Dengang

Søgeresultater på "Tønder"


Hertugdømmet – den rigtige historie

Dato: oktober 5, 2019

Hertugdømmet – den rigtige historie

Vi er i den grad blevet beskyldt for historiefordrejning her på dengang.dk. Grunden er, at vi mener, at ordene ”Grænsedragning, Afståelse, Deling eller Forening” kan være lige så gode som Genforening. Vi har i den grad argumenteret for det. Se en liste over artikler bagerst i denne artikel. Problemet er, at der er fortalt forskellige versioner af samme historie. Og her mener vi Hertugdømmet/Hertugdømmernes historie. Modsat kan vi heller ikke forstå, hvorfor Ribe – brevet tillægges så stor betydning. Kongen fik jo dengang pålagt af de holstenske grever, at han skulle regere de to ”lande” hver for sig. Det er tale om en håndfæstning, som kun gælder så længe kongen lever! Men her har du historien. Vi har forsøgt at gengive den så neutral som mulig. Det blev en lang artikel. Men hold ud, så bliver du klogere.

 

Forskellige versioner af samme historie           

Når det fortælles om Sønderjyllands historie har fortælleren ofte en klap for øjet. Hverken den traditionelle tyske eller danske grundfortælling er sand eller falsk. Men begge er ensidige og unuancerede fortællinger.

Den danske fortælling har ment, at den oprindelige danskhed udgør en kerne som al senere tysk påvirkning blot har dannet en død og nærringsfattig skal omkring. Den tyske grundfortælling har gjort fyrsters og adels gerninger og især et enkelt stykke gulnet pergament hellige.

Begge har de fat i en del af den historiske sandhed om Slesvig og Sønderjylland. Men begge har effektivt set på andre sider af historien med det øje klappen dækkede.

 

  • Bagerst i denne artikel får du en oversigt over artikler, der måske kan kaste yderligere lys over hertugdømmet – hertugdømmernes historie. Du finder også en masse artikler, der fortsætter Sønderjyllands/Nordslesvigs historie videre til den såkaldte Genforening – afståelse – deling- eller grænsedragning.

 

1232 – er et meget vigtigt årstal

Sønderjyllands historie viser, at den ikke skal reduceres til enkelte grundpåstande. For Sønderjylland er 1232 et afgørende afsæt.

Valdemar Sejr var det år stærkt optaget, hvad der skulle ske med både Danmark og hans egen familie efter hans død. Normalt var det den ældste søn, der arvede riget. Det var stormændene, der valgte kongen.

Denne konge her havde da også valgt sin efterfølger, nemlig Valdemar den Unge. Men ak denne blev dræbt i 1231 under en jagtulykke. Han var søn af første ægteskab. Han havde dog tre sønner af anden ægteskab. Og det var sandelig også født en uden for ægteskab.

Erik, den ældste søn af anden ægteskab blev udpeget som tronfølger. Hans to yngre brødre Abel og Christoffer blev gjort til hertuger af Sønderjylland og Lolland. Den uægte søn, Knud blev hertug af Blekinge.

 

Området blev mere og mere selvstændigt

Abels efterkommere holdt derimod fast ved Sønderjylland. Området blev mere og mere selvstændigt. Det ændrede sig ikke, da danske konger efter 1460 selv blev hertuger af Sønderjylland eller rettere Slesvig, som området nu hed.

Landet mellem Kongeåen og Ejderen var blevet en så selvstændig politisk størrelse, at det kunne overleve at komme i union med Danmark uden at blive en dansk landsdel. De næste århundreder blev denne særstilling udbygget.

Sønderjylland var i lange perioder forbundet med Danmark. Men alligevel et land for sig. Man kan sige at danske konger bidrog til at gøre Sønderjylland endnu mere anderledes med tiden.

 

Tysk sprog og kultur voksede frem

Sønderjylland voksede mod sit tyske naboland Holsten, som det blev forbundet med i 1300 – tallet. Tysk sprog og kultur vandt frem i hertugdømmet. Også da det igen kom under danske konger i 1460.

Hvad skulle der ske? En orientering mod syd? Eller en orientering mod nord? Dette førte til to krige og 56 års tysk styre i landsdelen. Og så i 1920 blev det delt. Slesvig var gradvis blevet til noget for sig selv gennem kongers og hertugers politik. Men det endte med at gå under som særlig politisk område i demokratiets og nationalstaternes tidsalder.

 

I 1800 – tallet var der igen to versioner af historien

I 1800 – tallet gravede begge parter efter den historiske ret. Det handlede også om at få opbakning udefra. De to sider fandt deres argumenter på historiens hylder.

Sønderjylland havde været en del af Danmark helt fra danmarkshistoriens begyndelse blev de fremhævet. Ja i en hvis forstand var de danske rødder endnu dybere. Det kunne vi se på stednavne.

Ja man kan med andre ord sige, at Sønderjylland var et træ med dansk rod. Men dårlig pasning af træet havde fået det til at se tysk ud.

Fra tysk side var det svært at modargumentere. De måtte kigge på hylder længere oppe.

 

1190: Sønderjylland og Nørrejylland

Vi hører om et landsting, Urnehoved i Sønderjylland i 1100-tallet. Man havde dengang ikke en egentlig lov. Og landstinget vi ikke så meget om i historien kun om politiske møder. Men der var dog andre tegn på, at Sønderjylland var en landsdel for dig. En forordning fra 1190 opdeler Jylland i to retsområder: Sønderjylland og Nørrejylland. Måske hænger det sammen med, at man allerede havde en hertug, nemlig Valdemar Sejr.

I Saxos danmarkskrønike tales der meget om jyder men kun en eller to gange om sønderjyder.

Så sent som i anden halvdel af 1100 – tallet havde Valdemar Sejr stået bag en vældig teglstensmur ved Dannevirke.

 

Fra 1170 kender vi et hertugdømme fra Kongeåen til Ejderen

Valdemar Sejrs bedstefar Knud Lavard var også overhoved over Slesvig by, men intet tyder på, at han og andre jarler havde magt over hele Sønderjylland. Med sikkerhed kender vi først et sønderjysk hertugdømme fra Kongeåen til Ejderen i 1170’erne.

Det var lykkedes for danske konger at få anerkendt Ejderen syd for Danevirke som Danmarks sydgrænse. Den østlige del af halvøen Angel var mere eller mindre ubeboet for tusind år siden. Her gik man i 1100 – og 1200-tallet i gang med kolonisering, hvor området gradvis blev bebygget.

 

Friserne havde selvstændighed

Nogle områder ved Sønderjyllands vestkyst skilte sig ud. De var beboet af friserne. De havde deres eget sprog, og deres egen måde at gøre tingene på og et udbredt selvstyre. Den danske konge havde lagt dem under sig. Det var et såkaldt skatteland. Godt nok hørte de under ham, men ellers havde de indre selvstyre.

Modsat Sønderjylland havde de nordfrisiske områder et navn. De hed Utland eller lille Frisland. Man kan sammenligne deres stilling med den Island og Færøerne fik under den norske konge.

Den Jyske Lov kom til at gælde i Sønderjylland. Men hvor meget skulle hertugerne bestemme? Og hvor?

 

Abel blev gift med en grevedatter fra Holsten

Valdemar Sejr døde i 1241. Og faderen var dårlig kold, før sønnerne var oppe at slås. Abel og hans bror Christoffer, som var hertug på Lolland krævede mere magt, end deres storebror kong Erik Plovpenning ville give dem.

Abel var så heldig, at han var gift med en grevedatter fra Holsten. Så han kunne regne med hjælp derfra.

I 1250 kom Kong Erik på besøg hos Abel i hans hovedsæde i byen Slesvig. Under besøget blev kongen myrdet og smidt i den lokale fjord, Slien. Ret naturligt mistænkte man Abel for mordet. Men han kunne skaffe 24 riddere, der kunne sværge på at han var uskyldig. Nu blev han så konge, men det varede kun to år.

I 1252 var han gået i krig med sine besværlige undersåtter – friserne – og blev dræbt.

 

Lillebror havde ikke travlt med at befri storebror

Dette skabte en ny situation. Den danske kongemagt var ikke arvelig, og der var ikke aftalt en tronfølge, så flere kunne byde ind. Situationen var ikke klar i hertugdømmet. Tyske hertugdømmer var arvelige, men det var uklart, om det gjaldt danske hertugdømmer.

Det gav et vist spillerum for at hævde, at hertugdømmerne var tildelt hertugerne personligt, men ikke som et arveligt len.

Abels ældste søn var blevet sendt til Paris for at studere. Men han var blevet kidnappet af ærkebispen af Köln, der forlangte en gevaldig pengesum. Dem havde Abel ikke kunne skaffe. Og det benyttede Abels lillebor Christoffer sig af. Han fik stormændenes opbakning til at blive konge.

Denne havde ikke travlt med at hjælpe sin nevø ud af fangenskabet. Valdemar fik hjælp af sin mors familie de holstenske grever. De skaffede sig mange penge og sendte tropper ind i Sønderjylland. Det pressede Christoffer til en aftale.

 

Nu var Sønderjylland et fanelen

Han fik lov til at fortsætte som konge, men måtte i 1253 indsætte Valdemar i Abels gamle hertugdømme. Han fik overrakt en fane som symbol på, at Sønderjylland nu måtte regnes for et såkaldt fanelen.

Det betød at hertugen fik mere magt, men det betød også, at man måtte være loyal over for kongen. Han skulle bl.a. støtte ham militært. Der var international praksis for et fanelen. Derfor er året 1253 også et vigtigt år i Sønderjyllands historie.

Christoffer og hans slægt beholdt kongemagten. Abels efterkommere beholdt hertugdømmet. Men det sidste måtte de kæmpe for. Da hertug Valdemar døde i 1257 ville kongen ikke anerkende hans bror Erik som arving. Først efter kongens død i 1259 kom Erik igennem med sine krav støttet af de holstenske grever.

 

I 1312 fik hertugerne endnu mere magt

Der fulgte en masse konflikter. Og det hele endte med at kongen tabte. Hertugerne havde vundet. Sønderjylland var blevet til et arveligt hertugdømme. 1312 er også et meget vigtigt år, hvor hertugdømmet fik endnu mere magt.

Hertugerne mente, at de skulle overtage alle kongens ejendomme, indtægter og beføjelser i Sønderjylland. Det var kongerne bestemt ikke enige i. men efterhånden blev de presset til det. Efter 1326 hvor en forlening blev underskrevet havde kongen ingen reel magt i Sønderjylland mere.

 

Mere og mere en selvstændig stat

Kongeåen blev grænsen. Men byen Ribe, som ligger syd for Kongeåen blev ved med at høre til kongeriget. Det gjaldt også Ribe – bispens og Ribe domkapitels ejendomme syd for Kongeåen.

Og Als var ikke Sønderjylland fra begyndelsen, Det blev det senere. Og hertugerne havde et godt øje til friserne. Kongerne mente ikke, at det tilhørte Sønderjylland.

På den måde kom Sønderjylland mere og mere til at ligne en selvstændig stat. Der var nogenlunde klare grænser og der var efterhånden kun en løs forbindelse til kongemagten. I anden halvdel af 1200-tallet blev det ret almindelig at tale om ”Sønderjylland”.

Det var under Abel – slægten at Sønderjylland blev til. Og disse er blevet til skurke i den danske fortælling.

De holstenske grever af huset Schauenburg deltog i stridighederne mod de danske konger. Senere fik de selv appetit på Sønderjylland. De havde allerede i 1260 fået området mellem Slien og Ejderen i pant.

 

Den ”kullede” Greve helt eller skurk

I 1326 lagde holstenerne an til helt store kup. Manden bag var Grev Gerhardt den tredje. Han blev også kaldt Gerhardt den Store eller på dansk den ”kullede” greve. I den ene fortælling er han en helt og i den anden en dyster skurk.

Han var formynder for sin nevø, den sønderjyske barnehertug Valdemar den femte. I nevøens navn overlod han så sig selv Sønderjylland som arveligt len – med al kongelig magt og helt uden forpligtelser.

Han fik afsat den danske konge Christoffer den Anden og indsat Valdemar som proforma – konge. Barnekongen var kun 12 år.

 

Dræbt i Randers

Men i 1329 blev Christoffer den Anden igen indsat som konge og Valdemar den femte fortsatte som sønderjysk hertug. Gerhardt blev dog forlenet med Fyn. Snart fik han hele Jylland nord for Kongeåen i pant.

Her beholdt han magten efter Christoffers død i 1332 uden at gøre sig den ulejlighed igen at udstyre Danmark med en konge. Noget tyder dog på, at Gerhardt havde problemer med at styre landet. I 1340 tog han op gennem Jylland med en stor hær for at tvinge jyderne til at betale en stor skat. Undervejs dræbte Niels Ebbesen ham i Randers.

 

Indviklede forhandlinger

Det førte til omfattende forhandlinger mellem grev Gerhards sønner, hertug Valdemar af Sønderjylland og Kong Christoffers søn, Valdemar Atterdag.

Greverne overlod deres pant i Jylland til den sønderjyske hertug, som igen overlod greverne hele Sønderjylland som pant. Planerne var så, at kong Valdemar gradvis skulle indløse Jylland nord for Kongeåen til hertug Valdemar, der igen skulle indløse Sønderjylland fra greverne.

Det var klart, at greverne fik mest ud af det. Over de næste 20 – 30 år lykkedes det for Valdemar Atterdag, at blive herre i egen hus. Holstenerne blev dog ved med at sidde i Sønderjylland og hele Sydslesvig. Deres sønderjyske hovedkvarter blev Gottorp Slot.

Da Hertug Valdemar den Femte døde i 1364 meldte hans svoger Valdemar Atterdag sig som formynder for enkehertuginden og hendes børn. Men kongen tænkte nu mest på sig selv. Gradvis fik han kontrol over betydelige dele af Nordslesvig.

Den unge sønderjyske hertug, Henrik vidste ikke, hvem han skulle holde på. Snart var det på den ene, snart på den anden. I 1375 døde han som sin slægts sidste mand.

 

Valdemar Atterdag havde gode kort på hånden, men!

Dette resulterede i en styrkeprøve mellem Valdemar og de holstenske grever. Juridisk havde Valdemar gode kort på hånden. Måske kunne han nu tage landsdelen og ligge under kongeriget, da der ikke var flere hertugelige arvinger.

Men ak og ve. Samme år døde Valdemar Atterdag uden at efterlade sig sønner. Men det var så Valdemars yngste datter, Margrethe, der vandt den næste strid. Hendes mand var den norske konge, og de havde sønnen Oluf.

 

Margrethe hade ingen indflydelse i Sønderjylland

Ti år senere havde hun godt greb om kongeriget, men i Sønderjylland havde hun ingen indflydelse. I 1386 valgte hun at acceptere tingens tilstand. Hun forlenede de holstenske grever med hertugdømmet.

Grev Gerts sønnesøn Gerhardt blev nu hertug. Det hang sammen med, at Magrethe var ved at få magten i Sverige.

 

Sønderjylland kom til at hedde Slesvig

Det var her, at Sønderjylland kom til at hedde Slesvig. Måske var det for at udskille området endnu mere fra Danmark. Da Oluf døde i 1387 opstod der en alvorlig situation for Margrethe. Hun regerede på hans vegne. Det blev ordnet ved at gøre hende til regent i eget navn.

Hun adopterede sin søsters barnebarn, en hertug af Pommern. Han skiftede navn til Erik. Nu var tronfølgen sikret. Erik blev valgt til dansk og svensk konge i 1396. Han blev kronet i Kalmar i 1397. Nu var der samtidig skabt en union af de tre nordiske riger, kendt som Kalmarunionen.

 

Hertuginden skiftede side

Magrethe var klog. Hun holdt en kattelem åben. Den daværende hertug blev dræbt i kamp mod ditmarskerne. I 1404 blev hun formyndere for hertugens børn og enke. Hun benyttede sig af det og satte sig på store dele af Slesvig. Det foregik med diplomati, penge og militærmagt.

Hertuginden blev dog mere og mere bekymret og skiftede side. I 1410 kom det til et militært sammenstød. De danske tropper tabte et vigtigt slag. Men man havde stadig store dele af Slesvig og ikke mindst Flensborg. Her lod kong Erik og dronningen sig hylde i 1412, Men kort efter døde Magrethe på et skib i Flensborg Fjord.

 

Erik kæmpede forgæves for hele Slesvig Holsten

Nu kæmpede konge Erik for hele Slesvig Holsten. I 1421 hedder det endda, at Sønderjylland hørte til Danmark fra det jyske landsting. Modsat mente holstenerne, at de havde arveret helt tilbage fra 1326.

Argumentationen lignede den der skulle komme i 1800-tallet.

Erik vandt sine stort anlagte retssager, men det hjalp ikke ret meget. Han fik aldrig kontrol over hele Sønderjylland. Og det endelige militære opgør 1426 – 1431 blev et svidende nederlag. Nederlaget var begyndelsen til enden for kong Erik og reelt også for Kalmar-unionen.

 

Holstenerne havde sat sig på det frisiske område

Det danske rigsråd valgte også at finde en ny konge. Valget faldt på Valdemar Atterdags eneste efterkommer, Eriks søstersøn, Christoffer af Bayern. Han blev hyldet som dansk konge i 1440. Man havde brug for fred syd på, og det blev meget dyrt købt.

Hertug Adolf kunne få Slesvig som et frit arveligt len med al fyrstelig magt og uden forpligtelser. Men man overlod ham også kongens og Danmarks sidste position i hertugdømmet, Haderslev. Endda blev øen Ærø en del af hertugdømmet. Inden da havde holstenerne sat sig på næsten hele det frisiske område.

 

Ribe ejede godser mod syd

Nu var det lykkes for hertugdømmet Slesvig at tage form som en stat. Man var i praksis uafhængig af Danmark. Kongen sad stadig på en smule af Frisland, nemlig det halve af øen Før og øen Amrum, Ribe med Mandø og den nordligste spids af øen Sild.  Blev fra gammel tid regnet til kongeriget.

Det samme gjaldt for Ribe bispestols og domkapitels godser syd for Kongeåen, som talte om områderne omkring Møgeltønder, Daler og Ballum.

Nu havde man også fået en fyrste til fælles med det sydlige naboland Holsten. Og dette land hørte under Det Tysk – Romerske Rige, mens Slesvig var et dansk fanelen. Herskeren var hertug det ene sted og greve det andet sted.

Den tyske adel havde allerede fået et godt tag dengang i 1300 – tallets Sønderjylland.

 

Plattysk var i fremgang

Plattysk var i fremgang. Selv de danske konger brugte sproget. Men samtidig med at plattysk udgik i Danmark vandt det indpas i Slesvig. Det foregik stadig på dansk i store dele af Sønderjylland og man havde stadig Jyske Lov.

Nu kneb det igen med arvefølgen i Hertugdømmet. Den naturligste kandidat i kvindelinjen var Adolfs ældste nevø Christian. Midt i det hele var han i 1448 blevet dansk konge. Da hertug Adolf døde, anmeldte de mulige arvinger deres krav. Christian den Første rejste for en sikkerheds skyld to alternative krav på en gang.

 

Ribe – brevet i 1460

Slesvig skulle være et herreløst len, der skulle gå tilbage til Danmark. Ja så rejste han et arvekrav på begge lande gennem kvindelinjen. Adelsslægten i Holsten ville have en ny aftale med kongen. Det var den eneste måde at holde sammen på Slesvig og Holsten. De tilbød kongen, at han kunne blive herre over begge land blot det skete på deres betingelser. Og det blev så forhandlet på plads i Ribe i 1460.

 

Greverne stille masser af betingelser

Det var det berømte Ribe-brev. Kongen lovede at overholde flere betingelser for at blive hertug af Slesvig og greve af Holsten. Centralt var, at kongen skulle regere de to lande som lande for sig og sammen med deres egne stormænd.

Han måtte ikke regere som konge af Danmark, men som herre i de nævnte lande. Han lovede også at respektere landenes love og skikke, samt adelens og kirkens privilegier.

Kongen lovede også, at efter hans død måtte Slesvig og Holstens stormænd efter hans død frit vælge en ny herre blandt deres sønner.

 

Evigt udelt sammen

Nu var det nok en enkelt sætning, der skabte mest røre i dette dokument:

 

  • Unde dat se bliven ewich tosammende ungedelt.

 

Det kan oversættes med ”at de bliver evigt udelt sammen”.

I 1815 blev denne sætning og brevet fundet frem af glemslen. Man erklærede at det var det uanfægtelige fundament for, at Slesvig og Holsten er udskillelige.

I sin form er det en håndfæstning. Og for de nordiske konger gjaldt en håndfæstning kun i kongens levetid. En tysk historikere mener, at sætningen var en erklæring om, at adelen skulle holde sammen og fred med hinanden. Men langt fra alle tyske historikere er enige med ham.

Ribe – brevet har et tvetydigt forhold til, om det gælder to adskilte lande eller et samlet Slesvig – Holsten. Kongen havde fået at vide, at han ikke måtte regere de to lande samlet, men hver for sig!!!

En måned efter sender kongen et tillæg, der siger, at der skal vælges en biskop i begge lande ligesom adelen hvert år skal mødes på Urnehoved og Bornhöved.

 

Holsten blev ophøjet til hertugdømme

I 1474 opnåede kongen, at den tyske kejser ophøjede Holsten til hertugdømme. Fra da af taler vi om hertugdømmerne. Men de havde stadig forskellig rets – og forvaltningspraksis.

 

Der var igen mangel på sønner

Da Christian den Første døde, var der ikke mangel på sønner. Hans var der sørget for. Han var udpeget som tronarving i Danmark og Norge. Nu var det vel så naturligt, at Frederik fik de to hertugdømme. Store dele af adelen synes også, at dette var en god ide.

Kong Hans var dog ikke med på den ide. Han mente, at brødrene skulle have hver sit hertugdømme. Og sådan blev det. Da Kong Hans døde i 1513 gik hans områder og rettigheder til den ny konge Christian den Anden.

Christian regerede hertugdømmerne sammen med sin farbror til 1523, hvor han blev afsat både som konge og hertug. Frederik overtog nu det hele. Efter hans død i 1533 fulgte man principperne fra 1482 -1490.

Den ældste søn Christian blev konge af Danmark og Norge. Men det skulle lige en borgerkrig til. Hertugdømmerne blev i 1544 blev i 1544 delt mellem Frederik den Førstes tre ældste sønner. Når man nu var i gang med at dele var det svært at stoppe.

 

Den store deling

Delingen i 1581 – 82 blev den store deling af Slesvig og Holsten. Derefter var de to store dele kongens og hertugen af Gottorps, stort set uforandret til 1720.

En endelig stopper for delingerne kom først i 1608 og 1650. Først for den gottorpske og siden den kongelige del. Ja man skal holde tungen lige i munden med alle disse delinger.

Landdagene, hvor adelen, nogle få repræsentanter for domkapitler og jomfruklostre og byens borgmestre med uregelmæssige mellemrum mødtes med fyrsterne forblev fælles for hele Slesvig Holsten. Ud over at ”vælge” og hylde nye hertuger skulle landdagene bevillige skatter, hvis der var behov for mere end de faste indtægter, hertugerne fik fra deres egne bønder. Nogle gange vedtog man også fælles love.

Fælles var også udenrigs- og sikkerhedspolitik. Fundamentet var et forsvarsforbund mellem Danmark på den ene side og hertugdømmerne Slesvig og Holsten på den anden. Et sådant blev indgået første gang i 1466, men det fik en ny og vigtig udgave i 1533. Det blev fornyet og justeret mange gange i de næste godt hundrede år.

 

Kongen var med på begge sider

På den ene side af alliancen stod Danmark repræsenteret med konge og rigsråd. Mens landdagen og fyrsterne i fællesskab repræsenterede hertugdømmerne. Det betød at kongen var med på begges dier, men med forskellige partnere! Man kunne finansiere lejesoldater. Det skete flere gange i 1500 – tallet. Normalt havde man ikke et militær. Når det var brug for det, skulle adel, byer og til dels også bønder stille tropper.

I 1564 nægtede stænderne at anerkende Hans den Yngre. For stænderne var han kun en ”afledt herre”. Man ville godt anerkende Frederik den Anden, som sin fars efterfølger.

Efter hans den Ældres død i 1580 var der kun to regerende hertuger, kongen og hertugen af Gottorp. Der blev flere ”afledte” hertuger, der kun havde lokal magt. Man fik et system meddelinger, fællesregering og hertuger af første og anden klasse.

 

Forskel på danske og hertugelige borgere

Danske bønder levede under en treenighed med Gud, konge og herremand. Her var Gud og konge den samme i hele riget. Herremanden vekslede.

Vilkårene for bønder og borgere varierede stadig mere efter region og social klasse end efter hertug. Den største forskel opstod mellem adelens bønder på den ene side og fyrsternes på den anden. De fleste adelsgodser udviklede store herregårde, tungt hoveri og livegenskab – en slags livsvarigt stavnsbånd for begge køn.

I de kongelige og gottorpske amter slap bønderne for hoveri. Der var ikke grænser eller grænsekontrol mellem de enkelte fyrsters område.

 

Reformationen

Reformationen i 1536 i Danmark er nok blandt de mest skelsættende i danmarkshistorien. Allerede i 1522 var de første lutherske prædikanter i gang i Sønderjylland.

I 1534 blev hertug Christian dansk konge som Christian den tredje efter at have sejret i borgerkrigen Grevens Fejde.  Officielt blev den først gennemført i hertugdømmerne i 1542. Det nordvestlige Slesvig blev lagt under Ribe Stift. Den katolske kirke havde et fælles sprog på latin. Luther lagde vægt på, at folket skulle kunne forstå kirkens sprog.

 

Magtens sprog var plattysk

Det var ikke noget nyt i, at der var forskellige sprog i Slesvig. Tre talesprog mødtes i det sydligste Jylland. I 1600- og 1700-tallet regnede man stadig med ret tydelige grænser mellem talesprogene. Plattysk vandt frem i byerne, både på grund af indvandringen men også fordi, at det var handelens sprog.

Magtens sprog var derimod i løbet af middelalderen blevet plattysk over det hele. Det var det sprog, amter, landskaber og byer brugte i deres administration. Når Christian den tredje skulle fastlægge kirkesproget var det ikke ligegyldigt om han kiggede til talesproget eller administrationssproget.

Plattysk blev senere afløst af det højtyske sprog syd fra. Det var Luthers sprog, som fortrængte plattysk, der nu blev en dialekt. De nordslesvigske byer Haderslev, Aabenraa, Sønderborg samt Flensborg havde to kirkesprog. Skolesproget fulgte som regel kirkesproget. Med skoleloven af 1814 blev det officielt, at alle skulle gå i skole.

 

Trediveårskrigen

I 1625 blandede Christian den Fjerde sig i Trediveårskrigen som prægede Tyskland. Kongen gik ind i krigen som hertug af Holsten. Fjenden kunne naturligvis ikke se forskel på, om det var hertug Christian eller kong Christian, der var i krig.

Kejserens tropper besatte både hertugdømmerne og Jylland. De var besat frem til freden i sommeren 1629. Kongen og hertugerne var ikke enige om meget. Det gjorde ondt, da kongen fik mast sin yngste søn som ærkebisp af Bremen. Imens fortsatte svenske herre med at føre krig i Tyskland. I 1643 angreb svenske tropper uden varsel hertugdømmerne syd fra og indledte Torstensson-krigen.

Igen blev både kongens og hertugens del besat. Hertugen søgte at forhandle sig til en særlig aftale. Da freden kom i 1645 var kongen og hertugen utilfredse med hinanden. Vigtigt var det, at hertugen midt under krigen fik sin egen fæstning i Tønning, som han havde begyndt at anlægge i 1644.

 

Hertugen holdt med svenskerne

Da der igen blev krig mellem Danmark og Sverige i 1657 skiftede hertugen side og allierede sig med den svenske Karl 10. Gustav, som var hans svigersøn.

Den første Karl Gustav – krig 1657 – 1658 er den mest katastrofale i danmarkshistorien. Danmark og Norge mistede Skåne, Halland og Bohuslen til Sverige. Faktisk mistede man i første omgang også Trondhjem Len og Bornholm, men det fik man tilbage efter den anden krig.

 

Kongen havde fået nok af hertugen af Gottorp

Kongen havde fået nok af hertugen af Gottorp. Han stillede nogle krav til ham. Da han ikke gav sig, besatte han hertugens lande i 1684, uden at der egentlig var tale om en krig. Han havde allieret sig med Frankrig. Til sidst tvang en alliance mellem en række tyske fyrster og Sverige ham på tilbagetog i 1689. Frankrig forholdt sig passiv.

Den næste konge, Frederik den Fjerde prøvede igen i 1700, at besætte de gottorpske områder. Det gik endnu værre. Sverige og en række lande satte sig mod kongen. Og svenske tropper gik i land på Sjælland.

 

Svenskerne nedbrændte Altona

Hertugen som meget forvirrende også hed Frederik den Fjerde var fætter til kongen og gik meget tættere sammen med ligeledes en fætter, Karl den 12. af Sverige. Han vandt en række sejre, men tabte mod russerne. Og det hele resulterede i ”Den Store Nordiske Krig”. Gottorp erklærede sig neutral. I 1712 gik en svensk hær ind i Holsten, hvor de brændte byen Altona af.

