Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

Hertugen af Tønder

December 12, 2007

Mange hertuger har regeret
Tønder By og Tønder Amt. Men denne artikel skal hovedsagelig handle
om Hertug Hans den ældre.  

Hertug Hans ikke krediteret

Hertug Hans den ældre har
gjort meget for Tønder, men det er rigtig nogen pladser eller veje,
der er opkaldt efter ham. Ikke engang i vores nationalmelodi For
en fremmed barsk og fattig
er han krediteret. Her er til gengæld
slægten Rantzau skamrost. Nu var det ikke just alle Rantzau’er, der
var lige populære. 

Ikke røre ved det nationale

Men i min tid i Sønderjylland
har jeg kært at man skal passe på at pille ved det nationale. Det
kom min afdøde kone også til, da hun lavede en film til TV – Syd
om edb – programmet Comal 80, der blev udviklet af Børge Christensen
i Tønder. Hun brugte en flot underlægningsmusik spillet Mikkelsen
(fornavn glemt) fra Aabenraa af Det haver så nydelig regnet.

Men Tv – Syd mente, at melodien
vakte så mange følelser, så de bragte filmen uden denne flotte musik.
Jeg håber ikke, at jeg kommer til at støde nogle følelser ved at
fortælle om Hertug Hans den ældre. 

Hertugdømmet blev delt

Ved kong Frederik den 1.`s
død i 1533 stod både kongeriget og hertugdømmerne over for, at skulle
have en ny herre. Hertugdømmernes stænder havde ret til selv at vælge,
men reelt spillede kongeslægtens arvekrav en betydelig rolle. Som den
eneste myndige søn overtog hertug Christian (senere Christian den 3.)
foreløbig styret på egne og umyndige brødres vegne.

I 1544 blev der foretaget den
endelige deling mellem brødrene. Den yngste bror havde dog opgivet
sine krav mod løfte om en anden forsørgelse. 

Delingen blev foretaget på
den måde, at alle fik lige meget ud af det. Det betød at alle fik
spredt beliggende områder i begge hertugdømmer. Hermed sikrede stænderne
at Slesvig og Holsten fortsat var knyttet sammen. 

Den yngste bror, Adolf valgte
først. Han fik Gottorp som residentslot. Kongen valgte den sønderborgske
del med Flensborg by, og Hans (den ældre) valgte Haderslev som residensby.
Da Christian den 3 døde blev der foretaget en ny deling, denne gang
kun den kongelig del af hertugdømmerne. Delingen omfattede kun Frederik
den 3. og den yngste bor Hans den yngre). 

Hertug Hans den ældre fik
Haderslev Amt og Tørning len, dertil det store Tønder amt med de frisiske
øer bortset fra Amrum, Vesterland – Før og dertil nordspidsen af
Sild, der hørte under kongeriget. Dertil Rendsborg og øen Femern,
der var en del af hertugdømmet Slesvig, selvom den lå ud for Holstens
kyst. Hertug Hans fik desuden Løgumkloster og Bordesholm kloster i
Holsten. 
 
 

Smid ikke med kød

Den 27. august 1544 udsendte
Hertug hans en hofordning. Det vigtigste i den var rangordningen ved
bespisningen. Enhver skulle kende sin plads. Det viste sig også at
være nødvendig med at indskærpe god bordskik.  Man skulle forholde
sig rolig, når det blev spist. Man måtte ikke kaste med kød, brød,
fisk, knogler eller andet. 
 

Dødsstraf ved manddrab

I 1545 blev der indført dødsstraf
i Tønder amt i manddrabssager. Efter gammel nordisk ret havde man før
kunnet klare dette med bødestraf eller fredløshed.

En anden straf rettede sig
mod menederne. Fra 1549 gjaldt det, at man i sådanne sager skulle have
de to fingre, hvormed den falske ed, blev afsagt, afhugget.  

Utugt straffes med døden

Straffen for ægteskabsbrud
blev også skærpet. I visse tilfælde kunne ægteskabsbrud straffes
med døden. Men i en sag fra Tønder, hvor en mand havde fået et barn
med sin mors kusine, der var i huset hos dem, reagerede hertugen som
i menedsagerne. 

De sad begge i fængsel på
Tønder Slot. Amtmand v. Thienen skulle true med skarpretteren, men
kun som trussel. Til sidst blev sagen ordnet på den måde, at manden
fik en bøde. Kvinden blev bortvist fra Tønder amt.

Der blev ansat særlige
vrøgere
, der skulle holde øje med om ægteskabsforordningerne
blev overholdt. I dag ville man kalde sådanne for dyneløftere.

I forbindelse med utugt og
usædelighed havde den af Gud indsatte øvrighed mandat til at straffe
sådanne lovbrydere med sværdet.

Husk at betale tiende

Kirken havde lidt store tab
under reformationen så hertugen indskærpede, at tiende skulle overholdes
af bønderne. Bønderne skulle aflevere hver tiende neg. 

Inviter ikke for mange

Hertugen meddelte i 1566, at
der herskede meget uskik, ødselhed og pengespild ved begravelser, bryllupper
og barselsgilder. Også klædedragten var for luksuspræget.

Resultatet blev totalt forbud
mod gravøl. Kun familiemedlemmer og tyendet måtte våge over den afdøde.
Naboerne kunne få lov til at komme, men kun i al beskedenhed.

Til barnedåb måtte kun indbydes
fadderne og derudover 5 af vennerne. Der måtte kunne serveres 4 retter
mad, og der måtte ikke drikkes øl. Og heller ikke vin. Blev flere
indbudt skulle værten bøde med en gylden. Hvis der blev serveret vin
var bøden 10 gylden.  

Klæde – forordning

Forordningerne gik helt ned
i detaljer. De fortalte også hvilke smykker, man måtte bære. Og ikke
mindst, hvilke klædedragter, man måtte bære. Byens fornemste borgere
måtte anvende silke og kammelot. Håndværkerne måtte benytte sig
af engelsk klæde til kjortlen, og ikke anvende fløjl. Tjenestefolk
måtte nøjes med at bære kjortel af almindeligt engelsk eller kølnsk
klæde (gemein English oder Collnisch gewandt zu rocken) 
 
 

Til glæde for de fattige

Reguleringen er motiveret ud
fra omsorgen for de fattige, som ved højtider ikke vil stå tilbage
for byens bedrestillede og de hertil hørende normer. At skulle leve
op til en social praksis, som rækker over ens stand, er til stor skade
og fordærv (schadenn und vorderff) 

Hertugen lagde vægt på, at
forordningerne var at betragte som en kærlighedsgerning.  

Offentlig gabestok

Hvis man overtrådte kirkebestemmelserne,
og afholdte fester og slægtsgilder i forbindelse med kirkelige højtider,
så var straffen hård.

Man kunne riskere at komme
i gabestok. Det var på byens torv, at man blev udstillet til almindelig
hån og fornedrelse. Man kunne også riskikere ikke at måtte blive
begravet i indviet jord. En nedrangering i lavere sociale til stor skam
for familien var også en mulighed. 

Ikke arbejde på søn
– og helligdage

Der måtte ikke arbejdes på
søn – og helligdage. I begyndelsen var det amtmanden, der skulle
holde øje med dette. Men senere var adelen, der skulle føre opsyn.
Det havde sikkert et pædagogisk sigte. Så kunne herremanden ikke forhindre,
at man søgte mod kirken.  

På helligdage skal kornet
stå i marken og ikke ”beflitte” sig med
”tidsligt arbejde”. Den kærlige Gud skal æres, og man må derfor
afholde sig fra tyngende arbejde.
 

Kæmpe digebyggeri

Hertug Hans var meget interesseret
i  inddigningsmulighederne ved Vestkysten. Han foretog en række
projektor, som betød afgørende indgreb i naturforholdene i marksområderne.
Fyrsterne ville have mere jord, og i den vestlige del af Tønder, var
der mange muligheder.   

Midt i 1500 – tallet fældede
hertugen størstedelen af skovbevoksningen øst for Tønder. Han brugte
træet i det omfattende digebyggeri. Alene til digearbejdet fra 1562
– 66 blev der brugt 18.000 læs træ af forskellig slags. I 1554 fik
hertugen trods lokalbeboernes protester anlagt et dige fra Højer til
Rudbøl og videre østpå til gesten ved Gresbøl i Kær herred. Der
blev løst en meget krævende ingeniøropgave, idet Vidåen blev spærret
med en sluse.  Flere forsøg var tidligere mislykket.

Arbejdet blev afsluttet i 1556.
Det betød at store dele af marskområdet nu var græsområder. Men
det betød også at Tønder var afskåret fra havet. 

Jagtslot

I 1562 blev et nyt stort digeanlæg
sat i værk, et dige fra Rudbøl over til Vidding herred. Alle disse
projekter kostede tyngende byrder fra befolkningen.

Omkring 1570 byggede han et
lille jagtslot Lusthaua Thom
ved sin gård Grøngård.  


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder