Fårhuslejren

Er lejren et martyrium – eller var det en nødvendighed. Lejren taler man helst ikke om. 3.500 var fanget her. Kadaverdisciplin og afstraffelser hørte til dagens orden. Vagtmandskabet stjal pakker, tobak og kontanter. Fangerne mærkede følgerne i mange år efter deres hjemsendelse. Mindretallet diskuterede i 2004, om de ville søge om en undskyldning. Var retsopgøret retfærdigt? Læs også om, hvordan vi behandlede de tyske flygtninge, og hvordan det tyske mindretal hyldede Hitler. Mange vil opleve den artikel som rystende læsning.

Historien begynder med en fætter/kusine fest i min afdøde  kone Hanne´ s familie for mange år siden. Dagen efter kommer jeg til at snakke med en Hanne’ s onkler. De fortalte mig, at de havde været fangevogter i Frøslevlejren.

Pludselig sagde den ene onkel

• Jeg kan huske din bedstefar (Opa).

Det gav faktisk et gib i os begge. Det var mange år senere, oppe i nærheden af Mariager, jeg fik dette at vide. 

Fårhuslejren er et ømtåleligt emne, som man nødig vil berøre. Heller ikke i min familie. Min far talte dog meget om det. Han sagde ofte, at det var de forkerte, der blev straffet efter krigen. Dem, der tjente på tyskerne slap fri, sagde han.

Opholdet i Fårhuslejren fik eftervirkninger for mange sønderjyske familier i mange år fremover. I denne artikel vil vi også komme ind på det forhold. Var retsopgøret efter krigen egentlig retfærdigt?

 

Bund Deutscher Nordschleswiger

Den 22. november 1945 blev paraplyorganisationen for de tyske mindretals organisationer oprettet. Det var imens retsopgøret var i fuld gang. Et stort antal af foreningens medlemmer var interneret i Fårhuslejren, anklaget for landsforræderi.

I det tyske mindretal følte man sig meget forurettet, da også hjemmetyskere, som ikke have haft noget med de nazistiske organisationer, var fængslet med henvisning til deres tyske sindelag. Man var forurettet, men glemte måske selvransagelse og selvkritik.

Fra 1933 – 45 var det tyske mindretal knyttet tæt til nazismen.

Efter 1945 gjorde man forsøg på, at fastholde mindretallets rettigheder og ejendomme, samt fastholde mindretallets rettigheder. Desuden ønskede man at opretholde de tyske privatskoler.

Men dette blev først gennemført efter at mindretallet efter en del diskussion måtte underskrive en loyalitetserklæring over for den danske stat den 1. december 1945. Dette dannede grundlag for den nye organisation Bund Deutscher Nordschleswiger.

I dag varetager paraplyorganisationen 23 børnehaver, 17 skoler, efterskole og gymnasium. Man har desuden et generalsekretariat i Aabenraa og et sekretariat i København. Det samlede budget er på ca. 235 millioner kroner, hvoraf 45 % kommer fra Danmark, 33 % fra Tyskland, og 22 % er egne indtægter (Kilde: Grænseforeningen).

Dyrlæge Jens Møller

Dyrlæge Jens Møller blev i 1935 valgt til leder af det tyske mindretals nyoprettede naziparti National
– Sozialistische Deutsche Arbeiter – Partei Nordschleswig. I perioden 1939 – 43 var han medlem af Folketinget for Slesvigsk Parti.  Jens Møller ville have Nordschlesvig Heim ins Reich. Hans opfordring til Hitler var

• Führer mach unds frei

Han blev dog kaldt til Berlin, hvor han blev opfordret til at dæmpe sig.

I forbindelse med retsopgøret, blev han idømt 12 års fængsel på grund af det nære samarbejde med besættelsesmagten. Han blev dog benådet i 1950. han forsøgte dog at komme tilbage- Men flertallet i BDN tog afstand fra hans udmeldinger.

Jens Møller døde i en trafikulykke i 1951.

 

Initiativer fra Mindretallet

Blev Mindretallet uretfærdig behandlet? Hvad skete der egentlig inden Fårhuslejren?

Opgøret med de såkaldte landssvigere efter 1945 blev et opgør med en hel befolkningsgruppe, som havde eftervirkninger adskillige år fremover. Mindretallet var efter Hitlers magtovertagelse blevet gennem-nazificeret. Og det skyldtes ikke mindst Jens Møller. Mindretallet blev underlagt nazipartiet efter tysk mønster.

SK (Schleswigsche Kammeradschaft) svarende til SA – blev oprettet. Deutsche Jungen – und Mädchenschaft Nordschleswig mindede meget om Hitler – Jugend. Bund Deutscher Mädel fik indblik i den nazistiske ideologi i de hjemmetyske privatskoler.

 

Besættelsen blev hilst velkommen

Den tyske indmarch i Danmark blev hilst velkommen af det tyske mindretal. Man håbede på en grænserevision. Men også på andre måder, blev mindretallet aktiv.

Kreditanstalt Vogelgesang gik i gang med en jordkamp. Deutsche Berufsgruppenn Nordschleswig etablerede en Liefergemeinschaft, der sørgede for, at de
hjemmetyske virksomheder fik favorable muligheder for at levere til den tyske værnemagt.

 

Hvervekampagne

En anden opgave var at hverve unge mennesker til Waffen SS. Det foregik allerede fra 1939, og som regel i skolerne og idrætsforeningerne. Lærerne lagde, ifølge min far stort pres på eleverne. Og det tyske mindretal iværksatte en storstilet hvervekampagne. Omkring 1.500 fra det tyske mindretal meldte sig til Waffen SS og yderligere 500 til Værnemagten. 750 vendte aldrig tilbage.

I januar 1943 begyndte mindretallet hvervningen til Zeitfreiwilligendienst. Det var en slags uniformeret hjemmeværn, der skulle bistå de tyske tropper, hvis der skulle komme en allieret invasion i Danmark. I alt meldte der sig 1.600.

Et andet korps Selbstshutz på cirka 450 mand blev oprettet i 1944, primært for at beskytte hjemmetyske virksomheder mod sabotage.

Mindretallet sørgede også for indkvartering af tusindvis af tyske flygtninge. Man mobiliserede også frivillige til gravning af skanser tværs over Nordslesvig, vendt mod en allieret invasion.

 

En avis og dens solidaritet

Gennem Nordschleswigsche Zeitung udtrykte mindretallet deres uforbeholdne solidaritet med besættelsesmagten. Det skabte et særdeles hadefuldt forhold til mindretallet.

Disse spændinger blev udløst efter den 5. maj, hvor modstandsbevægelsen sørgede for afhentning af landssvigerne.

 

Ydmygende anholdelser

Lastbilerne strøg gennem gaderne, hver udstyret med en politimand og 4 – 5 riffelbevæbnede mænd. De arresterede hjemmetyskerne og værnemagerne. Forskræmte blev de jaget op på bilerne. Minderne om jødeforfølgelserne blev vagt til live. Der blev spyttet, sparket og hujet af dem.

Man kunne ikke vente til, der var udsendt en arrestordre, og det med det juridiske så man stort på i begyndelsen.

 

1.000 fra Tønder anholdes på en uge

Fangerne blev overført til Frøslevlejren, der efter 1. juni 1945 efter anmodning fra modstandsbevægelsen blev omdøbt til Fårhuslejren.  I Sønderborg blev 600 interneret på Sønderborg Slot. Efter 1946 blev den nedlagt, og fangerne overført til Fårhuslejren.

Den første uge efter befrielsen blev der alene fra Tønder Politikreds overført over 1.000 mand til Fårhuslejren.

 

Hævn

Det var et vagtkompagni fra Den danske Brigade, der passede på fangerne. Senere på sommeren overgik bevogtningen til ny-indkaldte.

150 Frøslevfangere var forblevet i lejren og varetog også bevogtningsopgaver. Den 17. maj tiltrådte kaptajn Digmann som lejrkommandant. Han var tidligere Lager-ældste  i Frøslevlejren.

Ledelsen og kommandantskabet bestod af modstandsfolk og blandt dem var mange gengangere fra Frøslevlejrens fangeledelse.

Nu kunne man rigtig tage hævn. Nogle fra vagtmandskabet skød efter for godt befindende. Vagtmandskabet stjal fra de internerede. Det overgik også min bedstemor, der var draget fra Højer til Fårhus med mad og andre ting til min bedstefar Det var sjældent, at han fik tingene. Vagtmandskabet tog sig selv af lækkerierne.

Tobaksvarer og andre personlige ejendele blev også ”beslaglagt” af vagtpersonalet. Kontanter og pakker forsvandt også på mystisk vis.

