Fra 1822 til 1908 har mange fattiglemmer besøgt Ladegården. Læs her om de forhold, de blev budt. Fattiglemmer blev udelukket af det danske samfund, de skulle spørge om lov, hvis de ville giftes. Deres efterladenskaber blev efter deres død overtaget af Fattigvæsenet. Og valgret havde de heller ikke. Senere talte man om værdige og uværdige fattiglemmer.

Egentlig lå Ladegården i Frederiksberg Kommune. Men det var helt oppe nord på lige ved Nørrebro. Og der var nok langt flere fattiglemmer fra Nørrebro, der besøgte den, end dem fra Frederiksberg.

 

Svært at få bugt med fattigdommen

I København havde man stort besvær med at komme fattigdommen til livs, og det lykkedes vel først omkring århundredeskiftet, at indføre ordentlige love, der også respekterede fattiglemmerne og deres retsstilling.

I begyndelsen af århundredet havde man inddelt hovedstadsområdet i 12 distrikter. Inden for hvert distrikt ville man udpege et varieret antal ulønnede fattigforstandere. De skulle have til opgave, at opspore trængende, gøre indstilling om den hjælp, som skulle ydes og i det hele taget føre kontrol med
og yde den fornødne vejledning til fattige familier og trængende enkeltpersoner.

Man ville simpelthen det offentlige tiggeri til livs.

 

Danmark bliver fattigere

I 1807 indtrak den store katastrofe, da englænderne bombarderede København. I 1813 fulgte statsbankerotten, og året efter adskillelsen fra Norge. En langvarig depressionsperiode fulgte, som for Danmark bevirkede en alvorlig landbrugskrise.

Byens indbyggere blev fattigere, og det samme sket for de næringsdrivende. Hovedstadens fattigvæsen var den gang underlagt staten.

 

Ikke nok fattigforstandere

I første omgang fik man udpeget 127 fattigforstandere, men det var svært at fastholde dette antal. Flere og flere nægtede at overtage hvervet. Man måtte endda true de genstridige næringsdrivende med økonomiske repressalier, hvis de ikke bøjede sig. Men modstanden var så massiv, at man til sidst måtte nøjes med ca. 64 forstandere.

 

Liv og Helse

Dengang skulle man have opholdt sig 3 år inden for hovedstadens område, så havde man opnået forsørgelsesret. Det betød, at man kunne krav på nødtørftig underholdning, dvs. føde, husly, klæder og varme, således at man kunne opretholde Liv og Helsen.

Det var fattigvæsnet, der skulle sørge for, at de arbejdsføre fik anvist lønnet arbejde. Viste man sig arbejdsuvildig, måtte der anvendes fornøden tvang. Man skulle også hjælpe med læge og medicin. Endvidere skulle der drages omsorg for, at fattiglemmers børn fik fornøden skoleundervisning.

 

Fattigvæsenet havde hånds – og halsret

Men fattigvæsnet havde hånd – og halsret over en. Man var underkastet væsnets disciplin og moralske regler. Var man indskrevet som fattiglem, så indebar det også at ens ejendel tilfaldt væsnet ved ens død.

Man havde fået stillet det fornødne areal af frijord til rådighed på Assistens Kirkegård.  Alle henvendelser om hjælp af fattigvæsnet skulle rettes til den lokale fattigforstander. Fattigvæsnet rådede over Almindelig Hospital i Amaliegade og en række arbejdshuse eller arbejdsanstalter.

Fattigvæsnet skulle også tage sig af de husvilde. Datidens kilder tænkte først og fremmest på de mange enlige mandfolk i hovedstaden, som normalt gik under betegnelsen sjovere, og som udførte det meget usikre og sikkert usselt lønnede sjoverarbejde.

 

St. Hans Hospital

I 1768 havde Københavns Kommune erhvervet en betydelig del af et areal, som i sin tid havde tilhørt Christian den Fjerde´ s ladegård. Området lå umiddelbart vest for St. Jørgens sø. Formålet med erhvervelsen var at skaffe plads til det såkaldte St. Hans Hospital, der fra gammel tid optog fattige sindssyge personer.

 

Ladegårdens beliggenhed

Mod nord grænsede ejendommen ud til en gammel vej, kaldet Ladegårdsvejen, som fulgte Ladegårdens nedre løb. Ladegårdsåen kom ude fra Bispeengen
og havde sit udløb i Peblinge søen. Ladegårdsvejen fulgte den nuværende Åboulevard ud til det sted, hvor H.C. Ørestedsvej munder ud i Åboulevarden. Den gamle vej fulgte derefter H.C. Ørstedsvej hen til krydset ved Rolighedsvej, og gik derefter stik mod vest, nogenlunde som den nuværende Rolighedsvej.

Længere mod vest grænsede ejendommen op til en række ubebyggede grunde, der tilhørte grosserer Mariboe, og skellet gik en del syd for den nuværende Bülowsvej. Mod syd var naboen den kendte frederiksbergske ejendom Forhåbningsholm, og skellet fulgte så nogenlunde den nuværende Danasvej.
Mod øst grænsede ejendommen op til en anden kendt ejendom, nemlig Vodruffgård og den lille ejendom Mosendahl, der tilhørte kattuntrykker Appel.

På denne ejendom, der lå umiddelbart op til Ladegårdsvejens udløb i dæmningen mellem St. Jørgens sø og Peblingesøen, havde der i mange år været forskellige fabriksanlæg, og man fortsatte hermed et langt stykke ind i 1800 – tallet.

 

Rosenåen

Christian den Fjerde havde anlagt en befæstning udenom sin ladegård, bestående af en fremskudt bastion med foranliggende vandgrav. Fæstningsgraven havde afløb til St. Jørgens sø gennem et gammelt å-løb, som oprindelig hed Vodroffså, men som i folkemunde omdøbtes til Rosenåen, som følge af det ildelugtende vand.

Dette å-løb afgrænsede det bebyggede område mod syd, og en primitiv bro tillod færdsel fra bygningerne og ud på markerne.

 

En forfalden ejendom

De gamle hospitalsbygninger bestod af to længer med to etager og en loftsetage, forbundne med lavere mellem-bygninger, således at det samlede bygningskompleks omgav to adskilte omtrent kvadratiske gårde.

Umiddelbart syd for hovedbygningen og inden for Rosenåen fandtes et par mindre søer eller damme, der endnu eksisterede langt ind i 1900 – tallet. Det var en temmelig forfalden ejendom, der nu skulle indrettes til arbejdsanstalt. Den fornødne arbejdskraft var til stede, så bygninger og jord kunne sættes i nødtørftig stand. Som arbejdskraft anvendte man registrerede fattiglemmer.

Man vedtog at Ladegårds jorder skulle tilsås med hør og kartofler. Den mand, der boede på ejendommen fik en frist på 4 uger til at forlade ejendommen.

 

Indsamling

Man gav ordre til, at der skulle indsamles de fornødne inventargenstande, som stod ubrugte rundt omkring på de forskellige stiftelser. Man bestilte desuden 18 sengesteder hos snedkermester Kellermann med tilbehør af kasser til de pågældendes tøj. Man tog desuden mod et tilbud på 200 stk. gamle uldsække fra det militære uldmanufaktur. Sækkene kunne enten anvendes til klæder eller til madrasser for de fattige, som tænkes installeret i arbejdsanstalten.

 

Væve stillet til rådighed

Her i 1822 stod man for produktion af uldne og linnede varer. Blandt aftagerne var Det Kongelige Frederiks Hospital. Man havde også en ide om, at der kunne leveres klædningsstykker til soldaterne i Dansk Vestindien. Man fik god hjælp fra den militære klædefabrik i Usserød, som bl.a. stillede 6 klædevævere til rådighed.

Man købte det fornødne inventar til anstaltens køkken, bl.a. en stor kogekedel, der kunne tage 100 potter.

 

Personale ansættes

Man skulle også finde de rette folk til ledelsen på Ladegården. I “klædefabrikør” Branner mente man, at have fundet den rette mand. Han blev ansat som inspektør på anstalten, til en månedlig løn af 25 rdb. Sølv, og endvidere stillede man ham i udsigt, at han kunne tjene 1 % af fabriksarbejdernes fortjeneste. Man gav ham endvidere fri bolig på anstalten (3 værelser og køkken). Samt fri brændsel.

Han måtte dog ikke lade arbejde udføre for egen regning. Han havde 3 måneders opsigelsesvarsel, mens direktionen kunne opsige ham med en måneds varsel.

En anden vigtig ansat, var
kogekonen eller økonomaen. Valget faldt på kogerske, madam Schultz. Hendes løn blev fastsat til 2 rdb. Sølv ugentlig, en portion daglig middagsmad samt 1 pund brød daglig. Hun fik desuden anvist et frit værelse samt lys og brændsel.

En tredje ansat skulle være portner. Hans opgave var foruden at passe porten, at lede arbejdet i marken, samt at køre anstaltens arbejdsvogn. Valget faldt på Christen Petersen.

Den 1. oktober 1822 overførtes de første fattiglemmer til anstalten.

 

Fattiglemmernes løn

De fleste indlagte fattiglemmer var ufaglærte. Man var enige om, at lønnen ikke måtte sættes højere, end hvad det kostede, at bestride et almindeligt fattiglems tarvelige fornødenheder. For de almindelig mandlige arbejde regnede man et beløb på 21 sk. daglig. Dette beløb fremkom på følgende måde:

• til mad var der afsat 13 sk.
• til renlighed og inventarslid 2 sk.
• til klæder 4 sk.
• til husleje 2 sk.

De kvindelige måtte nøjes med 19 sk, man regnede ikke med, at de spiste så meget.

Arbejdslønnen skulle ikke udbetales i penge, med derimod i fabrikstegn, og ved udbetalingen tilbageholdtes, hvad der var beregnet til klæder, husly, renlighed,
inventarslid samt hvad ½ pot varmt øl om morgenen kostede, samt 1 portion middagsmad.

 

Lang arbejdsdag

Den daglige arbejdstid var om sommeren fra 5 til 12 og fra 14 til 20. Om vinteren fra 6 til 12 og fra 14 til 21. Man blev vækket en time før arbejdstids begyndelse, og man skulle være i seng klokken 21. På søn – og helligdage fik man sandelig lov til at sove en time længere om morgenen. For udvist flid kunne man allernådigst få lov til at forlade anstalten om søndagen.

Ret hurtig fik man gang i uldvæveriet, linneds-værksted, farveri, snedker – og tømmerværksted, skrædder og et skomagerværksted. Men man satte uld-manufakturet i første række. Senere fik man gang i rebslageriet og lysestøberiet.

 

Mark og have ”under kultur”

I løbet af 1823 – 24 lykkedes det at få haven under kultur. Man koncentrerede sig herefter om dyrkning af kartofler, kål og urter. Hvad der ikke blev brugt i anstaltens egen husholdning videresolgtes til de øvrige fattigstiftelser. En mindre del af jorden blev brugt til havre. Dette blev brugt til fodring af anstaltens heste.

Efter aftale med Københavns politidirektør fik man tilkørt gødning fra byen i tønder. Gødningen blev opbevaret i gamle renovationskuler indtil man fik brug for den. I begyndelsen havde man problemer med en nabo, der klagede over stanken fra disse kuler.

Sekretær August fra Kommunens Kommission udtalte:

• Det har givet mange Fattige Arbejde om Sommeren og mange Fattige har ved dette Arbejde, i forbindelse med tarvelig Føde og et godt Leie, gienvundet tabt Helbred og tilsatte Kræfter.

 

Underskud

Desværre for Ladegården så havde man et temmelig stort underskud. I 1828 var det oppe på 31.899 rbd. Forklaringen var sikkert, at det var meget ringe arbejdskraft, der blev stillet til rådighed. Der havde sikkert været mange sjovere til stede. Utvivlsom var det et broget og uroligt folkefærd, der blev afleveret til beskæftigelse. Selv om den ubetalte arbejdsløn var beskeden, har det ikke været muligt at tilvejebringe en produktion, der blot nogenlunde kunne hvile i sig selv.

 

Arbejdssky og arbejdsuvillig

Fattigvæsnet meddelte, at mange fattiglemmer var arbejdssky og arbejdsuvillige. Man havde ikke nok tvangsmidler til at fremtvinge disciplin under arbejdet. Indlagte lemmere udeblev uden tilladelse fra arbejdet og forlod anstalten. Alt for mange drev omkring og tiggede, og mange foretrak i stedet et kortere
eller længere fængselsophold.

 

Tvangsarbejderanstalt

I nov. 1833 fik man indrettet en særlig tvangsarbejderanstalt. Den blev afsondret fra arbejderanstalten. Særlige fanger blev anbragt i eneceller, og i et særligt lokale blev der anbragt unge forbrydere under 18 år.

Tvangsarbejderanstalten var først og fremmest bestemt for personer, der blev grebet i betleri og løsgængeri, men det kunne også bringes i anvendelse over for sådanne fattiglemmer, som forbrød sig alvorligt mod gældende disciplinære bestemmelser.

 

Bülow – en markant inspektør

I en opgørelse fra 1834 kan det ses, at anstalten havde fået nyt personale. Leder og inspektør var Carl Schleisner. Den nærmeste medarbejder var Fred. Christopher Bülow, der senere overtog ledelsen. På listen finder vi dog endnu portneren og kogekonen fra begyndelsen.

Bülow beklædte lederstillingen frem til 1857. Han blev senere kendt som grundspekulant. Han fik en vej samt en bro opkaldt efter sig.  Forskellige kirkehandlinger foregik også på Ladegården, blandt andet dåb og konfirmationer. I tvangsarbejderafdelingen var der også opført adskillige børn.

 

”U-ordner” kunne ikke tolereres

Man har ganske givet haft adskilte mandlige og kvindelige sovesale, og det er også muligt, at man på arbejderstuerne har gennemført kønnenes adskillelse. I fritiden og på helligdagene gik de indlagte lemmer imidlertid frit sammen. Fattigdirektionen måtte konstatere, at der fandt adskillige u-ordner sted,
og det kunne man ikke tolerere.

For at komme dette uvæsen til livs, besluttede man at opføre et højt plankeværk, tværs over gården, således at man bedre kunne holde de to køn adskilte. Reaktionen fra lemmernes side var voldsom. Den 14. august 1839 satte de ild til Ladegårdsbygningerne. Ilden blev slukket i løbet af nogle timer, og kun en del af fløjen ud mod Ladegårdsåen nedbrændte.

 

Nybygninger

Man besluttede at nedbryde den gamle længe. For at skaffe bedre plads opførtes den nye længe i tre etager, og en ny loftsetage blev etableret. I årene 1848 –
49 nedrev man den gamle tværbygning. Man lavede en nyordning, og inddelte arbejderanstalten i to grupper.

I 1. afdeling optog man sådanne individer, som man skønnede kunne fortjene så meget ved deres arbejde, at udbyttet nogenlunde dækkede deres underholdning. Man tog også et vist hensyn til deres almindelige forhold og opførsel. Det kunne så resultere i en bedre forplejning.

Nyankommende arbejdere anbragtes i 2. afdeling. Her skulle man oparbejde arbejdsdygtighed.. Opførte man sig tilfredsstillende kunne man overføres til 1. afdeling.

Ved siden af, havde man så den specielle tvangsarbejderanstalt, hvor forplejningen var væsentlig ringere.

I 1835 oprettede man en 4. afdeling, nemlig en undervisningsanstalt. Her anbragte man sådanne børn, som tidligere var blevet indsat til undervisning og konfirmation i det almindelige Forbedringshus. Endvidere anbragte man her u-konfirmerede drenge fra de specielle fattigskoler, når de gjorde sig skyldige i gentagende skoleforsømmelser, bortløbet fra deres forældre eller andre forseelser.

Man havde nu sit eget udsalg inde i byen. Der blev fabrikeret gulvmåtter, forskelligt tovarbejde, og en ret omfattende produktion af papirsposer fandt sted. Endvidere arbejde man med hør og svamp og spandt lampevæger, samt strømpe -, stoppe – og strikkegarn.

Kolera medførte mange dødsfald

Koleraepidemien i 1853 ramte også Ladegården. Den smitsomme tarm-infektion bredte sig gennem forurenet drikkevand. Den angrebne fik heftig diarréer og opkastninger. Det medførte en stærk udmattelse. På grund af det store væsketab, indtraf døden i løbet af 1 eller 2 døgn.

Koleraen havde særlig vækstbetingelser i de fattigste kvarterer som Nørrebro, hvor befolkningen levede tæt sammenstuvede og hvor de hygiejniske forhold var yderst primitive. I alt 25 kvinder og 31 mænd døde under angrebet i 1853 på Ladegården.

Nye tiltag

Københavns fattigvæsen ophørte med at være en statslig organisation, nu blev det et kommunalt anliggende. Man ønskede at tvangsfangerne skulle flyttes. De havde en skadelig indvirkning hos de andre. Så i 1866 fik man indrettet afsondrede arbejds-  og sovelokaler for ca. 20 af de mest urolige mandfolk,

En speciel fattiggård blev også indrettet. Det var især til de husvilde. Byggearbejdet stod på i 1858 – 59 og finansieredes med et lån i nationalbanken. Der opførtes en bygning i to etager med loftsetage i fire længer. I stueetagen indrettede man i alt 64 boliger, der hver omfattede et enkelt værelse med adgang
til fælles ildsted. Desuden indrettedes 12 enkeltværelser uden køkken. Til fælles afbenyttelse indrettedes i baggården et fælles vaske – og kogehus. Indtil 1870 benyttedes den nyopførte fattiggård så godt som udelukkende af husvilde.

 

Nyt byggeri

Gik man ned til Rosenåen mødte øjet et stort og åbent terræn. Det var dog begyndt at ske noget. Både nord og syd for Ladegården skød der bygninger op, og i 1860 begyndte driften af et nyt gasværk i arealet øst for den nuværende H.C. Ørstedsvej.

 

Jernbane

I 1861 blev der ved lov besluttet, at der skulle anlægges en ny jernbane fra København over Nørrebro og Hellerup til Hillerød og videre til Helsingør (Nordbanen), og en sidebane fra Hellerup til Klampenborg. (Klampenborgbanen). Den ny bane skulle have sine københavnske stationer ved den nyanlagte Vester Farimagsgade og Gyldenløvsgade. Samtidig besluttede man at flytte

Københavns første banegård, hvorfra Roskildebanen udgik, nærmere den nye Nordbane Station og ændrede Roskildebanens indførsel til København.

Den nye banegård opførtes syd for St. Jørgens sø, omtrent på det sted, hvor Paladsteatret i dag ligger.

En konsekvens heraf var, at såvel Nordbanen som Roskildebanen for fremtiden skulle føres over dæmningen mellem St. Jørgens sø og Peblingesøen og umiddelbart syd om Ladegårdens bygninger. De to baner fulgtes et stykke længere mod vest, hvorefter Roskildebanen førtes videre til den nyanlagte Frederiksberg station ved Falkoneralleen, mens Nordbanen førtes over Ladegårdsåen og derefter over Jagtvejen mod Hellerup.

 

Ladegårdens areal i to dele

Ved jernbanens anlæg blev Ladegårdens areal skåret over i to dele, og måtte fremtidig passere jernbanelinjen for at komme ud på Ladegårdens marker. Jernbanelinjen blev taget i brug i 1864. For beboerne var jernbanen utvivlsomt en kærkommen attraktion.

Ved samme lejlighed forsvandt den gamle Rosenåen, hvis vand for fremtiden løb gennem lukkede rør.

 

Umyndiggjort

I 1870 havde 4.000 lemmer på et år besøgt Ladegården

Var man ført kommet i Fattigvæsnets søgelys måtte man ikke indgå ægteskab uden tilladelse af dem. Og i grundloven af 5. juni 1849 fremgik det, at dem der havde nydt understøttelse af fattigvæsenet og ikke havde betalt denne understøttelse ikke havde del i den almindelige valgret.

Men efterhånden anså befolkningen, at man måtte skelne mellem værdige og uværdige trængende. Men først omkring 1890 fik man ændret de største uretfærdigheder ved den eksisterende fattighjælp. Man ansatte nu lønnede distriktsforstandere, som havde pligt til at bo inden for det tildelte distrikt, og at holde et passende kontor.

 

Sct. Johannes Stiftelsen

På et stort areal mellem Sortedams Dosseringen og Blegdamsvejen opførte fattigvæsenet en ny stiftelse, der fik navnet Sct. Johannesstiftelsen. Den blev taget i brug 21. juli 1885 under navnet Plejehjemmet Nørre Hospital.

Fra starten bestod Johannesstiftelsen af 3 forskellige afdelinger, en optagelsesafdeling for børn, et sygehus og et arbejderhus med tilhørende værkstedsbygninger.

Sygehusafdelingen var først og fremmest beregnet for personer med ben-skader eller patienter, der led af uhelbredelige eller kroniske sygdomme. Man havde også en særlig afdeling for patienter, der led af fnat eller lignende hudsygdomme.

Arbejdshuset med tilhørende værksteder var anbragt på arealet mellem Ryesgade og Blegdamsvejen. Viste det sig, at patienterne led af betydelige mangler enten i fysisk eller moralsk henseende, blev de flyttet til enten Almindeligt Hospital eller Ladegården.

 

Mindre værdige kvindelige fattiglemmer

Ved siden af Ladegården i fattiggården organiserede man en afdeling for arbejdsføre kvinder, der beskæftigede sig med forskelligt fabriksarbejde. Afdelingen kunne optage 220 fabriksarbejdere.

Noget senere organiseredes en afdeling for såkaldte mindre værdige kvindelige fattiglemmer, som man udskilte fra Almindeligt Hospital.

 

Ingen ny Ladegård

En ny borgmester, Knudsen havde et meget liberalt og anderledes syn på fattigdom. Han var sønderjyde og tilførte en ny holdning.

Hans tanke var at opføre en ny arbejderanstalt på en erhvervet grund ved Nørre Allé, en slags Ny Ladegård, som erstatning for den gamle. De fornødne tegninger var udfærdiget og arbejdet var gået i gang. Men Knudsen døde i 1891. Hans efterfølger mente, at bygningerne skulle anvendes til et andet formål.

Det skulle være opholdssted for gamle og skrøbelige fattiglemmer, som ikke var i stand til at opnå den nye alderdomsunderstøttelse.

Dette betød, at man så i endnu 20 år, skulle fortsætte tilværelsen i de gamle bygninger på Ladegården.

En af opgaverne var nu, at renligholde de københavnske veje. Hver morgen kunne forbipasserende se fattiglemmer på vej med de fornødne redskaber over nakken ledsaget af en opsynsbetjent.

 

Ugens Kostplan 

I 1896 blev bygningerne på Ladegården sat i stand, at det kunne forsvares at bruge dem i endnu en tid. For fremtiden skulle tøjet afleveres, og man fik udleveret en arbejdsuniform. Kostplanen blev også ændret:

• Søndag: Kødsuppe samt oksekød med kartofler
• Mandag: Sulevælling
• Tirsdag: Ærter og flæsk
• Onsdag: Bygvandgrød, klipfisk med kartofler
• Torsdag: Grynsupper samt ragout med kartofler.
• Fredag: Bygvælling samt sild med kartofler og løgsauce
• Lørdag: Øllebrød og plukfisk
• Om aftenen hele ugen: Bygvandgrød med sødt øl

 

Forholdene uantagelige

Uden for Ladegården var den nye sygesikring, der krævede medlemskab, trådt i kraft.

Men forholdene på Ladegården var aldeles uantagelige. I 1899 erhvervede magistratens 3. afdeling et større jordareal på Amager, som man havde købt af staten. Det store byggearbejde gik i gang i 1905 og 1. april 1908 begyndte virksomheden på det nye sted. De gamle bygninger på Ladegården blev forladt.

Omkring århundredeskiftet afsluttedes det store arbejde med at lægge Ladegårdsåens nedre løb i underjordiske ledninger, og på det terræn, hvor tidligere Ladegårdsvejen og – åen havde strakt sig, etablerede man nu en bred udfaldsvej mod vest fra den indre by, som fik navnet Åboulevarden.

 

Ny jernbanelinje

I 1912 kunne den ny banegård åbnes for persontrafik, og i 1917 åbnedes den såkaldte Boulevardbane over Nørreport til Østerport Station. Hermed kunne jernbanelinjen over dæmningen mellem de to søer og syd om Ladegårdsbygningerne nedlægges. På det gamle jernbaneterræn anlagdes en ny vigtig udfaldsvej fra den indre by mod vest, nemlig Rosenørns Alle.

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse) 
• Litteratur Nørrebro 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere: 

 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 305 artikler 
• Under København finder du 191 artikler 

 

• Nørrebros mange stationer
• Den Gamle Jernbane på Nørrebro 
• Tog på Nørrebro 
• Barn på Nørrebro
• Byggespekulation på Nørrebro
• Fattiglemmer, bisser og bøller på Nørrebro
• Moral, Etik, Horeunger og Fattighjælp
• Ladegården uden for Nørreport 
• De Fattiges fabrik på Ladegården 
• Ladegården – nok engang
• Ladegården og åen
• Livet på Ladegården 
• Ladegården dengang
• Ladegårdsåen (NørLiv18)
• Christian den Fjerdes Ladegård
• En tur langs Ladegårdsåen 
• Skal Ladegårdens vand atter flyde 
• På YouTube kan du finde to videoer, indeholdende et foredrag afholdt i Stefans Kirken – denne er forsynet med masser af fotos fra Ladegården og Ladegårdsåen  – Led efter Ladegården og åen 

Redigeret 12. – 04. – 2022