Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

Lov og ret i Tønder

September 4, 2007

I maj 1243 kom et eksemplar
af den Lybske Ret til Tønder. Indtil da havde befolkningen levet
efter regler, som i resten af landet. Dog var der to år forinden
den Jyske Lov,
der var gældende.

Men meget tyder på, at den sønderjyske hertug havde suppleret reglerne.

Det var den tyske fødte Broder Reinhard, der havde indført den Llybske lov
til Tønder. Men den endelig tilladelse kom fra Hertug Hans.

Byens foged, der repræsenterede
hertugen havde også sit at skulle have sagt. 

Appeldomstol

Et råd blev nedsat, og byrådet
i Lybæk fungerede som appeldomstol.

Dette ville Frederik den 1.
dog ikke finde sig i. Den 21. maj 1496 udstedte han et forbud mod dette.
Kongen bestemte, at borgmestrene i Kiel, Rendsborg og Oldelslo blev
en slags appeldomstol. 

Betal dig fra drab

Men det var nu sin sag, hvordan
man dømte i Tønder. Efter den Lybske Lov blev mandrab takseret
med dødsstraf. Men sådan var det ikke oprindelig i den Jyske Lov.
Her medførte drab kun pligt til at betale den dræbtes familie. Men
en senere dom viste, at man skulle huske at meddele offentligheden,
at det var på denne måde, at man ville ordne en sådan sag. Glemte
man at meddele dette, kunne man blive dømt med sit liv.

En kvinde blev ikke hængt.
Det var på grund af kvindelig æres skyld
, at hun i stedet blev levende begravet.  

Snyd ikke med målet

Hvis man snød med målet
kunne det føre sin mand til galgen

I mindre tilfælde var straffen
piskning og afskæring af håret. Falskmønteri blev straffet med afhugning
af hånden.

Hvis en gift kone blev grebet
i in flagranti med en fremmed mand, skulle hun trække manden
op og ned af gaderne i Tønder.

Straffen for en mands bigami,
var for mandens vedkommende temmelig mild.

Hvis man med forsæt og af
ond vilje overfalder en person, straffes man med en bøde på 10 mark
– samt et vognlæs vin. Hvem, der i Tønder drak denne vin, vides
ikke.

Hvis en ægtemand døde insolvent,
hæftede hustruen i al fremtid for hans gæld. Den eneste mulighed hun
havde, var at overlade alle aktiviteter til kreditorerne, forlade huset
sammen med børnene og flytte fra byen uden ret til noget som helst. 

Ingen offentlig ret at rejse
sag

De offentlige myndigheder havde
i middelalderen hverken ret eller pligt til at rejse sag i tilfælde
af lovovertrædelser. Denne ordning var også almindelig efter den
Lybske Ret.
 

Ordet tvekamp
nævnes også som mulighed for at gøre en skyld op, hvis bare man var
over 24 år og under 60 år. 

Rettigheder frataget

En kort overgang mistede Tønder
dog den Lybske Ret. Hertug Frederik fratog byen alle rettigheder
og privilegier i 1522. Det skete, fordi borgere havde drevet hertugens
kvæg bort fra Vestermarken.

Byen angrede dog og fik privilegierne
igen. 

I det 16. århundrede blev
den gamle byret oversat til plattysk. Men oversættelsen var dog temmelig
mangelfuld. 

Datidens politivedtægter

En gang om året ved åbning
af retten fremsagdes barsprog.
Skal man oversætte dette, må det være til nutidens politivedtægter
(1544): 

  • Det er en borgerpligt
    at sørge for renlighed på gaderne
  • Våben og rustning
    skal være pudset
  • Plankeværker
    skulle vedligeholdes
  • Helligdagsfreden
    skal overholdes
  • Løse grise må
    ikke gå løse rundt på kirkegården

 

I 1633 blev en kvinde fundet
skyldig i tyveri. Hun blev henrettet med sværd.

I 1743 blev en mand, der havde
begået sodomi mod en hoppe, brændt sammen med denne. 

Galgen og kagen

Galgen og kagen repræsenterede
de hovedhjørnestene i retsplejen. Mindre forbrydelser straffedes til
kagen med piskning.

Af andre kreative afstraffelsesformer
kan nævnes, udstikning af øjne, afhugning af ører, en eller flere
fingre eller de ene hånd.

Men værre end straffen var
nok den atmosvære af uærlighed, som kagen var omgivet af. Man var
socialt degraderet, og det første skridt mod galgen.

Kagen var i Tønder en muret
søjle på et stenfundament, der stod på Lille Torv. I 1654 omtales
Dat Bild up dem Kaake.
Det var en forløber for den figur, der nu
står på Torvet, kagmanden – æ Kachmand.
Figuren forestiller en skarpretter i en dragt fra 1760. I den højre
hånd har han sandsynligvis holdt tugtens ris.

Galgen stod dengang på Nordmarken.
Den lå ved indgangen til den gamle kirkegård i Carstensgade. Her kunne
forbrydere så dingle til skræk og advarsel for alle dem, der skulle
ind i byen. De kom nemlig tæt forbi. Der hvor, Carstensgade i dag ligger,
var dengang byens vigtigste tilgangsvej. Galgen stod dog i lang tid
på byen storv. 

Tortur og bortvisning

En anden straf var bortvisning
fra byen. Hvad de bortviste så skulle foretage sig på landet. bekymrede
ikke bystyret. Det kunne andre myndigheder tage sig af.

Man var ikke bleg for at anvende
tortur, når en sag skulle opklares eller hvis man ville opnå en tilståelse.
Dette tog skrapretteren sig også af. Af torturinstrumenter kan nævnes:
Tommelskruer, jernhånden, den spanske støvle og stigen.
 

Forbudt at huse fremmede
folk

Den 5. maj 1688 udsente Magistraten
en bekendtgørelse, hvor det blev fortalt, at det var forbudt for Tønders
borgere, at give ly eller udleje boliger og boder til fremmede og fordægtige
folk. Inden for 8 dage skulle man aflevere en liste over de folk, der
boede hos dem.

Hvis folk ikke kunne betale
deres skat, blev de smidt ud af byen. 

Borgerskab var dyrt

Endhver der tog ophold i byen
var inden for tre måneder forpligtiget til aflægger borgereden.
Undtaget for dette var embedsmænd, kommunens tjenestemænd, særlig
privilligerede som læger (dog ikke kiruger, de blev betragtet som håndværkere).

Optagelsen i borgerskabet var
en dyr affære. I Tønder behøvede man ikke at være gift eller hav
eget hjem for at få borgerskab. Man skulle være ægtefødt af ærlige
forældre. Børn født af uærlige
som bødlere og rakkere var ikke velomne i Tønder. Man skulle være
kristen, jøder havde først adgang efter 1854. 

I skattely

Uldgade og Slotsgade opstod
i løbet af det 16. århundrede. Gaderne blev bygget oven på det nedrevne
Fransiscaner kloster. De hørte sammen med slots – og frigrunden under
amtet, og delte derfor ikke byrderne sammen med de andre Tønder –
borgere. Sagt på en anden måde, de levede i skattely. Her boede også
tjenestefolk, der arbejdede på slottet. Ved hertugens dom i 1665 blev
gaderne indlemmet i byen. Men det var kun en kortvarig affære. En overgang
kom også Uldgade med i byen. Men først i 1933 blev gaderne fuldstændig
indlemmet i byen. I perioder var det hele 400 borgere, der levede i
skattely. 

De samme familier bestemte
i mange hundrede år

Borgerskabet, der boede i byens
120 stavne var sikker på at bevare magten i byen. I flere hundrede
år var det de samme familier, der styrede byen. Når man boede i stavnene
havde man ret til at drive handel og håndværk i byen.

Denne inddeling i stavne er
ikke enestående for Tønder. Den kendes også fra Aabenraa og Randers.

En borger, der ville drive
virksomhed, skulle først godkendes af sit laug. Han skulle forpligte
sig til at være hertugen huld og tro, samt vise borgmestren og raadet
skyldig lydighed.

Udenbys folk måtte betale
borgerskabspenge,
oprindelig 3 Rdl., mens borgerskabet
i ældre tid var gratis. Men beløbet blev ofte sat i vejret. Det skyldtes,
at Tønder havde store udgifter til indkvatering af forskellige hære,
der ofte blev indkvarteret i byen. 

Frimesterbreve

De mange laug i Tønder mistede
nogle af deres rettigheder, da hertugen pludselig kunne finde på at
udstede Frimesterbreve. Det betød at handlende og håndværkere
kunne udføre deres erhverv uden nødvendigvis at være medlem af et
lav.

Nogle gange opstod der nogle
groteske situationer. Således i 1708, hvor man ikke kunne finde ud
af, om det var fin – eller grovbagerne, der måtte bage sigtebrød.
Hertugen måtte træffe en afgørelse, og den faldt i gunst for finbagerne. 

Et drabeligt privilegium

I 1354 blev nok en af de ældste
handels – privilegier i Danmark nedfældet.

Indbyggerne i Hvidding, Lø,
Højer, Tønder – og Slogs Herreder skulle søge deres Torv
– og Købmandsskab i Tønder, ligesom alle derboende håndværkere,
som smede, tømrer, skomagere og bundtmagere.
Inden for seks uger
skulle man flytte til Tønder by, dog med den indskrænkning, at der
i hvert sogn måtte blive en tilbage fra hver katagori.

Det var et drabeligt privilegium,
som ofte blev gennemhullet.

I 1361 overdrog hertugen sin
ret i Møgeltønder Sogn til Ribebispen. I 1407 havde Dronning Magrethe
købte Trøjborg med størstedelen af Lø sogn. Dette forærede hun
til bispen.

Efter reformationen gik det
hele over til Kronen. Privilegierne gjaldt ikke i disse områder, som
var at betragte som udland. 

Handelshindringer

I 1670 forbød man al indførsel
af kniplinger til Danmark. Og i 1674 fritog man også kniplinger fra
licentafgifter.
Dette var også et handels – privilegie for handelen
i Tønder. Men samtidig indførte man slavelignende tilstande for alle
kniplingsarbejdere. 

Måden man drev bystyret på,
var i nogen grad nedfældet i Christian den fjerdes købstadsordning. 

De fattiges dårlige forhold

Fra byens side forsøgte man
at holde tiggerne borte ved hjælp af stodderkongen. Tiggeriet var især
i det 16. og 17 århundrede en hel landeplage. En gang om ugen læssede
stodderkomgen et hestevogn med tiggere og kørte dem ud for sognegrænsen
og læssede dem af. Så kunne et andet sogn tage sig af dem. 

Tønders egne fattige var i
mange år henvist til privat velgørenhed. I 1709 lagde man grunden
til et mere velordnet fattigvæsen. Mange fremmede tiggere havde dog
sneget sig ind  i byen, og tog brødet ud af munden på byens
egne tiggere.

I en forordning fra 1705 havde
borgmesteren og raadet truffet en beslutning om, at al tiggeri foran
husene og på gaden skulle ophøre. Man besluttede, at man en gang
om ugen ville uddele penge og brød til de fattige. Ved uddelingen startede
man med en salme, Nun bitten wir den Heilligen Geist, hvorpå
der blev læst fra katekismen. Man sluttede med en lov – og
takkesalme.

De godt 100 personer, overvejende
kvinder, der blev understøttet i 1709 fik ganske få midler tildelt. 

Åbning for udlændinge

Fra lovgivningens side blev
det af kongelig patent af 5. november 1841
foreslået at Fattigkollegiet
kunne give tilladelse til, at udlændinge slog sig ned. 

Borgerskabet ophæves

Efter at Sønderjylland blev
indlemmet i Preussen ophævedes det urgamle Borgerskabsordning.
Fra 1. marts 1869 tilkom der borgere, der havde boet i byen i et år
de samme rettigheder som fastboende. Allerede i 1842 var dele af udstedelsen
af borgeriet og borgerbrevet
ophævet. Efter overtagelse af Slesvig Holsten udstedes der fra Preussen
i 1867 en lov om ophævelse af flyttepenge og lignende.

Det betød for Tønder, at
de sidste rester af de gamle laugsordninger, og andre middelagtige
hæmninger
af det fri nærrings – og erhvervsliv blev ophævet. 

Endeligt farvel til Jyske
Lov.

I 1877 blev der oprettet en
stadsdomstol
. Bürgerlisches Gesetzbuch
blev indført i 1900. De sidste rester af Jyske Lov
var dermed forsvundet. 

To gendarmer og en betjent

I Tønder var to gendarmer,
som godt kunne ligne ryttergeneraler. Men der var også en betjent med
Schnurrbart
, uniform og kårde. Den væsentligste opgave var at
transportere berusede personer fra  arresten til detentionslokalet
Klötzen
over den gamle Ratzkeller.

Om natten gik tre vægtere
og passede på den lille by. Juristdirektoratets fængsel var resterne
af det berømte Tønderhus, det nuværende museum. Det nuværende
fængsel blev første gang taget i brug i 1916. 

Statspolitiet

Fra 1. januar 1920 til 1. juli
1920 var der en international commision kaldet CIS, som havde ansat
folk til at holde ro i området. I 1933 var der stadig ansat 15 mand
ved Tønder Politi, som havde været med i CIS.

I Tønder og i det øvrige
Sønderjylland var politiet underlagt den særlige ordning om det Sønderjyske
Politi, som var en slags statspoliti, mens det øvrige land frem til
1938 havde et kommunalt politi.

Det personale, som blev ansat
i ordenspoliet i 1920 var næste alle folk, som havde været tyske soldater
under 1. verdenskrig. Mange havde været underofficerer og i 1933 var
der stadig 11 mand, som havde den tyske tapperhedsorden jernkorset.  

Stationen flytter på pigeskole

I 1923 blev Aaage Seidenfarten
ansat som politimester. Inden genforeningen var J.H.W. Bergmann ansat.
Han havde været på jobbet siden 1891. Men han kunne ikke dansk, så
derfor blev han ikke genansat. Det var faktisk hos ham min far afleverede
og stjal vandrotter. Men denne historie kan du læse om et andet sted.

Selve politistationen blev
indrettet i retsbygningen i Nørregade. I 1957 flyttede den lidt længere
øst ad Nørregade til den tidligere Alexandrineskole.
Ja skolen hed engang Höhrere Tochtenschule, den var opført
i 1915. Kort efter den 5. maj 1945 blev den beslaglagt og indrettet
som dansk kommuneskole. 

Speciel uniform

Det sønderjyske ordenspoliti
fik fra starten en uniform, som adskilte sig fra det øvrige land, ved
bl.a. at bruge det store rigsvåben i stedet for det politivåben,
som stadig bruges. Og stammer fra slutningen af 1600’ tallet. Til
uniformen blev der båret en høj lige kasket som den militæret og
grænsegendarmerne da anvendte. Men i farverne grøn og sort. Jakken
var sort uden synlige knapper foran eller på lommerne, og der blev
anvendt spidsbukser med lange støvler. 

Politimester angrebet af
tysk presse.

Der var mange gnidninger i
Tønder mellem 1920 og anden verdenskrig mellem dansk og tysk. Politiet
kunne ikke undgå at blive indraget. Aage Seidenfarten, som var politimester
indtil 1934 fortæller i sine ernindringer, at han mindst to gange om
ugen, blev angrebet af tysk presse som værende uretfærdig og undertrykkende
over for tyskerne. Han indkasserede også flere næser for sine holdninger.
Seidenfartens bedrifter kan læses andre steder her på siden.


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder