1920 – Fortolkninger og Debat

Der er fremkommet kritik af diverse artikler om 1920. det handler om brugen af ordet ”Genforening”. Hvilket ord er egentlig rigtig at bruge? De dansksindede talte om ordet ”Genforening”. men er det egentlig et historisk faktum? En historiker modsagde statsminister Neergaard. Tysk historiker kalder det ”Historieforfalskning”. Måske lige grov nok. Men hvad var den danske helstat? ”Det sker efter sønderjydernes vilje” Hvad med ordene ”afståelse” og ”deling”. I 1848 så vi de første tegn på Slesvigs deling. De to områder gled mere og mere fra hinanden. Dette tema er ikke ”Tysklandshistorie”.

 

Kritik af artikler

Vi modtager hele tiden kritik af vores skriverier omkring 1920 og vores fortolkning af begivenhederne. Det er altid rart, når folk reager på det man skriver. Men derfor behøver vi heller ikke at ændre vores synspunkt. Vi mærker også forbavselse, når vi ude i foreninger med foredrag om dette tema.

Vi har tidligere berettet om at politikere mener, at det tyske mindretal skal anerkende ordet ”Genforening” og tone rent flag. Ja under denne artikel kan du se henvisninger til andre artikler.

 

Hvilket ord er egentlig det mest rigtige?

Hvilket ord er mest korrekt er at bruge, afståelse, grænsedragning, indlemmelse, Genforening eller et helt femte ord?

Da Danmark blev forenet med Nordslesvig, hed det ifølge artikel 110 i Fredstraktaten af 28, juni 1919:

 

• Indlemmes i Kongeriget og benævnes de sønderjyske landsdele.

 

Der blev i den forbindelse vedtaget hele 75 love for Sønderjylland. Det er et statsretligt faktum at landsdelen blev indlemmet i Danmark.

 

Kongen talte om Genforening

Men egentlig kan man godt forstå forvirringen for også Christian den 10. talte om Genforening. Det var den dominerende grundfortælling dengang.

Avisen ”Fædrelandet” brugte ordet med j Gjenforening i 1864. Men egentlig foretrak hertugdømmerne en løsere forbindelse til Danmark. I september 1864 havde 5.678 nordslesvigere skrevet under på dette:

 

• At kunne blive og leve i forbindelse med Danmark, ja vi modtage hellere en deling af Slesvig eller nationaliteten, end vi ønsker at følge Holsteen til Tyskland og derved danne et Slesvigholsten.

 

Også Frederik Fischer i Aabenraa brugte ordet ”Gjenforening”:

 

De dansksindede talte om ”Genforening”

De dansksindede tog hurtig ordet ”Genforening” til sig. Også i november 1866 nævnte Christian den Niende ”Genforeningen” i sin trontale.

I 1887 skrev H.P. Hanssen, om at man måtte forberede sig på en langvarig nationalkamp. I 1889 talte han i Løgumkloster om:

 

• At blive genforenet med vort eget folk

 

Den uretfærdige grænse kom til udtryk i Henrik Pontoppidans digt om:

 

• En røvet datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage.

 

Er Genforening et historisk faktum?

Ifølge denne tradition staves Genforeningen med stort G som en historisk begivenhed.

Fortællingen indgår i dag i Folkeskolens historieundervisning i denne version. Og den fastholdes ved de traditionelle ”Genforeningsfester”.

Men gør dette Genforeningen til et historisk faktum? Glemt er, hvad statsminister Niels Neergaard fremhævede i sin tale ved Genforeningsfesten den 11. juli 1920:

 

• Vi taler om Genforening. Sagen er, aldrig i vor tusindårige historie har Sønderjylland været ét med Danmark. Først nu sker det efter sønderjydernes egen lykkelige vilje.

 

Kun Hejmdal citerede hele passagen. De andre aviser fandt den historiepolitisk ukorrekt i forhold til den dominerende danske fortælling.

 

En historiker modsagde Neergaard

Neergaard fastholdt sit synspunkt i 1923. Men han blev irettesat af historikeren Vilhelm La Cour i Grænsevagten. Han talte om, at der siden begyndelsen af 1200 – årene ikke har været en påviselig forskel på Sønderjylland og det øvrige kongerige.

 

Tysk historiker kalder det historieforfalskning

Den tyske historiker Klaus Alberts skriver i sin bog ”1920 – Volksabstimmung – Als Nordschleswig zu Dänemark kam” at genforeningsfortællingen er en uholdbar historieforfalskning som hører hjemme i ”historiens ringbind med afsluttede sager”. Han finder også, at Christian den Tiendes genforeningsridt var en overflødig ”komedie”

Men mon ikke Alberts har fortolket Genforenings – begrebet for snævert. Der var vel ingen, der var i tvivl om Slesvigs århundrede gamle status som hertugdømme. Der var stærke bånde over Kongeåen forud for 1864.

 

Den danske Helstat er en kompliceret størrelse

Den danske helstat er også en kompliceret størrelse. Finansvæsen, udenrigstjeneste, hær og flåde var ”fælles anliggender” for kongeriget og hertugdømmerne. Og det samme gjaldt toldvæsen, post – og telegrafvæsen, post – og televæsen, statslige godser og skov m.m.

Kigger vi på Nordslesvig var embedsmændene dansktalende, dansk sprog var blevet dominerende i retsvæsnet, forvaltning, kirke og skole. Alt dette før 1864.

 

Det sker efter sønderjydernes vilje

Venner nord for Kongeåen opfattede begivenhederne i 1864 som en adskillelse og en genetablering af den gamle forbindelse måtte være en Genforening. Folkelig kunne man tale om en Genforening.