Digmanns lederskab var kontant. Hammeren faldt prompte hos ham. Ikke over for vagtmandskabets disciplin og moral, men over for fangerne. Mange indsatte måtte en tur i Fårhuslejrens arrest på vand og brød. Det gjaldt også for min bedstefar, der protesterede over, at han ikke måtte få sine pakker.

Vold over for fangerne forekom også ofte. Ifølge lejrdisciplinen var dette dog forbudt, men ledelsen så igennem fingrene med det.

Grundloven sat ud af spil

Mindretallet protesterede mod, at de tilbageholdte ikke blev stillet for en dommer inden for 24 timer. Det var modstandsbevægelsen, der organiserede interneringen. Reelt var grundloven sat ud af spil. På den anden side ville det have været umuligt med det store antal internerede på så kort tid, at leve op
til grundlovens bestemmelser.

De forskellige politikredse arbejdede på højtryk for nogenlunde at leve op til retssamfundets bestemmelser. Dagligt blev mellem 35 og 50 internerede stillet for en dommer.

 

Dømt af samfundet – og naboen

Næsten 3.000 medlemmer af det tyske mindretal blev dømt under retsopgøret og ca. 500 var interneret i en periode uden at blive dømt. Men alle hjemmetyske familier blev ramt. De blev lagt for had.

På landsplan blev godt 13.000 danskere dømt som landssvigere. Langt den største del af de dømte, nemlig godt 2.100 personer blev dømt for at have gjort tysk krigstjeneste. 1.100 blev dømt som Zeitfreiwillige. Og 125 medlemmer af Selbtschutz blev dømt.

I den groveste del blev 52 hjemmetyskere dømt for tysk polititjeneste, og 31 blev dømt for angiveri, dvs. Stikkeri af danske medborgere. 700 blev dømt for værnemageri, dvs. Utilbørligt økonomisk samarbejde med besættelsesmagten. Zeitfreiwillige fik omkring 1 ½ års fængsel, mens Selbstschutz-medlemmer fik ca. 2 1/2 år.

Min far havde sikkert ret. Mange danske virksomheder, der ikke tilhørte det tyske mindretal, som havde tjent på tyskerne, blev ikke dømt. Han nævnte en masse eksempler, som jeg dog ikke vil gengive her.

 

Lovgivning med tilbagevirkende kraft

Den lov som de fleste hjemmetyskere blev dømt efter, blev først vedtaget den 1. juni 1945. Lovgivningen blev kaldt for Straffelovstillægget. Og straffede med tilbagevirkende kraft. En noget senere lov kaldet for Værnemagerloven straffede også med tilbagevirkende kraft.

Den lov som man brugte med hjemmetyskerne var straffelovens § 101 stk. 2. Den sagde, at der under krig eller truende krig hjælper fjenden, straffes med fængsel fra 1 til 12 år.

Det tyske mindretal gjorde gældende, at Danmark formelt ikke var i krig med Tyskland.

Situationen ændrede sig den 29. august 1943, da regeringen trådte tilbage. Efter 5. maj 1945 gjorde tyskerne gældende at man ikke have været i krig med Danmark.  Man gjorde gældende, at man respekterede dansk suverænitet og at det var tale om en såkaldt fredsbesættelse af Danmark.

Man kan vel med rette også kalde interneringen for en slags beskyttelse. De lange knives nat kunne sagtens være ”foregået”. Og der havde ikke været mulighed
på så kort tid, at ændre lovgivningen.

 

Det sønderjyske råd: Udvis dem

I vinteren 1944 – 1945 havde den sønderjyske modstandsbevægelse oprettet Det Sønderjyske Råd. Umiddelbart efter befrielsen udsendte rådet sit mindretals-program. Heri hed det sig blandt andet:

• At alle af det tyske mindretal, der er i besættelsestiden har båret tysk uniform, har været stikker, marinevægter, sabotagevagter, eller som ved tysk Ausweiss eller på anden måde har skaffet sig en sådan retsstilling, at de har kunnet unddrage sig dansk retsforfølgning, fratages deres danske statsborgerret og udvises af Danmark.

De sønderjyske Danske Samfund som arrangerede en masse møder støttede Det Sønderjyske Råd’ s program. Medlemmer af Dansk Samråd mente dog, at det var uklogt, at fare for hårdt frem mod mindretallet.

Retsopgøret sluttede vel med et kompromis mellem de to synspunkter.

 

Mere udgydelse

Det man så glemmer, at nævne i denne forbindelse er, at opholdet i Fårhus forfulgte én i mange år. Ikke kun foragt fra naboen. Nej samfundet straffede i mange år bagefter. De frontfrivilliges familie måtte tilbagebetale soldater – sold og familie-understøttelse, som de havde modtaget fra Tyskland.

Der fulgte også mange tilfælde af selvtægt, hærværk og bombeattentater mod hjemmetyskere og deres ejendom. Afsavnene, de økonomiske forhold og det barske ophold i Fårhus skabte en dyb kløft til det danske samfund.

 

Dømt på handlinger – ikke holdninger

Fra dansk side fastholdt man, at mindretallet blev dømt efter handlinger og ikke holdninger. Man påstod også, at mindretallet ikke blev kollektivt dømt.

Den danske konge tog imod fredsbesættelsen under protest. Man tillod, at danske statsborgere deltog i tysk krigstjeneste og adskillige artikler på denne side vidner om, at besættelsen af Danmark langt fra var fredfyldt.

Helt op til midten af 1960’erne bekendtgjorde mindretallet i valgprogrammer, programerklæringer og åbne breve, at de var blevet uretfærdige behandlet. I 1965 blev der oprettet et kontaktudvalg mellem mindretallet og statsministeriet.

 

Diskussionen fortsætter

Men diskussionen var ikke slut. I 1994 mente amtsborgmester og formand for den selvejende institution Frøslevlejren, Kresten Philipsen, at de ville være en god ide, at lave en Fårhus – udstilling. Dette fik forhenværende redaktør Robert Huhle i blækhuset. Han mente, at der var tre årsager til Philipsens udmeldinger.

• medfødt dumhed, bevidst historieforfalskning og et forsøg på at kapre hjemmetyskernes stemmer.

Tidligere Frøslevfange, Torkild Antonsen svarede: Ikke på vilkår.

Bjørn Svensson blandede sig i debatten:

• Når mindretallets repræsentanter kræver saglig behandling af den fælles historie, så må vi stille samme krav til dem. Martyriet ligger ikke på tysk side. Det er usandt, når man fra tysk side taler om, at hjemmetyskerne kan blive straffet for deres politiske sindelag. De var ikke kriminelle, men illoyaliteten over for det land, hvori de var statsborgere, kan der gives mange eksempler på, hvis de ønsker det. Jeg gentager og understreger, at det efter min mening gik for hårdt ud over hjemmetyskerne. Men bebrejdelserne skal ikke rettes imod Danmark, men imod det af hjemmetyskerne tiljublede Nazityskland, som var skyld deri.

 

De var alle stikkere?

I majdagene 1945 kunne beboerne i Aabenraa opleve en af de hvide busser med påskriften:

• Stikkere til Frøslevlejren.

Nu skal der retfærdigvis oplyses, at det kun var et meget lille mindretal i Fårhus – lejren, der var stikkere. Måske kan man godt forstå den såkaldte Fårhus-mentalitet, hvor følelsen at være uretfærdigt dømt udgjorde en hovedingrediens.

 

Kadaverdisciplin

Disciplinen var mere end streng. En vigtig grund til dette, var at ledelsen havde nøje kendskab til, hvordan fangerne kunne undgå reglerne. Kadaverdisciplinen var fremherskende i alle de år.

 

Martyrium eller nødvendighed

Mens Frøslevlejren for Danmark er et minde om tysk besættelse, dansk modstand og tilfangetagelse, så er det i det tyske mindretals selvforståelse et symbol på et hårdt og uretfærdigt retsopgør efter Anden Verdenskrig.

Selv den dag i dag, skal der trædes forsigtig når talen falder på lejren ved Padborg. Ved den dansk – tyske grænse ånder historien endnu.

Fangerne fra mindretallet sad der længere end danskerne. Hænger mindretallet fast i ”Fårhus-mentaliteten?”. Er de stadig i offerrollen? Nej det er de ikke mere. men det varede særdeles længe. Da vi skrev artiklen var man endnu i offerrollen.

Det var som ofte familiens forsørger, der sad i lejren. 3.500 af et mindretal på 25.000 – 30.000 sad i lejren. Mindretallet kunne vel ikke undgå at lægge mærke til danskernes modstand mod besættelsesmagten.

Så sent som i 2004 diskuterede man i det tyske mindretal om man skulle forlange en undskyldning af den danske stat. Er Fårhuslejren et martyrium eller en nødvendighed.

 

Varulve

Påskelørdag den 20. april 1946 blev der smidt en håndgranat ind på politistationen i Tinglev.

• Varulve på spil i Tinglev

Sådan stod det at læse Jydske Tidende.

Gruppen var opstået lokalt på Løgumkloster – egnen. Formålet var at bekæmpe anti-tyske danskere. Drivkraften i gruppen var primært motiveret af ønsket om hævn for interneringen af forældre i Fårhus – lejren.

Denne varulve – bevægelse blev trevlet op. Ved Byretten blev N.W. dømt 12 års fængsel. Men ved Højesteret fik han halveret sin straf. Den 11. januar kunne Jydske Tidende dog fortælle om en hjemmetysk gruppe, der bestod af ti tidligere SS – folk. De var uddannet i partisankrig i Frankrig.

 

Antitysk holdning

I maj 1945 befandt der sig endnu 246.000 tyske soldater i Danmark, og et stort antal tyske flygtninge. Først i 1947 forlod de sidste tyske soldater landet. I den danske befolkning havde det udviklet sig til en stærkt anti – tysk holdning.

Omkring 2.000 tyske soldater blev sat til at fjerne miner. Cirka 10 % af disse omkom under arbejdet, et ukendt antal blev kvæstet og lemlæstet.

 

Krigsforbrydere

Ifølge international lov skulle Danmark indberette krigsforbrydelser. Grundlaget blev skabt af Krigsforbryderloven af 12. juli 1946. Der blev foretaget forundersøgelser mod 344 tyske statsborgere med henblik på at retsforfølge dem. Der blev dog kun rejst tiltale mod 77.

Endnu i 1965 skulle der have været en liste på 31 tyske – og østrigske krigsforbrydere, som man fra dansk side stadig ønskede at retsforfølge.

 

Den nationale stemning i befrielsesdagene

Befrielsesdagene handlede også om selvtægt, demonstrationer og ydmygende behandling af modstanderne og nedværdigende omtale af disse. De tyske flygtninge måtte under hele deres tilstedeværelse mærke denne holdning.

Den danske befolkning medinddrog flygtningene i deres had til alt tysk.

Den 5. maj 1945 befandt der sig 250.00 tyske flygtninge i Danmark, heraf var en tredjedel børn under 15 år. De blev bogstaveligt talt isoleret med pigtråd fra det danske samfund, og derefter hurtigst muligt forsøgt returneret til Tyskland.

Der befandt sig også 30.000 flygtninge under ubeskrivelige forhold ombord på skibe i Københavns Frihavn. De blev straks sejlet tilbage uden lægetilsyn. De første flygtninge kom med tog til Padborg, men de fleste kom af søvejen.

 

13.000 civile tyskere dør i Danmark

I 1945 døde 13.400 civile tyskere i Danmark uden at sundhedsmyndighederne ville undersøge, hvorfor. Halvdelen af disse (7.746) var børn under 15 år. Man var ligeglad om fjenden var børn, når kampen drejede sig mod nazismen og tyskerne.

Den officielle danske holdning over for disse flygtninge var, at man ikke ville medvirke aktivt til nogen form for hjælp til dem. Det var tyskernes egen problem.

Flygtningestrømmen opfattedes som endnu et overgreb fra tyskernes side. Alle ydelser skulle gives gennem tyske beslaglæggelser. Man forlangte, at for at flygtninge skulle hjælpes måtte der ske modydelser på den måde, at danskere i koncentrationslejre fik væsentlig bedre vilkår.

De yngre læger forlangte at alle danskere og jøder skulle sendes hjem, før man kunne forvente lægehjælp. Men hjemsendelsen af betjente og grænsegendarmer
ændrede ikke Danmarks indstilling. Og selv lige efter befrielsen skete der ikke væsentlige forbedringer.

 

Spædbørn dør

Da skibe ankommer til Frihavnen var der en del spædbørn, der er døende. De blev nægtet lægehjælp. Man mente fra dansk side heller ikke at Røde Kors skulle hjælpe, da de udelukkende betjente sig af frivillig arbejdskraft. Man kunne ikke regne med befolkningens støtte, når det drejede sig om, at de skulle hjælpe tyske statsborgere.

Man ville heller ikke fra dansk side hjælpe børn under fem år, som var de mest truede. De var henvist til de fuldstændig utilstrækkelig bemandede og udstyrede tyske lazaretter.

 

Epidemiske sygdomme behandles

Man bøjede sig lidt. Fordi man var bange for at epidemiske sygdomme ville brede sig til den danske befolkning, så sygdomme som tyfus, paratyfus, dysenteri og plettyfus blev behandlet.

 

Kaos efter befrielsen

På kapitulationstidspunktet var der totalt kaos omkring behandlingen af flygtningene. Indkvarteringsforholdene var kaotiske. I maj 1945 befandt godt 90.000 flygtninge sig i København på diverse skoler og idrætshaller.

De sanitære installationer var under al kritik, og det medførte svære epidemier af specielt tyfus blandt flygtningene.

Fra dansk side ville man have at de omgående blev sendt hjem, men fra engelsk side blev der meddelt, at dette ikke kunne ske de første 3 – 4 måneder.

 

Pressens rolle

Stemningen mod flygtningene var ikke blevet mildere. Selvtægten florerede med fuld pressedækning. Man beskrev fortsat de mange dødsfald uden den mindste form for medlidenhed. Danskerne følte ikke det mindste ansvar for de forhold, man bød flygtningene.

60 københavnske præster havde udsendt en pressemeddelelse om, hvordan forholdene i virkeligheden var i modsætning til det billede, pressen gav. Dette rejste en læserbrevstorm. Ikke mod pressen, men mod flygtningene og mod præsterne. Man krævede deres navne offentliggjort og en undersøgelse af deres indsats under besættelsen.

 

Genevekonventionen overtrædes

Lægebehandlingen var fortsat overladt til civile tyske læger, der havde været med i flygtningestrømmen og til lægerne tilhørerne værnemagten. Man fik englændernes tilladelse til at 85 tyske militærlæger og 360 sygeplejerskes status blev ændret fra militærpersonale til flygtninge.

De forblev mod deres vilje i Danmark som ulønnet sanitetspersonale, og de sidste forlod Danmark sammen med de sidste flygtninge i 1949. Denne tvungne internering uden løn var i klar modstrid mod Geneve-konventionen  af 1929. Men så fik Danmark sin hævn.

 

Kosten

I kostreglementet er angivet eksempler på den varme mad, der blev serveret:

• Kål-ret, bygvælling, gule ærter, hvis søbekål, kartoffelsuppe, kørvel -, spinat – eller grøntkålsuppe, sulevælling og havrevælling.

Man mente, at det hverken var bedre eller dårlige end hvad den almindelige dansker fik. Manglende indhold af kød, vitaminer og fedtstoffer så man stort på.

 

Dødsfald kunne være undgået

Den største gruppe flygtninge der døde i 1945 var børn under to år. De fleste døde antagelig af mave – infektioner og dehydrering, underernæring og børnesygdommene, mæslinger og skarlagensfeber. Det er næppe tvivl om, at de fleste dødsfald kunne have været undgået, hvis de danske læger var gået ind i en humanitær indsats for at redde dem i stedet for at afvise dem fra de danske sygehuse.

De forhold man bød flygtningene efter kapitulationen var ikke gode – indespærring og sammenstuvning i lejre med elendige sanitære installationer og ensformig og underlødig kost. Forholdene blev bedre med tiden, men i 1945 var de dårlige. Det viser indberetningerne fra embedslægerne. Det var ingen politisk dækning til at give dem bedre forhold.

Det var svært at tale tyskernes sag på det tidspunkt uden at blive mistænkeliggjort, men det er vel i virkeligheden i sådanne situationer, at lægeløftet skal vise sin værdi.

 

Havde min far ret?

Min far havde vel ret, det var ikke altid de rigtige, der blev straffet efter krigen. Og en anden ting er, at det nok ikke altid var det rigtige, hvad der stod i historiebøgerne.

 

Kilde:

• Besættelseslitteratur Diverse 
  
• www.dengang.dk – diverse artikler 
• Litteratur Padborg/Bov

 

Hvis du vil vide mere

• www.dengang.dk indeholder 1.784 artikler
• Under Padborg/Kruså/Kollund finder du 63 artikler 
• Under Besættelsestiden før/under/efter finder du 362 artikler 

Redigeret 26. – 02 – 2022