En slags ”Nyboder” ved grænsen. Hvem skulle tro det? Et helt lille samfund for sig selv med arbejderboliger og en stor fabrik. Trods konkurser og statsbankerot eksisterede Kobbermøllen i Kruså fra 1612 til 1962.  Ikke alt var fryd og gammen. En fabriksejer blev lagt i møllehjulet. Og de vilde fester i Kobbermølle var legendarisk. En enkelt mands ihærdige indsats har bevirket at hele komplekset i dag er fredet.

En bekendt af mig her i København undrede sig over, at han i nærheden af Gendarmstien pludselig stod i noget, der lignede Nyboder.  Jeg forstår godt, at han sammenlignede Kobbermølle med Nyboder. Og for dem, der ikke ved det, så er Kobbermølle en lille landsby bygget op omkring en fabrik.

Det var nok den ældste metalindustri i Jylland, og på et tidspunkt var Kobbermøllen den største virksomhed i kongeriget. I løbet af 1600 og 1700’tallet opstod
der 6 kobbermøller i Danmark.

 

Christian den Fjerde var bygherre

Hvornår Kobbermøllen er opført vides ikke helt nøjagtigt. Man mener, at det er enten er 1600 eller 1612. Og det var selvfølgelig Christian den Fjerde, der var byggeherre på den første del, der blev kaldt et hammerværk.  På sådan et værk blev råjern omdannet til smedejern. Og så kunne det forarbejdes til brugsgenstande.

Det første mølleanlæg var uden tvivl et kongeligt anlæg. Kongehuset ejede grunden og skoven. Kongen opholdt sig mange gange på egnen. Måske har han været med til at udpege beliggenheden. En af kilderne i nærheden, kaldes også Kongekilden.

Fra 1621 blev det udlejet til borgere i Flensborg, men indtil 1627 var det overvåget af kongens folk. Man mente, at anlægget ved hjælp af placeringen var godt beskyttet mod fjender.

Alt tyder dog på, at der allerede dengang, havde været en form for virksomhed på stedet. En gammel vægt, der blev brugt på fabrikkens sidste dag i 1962, viser årstallet 1528.

 

Ideel beliggenhed

Beliggenheden ved Flensborg Fjord har sikkert været ideel. Man kunne sejle på Krusåen og åen leverede masser af vand, selv om den kun havde en længde af
5 kilometer. Her var konstant vandtilførsel selv i tørre tider. På stedet var to kongelige fæstegårde, som i slutningen af 1600’tallet overgik til arvefæste og selveje.

 

Svenskerne ødelagde det to gange

Men ak og ved. Allerede i 1627 blev anlægget ødelagt af Wallenstein. Fra 1633 til 1635 genopstod virksomheden. I 1633 åbnede Flensburgs borgmester Carsten Beyer fabrikken.  Men i 1644 og 1657 ødelagde svenskerne igen anlægget. Fra 1682 – 87 blev det hele opført nok engang.

Handelskompagniet

Kobbersmed John Wilder overtog forpagtningen. Han klagede til kongen over ulovlige konkurrence. Andre kobbersmede handlede direkte med bønder og andre ved dørsalg. Disse kobbersmede var med i et handelskompagni, som overtrådte de gængse regler for handel og vandel. Handelskompagniets aktiviteter blev aldrig tilladt, men heller aldrig forbudt. Det bedste for kobbermøllen var, at holde sig gode venner med dette handelskompagni.

 

Den forhadte fabriksejer

I 1682 overtog Hilmar v. Lütten arealerne. Han fik desuden særrettigheder af Christian den Femte. Han var en særdeles hård arbejdsgiver. Arbejderne valgte en ordfører, der forsøgte at forhandle med v. Lütten. Men denne havde ingen forståelse for mere menneskeværdige boliger og en bedre løn. Ja mange af arbejderne havde ikke fået udbetalt nogen løn.

Ordføreren blev i arbejdernes påsyn sat på træhesten. Fra tårnet smed v. Lütten et stort stykke oksekød ned på gaden:

• Æd I forbandede køtere

Sådan skulle han have sagt. Arbejderne rasede. De ville ikke finde sig i mere. De angreb tårnet og fik fat i v. Lütten. Han blev lagt mellem de to største tandhjul i vandmøllen. Maskinen blev sat i gang, og langsomt blev rådherre og fabriksejer v. Lútten mast af jerntænderne. I 1716 solgte v. Lüttens enke kobbermøllen for 7.000 Rigsdaler.  Forskellige ejere fulgte. De fleste var købmænd i Flensborg.

Den specielle blanding af kobber og messing i produktionen var særdeles eftertragtet.

 

Amtmandens sommerbolig

I 1738 blev der på anlægget opført en sommerbolig til amtmand von Holstein. På det tidspunkt var fabriksanlægget i forfald, og arbejderne havde ikke fået deres penge til tiden. Det protesterede de selvfølgelig over. Men von Holstein brugte ikke boligen så meget. Dengang havde anlægget kun 21 ansatte. Dette antal voksede i tidens løb. Således var der i 1905, 200 ansatte.

 

Leverandør af slotstage

Storhedstiden for Kruså Kobbermølle var i midten af 1700 – tallet.. Årsagen var, at man på kobbermøllen fik den opgave at omsmelte taget fra det nedrevne Husum Slot. Det skulle bruges til tækning af Christiansborg og andre kongelige bygninger i København.

I 1752 fik man yderligere kontrakt til fremstilling af tagkobber til Slotskirken, Ride-huset og andre dele af Christiansborg.

 

Brændevinsredskaber

Og så blev der fremstillet brændevinsredskaber til de privilegerede kroer og til den privilegerende brændevinsfremstilling i storbyerne. Det blev antagelig også solgt en masse af dette udstyr til bønderne. Men dette emne er tys – tys, for kongen havde en gang for alle forbudt hjemmebrænderi.

Høgh Guldberg gav i 1775 bønderne ordre til at aflevere alle deres brændevinsredskaber. Den sidste kampagne mod hjemmebrænderi i 1843 afstedkom, at der alene i Jylland blev afleveret frivilligt 11.000 brændevinsredskaber. Mange af disse var sikkert fremstillet i Kruså. Såfremt de ikke var blevet afleveret frivilligt, kunne man forvente bøder eller tugthus.

 

Opkøb af grunde

Den ene af de to store Kruså – gårde blev købt til og i 1798 yderligere 300 tønder land mose og ager ved Kiskelund nord for Krusådalen. Købet af mosearealerne hang antagelig sammen med at prisen på trækul var steget i slutningen af 1700 – tallet. Og så var det dengang gode jagtarealer.

Jo, det gik godt under Jesias Thor Straten´s ledelse. Han var faktisk også den eneste ejer, der boede på stedet. Hans svigerfar var forpagter på Trøjborg og meget formuende. Så der blev investeret mange penge i kobbermøllen.

I anden halvdel af 1700’tallet fremstillede man også sengevarmere. Beholderen blev fyldt med gløder og brugt til at varme dyner og senge om aftenen. Håndtaget var fremstillet af jern. Bundstykket var lavet af kobber og messing.

Kobbermøllen har haft sine faste stolestader i Bov Kirke. I hvert fald fra 1797 havde fabrikken en privatskole. Senere fik man også et skyttekorps. Der blev også nødvendig at etablere en kirke og en krostue ved fabrikken

 

Nedgangstider

I 1810 blev den anden af de to store Kruså – gårde købt. Der var planer om, at der skulle etableres et nyt valseværk længere op at Krusåen. Men situationen ændrede sig til det værre i Danmark. Statsbankerotten havde ramt kobbermøllen hårdt.

Svenske og engelske produkter havde erobret det københavnske marked. Tabet af Norge satte også sine spor.

En langvarig retssag som ejerne af Kobbermøllen førte mod staten, førte ikke til noget. Tværtimod blev Kruså Kobbermølle og ejeren Jesias Thor Straten sat under administration.

 

Krusågård opføres

I 1833 bestod fabrikkens område af 800 tønder land, overvejende skov og mose, men også en del marker og enge. Der var ansat 15 mestre, 25 svende og 4 lærlinge. Der var i alt 38 boliger til arbejderne. Her boede 187 personer, heraf 57 børn.

Fabrikken fremstillede årligt 50.000 pund kedler og betydelige mængder af andet husgeråd.   I 1842 overtog købmændene Danielsen og Gørisen driften. Danielsen lod resterne af de to gamle Kruså – gårde nedrive, og opførte i 1846 Krusågård i bedste herregårdsstil.

 

De vilde fester

De elskede at feste i Kobbermølle. Hvert år til pinse fejrede man i flere dage. Brændevinen flød i stride strømme. Man brugte en hel uge til oprydning. Efter sådan en fest udtalte kirkemyndighederne i Flensborg, at der fødtes 36 børn uden for ægteskabet.

I 1842 forbød ejeren, at festen blev holdt på den måde. Omkring Mikkelsdag gav ejeren 200 mark til afholdelse af en danseaften med fællesspisning i valseværket. Men da der under sådan en fest den 4. november 1866 døde en arbejderhustru ved fald fra en provisorisk bro over åen, og druknede, forbød ejeren også denne fest.

 

Yellow Metal

I 1857 gik Gørisen konkurs og et interessentskab fra Flensborg overtog driften. En af mændene bag dette, var Georg Dittmann. Han havde grundlagt et af Flensborgs første jernstøberier.  I 1859 omstillede man produktionen til nicheprodukter. Desuden brugte man en ny slags   materiale, man kaldte for Yellow Metal.

Det var en legering af kobber og zink. Tilsætningen af zink gjorde, at kobberet blev mere let-smelte-ligt og
let-støbeligt, men hårdere. De gyldne plader anvendtes hovedsagelig til skibsbeslag.

Træskibe i Norden og senere hele verden, især fra Kina og Japan blev beklædt med plader fremstillet i Kruså.

 

De ansattes forhold

Selv om man sørgede for arbejderne og anlagde haver til dyrkning af mange grøntsager, ja så var selve arbejdet på fabrikken ikke særlig sundt. Folk så syge og blege ud, af at arbejde i den hede varme. Og så brugte man også mange sundhedsskadelige stoffer. Det siges, at man hældte syre ned i Krusåen.

De ansattes løn blev til dels udbetalt i naturalier – det kunne være et mål korn og tørv fra den nærliggende mose, samt grøntsager og en liter mælk pr. dag. Men om dette kun opveje de usunde metaldampe, arbejderne skulle indånde, er et spørgsmål.

Det blev brug for flere funktionærer. De fik anvist de nye finere boligblokke. Ved vejen til Flensborg var de opført. Der var spande-lokum på hver etage og indlagt vand.

Den almindelige standard for en familie var 36 kvm. Det var småt men hyggeligt, med små haver ved siden af.

 

En skibsredder fra Aabenraa

I 1875 indtrådte senator Gustav Raben fra Aabenraa som medejer. Han havde i 60’erne og 70’erne skabt sig en formue som redder i Aabenraa. Rabens indtrædelse betød flere smelteovne, valseværker og overgang til dampkraft.

Da Dittmann gik konkurs i 1884 overtog Raben hele ejendommen Kruså Kobbermølle og Krusågård.

Sønnen Friedrich Raben omdannede kobber – og messing fabrikken til aktieselskab i 1890. Fabrikscentret blev indhegnet og forsynet med portnerbolig.

Fra 1890 var det frivillige brandværn i Kobbermølle et samlingspunkt. Næsten alle mandlige indbyggere var medlemmer.  Transporten gik til Smedeby station.
Derfra blev der anlagt et tipvognsspor til kobbermøllen.

 

Våbenindustri

Fabrikkens produktionsapparat blev fordoblet, og bankmanden Eduard Lotz overtog kontrollen. Under den 1. verdenskrig blev kobbermøllen inddraget i den tyske våbenproduktion. Aktieselskabet beskæftigede op til 350 ansatte, herunder kvinder og krigsfangere. Da råstofferne slap op, måtte man omsmelte tvangsafleverede ting som kirkeklokker, krucifikser og brugsgenstande af messing og kobber. Mange har sikkert gravet deres værdier ned, for så først at grave dem op efter krigen.

 

Kobbermøllen kom til Tyskland

Den nye grænse i 1920 skulle som udgangspunkt følge Krusådalen. Åen gennemskar kobbermøllens produktionsanlæg. Det betød, at fabrikken lå i afstemningszone 1, mens boligerne lå i afstemningszone 2.

Fabriksejeren havde truet med at lukke virksomheden, såfremt den kom til at ligge i Danmark. Det har sikkert fået mange af de ansatte til at stemme tysk, selv om de inderst inde var dansksindede.

Enden af det hele blev at den internationale kommission tegnede en bue om det hele og gav området til Tyskland. Det var en kæmpe skuffelse for alle dem, der trods alt havde stemt dansk.

På afstemningsdagen udbrød der brand på fabrikken. Der skete omfattende skade.

 

Krigsproduktion

I 1939 blev kobbermøllen inddraget i den nazistiske krigsproduktion. Men kobbermøllens ejere var ikke nazister – tværtimod. De måtte i 1939 tage ophold i Holland – af politiske grunde.

 

Lukning af fabrikken

I 1962 valgte man at likvidere selskabet. Nyheden kunne man høre den 5. oktober i dansk radio. Fabrikken ville med en dags varsel indstille produktionen. Manglende investeringer og nyanskaffelser samt mangel på moderniseringer havde sat sine spor. Mange af maskinerne var håbløst forældede.

Værdien var så stor, at alle undtagen skattevæsnet fik deres tilgodehavender.

 

Kobbermølle er fredet

Hu er de høje skorstene forsvundet, men man kan stadig se resterne af fabrikken, der ligger i lavningen nedenfor ansamlingen af fremmedartede småhuse, de tidligere arbejderhuse.

Boligkvarteret i Kruså Kobbermølle bestod af 9 sammenhængene og 3 fritliggende bygninger. Hver bygning og bolig har sin egen historie. Oprindelig var anlægget forsynet med et vagttårn, så man kunne holde øje med det hele.

Ved overtagelsen i 1963 omfattede arbejderbolig – komplekset i alt 14 huse med 38 lejligheder, et malerværksted, en brugsforening og en del havejord. Der var stadig lokum i skuret. Huslejen var ekstremt lav. Det havde gennem hele historien været tradition for, at lejemålet gik i arv.

Arbejdernes boliger, fabriksejerens hus og fabriksbygninger er i dag fredet. Hele komplekset er et levende museum. Man kan se skrifter fra kobbermøllens 400 års historie og en funktionsdygtig dampmaskine. Stedet har faktisk et museum, der bliver drevet af frivillige kræfter uden offentligt tilskud.

 

En mands fortjeneste.

Havde det ikke været for den tidligere leder af den danske skole i Kobbermølle, Bodo Daetz, ville det hele have været jævnet med jorden i dag. Pengestærke folk
stod klar til at rive det hele ned, og opføre moderne boliger på stedet. En kæmpe istandsættelse blev sat i værk

 

Fantastiske naturoplevelser

Og lige i nærheden ligger Kruså Vandmølle, et meget idyllisk sted. Her havde min gode ven Den Glade Sønderjyde et studie. Her blev der indspillet så mange kassettebånd og plader. En af disse skulle Den Glade Sønderjyde nok selv havde beholdt. Det var en instrumental indspilning til Tommy Seebach. Det var virkelig godt.

Og hvis man nu fortsatte cirka 2 kilometer mod vest kommer man til noget af det mest fantastiske natur. Man føler sig hensat til en anden tid. Det var her vi snød os over grænsen og huggede æbler. Ja og har man tid til overs følger man stien til Padborg Skov. Igen et helt andet landskab fuld af kilder, der bare pibler frem. Oplev det.

Kilde: 

• Litteratur Padborg/Bov

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dkindeholder1.784artikler
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler

Redigeret 23. – 02. 2022