Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland

Flensborg – i hverdag og krig (2)

Januar 5, 2011

Flensborg var ofte genstand for arvedelinger.
Ofte var det sammenstød med hertugerne. Fra gammel tid havde de forskellige
lav stor magt i byen. I disse havde man sin helt egen lovgivning. Den
flensborgske stadsret var også særegen på
mange områder.
 

Christian den Anden smidt ud

Det så ikke godt ud for Kong
Christian. Frederik
slog til med hård hånd. Den 7. marts 1523
erklærede han kongen krig. Med over 3.000 mand gik han mod nord af
den gamle hærvej uden om Flensborg
og ind gennem Bov.

Allerede den 26. marts blev han hyldet
som konge i Viborg. Den 10. februar forlod Christian den Anden
Jylland.
To måneder senere var han ude af Danmark.  

Stemningen i borgerskabet havde været
til fordel for Christian den Anden. Flensborg
havde fået rigelig af rettigheder af ham. De havde fået eneret på
al handel i det tilstødende landområde. Byen havde som tak stået
kongen bi med lån.  

Slotsherren blev svigtet

Inden 1. april havde Flensborg
såvel som lenet overgivet sig til hertugen. Når byen såvel som det
øvrige Sønderjylland overgav sig så hurtig, så skyldtes det
Christian den Andens
alt for tidlige flugt.

Bymuren havde kun ringe militær betydning,
og slottets forsvarer, Ditlev Brockdorff
var ladt fuldstændig i stikken. Han havde anråbt om hjælp, men fik
ikke noget. Som forstærkning havde han fået nogen op fra lenet. Men
de gjorde kun ondt værre. Segeberg
var også kapituleret og Sønderborg
var efter kamp faldet en uge tidligere.  

Nu måtte Ditlev Brockdorff
love at hylde hertug Frederik. Den nye konge lovede, at den årlige
landdag for Slesvig skulle holdes i Flensborg.
Den 2. januar 1526 blev Flensborgs
privilegier og friheder stadfæstet.  

Advarsel mod ulydige borgere

Men ikke alt uro havde lagt sig. Hertugen
udsendte en befaling til sine amtmænd, fogeder, borgmestre og rådmænd
i Flensborg mod de ulydige borgere. Uroen kunne være udtryk
for de jævne borgeres opposition mod det aristokratiske styre og sympati
for den afsatte konge, Christian den Anden.  

To herrer måtte hyldes

I 1544 blev hertugdømmerne delt på
ny, men Flensborg by og Amt
tilfaldt lige som i 1490 kongen. Ridderskabet
og byerne stod dog under fællesregeringen. Flensborg
var repræsenteret ved sine borgmestre og et par rådmænd på hertugdømmernes
fælles landdag. Byen hyldede begge landsherrer i fællesskab.   

Den næste arvedeling fandt sted i
Flensborg
den 26. januar 1564, da Frederik den Anden
delte sin andel af fyrstendømmerne med sin broder, Hans den Yngre.
Han fik som sin arvelod af den kongelige del af Slesvig, Sønderborg
og Nordborg Amter.
 

Et spændt forhold

Forholdet mellem de regerende fyrster
var ofte spændt. På Odense
– mødet
i 1579 om hertugdømmernes lensforhold, klagede Frederik
den Anden
over, at hertug Adolf
af Gottorp under syvårskrigen flere gange havde optrådt uvenligt over
for kongen. Han havde således udstedt en række befalinger og forbud
i kongens by, Flensborg.  

Dronningen blev afvist i landdagen

Da Christian den Fjerde
overtog regeringen i hertugdømmerne, afholdt han landdag i Flensborg.
I 1595 krævede enkedronning Sophie
på landdagen en arvedeling mellem Christian den Fjerde
og hans brødre. Som støtte for hendes politik, fremlagde hun en kejserlig
befaling. Men landdagen afviste hendes krav med henvisning til, at
Slesvig
var et dansk len, der lå uden for kejserens myndighedsområde.  

Smedene

Meget tidlig hører man i Flensborg
om håndværkerne. Først blev bagerne nævnt. Det var fordi, at man
skulle huske, at foruden afgift for hvede ved juletid, skulle man også
betale skat til byen. Ja skomageren nævnes også. Og allerede i 1284
nævnes brygning.

Mellem købmændene og håndværkerne
har der fra ældste tid været en social skillelinie.  

Men det var dog smedesvendene, der kan
præstere den ældste skrå i Flensborg. Lavet
eller kompagniet var indviet til Marie Magdalene.
Den årlige fest blev holdt på Magdalena
– dag
den 22. juli, men også Valborgs
– dag
den 1. maj nævnes. Lavs
– drik
blev afholdt til fastelavn eller pinse.

En væsentlig opgave var at bringe
hjælp
i tilfælde af sygdom og død.

Skråen
er affattet på plattysk. Det blev anset for finere end dansk. Lavet
var tilknyttet Nikolaj Kirke,
hvor det lod sine gudstjenester afholde.

Skrædderne syntes også at være
tilknyttet denne kirke.  

Skomagerne

Også skomagernes skrå
fra 1437 fortæller noget om håndværkernes vilkår – dengang. Hver
skomager skulle Valborgsdag
og Mikkelsdag betale rådet
en lybsk skilling ligesom fogeden skulle have sin afgift på
Thomasdag
lige før jul.

Skomagerne havde ret til hver lørdag
at holde udsalg på Søndertorv.
De havde også eneret på produktion og salg af sko i byen. Varer udefra
skulle konfiskeres til fordel for de fattige.

Optagelse i lavet var bestemt af faglige
hensyn. Man stillede også krav til ægteskabet. Man måtte kun
ægte en ærlig kone eller jomfru.

En skomagers søn, der ægtede en skomagers
datter eller enke, blev optaget i lavet mod at give to tønder Flensborg
øl.

En fremmed, der gjorde det samme skulle
halv kost
. Dette betød tre gode retter med smør og tre tønder
Flensborg øl.
 

Man havde desuden forskellige andre optagelseskriterier.
Meningen var at begrænse antallet af mestre og at forbedre standens
økonomiske stilling.

Gensidig konkurrence blev så vidt
mulig udelukket. Ingen mester måtte have mere end to svende og en lærerdreng.
Forsøgte man at lokke en svend fra en anden mester var bøden to tønder
øl.  

Noget tyder på, at det var oldermanden,
der købte råstofferne. Ved indkøb af huder hos slagterne måtte den
velstillede ikke sikre sig mere end den fattige. Det var til fordel
for forbrugerne, at oldermanden skulle kontrollere arbejdet. Det dårlige
blev konfiskeret.

Man havde pligt til, at følge afdøde
medlemmer eller deres hustruer til graven. Enken havde ret til at fortsætte
mandens bedrift i tre år.

Lavet sluttede sig til St. Jakobs
alter
i Mariekirke.  

Bundtmagerne

Bundtmagernes skrå 
kendes også fra 1437. men allerede fra 1368 nævnes udførsel af skind
fra Flensborg.

Bagerne

Bagernes skrå er fra 1452, men
lavet er betydelig ældre. Man skulle tjene to år som svend inden man
kunne optagets i lavet.

Man havde et fælles udsalgssted, som
man kaldte for Brødhuset. På søn – og helligdage måtte
man dog ikke sælge brød. Man måtte heller ikke konkurrere på prisen.

Noget tyder på, at bagerne tilhørte
den velstående del af håndværkerne.  

Andre lav

Tøndemagere
og kar magere blev skilt fra hinanden. Det samme gjaldt for
snedkere
og kistemagere.  

Et lav bestående af malere, guldsmede,
snedkere og glarmestre k
endes fra slutningen af det 15. århundrede.
Det var ret usædvanligt at flere fag indgik i samme lav. I skråerne
blev det indskærpet, at man ikke gik til andre fester end lavets egne.  

Snedkerlavet
, hvis skrå er fra 1497 blev indviet til Lucas, Eligius
og Jomfru Maria. Ægtedede man en mesterdatter blev afgiften
halveret. 

Smedenes
skrå er dateret 1514, med der må have været en, før dette år. Lavet
er betydelig ældre. Den bestod af grovsmede, kleinsmede
og knivsmede.

Aftalen var, at alle der arbejdede med
jern, skulle stå i samme lav.  

Barbererne

Barberernes
lav kendes også fra middelalderen. Lavet kendes fra skriftlige kilder
omkring 1515, men er sandsynligvis meget ældre. Kun af ret traditionelle
grunde kan dette fag henregnes til håndværket.

Dengang var lægekundten delt mellem
akademiske medicinere og praktisk uddannede barberer eller badskærere.
Skellet fandtes helt op til det 18. århundrede.

Ved siden af den praktiske lægekunst,
var det egentlige barberfag dens hovedgerning. Frederik den Første
kunne i 1528 skænke barberen Asmus Belle
, Badstuen ved siden af Rådhuset.
Her fik han ret til at forestå barbervirksomheden.  

Ligesom andre steder skulle man bevise
sin ægte Byrd.
Som mesterstykke skulle svenden fremstille 9 medicinske
præparater, hvilket skulle vise, at barberen også udfyldte apotekerens
plads i middelalderens Flensborg.  

Medicinske doktorer,
øjenlæger, tandlæger
og folk, der kurerede benbrud fik deres
ret til praksis forbeholdt i skråen.  

Sværdmester og pottemagere

Særlige metalarbejdere havde fordelt
sig i forskellige lav. Fra dengang kendes sværdsmed, filehugger
og pilesmed.

Og klokkesmeden Peter Hansens
arbejder var kendt viden om. Han har produceret mindst 40 klokker rundt
omkring i Danmark.  

Også pottemageri
fik stor betydning i Flensborg.
En Peter Potter nævnes i 1513 som medlem af Hellig Legemesgilde.
Allerede i 1429 nævnes Hermen Cruckerman.

Vi finder også træskomagere  

Det skriftlige materiale har været på 
plattysk i håndværker – lavene. Talesproget har dog været
højtysk.  

Landbrug inde i byen

I middelalderen spillede landbruget i
købstæderne en større rolle end i dag. Til vare – og persontransport
over land var hestehold nødvendigt. Til en hvis grad måtte borgerne
selv sørge for for forsyninger med mælk, kød, smør og flæsk. Landbruget
prægede bybilledet. Beboelseshuse og avlsbygninger lå side om side
spredt ud i byen. De var omgivet af haver og gårdspladser. Møddinger
var meget normalt, og svin fjerkræ færdedes ugenert.  

Bymarken

Flensborg
havde også sin egen bymark.. Her kunne borgerne om sommeren græsse
deres heste og kreaturer. Og bjerge hø og korn til vinterfodring.

De ældste efterretninger om dens størrelse
går tilbage til 1284. Nordgrænsen blev dannet af Mårbæk,
der udspringer lidt vest for Bov landevej.
Den slår en bue mod nord og dernæst følger den Klusris
sydgrænse. Den fortsætter stik mod øst mod fjorden. Mod syd angives
i stadsretten, Withstagswath
som grænse.

Det var det vadested, hvor Eckerneförde
landevej
krydsede den senere Vestenvad.
Mod øst angives grænsen at være Brunsnæs
Broager. 

Brand i 1485

Stenhuse kendtes allerede i 1321. De
var dog ikke særlig udbredte. I Jordebogen
fra 1436 nævnes kun 12 foruden kirkerne. Under disse forhold havde
en brand gode vilkår.

Den 4. maj 1485 begyndte i St. Hans
Sogn
en Ildsvåde. Den lagde hele den sydlige del af byen
indtil rådhuset med undtagelse af Nikolai Kirke og Kloster
i aske.

Sikkert er en del af husene sikkert opført
i sten fra teglværkerne ved fjorden.  

Borgenes pligter

Borgernes daglige arbejde foregik ved
Skibbroen
, hvor hjemmelige og fremmede handelsskuder lossede og
ladede. Men også på torvet og i værkstedet arbejde borgerne. For
kvindernes vedkommende var det i huset, det foregik. De skulle også
sørge for at vente ved brønden. Men den vej var ikke lang. Flensborg
var en meget vandrig by. Brøndende var efterhånden oprettet talrige
steder på hovedstrøget.

Til borgerpligten hørte også at møde
på bytinget, hvor de mange borgere deltog i beslutninger angående
byens ejendomme og som tingsvidner og nævninge i rettens pleje.  

Den medborger, der havde lidt overlast
skulle ifølge stadsrettens bestemmelser fremvise sit sår eller blodige
klæder og anklage gerningsmanden.

Den borger, der havde grebet en tyv på 
fersk gerning, skulle føre ham til tinget, bagbundet med tyvekosterne
på ryggen. Han skulle hænge ham op på stedet, således
som påbudt i byretten og landskabslovene.  

Jagt og fiskeri

For købmænd, skippere og borgere af
en hvis anseelse har tilværelsen ikke været uden afveksling og spænding.
Undertiden har de lange sørejser også været forbundet med fare.

Man gik på jagt og fiskeri, og
der blev holdt en del fester på rådhuset.  

Grænser for festlighederne

Men nu skulle det ikke overdrives. Således
kom der i 1321 en forordning om, at der til bryllup kun måtte inviteres
30 gæster. Og kun 10 måtte inviteres, når det drejede sig om barselkonens
kirkegangsdag.
 

En tur i Badstuen

Mere ensformig var tilværelsen for håndværkere
og småhandlende, bortset fra de urolige tider med natlige overfald
og blodige kampe. Man kunne forlyste sig på badstuen, der
foruden sit egentlige formål, fungerede som en beværtning, hvor man
spiste og drak.

En forordning fra 1295 dikterede særskilte
badetider for mænd og kvinder. Der var kun bevilliget kvinderne bad
to dage om ugen.  

Liv og glade dage på 
markeder

En velkommen afveksling betød markederne.
De ugentlige blev afholdt om lørdagen. Men især på de halvårlige
var der masser af liv. Her strømmede bønder og købmænd til. Der
var omvandrende gøglere, løvetæmmere og bjørnetrækkere. Ofte kom
kongen eller hertugen på besøg med et hav af hoffets folk. Således
besøgte Kong Hans i 1487 byen med et beskedent
følge på 400 mand.  

Mange gange kom hertug Frederik
gennem byen. Så vankede det drikkepenge til hans værtinde, til pigerne
og til kokken.  

Serien om Flensborgs Historie fortsættes  

Kilde:
Se

  • Litteratur Flensborg

 

Hvis du vil vide mere:
Læs

  • Abel og hans sønner
  • Flensborg mere end 725
    år
  • Margrete den Første
    – og Sønderjylland
  • Flensborg i begyndelsen
  • Første Verdenskrig i Bov
    (under Padborg/Krusaa/Bov)
  • Kobbermøllen ved Krusaa
    (under Padborg/Krusaa/Bov)
  • Ryde Kloster (under Padborg/Krusaa/Bov)

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland