Respekt for gendarmer
Talrige bøller i Allersgade og Gormsgade var i krig med politiet, men når Gendarmerne kom, fik de respekt.
Fra Nørrebros Runddel til bygrænsen var det nemlig Gendarmeriet, der patruljerede. Instruksen lød, at hvis en person blev anholdt, måtte man ikke røre denne. Den anholdte skulle gå tre skridt foran. Forsøgte den anholdte, at flygte, måtte Gendarmen ikke løbe efter, men skulle råbe ham an. Det vidste bøllerne godt. Så det skete ofte, at en enkelt Gendarm kom gående med tre anholdte foran sig.

Publikum hjalp politiet
En dag var der kommet en bande af alfonser fra Indre By ud til Nørrebro for at lave ballade i Fredensgade. For ikke at blive genkendt, havde de sværtet sig til i ansigterne. De rev de handlendes døre op, og smed varerne ud på gaden. Men for en gangs skyld fik politiet hjælp af publikum, så bøllerne kunne anholdes.

Hjælp på Fælleden
Efter en af de talrige militærøvelser, blev politiet tilkaldt til Fælleden. En person var blevet så fuld, at han skulle have hjælp. Betjentene kun hverken støtte eller bære ham. De måtte derfor overtræde deres egen regel om ikke at genere at af de dyr, der græssede på Fælleden. Så den fulde mand blev simpelthen læsset op på en hesteryg og transporteret til stationen.

Lugten ved Nørrebros Runddel
I 1890erne var det ikke meget bebyggelse fra Nørrebros Runddel ud til Lyngbyvejen. En række arbejderboliger og nogle kolonihaver, var det eneste, der var at finde. Men bag dette lå byens natrenovation. Vejen dertil hed Sortevej, men i dolkemunde hed det selvfølgelig noget andet.
Her kom natmændene i nattens løb med deres såkaldte chokoladevogne, hvorpå der stod åbne latrintønder. Det forudsagde selvfølgelig en frygtelig stank.
En betjent, der skulle gøre tjeneste fra Runddelen til Lyngbyvejen udtalte, at når vinden var i en bestemt retning, var han nødsaget til at tilbagelægge strækningen i løb.
Inde på pladsen tømtes latrinen ud i dybe overdækkede kanaler for at bundfælles. Kanalerne førte ud til et hul på størrelse med Runddelen.
I stille vejr hændte det ofte at gassen fra latrinen samlede sig i rørene. Så kunne der ske større eller mindre eksplosioner. Latrinen blev afhentet til omegnens gartnerier og brugt som mødding – velbekomme.

Maja fra Lersøen
Byens løse eksistenser opholdt sig i Lersøen. Engang imellem holdt politiet razzia herude, og en enkelt ildebrand forekom også i ny og næ. Så kunne man også finde på at slås indbyrdes. Årsagen var ofte Maja Robinson, der i sine unge dage havde været ualmindelig smuk. Hun havde været gift med en læge fra et fremmed kontinent. Og rygterne ville vide, at hun stadig blev understøttet af denne læge. Og når den kom, var der fest og ballade i Lersøen.
Når hun var ædru, det skete dog ikke så tit, kunne hun tale et meget kultiveret sprog.
Man forsøgte flere gange, at redde hende ud af sumpen, og ekviperede hende fra top til tå. Men hver gang vendte hun tilbage til stor jubel for sine kammerater. Og så var der blev slagsmål om hvem, der nu skulle være kæreste med hende.
Lersøens beboere afskyede arbejde og regelmæssig erhverv. Man fik meget bekvemt mad og brændevin ved at tigge eller skræmme en enlig fodgænger til at købe sig fri for vold.

Ladegårdens fattiglemmer
De stakkels lemmer på Ladegården var underkastet et strengt reglement, der kunne minde om dem, straffefanger var udsat for. Deres forbrydelse bestod i, at de modtog fattighjælp.
De måtte stå op kl. 5 om sommeren og kl. 6 om vinteren, hvorefter der blev serveret varmt øl. En time efter begyndte arbejdet. Arbejdstiden sluttede først klokken 6 aften. Klokken 21.30 var der tvungen sengetid.
Lemmernes arbejde bestod i andet end gadefejning. På den gamle Ladegård blev der drevet industriel virksomhed, som skrædderi, væveri og børstebinderi m.m.
Ligesom hos straffefangerne var lemmerne inddelt i forskellige arbejdsklasser med en dagløn på 4, 8 eller 12 øre. Opgraderingen til en højere klasse fandt sted efter vedkommendes flid, opførsel og arbejdsdygtighed.