han kunne dække behovet på Sjælland. Niemann fik sin fabrik og erhvervede blegdammen. Han valgte at sælge sine privilegier til Sven Svendsen og Joachim Severin Bonsack.

 

Møller

I Nordre Forstad var der flere møller. Lejebrevet til Store Ravensborg Mølle var udstedt i 1672. Også på Blågården stod der en mølle. Barkmøllen var ejet af garverlavet og havde været drevet siden 1655. Siden kom der en del møller i forstaden. En af de mest omtalte var nok Ølands Mølle i nærheden af Runddelen.

 

Flotte haver

På Store – og Lille Ravnsborg fandtes der flotte haver. Efter at søerne var blevet reguleret i 1725 brugte man den opkastede dynd til at dyrke forskellige grøntsager. Ved blegedammene blev der således dyrket selleri, blomkål, tyrkiske bønner, hvidkål, grønkål, rødkål, savoy-kål, m.m.

Ved andre blegdamme sås en masse blommetræer.

Den mest fornemme af alle lysthaver var Blågården. Hovedbygningen lå parallelt  med søen. Masse af alleer prægede den store have. Linde – og piletræer var anlagt efter et nøje bestemt mønster. Der var springvand, pyramider og skulpturer. Talrige lysthuse og pavilloner var anlagt med blå glaserede teglsten.
Jordfund fra haven viser rester af havevaser fra fajance-fabrikken i Store Kongensgade.

Før Prins Carl anlagde det flotte anlæg, var det allerede et anerkendt sted. Statholder Christoffer Gabels lysthave blev omtalt i Holger Jacobæus Rejsebog, baseret på oplevelser 1671 – 1692 med ordene:

• Gabels gaard/eller Ladegaarden heer forlyster och folch om sommeren.

Via Ulrik Frederik Gyldenløve overtog etatsråd Reinhold Meyer anlægget i 1694. Han udvidede helt ned til søen og omdannede gården til en brugsgård med hollænderi.

Det menes, at Ravnsborg havde været lige så flot. Men det hele blev ødelagt af et bombardement i 1700. Næsten hele haven var omgivet af en smal kanal, der løb ud i Sortedammen. Kanalen gik også rundt om Ravnsborg Mølle. På grunden var det også fiskedamme udført af borgmestrene Hans Nansen og Christopher Hansen.

Ved siden af lå Mester Adams Have. Denne blev også ødelagt af krigen.  Haven var anlagt af voldmester Adam Hansen Trellov. Den var anlagt som en beværterhave med høje træer. I 1704 krævede Magistraten at disse træer blev fældet. De hindrede nemlig det frie udsyn fra voldene.

Det var Trellow meget fortørnet over. Men det lykkedes ham at skabe en ny have. Senere overtog Den stærke Mand, haven (se artiklen De vilde på Nørrebro).

 

Duellen ved Ravnsborg

Langs Nørre Bro – den brolagte landevej, lå der en stor grøft. Under landevejen var der en rende, der ledte vand i Peblingesøen. Grøften var særdeles dyb, og var et godt skjulested. I politimester Ernsts indberetning for 23. juni 1720 kan læses, at der to dage forinden var foregået en ulovlig handling med tragisk udgang.Det begyndte med et værtshusbesøg. På Ravnsborg havde to soldater siddet og drukket. De var blevet uenige, men var dog enige om at duellere.

Det foregik midt på vejen og midt på dagen. Sergent Hendrick Barkhoff mødte derved sit endeligt, idet han blev stukket i højre side. Banemanden, som var grenader stak af og var ved indberetningen endnu ikke fundet. Man vidste ikke, hvor man skulle lede. Tilsyneladende kendte ingen hans identitet. Sekundanten Hommelov, som havde været med, blev arresteret.

 

Nye broer

Den nordre landevej førte over, hvor Peblingesøen blev adskilt af Sortedammen. Broen var slidt og ødelagt lige som vejene. I 1684 blev den istandsat efter nøje overvejelse af flere af stadens teknikere. Almindeligvis var det kopulationspengene (indført som statsskat i 1660, men mellem 1688 og 1720 overdraget staten),
der gik til at holde broen ved lige.

Men mellem 1720 og 1726 tilfaldt disse penge ikke staden. Reparation var en tvungen nødvendighed. , og derfor søgte man kongen, om at bekoste en ny bro i 1721. Dette blev afslået, men det lykkedes for staden, syv år senere at forny den. Dæmningen blev muredes af kampsten. På midten blev der opsat en sirlig
vindebro, så det var muligt at sejle fra sø til sø.

