Han var ikke særlig god i skolen. Men som den første i familien forlod han landsbyen, Nolde. Han rejste meget, men boede det meste af sin tid i en omkreds af 10 km fra Tønder. Nogle betragtede ham som nazist, andre hævede det modsatte. Goebbels var vild med hans malerier. Hitler forbød ham at male. Men gjorde han nu også det!
Kunne man have kaldt overskriften, Tønders store maler. Geografisk kunne man vel nok, for det meste af sit liv boede han ikke mere end 10 km fra byen. Men det var Vestkysten der trak ham. Hans far havde fortalt ham, om de stærke farver der var herude. Og under bestemte vejrforhold er det jo et prægtigt skue. Den høje himmel over dette flade land gav vældige farvekontraster.
Fra Rudbøl er det ikke langt til museet i Seebüll. Mange havde kendt maleren omkring Rudbøl. Flere havde fået tilbudt billeder af den mærkelige maler. De fleste takkede nej. Man syntes på egnen dengang, at de var mærkelige. De ville hellere se kontanter.
Drengen fra Nolde
Emil Nolde (1867 – 1956) voksede op som bondesøn i det dansk – tyske grænseområde. Ja, han er faktisk født i den lille by Nolde. Han var søn af bonden, Niels Hansen og hans kone, Hanna Christine. Nolde havde dengang fire huse, fem gårde og 68 indbyggere. Den hørte til Burkal Kommune. Fra starten var det Vadehavets kyst, der tiltrak Emil. Det var også herfra hans far stammede
Tilsidesat
Nolde beskriver selv sit barndomshjem præget af fred, megen skønhed og nogen religiøsitet. Politisk mente han selv, ikke at have noget fast ståsted.
Fra 1873 gik han i landsbyskolen – med kun en klasse. Han betragtede det som tvang. Modsat sine søskende havde han ingen succes. Han beskrev sig selv som en modvillig og doven elev. Han måtte endda gå en klasse om som niårig. Men han fandt glæde i kunstnerisk skaben. Han var en drømmer, og trak sig gerne ind i sig selv. Hans praktisk anlagte far havde kun lidt forståelse for ham. Nolde fornemmede denne afvisning og følte sig tilsidesat.
En gang til jul var han så heldig, at få en farvelade. Fra nu af malede han som besat. Da skolen var over ville Emil være kunstmaler. Men hans forældre satte ham i arbejde på gården. I sine erindringer skriver han:
- jeg arbejdede og gik misfornøjet omkring i ladens og staldens støv og snavs.
En hård tid i Flensborg
I 1884 drog den 17 – årige Emil til Flensborg, for at begynde en uddannelse som billedskærer. Han var den første i familien, der forlod landsbyen. Den unge lærling stod 12 timer om dagen
ved træskærerbænken. Derefter skulle der lige overstås 2 timers undervisning på skolen for videreuddannelse. Uddannelsen varede i fire år, men den 20. maj 1888 fik Nolde sin eksamen. Læretiden havde givet den senere maler nogle færdigheder i tegning og håndværk. Dette var ikke uvæsentlig for hans kunstneriske karriere.
Tre år på ”valsen”
Efter læreårene fulgte tre år ”på valsen”, hvor Emil arbejdede som billedskærer og tegner i München, Karlsruhe og Berlin. I Karlsruhe gik han desuden på kunsthåndværkerskolen. – først på et aftenhold og senere i dagskole.
Fra efteråret 1889 arbejde Emil to år i forskellige fabrikker i Berlin. I 1891 blev han syg af tuberkulose og måtte tilbringe flere måneder på sine forældres gård. Om efteråret vendte Nolde tilbage til Berlin. På kunsthåndværkerskolen så han tilfældigt et opslag om en stilling som lærer ved industri – og erhvervsmuseet i St. Gallen, og han sendte en ansøgning.
Efter flere uger fik han den gode nyhed, at han var foretrukket blandt 34 ansøgere. Nolde huskede undervisningen de første 3 år som meget anstrengende. Efterhånden mistede han interessen, men rejserne til Milano, Wien og München bød på afveksling. I 1895/96 malede han sit første oliemaleri Bergriesen. Han havde dog mere succes med sine små tegninger, hvor de schweiziske bjerge var afbildet som eventyrfigurer. Inden for kort tid indbragte de 25.000 franc – som postkort.
Hjemve
Ved udgangen af 1897 opgav Nolde sin stilling og tog til München for at blive selvstændig maler. Her gik han også på den private Friedrich – Fehr – Schule. Men han fik hjemve, og i 1900 vendte han hjem til sin hjemstavn.
I Hundested mødte Nolde for første gang, den senere polarforsker Knud Rasmussen. Dette møde betog ham meget.
Det dansk – tyske forhold
Grænsen prægede ham. Han var bevidst om sin nationale oprindelse. Han voksede op i Sønderjylland, der var præget af både dansk og tysk. Alligevel reagerede en hans brødre afvisende, da han præsenterede sin danske kone, Ada. På samme måde fornemmede han efter 1. verdenskrig en afvisende holdning mod ham som tysker, når de var på familiebesøg i Danmark.
Storm af farver
De unge kunstnere fra kunstnergruppen Brücke havde på en udstilling i Dresden set Emil Noldes billeder Froschteich og Meerbild. De roste ham for hans storm af farver. Han var glad for denne anerkendelse. I halvanden år holdt han sammen med kunstnergruppen for så selv igen, at gå egne veje. I sin biografi skrev han:
- Blomsternes friske farver og disse farvers renhed, jeg elskede dem. Jeg elskede blomsterne i deres skæbne. Fremspirende, blomstrende, lysende, glødende, livsaglige, nedbøjede, visende og til sidst nedbrudte i grøften.
I 1908 blev Nolde valgt som medlem af Berliner Secession, men det gav anledning til utilfredshed. Nolde forsøgte at oprette en ny forening og bad den norske maler Edward Munch, til at blive foreningens mentor. Munch reagerede dog undvigende.
Først som 35 – årige tog Emil Hansen navn efter fødebyen Nolde. Derefter hed han Emil Nolde.
Dannede ny kunstnergruppe
I sommeren 1909 under sit ophold i nærheden af Rudbøl malede han sine første religiøse billeder. Men disse billeder og andre blev afvist af Berliner Secession. Nolde protesterede højlydt, og det førte til, at han blev smidt ud af denne gruppe.
Nolde grundlagde derefter die neue Secession sammen med en række andre unge kunstnere. Indtil 1912 deltog han i denne gruppes udstillinger.
Gift med Ada
Efter 1920 fastholdt han sit danske statsborgerskab. Efter et ophold i København i 1900 – 01 blev han gift med skuespillereleven Ada Vilstrup, som han var gift med til hendes død i 1946. Nolde skriver selv i sin selvbiografi fra 1931:
- Vi var begge længe om at forstå, hvor godt vi kunne lide hinanden. Jeg kunne hverken fatte det eller tro på, at hun kunne lide mig, mig – dette verdensfjerne og underlige menneske.
Gift som 80 – årig
I 1948 giftede den nu 80 – årige maler sig med den 26 – årige Jotanthe Rdmann. Hun døde i 1956, og ligger begravet i haven ved Nolde – museet. Her fandt Nolde også sit sidste hvilested ved siden af Ada. I perioden 1903 til 1916 boede parret på Als, men drog hver vinter til Berlin for at søge inspiration i kunstnerkredse. I disse år blev Nolde præget af religiøse motiver.
Utenwarft i Marsken
Fra 1916 til 1925 boede parret i Utenwarft. Hans bopæl lå i den nordlige zone, da der ifølge Versailles – traktatens artikel 109 til 114 skulle stemmes om grænsedragningen mellem Det Tyske Rige og Danmark.
