Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Nørrebro – et kvarter i byen

November 13, 2011

Foredrag afholdt for Dansk Handicap
Forbund, Strandvejen 142c, Charlottenlund den 25. oktober. Vi kigger
på Ungdomshuset, Jægersborggade, Allotria, De 113 skud, Byggeren,
den jyske invasion, Lygtekroen, Station A og B, Dagligliv på
Nørrebro, lus fnat og lopper, kommunister i kamp, kirkegården, to
præster. Og så er det arbejderkampen, Blågårdskvarteret, de primitive
broer, den stærke mand og meget andet.
 

Breaking News

Velkommen til et tilbageblik på 
Nørrebro.
Det er anden gang, jeg gæster jer. I et par timer skal
jeg underholde jer, om et kvarter som det meste af Danmark

kender fra Breaking News. TV 2 News helikopter har ofte svævet
over bydelen, for at fortælle, at her er der altid bål, brand og husbesættelser.  

En ting er i hvert fald sikker, der har
altid været bøller på Nørrebro.
Når man kun har to timer, kan vi jo ikke komme ind på det hele. Men
I er selvfølgelig altid velkommen på min hjemmeside. Men det I skal
høre nu  

  • er hvad jeg har valgt at
    bringe

 

De primitive broer

Nørrebro
var ligesom en ø. Tre primitive broer førte til kvarteret. Broen over
Peblingesøen
var smal. Snedkermester Mou
foreslog, at man lavede færgefart over søen. Murermester Petersen
ville bygge en træbro og påkræve en afgift på to øre, for dem,
der passerede broen. Der blev vitterlig bygget en træbro i 1878. 

Et læserbrev i Socialisten

konstaterede, at broen var ideel for selvmordere. Man fik våde fødder.
Og det pæne borgerskab kunne i hvert fald ikke passere broen i selskabstøj.  

Stenhuggerhuset

Når det endelig var lykkedes, at passere
broen, var det første hus, man stødte på, Stenhuggerhuset.
Det var en forfalden hytte, der dannede et værdigt sidestykke til
Druknehuset.
Dette hus tilhørte Selskabet for Druknedes og andre
Skindødes redning.
I Stenhuggerhuset
boede Knud Mikkelsen. Han førte tilsyn med redningsudstyret.  

På et tidspunkt, da det store byggeboom
begyndte, bad kommunen Knud Mikkelsen
om at flytte. Men denne svarede, at han ikke kunne læse. Så han havde
bare smidt  beskederne fra kommunen væk.  

Livet på 
Søerne

På Sortedamssøen
blev der dyrket sejlsport. Beboerne på Blegdammen

kunne mod et depositum på 5 mark få udleveret en nøgle til begge
ender af Sortedamsdosseringn.
Man kunne, hvis man gav Knud
en drikkeskilling,  få ham til at låse portene op.  

Først med anlæggelse af Skt. Hansgade
i 1851 – 1853 blev Sortedamsdosseringen

en offentlig gangsti.  

Blegdamme

Hvor Ravsborg have endte, der startede
blegdammene. De var nummereret fra 1 til 23, Den sidste endte på 
Trianglen
Østerbro.

Her lå de hvide lærredsstykker paa
Bleg,
bevogtet af vægterne. I hvide kapper gik de rundt med lygte
i bæltet. De blæste i kohorn for at holde tyveknægte væk. Måske
var det også for at holde sig åben.  

Skt. Hans Gade
blev etableret oven over Første Blegdam.

På anden blegdam blev Ting –
og Arresthuset
etableret i 1847 – 48.  

Den første kirke

Den første kirke var Skt. Johannes
Kirken.
Den blev meget dyrere end beregnet. Flere gange, måtte
man stoppe arbejdet undervejs. Den første præst, man havde blev meget
berømt og berygtet. Folk strømmede til. Pastor Frimodt
fik folk til at besvime. Han pegede på kirkegængerne, og kunne finde
på i flere minutter at fortælle, at de havde syndet. Men det var de
vant til i kirken, man havde simpelthen et samaritter – korps, der
hurtig var til stede med en båre.  

En anden præst

Når vi nu er ved præster, så 

nægtede Pastor Ifersen fra Hellig Korskirken
at vie murersvend August Jensen
og hans kæreste. Murersvenden havde nemlig været gift før, så det
stred mod hans samvittighed. Men   August Jensen
gik videre til Kirkeministeriet,
de mobiliserede biskoppen. Pastoren blev idømt 200 kr. i bøde eller
20 dages hæfte. Han gik dog videre til Højesteret,

der til alles overraskelse frikendte ham.

Og murersvenden gik til en anden præst.  

Den
ældste skole

Kigger man i gamle jubilæumsskrifter,
er der mange skoler, der bryster sig med, at være den ældste skole
på Nørrebro. Men den ældste var den, der blev anlagt
ved 12. blegdam på hjørnet af Trepkasgade
og Blegdamsgade. Den blev oprettet i 1761. Det var ikke sjovt
at være lærer her. Læreren måtte selv indkassere sin løn hos forældrene.
Det lugtede fra blegdammene og der var ikke meget plads på skolen.
I en meddelelse fra Magistraten lød der: 

  • En fattig og forknyt Studiosus
    terpede Katikismus med en flok landsbyagtige Børn, der var meget lidt
    fortrolige med Skriftstederne.

 

Den stærke mand

Allerede i 1722 havde tyskeren Von
Eckenburg
etableret et forlystelsessted i nærheden af den nuværende
Sct. Hansgade.
Her optrådte Den Stærke Mand.
Han kunne de mest utrolige ting. Ak, han lovede uskyldige piger sit
hjerte. Og han betalte ikke sine regninger. Pludselig var han forsvundet.

Og det mest forfærdelige var, at han
optrådte i kirketiden.  

Kørelæreren fra Ryesgade

Det første stykke af Ryesgade
blev anlagt i 1858. Først i 1881 blev den ført igennem til Østerbrogade.
I øvrigt påstod børn dengang, at de havde set rotter lige så store
som en hund. Og rotter var der i tusindvis af i Ryesgade
dengang.

En enkelt mand var godt tilfreds med
tilværelsen. Det var Løjtnant H. Schow. Han underviste folk i at køre
cykel eller som det hed. Velocipeder.

Den lukkede gade var fantstisk til det formål. 

De stakkels Piger

I begyndelsen af Fælledvej
lå den store to – etagers Grams Have.
Det var et meget populært traktørsted. Gram
var en afdanket kaptajn, og havde købt stedet. Han havde efter sigende
fire meget smukke døtre. De var veninde med enkefrue Hansens døtre,
Marie
og Emilie. De seks piger sad så mangen en eftermiddag
og ventede på en bestemt person, nemlig forfatteren Christian Winther.

Han blev kaldt Ridderen af Nørrebro.

Og ja, det blev den 19. årige Marie,
der løb af med ridderen.  

Blågården

På den anden side lå de sørgelige
rester af den flotte have til Blågården.
Her var pavilloner og i tidens løb samlingssteder for adskillige selskabelige
foreninger. Her havde været klædemanifaktur, plantager og meget mere.

Her lavede italieneren Pelotti
teater. Det var et kæmpe udstyrsstykke med lys og lyd. Men det var
svært dengang, at komme dertil. Først skulle man balancere over en
smal bro over en vejgrøft. Og det sidste stykke vej var nærmest bundløst.  

De sang falsk

Der er sket meget på Blågården
i tidens løb. Ja det er nok til flere timers historiefortælling. Her
var også seminarium, der blev stiftet i 1791 og meget mere.

Da Biskop Balle
skulle begraves, sang elever fra Blågården.

Men den ny biskop kunne ikke holde det ud, så falsk sang de, så han
afbrød dem.  

Det kniber med moralen

Men der var også problemer med
moralen. Således havde Blågården
åbnet for Vajsenhus – børn
i 1795. En del af disse børn var piger. Og alle de seminarie – studerende
var alle mænd. Biskop Balle
skrev dengang:  

  • Efterdi Vajsenhusets Pigebørn
    værre i den kritiske Alder og Semeristerne i den fyrrige Alder, skal
    jeg advare.

 

Kort tid efter blev seminariet flyttet
til Jonstrup.  

Mange tjenestefolk på 
Blågården

Da Prins Carl
overtog Blågården havde han 47 personer til at opvarte sig.
Hans kone, Sophie Hedvig havde dog kun 23. Man arrangerede dyrekampe.
To hunde mod en bjørn. Man håbede på, at hundene sejrede. Man skulle
nemlig fortære den eller de døde

til den efterfølgende middag.  

Det var også herude at kongen dyrkede
sine elskerinder. Det skete mere eller mindre diskret. Jo der var gang
i den på Blågården.  

En stat i staten

Beboerne gav senere fordring på jagtret
Blågårdens jorder. Vejene var private og beboerne var fri
for vej -, vægter og lygteskat. Da de i begyndelsen heller ikke fik
vand fra søerne slap de for vandskat. Jo det var faktisk en stat i
staten.  

En stinkende grøft

De første veje var i en sørgelig forfatning.
De var uden fortove, uden belægning. Drikkevand fik man fra brønde.
Indtil man fandt ud af, at vandet kom fra kirkegården, så måtte man
i hast etablere forbindelse til Ladegården

og Peblingesøen.  

En stinkende grøft ville Magistraten
ikke gøre noget ved. Det var ikke deres bord. Det var jo privatejet.
Spildevandet fra grøften blandede sig med drikkevandet.

Først omkring 1871 blev problemerne
for beoerne løst.  

Byggespekulanterne

Da portene blev nedlagt, kom der sandelig
gang i byggeriet. De nye grundejere var byggespekulanter. De skulle
ikke selv bo på stedet. De ville ikke give mere penge ud, end højst
nødvendig. Det gik rent anarki i foretagendet: 

  • Ingen lys, ingen renovation,
    ingen vægtere og overhovedet ingen organisation.

 

Byggespekulanterne tog heller ikke hensyn
til hygiejnen. Sten på sten blev klasket op i den tilladte højde.
Ja regler var det ikke meget af. Borgerrepræsentationen
bestod for det meste af disse grundejere, så de var ikke interesseret
i at ændre lovgivningen til deres bagdel.  

Lejekaserner på 
kryds og tværs

Lejekaserne blev opført på kryds
og tværs. Profitten lå i at hobe flest mulige mennesker sammen.  

  • Lys og luft har fattigfolk
    ikke brug for, derfor forhus, baghus og sidehus, og ikke
    mere gårdsplads, end det var nødvendigt for at komme til og fra ejendommen.

 

Arbejderkvarter med slum

I løbet af få år lykkedes det
for byggespekulanten Bülow
på få år at omdanne Blågårdskvarteret
til et arbejderkvarter med slum fra begyndelsen.

Regnvand og kloakslam omdannede vejene
til bundløs ælte. Det kunne så bare løbe ned i Sortedamssøen.
Og vandet fra denne blev også brugt som drikkevand.  

Bangert
var også en stor byggematador. Han satte en masse ting i gang. Men
til sidst blev det for meget. Han blev erklæret konkurs.

Først lang tid efter, kom der egentlige
byggevedtægter.  

Blågårds Plads

På Blågårds plads

havde Heegaard etableret storindustri. Her blev der fremstillet
gryder og kedler, kakkelovne og komfurer. Ja man forsøgte sig endda
med landbrugsmaskiner.

På et tidspunkt forsøgte Familien
Heegaard
sig med musikstrenge fremstillet af dyretarme. Men de få
beboere der var der dengang, protesterede over en forfærdelig lugt.
Man måtte indstille produktionen.  

Solitude

Blågårdsvej
og Korsvej gennemskar den stor slotshave. Her lå Heegaards
Jernstøberi,
et par lysstøberier og en voksdugsfabrik. På hjørnet
af Blågårdsvej og Nørrebrogade

Peter Hansens berømte blomstergartneri.  

Undervisning i ridekunst

Kunstberider Jean Lustre
havde købt ejendom, og tænk i år 1800 fik han tilladelse til at undervise
i ridekunsten og andre legemsøvelser. Det var noget borgerskabet så
frem til.  

Uden for Blågård
Solitude. Den tilhørte i 1840erne byggespekulant, kaptajn
Bangert.
 

En gartner brugte en del af jorden til
at dyrke rabarber. Og ordet kom til at hænge over kvarteret i mange
år, Rabarberlandet.  

Københavns kommandant

På Solitude
boede også engang Københavns
kommandant, Grev Sponnec. Det var ham, der skulle sørge for
Københavns
sikkerhed, men det klarede han nu ikke ret godt i 1728,
da en tredjedel af København

brændte.

Det var en dag, hvor der havde været
brandøvelse, og alle var fulde, både politimester, brandmester og
dem der skulle slukke evt. brand.

Marinen blev sat til at passe på 
kongens skibe, langt fra branden. Der var ingen vand i Peblingesøen.
Vandet måtte de tage fra Stadsgraven.
Men så skulle man jo vække kongen, han havde nøglen til porten. Men
vække ham, det ville man ikke.  

Ladegårdsåen

Denne å har budt på en del
dramaer. Her begik en bankrøver selvmord efter et bankrøveri på

Østerbrogade. Men et andet drama udspillede sig her.

En mørk november – aften 1812
kom et selskab kørende i karet ud fra grosserer Marieboes
landsted Rolighed ind mod byen. Kusken væltede med vognen ud
i Ladegårdsåen og fire damer druknede.

Ulykken gav anledning til, at en række
piletræer blev plantet langs den nøgne åbred. En sten blev anbragt
på Åboulevarden med den simple påskrift 26
– 27. nov. 1812.
 

Store Ravnsborg

Her etablerede Den bestandige Borgerlige
Forening
sig. En kunstner forvildede sig herud i 1804. Her afbrændte
han sit store kunstfyrværkeri.  

Nødtørftsanstalter

På Nørrebro
var der en stor produktion af Nødtørftsanstalter. Berlingske Tidende
skrev: 

  • Vore hjemmedanske nødtørftsanstalter
    indretninger er de hæsligste udklækningsanstalter for alskens smittebærende
    bakterier, selv om de ildelugtende luftarter ikke er smittebærende
    gør de mennesker modtagelig for smitte, og bevirker hovedpine, mangel
    på madlyst og nervøse fornemmelser.

 

Den Første Bil

Og over i Hammels Gård, Nørrebrogade
38
havde værkfører Urban Johannsen
fra Hammels Maskinfabrik lavet en vogn, som kunne køre helt
uden heste. Og dette kastede medierne sig også over:  

  • Den gør en stærk spektakel.
    Det mærkelige Køretøj uden heste, skulle være set paa Gaden, og
    det skal være meningen, at Hr. Johannsen skal køre Hr. hammel til
    Skovshoved, hvor han bor, hvis de kan komme saa langt.

 

Det forfærdelige klokkespil

Politidirektøren havde til stadighed
holdt fast i en ide, med at klokkespil på sporvognene var en god
ide. Han mente, at folk går og sover på gaderne og lader sig påkøre.
Men medierne gjorde opmærksom på, at der langs Nørrebrogade
hele tiden lød en utålelig kimen, der truede med at
ødelægge folks nerver. Det lød som en kirkeklokke.
 

Medierne var utilfreds

Efter talrige klager, besluttede politidirektøren
i stedet at anbringe en kraftig bjælke mellem hjulene. Men det var
medierne også utilfredse med. 

  • Hvad skal det til for?
    Akkumulator – vognene larmer jo i forvejen et rædsomt Spektakel, når
    de tuder hen over Skinnerne, saa ingen med sine fem Sanser i Behold,
    kan undgaa at høre dem i lang Afstand.

 

Hvor blev sporvognen af?

Den 12. marts 1900 gik man over til faste
stoppesteder. Det vakte stor forvirring hos kunderne. Indtil da, kunne
man stoppe en sporvogn midt på gaden. Men med de faste stoppesteder
oplevede konduktørerne, at passagererne stod og vinkede med spadserstokke
og alt mulig. De ville have sporvognen til at stoppe, men den forsvandt
bare i rasende fart, efterladende truende passagerer.  

Damer
– pas på

Det var ikke let at leve med alle de
tekniske ting. Og når nu damerne skulle begå sig med det nye,
ja så gav det anledning til eftertanke. Hør blot her, hvad datidens
medier kunne berette om det:  

  • Vore Damer, der har været
    så vant til med Gratie og Elegance, at springe af hestevognene
    tager sig ikke i Agt for at Farten og faren er stærkere end de elektriske.
  • Nu er det sidst den unge,
    udmærkede Sangerinde Ellen Beck, der er sprunget forkert, og har paadraget
    sig nogle slemme Skrammer. Vi advarer vore kække unge Damer med at
    springe af Sporvognen.

 

Arbejderne

Hver gang arbejderne skulle gennem portene
inde fra byen ud til Nørrebro

for at arbejde, skulle de betale. Det var de meget irriteret over.  

Allerede i 1840 kom der et ønske fra
Nørrebros
fabrikanter om, at åbne for portene før kl. 6. Men
det ville politimester Drewsen
ikke.  

Ville have sporvogn til sin fabrik

Og Sophus Hauberg
manglede folk til sin maskinfabrik på Tagensvej.

Men de havde vanskeligheder med at komme derud. Først fik han etableret
en dæmning i stedet for den livsfarlige bro over søerne.: Dæmningen
var så bred, at der kunne køre en sporvogn over den. 

Men ak sporvognen skulle køre over militært
område på Fælleden.
Man kunne ikke have civilt personale på militært område to gange
om dagen. Men man fik lavet en ordning med bomme. Først i 1899 åbnede
man helt op.  

Arbejderne holdt sammen

Arbejderne holdt sammen. De opbyggede
deres egen kultur, fra vugge til grav. De oprettede børneinstitutioner,
meldte sig ind i DUI og DSU. Far var i arbejdersangkoret, varer blev
købt i Brugsen. Brændsel blev købt i Arbejdernes Brændselsforretning.
Kød og pålæg i Arbejdernes Kødforsyning.
Der blev drukket Stjerneøl

og mælk fra Enigheden. Sko fik man også i arbejdernes egne
butikker. Og havde man penge til overs, det havde de færreste, ja så
blev de sat i Arbejdernes Landsbank.  

De socialistiske blade

Men inden man kom så vidt, skulle
arbejderne gennem Nørrebro
gennem så meget. I maj og juli 1871 udkom to pjecer. De blev kaldt
for Socialistiske Blade. Og selv om grundloven var indført,
så gjaldt den ifølge politidirektøren ikke for arbejderne.  

Man fandt efterhånden ud af, at folkene
bag disse blade, var Pio, Brix

og Gerleff. Disse personer blev arresteret natten før et møde
Fælleden.  

Det store slag

Og dette møde blev forvandlet til et
stort slag. Politi og husarer slog løs på arbejderne, der forsøgte
at bruge deres ytringsfrihed. På Kastellet
sad bevæbnede soldater parat til at slå ned på arbejderne.  

På et tidspunkt blev arbejderne
trængt tilbage til Skt. Johannes Kirken.

Døren gik op og arbejdere søgte tilflugt inde i kirken. Præsten fortsatte
sin prædiken uforstyrret. Han nåede til  

  • På 
    Moses stol sidder nu de skriftkloge og Farisæerne

 

Nede fra arbejderne hørte man nu en
meget dyb stemme:  

  • Hørt.

 

Og de socialistiske ledere fik lange
fængselsstraffe og blev mere eller mindre udvist af Danmark.  

Grundloven var ikke til for arbejderne

Arbejderne på Nørrebro
følte ikke at Grundloven havde givet dem nye rettigheder. De
mente, at den først og fremmest prioriterede borgerskabet og de velhavende
bønder. Indtil 1915 var der kun 18 pct. af Danmarks
befolkning, der havde stemmeret. 82 pct. blev anset for at være

uværdige.

 

Livlig detailhandel

Nørrebro
var engang Danmarks største indkøbscenter. Her var et utal af butikker.
Nørrebro Handelsforening
var absolut Danmarks
største handelsforening med 700 medlemmer.  

Alt skulle aftappes

Alt skulle aftappes. Lige fra petroleum
til brændevin. Alle andre ting skulle vejes og pakkes. Man tog søndagen
med. Her havde man åben fra 7 til 9 og igen fra 16 til 21.

På Nørrebrogade
lå de standsmæssige butikker, særlig inden for manufakturbranchen.
Ellers var det mest småbutikker, nogle trin ned i en kælder, eller
op i en høj stue.  

Småt med udstillingsvinduer

Det var småt med udstillingsvinduer.
Udstillingerne kunne stå i månedsvis. Tobaksforretningerne lignede
hinanden. Høkerne ville næppe være godkendt af fødevarekontrollen
i dag. Bagerne havde de allernødvendigste typer af brød. Ikke noget
med wienerbrød og flødeskumskager. Spækhøkere fandtes der både
i Blågårdsgade og på Nørrebrogade.  

Alle rigtige mænd drikker brændevin

Den sociale nød tvang folk til sammenhold
og fællesskab. Man hjalp hinanden, passede hinandens børn og organiserede
sig fagligt og socialt.

Nørrebro
var præget af arbejdsløshed, druk og meget trange økonomiske forhold.
Motoet i

Rabarberland
var: 

  • Alle rigtige mænd drikker
    brændevin

 

Bespisnings
– foreninger

Folk strømmede til fra hele Danmark.
Men det var om at finde et arbejde. Understøttelse havde man ikke noget
af. Fattigloven sagde, at tilflyttere skulle sendes tilbage for
hjemkommunens regning, hvis de ikke kunne forsørge sig selv.  

For 25 øre kunne man få ¼ 
rugbrød og en halv fjerding madfedt. Jordemoderen kostede 8 kroner
og en konfirmation hos præsten kostede 5 kroner. 

Man kunne i Bespisnings – foreningerne
en gang imellem få en gang suppe. Og i skolerne var der vinterbespisning
for de mest blege.  

Uniformerede voldsmænd

For enden af Korsgade
var det en politivagt, hvor uartige mennesker blev gennembanket. Man
var konstant på vagt over for politiet. I Rabarberlandet
kaldte man politiet for uniformerede voldsmænd.  

Da pølsevognen kom

Nørrebro Handelsforening
beskæftigede sig i tidens løb med både store og små ting til glæde
for detailhandelen på Nørrebro.

En af de mere pudsige ting i 1920erne var, da man skulle tage stilling
til de første pølsevogne. Det fik formanden til at sige følgende
til et medlemsmøde: 

  • Jeg ser i forskellige Blade,
    at der vil blive givet Tilladelse til at forhandle Pølser fra Vogne
    paa aaben gade. Og at vedkommende, som sælger disse varme Pølser,
    skal levere gratis Sennep til Pølserne. Naar saa et lille Vindpust
    vil levere en gang tørrede Hestepører paa samme Tallerken som Pølser
    og Sennep, saa bliver det en delikat Ret.

 
 

Irmas personalepolitik

På Nørrebro
startede Carl Schepler, Irma –
kæden.
Starten var en lille kælderbutik, hvor der blev solgt æg
og margarine. Men det som historiebøgerne ikke fortæller var, at han
førte en benhård personalepolitik.

Her måtte kontordamerne ikke snakke
sammen. Hvis de blev afhentet af en mand, blev de afskediget dagen efter.
De måtte heller ikke have børn. Men egentlig var stedet ikke værre
og bedre end andre steder. Det var svært for kvinder, at være ude
på arbejdsmarkedet dengang.  

I Privatbankens
regulativ § 3 stod der:  

  • Kontorassistenter, der
    indgår ægteskab , må fratræde deres stilling senest den
    1. i den efter ægteskabets indgåelses følgende måned.

 

Men telefondamerne havde fået nok. Det
ville de ikke finde sig i. Efter en uges strejke fik de deres vilje.
De blev ikke fyret, selv om de havde indgået ægteskab.  

Jødevejen

Ja den hed Møllegade, Møllevej, Sandgravervej
og Jødevej. Her ligger Mosaisk Kirkegård,
anlagt i 1694. Og her lå danseboden, som selvfølgelig hed Det gamle
testamente.
 

Jøderne på 
Ventegodt

Og når vi nu er ved jøderne. Så 
boede Familien Melchior Ventegodt.

Det lå omtrent, hvor Esromgade
og Lundtoftegade ligger i dag.

Familiens børn gik i skole inde på 
Højbro Plads.
De fik at vide, at de måtte køre med bønderne
ind til byen, hvis disse ikke forlangte mere end 2 skilling. Forlangte
de tre skilling, måtte de stakkels børn gå.  

Assitens Kirkegården

Kirkegården rummer masser af spændende
historier. En af dem er historien om Gertud Bodenhof.

Allerede som 20 – årige døde
hun. Den 23. juli 1798 blev hun begravet. Men natten efter fik hun besøg
af togravrøvere. De stjal to øreringe. Da de skulle til at hive vielsesringen
af, åbnede hun pludselig øjnene, rejste sig halvt op i kisten og udbrød: 

  • Så 
    befri mig dog fra dette sted

 

Hun havde tryglet og bedt, og lovet gravrøverne
guld og en rejse til Amerika.
Men røverne blev bange og slog hende ihjel med en spade.  

Det er ganske vist

Mange år senere tilstod en af ligrøverne
gerningen på sit dødsleje på Fredriks Hospital
i Bredgade. Og det er ganske vist. For tilståelsen blev givet
til Jacob Peter Mønster, den senere biskop af Sjælland.  

Episoden blev undersøgt. Man kunne hverken
af – eller bekræfte episoden. Der udkom en bog om historien
skrevet af minister Viggo Starcke

i 1953. Man konstaterede, at skelettet lå i en mærkelig stilling.  

Hun havde røde kinder

Broderen til Gertrud,
den unge Rosted udtalte dagen efter begravelsen: 

  • Jeg kan ikke forstå, at
    de har begravet min søster med røde kinder

 

Allerede i 1783 udgav teologen Dr.
Bastholm
et skrift om levende begravelse. Han foreslog bl.a. at
der skulle blæses i trompet for at se, om de døde skar ansigt, eller
om de vågnede. 

Ved et kapel i nærheden af Runddelen
fik de døde en snor om håndleddet, der var forbundet til en klokke
– inde hos opsynsmanden. Bedemænd i USA og England solgte kister
med ilttilførelse og signalapparater i tilfælde af………  

I 1804 fandt man ud af, at 509 grave
var blevet hjemsøgt af gravrøvere.   

Forandring på 

kirkegården

Det var en sønderjysk adelsmand Johan
Samuel Augustin
der var årsag til, at det nu blev trendy at blive
begravet herude.  

I sit testamente nævnte adelsmanden,
at han aldrig med forsæt eller mod sin vilje havde fornærmet nogen
i sit levende liv. Hans døde legeme skulle ikke påføre andre nogen
skade. Derfor anmodede han, at blive bestrøget med en tilstrækkelig
mængde ulæsket kalk i en simpel kiste, 10 fod dybt.  

Liv og glade dage på 
kirkegården

Og tænk i 1805 klagede bladet Politivennen
over, at der på kirkegården var stavefejl på gravstenene.  

I tidens løb var der liv og glade dage
på kirkegården. Myndighederne stod magtesløse. I bladet Politivennen
kunne man læse, at kirkegården kunne sammenlignes med Offentlig
Værtshus i Benhuset.
Der kom også en forordning, hvori der stod
anført, at 

  • der må 
    ikke foretages noget, som ligner Lystighed.

 

Rødhårede ingen adgang

Ja man mente, at man ikke engang måtte
møde op med festligt hår. Rødhårede skulle nægtes adgang. Det kunne
smøres med komøg, for ikke at bryde den højtidelige stemning. Men
hvad med lugten?  

Døde af vand fra kirkegården?

I 1879 fortælles der, at flertallet
af nogle beboere i et hus nede ved Ladegårdsåen
var fundet døde. Man mente, at det skyldtes, at kirkegårdsvandet 
var havnet i åen. Beboerne havde så drukket af vandet fra åen.  

Entré 

ønskes

Tilstrømningen til kirkegården var
stor. Man talte om, at indføre entré. Taksten skulle være 4 – 
8 skilling eller 8 – 10 skilling om hverdagen. Om søndagen skulle
det være gratis. Det skulle dog være gratis for kirkegårdsarbejdere
og de pårørende.

Ja man talte om, at bygge tribuner, så 
alle kunne overvære begravelserne.  

Standsmæssig begravelse

Da grosserer Jørgen Beck
skulle begraves fulgte hele 110 kareter fra Nyhavn

til Nørrebro. Og da Johan Leonard Fix,
direktør for Assiatisk Kompagni
skulle bringes til hvile, skulle det gøres standsmæssigt.  

  • Fløjels Ligvogn med 4
    Heste, med Kusk, Biløber, 8 Ligbærere, 9 Vogne til Sørge
    – parrene, 25 Tjenere og 2 Politibetjente.

 

Mord på 
Kirkegården

Jeg tror, at det var i 1914, at der udkom
en bog, der foregik på kirkegården. Den hed Rotterne.  

Men der er sket andre uhyggelige ting.
Således har barnemorderen fra Jægersborggade, Dagmar Overby
begået et par mord her på kirkegården.

Man anslår, at hun begik ca. 25 mord
på spædbørn. Hendes foretrukne løsning for at slette alle spor var,
at smide dem i kakkelovnen.

Hun fandt ud af, at æter havde en beroligende
virkning på hende. Og det var ofte under æter – rus, hun
begik mordene.  

Hun passede spædbørnene, der ofte var
født uden for ægteskab. Når moderen så ville se til barnet, var
det en anden, der lå i barnevognen. På den måde kunne hun tjene en
masse penge.  

Et indtørret lig

En mor havde fortrudt, at hendes spædbarn
var blevet overladt til Dagmar Overby.
Hun blev mistænksom og henvendte sig til politiet. De efterforskede
sagen og fandt knoglerester i kakkelovnen, flere sæt børnetøj i skufferne
og et glemt indetørret lig oppe på loftet.  

Lugt på 
Runddelen

I 1890erne var der ikke meget bebyggelse
fra Nørrebros Runddel til Lyngbyvejen.

Der var et par arbejderboliger og nogle kolonihaver. Men bag dette lå
byens natrenovation. Vejen dertil blev i folkemunde kaldt Sortevej.

Åbne latrintønder

Her kom natmændene i nattens løb med
de såkaldte chokoladevogne.
På dem stod åbne latrintønder. Dette betød en forfærdelig stank.

En betjent, der skulle gøre tjeneste
fra Runddelen til Lyngbyvejen
udtalte, at når vindene var i en bestemt retning, var han nødsaget
til at tilbagelægge strækningen i løb.  

Inde på pladsen tømtes latrinen
ud i dybe overdækkede kanaler for at bundfælles. Kanalerne førte
ud til et hul på størrelse med Runddelen.  

I stille vejr hændte det at gassen fra
latrinen samlede sig i rørene. Så kunne der ske større eller
mindre eksplosioner. Latrinen blev afhentet til omegnens gartnerier
og brugt som mødding – velbekomme.  

Nørrebros anden kirke

Midt ude på marken ved en markvej,
der hed Havremarksvej blev Nørrebros
anden kirke bygget. I den forbindelse kunne man i datidens medier læse:  

  • Fattigdommen hersker, Mændene
    drikker og Kvinderne sladrer tiden bort.
  • Her er Haab om, at Kristendommen,
    al Raahed, Uredelighed og Usædligheds medarbejdende Aand, vil blive
    til det salt, der bevarer de gode Hjem og aaben Ild, der renser de Fordærvede.

 

De forstod virkelig, at bruge det danske
sprog dengang.  

Lersø 
– bøllerne

Egentlig var Lersøen
ikke en sø, men et sumpet areal, der strakte sig langs Lygteåen.
Den dannede grænse mellem Utterslev
og Københavns Kommune. Området strakte sig fra Nørrebrogade
til Lyngbyvej, og fra Bispebjerg Bakke

til Haraldsgade, der dengang hed Gammel Renovationsvej. Lersøen
var en af byens store lossepladser. Her blev både afleveret dag –
og natrenovation.  

Her befandt byens alkoholiserede sig.
De kunne godt arbejde, når det var nødvendigt. Og med kvindfolkene
stod det endnu værre til. De skaffede sig til dagen og vejen ved tyveri
og det, der var værre.  

Allerede på Christian den Fjerdes
tid, vidste man, at her ude boede ikke Guds
bedste børn. Bøllerne befandt sig længe herude i området.  

Gratis husleje

Huslejen var jo gratis. I det tætte
pilekrat kun man snildt indrette sig nogenlunde tørt, hvis man havde
et sejldug. Varmen blev leveret på flaske. Bajersk øl hørte
ikke til her. Det var for de fine.

Favoritten var en flaske brændevin,
der blev rundet af med en skibsøl, eller en pot skummet mælk. Det
var også sundt og nærende.

Og så var det altid en bager, der
havde gammelt brød. Og var man for en gangs skyld ædru kunne man sikre
sig et stykke flæsk eller en høne.  

Man solgte rotterhaler til politiet Det
fik man 10 øre for pr. stk. En ganske god pris. En flaske brændevin
kostede uden en krone, dengang.  

Maja Robinson

Man kunne finde på at slås indbyrdes.
Årsagen var Maja Robinson.

I sine yngre dage var hun ualmindelig smuk. Man sagde om hende, at hun
havde været gift med en læge fra et fremmed kontinent. Og rygterne
ville vide, at hun stadig fik penge af ham. Og når de kom var der fest
og ballade i Lersøen. 

Når hun var ædru, det skete dog ikke
så tit, kunne hun tale et meget kultiveret sprog. Man forsøgte
flere gange at redde hende fra sumpen, men forgæves.  

Politiet vidste godt, hvad der skete.
Men kun når man havde hunde til rådighed gik man herud, ellers fik
man tærsk.  

Omkring 1910 kom civilisationen også 
herud, og bøllerne forsvandt. Samtidig steg brændevinen til svimlende
priser.  

!918
– et ondt år på Nørrebro

Der var gader på Nørrebro,
der var helt øde. Folk lå syge fra kælder til kvist. Dr. Schäfer
fandt en familie, hvor man, kone og tre børn lå alvorlig syge. Ved
siden af lå det fjerde barn, død. Alle sammen af Spansk Syge.

En værkfører havde på fire dage
mistet tre døtre. Den 3. november 1918 stod der 58 kister på 
Assitens Kirkegaard.
Begravelserne startede om morgenen kl. 8.30
og fortsatte uafbrudt til kl. 16. Inden for 10 dage havde der været
300 begravelser på kirkegården.  

Storbedrageren Alberti

Den 11. juni 1932 går en ældre mand
ned ad Nørrebrogade. Dagen før var han fyldt 81 år. På hjørnet
af Fælledvej ville han gå over stoppestedet ind mod centrum.
Han blev fanget mellem en linje 5 og en linje 7.

Sporvognskonduktørerne brugte både
klokke og bremse, men den ældre man var tydeligvis forvirret. Han stoppede
op, og det var tåbeligt.  

Han blev bragt til Rigshospitalet.
Der var ingen tegn på livsfarlige kvæstelser. Men tre dage efter,
døde han. Og manden, ja det var storsvindleren, forhenværende justitsminister,
byggespekulant m.m. Alberti.  

Igennem 20 år lykkedes det for Alberti

at skjule sine ulovligheder.  

Slaget på 
Fælleden i 1934

Ja det var så sandelig også 
et slag på Fælleden i 1934. Kommunister og sejlende søfolk
havde inviteret til møde. De havde godt nok fået forbud mod at afholde
det. Da talerne begyndte, dukkede det ridende politi op. 200 kommunister
dukkede frem og bombarderede politiet med sten. Hestene blev bange.  

Men så kom politiassistent Tværmoes
med et halvt hundrede mand
til

slagmarken. Betjentene havde smurt stavene
ind i grøn sæbe, så urostifterne ikke kunne få fat i dem.
Det udviklede sig til et regulært slag.

Til sidst blev kommunisterne slået på
flugt.

På kommunisternes kontor i Blågårdsgade
blev folketingsmedlemmerne Axel Larsen
og Munch Petersen arresteret.  

Slaget ved Blågårds Plads 1935

Det var ikke første eneste gang, der
var ballade på Nørrebro.
I slutningen af september 1935 havde Konservativ Ungdom, valgt
fjendernes samlingssted på Blågårds Plads.
Politiet havde ryddet pladsen for kommunister.  

Men det gik galt, da KU’erne skulle hjem.
200 betjente kunne ikke forhindre at de konservative fik en ordentlig
omgang tærsk. Og det fik de selv om der var udrykningsvogne og ridende
politi med i optoget.  

Forstoppelse

Toiletterne lå nede i gården.
Her var masser af rotter. Når man boede på fjerde etage gad man
ikke om natten bevæge sig herned med et stearinlys. Der var ingen lys
på gangen.

Når man skulle tisse, brugte man
en potte. Når den var fuld tømte man den i håndvasken.  

Det var ellers de store drenge, der skulle
tømme familiens potte. Det var det ikke høj status i. Så det
skete som regel efter mørkets frembrud. Og det var ikke skæg, når 
der også var pølser i. Så skvulpede det.  

Men det skete jo så, at de her Pølsedrenge
fandt på en anden løsning. Hele indholdet både det store
og det lille blev tømt i vasken. Resultatet blev, at indholdet
dukkede op hos naboen og faldstammen blev tilstoppet.

Man kan godt forestille sig, den stank,
der bredte sig i lejlighederne især om sommeren.  

Lus, fnat og lopper

At have lus var den største skam, der
kunne overgå børnene. Havde man fået det, ja så gik man
i gang med olie, der havde en kraftig stænk af petroleum. Et dejligt
universalmiddel, der fik hovedbunden til at bople.  

Det var meget uheldigt, hvis skolelægen
opdagede, at man havde fnat. Disse små mider var ret irriterende.
Så måtte børnene en tur på Kommunehospitalet.
Og det var en barsk omgang. Man blev smurt ind i en fed substans, der
skulle sidde en tid. Så blev man sænket ned i et kæmpe badekar med
varmt vand.  

Efter endt opblødning blev man skuet
med sæbe og træuld. Det gik ikke stille for sig. Børnene skreg.

Og derhjemme måtte man huske at udskifte
sengetøjet og alt andet skulle vaskes.  

Mange lejligheder på Nørrebro
var en sand lopperede. Det var fugtigt og ikke mange muligheder for
udluftning. Pludselig følte man det krible og krable op af sig. Gulve
og paneler blev vasket i salmiakspiritus og møblerne skoldet. Det kunne
holde utøjet i skak i nogen tid, indtil de atter kravlede gennem gulve,
vægge og lofter.  

Dagligliv på 
Nørrebro

Hver tredje barn på Nørrebro
arbejdede ude, ofte mange timer om dagen. De gik halvsultne i seng.
Små piger tog tidlig op med mor for at gå med aviser.

De fattige sov sammen. Dragekister, skuffer
og pjaltekasser blev taget i anvendelse. Man kendte ikke til privatliv.
Man sov sammen, gik på lokum sammen og spiste sammen.  

Man startede dagen med øllebrød, spegesild
eller rugbrødshumbler med fedt på. Drengene blev sendt ud for at hente
brænde. De største gik i skole eller skulkede, fordi de var nødt
til at arbejde.  

Skolen
– et frygtet indslag

Skolen var et frygtet indslag i dagligdagen.
Man fik med spanskrøret for den mindste forseelse. I skolen hørte
prygl til dagens orden. Seks timer om dagen – seks dage om ugen .
Ja skolen var en udfordring for børnene. 

Forfatteren Marin Andersen Nexø,
der gik i skole på Nørrebro,
betragtede skolen som en kronisk krigstilstand.  

Ingen børne
– mad

Dengang var der på Nørrebro

ikke noget, der hed børne – og voksenmad. Bevares maden blev skåret
ud og det blev dyppet i varm mælk eller øl. Og så skete det da også,
at der blev lavet vælling til de allermindste.  

Et gebis i konfirmationsgave var ikke
ualmindelig – dengang.  

Forgiftning

Dengang havde man hverken køle – 
eller fryseskab. Det var svært at holde madvarer som rå fisk
eller råt kød frisk i mere end to dage. Bakterierne florerede i uforarbejdet
kød og den halvlunkne mælk.  

Tænk i perioden 1900  – 1904 døde
hvert fjerde barn af maveforgiftning. Og det var en uhyggelig dødsprocent
for børn af enlige mødre. Den var helt oppe på 60 pct.  

samme tøj i ugevis

Almindelige mennesker gik i det samme
tøj i dage og uger. Det skete også, at tjenestepigerne på Nørrebrogade
overtog herskabets undertøj og gik med det, inden det blev sendt til
vask.  

Emma Gad giver gode råd 

Det var sikkert ikke mange på 
Nørrebro,
der lagde mærke til, at Emma Gad
i 1903 kom med værket, Vort Hjem.

Heri skrev hun bl.a.  

  • Lige så 
    Vigtig for vor Sundhed er også 
    at holde vor Person ren. Vor sædvanlige Vadskning af Ansigt og Hænder
    én a to Gange ugentlig af Hals og Fødder er i den Henseende langt
    fra tilstrækkelig. Hudens hele Overflade maa mindst en Gang ugentlig
    undgaa en Grundig Renselse for at befries for alt det Støv og Smuds,
    der udefra er tilført den gennem Klæderne og for det fedt og Sved,
    den har udskilt.

 

En anden fagbog, der udkom i 1909, der
hed Barnet, har sikkert heller ikke været en bestseller hos
boghandlerne på Nørrebro –

dengang. Heri fastslog man:  

  • Undertøjet maa skiftes
    nogenlunde hyppig. Hvor hyppig afhænger af Aarstiden og navnlig af
    om Barnet ved Leg eller Idræt har svedt. Mindst i hvert Fald
    én Gang om Ugen.

 

Hvor kommer Jernbanen?

Allerede i 1863 susede der tog gennem
Havremarken.
I første omgang gik turen til Lyngby
over Hellerup. Det var godt nok øde herude. Der var kun nogle
værtshuse og nogle spredte gårde. Rygterne gik på, at her skulle
der placeres en jernbanestation.  

Trafikbehovet steg

Men befolkningen var ved at være utålmodige.
Trafikbehovet var stigende. I 1884 havde Nørrebro Sporvej
solgt 426.554 biletter a 5 øre. Ganske imponerende.

I samme år havde en række Nørrebro
– borgere
fundet ud af, at nu skulle man hav en jernbanestation 
til bydelen. Man kunne ikke vente længere. 

Men endelig i 1886 skete der noget. Det
viste sig at jernbanestationen kom til at bestå af to stationer.
Afgangsstationen A kom til at ligge ved Bjelkes Alle’s

udmunding i Stefansgade. Den betjente trafikken mod Hellerup.  

Ankomst – stationen B
blev anlagt ved Lyngbygade (Hillerødgade).
Her ankom dem, som havde været en tur i Nordsjælland.
Og her kunne man så tage en tur til København.

Måske var det lettere at tage sporvognen fra Nørrebrogade?  

Stakkels damer

Forceret spekulationsbyggeri bag Stefans
Kirken
førte til, at der ikke var egentlig adgangsvej til de nye
jernbanestationer. Det fik de daværende medier til at skrive:  

  • Et Mylder af Gadestumper
    opstod i Kirkens Nabolag, for Alle har spekuleret i
    at blive nærmeste Forbindelsesvej til Stationen..

 

Terrænet var ikke godt. Man havde vel
ikke afvandet ordentligt. Der var heller ikke nogen form for brolægning.
Om sommeren skulle man vade i flyvesand fra Nørrebrogade
til stationen. Om vinteren var det med at få de lange støvler på,
for da sank man nærmest i bund i dynd og smadder.  

Travlhed på 
stationen

I perioden fra 1870 – 1890 blev
godsmængden på Nordbanen
femdobbelt. Al godstrafik til og fra Nordhavnen og Frihavnen

foregik via Nørrebro Station.  

Uheld på
Stationen

I 1907 forudsagde en rangermaskine stod
ravage. Ca. 50 meter fra remisen faldt fyrbøderen, der kørte maskinen
af denne. Formentlig havde hans jakke grebet fat i regulatoren, som
dermed fik hele armen. Maskinen for afsted ind i remisen og ned
i skydebroens grav, tværs over denne og op på sporene med forhjulene.
Det var lige langt nok til at give en anden rangermaskine et sådant
fur, at denne røg gennem remisemuren og væltede udenfor. Begge maskiner
blev noget ramponeret og bygningerne tog alvorlig skade. Fyrbøderen,
der faldt af maskinen, brækkede et par ribben og fik hul i hovedet.  

Slangerup
– banen åbner

Den egentlige indvielse af Slangerup
– banen
foregik den 19. april 1906. Et flagudsmykket tog med to
lokomotiver begav sig kl. 11.30 fra Lygten Station

med omkring 100 honoratiores ombord.  

Undes lystigheder

Dagbladet Politiken
berettede dagen efter, at afgangen med den frokost, der ventede i
Slangerup
blev forsinket. Stationsforstanderens hanhund havde søgt
ly for regn og tumult under en jernbanevogn. Toget kunne først starte
efter at en behjertet tilskuer havde hentet  sin hunhund, som havde
fornøjet sig med stationsforstanderens hund.  

Glædelig begivenhed på 
Lygten Station

I maj 1906 skete der en glædelig begivenhed
på Lygten Station. En ung kvinde nedkom med et barn. I
datidens medier stod følgende: 

  • Netop som hun var kommen
    under Tag, nedkom hun med levende Barn, hvis Skrig genlød i Lokalet.
    En Politibetjent telefonerede efter en Ambulancevogn, der hurtig kom
    og straks efter bragte saavel Moderen som Barnet til Fødselsstiftelsen.

 
 

Omkring Lygtekroen

Lygtekroen
kunne føres tilbage til slutningen af 1500 tallet. Efterhånden blev
kroen mærket af tidens tand. På vinduerne stod der til sidst Café.  

På kroen serverede man stadig
Gammel Øl
i Kjælderstuen
og Bajersk Øl i Gjæstestuen
mod byen. Men sagkyndige påstod, at der ikke var forskel på smagen
trods det, at der var stor forskel på prisen.  

Et enkelt glas
– eller to

Der var stadig mange gæster, der ville
tage afsked med byen med et lille glas eller to. Dette kunne man nu
få adskillige steder på Nørrebrogade.

Nogle steder havde man prøvet at forny
sig. Et sted kaldte man Orfeum,
der havde indrettet sig med flag og vimpler. Og de havde malet deres
lysthuse grønne.  

I 1870erne var det Den Hvide Svane
og Nykro, der var de førende traktørsteder derude.  

Latrin
– depot

På Lersø
– arealet
havde Københavns Kommune
anlagt et større latrin – oplag. Man transporterede den ulækre substans
i såkaldte chokoladevogne.  

Det skete flere gange, at indholdet eksploderede
Nørrebro Station. Desværre var chokoladevognene
heller ikke tætte. Det betød, at de efterlod en hel stribe bag sig.
Men denne stribe fattede Nørrebros
hunde stor interesse for.  

I de godt 15 år som Station Lersøen
eksisterede, blev der afsendt 208.907 tons latrin. Da man var færdige
ude på Kløvermarken blev Station Lersøen
nedlagt.  

Den jyske invasion

Omkring Nordbanevej
havde de jyske indvandrere samlet sig. Det begyndte allerede omkring
århundredeskiftet. På Nørrebro

synes man godt nok, at de talte et mærkeligt sprog. De spiste de kartofler
og gulerødder. Og kartofler spiste de til alt.

Efterhånden oprettede de deres grøntsags
– forretninger.  

Bonderøve

Jyderne blev kaldt bonderøve,
og man mente, at de burde lære dansk. De gik mærkelig klædt. Mændene
smed aldrig jakken. Kvinderne gik med tørklæder om hovedet og sjal.
Den ene familiesammenføring efter den anden fandt sted. De avlede som
kaniner, sagde københavnerne.  

De havde en mærkelig religion (Indre
Mission). De skulle lære størstedelen af bibelen udenad, mente københavnerne.  

Først da jyderne gik på værtshus,
lyttede til syngepiger og gik på bordel, begyndte de at blive
respekteret. Man havde vænnet sig til jøderne, hvorfor skulle man
så ikke vænne sig til jyderne.  

Nørrebro under besættelsen

Protesten mod den tyske besættelsesmagt
kostede mange menneskeliv på Nørrebro.
Det kulminerede under den såkaldte Folkestrejke.  

Nørrebro
kogte i dobbelt forstand. Temperaturen nærmede sig 25 – 30 grader
i de ni dage i sommeren 1944. Selv brandfolk, der forsøgte at slukke
ilden fra de mange bål, blev beskudt af tyskerne folk fra Schalburg
– korpset.

En telefondame der befandt sig på 
det forkerte sted på det forkerte tidspunkt blev skudt gennem
halsen.

I Baggesnesgade
blev en kvinde dræbt og tre andre hårdt såret, da en tysk patrulje
pludselig dukkede op og affyrede deres maskinpistoler.  

Bulldog blev afbrændt

Varehuset Bulldog
blev plyndret og brændt. Der var bygget barrikader over Nørrebrogade.
Schalburg – korpset
kom forbi og dræbte fem mand.  

Flere tysker – venlige virksomheder
blev plyndret og brændt af. Tyskerne opstillede kanoner, der kunne
skyde ned af Nørrebrogade.

Vidner talte om 12 – 20 dræbte og sårede.  

Lørdag den 1. juli tvang tyskerne tilfældige
borger til at ryge barrikaderne. 

Skudt i hovedet

På Fælledvej
tilbød Edmund Holmgodt Jensen
nogle unge kvinder at hente mælk til deres småbørn. De turde ikke
selv. De stod i porten til Fælledvej 15,
hvor de i lighed med Jensen boede.

De skulle bare have krydset gaden.  

Vores mand nåede også over gaden
hen til porten, hvor han kunne få mælk. Men her blev han indhentet
af en tysk soldat, der skød ham gennem hovedet. Han segnede død om
i porten.  

Flere forbipasserende blev såret af
tyskernes kugler, blandt andet en en uniformeret brandmester på 
vej hjem fra tjeneste på Fælledvejens Brandstation.

En anden fik sit underansigt skud af
ved samme lejlighed.  

Et utal af sabotageaktioner foregik på 
Nørrebro.
Efter besættelsen skete der også en del likvideringer
fra modstandsbevægelsen på Nørrebro –

også på uskyldige.  

Menneske
– eller Bulldozersanering

Etagebyggerier var ren spekulation. Jo
mere man kunne bygge på et meget lidt område, jo lettere bedre var
det. Kvaliteten var også derefter.

Den pæne side vente ud mod søen.  

Befolkningen på Nørrebro
var langt over 100.000 mellem de to krige. Familier blev stuvet sammen
på 25 m2. Lokum i gården og rotter på loftet.  

Et persisk marked

På et tidspunkt lignede dele af
Nørrebro
et persisk marked, slagtere, bagere, værtshuse, drukkenbolte
og værksteder i gårdene.

Der var hørm af brunkål, piskefløde
og nybragt brød. Senere blev luften blandet med kautisk soda. Alt skulle
pludselig afsyres.  

Nørrebro beboeraktion

En søndag i juni 1973 holdt Nørrebro
Beboeraktion
fest på en tomt. Pludselig kørte en lastbil ind med
brædder og værktøj. Firkantens Byggelejeplads

kaldet Byggeren var født.

Nørrebro Beboeraktion
havde i deres velmagtsdage 350 aktive. De var aldeles utilfreds med
overborgmester, Pelle Jarmer.
Denne udtalte: 

  • Demokrati er ikke baseret
    på dørklokkebesøg

 

Det hele endte med båd i gaderne. Flere
tusinder beboere og aktivister dannede en blokade. Politiet slog hårdt
ned. Over 1.000 betjente var i aktion. Hele kvarteret eksploderede i
vrede.  

Den 5. maj 1980 gik mellem 10.000 og
15.000 mennesker i demonstration fra Blågårds Plads
til Rådhuspladsen. Men slaget var tabt for Nørrebro.  

Allotria

Blikkenslager Karl Edward Jacobsen

fik sig noget af en overraskelse, den 11 januar 1983. Pludselig hørte
han støj inde fra sit værksted. Gulvet i hans kælder blev brudt op.
Pludselig dukkede 35 bz´er frem i lyset.

Gennem flere uger havde de unge mennesker
gravet en 13 meter lang tunnel fra det gamle værtshus Allotria
over til den forskrækkede blikkenslager.

Og det lykkedes også for de unge
mennesker at køre forbi de 500 betjente i Korsgade.  

Gang i BZ
– Bevægelsen

Der var rigtig gang i besætter – virksomheden
Nørrebro. De unge var imod politikere, arbejdsløsheden
og forældrene i deres parcelhuse.

Der kom til mange kampe. Således var
overskrifterne i forbindelse med en aktion i Ryesgade: 

  • En brutal hær af 300 terorrorister
  • Sagesløse beboere er gidsler
    i en af de uhyggeligste voldsdemonstrationer
  • Bz’ere angriber fødeafdeling

 

Nørrebro den 18. maj 1993

Denne dato er sikkert glemt af de fleste.
Men ikke af de butiksfolk, der ikke kunne få hjælp af politiet.
Den aften og nat faldt der 113 skud på Nørrebro.

Folk mente, at politiet optrådte provokerende
fra start. Harmen resulterede i hærværk, ildspåsættelser og blindt
raseri. Politiledelsen havde besluttet at sende 300 betjente fra landet
til Nørrebro.  

Ordensmagten i undertal

Ordensmagten var klart i undertal. De
var ikke færdiguddannede. På Fælledvej
gik det helt galt. Politiet manglede tåregas, radioforbindelsen røg.
Styrken blev presset tilbage af en rasende folkemængde. Brosten og
kasteskyts fløj gennem butiksvinduer og efter betjentene.  

Af frygt for helt at miste kontrollen
affyrede politiet 113 skud mod danske statsborgere. 11 demonstranter
måtte behandles for skudsår på Rigshospitalet.  

Mange skader

En tredjedel af den indsatte politistyrke
får fysiske skader under kampene. 92 betjente blev rapporteret skadet
og 61 blev sygemeldt.

Efter syv år meldes der om betjente,
der stadig fik krisehjælp. Gennem 90erne bryder flere politifolk sammen.

En af lederne, en vicepolitikommisær
gifter sig senere med en af de kvindelige betjente, der var med i aktionen.
Han forlader styrken og går langsom i opløsning. I 1999 slår han
sin kone ihjel, og året efter hænger han sig i Ringsted Arrest.  

Politiet undersøger sig selv og finder
ud af, at man har overholdt alle demokratiske regler.

Årsagen til demonstrationen var, at
50,7 pct. havde stemt nej til Maastricht
– traktaten.
 

Weidekamp fortrød

Ved sin afgang i 1989 spurgte man
overborgmester Weidekamp,
om det var noget, han fortrød:  

  • Ja to ting, at vi opgav
    sporvognene. Og at Bz’erne fik et Ungdomshus.

 

Folkets Hus
fra 1893

Og dette ungdomshus blev født som
Folkets Hus
i 1893. Den har været rammen om mange politiske møder
gennem tiden. Her har været masser af baller, juletræsfester og boksestævner.  

Ungdomshuset

Det var tidlig morgen. Klokken var lidt
før 7. Vi havde Bogudsalg.
Et par mærkelige biler holdt foran Jagtvej 69.
Lidt efter kunne vi fra vores køkken i butikken følge et skue, der
nærmest lignede en amerikansk actionfilm. 

Ambulancer i heinesgade

Uroen bredte sig hurtig. Ambulancer kørte
ned af Heinesgade. Fra Nørrebrogade

truede unge autonomme med at smadre vore vinduer. De havde set urobetjente
blandt vore kunder. Den store omsætning udeblev.

De fleste butikker var allerede lukket.
Ti minutter før almindelig lukketid, besluttede jeg af hensyn til personalets
sikkerhed at lukke butikken. Det var vores kunder aldeles utilfredse
med. Men jeg kunne se, at situationen udviklede sig alvorligt ude foran.  

Rekordbesøg på 
hjemmesiden

Handelsforeningens hjemmeside oplevede
rekord – besøg. Ungdomshuset
linkede til flere af vore 40 artikler om kampen. Det samme gjorde de
største dagblade. Men ikke alle var tilfredse med vores holding. Vi
fik hadefulde mails fra politibetjente, embedsmænd og politikere. Personlig
blev jeg truet med Pressenævnet

af en toppolitiker.  

Det kostede samfundet 230 millioner
kroner

Butikker mistede omsætning for 30 millioner
kroner og samfundet betalte 230 millioner kroner inklusive ekstravagter
til politiet. Ja selv blev jeg truet med kropsvisitering af en stresset
betjent, fordi han ville have, at jeg skulle bevise, hvor jeg arbejdede.  

Ja på et tidspunkt fik Nørrebro
Handelsforening
tilbudt huset for 1 kr.  

Jægersborggade

En af de kendte gader i kvarteret er

Jægersborggade. Gaden blev kendt fordi der her foregik en livlig
hashhandel. En del af dette er nu flyttet til Nørrebroparken.

Det kommer samtidig med, at madrestauranter
og alternative butikker blomstrer i gaden.  

De første spor af gaden går tilbage
til 1880erne. Dengang var det en grusvej,som blev omkranset af et – 
eller toetagers huse.

Den store bebyggelse af Jægersborggade
tog først endelig fat, efter at stationen var anlagt. Ved udgangen
af 1886 var ikke mindre end 18 byggekonsortier i gang med at bygge.  

Det var her i Jægersborggade,

hvor Alberti tjente nogle af sine penge. Men også chokoladefabrikant
Cloétta
og justitsråd Schioldann
ejede mange bygninger på gaden.  

En hel gade til salg

På hjørnet af Jagtvejen
og Jægersborggade optrådte syngepiger fra 1889 til 1903. De
blev skiftet ud med billardborde. Så sent som i 1958 lå her Café
Jægersborg.

Det var også her, at en svensk
godsejer meddelte, at han ville skille sig af med Jægersborggade.  

Land og Folk
sluttede en af deres artikler med: 

  • Sådan kan man også 
    frigøre sig for sine forpligtelser.

 

På et tidspunkt var der næsten
rockerkrig i gaden. I den ene ende holdt Galopping Goose
til, mens Fithy Few holdt til i den anden ende.  

Det var så 
alt, hvad jeg havde med til jer. Næste gang vi ses er jeg klar med
et par timer om, hvad Østerbro kan byde på. Tak for i aften, kom godt
hjem.
 

Kilde:
Diverse artikler på www.norrebro.dk  
 
 

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro