Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Højer

Højer – før i tiden

Maj 3, 2010

Læs sagnet om Hother. I en krønike
kan man læse ”Hvad folk mangler i Sild, kan de hente i Højer”.
En pyroman var løs i 1757. Rådmænd blev afsat. Og så 
gav man 100 mk til et luftskib, der skulle flyve over Højer. Aflønningen
af præster var kompliceret.  Læs om mantel
– penge og de stakkels præsteenker. Der blev klaget over degnen i
1790. Læs også pastorens synspunkter om fattighjælpen 
 

Sagnet om Hother

Fra gammel tid hed sognet Höthær,
Hötre, Hodersse, Hoder, Huder, Höwer.

Navnet Høthær
stod opført i Valdemars Jordebog
i 1231. Og dette navn stammer fra Hother,
som skal have grundlagt Højer.
Han har levet i folkevandringstiden, da angelsakserne drog til
England.
 

Hother
stammede fra østkysten, hvor han levede sammen med sin bror, Hather.
Det var ham, der grundlagde Haderslev.

Brødrende kom i en voldsom strid.
Hather vandt
og Hother flygtede vestpå. Han slog sig ned
og grundlagde en by, Hothærby.  

I et gammelt frisisk sogn, bliver
Hothær
kaldet konge. Ingen kunne måle sig med ham i fægtning,
buekunst og svømning. Også inden for musikken var han enestående.
Andre, blandt andet hans fjender, kaldte ham for en dranker samt
vellystning.
 

På samme tid levede der på 
egnen en anden stærk kæmpe ved navn Balder.
Han var gift med Nanna. Hun var den skønneste af alle frisiske
kvinder, datter af Gevers den Rige.

Hother
ville også gerne have haft fat i hende. Der kom til en kamp, der endte
uafgjort. Hother var dog gudinden Hels
yndling. Hun skænkede ham en hug – og stiksikker rustning. Hun gav
også Hother nogle tips, hvordan Balder
kunne bekæmpes.

Så faldt Balder
og Hother giftede sig med Nanna.  

Balders
bror, den vældige kæmpe Boh
havde længe været til søs. I Listerdyb
fik han underretning om, hvad der var sket. Han blev rasende. Han kunne
ikke vente til der blev flod. Han sprang på sin hest og jog i rasende
fart over vaderne, indtil dyret sank sammen under ham. Siden har sandbanken
heddet Hingsten.

Hother
var ved at pløje. Han havde ikke sin rustning på. Boh
fik hurtig gjort ende på ham. Således døde Hother
i år 482.  

Elbens udmunding

Der er ellers mange gisninger om, hvad
navnet egentlig betyder. Tange, vand, hav
og højdepunkt, en høj bred, høj strand
eller munding.

Og det sidste navn er interessant. Formodninger
går nemlig på, at Elbens udmunding skal henlægges til Højer.
Det fremgår af et kort fra 1240 over Nordfrisland.

Gudskog Sø 
og en række søer, der findes i Ditmarsken
skulle så være rester af en af Elbens
arme. Listerdyb skulle så være Elbens
munding  

Sild var landfast med Højer

Kigger man på det omtalte kort, ja så
Vadehavet være en stor kirkegård med forsvundne moser,
skove og byer.

Ja, tænk øen Sild
og Højer har haft landforbindelse. En krønike fortæller således: 

Hvad folk ikke havde på 
Sild, hvor de boede, det kunne de hente i Højer med deres hestevogne.
Når de kørte om morgenen, kunne de samme dags aften vende tilbage
til deres egne huse. Så kort var afstanden, at man ved laveste ebbe
mageligt kunne køre over med hestevogn, ja endda vandre til fods.
 

Helena testamenterede sit jordegods

Vi har i en tidligere artikel beskrevet
Højer Kirke.
Men interessant er det, at der allerede i 1300 tallet
eksisterer en kirke i Højer.
Således også fra 1383, hvor ridder Johan Hviddings
datter Helena testamenterer alt sit jordegods i Højer og
Skast
sogne til Højer herred.