Nolde deltog ikke i folkeafstemningen i 1920. I sine erindringer skrev han om denne tid, at han var stærkt optaget af ”spørgsmålet om, hvad tysk og dansk er”. Sønder-rivelsen midt igennem det hjemlige Slesvig, virkede brutalt på ham. Maleren følte sig tysk, men ville dog ikke stemme imod sin kones fædreland.
På grund af den nye grænsedragning lå Utenwarft nu på dansk område. Nolde var dansk statsborger og medlem af det tyske mindretal
Til Seebüll
De flyttede derefter til Seebüll, da afvandingen af marsken tog fat. Her opførte de en stor villa, som Nolde havde tegnet og anlagde en pragtfuld blomsterhave. Mange af sine motiver fik han herfra.
Æresdoktor i Kiel
I 1928 blev der i anledning af Noldes 60 års fødselsdag arrangeret en stor Nolde – udstilling i Dresden med 433 værker. Samme år blev han udnævnt som ”æresdoktor” på universitetet i Kiel. Han foretog mange rejser, men vendte altid tilbage. Hans billeder afspejler sin oprindelse of det regionale særpræg.
Nolde fik maleforbud
I 1937 stemplede nationalsocialisterne hans kunst som ensartet (sygelig degenereret). 1.052 af Noldes arbejder blev beslaglagt. Dermed var han en af de hårdest ramte kunstnere.
I 1941 forbød de ham at male. Den 23. august nåede fordømmelsen sit højdepunkt. Det tyske Reichskulturkammer meddelte i et anbefalet brev, at hans værker ikke opfyldte kravene,
og at han ville blive udelukket fra Reichskammer der bildenen Künste.
Nolde betragtede det som en misforståelse, og malede videre i det skjulte. Flere hundrede “umalede” billeder blev det til. I et afsides hjørne af huset begyndte han med de såkaldte “umalede” billeder. Disse “umalede” billeder til store rigtige malerier.
Han turde ikke, at male oliemalerier, fordi farverne kunne lugtes. I stedet udviklede han sig som original akvarelmaler.
Tyske kunsthistorikere sætter dog spørgsmålstegn ved, om han vitterlig fik forbud mod at male. De mener, at det han selv fandt på det, for at bringe sig selv i offerrollen. Så kunne man måske se mere mellem fingrene med hans gøren og laden m.h.t. hans forhold til nazismen.
Nolde så i begyndelsen af 1930’erne på fremtiden med store forhåbninger.. Han blev medlem af det nordslesvigske naziparti, så det kan undre, at de forbød ham at male. Det tog også
hårdt på ham. Han afslog også et tilbud om at emigrere til Danmark.
Nolde var en nordisk tænkende nationalist, der følte sig som forkæmper for tyskheden. Men han følte sig også knyttet til det nationalsocialistiske tankegods.
Det vides, at Rigets propagandaminister, Joseph Goebbels holdt meget af Noldes malerier. NDSAP’s chefdialog Alfred Rosenberg kæmpede mod alle former for moderne kunst. Og
Hitler sørgede for, at Nolde i offentligheden blev betegnet som volksfremder (fremmed for folket) og ensartet (degeneret) kunstner.
De umalede billeder
De “umalede” billeder betød meget i den kunstneriske udvikling. Han var ikke mere henvist til at male i naturen eller efter modeller. Han var henvist til sine indre billeder, sine erindringer og fantasier. Han prøvede at finde ud af sine vanskeligheder gennem sin forestillingsevne.
Han indrømmede intet i hele NS – tiden. Han fortsatte uanfægtet sin billedlige udtryk, og lavede ikke om på den. Han havde et modsætningsfuldt forhold til nationalsocialismen.
Efter maler-forbuddet (?) udtalte han sig overraskende kritisk mod denne.
De ”umalede billeder” bliver til virkelighed
Årene fra 1945 til 1951 anvendte Nolde til at omsætte sine små akvareller, de såkaldte “umalede” billeder til rigtige malerier. Det blev til cirka 100 stykker. I 1946 blev han udnævnt til kunstprofessor af den Slesvig – holstenske regering
Hans tidligere hjem i Seebüll blev i 1957 indrettet som museum. Jeg husker også haven som en slags Monet – have. Indrømmet, det er mange år siden, jeg har været der.
4 biografier
Vi ved faktisk meget om Nolde. Hans selvbiografi omfatter hele 4 bind. I sommeren 1930 skrev han om sit liv fra 1867 til 1902. Den udkom året efter under titlen Das eigene Leben.
Det andet bind som dækker årene 1902 til 1914 Jahre der Kämpfe udkom i 1934.
Det tredje bind Welt und Heimat som omfatter tiden 1912 til 1918 skrev han i 1936. Men på det tidspunkt var en offentliggørelse ikke muligt. Den blev først udgivet i 1965 i en revideret udgave. Et år senere udkom så det sidste bind Reisen, Ächtung und Befriung. Her beskrives tiden efter 1. verdenskrig. Hans erindringer slutter i 1946 ved hustruen, Adas død.
Hård og kontant skrivestil
Nolde skrev ikke dagbog. Kun ved hjælp af hans billeder og de mange breve lykkedes det ham, at skrive sine erindringer ned. Ofte var hans skrivestil ujævn og usammenhængende. Derhjemme blev der talt sønderjysk, højtysk i skolen og rigsdansk i religionsundervisningen. En sådan blanding eksisterer jo ikke i skriftsproget, så derfor opfandt Nolde det selv. Skrivestilen var hård og kortfattet. Han afslog at få manuskripterne rettet efter de grammatiske regler. Han mente, at det gik ud over fremstillingen. Antagelig har han talt på samme måde, som han har skrevet.
Noldes syn på jøder
En sammenligning af originaludgaven af de to første bind med de ændrede udgaver, der udkom i 1949 og 1958 viser tydeligt, at Nolde efter 2. verdenskrig har fået hjælp til at rense bindene for problematiske udsagn. Især bind 2 indeholder en del nationalistiske og racistiske udsagn.
Nolde skrev blandt andet:
- På grund af Facebooks regler kan vi ikke gengive dette her – Konsekvenserne er at vi bliver udelukket – beklager.
Man kan tolke det som om, at Nolde mente, at jøderne var uønskede med deres indblanding i tysk politik og kultur:
- Instinktivt forsøgte vi unge kunstnere med nye former og stærke farver at give den tyske kunst dens tyskhed tilbage, som har været tabt gennem 250 år. Jeg selv tjenede næppe ud fra en bevidst vilje, kun med en ubestemmelig medfødt pligtfølelse. Og jeg elskede lidenskabeligt den gamle rene tyske kunst i deres stramme egenrådige åndeligt fuldendte skønhed, i dens dybe naturforbundne fantasi og i det usigelige. En virkelig inderlig, fast gennemsyret kunst fandtes der og findes der kun i germanske lande, i Tyskland og alle, næsten alle ikke – germanere, fanget af de runde formers skønhed, står uforstående og målløse overfor dette fænomen.
Tysktime
Den tyske forfatter, Siegfrid Lentz har skrevet en pragtfuld roman om en periode om en epoke i Emil Noldes liv. – Deutschstunde. Også filmen til bogen var pragtfuld. Den fantastiske natur, digerne og det hele, var jo som man selv var der . Men også i Lenz fortolkning er der “malerforbud”.
Kilde:
- Emil Nolde: Mit Liv (Gyldendal 1996)
- Emil Nolde: En kunstners leveår 1902 – 1914 (Gad 1968)
- Siegfried Lenz: Tysktime (Gyldendal).
- www.dengang.dk – diverse artikler
Hvis du vil vide mere:
- www.dengang.dkindeholder1.783artikler
- Under Tønder finder du 283 artikler
- Under Højer finder du 77 artikler
- Bådfolket i Rudbøl(Højer)
SE OGSÅ _
- På Nolde – udstilling
- Nolde og Nazismen
- Emil Nolde og Tønder Marsken
- Nolde og hans liv vest på
Redigeret 30. – 11. 2021