Ved Hyltebroen ved Lygten måtte man i 1714 nøjes med en midlertidig bro. Man kunne ikke skaffe egetømmer på grund af krigen. I 1717 blev resultatet en muret, hvælvet bro opsat af bygmester Marc Antonio Pelli.

 

Nye veje

Efter svenskekrigen måtte der kun bo blegmænd og urtegårdsmænd herude. Og det blev nødvendig at lave en vej. Vejen kom selvfølgelig til at hedde Blegdamsvej og blev anlagt i 1661. Vejen skulle anlægges i en bredde på 24 alen med en beplantning af lind eller pil på begge sider. Men man blev nødt til at undgå en gåsedam, derfor tog vejen et sving.

I 1693 blev Mosaisk Kirkegård anlagt. Derfor måtte der også anlægges en vej til denne. Hidtil havde man klaret sig med en mindre sti ned til sandgravene. Vejen kaldtes Jødevej og fik senere navnet Møllegade. Både den gamle sti og dens fortsættelse mod vest på den anden side af landevejen, den senere Solitudevej, var anlagt i begyndelsen af 162oerne. I 1679 er den omtalt som kongelig jagtvej, ikke at forveksle med den vej, der i dag kaldes Jagtvej.

I 1694 fandtes der også en grusvej, der blev nævnt \”Ventegodt\”. Det var tale om en grusvej eller en fastkørt jordvej.

Mellem nordre og østre landevej må man have haft et indre stisystem med tilgang til alle de større marker og vange. Dette stisystem har nok ikke været særligt stabilt. Mere fastkørte ruteføringer, fandtes også. En sådan var stenbroen over Nørre Fælled. Den havde eksisteret i umindelige tider. , men formentlig først senere er den blevet brolagt. Det vides, at vejen blev istandsat i 1676.

 

Portene

Portene betød en markant lukning af staden. På søn – og helligdage var de helt lukkede, men fra 1680 var det muligt for dem, der boede i forstæderne at få adgang til byen, så de kunne overvære gudstjenesten. De blev udstyret med et tegn, som de blot skulle vise frem, og dermed hindrede man misbrug af ordningen.

Trængsel var det stort set altid specielt ved Nørre Port og på torvedage onsdag og lørdag. I 1705 forsøgte politimester Ole Rømer med et nyt system. Han forsøgte med en indsnævring af passagen:

• hvilket omskønt noget paradox, gør dog god Effekt.

Under pesten i 1711 skulle alle døde bringes via Øster Port uanset hvilken kirkegård de skulle kules ned i. De syge skulle derimod via Vester Port. Nørre Port var forbeholdt de raske. For et mindske smittefaren skulle alle lig køres ud. Man havde en formodning om at smitten skete gennem luften. I november 1711 blev alle porte igen åbnet for normal passage.

Nørre Port var den største og vigtigste. Mod betaling kunne man komme igennem det meste af døgnet. Denne lempelse var påbegyndt i 1695. Men der opstod hele tiden problemer.

 

Forskel på folk

En sommeraften i 1722 oplevede passagebetjent, Lorenz Hammer følgende.

• En chaise ankom til bommen inde fra byen. Det var kun en tjener i vognen, som tilhørte overhofmester Blom. Tjeneren ville ikke betale passagepenge. Han gav udtryk for, at han skulle hente sin herre på” Løst gaarden Solitude”.
  Han fortalte, at han ikke plejede, at betale. Hammer lod sig åbenbart dupere, og lod vognen passere mod at den skulle standse på tilbagevejen og erlægge det skyldige beløb.

Senere returnerede den selvsamme tjener, og fortalte at hans herre ikke havde til hensigt at betale. Hammer indberettede episoden til sin overordnede. Traditionen var, at hoffets herre og deres tjenere havde fri passage. Der var forskel på folk, også dengang.

Det var dyrt for dem, der var tvunget gennem portene hver dag. Kongen befalede derfor i 1716, at der skulle udstedes fri passerseddel til alle, der havde \”udenbyes jord\” formedelst 1 skilling eller 2 mark afhængigt af position.

Sedlerne blev udstedt dagligt af politimester Ernst, som i sin indberetning til monarken meddelte at hverken han eller medhjælperen nogensinde havde opkrævet penge for sedlerne.

Hvis du vil vide mere:

Talrige artikler på dengang.dk beskæftiger sig med perioden. Vi vil blot henvise til:

– De vilde på Nørrebro

Kilde: 

• Litteratur Nørrebro
• Litteratur Østerbro
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide endnu mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 

Redigeret 28. 03. 2022