Den 8. – 9. november 1999 har nok været den sorteste dag for de handlende på Nørrebro. Ikke blot omfanget af hærværket og tyverierne, men også myndighedernes afmagt.
Status for hærværket
Status for natten:-
- 123 butiksvinduer knust
- 11 indgangsdøre smadre
- 7 udhængs skabe smadre
- 3 Dankort – automater smadret
- Diverse udstillingsmontre smadret
- Diverse butiksinventar knust
- Mindst 7 glasdiske
- Varer smidt ud på Nørrebrogade
- Tre kassevogne stjålet
- Sko og tøj i ukendte mængder stjålet
- Ure, gryder, pander stjålet
- Smykker stjålet
- Diverse Brillestel stjålet
- En palle maling/træbeskyttelse stjålet
- Tasker og punge stjålet
- Kuglepenne stjålet
- Hårpleje stjålet
- Diverse Matas – vare stjålet
- Værktøj stjålet
En ekspedient blev overfaldet. Men det værste, at ikke en eneste person blev gjort ansvarlig over for denne vandalisme Nørrebro Handelsforening udsendte flere presseinformationer i dagene derefter ødelæggelserne. I den første stod der:
- Vi føler, at vore næringsdrivende bliver taget som gidsler, da en gruppe af udemokratiske hærværksfolk og terrorister fik lyst til at vise deres foragt over for samfundet.
Samfundet må stå til regnskab for politiets manglende indsats, da deres indsats eller mangel på samme, har resulteret i betydelige ekstra omkostninger for de implicerede virksomheder.
Forsikringsselskaber skruer bissen på
Og det var ikke uden grund, det med ekstra omkostninger. Forsikringsselskaberne prøvede på mange måder at henvise til paragraffer, forordninger og meget mere. Det var de færreste, der fik dækket deres udgifter. Et glasskab til 70.000 kroner blev kun dækket med 35.000 kroner.
Selskaberne skruede tvært
imod bissen på. Selvrisikoen voksede yderligere. Der blev stillet krav om
gitter og kameraovervågning.
Ingen klassekamp – uden gadekamp
På muren på Assistens
Kirkegård stod der dagen efter:
–
Ingen klasekamp – uden gadekamp
Masser af sympati – men ingen penge
Nørrebro Handelsforening tog
hurtigt initiativ til en indsamling for de skadesramte efter terrornatten.
Man skrev til samtlige
partier om økonomisk kompensation, for eksempel fra Stormflodsfonden.
Sympatien over for foreningen
ville ingen ende tage. Politikerne stod nærmest i kø for at love guld og grønne
skove, men indtil dags dato, er der ikke tilkommet de skadesramte en rød øre.
Det vil sige nogle af handelsforeningerne bidrog.
Nørrebro Handelsforening
opfordrede til, at der blev gjort noget politisk ved de gentagende
hærværksaktioner over for detailhandelen på Nørrebro. Ligeledes blev der sendt
et klagebrev til justitsminister Frank Jensen, hvor man anfægtede politiets
sene indgriben.
Ødelæggelserne var meget
værre end den 18. maj 1993.
Glubske glarmestre og vagtselskaber
Næsten, mens urolighederne
stod på, holdt glarmestrene parat, for at montere nye glas. Forretningerne blev
dagen efter bombarderet på kryds og tværs af vagtselskaber og folk, der ville
sælge gitre og andet udstyr.
Var det Ungdomshuset?
Formanden Johnny Beyer sagde
til dagspressen, at han var sikker på, at det var Ungdomshuset, der stod bag
terroren. Flere forretningsfolk havde set autonome på gaden. Formanden for
Indre Nørrebro Bydelsråd udtalte til Jyllands Posten den 10. november, at det
ikke var Ungdomshuset, der stod bag:
De plejer, at være mere selektive ved deres aktioner.
Det går kun ud over banker og politiet. Jeg er ret overbevist om, at det er
andengenerationsindvandrere, der stod bag. I øvrigt holder de autonome ikke
nødvendigvis til i Ungdomshuset.
Angiveligt var det en
udvisning af en ung tyrker, som Nørrebro handlende skulle afbøde for.
Ungdomshuset udsendte også en presseinformation:
Ungdomshuset er et koncertsted, en bogcafe, cirkus –
og gøglerskole, øvelokaler og meget mere. Vi er et samlingssted for mennesker,
der ønsker at vise et alternativ til det profitfokuserende og kommercialiserede
samfund, vi lever i. Men vi er ikke en flok terrorister, der sidder og venter
på den første og bedste lejlighed til at brænde vores kvarter af.
Den forklaring troede
foreningens formand, Johnny Beyer ikke på. Sammen med en journalist fra BT
opsøgte han Ungdomshuset. Det var nu ikke de varmeste følelser, der prægede
diskussionen, og kaffe blev der ikke budt på.
Din butik bliver den næste
Din butik, kan blive den næste, der bliver ramt. Det er i dag uenighed, om det var sådan ordene
faldt, man faktum var, at to nætter efter blev Johnny Beyers farvehandel raseret.
Før et efterfølgende møde var
Johnny Beyer blevet truet af folkevalgte politikere, at såfremt han nævnte
Ungdomshuset ville der ske ting og sager. Politiet havde fået nys om sagen, og
var mødt talstærk op. Siden den aften er
der politikere, politiske partier og medier, der frabeder sig enhver
information fra Nørrebro Handelsforening.
En mand med beviser
Et par dage efter dette, kom
en mand ind i Johnny Beyers butik. Han mente, at kunne fremføre beviser, der
kun godtgøre, hvem der reelt stod bag aktionen. Han ville lade sig afhøre af politidirektøren
men kun hvis Johnny Beyer måtte overvære forhøret. En aftale med
politidirektøren blev straks iværksat. Men det var ikke hende, der stod for
forhøret. Det var en kriminalassistent, der måtte ringe hjem til familien og
aflyse et teaterbesøg. Det var en politisk organisation, der stod bag. Men ikke en eneste person er nogen sinde
blevet draget til ansvar for ødelæggelserne. Derfor kan forfatteren af dette indlæg
ikke oplyse, hvem den politiske organisation er. Men mon ikke politiet eller
PET ved, hvem det er?
I hvert fald kostede terror
natten de handlende på Nørrebro, millioner af kroner.
Hvor var politiet?
I en ny presseinformation
sagde Nørrebro Handelsforening:
Vi kan ikke og vil ikke fortsat leve med uvisheden, om
hvordan myndighederne i fremtiden vil løse deres opgaver. Vi føler os taget som
gidsler for en minoritets følelse af afmagt over for samfundet. Vi kan ikke
acceptere, at et lille antal uromager frit kan få afløb for deres frustrationer
og uhæmmet får lov til at vandalisere vores handelsområde uden tilstrækkelig og
hurtig indgriben fra myndighederne. Hvorfor er der ikke i tilstrækkelig grad
sket anholdelser?
Myndighedernes tilbageholdene
og langsommelige indsats fik den konsekvens, at tyveri og hærværk fik et
urimeligt stort omfang..
En hurtigere indsats mod de
relativt få uromagere ville have ført til flere anholdelser, langt bedre
indsigt i personsammensætningerne og mindre hærværk.
Undskyldning fra Justitsminsteren
Justitsminister Frank Jensen
svarede foreningen:
Politidirektøren konkluderer i sin redegørelse, at det
tog politiet for lang tid, at samle tilstrækkelig styrke til at sætte ind mod
urostifterne. Politidirektøren har beklaget dette, og jeg kan kun tilslutte mig
den beklagelse. Politiet skal fremover være i stand til at rykke ind på et
tidligere tidspunkt og yde den bistand, som beboere og forretningsdrivende har
krav på.