I pagt med folkenes selvbestemmelsesret og afstemningen er det så ikke en Genforening? Neergaard sagde jo også:

 

• Først nu sker det efter sønderjydernes vilje

 

Hvad med ordet afståelse?

Ved afstemningen følte et flertal af vælgere i Sønderjylland at de stemte sig ”hjem til Danmark” Således hed det også i den danske Vælgerforenings afstemningsopråb.

Er det kun op til jurister og historikere til at finde ud af, hvilket ord, som vi skal bruge? Men hvilken tolkning er mest rigtig? Er det de tysksindede nordslesvigers og slesvig-holstenernes tolkning ”Afståelse”, der er den rigtige?

Ved at bruge navnet ”Nordslesvig” som betegnelse for området fremhæver man også samhørigheden med Sydslesvig og dermed med hertugdømmet Slesvig. Siden 1460 var Slesvig knyttet sammen med Holsten.

Ifølge Versaillestraktaten artikel 110 skulle Tyskland give:

 

• Endeligt afkald på enhver højhedsret

 

Over de områder af Slesvig, som skulle tilfalde Danmark. Det er således et faktum, at Tyskland via de allierede afstod Nordslesvig til Danmark. Ordet kan ses som en påtvungen begivenhed. Vendingen signaliserer et krav eller i det mindste en forhåbning om, at grænsen atter blev flyttet nordpå- Men det tyske mindretal har i 1945 afgivet loyalitetserklæring.  Så egentlig må bibetydningen bortfalde.

 

Eller skal vi bruge ordet deling

Troels Fink kaldte grundlæggende situationen for en ”deling”. Han ser det som en positiv ting. Og det gjorde Inge Adriansen og Broder Schwensen også i deres bog. De så det som den eneste fornuftige løsning på de stadig skærpende nationalitetsproblemer. Hver part fik sin del.

Ordet ”deling” synes at være et bedre ”demokratisk” ord. Men endnu i begyndelsen i 1840’erne følte mange i hertugdømmet sig endnu som ”Slesvigere”. De levede fredeligt sammen, hvad enten de talte sønderjysk, plattysk, højtysk eller frisisk. Og de delte sig først op efter at den slesvig-holstenske bevægelse begyndte at agitere.

 

De første tegn på Slesvigs deling

De nationale fortællingers helte blev nu til skurke, til demagoger som påtvang slesvigerne deres nationale statsdrøm. Kniplingskræmmer jens Wulff fra Brede betragtede i sin dagbog det store nationale brud i 1848 som en tragedie, som førte til Slesvigs undergang.

Det var jo netop også i disse år at ideen om en deling af Slesvig første gang fremkom. Men hverken danskere eller tyskere ville give afkald på kravet om hele Slesvig. På lignende vis blev der fremsat et mæglingsforslag i 1864. Hvis danskerne dengang havde de tilsluttet sig havde vi en grænse, der svarer nogenlunde til den nuværende og sønderjyderne/nordslesvigerne havde været sparet for ”de preussiske år”.

 

De to områder glider mere og mere fra hinanden

Et velfungerende Slesvig-Holsten blev reduceret til to periferier i henholdsvis den danske og den tyske nationalstat. Og efter 1920 gled de to områder mere og mere fra hinanden.

Det danske mindretal syd for grænsen følte sig forrådt af Aabenraa-folkene.

 

Det er ikke Tysklandshistorie

I Tyskland er der ingen, der fejrer ”Genforening” – først og fremmest fordi folkeafstemningen i 1920 ikke er en ”Tysklandshistorie”, der på samme måde som i Danmark tæller bland de vigtigste historiske begivenheder. For tyskerne henviser orden ”Genforening” udelukkende til den tysk – tyske Genforening i 1990, Og mindet om 1920 er fuldstændig blegnet, også i Slesvig – Holsten.

Der er mange facetter og fortolkninger af den sønderjyske historie.

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler
• danmarkshistorie.dk
• Sønderjysk Månedsskrift
• Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt 1-3
• Klaus Albertz: 1920 – Volksabstimmung – Als Nordschleswig nach Dänemark kam
• Inge Adriansen, Broder Schwensen: Fra det tyske nederlag til Slesvigs deling
• Kratholm Ankjærgaard, Sønnichsen: genforeningen 1920. da Danmark blev samlet
• Schultz Hansen, Becker-Christensen: Sønderjyllands Historie 2
• Schultz Hansen: Genforeningen. 100 danmarkshistorier

 

På www.dengang.dk finder du 1.651 artikler, herunder 138 artikler under kategorien ”Indlemmelse, Afståelse eller Genforening”.

• I artiklen ”Velkommen til Indlemmelse, Afståelse og Genforening finder du en lister over 119 artikler om emnet.
• Sønderjylland eller Slesvig?
• Så let var indlemmelsen heller ikke
• Hvordan blev tyskheden fastholdt?
• Genforening – juridisk: nej – Folkeligt: Ja
• Slesvig – Holstenisme, et flag og en sang
• Stor opmærksomhed om Grænselandet
• Da vi næsten fik en svensk konge
• Flensborg skulle absolut til Danmark
• Historien bag 1920 er svær at forstå
• Sydslesvig – Hvad er den sande historie?
• 100- års festlighederne bliver overskygget
• Afstemningsfest 10. februar 2020 på Rens Efterskole
• Manden, der skabte grænsen
• Vi skal styrke historiebevidstheden
• Da Danmark blev samlet
• Det er 100 år siden
• Tiden omkring 1920 i Sønderjylland
• Velkommen til Indlemmelse, Afståelse og Genforening