Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

Musik i Tønder

Januar 15, 2008

Tønder Festival, Sangundervisning
på Tønder Kommuneskole, Emmerlev Klev, Schweizerhalle,  Jernbanehotellet
i Skærbæk og en ung Carsten Panduro. Neander Jazzband, Lillian Boutté,
Rasmus Lyberth, Liebestempel og Lærkevej 25 omdannet til campingplads.
Tønders Musikliv er alsidigt.
 

Snakker man om Tønder og musik,
ja så tænker de fleste på Tønder festivalen. Allerede i min læretid
i Andersen og Nissens Boghandel kom en ung dekoratør fra Brdr. Tygesen
ofte over og talte om musik. Hans navn var Carsten Panduro. Man må
sandelig sige, at han har sat Tønder på musik – verdenskortet. 

Lærkevej 25 var campingplads

I min familie så vi frem til
årets festival. Jeg var for længst flyttet fra byen, da det startede.
Græsplænen og haven blev omdannet til en campingplads på Lærkevej
25. Næsten alle rum i huset var overbookede. Min mors kartoffelsalat
og frikadeller var berømte i hele Danmark.

Mange af disse festivaler i
begyndelsen resulterede også i, at man blev forelsket. Smukke piger
og fantastiske oplevelser var kendetegnet for disse festivaler.

Det var også under en musikfestival,
jeg blev forlovet. Og det vil jeg ikke råde andre til. Pludselig kom
venner, bekendte og familie strømmende til. Det var dyrt. Af min lillebror
fik vi foræret en irsk aften på Tønderhus. Tak for det Erwin. 

Gammel Dansk på Torvet

Ofte var familien samlet på
Torvet med masser af Gammel Dansk. Her blev Kalle fra De Gyldne Løver
gift. Og her kom Chris og hans venner fra Neander Jazzband mange gange
kørende i den røde brandbil. Senere engagerede jeg Neander Jazzband
til at spille på gågaden i Aabenraa. Jeg var med i Initiativudvalget.
Året inden havde jeg faktisk engageret Chris´s familie ”Den syngende
lægefamilie” og været medvirkende årsag til at Chris´s mor, Joan
fik ”halsen skåret over”. Det var vel rimeligt, for dengang var
hun formand for Røde Kors.

Neander Jazzband spillede også
flere gange på Æ Postkro i Aabenraa.  

”Tønder
– oplevelser” i Aabenraa

Ved en af de første Tønder
Festivaler optrådte Van Dango. Hold da op, hvor det svingede. De væltede
senere Folkehjem i Aabenraa. Og på Royal optrådte mange af de deltagende
fra festivalerne, bl.a. Tønder Spillemændene, Fyns Harmoniforvirring
(Ove Bager fortalte mig, at han ikke kunne fordrage Jørgen de Mylius)
og Alex Campell. Og den sidstnævnte er en legende. Han havde en speciel
fortolkning af Everybody loves Saturday Night.
Han sang bl.a. He went to a little town called Tynne.
I mange år tror jeg nok, at han boede I Møgeltønder. Ved forestillingen
på Hotel Royal i Aabenraa, var han hvis nok lidt beruset, men hold
da op, hvor var det sjovt. 

Rasmus Lyberth og Lillian
Boutté

De største oplevelser har
nok været Rasmus Lyberth på Vandmøllen og Lillian Boutté til en
fantastisk Gospel – gudstjeneste, der fik tårerne til at pible frem.
Men egentlig har der været et væld af musikoplevelser. 

Mange musikoplevelser

I vores ungdom i Tønder, var
der mange steder, at høre musik. Schweizerhalle, her huserede klubberne
Downtown og Noldes Nabo. Der var også Tønderhus, hvor der var jule
– jazz. Under Tønderhus var der et diskotek, der hed Slusen. Her
var min onkel Jacob udsmider. Det benyttede vi os af, flere gange. I
Vestergade var der også diskotek.

Jeg husker da koncerter med
Defenders og Gene Ptney.
På Schweizerhalle.

Og ellers gik turen til Emmerlev
Klev, hvor Silver Boys spillede Shadows. Her var det interessant, når
smukke kusine June var med, så var der nemlig musik bagefter på Prilen
i Højer. Musiken blev så leveret af kusinen og Onkel Pulle. Sidstnævnte
spillede også i Højer Brandværnsorkester.

Når vi var til fest i Højer,
ja så skete det at kusine June, spillede i pauserne.

Et par gange var vi på Jernbanehotellet
i Skrærbæk, hvor bl.a. Red Squeres spillede. 

Topløs i Süderlügum

På Tønder Handelsskole havde
vi en kortklub. For overskuddet tog vi et par gange til Süderlügum,
syd for grænsen. Hvor der en enkeltgang var topløs pigemusik.  

Mor lavede kaffe

Når vi så havde været til
fest sådan en lørdag i Tønder, ja så stod mor op og lavede kaffe
til os, når vi kom hjem med venner og bekendte Tidlig søndag morgen.  

På forsiden af Ekstra Bladet

Bortset fra min kusine og min
onkel, så var familien ikke særlig musikalsk. Jo min lillesøster
havde været med i Spejderorkestret eller var det FDF – orkestret.
Jeg kan ikke huske, om hun var med til at spille fra kirkens tårn,
juleaften.

Min storebror var på et tidspunkt,
en slags manager for Tommyguns. På et tidspunkt kaldte de sig hvis
nok MacGun Kelley and The Tommyguns. Det var stort, da storebror kom
hjem med et spolebånd med en kopi af deres første plade med to Chris
Andrews hits. En gang var de også på forsiden af Ekstra Bladet, da
de havde overnattet i et Folkevognsrugbrød nær Nyborg. De var nær
omkommet af kulilteforgiftning. 

Familien Schultze

Det var også stort, da The
Mods optrådte i østtysk TV. Og familien Schultze har lavet meget musik.
Jeg kan ikke huske, om de kaldte sig Arrows, da vi optog dem med to
julenumre på Schweizhalle til et blindebånd. Jeg havde været med
til at starte noget så eksotisk som Tønder Båndamatørklub. Vi havde
lavet et studie i kælderen under Schweizhalle.

Da mine forældre senere fejrede
en eller anden begivenhed ned på ”den italienske” i Østergade,
var det også Familien Schultze, der optrådte. For et par år siden
fik jeg så en udmærket cd, der blev kaldt Borderline, også med denne
musikalske familie.

På et tidspunkt var Eddie
Carstensen også med i dette band. Jeg kan erindre at Eddie på et tidspunkt
havde en legetøjsbutik i Tønder. Og selv indspillede han cd’er med
suppe, steg, is og musik.  

Andre grupper opstod, bl.a.
Cake`n Candy, Mohylas Blues Band, Muffi Matc, The Rooters (senere Blues
Promotion og Down South Blues Band). 

Sangundervisning på Tønder
Kommuneskole

På Tønder Kommuneskole havde
vi en sanglærer ved navn Hr. Nielsen. Han kunne ikke lide os Brodersen
– unger.
Han mente, at vi bevidst sang falsk. Min storebror havde
dårlige erfaringer med ham. Og det fik jeg sandelig også. En masse
lussinger blev det til. Min far klagede, men det gjorde bare sagen værre.
Så tog han sagen i egen hånd. Han stillede i sit murertøj ude foran
Tønder Kommuneskole flere gange, for at få fat i kravetøjet på sanglærer
Nielsen.

Nu ville han selv have fat
i Hr. Nielsen. Han skulle ikke uberettiget give sine børn lussinger.
Og hvis Tønder Kommuneskole ikke selv, kunne klare paragrafferne, så
kunne han.

Hr. Nielsen fratrådte kort
tid efter. Om det var min fars skyld, ved jeg ikke.

En kort overgang havde vi lærer
Diedrichsen, som sanglærer, og det var noget helt andet. Han lærte
os, at sætte pris på klassisk musik. Jeg var gået i klasse med hans
to tvillingesønner.