Da der endelig blev fred i 1720 måtte Danmark opgive at få de lande tilbage som de havde mistet i 1658. Men kongen fik dog den gottorpske del af Slesvig. Gottorp blev endnu mere en stat for sig selv.

 

Frederik den Fjerde lod sig hylde

I 1724 drog Frederik den Fjerde til Slesvig sammen med dronningen, kronprinsen og et stort følge af embedsmænd og hoffolk. De tog ind på Gottorp Slot. Hertugerne af Augustenborg og Glücksborg måtte aflægge ed. Adelen og kirken måtte gøre ligeså.

Kongen kunne få hele Slesvig, hvis hertugen kunne få Holsten. Det ville have givet kongen en dansk – norsk – slesvigsk stat med en klar sydgrænse ved Ejderen uden fremmede enklaver. Her fik kongen tilbudt en ”Ejder – dansk” løsning. Men han sagde nej. Christian den Femte havde ikke en national dagsorden. Han ville ikke ofre Holsten for at få Slesvig. Han ville have begge dele.

 

Kongen ville have det hele

At Frederik den Fjerde i 1720 fik hertugens del af Slesvig men ikke Holsten, var heller ikke hans skyld. Han gik lige som sin far efter det hele.

Kongeloven nævner ikke hertugdømmerne som en ældre arveret, der kan føres tilbage til Christian den Første. Men nu uddøde kongeslægtens mandslinje i 1800 – tallet. Christian den Ottende mente, at hans forfader i 1721 havde indført Kongelovens arveret i Slesvig og en senere begivenhed havde gjort det i Holsten i 1806.

 

Havde hertugen af Augustenborg ret?

Dette blev afvist af Hertugen af Augustenborg. Og historikere fulgte hertugen af Augustenborgs standpunkt. Kongen havde ikke fulgt den rette procedure. I 1840erne kunne det augustenborgske arvekrav bruges som en løftestang for en Slesvig Holstensk selvstændighedsfølelse. Det lagde grunden til en ellers umage alliance mellem den konservative og unationale hertug og national Slesvig – Holstensk bevægelse.

Men egentlig havde Frederik den Fjerde alle muligheder for at have samlet Slesvig – Holsten under Danmark i 1721. Men alle de politiske og administrative reformer nord for Kongeåen var ikke nået til hertugdømmerne.

 

Hver by havde sin egen lov

Hver by i Slesvig var siden middelalderen styret af sin egen bylov. Mange lignede i høj grad hinanden. Men der var forskel. De lokale bestemmelser som politiforordninger var forskellige. Det var stadig kun velstående borgere, der fik de forskellige poster. Særlig demokratisk var det ikke.

Man opererede med begrebet flække. Det var en række mindre bysamfund som Højer, Løgumkloster, Marstal og Nordborg. De fik lov til at udvikle sig med handel og håndværk. De fik dog hverken bystyre eller bylov.

Inden for amtsbønderne havde man en særlig gårdmandselite. De drev både studehandel og pengeudlån. Her fik man lov til meget mere end nord for kongeåen. De lokale embeder gik i arv i familien.

I de kongerigske enklaver havde kongen givet embedsmændene større magt over bønderne.

 

Russisk indflydelse

Kongen skulle stadig dele fællesregeringen med hertugen og de meget omfattende holstenske adelsgodser. Nu havde gottorperne også fået Rusland som en slags beskytter. Hertug Carl Frederik var blevet gift med en datter af Peter den Store. Men værre var det for Danmark, at hans søn blev zar Peter den tredje. Så i 1762 så det sort ud for Danmark.

 

Zaren var ved at vinde over Preussen

Zaren afbrød en krig med Prøjsen, som han ellers var tæt på at vinde og sendte den i stedet mod Danmark for at erobre det gottorpske Slesvig tilbage. Danmark stod alene, men regeringen nægtede at bøje sig.  Mobiliseringen blev iværksat. Men zaren blev afsat af sin kone Katharina den Anden, som selv tog magten.

 

Danskerne ventede på en aftale i 7 år

I København åndende man lettet op. En foreløbig aftale blev indgået i 1767, men det skulle gå hele seks nervepirrende år, inden traktaten blev underskrevet. I 1773 blev traktaten underskrevet. Russerne afstod den gottorpske del af Holsten, inklusive andelen i fællesregeringen til den danske konge. Til gengæld fik de grevskaberne Oldenburg og Delmenhorst.

Det var chefforhandler fra dansk side Caspar von Saldern, der forhandlede med russerne. Vi har tidligere skrevet to artikler om denne. Han tog sig i den grad dyrt betalt.

 

Stor forskel på den sociale velstand

Slutningen af 1700 – tallet var præget af krige, men de danske konger holdt sig ude af dem. Men ballade og uro trængte sig på. Pludselig var der masser af ballade. På vores hjemmeside har vi en masse artikler om de slesvigske krige. Og sejren i den første var særdeles dybt købt.

Ingen steder var der så store sociale forskelle som i Slesvigs marskland. Gårdmændene steg i velstand. Og godsejerne havde næsten uindskrænket magt. I 1790erne var der en del uro. Når man betegner slutårene i 1700 – tallet som lykkelige, er det kun delvis sandt.

 

Kilde:

  • dengang.dk – div. Artikler
  • Inge Ariansen m.m.: Sønderjylland A-Å
  • Hans Schultz Hansen m.m.: Sønderjyllands Historie indtil 1815
  • Vilhelm La Cour m.fl.: Sønderjyllands Historie – fremstillet for det danske folk 1- 5
  • Carsten Porskrog Rasmussen m.fl.: De Slesvigske Hertuger
  • Carsten Porskrog Rasmussen: Hertugdømmet

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.451 artikler, herunder

Under Tønder (247 artikler)

  • Slogs Herred – mellem dansk og tysk
  • Heimatfest 1921
  • Tønder – omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Tønder – mellem dansk og tysk
  • Hvorfor var Tønder tysk?
  • Tønders tyske sportsforeninger
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1854
  • Socialdemokrat i Tønder – dengang
  • Tønder – før og efter Genforeningen
  • Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder
  • Lærer i Burkal
  • Tondern Station
  • Tønder Bibliotek – i begyndelsen
  • Militæret i Tønder 1920 – 1923
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Tønder – egnen 1814 – 1848 (1)
  • Tønder – egnen 1848 – 1851 (2)
  • Dagbog fra Møgeltønder
  • Ulrik – en fysikus fra Tønder 1-2
  • Soldat i Tønder 1851
  • Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
  • Klosterbrødrene i Tønder
  • Man da talte da dansk i Tønder i 1600 – tallet
  • Et slot i Løgumkloster
  • Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
  • Adel og Storgårde i Tønder Amt
  • Tønder i 1600-tallet
  • Schackenborg i Møgeltønder
  • Åndens folk i Tønder
  • Tønderhus, slot, borg og fæstning
  • Lov og ret i Tønder
  • Hertugen af Tønder
  • Møgeltønders historie

Under Højer (70 artikler)

  • Den sure præst fra Højer
  • Pigen fra Højer
  • Apotekeren fra Højer
  • Heltene i Vadehavet

Under Sønderjylland (178 artikler)

  • Sønderjylland under pres syd fra
  • Folketingsvalget 1939
  • Den dansk – tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Det tyske mindretal
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Jordekamp, Vogelgesang og domænegårde
  • Kan man egentlig tale om Genforening?
  • Er Genforeningen det rette ord?
  • Var Sønderjylland en del af Danmarks Rige i Middelalderen?
  • Da Sønderjylland blev dansk
  • Lov og ret i Sønderjylland – dengang
  • Sønderjylland i knibe
  • Kongens hvide hest 1-2
  • Slaget om Als
  • Sønderjylland til Ejderen
  • Genforening – Forening eller Indlemmelse
  • Ribe – brevet
  • Var det virkelig tale om Genforening?
  • Dansk – tyske brydninger i et grænseland
  • Var afstemningen i 1920 retfærdig?
  • Rendsborg 1848 – 1851
  • De Sønderjyske Piger
  • Sønderjyder i første verdenskrig
  • Ved krigsfronten
  • De Kongerigske enklaver 1-2
  • Slottet Duborg i Flensborg
  • Sikringsstilling Nord
  • En adelsborg ved Tønning
  • Ned med de dansksindede
  • Sproget i Sønderjylland
  • Abel og hans sønner
  • Sønderjylland historie indtil 1200
  • I Sønderjylland siger vi Mojn
  • Den Blå Sangbog i Sønderjylland
  • Genforening, Afståelse, Deling eller Grænsedragning
  • Farvel til de Sønderjyske Gråbrødreklostre
  • På flugt fra Wallenstein
  • Dengang på Sønderborg Slot
  • Da Christiansfeld opstod
  • De sidste hertuger på Augustenborg
  • Flensborg – hverdag og krig (2)
  • Magrethe den Anden og Sønderjylland

Under Aabenraa (146 artikler):

  • Knivsbjerg – nord for Aabenraa (vers. 2018)
  • Aabenraa – mellem to krige
  • Aabenraa 1848 – 1851
  • Aabenraa – før Prøjserne
  • Kystens ud for Aabenraa 1863 – 1864
  • Aabenraa 1864
  • Den onde amtmand fra Aabenraa
  • Casper von Saldern – hvem var han
  • Brundlund Slot
  • Adelsslægten fra Aabenraa
  • Ahlefeldt og Søgård
  • Urnehoved – et tingsted ved Aabenraa 1-2
  • Aabenraas Historie

Under Padborg/Kruså/Bov (57 artikler)

  • Bov Sogn – mellem dansk og tysk
  • Genforening i Bov Sogn
  • Sejren ved Bov
  • Kampen ved Bov – og de slesvigske krige

Under 1864 og De Slesvigske krige (14 artikler)

  • Statskup og enevælde
  • Unødvendige krige
  • Slaget ved Brøns (1)
  • Slaget ved Brøns (2) – set med tyske øjne
  • Monrad 1-2
  • Lundtoft Herred 1848
  • Sønderborg 1864
  • Sandheden om Hermann Bangs Tine

Under København (159 artikler)

  • Istedløven brøler stadig
  • Begik kongen højforræderi
  • Sønderjyder i København
  • OG MANGE FLERE

 


Flygtninge – prammen fra Klintholm Havn – endnu mere (2)

Dato: oktober 1, 2019

Flygtninge – prammen i Klintholm Havn – endnu mere (2)

Vi har fået tilsendte nogle fotos, som overbetjent Ejnar Lundstrøm fra Sorø havde fået. Disse bringer vi på Facebook. Han var som modstandsmand en af de første ved prammen. De var ellers efter en stikker, der havde søgt tilflugt hos tyskerne. Disse befandt sig på badehotellet. Fangerne på prammen skulle være sunket. 300 var allerede omkommet og smidt om bord. Resten ca. 370 blev forplejet. Der var en ubeskrivelig stank om bord. Læger blev tilkaldt. På Magleby kirkegård er 19 begravet. De overlevede ikke efter ankomsten. Der er også et minde på Klintholm Havn. Der kom også et tak fra Polen.

 

En af de første var Ejnar Lundstrøm

Vi har allerede berettet en gang om Flodprammen, der ankom til Klintholm Havn. En af de første, der ankom til havnen og var med til at iværksætte et kæmpe redningsarbejde var modstandsmand og overbetjent, Ejnar Lundstrøm fra Sorø.

Fra hans søn Johannes Lundstrøm har vi modtaget en række fotos fra de første øjeblikke, da prammen nåede i havn. Disse lægger vi ud på vores Facebook. Det er fotos som Johannes har modtaget af sin far. Fotoerne er antagelig taget af Gert Munch.

Vi skal selvfølgelig også henvise til vores tidligere artikel ”Flygtninge-prammen i Klintholm Havn”.

 

På vej efter en stikker

Denne morgen den 5. maj 1945 er en rutebil med 13 modstandsfolk på vej hen over Møn på vej til Klintholm. Deres leder er overbetjent Ejner Lundstrøm. De havde fået ordre til at hente en stikker, der var årsag til en mands død. I Klintholm fortalte hendes forældre, at hun var taget til Klintholm Havn.

Man kørte videre til havnen. Undervejs blev man stoppet af ophidsede mennesker, der fortalte, at hele havnen vrimlede med SS – soldater.  Der var netop kommet en pram med dem. Desuden lå der en del tyske SS – soldater, der endnu ikke havde modtaget kapitulationsordre.

 

Ville ikke udlevere stikkeren

Rutebilen fortsatte mod havnen. Ved kajen lå der godt nok en slæbebåd forspændt en overbygget flodpram. Den eftersøgte kvinde var ikke ved havnen. Men der blev oplyst, at hun havde søgt tilflugt inde på hotellet hos tyskerne.

Sammen med en fisker fra Torped gik Lundstrøm ind til tyskerne. Fiskeren meldte sig frivillig til det vovelige forehavende, De spadserede lige ind i løvens gab aldeles våbenløs. Da de kom ind på hotellet talte de med chefen, en kaptajn. Tyskeren forklarede, at han ikke ville udlevere kvinden.

 

Fangerne skulle være sendt på havets bund

Derimod oplyste han, at prammen ved havnen var fyldt med russiske og polske KZ – fangere. Deres SS – vogtere havde taget dem ud af lejrene efterhånden som de russiske tropper rykkede frem. Omkring prammen var der fastgjort minder, der ville eksplodere ved et tryk på knappen fra slæbebåden.  Fangerne skulle have været sendt på havets bund ligesom så mange andre var blevet det.

Man forsøgte i sidste øjeblik at skjule en lillebitte del af den skændsel, som tyskerne havde påført sig selv i de besatte lande. Det tjener til den tyske skibsførers ros, at han undlod den modbydelige handling.

 

Fangerne blev forplejet

Lundstrøm indhentede omgående tilladelse til at forpleje fangerne med brød og frisk vand. Denne tilladelse fik han. Beboerne blev opfordret til at komme med alt det brød de havde, og kort tid efter løb de første ned mod prammen med favnen fuld.

De første der var om bord på prammen, var den daværende journalist ved Møns Dagblad, Gert Munch, senere Folketidende Ringsted og Politiken.

 

300 var allerede omkommet

Et ubeskriveligt syn mødte ham. Over 400 mennesker havde i 10 dage været indespærret i lastrummet. Der havde været 700, men de 300 var omkommet, og efterhånden kastet over bord.

 

En ubeskrivelig stank

Fra de sultne og de udmattede mennesker strålede en forfærdelig rædsel. De sidste tre dage havde de kun fået saltvand at drikke. Hele rummet var indhyllet i en frygtelig stank. De mange mennesker havde været henvist til at benytte selve opholdsrummet til at forrette deres nødtørft i.

 

Læger tilkaldt

Læge Fenger fra Borre blev tilkaldt, og kort tid efter kom læge Mortensen og frue fra Stege. De udførte et strålende arbejde og reddede sikkert mange menneskeliv.

De underernærede fanger led af dysenteri, tyfus og tuberkulose. Under normale forhold ville de have blevet indlagt på Stege Sygehus og dermed fyldt sygehuset i to år.

Men omstændighederne var ikke normale.

Den lokale mostandsbevægelse var efterhånden ankommet. Under ledelse af baron Rosenkrantz fra Liselund blev tyskerne smidt ud af hotellet. Den blev belagt med fangere i stedet.

Offerviljen var stor over for de ulykkelige. Men alligevel døde mange af deres lidelser. De blev i fremmed jord begrædt af deres kære. De fleste vendte dog hjem. Nogle af dem blev i Danmark.

 

På Magleby Kirkegård

Men lige inden for lågen på Magleby Kirkegård, fire kilometer fra Klintholm Havn, befinder der sig i dag en grav, der fortæller historien om, hvor medtagende fangerne i prammen var. 19 af dem nåede aldrig friheden. De døde efter ankomsten til Møn.

 

Et minde på Klintholm Havn

Men 351 overlevede. I dag står der en sten på Klintholm Havn og markerer den indsats Møn-borgerne gjorde for at redde liv på friheds – morgenen 5. maj og resten af foråret og sommeren 1945.

På stenen står en simpel tekst:

 

Fra sult og nød, tortur og død. De mødte på en fremmed kyst en hjælpsom ånd, en udstrakt hånd.

 

Et tak fra Polen

Årene gik. Man regnede aldrig med at høre fra polakkerne eller russerne. Men så en dag stod der imidlertid en dag i BT en efterlysning efter hjælperne fra Klintholm. Dansk – Polsk forening formidlede kontakten og snart efter kom der en indbydelse fra den polske stat.

Man ville gerne invitere seks af hjælperne på besøg i Polen. Dern 19. juli 1960 drog de i tog til Warszawa over Berlin og Poznam. De blev modtaget af repræsentanter fra statsledelsen og installeret på et fornemt hotel.

 

Kilde:

  • Tak til Johannes Lundstrøm
  • tv2east.dk
  • ove-christiansen.dk
  • mandemarke.dk
  • Hermine Koschmieder: Min fødeby, var dengang Danzig
  • Erik Haaest: Aktion prammen
  • Hermine Schmidt: med glæden i behold
  • Henrik Havrehed: De tyske flygtninge i Danmark
  • Heinz Schöhn: Ostsee 45: menschen, Schife, Schiksale
  • Martin Schmidtke: Rettungsaktion Ostsee
  • Claus Göran Wetterholm: Dødens Hav – Østersøen
  • Heinz Schön: Die Cap Acrona Katastrophe
  • Horst Schmidt: Døden kommer altid om mandagen

 

Hvis du vil vide mere

  • dengang.dk indeholder 1.450 artikler. Heraf er de 287 fra Besættelsestiden (Før/Nu/Efter)
  • Flygtninge – prammen i Klintholm Havn (1)
  • Læger under og efter besættelsen
  • Syd for grænsen – efter besættelsen
  • Flensborg 1945 – 20 dage som regeringsby
  • Deserteret i Flensborg – Likvideret i Gelting Bugt
  • Likvideret i Alssund 5. maj 1945
  • Himmler og hans datter
  • Tyske flygtninge
  • De tyske flygtninge på Nørrebro
  • Tyske flygtninge i Nordslesvig
  • Tyske flygtninge i Tønder
  • Kz-lejr Ladelund
  • Bag KZ – lejrens pigtråd
  • KZ – udelejr Husum – Schwesing (Svesing)
  • Dansk Vaccine i Buchenwald
  • Josef Mengele – dødens engel
  • Karantænestationen ved grænsen
  • Død over Babi jar
  • Sort Jord – Holocaust
  • Hvad skete der i borbruisk?
  • Buschenwald – rædsler og lidelser
  • I ondskabens tjeneste af Holocaust
  • SS – absolutte grusomheder
  • Holocuast – aldrig igen og mange andre.

Nolde- og hans liv vest på (b)

Dato: september 20, 2019

Emil Noldes liv – vest på (b)

Dette er en nyredigering af en ældre artikel fra 2010. Emil Nolde havde altid været imponeret af Tønder. Han studerede former og farver i naturen. I begyndelsen tog familien afstand fra Ada. At gengive korrekt er ikke kunst, mente han. Til Utenwarf med en populær have. Han var bedre til at male end til at jage. Skønhed kunne ikke erstattes. Han fik inspiration af Halligerne. Emil Nolde mente, at folk i grænselandet var forvirret. Afvandingen i Tøndermarsken var politisk. Der var masser af røveriforretninger. Han blev uenig med Tønder Kommune og tog til Seebüll. Museum i København ville kun meget modvillig modtage hans kunst. Han følte sig udenfor. Hvordan var det egentlig med jøderne. Han blev først rigtig anerkendt i en meget sen alder.

 

Emil imponeret af Tønder

Vi har i en tidligere artikel beskrevet Emil’ s barndom i Nolde. Dengang hed han Emil Hansen. Vi har hørt om hans mange rejser. Men hvordan havde han det her vest på?

Hans mor spurgte ham ofte, hvor mange ansatte han i grunden fik? Helt uret havde nok ikke. Andre store malere havde mange medhjælpere. Men det var nok mere skoleelever, der hjalp Emil Nolde.

Når Emil fremviste sine værker vidste hun ikke altid meningen med dem. Emil var meget imponeret over de store markeder, der var i Tønder. Disse tiltrak bønder fra et stort område. Og også bondesønner, der på den måde lærte at handle.

Emil kunne godt lide det liv, der udspillede sig. Der var okser, stude og heste, der blev solgt. Men også de specielle svinemarkeder vakte interesse.

 

Studerede former og farver i naturen

Når det var jagtvejr tog han ofte geværet og gik ud i marsken. Han kunne gå der dag efter dag. Men det var ikke altid, der var selve jagten, der interesserede ham. Han kunne sætte sig på en høj og tænke på former, farver og linjer. Han studerede himlen, dyrene og naturen.

Han havde altid sin hund med. Og sammen kunne de i timer sidde bare og studere naturen her vest på.

I den lille landsby var rygterne gået forud. Kunstmaleren skulle have et forhold til en skuespiller. Herude mente man at kunstnere, skuespillere, akrobater og lignende var samme folkefærd. De havde et sorgløst liv og levede lemfældigt lige som sigøjnere.

I området var der dog endnu ikke født nogen kunstnere.

 

Afstand til Ada

Da han skulle præsentere sin kærlighed, som han havde mødt i København opstod der problemer. Svigerinden turde ikke at møde skuespilleren. Og bror Hans, der i sin soldatertid var meget tysk, bebrejdede Emil, at han havde fundet en dansk kvinde. Hende ville han sandelig ikke møde.

Hun fik fremvist den flotte natur. Hun så de steder, hvor han fangede de største fisk. Hun så sandbankerne og stalden med de 70 okser, køer, kalve og heste.

Også naboerne kom og hilste på den nye kærlighed.

 

At gengive korrekt er ikke kunst

Bror Hans var kommet tilbage. Nu ville han godt hilse på Ada. De blev ret gode venner. Adas far var præst.

Det var et stort savn for Emil, da hans elskede mor døde. De havde haft mange dybe samtaler.

Emil mente ikke, at det var kunst at gengive naturen fotografisk korrekt. Han var heller ikke meget for, at gengive en simpel voksfigur. Sol, vind og skyer skulle forme værket, mente han.

Midt under sit arbejde, blev han dødssyg. Han havde drukket forurenet vand. Hurtigt kom Ada hjem fra England. Forgiftningen varede i flere uger.

Han malede i flere uger, nu konstant dag og nat. Målet var ”Den sidste nadver” Et pinsemotiv fik han også malet. Hans familie kunne ikke rigtig forstå dem.

Emil kunne godt lide sine ophold på Als. Her malede han også flittigt. Men han længtes tilbage til det flade land.

 

Til Utenwarf

I sommer 1912 kørte han med sin svoger, Lorenz over Lægan, Møllehus og Aventoft. De kørte længere vest på. Mod Lyst og Rudbøl. Her ville Emil gerne bo: man fandt også et lille hus.

Men Peter Nissen gjorde som om han ikke ville sælge det lille hus. Men svogeren havde gennemskuet ham. Et lille forfalden hus var blevet købt.

Ofte gik turen mod Tønder og Møgeltønder. Emil var begejstret for naturen omkring Vidåen og Rudbøl Sø. Men dengang i 1912 vidste han ikke, at Utenwarf var omgivet af vand hele vinteren, ja selv om sommeren kunne der ske oversvømmelser.

 

Bedre ril at male – end at jage

Omkring 1916 satte han Utenwarf i stand. Der blev hamret og malet. I skuret blev der etableret et atelier. Og i stalden blev der lavet soveværelse.

Hver dag tog Emil ud for at stange ål og fiske. Der var masser af fisk. Det kneb så mere med de andre levnedsmidler.

Han havde købt et nyt gevær, men kunne ikke ramme. Det viste sig at geværet skød skævt. Men han indrømmede selv, at han var bedre til at male end at jage.

Da han i 1917 fyldte halvtreds forsøgte han sig med et selvportræt. Han erkendte, at det var han ikke så god til. Vinteren dengang blev forfærdelig. Ja de nærmest sultede.

De tog til Berlin. Og da de kom tilbage, kunne familien nærmest ikke genkende dem, så afmagret så de ud. Men pludselig fik de igen mælk, smør, kød og brød.

På Utenwarf fik de foræret en ko af svogeren som Ada malkede. Og ude på marsken åd parrets 12 unge okser sig tykke og fede. Haven kom op at stå. Nu gik det endelig fremad for parret.

 

Nu går kunstneren i seng

Naboen havde to smukke døtre, Misse og Lisbeth. Især den sidste var med hendes blå øjne og blonde hår en skønhed. Han brugte hende som motiv til nogle af sine malerier. Ada lavede alt det grove arbejde, mens Emil kunne koncentrere sig om sit malerarbejde.

Hesten Fritz gik gennem høj vand. Den var bestemt ikke vandskræk den led af.

Når Emil slukkede lyset i sit atelier, syntes han, at kunne høre råbet:

  • Nu går kunstmaleren i seng.

Det var ofte omkring midnat, når ålefiskerne drev forbi ude på Vidåen.

De store bønder i omegnen havde ikke så meget til overs for Emil Noldes arbejde, men de var ifølge ham selv meget hjælpsomme. De regnede nu heller ikke det at fiske for noget. Til gengæld lovpriste de jagten.

 

Skønhed kunne ikke erstattes

Ofte tog parret med deres hund ud på vandet blot for at nyde naturen. Skønheden kunne ikke erstattes af noget som helst andet, mente Emil Nolde.

Når de vilde gæs fløj over det landsted smed Emil pensel og farver og skyndte sig ud for at kigge efter dem. Det var sjældent, at han fik ram på dem med sit gevær.

Kæmpe ål blev der fanget. De blev ofte røget. I det store vandlandskab stak store gårde op på værfter. Men nogle gange steg vandet så meget, at beboerne måtte søge tilflugt på høloftet. Så måtte man bare vente på, at vandet igen faldt. Mange dyr druknede. Utallige små og store stormfloder ramte egnen. De helt store katastrofer fra 1362 og 1634 havde kostet mange tusinder livet.

Ikke langt fra Utenwarf er der fundet skeletter af drukne mennesker. I Gudskog er der fundet træ og pæle, der vidner om menneskernes kamp mod vandet.

I den lille landsby Lyst boede Nikolaj Nielsen som hjalp til på Utenwarf. Her boede også fiskeren Adolph og snedkeren Kloisen, der byggede Uttenwarfs lille mølle.

 

Et blomsterparadis

I 1919 var Utenwarfs have blevet et sandt blomsterrige. Fordommen om, at der ikke kunne gro blomster i marsken blev manet til jorden. Et lille stykke paradis sagde man. Helt fra Møgeltønder kom man gående langs diget og beundrede blomsterne.

Den lille familie havde igen genoptaget forbindelsen til Adas familie.

Og egentlig ville man gerne have taget en tur til Grønland og Island, men i stedet blev det en tur til Hallig Hooge. Det fascinerede denne vekselvirkning mellem ebbe og flod, de mange priler og dannelsen af nyt land. Men også historien om det land, der forsvandt blandt andet Rungholt gjorde indtryk på maleren.

 

Inspiration fra Halligerne

Emil tog også selv til Hallig Hooge. Med sig havde han farve og lærred. Han blev selv overrasket over inspirationen. Mange kendte malerier blev til her.

Han mente selv, at farve er energi og energi er liv. Med farver kan man bestemme stemningen, mente han. Sorg, jubel, glæde, drama og drøm kan man danne med farver, udtalte han.

 

Forvirret i grænselandet

Emil Nolde mente, at dem, der er født i et grænseland, er meget mere præget af for eller imod. Spørgsmålet var, hvad er tysk? Hvad er dansk? Delingen af Slesvig ramte ham hårdt. Grænsen blev trukket lige ude foran deres hus. Hus og land lå pludselig i Danmark, erkendte han:

 

  • Jeg er født i Slesvig Holsten, Jeg elsker mit land og kigger uden foragt både nord og syd på. Danmark har leveret min livsledsager – Tyskland med sin indre skønhed med musik og kunst.

 

Dansk, tysk, plattysk og sønderjysk

På fødestedet Nolde var der i 1612 først tre gårde. Derefter blev der fem gårde. På en af disse gårde fandtes en slægtsbog. Nu var det ikke de store begivenheder, der blev nedskrevet. Det var mere tørre tal.

Alle indskrifter var på tysk. Indtil 1885, da blev slægtsbogen videreført på dansk. Omgangstonen i Burkal og Nolde området var dog dansk.

 

Politisk afvanding

Da afvandingen af marsken begyndte frygtede Emil, at egnens skønhed ville forsvinde. Stilheden blev afløst af larm og aktivitet. Emil havde selv regnet og tegnet sin afvandingsplan. Han overrakte den til den ledende ingeniør (Se artiklen: Emil Nolde og Tøndermarsken).

Pludselig fandt Emil Nolde ud af, at hele afvandingsplanen var politisk. Derved forsvandt hans egen plan. Han var skuffet over ikke at kunne gøre noget nyttigt for den egn, han elskede.

Den 30. august 1923 opstod et mærkeligt vejrfænomen. Barometeret faldt temmelig hurtigt. Der var en trykkende stemning. En mærkelig spænding opstod. Pludselig opstod et kæmpe stormvejr. En stormflod var uundgåelig.

19 digearbejder længere nordpå var blevet overrasket af stormfloden. Ikke længe efter nedbrændte den store frisergård, Nienhof lige i nærheden.

 

Røveriforretninger

Inflationen kom. Og for Emil Nolde var det en frygtelig tid. Han så, hvordan folk gik til grunde og hvor andre udnyttede situationen til pludselig rigdom på bekostning af andre. Selv i det stille og ellers fredelige Møgeltønder opstod der ligefrem røverforretninger, fortalte Nolde.

En af de klogeste bønder med to af de flotteste gårde i området havde opnået pludselig rigdom, men også lige så pludselig fattigdom. Ham fandt man pludselig druknet, fortalte Emil Nolde.

Folk var blevet forvirret og først efter nogen tid blev maleren igen produktiv. Han mente, at medierne boykottede ham. Og heller ikke en ny bog om ”Neue Kunst” der udkom i 1921 havde noget med af den nu 54 – årige Emil Nolde.

 

Uenig med Tønder

I 1926 tog man den beslutning at forlade Utenwarf. Familien var stærk utilfreds med den måde, afvandingen foregik på. Mange naboer havde også protesteret over for Tønder Kommune. Men de blev alle afvist.

Mange beboere var anvist på vand fra Vidåen. Men det forhold havde Tønder Kommune ikke tænkt på ifølge Emil Nolde.

 

Seebüll – det nye hjem

Ægteparret tog den beslutning, at man ville syd på. Mange rejser blev foretaget langs vestkysten ned til Hamborg. Men de fandt ikke det rette sted at bosætte sig. Pludselig en dag fandt de et tomt værft.

Seebüll-Hof blev en realitet. I foråret 1927 foregik flytningen fra Utenwarf til Seebüll på tre både og to overfarter. Allerede samme år var et nyt attelier blevet bygget.

 

Museum modtog kun modvilligt hans kunst

Nolde er i dag den vigtigste repræsentant for tysk ekspressionisme. Det er nok de færreste, der ved, at han forblev at være dansk statsborger fra 1920 til sin død i 1956. Han var i klemme mellem dansk og tysk.

I lille Emils barndomshjem blev der talt sønderjysk. I skolen blev der undervist i højtysk og mange i omegnen talte også plattysk.

Da Ada døde i 1946 testamenterede han en række vigtige værker til Statens Museum for Kunst i København. På den måde håbede han på at fremme forståelsen mellem Skandinavien og Tyskland. Det var en nation, der ikke hørte til de mest populære. Det var kun yderst modvilligt, at museet modtog disse billeder.

Denne afvisning skyldtes sikkert, at Emil Nolde havde meldt sig ind i den nordslesvigske forgrening af nazistpartiet NSDAP – N.

Han var fuld af beundring over for den stærke nationale rejsning. Men nazisterne var nu ikke rigtig vilde med ham. Han blev smidt ud, fordi hans billede var ”forfærdelige” og ikke i overensstemmelse med den nazistiske kunstforståelse.

I den nazistiske ideologis øjne var hans billeder forfærdelige, dekante, ubrugelige, primitive, farvestærke, spontane og grumme. Men det var dog topnazister, der godt kunne lide hans billeder.

 

Følte sig udenfor

Det var nu langt fra den første afvisning, han oplevede. På hans københavnerrejser møder han store kunstnere som J.F. Willumsen, Joakin Skovgaard, Viggo Johansen og Wilhelm Hammershøj at kende.

 

De umalede billeder

Egentlig kunne Goebbels godt lide Noldes kunst. Men nazisternes chefideolog, Albert Rosenberg afskyede dem. Efter sigende blev over tusinde værker beslaglagt eller destrueret. Og historien om maleforbud samt begrebet umalede billeder er en historie som Nolde med held har videregivet. Det skulle efterlade et billede af, at han var blevet offer for nazismen.

Og den historie har vi alle troet på, selv Siegfred Lenz i hans bog ”Deutschstunde”, der handlede om en maler bag diget. Vi så også den skønne fil, der blev lavet over bogen.

 

Nolde og Jøderne

Egentlig var Nolde en forkæmper for tyskheden. Ved afstemningen i 1920 ville han ikke stemme imod sin kones fædreland. Efter grænsedragningen tog han bevidst imod det danske statsborgerskab, men blev medlem af det tyske mindretal.

Han støttede ikke jødeudryddelsen. Efter hans mening var det bedste at udvise alle jøder af Det Tredje Rige. Der var mange sammen fald mellem nazismens ideologi og Noldes.

I hans bog ”Jahre der Kämpfe” skrev han om jøderne:

 

  • Gennem deres ulykkelige besættelse i de ariske folks byer og gennem deres stærke indblanding i det ariske folks magtapparat og kultur er det gradvist opstået en uholdbar tilstand.

 

I 1938 skrev Nolde til Goebbels:

 

  • Jeg opfatter nedrakningen som speciel hård, fordi jeg fra nationalsocialismens begyndelse var den eneste tyske kunstner, der gik i åben kamp mod den fremmede dominans af tysk kunst mod den urene kunsthandel.

 

Og Nolde lagde ikke skjul på, hvad han mente med ”den urene kunsthandel”. Det var jødiske gallerister og profitmagere.

 

Anerkendt i sen alder

Emil Nolde var religiøs. Men på et tidspunkt havde han svært ved at finde sig selv. Eventyrlige væsner, groteske skikkelser, lys og mørke fik krop og skulle ud. Barndomshjemmets religiøse fortællinger blandede sig med selvskabte mytologier.

I en sen alder blev han anerkendt. Som 80 – årig blev han gift med den 26 – årige Jolanthe Edelmann.

I 1957 efter hans død åbnede Nolde Stiftung Seebüll tillægget til hans testamente. Her skrev han:

 

  • I taknemmelighed over for hjemstavnen, som har ladet os opleve en solrig barndom, og i taknemmelighed over for de lande, Danmark og Tyskland, som skænker os beskyttelse og fremgang i svære og gode tider, grundlægger vi en selvstændig stiftelse til fremme af offentlighedens kærlighed til kunsten og til almennytte.

Og dette museum/galleri/spisested er et besøg værd. Overraskelsen er at se den spændvidde i Noldes kunst. Det er som, man kunne se om han var i god eller dårlig humør. Han har været utrolig flittig med sin kunst.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Tønder
  • Se Litteratur Højer
  • Den Store Danske
  • Wikepedia
  • Emil Nolde: En kunstners kampår
  • Emil Nolde: Das eigene leben
  • Emil Nolde: Welt und Heimat
  • Emil Nolde: Reisen, Achtung und Befriedung

 

Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk (1.446 artikler):

 

  • Emil Nolde og Tøndermarsken
  • Vadehavets maler – Emil Nolde
  • Nolde og Nazismen

 

 

 

 

 

 


Militære Efterretninger i Grænselandet

Dato: september 18, 2019

Militære Efterretninger i Grænselandet

Den mest udokumenterede bog, som jeg har læst. Ja sådan var reaktionen fra nogle, da vores bog om Asmus Jensen udkom. Her en delvis rekonstruktion af efterretningsvæsnet ved grænsen. Sikkert også udokumenteret. Arkiverne er ikke tilgængelige for ”amatører” Syd på, var en frikorps-bevægelse i gang. Der var ”voldsomme kommunisturoligheder” i gang. Padborg voksede fra Klondyke til Danmarks største frihavn på land. Postmesteren opbyggede et netværk. Gendarm Malling-Jacobsen var en af dem. Der var kontakt til Dons – gruppen. Og så var det speditør Andreas Andresen. Farver Jacobsen var en vigtig person fra Aabenraa. På sejltur til Mürwick. Interesse for indhold i vognene. En meget dansksindet kæmner. Da Rottbøl familien havde kontakt. Flere af Dons gruppens medlemmer i tysk varetægt. Fleggaard videregav oplysninger. Lunding i tysk fangenskab.

 

Arne Sørensen var gået ”under jorden”. Rønshoved Højskole underviste modstandsbevægelsen. Efterretningsvæsnet blev reorganiseret. Jens Møller gjorde sin indflydelse gældende. Urolige tider og mystiske mord i Padborg. Modstandsbevægelsen var ikke lige populær alle steder. Kaos i Flensborg. Kommunister gemte sig i Det danske Mindretal. Forholdet mellem Modstandsbevægelsen og englænderne var ikke altid lige godt. Der var også gnidninger i Flensborg. Villaer i Kollund Østerskov, hvor Familien Best og ledende personer fra Mürwick havde opholdt sig, fungerede nu som hovedkvarter for efterretningsvæsnet. Overvågning af Det tyske mindretal fortsatte lang tid efter besættelsen. Vi skal også lige hilse på chefen for det hele en overgang, og den første chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, H.M. Lunding.

 

Den mest udokumenterede bog, jeg har læst

Da vi skulle udgive vores bog om Asmus Jensen, der blev myrdet et par dage efter befrielsen fandt vi mange mystiske ting i Padborg og omegn. Vi vidste godt, hvilke arkiver vi skulle i. Det lykkedes også at få nogle dokumenter, der kunne dokumentere, at vi havde ret i de fleste af vores påstande. Men mange af vidneudsagnene kom fra hovedpersonens hustru. Og dem var der mange, der ikke ville anerkende. Efterhånden blev arkiverne lukket for os. Mange af disse ting, der i det følgende bliver beskrevet, har vi allerede været inde på. Se venligst bagerst i artiklen.

Således har man skulle finde sig i bemærkninger, som:

 

  • Det er den mest udokumenterede bog, jeg har læst.

 

En delvis rekonstruktion af efterretningsvæsnet i Sønderjylland

Heller ikke alt, hvad der står i denne artikel, kan dokumenteres. Se venligst det omfattende kildemateriale, der er brugt. Mange af konklusionerne vil være realistiske formodninger. De arkiver, der skal bruges for at dokumentere påstandene er lukket for os amatører. Der er sikkert velrenommerede historikere, der har adgang. Også de kilder, som vi har brugt har haft adgang til alt, som de gerne ville.

Men som forfatterne Ole Grøn og Michael Clemmensen selv siger i en artikel, som vi også bruger som kilde:

 

  • Det er en delvis rekonstruktion af efterretningsvæsnet i Sønderjylland.

 

Når man beskæftiger sig med disse ting er direkte indsigt ofte begrænset. Hvis man vil søge netværket, skal man lede efter de sociale relationer. Der er ofte et sammenfald.

 

H.M. Lunding

En vigtig person i alt dette er H.M. Lunding, selv sønderjyde. Han blev i 1937 tilkommanderet den danske generalstabs efterretningssektion og blev her næstkommanderende. Han udførte under besættelsen under dæknavnet ”Bent” spionage for englænderne mod den tyske værnemagt. Han fik i 1938 til opgave at opbygge et netværk af agenter og meddelere i Tyskland. Han udbyggede nettet, så det også kom til at dække dele af Polen.

Efter 9. april tog Lunding initiativ til flere skjulte og bevæbnede grupper i Jylland. Frem til den 29. august 1943 var han ansvarshavende for P-ordningen i Jylland.

Han blev arresteret den 29. august 1943 og overført til Tyskland. Under et besøg i Stockholm gav han oplysninger til det polske gesandtskab. Men en tysk spion havde opdaget ham.

Han sad i to år i tysk fangenskab, først i gestapo-fængslet i Prinz Albrechtstrasse i Berlin. Han hørte til de prominente fanger. Uformelt havde han under et forhør hos Obersturmbannführer Heinrich Müller fået sin dødsdom. Han fandt, at Lunding ikke var særlig meddelsom, idet han trods trusler om tortur nægtede kendskab til de fremsatte anklager.

I sidste halvdel af 1944 blev Lunding overført til KZ – lejren Flossenburg i Østbayern. Han blev anbragt lige ved siden af Abwehr-chef Wilhelm Canaris. De kommunikerede via morse-banketegn. Natten til den 9. april vågnede Lunding, da Canaris blev hentet til henrettelse.

Den 16. april kom Lunding sammen med 39 prominente medfanger på en transport til KZ – lejren Dachau, hvor de blev indkvarteret i lejrens bordel, der nu var blevet nedlagt. Fire dage senere fik de besked om, at nu var der filmforvisning i et stort baderum, der var indrettet som lejrbiograf.

Men gamle Dachau – fangere kunne fortælle, at biografen for længst var nedlagt. Det omtalte baderum betød aflivning ved gas. Men et kvarter før kom der en kontraordre. Den 22. april kom gruppen igen på transport, nu mod Innsbruck. Turen fortsatte syd på mod Italien. De blev befriet af amerikanske tropper.

I 1950 blev Lunding udpeget som chef for den nyetablerede Forsvarets Efterretningstjeneste og overtog rollen som ´chef for den milirære efterretningsarbejde efter Ejnar Mygdal Nordentoft. Denne stilling havde han indtil 1963.

 

Den dansk – tyske grænse gennem mere end tredive år

I forbindelse med Unnaernes afsløring af raketanlægget på Peenemünde måtte fru Lunding tage til Tyskland for at aftale koder med Unna – familien, da hendes mand lige var blevet taget af tyskerne. De kodede breve fra Unna – familien til Lunding blev adresseret til hans sigermor – Frants Thygesens svigermor.

De informationer, der fremkommer i artiklen understreger den dansk – tyske grænses vigtige efterretningsmæssige rolle gennem disse tredive år. Dette er jo logisk, selv om det ikke er et forhold, der har været fremhævet specielt klart tidligere.

 

Ikke alle have rent mel i posen

Men da vi lavede forarbejdet til vores bog, oplevede vi mange fordomme. Måske var det fordi, vi fandt ud af at familier, som folk respekterede måske ikke havde helt mel i posen. Vi måtte således forsyne Asmus Jensens datter med et andet navn.

Og så kom der beskyldninger om, at vi for meget troede på hovepersonens hustrus’ udsagn. Man mente ikke, at de var troværdige. Hvorfor skulle de ikke være det?

 

Den første periode

Den første periode er årene 1919 til 1922. Man opfattede, at den største trussel mod landet var det daværende Sovjet Rusland. Den potentielle trussel fra Tyskland blev dog ikke ignoreret.

 

Den anden periode

Den anden periode er 1923-1930. Her blev der mere og mere klart, at politikerne krævede, at forsvaret af de jyske halvø ikke kun skulle indledes i Sønderjylland. Man var stadig opmærksom på truslen fra Sovjet.

 

Den tredje periode

Den tredje periode var 1931 – 1932, hvor truslen fra Tyskland blev understreget af den begyndende genoprustning af landet fra 1928 og den igen ustabile politiske situation. Vi kunne vel heller ikke forlange allieret støtte på grund af reduktionen af størrelsen af den britiske flåde. Man skulle koncentrere sig om udfordringen fra Japan.

Det blev afgørende at følge situationen i Nordtyskland. Man måtte supplere varsling om aktiviteterne på den anden side af grænsen. Man havde Grænsegendameriet og agenterne i Berlin og de tyske havnebyer.

Efterretningstjenesten opdaterede i begyndelsen af årtiet sine oplysninger om sovjetisk militær organisation. With blev tidligt i 1931 kommanderende general og fik hermed det samlede ansvar for at forberede landforsvaret af Danmark.

 

Den fjerde periode

Den fjerde periode 1933 – 1936, hvor truslen blev en Versailles – revision. Den indenrigspolitiske ramme for hæren blev ændret med statsminister Stauning og hans tillidsfolks samarbejde med With.

Vigtigt var også en overvågning af de nazistiske hjemmetyskere. Og endnu vigtigere var det at følge situationen syd for grænsen.

 

Den femte periode

Den femte periode er fra 1937 – 1940, hvor krigstruslen og senere angrebstruslen blev stadig mere akut. Under den nye, energiske generalstabschef Ebbe Gørtz’ ledelse ændrede forsvarsforberedelserne sig til at være realistiske og fokuserende. Der skete en udbygning og supplering af diverse netværk.

 

Den sjette periode

Den sjette periode er 1940 – 1945, hvor det generelle samarbejde mellem hæren og dansk – nationale politikere, herunder socialdemokratiet er grundigt beskrevet af Palle Roslyng i hans disputats.

 

Den afsluttende periode

Den afsluttende periode er fra 1945 til ca. 1950. Truslen blev rettet mod øst nu med udgangspunktet på den anden side af Østersøen og fra foden af den jyske halvø. Men efter denne tid blev medlemmer af det tyske mindretal stadig overvåget.

Clemmensen har været inde og kigge i Statspolitiets arkiv om politiets interne efterretningsvæsen. Grøn har talt med overlevende vidner eller deres familiemedlemmer.

I begyndelsen af maj 1920 afløste en dansk hærstyrke af regimentstyrke ”Sønderjysk Kommando, den franske og den britiske bataljon, der havde overvåget folkeafstemningerne tidligere på ret.

 

Politisk og social uro syd for grænsen

I perioden efter Christian den Tiendes tur gennem Sønderjylland i 1920 kom der flere gange meldinger om politiske og sociale uroligheder syd for den nye grænse. De lokale myndigheder og Grænsegendameriet var bange for, at urolighederne ville passere grænsen.

Udviklingen blev fulgt intens i Nordtyskland. I maj 1919 var der således indberetninger om, at sikkerhedssituationen i Flensborg og Holsten var kritisk. Man havde opsnappet en marinedagsbefaling fra Wilhelmshafen.

 

Frikorpsbevægelse i Gang, syd for grænsen

Midt i august 1920 modtog Sønderjysk Kommando en melding fra en sergent Overgaard om, at tyskerne transporterede geværer og anden soldaterudrustning til Harrislee.

Tyskerne havde opmagasineret vognladninger af krigsmateriel i en stor bygning i Harrisleegade. Efterretningsvæsnets Sektion C rapporterede, at højrenationalistiske tyskere var ved at danne frivillige korps i hele Sydslesvig. Flensborgs overborgmester fra 1899 til 1930, Todsen stod angivelig i spidsen for frikorpsbevægelsen.

Korpset skulle allerede være på 5-6.000 mand. De havde alle en militær uddannelse og havde angivelig pensionerede officerer som førere. Nogle af styrkens våben blev opbevaret i private hjem.

 

”Voldsomme kommunisturoligheder”

I begyndelsen af 1921 blev den Sønderjyske Kommando holdt i beredskab på grund af ”voldsomme kommunisturoligheder” på den anden side af grænsen. Den umiddelbare trussel mod Sønderjylland var dog kombinationen af voldsom politisk uro i Tyskland og illoyale revisionistiske hjemmetyskere.

 

Postmesteren fra Padborg

Nu skal vi hilse på en person, der fik betydning for efterretningsarbejdet hernede ved grænsen. I 1931 efter 8 år i Skærbæk blev Niels Grøn Madsen som 41 – årig forfremmet til postmester for grænse – og transitposthuset i Padborg. Han var landets yngste postmester. Hurtigt blev han medlem af sognerådet i Bov Kommune og indtog fra 1938 – 1943 posten som sognerådsformand.

Postmesterfamilien oplevede gennem faderens familie den mærkelige ustabile periode i Flensborg før Hitlers magtovertagelse i 1933.

Otto og Mogens, postmesterparrets børn legede frit med tyske børn over grænsen. De lærte hurtigt at tale indfødt tysk. Otto husker fra et besøg formentlig fra 1932 under et besøg hos onkel Nicolai og tante Titte et sammenstød med skyderi mellem et demonstrationstog af kommunistiske arbejdere fra værftet og et af nationalsocialister. Det skete nederst i Harisleegaden lige neden for onklen og tantens vindue.

 

Padborg – fra Klondyke til Frihavn

Padborg blev efter 1920 et Klondyke som udviklede sig omkring dette centrale transitpunkt for post- og togtrafikken over den nye dansk – tyske grænse. Padborg havde i 1921 ifølge Kraks 1935 vejviser 47 indbyggere, mens antallet i 1930 var vokset til 1.161.

Der var efter ”genforeningen” blevet bygget en ny station, posthus, politistation, butikker m.m. Med tiden udviklede stedet sig til:

 

  • Landets største frihavn, blot beliggende på land.

 

Ja det er faktisk et citat fra Hans Frede Fleggaard. Den lille by fik pludselig en central rolle for spedition, persontransport, fremmedpoliti, toldvæsen, post m.m. Padborg blev med andre ord et ideelt udgangspunkt for efterretningsvirksomhed rettet mod Tyskland.

 

Postmesteren opbyggede masser af kontakter

Niels Grøn Madsen opbyggede i og ud fra Padborg et netværk af kontakter, der i denne sammenhæng kan tyde på, at han her har fungeret som distriktsagenten for Flensborg – området.

Ottos erindringer om de af familiens potentielt efterretningsrelevante kontakter fra syd for grænsen, som hyppigt besøgte deres hjem, bliver naturligt bedre og mere detaljeret med tiden.

Niels Grøn Madsen trak sig tilbage til herreværelse for at tale uforstyrret. Otte husker ikke præcis proceduren ved Maren Sørensens besøg, men mener også her, at hun og Niels Grøn Madsen havde mulighed for at tale sammen alene.

 

Malling – Jacobsen

Der var en meget nær forbindelse mellem officer i Grænsegendameriet ritmester, Aage Malling Jacobsen, Kollund og Niels Grøn Madsen. Malling – Jacobsen optræder også på listen over efterretningstjenestens meddelere og tillidsmænd. Lunding nævner ham også som en del af sit alarmsystem 9. april 1940. Han har sikkert allerede i 1920erne haft en betydelig rolle.

Malling – Jacobsen og Grøn Madsen var begge frimurere og deltog begge aktivt i møder i logerne i Aabenraa og Sønderborg. De kørte begge to i Malling – Jacobsens private bil. Logerne kunne være velegnede steder for koordinering og udveksling.

Andreas Andresen var også frimurer. Han deltog også i møderne. Men han kørte selv. Dem der kom i Frimurerlogen blev anset som gode danske mænd. Vi har til gengæld i mindretallets arkiver set at Andreas Andresen lejede lokaler ud til Wehrmacht, som de så brugte som depot. Her var masser af biler, tæpper, feltrationer, tøj m.m.

 

Post til Flensborg Avis gik via Padborg

Al post til Flensborg Avis gik til posthuset i Padborg. Her blev den så dagligt sorteret af avisens altmuligmand, Christian Ludvigsen. Det, der kunne bruges ind i Tyskland, tog han med til Flensborg. Denne trafik fortsatte gennem hele krigen undtaget et par måneder i 1940.

Otto Grøn husker, at postmesterfamilien bl.a. fik mange interessante bøger, der ikke måtte komme ind i Tyskland. Ludvigsen havde en god relation til postmesterfamilien. Han fungerede som en slags bybud for dem til indkøb og småærinder i Flensborg. Ludvigsen fik mulighed for at overbringe kodede meddelelser.

Flensborg Avis udkom også i Danmark. Den største redaktion nord for grænsen var i Tønder, hvor den udkom under navnet ”Vestslesvigsk Tidende”. Fra 1933 – 1940 var det Viggo Lausten, der var redaktør. Denne blev i 1940 taget af tyskerne som medlem af Dons – gruppen. Som vi tidligere har berettet om, døde han i egen eller anden hånd på Kastellet.

Ifølge Otto Grøn havde Niels Grøn Madsen ”direkte” kontakter til centrale personer på Flensborg Avis. Han nævner I.K. Lausten (Viggo Laustens far) og Jacob Kronika. Han var meget velorienteret og kritisk over for tyske forhold. Ifølge de tyske myndigheder måtte han ikke være korrespondent for en avis i Tyskland. Men han stod i kontakt med Flensborg Avis via søsteren Marie Kronika.

 

Kontakt til Dons – gruppen

Postmesteren fra Padborg havde kontakt med to medlemmer af Dons – gruppen. Grøn – Madsen fungerede som underagent mht. forsikringssalg for Jens Dons. Denne synes at fungere som et mobilt bindeled mellem gruppens medlemmer. Han har sikkert også været aktiv for at hverve nye agenter for englænderne.

Købmand Nicolaus Nissen Wind fra Bov, der også blev taget af tyskerne lige efter 9. april 1940 havde også kontakt med Niels Grøn Madsen. Wind kom rundt ved at sælge grisefoder. Han transporterede det rundt i sin lastvogn. Wind var iflg. Trap sognerådsformand i 1935. Der var åbenbart ikke vandtætte skodder mellem engelsk og dansk efterretningsvirksomhed i 1930erne.

 

Andreas Andresen

Der var nære relationer mellem postmester-familien og speditør Andreas Andressen og hans kone Luise fra starten i Padborg. Andreas Andressen blev født i Flensborg i 1904. han blev i 1926 ansat i firmaet Søndergaard C.G. & Søn. Fra 1930 overtog han firmaet, der havde hovedkontor i et lille rødmalet træskur på stationens toldbehandlingsområde.

Andreas Andresen overtog jobbet som sognerådsformand, da Grøn Madsen på grund af hjerteproblemer i 1943 måtte trække sig.

 

Fra Padborg til Sverige

Det forekommer sandsynligt, at Lunding, da han opbyggede sit agentnet i 1937, benyttede Andreas Andresens vidtstrakte internationale transportnet. Et eksempel fra krigens tid er en sikker rute fra Padborg til Sverige. Der gik gennemgående plomberede vogne med appelsiner fra Spanien til Sverige. Andreas Andresen var som speditør i stand til at få personer på de plomberede vogne, så de kunne komme til Sverige uden tjek.

Dette vides at være sket i mindst to tilfælde. Den ene var Mogens, Otto Grøns tvillingebror, der var ansat som speditør hos Andreas Andresen. Han var jagtet af tyskerne på grund af sabotage. Den anden var en unavngiven modstandsmand. Eneste problem med den rute var den lange ventetid over Øresund.

Andreas Andresen var fra 1942 til sin død i 1976 en meget aktiv kasserer i Den danske Hospitalsfond. Efterretningsvæsen koster mange penge, og så er det ønskeligt at man råder over indirekte og diskrete finansieringskanaler.

 

Mange kontakter

Martin Hammerich, der på H.P. Hanssens foranledning blev udnævnt til sekretær for statsministeriets udvalg til forberedelse af genforeningen var også meget aktiv i det aktivistiske danske netværk dengang. Han var også aktiv i køb af dansk ejendom.

Ved grænseovergangen til Kruså var det ”Kong Peter”, der ledede KDAK’ s grænsekontor. Hans rigtige navn er glemt. Men han indgik også under en eller anden form i netværket. En anden person, der nævnes er Lærer Thomsen fra Udby.

Maren Sørensen var sygeplejerske og præst. Hun kom fra Valsbøl syd for grænsen. Hun havde en meget stor kontaktflade, Hun var aktiv i efterretningsvæsnet også efter krigen.

Pastor Petersen som var præst ved den tyske Mariakirke (Vor Frue Kirke) i Flensborg var dansksindet og var jævnlig i kontakt med Grøn Madsen.

 

Farver Jacobsen – en vigtig person fra Aabenraa

Farver Jacobsen fra Aabenraa var en central person for Dansk Samling. Der var en gruppering, der hed ”Kredsen”. Ligeledes var der en gruppering, der hed ”Forsvarsligaen”. Her var militære sagkyndige og erhvervsfolk som også samarbejde med efterretningsvæsnet.

Farver Jacobsen var en ret central person i efterretningsvirksomheden især i 1942 og 43. Søsteren Ingeborg i Hamborg blev af Lunding rekrutteret før krigens start. Hendes mand var den berømte dermatolog C.W. Unna.

 

V1 og V2 – raketter

Parret kom i 1943 via deres gartner, der havde været chauffør for en åbenmundet tysk general, under vejr med V1 og V2-anlæggene på Peenemunde. Det førte til bombning af anlæggene samme år.

Som tak for sin tjeneste fik C.W. Unna lov til at drive praksis i Aabenraa, Ingeborgs fødeby.

 

En spion syd for Padborg

Niels Grøn Madsen fik en del med Lundings folk at gøre. Det var på grund af overvågning af en tysk spion ved Padborg. Det var tale om en gårdmand ved navn Andreas Meyer, der boede på gården Simondys, syd for Padborg. Den lå i Danmark, men havde også en smule jord på den anden side af grænsen. Den var erhvervet i 1920.

Grøn Madsen holdt som postmester øje med breve mellem Meyer og hans net af agenter. De var bl.a. interesseret i afsejlingstidspunkter for skibe mellem Esbjerg og England med henblik på planlægning af torpedering af dem.

Andreas Meyer havde en ”postkasse” til den tyske efterretningstjeneste i en grøft lige ved den tyske side af grænsen. Når der dukkede et brev op, der skulle undersøges, ringede Grøn Madsen til Lundings central, som så sendte et par mand, der afhentede brevet hos postmesteren. Et par timer senere kom de igen med brevet.

 

Stort våbenlager nedgravet i Frøslev Plantage

Otto Grøn fortalte, at den danske hær havde nedgravet store mængder af våben i Frøslev Plantage. Måske var det forberedelse til en form for undergrundskamp mod tyskerne allerede før krigen.

 

Agenter rekrutteret i Padborg

Padborg Station havde udviklet sig til et knudepunkt for togtrafik, post og spedition. Politistationen havde 14 betjente og der var et anseeligt antal toldere. Der boede i området også en del kokke, tjenere og andet togpersonale, der var knyttet til de internationale tog, der passerede gennem byen.

Byen var derfor velegnet udgangspunkt for udvikling af agenter rettet mod udlandet. Det virker, som om Lunding har udnyttet denne mulighed og rekrutteret flittigt i byen.

 

På sejltur ved Mürwik

Kriminalassistent Ole Johansen var ansat i fremmedpolitiet, der havde ansvar for paskontrol og relaterede funktioner. Fra 1937 begyndte han og Otto grøn at sejle sammen i Flensborgs danske sejlklub ledet af hans Peter Bernhard Hansen.

Klubben havde fået foræret et antal juniorbåde af A.P. Møller. De to kørte sammen til sejlklubben i Flensborg på Ole Johansens motorcykel. Under disse sejlture indsamlede de systematisk militære efterretningsdata som f.eks. tidspunkter og regelmæssighed i sejltiderne for 3 – 4 øvelsesubåde fra marineakademiet i Mürwik, der var den centrale skole i Tyskland for uddannelse af flådeofficerer.

I 1938 foretog de en køretur i Tyskland, hvor de observerede afprøvning af luftværnssirener. De havde da en formodning af en kommende krig.

Ole Johansen blev ansat i Rigspolitiets Visumkontor, hvor han udviste stor kreativitet med hensyn til at få personer ud af landet. Han er da også registret i modstandsdatabasen.

 

Man var advaret om 9. april

Marineattache Kjølsen skrev hjem og forklarede, at nu skete det snart, at tyskerne gik over grænsen. Gennem årene har man diskuteret Rostock – myten. Og man skulle næsten tro, at den var sand, da man så hvad der skete.

Oberst Lunding kunne indrapportere, at det tyske vogntog umiddelbart syd for den dansk – tyske grænse var ca. 60 km lang. Den 8. april opsnappede en af Lundings tyske agenter det eksakte tidspunkt for det tyske angreb, nemlig klokken 4 om natten den 9. april. Dette indtelefonerede Lunding til generalstaben, som sendte oplysningerne videre til regeringen. Da tyskerne endelig angreb, fik Lunding sig en mindre overraskelse.

Han konstaterede, at det tyske artilleri i Sønderjylland ikke som ventet ankom med den forreste angrebsstyrke tidligt den 9. april, men de dukkede først op dagen efter.

Regeringen vidste altså også, at tyskerne ville angribe klokken 4 om natten, men regeringen forholdt sig fortsat passiv.

De danske hærenheder var ganske vist blevet sat i alarmberedskab, men hvad hjalp det, når det var blevet forbudt at grave sig ned, og når flåden og Grænsegendarmeriet ikke måtte skyde før fjenden havde beskudt dem?

Sådan noget er benzin hos konspirations- tilhængernes bål.

Min far i Tønder vidste halvanden uge i forvejen, at der holdt en masse tysk militær syd for grænsen. Det havde en tyske fiskechauffør fortalt ham. Ved Højer dige kunne man fra Sild høre jetjagere varme op. Og folk ved grænsen havde i næsten en hel uge set et dansk fly flyve langs hele grænsen dagligt.

Dem, der faldt i kampen for Danmark havde kun fået begrænset annimutation. I hvert fald de soldater, der blev sendt ud fra Søgård-lejren.

 

Interesse for indhold i togene

Mikkel P var i fremmedpolitiet. Han var en af de ledende på stationen i Padborg. Han var den øverst ansvarlige for Told – og paskontrollen. Han interesserede meget for de ammunitionstog, der skulle videre til Finland. Han var med til at indsamle efterretninger om disse transporter.

Lunding nævner Mikkel P som efterretningsaktiv i 1940. Han stod også på en liste fra 1942/1943. Han har antagelig været virksom i militær efterretningsvæsen før besættelsestiden.

 

En meget dansksindet kæmner

Grøn Madsen havde et tæt samarbejde med kæmner Erik Sonne. Han var glødende dansksindet, og havde tilbragt en nat i fængsel for at have spyttet i jorden foran en tysk soldat.

Ifølge sønnen nægtede han pure at udlevere informationer til tyskerne om borgere i kommunen for efterforskning mod dem. Han var i kraft af sin stilling i en god position til at fremskaffe alle typer administrative informationer til brug for arbejdet mod tyskerne.

En anden person, der var brugt allerede inden Første verdenskrig var vandrelærer Niels Nielsen Kjems fra Sydslesvig. Han var tysk statsborger men dansksindet.

 

Da Rottbøl – familien besøgte postmesteren

Der var også en kontakt mellem Rottbøl familien på Børglum Kloster og Niels Grøn Madsen. Denne hjalp med at skaffe et beløb, som familien havde erhvervet ved at sælge en større fabrik syd for grænsen. Og den gang var det svært få penge ud af Tyskland.

Det var jo sønnen, der blev skudt af dansk politi i Vordingborggade/Øresundsgade i København, da han arbejdede for SOE. Åbenbart har faderen længe opereret i efterretningsvæsnet.

 

Flere af Dons – gruppen døde i tysk varetægt

Vi har i flere artikler beskrevet modstandsbevægelsen i Sønderjylland. Og det har vi også omkring Dons – gruppen, der blev taget få dage efter tyskernes besættelse. Man kan undre sig over, hvem der har givet tyskerne informationerne. Viggo Laustens død har vi været inde på. Peter Dons døde på grund af forgiftning af hans hjertemedicin. Noget tyder på, at de efterretninger, der blev indsamlet var af en lidt uprofessionel karakter. Men trods dette så er det kendskab til, at tyskerne torterede to af gruppens medlemmer i Flensborg over flere måneder. En af disse døde senere.

 

Fleggaard videregav oplysninger

Også Peter Fleggaard’ s købmandsbutik lige ved Padborg Station spillede en rolle under krigen. Det var her tyske soldater havde mulighed for at købe mad, når de kørte nord på. Ifølge lokale kilder udviste købmanden en diskret men klar interesse i, hvad de havde på togene og hvor de skulle hen. Han fik en masse informationer som sikkert er gået videre.

 

Lunding i tysk fangenskab

Den 29. august 1943 opløste tyskerne det danske militær. Lunding kom i tysk krigsfangenskab mens resten af staben overførtes rimelig intakt til Stockholm. Det var efter august 1943 Svend Truelsens opgave at reorganisere efterretningsnettet i Danmark. Det var klart, at hærens arbejdsløse officerer skulle anvendes.

 

Arne Sørensen ”under jorden”

Lederen af Dansk Samling Arne Sørensen boede ”under jorden” i et lille vogterhus tilhørende gårdejer Hans Schmidt i Kollund. Der var relationer mellem Farver Jacobsen og Harders, der bestyrede Rønshoved Højskole.

 

Rønshoved Højskole underviste modstandsbevægelsen

Ved siden af normal højskole fungerede stedet som uddannelsessted for modstandsbevægelsen.

 

Modstandsbevægelsen hårdt ramt

Som vi tidligere har beskrevet i diverse artikler, så blev modstandsarbejdet i Sønderjylland hårdt ramt af Gestapo i slutningen af 1944. Samtidig med, at politiet blev taget den 19. september, arresteredes ca. halvdelen af gendarmerne. De sendtes til koncentrationslejre.

Dette var også tilfældet for Malling-Jacobsen, der også blev anklaget for efterretningsvirksomhed. Det lykkedes for farver Jacobsen at komme til England, hvor han gik ind i den britiske hær.

 

Efterretningsvirksomheden måtte reorganiseres

Niels Grøn Madsen døde under en cykeltur af sine hjerteproblemer. Det betød at modstandsarbejde og efterretningsvirksomhed måtte reorganiseres nok engang. Denne reorganisering blev foretaget af Åge Højland-Christensen, en af de meget aktive officerer i Ringen. Denne gruppe var den mest dominerende i det centrale og sydlige Jylland.

 

Jens Møller gjorde sin indflydelse gældende

I løbet af 1943 gik Otto Grøn og Jens Peter Thomsen i gang med at opbygge et undergrundsblad ved navn ”Grænsevagten” Det skulle fokusere på problemerne i grænselandet.

Jens Peter Thomsen blev under forberedelserne taget af tyskerne. Efter en uges tortur på Shellhuset blev han frigivet med løfte om aldrig mere at lave illegalt arbejde. Den milde udgang af arbejdet skyldte at Jens Peter Thomsens far, der var mejeribestyrer i Gammelgab nær Broager, havde deltaget i 1. verdenskrig sammen med dyrlæge Jens Møller, der senere blev leder af NSDAP – N. Jens Møller gjorde sin indflydelse gældende. Og det var ikke første og eneste gang, han gjorde dette.

 

 

Urolige tider og mystiske dødsfald i Padborg

Efter befrielsen var der ret urolige tider ved grænsen. I forbindelse med vores bogudgivelse fandt vi ud af fem mystiske dødsfald. Og det var foruden mordet på Asmus Jensen. I historiebøgerne står det, at han forsøgte at flygte over grænsen. Han blev skudt af to navngivne medlemmer af Den danske Brigade. Disse fik senere topposter i Bruxelles. Sandheden var dog, at Asmus Jensen blev likvideret på klods hold af fem medlemmer af lokale modstandsbevægelse.

Familien blev holdt hen med diverse løgne. Vi kan se, at politiet forfalskede diverse rapporter. En lokal politimester skrev på et tidspunkt til justitsministeren og spurgte, hvad han skulle gøre, fordi at nu spurgte pressen igen engang.

 

Modstandsbevægelsen var ikke lige populær alle steder

Et folketingsmedlem forespurgte om, hvornår man fik sandheden om Asmus Jensen. Han fik aldrig noget svar.  Folk, der fortalte sandheden om mordet omkring Asmus Jensen blev mødt med hævn. Vi har spurgt ældre mennesker i Bov Kommune. Her kan fastslås, at modstandsbevægelsen langt fra var populær alle steder. Folk der havde solgt æg og kød fra deres gårde tyske soldater, der gik vagt ved Flensborg Fjord blev mødt med repressalier.

Men efterhånden som vi gravede os længere og længere ind i arkiverne blev de lukket for os. Men vi nåede dog at tale med nogle ældre mennesker, der havde oplevet ting og sager.

Den kendte forfatter og forstander på Jaruplund, Niels Bøgh Andersen var åbenbart aktiv for SOE og OSS. Måske havde Ringen også noget med det at gøre.

 

Kaos i Flensborg

Flensborg havde i de sidste uger op til kapitulationen fungeret som Det Tredje Riges hovedstad. Admiral Dönitz som vi også tidligere har nævnt regerede fra marinastation Mürwik. Flygtende fra de russiske tropper hobede sig op i Sydslesvig og Holsten. Befolkningen var steget med 61 pct. Flensborgs befolkning var steget fra 69.000 i december 1940 til 101.000 i december 1945.

Mange topnazister fik job hos de myndigheder. Andre blev hjulpet på flugt. Mange forsvandt nord på gennem Danmark. Tusindvis havde fået skiftet identitet.

 

Kommunister gemte sig i det danske mindretal

Det danske mindretal var blevet et fordelagtig skalkeskjul for tyske kommunister. I en periode interesserede Stalin sig meget for Kielerkanalen, som kunne give russerne bedre adgang til Nordsøen. Der var mange gode grunde til at området syd for grænsen og specielt Flensborg og distriktet der omkring var interessant.

 

Forholdet mellem modstandsbevægelsen og englænder ikke altid godt

Det var ikke altid at forholdet mellem modstandsbevægelsen i Danmark og de engelske soldater var det allerbedste. De engelske myndigheder blev rasende, da den danske modstandsbevægelse begyndte at organisere hjemsendelse af tyske flygtninge. På det tidspunkt var der hungersnød i Sydslesvig og Holsten.

Således ved undertegnede, at modstandsbevægelsen på et tidspunkt sendte flygtninge fra Oksbøl til Kolding med busser. Derfra gik det med tog til Gedser til Wanemünde, hvor flygtningene blev læsset af. Historien er fortalt af en afdød politibetjent, der selv var med på turene. Men det står ikke beskrevet i nogen kilder, som vi kan finde. Hvor mange ture, det drejede sig om, vides ikke.

Betjenten fortalte, at også lokale modstandsbevægelser sendte flygtninge retur.

 

Der var også gnidninger i Flensborg

Gennem en forbindelsesofficer i en dansk militær repræsentation i Flensborg holdt man fra dansk side tæt kontakt med den nye besættelsesmagt syd for grænsen. Men også her var der alvorlige gnidninger.

Den første forbindelsesofficer, der ledede militærrepræsentationen i Flensborg var oberstløjtnant P.W. Toussieng, som dog blev fjernet fra engelsk side fordi han, med Lundings ord:

 

  • I enhver forbindelse var gået ind for de danske sydslesvigers interesser med stor ildhu – altså større end englænderne syntes om.

 

Villaer i Kollund Østerskov var hovedkvarter

Den første adjudant ved militærrepræsentationen var Jørgen ”Ole” Hald, der fra tidligere sammenhænge var kendt fra modstands – og efterretningsaktiviteter. Han blev af englænderne forlangt fjernet i løbet af 1946. Men han forlod posten tidlig i 1947.

Han havde allerede fra slutningen af 1945 det overordnede ansvar for dele af militærets efterretningsarbejde i grænseområdet, som bl.a. involverede arbejde ud fra efterretningsstationen i de to store nabovillaer Olinda og Lola.

De to villaer er overtaget efter topnazister, hvor bl.a. Werner Best og officerer fra Mürvick har opholdt sig, Nu havde dansk og amerikansk efterretningspersonale indtaget villaerne.

 

Lunding tog selv over i Flensborg

Lunding tog over efter Toussieng i januar 1946. Han undgik at få flere adjudanter udvist og klarede at holde sig selv i sadlen til repræsentationen blev nedlagt i sensommeren 1950.

Jørgen ”Ole” Hald blev trukket tilbage til basen i Kollund Østerskov, efter at han måtte forlade posten i Flensborg.

 

Overvågning af Det Tyske Mindretal

I det sønderjyske kørte politimester Brix næsten sit eget løb med at overvåge folk fra Det Tyske Mindretal. I lang tid blev Knivsbjerg – møderne også overvåget. Det var Det Tyske Mindretals årsmøder. Ja man fandt også ud af, hvem der havde abonnement på Der Nordschleswiger. Brix ville også indføre en spion – ordning, men det blev ikke den store succes.

Og som tak for sin store indsats blev politimester Brix udnævnt som den første chef for PET.

 

 

Kilde:

  • Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet
  • Diverse artikler på dengang.dk
  • Ole Grøn, Michel H. Clemmensen: Skyggerne på væggen (artikel i Krig og Fred)
  • M. Lunding: Stemplet fortroligt
  • Niels Bøgh Andersen: Forstander på Jaruplund
  • Niels Bøgh Andersen: Krigsdagbog
  • Niels Barfod: En kriger – Portræt af Ole Lippmann
  • Peter Birkelund: Holger Danske, Sabotage og Likvidering 1943 – 45 1-2
  • Hans Christian Bjerg: Ligaen. Den danske militære efterretningstjeneste 1940 – 1945 – 1-2
  • Carlo Christensen: Under jorden i Borgergade
  • Wilhelm Christmas Møller: Obersten og kommandøren
  • De Parlamentariske Kommissioners Beretninger 1945 – 1956
  • Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt 1-3
  • PET – Kommissionens Beretning bd. 5
  • PET – Kommissionens Beretning bd. 16
  • Jørgen Hæstrup: Hemmelig Alliance 1
  • Jørgen Hæstrup: Kontakt med England
  • Frode Jacobsen: I Danmarks Frihedsråd 1-2
  • Bent Jensen: Danmark og det russiske spørgsmål 1917 – 1924
  • Sven Ove Gade: Frode Jacobsen – en biografi
  • Peer Henrik Hansen: Da Yankee’erne kom til Danmark
  • Hans Schutz Hansen & Henrik Becker Christensen: Sønderjyllands Historie 2 – efter 1815
  • Henrik Lundbak: Staten stærk og folket frit
  • M. Lunding & O. Lippert: Stemplet fortroligt
  • Carl Madsen: Vi skrev loven
  • Hans Davidsen – Nielsen: Spionernes krig
  • Palle Roslung Jensen: Værnenes Politik – politikernes værn
  • Jørgen Røjel: Erik Husfeldt
  • Arne Sejr: En kamp for frihed. Studenternes Efterretningstjeneste 1940 – 1945
  • Sønderjyske Årbøger
  • E. Sørensen: Døden i Kastellet. Bogen om Viggo Lausten – sagen.
  • modstand.natmus.dk
  • wikipedia.org

 

Hvis du vil vide mere, om hvad der skete i Sønderjylland, så se bare her. www.dengang.dk indeholder i alt 1.446 artikler, herunder:

  • Under Tønder (246 artikler):
  • En Frihedskæmper fra Tønder
  • De Dødsdømte fra Tønder
  • Tønder – Maj 1945
  • Sabotage i Tønder
  • Nazister i Tønder
  • Flygtninge i Tønder
  • Tønder – efter krigen
  • Obersten fra Tønder
  • Tønder under besættelsen
  • Tønder og Omegn 9. april 1940

 

  • Under Sønderjylland (177 artikler):
  • Sønderjylland under pres – syd fra
  • Da Nazismen kom til Sønderjylland
  • Overvågning i Sønderjylland
  • Den sønderjyske politiadjudant
  • De mystiske mord ved grænsen 1-2
  • Folkevalget 1939
  • Modstand og sabotage i Sønderjylland
  • Modstand i Tinglev
  • Jens Møller – Folkefører eller folkeforfører
  • De fem lange år i Sønderjylland
  • Da Skydstrup fik sin flyveplads
  • Stikkeren – mord uden samvittighed
  • Mindretal i brændpunkt
  • Sheriffen fra Tinglev
  • Modstand i Sønderjylland
  • Kampene 9. april 1940
  • Den Sønderjyske efterretningstjeneste
  • Opgøret efter 1945
  • Modstand i Kolding
  • En stikker fra Sønderjylland
  • Det tyske mindretal
  • Holocaust aldrig igen
  • Mindretal under pres
  • Sønderjylland 9. april 1940

 

  • Under Aabenraa (146 artikler):
  • Aabenraa – under besættelsen
  • Sorgen ramte Aabenraa 1-2
  • Knivsbjerg – nord for Aabenraa (vers. 2018)
  • En dobbeltagent fra Aabenraa
  • Aabenraa – maj 1945
  • Frits, nazister og et kartotek
  • Løjt – mellem dansk og tysk
  • Frits Clausen, lægen fra Aabenraa
  • Sabotage i Aabenraa
  • Modstandsbevægelsen i Aabenraa

 

  • Under Højer (70 artikler):
  • En sønderjydes liv på godt og ondt
  • Baraklejren i Højer
  • Højer 1935 – 1945

 

  • Under Padborg/Kruså/Bov (57 artikler):
  • Dansk agent skyld i gendarmers død
  • Frøslevlejren – i den sidste tid
  • Grænsen – dengang
  • Sandheden om de hvide busser
  • KZ – lejr Ladelund
  • To skæbner i Kiskelund
  • Straffelejren
  • Rønshoved, Hokkerup og Gaardeby
  • Dagligliv i Frøslevlejren
  • Dramaet ved Viadukten
  • Harreslev – dengang
  • Fårhuslejren
  • Frøslevlejren
  • Bov Kommune under besættelsen
  • En sønderjyde krydser sine spor

 

  • Under Besættelsestiden (før/nu/efter) (284 artikler):
  • I Kollund Østerskov lå to villaer
  • Da Danmark fik tilbudt Sydslesvig
  • Da de ubudne gæster kom
  • Anklaget for højforræderi
  • For tysk krigsret i 1940
  • Gerningsmænd eller ofre
  • Nazistisk ungdomsarbejde i Sønderjylland
  • KZ – lejr Husum – Schwesing (Svesing)
  • Frits Clausen og danskheden
  • Slemme folk fra Sønderjylland
  • Retssikkerheden under og efter besættelsen
  • Brede under besættelsen
  • Dibbernhaus i Aabenraa
  • Syd for grænsen – efter besættelsen
  • Frits som sprællemand og med trillebør
  • Varulveangreb eller drengestreger
  • Besættelsestiden – og det tyske mindretal
  • Uenigheder om 9. april
  • Besættelsestiden i den sidste tid i Bov
  • Revision – en avis og dens redaktør
  • Rømø under besættelsen
  • Kæmp for alt, hvad du har kært, Chr. Friis
  • Flensborg 1945 – 20 dage som regeringsby
  • Da Frits Clausen kom til middag
  • Alarm i Sønderjylland 8. april 1940
  • Spionage i Sønderjylland – under besættelsen
  • Bovrup Kartoteket
  • Karantænestationen ved grænsen
  • Frits Clausen – den tredje historie
  • Deserteret i Svenborg – Likvideret i Gelting Bugt
  • Likvideret i Alssund 5. maj 1945
  • Var Paludan – Müller en folkehelt?
  • Danskerpak og tyskerpark
  • Tilfældet Aabenraa Motorfabrik
  • Retsopgøret i Sønderjylland.

 

  • Under København (159 artikler)
  • april – aldrig mere
  • Optakten til 9. april
  • Danmark var advaret

Titan på Nørrebro

Dato: september 1, 2019

Titan på Nørrebro

Titan var en meget stor aktør på Nørrebro. Hauberg ville have sporvognsforbindelse. Det startede med et smedværksted på 3. Blegdam. Men efterhånden blev alle aktiviteter samlet på Tagensvej. Den ny fabrik lå helt for sig selv. Natrenovation var ikke tillokkende. Der var et vangehus ved fuglestangen. Magistraten holdt også fest herude. Dueller blev afgjort. Ingen færgefart eller bro. En besværlig tur over Fællederne. Maskiningeniør på dampsporvognene Alsidig produktion. To firmaer bliver til et. Sejlads på søerne. Ikke alle forsøg førte til noget. Virksomheden blev nu til Titan. Meget stor uenighed i ledelsen. Brand – den 15. marts 1899. Katastrofe grundet manglende vand. Man redede, hvad der kunne reddes. Der skulle bygges en ny centrifugefabrik. Nye industrianlæg skulle samles i Valby. Hauberg forlod pludselig fabrikken. Store forandringer. Tyskerne rykkede ind. Sabotage og våbenproduktion. 1965 – et farvet til Nørrebro.

 

Titan en stor aktør

Titan var en stor aktør inden for det jernindustrielle og elektrotekniske felt på Nørrebro. De leverede maskiner til Burmeister & Wain og til Polyteknisk Læreranstalt. Det var lige fra kraner, losseanlæg og spil til danske havne.

Nørrebros historie er på sin vis sammenfaldende med industriens gennembrud i Danmark i anden halvdel af 1800 – tallet. Hovedstadens entreprenante iværksættere søgte ud i det åbne land på den anden side af Jagtvejen.

 

Hauberg ville have en sporvognsforbindelse

Det var i den grad en af Titans grundlæggers fortjeneste, at den kollektive trafik kom til Nørrebro. Hauberg kæmpede for en sporvogn til sin fabrik. Tidligere måtte de tusindvis af arbejdere, der havde fået ansættelse på fabrikkerne i det nye industrikvarter langs Tagensvej, morgen og aften på en anselig spadseretur ad enten Nørrebrogade eller Østerbrogade.

Det gik ikke i længden, men kommunen ville i mange år ikke påtage sig ansvaret med en bekostelig broforbindelse.

 

Et smedeværksted på 3. Blegdam

Rudolph Koefod var i virkeligheden den første, der lagde grunden til Titan. Han etablerede så tidlig som i 1856 sit smedeværksted på den tredje blegdam. Han kaldte det selv vogn – og grovsmed. Det hedder i dag Læssøesgade. Men han måtte flytte for det hus, hvor han havde lejet sig ind skulle rives ned.

 

Aktiviteterne samlet på Tagensvej

Han byggede så en ny fabrik i Meinungsgade et år efter længere ude på Nørrebro. Ja der var endnu ikke en vej anlagt. Denne virksomhed blev senere gjort til aktieselskab med navnet: H. Rudolph Koefoed & Co. Men dette firma blev efter få års forløb sammensluttet med den maskinfabrik, som i 1885 var startet af S.C. Hauberg, der nu blev direktør for det samlede firma A/S Koefod og Hauberg. Ja han var direktør indtil selskabet i 1897 blev slået sammen med Marstrand, Helweg & Co. Fra denne fabrik overtog maskiner og inventar.

Fabrikken i Meinungsgade blev foreløbig udlejet og hele virksomheden var nu samlet på Tagensvej.

 

Den ny fabrik lå helt for sig selv

Allerede fra det 17. århundrede havde blegmændene bedrevet det særegne erhverv ”Linnedblegning”.  Her lå også husene med de røde tag, blegmændenes huse. De lå på den vej, der var opkaldt efter dem fra Ravnsborg til Østerbro.

Og Koefod måtte flytte fordi Læssøesgade og Ryesgade skulle anlægges. I 1878 var det så, at Meinungsgade blev en officiel vej. Kaptajn Meinung havde købt grunden af Magistraten, hvorefter han udstykkede den. Det var dem i Borgerrepræsentationen, der mente, at gaden ikke skulle have navn efter en hvis fortjeneste bestod i at sælge grunde.

Den ny fabrik lå næsten helt for sig selv dengang. Der var ganske få bebyggelser mellem Jagtvej, Lyngbyvej, Haraldsgade og selve Tagensvej. Her fandtes de triste ”Arbejderboliger” på hjørnet af Jagtvejen og nogen bebyggelse ved Aldersro Teglværk over for Store Vibenhus.

 

Natrenovationen var ikke tillokkende

Hauberg var i 1885 godt klar over, at de mere moderne fabriksvirksomheder med deres røg og støj ikke var et behageligt naboskab for almindelige privatboliger. Nu havde han hvis også allerede udvidelsesplaner for øje dengang.

Grunden til, at der ikke var kommet gang i boligbyggeriet herude var sikkert det faktum, at aflæsningen af dag og natrenovationen var særlig tillokkende.

Nu skal man nok lige huske, at da Titan begyndte at udvide deres virksomhed, var der endnu ikke anlagt veje. De første fire – fem regulært firkantede arealer var ikke af de underligt uhensigtsmæssigt formede grundstykker, som senere blev købt.

Dengang havde man endnu ikke planlagt noget byforløb. Man skulle tro, at det var bystyrets pligt, men sådan var det ikke nødvendigvis altid dengang.

Det var Haubergs fortjeneste, at Tagensvej blev ført ind mod byen. Den var i sin begyndelse kun en beskeden markvej fra Jagtvejen ind i Rådmandsmarken.

 

Et Vangehus ved Fuglestangen

Det var faktisk Christian den Fjerde, der lod bygge et bindingsværkshus på 7 fag ved ”Fuglestang”. Denne bygning blev bygget til vangemanden, der skulle holde opsyn med vangerne. Han hed på et tidspunkt Tage Nielsen. Måske var det derfor, at vejen fik navnet Tagensvej. Men som så meget andet bebyggelse uden for voldene, så blev den ødelagt under belejringen i 1658 – 1660.

Det var her på Rådmandsmarken, at man byggede de såkaldte fredshuse, som var fem barakker, hvor forskellige landes diplomater forhandlede freden. Men først efter Carl Gustavs pludselige død kom der gang i forhandlingerne.

 

Magistraten holdt fest herude

Den 16. september 1673 lod magistraten og deres tjenere sig beværte herude af en engelsk kok. Der blev drukket et helt anker vin af Magistratspersonerne, mens kuske og tjenere måtte nøjes med øl. Vangemanden serverede.

 

Dueller blev afgjort herude

Jo, det var også herude, at Det Danske Kompagni holdt til. Den 7. september 1694 indviede Christian den Femte en ny Papegøjestang herude. En ny æra for Rådmandsmarken var hermed begyndt. Men ak, vist nok i 1720 eller 1730 flyttede man til Vesterbro.

Nu fik stedet et andet ry. Her mødtes man til duel. Det var godt nok livsstraf, at afgøre tvistigheder på denne måde. Nu fik Vognmandslavet så skøde på grunden.

 

Ansøgning om sporvognslinje

Det var allerede i 1884 at Hauberg indgav en ansøgning om koncession på en sporvognslinje fra Kongens Nytorv til Haraldsgade. Dengang eksisterede Fredensbro kun som en gangbro af træ. Allerede i 1874 havde beboerne forslået, at man anlagde en dæmning over Sortedamssøen. Men det var Borgerrepræsentationen slet ikke interesseret i.

 

Ingen færgefart og ingen bro

Arkitekten professor Meldahl blev inddraget. Det var nu ikke alt, som han fremkom med, der var lige smart. Snedkermester Mau havde fået et nej til at etablere færgefart over søen. Man mente, at det var den arbejdende klasse, der skulle på og hjem fra arbejde på samme tid morgen aften, der ville bruge dette befordringsmiddel. Derfor mente man, at der skulle 4 -5 både til.

Større held havde muremester Petersen heller ikke haft. Han ville i 1878 bygge en træbro af egen bekostning mod at opkræve en afgift på 2 øre af hver, der passerede broen. Skulle der anlægges en bro måtte det være kommunens opgave. Og dette blev endelig vedtaget i marts 1878.

Men en gangbro på kun tre meter var ikke særlig bekvemt for fodgængerne.

 

Besværlig tur over Fællederne

Hauberg fik sin koncession efter tre års forhandlinger. Endestationen blev dog ikke Kongens Nytorv men St. Annæ Plads. Det blev bestemt, at sporene skulle føres over Sortedamssøen af en dæmning i stedet for en udvidet bro. Han overdrog koncessionen til det nystiftede aktieselskab, Sølvgadens Sporvejsselskab.

Foreløbig var det kun sporvognen, der blev ført igennem. Passagen over Fællederne var stadig spærret med bomme og Tagensvej var endnu ikke færdig anlagt. Sporvognskonduktøren måtte sænke og hæve bommene, så var militæret også tilfreds.

 

Maskiningeniør på Dampsporvogne

Hauberg havde også en beskæftigelse som maskininspektør på de berømte eller nærmere berygtede dampsporvogne. Om vinteren havde sporvognene svært ved at komme igennem den fastkørte sne. Han kom med et forslag om, at der skulle forbydes andre kørertøjer at køre på sporarealet, når der var snefald.

Han så også ofte at kuskene mishandlede deres heste. Derfor ville han gerne have haft et polititegn, så han kunne sætte en stopper for dyrplageri.

 

Alsidig produktion

Hauberg havde godt nok mange jern i ilden. Han fik retten til at fremstille dynamoer på Tagensvej af en fabrik i Tyskland. Han engagerede en tysker til en ugeløn på 30 kr. Men egentlig fik disse dynamoer ikke den store betydning. I 1888 fik han patent på sin egen dynamo.

Virksomheden på Tagensvej var ret alsidig. I 1886 skulle man levere en kørekran til Jernstøberiet på Tagensvej, Ja man fabrikerede også dampmaskiner og dampkedler. Ja han nåede også at fabrikere fire centrifuger.

 

To firmaer blev til et

Den 16. maj 1888 blev de firmaer Koefoed & Hauberg fusioneret. Og her var det Haubergs egen centrifuge-produktion, der var mest gang i.

I 1891 leverede man det første danske ”købstad – Elektricitetsværk, en lysstation eller centralstation som man sagde dengang. Det skete i samarbejde med ”Det danske Elektricitetskompagni, som virksomheden også havde mange aktier i.

I 1892 blev det nye støberi på Tagensvej taget i brug.

 

Sejlads på søerne

Firmaet blev også indblandet i den sejlads, der foregik på søerne. Her var der fast rutefart fra Østerbro til Gyldenløvsgade. I begyndelsen blev bådene drevet af petroleumsmotorer. Det var nogle motorer, der før havde gået i Hamborg. Men de afgav så meget røg og sod, at de var til gene for passagererne.

Man havde eksperimenteret med elektromotorer til erstatning i sommeren 1894. I 1895 sejlede der 12 elektriske både. I Classensgade havde selskabet anlagt en elektrisk ladestation. Derfra var der ført ledninger ned til landgangsbroen ved Østerbrogade. Akkumulatorerne blev ladet op efter hver tur. Nogen guldgrube var foretagenet dog ikke.

I længden kunne bådene heller ikke konkurrere med sporvognene. Til sidst blev sejladsen helt indstillet.

Man havde stadig lidt leverance til dampsporvognen så længe det ”frygtede uhyre” var i drift. Dampdynamoer og dampkedler til mejerierne blev fremstillet.

 

Ikke alle forsøg blev til noget

I 1895 var der blevet ansat ingeniør Winsløw. Han skulle assistere ved fremstillingen aqf petroleums- og gasmotorer. Han eksperimenterede også med konstruktion af en gasmotor med eget gasværk.

Det var ikke alle eksperimenter, der førte til succes, men det var Hauberg ligeglad med. Han mente, at der skulle ofres noget på forsøg.

 

Virksomheden bliver til Titan

Også i 1895 kunne Hauberg fortælle, at han selv ved at arbejde 3-4 nætter ikke kunne følge med. Der var indgående ordre for en million kr. og tilsvarende arbejde. Enten måtte man disponere således, at man ikke fik så mange ordre eller købe nye maskiner. Man vedtog en udvidelse.

Fabrikken i Meinungsgade blev udlejet til A/S Kjøbenhavns Cykelfabrik.

På den ekstraordinære generalforsamling den 3. marts 1897 kom firmaet til at hedde:

  • Koefod, Hauberg, Marstrand & Helweg, A/S Titan.

Det nye firma, der blev tilsluttet havde været beliggende Vesterfælledvej.

 

Meget stor uenighed i ledelsen

Det var bestemt ikke enighed i ledelsen. Der var dobbelte døre ind til direktionsgangen. Og det var måske godt, så medarbejderne ikke kunne høre de højrøstede skænderier.

Det var også galt i næsten alle afdelinger. Man kunne slet ikke samarbejde. På et tidspunkt truede Hauberg med at gå. Men det fik han ikke lov til.

 

Brand – 15. marts 1899

Den 15. marts 1899 udbrød der ild i fabrikken. Det var i det ny maskinværksted i tagetagen. Materialeforvalteren ville om morgenen se om der var mere isolationslak i en tønde. Det var mørkt på loftet. Hverken han eller nogen anden på fabrikken havde anet noget om, at den lak udviklede en eksplosiv luftart.

Han rev en tændstik og holdt den for et hul. Der lød et brag. Tønder blev sprængt og lakken flød brændende hen ad gulvet. Det var nærmere et mirakel, at manden slap fra det med at få hår og skæg svedet af.

I løbet af et øjeblik stod loftsgulvet i flammer og få minutter efter havde ilden fat i tagværket. Da brandvæsnet kom med stor udrykning slog flammerne ud af tagets hele længde af 100 meter. Loftetagen ville brænde, det var klart. Man regnede med at kunne redde de øvrige tre etager. Men det viste sig, at man havde for lidt vand til at slukke med.

 

Katastrofe grundet manglende vand

Det var det, som gjorde, at katastrofen fik så stort et omfang. Og det var ikke Aktieselskabets skyld. Men havde nemlig i sommeren 1898 i en skrivelse til Magistraten udtrykkelig gjort opmærksom på, hvor farligt det kunne blive, hvis der opstod brand på Maskinfabrikken. Det var en kendt sag, at den gamle vandledning langs Tagensvej var ganske utilstrækkelig for kvarteret. Der manglede ofte vand i husenes øverste etager.

Et par måneder før branden var der lagt en ny og større ledning ad Tagensvej. Den var bare ikke sat i forbindelse med vandværkets pumpestationer.

Det hjalp heller ikke noget, at brandvæsnet var mødt med meget materiel deriblandt hele tre dampsprøjter. Det var knap nok vand til en. Den ene sprøjte blev så kørt ned til jagtvejen. Derfra blev der lagt slanger op til en anden sprøjte, der holdt uden for kontorbygningen på Tagensvej.

 

Man redede, hvad reddes kunne

Således kunne den ene sprøjte forsyne den anden mens den tredje måtte klare sig med meget lidt vand, der var i den gamle ledning. Det var nærmest en ynk at se de spinkle vandstråler, der blev sendt ind i det vældige bål.

Det var snart åbenbart for alle, at hele den store bygning måtte blive luernes bytte. Allerede efter en times forløb åd ilden sad gennem gulvet. Der hørtes nu tunge drøn, efterhånden som støbegodset styrtede igennem, ned på anden sal, mens kaskader af gnister stod i vejret.

På anden sal, modelloftet var der rigtig næring for flammerne, og snart var også centrifugeværkstedet nedenunder i fare.

Mens brandmændene til dels måtte så ørkesløst til, var en styrke på hen ved 100 mand af fabrikkens arbejdere gået i gang med at redde centrifugerne. De større blev med en kran svinget ud og firet ned. På den måde redede man en del færdige centrifuger.  I kasser pakket til forsendelse. De mindre blev langet fra hånd til hånd.

 

Der skulle bygges en ny centrifuge-fabrik

Bestyrelsen havde allerede holdt møde, om hvad der skulle ske. Maskinværkstedet skulle snarest bygges op igen. Man ville købe en ny grund til fabrikken. Man besluttede, at nu skulle der så kun udbetales 4 pct. til aktionærerne.

I brandassurance for maskiner, løsøre og bygninger fik Titan udbetalt en lille million kroner. Cirka halvdelen af dette beløb regnede man med ville medgå til opførelsen og monteringen af en ny fabrik.

Man besluttede også, at der skulle bygges en speciel centrifugefabrik. Den fik adgang fra Rådmandsgade. Den øvrige del af Titans Fabrik havde adgang fra Tagensvej.

Året 1901 havde haft et driftstab på 122.000 kr. Højesteretssagfører Arntzen sagde til Hauberg, at han måtte indstille sig på, at overtage det hele. Men det ville han ikke.

 

Nye industrianlæg skulle samles i Valby

Det var ikke let at samarbejde med Magistraten, som 1909 udskrev en konkurrence om en samlet byplan for hovedstaden. Ved den lejlighed, blev det slået fast, at fremtidens tunge industri fortrinsvis skulle placeres i det tyndt befolkede Valby, hvor der var rigeligt med plads.

I 1912 var der ansat en person, der tidligere havde været ansat hos Titan. Det var ingeniør Frode Kjems. Han havde i flere omgange været sendt til USA på Titans regning for at studere fremstillingsmetoder.

 

Hauberg forlod pludselig fabrikken

Krigsudbruddet hos Titan medførte en hvis nervøsitet.

Midt under krigen havde direktør Hauberg forladt fabrikken. Han havde netop været på en større rejse til Rusland. Han ville nu hengive sig til mere arbejdsgiverinteresser. Lægen havde givet ham nogle foruroligende meddelelser om hans helbredstilstand.

Året efter ophørte den særlige centrifugefabrik. Men Frode Kjems fik nu gennemført skandaliseringer og en forenkling af arbejdsgangen. I 1921 var fabrikken udsat for en 7 – ugers lockout. Det betød, at omsætningen gik ned til halvdelen.

 

Store forandringer på Fabrikken

I 1932 gav Titan ikke noget udbytte. Men allerede året efter var der forbedringer på vej. I 1936 var der igen lockout, men den blev standset ved lov. Det kneb med at anskaffe materialer og maskiner.

I 1935 skulle Tagensvej reguleres. Dette medførte nedrivning af selskabets gamle kontorbygning og en portnerbygning opført i 1892.

Selve fabriksanlægget på Tagensvej undergik i tiden mellem krigene temmelig betydelige forandringer og navnlig bevirkede opførelsen af en ny administrationsbygning, at hovedfacaden imod Tagensvej fuldstændig skiftede karakter.

I 1935 opførte man en ny marketenderibygning. Dette var nødvendigt, for arbejderne havde længe haft utidssvarende forhold.

 

Stor ordre til Rusland røg i vasken

I efteråret 1940 var der blevet afsluttet en handelskontrakt med Sovjetunionen. Russernes købelyst overtraf alle forventninger. Bruddet mellem Tyskland og Sovjet i juni 1941 satte dog en stopper for det hele.

 

Tyskere rykker ind på fabrikken

Gang på gang ”beklagede” man, at et eller andet arbejde, som tyskerne ønskede tilbud på lå uden for Titans fabrikationsmuligheder.

Så kom den 29. august med undtagelsestilstanden. Om eftermiddagen fik direktionen meddelelse om, at der var ankommet et tysk vagthold til fabrikken. Man gav øjeblikkelig ordre til at trække fabrikkens egen vagthold tilbage. Man havde nemlig trods alt ikke kunnet undgå at etablere et temmelig talstærkt sabotagevagt.

Nu var tyskerne der ikke så længe.

 

Sabotage og våbenproduktion

Allerede i oktober samme år blev Drejerværkstedet, Haubergs gamle maskinfabrik genstand for sabotage. Efter rapporten blev to af de patruljerende poster overrumplet ud til Hermodsgade. Skaden blev på over 100.000 kr.

Flere af virksomhedens funktionærer og arbejdere måtte fortrække til Sverige.

Man forsøgte sig med noget helt nyt på fabrikken, nemlig våbenfabrikation. I marts 1945 blev gruppen sprængt og taget af Gestapo. Man slap med ophold i Vestre Fængsel og Frøslev.

 

1965 – farvel til Nørrebro

Historien om Titan fortsætter men vi slutter her. Firmaet sluttede sit virke på Tagensvej i 1965 ved en fusion med Thrige, der resulterede i firmaet Thrige-Titan i Odense. Nu hedder firmaet T-T Electric. En række aktiviteter blev videreført af finske KONE og svenske Alfa Laval.

Jo, Titangade er opkaldt efter den store virksomhed, hvis enorme areal dækkede hele stykket mellem Tagensvej, Hermodsgade, Titangade, Sigurdsgade og Rådmandsgade.

 

Kilde:

  • Mogens Lebech: Titan – Smedien der blev verdensfirma
  • Nielsen: Københavns Historie og Beskrivelse
  • Nielsen: København på Holbergs tid
  • Artikler på www.dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.437 artikler herunder 307 artikler fra Det Gamle Nørrebro.


Jagten på en adelig heks

Dato: juli 30, 2019

Jagten på en adelig heks

Den store heksejagt efter reformationen. Det tog tid, at udvikle et hekserygte. 100.000 heksesager i Europa. Det sidste heksemord herhjemme. 800 dømte hekse under Christian den Fjerde. Kongens søster udsat for hekseri. 13 kvinder blev dømt for hekseri mod kongens skibe. Kongen skærpede sit syn. Nu beordrede han, at der skulle samles beviser mod Christence Kruckow. Hun skulle lære på Nakkebølle. En ny kone til Eiler Brockenhuus. 15 dødfødte børn. Var det hekseri. En gammel kone indrømmer under tortur. En voksdukke med navn Anne. Christence har været i Bloksbjerg to gange. Kongen lagde i første omgang låg på. Var præstens prædiken i Aalborg møntet på naboen? En fætter til Anne Bille samler beviser. Nye anklager. 13 siders domsudskrift. Hun blev slået ihjel med sværdet. Måske er hun begravet i/ved Sønderholm Kirke. Var hun jaloux på Anne Bille?

 

Den store heksejagt efter Reformationen

Rigtige troldfolk havde afsvoret deres kristendom og givet sig til Fanden. Forestillingen om, at tilståelser blev fremkaldt gennem tortur og ved gejstlige forhør hang ikke sammen med det, der blev vedtaget ved lov.

I den katolske verden var det den kirkelige magt, der både anklagede, forhørte og dømte. Luther mente, at det var kongen/fyrsten, der havde det endelige ansvar for både sit folks åndelige og timelige velfærd.

Den store heksejagt fandt sted efter at reformationen havde fundet sted ikke mindst på baggrund af, at Luther havde overtaget samtidens hadefulde syn på kvinder. Samtidig var han meget overtroisk. Som regel var det ældre kvinder, der blev dømt for hekseri.

 

Det tog tid at udvikle et hekserygte

Der skulle tid til at udvikle et hekserygte. Rygtet kunne løbe i mange år. Blev heksen så endelig arresteret, ja så myldrede det frem med anklager i forhold til begivenheder, der lå meget lang tilbage i tiden.

Det var især fattige kvinder, der blev anklaget. De havde svært ved at skaffe de daglige brød og måtte derfor tage alle midler i brug. Derfor kom de ofte på kant med deres naboer og bysbørn. Mændene klarede deres konflikter med fysisk vold, mens kvinderne brugte mund. De lovede måske deres modstandere alverdens ulykker, og hvis nogen af disse gik i opfyldelse, ja så var kvinden et oplagt emne til hekseforfølgelse.

Jordemoderen var også at betragte som heks. Hun fremtryllede børn ud af kvindens mave, eller lade mor og barn dø allerede i barselssengen. Man mistænkte heksen for at være i pagt med djævlen og kaste onde øjne på folk, så høsten slog fejl, husdyr døde og sygdom spredte sig. Hekseriet var noget, man var født med. Det kunne ikke læres, men var en personlig evne. 

 

100.000 heksesager i Europa

I Europa var der cirka 100.000 heksesager. Halvdelen af disse hekse blev brændt. Den første hekse herhjemme, der blev dømt til bålet var i Stege i 1540. Under hekseprocessen, der blev kaldt Køge Huskors i 1612 blev mindst 15 hekse dømt til bålet.

Den officielt sidste heks, der dømtes herhjemme, blev brændt herhjemme var i 1693. Senere er det dog sket flere lynchninger af hekse i Danmark helt op til 1800-tallet. Og så sent som i 1934 blev en mand anklaget for hekseri. Han anlagde dog injuriesag og vandt.

Længe efter det officielle Danmark havde taget afstand til hekse, hjemsøgtes landsbyen Øster Grønning i Salling i 1722 af dødsfald og kvægproblemer. Man var enige om, at det var Dorte Jensdatter, der var skyld i dette. Hun blev udsat for forhør. Det endte med, at landsbyboerne satte ild til Dortes hus og brændte hende inde.

 

Det sidste heksemord

Det sidste heksemord fandt sted i år 1800 i Brigsted ved Horsens. Den 82 – årige Anna Klemens kom gående ind i en gård, hvor en klog kone havde konsultation. Der var mange nysgerrige forsamlede for at se, hvordan hun ville doktere på knægten Jens.

Da Anna kom ind, råbte den kloge kone:

 

  • Her er mesteren for alt hekseriet

 

Hun kommanderede de forsamlede til at prygle Anna. Formodentlig var baggrunden, troen på, at man kan bryde heksens magt ved at slå blod af hende. Da den kloge kone var kendt og velanskrevet turde man ikke andet end at gøre som hun sagde, hvilken førte til, at Anna blev pryglet ihjel.

 

800 dømte hekse under Christian den Fjerde

Da Christian den Fjerde var konge blev op mod 800 dømte hekse brændt på bålet i Danmark- Norge. Hvorfor mon han var så besat af trolddom?

 

Kongens søster udsat for hekseri

Som dreng mente han, at sorte kræfter havde forhekset hans søsters brudefærd. Prinsesse Anne skulle i 1589 sejle til Skotland for at blive forenet med sin kommende mand, Jacob den Fjerde af Skotland.

Men halvvejs over Nordsøen tvang en kraftig storm skibene at sejle mod roligere farvand ved Norge. I Skotland blev kongen træt af at vente og sejlede til Norge efter bruden. Men så sejlede de til Danmark og blev gift her. De blev her vinteren over.

Men hvorfor havde en storm ramt den kongelige flåde? Rygterne begyndte at svirre. Det stod klart, at troldfolk måtte stå bag. Kvinden, Anna Koldings, kendt som ”Djævlens moder” var allerede indespærret for trolddom. Hun tilstod nu at stå bag, sikkert ikke uden tortur. Og så begyndte anmeldelserne ellers at rulle ind.

 

13 kvinder dømt for hekseri mod kongens skib

I alt blev 13 kvinder i sommeren 1590 henrettet for at have forhekset kongens skib. Desuden blev flere troldfolk i Skotland straffet for forbrydelsen.

I 1590erne blev der ført yderligere to sager mod hekse fra samfundets top. En ung og myndig Christian den Fjerde var med til at dømme i sagerne i datidens Højesteret, Kongens Retterting.

Ingen af adelskvinderne blev dog dømt for trolddom, men flere bondekvinder indblandet i sagerne kom på bålet.

 

Kongen skærpede synet på hekseri

25 år senere havde trolddomsklimaet ændret sig kraftigt. I årene 1617 – 1622 havde Danmark – Norge den mest intensive heksejagt i historien. Mindst 1.000 personer kom på anklagebænken, hvoraf 500 endte på bålet.

Startskuddet på jagten var en forordning om trolddom fra kongen i 1617. 25 år efter skærpes kongens syn på trolddom. Det skyldes, at han tror at dommedag er nær og at samfundet var så fuld af synd.

 

Der skulle samles beviser mod Christence Kruckow

Den 15. januar 1620 fatter kongen sin pen på Nyborg Slot. Han har længe hørt nogle ukristelige rygter, og nu skal der handles. Han skriver derfor til to betroede adelsmænd i Aalborg:

 

  • En jomfru ved vor købstad Aalborg boende, ved navn Christence Kruckow, med hendes søster, skal så vel for nylig som tidligere være udlagt for at have gjort trolddomskunstner, og at mange godtfolk her i riget mistænkes.

 

Kongen pålægger de to adelsmænd i al hemmelighed at samle beviser sammen til en retssag om beviser for hekseri.

Det var ikke første gang, at kongen hører den slags beskyldninger mod den aldrende adelsjomfru. 22 år forinden var han selv med til at friholde hende fra trolddomsanklager. Kongen havde nu indset, at han dengang begik en stor fejl.

Troen på hekse blev bekræftet med klæbrige rygter, faste forestillinger og fantasifulde bekendelser.

 

Hun skulle lære på Nakkebølle

I 1558 dør den lavadelige Axel Kruckow. Hans datter Christence Axelsdatter kommer til verden på den lille herregård Årslevgård ved Nyborg. Man ved ikke så meget om barndommen. Men hun vokser sikkert op hos den nære familie.

Kruckow-slægten var en gammel men fattig adelsslægt i Danmark. Som ung pige blev hun sendt til den lang finere herregård, Nakkebølle på det sydvestlige Fyn. Her får hun erfaring i husførelse og selskabelig adfærd. I overklassen var det almindeligt, at unge kvinder opholdt sig en tid hos slægt og venner.

Det nybyggede gods bliver ejet af adelsmanden Eiler Brockenhuus. Efter alt at dømme befinder vores hovedperson sig godt på herregården.

 

En ny kone til Eiler Brockenhuus

Men da hun er 24 år gammel dørhusets frue Bente Friis i barselssengen. To år efter gifter Eiler Brockenhuus sig igen. Vielsen er med 20 årige Anne fra den fine og indflydelsesrige Bille-slægt. Dette ægteskab viser sig at være en stor ulykke for Christence Kruckow.

 

15 dødfødte børn

Efter brylluppet bliver Anne Bille hurtig gravid. Men alt for hurtig ebber livet ud af spædbarnet. Kort efter bliver Anne Bille igen gravid. Men barnet er dødfødt. Og sådan fortsætter det i en uafbrudt række graviditeter med det værst tænkelig udfald.

Anne Bille bliver både tilset af udenlandske doktorer og kommer på baderejser, men intet hjælper.

Herefter er kilderne uklare, men det ser ud til, at Christence Kruckow forlader Nakkebølle i 1592. Anne Bille fortsætter med at føde børn, der aldrig når døbefonten. 14 år efter brylluppet i 1596 har Anne Bille født 15 børn. Men ikke et har overlevet.

 

Var det hekseri?

Hun har fejlet i hendes vigtigste opgave som fertil adelskvinde, der kan levere en madelig arving. Selv om dødeligheden er høj i 1500 – tallet, så er 15 dødsfødte børn lige voldsom nok. En tanke begyndte at presse sig på. Måske er hun blevet forhekset?

Ideen kommer formentlig ikke fra Anne Bille selv. I sommeren 1596 er heksefeberen nået Sydvestfyn. Anne Billes kusine Anne Hardenberg, der bor på herregården Hagenskov en dagsrejse fra Nakkebølle får dømt to kvinder til bålet for trolddomskunstner.

Anne Hardenberg havde dem mistænkt for at stå bag en forbandelse, der i 1592 gjorde hende melankolsk og syg efter fødslen af hendes søn. Da drengen døde efter et år fik Anne Hardenberg det mentalt bedre og konkluderede derfor, at hun måtte have været forhekset.

Det er ikke til at vide, om de to kusiner har snakket sammen. Men det er ganske sandsynlig. Nu skulle den skyldige findes.

 

En gammel kone indrømmer under tortur

Mistanken falder først på den gamle forkrøblede kone Ousse Lauritzes fra Fåborg, som arbejdede på Nakkebølle, dengang Anne Bille og Eiler Brockenhuus blev gift. I august 1596 blev den gamle kone spærret inde på Nakkebølle.

Eiler Brockenhuus er højst sandsynlig draget til Christian den Fjerdes kroningsfest i København selvsamme august. Så fruen tager sagen i egen hånd. Hun står for afhøringen af kvinden i godsets fangekælder. Til at hjælpe med at få den ”hele og sande historie” frem er den lokale bøddel med i fangekælderen.

Den 6. august dreje bødlen langsomt på skruetvingen, så jernet boltrer sig i den gamle kones krogede tommelfingre. Tommelskruerne kan nemt kvase fingerleddene. Hvis den gamle dame ikke kommer med forklaringer som tilfredsstiller Anne Bille bliver der lige strammet en ekstra gang. En dramatisk og skræmmende vidnesbyrd fremtvinges nu fra den forpinte kvinde.

 

Christence Kruckow står bag

Svaret var, at Christence Kruckow står bag. I alt fem kvinder stod bag. Fredagen inden bryllup havde Christence Kruckow med sin lille djævel ”Jeronimus” og en tjenestekvinde opmålt brudsengen med et mål. Under selve vielsen knyttede kvinderne en knude på båndet, og derved skulle impotens og andre ulykker falde over parret.

Men det var langt fra alt. Med rigelige mængder af brunt klæde bestak jomfru Christence kvinderne til tavshed, da hun om torsdagen efter brylluppet ville forhekse Anne Bille. Men hvad fruen ikke ved, var at Christence tog en edderkop og gemte den i mælken, inden hun drak. Djævlen havde fået direkte adgang til Anne Bille.

Også en kvinde ved navn Gunder Kældersvends og en hjælpedjævel havde deltaget.

 

En voksdukke ved navn, Anne

Og der var endnu mere. Oldingen bekender, at Christence Kruckow i 40 uger havde båret en voksdukke på længde af en halv arm under sin højre arm. Voksbarnet ved navn Anne blev ofret på højalteret i den lokale kirke, Åstrup Kirke.

Man havde begravet voksbarnet med ordene:

 

  • Nu sætter vi al fru Annes lykke og velfærd ned

 

Ved ceremonien var de fem kvinder forsamlet. De fratog for al fremtid Anne Billes velfærd og lykke.

I oktober stod Ousse Lauritzes og en anden tjenestepige over for den lokale dommer, herredsfogeden for Sallinge Herred. Dommeren er udpeget af til hvervet af lensmanden, som i dette tilfælde hed Laurids Brockenhuus, og er fætter til Eiler Brockenhuus.

Herredsfogeden finder ikke overraskende de to kvinder skyldige i trolddom. Kort herefter bliver kvinderne i levende live spændt fast på to stiger og skubbet ind i et flammende storbål. Alt imens ser lokalbefolkningen på.

 

Christence havde været på Bloksbjerg to gange

En anden troldkone bliver også afhørt. Det var Johanne Jenses. Hun fortæller, at hun og Christence havde været på Bloksbjerg to gange. Der havde været dans og musik og Djævlen havde sørget for, at der var nok at drikke.

Johanne havde også været med til at lave trolddom med fru Annes seng. De havde pakket tre stålkors ind i papir med en sort tråd om, og korsene var sat under sengen. I pakkerne havde det været hårtotter fra de tre troldkoner. Johanne bekendte, at jomfru Christense havde været med til al trolddom lavet mod fru Anne.

Helt glemt er åbenbart loven vedtaget i Kalundborg i 1576, at henrettelser i trolddomssager ikke må finde sted, før personen også er kendt skyldig ved landstinget.

 

Kongen ligger låg på

Sagen mod Christence Kruckow ruller fortsat og den 9. december 1596 modtager hun indkaldelse til herredstinget i Sallinge Herred, hvor Nakkebølle ligger.

Den anklagede adelskvinde bliver gjort bekendt med de anklager, der kom fra Ousse Lauritzes. Adelsdamen skriver et langt forsvarsskrift, hvor hun afviser alle anklager. Skriftet fremfører hendes broder og værge, Jens Kruckow herredstinget den 15. februar 1597. I retssalen sidder herredsfogeden med tingskrivere og otte ”trofaste dannemænd”.

Vi kender ikke dommen fra herredstinget, men den falder næppe ud til Christence Kruckows fordel. Hendes bror klager til Landstinget over processen og herredsfogedens opførsel. Herredsfogeden får faktisk tilkendt en bøde som straf for procesfejl.

Derved erkendes det, at sagen skal for Kongens Retterting, bestående af kongen og Rigsrådet. Hverken herredsting eller landsting må fælde dom over adelsfolk.

På Nakkebølle fortsætter forhørene under tortur.

Kongen ligger låg på sagen også for diverse æreskrænkelser. Sagen mod Christence Kruckow bliver heller ikke videreført. Men ilden under hende er ikke slukket. Gløderne ulmer.

 

Peder Poulsen opdager trolddomskunstner

På Skt. Lucia-aften den 12. december 1611 skal en mand aflevere nogle penge til en anden mand i gaden Kattevad i Aalborg. Manden, Peder Poulsen banker på døren, men ingen åbner. Det er dog lys i vinduet, så han kigger ind i huset ad en knust rude.

Et uhyggeligt optrin viser sig. Konen i huset, Marine Knep, ligger på en dyne på gulvet omringet af op mod 10 andre kvinder. Fra Marie Knebs skød trækker de andre et voksbarn. Manden råber ind ad vinduet:

 

  • Hvad djævelskab er I ved?

 

Kvinden får hurtigt gemt voksbarnet og forlader huset ad bagdør og fordør. Manden går straks til byfogeden, for han er ikke i tvivl om, at han har overværet trolddomskunster. Han fortæller, at den ene af dem genkender han som Christence.

Vidneudsagnet sætter gang i en lavine af hekseprocesser i Danmarks dengang næststørste by. Andre vidner bakker mandens udsagn op, inklusive Marine Knep selv. I 1612 bliver Marine Knep og en anden kvinde dømt og senere ædt af ildens flammer uden for Aalborg.

 

Christence opholdt sig Aalborg

Mellem domsfældelse og straf må man officielt godt torturere kvinderne. Det kunne jo være, at de kunne pege på andre ”hekse”. Men så vidt vides blev Christence Kruckow ikke omtalt. Hun havde nu bosat sig i Aalborg.

Men rygterne begyndte at løbe i Aalborg. Christence Kruckow bor sammen med sin søster Anne i Peder Brakes Gyde ved siden af præsteboligen til Vor Frue Kirke. I 1616 lægges kimen til en nabostrid af den anden verden.

Christence havde opholdt sig en tid hos en anden bor Eiler Kruckow, der ejede Bellinge på Falster. Seneste 1607, da han solgte gården er hun antagelig flyttet til Aalborg. I 1615 havde hun sammen med sin søster stiftet et legat til fattige studenter til latinskolen i Aalborg.

 

Var præstens prædiken beregnet mod naboen

  1. søndag efter Trinitatis holder sognepræsten David Jensen Klyne en prædiken, hvor han understreger vigtigheden af, at herskaber holder regnskab med, hvad deres tyende bedriver. Især skal de fine folk være opmærksom på, om de holder skøger og horer, der af øvrigheden er blevet forvist fra byen.

Christence Kruckow har et par af den slags i sin stab. Dagen efter sender hun en af disse ind til præsten:

 

  • Var gårsdagens prædiken møntet på min frue?

 

Præsten David Klyne svarede, at hvis hans prædiken havde ramt hendes samvittighed, var det en glæde for ham. Forholdet blev ikke bedre, da de to Kruckow – søstre tager en kvinde til nåde, der har født i dølgsmål.

Og søstrene skriver en besked til præsten, at de skal lade hende skrifte. Præsten nægter dog dette.

 

Var det en forbandelse mod præstefruen?

I juli 1618 optrappes nabostridighederne. Jomfru Christence omdirigerer et rendestensløb med sten fra hendes grund. Præstens kone, Lisbeth Nielsdatter råber over plankeværket, at hun skal fjerne disse sten. Adelskvinden svarer, at præstefruen ”skal få skam inden for en stakket tid”.

Grædende fortæller den skræmte præstefrue historien til sin mand. Kort tid efter mister præstefruen både mælet og forstanden.

 

Præsten var overbevist om Christences trolddomsevner

Der blev fundet mystiske snore og snarer udspændt i Aalborgs haver. Det fortælles at hunde og svin under ledelse af djævlen selv holdt natlige gudstjenester i Vor Frue Kirke. Sidst men ikke mindst gik rygtet, at heksene med deres trolddomskunstner skulle have myrdet byens borgmester Niels Iversen Skriver.

Præsten er overbevist om Christences trolddomsevner. Men der mangler lige nogen andre til at pege på hende først.

 

Abelone Guldsmed

Det problem løser sig året efter. For en kvinde bliver nævnt som medskyldig af de afbrændte hekse – Abelone Guldsmed.

Men hun blev ikke anklaget af myndighederne, indtil en tidligere guldsmedesvend peger på, at hun har brugt magi. Myndighederne vælger nu at afhøre Abelone Guldsmed. Og hvilken bekendelse.

Hun udpeger Christence Kruckow til at være leder af hekseroden i byen. Abelone Guldsmed havde engang konfronteret Christence for noget pisseri op ad en dør. Til det havde adelskvinden angivelig sagt:

 

  • Hvis vi har pisset der i aftes, vil vi skide der i aften – og det kommer i øvrigt ikke dig ved

 

Derefter havde Kruckow slået en ”hemsk latter op”.

 

En fætter til Anne Bille samler beviser

Adelsmanden Stygge Høeg stiller sig i spidsen for at samle beviser mod jomfruen. Den ivrige mand er i øvrigt fætter til adelsfruen på Nakkebølle, Anne Bille. Den 19. november 1619 tropper han op hos Christence Kruckow for at høre hendes svar på anklagerne fra Abelone Guldsmed. Hun bliver også spurgt om de 15 barnedødsfald på Nakkebølle.

De indflydelsesrige Bille – og Brockenhuus-familier er meget magtfulde især på Fyn. Og det var netop fra Nyborg Slot at Christian den Fjerde sender besked til at indsamle beviser mod Jomfru Christence.

 

Nye anklager

Efter at Christence Kruckow er blevet buret inde på krongodset Dueholm Kloster på Mors, indfinder der sig i løbet af maj 1620 en række vidner i Aalborg. Dette sker i Bytinget. Kongen beslutter, at sagen skal køre videre. En tømrer havde blandt andet sagt, da han var blevet uenig med hende, skulle hun have sagt:

 

  • Jeg lover dig, at du skal få tusinde djævle på din mund inden engang i morgen aften.

 

Dagen efter sad tømmeren på en veranda, da en ukendt mand kom løbende med en kniv og skar han tværs over læberne. 26 af byens fremtrædende mænd møder op i byretten og vidner mod hende.

Kirkens mænd bliver også afhørt.

 

13 siders domsudskrift

Den 21. marts 1621 dukker Otte Skeel op i Christences fangehul med et brev fra kongen. Hun er tiltalt for at have begået ”adskillige spøgeri” Hun bliver bedt om at dukke op for næste berammende møde for Rigsrådet den 27. maj.

Den 21. maj blev hun overført til fængslet ved Københavns Slot. Hun havde ikke tænkt sig, at forsvare sig. Begge hendes værger har sikkert været døde. Det eneste hun beder om er nåde.

Hele sagen oprulles den 9. juni 1621. Og det er nedfældet i et 13 siders domsudskrift. Hun bliver sikkert tortureret af kongens mænd efter dommen. Straffen er nådig, for i stedet for at blive kastet på bålet, lader skarpretteren sværdet svinge ned gennem hendes hals den 26.juni 1621. Det er det man kalder en ”ærlig” henrettelse. Måske fik hun også en ordentlig begravelse – og måske kom hun også i himlen!

 

Måske begravet i/ved Sønderholm Kirke

Ingen ved, hvor Christence Kruckow ligger begravet. Ifølge overleveringer skulle hun ligge begravet i Sønderholm Kirke. Christence var i slægt med Gyldenstierne. Hun boede en tid hos en onkel på St. Restrup. Denne fik udvirket – på grund af Gyldenstiernes tætte forbindelser til Christian den Fjerde.

Men hvor hun ligger begravet her er uvist. Nogle kilder siger, at hun ligger i kirken. Andre kilder påpeger, at en dømt heks ikke må komme i indviet jord, og hun derfor ligger uden for kirkediget.

 

Et legat fra den halshuggede kvinde

Inden sin henrettelse testamenterede Christence Kruckow 1.000 daler til fattige studenters underhold. Legatet blev tilknyttet de studerende på kollegiet Regensen og blev stadig uddelt i det 20. århundrede. I 1987 udgjorde legatportionerne 97,50 kr. Nu eksisterer det dog ikke mere.

Ja selv om hun var blevet dømt til døden, så måtte den nu 63 – årige Christence betale for sagens omkostninger. Og dette beløb blev så taget af legats-midlerne.

 

Var hun jaloux på Anne Bille?

Historikere har diskuteret om hun var jaloux på Anne Bille, fordi hun regnede med at enkemanden ville gifte sig med hende.

Var det hendes lavadelige status og økonomi, der var afgørende for dommen? Hun havde ikke flere slægtninge, der kunne føre hendes sag. Rigsrådet bestod for det meste af højadelige. De regnede ikke de lavadelige. Kruckow – slægten var ved at uddø.

 

Kilde:

  • Artikler på www.dengang.dk
  • wikipedia.dk
  • kvindeinfo.dk
  • historie-online.dk
  • denstoredanske.dk
  • danmarkshistorien.dk
  • landbyhistorier.dk
  • C. Jacobsen: Christenze Kruckow – En adelig troldkvinde fra Chr. Den Fjerdes Tid
  • Lars Tvede-Poulsen, Gert Poulsen: Aalborg under krise og højkonjektur
  • Louise N. Kallestrup: I pagt med djævlen
  • Skalk (nr. 2 – 2014 – Ørnbjerg: Heksens epitafium)
  • Kristeligt Dagblad
  • Dansk Biografisk Leksikon
  • Fra Himmerland og Kjær herred 1915-1917 (C.Klitgaard)
  • Fra Himmerland og Kjær herred 1896 (Hans S. Karsberg)
  • Danmark og renæssancen 1500-1650 (Hekse og troldfolk)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.429 artikler. Inden for overtro/hekse/skarpretter/sagn/spøgeri finder du dette på vores side:

  • Ribe – hekseafbrænding (2)
  • Riber – ret (3)
  • Historier fra Rise og Lundtoft Herreder med Sundeved
  • Henrettet i Aabenraa (2)
  • Det spøger på Gram Slot 1-2
  • Anekdoter fra Rømø 1-3
  • En skarpretter i Haderslev
  • Da Skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
  • Stormflod-Guds straf?
  • Borrebjerg på Rømø
  • Sagn og Historier fra Als
  • Da Gertrud rejste fra kisten
  • Sagn og historier fra brokvartererne
  • Tro og overtro i Rørkær
  • Henrettet i Tønder
  • Henrettelse på Østerbro
  • Historier fra Vis og Ugle Herreder
  • Lov og ret i Aabenraa
  • Lov og ret i Tønder

 

 

 


Den Blå Sangbog i Sønderjylland

Dato: juli 27, 2019

Den Blå Sangbog i Sønderjylland

Trykkefrihed i Preussen? 16 unge piger blev anholdt. De sang derhjemme for åben vindue. Mange blev dømt. De forbudte sange blev markeret med en stjerne i sangbogen. Høje Nord-Håbets Borg var også forbudt. H.P. Hanssen blev dømt fordi Hejmdal bragte en idrætssang. Fanatikere overvågede de danske aktiviteter. Den tyske Forening fandt 100 sange anstødelig. Udgiver var usikker. De forbudte sange kunne man udenad. Der var vagt på. En ”Forbudt” allike. En nyere historie om en ”forbudt” sang, som TV – Syd ikke turde spille. Og det hele startede med Dansk Sangbog

 

Trykkefrihed i Preussen?

Allerede den 12. juli 1865 udstedte det foreløbige styre i Sønderjylland en forordning, der forbød afsyngelse af danske sange med et ophidsende og fornærmeligt indhold. Et år efter blev det også forbudt, at udbrede sådanne sange.

Man sagde ellers, at det var trykkefrihed i Preussen. Men snart skulle man opleve noget helt andet.

Sangbogen udkom 1867, først benævnt som Dansk Sangbog udgivet af Sprogforeningen ved M. Andresen, Aabenraa – Eget Forlag. Den kom i alt i 20 udgaver og blev afløst af Højskolesangbogen.

 

16 unge piger blev anholdt

Der blev sandelig også grebet ind, når landboforeningerne holdt fest. En affære i 1884 i Aabenraa vakte stor opsigt. 16 unge piger blev idømt bøder for at have sunget nationale danske sange i et privat hjem men for åbne vinduer.

Den lokale domstol havde idømt pigerne hver en bøde på 5 mark. Men til politiets store irritation blev de frikendt ved Landsretten i Flensborg. Begrundelsen var, at forordningen var bortfaldet, da den preussiske straffelov først blev indført i 1867.

Anklagemyndighederne appellerede derfor dommen til en højere instans. Den fastslog, at forbuddet mod ophidsende og fornærmelige sange stadig var gældende ret.

 

Mange blev dømt

Man måtte ikke afsynge sange som ”Vift stolt på Codans bølge blodrøde Dannebrog”. Den indeholdt en forherligelse af det danske flag.

I 1890 blev fire Haderslev – borgere dømt for at have afsunget ”Der er et yndigt land”. Ved byretten blev de frikendt, men igen i Landsretten blev de dømt.

I 1897 talte H.P. Hanssen ved et møde i Rødding, men mødet blev afbrudt af en gendarm, da H.P. Hanssen foreslog at man skulle synge ”Jeg vil værge mit land”. Ved retten blev H.P. Hanssen idømt en bøde på 50 mark og dertil en tillægsbøde, fordi han havde vist foragt for retten ved at afvise at besvare uvedkommende spørgsmål.

 

De forbudte sange blev markeret med stjerne

Men det absurde var, at man godt måtte foreslå at synge en ”forbudt” sang, bare man ikke selv sang med.

For ikke at få for mange kontroverser havde udgiveren M. Andresen i 1899 – udgaven af Den Blå Sangbog med stjerner markeret 24 sange som ved dom blev anset for ophidsende og fornærmelige. Han anbefalede, at man ved offentlige møder undlod at synge disse sange.

 

Høje Nord, håbets borg – måtte man ikke synge

I 1903 begyndte man en mere systematisk forfølgelse. Ved et vælgermøde i Nybøl den 11. juni 1903, hvor Jens Jensen talte, udbragte P. Philipsen et leve og foreslog forsamlingen at synge ”Høje Nord, frihedens hjem”. Den tilstedeværende gendarm B. Cummerow krævede straks mødet opløst.

Landråden påstod, at ”Høje Nord” ved en retslig kendelse var blevet forbudt, og at det var strafbart at foreslå og at synge den. Og det var åbenbart fordi, at der i tredje vers stod ”Høje Nord, håbets borg”.

Når man i Nordslesvig talte om håbet, talte man om ”Genforening” med Danmark. Dette fremgik også af ordene ”Vårfryd efter vintersorg”. Efterhånden kunne politiet gribe ind efter behag. Man kunne efterhånden selv fortolke sangene.

 

H.P. Hanssen blev dømt efter at Hejmdal bragte en idrætssang

Hejmdal havde gengivet en idrætssang med titlen ”Opad og fremad er Danmarks mål”. Ikke redaktøren, men udgiveren H.P. Hanssen blev dømt som ansvarlig for udbredelsen.

Den tyske Forening mente samtidig, at nu måtte der være grundlag for at standse udbredelsen af Den Blå Sangbog.

 

Han var ellers en afholdt gendarm

Vi omtalte lige før gendarmen Cummerow. Han var ellers en meget vellidt person, der havde lært sig dansk. Hjemme gik han til stor fortrydelse for hans kone og fløjtede de danske fædrelandssange. Han flyttede efter ”Genforeningen” eller ”Grænsedragningen” til Sønderborg som en glad pensionist.

 

Fanatikere overvågede danske aktiviteter

Angrebet på Den Blå Sangbog blev ledet af et udvalg inden for Den tyske Forening for det nordlige Slesvig oprettet i 1890 som et modstykke til Vælgerforeningen. I ledelsen sad en række fanatikere, der nidkært overvågede danske aktiviteter i Sønderjylland og mødevirksomheder i de sønderjyske foreninger i kongeriget. De holdt så myndighederne orienteret om dette.

 

Man fandt 100 sange anstødelig, retten fandt kun 4 mere.

I maj 1905 beslaglagde politiet de sangbøger, der fandtes hos boghandlere i Haderslev, Rødding, Skærbæk, Toftlund og Sønderborg. I Aabenraa fandt politiet ikke nogen sangbog hos de daværende boghandlere.

Den tyske Forening havde oversat ca. 100 af de sange, som de fandt anstødelige. Og alle disse sange blev så gennemgået i retten. Da Landsretten så overtog sagen viste det sig, at de kun anså de 4 af de 100 sange som anstødelige.

 

Boghandlere frikendt

Og de boghandlere, der skulle dømmes blev sandelig frikendt af Kammerretten i Berlin. I den følgende udgave af Den Blå Sangbog fandtes de fire forbudte sange i indholdsfortegnelsen, men når man slog op på nummeret, var der en hvid side beregnet til, at sangbogens ejer selv kunne indskrive teksten.

 

Udgiver var usikker

I den følgende udgave kunne man i 1908 mærke udgiverens lettelse for han skrev, at sangbogen ”kunne føres, lægges frem og bruges frit og uhindret overalt.

Men helt tryg ved, hvad politiet kunne finde på, var han dog ikke. I et efterskrift anbefalede han brugerne at undlade i alt 16 sange, da der ved domstolene var kommet afvigende meninger og fortolkninger.

 

Sange er emneopdelt

I alt var 700 sange optaget i den Blå sangbog efterhånden. Den var emneopdelt med sange om Modersmålet først. Derefter fulgte Mindesange fra Danmarkshistorien, Nyere Fædrelandssange, Danmark, Norden, Friheden, Drikkeviser, Kærlighedsviser og aftensang.

 

De forbudte sange kunne man udenad

Under det preussiske styre kom der efterhånden større og større pres på de danske traditioner. Når der kom besøg fra kongeriget nede i Nordslesvig skulle der synges i den blå sangbog. Så blev det for eksempel sagt:

 

  • Vi synger nummer 240.

 

Men når man slog op så stod nummeret der og ellers ingenting.

 

  • Det æ jæn a´de forbudt´sang, dem ka´vi u éna.

 

Der var vagt på

Når man skulle synge nogle af de forbudte sange, så havde man vagtpost til at holde øje med, om den tyske gendarm kom ridende. Der var en til begge sider. Hvis der så blev meldt:

 

  • Den tysk gendarm, han komme.

 

Ja så slog man pludselig over i tyske sange, indtil han var redet forbi. Så fortsatte man som om ingenting var sket.

 

En ”forbudt” allike

Tolder Beck ved Skodborghus havde en tam allike på loftet, og den kunne fløjte. Han havde lært den at fløjte ”Dengang jeg drog af sted”.

På et tidspunkt forsvandt den i et par dage, og så hørte han ad omveje, at de havde hørt en fugl i Skodborg, der sad på skorstenene og fløjtede de første strofer af ”Dengang jeg drog af sted”

Tyskerne havde skudt efter den, for det var en af de forbudte sange. Men den kom dog hjem igen i god behold.

 

En historie om en forbudt sang

Højskolesangbogen så dagens lys i 1894 under navnet ”Sangbog udgivet af foreningen for højskoler og landbrugsskoler”. Ja den har også heddet Folkehøjskolens Sangbog.

I den 18. udgave fra 2006 havde 166 sange måtte vige pladsen til fordel for nye og det vakte furore i Sønderjylland. Rygter om, at sang nr. 497 ”Det haver då nyligen regnet var røget ud af repertoiret nåede hurtig den sydlige del af landet. Beslutningen blev mødt med stor modstand i brede kredse.

Det viste sig dog, at den sønderjyske kampsang havde overlevet redigeringsprocessen i fin form, men at den stort set ukendte folkevise af samme navn måtte forlade de eftertragtede sider.

Mange år senere skulle min afdøde kone, Hanne lave en film om Børge Christensen fra Tønder, der opfandt ”EDB – programmet” Comal 80. Hun var ansat på fagbevægelsens videoselskab BIS – Video. Filmen skulle vises på TV-Syd. Hun fik en af Aabenraas bedste musikkere til at indspille ”Det haver så nyligen regnet”. Det skulle være instrumental underlægningsmusik. Men TV – Syd ville ikke bringe filmen, fordi det netop var den melodi.

Det var en af dem, som også preusserne forbød.

Melodien er en gammel dansk folkemelodi. Den oprindelige tekst blev skrevet Svend Grundtvig i 1861. Omkring 1890 skrev Johan Ottosen en ny, let satirisk tekst, som blev sunget første gang ved Sønderjydernes besøg i København i marts 1890.

Og det Preusserne ikke kunne lide var følgende ”Frø af urgræs er føget over hegnet”. Og selv om det kun var i en instrumental udgave, ja så mente TV Syd så mange år efter, at bare melodien kunne få Det Tyske Mindretal til at reagere.

Min kone, Hanne måtte simpelthen fjerne musikken ellers ville TV Syd ikke bringe filmen.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere om Genforening, Grænsedragning, Afståelse og Deling, 1864 og De Slesvigske Krige, Sprogkamp, Dansk/tyske tildragelser så har vi lavet en liste med 129 artikler om disse temaer, som du kan finde her på www.dengang.dk

  • Listen finder du bagerst i artiklen ”Genforening, Grænsedragning, Afståelse og Deling.

 

 


Genforening, Afståelse, Deling eller Grænsedragning

Dato: juli 24, 2019

Genforening, Afståelse, Deling eller Grænsedragning

Undertegnede har fået masser af hug, fordi jeg uden videre godkender ordet ”Genforening”. Læs her i den lange artikel, hvorfor. Det er ikke historieforfalskning og sludder. Jo, Sønderjylland var en del af det danske kongerige for meget lang tid siden. Sydgrænsen var Ejderen. Da Abel blev gift med en greve-datter, skete der noget. Erik Menved pantsatte alt syd for Kongeåen. Erik af Pommern kæmpede forgæves. ”Evigt uddelte sammen”, blev udnyttet af en bevægelse i 1800-tallet. November-forfatningen gik galt. H.C. Andersen fattede ingenting. Tyske stater fik mulighed for at blande sig i interne danske forhold. Preussen forslog en afstemning, men Danmark sagde nej. Omkring 60.000 udvandrede. I København havde de en meget ængstelig holdning over for tyskerne. Zahle og Scavenius brød sig ikke om H.P. Hanssen. Et forslag lød på, at bytte De Vestindiske Øer med Nordslesvig. Den franske hovedforhandler mente, at Danmark var alt for beskeden. De danske regeringer påtvang det tyske sprog. Og så opdagede danskerne ikke graverende fejl i afstemningen. Tusinder af menneskeliv kunne være sparet.

 

Masser af hug

Når man befatter sig med historie, så befatter man sig også med tolkning. Mange har deres opfattelse af historie. Dette er måske afledt af det man har læst. Men nu er ikke alt, hvad der står i diverse fag – og historiebøger rigtigt.

Her på siden får ”Den Gamle redaktør” da også mange hug. Og de fleste hug kommer i forbindelse med ”Besættelse” og ”Genforenings-historie”. Ja for sidstnævntes vedkommende er det blevet antydet, at jeg ikke kan kalde mig sønderjyde med den mening, jeg har om Genforeningen. For min skyld må man da godt kalde det ”Genforening”, men det er historisk ukorrekt.

 

Historieforfalskning, sludder og fortyskning

Ja artiklerne her på siden er blevet kaldt meget, historieforfalskning, sludder, fortysket og meget mere. Det blev jo dansk, da det blev en ”Helstat” er det blevet påstået. Sønderjyllands Historie er ikke let at forstå.

Der er mange følelser med dette ord ”Genforening”, og det kan jeg da godt forstå. Men der er sandelig også mange usandheder. Der er for meget glansbillede over det. Vi har gennem snart mange artikler her på siden forsøgt at skildre sandheden. Det er også stor forvirring om, hvornår man må kalde det for Sønderjylland.

Dette bliver en lang artikel. Men vi vil forsøge at forklare sammenhængen. Men vi skal da lige advare, at dette ikke er helt let. Og bagerst er der en artikeloversigt såfremt du vil have uddybet historien.

 

Afståelse af Nordslesvig

Ordet ”Genforening” er præget af det danske nationale perspektiv, hvor den danske landsdel Sønderjylland kom tilbage til moderlandet. Fra tysk side talte man derimod om en afståelse af Nordslesvig.

For de mennesker, der var præget af hertugdømmet Slesvigs interne sammenhængskraft, betød grænsedragningen en deling af Slesvig. Det var ofte tværs gennem familier, handelsforbindelser og kulturelle bånd.

 

Overtrumfet af Tysklands nationale samling

1800-tallets ønske om et samlet og selvstændigt Slesvig – Holsten blev overtrumfet af hele Tysklands nationale samling, og måske først delvist indfriet med dannelse af den nuværende delstat Slesvig – Holsten i 1947.

Og for begge mindretallene – både danskerne i Sydslesvig og hjemmetyskerne i Sønderjylland (Nordslesvig) blev 1920 tidspunktet, hvor et afstemningsresultatet ikke blev som ønsket.

 

En del af det danske kongerige – for meget lang tid siden

Sønderjylland havde oprindelig været en del af det danske kongerige, men dets tilknytning hertil var blevet svækket ved en kompliceret arvelighedspolitik, hvis virkninger blev kompliceret af indvandring af fortrinsvis holstensk, kapitalstærk adel, som opnåede særrettigheder.

Disse særrettigheder ville det holstenske ridderskab ikke give afkald på.

 

Ejderen anerkendt som Danmarks grænse

Danevirke ved Den Jyske Halvøs smalleste punkt udgjorde fra Jernalderen og århundreder frem danernes sydligste forsvarsværk. I 811 blev Ejderen anerkendt som Danmarks sydgrænse af den tysk-romerske kejser Karl den Store.

I de følgende århundrede blev grænsen truet af svenske vikinger, tysk – romerske kejsere og vendere. Derfor blev der fra slutningen af det 11. århundrede udnævnt en grænsejarl, der skulle forsvare grænsen. Denne jarl af Sønderjylland styrede et område, der bestod Barvidsyssel, Ellumsyssel, Istedsyssel. Ja det var helt fra Kongeåen ned til Ejderen og Levenså.

 

Knud Lavard – anset som trussel

Knud Lavard, der blev jarl af Sønderjylland i 1115 fik efter sin sejr over venderne titlen hertug af Holsten. Hans efterfølgere kaldte sig i flæng, hertug af Sønderjylland eller hertug af Slesvig.

Knud havde tilbragt en del af sin ungdom hos hertug Lothar af Sachsen. Han var bekendt med det tyske lensvæsen. På den tid var dette ukendt i Danmark. Men ak, så blev han anset for at være en trussel for kongeriget og blev dræbt.

Hertug Abel giftede sig i1237 ind i den holstenske greveslægt Schauenburg. Hertugtitlen blev betragtet som arvelig i hans slægt, men da den uddøde med hertug Henrik af Sønderjylland i 1375, kunne Schauenburgerne overtage Hertugdømmet Slesvig.

 

Yngre kongesønner blev jarler

Fra slutningen af det 11. århundrede til 1375 var der jarler, der styrede området. Margrethe den Første opkøbte ejendomme i Slesvig og lagde dem under Kronen, så Sønderjylland kom reelt til at bestå af to dele, hertugdømmet og de kongerigske enklaver. Dronning Margrete den Første måtte dog affinde sig med at Greven af Holsten havde overtaget Sønderjylland. Hun valgte at gøre ham til lensmand i 1386.

Hertugdømmet Slesvig bestod fra ca. 1200 til 1867. Stort set dækkede det ordet for Sønderjylland (også syd på). I løbet af middelalderen udviklede landsdelen sig til et eget dynasti.

Fra slutningen af 1100-tallet fik yngre kongesønner titlen hertug af Jylland/Sønderjylland. I 1187 blev Valdemar hertug. I 1202 blev han konge som Valdemar Sejr. En dynasti blev grundlagt, da Valdemar Sejrs søn Abdel 1232 blev gjort til hertug af Sønderjylland.

Jo det var især efter 1241, at hertugernes selvstændighed voksede i forhold til de danske konger. Samtidig voksede de holstenske grever indflydelse i Sønderjylland.

 

Da Abel blev gift med en greve-datter

Abel var gift med den holstenske grevedatter Mechtilde, og dermed skabtes en dynamisk forbindelse mellem områderne nord og syd for Ejderen, som fik vidtrækkende følger. Abels efterfølgere som hertuger vandt efterhånden hævd på, at hertugtitlen i Sønderjylland var arvelig inden for Abels slægt. Hertugerne fik flere rettigheder, som ellers var kongens. Således fik de ret til at kræve skatter og til at slå mønt.

Desuden fik Sønderjylland sit eget landsting Urnehoved syd for Aabenraa. Abel-slægten blev kraftigt støttet af de holstenske grever og kom efterhånden i et afhængighedsforhold.

Den 12. maj 1260 pantsatte Mechtilde sammen med sine sønner Erik og Abel Abelsen landet mellem Ejderen og Slien til sine brødre, Johan den Første af Holsten og Gerhard den Første af Holsten, samt yderligere fæstningen Rendsborg, som hun havde modtaget som medgift.

 

Erik Menved pantsatte alt syd for Kongeåen

Af betydning for hertugdømmernes svækkende tilknytning til kongeriget er det, at kong Erik Menved i 1313 de facto afstod alt kongeligt gods syd for Kongeåen.  Til hertug Erik den Anden og i 1316 afstod fra retten til at udnævne hirdmænd i Sønderjylland.

 

Greverne overtog mere og mere af hele Danmark

Greverne fik på grund af indre stridigheder i Danmark også en tiltagende indflydelse i kongeriget. I begyndelsen af 1300-tallet var stort set hele det danske rige pantsat til greverne Gerhard den Tredje (Store) og Johan den Tredje (Milde). I 1316 kunne de afsætte den danske konge Christoffer den Anden og gøre den 12 – årige Valdemar af Sønderjylland til konge af Danmark.

Fra 1326 havde hertugerne overtaget alle kongens kompetencer i Sønderjylland. Samtidig var der en kamp mellem konger og hertuger om hertugdømmets grænser, som først fandt sin afslutning i 1440, hvor både Als, Ærø og 12 af 13 frisiske herreder ved vestkysten var blevet en del af hertugdømmet. Femern fik fælles herre med Slesvig sidst i 1300-tallet og fulgte derefter hertugdømmet, men regnes først helt som del af det i 1658.

I slutningen af 1300-tallet satte greverne af Holsten-Rendsborg sig i besiddelse af hertugdømmet, hvilket blev grundlaget for en næsten 500 års forbindelse mellem Holsten og Slesvig som hertugdømmet nu hed.

 

Den sønderjyske hertugslægt uddøde i 1375

Den sønderjyske hertugslægt uddøde i 1375. I 1385 blev greverne formelt forlenet med det af Margrethe den Første. Betegnelsen Hertugdømmet Slesvig blev nu mere almindeligt og overtog den gamle betegnelse Hertugdømmet Sønderjylland.

Officielt var det ikke noget, der hed Sønderjylland efter 1375. Men Sønderjylland blev et slagord og en appel til de dansksindede befolkning i 1800 – tallet, hvor modsætningen mellem tysk og dansk blev tilspidset. Navnet Sønderjylland havde en sammenhæng med Nørrejylland nord for Kongeåen.

 

Erik af Pommern kæmpede forgæves

Magrethe den Første gjorde meget for at genvinde Sønderjylland i tidsrummet 1404 – 1448. Men Erik af Pommern tabte slaget. Striden sluttede med, at den holstenske greve og slesvigske hertug Adolf i 1448 stod som den store vinder. Talrige retssager var blevet afholdt. Ja kampen var blevet udkæmpet med diplomati, retssager og militær magt. Erik tabte kampen om Sønderjylland. Det blev også begyndelsen til enden på den ekspansive kongemagt, som var hans politiske arv fra dronning Margrethe og Valdemar Atterdag. Sønderjyllands eller Slesvigs status som hertugdømme blev fastslået på en måde, der rakte århundreder frem.

 

En konge med tysk baggrund

I 1448 fik Danmark en konge med tysk baggrund. Det var på baggrund af en anbefaling af hertug Adolf den Første af Slesvig. Og kongen, ja det var Christen den Første fra Huset Oldenburg. Foruden at blive konge af Danmark blev han efter Adolfs død, hertug af Slesvig og greve- senere hertug- af Holsten. Denne personaleunion mellem helstatens bestanddele gav det danske rige en indre stabilitet i de følgende århundreder.

 

Masser af mini – hertugdømmer

Betydelige områder af Slesvig – Holsten udgjorde efter delinger i 1500- og 1600-tallet i lange perioder selvstændige småhertugdømmer. Navnlig delingen i 1544 trak lange spor efter sig. Hertugerne af Gottorp regerede over en del af Slesvig indtil 1713 og af Holsten indtil 1773. På Als og Ærø, på Sundeved og ved Glücksborg havde fra 1564 og indtil 1779 hertug Hans den Yngre og hans mange efterkommere deres bittesmå dele af Slesvig- hertugerne af Sønderborg, Nordborg, Ærø, Glücksborg og Plön. Dertil kom hertugerne af Augustenborg, uden eget hertugdømme, men efterhånden med store godser.

 

Evigt uddelte sammen

Men det forhindrede også, at der i 1800-tallet kunne dannes en dansk nationalstat bestående af kongeriget og Slesvig – et Danmark til Ejderen. Christian den Første havde nemlig måttet love, at Slesvig og Holsten skulle ”blive evigt udelte sammen”.

Nu har historikere godt nok studeret dette begreb, og man er uenige i fortolkningen. Nogle mener, at det kun stod sådan anført, fordi man skulle hjælpe hinanden. Siden dengang har der været Slesvig – Holstenske jordbesiddelser mange steder. Og det var først, da en sekretær fra Ridderskabet fandt bemærkningen frem i 1820erne, at det blev aktuelt. Men den Slesvig – Holstenske bevægelse voksede. Og det var dem, der gjorde oprør i 1848.

Mellem den lokale kongelige amtsforvaltning i hertugdømmerne og Tysk Kancellis Indenrigske Afdeling i København fandtes der flere melleminstanser med sæde i hertugdømmerne.

 

Statholdere og kancelli

I 1545 indsatte kongen første gang en Statholder til at varetage sine interesser i hertugdømmerne. Embedet bestod med mindre afbrydelser indtil 1848.

I 1648 oprettede Christian den Fjerde et særligt ”regeringskancelli” for de kongelige dele af hertugdømmerne under forsæde af statholderen. Det fik sæde i Glûckstadt og var tillige appeldomstol. Fra 1713 beskæftigede kancelliet sig kun med holstenske forhold.

I den sydlige del af Slesvig følte hovedparten af borgerne sig knyttet til andre tysktalende. Og det gjorde holstenerne også. Grænsen for den danske helstat gik således langt sydligere end grænsen for det danske folk. (Dansksindede borgere) Det skyldtes at Slesvig – holstenerne ville have en fælles grundlov for de to hertugdømmer samt Slesvigs indlemmelse i Det Tyske Forbund.

 

Den danske Helstat

I forbindelse med Genforenings-debatten er det opstået nogle misforståelser vedr. begrebet Helstaten. Den varede fra 1814 til 1864.  Ved oprettelsen omfattede den:

  • Kongeriget Danmark
  • Hertugdømmerne: Sønderjylland eller Slesvig (som dansk len)
  • Do Holsten (medlem af Det Tyske Forbund)
  • Do Lauenborg (medlem af Det Tyske Forbund)
  • Biland – Island
  • – Færøerne
  • Kolonierne Grønland
  • Do Guldkysten
  • Do Tranquebar
  • Do Dansk – Vestindiske Øer

En Helstat var reelt en personalunion, hvor det alene var de enkelte landområders tilknytning til den enhver siddende konge, der afgjorde tilhørsforholdet. I alle andre henseender blev de enkelte rigsdele formelt forvaltet som egne stater, idet man dog i praksis samlede den overordnede centralforvaltning i den kongelige residensstad, København, og her i særdeleshed med to kancellier, et for de kongerigske dele (Dansk Kancelli) og et for hertugdømmerne (Tysk Kancelli)

 

November – forfatningen gik galt

Egentlig førte treårskrigen kun til status que, men da Danmark i 1863 indførte November – forfatningen, som knyttede Slesvig tættere til kongeriget end Holsten, at det gik galt.

 

Administrativt og politisk – ingen indlemmelse i kongeriget

På dansk side bider særligt Christian den Ottende sig fast som hovedperson. Som kernen i denne konges politiske tankegang sættes genoptagelsen af Frederik den Sjettes helhedstanker fra dennes første kongeår. Slesvig skulle så vidt mulig genvindes for danskheden, men ikke politisk og administrativt indlemmes i kongeriget, skulle Holsten bindes til denne danske helstat.

Kongens ulykke var at han ikke kunne frigøre sig for sit gemyt og tage klare og utvetydige standpunkter. Bernsdorf havde også indtil sin død i 1813 været en statsmand af et vist format

 

Klosterbrødrene var imod sprogtvang

Det var regeringen i København, som mellem de to slesvigske krige forlangte, at dansk skulle være herskende i hele Slesvig – Holsten også blandt dem, der kun talte tysk. Det var der mange dansksindede, der kæmpede imod bl.a. Klosterbrødrene.  De mente at sproglig frihed skulle gælde både dansk- og tysk slesvigere.

Den særegne sønderjyske kultur er historisk både blevet truet af rigsdanskernes kultur nord for Kongeåen og af tyskerne syd for Ejderen. Gennem hundreder af år havde Sønderjylland været nærmere tilknyttet Hamborg end København.

 

H.C. Andersen forstod ikke konflikten

Halvvejs i livet mødte H.C. Andersen første gang grænselandets nationale modsætninger. Efter et vellykket og givtigt besøg hos det danske kongepar tog han ophold på Augustenborg. Her mødte han for første gang en ulykkelig national splittelse rettet mod sit fædreland.

I år 1844 var H.C. Andersen endnu lykkeligt uvidende om den kommende nationale katastrofe. Han går hånd i hånd sammen med prinsen af Nør på Amrum og beundrer det frisiske landskab.  Friserne mødes samme år i bredstedt og undsiger Danmark.  Og i byen Slesvig mødes Slesvig – Holstenerne for at værne om tyskheden i hertugdømmet.

 

Grundvig mente ikke, at sønderjyderne skulle bruge magt

På Skamlingsbanken fortæller N.F.S. Grundtvig de danske sønderjyder, at man ikke må bruge magt, hvis man vil fastholde et nationalt tilhørsforhold. Magt flytter ingenting, som han siger – kun kærlighed til sprog og kultur fastholder et folkefællesskab

 

Tyske stater fik mulighed for indblanding

Internationale aftaler af 1851 – 52 gav imidlertid de tyske stater mulighed for indblanding i danske forhold. Og det benyttede Preussen sig af.

 De to territorier voksede i vidt omfang sammen til en politisk enhed, benævnt Slesvig-Holsten. Slesvig bestod dog som område med sit eget navn og bevarede en række særtræk i lovgivning, forvaltning mv.

Måske var det ikke så underligt, at tyskerne i 1895 forbød at bruge navnet Sønderjylland undtagen i historiske fremstillinger.

 

Grundloven skulle senere have været brugt i Slesvig

Vi skal måske også lige nævne, at da grundloven blev indført i 1849 var denne ikke gældende i hertugdømmerne, selvom den i forordet åbnede for en senere udvidelse af dens gyldighed til hertugdømmet Slesvig.

Efter Treårskrigen samledes centraladministrationen af Slesvig i 1851 i Ministeriet for Hertugdømmet Slesvig med sæde i København.

 

Krigen i 1864

Preussen og Østrig forlangte at forfatningen blev annulleret. Det imødekom Danmark ikke lige med det samme. Den danske regering brød indgående aftaler. Dens manglende dømmekraft var årsag til den slesvigske krig 1864.

I alt 4.800 mand manglede på dansk side. Heraf var 2.900 taget som fanger. Resten var faldne, sårede eller savnede.

 

Preussen foreslog selv en afstemning

På fredskonferensen foreslog England en deling af Slesvig. Også Preussen fremsatte et forslag om Slesvigs deling, eventuelt efter en vejledende folkeafstemning. Her kunne man sagtens have fået Flensborg med til Danmark. Men den danske delegation foreslog en deling langt mere sydlig. Og denne kunne Preussen og Østrig slet ikke gå med til.

 

Den danske Helstat blev reduceret med en tredjedel

Våbenhvilen løb ud og Danmark løb atter ind i et militært nederlag. Nu måtte man acceptere særdeles barske fredsbetingelser. Al tale om deling af Slesvig eller vejledende folkeafstemning blev nu afvist af de tyske forhandlere. De forlangte at de tre hertugdømmer skulle afstås til sejrherrerne. Det betød, at den danske helstat blev reduceret med en tredjedel af sit areal og 40 pct. af befolkningen.

 

Helstaten havde været sprængt på det indre plan

Fredsafslutningen i 1864 beseglede helstatens undergang. Forbindelsen mellem Slesvig og Holsten og det danske kongerige havde bestået i århundreder, men den blev med et slag overskåret. For hovedparten af hertugdømmernes indbyggere føltes dette dog som en befrielse, fordi nationale, politiske og sociale spændinger allerede havde sprængt helstaten på det indre plan.

 

Nu ville nordslesvigerne(sønderjyderne) godt til Danmark

Nu blev sprængningen en realitet også på det ydre, statspolitiske plan. De dansksindede indbyggere i det nordlige Slesvig følte adskillelsen fra Danmark som en stor ulykke. Deres ønske om at blive indlemmet helt og fuldt i kongeriget opstod imidlertid først, da alternativet – indlemmelse i Preussen – var uundgåeligt.

Der var ikke inden da, det store ønske om at blive indlemmet i det danske kongerige, som påstået i nogle historiske kilder.

 

Preusserne fik også de Kongerigske enklaver

Det var kun befolkningen i de kongerigske enklaver, der kunne deltage i valgene til den danske Rigsdag.

Efter 1864 fik tyskerne enklaverne mod at Danmark så til gengæld fik 6 sogne i Ribe Herred og 8 sogne syd for Kolding.

 

Tyskerne vedblev med at være et fjendebillede

1864-krigen var med til at bestyrke danskerne i opfattelsen af tyskerne som ekspansionslystne og undertrykkende. Mange danske frygtede, at det var umuligt at overleve efter 1864 – og det var virkelig en fare for vores lands beståen.

Men Danmark klarede omstillingen til at være et lille, men alligevel selvstændig stat. Forestillingen om en stærk og rænkefuld tyskhed, der var parat til at opsluge danskheden var blevet udbredt under den første slesvigske krig og blevet styrket under 1864-krigen.

Undertrykkelsen af de dansksindede nordslesvigere efter 1864 var med til at befæste denne opfattelse og bevirkede, at tyskerne vedblev med at være fjendebillede for danskere gennem mere end et århundrede.

Danmark er en af de få lande, der mindes deres nederlag.

 

De dansksindede blev undertrykt

200.000 dansksindede kom nu under tysk styre. Frem til 1920 stod de dansksindede nordslesviger under pres. Skoleundervisningen blev mere og mere fortysket. Danske foreninger med betegnelsen politiske blev forbudt. Tyske foreninger fik statstilskud. Dansksindede lærere, embedsmænd og præster blev fyret. Også vandrelærere blev forfulgt. Fra 1876 var administrationssproget tysk.

Fra 1896 begyndte den preussiske stat at opkøbe landbrugsjord for at oprette såkaldte domænegårde og få jorden på tyske hænder.

Ifølge Wienerfreden fra 1864 kunne indbyggere vælge at få dansk statsborgerskab og fortsat være bosat i Slesvig. Ca. 25.000 valgte dette. Men de skulle forholde sig politisk og nationalt passive for ikke at blive udvist og få deres børn gjort statsløse.

 

Omkring 60.000 dansksindede udvandrede

Omkring 60.000 dansksindede slesvigere udvandrede frem til år 1900. Denne udvandring kunne have fået indvirkning på afstemningen i 1920. Fortyskningspolitikken mødte dog også modstand. Der dannedes danske foreninger, frimenigheder og vælgerforeninger. Danske forsamlingshuse som bl.a. Folkehjem i Aabenraa og aviser som Dannevirke i Haderslev, Flensborg Avis og Hejmdal i Aabenraa.

30.000 dansksindede måtte gå i tysk krigstjeneste og omkring 5.300 faldt.

 

I 1867 var der endnu dansk flertal i den preussiske rigsdag

Endnu i 1867 havde det været dansk flertal til den preussiske rigsdag. Tyskerne/Preusserne fik ved hjælp af Valggeometri neddroslet den danske indflydelse. Og så forstod de at kolonisere området.

 

Danmark sagde definitivt ja til Kongeå – grænsen

En af de mærkeligste traktater i nyere dansk historie blev underskrevet den 11. januar 1907. Det var den såkaldte ”Optant-Konvention”. Danmark lovede at forbedre sig i forholdet til Tyskland, imod at Prøjsen til gengæld lovede at behandle en bestemt gruppe sønderjyder – dem, der var børn af optanter – bedre.

Men egentlig var det tale om, at Danmark sagde definitivt ja til Kongeå-grænsen og endelig naj til & 5 afstemning. Da Stauning blev konfronteret med dette i 1919, sagde han, at han havde taget afstand fra genforeningskravet, ikke fra genforenings-håbet.

 

Ængstelig holdning over for tyskerne

I 1913 havde amtmanden (landråden) i Sønderborg forespurgt Folketinget om, man kunne gøre noget for at få tyskerne til at lade være med at nægte danske skibe at lægge til kaj i byen. Det var bl.a. danske rejsende på lysttur og nogle hundrede unge fra Als, som skulle på deres årlige sommerudflugt til Danmark.

Dette fik Scavenius til at bemærke, at ”hellere udsætte sig for en afvisning var det bedre og værdiger for danske turister at blive hjemme eller gøre udflugter inden for Danmarks grænser.

Det var karakteristisk for den ængstelige holdning alle ansvarlige i Danmark indtog over for Tyskland i denne tid.

 

Zahle bad om at lægge en dæmper på festligheder

Regeringen Zahle bad om at lægge en dæmper på 50-året for krigen 1864. Embedsmændene blev bedt om at vise det fornødne hensyn.

I Tyskland var kursen lige modsat. Her blev der ved forsamlinger råbt: ”Dänen raus”.  Og ”Deutschland bis Skagen”.

 

Zahle brød sig ikke om H.P. Hanssens indflydelse og indblanding

Statsminister Zahle havde ikke meget til overs for H.P. Hanssen og hans indflydelse i Danmark. Han ville hellere støtte den radikale politiker Christoffer krabbe, da dennes datter fru Wildenrath – Krabbe ved hjælp af bladet Dannevirke i Köller-perioden faldt de danske sønderjyder i ryggen.

H.P. Hanssen kritiserede også Scavenius, fordi man i Danmark ikke måtte diskutere Nordslesvig offentlig.

 

Påskekrisen

Det var stærke krav om at Flensborg skulle indlemmes i Danmark uanset resultat af folkeafstemningen. Dette blev afvist af Zahle. Christian den Tiende krævede at Zahle udskrev nyvalg, der kunne give et flertal for at kræve Flensborg indlemmet. Da Zahle nægtede dette, afskedigede kongen ham. Det førte til Påskekrisen, hvor kongen måtte opgive sin aktion under trussel af generalstrejke.

Man kan sige, at begyndelsen til ”Genforeningen, Afståelsen, Grænsedragningen eller foreningen” tog sin begyndelse i oktober 1918, da Tyskland erkendte sit nederlag og bad om våbenhvile.

Vide kredse ønskede at Sydslesvig skulle med til Danmark.

 

De danske politikere stod helt uforberedte

Det store flertal af befolkningen i Sønderjyllands nordlige del (Nordslesvig) følte sig som danske. Men det sønderjyske spørgsmål havde nu ikke været en del af debatten under krigen. Det var som om det ikke rigtig interesserede politikerne i København.

Da det kom på dagsorden ved krigens afslutning stod mange uforberedt. Det var forskellige principper om folkets selvbestemmelsesret eller en historisk, hvor genforeningen kunne opfattes som genoprettelse af en tidligere retstilstand. Efter den første løsning måtte man følge folket efter den anden måtte folket følge landet. Men var det nu 100 pct.?

Ingen af de to principper blev søgt anvendt i deres yderste konsekvens, men de udgjorde den afgørende politiske skillelinje.

 

H.P. Hanssen fik et skriftligt svar

Et lukket fællesmøde mellem Folketing og Landsting den 23. oktober 1918 tilkendegav at man ville løse problemet i overensstemmelse med folkenes selvbestemmelsesret, dvs. gennem en demokratisk løsning.

De dansksindedes leder, H.P. Hanssen rejste spørgsmålet i den tyske Rigsdag den 23. oktober 1918. Det lykkedes den 14. november at få et skriftligt tilsagn den 14. november fra den fungerende tyske udenrigsminister, at Tyskland var indstillet på, at få løst spørgsmålet ved den forestående fredskonference.

 

Stauning havde skrevet til sin partifælde

Allerede den 18. oktober havde Stauning sendt et fortroligt brev til den ledende tyske socialdemokrat, senere rigspræsident Friedrich Ebert, omkring Nordslesvig – spørgsmålet.

 

Scavenius ville ikke have sagen op på fredskonference

Dette betød, at Den Nordslesvigske Vælgerforenings Tilsynsråd vedtog den såkaldte Aabenraa-resolution, der fastlagde deres ønsker den såkaldte Genforening.

Udenrigsminister Erik Scavenius og Det Radikale Venstre var ikke særlig glad for denne ordning. Man ønskede at holde sig gode venner med tyskerne og så helst, at man fandt en dansk – tysk løsning.

Det Radikale Venstre havde en stor mistro til de sønderjyder, der efter at havde været tysksindede lod sig genvinde for danskheden.

 

Tyskerne havde forespurgt længe før

Allerede i 1914 startede tyskerne med en forespørgsel. Det var en fremtrædende socialdemokrat fra den yderste venstre fløj, dr. Rudolf Breitscheid, der under et besøg i København rejste det ”Nordslesvigske spørgsmål”.

I marts 1915 kom der meldinger gennem den tyske gesandt Grev Rantzau. De danske ministre blev enige om ikke at røre ved sagen. En frigørelse af Als var dog udelukket på grund af den tyske flådestation.

Men senere kom der dog et dementi fra højeste sted.

Der var udpræget pressecensur. Således blev Dannevirke forbudt i en uge, fordi man ikke havde omtalt kejserens fødselsdag.

 

Skulle man bytte med De Vestindiske Øer?

Ja tænk engang. Man talte også om, at bytte De vestindiske Øer med Nordslesvig. Det var efter, at amerikanerne havde vist interesse for øerne. Men disse ville nok ikke have tyskerne som nabo.

Men det var faktisk vores salg af De Vestindiske Øer til USA, der kom til at betale en del af Genforeningen. For det blev en særdeles dyr omgang.

 

Den sønderjyske sag var en ”udenrigspolitisk fare”

Zahle var meget irriteret over H.P. Hanssens indflydelse på danske politikere og anså det således for ”højt uheldigt, at dansk politik skulle dirigeres fra Slesvig”. Erik Scavenius skrev i 1914 til en anden radikal politiker i 1914:

 

  • Jeg har altid betragtet den såkaldte ”sønderjyske sag” som vor største, ja måske eneste udenrigspolitiske fare thi af denne sag og den danske almenheds behandling af samme kunne vi til enhver tid vente tryk sydfra.

 

Clausen – linjen

Historikeren H.V. Clausen havde på baggrund af studier forsøgt at fastslå, hvor grænsen mellem dansk og tysk lå. Han havde lavet en sindelagsgrænse og en sproggrænse. Disse fulgtes nødvendigvis ikke af.

Han foreslog en rigsgrænse syd om Tønder og Højer, selv om hav vidste, at der var flere tysksindede end dansksindede. Men han tog også hensyn til geografiske grænser. Ja grænsen havde han allerede udarbejdet i slutningen af det 19. århundrede i et kort om dansk landbrug. Og grænsen gik nord om Flensborg.

 

Udenrigsministeren talte med ringeagt om Nordslesvig (Sønderjylland)

H.P. Hanssen har beskrevet Scavenius reaktion:

– Han talte om dette land med ringeagt i tonen, bandede stærkt.

 

De allierede blandede sig i danske anliggender

De Radikale mente, at de områder, der engang havde været tysksindet aldrig kunne vælge dansk.

De allierede ambassader i København var stadige kilder til megen rygtedannelse, ja for den franske ambassades vedkommende var der tale om direkte indblanding i indre danske anliggender.

Når regeringen Zahle og H.P. Hanssen sejrede ”i det saglige” om end led nederlag ”på det politiske og personlige plan” skyldtes det, at man byggede på et klart politisk grundlag.

Selvbestemmelsesretten var et princip, som man på intet tidspunkt accepterede at fravige. Nordslesvig til Clausen-linjen blev betragtet som en enhed.

Flensborg – og Danevirke-bevægelsen blev svækket af manglende enighed om mål og midler. Der var på intet tidspunkt skabt noget bærerdygtigt alternativ til det program, der blev vedtaget af Vælgerforenings – Tilsynet.

 

Fredskonferencen i Versailles

Fredskonferencen i Versailles varede fra januar til juni 1919. Både officielle og uofficielle deputationer havde foretræde, således også Dannevirke-bevægelsen. De ønskede at den kommende grænse skulle gå langs Dannevirke. Nu var det sådan, at det franske diplomati ville ødelægge det så meget for Tyskland som mulig.

Og som vi alle ved blev der afholdt en afstemning i Nordslesvig (1. zone) Og en separat distriktsvis afstemning i Mellemslesvig. Ja der blev også foreslået en 3. zone.

Den Radikale regerings ønske om at protestere mod fredsforslaget fik den hidtidige politiske enighed i Danmark til at bryde sammen. Det Konservative Folkeparti ville ikke gå med til at protestere.

 

Ikke alle rigsdanskere havde lige meget forståelse for Sønderjylland

Englænderne forkastede et forslag om internationalisering af 2. zone. Det var uden belæg i fredstraktaten. Sagde englænderne. Fra 15. juni 1920 var Sønderjylland under dansk suverænitet. Og i dagene den 10. og 11. juli 1920 blev ”Genforeningen” markeret ved Christian den 10* s indtog i Sønderjylland og den store folkefest i Dybbøl.

Nu var det heller ikke alle rigsdanskere, der var lige velkommen efter 1920. Mange sønderjyder mente, at disse havde et forkvaklet Tysklandsbillede. Deres danskhed var efter sønderjydernes mening for teoretisk og abstrakt. Rigsdanskerne forsøgte at lægge deres traumer og historiebilleder ned på Sønderjyllands historie, som mange opfattede som et overgreb.

Stærk nationale danskere har sikkert gjort dette i en god mening dog uden forståelse for at regionen hernede var multinational og regional.

Sønderjydernes danskhed er ikke ideologisk betinget, men født af praktisk kamp mellem tysk og dansk. Dette forstod rigsdanskerne ikke.

Efter ”Genforeningen” kom landsdelen ikke officielt til at hedde Sønderjylland, men ”De Sønderjyske Landsdele. Efter kommunalreformen i 1970 blev betegnelsen, Sønderjyllands Amt.

 

Kunne man have været mere smart?

Det er altid lidt af en dødssynd, når man beskriver fortiden med nutidens øjne. Men i dette tilfælde er det vel godt anbragt? Man kunne jo have knyttet Sønderjylland til Kongeriget

Skiftende danske regeringer og konger har gennem historien forkludret det Slesvig – Holstenske spørgsmål. En afgørende fejl blev begået af Frederik den Tredje, da arve og enevælds – regeringen blev ham overdraget af rigets stænder i1660. Da indførte han en arvefølge, hvori spiren lå til begge hertugdømmers udskillelse af kongeriget.

Den næste store fejl blev begået af præsidenten for det daværende tyske kancelli A.P. Bernstorff derved, at han i 1773, da kongen af Danmark ved traktat med det gottorpske fyrstehus fik sit herredømme over hele Slesvig endelig anerkendt, ikke benyttede lejligheden til at indlemme Slesvig i Danmark.

Kongen burde da have benyttet den lejlighed, han ved sit fuldstændige herredømme over begge hertugdømmerne have sammenslettet Slesvig endelig med Danmark.

Samtidig kunne man i hvert fald ved denne lejlighed have udvidet den danske rigslov for kongeriget, Christian den Femtes Danske Lov og de andre danske love, til også at gælde for Sønderjylland (Slesvig – Holsten).

 

Man førte en helt forkert sprogpolitik

Men samtidig med disse afgørende politiske fejlgreb forspildte de danske enevældige regeringer på det sproglig-kulturelle område alle de mange chancer, der var til at bevare og fæstne dansk sprog og kultur i Sønderjylland ned til Slien og Dannevirke. Ja fra gammel tid endda ned til Ergenförde Fjord. Her må vi ikke glemme, at allerede dengang var det frisiske sprog meget udbredt i det sydvestlige hjørne.

 

Det tyske sprog trængte frem

Men reformationen og senere tyske åndsretningers udbredelse til Danmark trængte det tyske sprog i det 16., 17., og 18. århundrede ind i de dannede kredse, særlig i embedsstanden. Og det skete både i hele Slesvig – Holsten og kongeriget.

Som bekendt var endog kommandosproget i den danske hær dengang en lang tid på tysk.

I flere sønderjyske købstæder var allerede tidligt sproget blandt forretningsfolk tysk. Men bortset fra embedsmænd og forretningsfolk samt de fra Holsten indvandrede godsejere vedblev den store jævne befolkning navnlig bønder og husmænd, at tale dansk i hele Sønderjylland altså også i Sydslesvig.

 

Man påtvang danskere det tyske sprog

Her begik de danske regeringer den grundfejl, at de og deres af tysk væsen påvirkede embedsmænd påtvang den jævne danske befolkning i størstedelen af Sønderjylland det tyske sprog, både tysk kirkesprog, skolesprog og retssprog gennem det 16., 17., og 18, og første halvdel af det 19. århundrede.

Mærkelig er det, at statsminister Høegh-Guldberg, der ellers i gerning viste sin varme interesse for det danske sprog og dansk nationalitet, ikke i årene 1772 – 84, hvor han var den ledende i regeringen, benyttede lejligheden til at indføre dansk sprog i skolen, kirken og retten i Slesvig – Holsten.

Århundredeskiftet 1800 er skæbnesvangert for det danske sprog i Slesvig – Holsten. Omkring denne tid begyndte den danske bondebefolkning i Sydslesvig at lade deres børn gå over til tysk tale. De blev indpodet med tysk alle mulige steder fra.

 

Frederik den Sjette var opmærksom

Først i 1810 og 1811 begynder Frederik den Sjette og hans rådgivere at interesserer sig for det danske sprog i Slesvig. For første gang forsøgte den danske regering at indføre dansk kirke- skole- og retssprog i de egne, hvor dansk endnu var menigmandssprog. Nu fik man endelig dansktalende præster, dommere og skolelærere.

Men for store områders vedkommende var det allerede alt for sent. Og disse kongelige forordninger blev ikke ført ud i livet af grunde, som man ikke er helt klar over. Den senere danske politik i 30erne og 4oerne var svag og vaklende.

De danske regeringer, der kom efter 1848 manglede realistisk sans og de skadede i den grad danskheden i Sydslesvig. Vi havde sikkert nogle gode nationalliberale førere, der som ministre fik ledelsen i det sønderjyske spørgsmål, Monrad, Krieger, Hall, Lehmann o.l. De var velmenende og på specielle områder dygtige mænd.

 

Kunne man ikke have forhandlet med Bismarck inden?

De var dog teoretiske og følelsesbetonede i deres sønderjyske politik og forstod navnlig ikke de magtpolitiske forhold og intriger mellem stormagterne på den tid. Hvis man nu i regeringen havde haft nogle fremragende praktikere i regeringen kunne man have slået en handel af med Bismarck om Kieler – havn og Holsten, som særlig interesserede ham.

Den tysk nationale begejstring for Slesvig-Holsten som tysk forbundsstat interesserede ikke Bismarck det ringeste. Den tyske nationale begejstring Kaldte Bismarck for foragtelig. Han kaldte det for ”Bierhaus – entusiasmus”. Det kunne måske imponere Paris og London men ikke ham.

 

Læs engang – Bismarcks tanker?

Det som interesserede ham var at Preussen fik Kieler-havn til flådehavn og en kanal gennem Holsten. En praktisk statsminister kunne måske have ofret Holsten og Lauenburg for så at kunne beholde Slesvig. Prøv engang at læse Bismarck: Gedanken und Erinnerungen (2)

Politikerne var heller ikke opmærksomme på, at Preussen fik stor fordel af tvangsfortyskningen af Slesvig mellem 1864 og 1918. Samtidig udvandrede 60.000 sønderjyder.

 

Den franske hovedforhandler undrede sig over danskernes beskedenhed

Grænsen burde ikke have været nordligere end den grænse der var dansk flertal i 1867. På den måde kunne Mellemslesvig og Flensborg været blevet dansk. Og mon ikke dette ønske var blevet accepteret af de allierede magter.

Således skulle statsmændene og afstemningsteknikkerne have været meget forbavset, da de hørte danskernes ønsker. Direktøren i det franske udenrigsministerium Jules Laroche udtalte således om den danske regerings holdning:

 

  • Vi står over for en regering, som i modsætning til, hvad tilfældet plejer at være, forlanger mindre, end den ville have ret til at kræve.

 

Grunden til den danske indstilling skyldtes de ledende nordslesvigere med H.P. Hanssen i spidsen. Og han var stærk påvirket af de to historikere H.V. Clausen og Aage Friis. Disse to var ukyndige i juridisk afstemningsteknik og tog ikke hensyn til tvangsfortyskningen.

Andre nationer som Tjekkoslovakiet, Polen, Serbien og andre var ikke så gavmilde som den danske regering.

På Socialistkongressen i Bern den 7. februar 1919 gjorde de svenske socialdemokrater også gældende, at Tyskland ikke måtte beholde nogen del af det Sønderjylland (Slesvig – Holsten), der havde været dansk flertal i 1867, for de kunne kun kræve det med den ret, at de havde udnyttet deres magt.

 

Man opdagede ikke en graverende fejl i afstemningen

Og så opdagede man fra dansk side ikke en graverende fejl i afstemningen. Det er uforståelig, at der ikke blev protesteret fra dansk side. Ordet ”bopælskrav” var røget ud af traktaten. Denne fejl var til en stor fordel for tyskerne.

Der blev givet stemmeret til ca. 40.000, som ikke skulle have haft det. De var godt nok født i området, men de var ikke bosat der.

 

Tusinder af menneskeliv kunne være sparet

Set ud fra selve befolkningssammensætningen i 1920 kan man vel godt betragte grænsen for retfærdig, selv om tyskerne var længe om at anerkende den. Men man må da vel godt stille spørgsmålstegn ved om en lidt mere smart måde, at løse det på, kunne have sparet os for tusinder af menneskeliv.

 

 

 

Kilde:

  • danmarkshistorien.dk
  • wikipedia.dk
  • tidsskrift.dk/fortidognutid
  • tidsskrift.dk/historisktidsskrift
  • genforeningen2020.dk
  • nomos-dk.dk
  • pol.dk
  • Inge Adriansen m.fl.: Sønderjylland A-Å
  • Hans Schultz Hansen m.fl.: Sønderjyllands Historie 1-2
  • Hans Schultz Hansen: Danskheden i Sydslesvig 1840 – 1918
  • Lorens Rerup: Slesvig og Holsten efter 1830
  • Bjørn Svensson: Tyskerkursen
  • Bjørn Svensson: Bataljer- med Bid og Baggrund
  • Viggo Sjøqvist: Erik Scavenius, Danmarks udenrigsminister under to verdenskrige. Statsminister 1942-1945.
  • Henrik Becker-Christensen: Grænsen i 75 år
  • Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt 1-3
  • Markus Hedemann: Danmark, Slesvig og Holsten 1404 – 1448
  • Bismarck: Gedanken und Erinnerungen
  • Olaf Olsen m.fl. Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie 10 og 11

 

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.422 artikler inklusive disse artikler, der berører emner, der er omfattet i artiklen:

  • Grænsedragning, Sønderjyllands Historie, 1864 – og de Slesvigske Krige, De dansk – tyske forhold.

Under Tønder

  • Da Hagekorsflaget blev rejst i Tønder
  • Slogs Herred mellem dansk og tysk
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder – omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Tønder – efter krigen
  • Tønder-mellem dansk og tysk
  • Hvorfor var Tønder tysk
  • Tønders tyske sportsforeninger
  • Sprogkampen i Tønder 1851-1854
  • Socialdemokrat i Tønder – dengang
  • Tønder – før og efter Genforeningen
  • Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder
  • Lærer i Burkal
  • Tondern Station
  • Tønder Bibliotek – i begyndelsen
  • Militæret i Tønder 1920 – 1923
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Tønder – egnen 1814 – 1848 (1)
  • Tønder – egnen 1848 – 1851 (2)
  • Dagbog fra Møgeltønder
  • Ulrich – en fysikus fra Tønder 1-2
  • Soldat i Tønder 1851
  • Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
  • Klosterbrødrene i Tønder
  • Man talte da dansk i Tønder i 1600-tallet

Under Højer

  • Den sure præst fra Højer
  • Pigen fra Højer
  • Apotekeren fra Højer
  • Heltene i Vadehavet

Under Sønderjylland

  • Sønderjylland under pres syd fra
  • Da Nazismen kom til Sønderjylland
  • Den Sønderjyske politiadjudant
  • Overvågning i Sønderjylland
  • Folketingsvalget 1939
  • Jens Møller – Folkefører eller folkeforfører
  • Den dansk – tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Mindretal i brændpunktet
  • Den sønderjyske efterretningstjeneste
  • Opgøret efter 1945
  • Det tyske mindretal
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Tyske flygtninge i Nordslesvig
  • Sønderjylland-maj 1945
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Jordkamp, Vogelgesang og domænegårde
  • Kan man egentlig tale om en Genforening?
  • Er genforening det rette ord?
  • Var Sønderjylland en del af Danmarks rige i middelalderen?
  • Da Sønderjylland blev dansk
  • Lov og ret i Sønderjylland – dengang
  • Sønderjylland i knibe
  • Kongens hvide hest 1-2
  • Slaget om Als
  • Sønderjylland til Ejderen
  • Genforening – Forening eller indlemmelse
  • Ribe – brevet
  • Var det virkelig tale om en genforening?
  • Dansk-tyske brydninger i et grænseland
  • Var afstemningen 1920 retfærdig?
  • Rendsborg 1848 – 1851
  • Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde
  • De Sønderjyske Piger
  • Sønderjyder i Første verdenskrig
  • Ved krigsfronten
  • De kongerigske enklaver 1-2
  • Slottet Duborg i Flensborg
  • Sikringsstilling Nord
  • En adelsborg ved Tørning
  • Ned med de dansksindede
  • Sproget i Sønderjylland
  • Flugten over grænsen 1914-1918
  • Margrethe den Første i Sønderjylland
  • Abel og hans sønner
  • Sønderjyllands historie indtil 1200
  • I Sønderjylland siger vi mojn

Under Aabenraa

  • Knivsbjerg – nord for Aabenraa (vers. 2018)
  • Aabenraa- under besættelsen
  • Sorgen ramte Aabenraa 1- 2
  • Frits, Nazister og et kartotek
  • Løjt – mellem dansk og tysk
  • Aabenraa – mellem to krige
  • Aabenraa – maj 1945
  • Aabenraa 1848 – 1851
  • Aabenraa – før Prøjserne
  • Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864
  • Aabenraa 1864

Under Padborg/Kruså/Bov

  • Frøslevlejren i den sidste tid
  • Straffelejren
  • Dagligliv i Frøslevlejren
  • Bov Sogn – mellem dansk og tysk
  • Fårhuslejren
  • Frøslevlejren
  • Bov Kommune – under besættelsen
  • En sønderjyde krydser sine spor
  • Harrelslev – dengang
  • Genforeningen i Bov Sogn
  • Sejren ved Bov
  • Kampen ved Bov – og de Slesvigske krige

Under 1864 og de Slesvigske Krige

  • Statskup og enevælde
  • Unødvendige krige
  • Slaget ved Brøns – set med tyske øjne
  • Slaget ved Brøns (1)
  • Monrad 1-2
  • Lundtoft Herred 1848
  • Sønderborg 1864
  • Sandheden om Hermann Bangs Tine
  • Hvad skete der egentlig efter 1864?
  • 1864 – en ulykkelig kærlighedshistorie
  • Soldatergraven i haven

Under Besættelsen (før/nu/efter)

  • Gerningsmænd eller ofre
  • Fra krig til internering
  • Et mindretal under besættelsen
  • Dibbernhaus i Aabenraa
  • Besættelsestiden og det tyske mindretal
  • Efter besættelsestiden
  • Nazistisk ungdomsarbejde i Sønderjylland
  • Vidste de danske frivillige, hvad de gik ind til?
  • Slemme folk fra Sønderjylland
  • Retssikkerheden før og under besættelsestiden
  • Waffen SS – engang en elitehær
  • Retsopgøret i Sønderjylland
  • Danskerpak og Tyskerpak
  • Da Danmark fik tilbudt Sydslesvig

Under København

  • Istedløven brøler stadig
  • Begik Kongen højforræderi?
  • Sønderjyder i København OG MANGE FLERE

Hvad skete der egentlig efter 1864?

Dato: juli 16, 2019

Hvad skete der egentlig lige efter 1864?

Ejder-politikken led en krank skæbne. Danmark forpassede muligheden ved fredsforhandlingerne. Preussen rettede sig ikke efter §5. En klar skillelinje mellem dansk og tysk. Upopulær dansk indsats. Tomme løfter fra Preussens side. De dansksindede nægtede at aflægge ed. Rigsfjenderne. Smart valgdemokrati. Hindringer for dansk livsudfoldelse.

 

Ejder-politikken led en krank skæbne

Måske var det relevant lige at beskæftige sig med, hvad der skete I Nord- og Sydslesvig lige efter nederlaget 1864. Der er kommet ting frem her op til Genforeningens/Grænsedragnings/Forenings – jubilæet, som måske ikke helt passer med sandheden.

Det danske rige blev reduceret fra at være et stat af en vis, om end begrænset betydning til en småstat uden vægt i det internationale samfund.

Krigen var i snævrere forstand en følge af den såkaldte November – forfatning, der have til formål at knytte Slesvig nærmere til Danmark. Det var et led i den såkaldte Ejder-politik.

 

Danmark forpassede muligheden

Da krigen endte, var det en almindelig opfattelse, at en deling af Slesvig efter en nationalitetsgrænse, måtte være Danmarks mål. På tragisk vis var mulighederne for at opnå en national grænse under forhandlingerne i London i forsommeren 1864 blevet forpasset.

Freden i Wien den 30. oktober 1864 var et diktat fra de sejrende magter, Østrig og Preussen. Men Slesvigs og Holstens stilling var dermed ikke afklaret. Årene 1866 – 1866 var et interregnum. I 1866 kom der til krig mellem Preussen og Østrig om magten i det tyske forbund.

 

Preussen rettede sig ikke efter §5

Preussen vandt krigen. Foruden Slesvig og Holsten blev også Hannover samt Hessen-Kassel og fristaden Frankfurt indlemmet i Preussen, der nu blev den absolut dominerende magt i det nyoprettede ”Nordtyske Forbund”.

Freden blev i 1866 sluttet i Prag. Der blev her på foranledning af den franske kejser Napoleon, indføjet bestemmelser om, at indbyggerne i de nordlige distrikter af Slesvig ved en folkeafstemning skulle få lejlighed til at afgøre, om den ville tilbage til Danmark. Det var den berømte §5, som kom til at spille en så dominerende rolle i sønderjydernes diskussioner om den rette politiske kampmåde.

Trods denne løfteparagraf blev Slesvig og Holsten uden videre som ”Provinsen Slesvig – Holsten” Indlemmet i Preussen, og dermed i ”Det Nordtyske forbund”.

 

En klar skillelinje allerede i 1867

Det nyoprettede forbund havde en mere liberal holdning end det meget konservative Preussen. Man fik en liberal grundlov med en politisk repræsentation, en forbundsdag, valgt med almindelig valgret af mænd over 30 år.

Valget skete i enkeltmandskredse med en mulighed for omvalg, hvis en af kandidaterne ikke havde fået absolut flertal.

Det første forbundsvalg blev holdt i februar 1867. De dansksindede blev enige om, trods alt, at deltage i valget, fordi det kunne få betydning som en slags generalprøve på den forestående folkeafstemning.

Valget viste til en almindelig overraskelse en klar delingslinje mellem den tysksindede og den dansksindede del af Slesvig. Linjen gik syd om Flensborg og nord om Tønder. Man havde en klar skillelinje for det man kaldte Nordslesvig.

 

Upopulær dansk indsats

I årene 1850 – 1864 var det gjort en stor indsats i den sydlige del af Slesvig for at vinde befolkningen for Danmark. I 41 sogne, hvor det danske sprog ikke var helt forsvundet, havde skolesproget i disse år været dansk med 4 timers ugentlig undervisning i tysk.

Mange præster fra Danmark havde virket i disse sogne, hvor både tysk og dansk sprog var ligestillet i kirkerne.

Men disse sprogreskripter dikteret af den danske stat var yderst upopulære. Den gamle ordning med tysk skole – og kirkesprog blev straks genindført efter 1864. De danske embedsmænd blev forjaget. I de nordslesvigske købstæder blev tysk skolesprog igen indført, men på landet blev dansk kirke- og skolesprog bibeholdt.

I Nordslesvig kom mange af de tyske præster, lærere og embedsmænd tilbage, som man havde forjaget i 1850erne.

 

Tomme løfter fra Preussernes side

Der blev lovet meget fra preussernes side men institutionerne i Hertugdømmerne skulle tilpasses det øvrige Preussen. Og de nye indbyggere skulle hurtigst muligt gøres til preussere. Ethvert bånd til Danmark skulle hurtigt overskæres.

Hurtigt blev det gjort klart, at bestræbelser mod at bevare det danske sprog eller sindelag stred mod den preussiske stats interesser. Kun det tyske sprog og tankegang havde ret til at udfolde sig.

 

Man tålte ingen fremmednationale folk inden for rigsgrænsen

Bismarck havde engang udtalt sig, at det tyske rige ikke måtte tåle nogen fremmednationale folk inden for rigsgrænserne. Man anerkendte ingen moralsk ret for de danske til at bevare deres nedarvede kultur, men de borgerlige frihedsrettigheder, hvor de begrænsede de end var, at man fik borgere af første og anden klasse. De danske fik straks at føle, hvor de hørte til.

 

Man nægtede at aflægge ed

I 1867 forlangte de nye myndigheder, at alle i offentlig tjeneste skulle aflægge ed til kongen af Preussen. Der blev bland de dansksindede i Nordslesvig oparbejdet en stemning mod at aflægge eden. To dansksindede medlemmer af den preussiske landdag nægtede at aflægge eden til den preussiske landdag. Men omkring 1888 fik edsaflæggelsen overvægt.

Pressefrihed var garanteret af forfatningen. Og denne lov blev lempet i 1874. Men regeringen forventede, at embedsmændene bekæmpede statens modstandere. Efter at Bismarck havde sluttet fred med katolikkerne, følte mange at det borgerlige samfund nu blev truet af socialdemokraterne. Fra 1878 til 1890 blev disse underkastet en særlov.

 

Rigsfjenderne

Kejser Wilhelm kaldte dem ”Die Vaterlosen Gesllen”. De blev opfattet som ”rigsfjender”. Til denne kategori høre også de nationale mindretal og heriblandt efter 1871 også de dansksindede.

Efter Tysklands sejr over Frankrig i 1870-71 blev ”Det Nordtyske Forbund” til ”Det Tyske Rige”.

 

Smart Valggeometri

For at forhindre dansk flertal i Nordslesvig blev der bedrevet ”Valggeometri”. Haderslev og Sønderborg Amter dannede en kreds, selv om de slet ikke hang sammen. Aabenraa Amt blev lagt sammen med Flensborg Amt. Det betød, at de dansksindede sagtens kunne hævde sig i første kreds, men ikke i anden kreds.

Almindeligvis var en provins delt i flere regerings-distrikter. Men det gjaldt ikke for Slesvig-Holsten. Her var kun et regeringsdistrikt med en regeringspræsident i spidsen. Hos denne lå tyngdepunktet i den lokale selvforvaltning.

I 1889 blev treklassevalgretten indført for amternes vedkommende. Så kunne man med valggeometri forhindre danskernes opnåede flertal i amtsrådene.

I 1889 kunne kun folk med et tysk sindelag vælges som amtsforstander. De skulle alle godkendes af overpræsidenten.

Samme år blev skolen yderligere fortysket. Dette varede helt til 1914.

 

Hindringer for dansk livsudfoldelse

Embedsmænd og dommere søgte at lægge hindringer i vejen for den danske livsudfoldelse.

 

Kilde:

  • Diverse artikler på dengang.dk
  • Sønderjyske Årsskrifter (div. Udgaver)
  • Troels Fink: Båndene bandt – Forbindelsen over Kongeåen 1864-1914 1 – 2

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk finder du 1.420 artikler.
  • Vi har på vores hjemmeside en masse artikler, der belyser tiden frem til den såkaldte ”Genforening”, samt tiden inden.
  • Vi har en oversigt over Genforening/Grænsedragnings – artikler
  • Vi har en oversigt over 1864 – artikler

Østerbro-spredte minder(1)

Dato: juni 11, 2019

Østerbro – spredte minder(1)

Vi kigger på tiden fra ca. 1900 – 1945. Vi besøger et ”Slot” i Øresundsgade (Vordingborggade) og barakker på Vibenhus Skole. Der var masser af rotter i Ryesgade og fine folk i Classensgade. På Kalkbrænderivej var der et kongeligt opfostringshus. Der var ingen enkehjælp og rejer kostede 40 øre pr. pot. Huslejen kunne sættes ned. De kongelige kørte gennem Classensgade. Tjenestepigerne købte rejer. Dengang, man fejerede grundlovsdag. Tre gange dagligt – nymalket mælk. Tænk, der var et ”slot” i Vordingborggade. En barakby ved Vibenhus Skole. Svømmeundervisning ved Helgoland. Krabber og bananer. Masser af fabrikker i Ryesgades baggårde. Stauning gik i spidsen. Masser af underholdning i baggårdene Motorløb og flyalarm.

 

Huslejen blev sat ned

Det var endnu dengang, at I.E. Ohlsens gartneri lå på Østerbro. Dengang var der ikke noget, der hed enkehjælp. Det hed fattighjælp eller fattighushjælp. Men det var ikke særlig attraktivt for så blev man nærmest umyndiggjort. Var man kommet derud kunne man blive en slags husvært i ejendommen. Så blev huslejen sat ned med 12 kr. i kvartalen.

Køkkentrapperne lå i mørke. Det var ikke sjovt at gå over gården til retiraderne. Rotterne holdt til her ved skarnbøtterne uden låg. To gange om året kom en rottefænger og lagde et gul pulver på et stykke brød. Men det hjalp nu ikke synderligt. Så var der bedre at lægge røget flæsk i en fælle. Så kunne man da hver morgen fjerne 2-3 stykker.

 

De kongelige gennem Classensgade

På Classensgade boede de finde dengang. Der boede en baronesse Gyldencrone og Hegermann – Lindencrone – Kontre – Admiral Caroc og mange andre prominente. Ja endda forfatterne Erik og Amalie Skram, sidstnævnte ofte med en cigar i munden.

Jo det var også her de kongelig kørte eller red igennem. Da Christian den Niende og Dronning Louise havde Guldbryllup den 26. maj 1892 kørte de sandelig igennem Classensgade.

 

Tjenestepigerne købte rejer

Hver mandag lød gaden af en skinger stemme. Rejekonen kommer med sin store kurv under armen:

  • Rejer godt – Rejer godt. Her er store levende rejer godt 40 øre en pot.

Så vrimlede der ellers til med tjenestepiger fra herskaberne, der købte rejer. Sommetider stod de og pruttede om prisen. Det var sjovt at høre på.

Senere på dagen kom en anden kone med jerntrillebør og en lille skovl. Hun blev kaldt for L-Konen. Hun skulle fjerne alle hundeefterladenskaber fra gaden. Rygterne gik på, at det blev brugt på apoteket!

 

Dengang, man fejrede Grundlovsdag

Jo det var dengang i begyndelsen af 1900 – tallet, hvor man fejrede Grundlovsdagen. Man havde taget pæneste tøj på. Og så ventede man at ”toget” skulle komme ind på Fælleden ved Øster Alle. Så kunne man ellers høre ”Nu dages det brødre” Og så var det ellers ind på Fælleden og for nogle børn var årets højdepunkt – en sodavand.

Om aftenen gik man en tur langs Langelinie for at se på alle skibe. De havde flag og kulørte lamper. Et dejligt hornorkester musicerede.

 

Damerne skulle da ikke øverst

I gårdene var der lirekasserne, særlig de store med negerfigur på. Ja og sporvognene, der blev trukket af heste. De små havde kun en hest foran. Man skulle bare vifte med hånden så stoppede de.

Så var det de to – etagers. Dem kunne man køre med for 10 øre på siddepladser og 5 øre for en ståplads. Samme pris ovenpå. Men det var nu mest for herrerne. For man skulle op af en snoet trappe. Det var svært for damerne, for kjolerne tog jo helt ned på støvlerne.

Om vinteren løb man på skøjter på Sortedamssøen. De fine løb på Kastelgraven. Der var masser af militærmusik forskellige steder på Østerbro dengang.

 

Tre gange dagligt – nymalket mælk

Tre gange dagligt kunne man få nymalket varm mælk. Bondemanden kom selv med store junger fyldt med mælk. 1 pot sød mælk kostede 10 øre, skummet mælk 6 øre. Et halv rugbrød 27 øre, 6 store kryddere 10 øre, 1 franskbrød 6 øre og flødekager 5 øre.

 

Tænk – der har været et ”slot” i Vordingborggade (Øresundsgade)

Tænk engang. Der har været et slot i Øresundsgade 18 (Vordingborggade 18). Ja det sagde man dengang. Fra gammel tid har det været overnatningssted for de kongelige, når de skulle i deres sommerresidens. Det var dengang en villa med en gammel frugthave. 

Randersgade var endnu lukket. Men huset er for længst revet ned. Nu hvor vi besøger stedet. Vi besøger så et hus, der ligger længere tilbage ud mod Korsørgade. Her boede ca. 45, som havde to lokummer i gården. Foruden beboelse var der et malerværksted, en smedje og et snedkerværksted.

Smedjen skoede heste fra kalkværkerne og en vognmand, der havde stald og vognpark i gården.

Også kraftværkerne, der lå for enden af Øresundsgade, fik daglig skoet heste. Når de var færdige, red lærlingen dem tilbage.

Koks hentede man på Silkeborg Plads, hvor kommunen havde et udsalg.

Mange fik kun gas, hvis der var penge til det. Der var en møntautomat, hvor man skulle putte 25 øre i.

 

En barakby ved Vibenhus Skole

I 1909 blev der oprettet en helt lille barakby ved Vibenhus Skole. I alt 8 træbarakker med 2 klasseværelser i hver, var der. De blev opvarmet af en stor rund kakkelovn i hver. Den ene barak blev efter nogle år omdannet til sløjd-undervisning.

 Men ellers var der her en hovedbygning med drengeklasse i den ene side og piger i den anden side. Der lå en lang stenbygning langs Randersgade. Det var gymnastiksalen, der havde indgang og omklædningsrum i hver ende.

 

Svømmeundervisning på Helgoland

Går vi nu en tur op ad Strandvænget lå der på venstre side en rebslagerbane og på højre side, hvor DSB havde lyntogsremise og pumpestation lå der en kolonihaveforening. Ja og lige over for lå badeanstalten Helgoland. Her gik skoleeleverne til svømmeundervisning. Der var et basin i midten. På venstre side et til piger og til højre et for drenge.

 

Krabber og bananer

Nå de store Amerika-både kom, gik man gennem tolden i Aarhusgade. Her kunne man være heldig at få stødte bananer helt gratis.

Ved hjælp af en speciel teknik kunne man ligge på maven på kajen og forsøge at fange krabber.

 

Man købte på ”den sorte bog”

På hjørnet af Øresundsgade og Holbækgade lå der en bager, hvor man om morgenen kunne købe gammelt brød. Og når man var kendt fik man en hel masse. På det andet hjørne af Holbækgade og Korsørgade lå en blandet købmandsforretning. Her var det særlig attraktivt at få et job. Så kunne man bidrage til husholdningen derhjemme. Normalt købte man på ”den sorte bog” Og så blev ens løn bare afskrevet.

 

Masser af fabrikker i Ryesgades baggårde

Vi tager lige en tur til Ryesgade. På Ryesgade Skole havde man en flot udsigt til Sortedams Søen gennem Krogsgade. Også denne skole var opdelt i drenge- og pigeklasser. På tilsvarende måde var skolegården opdelt.

Ryesgade var på et tidspunkt den mest folkerige gade i København. I baggårdene var der foruden garager, cykelskure og tørresnore også fabrikker. Fløjten lød altid, når det var fyraften. Her lå i hvert fald i baggården til Ryesgade 43 en møtrikfabrik og en skotøjsfabrik. Ja længere henne var endda en dukkefabrik.  

Når der kom læge på besøg, skulle der altid være et håndklæde og et vandfad med varmt vand parat. Jo og dengang kom lægen i en rigtig bil. De fleste andre var forsynet med ”kakkelovn” altså en gengasgenerator.

Dengang var der butikker overalt i Ryesgade. Grønthandleren havde spegesild i tønder, vin og sukker og koks i samme lokale. Her var også en butik, der solgte æbleskiver.

 

Både heste og deres mænd fik deres frokost

Under krigen blev der serveret frokost til hestene i form af muleposer. Imens sad mændene og spiste frokost i Cafe Scantic på hjørnet af Søpassagen og Ryesgade, her var altid et mylder af gadehandlere. ”Sild er godt” hørte man mange gange. Og før krigen kom der bananvogne gennem gaden.

Et andet fænomen var folk, der gik fra dør til dør og tiggede eller bad om en pakke mad. Der gik også folk rundt og solgte forsikringer, bøger og kunstværker. Der var også sprittere i gaden.

Der var sandelig også en biograf i Ryesgade, der lå midt for Lundingsgade. Den blev kaldt Ry-kino. En børnebillet til 4 – forestillingen kostede 35 øre. Senere gik man til Odeon – biografen på Fælledvej eller til Triangelen eller Park Biografen på Østerbrogade.

Søpassagen blev brugt under krigen til salg af juletræer. Kullageret lå på et tidspunkt over for Schulstads Brødfabrik. Julestegen blev stegt inde hos bageren.

 

Stauning gik i spidsen

Den 1. maj gik majdemonstrationen gennem gaden med musik og faner på vej til Fælleden. I spidsen gik på et tidspunkt selveste Stauning. Så kunne man istemme ”Internationale” og ”Danmark for folket”.

Ja og også Frelsens Hær gik gennem gaden eller tog opstilling på et gadehjørne og spillede musik.

 

Masser af underholdning i baggårdene

I den politifri periode kom der masser af grupper og optrådte i gårdene. Det var med masser af akrobatik og musik. Efter krigen var der igen politi i gaden. Der stod så en betjent og regulerede færdslen på hjørnet af Ryesgade og Fredensgade, Ja og der stod også en betjent på Trianglen.

 

Der blev bygget flere beskyttelsesrum under krigen nede ved søerne. Der var mange militærpatruljer dengang. Det bestod mest af ældre tyskere. De var modsat HIPO – korpset fredelige. Hipoerne pegede op mod vinduerne med skydevåben.

 

Motorløb og flyalarm

På søerne blev der i de hårde vintre kørt motorløb. Det var inden, der var knaphed på benzin. Og når vi nu er ved søerne, så var der sikkert mange der så et tysk fly styrte direkte i søen.

Der var masser af flyalarmer. Særlig om vinteren kunne det være en kold oplevelse nede i kælderen og meget lidt lys. Hver ejendom havde sin husvagt, der skulle sørge for at alle beboere kom ud.

 

  • Vi vil senere dukke ned i flere minder fra Østerbro

 

Kilde:

. Se Litteratur Østerbro

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk vil du opleve 84 artikler fra Det Gamle Østerbro