Detailhandlere har det altid været mange af på Nørrebro, i hvert fald efter 1852. Før den tid måtte man en besværlig vej ind til Staden.
Social nød, druk og arbejdsløshed har også præget detailhandelen på Nørrebro. Nørrebro Handelsforening fungerede som politi og fødevarekontrol i mange år.

En enkelt urtekræmmer, en enkelt spækhøker, et bageri og et mælkeriudsalg , sådan så Nørrebros detailhandel ud i 1840. Ville man have et større udvalg, måtte man gå ind til staden. Men snart skulle det vise sig, at blive helt anderledes. Nørrebro Handelsforening blev landets største handelsforening med ca. 750 medlemmer. Dengang holdt man sammen.

 

Arbejdere skulle betale port – afgift

I 1840 kom der et beskedent ønske om, at portene også om vinteren skulle åbnes før klokken 6 om morgenen. Men politimester Bræstrup mente, at folk ikke havde brug for varer så tidlig om morgenen. Desuden ville tyverierne stige, såfremt portene blev åbne.

Man tænkte ikke på de stakkels arbejdere ude på Nørrebro. I 1844 indgav fabrikant Drewsen og jernstøber Heegaard en klage til Magistraten, at deres arbejdere ikke kunne komme på arbejde uden at skulle betale 2 skilling for passage gennem Nørreport.

Selv om der ikke var mange butikker endnu på Nørrebro, så var der mange der arbejdede herude.

 

Trætte af voldene

Der var mange på Nørrebro, der var trætte af voldene. I en lov underskrevet af Christian den Fjerde i 1685 hed det sig, at alle husene uden for demarkationslinjen skulle nedrives, undtagen husene langs Blegdamen. Ligeledes skulle der oprettes tre værtshuse. Men loven blev overtrådt gang på gang.

 

Forslag til ny befæstningslinje

Brændevinsbrænder Wium på Nørrebro fremlagde i 1846 en plan til en ny befæstningslinje omkring København, så man kunne nedlægge voldene. Han foreslog anlæg af en række batterier fra Flaskekroen ved Kallebodstrand (Kalvebodsstrand)  langs Damhussøen forbi Bispeengen til Lygten, langs Lersøen til Tre Flasker og ud mod stranden

• omtrent saaledes at den ene Kanonkugle i Mag kunne forsvare den anden.

 

Ridderen af Nørrebro

Landlig idyl og masser af romantik var der på Nørrebro, inden butikkerne kom.

Tænk at man i 1841 måtte borthugge hver andet træ på Nørrebrogade. Kun på den nordlige side var der fortov, der brat blev afbrudt ved Fælledvej, af det såkaldte Barrierehus. Her boede en stakkels enke. Magistraten lod huset stå til 1847, skønt det var til hinder for Passagen og til Vansir for hele Gaden.

Lige over for lå den to etagers store Grams Have. Det var Nørrebros mest populære traktørsted. Gram var en afdanket kaptajn og havde købt stedet. Han havde efter sigende 4 smukke døtre. De var veninde med enkefru Hansens døtre Emilie og Marie, der boede lidt længere henne af Nørrebrogade. De seks piger
sad så mangen en eftermiddag og ventede på en bestemt person – nemlig forfatteren Christian Winther. Han blev kaldt Ridderen af Nørrebro. Og det blev den 19 årige Marie Hansen, der løb med ridderen.

Den farlige bro

Der var masser af plads på Nørrebro, før det store byggeboom kom. Masser af småindustri og håndværkere havde allerede bosat sig. Flere havde fået dispensation til at opføre bygninger til fremstilling af diverse industri. Den største var Heegaard på det nuværende Blågårds Plads. Byggegrundene var forholdsvis billige.

Men der var lange gåture for arbejderne. Først i 1878 kom der en smal bro over Sortedams Søen. Et læserbrev i Socialisten fortalte, at broen var fæl. Den var ideel for selvmordere, fortalte bladet. Brædderne lå på langs og var hurtig pilrådne. Det pæne borgerskab kunne ikke komme til selskaber, når de skulle en tur over broen. Snedkermester Mou foreslog endda, at man lavede en færgefart over søen.

Arbejderne strømmede til byen. Befolkningstallet mellem de to verdenskrige var helt oppe på 100.000. familier blev stuvet sammen på 25 m2. Lokum i gården, rotter på loftet og i kældre.

På et tidspunkt lignede bydelen et persisk marked. Slagtere, bagere, værtshuse, drukkenbolte og værksteder i baggårdene.

 

Sammenhold og fællesskab

En ny lov om næringsfrihed var trådt i kraft. Det betød, at næringsdrivende frit kunne etablere sig. Efterhånden skød der butikker op overalt. Først i ynkelige kælderrum, og senere lykkedes det at erobre stueetagen.

Butikkerne havde åbent til klokken 21, om lørdagen til klokken 22. Om søndagen var der åbent fra klokken 7 til 9 om morgenen, og så igen fra 16 til 21. man kunne ikke have åbent i kirketiden.

Udvalgsbutikker med ting til hjemmet og beklædning opstod i slutningen af 1870’erne. Men pengene på Nørrebro var få, og det kunne mange butikker mærke. Mange måtte lukke igen efter få år. Den sociale nød tvang befolkningen til sammenhold og fællesskab. Man hjalp hinanden, passede hinandens børn, og organiserede sig fagligt og socialt. Nørrebro var præget af arbejdsløshed, druk og meget trange økonomiske og sociale forhold.

Fattigloven sagde, at tilflyttere skulle sendes hjem på hjemkommunens regning, hvis man ikke kunne forsørge sig selv. Fattigdommen var enorm. I Gartnergade var der gratis suppe og kød. Og i skolen var der vinterbespisning for de mest blege. To gange om året samlede man tøj sammen til de allerfattigste.

 

Børnene rapsede

Havde man ikke penge til de mest nødvendige indkøb, ja så gik man hver mandag hen og afleverede sit pæne tøj på lånekontoret, og lånte penge. Om fredagen hentede man tøjet og betalte renterne, når man havde fået løn. Så var det måske også råd til lidt mere havregrød.

Forretningerne på Nørrebro havde store problemer med børn, der rapsede. Der gik konkurrence i, hvem der hurtigst kunne hugge fra forretningernes udstillingskasser. Når det blev opdaget, ja så holdt man en lille pause, indtil man gik i gang igen.

Havde man slet ingen penge, kunne man stille sig foran rullekonens forretning og synge en vemodig sang. Så fik man måske en tiøre, der kunne investeres i et rosenbrød. De mest populære butikker for børnene var dem, hvor der var en slikmutter. I Skyttegade hed hun Musse.

 

Raahed, Uredelighed og Usædelighed

Langt om længe kom der også gang i byggeriet på Ydre Nørrebro. En skribent skrev følgende:

• Fattigdommen hersker. Mændene drikker, og Kvinderne sladrer Tiden bort.

I en artikel i Illustreret Tidende i forbindelse med Stefans Kirken kunne man læse:

• Her er Haab, om at Kristendommen, al Raahed, Uredelighed og Usædeligheds Medarbejdende Aaand vil blive det Salt, der bevarer de endnu gode Hjem og aaben Ild, der renser de fordærvede.

De forstod virkelig, at bruge det danske sprog, dengang.

Forceret spekulationsbyggeri bag Stefans Kirken førte til, at der ikke var en egentlig adgangsvej til den nye jernbanestation. Det fik en i de daværende medier til at skrive:

• Et Mylder af Gadestumper kommer op i Kirkens Nabolag, for alle har spekuleret i, at blive nærmeste Forbindelsesvej til Stationen.

 

Duft af spegesild, tjære og blår

Alt skulle aftappes lige fra petroleum til brændevin. Andre ting skulle vejes og pakkes. Hele søndagen tog man med, for at få tingene færdiggjort.

På Nørrebrogade lå de standsmæssige butikker, særlig inden for manufakturbranchen. Det var småt med udstillingsvinduer. Og de kunne stå i månedsvis uden at blive udskiftet. Tobaksforretningerne lignede hinanden, men ens skilte. Urtekræmmer og hørkræmmere var der efterhånden mange af på Nørrebro. En duft af spegesild, tjære og blår bredte sig. Gik man et stykke ned af sidegaderne kunne man fornemme duften af røget flæsk, gammel ost, krydderier og brændt
kaffe. Hvis der havde været en fødevarekontrol dengang, ville der næppe være mange, der fik en smiley.

Bagerne havde de allernødvendigste typer af brød. Ikke noget med wienerbrød og flødeskumskager. Slagterforretninger (Spækhøkere) fandtes både i Blågårdsgade og Nørrebrogade.

 

Nørrebro Handelsforening bliver født

I 1893 besluttede en række urtekræmmere at stifte en handelsforening, den kom til at hedde Nørrebroe Handelsforening. Foreningen sørgede bl.a. for at dens
medlemmer fik gode indkøbsmuligheder.

Men foreningen fungerede også som en slags politi. Man kontrollerede, om priserne blev overholdt, at varerene svarede til det, der stod på etiketten, og at konkurrenceloven ikke blev overtrådt. Man havde også et såkaldt whisky – udvalg, der skulle smage på varen. Om varen overholdt kvalitetskravet. Dette udvalg har man desværre ikke mere.

Foreningen kæmpede blandt andet mod tilgift. Og her var især kaffeforretningerne slemme. De blev støttet af brænderierne. Foreningen undrede sig over,
at ministeriet gav en kaffehandler tilladelse til at blande tilsætningsstoffer i ren kaffe og sælge blandingen til billigere pris.

 

Forening fungerede som politi

Det var kunderne, der rettede henvendelse til foreningen, over varer, man var utilfredse med. Butikker, der følte, at kollegaerne overtrådte reglerne, kontaktede også foreningen. På et år kunne foreningen godt have 400 sager, man beskæftigede sig med. Foreningen ansatte en person, der skulle forfølge alle disse sager, om nødvendig helt til retten. Denne person kaldte man for tillidsmand

 

Ejendom oprettes

En butik kunne dog nøjes med at betale en bod til foreningen. Denne bod gik så til en understøttelsesfond. Det skete også for en spritforhandler, der solgte sprit under den fastsatte pris. Han blev idømt en bod på 50 kr. Handelsforeningen sendte pengene til De Danske Spritfabrikker, der returnerede pengene til foreningen.

Understøttelsesfonden voksede, og i 1924 kunne man for pengene købe en bygning i Prinsesse Charlottes gade, hvor ældre detailhandlere kunne tilbringe deres sidste tid. Denne bygning har foreningen stadig. Her bor de gamle detailhandlere dog ikke mere.

 

Politisk indflydelse

Fra starten af sin eksistens gjorde Nørrebro Handelsforening meget ud af, at få politisk indflydelse. Lobbyvirksomhed var noget som foreningen meget tidlig gjorde brug af. Og det var ikke kun detailhandelen, der fik gode af dette. Også lokalbefolkningen har gennem årene, mærket det.

Denne politiske påvirkning  praktiserer foreningen stadig til stor fortrydelse for mange politikere, Det gøres bl.a. gennem foreningens meget besøgte hjemmeside www.norrebro.dk, som nutidens medier også gør brug af.

I 1925 undrede Dagbladet Politiken sig over, at handelsforeningerne ikke respekterede de love som Rigsdagen havde vedtaget med hensyn til prisfastsættelse. Det fik Nørrebro handelsforening til at fare i flint:

• Hvis en Handlende sælger sine Varer under den pålydende Pris, er det ikke af Kærlighed til det købende Publikum, men mere for at trække Kunder fra sine Kollegaer. Den ærede Presse vil gerne have vores Annoncer, ligesom den gerne vil have deres Blade forhandlet af os, kunne vi så ikke forlange af Pressen, at den ikke griber ind på Steder, hvor vi har loven på vor Side.

En dejlig duft

Det varede længe inden man fik kloakeringen i orden på Indre Nørrebro. Det var ikke særlig behageligt at gøre sit indkøb på Nørrebro dengang. Men også for kunderne omkring Nørrebros Runddel var det en blandet fornøjelse helt op i slutningen af 1890’erne.

Der var ikke meget bebyggelse fra Nørrebros Runddel ud til Lyngbyvejen. En række arbejderboliger og nogle kolonihaver, var det eneste, der var at finde. Men bag dette lå byens natrenovation. Vejen dertil hed Sortevej, men i folkemunde hed det selvfølgelig noget andet. Her kom natmændene i nattens løb
med deres såkaldte chokoladevogne, hvorpå der stod åbne latrintønder. Det forudsagde selvfølgelig en frygtelig stank.

En betjent, der skulle gøre tjeneste fra Runddelen til Lyngbyvejen udtalte, at når vinden var i en bestemt retning, var han nødsaget til at tilbagelægge strækningen i løb.

Inde på pladsen tømtes latrinen ud i dybe overdækkede kanaler for at bundfælles. Kanalerne førte ud til et hul på størrelsen med Runddelen. I det stille vejr hændte det ofte, at gassen fra latrinen samlede sig i rørene. Så kunne der ske større eller mindre eksplosioner. Latrinen blev afhentet af omegnens
gartnerier og brugt som mødding.

 

Mange butikker lukkede

Socialt var handelsstanden ikke højt placeret i 1900. Indtægterne var simpelthen for små. Man var også imod, at der blev givet rabat eller tilgift, som det hed dengang. 16 % af butikker lukkede efter det første år, og efter 4-5 år var 40 % lukket.
Irma startede på Nørrebro

På Nørrebro startede Carl Schepler, Irma – kæden i Ravnsborggade. Starten var en lille kælderbutik, hvor der blev solgt æg og margarine. Her måtte man ikke tale privat sammen. Hvis en af de kvindelige ansatte blev afhentet af en mand, blev
de afskediget dagen efter. De måtte heller ikke have børn.

Snart begyndte han selv at fabrikere og sælge andre varer. Siden åbnede andre filialer. Den lille butik som han startede i 1886 blev i 1907 til Irma.

 

Overflødighedsgøre

Nogle grossister ville også drive detailhandel, dette var ikke særlig populært hos den øvrige detailhandel. Man betragtede det som illoyal konkurrence. En af de største ”synder” fra Schous Sæbehus.

• Køb ikke hos overflødighedsgøre, opfordrede detailhandelen.

 

Handelsmedhjælpere har nok fritid

For en lærling var udsigterne ikke særlig gode for at overtage mesters urtekræmmerforening. En udlært tjente ikke nok til at kun brødføde en familie. Medarbejderne i 1890’ernes butikker var underlagt mesters luner. Mange boede hos ham. De var ofte henvist til usle kamre uden varme, ja nogle måtte sågar sove under disken. Medarbejderen kunne lige akkurat holde sig over sultegrænsen. Konkurrencen var skarp, man konkurrerede på åbningstiden lige som
i dag.

Overenskomst og arbejdstidsregler var ukendte begreber. Men der var ikke meget forståelse hos arbejdsgiverne. Kulhandler H.P. Hansen udtalte:

• Handelsmedhjælpere har nok fritid.

Det tilsluttede urtekræmmer Hjorth:

• De bliver jo selv principaler engang.

 

Arbejdernes egne butikker

115 dages lockout i 1899 ramte detailhandelen på Nørrebro meget hårdt. Store dele af butikkerne støttede arbejderne. Hundredvis af butikker fra hele København samlede sig på restaurant Kæden i Dronningens Tværgade, og krævede lockoutens ophør.

Mange kooperative butikker og industri foretagender opstod på Nørrebro. Man kunne blive klippet på Figaro Frisørsaloner, drikke Star. Man kunne købe kød i Arbejdernes Kødforsyning. Brød i Arbejdernes Fællesbageri og mælk i Enigheden. Og havde man sat sine A.K.S. Sko for sidste gang, ja så klarede
Arbejdernes Ligkistemagasin resten.

 

Søndagslukket

Principielt var det forbudt at arbejde om søndagen på grund af helligdagsloven af 1891. Men der blev givet et hav af dispensationer. De fleste butikker på Nørrebro havde også åbent i 1900.

Men i 1901 lavede man en afstemning om søndagslukning. 1.106 stemte for, mens 612 stemte imod. Kun 169 gad ikke at stemme. Læg mærke til, hvor mange butikker, der var på Nørrebro dengang.

 

Cykelhandlere

Der var kommet en del cykelhandlere til Nørrebro, ja i hele København var der efterhånden 65 cykelhandlere. Ja det hed ikke cykler, det hed faktisk bicykletten. Man kunne læse i dagens avis

• at Damer ride på Cykle, at ingen Mennesker falder på, at vende sig om efter en Cykelrytterske.

I begyndelsen hed de Velocipeder.  I Ryesgade havde løjtnant H. Schow undervist folk i at ride. Annoncer fortalte, at folk der lejede Velocipeder på Schow`s
plads kunne ride til både Klampenborg og Lyngby, uden at passere stenbro.

 

Pas på billigmagere

Butikkerne blev sure på bryggerierne. De tillod sig den frækhed, at levere direkte til kunderne. Det kunne man bare ikke.

Og butikkerne måtte heller ikke sælge under den fastlagte ølpris. Det gjorde øl-handler P. Jensen i Allerødgade. Man kaldte sådanne forretninger for billigmagere. Tænk de solgte Phønix øl og Bispebjerg øl til underpris.

 

Brugsforeningen – de handlendes fjende

Butikkerne var ikke glade for, at der kom en brugsforening til bydelen. Man mente, at brugsforeningen fik for mange fordele. Handelsforeningen appellerede derfor til arbejderne om, stadig at støtte de lokale butikker.

I virkeligheden var det købstædernes forsøg på at beskytte handelslivet, der dannede grundlag for brugsforeningerne. Den første næringslov er fra 1857, og den forsøgte at imødegå illoyal konkurrence. Detailhandelen måtte kun have et udsalg i hver kommune. Ordningen blev indført, for at sikre de mindre handlende mod ”storkapitalen”. Men brugsforeningerne var ikke omfattet af denne lov. De kunne frit etablere sig.

Der blev også nedsat en kommission, der skulle modarbejde falsk reklame og uhæderlig konkurrence. Ved siden af Nørre Central Cafe (i nærheden af Nørrebros Runddel) blev Hovedstadens Brugsforeninger dannet. I et foredrag om de handlendes vilkår, blev der oplyst, at blandt byens 10.000 – 11.000 handlende, ja så havde de 7.000 fra 800 til 3.000 kr. i årlig indkomst.

 

Beskatning af fattigmandssnaps

Tænk, at man kunne finde på at beskatte fattigmandssnaps.

Den 2. marts 1916 udbrød der kaos på Nørrebro. Enhver handlende, beværter, gæstgiver og så videre, der ligger inde med spiritusbeholdninger skulle inden klokken 9 ”afgive beretning om beholdningens størrelse. Overtrædelse af spiritusforbuddet straffes med bøder indtil 9.000 kr. eller fængsel. Denne mangel skabte kaos. Inden forbuddet trådte i kraft hamstrede bydelens befolkning på livet løs. Afholdsselskabernes Landsforbund proklamerede, at forbuddet skulle gøres permanent. Den 24. marts kunne befolkningen på Nørrebro ånde lettet op. Det midlertidige spiritusforbud var ophævet, men sprutten var blevet temmelig dyr.

• Taffelakvavit nu 2 kr. 40 øre
• Whisky 9 kr.
• –Cognac 12 – 14 kr.

Detailhandelen blomstrer

Omkring 1920 var Nørrebro nok det sted i  Danmark, hvor detailhandelen blomstrede mest. Nørrebrogade og Blågårdsgade var de store forretningsgader, men også i sidegaderne skete der meget. Problemet var, at for mange butikker solgte det samme. Der var et hav af erhvervsforeninger på Nørrebro. Cigarhandlerforening, Viktualieforening, Vinhandlerforening, Øl-handlerforening, Petroleumsforening, Urtekræmmerforeningen og mange flere.

Nye ting kunne være svære at acceptere for detailhandelen. Da de første pølsevogne var på vej udtalte formanden for Nørrebro Handelsforening:

• Jeg ser i forskellige Blade, at der vil blive givet Tilladelse til at forhandle Pølser fra Vogne på åben Gade. Og at Vedkommende, som sælger disse varme Pølser, skal levere gratis Sennep til Pølserne. Når så et lille Vindpust vil levere en gang tørrede Hestepærer på samme Tallerken som Pølser og Sennep, saa bliver det en delikat Ret.

 

Ændring af Nærringsloven

Nørrebro Handelsforening havde nogle konstruktive forslag til ændring af næringsloven:

• En Grosserer skal løse Borgerskab, hvorpå kun må handles en Gros.
• Detailhandlerborgerskab afskaffes, i stedet indføres et Branche – og et Købmandsborgerskab. Fra et Købmandsborgerskab må der drives blandet Handel. Det skal koste 600 – 800 Kroner. Brancheborgerskab giver Ret til Handel til den Branche, hvor den er løst
• I en Kaffehandel må der kun handles med Kaffe, Te, Kakao, Chokolade, Sukker, Kiks og Biskuit.
• Gadehandel skal helt afskaffes eller indskrænkes betydelig, og da kun udstedes til svagelige, eller uarbejdsdygtige Folk.
• Fabrikanter må kun have Udsalg, og kun i den By, han har Fabrik. Helst i samme Ejendom, hvor Fabrikken er.
• En Håndværker må kun forhandle det, han selv eller hans Folk tilvirker, og han kan ikke få Brancheborgerskab til Handel ved siden af Håndværkerborgerskab.
• Udlændinge kan ikke få Borgerskab af nogen Art, før de har haft Ophold her i Riget i 10 År.
• Aktieselskaber må kun have Borgerskab, enten en Gros eller en Detail.

 

Butikker skulle yde særrabat

Socialminister K.K. Steincke foreslog, at de handlende skulle yde særrabat til de arbejdsløse ved disses køb af de vigtigste levnedsmidler. Man var dog ikke så begejstret på Nørrebro, fordi handelsministeren ville forbyde al rabat. Og skibsredder A.P. Møller var nok ikke særlig populær på Nørrebro i 1926, da han udtalte:

• Vi må se bort fra Understøttelse, så Lediggangen kan komme til at trække direkte på Lønnen.

 

Ballade på Blågårds Plads

Det er ikke ukendt for forretningerne på Nørrebro, at de skal fejre glasskår. Det skulle de også den 30. september 1934. Konservativ Ungdom havde arrangeret et møde på Blågårds Plads. Højrepartiets ledere, Christmas Møller og Pürchel var blandt talerne. Politiet havde i forvejen renset pladsen for kommunister, men
de vendte tilbage. Et sammenstød var uundgåelig.

 

Detailhandelen protesterer

Efter krigen var der akut varemangel og restriktioner blev indført. Man skulle også spare på lyset, så udstillingsvinduerne på Nørrebrogade var mørklagte.

I slutningen af 40’erne var bruttoavancen for butikkerne op Nørrebro kun 14,2 %. Handelsminister Jens Otte Krag kommer i skarpt krydsforhør af butiksejerne på Nørrebro, der var utilfredse med situationen.

 

En velsignelse af specialbutikker

En legetøjshandler på hjørnet af Jagtvejen og Nørrebrogade solgte figurer lavet af tysk krigs-materiale i aluminium. En ny brødrister, hvor brødet selv sprang op, blev det nye hit hos isenkræmmerne.. Mor fik nye køkkenredskaber og blender. Far fik el – shaver.

Med Tricolore sæbe fulgte samlemærker om indianernes hemmelige sprog. I Ota` s havregrynspakke fulgte klippeark med helte og skurke fra det vilde vesten. Og sandelig om man ikke i 1956 kunne høre Preben Uglebjerg synge om Davy Crockett.

I 1950’erne havde Nørrebro en velsignelse af specialbutikker. På næsten ethvert gadehjørne lå der en købmand og et ismejeri. Butikkerne var domineret af disken, med hylder fra gulv til loft. Man kunne købe på klods. Og i Brugsen kunne man få dividende.

Det var en hørm af brunkål, piskefløde og nybagt bagerbrød. Senere blev luften blandet med kautisk soda. Alt skulle pludselig afsyres. Masser af små værksteder opstod.

 

Bulldozerne rykker ind

Da bulldozerne rykkede ind i 1972, gik det hurtigt. I en sky af grus var en fjerdedel af kvarteret væk i løbet af få uger. Pludselig gik det hele i stå. Der var ikke
penge til at fortsætte. Det var ikke boligsanering med beboersanering, sagde mange. Og butikkerne lukkede i stribe.

I 1950 boede der på Nørrebro 132.000 mennesker. I 1980 var der kun 78.000 tilbage. Grunden til dette var saneringen. Man foretog en gennemgribende ændring af det fysiske miljø. Mange Nørrebro – borgere følte, at deres rettigheder blev taget fra dem.

For detailhandelen på Blågårdsgade betød fjernelsen af trafikken omfattende lukninger af butikker. Andelsboligforeningen Peter Fabersgade 5 – 19 uddelte en løbeseddel, hvor de opfordrede Magistratens 4. afdeling til at koordinere gennemførelsen af saneringen i Den Sorte Firkant. Det var området mellem Nørrebrogade, Jagtvej, Tagensvej, Fredensgade og Sortedams-Dosseringen:

• Vi har gennem længere tid set, hvordan der rundt omkring i kvarteret sker ændringer. Et hus rives ned, et tømmes og bliver stående. Forretninger lukker, institutioner bygges om, her og der moderniseres og udstykkes til ejerlejligheder. Men det hele sker planløst.

 

Butiksantallet falder

Butiksantallet på Nørrebro faldt fra 2.256 butikker i 1958 til 965 butikker i 1981. Det kraftigste fald oplevede dagligvarebutikkerne og tekstil – og beklædningsbutikkerne. Udtyndingen var også stor i sidegaderne. I 1981 kunne der fremvises 120 tomme ubenyttede butikslokaler. I Blågårdsgade var 44 % af butikslokalerne tomme.

Nu var det ikke kun saneringens skyld at butikkerne lukkede. Supermarkedernes fremmarch var skyld i, at mange familieejede købmandsbutikker på Nørrebro lukkede.

Jagtvej 69, tilbudt for en krone

På et tidspunkt overtog Brugsen, Jagtvej 69. Nørrebro Handelsforening kæmpede for at bevare huset. Man brugte argumentet Historisk værdi. Men det var nok kampen mod endnu et supermarked, der fik handelsforeningen til at kæmpe for huset.

Meget senere, den 13. juli 2000 diskuterede foreningens bestyrelse, om man ville overtage huset. Foreningen havde fået det tilbudt – for 1 kr.  Men man sagde
pænt, nej tak.

 

Stigende butiksdød

Formanden for Nørrebro Handelsforening, slagter Knud Schou sagde i 1983 nogle rammende ord:

• Lavprisvarehusene har ansat såkaldte prispatruljer og leverandørerne sælger til forskellige priser og betingelser. Vi har brug for monopoltilsynet. Der gives rabatter fra 5 til 20 %. Disse rabatter er allerede opstået hos leverandørerne. Omsætningen i de resterende butikker på Nørrebro vil dale med 65
  millioner kroner de kommende år. Det vil selvsagt betyde endnu mere butiksdød. Først og fremmest er det forbrugerne, der selv er skyld i den stigende butiksdød.
• Nøgleordene er service og specialisering. Vi er nødt til hver eneste dag, at behandle vore kunder med omhu. Det er forrykt at møde en vrissen butiksindehaver, der samtidig klager over, at omsætningen går nedad. Et venligst smil, en faglig betjening kan supermarkederne ikke hamle op med. Så er det bedøvende lige meget om prisen på en vare til 20 kroner, er 50 øre billigere. Det er en kold tid, vi lever i, og mange mennesker, især de ældre og enlige, som vi har mange af i vores område, sætter pris på lidt varme og menneskelighed.

 

Dårlig trafikplanlægning

Og butikkerne var slet ikke tilfreds med kommunens planlægning af trafikforholdene. Således skrev Butiksejer Poul Wilcke:

• Set på Nørrebrogade – 1 stk. lastvogn belæsset med sten, beregnet for etablering af busholdeplads. Lastvognen blokerer totalt trafikken i 30 minutter, en hverdag klokken 15. Vi troede, at dette ville foregå uden for myldretiden. Mit fortov har været gravet op de sidste 12 dage. Kunderne har adgang til min butik ad et forholdsvis snævert bræt. Jeg må konstatere en omsætningsnedgang på 40 %.

 

Masser af ødelæggelser

Og de handlende var også utilfredse med de unge. Der blev udsendt en presse-information, hvor man blandt andet udtalte følgende:

• Detailhandlende på Nørrebro kan under ingen omstændigheder tolerere de metoder, som de unge tager i anvendelse for at markere deres synspunkter. Vi vil ikke længere være passive tilskuere til at en gruppe voldelige unge ødelægger vort kvarter, og gør det livsfarligt, at færdes i, for
  kvarterets beboere.

Butiksejere på Nørrebro har mange gange måttet feje glasskår. Sådan var det også tilfældet i 1993, da CNN berettede fra Nørrebro. Politiet affyrede 113 skud.
Med ødelæggelserne for butikkerne var større den 8. – 9. november 1999. Den gang udsendte Nørrebro Handelsforening en presse-information:

• Vi føler, at vore næringsdrivende bliver taget som gidsler, da en gruppe af udemokratiske hærværksfolk og terrorister får lyst til at vise deres foragt over for samfundet.
• Samfundet må stå til regnskab for politiets manglende indsats, da deres indsats eller mangel på samme, har resulteret i betydelig ekstra omkostninger for de implicerede virksomheder.

Ingen klassekamp – uden gadekamp

Men ligesom den gang og mange gange efter lod politikkerne. Nørrebros detailhandlere i stikken. De måtte klare sig selv. Forsikringerne blev skruet op, og langs muren på Assistens Kirkegården kunne man dagen efter læse:

• Ingen klassekamp – uden gadekamp.

 

Man støttede Bydelsrådet

Nørrebro Handelsforening var ikke enig med alt hvad Bydelsrådet foretog sig, men man havde et godt samarbejde. Man støttede aktivt en bevarelse af dette råd, fordi det forstærkede nærdemokratiet.

 

Indkøbsordning støtter de ældre

Bydelsrådet støttede også oprettelsen af NH Distribution. De ældre fik deres varer leveret på Christianiacykler, der ikke belastede miljøet. Priserne blev holdt
nede, fordi man også lavede indkøb i Netto, Fakta m.m. Senere skiftede selskabet navn til Handelsstandens Indkøbsordning. Men Københavns Kommune brød pludselig en aftale, og selskabet blev solgt. Resultatet blev et stort tab for Nørrebro Handelsforening.

Handelsforeningen var også med til at stifte en arbejdsløshedskasse for erhvervsdrivende samt et forsikringsselskab.

Detailhandelen trives stadig på Nørrebrogade. Omsætningen her er langt større end i Fields. Det tænker man nok ikke så meget over i det daglige.

Kilde: 

• Litteratur Nørrebro 
• Uwe Brodersen: Nørrebro Handelsforening gennem 110 år 
• www.dengang.dk – diverse artikler 
• www.norrebro.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 305 artikler 
• Under Fra Urtekræmmer til Shawarmabar (Nørrebro Handelsforenings Historie) finder du 29 artikler 

Redigeret 11.04.2022