Alt tyder dog på, at der allerede i
1100tallet lå en kirke i Højer.  

Hvornår blev Højer kronegods?

Hvornår Højer
blev kronegods vides ikke. Det må have været omkring 1230. Byen forblev
under Valdemar Sejrs besiddelse ind til hans død i 1241.

Af hans sønner, blev Erik
hans efterfølger, mens Abel
fik hertugdømmet Slesvig. Højer
skulle have fået sine birkerettigheder af kong Christoffer
i Nyborg i 1269. Men dette kan ikke passe, da Christoffer
var myrdet ti år tidligere. Denne ret er antagelig ældre, og birkeretten
er antagelig blevet nærmere bestemt i 1269.

Men i mange år fremover har der været
kamp om Højer mellem de kongelige og hertuglige  familier.  

Herredsret

Højer Herred
havde sin særlige herredsret. Den bestod af herredsfogeden og otte
sandemænd samt tingskriveren. Fra gammel tid blev herredstinget holdt
under åben himmel. Gamle stednavne nord for Højer vidner stadig om
dette, Tinghøj, Tingdal og Tingvej.
Retterstedet blev meget praktisk kaldt Galgehøj.
Og galgen stod der endnu i 1770.

Senere blev herredstinget afholdt på 
Højkro.
 

Birkeret

Fra ældgammel tid havde Højer
birkeretten. Møde – og tingstedet lå Torvet 7.
Længe stod der en skampæl med halsjern på Torvet
ved kirkegårdsmuren.

Ikke alle Højers
beboere var tingpligtige. Tre gårde og 17 kådnersteder tilhørte
Schackenborg.

Højer
har i århundrede tilhørt de blandede distrikter.
På de fleste ejendomme gjaldt Jyske Lov.
På de Schackenborgske ejendomme gjaldt Christian den Femtes
lovbog.
Og for at gøre forvirringen fuldstændig, så gjaldt
Nordstrands Landret
på de koge, der tilhørte Højer Sogn.

Når et barn var født, måtte man undersøge
på hvilken grund, det var sket, og i nogle tilfælde, hvilket
værelse. Det havde noget at gøre med forsørgelsesrettigheder.

Højer
beholdt birkeretten helt til 1864. Selv om de sidste herreds – og
birkefogeder boede i Tønder,
blev birketinget altid afholdt i Højer.  

Adelsslægten

Adelsslægten Snafs
havde store besiddelser i Højer
og omegn. Hele 17 gårde ejede man. De omtaltes i 1315, hvor de blandt
andet ejede Kjærgaard. Familiens våben var tre kronede jomfruhoveder
i rødt felt og et lignende hoved på hjelmen.

Familien synes at være uddød i begyndelsen
af 1400 tallet. Det sidst kendte familiemedlem var enke efter Otto
Snafs.
Hun hed Henrike van Hemskere
og mens at have boet i Ribe
omkring 1442.

Bispestolen i Ribe
overtog familiens store besiddelser.  

Indrømmelse fra hertugen

Højer
har været meget fremadstræbende, men gang på gang stødte man på
modstand fra Tønder, der havde købstadrettighederne. Man klagede
over den store afstand og de dårlige veje til Tønder.
Men i 1706 skete der endelig noget. Den 8. maj 1706 lød der følgende
tilsagn fra fyrstinde Hedewig Sophie og fyrst Christian August: 

at når de til det stedlige amtskammer
afgiver en skriftlig erklæring om, at de foruden de afgifter, som de
allerede hvert år betaler til amtsregistret for krohold og høkervirksomhed,
vil betale de tilsvarende skyldige afgifter i kroner , da vil birkeretten
beskytte allehånde kræmmere og håndværkere, som måtte nedsætte
sig. De stedlige undersåtter skal desuden holdes til ikke at købe
deres øl, brændevin og øvrige høkervarer hos andre end de fyrstelige
bryggere, der befinder sig i området, og ingen andreend disse har tilladelse
til at holde kro og gæstgiveri.

