Dengang

Søgeresultater på "aabenraa skippere"


Aabenraas oprindelse

Dato: april 6, 2015

F:\Aabenraas oprindelse\Redigeret Foredrag om Aabenraa i 1200 tallet.(ny 5).docx
Jørgen Witte:

Aabenraa vokser frem i 1200 tallet
Foredrag på Rigsarkivet Aabenraa 22. januar 2015

Disposition:
Opneraas skrå
Anlæggelsen af købstaden som led i kongens administrerede handel
Byfredens udstrækning
Opneraa havn
Handel i Opneraa og købstadens økonomiske ydeevne
Spedalskhedshospitalet St Jørgensgård
Landsbyen Opner og købstadens jorder
Fædriften i Jørgensgårdskov
Den første kirke i Opneraa
Kirkebyggeriet på bakken
Købstadens konsolidering – afslutning

1. Opneraas skrå

Sidste år publicerede jeg en analyse af Aabenraa købstads skrå fra 1335, der er det ældste kendte dokument fra byens arkiv.
Den viste, at skråen var et dokument, der refererede indholdet af ældre dokumenter. Skråens mest særegne del,- midterstykket, – med 53 paragraffer falder i to hoveddele. Første del med 22 paragraffer hænger nøje sammen og definerer borgernes rettigheder i Opneraa overfor dem, der ikke var borgere, især fremmede købmænd. Denne del opfatter jeg som Opneraas oprindelige skrå, som jeg daterer til 1234 – 1241. Tidligere har historikere også ment, at mulige forgængere til skråen 1335 var sædvaneret, ikke en nedskrevet ret. Jeg ser anderledes på skråen, og min fremstilling bygger i øvrigt på en grundforestilling af et rige ledet af en moderne kongemagt.
I slutningen af 1230erne etablerede den næsten 70 år gamle kong Valdemar Sejr købstaden Opneraa. Måske sammen med sin søn og medregent Erik Plovpenning. Det skete ved en særlig statut, en såkaldt skrå. Udtrykket blev brugt i datidens handelskredse, og betød oprindelig et ’tørt skindstykke, en pergamentsbog’, dvs noget skrevet.

Skråen var aftalt på gammeldansk med nogle købmænd, – formentlig fra en handelsplads på Varnæs hoved, som allerede betalte afgifter til kongen. Kongens kancelli formulerede og nedskrev skråens 22 paragraffer på latin. Det var ikke let, og hele 29 udtryk om nordiske retsforhold og handelsudtryk måtte overtages på gammeldansk i den korte latinske tekst.

Kancelliet blev ledet af bisp Niels Stigsen, der i 1234 havde afløst bisp Niels af Slesvig som kansler. I over fire årtier havde Kancelliet fungeret som et moderne sekretariatskontor for kongen. Det havde betydelige administrative kompetencer. Det ses af bl.a. dets internationale korrespondance og den detaljerede opgørelse af rigets økonomiske ressourcer i Kong Valdemars Jordebog 1231-40.

Kanonisk ret var det naturlige arbejdsgrundlag for kancelliets virksomhed, og den krævede skriftlighed og dokumentbevis. I datidens testamenter lyder begrundelsen bl.a. : Fordi menneskenes hukommelse er svag, og for at det der sker i tiden, ikke skal svinde hen sammen med tiden, plejer det at blive foreviget med skriftens vidnesbyrd. Skråen var skriftlig og den regnede i øvrigt selv i § 14 om gæld med skriftlighed som afgørende bevis.

2. Anlæggelsen af købstaden som led i kongens administrerede handel
Vi må forstå Opneraas opståen ud fra den måde, handelen blev administreret af kongen. Særkendet for en købstad var, at den havde handelsmæssige aktiviteter på et marked. Oprettelsen af handelsknudepunkter var en del af Valdemar Sejrs handelspolitik.
Varetransport ad søvejen var usikker i 1200 tallet, men kongen havde magten til at skabe sikkerhed. På handelsstederne overvågede kongen aktiviteterne ved sin stedlige foged, advocatus. Kongen fastlagde karakteren af varehandelen, dens omfang og bestemte, hvor den måtte finde sted og på hvilke betingelser. . Den administrerede handel havde også andre aspekter, f.eks. begunstigelser af enkelte udenlandske byers købmænd eller sammenslutninger af byer. F.eks. den tyske Hanse med Lübeck i spidsen, der trængte kraftigt frem på den sydlige vendiske Østersø kyst i 1200 tallet.

Der var kun ét internationalt marked i riget, nemlig Skånemarkedet i eftersommeren, der primært var baseret på de store forekomster af sild. Her havde de hanseatiske byer egne områder med egen lybsk ret. I løbet af århundredet opstod i Danmark mange nye markedsbyer, men her skulle de fremmede købmænd skulle følge dansk ret og stadsretterne beskyttede i stadig højere grad den lokale detailhandel. De hanseatiske købmænd arbejdede i et fleksibelt netværk med kontakt til såvel små som store danske købstæder.

Det var den nye skibstype koggen, der sejlede de mange tunge laster ad den hanseatiske hovedrute i Østersøen op til Gotland og Novgorod med massevarer som, – sild, klæde, jern, øl, salt og meget mere. Omkring 1250 dukkede de hanseatiske købmænd op overalt, hvor der fandtes købstæder, og Opneraa lå tæt på deres øst-vestlige rute.

Grundlæggelsen af nye danske købstæder og markeder eller eventuel en flytning af bestående byer til et nyt sted var et naturligt led i den administrerede handel. Kongemagten gav mange købstadsprivilegier, de fleste til byer ved åbent vand. I middelalderen blev omtrent tre fjerdedele af de danske købstæder placeret ved kysten, hyppigt så langt inde i en fjord som det var muligt at færdes med skib. Skibstransport var billig, og fra slutningen af 1200 tallet fortælles det, at en tønde øl ville koste 50 % mere i en handelsby i indlandet (en akselstad) end i en havneby.

Kongen havde ikke vanskeligt ved at anlægge eller flytte en by. Købstaden Opneraa blev anlagt det mest egnede sted, ved åen for enden af fjorden. Det blev en købstad med eget retsområde til vands ud til Skarrev, halvvejs ud til Varnæs. Måske markerede det, at stedet derude ikke længere havde nogen berettigelse.

3..Byfredens udstrækning
Kongens repræsentant, fogeden, fra begyndelsen havde den største betydning i købstaden. Meget tidligt er der sikkert blevet anlagt en lille befæstning på den vestlige side af bakken, ved Nybro. Den er ikke fundet endnu, men nok en bred voldgrav og en træ belagt gade sydfor.

Fra fjorden var der let adgang til borgen ved at sejle op ad den brede å, sådan som det skete i århundreder derefter. Hvor Nybro udmunder i Slotsgade er fundet en række kraftige, tilspidsede egetræspæle, en form for bolværk til åen. Der mangler dog en datering af dem, om de hører til den tidlige befæstning eller til det senere Brundlund.

Fra begyndelsen havde Opneraa tilsyneladende sine egne repræsentanter, rådmænd (consules), et råd og et byting. Intetsteds defineres rådmændenes antal og stilling, lige så lidt som det sker med fogeden (advocatus). Fællesskaberne: St Knuds gilde, St Nikolajs gilde og hvirving er nævnt i den oprindelige skrå. Men det er vanskeligt at sige, hvilken betydning, de har haft i købstadens første tid.

Skråen indleder med et fællesskab af borgere, og nævner, at ansøgere om borgerskab blot skulle betale kongens foged 2 kobber øre og tilsvarende 2 øre til rådmændene. Borgerne havde begunstigende rettigheder over for de fremmede.

Adgangsbetingelserne blev dog strammede i den følgende tid. Der synes at være kommet mindre heldige personer fra landet. De ville også være borgere, fordi en mand her frit og let kunne handle jord, hus og gods uden at skulle spørge sine slægtninge. Det var ikke tilfældet i landsbyerne. Opneraa fik da sin byherre til at udfærdige en supplerende bestemmelse. Fremover skulle ansøgeren fremlægge et åbent brev fra sit herredsting om sin rosværdige vandel, eller et tilsvarende vidnesbyrd fra troværdige og gode mænd.

Opneraas store retsområde til vands er nævnt. På landjorden har historikere opfattet byfreden som et mærkeligt lille område, faktisk kun Opner bakken. Det svarer efter min mening ikke til skråens ordlyd. I det følgende må I følge stederne på kortet.

Kongen definerede byfreden til lands til den nærmeste bæk ved Kongslund. Stedet Kongslund kendes ikke, men det må nok tolkes således, at der var en lille skov (lund) ved kongsgården, og her løb der en bæk. Følger vi den oprindelige å, dvs. Lille Mølleå ind i landet gennem kongens (?) særjord Ornum til bækhulningen ( kaldt Holbæk), når vi til Hesselgårde. Det må oprindelig have været kongens gård. Endnu i vores tid findes her skov og bæk. Det gælder ikke Brundlund (fra 1400) eller forgængeren, befæstningen ved Nybro, hvor der ikke fandtes skov og bæk, men vådområder og en stor å.

Byfreden gik til Gunnetveds led. På det ældste kendte kort fra 1641 er det området mellem Mølleåen ved den nuværende Nymøllevej. Mølleåen har i øvrigt også i nyere tid været afgrænsningen til Søst. Når gærdeleddet er nævnt, kan det skyldes, at der ud for den nordligste del af Gunnetved fandtes en kort vej til hovedvejen fra Brunde, Kolstrup Stenbro. Udtrykket Kolstrup stenbro skal efter min mening forstås som en brolagt vej, ikke en bro.

Afgrænsningen af byfreden sluttede ved bækken nord for byen, Tyvkjærbæk. Den nordlige grænse for Opneraas byfred svarede altså til hovedvejen, Kolstrup Stenbro, og den vestlige grænse var Mølleåen ude ved den senere Nymølle. Den sydlige afgrænsning må have været ved Skelbæk, til Kliplev (dvs Lundtoft) herred.
Købstadens byfred skar kongen ud af det eksisterende Rise herredstings jurisdiktion. Opneraa skulle have sine egne institutioner til at bedømme overtrædelser. Svarende til herredet fik købstaden 8 sandemænd med bopæl i byen, udpeget af kongen til at afgøre alvorligere sager som manddrab, voldtægt og lignende. Sandemændene samledes på bytinget, der årligt mødtes første gang efter hellig trekongers dag. Antallet af fremmødte mænd på bytinget var næppe stort, men mindst syv skulle der nok være.

Til behandling af mindre alvorlige sager som brud på husfred, hærværk og tyveri, skulle rådmændene på det første møde i tinget vælge fire nævninge, bosat i Opneraa, som fogeden skulle tage i ed. De skulle afgøre sagerne efter rådslagning med byens ældste og klogeste mænd.

Bytinget var helt centralt for købstadens selvstyre. Hertil skulle borgerne stævne deres medborgere med rets klager, inden for bestemte tidsfrister og hvor de kunne forsvare sig med 12 mands ed. Medlemmerne af St Knuds gilde og St Nikolaj gilderne havde særlige sociale, kultiske og økonomiske fællesskaber. De var sikkert få i Opneraa, og af den grund kunne de i indbyrdes stridigheder nøjes med at forsvare sig med 6 mands ed, modsat ellers 12 mands..

Inden for byfreden kom rådmændene til at styre købstadens udvikling. I slutningen af 1200 tallet fik de byherrens godkendelse af, at det kun var dem, der havde kompetence til at sælge eller afhænde en grund (toft) i købstadens område. Hverken fogeden eller nogen anden havde ret dertil. Hvis nogen ville bebygge en øde toft, skulle han opnå rådmændenes accept. Økonomisk ville byherren dog stadig have sin del, – ansøgeren skulle betale fogeden 122 penning i bolafgift.

4. Opneraa havn

Opneraa havde med sin beliggenhed ved å og åben strand ideelle forhold for de traditionelle nordiske skibe. Et tænkt eksempel på et hurtigt kystskib kunne være Skuldelev 3 fra Roskilde fjord. Det var 14 m langt og 3,3 m bredt, førte sejl og kunne ros. Besætningen var 5-8 mand. Det kunne laste ca 4 tons og stak kun 1 m dybt. Disse skibe havde brug for sikre havne, hvor de kunne ligge beskyttet mod vinden, eller blive trukket op på stranden. Måske anvendtes denne type, da den oprindelige skrå blev skrevet. Det hed her, at en fremmed skipper kunne forsvare sig med en 12 mands ed ved sine søfolk, hvis han havde så mange mand. Han satte da foden på sit skibsbord, ’skips borth’. Med færre sømænd, kunne de stadig sværge sammen med ham.

Skibstyperne ændrede sig i løbet af 1200-tallet. Behovet lå i transport af massevarer, bulk varer. Det skete med den langsomme, men rummelige kogge, som de hanseatiske købmænd brugte. Koggen havde en flad bund, der muliggjorde de tunge laster. I begyndelsen af 1200-tallet kunne et sådant skibet tage i hvert fald 40 til 60 læster, altså op til 70 m3 ! Dybgangen var et problem, for mindste gennemsejlingsdybde til en havn synes at have været ca 3,0 meter. Købmændene kan have lejet et sådan skib med en aftalt hyre til skipperen og hans søfolk. Hvis den ikke blev betalt, skulle de heller ikke åbne skibsladningen, bunkæ, for dem.

I Opneraa må der efter et par årtier være blevet etableret en slags havn, som dækkede det nye behov. I 1257 fritog kong Christoffer munkene i Løgumkloster for at betale told, hvis de kom til ’vor havn i Aabenraa’. Det samme indtryk af en havn, hvor tunge kogger fortøjede ved skibbroen, får vi af en lidt senere tilføjelse til skråen. Her hedder det, at en fremmed, som kommer med sit skib, må fortøje det til skibbroen uden at spørge om lov, når han blot betaler den skyldige told. Det er sandsynligt, at havnen med pæle er blevet placeret lidt mod nord, på dybere vand og bort fra åens udmunding. Skibenes større dybgang fik følger for købstadens gadestruktur. Der blev behov for en direkte forbindelse fra Skibbroen op til en åben plads ved Fiskergade, lige ved kirken.

Indtægterne fra tolden var afgørende for kongens kasse. Der var strenge bøder for at undlade at betale kongens told, og fogeden arbejdede nært sammen med rådmændene. Omgåelser af tolden kostede 720 penninge (= 3 mark) til foged og tilsvarende 720 penninge til Opneraas rådmænd.

Straffene kan sammenholdes med toldsatserne, der startede med at fastlægge taksten for bulk produkter i rummål:
30 penninge for 1 læst, vel svarende til nutidens 1,24 m3, eller 40 små tønder (à 31 l),. Indholdet var uspecificeret, – det kunne sikkert både være tysk øl, salt, vin, stoffer, genstande af jern, osv.. En udenbys købmand, der medførte såkaldte ’korsbundne pakker’, mindre pakker , skulle betale 6 penninge for hver.

Nogle særlig værdifulde produkter blev nævnt for sig selv, i første række 6 penninge for et pund humle. Tolden for et pund humle, som jo fyldte ret meget, var også 6 penninge. Tolden gjaldt både import og eksport af varer. Der skulle betales 4 penning for en hest, hvis den ikke førtes i tømme, det samme for andre trækdyr som en okse eller en ko. For et får eller et svin var satsen derimod helt nede på 2 penninge.

Nogle lettelser fik den udenbys købmand dog, idet han måtte arbejde uagtet de gældende hviletidsbestemmelser. Der skulle ellers herske ’Gudsfred’ i de helligdage som jul, faste, påske, pinse. På de korte helligdage måtte der principielt heller ikke arbejdes. Men reglerne var i opbrud og den fremmede i Opneraa havde ret til uden bødeafgift at oplagre , samle og borttransportere sine varer.

5.Handel i Opneraa og købstadens økonomiske ydeevne

Byen var lille, men vi kan ikke vide, hvor mange mennesker, der boede. Måske ikke mere end 100-200 personer. Den oprindelige bebyggelse lå sikkert tæt ved åens udløb og stranden, dvs mod øst i Fiskergade fra det nuværende Søndertorv. Fra torvet førte en nyanlagt vej nordpå, den senere Søndergade. Veje skulle ifølge Jydske Lov være 14 alen brede, altså 8-9 meter.

Fiskergade har sikkert været udstykket i et antal hustofter, der strakte sig ned til det lave område ved åen. Borgeren skulle hvert år den 30. november betale en afgift på 30 penninge for toften til kongen, men borgeren kunne have flere. Manglende betaling kostede dyrt, 720 penninge til kongens foged. Hvorledes husene var byggede, kan måske engang konstateres ved udgravninger.

Torvet var købstadens handelsområde. Den fremmede, der ville handle i købstaden, skulle årligt betale en afgift 10 penninge, en torveørtug, i overværelse af sin husvært. Fra begyndelsen var der klare mængdemæssige begrænsninger på de fremmedes handel. Undtagelsen var heste, som Opneraa åbenbart havde rigeligt af. (§§ 11,12).
I løbet af århundredet beskyttede byherren borgernes eneret til detailhandel stadig mere. Hvis man overtrådte bestemmelserne, vankede der store bøder. De fremmede måtte ikke sælge humle i skæpper (20 liter), men kun i store mål (drømt), ca 300 liter. Den importerede humle kom måske fra hansebyen Wismar, hvor den dyrkedes meget i haverne.

Hvis de fremmede medbragte klædestoffer, måtte de ikke sælges i mindre stykker i alen, men kun i hele stykker. Det importerede klæde kom primært fra Nederlandene og det nordlige Frankrig. Salt måtte de kun sælge i store mængder i tønder, men ikke en detail til skade for borgerne. Hvis det drejede sig om det gode trave-øl fra Lübeck eller sild fra Skånemarkedet skulle det sælges i hele tønder. Ved køb af omfangsrige eller dyre produkter som brænde eller tømmer, samt vogne, skulle der være vidner på handelen, så køberen ved retskrav kunne holdes sagesløs.
På torvet har kræmmerne slået deres telte op med varer. Lübsk øl er blevet udskænket af en krovært, sommetider uden betaling, men ved at givet noget i pant. Øllet fra Lübeck var bedre, mere holdbart og dyrere, fordi det var brygget med humle. Borgerne i Opneraa søgte åbenbart også at brygge øl på den nye, men vanskelige måde. De handlende kunne åbenbart fristes til at snyde med skæppe og alen målene, og kroværterne til at bruge forkerte øl mål, – begge dele straffedes hårdt med bøde til fogeden og rådmændene.

På torvet talte man det lokale gammeldansk og middelnedertysk med de fremmede. Ved torvet lå Søndergade, der åbenbart ikke var bebygget i 1200-tallet, men i det efterfølgende århundrede har der åbenbart på nr 2-4 været en bager med ovne og måske en pottemager med ovn i en bod eller anden åben konstruktion.

Også borgere fra Opneraa er måske rejst ud som købmænd. Deres navne kender vi desværre ikke, som de mænd fra nabobyerne Flensborg, Haderslev, Svendborg, der nævnes i Rostocks stadsbog 1254-73. Hvis borgerne ikke ejede skib, kunne de leje sig ind. Lejemålet var en dyr sag, så indgåelsen skulle bevidnes af gode mænd. Hvis lejeren sprang fra aftalen, skulle udlejeren alligevel have halvdelen af lejesummen.

Borgerne fra Opneraa kunne f.eks. i eftersommeren tage til det internationale marked på Skanør. Rejsen kunne tage længere tid, og være tvingende grund til, at han ikke kunne møde på tinget i Opneraa i en retssag. Hans repræsentanter garanterede så for, at det ville ske senest fem dage efter hans hjemkomst.

Vi ved ikke, hvor stor byen var, men der findes en vurdering af købstadens økonomiske ydeevne i forhold til andre. Kong Valdemars Jordebog rummer en Indkomstliste fra ca 1240 over købstæderne med provenuet af en møntskat. Den mangler dog oplysninger fra Sønderjylland. Men skråen (§ 6) bestemte, at købstadens rådmænd maksimalt skulle betale 8 mark (= 1920 penninge) til kongens foged i møntpenge. Beløbet fra Opneraa svarede til den lille købstad Helsingør, mens den betydningsfulde købstad Vordingborg skulle af med 15 ½ mark penge, Svendborg 30 mark, den gamle by Roskilde 80 mark, og storbyen Ribe 900 mark. Nogle købstæder inde i landet havde dog væsentlig mindre økonomisk pondus end Opneraa.

Datidens danske og europæiske konger rejste rundt i landet med deres omfattende følge. Under Valdemar Sejr og hans sønner synes de politiske interesser i Nordtyskland at have betydet, at de tit besøgte de store købstæder Slesvig og Ribe. Også Opneraa fik besøg. Christoffer 1. befandt sig her i marts eller april 1259, hvor han udstedte et brev til domkapitlet i Roskilde. Muligvis har han ved denne lejlighed også ’lånt’ penge i Opneraas kirkes bygningsfond. Gæsteriet var en økonomisk belastning for købstaden, men det har også været en festlig begivenhed med de fint klædte kongelige og deres følge. I 1265 var det kongesønnen Erik 1. Abelsøn, der var blevet sønderjysk hertug, som besøgte byen.

6. Spedalskhedshospitalet St Jørgensgård

Rejsende fra byer sydpå kan have bragt tidens farligste smitsomme sygdom med sig. Det var infektionssygdommen lepra eller spedalskhed, der smittede ved langvarig, nær hudkontakt, dråber fra smittede personers næse, ved beskadiget hud osv. De syge fik vævsskader f.eks. sammenfaldet næse og strube, med hæshed og vejrtrækningsproblemer. Betændelsen i fingre og tæer førte til, at de blev deforme, svandt hen og faldt af.

Sygdommen bredte sig i 1200-tallet voldsomt over hele Europa. Lægerne vidste, at sygdommen var smitsom. I alle lande oprettedes hospitaler, hvor de syge blev isolerede. De blev behandlet som levende døde, der uden for byens område skulle leve afsondret fra de raske.
I hansestaden Lübecks nærområde og ved dets handelslinjer etableredes også ’leprosorier’, der her hed Skt. Jürgen (Georg) på nedertysk og havde den dragebekæmpende ridder som skytshelgen Uden for de fleste købstæder i hertugdømmet Slesvig etableredes også leprosorier. Det gjaldt også Opneraa, hvor der senest i 1270erne fandtes et Skt Jørgen hospital ved hovedvejen mod nord. Det var sikkert kirken, der sørgede for at bygge og drive huset og kapellet med en lille kirkegård for de spedalske. Dets godgørende formål blev omkring 1280 støttet af stormanden Knud Snubbe , der testamenterede det 240 penninge (1 mark).

7. Landsbyen Opner og jorderne
Den nøjagtige lokalisering af Opner har været meget diskuteret. Her skal den bestemmes ud fra de skriftlige kilder. Dens torp, udflytterlandsbyen Kolstrup, lå nok i nærheden, da de havde et fælles areal, det såkaldte Kongskøb. (se kort) Når landsbyen senere kun huskes som Gl. Opner, kan det forklares med, at alle dens bønder flyttede ud til torpen og at dens bymark er blevet overtaget af købstaden, der så at sige blev det Ny Opner. (se kort)

Landsbyer skulle i følge Jydske Lov ligge ved fire veje, men gjorde det næppe altid. Gl. Opner må have ligget ved en vej, formentlig den, der fra Opner-bakken via Kolstrup førte til Hærvejen. Ved bakkens fod drejede vejen skarpt mod nord, til Bodum og Haderslev. Her må landsbyen Opner have ligget. Skråen omtaler (§ 3) ’bækken norden by’. Bækken er identificeret som det lille vandløb, der sammen med Tyvkærbæk løb ud i den nordligste del af fjorden. Begrebet ’by’ må forstås som landsby. Dvs. at Opner må have ligget lige syd for vandløbet, dvs syd for det senere Kilegård.

Nogle dyrkede arealer havde landsbyen fælles med Kolstrup, ovre ved Østerskov, men adelbyens egne arealer må primært have ligget mod vest og syd ud til Rise og Søst skove. Store dele af område vest for Opner-bakken var våde enge, men muligvis har landsbyen haft nogle dyrkede arealer i Rugkobbel, hvor et område i 1609 kaldtes ’Gammeljord’. I bymarken havde Opner også nogle særligt indhegnede jordstykker, der senere kaldtes Gl. Øbening løkker, dvs Gl Opner løkker). Til landsbyens jorder hørte også stort engområde, Ornum, der var afmærket ved pæle o.l.. Det havde fra gammel tid havde været i særeje og har sikkert tilhørt kongen.

8.Fædriften i Jørgensgårdskov
Opneraa havde visse funktioner svarende til en landsby. Dens gade eller åbne plads kaldtes en forte ligesom i en landsby, den ejede fritgående heste, hopper og kreaturer, og borgerne havde agerbrug, hvor de pløjede deres jorder, som må have ligget på Opners bymark, stort set syd for Mølleåen. Nord for åen var det Kolstrups.

Købstaden manglede dog overdrevsarealer, men det løste kong Valdemar med to mindeværdige donationer. Som det skete i andre købstæder støttede kong Valdemar også Opneraa med adgang til ’fægange’ . Det skete i syv landsbyers overdrev, der lå i en stor halvkreds rundt om købstaden : Hostrup, Stubbæk, Årup , Hessel, Gl. Opner, Løjt og Brunde. Opneraa har nok haft en hyrde til at drive kvæget ud til overdrevene. Bønderne dér har nok accepteret det efter let pres, fordi kongen selv ejede ejendomme i flere af landsbyerne.

Den anden donation var meget mere storslået. Kong Valdemar skaffede nemlig endda (quatenus) med egne penge Opneraas borgere fægang i Østerskov (dvs. Jørgensgårdsskov). Han købte nogle jorder (det såkaldte Kongskøb) på Gl. Opner og Kolstrups mark af deres ejere. Derpå tilbagegav kongen uden betaling jorden til dens oprindelige ejere, for at borgerne i Opneraa til evig tid skulle have deres fægang i Østerskov.

Når Østerskov indgik i en underlig økonomisk transaktion med udgifter for kongen, lå sikkert følgende bag. Det ældgamle ord ’fæ’ omfattede også småkvæg og grise. Østerskov var almindingskov, hvor kongen ejede jorden, mens bønderne i Opner og Kolstrup ejede selve skoven. Skoven gav olden, bog og agern, der var en meget værdifuld ressource til opfodring af bøndernes oldensvin. Det kunne ikke kunne tåle en for kraftig udnyttelse. Kongen købte derfor for egne penge et stykke agerjord af nogle bønder i Opner og Kolstrup, og lod brugsretten gratis vende gå tilbage til dem, mod at de lod købstaden få andel i skovens nedfaldne rigdomme.

9. Den første kirke i Opneraa
Kong Valdemar Sejr lod givetvis en kirke bygge samtidig med etablering af købstaden. Landsbyerne Opner og Kolstrup havde ingen egen kirke, men må have hørt til Rise kirke, et par timers gang derfra. Opneraas første kirkesogn være blevet skåret ud af det oprindelige Rise storsogn. Den kristne tro gennemsyrede alt i menneskelivet, så en købstad måtte have en kirke. Såvel fastboende som tilrejsende købmænd eller søfolk havde behov for at kunne komme i kirke: – til gudstjeneste, gå til nadver, skrifte synder, gøre bod, indgå ægteskab, få foretaget dåb, og for de døende få den sidste olie og blive begravede i indviet jord.

Kirken var lille og lå på den lille bakke tæt på den første bebyggelse, bag ved den nuværende Skibbrogade 7. Hen over den lille by har der i 1200 tallet lydt dens klokker, der også kunne bruges til at alarmere borgerne ved ildebrand. Efter de kanoniske regler skulle en kirke og kirkegården indvies af biskoppen selv, der festligt klædt og med bispestav rituelt vandrede tre gange om kirken og syv gange om alteret. Kirkeadministrativt hørte købstaden under provstiet Præpositura Ellumsyssel i Slesvig bispedømme. Derfor har det været biskop Tyge eller hans efterfølger fra 1238, biskop Jens, der i slutningen af 1230erne foretog dedikationen af den lille kirke. Ellers så man kun bispen sjældent i byen.
Købstadens borgere var analfabeter i modsætning til deres præst og til en vis grad hans diakon. Præsten) havde inden ordination bestået en eksamen, og han skulle kunne forvalte kirkens sakramenter, kunne belære lægfolket om trosartiklerne og den kristne moral. Når han prædikede eller talte med menigheden var sproget købstadens gængse gammeldanske. Præsten skulle kende skriftemålspraksis og vide, hvilke forseelser, hans overordnede provst skulle afgøre. Degnen (diakonen) havde kun en beskeden viden, og skulle kun kunne læse, synge og følge med i de liturgiske bøger.

Befolkningen betalte tiende og bakkede økonomisk op om kirken. En tredjedel af tienden gik til at vedligeholde kirken (fabrica). Også rige fremmede testamenterede beløb til kirken, som stormanden Knud Snubbe fra Bolderslev omkring 1280 med 240 penninge til dens bygningsvedligeholdelse, og 120 penninge til præsten, der holdt messe, samt til messetjeneren (diakonen) 60 penninge. Pengene blev vel givet for der skulle holdes sjælemesse i Opneraa og på hans dødsdag bedes for hans sjæl. Dagen må være blevet indført i kirkens dødebog.

Når provsten kom på visitation var det bl.a. for at dømme alvorlige overtrædelser af kirkens bestemmelser og at pålægge de skyldige straf, mest i form af bøder. Overtrædelserne kunne være menneskelige synder som – åger, hor, samleje uden for ægteskab, blodskam, mened. Nogle alvorlige sager var dog forbeholdt biskoppen selv og skulle derfor foregå i hans gårde i Sydslesvig, altså efter en lang rejse. Det ændrede sig allerede i 1259, hvor biskoppen lovede at nøjes med at stævne de anklgede til sin gård i landsbyen Hessel kun 3 km uden for byen, mod at hver husstand i Opneraa betalte en skat på 2 kobberpenninge. Derefter må de alvorlige kriminalsager må være blevet pådømt der.

10. Kirkebyggeriet på bakken
Efter et par årtier havde byen økonomisk kraft og ambition om en større kirke, øverst på Opner bakken, et projekt der må være blevet godkendt i domkapitlet i Slesvig. Det var en enskibet korskirke i tegl, og byggeriet begyndte med koret og tværskibet. Der må at have været en del penge i fabrica fonden, for kong Christoffer tilegnede sig til sine egne formål 462 mark (= 110.966 penninge) fra tienden i Opneraa! Det skete fra tid til anden i 1200-tallet, at konger lod sig friste til at tilegne sig fabrica tienden fra rige kirker. Efter kongens død 1259 havde hans enke Margrethe Sambiria imidlertid brug for politisk støtte fra biskop Niels i Slesvig i den store kirkekamp. Hun indgik en aftale med bispen om at tilbagebetale beløbet finansieret af de kongelige indtægter af byen. Som sikkerhed fik bispen også købstaden Opneraa i pant.

Af kirkens murværk ses, at byggeriet standsede i en række år, og det blev nok først færdig efter år 1300. Bag byggestoppet lå nok kirkekampen mellem kongehuset og ærkebiskop Jakob Erlandsen. I august 1266 kom kardinal Guido til Danmark for at løse konflikten. Han lagde band og interdikt på den kongehusets side. Det betød, at al kirkelig aktivitet standsede. Af sakramentale handlinger var kun to tilladt, – dåb og skrifte ved død. Biskop Bonde gennemførte interdiktet i sit stift, og dermed også i Opneraa. Kardinalens påbud blev fastholdt i hele Slesvig stift fra 28. oktober 1266 til 11. april 1275, altså hele 8 ½ år og det må have lammet hele livet i Opneraa.

Under interdikt var transaktioner med kirkeligt gods ulovligt, og byggeriet af den store kirke på bakken må længe have ligget stille. Et kvart århundrede senere, i 1297, forkyndtes der atter interdikt i en strid mellem konge og ærkebiskop. Den varede i hele seks år. I næste århundrede led købstaden under krigeriske handlinger i 1318. Det har sikkert taget lang tid før den nye kirke var færdigbygget.

11. Købstadens konsolidering – afslutning

Købstaden voksede, men ikke hurtigt. Op over Opner bakkens vange havde der sikkert allerede fra købstadens startfase været anlagt en særlig, vedtaget vej op til vejknækket ved den gamle landsby Den førte forbi kirkebyggeriet, men ellers lå bakketoppen ubebygget i århundreder.

Det bebyggede område i Opneraa blev i begyndelsen af 1300 tallet afgrænset mod nord ved en bred øst-vestlig voldgrav vendt mod kirkebjerget, og vejen nordpå måtte passere den via en træbelagt bro. Vandet løb vådområderne vest for bakken og ud i fjorden nord for havnen. Vejen nede fra havnen førte via Østergade tværs over begyndelsen til et nyt torv, videre til en ny Vestergade. Her lå der lidt bebyggelse, men det var ellers i lange tider øde.

Herredømmet over købstaden skiftede jævnligt i det 1200 tallet, fordi kongerne forlenede efterkommere af den yngre kongesøn Abel med Sønderjylland som hertugdømme. Når det var muligt, søgte rådmændene at skaffe sig byherrens accept på nødvendig lovgivning for købstaden. Det var vigtigt for Opneraas rådmænd at markere deres købstads særlige rettighed som retsområde. I den oprindelige skrå fra Valdemar Sejr var det bl.a. fastlagt at ingen borgere måtte stævnes til et andet ting, men en klager skulle komme til Opneraas byting for at få afgørelsen. Det måtte igen slås fast.

Der var i de følgende årtier også en bestræbelse fra rådmændenes side for at øge købstadens selvstændighed over for fogeden. Det accepterede byherren tilsyneladende, men med hensyn til det økonomiske holdt byherren åbenbart på sin ret,

Den seneste styrkelse af det gamle Opneraas rettigheder kan være sket med den kendte udgave af skråen 1335. Dens sidste paragraf gav rådmændene den egentlige indflydelse i de alvorlige retssager, der straffedes med døden.

1.maj 1335 bekræftede og beseglede hertug Valdemar Opneraa borgernes skrå med alle deres opsamlede rettigheder fra det første århundrede. Det er et enestående dokument, der fortolket på rette måde tillader os at kaste et langt blik tilbage i købstadens historie.

Tak til Jørgen Witte, fordi han vil overlade foredraget til www.dengang.dk
Noter til Aabenraa’s oprindelse (denne artikel) vil komme som et særskilt indlæg.

På www.dengang.dk kan du læse 96 artikler om Det Gamle Aabenraa


Aabenraa – dengang

Dato: december 17, 2013

Historikere er ikke altid enige. Det gælder for eksempel hvor Aabenraa er opstået. Vi bringer fire – fem bud. Man er heller ikke helt enige om, hvor Aabenraahus lå. Og så er der også tvivl om, der var en \”hellighed\” i Sankt Andreas Kapel eller om den befandt sig Sankt Nikolaj Kirke. Store brande har hersket i byen. Og til trods for, at byen var omgivet af volde og grave, så har mange fjender i tidens løb hærget byen. På et tidspunkt var kravet, levering af øl, ellers ville byen bliver overfaldet. Jo det var brød og øl, byen blev kendt for. Og så havde gilderne stor indflydelse.

Hvor lå Opnør?

Vi har tidligere nævnt, at Aabenraa er opstået som Opnør. Det fremgår af Kong Valdemars Jordebog fra 1231, at der har eksisteret en gammel bondeby med dette navn.

I byens gamle Skraa som Hertug Valdemar den Femte stadfæstede på Sønderborg Slot i 1335, finder vi betegnelsen Gammel Opner. I Skraaens paragraf fire omtales en Grænsningsrettighed, som Kong Valdemar Sejr har givet Aabenraa på syv landsbyers marker. Blandt disse er Gammel Opner.

Men ud fra Skraaen kan vi ikke se, hvor denne landsby, har ligget.

Der er forskellige opfattelser. I den ene opfattelse skulle Opnør have ligget et par kilometer vest for det nuværende Aabenraa ved den nuværende Mølleå.

I nærheden af Nymølle

Men en anden opfattelse er, at i nærheden af Nymølle mellem vejen til Søst og stedet Enemark lå tre Obeningsløkker. Her skulle Gammel Obening eller Gammel Opnør have ligget. Denne og en anden landsby, Hessel, som lå i nærheden er forsvundet i det 16. århundrede. Jordene fra begge landsbyer er formentlig inddraget under Ladegården til Brundlund Slot.

For enden af byens udløb

Og her kommer så den tredje opfattelse.

Den å, der flød forbi Opnør, nu Mølleåen, har ganske naturligt fået sit navn af bebyggelsen, og er blevet kaldt Opnør – Å. Denne bydannelse, der skete for enden af åens udløb, har fået navnet Openørå. Det har ganske givet været svært at udtale korrekt.

Forskellige dokumenter og aktstykker er tidens løb blevet dannet under diverse sprog og dialekter. Det har været i form af Oppenraa og Oppenra i den plattyske oversættelse af Skraaen. Omkring 1410 – 20 er det blevet til Apenraa og Apenra.

I Christian den Første’s konfirmering af Skraaen i 1474 er det blevet til Aabenraa.

Ved strandbreden

Den fjerde opfattelse er, at ordet ør, slutningen af Openør, betyder gruset strandbred. Byen skulle have ligget ved stranden, og det er årsag til navnet.

Og en femte opfattelse, er at Opnør umuligt har kunnet ligge på Obeningsløkkerne ved Nymølle. For i Skraaens artikel 4 hedder det:

I nærhen af Dambjerg

– Vor Fægang skal være saaledes som Kong Valdemar har givet os den paa syv Lanndsbyernes Marker, nemlig Horsthorp(Hostrup), Stubeby(Stubbæk), Athorp(Aarup), Hæsel (Hessel), Gammel Opner, Loytæ (Løjt) og Bruunæmark (Brunde)saa langt som samme Herre Kong Valdemar af Ejerne for sine egne Penge købte nogle Jorder, som kaldes Kongskøb paa Gammel Opners og Kolstrups Mark …….

Det siges her, at Kongskøb laa paa Gammel Opners og Kolstrups Mark. Navnet Kongskøb kendtes som en mark i nærheden af Dambjerg. med andre ord, Gammel Opnør har haft marker her øst for byen. Mark nævnes i ental, så noget tyder på, at Gammel Opnør har ligget meget tæt på Kolstrup, eller måske øst for fjorden. Hvis dette er rigtig, så er en del af Gammel Opners jorder blevet lagt til Sankt Jørgensgård, som blev oprettet her.

Købstadsrettigheder før Skraaen

Byens købstadsrettigheder er over hundrede år ældre end Skraaen. Den har i hvert fald eksisteret før 1231. Nogle påstår, at den er fra 1203. Men det kan dog ikke bekræftes. Bebyggelsen bestod af hytter. Disse blev senere afløst af rigtige huse.

I Skraaen nævnes skippere og sømænd, samt gejstlige og Raadmænd. Men også handel og købmandsskab. Åbenbart har der været en livlig handel på stadens torve, Storetorv og Søndertorv. Det ældste København er vokset frem omkring Fiskegade – Gildegade.

Omgivet af volde og grave

Byen har været omgivet af volde og grave. En bygrav med vold strakte sig fra Kilen i øst, syd for det tidligere rådhud, og vest om det ældste slot, som menes at have ligget ved Vestergades udmynding i Nybro. Herfra er bygraven ført videre syd om byen for at munde ud i Noret.

Byen afbrændt i 1148

Men trods den beskyttelse er Aabenraa ikke blevet forskånet for krige og overfald. Allerede i 1148 afbrændte venderne byen. Det skete, da Kong Svend Eriks søn og Kong Knud Mogens søn kæmpede med hinanden om Danmarks Rige.

Hundrede år senere i 1247 har krig og brand igen hærget byen. Det var under krigen mellem Erik Plovpenning og Abel at byen skulle være brændt sammen med slottet og Sankt Knuds Kirke ved Skibbrogade.

Slottet blev genopbygget, men ikke kirken.

Der rejste sig en kirkebygning

For på banken norden for Byvolden rejste sig en ny kirkebygning indviet til de søfarendes beskyttere, Sankt Nikolaj. Kirken var lagt højt, så den kunne tjene som sømærke. Der nævnes et årstal 1248, hvor bygningen var påbegyndt, men den kan allerede på dette tidspunkt have eksisteret.

Et helligt sted

Sandelig om det ikke også har været et tredje Guds Hus i byen. Det var nærmest et kapel, indviet af fiskernes skytsengel Sankt Andreas. Det har været lille og uanselig ifølge et gammelt kort fra 1641. Det lå på et højdedrag syd for byen, vest for landevejen Aabenraa – Flensborg. Bakken hed endnu i 1641 Kapelbjerget.

Kapellets præst holdt messe hver dag og mange mennesker menes at være valfartet her til. Grunden til den store interesse var, at kapellet husede et udskåret billede i træ af Sankta Anna, Marias moder.

Men heller ikke dette er historikerne enige om. For mange er af den opfattelse, at helgen – billedet hørte til Sankt Nikolaj.

Efter reformationen mistede kapellet anseelse, og dens jorder blev omdannet til kålhaver.

Aabenraahus

I byens vestligste del, ragede den gamle kongsgård, Aabenraahus’ mure op. Slottet blev også kaldt Gamle Brundlund og Kongslund. Stedet, hvor slottet har ligget er ikke endelig fastslået. Man siger, at det skulle have ligget på hjørnet af Nybro og Vestergade. Andre mener, at det har ligget længere mod syd i den vestlige del af Slotsgade.

Slottet var omgivet af volde og grave.

I 1193 skulle Valdemar Sejr have været fange på slottet. I 1192 havde han taget kongenavnet og stræbt efter den danske trone.

I 1366 sad Hertug Henrik af Sønderjylland inde på slottet. De holstenske grever erhvervede slottet ved List og Svig efter Kong Valdemars sejr. De havde betalt Kongens Foged, Spiker for at åbne slottets porte for dem.

Dronningen river slottet ned

Grev Gerhard den Sjettes død i 1404 kom til at indlede den afsluttende fase i slottets historie. Nu blev slottet nemlig erhvervet af Dronning Margrethe den Første. Hun indgik en overenskomst med Holstenerne, hvorefter Hertug Erik af Sachsen pantsatte Aabenraa By og Kongsgården med tilhørende jorder og forleninger til dronningen.

Dronningen fik indsat en bestemmelse om, at hun måtte bryde slottet ned, og bygge et nyt på det sted, der passede hende bedst. I 1411 lod hun slottet rive ned, og ude på et sted sydvest for byen i et område med sumpe og morads påbegyndte bygningen af et nyt slot, Brundlund Slot. Endnu i Claus Møllers tid indtil 1635 fandtes der rester af det gamle slot. Dronningen nåede dog at se sit slot. Hun ville rejse et prægtig og anseelig slot. Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med dette slot.

Bygget ved Nybro og Nygade

Udviklingen sprængte de rammer, som volden dannede. Efter at det gamle slot blev revet ned, blev der bygget en del ved Nybro og Nygade. Men bortset herfra, skete udviklingen mod nord. Lige uden for volden ved foden af bakken lå Kalundhuset, der skulle være opført af katolske gejstlige, som forrettede gudstjenesten i Sankt Nikolaj Kirke. Huset har været Gildehus for byens gildebroderskaber. I 1540 blev det taget i brug som byens rådhus.

Byens Ting

Byens Ting lå foran rådhuset på den nuværende Rådhusgade. Byens retssager blev afgjort under åben himmel. Andre historikere mener dog, at det var Storetorv, der dannede rammerne for byens ting lige til den store brand i 1610.

Lidt længere mod nord, anlagdes i 1470 Ramsherred, der før den tid, havde været en bydel for sig selv. Det var som navnet antyder, ikke godtfolk, der holdt til her, men derimod tyve, løsagtige kvinder og deslige. De levde til skræk og afsky for de ærlige og lovlydige borgere. Neden for Ramsherred løb Tyvkær Bæk. I nærheden rejste myndighederne galgen til skræk og advarsel for de Skarns Folk i Ramsherred. Retterstedet lå her i længere tid, men blev så flyttet længere mod syd. Galgen blev senere placeret på Arnsbjerg, et højdedrag lige nord for det daværende Aabenraa.

Endnu et \”Guds Hus\”

Vi skal da heller ikke glemme endnu et Guds Hus. Det var indviet til Sankt Jørgen eller Sankt Georg. Den pågældende kirke eller nærmere kapel var knyttet til Sankt Jørgensgård. Det var en slags hospital for spedalske. Allerede i det 5. og 6. århundrede mødte vi disse hospitaler.

Efter et fund i 1929 på Karpedam kunne man stadfæste gårdens beliggenhed. Man fandt et gammelt stengulv af munkesten.

Efterhånden som spedalskheden forvandt, blev Jørgensgård indrettet til en stiftelse for gamle og fattige. Claus Møller skriver følgende:

– Sankt Jørgens Kirke ligger nord for byen og er bygget til ære for Sankt Jørgen. Til Kirken, i hvilken der skal have boet fattige Folk, var Lagt Jørgensgaard Skov, Agre og Enge, hvoraf de Fattige fik deres Underhold. Da disse Fattige var døde, blev Bygningen og Jordene givet i Forlening til den fyrstelige Lensmand \”Svarte Hans\”.

Senere er Sankt Jørgens Kirke samt de tilhørende jorder i 1592 givet som len til Claus Høyer. Han ombyggede kirken til beboelseshus, og benyttede det en tid som sådan. Efter cirka fire års forløb, drog han bort. Jordene blev lagt til Brundlund Slot. Siden blev disse jorder forpagtet ud til borgere. Kirken blev i 1660 brudt ned.

Tre Gilder

Før Skraaens konfirmering i 1335, måske lang tid før, var der i Aabenraa tre Gildebroderskaber, Sankt Knuds Gilde, Sankt Nikolaj Gilde og Sankt Nikolaj Lægbroderskab. Mest anseelse havde Sankt Knuds Gilde opkaldt efter Knud Lavard, som havde været oldermand for Knuds – Gildet i Slesvig. At de havde stor betydning for Aabenraa ses i Skraaens § 20:

– Hvis en, der hører til Sankt Knuds Gilde anklager en af sine Gildebrødre for nogen Sag, skal denne forsvare sig med seks Brodered, nemlig fem foruden sig selv. Det samme skal være Tilfældet for saa vidt angaar Sankt Nikolaj Gilde og Sankt Nikolaj Lægbroderskab.

Stor indflydelse

Sankt Knuds – brødrende havde stærk indflydelse på, hvem der blev valgt til byens Raadmænd og borgmester. I Stadsretten for Aabenraa – Flensborg Stadsret, der ved år 1514 er tillempet efter Aabenraaske forhold og anvendes ved siden af Skraaen, siges der således, at Sankt Knuds Gildes Oldermand, skal være med til at indsætte af afsætte Raadmændene.

Gilderne var oprindelig fromme, kærlige Sammenkomster til indbyrdes Fornøjelse. Siden udartede de til svire – og drikkelag. Hvorvidt det også har været tilfældet i Aabenraa ides ikke.

Et godt brød

Næringslivet i Aabenraa i Midelalderen ser ud til at været særdeles livligt. Fiskeriet i de første århundreder var den vigtigste næringsvej. Der blev fisket alle slags fisk, torsk, makreler, sild, flyndere, hvillinger, ål, Rødspætter m.m.

I tiden op til år 1600 blev der i perioder op mod år 1600 blev der i perioder fanget særlig mange torsk. Flere skibsladninger blev solgt i Lybeck, Rostock, og Wismar.

Men i Aabenraa kunne man også få en anden specialitet. Om dette fortæller Claus Møller:

– Det liflige Rugbrød, som her blev bagt, er jævnlig blevet berømmet af de Rejsende som har hævdet, at de her kunde købe bedre Brød ed andre Steder, hvorfor vi ikke noksom kan love og prise Gud for hans rige Velsignelse.

Mest berømt for øl

Men det som Aabenraa virkelig blev berømt for, var byens øl. Og det skete også uden for landets grænser. Navnet Kükelhaen var på alles læber. Hos Claus Møller hedder det:

– Fremfor Fyrstendømmets andre Byer, har den gode Gud velsignet denne By med den skønne Humle, der vokser næsten rundt omkring hele Byen, og hvoraf Byens Borgere ikke har nogen ringe Næring.

Dygtige Ølbryggere forstod at hæve øllets kvalitet og dermed dets anseelse. Om øllet sagde man:

– at det er i Sandhed godt Øl, Mage til Øl, der brygges i Wismar.

De adelige i Fyrstendømmet og Sundeved holdt meget af øllet fra Aabenraa. de købte rigeligt ind i Aabenraa og fordelte det rundt på deres godser.

Krævede øl – ellers overfald

Det har dog ikke altid været til byens fordel, at dets øl var så eftertragtet. Da den jyske adel i 1523 havde opsagt Kong Christian den Anden, Huldskab og Troskab og derefter tilbudt Hertug Frederik af Gottorp kongekronen, sluttede hertugen forbund med Lübeck og fik nogle lübeckske lejetropper til hjælp mod Kong Christian.

I Sønderjylland satte kongens bønder og byer sig kraftigt til modværge mod hertugen. I Aabenraa var man også forblevet trofaste mod kongen.

Dengang sad Benedict von der Wish som kongens tro mand på Brundlund.

Om det var øllets skyld, at de lübeckske tropper fuldstændig hærgede byen, vides ikke. De røvede og plyndrede. Men på et tidspunkt fremsatte tropperne et krav om den berømte Aabenraa – øl. Det vides ikke, hvorfor borgmester Hans Kristensen ikke efterkom troppernes krav.

Byens skæbne var beseglet:

– Naar I er en saadan Tyran hengiven, skal vi nok lære Jer at tappe Øl.

By og slot blev indtaget, og huse blev brændt af. Soldaterne greb de gejstlige og verdslige autoriteter, bandt dem og pinte dem så længe, til de fik vristet ud af dem, hvor der var gemt guld og sølv.

Alle dem, der kunne bruge deres ben, flygtede ud af byen. Man skjulte sig i skovene omkring Aabenraa. Ved overfaldet blev mange af byens borgere dræbt og såret. En del af byens værdifulde dokumenter blev ødelagt.

Byens brande

Også den 25. oktober 1576 hjemsøgtes byen af en stor brand, der lagde en fjerdedel af byen i aske. Det var den sydlige del, der gik ud over.

Men den 19. maj 1610 gik det helt galt. Peter Baadbygger og Niels Ovesen havde tændt ild på Skibbroen til brug for deres tømrerarbejde. Og fra denne ild opstod den frygtelige brand. Der blæste en stærk østenvind. Det endte med, at gnisterne fløj over og tændte en staldbygning. Ilden bredte sig hastigt. I løbet af de næste 2 1/2 time brændte detmeste af byen. I alt brændte 156 huse, deriblandt rådhuset, skolen og en del af kirken.

Under branden omkom adskillige mennesker.

I 1629 nedbrændte 24 gode gavlhuse. Og i 1640 lagde en brand alle på Klingbjerg liggende huse helt ned til Ramsherred i aske.

I 1669 brændte hele Slotsgade, 1679 Gildegade, 1680 Vestergade, 1694 Skibbrogade. I juni 1707 brændte det i den sydlige bydel, 38 huse blev ildens ofre. I 1708 brændte en stor del af Ramsherred.

Man havde forsøgt at vedtage brandvedtægter, men det var svært at komme igennem. Og efter de sidste brande havde Bulhusene og Stråtagene udspillet deres rolle i byen.

Aabenraa – dengang

Hvordan så det ud i Aabenraa, dengang?

Magister Johan Arndt Dyssel, der var præst i Nustrup fra 1760 – 64, udgav i 1774 sit Forsøg til en Indenlands Reise:

– Jeg burde vel nævne den, for den tyske Vellyds Skyld, Apenrade, men ingen Mand hos mig kalder den andet end Aabenraae eller Aavenraae. Det er en maadelig, men meget smuk Bye, ligger paa Bierge, med store Skove rundt om og tæt ved omgiven, har smukke Gader og en Del Ziirlige Huse, næsten alle smukt malede. Et pudserligt Hoved ved Navn, Claus Nar har bragt denne Maling først i Brug, samme var af Haandværk en Malere, kommet der til Byen om Efteraaret ved Skibslejlighed for at reise videre, men som Søen frøs til maatte han overvintere i Aabenraae, ogfor at leve tilbød han først sin Vært at male hans Huus for en ringe Betaling, dette befaldt fleere og lod deres Huse male, saa at han deri viiste, at han just ikke var det, man kaldte ham.

En jævn Gudsfrygt

Det var også fornøjelig at læse, hvad en forfatter, der en årrække senere besøgte byen, har fortalt sin samtid om Aabenraa. Det var L.M. Wedel, som i sin Indenlandske rejse igennem de betydeligste og skjønneste Egne af de danske Provindser, som udkom i 1806, har nedskrevet disse indtryk:

– De fleste Huse ere smukke og med en ukonstlet Pynt, udbygget næsten alle med Karnap, et Fag eller to, som springer ud fra Bygningen selv og har Vinduer til alle tre Sider, saa Færdselen paa Gaden derfra altid kan iagttages baade fra begge Sider og ligefor, i denne Karnap sidde Fruetimmere almindingen om Dagen ved deres Rok, Ramme eller Synaal for undertiden at kunne fornøje sig med at betragte de forbigaande.

– Uden for Dørene ere desuden sirlige Bislage og Hvilebænke som især i Aftenskumringen findes besatte af Damer og Mandfolk, der havde Lejlighed paa denne Tid at hvile sig fra Dagens Sysler.

– Indvaanerne er meget venskabelige og høflige. Ingen ny Moder havde fordrevet Indvaanernes gamle Tarvelighed, da Staden for det meste bestaar af Handlende og Søemænd, men skiønt Dragten er simpel, er den dog prægtig og af Værdi, Damerne bære Silketøj, skiønne Guldkiæder, Guldlivspænder og mange Ringe.

– Ærlighed uden Komplimenter og en jævn Gudsfrygt uden alt for meget Philosofie synes at være det herskende i Borgerens Karakter, Giestfrihed kan jeg, og bør rose af Erfarenhed.

Guldfeber i Aabenraa

På et tidspunkt opstod ideen, om at udvinde ædle metaller i højdedragene ved Aabenraa. men dette projekt bragte kun skuffelser. Hertug Adolf af Gottorp, der levede fra 1526 til 1586 satte dette projekt i værk. Det var omkring 1581, at han lod bjergværksmestre grave efter guld og sølv i Colstrup Höltzung. Der blev brugt ikke så få penge på dette projekt.

 

Kilde: Se

Litteratur Aabenraa

 

Hvis du vil vide mere:

Aabenraa i de onde tider

Anekdoter fra det gamle Aabenraa

Brundlund Slot

Aabenraas oprindelse

Aabenraa – en by der hed Opnør

og mange flere artikler

 

 

 

 

 

 

 

 


Aabenraas oprindelse

Dato: december 17, 2013

Historikere er ikke altid enige. Det gælder for eksempel hvor Aabenraa er opstået. Vi bringer fire – fem bud. Man er heller ikke helt enige om, hvor Aabenraahus lå. Og så er der også tvivl om, der var en \”hellighed\” i Sankt Andreas Kapel eller om den befandt sig Sankt Nikolaj Kirke. Store brande har hersket i byen. Og til trods for, at byen var omgivet af volde og grave, så har mange fjender i tidens løb hærget byen. På et tidspunkt var kravet, levering af øl, ellers ville byen bliver overfaldet. Jo det var brød og øl, byen blev kendt for. Og så havde gilderne stor indflydelse.

Hvor lå Opnør?

Vi har tidligere nævnt, at Aabenraa er opstået som Opnør. Det fremgår af Kong Valdemars Jordebog fra 1231, at der har eksisteret en gammel bondeby med dette navn.

I byens gamle Skraa som Hertug Valdemar den Femte stadfæstede på Sønderborg Slot i 1335, finder vi betegnelsen Gammel Opner. I Skraaens paragraf fire omtales en Grænsningsrettighed, som Kong Valdemar Sejr har givet Aabenraa på syv landsbyers marker. Blandt disse er Gammel Opner.

Men ud fra Skraaen kan vi ikke se, hvor denne landsby, har ligget.

Der er forskellige opfattelser. I den ene opfattelse skulle Opnør have ligget et par kilometer vest for det nuværende Aabenraa ved den nuværende Mølleå.

I nærheden af Nymølle

Men en anden opfattelse er, at i nærheden af Nymølle mellem vejen til Søst og stedet Enemark lå tre Obeningsløkker. Her skulle Gammel Obening eller Gammel Opnør have ligget. Denne og en anden landsby, Hessel, som lå i nærheden er forsvundet i det 16. århundrede. Jordene fra begge landsbyer er formentlig inddraget under Ladegården til Brundlund Slot.

For enden af byens udløb

Og her kommer så den tredje opfattelse.

Den å, der flød forbi Opnør, nu Mølleåen, har ganske naturligt fået sit navn af bebyggelsen, og er blevet kaldt Opnør – Å. Denne bydannelse, der skete for enden af åens udløb, har fået navnet Openørå. Det har ganske givet været svært at udtale korrekt.

Forskellige dokumenter og aktstykker er tidens løb blevet dannet under diverse sprog og dialekter. Det har været i form af Oppenraa og Oppenra i den plattyske oversættelse af Skraaen. Omkring 1410 – 20 er det blevet til Apenraa og Apenra.

I Christian den Første’s konfirmering af Skraaen i 1474 er det blevet til Aabenraa.

Ved strandbreden

Den fjerde opfattelse er, at ordet ør, slutningen af Openør, betyder gruset strandbred. Byen skulle have ligget ved stranden, og det er årsag til navnet.

Og en femte opfattelse, er at Opnør umuligt har kunnet ligge på Obeningsløkkerne ved Nymølle. For i Skraaens artikel 4 hedder det:

I nærhen af Dambjerg

– Vor Fægang skal være saaledes som Kong Valdemar har givet os den paa syv Lanndsbyernes Marker, nemlig Horsthorp(Hostrup), Stubeby(Stubbæk), Athorp(Aarup), Hæsel (Hessel), Gammel Opner, Loytæ (Løjt) og Bruunæmark (Brunde)saa langt som samme Herre Kong Valdemar af Ejerne for sine egne Penge købte nogle Jorder, som kaldes Kongskøb paa Gammel Opners og Kolstrups Mark …….

Det siges her, at Kongskøb laa paa Gammel Opners og Kolstrups Mark. Navnet Kongskøb kendtes som en mark i nærheden af Dambjerg. med andre ord, Gammel Opnør har haft marker her øst for byen. Mark nævnes i ental, så noget tyder på, at Gammel Opnør har ligget meget tæt på Kolstrup, eller måske øst for fjorden. Hvis dette er rigtig, så er en del af Gammel Opners jorder blevet lagt til Sankt Jørgensgård, som blev oprettet her.

Købstadsrettigheder før Skraaen

Byens købstadsrettigheder er over hundrede år ældre end Skraaen. Den har i hvert fald eksisteret før 1231. Nogle påstår, at den er fra 1203. Men det kan dog ikke bekræftes. Bebyggelsen bestod af hytter. Disse blev senere afløst af rigtige huse.

I Skraaen nævnes skippere og sømænd, samt gejstlige og Raadmænd. Men også handel og købmandsskab. Åbenbart har der været en livlig handel på stadens torve, Storetorv og Søndertorv. Det ældste København er vokset frem omkring Fiskegade – Gildegade.

Omgivet af volde og grave

Byen har været omgivet af volde og grave. En bygrav med vold strakte sig fra Kilen i øst, syd for det tidligere rådhud, og vest om det ældste slot, som menes at have ligget ved Vestergades udmynding i Nybro. Herfra er bygraven ført videre syd om byen for at munde ud i Noret.

Byen afbrændt i 1148

Men trods den beskyttelse er Aabenraa ikke blevet forskånet for krige og overfald. Allerede i 1148 afbrændte venderne byen. Det skete, da Kong Svend Eriks søn og Kong Knud Mogens søn kæmpede med hinanden om Danmarks Rige.

Hundrede år senere i 1247 har krig og brand igen hærget byen. Det var under krigen mellem Erik Plovpenning og Abel at byen skulle være brændt sammen med slottet og Sankt Knuds Kirke ved Skibbrogade.

Slottet blev genopbygget, men ikke kirken.

Der rejste sig en kirkebygning

For på banken norden for Byvolden rejste sig en ny kirkebygning indviet til de søfarendes beskyttere, Sankt Nikolaj. Kirken var lagt højt, så den kunne tjene som sømærke. Der nævnes et årstal 1248, hvor bygningen var påbegyndt, men den kan allerede på dette tidspunkt have eksisteret.

Et helligt sted

Sandelig om det ikke også har været et tredje Guds Hus i byen. Det var nærmest et kapel, indviet af fiskernes skytsengel Sankt Andreas. Det har været lille og uanselig ifølge et gammelt kort fra 1641. Det lå på et højdedrag syd for byen, vest for landevejen Aabenraa – Flensborg. Bakken hed endnu i 1641 Kapelbjerget.

Kapellets præst holdt messe hver dag og mange mennesker menes at være valfartet her til. Grunden til den store interesse var, at kapellet husede et udskåret billede i træ af Sankta Anna, Marias moder.

Men heller ikke dette er historikerne enige om. For mange er af den opfattelse, at helgen – billedet hørte til Sankt Nikolaj.

Efter reformationen mistede kapellet anseelse, og dens jorder blev omdannet til kålhaver.

Aabenraahus

I byens vestligste del, ragede den gamle kongsgård, Aabenraahus’ mure op. Slottet blev også kaldt Gamle Brundlund og Kongslund. Stedet, hvor slottet har ligget er ikke endelig fastslået. Man siger, at det skulle have ligget på hjørnet af Nybro og Vestergade. Andre mener, at det har ligget længere mod syd i den vestlige del af Slotsgade.

Slottet var omgivet af volde og grave.

I 1193 skulle Valdemar Sejr have været fange på slottet. I 1192 havde han taget kongenavnet og stræbt efter den danske trone.

I 1366 sad Hertug Henrik af Sønderjylland inde på slottet. De holstenske grever erhvervede slottet ved List og Svig efter Kong Valdemars sejr. De havde betalt Kongens Foged, Spiker for at åbne slottets porte for dem.

Dronningen river slottet ned

Grev Gerhard den Sjettes død i 1404 kom til at indlede den afsluttende fase i slottets historie. Nu blev slottet nemlig erhvervet af Dronning Margrethe den Første. Hun indgik en overenskomst med Holstenerne, hvorefter Hertug Erik af Sachsen pantsatte Aabenraa By og Kongsgården med tilhørende jorder og forleninger til dronningen.

Dronningen fik indsat en bestemmelse om, at hun måtte bryde slottet ned, og bygge et nyt på det sted, der passede hende bedst. I 1411 lod hun slottet rive ned, og ude på et sted sydvest for byen i et område med sumpe og morads påbegyndte bygningen af et nyt slot, Brundlund Slot. Endnu i Claus Møllers tid indtil 1635 fandtes der rester af det gamle slot. Dronningen nåede dog at se sit slot. Hun ville rejse et prægtig og anseelig slot. Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med dette slot.

Bygget ved Nybro og Nygade

Udviklingen sprængte de rammer, som volden dannede. Efter at det gamle slot blev revet ned, blev der bygget en del ved Nybro og Nygade. Men bortset herfra, skete udviklingen mod nord. Lige uden for volden ved foden af bakken lå Kalundhuset, der skulle være opført af katolske gejstlige, som forrettede gudstjenesten i Sankt Nikolaj Kirke. Huset har været Gildehus for byens gildebroderskaber. I 1540 blev det taget i brug som byens rådhus.

Byens Ting

Byens Ting lå foran rådhuset på den nuværende Rådhusgade. Byens retssager blev afgjort under åben himmel. Andre historikere mener dog, at det var Storetorv, der dannede rammerne for byens ting lige til den store brand i 1610.

Lidt længere mod nord, anlagdes i 1470 Ramsherred, der før den tid, havde været en bydel for sig selv. Det var som navnet antyder, ikke godtfolk, der holdt til her, men derimod tyve, løsagtige kvinder og deslige. De levde til skræk og afsky for de ærlige og lovlydige borgere. Neden for Ramsherred løb Tyvkær Bæk. I nærheden rejste myndighederne galgen til skræk og advarsel for de Skarns Folk i Ramsherred. Retterstedet lå her i længere tid, men blev så flyttet længere mod syd. Galgen blev senere placeret på Arnsbjerg, et højdedrag lige nord for det daværende Aabenraa.

Endnu et \”Guds Hus\”

Vi skal da heller ikke glemme endnu et Guds Hus. Det var indviet til Sankt Jørgen eller Sankt Georg. Den pågældende kirke eller nærmere kapel var knyttet til Sankt Jørgensgård. Det var en slags hospital for spedalske. Allerede i det 5. og 6. århundrede mødte vi disse hospitaler.

Efter et fund i 1929 på Karpedam kunne man stadfæste gårdens beliggenhed. Man fandt et gammelt stengulv af munkesten.

Efterhånden som spedalskheden forvandt, blev Jørgensgård indrettet til en stiftelse for gamle og fattige. Claus Møller skriver følgende:

– Sankt Jørgens Kirke ligger nord for byen og er bygget til ære for Sankt Jørgen. Til Kirken, i hvilken der skal have boet fattige Folk, var Lagt Jørgensgaard Skov, Agre og Enge, hvoraf de Fattige fik deres Underhold. Da disse Fattige var døde, blev Bygningen og Jordene givet i Forlening til den fyrstelige Lensmand \”Svarte Hans\”.

Senere er Sankt Jørgens Kirke samt de tilhørende jorder i 1592 givet som len til Claus Høyer. Han ombyggede kirken til beboelseshus, og benyttede det en tid som sådan. Efter cirka fire års forløb, drog han bort. Jordene blev lagt til Brundlund Slot. Siden blev disse jorder forpagtet ud til borgere. Kirken blev i 1660 brudt ned.

Tre Gilder

Før Skraaens konfirmering i 1335, måske lang tid før, var der i Aabenraa tre Gildebroderskaber, Sankt Knuds Gilde, Sankt Nikolaj Gilde og Sankt Nikolaj Lægbroderskab. Mest anseelse havde Sankt Knuds Gilde opkaldt efter Knud Lavard, som havde været oldermand for Knuds – Gildet i Slesvig. At de havde stor betydning for Aabenraa ses i Skraaens § 20:

– Hvis en, der hører til Sankt Knuds Gilde anklager en af sine Gildebrødre for nogen Sag, skal denne forsvare sig med seks Brodered, nemlig fem foruden sig selv. Det samme skal være Tilfældet for saa vidt angaar Sankt Nikolaj Gilde og Sankt Nikolaj Lægbroderskab.

Stor indflydelse

Sankt Knuds – brødrende havde stærk indflydelse på, hvem der blev valgt til byens Raadmænd og borgmester. I Stadsretten for Aabenraa – Flensborg Stadsret, der ved år 1514 er tillempet efter Aabenraaske forhold og anvendes ved siden af Skraaen, siges der således, at Sankt Knuds Gildes Oldermand, skal være med til at indsætte af afsætte Raadmændene.

Gilderne var oprindelig fromme, kærlige Sammenkomster til indbyrdes Fornøjelse. Siden udartede de til svire – og drikkelag. Hvorvidt det også har været tilfældet i Aabenraa ides ikke.

Et godt brød

Næringslivet i Aabenraa i Midelalderen ser ud til at været særdeles livligt. Fiskeriet i de første århundreder var den vigtigste næringsvej. Der blev fisket alle slags fisk, torsk, makreler, sild, flyndere, hvillinger, ål, Rødspætter m.m.

I tiden op til år 1600 blev der i perioder op mod år 1600 blev der i perioder fanget særlig mange torsk. Flere skibsladninger blev solgt i Lybeck, Rostock, og Wismar.

Men i Aabenraa kunne man også få en anden specialitet. Om dette fortæller Claus Møller:

– Det liflige Rugbrød, som her blev bagt, er jævnlig blevet berømmet af de Rejsende som har hævdet, at de her kunde købe bedre Brød ed andre Steder, hvorfor vi ikke noksom kan love og prise Gud for hans rige Velsignelse.

Mest berømt for øl

Men det som Aabenraa virkelig blev berømt for, var byens øl. Og det skete også uden for landets grænser. Navnet Kükelhaen var på alles læber. Hos Claus Møller hedder det:

– Fremfor Fyrstendømmets andre Byer, har den gode Gud velsignet denne By med den skønne Humle, der vokser næsten rundt omkring hele Byen, og hvoraf Byens Borgere ikke har nogen ringe Næring.

Dygtige Ølbryggere forstod at hæve øllets kvalitet og dermed dets anseelse. Om øllet sagde man:

– at det er i Sandhed godt Øl, Mage til Øl, der brygges i Wismar.

De adelige i Fyrstendømmet og Sundeved holdt meget af øllet fra Aabenraa. de købte rigeligt ind i Aabenraa og fordelte det rundt på deres godser.

Krævede øl – ellers overfald

Det har dog ikke altid været til byens fordel, at dets øl var så eftertragtet. Da den jyske adel i 1523 havde opsagt Kong Christian den Anden, Huldskab og Troskab og derefter tilbudt Hertug Frederik af Gottorp kongekronen, sluttede hertugen forbund med Lübeck og fik nogle lübeckske lejetropper til hjælp mod Kong Christian.

I Sønderjylland satte kongens bønder og byer sig kraftigt til modværge mod hertugen. I Aabenraa var man også forblevet trofaste mod kongen.

Dengang sad Benedict von der Wish som kongens tro mand på Brundlund.

Om det var øllets skyld, at de lübeckske tropper fuldstændig hærgede byen, vides ikke. De røvede og plyndrede.  Men på et tidspunkt fremsatte tropperne et krav om den berømte Aabenraa – øl. Det vides ikke, hvorfor borgmester Hans Kristensen ikke efterkom troppernes krav.

Byens skæbne var beseglet:

 – Naar I er en saadan Tyran hengiven, skal vi nok lære Jer at tappe Øl.

By og slot blev indtaget, og huse blev brændt af. Soldaterne greb de gejstlige og verdslige autoriteter, bandt dem og pinte dem så længe, til de fik vristet ud af dem, hvor der var gemt guld og sølv.

Alle dem, der kunne bruge deres ben, flygtede ud af byen. Man skjulte sig i skovene omkring Aabenraa. Ved overfaldet blev mange af byens borgere dræbt og såret. En del af byens værdifulde dokumenter blev ødelagt.

Byens brande

Også den 25. oktober 1576 hjemsøgtes byen af en stor brand, der lagde en fjerdedel af byen i aske. Det var den sydlige del, der gik ud over.

Men den 19. maj 1610 gik det helt galt. Peter Baadbygger og Niels Ovesen havde tændt ild på Skibbroen til brug for deres tømrerarbejde. Og fra denne ild opstod den frygtelige brand. Der blæste en stærk østenvind. Det endte med, at gnisterne fløj over og tændte en staldbygning. Ilden bredte sig hastigt. I løbet af de næste 2 1/2 time brændte detmeste af byen. I alt brændte 156 huse, deriblandt rådhuset, skolen og en del af kirken.

Under branden omkom adskillige mennesker.

I 1629 nedbrændte 24 gode gavlhuse. Og i 1640 lagde en brand alle på Klingbjerg liggende huse helt ned til Ramsherred i aske.

I 1669 brændte hele Slotsgade, 1679 Gildegade, 1680 Vestergade, 1694 Skibbrogade. I juni 1707 brændte det i den sydlige bydel, 38 huse blev ildens ofre. I 1708 brændte en stor del af Ramsherred.

Man havde forsøgt at vedtage brandvedtægter, men det var svært at komme igennem. Og efter de sidste brande havde Bulhusene og Stråtagene udspillet deres rolle i byen.

Aabenraa – dengang

Hvordan så det ud i Aabenraa, dengang?

Magister Johan Arndt Dyssel, der var præst i Nustrup fra 1760 – 64, udgav i 1774 sit Forsøg til en Indenlands Reise:

– Jeg burde vel nævne den, for den tyske Vellyds Skyld, Apenrade, men ingen Mand hos mig kalder den andet end Aabenraae eller Aavenraae. Det er en maadelig, men meget smuk Bye, ligger paa Bierge, med store Skove rundt om og tæt ved omgiven, har smukke Gader og en Del Ziirlige Huse, næsten alle smukt malede. Et pudserligt Hoved ved Navn, Claus Nar har bragt denne Maling først i Brug, samme var af Haandværk en Malere, kommet der til Byen om Efteraaret ved Skibslejlighed for at reise videre, men som Søen frøs til maatte han overvintere i Aabenraae, ogfor at leve tilbød han først sin Vært at male hans Huus for en ringe Betaling, dette befaldt fleere og lod deres Huse male, saa at han deri viiste, at han just ikke var det, man kaldte ham.

En jævn Gudsfrygt

Det var også fornøjelig at læse, hvad en forfatter, der en årrække senere besøgte byen, har fortalt sin samtid om Aabenraa. Det var L.M. Wedel, som i sin Indenlandske rejse igennem de betydeligste og skjønneste Egne af de danske Provindser, som udkom i 1806, har nedskrevet disse indtryk:

– De fleste Huse ere smukke og med en ukonstlet Pynt, udbygget næsten alle med Karnap, et Fag eller to, som springer ud fra Bygningen selv og har Vinduer til alle tre Sider, saa Færdselen paa Gaden derfra altid kan iagttages baade fra begge Sider og ligefor, i denne Karnap sidde Fruetimmere almindingen om Dagen ved deres Rok, Ramme eller Synaal for undertiden at kunne fornøje sig med at betragte de forbigaande.

– Uden for Dørene ere desuden sirlige Bislage og Hvilebænke som især i Aftenskumringen findes besatte af Damer og Mandfolk, der havde Lejlighed paa denne Tid at hvile sig fra Dagens Sysler.

– Indvaanerne er meget venskabelige og høflige. Ingen ny Moder havde fordrevet Indvaanernes gamle Tarvelighed, da Staden for det meste bestaar af Handlende og Søemænd, men skiønt Dragten er simpel, er den dog prægtig og af Værdi, Damerne bære Silketøj, skiønne Guldkiæder, Guldlivspænder og mange Ringe.

– Ærlighed uden Komplimenter og en jævn Gudsfrygt uden alt for meget Philosofie synes at være det herskende i Borgerens Karakter, Giestfrihed kan jeg, og bør rose af Erfarenhed.

Guldfeber i Aabenraa

På et tidspunkt opstod ideen, om at udvinde ædle metaller i højdedragene ved Aabenraa. men dette projekt bragte kun skuffelser. Hertug Adolf af Gottorp, der levede fra 1526 til 1586 satte dette projekt i værk. Det var omkring 1581, at han lod bjergværksmestre grave efter guld og sølv i Colstrup Höltzung. Der blev brugt ikke så få penge på dette projekt.

Kilde: Se

Litteratur Aabenraa

Hvis du vil vide mere:

Aabenraa i de onde tider

Anekdoter fra det gamle Aabenraa

Brundlund Slot

Aabenraas oprindelse

Aabenraa – en by der hed Opnør

og mange flere artikler

 

 

 

 

 

 

 

 


Mennesker i Aabenraa

Dato: april 5, 2010

Vi følger tiden før, under og efter tre – års krigen. Det dramatiske forløb inkluderer mennesker som borgmester Schow, redaktør Fischer, pastor Rehoff, læge Neubert, Martin Bahnsen, rektor Nissen, agent Bruhn, brygger Kopperholdt, politimester Henrici, leder af Friskarene von der Tamm og mange flere. Vi skal også høre om de danske foreninger Union og Frederiksklubben. Og om Liedertafel. Så var der sangkrig i Hjelm Skov. Der var boykot mod danske mønter og Nationalbanken.

De sproglige forhold

Allgemeines Wochenblatt vente tilbage til den gamle helstatsvenlige holdning. Nyheder fra kongeriget var talrige. Men i Aabenraa blev man i 1830erne mere og mere bevidst om om den dansk – tyske holdning. Denne holdning var man også bevidst om tidligere.

Således skrev kaptajn W. F. Born i sine erindringer fra 1834:

  • De samme sønderjyder, som senere så ofte påstod på  ægte sønderjysk, at de var tyske, sang da med ægte danske varme ”Vi alle dig elske, livsalige fred.

En skildring i Nyeste Morgenblad fra 1833 viser lidt om de sproglige forhold – dengang. I indledningen kaldes Sønderjylland for en ældgammel dansk provins og navnet Aabenraa sættes i overskriften i parentes efter den da fremherskende betegnelse Apenrade:

  • Et mærkværdigt særsyn er den måde, hvorpå det danske sprog behandles i Apenrade., lige som i flere af Sønderjyllands stæder. Overalt på
    landet hører man tungemål, der stemmer med Nørrejyllands i alle dens særegenheder. Det samme er tilfælde med tjenestetyendets og overhovedet
    almuens sprog her. Man må højlig undres, at i denne ligesom i flere sønderjyske købstæder, både skoleundervisning, det kirkelige foredrag og forretningsvæsenet er langt mere betegnede på at fortrænge det danske sprog, uagtet ejerne forstår og taler dansk.

 

Den tyske salmesang

Efter en omtale af den tyske salmesang ved de danske gudstjenester hedder det:

  • Alle offentlige indskrifter er på tysk, hvilket naturligvis anlediger, at også  handlendes og andre næringsbrugeres skilte er affattede på  dette sprog, uagtet ejerne forstår og taler dansk. Dog gør udsalget for kaptajn Bruhns mølle en undtagelse. Dets indskrift er på dansk. Nattevægteren har efter 1814 råbt på tysk, men den offentlige udråber bruger ”bredt sønderjysk”. Et vink fra regeringens side ville uden tvivl være tilstrækkeligt for i Sønderjylland at hæve og beskytte fædrene-sprogets rettigheder.

 

Hertugdømmerne afsondrer sig

Det var interessante betragtninger, som politikere dengang, burde have lyttet til. Hertugdømmerne afsondrede sig mere og mere fra kongeriget. Hamborg
beherskede mere og mere de økonomiske forhold. Især var Aabenraas skibsfart afhængig af Hamborg. Det tyske sprog blev brugt flittig i det administrative styre, i skolen og kirken.

Men en anden ting var kampen mellem tilhængere og modstandere af enevælden.

I begyndelsen af 1830erne kom velstanden til Aabenraa. Skibe fra Aabenraa anløb i stigende grad Sydamerika. Og i 1840erne begyndte Ostindien og Kina
at spille en stigende rolle i skibsfarten fra Aabenraa.

To småskibe gik i rutefart mellem Aabenraa og Kiel. Men også et dampskib König Christian 8. blev indsat på ruten. Fire skibe sejlede ugentlig til København.

Egentlig var det folkene fra Løjt, der var de dominerede søfolk. Ifølge en folketælling fra 1845 boede de 157 søfarende i Aabenraa og de 225 i Løjt Sogn.

 

Masser af analfabeter i Aabenraa

Kun halvdelen af drengene fik undervisning i 1840erne. For pigerne var forholdene endnu dårligere. Først i 1845 fik man egentlige lærerbøger. Indtil da havde man brugt salmebøger og bibler. Pastor Rehoff mente således, at man ikke behøvede nogen lærerbog, da formålet med undervisningen var kristendomsundervisning. Dette var dog i strid med skoleloven.

Der var masser analfabeter i Aabenraa i 1840erne. Når der skulle indkaldes til møder, måtte dette kundgøres mundtligt. Rektorskolen som skulle være en slags realskole blev hårdt kritiseret. Fra 1830 til 1850 havde man hele 6 rektorer, der afløste hinanden. I 1844 blev der endelig lavet en reform af denne skole.

 

Kun få  havde valgret

Stænder-forfatningen gav i købstæderne valgret til de borgere, der ejede en fast ejendom af mindst 1.600 rbd., mens valgbarhed var betinget af en ejendom til mindst 3.200 rbd. På dette grundlag fik kun 69 personer valgret i Aabenraa. Af disse var 34 købmænd, skibsredere, skippere og lignende, 10 embedsmænd
og intellektuelle, mens 5 tilhørte andre grupper. Det var datidens demokrati.

 

Ny borgmester

I 1837 blev borgmester Bendix Schows helbredstilstand så dårlig, at hans søn Georg Schow blev konstitueret som borgmester. Med sin hovne og selvsikre væsen var han en udfordring for borgerskabet i Aabenraa. Snart opstod der også sammenstød mellem borgmesteren og udgiveren af ugebladet, Kopperholdt. Det var også borgmesteren, der i sidste ende forhindrede bladet i at udkomme. Den årelange konflikt med Allgemerines Wochenblatt vakte opsigt.

Kopperholdt, der havde været fortaler for liberalismen, faldt tilbage til sit bryggeri i Aabenraa. I 1841 flyttede han fra byen. Han og sin søn havde overtaget et bryggeri i Hamborg.

 

Nyt ugeblad

Fischer var begyndt at udgive et ugeblad. Men det var ikke noget der huede borgerskabet i Aabenraa, især ikke liberalisterne. Kongen havde tildelt urmager
Frederik Fischer
privilegium til udgivelse af et ugeblad. Det første nummer udkom den 2. oktober 1839. Det første nummer hed Königlich privilegirtes Apenrader Wochenblatt.

Fischer var ligesom Kopperholdt af en gammel aabenraask skipper-familie. I 1824 kom han i urmagerlære og i 1830 etablerede han sig som mester i Aabenraa. Allerede som niårige blev han ramt af børnelammelse. Fischer viste dansk nationalfølelse ligesom sin far, der var imod tyskheden i kirken. Han mente, at det danske modersmål skulle bruges mindst lige så meget som det fremmede tyske. Han forklarede også, at Holsten
var man knyttet til administrativt og økonomisk, men ikke med hjertet.

Hans omgangskreds var håndværkere, skibstømrere og søfolk. Fischer havde ingen omgang med byens mægtigste mænd. Og disse mægtige mænd var villige til at svigte det danske monarki og befolkningens danske sprog.

 

Dansk bibliotek

Fischer fik etableret et lille dansk lejebibliotek. På den måde fik han kontakt med en stor kreds fra byen og dens opland. Biblioteket kom til at spille en stor rolle i den nationale vækkelse. Selv hertugen af Augustenborg udtrykte angst for, at denne danske selvbevidsthed skulle brede sig.

 

Oprør over brug af bynavn

Da det rygtedes at bladet skulle udkomme på dansk, blev der nærmest oprør i Aabenraa. Mange mente, at dette stred mod privilegiet. Også truslen mod boykot fremkom.  Fischer stod over for store kræfter.

Efter det første halvår på tysk var der ikke noget i bladet, der bevidst pegede på at være dansksindet. Der var 130 abonnenter, hvoraf de 20 var på landet.

Da bladet så kom på dansk opstod der et nyt problem. Fischer brugte navnet Aabenraa i stedet for Apenrade. Sidstnævnte havde bragt byen så meget hæder i havnebyer verden over.

Et blad fra Haderslev, Lyna havde efterhånden opnået 60 abonnenter i Aabenraa og Fischers avis var i stærk tilbagegang.

 

Fischer havde borgmesterens opbakning

Fischer havde dog borgmesteren på sin side. Borgmesteren anbefalede Fischer at udgive bladet på begge sprog. Stødt med langsom begyndte abonnenterne
at søge tilbage til Fischers ugeblad. De liberales stormløb mod ham var slået tilbage.  Aabenraas borgmester var tilhænger af hertug Christian Augusts
politik. Denne ville gerne have afskaffet det tyske øvrighedssprog.

Men pludselig råbte udråberen igen på tysk i Aabenraa. Og Fischers dage som udgiver af ugebladet var nu i fare.

 

Borgmesteren støtter Neuber

Borgmesteren støttede nu lægen A.W. Neuber som redaktør af ugebladet. De dansk fjendtlige synspunkter synes nu pludselig at have overtaget klimaet i Aabenraa. To småskrifter om det positive ved Slesvig-holstenisme havde vist noget om Neubers litterære formåen.

 

Ugebladet i modvind

Borgerskabets protest mod Fischers dansksprogede blad, havde overbevist Kancelliet om, at der i Aabenraa skulle udkomme et tysksproget ugeblad.

Pludselig var Fischers dansknationale bestræbelser næsten at betegne som statsfjendtlig. I løbet af bare et halvtår var stemningen vendt i Aabenraa. Pludselig blev hans ugeblad betegnet som indholdsløst.

I første omgang fik borgmesteren dog ikke sit forslag igennem. Men så brugte man et nyt udspil. Neuber var bedre til tysk end Fischer.

 

Regeringen fører nervøs politik

For regeringen var det vigtigt at fastholde det dansk – tyske i regionen. Man ville nemlig bevare Holsten. Tyskvenlige udnævnelser forekom derfor hyppigt dengang. Således blev Prinsen af Nør udnævnt til statholder i Hertugdømmerne og Reventlow – Criminil til præsident for det Slesvig – Holstenske
Kancelli.

 

Ugeblad – ikke engang på værtshusene

Fischer kæmpede videre. Nu hed hans blad Apenrader Ugeblad. I vinteren 1841 – 42 havde bladet betydelig fremgang.

I 1844 forsøgte man igen at få  et privilegium til Neuber. Nu brugte man argumentet, at Fischers blad ikke engang var at finde på værtshusene.

Det var også  Neuber, der stod for Aabenraas forliste projekt som international badeby
(Se artiklen ”Rådhuset i Aabenraa”).

 

Boykot mod nye mønter

Nye rigsbankmønter blev udsendt i sommeren 1841. De kunne veksles med de i hertugdømmernes cirkulerende kurantmønter. Dette skete som led i Christians den ottendes helstatsbestræbelser. Men i Aabenraa førte dette til en boykot fra de handlende mod de nye mønter.

 

Ud med Dannebrog

39 skippere og skibsredere fra byen bad om at begrebet dansk ejendom blev ændret til Schleswig-Holsteinisches Eigentum. Desuden ville man have Dannebrog udskiftet med det Slesvig-Holstenske flag.

Byens matador, Jørgen Bruhn var dog ikke blandt underskriverne.

Ringeagten for Danmark kom til udtryk i en påstand om, at man i Sydamerika havde spurgt , om ikke Danmark lå i Aabenraa.

 

Nye flag i Aabenraa

Pludselig kunne man i Aabenraa opleve flag fra Slesvig Holsten. Det var rødt med Hertugdømmernes forenede våben. Men under et protestmøde på Mønterhøj dukkede et andet flag frem. Det var rød – hvid – blå. Dette protestmøde som priste Slesvig Holsten havde 6.000 besøgende.

 

Liedertafel

Liedertafel, som var en sangforening fra Aabenraa kom til at spille en propagandistisk rolle til fordel for Slesvig Holsten, nægtede at optage dansksindede. Neubert var en flittig sangskriver. Han skrev blandt andet:

  • Schleswig und Holstein auf ewig verient
  • Das ist da Vaterland, das ist gemeint

Boykot mod Nationalbanken

I november 1843 havde et par hundrede af Aabenraas erhvervsdrivende tegnet sig som bidragsydere til en Slesvig – Holstensk landsbank. Nationalbanken oprettede en filialbank i Flensborg. Men samtidig oprettedes en forening, hvis medlemmer forpligtede sig til ikke frivillig at drive forretning med denne filialbank, og modtage danske pengesedler. Og i denne forening tiltrådte hundredvis af erhvervsdrivende fra Aabenraa.

 

Kongeligt besøg 

Den 31. juli 1844 besøgte kongen Aabenraa. De fleste af byens huse var illumineret to aftener i træk . Det samme gjaldt for Burgervereins lokaler. De mest radikale af denne forenings medlemmer sad dog bag mørke vinduer og fulgte begivenhederne.

 

Nyt flag – mange steder

Skibsrederne førte an med propaganda for Slesvig Holstens selvstændighed. Og for første gang blev der i Aabenraa etableret danske moddemonstrationer.

Det Slesvig Holstenske flag dukkede op ved indvielse af Neuberts badehus, samt i 1844, da skonnerten Succurs løb af stablen hos Aabenraas mest betydlige skibsværft Júrgen Paulsen.

Den 27. august 1845 skrev Fischer i sit blad:

  • Hvorvidt det går med det
    Slesvig – Holstenske uvæsen herovre, kan ingen tro som ikke selv har set det. Diebørn påhæftes Slesvig– Holstenske kokarder, og små og store drenge løber omkring i byen med disse politiske partiemblemer. Børn, som næppe kan tale, grynter deres ”Sleswig Holstein stammverwandt”. De lidt større bruger de så yndede titler ”dansk hund, landsforræder”med en øvet og rutineret færdighed. Ikke sjældent er dansksindede forældres børn blevet forfulgt, angrebet mere eller mindre mishandlet af disse 3 – og 4 – fods riddere.

Liedertafel fik i 1844 lokale i Rudebecks Gæstgivergård. Stedet skiftede navn til Stadt Copenhagen og senere til Schleswig – Holsteinisches Haus.

 

Sangerkrig i Hjelm Skov

I Hjelm Skov udspandt der sig i 1845 en sangerkrig. I en aktion mod Liedertafel havde en række skibstømrer og en del svende fra værksteder i byen samlet sig ved havnen. Med Dannebrog i spidsen båret af den 18 – årige Jens Peter Jungreen gik det mod skoven, hvor der opsat forskellige telte. Her blev der Slesvig
– Holsten
lovprist. De unge mennesker sang Kong Christian, hver gang de separatistiske Schleswig – Holstein meerumschlungen lød.

Borgmesteren havde i sin egenskab som politimester fulgt de unge mennesker åbenbart i håb om at kunne gribe ind, hvis der skete lovbrud.

Men mange af de unge mennesker blev dagen efter fyret af deres mestre, som sympatiserede med separatisterne.

 

Union – ny dansk forening

Endelig i 1847 begyndte det aabenraaske småborgerskab at vise tegn på en danskvenlig orientering. Man protesterede mod en ny skolereform. Fischer havde i sit blad optaget to tyske indlæg som gik imod Neuber. De var antagelig skrevet af Martin Bahnsen som sikkert var bagmanden bag foreningen Union.

Den danskorienterede forening Union blandede sig også i kommunale anliggender. Man havde efterhånden 45 medlemmer. Her i 1848 kom de dansksindede endelig i gang i Aabenraa. Men situationen blev hurtig tilspidset.

 

Aabenraa anerkender ny provisorisk regering

Revolutionen i marts 1848 forlangte et forenet og demokratisk Stortyskland. Den danske helstat var dermed sprængt. I Aabenraa blev Bürgerverin det revolutionære samlingssted. Ledelsen bestod blandt andet af borgmesterens bror, dr. Wilhelm Schow, rektor Nissen, skibsreder Michael Jebsen, købmand Lüders og advokat Nissen.

De gik alle ind for både Slesvig og Holstens indlemmelse i det tyske storrige.

Meget tidlig godkendte man i Aabenraa den provisoriske regering. Byens danske parti blev fuldstændig overrumplet af begivenhederne. Fischer fik at vide, at han skulle udgive sit blad i Slesvig Holstensk ånd.
Han foretrak i stedet at flygte til Kolding. Flere dansksindede borgere måtte forpligte sig til at afholde sig fra al politisk virksomhed, ellers ville de ende bag tremmer.

Ved alle indgange til byen blev der opstillet vagtposter.

Indkaldte landsoldater på vej til deres garnisoner i Kongeriget blev anholdt, omdirigeret til Rendsborg eller beordret hjem. Aabenraa stod pludselig som en tysk fæstning i det danske Nordslesvig.

Det gik en hel uge inden der nåede militær frem til byen. Jægere, dragoner og friskarer.

 

Danske protestaktioner

Den 28. marts gennemtvang arbejdere på  Aabenraas største værft, at ejeren Jürgen Paulsen strøg sit tyske flag. . Den næste dag var en trussel fra alle værftsarbejdere nok til at alle tyske flag i byen blev taget ned.

Foran rådhuset demonstrerede tømrerne. På den danskorienterede agent Bruhns opfordring gik de dog hjem.

 

De første skud i krigen

Bevæbnede danske styrker nåede samtidig frem som styrken fra Slesvig Holsten. Den 30. marts 1848 blev en dramatisk dag i Aabenraas historie.

Danske krigsskibe blev observeret i Genner Fjord. Ved indløbet til Aabenraa Fjord iværksatte alle skibstømrer en antitysk demonstration. Dannebrog gik
atter til tops ved havnen.

Ved havnen ankom St. Thomas med kaptajnløjtnant Suenson ombord. Han lod borgmester Schou komme ombord. Samme aften blev han sendt videre til Sønderborg for at stå til regnskab for anerkendelse af den provisoriske regering og sin adfærd over for indkaldte soldater.

Mod friskarerne affyrede briggen to skarpe kanonskud. Det var de første danske skud, der fra dansk side blev affyret under treårskrigen.

 

Tyske tropper modtaget med begejstring

De Slesvig – Holstenske tropper blev modtaget med begejstring af de tysksindede. Men snart trak disse styrker sig tilbage mod syd. Sammen med disse flygtede også de revolutionære ledere fra Aabenraa.

Om aftenen forsikrede magistraten over for flådens repræsentant, Steen Bille sin troskab over for kongen. Frederik Fischer vendte tilbage til byen og snart vajede Dannebrog fra huse og skibe.

Den 14. april red Frederik den Syvende i spidsen for livgarden, da de kom til byen. Bortset fra skibstømrerne var det ifølge Fischer ”manges usle lunkenhed”
i byen, da der blev råbt hurra for kongen.

 

Preussiske tropper i Aabenraa

Natten til den 30. april marcherede preussiske tropper ind i Aabenraa. Først to år senere i juli 1850 vendte det danske militær for alvor tilbage til byen. Frederik Fischer forlod byen som flygtning om bord på St. Thomas.

Med de preussiske tropper fulgte de revolutionære ledere tilbage til byen.

Der fandtes ikke mere et decideret dansk parti i byen. Magistraten under ledelse af agent Bruhn viste ikke noget sympati for det radikale tyske parti. Man undlod også at tage en antidansk holdning.

Dansksindede blev med mellemrum arresteret, men snart blev de igen løsladt af magistraten.

 

Ny politimester

Denne holdning var ikke alle tilfredse med. Man forlangte udnævnelse af en politimester, der kunne tage sig af den danske pøbel. Til midlertidig politimester blev udnævnt hollænderen P. Chr. Henrici. Han nærede det inderligste afsky for revolutionære. Straks ved sin indtrædelse viste provst Rehoff ham to dobbeltløbede ladte pistoler og en skarpt slebet dolk som lå i hans pult.

Provsten havde været bange for at pøbelen skulle slæbe ham ombord på en dansk krigsskib.

I 1848 tilsluttede Preussen sig delingstanken. Wrangel trak sig ud af hele Jylland og rømmede også Nordslesvig. Sammen med ham forlod de tysksindede embedsmænd atter byen. Den største del af Magistraten havde også forladt byen, dog ikke agent Bruhn.

 

Den danske flåde truer Aabenraa

Den 29. maj sendte Steen Bille en sending i land for at høre, om man ville betragte ham som ven eller fjende. Hvis ikke Dannebrog blev hejst og embedsmændene straks indfandt sig ombord ville byen blive beskudt.

En Hannoveransk ritmester, hvis folk endnu lå i byen ville give efter, men politimesteren satte sig imod. Hans argument var, at ingen dansk marineofficer ville påtage sig ansvaret for at beskyde en by, hvis beboere som bekendt overvejende var dansksindede.

 

Fischer vender tilbage – for tidligt

Den 30. maj 1848 forlod de sidste tyske tropper byen. Den følgende dag foretog små danske styrker rekognosceringer i omegnen.

Med de danske skibe vendte Fischer atter engang tilbage til sin fødeby.

Det var dog et sørgeligt syn, der mødte ham. Hele hans butik var blevet ribbet. Også de danske biblioteksbøger var fjernet. Men ak, Fischer var vendt tilbage for tidligt.

Den 4. juni ved daggry marcherede ca. 480 mand preussisk infanteri under musik ind i byen, mens kun to danske kanonbåde lå i havnen. Fischer blev afhentet fra sit hus, kastet op på en mælkevogn og kørt til Torvet.

  • Ist das der gefährliche Mann!

Udbrød den preussiske oberst, da krøblingen blev anbragt på gulvet foran ham. Han nægtede at arrestere Fischer.

Efter et par timer forlod preusserne igen Aabenraa. Fischer skyndte sig atter ombord på en af de danske kanonbåde. Et par dage efter forlod bådene Aabenraa.

 

Von der Tann – elsket og hadet

Den 10. juni rykkede 700 preussere og von der Tanns friskarer ind i byen. Preusserne forlod byen, men friskarerne som ikke blev regnet for officielle soldater, forblev.

Aabenraa blev behandlet som en fjendtlig by. Vogne blev kapret og kuskene pryglet. Overalt i byen var der opstillet barrikader.

Bruhn tog til Flensborg for at bede general Wrangel om at trække dem bort fra Aabenraa. Men de tysksindede mente ikke, at Bruhn repræsenterede byen. Da von der Tann den 18. juni fyldte 33 år, blev der arrangeret et fakkeltog for ham i Aabenraa. Hele korpset fulgte med. Foran hans hotel var der opstillet en sort – rød – gylden fane. Unge hvidklædte piger overrakte ham en laurbærkrans. Borgmesterens bror holdt en festtale, hvori han udtrykte håbet om Tysklands snarlige enhed.

Den 28. juni blev de uregerlige tropper af løst af regulære tropper. Snart blev byen besat af andre Slesvig – Holstenske tropper, snart preussiske eller andre tyske styrker.

De danske tropper rømmede hele Slesvig og begge Hertugdømmer. Sådan var situationen indtil 25. august.

 

Borgmesteren vender tilbage

Omkring 1. oktober vendte borgmester Schow tilbage fra sit danske fangenskab. Han havde via Sønderborg været over Fredericia, Nyborg
og Kastellet. Han var meget forbitret over den behandling de danske myndigheder havde udsat ham for. Han var tilhænger af Stortyskland og en fanatisk danskhader.

Schow fik en stor modtagelse i Aabenraa. De tysksindede havde strøet grønt og blomster i gaderne. Om aftenen var der illumineret i husene. I Schleswig
– Holsteinisches Haus
var der festbanket med 150 deltagere. I sin takketale sagde Schow, at man i fremtiden ville finde held og lykke i Tysklands storhed.

På Skibbroen blev det tyske flag atter hejst.

Borgmester Schow opsøgte den fungerende politimester, og spurgte hvad han ville foretage sig over for den dansksindede læge, Grauer. Politimesteren svarede, at denne havde forpligtet sig til at afholde sig fra dansk agitation.

Borgmesteren svarede, at det ikke var nok. Han ville sørge for, at få tysksindede borger til at smadre ruderne i Grauers hus, ind til denne forlod Aabenraa.

Senere opsøgte borgmesteren igen politimesteren, og ville have denne til om natten, at sørge for at diligencen blev malet over med sort, så ordet Königlich
forsvandt.

Borgmesteren sørgede for, at der ikke blev demonstreret på kongens fødselsdag. Almindelige borgere var blevet udnævnt som politibetjente på dagen. Politimesteren måtte bøje sig.

I Aabenraa blev en  Schows første embedshandlinger, at udnævne den forhadte leder af friskarerne, von der Tann til æresborger. Dette var en hån over for de dansksindede. Endvidere anmodede Schow om, at der blev lagt ekstra told på handel med Danmark.

 

Dansk protest

Man kan undre sig over, hvorfor de dansksindede ikke protesterede mere højlydt, for i november 1848 blev der samlet 459 underskrifter på en tekst med følgende ordlyd:

  • Vi protesterer på  det højtidligste imod, at Slesvig forenes med Tyskland, og at det under hvilket som helst påskud løsrives fra dets forbindelse med Danmark.

Det var Frederik Fischer, der organiserede underskriftsindsamlingen. Han boede nu i Sønderborg, og lignende underskriftsindsamlinger foregik i en række andre sønderjyske byer.

 

Frederiksklubben

Den 11. december 1848 blev der oprettet en dansk forening i Aabenraa. Den fik navnet Frederiksklubben. Initiativtagerne var farver Martin Bahnsen, kaptajn C.C. Fischer (Frederik Fischers bror), læge J. Grauer og købmand Johan Nielsen.

I marts 1849 havde foreningen 129 medlemmer. Fra Sønderborg skrev Frederik Fischer:

  • Vore medborgere har rejst sig og jeg føler ordentligt mit hjerte banke, når jeg tænker på, at den fædrelandskærlighedens lue, som jeg i så lang tid forgæves har arbejdet på at oppuste, og til trods for al tilsyneladende frugtesløshed i mange bestræbelser aldrig har tvivlet om at få at se, nu på én gang, under så vanskelige omstændigheder og så mægtig er frembrudt, og – hvad det vigtigste er – holder sig. Vi behøver ikke længere at skamme os at være aabenraaer.

 

Aabenraa ønskede et kejserdømme

Borgmesteren lod sig nu ikke slå ud af det. Han skrev til rigsministeriet i Frankfurt. Han foreslog at Tyskland og Slesvig Holsten blev omdannet til et arveligt kejserdømme i familien Hohenzollern. Samtidig forslog han Aabenraa Havn omdannet til krigshavn for den tyske flåde.

 

Tilstanden ifølge borgmesteren

Borgmesteren skrev også til fællesregeringen og berettede om den nationale tilstand i Aabenraa. Han delte det danske parti i tre afdelinger.

  • Den første afdeling bestod af tømmerfolkene. De var ganske vist dansksindede, men ikke så farlige, som man antog dem for.
  • Den anden afdeling var den berygtede redaktør Fischers tilhængere. De bestod af hans ungdomsvenner og pårørende. Man gjorde tilsyneladende ikke andet end korrespondere med Fischer Als.
  • Den tredje afdeling  var de mindre håndværkere, arbejdsfolk og tjenesteydende. Disse var kun med, fordi de var bange.

Det tyske parti samlede derimod de indbyggere, der havde intelligens og betydning.

Sådan var borgmesterens mening, der også anbefalede oprettelse af en borgervæbning.

Med våbenstilstandens ophør i slutninger af marts 1849 skærpedes alle modsætninger yderligere. De danske ledere i Aabenraa blev udvist. Få dage efter kom danske krigsskibe atter til  Aabenraa. Myndighederne undtagen Bruhn var alle sammen flygtet. Fjendtlige tropper blev fordrevet med kanonild. Danske styrker ødelagde nogle skanser ved byen. Også Brundlund Slot blev beskadiget ved skyderierne.

 

Aabenraa. Frederik den Syvende er en forræder

Et par dage efter begyndte de tyske tropper deres fremrykning. Det første dem højt op i Nørrejylland. Sejrene ved Eckernförde og Kolding gav de tysksindede forhåbninger om en snarlig sejr. Dette kom blandt andet til udtryk i en henvendelse den 14. maj til landsforsamlingen, hvor man fra Aabenraas side gav udtryk for, at man ikke længere ville anerkende Frederik den Syvende som landsfyrste. I stedet skulle fyrstetronen overgå til Prins Ferdinand. Ja man kan undre sig over det sprogbrug, man brugte:

  • En fremmed leder i landsfyrstens navn med rov og mord trængte frem på Slesvig Holstens sletter og med draget sværd pålagde en fri tysk folkestamme trældommens skændige åg. Nu havde Frederik den Syvende frivilligt nedværdiget sig til vor undertrykker og bøddel. Han erklæres derfor for en forræder mod sit tyske land og sit tyske folk og for uværdig til at bære den Slesvig Holstenske hertugkrone.

 

Fischer atter tilbage

En måned efter denne henvendelse, var situationen igen en helt anden. Den Slesvig – Holstenske hær var blevet slået ved Fredericia. Preussen havde sluttet fred med Danmark.

Måneden igennem fortsatte de tyske tropper deres tilbagetog gennem Aabenraa.

Den 25. august blev Bestyrelseskommissionen for Slesvig installeret i Flensborg, og Nordslesvig blev besat af norsk – svenske tropper.

Frederik Fischer vendte hjem fra Barsø, hvor han havde hjulpet det danske efterretningsvæsen. Den 10. oktober udkom hans blad igen, under navnet Freja.
I mellemtiden havde bogtrykker Rathje udgivet Apenrader Wochenblatt.

 

Borgmesteren bliver afskediget

Den svenske general Malmberg klagede over borgmester Schow i forbindelse med at postmester Moltke igen skulle betræde sin stilling. Dette førte til borgmesterens afskedigelse den 12. september. Forinden havde agent Bruhn bedt om sin afsked.

Da de resterende magistratsmedlemmer nægtede at samarbejde med den nye borgmester, Broder Knudsen, blev disse også afskediget.

Schow blev boende i byen og stod i spidsen for modstanden mod den nye magistrat. Provst Rehoff og rektor Nissen blev også afskediget.

 

Dansksindet borgmester og magistrat

En ny borgmester og en nyt magistrat blev valgt. Krigen havde skabt et dybt fjendskab mellem de tysksindede og de dansksindede i Aabenraa.

Det Slesvig – Holstenske parti, der før krigen havde været skibsredernes og købmændenes parti, var nu blevet et parti præget af det mere velhavende , frihedsbegejstrede lag af håndværkere.

Det kan undre, at størstedelen af befolkningen i Aabenraa under hele konflikten syntes at have været passive. Dette kan dog også skyldes manglende adgang til kildemateriale.

Skibsrederne var før 1814 danske patrioter, men efter 1840 under de forandrede forhold, blev de Slesvig Holstenske patrioter eller tyske nationalister. De havde magten i Aabenraa.

Men sømændene og skibstømrerne ville det anderledes.

Måske spillede det også ind, at Slesvig Holstenerne i sidste ende ville være med i det tyske storrige.

 

Kilde:
Se

  • Litteratur Aabenraa
  • Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
  • www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:
–    www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 

  • Under Aabenraa finder du 169 artikler
  • Under Sønderjylland finder du 207 artikler
  • Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler
  • Under Tønder finder du 283 artikler
  • Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 143 artikler

 

  • Aabenraa 1864
  • Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864
  • Rådhuset i Aabenraa
  • Skyttelauet i Aabenraa
  • Skibe fra Aabenraa
  • Flere skibe fra Aabenraa
  • Kampen ved Bov – og de slesvigske krige (under Padborg/Kruså/Bov)
  • Rendsborg 1848 (under Sønderjylland)
  • Sønderjylland til Ejderen (under Sønderjylland)
  • Kongeligt besøg i Tønder (under Tønder)
  • Tønder – mellem dansk og tysk (under Tønder)
  • Heltene i Vadehavet (under Højer)

Redigeret 13. – 01. – 2022


Aabenraa 1800 – 1850

Dato: januar 16, 2010

Skibsfarten var både i frem – og modgang. Kun halvdelen af børnene gik i skole. Borgerskabet fastholdte det tyske sprog. Ved de danske gudstjenester sang man tyske salmer. Kanoner og geværer blev hentet i Rendsborg og kanonbatterier blev oprettet, for at forsvare byen mod de onde englændere

 

Som en Morten Korch – roman

En tysk rejsende var begejstret for Aabenraa. Han skrev:

  • Byen med dens huse og røde tage, med dens spidse kirketårn, med dens gamle slot, med dens haver på bakkerne, og dens enge omkring den, lå foran mig. En krans af bjerge, løvklædte med ege – og bøgetræer, omgiver det hele, og i midten ligger denne sø-stad på bakker som en rubin på en grøn krone.

En anden berejst tysker, karakteriserede byen som en temmelig nydelig, folkerig og meget velhavende by. På en tur gennem byens gader fandt han alle indbyggere meget velklædte.

Han roste også Postgårdens mahognikommode og – bordene samt sengenes fine linned.

En pastor Wedel fra Sjælland besøgte byen i 1801. Han fandt de fleste huse smukke, og konstaterede at de næsten alle sammen var udbygget med karnap.

  • I denne karnap sidder fruentimmerne om dagen ved deres rok, ramme eller synål for undertiden at kunne fornøje sig med at betragte de forbigående. Uden for døren er desuden sirlige bislag og hvilebænke, som især i aftenskumringen findes besat af damer og mandsfolk, der har lejlighed til på
    den tid at hvile sig fra dagens sysler.
  • Ingen nye moder har fordrevet indvånernes gamle tarvelighed, da staden for det meste består af handlende og sømænd, som skønt dragten er simpel, er den dog prægtig og af værdi. Damerne bærer silketøj, guldkæder, guldliv-spænder og mange ringe.
  • Torvet er lidet med et vandspring i midten, hvor Neptun står, meget velgjort.

Ja man skulle tro, at man befandt sig i en Morten Korch – roman.

 

Tysk eller dansk?

Hvem var de dem fra Aabenraa?

En stor del var daglejere, sømænd og tjenestefolk, som aldrig nåede at blive borgere i byen. Halvdelen af tilflytterne kom fra Nordslesvig. Og cirka en femtedel kom fra kongeriget. Fra underklassen var der kun en tiendedel, der kom fra de tysktalende egne.

I 1851 lavede borgmester Lunn en undersøgelse over sprogforholdene i byen. Anledningen var, at der i 1850 blev besluttet, at indføre dansk som undervisningssprog i byens skoler.

Af byens 850 familier talte de 42 tysk. Desuden var der 20 familier, hvor der blev talt tysk med børnene, men ellers talte forældrene dansk indbyrdes.

Doktor Neuber ville i 1841 udgive et tysk ugeblad i Aabenraa. Fra Provinsial – regeringen på Gottorp lød beskeden, at det ikke var så god ide, da der næsten udelukkende blev talt dansk i Aabenraa.

I 1811 havde amtmanden og provsten indberettet, at der kun var behov for to tyske eftermiddagsprædikener om ugen.   Nu var det bare sådan, at i Aabenraa
var det ret betydningsfulde mennesker, der talte tysk. Det var embedsmænd, gejstlige, lærere, advokater, læger m.m. Dette forhold er nok bedre beskrevet i artiklen om Skyttebrødrene.

I retten brugte man det tyske sprog, men det var nok mest på skrift. I Magistratens indberetning fra 1811 blev der ligefrem anført at ved forhør over ringere folk brugtes det danske sprog.

 

Sproget er fattigt?

Nu stod det sikkert ikke så dårlig til med sproget i Aabenraa som provst Paulsen påstod i 1829. Han sagde, at Aabenraa er en af de grænsebyer, der er så ulykkelig ikke at have et egentlig folkesprog.

Senere blev det påstået at den afart af det danske sprog, der tales i Aabenraa, at den er så fattig, at den mangler ord for alt, hvad der ligger uden for hverdagslivets snævre områder, så eleverne for eksempel tænker og udtrykker alt, hvad der har med religion at gøre, på tysk.

Det gjorde det nok ikke bedre da den før omtalte pastor Wedel igen besøgte Aabenraa i 1810 mente, at sproget var vanskelig at forstå, halvt tysk, halvt
dansk med en fordærvet udtale.

Nu er den dialekt, man taler i dag i Aabenraa nok ikke meget forandret fra den gang. Da jeg i oktober 2009 skulle holde foredrag på Landbohøjskolen på
Frederiksberg
om Aabenraas historie foregik det på sønderjysk. Og her har min Tønder – herkomst sikkert skindet igennem. Af de 65 tilhørere har mange været fra Aabenraa, og de forstod det udmærket. Forrige gang jeg holdt et foredrag på sønderjysk, var det dog en tilhører fra Sønderborg, der udtalte sig om, at han lige skulle indstille sine sprogøre til Tønder – dialekten.

 

Borgerskabet fastholdte det tyske

Man kan så undre sig at borgerskabet i Aabenraa så længe kunne fastholde det tyske, som øvrighedens sprog. Måske havde det noget at gøre med, at Magistraten kom til at bestå af byens indflydelsesrige skibsredere og købmænd, der så en ære i at holde traditionerne ved lige. Når en rådmand afgik, valgte
magistraten på livstid efterfølgeren. Af de 50 deputerede i tidsrummet fra 1800 til 1850 var der kun 5 håndværkere.

Ja det var håndværkerne, der dominerede. I 1803 talte byen hele 433 håndværkere. Men også sømandsstanden og skibsfarten dominerede byen. Besætningsmedlemmerne kom både fra Aabenraa og Løjt. Skipperne kom i begyndelsen fra Aabenraa, mens Løjt Land senere kunne levere kaptajnerne.

 

Tilbagegang for skibsfarten

Takket være udenlandske fragtfarter var Aabenraa i det 18. århundrede blevet en velhavende by. Krigen fra 1807 – 14 forandrede dette. Aabenraa oplevede et kæmpe formuetab. Aabenraas tab af skibe fra 1801 til 1811 udgjorde hele 66 pct.

I 1819 skrev skolekollegiet til kongen, og fortalte, at 200.000 rigsdaler  aldrig var betalt i fragt, foretaget af Aabenraa – skibe. Af 66 større fragtskibe var de 46 faldet i fjendens hænder og resten havde ligget stille i årevis.

 

Dansk gudstjeneste – med tyske salmer

I det 19. århundrede gennemførtes en række mindre reformer til fordel for det danske kirkesprog i byen. Men der var stor modstand mod disse reformer fra byens spidser. Og til de danske gudstjenester blev der stadig sunget tyske salmer, selv om der var kommet danske salmebøger. Ja en af dem kom endda fra en af nabobyerne – Tønder.

 

Skolevæsnet i dårlig forfatning

I 1742 vendte de deputerede sig imod at ansætte underlærer Johansen som skrive – og regnemester. Hans tysk var simpelthen for dårlig. Man mente, at byens tyske skole var det sted, hvor børnene skulle nyde en grundig undervisning i god og ren tysk – skrivning.

I 1800 var Skolevæsenet i Aabenraa i en meget dårlig forfatning. Der var tre  skoler i byen. Den Kommunale Byskole, den selvejende Günderothske Fattigskole, og et varierende antal bi-skoler.

Byskolens førstelærer kaldtes kantor. Han ledede den såkaldte latinskole for de ældste elever. Skrive – og regnemesteren, der blev assisteret af en underlærer underviste i den såkaldte tyske skole. Den blev besøgt af cirka 100 drenge fra 10 til 14 år.

En del af lærerens løn blev dækket af byens kasse. Resten af lønnen kom fra det beløb, som forældrene måtte betale.

 

Kun halvdelen gik i skole

Fattigskolen havde sine egne penge og lønnede en lærer, som i 1794 underviste 80 elever, både drenge og piger. Skolegangen her var gratis. Det var provsten,
der bestemte, hvem der skulle gå der.

Bi-skolerne var beregnet til børn under 10 år, men da skolevæsnet var forsømt, var det ikke ualmindeligt, at de fortsatte til konfirmationsalderen.  Det var nok kun halvdelen af byens børn mellem 6 – 14 år, der gik i skole. Fattigskolens elever forlod skolen ved 11 års alderen, og bedre så det ikke ud for byens piger.

Amtsstuefuldmægtig Thomas Iversen udtalte i 1804, at ikke en af Byskolens elever kunne skrive en linje korrekt på tysk. Og det blev overhovedet ikke undervist i latin eller på dansk.

Nødvendigheden af en skolereform blev allerede lagt på banen i 1794 af Generalsuperintendent Adler. Reformens gennemførsel blev i årevis forsinket på grund af en strid mellem førstepræst Nissen i Aabenraa og provst Posselt.

 

En ny skoleordning

Den nye skoleordning blev vedtaget af alle parter i 1807. Alle de bestående skoler, bortset fra Fattigskolen blev forsamlet til en fælles byskole, til hvilken drenge og piger havde lige adgang.

Latinskolen blev opgivet, dog skulle kantoren privat kunne forberede elever til universitetet. Alle bi-skoler blev forbudt. Børnene blev skolepligtige fra det 6. år. Lærerne skulle lønnes af kommunen. Børnene skulle hver dag sikres seks timers undervisning. Danskundervisningen blev slet ikke nævnt i skoleordningen. Skolekollegiet indførte den dog på egen hånd, antagelig allerede fra starten i 1807.

Til de 600 skolepligtige børn rådede man over 8 – 9 delvis ustabile og dårligt uddannede lærere. Lokaleforholdene var også elendige. Ikke desto mindre lykkedes det inden for et par år, at få ordningen til at fungere. I 1809 havde pigeskolen fået den krævede indretning.

 

Ud at tjene som 11 – årig

Fra 1815 blev der besluttet, at eleverne i Fattigskolen daglig skulle have fire timers undervisning i religion, læsning, skrivning og regning. Efter det 11. år måtte børnene tage ud og tjene om sommeren og komme i håndværkerlære.

Konfirmationsundervisningen bestod af to timers aftenundervisning de fem af ugens dage.

Kantorklassen fungerede dog ikke helt efter hensigten. Erhvervslivet var ikke tilfreds med standarden. Men skylden for dette fik kantor Matthiesen. Man mente, at han havde for mange skavanker. Manden var ikke læreruddannet og efterhånden var han blevet senil.

Fra 1814 – 1835 var der ansat 15 lærere ved skolevæsenet i Aabenraa. De 7 af dem havde fået eksamen på seminariet i Tønder.

Dansk sproget undervisning foregik et par timer ugentlig skolens højere klasser. Det ansås ikke nødvendigt, at børn i Fattigskolen skulle lære dansk, før de beherskede tysk i skrift og tale. Men der var ingen problemer i Aabenraa med at læse Fischers danske ugeblad.

En utrættelig indsats af provst Poulsen fik hele skolesystemet til at fungere i meget usle lokaler.

 

Aabenraas forsvar

Statholderen Carl af Hessen opfordrede i 1801 havnebyerne til at opbygge et forsvar, da et engelsk angreb kunne forventes. I Aabenraa manglede man dog både kanoner og geværer. Derfor bad man om hjælp. Byen bad amtsforvalter, kaptajn Chr. von Born, der var forhenværende officer i hæren til at lede forsvaret.

Byfogeden, J. Chr. Hojer blev fornærmet over denne udnævnelse. Han mente selv, at være den rette mand, da han havde været Stadshauptmand og forsvaret byen tidligere. Han fandt også borgmesterens og borgernes foranstaltninger latterlige.

Disse foranstaltninger bestod af, at fire fiskere hele natten skulle ro rundt i havnen, forsynet med lygter og bøsser. De skulle skyde, hvis de bemærkede noget fjendtligt.

Overrets-advokat Lorentzen og købmand Hermann Frees fik fuldmagt til at rejse til Rendsborg for at bede om at få udleveret 8 kanoner og 200 musketter til havnens og byens forsvar.

Ved havnen blev byens krudt opbevaret, og udkommanderede folk, holdt skiftevis vagt ved bygningen. Et batteri blev opført ved havnen. Amtmand von Schmettau havde indkaldt tolvmændene fra Løjt og Varnæs for at få dem til frivillig at køre jord til batteriet. Men de ville på ingen måde hjælpe til. De gav udtryk for, at de havde rigeligt at se til.

Borgmester Bendix Schow ønskede at der kom militær til byen, så man fik oprettet et ordentligt forsvar. I december 1807 besluttede hærledelsen at opføre flere kanonbatterier ved Aabenraa. Den mest omfangsrige kom til at ligge på Lindsnakke.

Man lod dog også bygge en kanonbåd, der fik navnet Caroline.

 

Fremmede tropper i byen

I årene 1808 og 1809 var mange spanske og franske soldater indkvarteret i Aabenraa. I december 1813 transporterede frivillige fra Aabenraa kanoner og ammunition fra batterierne i byen til Middelfart og Strib.

Et voldsomt indtryk efterlod det sig, da den første afdeling kosakker i 1814 kom til byen. To uger efter freden i Kiel den 28. januar viste borgerne i Aabenraa
deres kongetro. På borgmesterens initiativ havde byens borgere illumineret deres huse. Der blev affyret kanonskud og i madam Rudebecks gæstgivergård var der bal.

 

Skibsfarten i fremgang

Krigen satte sine spor. I løbet af kort tid erobrede Hamborg handelen på den jyske halvø. Fra København vendte skippere tilbage til Aabenraa.

I midten af 1820erne var skibsfarten på vej frem, og i begyndelsen af 1830erne voksede Aabenraas flåde med yderligere 50 pct. Medvirkende til den positive udvikling var sikkert det gode håndværk, man præsterede på de lokale værfter i byen. Mange af Aabenraas skibe kom til at sejle for de handelshuse fra Hamborg. Der har sikkert også været masser af kapital fra Hamborg i skibene fra Aabenraa.

På Jacob Paulsens Skibsværft var der i 1827 ansat 160 tømrere. Aabenraas erhvervsliv oplevede en sand opblomstring. Hele eventyret bevirkede også en opblomstring i indbyggertallet.

Allgemeines Wochenblatt

Hans Kopperholdt var medlem af en gammel skipper– og købmands-familie, der havde fået sit knæk under krigen mod England. I sin ansøgning om at udgive et ugeblad i Aabenraa, at han havde hustru og fire børn. Han skulle have et erhverv, der kunne ernære ham. Det kom udgivervirksomheden nu aldrig til. Men Koppenholdt drev ved siden af et ølbryggeri, der efterhånden kunne ernære ham.

Bladet Allgemeines Wochenblatt skulle hovedsagelig bringe handels – og skibsefterretninger og være et lokalt annonceorgan. Venner hjalp ham med det økonomiske, herunder borgmester Schow og fysikus Neuber. Egentlig skulle bladet have heddet Hamburger Nachrichten.
I kontrakten med bogtrykker Rathje var nævnt titlen Nordischer Mercur. De første numre udkom i 1826.

Bladet var mere moderne end for eksempel Tondernsches Intelligenzblatt, det haderslevske Lyna eller Flensburger Wochenblatt für Jedermann.

Før 1834 var der kun ganske få  lokale nyheder, og hvad der findes af politisk stof, var beskåret af censuren. Der var påfaldende mange artikler fra kongeriget.
Der var også prøver på Aabenraa – dialekten. Ja man kan sige den var meget tolerant over for både dansk og tysk. Kongefamiliens gøren og laden kunne også læses i bladet.


Kilde:

  • Litteratur Aabenraa
  • www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

  • www.dengang.dk  indeholder  1.783artikler
  • Under Aabenraa finder du 169 artikler
  • Aabenraas fattige
  • Muntre historier fra Aabenraa
  • Skibe fra Aabenraa
  • Flere skibe fra Aabenraa
  • Rådhuset i Aabenraa
  • Skyttelavet i Aabenraa

Redigeret 13.01.2022


Aabenraa’s Fattige

Dato: december 6, 2009

I perioder var der stor opgangstider for Aabenraa. De rige blev rigere, men de fattige blev endnu fattigere. Flere gange blev tiggeri forbudt. Men fattigdommen kunne ikke bremses. Borgmesteren og provsten ville ikke sætte fattigskatten op af hensyn til borgerskabet. Man mente, at de havde byrder nok. To fattighuse hjalp heller ikke. En arbejderanstalt i Persillegade skulle skræmme de fattige!

 

En snæver del fik hjælp

I Middelalderen var fattigplejen overladt til kirken og private velgører. I byerne opstod halvgejstlige foreninger og institutioner som helligåndshuse, St. Jørgensgård, broderskaber og gilder. Men ofte var hjælpen kun bestemt for en snæver del af borgerskabet.

 

Tiggeri tåles ikke

Hovedparten af de fattige måtte søge deres underhold ved tiggeri. Dette tiggeri blev en stor ulempe for de fleste byer. Man forsøgte at komme tiggeriet til livs med forordninger.

I 1572 udsendte Frederik den Anden og hertugerne Hans den Ældre og Adolf en fællesforordning mod herreløse landsknægte og omstrejfende “leddiggængere”.

Det var nu ikke megen socialforanstaltning i dette. Der blev befalet, at tiggeri ikke måtte tåles, de skulle pågribes og bortvises.

 

Anden gang blev der straffet

Hans den Ældre gentog denne forordning i 1573 og 1579. Her nævnte han, at såfremt tiggerne kom igen, skulle de sættes i fængsel og straffes korporligt.

Præsterne skulle belære om, at gavmildhed mod de fattige var Gud velbehagelig.

De fattige, der ikke kunne optages på  hospitalerne, skulle have et tiggertegn af øvrigheden. De måtte kun søge almisse i den by, de var hjemmehørende i. I 1548 fastsatte Christian den Tredje at denne ordning skulle være gældende i Ribe Stift og dermed for Tønder by.

 I 1573 udsendte Hertug Hans den Ældre en lignende forordning for sit område. Men han indskærpede, at kun svagelig og legemligt skrøbelige personer, der havde hårdt brug for hjælp, skulle have tilladelse til at tigge.

 

Tiggeri til det daglige brød 

Før 1736 var der ingen offentlig administreret fattigforsorg i Aabenraa. Den af myndighedernes organiserede hjælp indskrænkede sig til provstens og borgmesterens nytårsuddeling af renterne af den kapital, der var indkommet fra kling-pungene.

Knap 20 fattige fik husly i to fattigstiftelser grundlagt af borgmester Jens Hansen og amtsforvalter Joachim Danckwerth i første halvdel af 1600 – årene.Men både disse og de øvrige trængende måtte tigge sig til det daglige brød.

Magistraten søgte at regulere tiggeriet med tiggertegn. Hver onsdag gik de i samlet flok under fattigfogedens ledelse gennem byen. Men ordningen kunne ikke forhindre at fremmede og tidligere soldater blandede sig i tiggeriet.

 

To fattighuse i Aabenraa

Efter reglerne i fattigforordningen af 1736 blev der nu oprettet en lokal fattigkasse, der skulle forsørge sine egne fattige. Købstaden hørte under magistraten,
mens det meste af Slotsgade og landsognet sorterede under amtet. Her sorterede amtmanden og herredsfogeden i Rise Herred. Men de to institutioner samarbejdede omkring fattigdommen.

Amtmanden og magistraten blev enige om, at ansætte en fattigforstander, der skulle modtage fattigkassens indtægter, uddele understøttelserne og føre regnskabet. Den første fattigforstander hed Johan Otto von Niendahl, der var regnskabsfører for to fattighuse. Indtil 1774 gik stillingen i arv fra far til søn.

Fra 1774 var det kirkeværgen, der var fattigforstander. Han var samtidig bedemand. I Aabenraa var arbejdet lønnet. Men det var nu ikke den bedste løn, der blev givet for dette hverv.

 

Frivillig indsamling gav ikke nok

Et kollegie fungerede som en slags bestyrelse. Fra prædikestolen bad præsten hver søndag at man skulle yde frivillige bidrag. To skiftende borgere i Aabenraa samlede hver måned penge ind. På samme måde samlede to borgere i amtsdistriktet hver måned de frivillige bidrag ind til fattigkassen. Men blot efter et par måneder måtte man i amtet opgive. Der kom simpelt hen ikke nok penge ind.

I selve Aabenraa prøvede man længe med overtalelse. I 1748 klagedes der over, at midlerne var for små. Inspektørerne snakkede om, at der skulle bruges skrappere midler. Men først i 1763 indførtes der reelt fattigskat i Aabenraa.

 

Fattigkassen

Kling-pungene i kirken gav også en god indtægt. Men i 1780 – 1790 svandt denne indtægt i takt med aftagende kirkebesøg. I 1796 fik fattiginspektørerne derfor lov til at gå rundt til eftermiddagsgudstjenesterne. På værtshuse, kroer, posthuse og ved havnen blev der også opstillet bøsser til fordel for fattigkassen.

Ved årlige møder på rådhuset blev hvert enkelt fattigmedlems forhold undersøgt. De fattige, der ønskede hjælp, kunne også selv møde op.   Såfremt der var underskud i fattigkassen, måtte de straks dækkes med lån i kirken eller hos velhavende borgere.

 

Ingen kunne slippe for fattigskat

Nu var det ikke alle velhavere, der var lige vilde med at bidrage til fattigkassen. Således bosatte Jean de Young sig i Slotsgade. Der havde han erhvervet sig et
fri-hus,
som var skattefrit og sorterede under Overretten. Han mente ikke at han havde pligt til at betale fattigskat, men en gang imellem gjorde det af fri vilje.

Overretten fastslog dog, at bidraget til fattigkassen ikke kan regnes til stats -, amts -, eller by-skatterne. men sådant bidrag skal betales at ethvert medlem af en menighed.

Fattigvæsen beskæftigede sig med mange ting. I 1751 fik 50 fattige børn gratis undervisning i Günderoths fattigskole. I århundredets slutning nød ca. 80 børn godt af denne undervisning.

 

Ingen penge til dem på  fattiggårdene

Byens økonomiske fremgang fra 1750 til 1750erne førte til, at fattigkassen kunne op-bære et overskud. Fremgangen skyldtes i høj grad den vældige vækst i skibsfarten. Fattigkassens kapital var i 1778, 5010 mk. I 1800 var den på 4910 mk.

Men selv om der var overskud fik ikke alle den hjælp, som de havde behov for. I 1737 havde kollegiet besluttet, at de personer, der befandt sig på de to fattiggårde ikke mere skulle have understøttelse, men udelukkende have andel i det overskud fattiggårdene selv kunne op-bære.

 

Tiggeri et stort problem for byen

I 1756 udviklede situationen sig i Aabenraa dårligt. Tiggeriet tog til samtidig med at byens økonomi var faldene. To nye fattigfogeder blev antaget. I 1765 indberettede pastor Bargum, at tiggeriet var et problem i Aabenraa. Mange fremmede havde bosat sig i byen, og mange var blevet efterladt, efter at deres slægtninge var forulykket på havet. Fattigvæsenet i Aabenraa viste sig på det tidspunkt, at være helt utilstrækkelig.

 

Beskæftigelse til de fattige

I 1766 lod magistraten for fattigkassens regning indkøbe hør, som mod beskeden betaling blev spundet af de fattige. Alle var dog klar over, at dette blev en betydelig udgift for kassen. Derfor skulle lønnen til de fattige være meget lav.

Efter Pastor Bargums død opstod der en langvarig strid omkring indflydelse eller ikke. Det hele endte med, at hoved-præst og magistrat for fremtiden skulle fastsætte fattigskatten og fordele pengene til de fattige, mens amtmand og borgmester (fattigkollegiet) reviderede regnskaberne og tog sig af klager over
inspektørerne. Denne praksis varede til 1811 – 12.

 

Frivillig hjælp

En kreds af borgere i byen var dog ikke tilfredse med den hjælp man ydede til de fattige. De lavede en sammenslutning, der skulle yde mere hjælp. Disse mennesker var bl.a. pastor Nissen, købmand og rådmand Hermann Frees, skipper P.T. Hübschmann, skipper Jürgen Frellsen og købmand Hans Kopperholdt. De fik en række andre borgere til at indhente oplysninger om de trængende i byens forskellige distrikter. To gange i vinterens løb blev der foretaget indsamlinger. I de første måneder af 1801 uddelte man henimod 1000 portioner af Rumfords suppe.

 

Presset på Fattigkassen vokser

I 1811 havde Aabenraa mistet 66 pct. af sin tonnage. Al handel og næring blev lammet og især håndværkerklassen og daglejerne mærkede tilbagegangen. Presset på fattigkassen voksede stærkt. Ved højtiderne drog 300 – 400 tiggere fra byen og det omliggende land gennem gaderne.

Borgmester Schow bakkede provst Petersen op i sine bestræbelser for at omorganisere fattigvæsnet.

 

Tiggeri atter forbudt

Byen blev delt op i 14 distrikter under 14 fattigplejere. Disse blev valgt blandt byens solide og agtede borgere. Den første mandag i hver måned skulle de mødes med fattiginspektørerne, magistrat og provst på rådhuset. Inspektørerne skulle nøje indberette om de fattige i deres distrikter, desuden skulle de sørge for, at ingen fremmede sneg sig ind.

I april 1812 blev alt tiggeri forbudt i Aabenraa.

 

Ordning fungerede ikke

Intentionerne var store. Desværre var udgifterne også store, og reformen fik slet ikke den tilsigtede virkning. Et spinderi blev også oprettet, men måtte ophøre i 1814. I den strenge vinter i 1814 foretog borgmester Schow og pastor Paulsen en indsamling af korn, penge og brændsel til de fattige.
Præsten begravede frivillig de fattige

Indtil Peter Paulsen blev provst i Aabenraa, ledsagede præsten ikke de lig, der blev begravet på fattigkassens regning til graven. Det fandt Paulsen uacceptabelt. Indtil den nye kirkegård blev anlagt ude på Forstallé deltog provsten frivillig i disse begravelser. Efter 1822 skete det på skift med diakon David Davidsen.

Efter 1826 da kirkegården lå på  Forstallé måtte præsten køres derud. Og der var uenighed om, hvem der skulle betale den køretur. Fattigkassen ville ikke og præsten kunne heller ikke af egen lomme.  Endelig i 1833 sejrede menneskeligheden over økonomien. Paulsen kunne nu indberette, at intet lig, heller ikke det fattigste nu blev begravet uden en lille gravtale.

Peter Poulsen arbejdede hårdt for forbedring af skolevæsenet. Det var ham, der stod bag anlæggelse af den nye kirkegård. Han oprettede en enkekasse samt
en sparekasse. Desuden blev han valgt til stænderforsamlingen i Slesvig. Og foruden dette ledede han med fast hånd fattigvæsenet i Aabenraa.

 

Forsynet med pas og papir

For at tiggeriet ikke igen blev et problem, blev fattig rejsende forsynet med et pas og papirer. De kunne så henvende sig til borgmesteren i den by, de rejste til. De kunne så få udbetalt rejsepenge, som derpå blev udbetalt af fattigforstanderen. Dette kom især af-takkede soldater, underofficerer, skibbrudne søfolk, og håndværkssvende på vandring, til gode.

Denne udbetaling af rejsepenge ophørte dog senere i Aabenraa på grund af besparelser.

 

Provsten klagede over stor arbejdsbyrde

Gentagende gange udtalte provst Poulsen, at han ikke fik nok støtte af befolkningen. I 1837 klagede han også over sin store arbejdsbyrde.. Ind imellem alle sine gøremål måtte han tage stilling til ansøgning om hjælp – i vinteren 10 – 12 tilfælde om dagen. Alligevel kunne han ikke fralægge sig ansvaret. Både borgmesteren og pastoren mente at privat velgørenhed var at foretrække frem for at belaste borgerskabet med forøgelse af fattigskatten.

 

Børn ”bortliciteres” 

I Allgemeines Wochenblatt i Aabenraa kan man i 1832 finde en annonce fra fattigkollegiet, undertegnet af borgmester Schou.

Der meddeles at nogle fattige børn fra den 6. oktober vil blive bortliciteret til de mindst bydende. Alle interesserede opfordres til at møde den nævnte dag kl. 14 hos regnskabschef Møller for at byde.

Det drejede sig simpelt hen om, at sætte børn i pleje og påtage sig opdragelsen af disse. Ofte drejede det sig om forældreløse børn. Men holdningen hos det bedre borgerskab var også, at fattige folks børn fik en dårlig opdragelse.

 

Fremgang for de rige – tilbagegang for de fattige

Godt nok havde skibsfarten fremgang. Det betød fremgang for skippere og skibsbyggere. Men efterhånden medførte det ikke den store fremgang for byens andre håndværkere og småhandlende. Den stærkt stigende befolkningsfremgang bevirkede også boligmangel. Det var svært at skaffe husly til de mange ubemidlede. Enkelte borgere oplevede betydelig fremgang, men det så størstedelen af byens befolkning ikke så meget til.

I 1830’erne afkortede man understøttelsen om vinteren. I stedet udeltes spisetegn, så de fattige kunne hente et måltid mad. Misfornøjelsen var stor. Man ville hellere være fri for spisebilletten og få understøttelsen tilbage. Men lige meget hjalp det.

 

Arbejdsanstalt

Allerede i 1821 havde provst Petersen fremsat ønske om et tvangsarbejderhus. I 1830erne var der planer om at indrette et arbejderhus uden for byen sammen med amtet, men først i 1851 fik Aabenraa en arbejde– og forsørgelsesanstalt.

En komité blev nedsat. Den foreslog, at det i 1847 – 48 nybyggede sygehus i Persillegade 8 blev ombygget til formålet. By-kollegierne accepterede planen. Sidst
på året 1851 kunne anstalten tages i brug.

En ny bygning opførtes i 1853 som sygehus i Persillegade 6.

Arbejdsanstalten betegnedes som en stramning i holdningen til de fattige. Formålet var at hindre tiggeri og sikre mod at Understøttelse ydes Personer, som ikkun af ulyst til Arbejde søge Hjælp af Fattigvæsenet. Understøttelsen skulle fremover hovedsagelig ydes i form af ophold i arbejdsanstalten. Her fik de indsatte fuld, men dog tarvelig forplejning (grød, ikke kød). Al nydelse af tobak eller brændevin blev forbudt.

 

Hensigten var at skræmme

De måtte ikke forlade anstalten uden tilladelse. Arbejdstiden var om sommeren 12 timer og beskæftigelsen bestod af blandt andet syning, fremstilling af trætøfler, nagler og andet træarbejde.

Hensigten var at begrænse udgifterne ved at skræmme arbejdsduelige personer, hvis trang, man mente blot skyldtes dovenskab.

 

En hård kurs

De fattige der bad om hjælp, fik straks den nye kurs at føle. I talrige tilfælde blev ansøgninger om understøttelser herefter mødt med det svar, at hvis de ønskede hjælp, måtte de indtræde i anstalten. Truslen skulle få dem til at klare sig selv, evt. skulle familien bidrage. Man skulle også sørge for, at børnene blev holdt regelmæssig i skole.

Den hårde kurs var ikke forgæves. Man kunne mærke at fattigkassen ikke mere var så belastet. Administrationen blev også billigere.

Kilde:

  • Litteratur Aabenraa
  • Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
  • www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere om
Fattigdom i Sønderjylland

  • www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
  • Under Aabenraa finder du 169 artikler 
  • Under Tønder finder du 283 artikler 
  • Husvild i Aabenraa
  • Lov og ret i Aabenraa
  • Udvandring fra Tønder 1 – 2
  • De stakkels Kniplepiger
  • En af Tønders patrioter
  • Lov og ret i Tønder
  • En af Tønders patrioter
  • Sygdom og andre lidelser i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder og mange flere 

Redigeret 21.01.2022


Rådhuset i Aabenraa

Dato: oktober 13, 2009

Foran Rådhuset blev man straffet, måske sat i arresten. Fængslerne under Rådhuset var under al kritik. Egentlig er Aabenraa Rådhus et genbrugsprojekt – bygget af materialer fra et kuldsejlet søbad. Aabenraa skulle være en international kur – by. Det var her på Rådhuset, jeg blev hemmelig gift.

Hemmelig gift på Rådhuset

Det var her, jeg blev hemmelig gift. På det tidspunkt var jeg formand for HK, og Hanne lavede film for TV – Syd. Giftefogeden var borgmester Jens Terp Nielsen, som jeg kendte fra forskellige sammenhænge. Egentlig ville vi have
haft vores nabo til at gifte os i kirken. Han var godt nok præst, men det var i en frimenighed i Aabenraa. Der kunne ikke gives tilladelse til at bruge folkekirken.

Men her på Aabenraa Rådhus kom jeg på et tidspunkt ret ofte. Vi var i gang med at lave et teknologiforsøg. Og her kom til skade ved at gå imod Aabenraa’s daværende borgmester Camma Larsen – Leddet. Det tilgav hun mig aldrig. Til gengæld var hun meget glad for min kone. Jeg tror, at Hanne havde brugt hende til nogle indslag i TV – Syd.

 

Rådhuset til salg

Og minsandten opdager jeg ved et tilfælde, at det gamle Rådhus er til salg. Ja Aabenraa Kommune er nu flyttet ud i den tidligere amtsgård, og nu er Rådhuset overflødig. Den nuværende bygning er fra 1830 og tegnet af arkitekt C.F. Hansen. Det er også ham, der står for den nyeste udgave af Brundlund Slot.

 

Rådhus fra gammel tid

På stedet lå der allerede rådhus fra 1500 tallet. Efter den store brand i 1610 blev der i 1616 opført et nyt rådhus. Det var ni fag langt og to etager højt. I baghuset var der fængsler, delvis gravet ind i bakken. Oven over var der retssal

 

Mange planer

I begyndelsen af 1800 tallet blev der bygget en masse nye rådhuse i landets købstæder. Anledningen var blandt andet, at der på Rådhusene befandt sig fængselsceller. De var som regel i en sørgelig forfatning. Man havde også fået et andet syn på afstraffelse. Den skulle ikke kun afskrække men nu også forbedre.

Allerede i 1783 havde man i Aabenraa diskuteret muligheden for et nyt fængsel, men planerne strandede. I 1794 blev Rådhuset og sikkert fængslerne nødtørftig forbedret.

 

Måtte bruge et andet fængsel

I 1801 foreslog Amtmanden at man lavede et fælles arresthus for by og amt med fem – seks rummelige fængselsceller. Åbenbart er der flygtet fangere fra arresten for i 1816 kom der påbud om forbedringer. I særlige tilfælde lånte man amtscellerne på Brundlund Slot.

Borgmester Schou havde forklaret at byen ikke havde råd til at iværksætte nybyggeri.

 

Et nyt Rådhus i sigte

Endelig den 5. april 1826 skriver kancelliet for at ansøge om tilladelse til nybyggeri. I argumentationen beskrives de gamle lokaler som faldefærdige og utæte.

Ja lokalerne var så faldefærdige at bystyret måtte holde deres møder hjemme hos borgmesteren i Den Gamle Borgmestergård i Slotsgade.

I 1835 boede der i Aabenraa omtrent 4.000 mennesker. Nedgangstiden havde ramt byen, her var mange fattige. Men byen havde også en elite. Og de havde den økonomiske magt og var også ene om at sidde i bystyret. Eliten bestod af storkøbmænd, redere, vigtige embedsmænd og enkelte håndværksmestre.

Borgmesteren valgtes af regeringen dvs. kongen, mens han og de fire rådmænd udgjorde magistraten. Skulle der iværksættes lidt større byggeri, ja så skulle man have tilladelse fra højere sted.

 

Et kuldsejlet projekt

Og så gik bystyret til bygmester Per Callesen. Materialet til bygningerne stammede hovedsagelig fra det tidligere Frederikslyst på Lindsnakkevej. Frederikslyst Søbad

var et stort og smukt to etagers hus. Det var så godt som nyt. Det var læge A.W. Neuber, der havde vundet byens førende familier til sit store projekt med at skabe et tilløbsstykke til Aabenraa. Nogle af rigets mest fremtrædende personer havde tegnet aktier i projektet.

Men ak, der var alt for få badegæster. Selskabet måtte opløses allerede i 1826.

Hvad var det for et søbad? Jo, Neuber var blevet fysikus i Aabenraa i 1811. Han var meget moderne indstillet, og altid åben for noget nyt. En poetisk åre havde han også, og skrev flere hyldestdigte til kongehuset. Stjernehimlen optog ham også meget.

I 1813 fik han rejst en badebro ved Skibroen. Her fik han opsat to badekabiner, et til kolde bade og et til varme bade. I 1818 blev det så udvidet til 4 kabiner. Ja, og de gamle blev så imens anvendt til svovl – og stålbade.

Neuber fik overtalt en masse pengestærke personer til at investere i et i et internationalt søbad. Der skulle bygges et større badehus, anskaffes badevogne og bygges et kæmpe selskabs – og boldhus med tilhørende park. Selv Frederik den Sjette skød 2.000 rigsdaler i projektet. Amtmanden sørgede for stier og udkigspunkter. Oldemors Trapper stammer fra dette projekt.

I 1820 stod projektet færdigt. Badegæsterne holdt sig borte. Aabenraa blev ikke Nordens Athen. Neuber havde ellers sørget for ture til det skønne Løjt, sejlture over fjorden til Laksemølle, hjorteskydning, bålfester m.m. Der var arrangeret middag hos Hartmeyer, byens fornemste værtshus og bal hos madam Rudbeck. Men nej, intet hjalp. Underskuddet voksede og den 10. marts 1826 trådte selskabet bag søbadet i likvidation.

 

I gang efter tre forsøg

Allerede 5 måneder efter at ansøgningen til et nyt rådhus var indløbet til kancelliet, blev der givet tilladelse til opførelse af Rådhuset.

Bystyret i Aabenraa tilsidesatte til dels kancelliets afgørelser og foretrak den lokale byggeentreprenørs afgørelser. Man havde også fået nogle skitser fra bygningsinspektør Meyer i Slesvig. Disse blev så forenet med tegninger fra tidens  kendeteste arkitekt Kgl. ombygningsdirektør og konference-råd C.F. Hansen.

Efter tre forsøg gik man så i gang og endelig den 28. oktober 1830 kunne Rådhuset indvis.

 

Masser af lån

Pengene til byggeriet blev fremskaffet dels gennem lån fra private, dels af byens egen kapital. Der var 27 udlåner, og de fleste var gårdejere fra Løjt. Men et par lokale velhavere var også iblandt, bl.a. skibskaptajn Boy Andreas Nissen og rådmand Martin Bahnsen. Der blev også udskrevet en ekstraskat. Endvidere solgte man møblerne fra Frederikslyst samt solgte de gamle vægterboliger på Vægterpladsen.

Foran Rådhuset blev pladsen planeret og brolagt. Her byggede snedker Thaysen en ottekantet, ornamenteret brønd med springvand. Tidligere havde der stået kagmand og to skampæle foran rådhuset. Men retssystemet var blevet ændret.

I underetagen fandtes et fængsel med fire celler, en vagabond – og borgerdenotation, en fangervogterbolig, bestående af et lille køkken, en stue og et soveværelse samt en vagtstue for by-tjenerne. Endelig var der et stort køkken til selskabssalen ovenpå.

 

Jomfru Fanny syede gardiner

Fra det gamle rådhus blev 30 kongelige portrætter overført. De forstiller oldenborgske konger fra Christian den Første til Frederik den Sjette og deres dronninger. Muligvis er billederne først hængt op i 1842.

En del lokale fik arbejde på grund af Rådhusets bygning, blandt andet blev nogle af gardinerne syet af Jomfru Fanny.

 

Rådhusgade anlægges

I 1868 – 1870 blev to nærliggende huse revet ned. Det betød, at man kunne anlægge Rathausstrasse. Ved gadens ende blev der anlagt en eksercerplads og indrettet en kasserne. Denne eksercerplads blev senere omdannet til markedsplads. En opført borgmesterbolig blev indrettet til markedskro.

I 1885 blev der til trappen lavet et muret gelænder. Trappen blev senere fjernet og i 1930 erstattet af den nuværende tegnet af arkitekt Jep Fink.

I 1899 blev der opført et selvstændigt baghus til fængsel.

 

Aabenraa´s tre korps

I 1800 årenes første halvdel var tre organiserede borgerlige korps tæt tilknyttet til Rådhuset. Det ældste var Skyttelavet. Men det fineste var det ridende korps, der bestod af de største skippere og købmænd. Endelig var det Borgervæbningen. Dette korps opgave var at udføre parader ved officielle fester, frem for  alt kongemodtagelse.

Særlig synes modtagelsen af Frederik den Syvende og hans dronning i 1854 at have været meget overdådig.

Men også den 22. marts 1897 til festen for Kejser Wilhelm var byen på den anden ende.

 

Borgerlige fester

I 1830 – 1840 blev Rådhuset ofte brugt til større borgerlige fester som for eksempel bryllupper og baller. Men du skulle være noget ved musikken for at kunne deltage. I 1850 – 1860 havde forskellige restauranter og kroer indrettet sig med større selskabslokaler.

Efter 1880erne var det kun juletræsfesten for børneasylet i Persillegade der blev holdt hvert år på Rådhuset.

 

Sparekasse og museum

I 1882 blev Pfenning – Sparekasse oprettet på Rådhuset. Det var en bank for de fattigste. Men man var afhængig af den rigtige sparekasse. Og denne Bysparekasse var oprettet i 1880 og forblev på Rådhuset til 1924.

Allerede før 1864 var der indrettet et telegrafkontor på Rådhuset. I 1886 blev et lokale stillet til rådighed for en kreds af borgere, der ville starte et bymuseum. Året efter indrettede man sig i Nygade 48.

 

Teater og gøgleri

I Rådhusets allerførste år fungerede rådhuset også som teater. Mange gøglere og akrobater optrådte her. Ved Mikaelis – festen i 1837 blev der vist kraftprøver i rådhussalen.

Omkring 1900 – 1910 sker der en masse offentlig byggeri i Aabenraa, blandt andet arresthus, rets-hus og fængsel.

 

Borgmester Bendix Schow

Han varetog i høj grad Aabenraas tarv, den kloge borgmester Bendix Schow. I 1827 ansøgte han om lønforhøjelse. Muligheden opstod også for, at han kunne blive forflyttet, men ingen ville af med ham. Den 7. september 1830 havde han 25 års jubilæum. Egentlig havde den kongelige statholder Carl af Hessen foreslået, at Rådhuset skulle indvis på denne dato til ære for borgmesteren. Men det ville Bendix Schow ikke høre tale om. Det skulle indvis på Dronning Maries og hendes datter prinsesse Carolines fælles fødselsdag.

I taknemmelighed over borgmesterens virke havde Aabenraas deputerede og senatorer samlet sammen til en sølvpokal med inskription. Om aftenen havde folk af egen tilskyndelse sat lys i vinduet, da borgmesteren blev fejret.

Om han fik sin lønforhøjelse, melder historien ikke noget om.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Aabenraa
  • www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere: 

  • www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
  • Under Aabenraa finder du 169 artikler
  • Aabenraa 1864
  • Fra det gamle Aabenraa
  • Lov og Ret i Aabenraa
  • Skyttelavet i Aabenraa og mange flere artikler 

Redigeret 24. – 01. 2022


Skibe fra Aabenraa

Dato: februar 24, 2009

Det er ofte dramatiske fortællinger, der knytter sig til skibsfartens historie i Aabenraa. Efter indbyggertal befandt Danmarks største handelsflåde sig i Aabenraa. Kongerigets største skibsredder, Jørgen Bruhn døde i 1858. Han havde i alt ejet 37 skibe og havde verdens hurtigst sejlskib fra Liverpool til San Francisco. Havde alle søfolkene været fra Aabenraa havde det ikke været plads til erhverv i byen. Så
var det godt, at man kunne hente mandskab fra Løjt Land.

 

Masser af skibe

Allerede i 1748 var der i Aabenraa 115 hjemmehørende skibe. I 1789 – 90 gik mange Aabenraa – skibe til svenske havne.

I 1796 var der registeret 44 skibe i Aabenraa, heraf var de 7 mellem 80 – 99 kmcl. (kommercelæster) og 21 mellem 40 – 79 kmcl. Sønderborgs handelsflåde var især beregnet til kystsejlads.

Når et skib var fra 50 – 100 kmcl. var det efter datidens forhold et ret stort skib. Denne størrelse var nærmest beregnet til sejlads til Vest – og Sydeuropa.

 

Hvad blev det af mandskabet?

Man var også udsat for sørøveri. Således blev Neptunus og St. Johannes i 1798 opbragt af franske skibe.   Rygterne omkring Neptunus går på, at skibet blev taget af en fransk kaper i Vestindien. Hvad der blev af besætningen ved man ikke. Dog vides det at skipperen F.W. Bargum døde den 5. januar 1798.

 

Mandskab fra Løjt

Efter slaget på Rheden blev en del danske skibe opbragt. Det gjaldt også for Aabenraa – skibe. De vendte hjem med ødelagte ladninger. Sejladsen til Sydeuropa var nedadgående efter 1803.

Omkring 1800 havde Aabenraa 2.800 indbyggere. Knap en tredjedel var mænd i aldersgruppen 14 – 60 år. De lidt større skibe krævede en besætning på 8 – 12 mand. De mindre kunne nøjes med 4 – 5 mand.

Det betød, at der skulle være 450 mand til at gøre Aabenraa´ s flåde sejlklar. Skulle alle disse tages fra selve Aabenraa ville det betyde at halvdelen af de erhvervsaktive var ude at sejle. Men sådan var det heller ikke. En stor del af søfolkene kom fra Løjt Land.

 

Mange anpartshavere

Det var en betydelig kapital, der var investeret i Aabenraa – flåden. I andre havnebyer var der stor – reddere, der ejede skibene. Sådan var det ikke i Aabenraa. Det normale var, at hvert skib var opdelt i 10 – 20 anparter. I skibslisterne fra 1789 opgives der ejere af næsten 500 anparter. De største anpartshavere fandtes blandt byens købmænd. Men ofte havde skibenes kaptajner også anparter.

Under rubrikken Redere figurerede dem, som varetog administrationen. I 1788 – 89 figurerede købmændene J.F. Brørsen og M. Jebsen med hver syv skibe. Niels Thomsen figurerede med fem.  Men ofte samarbejdede de på tværs af interesser.

 

Den største handelsflåde

Man kastede sig ud i vovede sejladser syd på, i stedet for småskibsfart til Norge eller de nærliggende Østersø – havne. Fordelt efter indbyggertal havde Aabenraa den største handelsflåde og de mest rige købmænd.

 

Krigsudbruddet 1807 – en katastrofe for Aabenraa

Krigsudbruddet i 1807 blev en katastrofe for Aabenraa. Da myndighederne efter krigen skulle indsende den årlige skibsliste, tilføjede man, hvor de enkelte skibe befandt sig. Flåden bestod af 33 skibe på mindst 30 kmcl. De 9 var beslaglagt af englænderne, 2 var beslaglagt af andre krigsførende lande, 8 lå indespærret i sydeuropæiske havne og 2 i Østersø – havnene. De sidste 12 lå ”stille” i Norge, København og de Slesvig – holstenske havne.

 

En stor skibsreder bliver født

Det gik dog pludselig stærkt tilbage for Aabenraa’ s skibsfart. I 1811 var der kun 13 skibe tilbage. Men takket være Jørgen Bruhn fra Strågård og hans rederi fra 1806 kom der igen gang i skibsfarten i Aabenraa. I 1819 rundede et af hans skibe Cap Horn. Som 15’årig kom han ud at sejle med barkskibet Aeolos. Han gjorde hurtig karriere, og fik allerede i 1806 sit eget skib Flora.

 

Fanget og løsladt

Den 20. juli 1807 afgik Flora fra Christianssted på St. Croix mod København, men den 28. august blev skibet opbragt af en engelsk kanonbåd ud for Isle of Scilly, og derpå ført til Plymouth.

Tusinder af danske søfolk kom i engelsk fangenskab og det samme gjorde besætningen på Flora. Jørgen Bruhns mindste bror, Hans Dethlef Bruhn som var skibsdreng ombord, fik ophold på en engelsk skole. Det var noget, som Jørgen Bruhn sørgede for. Han fik senere udleveret sit borgerbrev og er sandsynligvis derfra rejst til Aabenraa. Hans Bruhn fortæller:

  • I to Aar var han i engelsk Fangenskab, men kom saa fri ved hjælp af Bestikkelse. Pengene dertil havde han fået, da de kom i Havn, da havde han nemlig solgt, hvad han kunne fra Skibet.

Med disse penge undslap Jørgen Bruhn fra fangenskabet. Han fik tilladelse til at rejse til London, hvor han bestak lægen, så han kunne blive erklæret for syg og blive indlagt på et hospital. Derfra fik han mulighed for sammen en ven at komme fra England på et preussisk skib, som landsatte dem på Jyllands vestkyst.

Og Flora blev den 14. juli 1808 solgt for 2280 pund ved en auktion. Den ene af køberne var Jørgen Bruhn.

Jørgen Bruhn som sørøver

Senere drev han kaperfart fra Helsingør. Det var en legaliseret form for sørøveri. Skibet Hyænen var forsynet med 2 svingbasser (små kanoner, der kunne drejes hele vejen rundt). Han opbragte sammen med andre kapere det amerikanske skib, Commerce. Dette skib havde benyttet sig af forfalskede papirer,
derfor blev skib og ladning solgt på auktion. Dette indbragte Jørgen Bruhn 6.971 rigsdalere

 

Masser af skibsbyggeri

1811 blev Jørgen Bruhn skipper og eneredder af fregatskibet Anna Maria. I 1818 var Bruhn redder af 3 skibe.

I 1820 forsvandt Aabenraa – fregatten Den Indiske Paquet. Det skete på strækningen fra Batavia til Portsmouth. I meget dårligt vejr forliste skibet. Bruhn fik også fremstillet skibe hos andre værfter i Aabenraa. Fregatskibet Caravane blev bygget hos skibsbygger Jacob Paulsen i 1820. Fregatskibet Creole
blev bygget samme sted i 1825. Fregatskibet Cimber blev bygget i 1827. Og i 1840 blev en stor fregat bygget på T.A. Andersens værft.

Skibene blev stadig større og i 1848 blev fregatskibet Cherusker på 282 kmcl. søsat fra T.A. Andersen’ s værft.

 

Pas på kannibaler

Den 2. august 1825 får Creole udstedt Algerisk sø-pas, og det går fra Aabenraa til Hamborg og derfra videre til Rio de Janeiro med Colons et soldats (med soldater). Fra Rio går det videre til Bahia i ballast den 10. december.

Den 18. september 1829 går det fra Rio hele vejen syd om Kap Horn til Valparaiso i Chile. Den 17. november 1832 sejler Creole til Cap Verdiske Øer. Jo, Creole var langt væk hjemmefra. Hans Bruhn skriver om Creoles forlis:

  • som forliste Skibet paa et Coral Rif i China Søen, og maatte Mandskabet at holde Søen i en aaben Baad i 14 Dage, førend de naaede en befaret Plads, og maatte de ved en ubekjendt Øe ligge til for om muligen at faae noget Vand, hvor de bleve overfaldne af de Vilde. Mandskabet naaede Baaden, men Captain Mathiesen blev greben, alle hans Klæder ham berøvet, og havde han kuns at takke, at han var saa mager, thi ellers vilde han være blevet steegt og opspiist med stor Appetit.

 

Hvad er et sø-pas?

De opmærksomme læsere vil sikkert undre sig over, hvad det er for noget med et algerisk sø-pas. Ja det var også noget med et latinsk sø-pas. Det var simpelt hen et krav fra regeringen.

Grunden dertil var, at der gennem 1700 – tallet blev det ene handelsskib efter det andet udplyndret, og hele besætningen kom i fangenskab, hvor mange døde. Dem, der foretog disse plyndringer var de såkaldte barbare-stater i Nordafrika, Algier, Marokko og Tunis. For at få løskøbt allerede tilfangetagende søfolk og fremover undgå, at danske skibe blev taget af disse sørøvere, indgik den danske regering aftaler om løsepenge til de forskellige barbarstater.

Pengene kom bl.a. ind ved at opkræve et beløb for udstedelse af et sø-pas og samtidig med udstedelsen af sø-passet til skipperen og hans skib, blev det øverste af passet klippet af i en bølgekant, hvorefter det blev sendt ned til Nordafrika. Når så skibet mødte et fartøj fra barbarstaterne blev passet sammenlignet med overstykket. Passede de sammen, slap man som regel for videre tiltale.

Den 17. december 1847 købte Bruhn øen Kalvø af to bønder i Genner.

 

En Robinson – historie

Den 17. februar 1852 kunne man læse følgende i lokalavisen for Aabenraa, Freja:

  • Skibet ”Aladin”, Møller, fra Antwerpen til Valparaiso Natten til den 18. Septbr. F.A. forliist paa Nytaars – Øerne, ved Sadens Land i nærheden af Cap Horn. Hele Mandskabet frelste sig i Land i Land, men maatte udholde paa Nytaars Øerne indtil 26. October, da de blev opbragt af en Skonnert fra Newyork, som bragte dem til Kysten af Patagonien, hvorfra de med Guanoskibe vilde afgaae til Europa.

En dramatisk Robinson – historie udspillede sig på den fjerntliggende ø for søfolkene fra Aabenraa.  Den stod på Pingvinsuppe og Pingvinsteg i mange uger. Men også fugleæg stod på menuen.. Af vraget byggede man en lille hytte på øen. Mange skibe passerede dem. Men de blev ikke set.

Ja de tændte sågar et bål, for at gøre opmærksom på dem selv. Men uheldigvis bredte ilden sig. Ja i hele tre døgn brændte det. Endelig den 18. oktober blev de observeret af den amerikanske skonnert John Davidson.

De var på vej for at hente syv engelske missionærer fra Ildlandet. Skonnerten fik søfolkene ombord og anløb Picton Island, for at hente missionærerne. Den første missionær blev fundet under en sanddynge, den næste blev fundet med struben skåret over i en båd. Der var ingen spor af de fem andre missionærer.

 

Værfternes store tid

I 1856 var der 48 skibe i Aabenraa men lasteevnen var steget betydeligt.

I løbet af 18oo’tallet blev skibene bygget på byens egne værfter. Byen havde efterhånden seks skibsværfter og beskæftigede 200 – 300 skibstømrere og mange underleverandører til værfterne.

På Kalvø byggede Jørgen Bruhn sit eget værft. En del af arbejderne boede på Løjt. Og for at gøre det lettere for dem, at komme på arbejde, blev der bygget en gangbro mellem Løjt og Kalvø. Men der var ikke just begejstring for Bruhns projekter. Det tog lang tid for at få tilladelserne.

 

Stabelafløbning fra Kalvø

Bruhn tænkte meget på sine arbejdere. Han overvejede at bygge en skole i forbindelse med værftet. Den 6. februar 1852 kunne Aabenraa´ s befolkning læse følgende i Frederik Fischers avis Freja:

  • Vort Skibsbyggeri gaar sin stadige Gang og paa de forskjellige herværende Værfter ere flere store Skibe i Bygning. Paa Agent Brughns Værft på
    Calø i Gjennerbugt er begynst paa det største Koffardiskib, der nogensinde har existiteret i Danmark, et Skib paa c. 500 Commercelæster, som skal
    bygges efter den saakaldte Clipperconstruction, hvorefter de nordamerikanske Hurtigseilerne ere udførte. Kjølen er hos dette Skib 190 Fod lang.
    Overtømmerets ydre Brede 40 Fod. Dybden fra Bjælkens Retlinie 23 Fod.

Bruhn inviterede Aabenraa´ s befolkning til stabelafløbning på Kalvø. Det foregik med hans dampskib Kønig Christian den Ottende, som han ejede sammen med senator og købmand Woldsen i Husum.

Og det man skulle se, var det store fregatskib Calcutta på 480 kmcl. Skipperen på denne båd, var en af Bruhn’ s sønner, Jacob Adolph Bruhn. Han ledede en besætning på 31 mand.

 

Forlis ved Læsø

Men ak og ve. Turen blev ikke så lang som forventet. Den 11. oktober 1853 kunne man læse i Freja:

  • Læsø, d. 5. Oct. Afvigte Nat grundstødte østen under øen Fregatskibet Calcutta, Capt. Bruhn, i Ballast, Formedelst Stormen har i dag Intet kunne foretages til Skibets Redning, men det staar endnu uskadt.

Redningsforsøget optog Aabenraa’s befolkning, men Freja kunne den 13. oktober fortælle følgende:

  • Der gjøres de største Anstrængelser for at faa det ligeledes under Læsø strandede skrønne Fregatskib Calcutta af Aabenraa fra Grunden. 100 Mand fattes i Arbeide med at hive Ballasten. Et Dampskib var indtruffet fra Helsingør og Dykkerkutteren herfra til Læsø for at yde Hjælp. Endnu igaar havde man godt Haab om at redde Skibet, men den haarde Storm i nat og stærke Blæst i dag fra N.O., frygter man for, vil ødelægge Skibet.
  • Grunden til Skibets Stranding skal efter Capitainens Udsagn være en Forveksling af Trindelens Fyr med det nye Fyr på Kobbergrunden, da dette i det tykke Vejr i Afstand kun viste sig som eet Fyr i stedet for tre.

Der var ikke noget at gøre. Det flotte nye skib blev slået til vrag. Calcutta blev slået læk, og vandet fossede ind i det store skib.

 

Skibsrederens død

I 1854 – 1856 blev det store fregatskib Cimber bygget. Det var på 570 kmcl. Det var det største nordiske skib dengang. Jomfrurejsen gik til San Francisco. Derefter gik turen til Peru. Siden sejlede den på Rio de Janeiro, Bombay og Australien. Det blev solgt i 1865 for kun 7000 Pund Sterling til et handelshus i Bombay.

Jørgen Bruhn, der døde i 1858, nåede ikke at se sit sidste skib færdigbygget. Fregatskibet Jørgen Bruhn på 340 kmcl. var færdig i 1859. Det sejlede mest på østen. Det blev solgt i 1868 i Tyskland.

I hele sin karriere som skibsreder (1807 – 1858) havde Jørgen Bruhn 37 skibe, som han enten var enereder eller hoved-reder for sammen med andre. Ved sin død var han kongerigets største skibsreder, og det ene af hans skibe var Nordeuropas største sejlskib. Det var også verdens hurtigste mellem Liverpool og San Francisco.

Til skibsrederens begravelse var der omtrent 300 mennesker. To dage efter hans død stod følgende at læse i Freja:

  • Det er navnligen hans varme Interesse for Handelsskibenes Forbedring, som vor By kan takke det store Opsving, Skibsbyggeriet har her vundet mere end paa andre Steder.
  • Utrættelig Virksomhed var overhovedet et Grundtræk i afdøde Ag. Bruhns Characteer og man saae fra tidligste Morgentime af i stadig Bevægelse, for at paasee og lede de mangfoldige Foretagender, han havde at føre Opsyn over. Endnu i fjor har ikke det raaeste Vinter – og foraarsveier afholdt ham fra i aaben Vogn at gjøre 2 Miles – Touren herfra til Kalvø frem og tilbage paa een Dag flere Gange i hver Uge. Hans Stræbsomhed blev af Skjæbnen belønnet med Held; foruden flere Skibe af en samlet Drægtighed af over 1000 Com. Lastr. Og Kalvø i Gjennerbugt eiede han flere Møller og andre Besiddelser her i Omegnen og Byen.

I 1860 var befolkningstallet i Aabenraa lidt over 5.000 indbyggere.

 

En barsk ansættelseskontrakt

Det var hårdt at arbejde på et skib, dengang. Alt foregik med muskelkraft. En gang imellem skete det også at dele af mandskabet deserterede:

  • Mandskabet er forpligtet, yden Modsigelse at arbejde om Natten, saavel ved Losning som ved Indladningen paa saadanne Steder hvor saadant er Skik og Brug er nødvendigt, imod at Mandskabet i saadant tilfulde erholder tilsvarende Søvn om Dagen. Ligeledes er Mandskabet forpligtet til at hente Ballasten fra Land, samt at opgrave samme ved Strandkantetn paa saadanne Steder, hvor saadant er nødvendigt. Skulde det mod Forventning hænde, at enkelte af Mandskabet paa en udenrigsk Plads, skulde desertere fra Skibet, saa lover og forpligter det øvrige Mandskab sig til ej at gøre sig
    opsætsig mod Capitainen, men uden særlig Godtgørelse villig at gøre, hvad han af og i Skibets tjeneste maatte forlange.

 

En slags passagerskibe

Det var mange måder at tjene penge på, når man var redder. Således skriver Jørgen Bruhn’ s søn, Hans Bruhn i sine erindringer:

  • Colonistfarten imellem Hamburg, Bremen og Rio Janeiro og tilbage med brasilianske Produkter, fortjente mange Penge i denne Fart og har bragt
    mange Familier som ogsaa Soldater fra Tyskland til Brasilien, gjorde 4 Reiser med Folk og havde hver Reise 400 til 430 Passagerer inde, og kunde ingen meere passende Mand findes til denne Post som Capt. Jacob Bendixen, som af Colonisterne i Almindelighed blev kaldet Schiffshauptman; han ægteviede, han døbte, og han holdt Liigtaler ombord, naar nogen døde, og alt var for Eftertiden gjeldende.

Byens fremtrædende plads som søfartsby stoppede i sidste del af 1800’tallet, da jernskibe afløste træskibe.

Kilde:

  • Litteratur, Aabenraa
  • Litteratur, Løjt
  • Erland Møller, Johan Hvidtfeldt: Kaptajn Hans Bruhns erindringer
  • www.søfartshistorie.dk
  • www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

  • www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
  • Under Aabenraa  finder du 169 artikler
  • Her er masser af søfartshistorie fra Løjt/Aabenraa

Redigeret 3. – 02 – 2022


Haderslev – Handel og Søfart (2)

Dato: februar 14, 2024

Haderslev – handel og søfart (2)

Der var allerede marked ved Starup omkring 1050. Inden købstadsrettighederne indføres, er der betydelig sejlads til byen. Men efterhånden blev besejlingen vanskeliggjort. Hansborg bygges. Hertug hans den Ældre måtte ikke gifte sig med sin svigerinde. Hertugdømmet nedlægges ved hans død i 1580. Ulykkerne vælter over byen. Halvdelen af centrum går op i røg. Først i 1627 er byen genopbygget.

 

Handelssted ved Starup Kirke

Det første skrift til handel blev taget omkring 1050. Ved Starup Kirke, der ligger i nærheden af Haderslev Fjords sydlige bred, opstod der en markedsplads. Her mødtes handelsfolk og håndværkere fra store dele af Østersø – områderne for at faldbyde deres varer.

 

En kirke opføres

Kirken opførtes for at tilgodese det stigende antal kristne handelsfolk. Men det var også heldig, for så kunne markedspladsen for en mere varig karakter.

I løbet af 1100 – tallet ændrede handelsmønstret sig til handel med et stigende antal grovvarer. I løbet af 1150 blev markedspladsen nedlagt. De første huse var anlagt på skråningen mellem Møllestrømmen og Torvet i Haderslev

 

En vigtig rute

En vigtig transportrute opstod mellem havnen og Ribe ud ved vestkysten. Masser af varer passerede Haderslev.

 

Haderslev udviklede sig

Den gamle granitkirke blev erstattet af en større teglstenskirke. I de følgende århundreder udviklede Haderslev sig omkring det gadenet på sandbanken mellem Graverne og Møllestrømmen. Kun langs Storegade bevægede bebyggelsen sig udenfor dette snævre område. Omkring 1420 anlagdes en større mølledæmning ved Sønderbro. Det var den dæmning, der skabte Haderslev Dam. Samtidig gravedes en kanal fra den nye mølledam under Graverne og Jomfrustien til fjorden.

 

Ved Nørregade og Bispegade, samt ved Sønderbro byggedes broer over kanalen. Byporte blev opført. Nu var Haderslev omgivet af vand fra alle sider.

 

Øer i fjorden

Og når vi nu taler om vand, så er Haderslev Fjord ikke så let at besejle. Så er det lettere med Aabenraa Fjord. Omkring år 1000 var fjorden ikke alene bredere. Der lå også enkelte øer ude i den. Fremspringet vest for Sverdrup bærer stadig navnet Øen.

Dette sted, som er 17 meter højt er adskilt ved en engstrækning, der kun hæver sig lidt over fjordens niveau, tyder på, at en gren af fjorden er gået øst om øen. Ligeledes har der været en ø ved Snævringen lige øst for Starup Kirke.

 

Betydelig skibsfart

Besejlingsforholdene på fjorden har været meget vanskelige. Men datidens skibsfart stillede dog ikke så store krav. Allerede i 1292, da Haderslev fik sine købstadsprivilegier var skibsfarten så betydelig, at de andre erhverv trådte i baggrunden.

 

Skibsfarten omtales

I stadsretten omtales skibsfarten gentagende gange. I artikel 5 omtales, at både skibsladninger af kalk og træ skal fortoldes, ligesom man også taler om told på møllesten. Alt tyder på at der allerede dengang var forbindelse til Østersø – landene.

Dette understøttes også af, at skibet Kejserinden af Haderslev i august 1303 ankom til Kings Lynn ved The Wash med forskellige varer fra Gotland.

 

Historieforfalskning

Under Hertug Hans den Ældre oplevede byen en opblomstringstid. I 1590 ejede byens borgere 20 skibe. Der var bl.a. stor handel på Norge. Omkring år 1600 omtales flere gange skibe fra Haderslev i Nord – Norge.

På gamle tegninger ses anseelige skibe opankret ved Sønderbro. Disse galeoner med fire master havde en dybdegang på 12 – 14 fod. Og omkring Sønderbro var dengang kunne muligheder for skibe med en dybde på cirka 6 fod. Så der må her være tale om historieforfalskninger.

 

Kunne ikke sejle ind til byen

Der findes ikke så meget skriftlig om skibsfarten i Haderslev fra den tid. Fra april 1544 findes der en skrivelse om, at der er sendt 4 læster sild fra Falsterbo til Haderslev paa en Skude.

 

Ved omtalen af bygningen af Hansborg nævnes, hvorledes der af søvejen blev sendt forskellig materiale af søvejen til anvendelsen af slottets opførelse. Fra 1558 foreligger der et brev om, at et skib på 100 læster (ca. 200 tons), som tilhører hertugen , er blevet lastet med norske bjælker i Norge. I 1561 lover dronning Dorothea at sende et skib, der var lastet med norske bjælker og som var bestemt til Kolding, til Haderslev. Men hun ønsker så samtidig at få oplyst, hvorvidt soliche Sckuten kan sejle ind til Haderslev.

 

Skulle lastes ved mundingen

I fortegnelsen over byggemateriale til slottet anføres bl.a. (1555) en skibsladning kalksten fra øen Saltholm, og i (1556) 2 ladninger rød sandsten fra Helgoland, samt tømmer fra Königsberg og Skåne, foruden Norge.

Men disse både er næppe gået til selve byen. For allerede i 1550 nævnes, at fjorden var utilgængelig for større skibe på grund af tilsanding og tilslamning.

 

Fra 1582 berettes det således, at det er kongen meget om at gøre, at nogle mursten fra Horsens kommer til Haderslev snarest muligt. Han forlanger, at borgmester og Råd sender et antal skude og pramme til ladestedet for at skaffe stenene til ladestedet for at skaffe stenene til Haderslev.

 

For lavvandet

Rantzau berømmer ellers havnen i 1586. Han siger, at det er en meget velbeskyttet havn, der vender mod Østersøen. En anden forfatter fra den tid, taler om en bekvem og sikker havn, der kan rumme mange skibe.

 

I 1695 beskriver Danckwerth fjorden for lavvandet til at tillade større skibe at gå op til byen, men at de måtte ligge i mundingen:

 

  • Zwo Meilen von der Stadt sich setzen oder legen müssen

 

I 1737 omtales besejlingsforholdene som værende af

 

  • von schlechter Beschaffenheit

 

Ville hellere til Aabenraa

Fjorden var så fyldt med slam, at de ankommende skibe måtte blive ved fjordmundingen, og varerne skulle prammes ind. Det hændte da også, at svenske skippere gik til Aabenraa eller Flensborg, hvor lodsningen kunne foregå væsentlig hurtigere.

 

Også bønderne valgte andre byer

Bønderne valgte også at køre deres korn til Aabenraa, Tønder, Flensborg, ja endog helt til Slesvig. Alle disse steder kunne de få højere betaling for deres produkter. Hertil kom, at bønderne kunne få tømmer, jern m.m. meget billigere end i Haderslev.

 

Kun få skibe tilbage

Omkring 1775 var der således, at de to købmænd, der handlede med svensk tømmer kunne nøjes med en gang om året at få ny forsyning. Så ringe var deres afsætning.

Efterhånden var varetrafikken på fjorden så lille, at et lægterfartøj var mere end tilstrækkelig til at bestride lægtertrafikken der.

I byen var der kun fire små jagter tilbage.

 

Hertug Hans Fest

Indtil i dag har Hertug Hans haft en speciel tilknytning til Haderslev. Således har undertegnede været inviteret til at holde foredrag på sønderjysk til en Hertug Hans fest.

Desværre måtte jeg melde afbud.

 

Junker Christian

Året efter, at Frederik den Første var blevet hertug over hele Slesvig måtte han udskille en del af hertugdømmet. Det var Haderslev og Tørning amter, det var som underhold for sin ældste søn, junker Christian. Fra 1533 til 1544 var Slesvig atter samlet under Christian den Tredje.

 

Kong hans køber Tørning

Det kom til at spille en rolle for byens betydning, at Kong Hans i 1494 købte Tørning af Henrik og Hans Ahlefeldt. Under Tørning hørte Gram, Frøs, Kalvslund og Hvidding Herred. Tørning og Haderslevhus lå kun 15 km fra hinanden. Det var nærliggende, at lade administrationen af de to len, der strakte sig fra Årø i Lillebælt til Rømø i Vadehavet smelte sammen i Haderslev.

 

Ægteskab

Da der i 1524 blev indgået formel ægteskab mellem Christian og Dorothea af Sachsen – Lauenburg måtte der skaffes et passende underhold. Dette blev Haderslev og Tørning Amter.

 

Haderslev – Tørning blev næppe oprettet som et egentligt hertugdømme. Der findes ikke et enligt forleningsdokument. Måske var det derfor, at Christian hurtig efter sin fars død, lod sig hylde som hertug. Men en kongesøn var dengang automatisk hertug.

Christian havde selv oplevet Luther, så han var hurtig med at indføre den nye kirkeordning.

 

Grevens fejde

Da Frederik den Første døde i 1533 skulle rigsrådet vælge en ny konge, men man kunne ikke nå til enighed. Valget blev derfor udskudt et år.

Grevens Fejde 1534 – 36 endte med, at Christian blev konge. Det endte med at alle biskopper blev fængslet.

 

Endelig deling i 1544

Det skulle nu gå 11 år inden der igen kom fyrster på Haderslevhus. Hans var født i 1521 på Haderslevhus som søn af Frederik den Første og dennes anden hustru Sophie.

Under Grevens fejde måtte Hans flygte fra Nyborgs Slot forklædt som bonde. I en periode opholdt han sig på Sønderborg Slot, hvor hans fætter Christian den Anden var fange.

 

I 1543 mente Christian den Tredje at tiden var inde til at gennemføre den i arvedelingen i 1533 planlagte deling af Hertugdømmerne mellem brødrene. Men det Slesvig – Holstenske Ridderskab modsatte sig dette. I stedet blev Hans indsat som ekstra statholder ved siden af Johan Rantzau.

 

Da Christian den tredje nu endelig i 1544 kunne slutte fred med kejseren, kunne delingen finde sted. Den yngste bror fik i første omgang bispedømmet Bremen. Hver af de tre brødre fik forskellige distrikter i hvert af de to hertugdømme.

Kongen bad Adolf som den yngste om at vælge først. Han valgte den gottorpske del. Derefter fik Hans valget, men han ville ikke gå foran sin ældste broder. Han fik den sønderborgske del, hvorefter det tilbage til Hans var Haderslev – delen.

 

Hans den Ældre beklager sig

Han blev dog ikke tilfreds. I et brev fra 1564 beklager han sig over, at han måtte tage, det de andre ikke ville have.

Det område han fik, bestod af Haderslev By og Amt, Tørning Amt, Tønder By og Amt, Løgum Kloster, Sild, Før, Østerland, Nordstrand samt Femern og i Holsten af Rendsborg by og Bordersholm Kloster.

 

105 forordninger

Igennem sin regeringstid udsendte Hans den Ældre omtrent 105 forordninger. Omtrent en fjerdedel af disse gjaldt inddigningsforhold i marsken.

Han gik meget op i detaljer og sendte også forordninger ud, der gjaldt diverse fester. Også hvem der måtte komme i hans gemakker, og hvem der skulle sidde ved de forskellige borde på Haderslevhus bestemte han. I 1570 udsendtes en revideret udgave, der blev tilpasset det nye slot Hansborg. Her blev det indskærpet, at ingen må kaste med kød, brød, fisk, knogler eller lignende under måltiderne.

 

En travl bygmester

Til at bygge sit slot havde Hertug Hans ansat den kongelige bygmester Herules von Oberberg. Bygmestren slog sig ned i Haderslev og boede her til sin dø i 1602. I sin karriere byggede han foruden Hansborg Slot også Tønderhus, Tønning Slot, Gottorp Slot, Brundlund Slot og Koldinghus. Det antages også, at han opførte slotskirken ved Sønderborg Slot. I 1580 byggede han også Trøjborg Slot for Peter Rantzau.

 

Da Hansborg var færdigbygget lod Hertug Hans det gamle Haderslevhus nedrive. En række boliger blev opført i den østlige ende af Slotsgade.

 

Vin i kælderen og på Apoteket

Hertugen sørgede for en råds – vinkælder. Også i det slotsapotek (i ag Hjorte – Apoteket) som hertugen etablerede i 1557 gav han tilladelse til at have vinkælder. Apoteket var et af Danmarks ældste. Det lå fra 1557 til 2001 på adressen, Apotekergade 9.

 

Måtte ikke gifte sig med svigerinden

Hertug Hans den Ældre blev aldrig gift og efterlod derfor ingen arvinger. Men igennem en længere periode havde han et nært forhold til sin svigerinde, enkedronning Dorothea. Man havde tænkt på et ægteskab og havde forespurgt i teologiske kredse. Men her frarådede man ægteskab.

 

 

Vil blive husket for det positive

Hertugen var interesseret i sine undersåtters ve og vel. Her er det hvis tale om en af de eneste hertuger, hvis eftermæle er positiv. Han store indsats for inddigningen i marsken, samt hans omsorg for kirke -, skole -, og fattigforhold og byggerier vil blive husket.

 

Hans den Ældres hertugdømme blev nedlagt ved hans død i 1580. Frederik den Anden og Christian den Fjerde opholdt sig gerne på Hansborg. Ja sidstnævnte fejrede blandt andet sit bryllup her i 1597.

 

Ulykkerne haglede over byen

Efter Christian den Fjerdes nederlag ved Lutter am Barenberg flygtede hans lejetropper mod nord. På vejen gennem Haderslev stak de byen i brand. Det blev til en katastrofe. Halvdelen af husene i centrum nedbrændte.

 

Nogle år senere blev byen besat af henholdsvis svenske og polske tropper, der nedbrændte slottet og udplyndrede byen. Først i 1627 var alle huse genopbygget. Slottet og kirkens tårn blev ikke genopbygget. Ulykkerne haglede ned over Haderslev.

 

Kilde: Se

  • Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere:

  • Haderslev i begyndelsen
  • Da Christiansfeld opstod
  • Sønderborg i begyndelsen (1)
  • Abel og hans venner
  • De sidste hertuger i Augustenborg
  • Enklaverne i Sønderjylland
  • Margrete den Første og Sønderjylland
  • Sønderjyllands historie indtil 1200
  • Adelsslægten Akeleye
  • Adelsslægten, der uddøde (under Aabenraa)
  • Ahlefeldt og Søgaard (under Aabenraa)
  • Adelsslægten fra Aabenraa (under Aabenraa)
  • Gårde og mennesker i Bov Sogn (under Padborg/Krusaa/Bov)
  • Adel – og Storgårde i Tønder Amt (under Tønder)
  • Hertugen af Tønder (under Tønder)
  • Schackenborg i Møgeltønder (under Tønder)
  • Trøjborg Slot – nord for Tønder (under Tønder)
  • Tønderhus, slot, borg og fæstning (under Tønder)

 


Sønderborg i begyndelsen (1)

Dato: februar 14, 2024

Sønderborg – i begyndelsen (1)

Sønderborg og Sønderjyllands historie er ikke let at forstå. Hertugdømmernes tilhørsforhold i tidens løb både til Holsten og til kongemagten skiftede. Sønderborg var længe om at komme i gang. Men et forsvarsværk var med til at sætte skub i udviklingen. Skibsfarten var også medvirkende til byens fremgang.  Og  i de perioder, Hertugdømmet var velhavende, steg væksten. Men ak krige og dyr indkvartering var med til at forringe hertugdømmets økonomi. Hertugen blev til sidst dømt for at være insolvent.

 

Modsætning mellem Hertugdømmerne og kongemagten

Sønderjyllands historie og dermed Sønderborgs historie er indviklet. Det skyldes ikke mindst de mange hertugdømmer og kongerigske enklaver. Og for bevare magten måtte hertugerne alliere sig med adelen. I historiens forløb har der ofte været modsætningsforhold mellem kongemagten og hertugdømmerne.

 

Abel – slægten

Vi starter lige med en indføring i de tre hertug – dynastier i Sønderjyllands historie. Så bliver det lidt lettere at følge med.

Med den ældste Abel – slægten (1232 – 1375) blev Sønderjylland et decideret Hertugdømme, skilt fra resten af Danmark.

I 1232 gav Valdemar Sejr hertugdømmet til sin søn, Abel. Da Hertugdømmet uddøde i 1375 lykkedes det holstenerne at sætte sig i besiddelse af stort set hele Sønderjylland.

 

Schauenburgerne

Derefter fulgte Schauenburgerne (1386 – 1459). I deres tid blev Sønderjylland bragt i union med Holsten. Det var en union, der voksede sig stærkere og stærkere. Nu hed det ikke mere Sønderjylland, men Slesvig. Det lykkedes at knytte de to landsdele sammen. Men da hertug Adolf døde i 1459 truede unionen med at gå i opløsning.

 

Oldenborgerne

Med Oldenborgerne (1459 – ) der stadig findes en gren af, gik den Slesvig – Holstenske union fra at være utrolig stærk og ubrydelig til i 1779 at komme i samlet union med Danmark. Fra det årstal havde hertugerne ingen politisk magt.

 

Mødet i Ribe 1460

Adelen tilbød Christian den Første, at han kunne blive hertug af Slesvig og greve af Holsten. Riget omfattede også Danmark, Norge, Island, Færøerne og noget af tiden Sverige. Han blev valgt på et møde i Ribe i 1460.

 

Holsten mellem Ejderen og Elben var i virkeligheden et grevskab.

 

Nævnt første gang i 1256

Navnet Sønderborg nævnes første gang i et brev af 15. juli 1256. Kong Abels søn, hertug Valdemar, angav, at det var udstedt i Synderburg Alsie. Antagelig er brevet skrevet på slottet. Både slot og borg havde eksisteret længe inden.

 

Brevet var til munkene i Løgumkloster skrevet af hertug Valdemar Abelsøn.

 

Masser af fund

Fra sen jernalder kendes mange fund fra både Als og Sundeved. Bopladsfund er gjort ved Sundsmark, Hørup, Tandslet og Lysabild. Gravplads kendes blandt andet fra Nørreskoven.

 

Nydam – fundet

Det store Nydam – fund minder om krigeriske begivenheder i området. Og resterne af en bygning kan dateres til jernalderen. Og fra vikingetiden er der gjort især gravfund. Her skal nævnes gravpladsen ved Ketting. Men også mange andre steder fra, for eksempel Nostvedvraa, Holm, Kasmusmølle og Broager.

 

Skibssætninger er fundet ved Stolbronæs og Dyndved.

 

Bebyggelse i lang tid

Alt tyder på, at der gennem hele perioden har været en tæt bebyggelse fra omkring Kristi fødsel til efter år 1000.

Det kan vi også konkludere, når vi kigger på stednavnene.

 

Hovedvejene øst – vest og nord – syd har allerede været brugt i vikingetiden.

 

Brovold

De første tilløb til rigtige bydannelser skete omkring Augustenborg Fjord. I 1100 tallet opstod der omkring en markedsplads et samfund, der kaldtes Brovold ved landsbyen Bro ved Augustenborg.

 

Noget tyder på, at Nordborg allerede eksisterede. Måske var det den borg, man kaldte Alsborg.

 

Venderne angreb

I Vikingetiden udgjorde venderne ingen fare, men efterhånden som vikingernes magt ebbede ud, forekom flere og flere plyndringstogter mod Danmark. Især i første halvdel af 1100 – tallet var Danmark meget udsat.

 

Modstand mod venderne

Efter at Valdemar den Store var blevet konge lykkedes det ham sammen med Absalon og Esbern Snare at få organiseret en fast modstand mod venderne. Alt tyder på, at borgen på øen i Alssund var en del af dette forsvar.

Talrige gange blev borgen udvidet.

 

Humletorvet – det første tov

Alt tyder på, at Sønderborg dengang slet ikke eksisterede. Fra selve byområdet er der kun gjort et enkelt fund. Det var en mandsfigur af bronze. Den er fundet ved udgravning af Strandvejen 3 og stammer fra Rhin – området fra 2 – 300 e.Kr.

Ved Middelalderens begyndelse boede der ingen på skråningerne ned mod Alssunds sydlige del.

 

Humletorvet har været byens første tov. Arkæologiske udgravninger har vist, at der her i slutningen af 1220 – tallet har ligget en åben plads med en brønd.

 

Byen vokser

Den beskedne by voksede i løbet af 13 – 1400. Store og Lille Rådhusgade mødtes i det lange trekantede Rådhustorv og fortsatte i Perlegade.

 

Klog hertuginde

Omkring 1358 rykkede Valdemar Atterdag over til Als efter at have indtaget Langeland. Han belejrede Sønderborg, der blev forsvaret af hertugens hustru, hertuginde Regitse.

I den sjællandske krønike kan man læse:

 

  • men da hertuginden, en klog og snild kvinde så, hvordan det gik, og da hertugen ikke var til stede, kom hun sammen med sine jomfruer og mødte kongen, hilste ham ærbødigt og bønfaldt med stor veltalenhed om nåde.

 

Og Valdemar faldt åbenbart for hendes charme. Hun kunne beholde borgen, såfremt, der ikke blev skudt på ham fra den. Hertugen måtte også kun opholde sig her en 2 – 3 dage og ikke med mere end 20 mand.

 

Borgen skabte byen

Som i alle gamle byer er kystlinien udvisket af århundreders opfyldning. Både Sønderbro og Nørrebro er ligesom Søndergade anlagt på opfyldt areal.

Man har under disse anlægsarbejder fundet noget keramik, men det er ikke ældre end fra ca. år 1500.

Først efter anlæggelse af en borg i den sydlige indsejling til Alssund gav baggrund til, at der skabtes en by på stedet.

 

Hvornår blev borgen anlagt?

Hvornår denne borg blev anlagt vides ikke. I Helmolds ”slaviske krønike” nævnes et vendisk overfald på Als. Måske gav dette anledning til anlæggelse af borgen. Nogle har ment at overfaldet skete 1168 og at anlæggelse af borgen skete i 1169, men det er det dog ikke belæg for. Der skete flere angreb mod Als.

I kalkmalerier i Lysabild genfortælles Helmolds historie. Disse er fra ca. 1425.

 

Ved restaurering af slottet fra 1961 – 73 fandt arkitekter ud af, at slottet med overvejende sandsynlighed kan være påbegyndt før år 1200.

Selve måde borgen var indrettet på kan så igen henføres til andre borge, der blev bygget som værn mod venderne. Disse blev opført i tidsrummet 1150 – 1200.

 

I de følgende århundrede blev Als og Sønderborg et stridsobjekt mellem den danske konge og hertugen af Slesvig.

 

Sort byggeri

Dengang lå borganlægget på en lille ø i Alssund. Det må have krævet udsædvanlig mange håndværkere. Man har måttet lave anlægsbroer til skibe med materiale langvejs fra.

Fiskere er antagelig flyttet hertil i beskyttelse bag borgen. Og håndværkerne til byggeriet har antagelig boet her her hele året.

Træskure og telte blev afløst af helårshuse. Men nogen stor by, har det ældste Sønderborg aldrig været.

 

Kirker

Omkring 1250 rejstes en lille kirkebygning af teglsten på bakkerne bag slottet. Den første kirke var viet til Skt. Nicolai. Hertugerne Valdemar og Henrik stiftede et særligt alter viet til Skt. Gertrud.

I 1466 nævnes desuden tre andre altre indviet til henholdsvis Skt. Paul, Skt. Peder, og Skt Erasmus.

Væbneren og borgmestren i Sønderborg Peder Stød og hans hustru Katerine grundlagde i år 1400 et Mariaalter i kirken.

 

Stort bryllup i 1340

I 1340 var der på slottet afholdt bryllup mellem den senere Valdemar den Fjerde (Atterdag)og hertugens søster, Hedvig.

 

Rosengade

En gade fra middelalderen førte fra kirken ned til vandet. Den havde samme forløb som nutidens Rosengade.

 

Stjernegade og Slotsgade

Humletorv lå i kort afstand fra både kirke og havn. Herfra gik den korte gade, der nu hedder Stjernegade hen til kirken, og den lidt længere gade, der i dag hedder Slotsgade løb ned ad bakken mod vest. Her boede håndværkere og handlende.

 

Søndergade og Brogade

Fiskere og søfolk har nok snarere slået sig ned langs vandet, det vil sige ved skrænterne bag Søndergade, fra Brogade hen i mod Nørrebro.

 

Handel i Flensborg

I 14 – 1500 – tallet havde bønder fra Als og Sundeved lov til at handle i Flensborg. Det tydede på, at der ikke rigtig var kommet gang i Sønderborg endnu.

 

Kongelig del

Fra 1460 indgik slottet i den kongelige del af Hertugdømmerne. Den blev ofte brugt af Kong Hans og Christian den Anden. 

 

Orlogsværk og to skibsbroer

Omkring 1510 anlagde Kong hans et orlogsværk nær ved slottet. Nogenlunde samtidig gennemførtes opfyldninger ud for Brogade.

Helt op til 1870 havde byen to offentlige skibsbroer, Sønderbro og Nørrebro. Resten af strandsiden var optaget af private huse, bådebroer og pakhuse.

 

Eksil i 8 år

Christian den Anden var konge fra 1513 til 1523. Et opgør i den jyske adel fik ham til at forlade landet og søge hjælp hos svogeren, Kejser Karl den Femte.

Dette eksil varede i over otte år. Først i efteråret 1531 lykkedes det Christian at få overtalt kejseren. Han forsøgte derefter at generobre Danmark – Norge. Men forsøget mislykkedes. Han blev arresteret af sin efterfølger på tronen, farbroderen Frederik den Første.

 

En god vandrehistorie

Her levede han dog i perioder under fyrstelige forhold, men i perioder var han dog også under stærk bevogtning. Rygter om, at den afsatte konge skulle have slidt en rille i et rundt om et stenbord  med sine fødder på slottet, samt lavet en fure i stenbordet med sin finger er grundløse, men trods alt en god vandrehistorie.

 

Fornem fange

Han deltog således i adskillige jagter på Als. Han blev behandlet efter sin rang. Han havde flere rum til sin disposition og et lille tjenerskab. Han havde sin egen kok, og unge adelsmænd vartede ham op. Et af tårnværelserne blev benyttet som den fornemme fanges soveværelse.

 

Det tog hårdt på kongen

Fangenskabet tog dog hårdt på den afsatte konge. Desuden døde hans eneste søn, Hans i Tyskland. Sorgen, fængselslivet og kedsomheden nedbrød efterhånden Christian den Anden, der henfaldt i druk og melankoli.

 

I 1549 blev han overflyttet til Kalundborg, hvor han sad yderligere ti år i fangenskab til han døde den 25. januar 1559, næsten 78 år gammel.

 

Udbygning af slottet

I årene frem til 1570 blev der opført fire fløje langs de middelalderlige ringmurers indersider.

 

Skt. Jørgensgården

Gennem middelalderen var Sønderborg en ganske lille by. Den blev kun nævnt i forbindelse med dens borg.

Men i løbet af ca. hundrede år nået byen dog en stor udstrækning. Det minder St. Jørgen hospitalet om.

Kirken var 16 meter bred, det var en treskibet kirke ca. 18 meter lang, dertil kom et smallere kor på 5 – 8 meter. I forbindelse med kirken var der en del andre bygninger, som i dag er helt forsvundet. Et hus fra 1400 – tallet som dog hørte til hospitalets ældre del, blev nedrevet i 1931.

 

Skt. Jørgensgården nævnes første gang i et testamente fra 1307. Når hospital og kirke nævnes i 1307, siger det noget om byens udstrækning. Antagelig har Skt. Jørgensgade og Kirkegade eksisteret dengang. Måske også Stengade og Liliegade. Også Mariegade og Æblegade kan spores langt tilbage.

Der findes det berømte bykort fra Sønderborg fra 1649. Her kan må få en forestilling om byens ældste gadenet.

 

Stort bryllup

Den 24. juni 1340 blev junker Valdemar viet med hertug Valdemars søster Hedvig. Den strid, der havde været mellem Abel – sønnerne og Kristoffer den Førstes slægt gennem 88 år, skulle med brylluppet bringes ud af verden.

I den ældre middelalder blev det lille slotssamfund sammen med Als ikke betragtet som en del af hertugdømmet Slesvig.

 

Byvåbnet

Byvåbnet, der utvivlsom er betydelig ældre end det først kendte gengivelse fra 1644, viser en rød bygning (slottet) og derunder en række blå og hvide bølgelinier, som antyder naboskabet med Als Sund.

 

Første byvedtægt?

Det er uvist, om Sønderborg nogensinde har haft en skrå (Byvedtægt). Men alt taler for, at byen som andre købstæder har haft sine retslige og økonomiske privilegier.

 

Opvækst

I slutningen af 1500 – tallet og i begyndelsen af 1600 – tallet oplevede Sønderborg en hvis opblomstring. Væksten startede i den nordlige bydel.

Omkring år 1500 lod Kong Hans sin orlogsflåde udruste hos skibsbyggerne i Sønderborg.

 

Forsvarsværk færdig i 1530

Hele forsvarsværket omkring Sønderborg Slot blev afsluttet med anlæggelse af et stort forborgsanlæg i årene 1523 – 30. Efter dette stod Sønderborg som en af de stærkeste borge i landet.

 

Kirkelig strid

I 1559 var der opstået en strid vedrørende Als og Ærø. Dronning Dorothea udøvede kirkelig højhed over Sundeved, men ikke over øerne. Dronningen, der var Christian den Tredjes enke overtog samme år byen og slottet, som en del af sit enkegods.

I 1566 udnævnte dronningen dog en fælles provst for Als og Sundeved.

Kongen protesterede kraftigt, men accepterede, at provsten kunne fortsætte, bare det blev i kongens navn.

 

Kongen forærede 7.500 liter vin

Hertug Hans den Yngre og Elisabeth fejrede bryllupsfesten i Flensborg i august 1568. Frederik den Anden kunne ikke være til stede på grund af Syvårskrigen. Men han havde dog foræret 7.500 liter vin. Hans den Yngre var yngste søn af Christian den Tredje.

Nogle uger senere foregik selve brylluppet på Koldinghus, hvor enkedronning Dorothea havde sit hovedsæde.

Efter brylluppet flyttede det unge hertugpar ind på Sønderborg Slot.

 

Penge til Hans

Frederik den Anden var ikke begejstret for, at Hans inden Syvårskrigens afslutning fik sin egen husholding. Og først i 1570 fik Hans sin første rate. Og de penge fladt på et tørt sted.

Der var to hoffer på Sønderborg Slot. Dorthea havde iværksat en omfattende modernisering af Koldinghus. Derfor var hun flyttet til Sønderborg.

 

Arven betød, at Frederik den Anden kunne indløse sin gæld til Hertug Hans. Knap var dronningen død i 1571, før han udnævnte en ny provst på Als. Han anfægtede dog ikke Hans den Yngres kirkelige højhed i Sundeved og Holsten.

 

14 børn

Det var gang i de unge hertugpar. Således fødte hertuginde Elisabeth i løbet af de næste 16 år 14 børn. Hun døde i 1586.

 

Stor arv

Hans kom dog til lidt penge, da hans farbror Hans den Ældre døde i 1580. Han arvede ikke mindre end 348 gårde. I 1571 ved Dortheas død kunne han overtage 1.000 gårde.

Hans den Yngre købte nu adelen ud. I år 1600 købte han det sidste adelsgods Søbo (senere Rumohrsgård) i Ketting Sogn.

 

Sønderborg på vej frem

Fra 1571 da Sønderborg var blevet hovedsæde i hertugdømmet gik det fremad. Handel og søfart blomstrede. Byens indbyggertal steg. De gunstige forhold betød en ikke ubetydelig indvandring.

 

Konge død efter bryllup

En ægteskabskontrakt blev indgået med fyrstedatter, Agnes Hedvig af Anhalt og hendes familie. Hun var kun 14 år gammel.

 

Hertug Hans den Yngre og Agnes Hedvig blev gift den 14. februar 1588. Under de daglange fester flød mad og drikke i så store mængder, at den livsglade Frederik den Anden blev noget svag.

Hans tilstand på hjemrejsen blev forværret. Kongefamilien måtte gøre ophold på Antvorskov Kloster. Her døde han.

 

 

Købstadsrettigheder fornyet

I 1590 fik Sønderborg fornyet sine købstadsrettigheder. Hans den Yngre giver byen en markedsordning. En skatteliste fra 1607 oplyser, at ud af 340 skatteydere var der 100 håndværkere. Håndværkerstanden udgjorde en væsentlig del af byens borgere.

Købmænd og skippere nævnes også hyppigt i disse skattelister.

 

Ny kirke

Skt. Marie Kirke blev opført 1595 – 1599. Det afløste det middelalderlige Skt. Jørgens Kapel. Dele af dette kapel indgik i den nye sognekirke, der i løbet af 1700 – årene fik sit nuværende navn.

 

En kamp for rettigheder

Hertug Hans forsøgte hele tiden at kæmpe for sine rettigheder, men blev afvist hver gang. Hans største modstander var statsholderen i Hertugdømmerne, Henrik Rantzau.

I over 30 år foregik en retssag mellem byerne Lübeck og Hamborg. Hertug Hans havde anlagt en vildtbane, der gik tværs over hovedvejen mellem Lübeck og Hamburg. Han havde ansat folk til åbne og lukke lågerne. Men det ville borgerne ikke finde sig i. Hvordan retssagen endte, står lidt uklart.

 

Agnes Hedvig fødte ni børn

Agnes Hedvig har sikkert været beklemt, at blive stedmor til de mange børn. Men efter sigende levede de et lykkeligt ægteskab. Hun fødte han ni børn.

Hun døde af tuberkulose i 1616. det var seks år før hendes ægtefælde.

 

Skipperlav

Søfart var vigtig for Sønderborg. Byen havde sit eget skipperlav. I begyndelsen af 1600 – tallet fik man lavet en ny fane, som skulle illustrere den bibelske fortælling om Jonas. Og Jonas blev som bekendt reddet af hvalen.

 

Mini – hertugdømme

Sønderborg Slot blev efter Hertug Hans den Yngres død i 1622 hovedsæde for et minihertugdømme, der omfattede den sydlige del af Als med Sønderborg by og Sandbjerg Gods. I Sundeved.

Hertugdømmet omfattede en købstad, seks herregårde, godt 350 bondegårde og et par hundrede huse. Og hertugen blev ikke så populær, da han inddrog Sønderborgs bymark og lagde den under slottets ladegård.

 

Vogtede over rettigheder

Hertugerne af Sønderborg, Nordborg og Glücksborg havde samme status. Men den beskedne status gjorde det til en kamp at opretholde et hertugdømme. Reel politisk betydning havde disse småhertugdømme dog ikke. Men hertugerne vogtede nidkært over deres rettigheder, som fremhævede dem over almindelige adelige godsejere.

 

Opdeling

Ved sin død havde Hertug Hans den Yngre splittet sit i forvejen lille hertugdømme op i fem mini – herredømme. Han havde ønsket, at der ikke skulle være strid mellem sønnerne.  Han er antagelig den person i Sønderjyllands historie, der har nedlagt flest gårde. Og bønderne betragtede ham som nådesløs. Hans hertugdømme have omfattet besiddelser fra Pløn i Holsten til Nordborg og Ærø i Nordslesvig.

 

Hovedresidens

Hovedresidensen på Sønderborg Slot fik tildelt et territorium, der kun omfattede Sønderborg by med den sydlige del af Als og Sandbjerg i Sundeved.

Hans havde bestemt, at dette hertugdømme, som var en tung arv, skulle overgå til den næstældste søn, Alexander. Senere blev det dennes søn og sønnesøn.

 

Stamfar til kongehuset

Det lille sønderborgske hertugdømme var hurtig forgældet. Alexander havde stiftet gæld allerede som godsejer i Westfalen. I Sønderborg var det tyngende udgifter.

Alexander nåede kun at være hertug i fem år, han døde som 54 – årig. Han satte dog sine spor. Han blev stamfader til en fyrsteslægt, hvorfra de Augustenborgske og Beck – Glücksborgske hertugdynastier kom til at udgå. Hermed blev han stamfader til det nuværende danske kongehus.

 

Med fyrstelig pragt

Sønnen Hans Christian forsøgte efter bedste evne, at leve op til forventningerne som fyrste. Han blev standsmæssig gift med Anna af Oldenburg. Han fik også sin søster gift ind i samme nordtyske fyrstefamilie.

 

Hans Christian deltog også med sine to brødre i Christian den Fjerdes store Bilager, hvor kongen fejrede sin søn, den udvalgte prins´s bryllup.

De tre unge herrer var ledsaget af en kæmpe antal ledsagere. Det samlede antal ride – og vognheste var på 41. Jo den sønderborgske hertug forsøgte trods tyngende gæld, at omgive sig med fyrstelig pragt.

 

Sikkerhed dyrt købt

Torstenssonkrigenen i 1643 – 45 medførte masser af omkostninger. Hans Christian anmodede straks kongen om beskyttelse af havnen i Sønderborg i form af et par krigsskibe. Men inden dette lykkedes, havde general Wrangel besat begge hertugdømmer. Hertugen måtte indgå en aftale med besættelsesmagten for at få ret til sejlads for skibene fra Als sammen med sin bror, hertug Frederik Nordborg.

Denne sikkerhed blev købt dyrt.

 

Tvungen indkvartering

Da Christian den Fjerde påtvang indkvartering af 14 kompagnier kongeligt rytteri, førte dette straks til svensk trussel om øjeblikkeligt angreb på Als.

Det endte dog med et forlig, hvor de to hertug – brødre måtte betale månedlige bidrag til den svenske flåde indtil krigens afslutning i 1645.

Men indkvarteringen af de kongelige tropper belastede den i forvejen trængte økonomi.

 

Hans Christian døde efter 20 år som hertug i 1653, mere forgældet end da han startede.

 

Besat af svenske tropper

Ved faderens død var efterfølgeren Christian Adolf kun 12 år gammel, så enkehertuginden måtte tage over.

I 1657 blev Sønderborg Slot og by besat af svenske tropper.

 

Svenskerne flygter

I 1658 havde Danmarks allierede generobret det meste af hertugdømmerne. Men ca. 2.500 svenske tropper holdt stadig Als besat. De allierede tropper beskød Sønderborg med artilleri. Den 14. december gik den allierede hær over Alssund.

Rytteriet svømmede over i det iskolde vand, mens infanteriet overførtes i små både. Det lykkedes dog en del af de svenske tropper at flygte af søvejen.

 

Det var kurfyrst Frederik Vilhelm af Brandeburg der stod i spidsen for en stor styrke polske og brandeburgske tropper.

Den svenske besættelsesstyrke nåede at forlade slottet men måtte efterlade et rigt krigsbytte på ca. 1.100 heste. De fremmede landsknægte var en meget tung byrde for både hertughusene i Sønderborg og Nordborg og ikke mindst lokalbefolkningen.

 

Regeringen havde ikke råd

De kongelige tropper i Sønderborg blev helt til 1662. Deres tilbagetrækning blev forsinket, fordi den danske regering manglede penge. Så snart de sidste tropper var forsvundet overtog den 21 – årige Christian Adolf styret. Hans mor fik nu enkesæde på Gammelgård.

 

Hertugen erklæret insolvent

Kongen krævede, at der skulle svares skatter af de sønderborgske hertugers områder som resten af Hertugdømmerne. Skatterne skulle gå til det militær, kongen og Gottorp forvaltede. Hvis de ikke blev betalt, lod kongen sine tropper inddrive disse med magt.

Det var en økonomisk belastning for de små hertugdømmer. Det endte dog også med, at kongen erklærede hertugen for insolvent. Det samme skete for Nordborg.

 

Christian Adolf kæmpede selvfølgelig imod. Men kongen befalede sin statholder i Hertugdømmerne, Frederik Ahlefeldt, at bryde slottets port op, at besætte Sønderborg Slot med militær magt og at smide hertugen på porten. Hertugen blev afsat. Han valgte derfor helt at forlade Danmark og rejse syd på.

 

Troskab til den danske konge

I 1668 måtte byen Sønderborg og dens indbyggere aflægge troskabsed til den danske konge. Byen og slottet var nu atter under kronen. Epoken som hertugelig residensby var uigenkaldelig forbi.

 

Men Nordborg genopstod dog i 1676, for så endelig at ophøre i 1730.

 

Belønnet med ordner og embeder

Frederik den Anden havde overladt Sønderborg til de sønderborgske hertuger. Men ak, dets tid som residensstad blev kun kort. Krigene i 1600 – tallets midte og de skiftende besættelser medførte det lille i forvejen økonomisk udmarvende hertugdømmes konkurs. I 1667 tilfaldt det igen kronen.

Hans den Yngres efterkommere blev fradømt det fallerede Sønderborgske Hertugdømme.

 

Hertugerne affandt sig efterhånden med at de blev tilsidesat. De valgte at knytte sig til kongen. De blev belønnet med ordner og embeder.

 

Augustenborg oprettes

Det samme skete for en sidegren til den sønderborgske hertugfamilie, hertug Ernst Günther. Han tilbød at overtage hertugdømmet Sønderborg. Men dette blev afvist af kongen. Han blev i stedet i 1675 kongens amtmand. Af hensyn til hans fyrstelige rang blev det ændret til guvernør. Han havde inden oprettet et lille gods, som han kaldte Augustenborg efter sin kone.  

 

Det efterhånden hårdt medtagne slot blev af Kronen stillet til rådighed for de skiftende guvernører over Als. Denne værdighed tilfaldt traditionelt hertugerne af Augustenborg. Så vidt vides var det kun Ernst August (1695 – 1716) der takkede ja til dette tilbud.

 

Sønderborg i forfald

Ved dennes fraflytning var slottet i en forfærdelig stand. Tag – og loftsbjælker var faldet sammen, så fugt og kulde trængte ned til stueetagen. Etageadskillelsen måtte overalt understøttes. Af inventar var det ikke meget tilbage, det var simpelt hen blevet knust under de sammenstyrtede gulve.

 

Renovering til småpenge

Sønderborg Slot var parat til nedrivning. Men den tiltrædende amtmand Friedrich Wilhelm von Platen gennemførte i årene efter 1718 en regulerende ombygning for den beskedne sum af 16,400 Rdl.

Her fik man også bevaret Dronning Dorotheas kapel, der blev opført 1570. Slottet blev til et barokslot, hvor etagerne blev gjort lige høje. Der kom nye tage og nye vinduer placeret på en række og i ensartet stil.

 

Op – og nedture

Havnetrafikken havde op og nedture. Det har været en livsnerve for byen. Man deltog herfra i sildeeventyret på Øresund. I 1700 – tallet sejlede Sønderborg – skippere alsisk korn til Norge. Mursten blev sejlet fra Egernsunds teglværker til København. Hovedstaden skulle genopbygges efter brandene i 1728 og 1795, samt Christiansborgs bygning i 1730erne.

 

Byens søfart foregik i begyndelsen på små jagter og skuder, der blev ejet af de enkelte skippere. Det var især omkring de nordtyske byer, København og Baltikum skibene gik til.

 

Overdraget til Hertugen af Augustenborg

I 1764 blev Sønderborg Slot overdraget til Hertugen af Augustenborg. Men mod forventning blev det ikke et residensslot. I stedet blev det lejet ud som pakhus.

 

Gennem 1700 og 1800 tallet stævnede store skibe ud af sundet mod Kina og Vestindien.

Og så foregik de berømte spritbåds sejladser også fra Sønderborg.

 

Stagnation og ulovlig handel

Frem til år 1700 var Sønderborgs erhvervsliv præget af stagnation og ulovlig handel. Men så kom der en opblomstring startende med skibsbygninger.

I sidste halvdel af 1700 – tallet findes der igen mange købmænd i Sønderborg. Flere gæstgiverier er tilknyttet forretningen.

Konkurrencen med Flensborg er dog mærkbar. Man lå i strid om, hvem der havde eneretten til handel på Als.

 

Forbindelse til Sundeved

Først i 1800 – tallet etableredes en trækfærge – forbindelse til Sundeved – kysten. Krigen 1807 – 14 ramte Sønderborg meget hårdt.

 

I 1803 havde byen 2.761 indbyggere. Dette tal var steget til 3.299 i 1845.

Langs Perlegade lå de store købmands – og håndværkergårde på rad og række. Stort set alle ejendomme var bygget som gavlhuse i en eller to etager. I bunden af de dybe gårde lå pakhuse, stalde og møddinger.

 

Under krigene 1813 – 1814, 1848 – 50 blev slottet brugt som lazaret.

 

Als blev landfast

Og først i 1856 blev Als landfast med en pontonbro. Denne bro fik et meget langt liv. Men det bliver så i den næste historie om Sønderborg, vi fortæller den historie.

 

Kilde: Se

  • Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
  • Litteratur Sønderborg (under udarbejdelse)

 

Hvid du vil vide mere: læs

  • Adelsslægten Akeleye
  • Abel og hans sønner
  • De sidste hertuger på Augustenborg
  • Enklaverne i Sønderjylland
  • Margrete den Første og Sønderjylland
  • Sønderjyllands Historie indtil 1200
  • Teglværker ved Flensborg Fjord
  • Da Als var republik
  • Adelsslægten, der uddøde (under Aabenraa)
  • Ahlefeldt og Søgård (under Aabenraa)
  • Urnehoved – et Tingsted ved Aabenraa (under Aabenraa)
  • Adelsslægten fra Aabenraa (under Aabenraa)
  • Gårde og mennesker i Bov Sogn (under Padborg/Krusaa/Bov)
  • Adel – og Storgårde i Tønder Amt (under Tønder)
  • Hertugen af Tønder (under Tønder)
  • Schackenborg i Møgeltønder (under Tønder)
  • Trøjborg Slot – nord for Tønder (under Tønder)
  • Tønderhus – slot,borg og fæstning (under Tønder)