.

Tønder på Danmarkskortet

Gymnaiste og ikke mindst Hagges
dannede baggrund for en del andre bands.

Valdemar Rasmussens karakteristiske
jazz – cd`er er velkendte, også her i København. Jeg mødte en på
Nørrebro, der påstod, at han havde spillet sammen med ham.

Og Mickael Falck har jo også
haft betydning for Tønders musikliv. Hans hyldest til Tønder springer
igennem i sangen Kærlighedens Lysthus. Vi kendte det under benævnelsen
Liebestempel.

Djangokvartetten blev også
berømt. De var med i den fantastiske film om Carl Henning, spillet
af Jesper Klein. Den foregik i Ballum og Højer.  

Jazz i Tønder

For enden af Lærkevej, var
der engang et træhus. Her mødtes mange jazzmusikere. Og når vi nu
er ved Jazz. Så hed Tønders første rigtige jazzorkester Harlem Hot
Group. Og her kender jeg jo Horsti og ikke mindst Bent Schella Petersen,
også kaldet OZ1BX. Han forsøgte senere forgæves at lære Ingolf og
mig morsealfabetet ude i OZ5TDR`s klubhus ude i Ellum.  I Harlem
Hot Group var selvfølgelig også Valdemar Rasmussen.

I gruppen var også en person,
der hed Alfred Hansen. Jeg er faktisk ikke klar over om det er den Alfred
Hansen, der fik blev et stort navn i Sverige med country – musik.
Gruppen kaldte sig Alfred og Country Road. Der kom også en plade på
dansk.

Jazzorkestret Syncropaters
vandt i 50erne mange mesterskaber.  

Flere navne fra Tynne

En antikvitetshandler i Østergade,
Hans Christian fik sammen med sin kone også succes med fortolkning
af viser. Og så skal vi ikke glemme Freja fra Møgeltønder, der stadig
er populær. Eller havd med Alice og Rita fra Øster Højst. 

Radio i Tønder

Dengang havde vi spolebåndoptager,
hvor jeg fik optaget i timevis af Efter Skoletid
med Jørgen Mylius og sønderjyden Hans Jørgen Skov. Ellers lyttede
vi til Radio Luxemborg og piratstationerne Radio Veronika og Radio Northsee.

Ja så havde jeg også min
egen piratstation, Radio 101, der under gunstige forhold kunne sende
helt til Rudbøl. Den var direkte forbundet til spolebåndoptageren.
En mikrofon var der også tilkoblet, og så blev der sagt en masse sludder. 

Kirkemusik

Det har nu altid været musik
i Tønder. I Middelalderen blev musikinstrumenter betragtet som verdslige
og dermed farlige. Spillemændene havde ingen adgang til kirkerne og
blev betragtet som Guds fjender.

I kirkerne var der først og
fremmest liturgisk sang.

Den ældste kendte kirke i
Tønder var Sct. Laurentius Kirken, bygget ca. 1150 – 1200, på den
grund, hvor Vestergade 33 – 35 ligger i dag. Den anden kirke, Sct.
Nicolai kendes først fra skriftlige kilder fra 1365.  Klosterkirken
lå i forbindelse med Gråbrødreklostret på området mellem den nuværende
Skibbrogade og Vidåen.  Hele 4 gange i løbet af Middelalderen
blev der afholdt ”Provincialkapital” – en slags fælles generalforsamling
for hele Norden. Her må der formodes, at være sunget gregoriansk musik
i Tønder. 

Musik i alle samfundslag

I alle samfundslag – på
landet, i byen, hos adelen og hoffet har man sunget spillet og danset.
I forbindelse med markeder, har den almindelige befolkning brugt musikken.

De mest almindelige instrumenter
har været fløjter og andre blæseinstrumenter af træ, horn eller
metal, mundharper, trommer og strengeinstrumenter. 

Organister i Tønder

I Latinskolen i Tønder spillede
sangundervisningen en stor rolle. Meget af undervisningen foregik i
kristkirken. Her var der også en god akustik.