Hvad de
ønskede to kreaturmarkeder angår, har disse ingen forbindelse med
denne sag og man må derom indgive en særskilt ansøgning og afvente
nærmere besked.

Bekræftet under det fortrykte og
højfyrtelige segl. Givet på 
residens Gottorp den 8. maj 1706.

30 år senere tildelte håndeværker
– og handelsretten indbyggerne i Højer birk
et særligt kongeligt privilegium, som blev udstedt af Christian
den Sjette.
Privilegiet blev senere bekræftet af Frederik den
femte
i 1747.  

En pyroman er løs 

I 1757 blev Højer
med kort mellemrum hjemsøgt af to brande, hvorved et betydeligt antal
huse blev lagt i aske. Der var åbenbart en pyroman på bane. En dusør
på 100 rthr for pågribelse af brandstifteren blev udlovet.  

Under krigen mod England,
led man meget i Højer. Selv store kogsgårde havde svært ved
at klare sig. Da Højer skulle betale 3.000 specier til tvangslån,
indgav rådmændene på indbyggernes vegne ansøgning om, at summen
måtte blive nedsat til det halve. Man havde simpelthen ingen penge.
Pengemanglen var nærmest total.  

Besøg af kongen

Den 3. september 1822 fik Højer
af Frederik den Sjette endelig lov til at afholde kreatur –
heste – og fåremarked. Samtidig forhandlede man om anlæggelse af
en losse – og ladeplads til fremme af handel og skibsfart.

Den gik under betegnelsen Den gamle
losseplads.
Det var også her, hvor Frederik den Sjette
steg i land, da han havde været på besøg på halligerne, der var
blevet hjemsøgt af stormflod.

Den 12. august 1830 var flere af Højers
beboere stillet for birkeretten på grund af tumulter.  

Rådmænd blev afsat

Der blev kæmpet inderligt fra Højers
side for at blive en lavsberettiget flække.
De lokale forretningsfolk havde store vanskeligheder med at få deres
varer ind på fremmede markeder.

Efter mange års kamp, fik man endelig
i 1842 et apotek. Nørremarken
blev reguleret  og i 1843 blev spare – og lånekassen oprettet.  

Krigen 1848 – 1850 fik stor betydning
for byen. De hidtidige rådmænd blev afsat
grund af deres under det i 1848 og 1849 stedfundne oprør imod konge
og fædreland udviste forhold.

Efter afslutningen af krigen i 1864 blev
de gamle rådmænd igen indsat.  

Nue regler for borgerret

Den 19. august 1869 blev Højer
hjemsøgt af en brand. 16 huse blev ødelagt. Samme år indførtes almindelig
stadsordning. En byforstander blev valgt for seks år. Rådmændenes
antal blev nedsat til to.

Man vedtog nye regler for erhvervelse
af borgerret: 

  1. Man skulle eje et hus i flækkens
    område, som blev vurderet til en årlig bygningsskat på to thr.
  2. Man skulle drive et erhverv,
    hvoraf der opkræve en årlig erhvervsskat på fire thr
  3. Man skulle betale en årlig
    klasseskat på tre thr.

 

Et sygehus i Ny Frederikskog

I 1883 blev der anlagt en ekstra dampskibsbro.
Der skulle indsættes et dampskib mere på ruten mellem Højer
og Sild.

Endelig fik Højer
landevejsforbindelse til Ballum
og i 1885 blev vejen til slusen anlagt.  

I 1891 blev der vedtaget at optage et
lån på godt 30.000 mk som bidrag til oprettelse af jernbanen
mellem Højer og Tønder.
Denne bane blev åbnet i 1892.

Samme år skulle der opføres en barak
i parcel nr. 2 i Ny Frederikskog.
Tanken var at indlægge folk her, der kom her til med kolera eller som
var mistænkt for at være smittet.  

Lys i Højer

Allerede i 1896 anlagde man den tredje
dampskibsbro. I 1901 blev der anlagt et andelsmejeri. I 1903 fik byen
også et elektricitetsværk. Det blev bygget af fabrikant Bastiansen.
Nu kom der sandelig også elektrisk gadebelysning på Torvet.
En buelampe fik en kort levetid. I gaderne opsattes glødelamper.

Sejlrenden blev uddybet og  først
i 1908 fik byen sit eget våben . 

100 mk. Til et luftskib

I 1910 bevilligede man et fast bolværk
ved havnen. Anløbsbroerne var beskadiget ved stormflod. Og sandelig
i 1912 blev borgmesteren bemyndiget til at betale indtil 100 mk. For
at få luftskibet Victoria Louise
til at flyve i en sløjfe ind over byen.  

De følgende år blev der foretaget omfattende
brolægninger på byens gader.

I 1914 blev det besluttet at yde trængende
familier til værnepligtige, der var indkaldt under krigen støtte fra
byens kasse.

Et kvarter for soldater blev oprettet
og byen måtte betale for fremstilling af senge. I forvejen havde
Højer
en soldaterlejr.  

Byen tegnede sig for 5.000 mk til oprettelse
af Det Slesvig Holstenske Fodermelsfabrik.
Udbygningen af vejen mellem Højer
og Rudbøl blev foretaget som nødhjælpsarbejde i 1919.  

Lønforhøjelse

Og så var det blevet dyrere at
leve. Det havde man også opdaget i Højer.
Dyrtidstillæggene blev forhøjet i 1920. Borgmester Johansen
fra 2.600 til 5.000 mk. Flækkekasserer Matthiesen
fra 1.500 til 2.700 mk. Kontormedhjælper Christiansen
fra 1.800 til 2.700 mk. Politibetjent Würdemann
fra 1.500 til 3.000 mk. Havnemester Matzen
og arbejder P. Friedrichsen
måtte nøjes med en fohøjelse på 300 mk.  

Grave fra 1100
– tallet

Går man en tur på kirkegården
i Højer, kan man se rester af min slægt. Her er inskriptioner
på både tysk og dansk – Brodersen, Petersen, Tønder, Bruhn.
Det er både tætte og fjerne efterkommere.

Vi har i tidligere artikler omtalt kirkegården.

Da man skulle anlægge centralvarme i
kælderen i Højer Kirke, fandt man i halvanden meters dybde
tre stenkister. De menes, at stamme tilbage helt fra 11 – 1200 tallet.

Desværre har man som mange andre steder,
fjernet mange af de gamle familiegravstene på kirkegården i
Højer.
Disse sten er blevet brugt foran de gamle huses indgangspartier
rundt om i Højer.  

Højers største begravelse

Ved sydsiden af Højer Kirke
står et mindesmærke. Det er den såkaldte amtmandssten, som i 1820erne
blev rejst på amtmand Ernst Albrecht von Betouchs
grav.

Han havde i sin tid modtaget mange hædersbeviser.
Som ti – årig blev han page til Frederik den Fjerdes
hof.

Han fik blandt andet St. Stanislav
– ordnen.
Han blev amtmand i Tønder,
overborgmester og meget mere.

Da han efter eget ønske blev begravet
i Højer den 27. december 1815 fulgte et stort følge med fra
Tønder. Højer
oplevede et af de største begravelser nogensinde.
I følget var Friedrichsgarden.
Ligvognen var forspændt med seks heste.

Ti hvidklædte unge piger spredte blomster,
og under sørgemusik blev kisten båret ind i et overfyldt kirke.  

Aflønningen af præster i Højer

Vi hører allerede om en præstegård
omkring 1588. det vil sige, der havde ligget en i forvejen. En ny blev
opført i 1803 og udbygget i 1861.

En udførlig kontrakt blev udarbejdet
med hensyn til, hvordan præsten skulle passe gården, og hvilke udgifter,
der påhvilede ham.

Aflønningen af Højers
præst var også kompliceret dengang. Således var de kådnere, der
boede på præstegårdsjord forpligtet til at yde hver fem dages arbejde
om året for præsten. Desuden skulle de hver år betale henholdsvis
4 og 6 skilling i grundskyld.

Et legat indstiftet af tidligere herredsfoged
Peter Hansen,
var også med til at forsøde præstens tilværelse.

Juledag efter prædiken plejede herredsfogeden
at give 6 mk. Bolsmænd og kådnere gav også 1 – 2 mk. Tjenstekarte
gav 12 sk. Og tjenestepiger 8 sk.

Samtlige beboere i Højer gav til
Mikkelsdag
en lille pengegave. Boelsmænd gav 4 sk og en kådner
2 sk.

Menigheden i landsognet ( Ved gaden
og Rudbøl)
gav en lille pengegave, lige efter pinse. Her gav en
boelsmand 12 sk og en kådner 4 – 6 sk.

Og sådan kunne man blive ved. Det hele
var reguleret. Men det må sandelig have været svær at holde
rede på, hvem der betalte og hvem der ikke gjorde.  

Mantel
– penge

Man skulle betale for bestemte kirkelige
handlinger. Man havde fra gammel tid indført en ordning, man kaldte
for mantel – penge( I den forbindelse må
mantel betyde præstekjole, normal betyder mantel på
sønderjysk, frakke).

Præsten slap dog for at betale kirkestol
til hustru, børn og tyende.

Skulle beboere fra Ved Gaden og Rudbøl
bruge præsten, måtte de selv sørge for at afhente ham.

For ligprædiken måtte menigheden til
lommerne. Prisen varierede fra 2 mark ved børns begravelse til 8 mark.
Var man velhavende, så måtte man betale fra 12 – 48 mark.
Skulle man bruge attester kunne man betale efter behag.  

I tidligere artikler har vi nævnt problemer
med den hertugelige provst i Tønder
og bispestolen i Ribe med hensyn til, hvem der bestemte i
Højer Herred.
 

De stakkels præsteenker

Nu fandtes der ingen pensionsordninger
for præster og deres familie dengang. Således skrev en præsteenke
fra Højer til hertugen i 1592.  

Hertugen, Johannes Adolf af Gottorp
svarede: 

Eftersom vi i nåde,
ønsker at hjælpe denne enke, bør der findes en lærd og kvalificeret
mand, som vil gifte sig med hende og overtage præsteembedet, så
både at han og hun kan blive ved kaldet. Dog skal den, der vil gifte
sig med enken, overtage tjenesten, være kvalificeret dertil. Så
der intet bliver at udsætte på ham og først og fremmest
skal han omgås fredeligt med menigheden.
 

Enken blev takket være hertugen gift
med sin mands efterfølger Peterus Broderus
fra Klixbøl.  

Gift med barnebarn

Men det var nu ikke første gang, at
hertugerne hjalp til en tålelig tilværelse for præsteenkerne.

Pastor Brodersen (hvis ikke i familie
med ham)
døde den 25. februar 1537. Han havde været præst i 44
år. Hans enke overlevede også hendes anden mand. Hun var en resolut
dame, og sendte en ny ansøgning til hertugen. Denne gang hertug
Frederik den Tredje af Gottorp.

Hendes mands efterfølger måtte nu ægte hendes barnebarn.  

Klage over degnen

Den første degn i Højer
omtales allerede i 1550.

Og det var ikke altid let at være degn
i Højer. 28 borgere i byen var i 1790 blevet bedt om, at møde
op til kirkevisitationen beskyldt for at vise foragt over for
skolen. Men de beklagede sig i degnens påhør over hans forsømmelighed
og hans forargelige levned. Det resulterede i, at degnen fik en advarsel.
I den beretning som pastor Schau hedder det: 

  1. Degnens sædelige vandel
    er ikke uangribelig. Det er for kendt til at kunne benægtes, og det
    kan hans anklagere give eksempler på. Det kan heller ikke nægtes,
    at han af og til forsømmer skolen, idet han tit giver børnene fri
    eller beskæftiger sig med andre ting, til trods for de advarsler, han
    har fået.
  2. Degnen skal selv holde
    skolestuen ren og i orden, og når der er blevet klaget over dens tilstand,
    er det ikke helt med urette. Det har jeg selv konstateret.
  3. Endelig må
    man sige, at 124 skolepligtige børn er temmelig mange for en skole,
    og efter min ringe mening ville det ikke være dårligt, om her som
    førhen, blev oprettet en biskole. Dels havde de utilfredse forældre
    så ingen undskyldning for, at deres børn forsømte skolen, dels ville
    degnen og skolemesteren konkurrere med hinanden, der havde den bedste
    skole, ville få de fleste elever.

 

Degnens forsvar

Degnen skrev et forsvarsskrift. Han mente,
at beskyldningerne var løgnagtige. En dreng skulle have brækket benet
i skolen. Degnen forklarede, at dette ikke skete af ond vilje, men ved
uforsigtighed, da skolemesteren satte ham hårdt mod gulvet.

Han forklarede videre, at han havde repareret
meget på skolen. Han henviste til forordninger, der sagde, at
dette job påhvilede sognet.  

Enhver ved, at en skoleholder er udsat
for megen bagvaskelse. Snart tugtes børnene for meget, snart for lidt.
Snart skal de her lære tysk, snart dansk. Lærer børnene godt, så
skyldes det deres begavelse. Lærer de dårligt, så
er det skolemesterens skyld. Af de 125 skolesøgende børn, der er opført
på listen, er der kun 25, som regelmæssigt kommer i skolen. Hvordan
skal en skolemester kunne lære dem noget, når de på
en dag glemmer mere, end de kan lære på
tre.
 

Degn med svag karakter

Jesz Diedrichsen
blev degn i Højer i 1826. For at spare penge var han også ansat
som organist. Valget foregik i Højer Kirke.
Han havde tidligere fungeret i Rudbøl.
Og nu påstod onde tunger, at dem fra Rudbøl
udelukkende stemte på ham, for at blive af med ham.

Pastor Sönnichsen
indsendte en beretning om ham ved generalvisitationen den 31. maj 1836: 

Han fik anden karakter ved sin afgang
fra Tønder Seminarium. Han har kun mådelige anlæg for sang. Han stemme
mangler klang og smidighed.

Tidligere var han forfalden til drik.
Men det har han dog overstået. Han er blevet
åndelig afstumpet og har mistet lyst og indre tilskyndelse til sin
gerning i skolen.

Han er ellers et godmodigt menneske,
men med en svag karakter. Hans skole yder ikke meget.
 

De fattige i Højer

I 1710 hører man første gang om socialhjælp
i Højer. I kirken samles der ind til de fattige og i byen har
man indført Wandeltisch (omgangsbespisning).
Det betød at de fattige blev bespist af de bedrestillede borgere.

Pengene fra kirken blev brugt til skolepenge
til de fattige, samt ligkister til fattigfolk. Resten af pengene gik
til fattigforsørgelse og blev administreret af fattigforstanderen.  

En forordning fra 1736 regulerede fattigvæsnet.
Således skulle fattige, der ikke havde noget at gøre i kommunen smides
ud. Men der var undtagelser. Hvis der var personer, som kunne forelægge
anbefalingsskrivelser eller bønskrifter, så skulle disse hjælpes.
Det samme gjaldt for lærere, præster, studenter eller professorer,
der var blevet fordrevet på grund af krig.  

Pastorens syn på 
de fattige

I anden halvdel af 1700tallet blev der
bygget et fattighus i Højer.
Det brændte i 1822. Et nyt blev bygget i 1829. I den vestlige del af
byen havde der også ligget et fattighus. Det blev ødelagt af en stormflod
i 1825.

I en visitatsberetning skrev pastor
Sönnichsen:
 

Indtil 1829 fik de fattige for
største delen kontante penge i understøttelse, og nogen af dem fik
desuden fri bolig i et fattighus et lille stykke fra byen. Denne form
for fattigforsorg blev mere og mere uheldig, fordi de pågældende bortødslede
pengene på unødige nydelser, købte især brændevin for dem, og de,
som boede i fattighuset uden særligt opsyn, drak med hinanden og kom
i strid og spektakel, som vel af og til udartede til slagsmål. Disse
mennesker blev mere og mere moralsk fordærvede. De tiggede til deres
underhold, fordi de brugte deres understøttelse så
dårligt. Hele flokke drog tiggende fra hus til hus, og i deres pjaltede
tøj var det et ynkeligt syn. Den opvoksende ungdom i disse familier
blev derved opdraget på en måde, så
de i enhver henseende blev forsømt og i fremtiden let
ville komme til at ligge kommunen til byrde, og deres behov for hjælp
kunne i nogle særlig forsumpede fattiglemmer let blive arvelig. For
at afhjælpe denne slette tilstand planlagde man at bygge et arbejds
– og fattighus.
 

Regler i Fattighuset

Det nye fattighus indeholdt 28 senge.
Og her var der også regler, der skulle overholdes.

  1. Han skal vise streng lydighed
    over for kommissionen, navnlig forstanderen og især den daglige opsynsmand
    og – kvinde.
  2. Han skal vedblivende beflitte
    sig på en ordentlig, ædruelig og sædelig livsførelse.
  3. Han skal holde tøj og
    linned rent og ordentligt
  4. Han skal undgå
    alle stridigheder og alt klammerier og opføre sig roligt og fredeligt
  5. Han må
    ikke gå ud af huset og fjerne sig fra dette uden opsynets vidende og
    tilladelse
  6. Hvis sygdom ikke hindrer
    ham deri, skal han uafbrudt overholde den fastansatte arbejdstid, lægge
    alle sine kræfter i det tildelte arbejde og derunder opføre sig roligt
    og uforstyrret.
  7. Han skal tage til takke
    med mad og drikke, som han får det i anstalten.
  8. Han skal gå i kirke hver
    søndag og gå hjem, så snart gudstjenesten er forbi.
  9. Han skal gå
    til alters på de sædvanlige tider af kirkeåret.

 

Børnene glemte man sandelig heller ikke.
Den gode opdragelse var væsentlig. Forstanderen, opsynsmanden og dennes
kone skulle betragtes som forældre. De skulle være flittige og uafbrudt
gå i skole. Børnene skulle tugtes, når de var uartige.  

Ølkanden blev fjernet

Ret hurtig fandt man ud af, at ølkanden
skulle fjernes. Nu var det kun tilladt, at få øl til grøden
om morgenen og om aftenen. Vandspanden forsynet med vand og drikkekrus,
skulle erstatte ølkanden.

Egnede alumner
blev sendt i byen for at sælge de ting, man havde fremstillet i huset,
som tændstikker, blegepinde, børster og lignende.  

Tilstrømningen til huset oversteg alle
forventninger, hvis det kan udtrykkes på den måde. I 1831 var der
således 55 fattige i huset.   

Kilde:
Se

Litteratur Højer  

Hvis du vil vide mere:
Læs

Anekdoter fra Højer

Dengang i Højer

Højers historie

En vogn fra Højer  
 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Højer