9. april – aldrig mere

Hvad er ”den rigtige” og hvad er den ”forkerte” historie? ”I amatørfuskere I er kun ude efter konspirationsteorier”, ja det er noget, man har været ude for, når man har beskæftiget med besættelseshistorien. Eller, at man beskyldes for løgn, når man holder foredrag om dette emne. Der har altid været mange meninger, og der er et hav af litteratur om emnet. Men nu er fortolkning mange ting. Samarbejdspolitikken er det moralske dilemma. Og den 9. april forbliver et skår i den danske selvopfattelse. Historien om Besættelsestiden ændrer sig hele tiden. Men vi lærer ikke noget af myter, vi skal have sandheden frem. Litteraturen ville have, at de skyldige skulle stilles til ansvar. Men hvem var egentlig forræderne?

                                              

 

Et tema, der vækker debat

Der findes nok ikke et tema, der er blevet beskrevet så meget i danmarkshistorien som besættelsestiden. Og det fylder også på ”Den Gamle Redaktørs” bogreol. Men der er nok heller ikke et tema, der kan vække så meget debat som netop dette. Og finder du en sag fra dengang, du gerne vil bore dybere i og ikke lige er historiker, ja så er arkiverne lukket.

 

Fortolkning er mange ting

Men det er ikke kun de fem år, der er spændende. Det er også tiden før og tiden efter. Vigtigt er det vel også, at have de kritiske briller på, når du ser tiden beskrevet i litteraturen. Fortolkning er nemlig mange ting. Denne fortolkning bliver hele tiden ødelagt af, hvem vi skal give skylden. Hvem var det lige, der var kujonerne?

Det handler også om skyld, ansvar, prestige og magt. Dette er ikke befordrende for at fremme realisme og sandhed.

 

Det eneste land i verden

Den 1. januar 1940 sagde statsminister Th. Stauning blandt andet følgende i sin nytårstale:

• Vi kan på grund af landets karakter ikke skabe et forsvarsvæsen som andre lande, selv om viljen havde været til stede og disse forhold i forening med den uvilje til krig som efterhånden er udviklet i befolkningen har ført Danmark ind i en stilling, der umuliggør alle forestillinger om et effektivt kampberedskab.

Tænk, at Danmark var det eneste land i Verden, der ikke ville forsvare. Nu skal dette dog ikke ligges Stauning for last. Han ville gerne opruste, men det ville den radikale regeringspartner ikke. Men Stauning tog her et hovedspring ud i de tabuer han det sidste årti omhyggelig havde undgået.

 

Pres fra De Konservative

Efter pres af blandt andet De Konservatives John Christmas Møller måtte Stauning acceptere en folketingsbeslutning den 19. januar:

• Folketinget beslutter at udtale, at man fra alle sider i det danske folk er enig om, at landets neutralitet skal opretholdes, og at de midler, der rådes over, om fornødent skal anvendes for at hævde og værne rigets fred og uafhængighed.

Regeringen var enige om, at se tiden an. Kun Hartvig Frisch stillede spørgsmålet om, hvordan omverdenen ville betragte det, hvis vi ikke foretog en mobilisering.

 

Ikke en samlet beredskabsplan

Enhederne i Sønderjylland havde fået udleveret skarp ammunition og var i alarmberedskab. Ja egentlig var det begrænset, hvad hver enkelt soldat fik i ammunition.  Men det var ikke en samlet beredskabsplan. Det var det heller ikke med henblik på at stoppe den tyske fremmarch. Søværnet og kystbatterierne var i samme sørgelige forfatning.

Vores forsvar var sparet ned til et minimum.

 

Udfaldet havde været det samme

Trods advarsler og tegn på at noget var i gære, sagde regeringen nej til Generalkommandoens ønske, om at samle styrkerne i Sønderjylland og rykke dem frem til grænsen.

Med en enkelt bataljon blev København bekæmpet.

Meget hurtig var man enige om, at indstille kampene. Men det budskab kom ikke frem til Sønderjylland grundet elendige kommunikationsforbindelser. Her og ved Amalienborg faldt der i alt 16 mand og 23 blev såret.

Havde general Prior fået sin vilje, havde det nok været 160 eller 1.600 faldne. Om den danske selvrespekt så havde været større, det afhænger af med hvilke øjne, man ser på det. Udfaldet havde dog været det samme.

 

De skal have æren

I Sønderjylland blev der trods alt kæmpet 13 steder. Angiveligt skulle der være faldet 200 tyske soldater. Men dette antal bliver også afvist. Men arkiverne er væk, så det kan ikke kontrolleres.

Kaptajn Bahnsen, hvis mandskab blev involveret i kampene ved Bjergskov og Bredevad i Sønderjylland skrev kort om begivenheden:

• Denne Kamp var ikke Chefernes Kamp, hvor der var Lejlighed til Føring. Det var vore fremragende Underførers Aand, Moral og Dygtighed, der her stod sin Prøve. Det var Mandskabets, Korporalernes, Sergenternes og Løjtnanternes Kamp, og de skal have Æren.

 

Hvorfor reagerede englænderne ikke?

Angrebet kom som en overraskelse. Man havde ignoreret advarslerne. Men det havde englænderne nu også. For ellers kunne de have sat et kæp i hjulet med deres overmagt til søs. Egentlig kunne englænderne måske have udvirket en masse.

Det var jo sådan, at den enorme operation Weserübung forudsatte samtidige angreb over en 1.600 km lang front og brug af 1.000 fly, 125.000 soldater og næsten den hele tyske flåde på en gang. Den tålte ingen forsinkelse og skulle gennemføres på en dag. Den blev af tyskerne kun iværksat under store betænkeligheder.

Den overmægtige britiske atlanterhavsflåde, der lå ved Pentland Firth, kunne med kort varsel have tilintetgjort den tyske krigsmarine. Længere før vidste man i hvert fald fra dansk side, at der foregik en oprustning i de nordtyske havne ud til Østersøen.

 

Man ventede på et ultimatum

Normalt starter en krig med at det ene land stiller forskellige krav, som regel af territoriel karakter. Derefter følger diplomatiske spilfægterier, forhandlinger, som så måske fører til sammenbrud. Derefter udsender den angrebslystne part en krigserklæring, hvorpå myrderierne kan starte. Også andre regler skulle overholdes, eftersom de er nedfældet i internationale krigslove, som parterne tidligere havde underskrevet.

Men hverken Tyskland eller Sovjet overholdte disse regler. Og når det drejer sig om Danmark, var det set med tyske øjne ”en fredelig besættelse”. Forklaringen var, at Danmark og Norge skulle sikres mod en nært forestående britisk invasion.

 

Svenskerne var med på ideen

At briterne havde overvejet det, ja det kom ført frem efter krigen. Men nu var den særdeles vigtige tyske import af jernmalm fra Kiruna muligt. Og svenskerne var med på ideen.

Tyskerne havde brug for støttepunkter til deres flåde i Norge, for at sikre jernmalmen. Danmark var blot en trædesten på vejen. Men snart fandt de ud af, at de kunne bruge vores landbrugsvarer. I stor stil blev disse eksporteret syd på også efter 29. august 1943.

 

Landmænd og fiskere tjente godt

Landmænd og fiskere tjente godt. En måneds forbrug hvert år af flæsk, smør, æg, fisk osv. stammede fra dansk landbrug og fiskeri.

Diskussionerne er gået siden. Var det noget, som vi kunne have gjort anderledes? Uenigheden om, hvad der skulle have været gjort er der endnu. Men et er sikkert. Ydmygelsen var sket.

 

Hvad mon naboen tænker?

Mange tog det i småborgerlig stil ”Hvad mon naboen tænker” Man var flov, særlig efter, at man hørte, at nordmændene havde kæmpet.

Det var kun meget få danskere, der havde troet, at deres land var så svagt. At man nu fuldstændig skulle tages på sengen havde man dog ikke regnet med. At man kunne acceptere det, var nok det værste. Det syntes at afsløre en afgrundsdyb slaphed og manglende vilje til at forsvare de værdier, man ellers aldrig blev træt af at rose sig selv af. Alle de positive ting, man kunne opsummere som det at være dansk.

Havde man ikke taget en beslutning den 19. januar? Kapitulationen i 1940 slog store skår i den nationale selvrespekt, som tilbagetoget fra Danevirke gjorde det i årene efter 1864. Ja og før da var det tabet af flådet i 1807.

 

Hollænderne kæmpede bravt

Hollænderne kæmpede en desperat kamp. De havde 350.000 mand med luftstøtte og alt muligt. Men det var ”Luftwaffe`s Ausradierung” af Rotterdam, der knækkede hollænderne. Men bombaderingen var unødvendig for hollænderne var på daværende tidpunkt nedkæmpet.

 

De norske forhold

Kan vi sammenligne os med Norge, med deres bjerglandskab og englændernes hjælp?

I Norge måtte tyskerne kæmpe i to måneder, før regeringen flygtede til England og den norske hær kapitulerede. Svenskerne accepterede, at der blev ført tyske tropper gennem Sverige. Det glemmer nordmændene aldrig. Den norske regering betragtede under hele krigen at være i krig med tyskerne.

Men vi skal jo ikke glemme, at medlemmer af det norske storting forhandlede med tyskerne om dannelse af en norsk samarbejdsregering. Man var endda indstillet på at svigte den flygtende regering og suspendere kongen. Forhandlingerne kuldsejlede, fordi tyskerne ville have nazistisk dominans (NS) i regeringen.

 

Den danske modstandskamp var ”vildere”

Den danske modstandskamp var langt ”vildere” i Danmark end i Norge. Det var kun de sidste 10 måneder, at modstandsfolkene i Norge kæmpede på samme måde som i Danmark. Antallet af likvideringer i Norge ligger på 82, mens det herhjemme er over 400, hvoraf mange slet ikke var stikkere.

I Danmark sad våbnene mere løst, og her var ikke samme sikre styring af kampen gennem Frihedsrådet som det var i Norge. Der blev holdt et fast tag, men de kunne ikke styre kommunisterne.

I Norge blev de politiske partier forbudt og erhvervsorganisationerne blev sat under tysk administration

 

Hvad var det lige Scavenius fik sagt?

Danmark kom aldrig i krig med tyskerne, heller ikke efter 29. august 1943. Hvad var det nu Erik Scavenius sagde efter krigen:

• Hvis vi var i krig med Tyskland, var det godt, at tyskerne ikke opdagede det!

 

Skår i den danske selvopfattelse

Manden på gulvet havde aldrig opgivet. Vi har lært i historiebøgerne, at der altid kom en dansk general eller konge og vandt det hele.

Kapitulationen trak dybe spor i den danske selvopfattelse. Det vakte stærke følelser og gør det stadig. Nogle trak i tysk uniform, andre gik ind i modstandskampen.

 

Samarbejdspolikkens moralske dilemma

Stauning udtrykte det senere sådan her:

• Danmark kunne vinde tid og undgå den store katestrofe

Men hvad nu, hvis andre havde set det på samme måde som Danmark? Det er samarbejdspolitikkens moralske dilemma.

 

Pest over Europa

Vi havde vores gode gamle folkestyre. Og så var det alle de nye ideer, der tordnede frem. Nazismen, kommunismen og fascismen. Det var lige som ”Pest over Europa” og Danmark skulle ikke blive smittet.

 

Selvmorderisk galmandsværk

Men det var jo ikke meget nogle få hundrede mænd på cykler og motorcykler kunne stille op mod en pansret tysk krigsmaskine på tusinder af veltrænede og veludrustede soldater. Fra ethvert praktisk, nøgternt og for den sags skyld militært strategisk synspunkt ville et egentligt militært forsvar af Danmark have været et selvmorderisk galmandsværk.

 

Vi måtte klare os selv

Vi måtte klare os selv. Der var ikke udsigt til nogen som helst hjælp. Efter krigen mente et flertal af danskere, at vi nok hellere måtte knytte nærmere samarbejde med krigens sejrherre USA. Men kunne de nu have sejret uden russerne? De havde trods alt ydet de største ofre.

Vi vidste det jo godt. Churchill havde på forhånd sagt, at Danmark ikke kunne forvente britisk støtte i forbindelse med en tysk invasion. Men det vidste Stauning allerede i 1938, da han kom tilbage med meldingen om, at englænderne hverken ville eller kunne forsvare Danmark. Englænderne betragtede Danmark som værende under tysk interessesfære.

 

Tyskerne ville respektere grænsen eller?

Tyskerne lovede, at de ville respektere de danske grænser fra 1920. Det havde de så ikke lige fortalt Det Tyske Mindretal, der så deres smit til at komme ”Heim ins Reich” med den gamle Kongeå – grænse. Men hvad nu hvis tyskerne havde vundet Anden verdenskrig?

Samarbejdspolitikken skånede Danmark, men den var også til gavn for den nazistiske krigsøkonomi lige til krigens sidste uge.

 

Danmark – det lille latterlige land

Werner Best kunne konstatere, at Danmark kunne ”køres” med blot 89 embedsmænd, svarende til én for hver 43.000 indbyggere. I Norge var tallet en for hver 3.700 indbyggere. Var det ikke også Hitler, der udtalte: ”Dänemark, das kleine lächerliche Land!

Russerne overtog Bornholm. De var på vej til Danmark. Og de forlod først øen igen i marts 1946. Vi kunne ikke have gjort noget som helst, hvis de var vendt tilbage.

 

Ikke noget nordisk samarbejde

Det blev aldrig til noget med et nordisk samarbejde. Sverige ville bevare sin neutralitet, selv om de nok havde bidraget en del til den tyske krigsindustri. Og Norge ville ikke give slip på USA og Storbritannien. Siden første verdenskrig var det sådan, at Danmark altid skulle holde sig gode venner med tyskerne. Vi skulle i hvert fald ikke stille os på deres fjenders side.

Fra dansk side havde man aldrig forestillet sig, at skulle stoppe en tysk hær. Man havde selvfølgelig ideen om, at stoppe Slesvig – Holstenske nazister, der ville over grænsen.

 

Hvordan så de på os?

Selv om det varede længe, så kom Montgomery før russerne. Hvad ville der ikke være sket, hvis det var russerne, der kom først?

Hvordan så russerne, briterne og amerikanerne på os, trods modstandsbevægelsen? Var det et politisk svigt af dimensioner, der nærmerede sig forræderi?

Og modstandsbevægelsen, sabotører og SOE – agenter brugte regeringen og politiet mange kræfter på at bekæmpe.

 

Vi lærer ikke noget af myter

Den nye fortælling om 9. april har ofte lang afstand til de reelle begivenheder. Er det ikke vigtigt at kende historien fra dengang, at kende den rigtige historie? Hvis vi ikke kender den, kan vi ikke sige:

• Aldrig mere 9. april

Vi lærer ikke noget af myter. De bekræfter kun vores egne fordomme. Men ”Den Gamle Redaktør” er bange for, at mange af de bøger inde på reolen er fulde af myter. 9. april er blevet en slags selvpinerisk myte om det danske vankelmod og manglende vilje til at bringe ofre, når det er brug for det, fortjent eller ej.

Man kunne knap nok forstå, at krigen kom til Danmark den 9. april 1940. Dertil var de krigeriske begivenheder for få og for små. Men en alvorlig angst brød ind i landet med de tyske tropper, og den fortsatte med at ruge over nationen i de følgende fem år, mens den gradvist voksede sig stærkere.

 

Kan bruges til aktivistisk udenrigspolitik

Anders Fogh Rasmussen tog for nogle år siden problematikken op med manglende modstand og samarbejdspolitikken. Det faldt sammen med hans egen aktivistiske udenrigspolitik med deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan.

 

Historien ændrer sig hele tiden

Vi fik trods alt ved hjælp af modstandsbevægelsen plads hos sejrherrerne.

Historien om besættelsestiden ændrer sig hele tiden. I mange år ville man helst kun tale om den heroiske indsats, som modstandsbevægelsen var involveret i. Senere fik vi historien om landbrugs og fiskerieksporten. Det varede længe inden vi historierne om tyskerpigerne, de østfrontfrivillige, Frikorps Danmark og de andre ikke særlig behagelige fænomener.

 

Du lyver

Undertegnede har et par gange holdt foredrag om besættelsestiden. Det har faktisk flere gange betydet, at folk er gået i protest mod det, jeg har sagt. I pausen er der unge mennesker, der er kommet op og beskyldt undertegnede for at lyve. Det jeg sagde var ikke det, de havde lært på deres studie eller i skolen. Nu er det jo ikke fordi man lige just spreder løgne.

Så vidt vides er undervisning om besættelsestiden ikke obligatorisk i gymnasiet. Det kan jo undre.

 

Omfattende litteratur

Litteraturen om besættelsestiden er i den grad omfattende. Vi har forsøgt at lave en litteraturfortegnelse med foreløbig har vi her på siden opgivet. Dertil kommer diverse debatindlæg, artikler i diverse tidsskrifter m.m.

Først var det modstandsbevægelsens højre fløj, der kom til orde. Lige efter 1945 vrimlede det med erindringer, fremstillinger og rapporter. Hvis man har tid og koncentration til det, så var det jo også Den Parlamentariske Kommissions mange bind.

 

De skyldige skulle findes

Igen engang var der så spørgsmålet, hvorfor man ikke reagerede på de mange advarsler, og hvorfor duede kanonen ikke på Middelgrundsfortet. Og de skyldige skulle nu pludselig findes. Der var anklage om embedsmisbrug, embedsforsømmelse, kollaboration og forræderi. Og så dukkede anklagerne om Rostock – mødet op gang på gang.

Historikerne tager efterhånden over efter politikere, jurister og professionelle debattører. Og nu kunne man så begynde at kigge i de tyske marinearkiver vedrørende Weserübung. Og i 1980erne gjorde mange folk sig kloge på den danske sikkerhedspolitik. De fleste historikere var enige om, at Danmark blev nødt til at indrette sig efter tyskerne i slutningen af 1930`erne.

 

Det harmonerede ikke sammen

Der ligger sikkert en masse spændende i Rigsarkivets samlinger. Det kan undertegnede konstatere efter at vi er dukket ned i enkeltsager omkring grænsen. Her er det tydeligt, at man har forsøgt at viske tavlen ren og forsøgt at fjerne bevismaterialer. Man kunne måske også lytte noget mere til, hvad ens far fortalte. Det harmonerede ikke altid med det, der stod på skrift.

 

Hærledelsens opfattelse stik mod regeringens

Hærchefen Erik With havde bestemt ikke samme holdning som udenrigsminister P. Munch. Og Prior foreslog at regeringen og kongen skulle begive sig til en af de nordsjællandske kaserner. Hærledelsens planlægning var stik mod regeringens holdning på mange punkter.

Hvorfor skulle Himmler røbe planer?

Og atter engang dukker myterne om Rostock – mødet op i 1990`erne. Var det en aftale mellem den danske og tyske regering? Næppe, og hovedvidnet, Jes Schmidt fra Det Tyske Mindretal var vel næppe det mest neutrale vidne. Det viste sig også, at hans udsagn ikke kunne holde.

Men hvorfor skulle Himmler røbe tyskernes planer over for Munch? Ikke engang Renthe – Fink vidste noget før den 8. april.

 

Hvad skulle vi selv have gjort?

Modstandsbevægelsens hovedargument er, at hvis der ikke var blevet gjort modstand under besættelsen, så ville Danmarks status have været anderledes i forhold til de allierede. I modstandsbevægelsens egen selvforståelse er dens indsats en kompensation for den manglende danske modstand den 9. april og at der derved sikres Danmark en plads i det gode selskab.

Selv om man havde taget de advarsler alvorlig, der kom fra Berlin, havde det nok ikke gjort nogen forskel. Noget andet er, at havde englænderne taget dem alvorlig, havde det måske set helt anderledes ud.

 

Var interesseret i Aalborg Lufthavn

Egentlig var tyskerne mest interesseret I Aalborg Lufthavn på vejen til Norge. Men den danske hær havde ikke engang en garnison i Aalborg i 1940.

 

Mere brug for hø end benzin

En anden ting er, at vi hører, at de tyske tropper kom med det mest moderne udstyr dengang. Nu har de tyske militærfotografer vel kun fotograferet den tyske spydspids med motoriserede enheder. For i realiteten var der tale om en talstærk gammeldags hær med et lille relativ dårligt udrustet panservåben.

En tysk standarddivision havde i 1940:

• 940 motorkøretøjer og 5.400 heste

Man kan sige, at den tyske krigsmaskine havde mere brug for hø end benzin. Og de fotos, der viste alle hestene er tydeligvis gemt væk.

 

Hvad var det lige med tysklandsarbejderne?

Det var også sent, at man tog emnet op omkring Tysklands – arbejdere. Det var social og økonomisk pres på danske arbejdere både fra fagbevægelsen, Socialdemokraterne og især pertiet Venstre. Måske hænger dette sammen med, at under besættelsen blev landbefolkningen på grund af den store eksport lige så attraktiv som byerhvervene.

Den 9. april er blevet brugt af mange interessegrupper til at markere sig.

 

Den ”rigtige” og den ”forkerte” historie

Og gentlig er det vel stadig i dag, at man ikke må fortælle ”den forkerte historie” om besættelsestiden. Spørgsmålet er så også, om min far dengang fortalte ”den rigtige” historie. Det samme gælder for alle dem fra Det Tyske Mindretal, som jeg har talt med, om besættelsestiden.

I de specifikke enkeltsager, som vi beskæftiger os med, har vi lige hørt fra Rigsarkivet, at der findes nogle notater i et par arkivkasser. Så er det spændende om vi så kan få indblik i disse kasser. Så kan vi måske fortælle den ”rigtige” historie.

 

Dygtige historikere og konspirationsteorier

Egentlig er vi herhjemme privilegeret med gode historikere. Og man opbygger efterhånden et ”favoritfelt”. Men mange hader sikkert os ”amatørfuskere” og andet som, man efterhånden er blevet kaldt. Og hvad var det lige, at sagde engang:

• I er kun ude efter konspirationsteorier

 

Kilde:

• Diverse artikler på dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 186 artikler fra Besættelsestiden herunder:

 

• Optakten til den 9. april 1940
• Alarm i Sønderjylland den 8. april 1940
• Rostock – mødet, Myte eller virkelighed
• Danmark var advaret 9. april
• Da Hagekorset blev hejst i Tønder
• Tønder og Omegn 9. april 1940
• Sønderjylland 9. april 1940
• Kampene 9. april 1940
• Sorgen ramte Aabenraa 9. april 1940
• Sorgen ramte Aabenraa – endnu mere
• Dansk agent skyld i gendarmers død
• Dramaet ved Viadukten
• Rønshoved, Hokkerup og Gaardeby og meget mere