Først efter reformationen
blev orgler mere almindelig i danske købstadskirker. Den første organist
i Tønder hed Lorentz Thomsen, men hans navn blev efter datidens skikke
omskrevet til latin – Laurentius Thomæus. Han var ansat i tidspunktet
1590’erne til 1627..

Under pesten i Tønder i 1602
foretrak Laurentius dog at være huslærer for amtmand Blomes børn.
Byrådet fyrede ham, men hertugen mente ikke, at man kunne fyre en så
lærd mand. Han fortsatte indtil Wallensteins tropper marcherede mod
byen i 1627. 

Organist Andreas Friederich
Ursiinus var organist i Tønder fra 1725. Har arbejde både sammen med
Brorson og den tyske præst Schrader. I 1731 udgav sidstnævnte Vollständiges
Gesangbusch.
Med mere end 1.000 salmer.

Brorson fulgte efter, med at
oversætte tyske salmer til dansk. Mange af disse salmer blev offentliggjort
i Den nye Psalmebog som udkom i 1740. Den spredte stor glæde
i den danske menighed.

Ursinus testamenterede 960
rigsdaler til hospitalet i Tønder, og efter hans død købte Vajsenhuset
20 demant jord i Frederiskog, som havde tilhørt Ursinus. 

Den uheldige organist

I 1769 fremstillede kobbersmed,
Johan Diedrich Jensen nye pauker til kirken. Disse blev kun brugt til
særlige lejligheder.

I 1806 tiltrådte Friederich
Carl Ferdinand Paulsen som organist, Han måtte dog forlade stillingen
allerede i 1810, da han uden for ægteskab var blevet far til et barn,
født af stadsmusikantens datter, Botilla Cæcilie.

En af de lokale organister
var Peter Juncker, søn af kniplingshandler Hans Stefanus Juncker. Peter
Juncker var borger og storkøbmand. Han ejede ejendommen Østergade
3. Han passede bare ekstrajobbet som organist. I 1830 gik han konkurs,
og ernærede sig som klaverhandler. Fra 1850 var han lærer i orgelspil
ved seminariet.  

Stadsmusikanterne

Dem der tog sig af den verdslige
musik var stadsmusikanterne. Den første der omtales i Tønder er Spelmann
Conradius omkring 1560. Den første der benævnes som egentlig stadsmusikant
er Johan Beier, der havde embedet fra 1615.

Stadsmusikerne skulle stå
til rådighed, når borgmesteren og Rådet krævede det, foreksempel
ved alle officielle lejligheder, fester på Rådhuset, kongebesøg m.m.
Der skulle spilles fra kirketårnet, hver morgen klokken 4 og om aftenen
kl.8 (kl. 9 om sommeren) på zinker og basuner.

De blev aflønnet via den såkaldte
Martinsskat, dvs. Den byskat, der betaltes ved Mortensdag og som gik
til aflønning af byens bestillingsmænd., bl.a. diakonen, rektor og
kantor på latinskolen. Man fik en grundløn plus løn for de forskellige
arrangementer.

I 1694 fik stadsmusikanten
Knöclcke tilladelse af magistraten til at indkræve 1 rigsdaler ved
bryllupper med seks par gæster, mens brudepar, der havde inviteret
10 par, skulle betale to rigsdaler.

Fra 1615 fik stadsmusikanten
stillet fri bolig til rådighed i rådhuskælderen. Fra 1750 var stadsmusikantembedet
kombineret med amtsmusikant i Tønder Amt. 

Skillingsviser

Skillingsvisesangere og kolportører
var et fast indslag i 1800 – tallets markeder. Politimester Poul Sibbern
havde lavet en fortegnelse over forbudte og tilladte viser i tidsrummet
1830 – 1840. Smudsige viser var ikke passende for Tønders ungdom. 

Spillemænd

Musikus Dresen fra Rørkjær
var en af de mest kendte spillemænd fra midten af 1800 – tallet.
Han havde eneret til at spille til bryllupper og fester i sit område
frem til 1862.

En af spillemændene har vi
omtalt i artiklen I kino i Tynne, var Meinert Lützen. I 1926
arbejde han i Popsensgade som cykelsmed. Han byggede selv cirka 10 violiner.
På Emmerlev Klev spillede han sammen med blinde Motzkus.
Som pensionist i Møgeltønder spillede han sammen med The old Times.
Men han nåede også at spille sammen med den kendte gruppe Due Sørensen.
Minsanten om han ikke også spillede på Tønder Festivalen sammen med
Thorkild Demuth.
 

Militærmusik

Selvfølgelig har der også
været et militærorkester i Tønder. Den 8. maj 1920 kom Jydske
Dragonregiments Musikkorps
til Tønder. Det blev højt værdsat,
men blev sparet væk i 1932.  

Masser af kormusik i Tønder

Tønders ældste sangforening,
Tonderne Singverein von 1842
blev grundlagt i en periode, hvor de
nationale modsætningsforhold voksede. I 1843 holdt man den største
sangerfest i Tønders historie med 700 deltagere i Jessens Have. Repertoiret
var jægerviser og tyske fædrelandssange.

I 1871 havde foreningen 197
medlemmer.

Koret Einigkeit
var oprettet som en pendant til Singverein,
hvor de mindre velhavende kunne deltage. I 1927 dannedes koret Gemischter
Chor.

Arbejdernes Mandskor
blev oprettet i 1931, og bestod af mange tilflyttere. Damekoret Marsken
eksisterede endnu i slutningen af 50’erne. Tønder Kammerkor
blev stiftet i 1982. Tønderkoret
startede i 1983.  

Skytteorkestret

Ofte har jeg som ung set store
optog med forskellige orkestre gå ud af Ribelandvej til Schweizerhalle.
Det var, når der var Skyttestævne. Min onkel Jacob var selv med skytteforeningen,
så det gav nogle fordele. Jeg var med til nogle af de store skyttefester
og fik også lov til at skyde.

Schützenkorps Tondern
blev stiftet i 1693, som en efterfølger til Fastelavnsgildet.
Oprindelig foregik festen syd for byen i nærheden af Papegøjestien.

Korpsets skytteorkester blev
stiftet i 1923 af Carl Christensen.
Han blev afløst af Hans Bomberg,
der også fungerede som danselærer i danseklubber på Tonhalle og Schützenhof
(se vores artikler Ture i Tønder). Bomberg havde en musikhandel i
Østergade 20.

I 1955 genopstod Skytteorkestret
bl.a. efter hjælp af hans Bomberg og Thomas Selmer jun.  

Til skyttefesterne i Tønder
fra 1974 til 1981 spillede Højer Brandværnsorkester. Her var min
Onkel Pulle
som tidligere omtalt senere et særdeles aktivt medlem.

Tønder havde sit eget brandværnsorkester,
men det eksisterede faktisk kun fra 1949 til engang midt i 50’erne. 

Musikforeninger

Der har i Tønder været mange
musikforeninger, vi har allerede omtalt nogle. I 1921 startede Konzertverein
Tondern
. På et tidspunkt var der 450 medlemmer. Foreningens arrangementer
blev afholdt i Tonhalle, senere i Statsseminariets Festsal
og Statsskolens festsal.
Man nåede at arrangere 26 koncerter inden
foreningen blev opløst i 1927.  

Tønderegenens Musikforening
blev stiftet i 1946. Og jeg mener, at denne musikforening stadig eksisterer.  

Jo, de har altid været
gode til musik og fester i Tønder. Glade minder går endnu tilbage
til den tid. Der er mange af grupper og begivenheder, der ikke er medtaget,
således dengang da Gitte og farmand optrådte på Torvet. Vi sang meget
derhjemme hos familien Brodersen, men det lød nu ikke altid lige godt.
Men det var festligt.
 

Kilde: Sønderjysk Månedsskrift


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder