Dengang

Søgeresultater på "Ribe"


Da Danmark fik tilbudt Sydslesvig

Dato: juli 19, 2019

Da Danmark fik tilbudt Sydslesvig

Masser af flygtninge kom til Sydslesvig. De dansksindede blev truet og undertrykt. Fødevarehjælp fra Danmark til de dansksindede. Dansksindede måtte kæmpe for tyskerne/prøjserne i flere krige. Var de dansksindede ”ægte” spurgte dansk politikere. Buhl: grænsen ligger fast. Briterne anede besvær forude. Tre forslag fra den britiske regering. De ville ikke uden videre give danske sydslesviger særstatus. Venstre så gerne en genforening med Sydslesvig. Den danske regering kunne kun gå ind for et forslag. Briterne forlange omgående svar. De opfattede den danske nølen som et ”Nej Tak”. Russerne skabte problemer-tyskerne måtte styrkes. Briterne skabte Slesvig-Holsten og genindførte oprørsflaget fra 1848. Nu kunne man ikke mere blande sig i interne anliggender. Kiel-aftalen forhindrede ikke undertrykkelse. Den danske Rigsdag sendte mange erklæringer til ingen nytte. Det var et ørkesløst skakspil, hvor statsminister og udenrigsminister ikke forstod hinanden. Den stærke dansk fremgang gjorde indtryk. Nej, dette er ikke ”Fortidens Historie med nutidens Tankegang”.

 

Masser af flygtninge til Sydslesvig

Som følge af Den Røde Hærs brutale fremrykning på østfronten flygtede millioner af tyskere fra januar 1945 med vest i panik. Efter krigsafslutningen blev yderligere millioner fordrevet fra deres hjemstavn i øst. I maj 1945 var der ca. 227.000 flygtninge i Sydslesvig og 1949 ca. 282.000.

Den store tilstrømning betød, at flygtninge måtte indkvarteres over alt, hvor der var plads. Også i private hjem. Det medførte naturligt konflikter og ikke mindst var ernæringssituationen kritisk.

 

De dansksindede i Sydslesvig blev truet

De dansksindede i Sydslesvig blev under og efter krigen truet både på arbejdet og med fratagelse af socialhjælp. Bøgh Andersen, der i efterkrigstiden kortvarig var borgmester i Harreslev fortæller i sine fantastiske erindringer, at han fandt følgende aktstykke på kommunekontoret, der var i brug under krigen. Anordningen omhandlede den kommunale tandlægehjælp:

 

  • Nationalsocialister kunne få 100 pct. hjælp. Borgerlige og gode socialdemokrater 50 pct. Danskere og kommunister ikke over 25 pct.

 

Fødevarehjælp til de dansksindede

Allerede kort efter befrielsen blev der iværksat fødevarehjælp fra Danmark til Sydslesvig Varene blev uddelt til medlemmer af Den Slesvigske Forening (SSF). Dem, der meldte sig ind i denne forening kunne efter et halvt år også få andel i disse herligheder.

 

Dansksindede måtte kæmpe for tyskerne/prøjserne

I flere krige har de dansksindede i Sydslesvig måtte kæmpe for tyskerne/preusserne. Og efter Anden Verdenskrig strømmede der hertil med flygtninge. I 1946 kom der 338.000 flygtninge hertil fra Østpreussen. Det var næsten lige så mange, som der var her i forvejen. Af dem var vel de ca. 50.000 – 60.000 frisere.

 

Man nåede op på 99.000 i 1947

For det danske mindretal var det tyske sammenbrud i 1945 en befrielse, der gav næring til en stærk forventning om at få Sydslesvig genforenet med Danmark, lige som Nordslesvig var blevet det i 1920.

En nydannet dansksindet organisation blev dannet i 1946. Den blev kaldt Sydslesvigsk Forening og havde i februar 1946 et medlemstal på 12.000. I 1948 nåede man op på 75.000.

I 1947 udgjorde de danske stemmer 99.000 og det var flertallet af hele den hjemmehørende befolknings stemmer. Flere steder i Sydslesvig var det dansk flertal. Ja kigger vi på Landdagsvalget den 20. april 1947 så stemte halvdelen af den hjemmehørende befolkning dansk ikke bare nord for Dannevirke, men i Sydslesvig som helhed.

Så sent som i begyndelsen af 1950erne opnåede de dansksindede i Sydslesvig ca. 100.000 stemmer i landdagsvalget.

Allerede i 1946 var de danske skolers tal vokset til 36 med 5.365 elever. I 1950 var tallet vokset til 80 skoler med 13.707 elever.

 

Var de dansksindede ”ægte”?

Mange har sat spørgsmålstegn ved om den stærke vækst i danskheden i Sydslesvig efter 1945 for en meget stor dels vedkommende var ”ægte” eller om det skyldtes materialistiske og egoistiske motiver.

Men nu stoppede den tilstrømning til danskheden ved den holstenske grænse.

Var det adgangen til danske fødevarer, der gjorde det? Sandheden var, at der var hungersnød i store dele af Tyskland dengang og det også i Sydslesvig og Holsten. Man kunne få danske hjælpepakker mod ad melde sig ind i den danske ”Sydslesvigsk Forening”. Så ville man efter et halv år modtage dansk hjælp.

Tyskerne kaldte disse for Speckdânen. Børn til forældre, der modtog dansk hjælp fik klø i skolen.

 

Da tyskerne igen fik kræfter, mærkede de dansksindede undertrykkelsen

Den tyske embedsstand og forretningsverden var i 1945 så lammet, at de ikke evnede at øve nogen form for pression mod eller undertrykkelse af de dansksindede. Men efterhånden vågnede man i 1947 – 50 op til kræfter. Og så kan det godt være, at de dansksindede syd for grænsen mærkede undertrykkelse.

Og hvad man sikkert ikke ved i kongeriget er, at de dansksindede i Sydslesvig bestod af småkårsfolk.

Både under de danske og tyske regeringer var størstedelen af overklassen i Sønderjylland, embedsmænd, godsejere og rige forretningsfolk. Tysk og underklassen var dansk.

Den fattige danske del havde svært ved at stå imod, når det tysk administration og tyske erhvervsforetagender kom med deres pressioner for at få dem til at opgive deres tilslutning til de danske politiske foreninger. Det tyske tryk øvedes ved hjælp af økonomiske midler.

 

Buhl: Grænsen ligger fast

Allerede den 9. maj 1945 erklærede ministeriet Buhl, at grænsen ligger fast. Det var den grænse, der blev fastlagt i 1920. Denne erklæring kom til at foregribe begivenhedernes gang. Snart viste det stærke og kulturelle danske gennembrud sig syd for grænsen.

 

Briterne anede besvær forude

De danske sydslesviger opfattede den danske regerings udmelding som uklar. Og det gjorde englænderne åbenbart også. De var besættelsesmagt i Sydslesvig. I en note af 7. september 1946 krævede de klarhed over, hvad den danske regerings mening i grunden var med Sydslesvig.

Briterne anede besvær forude. De ønskede hurtigst muligt ordnede forhold og søgte at begrænse den danske bevægelses vækst. Det var lidt uklart, hvad den danske regering egentlig ville. Venstre og Knud Kristensen så gerne, at Sydslesvig fik mulighed for en afstemning.

 

Tre forslag fra den britiske regering

Den engelske regering anmodede Danmark om at svare på dette med det samme. Man ville have et klart standpunkt. Man ville gerne løse det danske mindretals problemer i Sydslesvig. Den engelske regering fremkom med tre løsninger:

 

  1. En befolkningsudveksling på begge sider af den nuværende dansk – tyske grænse (altså flygtninge af de tyske i Nordslesvig til Sydslesvig og af de danske i Sydslesvig til Nordslesvig)
  2. En folkeafstemning med efterfølgende grænseregulering
  3. Indlemmelse i Danmark uden folkeafstemning af sydslesvigske landområder.

 

Det var tale om enten/eller. Og den engelske note tilføjer, at hvilket af disse forslag den danske regering ønsker at gøre brug af, er det afgørende for den engelske regering, at den nye ordning gennemføres omgående eller i den allernærmeste fremtid.

 

Ikke uden videre særstatus til de danske sydslesvigere

I foråret havde Knud Kristensen i en grundlovstale erklæret:

 

  • Sydslesvig genvundet, det er kampens mål.

 

Briterne ville ikke uden videre give de dansksindede slesvigere særstatus.

 

Venstre så gerne en genforening med Sydslesvig

Et væsentlig problem i regeringen var det Radikale Venstre. De ønskede ikke, at områder, der havde været tysksproget fik mulighed for at stemme dansk.

Senere forelagde Knud Kristensen følgende politiske målsætning for Udenrigspolitisk Nævn:

 

  • Dersom udviklingen i Sydslesvig skulle medføre, at på et senere tidspunkt en afstemning skulle synes at have et fornuftigt formål, ønsker regeringen, at en sådan finder sted, og dersom en sådan afstemning viser flertal for Danmark, ønsker vi, at området skal tilbydes Danmark.

 

Venstre så gerne en genforening med Sydslesvig, hvis et flertal herhjemme kunne tilslutte sig dette ved en afstemning. Knud Kristensen var om nødvendig rede til at lade en sådan afstemning finde sted med det samme. Men den mest udbredte holdning blandt venstrefolk og konservative var, at man skulle se tiden an og se udviklingen an i Sydslesvig. De Radikale ville hverken have afstemning nu eller senere.

Dette var jo for Danmark og danskheden i Sydslesvig et fantastisk tilbud.

 

Den danske regering kunne kun gå med til forslag 2

Af de tre nævnte tilbud kunne en dansk regering ikke gå ind for forslag nr. 1, hvis det virkelig skulle medføre det tilsigtede resultat. Det er en foranstaltning, der er uforenlig med dansk tankegang.

Ligeledes ville en dansk regering heller ikke kunne antage 3. alternative, indlemmelse i Danmark uden folkeafstemning.

Derimod lå Danmarks og den dansksindede sydslesvigske befolknings store chance i det engelske tilbud 2, folkeafstemning. Det skulle så kun være i de områder, hvor afstemningen viste klart dansk flertal.

 

England forlangte omgående svar

Selv om den danske regering og rigsdag mente, at folkeafstemningen – for at blive ”ægte” måtte udskydes nogle år, så mente man at man kunne ”nøjes” med at Sydslesvig blev et selvstyrende område under international kontrol og en folkeafstemning efter et bestemt åremål. Den danske note burde have foreslået England en omgående forhandling herom.

Selv om englænderne ville have været afvisende over for dette krav, så ville det have fremkaldt en diplomatisk tilkendegivelse. Og måske kunne tankeudvekslingen være blevet fortsat. Men dertil egnede det danske svar sig slet ikke.

Der fremkom heller ikke noget engelsk svar.

 

Englænderne opfattede det som ”Nej tak”

Det danske svarnote af 19. oktober 1946 undlod nemlig at stille et klart og bestemt krav om Sydslesvigs selvstyre og krævede i stedet en administrativ adskillelse (inden for Tyskland) mellem Slesvig og Holsten samt flygtningenes fjernelse. Tanken om en afholdelse af en folkeafstemning blev udskudt til en ubestemt fremtid.

Hvis nu regeringen havde talt med nogle sagkyndige fra Sydslesvig ville de have fået at vide, at notens krav om adskillelse mellem Slesvig og Holsten og flygtningenes fjernelse var uden bund i virkeligheden, når det ikke samtidig blev indført en statsretslig sikret selvstyreform for Sydslesvig, hvor de danske og tyske sydslesvigere fik andel i ledelsen. Det var vel også sin sag at få fjernet alle disse flygtninge!

At disse den danske oktober- note som nævnt intet bestemt og klart foreslog om en omgående organisation af Sydslesvigs statsretslige stilling opgav England at forhandle mere med Danmark.

Det britiske udenrigsministerium opfattede ”Oktober-noten” som et ”nej-tak” til de britiske forslag og opgav herefter at spekulere over de mange detail – problemer, den danske regerings svar førte ind i.

 

Russerne skabte problemer – tyskerne måtte styrkes

Briterne noterede sig, at Danmark ikke ønskede en grænseændring. Spørgsmålet om Sydslesvigs skæbne var faktisk afgjort, selvom det i samtiden ikke straks gik op for offentligheden.

Senere fik England og Vestmagterne travlt med at styrke Tyskland, da der opstod problemer med Sovjet. Denne meget mere tyskervenlige politik medførte naturligvis, at England og andre magter snart overlod tyskerne til at klare deres egne administrative problemer.

 

Englænderne skabte Slesvig-Holsten og genindførte oprørsflaget

Vidste du, at det i virkeligheden, at det var England, der allerede i august 1946 for første gang i historien oprettede landet Slesvig-Holsten og gav det oprørsflaget fra 1848 som landsflag?

Den tyske rigsforfatning af 8. maj 1949 ignorerede den danske regerings og rigsdags krav om adskillelse mellem Slesvig og Holsten. Den fastslog statsretslig at disse to provinsers sammenslutning i et land, i det Schleswig-Holstein, som Danmark med rette aldrig har kunnet forlige sig med.

Den danske regering og rigsdag fik lige det modsatte af, hvad de ønskede.

 

Nu kunne Danmark ikke mere blande sig i interne forhold

Den engelske note af 9. september 1946 havde tilstrækkelig advaret den danske regering i så henseende, idet den sluttelig udtalte, hvis der nu ikke kom et klart og bestemt forslag til omgående ordning af Sydslesvigs statsretlige tilhørsforhold, måtte Danmark, da Sydslesvig i så fald ville blive tysk, fremtidig ophøre med at blande sig i Sydslesvigs indre administrative forhold.

I oktober 1948 fandt der i London en rundbordskonference sted, hvor repræsentanter for den danske regering og rigsdag forsøgte at gøre de danske synspunkter gældende. De engelske regerings – embedsmænd modtog naturligvis den danske delegation og hørte høfligt på, hvad de fremførte.

Men den engelske regering lod snart forstå, at den nu ikke længere kunne blande sig i Tysklands indre forhold og derfor ikke mere kunne ændre ved den nye politiske statsenhed Slesvig-Holsten. Der kom intet reelt ud af denne konference.

 

Kiel – aftalen hjalp ikke på undertrykkelse

Den 26. september 1949 førte forhandlinger frem til den såkaldte Kiel – aftale. Men hvor lidt den aftale kom til at betyde skulle snart vise sig.

I praksis forsøgte de slesvig-holstenske myndigheder med mange forskellige midler at spænde ben for den danske bevægelse. Således hævedes spærregrænsen ved landdagsvalg til 7,5 pct. Fronterne i nationalkampen stivnede.

Der kom til uoverensstemmelser mellem den gamle mindretalsbevægelse og ”nydanskerne”. Medlemstallet sank.

 

Den danske Rigsdag sendte mange erklæringer

Den danske rigsdag vedblev med at udsende erklæringer. Således også i juli 1949, hvor de atter krævede flygtningenes fjernelse, administrativ adskillelse mellem Slesvig og Holsten samt sikring af de danske sydslesvigers politiske og kulturelle frihed. Men atter en gang var det uden reel resultat.

Selv med underskrevne aftaler, så førte det til vedvarende spændinger mellem danske og tyske i lokalsamfundene. Man fik dog i 1955 underskrevet Bonn – København-erklæringerne, hvri det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Nordslesvig blev garanteret rettigheder.

Heller ikke sydslesvigernes selvbestemmelsesret har den danske regering og rigsdag kunnet enes om at stille som et krav fra den danske stat.

 

Et ørkesløst skakspil

Sagen var vel kørt fast fra starten. Den var indenrigspolitisk kørt fast i et ørkesløst skakspil.  Mellem regering og et folketingsflertal. Den varede helt Knud Kristensens afgang i november 1947. De gamle partier henstillede pressen til ikke at skrive om grænsespørgsmålet.

Fra kapitulationen til 1948 behandlede statsradiofonien Sydslesvig som ”farligt stof”. Men alligevel slap det ind ad bagdøren engang imellem.

Påfaldende var det, at det fra midten af maj 1945 og 1-2 måneder frem næsten intet Sydslesvig – stof var i hovedstadspressen bortset fra Information og Morgenbladet. Uden for København noget lignende dog undtagen bl.a. Jyllands – Posten og Vestkysten. I september 1945 bragte Politiken dog pludselig en stor Sydslesvig – artikel.

 

Statsminister og udenrigsminister talte ikke samme sprog

Var det manglende forståelse mellem Knud Kristensen og udenrigsminister Gustav Rasmussen, der var årsag til at Venstres grænsepolitik kørte fast?

De to var højst forskellig og forstod simpelthen ikke hinandens sprog. Knud Kristensen regnede med, at hans udenrigsminister tog alle fornødne skridt til at gennemføre regeringens politik. Men Rasmussen med sin embedsmandsindstilling afventede nærmere besked om, hvad der skulle foretages. Sådan besked fik han ikke, før Hedtoft var blevet statsminister i oktober 1948.

Gustav Rasmussen blev ofte betegnet som en god diplomat, men det prægede ikke hans optræden i denne sag. Han blev flere gange opfordret til at gøre noget. Hertil svarede han, at der var god tid, da det havde lange udsigter med en fredskonference om Tyskland.

 

Den stærke danske fremgang gjorde indtryk

Den stærke danske fremgang i Sydslesvig gjorde indtryk på briterne og for resten også hos andre. Inden udgangen af 1947 erklærede den tyske socialdemokratis formand Kurt Schumacher sig rede til at tage en folkeafstemning om grænsen.

Ofte er det de Radikale, der får skyld for det som skete. Men også det kan diskuteres. Men der findes denne sandfærdige historie:

  • Nogle år efter krigen sagde en radikal politiker under et besøg i Sydslesvig:
  • ”Jeg er helt rørt over, at I tager så godt imod en væmmelig radikaler”
  • Den kendte leder, Münchow gav det helt rigtige svar:
  • ”Vi regner ikke med danske partier. Vi kender kun landsmænd”.

 

Fortidens historie med nutidens tankegang

Dette var, hvad der skete dengang. Og nu vil mange jo sikkert igen engang sige, at man ikke skal skildre datidens hændelser set i nutidens lys. Det er heller ikke det som vi her har forsøgt. Vi har udelukkende skildret datidens hændelser.

Det er så op til læseren at vurdere, om Danmark dengang kunne have magtet, at få forenet Sydslesvig efter en evt. positiv afstemning.

 

 

Kilde:

  • Folkevirke
  • jp.dk
  • sydslesvig.de
  • wikipedia.org
  • Artikler på www.dengang.dk
  • Aktstykke vedrørende det sydslesvigske spørgsmål: Udenrigsministeriet 9. maj 1945 – 19. oktober 1946 bd. 1
  • Bjarne W. Frederiksen: Danmarks sydslesvigpolitik efter 1945
  • Rene Rasmussen: Dansk i Sydslesvig

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.421 artikler inklusive 271 artikler om Besættelsestiden (Før/Nu/efter) herunder:

 

  • KZ-udelejr Husum-Schwesing (Svesing)
  • Syd for Grænsen – efter Besættelsen
  • Flensborg 1945 – 20 dage som Regeringsby
  • Deserteret i Svenborg – Likvideret i Gelting Bugt
  • Likvideret på Alssund den 5. maj 1945

 

 


En fysikus fra Aabenraa(b)

Dato: juni 12, 2019

En Fysikus fra Aabenraa (b)

Dette er egentlig en artikel fra 2013. Vi har redigeret og omskrevet artiklen. Ikke alle overførsler fra den gamle til den ny hjemmeside lykkedes. Derfor denne artikel. A.W. Neuber havde mange talenter. Han udgav mange medicinske afhandlinger. Og så forsøgte han at skabe et kurbad i Aabenraa. Kongen var med på den. Men det blev en fiasko. Han blev taget i snyd og fik frataget sin Fysikus – stilling.  En bøn til kongen hjalp ikke. Han vendte nu det danske ryggen. Han blev en af de krasse forkæmper for et samlet Slesvig – Holsten med tysk sprog. Ledende købmænd, skibsreddere og velhavende håndværkere i Aabenraa støttede ham

 

Kvik, kreativ og intelligent

Han var i den Slesvig – Holstenske bevægelse en anset mand. Han var ophavsmand til en af de mest populære slagsange. Han var agtet og æret af ligesindede. Hans navn var August Wilhelm Neuber. Han var født uden for Magdeburg. I 1805 kom han på universitetet   Kiel. Her studerede han medicin lige som sin bror.

Han var kvik, kreativ og intelligent. Han kom hos Fritz og Julie Rewentlow i Emkendorf. Og dette sted var arnestedet for den nationale vækkelse inden for hertugdømmets tyskhed.

Neuber søgte den ledige stilling som fysikus i Eckernförde. Men han blev forbigået. Man mente ikke, at han havde tilstrækkelig praktisk erfaring som læge.

Han nedsatte sig derefter som praktiserende læge i Lütjenburg. I 1810 havde han fået dansk indfødsret. Derfor var det intet i vejen for, at han i 1811 kunne søge stillingen som Fysikus for Aabenraa by og Aabenraa og Løgumkloster amter.

 

Fysikus med tvangstanker

Neubert’ s forgænger i Aabenraa, Friedrich Hinrich Wiggers havde siden 1805 søgt at få sin afsked med pension bevilget. Men det var sparetider. Og Wiggers måtte vel til tider nærmest betragtes som sindssyg. Han havde fået den tvangstanke, at folk i Aabenraa havde rottet sig sammen for at få ham forgiftet med arsenik.

Og pensionen fik han først bevilliget, da han havde forladt byen og embedet i panikagtig flugt.

 

En god modtagelse

Under disse vilkår tog byens befolkning godt imod den nye fysikus. Og denne faldt hurtig til i de ledende kredse, det vil sige i byens tysk-kultiverede top med borgmester Bendix Schow i spidsen.

Neuber havde fået sin ynglings-professor som svigerfar. Og nu forsøgte han også at omsætte dennes ideer i praksis. En af dem var badning. Regelmæssig badning var til gavn for den menneskelige sundhed.

I tiden omkring århundredeskiftet var der indrettet søbadesteder forskellige steder. Og denne tanke greb Neuber. I 1814 lod han for egen regning en badepavillon rejse ved Skibbroen.

 

En grund ved Lindsnakke

Men vores kreative fysikus ville noget mere. Gennem borgmester Schow lykkedes det at få byens magistrat gjort interesseret i planen. I 1818 antog dette en mere fast form. Frederik den Sjette havde i sommerens løb været forbi hos amtmand von Stemann og beskuet åstedet.

Byen havde nemlig en passende grund ved Lindsnakke. Den blev stillet til rådighed. Den lokale bygmester Peter Callesen blev bedt om at udarbejde overslag på et selskabshus. Nueber kunne derefter afsende sin ansøgning om støtte til projektet, der af magistraten blev anbefalet på det varmeste.

 

Penge fra kongen

Trods landets dårlige finansielle situation lykkedes det at få kongen til at sende 2.000 rigsbank daler. Dette var også at betragte som regeringens bidrag til projektets udførelse. Det var ellers meningen, at det var Kiel, der skulle have haft støtten. Her havde man planer om det samme. Men det har sikkert været Neuberts fortjeneste at pengene landede i Aabenraa.

Han havde udførligt skildret planen. Han roste Aabenraa’ s milde klima som følge af de skovklædte bakkers værn mod nordenvinden. Omegnens enestående naturskønheder og udsigten over Aabenraa Fjord visse steder fra Løjt Land kunne sammenlignes med Neapels Golf, mente Neubert. Stedet var således særdeles egnet til at modtage kurgæster.

 

Brevet til kongen

Og brevet fra Neubert har sikkert tiltalt kongen. Læs bare her:

  • Aabenraa ligger omtrent i det danske monarkis midte og er derfor særdeles velegnet til at være badested for hele riget. Man taler her både dansk og tysk. Sæder og levevis nærmer sig i nogle familier mere det danske- i nogle familier mere det tyske, så hverken monarkiets danske eller tyske indbyggere vil føle sig fremmede i Aabenraa.
  • Heller ikke kender man her til den ubehagelige spænding som i en rum tid har hersket mellem en del af de egentlige danskere og Slesvig – holstenerne. Af den grund kunne søbadet som en fælles samlingsplads for alle dannede fra Danmark og hertugdømmerne vinde en højere politisk – sædelig betydning og blive et bekvemt middel til at nærme sig de adskilte gemytter til hinanden og skabe venskab mellem dem og derved omsider hjælpe med til at udjævne den for staten så forfærdelige tvedragt.
  • Thi tyskere og danskere er hinanden for nært beslægtede og for hjertelige og brave til, at de ikke oprigtigt skulle elske og agte hverandre og vise sig kærlige og gode imod hverandre, når de mange fordomme, som mange af dem gensidigt nærer, bliver spredt ved et fortroligt bekendtskab.

 

Ikke nok besøgende

Neuber mente, at der i forbindelse med badeetablissementet blev lavet gymnastiksale, travbaner, pladser til boldspil, ja måske endda et akademi, der kunne være et forum for dyster i åndens verden, hvor kunstnere og videnskabsmænd hver på sit felt skulle kæmpe for at vinde laurbærkransen.

Hans tanker om Aabenraa som et kursted blev mildest talt en fiasko, fordi besøget svigtede. Det opførte Frederikslyst (Friedrichlust) blev nedbrudt i 1826.

Byggematerialet blev anvendt til bygning af Aabenraa Rådhus. Dette stod klar til indvielse på dronning Maries og prinsesse Carolines fælles fødselsdag den 28. oktober 1830. Sin badepavillon ved havnen videreførte Neuber dog helt til 1838.

 

Medicinske afhandlinger

Neuber fortsatte med at udgive forskellige medicinske afhandlinger. Da koleraen i 1831 nærmede sig de danske strande gav han jævnlig oplysninger om den i den hjemmelige presse, for eksempel i Aabenraa’ s første nyhedsblad ”Algemeines Wochenblatt”.

Endda metrologiske observationer skrev Neuber også afhandlinger om.

I Allgemeines Wochenblatt skrev Neuber også et hyldestdigt til kongen i anledning af hans fødselsdag. Men snart skulle tingene ændre sig i Aabenraa.

 

Ikke rent med i posen

I løbet af 1833 blev der foretaget undersøgelser af forholdene omkring de årlige landmilitære sessioner. Det havde åbenbart været den praksis, at de sessionspligtige mod en passende godtgørelse til sessionslægen skaffede sig en attest på at være uegnet til militærtjeneste. Sessionslægen var fysikus Neubert.

Sagen blev skruet op i et unødigt højt plan. Måske skyldtes dette, at Frederik den Sjette elskede uniformer og soldater. Og sådan noget måtte der ikke pilles ved.

 

Neuber blev dømt

Kongen så med stor alvor på sagen. Neuber havde fået den kendte overrestadvokat dr. Balemann i Kiel som sin forsvarer. Men intet hjalp. Den 5. februar 1835 blev Neuber frakendt sit fysikat – embede. Han idømtes samtidig en bøde på 400 Rigsdaler.

Dette hindrede ham dog ikke i fortsat at være praktiserende læge i Aabenraa. Heller ikke et bønskrift til kongen vedlagt 7 fordelagtige udtalelser til fordel for ham selv, hjalp noget som helst. Et allersidste bønskrift fra 1836 hjalp heller ikke.

 

Hans ære var krænket

Neubers ære var krænket. Som Frederik Fischer engang skrev, så var hans ”Selbstgefühl” på det alvorligste blevet krænket.

Han hadede fra nu af alt, hvad der var dansk. Siden 1837 var Georg Schow søn af den tidligere borgmester overtaget hvervet i Aabenraa. Neuber forsøgte til stadighed at påvirke denne i at betragte alt dansk som negativt.

 

En slags hævn?

Neuber boede nu i borgmestrens hus i Slotsgade. Det var en meget krads Slesvig – Holstener, der nu optrådte. Var det mod som en slags hævn? Frederik Fischer kaldte ham:

  • En meget dannet og lærd Mand og som Digter ikke ubekendt.

I et andet værk på undertegnedes hylde ”Da Sønderjylland vaagnede” blev han ellers kaldt:

  • Et skabet Faar

 

Intet tysk blad

Allgemeines Wochenblatt måtte lukke. De liberalistiske tanker var efterhånden blevet for meget, og så var det at Frederik Fischer startede sit eget blad i Aabenraa. Borgmester Schow var bestemt ikke begejstret for et dansksindet blad. Det skulle have været et tysksindet blad, og ingen ringere end Neuber kunne lede dette.

Borgmesteren mente, at kun Neuber havde den dannelse og den livlige opfattelse og ypperlige fremstillingsevne, der skulle til.

Kancelliet afslog imidlertid med den begrundelse, at det ville give nye stridigheder i Aabenraa. Neubers følelser for regeringen blev bestemt ikke ringere af denne begrundelse. Jo han var nok den livligste pennefører mod danskheden i Aabenraa.

 

Drillerier fra Fischer

Neueber fortalte, at sønderjyder havde det meget svært med det rigsdanske. Det kunne Frederik Fischer ikke dy sig for at kommentere i sit blad. Han skrev bl.a.:

  • Naturligvis har folk svært ved at forstå dr. Neuber, når han sagde ”Liis” i stedet for ”Lys” og ”inschker” i stedet for ønsker.

Fischer fortsatte med en anekdote fra Neubers første år i Aabenraa. En bonde havde konsuleret ham, da konen lå syg derhjemme. Neuber havde da anbefalet at give hende ”Suppe på en Huhn”. Manden opfattede det som om Karo skulle ofres, men blev heldigvis i tide klog på doktorens mening med den forestående diæt.

 

Neuber fandt Lyna

Da håbet om et tysk blad i Aabenraa måtte skrinlægges blev det tyske blad i Haderslev Lyna, Neubers særlige tilholdssted. Det var også i dette blad han skrev det opsigtsvækkende digt med Rhinlandet som forbillede:

  • Sie sollen es nicht haben
  • Das heilige Land der Schlei

Til slut skriver han:

  • Der König hat’s geschriben
  • Zum Hertzog drob erwählt
  • Se scholln tosammen blieben
  • Op ewig ungedeelt

I Das Schleilied som han skrev i 1841 gjorde han det endnu tydeligere:

  • Sie sollen es nicht haben
  • Das Heillige Land der Schlei
  • Sie sollen es nicht haben
  • Das Land so stolz und frei

 

Hentydninger til Ribe – brevet

Der var ikke meget tilbage af de tanker, som da Neubert skrev til kongen. Das Scleilied blev et virkelig hit i den Slesvig – Holstenske bevægelse. I 1845 blev Neubert sandelig optaget som passivt medlem i Aabenraa’ s Liedertaffel.

Men hvad var det egentlig med det der Ribe-brev? I en delsætning står der:

  • Unde dat se bliven ewich tosammen ungedelt (og at de bliver evigt sammen udelt)

I 1815 var Ribe – brevet et historisk næsten glemt dokument, men F.C. Dahlmann, sekretær for det Slesvig – Holstenske riderskab lancerede ideen om at sætningen henviste til Slesvig og Holstens samhørighed med hinanden og uafhængighed af Danmark.

Ved sangfesten i Slesvig i 1845, en tysk – national festlighed optrådte ”Up ewig ungedeelt” for første gang som slagord. Det fik nærmest mytologisk betydning i den nationale konflikt i hele resten af 1800 – tallet og op til 1920 afstemningen.

Sætningen var blot en formel for landfred. Ribe – brevets formål var at regulere, hvordan hertugdømmerne kunne styres fra Danmark uden at den holstenske adel mistede deres privilegier og uden at hertugdømmerne blev helt indlemmet i Danmark. Efter 1460, hvor Ribe-brevet blev forfattet blev de slesvigske og holstenske besiddelser efterhånden splittet på kryds og tværs, hvilket tilsyneladende ville have været imod intentionen i Ribe-brevet, hvis det skulle henvise til udelelighed af territorierne.  

 

Aabenraa – skibe under andet flag

Den Slesvig – Holstenske bevægelse havde stor tilslutning blandt overklassen. I Aabenraa forlangte skibsredderne da også, at de kun ville sejle under Slesvig-Holsten flag i stedet for Danneborg. Endvidere skulle skibsstemplet ”Dansk Ejendom” ændres til ”Schleswig-Holsteinisches Eigentum”

 

I Aabenraa anerkendte man Slesvig Holsten

Da den Slesvig – Holstenske opstand brød ud den 24. marts 1848 blev den provisoriske regering straks anerkendt af borgmester og byråd i Aabenraa. Men småborgerne, skibstømrerne og de mange søfolk i Aabenraa ville beholde den danske konge og helstaten.

Neubers hustru døde i 1841. Det betød at han nu holdt sig mere i baggrunden. Den følsomme mand med så mange talenter blev grebet af nationalpolitiske idealer. Hans afhandlinger lever stadig.

Ved en større forsamling i 1847 i Kiel følte han sig ved synet af Dannebrog kaldet til at skåle for det Slesvig – Holstenske flag.

Neuber søde som en skuffet mand i 1850.

 

Aabenraa blev dansk

Efter det Slesvig – Holstenske nederlag i 1850 fik Aabenraa en dansk borgmester og byråd. Det danske sprog blev indført i forvaltningen, kirke og skole.

 

Kilde:

  • Se litteratur Aabenraa

 

Hvis du vil vide mere om Neuber og hans tid, så indeholder www.dengang.dk 146 artikler om Aabenraa og Omegn herunder:

 

  • Aabenraa 1800 – 1850
  • Mennesker i Aabenraa
  • Rådhuset i Aabenraa
  • Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa
  • Familien Fischer fra Aabenraa
  • Aabenraa 1848 – 1851
  • Aabenraa – før prøjserne
  • Bendix Schow – borgmester i Aabenraa
  • Ribe – Brevet

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Agga – en sønderjysk pige(2)

Dato: juni 10, 2019

Agga – en sønderjysk pige(2)

Af Kirsten Bjerrum

Til sin mors 90 – års fødselsdag skrev Kirsten denne skønne fortælling om sin slægt. Men det er faktisk også et stykke Sønderjyllands historie. Udgangspunktet er Ballum. Fra denne landsby døde 30 unge mennesker i Første Verdenskrig. Og man tror det næppe, men engang var der mange butikker i Ballum. Ikke mange piger i Ballum fik mellemskole – eksamen. For at få den skulle man helt til Tønder. Kirsten havde en enestående bedstemor, der tog sig af mange af slægtens fester, men også begravelse. Læs denne flotte skildring af livet ved Vadehavet – dengang.

 

Til Aggas 90 års fødselsdag på Klæager den 30. maj 2012

I november 2001 tog Birthe og jeg til Ballum for at lave et interview med mor om alt det, hun kunne huske fra sin slægt og fra sin barndom.

 

Fra 1864 til 1920 var Sønderjylland under tysk herredømme, og vi snakkede en del om, hvordan det havde påvirket vores familie, og hvad hun huskede af det, de gamle i familien havde fortalt om den tid. Det viste sig, at mor havde en fantastisk hukommelse, og det blev en stor oplevelse for os alle tre.

Her er så en kort udgave af en lang historie sammen med nogle af mine erindringsbilleder, som jeg har malet 2009 – 2011 (grundet tekniske problemer har vi ikke i første omgang kunne få dem med, men vi arbejder på det).

 

Min mormor og morfar blev født på to nabogårde på hjørnet i Bodsbøl – Ballum. Den ene gård, en typisk vestslesvigsk gård, ligger der endnu, om end moderniseret, mens den anden gård, hvor min morfar, mor og vi børn voksede op, blev revet ned i 2007.

 

Bedstemors brødre Andreas og Jakob samt søsterens mand Peter deltog i første verdenskrig som tyske soldater. Andreas var den heldigste, idet han kom til at arbejde i Rumænien som hesteoppasser hos en højtstående militærmand, der satte pris på ham. Efter krigen talte han om Rumænien med stor begejstring. Men Jakob kom i rigtig krig og endte i fransk krigsfangenskab og kom aldrig rigtig over det.

 

På nabogården boede oldemor Agathe, som var blevet enke i en ung alder, med sine 4 sønner, hvoraf Ullerup og Marius deltog i krigen. Bedstefar var på session flere gange, men var så heldig at blive kasseret hver gang pga. en hjertefejl. Både Marius og Ullerup overlevede, men Marius blev aldrig sig selv igen og døde af hjertestop i 1922.

 

Krigen havde præget hver eneste landsby i Sønderjylland. På Ballum Kirkegård står der en mindesten for 30 unge mænd, som faldt i krigen. Det var et stort tab for sådan en lille landsby, og mange unge piger blev aldrig gift.

 

I Ballum var der en del krigsfanger fra Rusland og Polen. De arbejde rundt omkring på gårdene og med at bygge diget.

Bedstefar havde en russisk krigsfange, som blev kaldt Gigo. De kunne tale tysk sammen og de blev gode venner. Bedstefar hjalp Gigo med at flygte over grænsen til Danmark, idet han ikke ønskede at komme tilbage til Rusland. Gigo kom til Ribe, fik job, og blev gift med en dansk pige fra byen. Senere flyttede familien til København, og de to familier holdt kontakt i form af julekort i mange år.

Efter interviewet med mor fik jeg kontakt med Gigos datter, Olga i København. Mor og jeg besøgte Olga oppe i Birkerød, og hun fortalte meget om sin familie, og var meget interesseret i hendes fars tid i Ballum.

Olga har sidenhen været i Ballum for at se det sted, hvor hendes far var krigsfange. Og dengang var gården heldigvis ikke revet ned endnu. Men laden, hvor Gigo havde snittet billeder i bjælkerne, var faldet sammen i den store storm i 1999.

 

I årene under 1. verdenskrig havde kvinderne travlt med at passe arbejdet uden de unge mænd, som var i krig. Bedstemor styrede gården derhjemme og det var hende, der gik ud og så til dyrene og malkede køerne.

Lige efter krigen blev bedstefar og bedstemor forelskede i hinanden. De havde altid kendt hinanden, og de var fætter og kusine fra to nabogårde, men pludselig slog lynet ned. Den 11. november 1920 blev de gift, på våbenstilstandsdagen for 1. verdenskrig.

I 1922 blev mor så født, og hun skulle selvfølgelig opkaldes efter bedstemor Agathe. Det samme skulle de andre brødres første døtre. Så det blev til 4 gange Agathe i familien. Mor insisterer på at blive kaldt Agga.

Oldemor Agathe byggede i 1925 et lille aftægtshus ved siden af gården – og det ligger der endnu. Her boede hun sammen med en tjenestepige, som lavede al arbejdet, mens Agate sad stor og tyk på en stol og kun rejste sig for at gå ind til spisebordet. En kone i hendes position lavede ingenting dengang, og hun havde råd til tjenestepige.

Agathe døde som 78 – årig i 1931, da mor var 9 år.

 

Mor voksede op i 20`erne og 30`erne og hun mindes ikke, at der var en økonomisk fordel for sønderjyderne at komme tilbage til Danmark. Der var bedre priser på landbrugsvarer i Tyskland. Men folk var glade for at være blevet danskere og kunne tale deres sprog i fred og få lov til at hejse flaget. Folk havde det daglige brød men ingen penge. Men ellers blev Sønderjylland lidt forkælet. En røvet datter dybt begrædt er kommet tilbage. Sådan blev der set på det. Det var en glæde at være kommet tilbage til Danmark, og det blev i mors barndom fejret hvert år på Afstemningsdagen den 10. februar med flag, taler og masser af sange i forsamlingshuset.

 

I mors skole var der knap så meget kæft, trit og retning, som i tyskertiden, selvom nogle af de ældre lærere havde det siddende i sig. Vores bedsteforældre snakkede aldrig dårligt om deres skoletid, bortset fra at de ikke kunne lide at være tvunget til at fejre kejser Wilhelms fødselsdag iført deres stiveste puds.

Før genforeningen var undervisningen på nær en religionstime på ren tysk. Men nu havde forældrene fået nok af tysk, og det blev helt afskaffet. Men der var en dygtig førstelærer, som syntes, at det var en skam, at børnene ikke skulle have en chance for at lære lidt fremmedsprog, så han tilbød en time tysk efter skoletid.

Ud over fagene dansk, regning og religion havde de historie, naturhistorie, geografi og gymnastik. Eleverne marcherede hen til et koldt forsamlingshus og lavede gymnastik der. Mor husker med gru, hvordan de klædte om i et koldt rum, og at der ikke var mulighed for bad.

Det var megen udenadslære, og mange sad hjemme og sled med lektierne, og deres mødre græd. Hvis de ikke kunne stoffet udenad, måtte de sidde efter, eller de fik tæsk og blev erklæret for dumme. Lussinger og rap over nakken var meget normalt, og ind imellem kom spanskrøret også frem. Det værste man kunne gøre, var at være trodsig og ikke gøre, hvad læreren forlangte. Nogle elever var gode til at få læreren hidset op, og så fik de af spanskrøret. Men jo mere han slog, desto trodsigere blev de. Mor fik ingen tæsk, og hun var også dygtig i skolen.

 

Først midt i 30´erne blev vejene i Ballum asfalterede. Indtil da havde det været grusveje med grøfter i begge sider. Der sad en mand og knuste stenene til vejen fint. Han sad som en anden jens Vejmand bag en skærm af sækkelærred.

 

Dengang var der i modsætning til nu en masse forretninger i Ballum, hvor man kunne få næsten alt, hvad man havde brug for i hverdagen.

Der var flere købmandsforretninger, blandt andet mors onkel Ullerups, som lå lige på hjørnet over for gården. Det var et ismejeri, som i dag er butik med antikke ting fra Ballum og omegn.

Omme i bygaden var der en lille Tatol forretning, lige som Matas i dag. Og der var en lille trikotagebutik med undertøj og børnetøj m.m. Længere omme lå frisør Ravns butik. Konen var en dygtig syerske. Så kom Johannes Jefsens isenkræmmer – og landbrugsmaskine – forretning. Her var også en sparekasse, der havde åbent et par gange om ugen.

Over for lå smedjen, som også var mødested for byens mænd, der hyggede sig, når de skulle have skoet heste.

Så kom bageren, hvor folk købte rugbrød og rundstykker om søndagen og kager til festlige lejligheder. Der var en saddelmager, som lavede seletøj til heste og polstrede møbler. Og i bygaden var der smukke vejtræer, som desværre blev fældet af emsige politikere i 60`erne.

Så kom Luthers missionshus, hvor der var en livlig aktivitet med ungdomsforeninger med orkester, søndagsskole og mange arrangementer. I Ballum var der både Indre Mission og Luthers Mission. Luthers Mission tiltrak især småkårsfolk, og dem var der mange af på det tidspunkt. De gik ikke så meget i kirke, men foretrak at komme til møder i deres missionshus.

I den tidligere skole længere omme boede Aja Lindholm, som havde et håndkøbsudsalg fra Højer Apotek. Her boede også nogle psykisk syge kvinder fra Ribe Statshospital. Inde ved siden af havde Ajas far et ligkisteværksted.

Så kom alderdomshjemmet, et stort flot hus, bygget i 30`erne. Overfor lå forsamlingshuset, kaldet Ballumhus, som blev bygget i 1911 i tyskertiden. Her var der meget livlig aktivitet med ungdomsforening med gymnastikundervisning for karle og piger flere gange om ugen. Og der var folkedans, møder, foredrag og fester med bal og biografaften en gang om måneden. Forsamlingshuset blev også brugt til private fester, hvor bestyrelsen lavede god gammeldags mad med suppe, steg og dessert samt kaffebord.

Ved siden af Ballumhus lå Brugsforeningen, som den dag i dag stadig er butik. Efter Brugsen boede Anders Skomager med sine 4 kvikke sønner. Og så kom endelig mors skole med 2 lærere.

Gik man ad vejen til Harknak kom man til damefrisøren, som var selvlærd, men vældig dygtig. En permanent tog det meste af en dag. Og så kom Benny Cykelsmed, hvor man kunne købe nye cykler og få de gamle repareret.

På Nørrevej lå der en slagter med et lille udsalg. Slagteren kørte rundt med hestevogn og solgte kød, især oksekød. Svin slagtede man selv.

På Kystvej lå møllen, hvor bønderne fik malet deres korn.

Omme på Strandvejen var der et lille posthus med telefoncentral, der var åben hver dag. Dengang var der kun få familier, der havde privattelefon.

Ved siden af havde Klaus et snedkerværksted, hvor man kunne få lavet møbler. Længst omme lå den gamle færgekro, hvor der tidligere havde været færgeforbindelse til Rømø. Her holdt ringridderforeningen til med fester og baller. Der var også almindelig krostue, men den blev ikke særlig meget brugt.

Der var ingen gadebelysning, og man skulle huske lommelygter og passe på ikke at falde i grøfterne.

Skulle man købe noget større, tog man rutebilen til Tønder.

Dengang boede der mange mennesker i Ballum. Familierne var store og der var mange karle og piger på gårdene. Men om aftenen var der ingen steder at gå hen for de unge mennesker, og det var lidt trist især om vinteren.

 

Mor blev konfirmeret i 7. klasse, og så var der slut med at gå i skole. Så var det hjem og være pige hos bedstemor. I begyndelsen havde bedstemor en ung pige, men da hun holdt op, måtte mor til at malke to gange om dagen og fyre op i kakkelovnen samt hjælpe til på marken. Og det var ikke spor sjovt.

Desuden skulle der laves håndarbejde om eftermiddagen, hvis det ikke var andet arbejde. Der skulle repareres tøj og strikkes uldent undertøj og uldsokker. Dengang havde folk uldent tøj på fra nederst til øverst. Mor var ikke vild med håndarbejde og har sidenhen ikke gidet at strikke.

Mor ville gerne ud at arbejde, men bedstefar og bedstemor syntes, at hun skulle blive lidt ældre først. Mor ville meget gerne have fortsat i skolen, men det kom slet ikke på tale dengang. Hvis man skulle fortsætte i skolen, skulle man til Tønder allerede efter 5. klasse, og det var besværligt med bus og tog. Men sådan er det også i dag. Dengang var det slet ingen piger fra Ballum, der kom i mellemskolen og kun få drenge. Til gengæld skulle piger have en huslig uddannelse og lære at blive dygtige husmødre.

 

Mor fik sin første plads i huset hos en manufakturhandler i Bredebro, da hun var 17 år. Det næste job blev hos en bankdirektør i Tønder. Og her var hun den 9. april 1940. Tidligt om morgen blev hun vækket af støj og brummen, og da hun kiggede ud af vinduet så hun en masse motorcykler komme kørende gennem gaden og hun så også en masse fly. Hun blev selvfølgelig bange, men hun turde ikke gå ned til det arrogante herskab og spørge om situationen, så hun ventede til normal arbejdstid. Fruen gad ikke snakke med hende og forlangte, at hun skulle gøre hovedrent i spisestuen den dag.

Hun ville selvfølgelig gerne have været ud for et se, hvad der skete. I starten troede hun, at det kun var Sønderjylland, der havde været besat, indtil hun hørte i radioen, at tyskerne havde besat hele Danmark.

 

Lige som så mange unge piger dengang, kom mor på husholdningsskole. Men desværre på et dumt tidspunkt, nemlig i 1942 under besættelsen, hvor der var rationering og knaphed på alting.

Mor valgte Skårup Husholdningsskole, fordi de havde komponisten Oluf Ring ansat som sanglærer. Oluf Ring og hans sange kom til at betyde meget for hende, og folk undrer sig tit over, hvor hun kender alle disse sange fra. Oluf Ring har komponeret melodier til en lang række kendte sange. Blandt andet skrev han melodi til Danmark nu blunder den lyse nat i 1922, det år mor blev født.

Efter denne dejlige periode kom mor 1 1/2 år i huset hos kusine Valborg i Sønderborg.

 

Mor var i Ballum, da kapitulationen kom. Men hun havde efterhånden fået nok af livet på landet og drømte om at komme til København. Hun var 24 år, ugift, og ville gerne opleve en storby. Min mor var arving til mine bedsteforældres gård, men hun havde nu ikke tænkt sig at gifte sig med en bonde af den grund. Ikke fordi hun havde noget imod at blive bondekone, men hun havde ikke mødt den rigtige endnu, bonde eller ej.

 

Hun tog først til København i januar 1946, fordi mine bedsteforældre havde sølvbryllup den 11. november 1945. Men mors bror, Hans havde astma og astmaeksem og han havde det dårligt op til festen. Om natten mellem den 9. og 10. november blev lægen tilkaldt, og han gav Hans en indsprøjtning at sove på, og den vågnede han aldrig op af igen.

Bedstemor var en stærk, troende kvinde og hun takkede Gud for at hendes stakkels søn ikke skulle mere. Hun sagde, at det var godt, at det ikke var bedstefar. Det samme sagde hun, da hendes anden søn, som også var meget syg, døde nogle år senere. For hvis bedstefar var død, ville hun ikke kunne klare det. Det bekymrede hende meget, hvordan det ville gå hendes sønner, når hun og bedstefar ikke var der længere.

Og så blev sølvbrylluppet, der var forberedt, til en begravelse. Folk kom med kranse og gaver til sølvbrudeparret, og det var en mærkelig blanding.

 

Den 20. november skulle mors kusine Anne på nabogården giftes med sin Svend. Bedstemor havde for længst lovet, at de måtte bruge hendes hus, hvor der var mere plads. Bedstemor kunne selvfølgelig have sagt fra, men det gjorde hun ikke, så Anne fik sit bryllup.

Alle møbler blev ryddet ud, og det blev dækket op til 50 personer. Og så blev der holdt fest for 50 personer, 3 dage i træk, og det blev tre gode aftener med suppe med kødboller og melboller, oksesteg med grøntsager og til sidst fromage. Og så blev der serveret vin til maden.

Bedstemors bror, Jacob, der normalt aldrig holdt tale, slog på glasset, rejste sig, ønskede brudeparret tillykke, og så holdt han ellers en smuk tale til sin søster, hvor han roste hende for hendes styrke, og at hun midt i sorgen var i stand til at holde et stort bryllup.

 

Grunden til, at Annes bryllup skulle holdes hos bedstemor var, at kroen, forsamlingshuset og missionshuset i efteråret 1945 var fyldt med tyske flygtninge. Det var simpelthen ingen steder at holde fest. Flygtningene kom tidligt 1945 og blev der omkring et år. Det var især østtyskere, som var flygtet fra den sovjetiske hær. De kom gående med små vogne og barnevogne, og de prægede bybilledet. Nogle kom hjem til bedstemor og spurgte, om de ikke kunne hjælpe med noget. Og bedstemor satte dem til at lappe tøj og stoppe strømper, og som løn fik de æg, smør og sæbe.

 

 

I slutningen af 1945 søgte mor en stilling i København. Hun fik en god stilling hos en familie i nærheden af Svanemøllen i Hellerup. Her havde hun fri hver aften, hvilket hun aldrig havde haft før, og hun havde også fri nogle eftermiddage, så hun kunne komme ud i byen, før hun skulle lave aftensmad.

Den 11. november 1947 tog mor ind til Sønderjysk Forening i Studiestræde, hvor våbenstilstandsdagen for første verdenskrig blev fejret. Da hun kom ind i lokalet, kunne hun mærke, at der var nogle øjne, der fulgte hende. Da lærer Hummeluhre fra Rens var færdig med sin tale om krigen og våbenstilstanden, kom ham, der havde kigget over for at danse.

Han hed Olav, og de snakkede om, at de hvis nok havde set hinanden før. Det viste sig, at de havde set hinanden for seks år siden til et bal på Færgekroen i Ballum i 1941. Olav kom ikke fra Ballum, men hele hans slægt stammede fra Ballum, og han havde ofte været på ferie hos sin elskede bedste, Vise.

Mor og Olav blev forelskede og ønskede at blive gift. På det tidspunkt havde Olav, som blev min far, et anlægsgartneri sammen med en kammerat oppe i Harreskoven. Mor skrev til sine forældre, at hun ønskede at blive ringforlovet, og min bedstemor tilbød at holde festen. Mine bedsteforældre kunne godt lide far fra starten, og de kendte hans slægt. Bedstefar havde gået i skole med bedste, Vise.

 

Forlovelsesfesten blev holdt i juli 1948 i Ballum med folkemusik og dans. Bedstemor sørgede for god mad og vin.

 

En af dagene gik mor og far en tur ned til havet, og far spurgte mor, hvad hun sagde til, at han prøvede at overtage gården i Ballum. På det tidspunkt var bedstefar over 70 år. Han havde forpagtet det meste af jorden ud og havde kun lidt landbrug.

Fars anlægsgartneri gik ikke alt for godt, da folk lige efter krigen ikke havde så mange penge til at bruge på deres haver.

Min mor svarede, at det var hendes største ønske, hvis det kunne lade sig gøre. Så far tog tilbage til København og afviklede sin andel i firmaet, og den 1. august flyttede han ind hos bedstefar og bedstemor. Her hjalp han med at lægge om i haven og rydde op. For at tjene penge og lære noget om landbrug fik han stilling på en gård i Mjolden. Her startede han 1. november 1948 og var der et år. Samtidig sluttede mor sin stilling i København og tog hjem til Ballum. Mor husker det som en dejlig periode, hvor far kom cyklende hver søndag, hvor han havde fri samt et par aftener om ugen.

 

Første november 1949 sluttede far sin landbrugslære i Mjolden, og så blev far og mor gift den 11. november på bedstemor og bedstefars bryllupsdag og toårsdagen for deres møde på våbenstilstandsdagen i Sønderjysk Forening i København. De havde ikke sigtet efter den specielle dato, men dengang var det sådan, at man skiftede stilling 1. november. Og da et bryllup altid skulle foregå på en fredag, og huset skulle gøres klar, ja så kunne det kun blive den 11. november.

 

Og så blev de gift og levede lykkeligt sammen til deres dages ende. Det blev 47 år.

Tak til Kirsten for denne dejlige fortælling. Vi håber, at det senere vil være teknisk muligt at få Kirstens flotte illustrationer lagt ind.

 

Hvis du vil vide mere om Ballum og Omegn: Læs:

  • Mellem Højer og Ballum
  • Ballum – dengang
  • Ude mod Vest

Disse artikler fortæller også lidt om Ballum og Omegn:

  • Sønderjysk Kaffebord – for Sønderjyder
  • Tønder Kniplinger – endnu mere
  • Rømø – den tredje tur
  • Indre Mission, baptister og andre
  • Emmerlev Skole
  • Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
  • Fræ Hæwer te Affenraa (fra Højer til Aabenraa)
  • Ballade i Sønderjylland
  • Et kloster – 15 km fra Tønder
  • Apotekeren fra Højer
  • Rømø – endnu engang
  • At plukke sut ved Højer
  • Tønder – egnen 1848 – 1852 (2)

 

 

 

 

 

 

 

 

 


På jagt efter Mærsk – Familien

Dato: juni 8, 2019

På jagt efter Mærsk-Familien

Hun var ikke fra Ballum. Forkerte fakta flere steder. 20 mio. kr. til 80 Ballum-huse. Ballum havde 48 gårde. Mange var på søen. Hvornår hører vi om Mærsk første gang? Navnet Mærsk breder sig. Kræmmer Mads Hansen Mærsk efter lader sig mest opmærksomhed. Et stort hus i Husum Ballum. En af egnens rigeste mænd. Hans Mærsk fyret som delefoged. Her har vi A.P. Møllers bedstefar. Mærsk-navnet ikke mere så udbredt. Vi kunne også have startet ved Rømø kirke. Maren var fra Laust’ s tredje ægteskab. Masser af forliser. Som 12 – årig på langfart til USA. Vigtig forbindelse til Dragør – rederi. Arrangeret ægteskab fører til 10 børn. Svigerfar drukner. Dampskibsselskabet Laura. Dampskibsselskabet Svendborg A/S. Selskabet vokser. Hr. Møllers sølvske bliver til guld. Landets førende og frygtindgydende erhvervsmand. Aviser mærker Hr. Møllers utilfredshed. Ingen tilladelse fra Justitsministeriet. Imponerende samfundsstøtte.

 

Hun var ikke fra Ballum

Nogle gange skriver vi utilsigtet noget, som måske ikke stemmer overens med sandheden. Grunden er vi måske har brugt en forkert historisk kilde. Men så er det godt, at vi har opmærksomme læsere, der kan hjælpe os med at findeden rigtige historie.

En af de historier, der nødvendigvis ikke er helt rigtig er en historie i artiklen ”Ballum – dengang”. Her skriver vi følgende:

 

  • Den var en pige fra Ballum – Kirsten Pedersdatter Mærsk, der var blevet gift med befragter Peter Møller fra Rømø

 

Men se andre steder, står det, at Kirsten var Rømø – pige. Egentlig burde det vel have stået:

 

  • Første gang, navnet Mærsk Møller dukker op, er da ægteparret Kirsten Pedersdatter og skipper Hans Peder Pedersen Møller får sønnen Peter Mærsk Møller i 1836. Han bliver skibsredder og sammen med sønnen A.P. Møller – grundlægger de Dampskibsselskabet Svendborg.

 

Forkert fakta flere steder

Nu har ”Den Gamle redaktør” godt nok lige tjekket efter i arkiverne. Og der står sandelig flere steder, at Mærsk Mc-Kinney Møllers oldemor Kiersten Pedersdatter Mærsk var født i Ballum og det var fra hende navnet Mærsk stammer. Og ordet betyder slet og ret marsk på sønderjysk. Ja og i en artikel i Information står det sandelig, at Mærsk – familien er fra Fanø.

Ja det er sandelig en grund til, at Mærsk er så gavmild med donationer, når det gælder Sønderjylland.

 

20 millioner til 80 ”Ballum-huse”

Tænk engang, de syv små Ballum’ er fik 20 millioner kroner til restaurering af gamle huse. Men nu hører landbyerne også i den absolutte superliga, når det gælder bevaringsværdige huse. I alt 80 huse fik glæde af millionerne.

Men lad os starte fra begyndelsen.

 

Ballum havde 48 gårde

Ballum havde fra gammel tid haft 48 gårde. Bønderne var var den bærende del af samfundet, men der var også et anseeligt antal gadehusmænd. Det frem går af en bemærkning i Riberhus lens jordebog 1602 – 03, at Peder Rantzau, Trøjborg i Ballum sogn har givet en stor ”hob” gadehusmænd tilladelse til at bygge og nedsætte sig i Ballum mod at forrette arbejde til Trøjborg. Antallet af nye huse udgjorde noget over tre snese.

 

Mange var i Flåden

Fra 1723-24 kunne man i lægdsrullerne for de 14 til 35 årige se, hvor mange der var til søs og hvor:

 

  • 53 mand var i Holland. 6 mand var i Ostindien. 1 mand var i Hamborg. 1 mand var fange i Tyrkiet. 1 mand var i Flensborg. 20 mand var i flåden. Dertil kommer alle dem, der ikke var i denne aldersgruppe. I Folketællingen i 1780 anførtes, at der var 130 søfolk.

 

Hvornår hører man første gang om Mærsk

Der har været en del ikke underbyggede myter om Mærsk navnets opståen. Navnet forbindes med fire gårde som indtil 1634 lå ud for Ballum Enge syd for Brede Å.

Hele deres historie kender man ikke. Men det vides, at Biskop Peder Lykke den 3. juni 1417 forlenede forskelligt gods til Hr. (Ridder) Morten Jensen (Gørsting) heriblandt afgiften af ”Hollænderne i Ballum Mærsk”.

Disse fire gårde blev offer for stormfloden i 1634. Efter studier af jordebøger og skatteregnskaber ser det ud til, at navnet Mærsk begynder at optræde 1634/35 og fremefter.

 

Navnet Mærsk breder sig

Der boede en Anders Nielsen Mærsk født 1617 og død 1698 i Højbjerg. Christian Nielsen Mærsk født 1620 og død 1705 var fra Mjolden sogn. Begge var sønner af Niels Christensen Mærsk i Østerende.

Navnet breder sig de følgende år. Tilsyneladende var det ikke så ringe at hedde Mærsk. Svigersønner i familien overtog Mærsk navnet med konen.

 

Kræmmer Mads Hansen Mærsk efterlader sig mest opmærksomhed

Den familie, der nok har efterladt sig størst opmærksomhed dengang er kræmmer Mads Hansen Mærsk og Dorthe Hansdatter. De boede i Husum Ballum omkring år 1700. Den nuværende adresse er Mølbyvej 3. Men det er nok tvivlsom, om der er mere tilbage af huset.

Mads Hansen, enken Karen og Hans Hansen af Højbjerg nævnes som værende søskende.

 

Et stort hus i Husum Ballum

Mads Hansen Mærsk begyndte måske sin kræmmertilværelse i Husum Ballum hos den daværende kræmmer Peder Nielsen. Mads Hansen Mærsk` kone, Dorthe dør i 1731. Skiftet er meget omfattende. Hele 12 gange mødes skiftemyndighederne.

Det var ikke et helt lille hus. Hele 17 fag plus 6 fag lade og stald bestod det af. Det var et righoldigt udstyr af alt. Så det så ud som om, at de var ret velstillede.

Kræmmerbodens omfattende varelager giver et ganske spændende indblik i, hvad der blev brugt dengang. Der var varer til landbruget, håndværkeren, husholdningen, skolebrug, andagts- og kirkebrug. Der var gryn, brændevin, kirsebærlikør, tobakspiber, kniplinger m.m.

 

En af egnens rigeste mænd

Der var udstående fordringer, og der blev leveret varer fra bl.a. Flensborg, Aabenraa, Tønder og Sild.

Til deling mellem faderen og børnene var det 2.877 rigsdaler, så alt så ud til at Mads Hansen Mærsk var en af egnens rigeste mænd.

Mads og Dorthe satte 14 børn i verden. Men ved moderens død var der kun 8, der var i live.

 

Hans Mærsk fyret som delefoged

Den ældste søn, Hans blev gift med Lene fra Holm ved Brarup. De fik 8 børn. Han var en tid delfoged i Ballum. Der bor stadig efterkommere af denne del af familien rundt om i det ganske land.

Hans Mærsk var tilsyneladende en stor modsætning til sin fader. Han blev udnævnt som delefoged i 1734. Men det varede kun til 1739. Han blev af mange årsager sat fra sin bestilling. Han var brovtende og havde et stort pengeforbrug. Han fik heller ikke afregnet med grevskabet eller sine søskende. Det førte til adskillige retssager. På et tidspunkt sad han i arrest på Schackenborg.

Maren blev gift med Henrik Muusmand i Borg, Brede og fik 7 børn. Af disse er det også i dag mange efterkommere.

Karen Blev gift med Tobias Nielsen, Kannikhus, Møgeltønder. Tobias var søn af tidligere ostindienfarer, Niels Jensen. Parret fik adskillige børn. De boede først i Kannikhus, men blev så fæstere i Slotsgaden. De skulle bage brød til borgerne som en del af indfæstningen.

 

Her har vi A.P. Møllers bedstefar

En af Karens sønner blev opkaldt efter bedstefar Mads Mærsk i Ballum. Han flyttede senere til Rømø, hvor sønnen Peder Mærsks datter Kiersten Pedersdatter Mærsk blev gift med Hans Petersen Møller, der var bedstefar til skibsredder A.P. Møller. Se nu er vi så inde på det, vi var på jagt efter. Og vi fik bekræftet, at Kiersten var fra Rømø.

Altså ægtefolkene, Kirsten (Kiersten) og H.P.P. Møller er begge rømsere. Kiersten er datter af Anne Kirstene Jacobsdatter og Peder Madsen Mærsk. Såvel Anne Kirstine Jacobsdatter og Peder Madsen Mærsk er født på Rømø. Peder Madsen Mærsks far – Mads Tobias Mærsk er født i Kannikhus ved Møgeltønder i 1734. Han flytter til Rømø i 1770, da han bliver gift med enken Kirsten Jespersen fra Rømø. I 1771 får de sønnen peder Madsen Mærsk.

Leena var først gift med Hans Kallesen, Tønder, der døde. Hun blev gift anden gang med organist Claus Holst, Højer.

Anna blev gift med skipper Christian Krag, Højer. De fik mindst 7 børn. Cathrine blev gift med Claus Könnrmann, Aabenraa. De fik mindst 7 børn.

 

Mærsk – navnet ikke mere så udbredt

Tilbage til kræmmerparret. De forstod at udbygge og drive deres handel. Men kreditgivning giver tab, og det kunne ses efter det ret store beløb, der måtteafskrives ved skifteopgørelsen.

Mads Mærsk døde i 1733 hos sin datter Maren og Henrik Muusmann i Borg. Den yngste søn Mouritz døde i 1738.

Efter aftale ordnede hans Mærsk begravelsen. Det gjorde med en udførlig opgørelse over udgifterne til skifteretten. Selv om der i Ballum sogn er mange, der vil kunne finde Mærsk navnet blandt deres aner, må man alligevel konstatere, at det er mange år siden at navnet har været registreret som efternavn i Ballum sogn.  

 

Vi kunne også have startet fra Rømø Kirke

Nu kunne man jo også have startet denne fortælling ved Rømø Kirke. Men så havde vi næppe hilst på så mange fra familien Mærsk.  Her ved kirken finder vi en mindesten rejst af A.P. Møller over Laust Michelsen og hvorfor nu det?

Jo, lad os lige læse, hvad der står på denne mindesten:

 

  • Laust Michelsen født o. 1670. Kommandør og landoged på Rømø. Han var gift seks gange og blev far til 21 børn, heriblandt datteren Maren, der blev stammoder til A.P. Møllers slægt.

 

Maren var fra Laust’ s tredje ægteskab

Ja her starter tillige en særdeles dramatisk historie, som vi til dels allerede har beskrevet i tidligere artikler om Rømø. Laust Michelsen var hvalfangstkommandør og tjente til livets udkomme under de hårdeste vilkår i arktiske farvande.

I første halvdel af 1700-tallet havde Laust bopæl i Vråby på Rømø. Han levede også en overgang med at fiske østers og skipper på mindre skibe i Vadehavet. Han blev landfoged i Sønderland. Han stod bag opførslen af skolen i Sønderby. Han kæmpede ihærdigt for bedre undervisning af øens børn.

Blandt Laust Michelsens 21 børn var datteren Maren af tredje ægteskab. Maren giftede sig med kommandør hans Peter Petersen, der døde af skørbrug i 1777 under en hvalfangstekspedition til polaregnene. Knap 14 dage senere blev skibet skruet ned ad Grønlandsisen. Ved forliset blev Hans Peter Petersen i sin kiste sat ud på en isflage og således overgivet til havet.

 

Forlist ved Spanien

De to havde fået sønnen Peter Hansen Møller. Han fulgte i slægtens fodspor og blev kaptajn. Efter nogle år lagde han op for at gå på land. Men han ville dog lige tage en sidste rejse som styrmand og det var for sin søn, kaptajn Peter Andersen Petersen Møller. Denne tur blev skæbnesvangert for både far og søn. Under en voldsom storm totalforliste skibet ud for Spaniens nordkyst den 12. februar 1820. Alle ombordværende omkom.

Den unge Peter Andersen Petersen Møller havde været gift med Anna Catharina Pederdatter. Hun stod nu alene med parrets to små piger og en lille dreng. Efter tabet af ægtemanden levede familien under trykkede økonomiske kår. Moderen sendte sønnen til Hamborg, hvor han skulle søge hyre som skibsdreng.

 

Som 12-årig på langfart

Drengen var Hans Peter Petersen Møller, der blev født 1. juli 1810 i Havneby på Rømø. Han var blot 12 år gammel, da han sejlede på langfart til Amerika. H.P.P. Møller tog senere styrmandseksamen og den 26. oktober 1835 giftede han sig med Kiersten Pedersdatter Mærsk. Vi er tilbage til fortællingen fra før. Senere blev han antaget som skibsfører hos det store Chr. Broberg & Søn. Det var både handelshus og sejlskibsrederi.

Også den nyslåede kaptajn oplevede mange dramatiske episoder til søs. Men han slap med livet i behold modsat så mange andre i slægten.

 

Mange dramaer til søs

Allerede i november 1843 kæntrede og sank hans skib skonnerten ”Sct. Thomas” syd for Sardinien. Kaptajn Møller og fem mand drev omkring i en jolle i tre døgn uden vand og proviant. Til sidst blev de reddet af et andet skib. Men da var fire besætningsmedlemmer omkommet.

Efter forliset kom Hans Peter Petersen Møller tilbage i en anden ”Sct. Thomas”. Men den 10. januar 1853 strandede dette skib ved Hornbæk efter voldsomt snevejr. Skibet blev slået til vrag. Nu ønskede H.P.P. Møller ikke at friste skæbnen yderligere. Den religiøse kaptajn mente, at nu havde Herren advaret ham tilstrækkelig. Så nu valgte han at gå i9 land. Trods drillerier fra de øvrige mænd på Rømø valgte han at gå på land. Her levede han efter hans egne ord som ”en simpel bonde” indtil sin død på slægtsgården. Han havde fået fem børn – to drenge og tre piger.

 

Egentlig ingen lyst til at tage til søs

Den ene af de to søfarende venner omkom på havet i en ung alder. Den anden søn hed Peter Mærsk Møller. Han blev født i den lille slægtsgård i Østerby. Saltvandet var nærmest kommet ind med modermælken. Den unge Peter Mærsk Møller blev kahytsdreng om bord på faderens skonnert ”Sct. Thomas”.

Ifølge hans erindringer var tilværelsen ikke præget af stor lyst:

 

  • Da jeg var 14 et halvt Aar gammel blev jeg konfirmeret og kom ud at sejle, først nogle Rejser med min Fader som Kahytsdreng med 8 Kroner om Maaneden i Hyre, men nogen Lyst til Søen havde jeg ikke, saa jeg gik i lære hos Blokkedrejer Henriksen i Brogade i København. Jeg kunde imidlertid indse, at der ikke var nogen Fremtid for mig i den Provision, hvorfor jeg tog til Søs.

 

P.M. Møller påmønstrede briggen ”Roda”, der afgik til Brasilien efter kaffe. I 1855 tog han styremandseksamen fra Flensborg Navigationsskole.

Efter en tid som hjælpelærer på skolen forhyrede han som Anden styrmand på en skonnertbrig, der sejlede i frugtfarten på Middelhavet. Peter Mærsk Møller fik næringsbevis som skipper, men familien mærkede atter, at havet var en barsk herre.

Den 7. januar 1859 omkom P.M. Møllers lillebror, matros Peter Andersen Møller, i en alder af blot 18 år ved forlis.

 

Vigtig forbindelse til Rederi H.N. Jeppesen

Møller – familien boede på dette tidspunkt i Dragør. Her blev afgørende forbindelser knyttet. En af byens førende rederier blev drevet af H.N. Jeppesen. Hovedparten af dennes døtre blev bortgiftet til mænd, der havde deres hverv på havet. Disse blev efterhånden indlemmet i rederiet.

I 1862 blev P.M. Møller kaptajn på H.N. Jeppesens skib ”Prima”. De to familier blev tæt knyttet sammen, da P.M. Møller den 8. december 1864 giftede sig med skibsredderens ældste datter, Ane Hans Jeppesen, der blev kaldt Anna.

 

Arrangeret ægteskab førte dog til 10 børn

Noget tyder på, at dette ægteskab var arrangeret over et glas en sen aftentime. Men kærlighed spillede nu også ind.

Denne Anna var ”en mere end almindeligt ambitiøs Dragørkvinde”. Hun var en betydelig drivkraft bag etableringen af dampskibsselskabet. Hun stod trofast ved hendes mands side. I en periode på 18 år fødte Anna 12 børn. I gennemsnit blev de 10 overlevende 80 år gamle.

 

Om bord på ”Valkyrien”

P.M. Møller var en anerkendt og dygtig kaptajn, men han oplevede dog skibsforlis. I 1874 overtog han kommandoen på svigerfars store bark ”Valkyrien”. Han købte fjerdeparten for 11.516 kr. Allerede på jomfrurejsen grundstødte skibet.

Valkyrien var på daværende tidspunkt Danmarks næststørste sejlskib. Skibet fragtede kul, rum og frugte. Det anløb både London, havne i Middelhavet samt de Vestindiske Øer. I december 1883 oplevede Valkyrien endnu et forlis. Men P.M. Møller overlevede.

 

Svigerfar druknede

Annas magtfulde far havde udset sig svigersønnen som kompagnon og efterfølger. Men ak. Svigerfar var druknet ved kæntring med en jolle i havnen. Og familien kunne ikke ens med at videreføre firmaet.

I december 1884 var de familiære spændinger blevet uholdbar. Al bagage blev stuvet sammen på et skib og selv tog de med toget til Svenborg, hvor de havde købt en villa.

P.M. Møller besluttede, at tage førerbevis til dampskib. Han måtte tage til takke med hvervet som 2. styrmand efter at have været skibsfører i 25 år.

 

Dampskibsselskabet Laura

I juni 1886 stiftede han Dampskibsselskabet Laura, der overtog dampskibet ”Laura”. Prisen var 18.000 kr. Skibets skorsten blev omgivet af et blåt bælte, der på hver side havde en hvid syvstjerne, der siden blev bomærket for Rederiet.

I 1898 gik han på land og overdrog skibet til sin ældste søn, Hans N.J. Møller. Erfaringerne viste, at det var i dampskibe, at fremtiden skulle findes. I talrige indlæg forsøgte P.M. Møller at overbevise det maritime Svenborg, at dampskibe var fremtiden.

 

Dampskibsselskabet Svendborg A/S

Det var stor modstand mod dette. Men i 1904 lykkedes det at etablere Dampskibsselskabet Svendborg A/S, der blev grundstammen i den verdensomspændende virksomhed under navnet A.P. Møller-Mærsk. P.M. Møller og hans ihærdige søn Arnold Peter Mærsk fik endelig startet selskabet med en aktiekapital på 150.000 kr. Selv tegnede Peter Mærsk Møller aktier for 12.000 kr.

P.M. Møller blev selv 90 år gammel og Anna nåede 80 år.

De to blev begravet på Sct. Jørgens Kirkegård i Svendborg.

 

Selskabet vokser

Mærsk McKinney Møller blev i 1940 medindehaver og varetog interesserne fra USA 1940 – 48. Efter 2. Verdenskrig blev der gennemført en enestående genopbygning af flåden, der i 1960 var en af verdens største private rederier.

Den samlede virksomhed voksede stærkt i 1950’erne og 60’erne bl.a. med store aktiviteter i industrien. Vi så også etableringen af Dansk Supermarked og Mærsk Air. Men ikke mindst olie – og gasudviklingen i Nordsøen fik stor betydning.

Peter Mærsk Møller døde i 1927. Arnold Peter Møller blev også kaldt ”onkel Arnold. Besætningerne i Mærsk flåden kaldte ham også deres påholdende reder. Han døde i 1965. Sønnen blev født den 13. juli 1913. Også han fik et langt aktivt liv, der også var rigt på begivenheder.

 

Hr. Møller’ s sølvske blev af guld

Man kan sige, at han blev født med en sølvske i munden, men da han døde var den forvandlet til højeste karat. Det var ikke uden grund, at han havde fået en elefantorden. Kun etatsråd H.N. Andersen og Niels Bohr har vel i nyere tid fået en tilsvarende ære bortset fra den kongelige familie.

Der er begået EU – lovbrud, tvivlsom international kartelsamarbejde, som bedrog kunderne. Der er begået økonomisk udnyttelse af Irak – krigen. Det er metoder, der ikke er ukendte i international business. Men indsatsen er trods alt begået af ansatte i det verdensomspændende Mærsk – koncern med hele 117.000 ansatte.

Der er efterladt store markante, kontroversielle og arkitektoniske mindesmærker med anlæggelse af Amaliehaven og Den Kongelige Opera. For arkitekt Henning Larsen var sidstnævnte nok en blandet fornøjelse.

 

Landets førende og respektindgydende erhvervsmand

Hr. Møller fremstod fra 1970 som landets førende og respektindgydende erhvervsmand. Hr. Møller glemte ikke dem, der kom på tværs. Det amerikanske Sealand blev opkøbt, og for en gigantsum af 17,1 milliarder kroner blev også P&O Nedlloyd overtaget.

 

Aviser mærkede Hr. Møller’ s utilfredshed

Efter en dødsulykke på Lindø-værftet skrev Information en række artikler om hændelsen. Det indbragte Cavling-prisen. Så var det ellers slut med Mærsk – annoncer i dette blad. Hr. Møller glemmer som skrevet ikke.

Også Berlingske Tidende mærkede, at man ikke bare skulle skrive, hvad der faldt dem ind. I efteråret 1999 blev trykt en række kontroversielle artikler om det A.P. Møller kontrollerede Riffelsyndikatet (DISA) alt for villige leverancer til den tyske værnemagt under den tyske besættelse. DISA gik uden om de danske myndigheder og tog for store avancer i deres iver for at handle med tyskerne. Dette blev også dokumenteret i en bog. Dette kostede hvis nok også en redaktør jobbet.

 

Ingen tilladelse fra Justitsministeriet

Og så var det også en del uklarheder omkring overførelse af Familiefonden til skattefrie Lichtenstein. Flytningen var sket uden tilladelse fra Justitsministeriet. Det endte med, at Nationalbanken spærrede for Familiefondens konto i danske Bank.  

 

Imponerende samfundsstøtte

Hr. Møller var ikke en stor demokrat. Men han besad det talent og de egenskaber, der er nødvendige for at begå sig i moderne big business hjemme og ude i den store verden. Han havde en vision og fortsatte med stor succes sin fars arbejde. Han placere sig i rækken efter C.F. Tietgen og H.N. Andersen.

Han blev en ganske imponerende samfundsstøtte. Og det kan især Sønderjylland glæde sig over. Han glemte aldrig sine slægters ophav fra Rømø.

 

 

 

Kilde:

  • Sønderjyske Årbøger
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Svend Jacobsen, Hans Ole Mørk: 10 generationer med rod i Marsken
  • Steensberg: Dagligliv i Danmark
  • Æ Hjuulspor 2005 (Bruno Ansbjerg: Om kræmmer Mads H. Mærsk og Mærsk navnet i Ballum Sogn)
  • Bent Kelms: Rømø – et vesterhavspræget samfund bind 5
  • Ove Hornby: Ved rettidig Omhu – Skibsredder A.P. Møller 1876 – 1965
  • Jan Cortsen: Myten Møller – Mærsk Mc-Kinney Møller
  • skibsredderen.dk
  • information.dk
  • svendborghistorie.dk
  • Tak til Jørn H. Carl

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 174 artikler fra Sønderjylland herunder:

 

Ballum:

  • Da Ballum næsten fik en havn
  • Klager over præsten i Ballum
  • Ballum – dengang
  • Fra Højer til Ballum
  • Agga – en sønderjysk pige

 

Rømø:

  • Endnu flere anekdoter fra Rømø (3)
  • Anekdoter fra Rømø
  • Flere anekdoter fra Rømø
  • Borrebjerg på Rømø
  • Færge fra Ballum til Rømø
  • Da Rømø fik et Nordseebad
  • Rømø – den tredje tur
  • Rømø – endnu en gang
  • Rømø – en ø i vadehavet
  • Rømø – under besættelsen

 

I relation til artiklen:

  • Krigens Købmænd

Riffelsyndikatet

 


Var afstemningen i 1920 retfærdig?

Dato: juni 5, 2019

Var Afstemningen i 1920 retfærdig?

Hertugdømmerne var delt på kryds og tværs. De Tyske og Danske Nationalister. En anden bevægelse i Tyskland. ”Det skal ej ske. Danmark holdt fast i Ejder – grænsen. 30.000 sønderjyder i kamp for kejseren. Den amerikanske præsident talte om selvbestemmelse. Vælgerforeninger i Nordslesvig fik stor indflydelse. Historiebøgerne omtaler det som en retfærdig proces. Påskekrisen. Tysk hjemmeside tager også fejl. Scavenius var meget forsigtig. Tysk ambassadør havde en snu plan. Tyskerne opfattede det som en lusket plan. Danskerne ville have Flensborg. Niebüll blev ny forvaltningsby. Tysk flertal i og omkring Tønder. Var H.V. Clausens antagelser rigtige? Den naturlige grænse. Hvad med afvandingen? Tønder var en tysk by og Rigsdagen i Berlin ville beholde den. Havde Nordslesvig nu så meget til fælles med ”Det Gamle Land? Kongen red på den ”hvide” hest. Salget af De Vestindiske Øer kunne betale noget af udgifterne. Tilgangen til Sønderjyllands historie var meget forskellig. Ofte er der fortalt noget sludder.

 

Hertugdømmerne delt på kryds og tværs

Hertugdømmerne var blevet delt på kryds og tværs i forbindelse med arvedelinger. Men det var her tale om opdelinger af økonomisk, dynastisk og juridisk art. Det var ikke en opdeling på sproglig eller national art. Sidstnævnte kom først på banen efter nationalismens fremkomst efter Napoleons – krigene og for hertugdømmernes vedkommende først i løbet af 1830’erne.

De første to nationalt inspirerede delingslinjer som blev aktuelle var Ejderen og Kongeåen. Der var nationalistiske strømninger fra de to nabolande Danmark og Det Tyske Forbund.

 

En bevægelse i Tyskland

Således opstod der i Tyskland en bevægelse, der ville samle lande med tysk sprog og kultur i et land. Bevægelsen blev anset for at være samfundsomstyrtende og revolutionær da den satte en national enhed højere end de daværende enheder, der typisk var dynamisk betinget. Bevægelsen blev da også søgt imødegået fra magthaverne i de enkelte tyske delstater.

 

De tyske nationalister

For de tyske nationalister var Holsten en helt klar del af et samlet Tyskland, da hertugdømmet var en del af det tyske forbund med den danske konge som hertug med plads i den tyske rigsdag.

På grund af det tætte bånd mellem hertugdømmerne Slesvig og Holsten om med henvisning til formuleringerne i Ribeforliget af 1460 anså man også Slesvig som en del af et samlet Tyskland. Dette blev bestyrket i af en udbredt brug af det tyske sprog ikke mindst i administrationen af Slesvig. Derfor måtte man fra tysk – national side nå frem til en skillelinje mellem kongeriget Danmark og et samlet Tyskland ved Slesvigs nordgrænse.

 

De danske nationalister

Tilsvarende havde man fra dansk – national side et ønske om en dansk nation, der bortset fra de fjerntliggende atlantiske besiddelser kun rummede befolkningen i dansktalende dele. Hele hertugdømmet Slesvig blev i denne henseende betragtet som dansktalende, enten som områder, hvor det daglige folkesprog var dansk eller hvor det havde været det, men hvor, det nu var på retur på grund af indvandring, administrationssprog eller andre grunde.

Et kompromis synes ikke muligt. Det var en del af baggrunden for det oprør, der brød ud i hertugdømmerne i 1848. Dette videreførtes i den første slesvigske krig, treårskrigen fra 1848 til 1850.

 

Det skal ej ske

I forbindelse med denne krig opstod der tanker om en grænselinje, der ikke var defineret ud fra fortid, men som tog hensyn til de nuværende sproglige forhold og som derfor indebar en grænse mellem to yderligheder.

Denne tanke fandt dog ingen genklang i Danmark. Frederik den Syvende affærdigede dem med ordene:

  • Det skal ej ske.

Holdningen dengang var, at Danmarks grænse lå ved Ejderen.

 

Danmark holdt fast i Ejder – grænsen

Tanken om delingen af befolkningen opstod også i 1863. Men som følge af november – forfatningen i 1863, der søgte at knytte Slesvig til kongeriget i strid med internationale aftaler brød Anden Slesvigske krig ud.

Selv under fredsforhandlingerne i Wien holdt Danmark fast i Ejder – grænsen. Resultatet var, at grænsen kom til at ligge ved Kongeåen. Og paragraf fem blev afskaffet i 1878. Så var det slut med at stemme sig til Danmark.

Efter nederlaget i 1864 satsede man fra rigsdansk og sønderjysk side målbevidst med at bevare det sønderjyske sprog.

 

30.000 sønderjyder i krig for kejseren

Tusinder og atter tusinder af dansksindede sønderjyder aftjente deres værnepligt for kejseren under Første Verdenskrig og faldt for ham. Omkring 30.000 mænd fra landsdelen kæmpede som soldater under tysk flag. Af disse mistede ikke færre end 5.270 livet i kampene på krigens forskellige fronter, flest i skyttegravskrigene ved vestfronten. De efterlod 1.500 unge enker og 5.000 faderløse børn. Omkring 7.000 vendte hjem som krigsinvalider, mens ca. 4.000 måtte tilbringe kortere eller længere tid i krigsfangelejre i Rusland, Frankrig og England.

 

Den amerikanske præsident talte om selvbestemmelse

 Der brød revolution ud i et krigstræt Tyskland i begyndelsen af november 1918. Kejseren blev afsat og flygtede til Holland.

Pludselig talte den amerikanske præsident Wilson om selvbestemmelsesret. Dette indvarslede afstemninger om grænsedragninger i Europa. Pludselig lykkedes det at få spørgsmålet med på fredskonferencen i Paris i 1919. For de sejrende magter havde spørgsmålet dog ringe betydning.

 

Vælgerforeninger i Nordslesvig fik stor indflydelse

Det blev foreslået så tidligt, at vælgerforeninger i Nordslesvig kunne nå at lægge en plan. Og det var vigtigt i den plan, at bevare Tønder på danske hænder.

Magister H.V. Clausen havde allerede i 1901 lagt en grænselinje. Den var kendt som Clausen-Linjen.  Ved Tønder gik Clausen – linjen fem kilometer syd for Tønder og direkte mod vest ud i Nordsøen. Dermed kom en række klart tyske områder med i afstemningszonen. Det var den, der senere kom til hedde afstemningszone 1.

Vælgerforeningens holdning fandt støtte i den danske regering. Siden godkendte den internationale kommission også denne linje. Den streg blev egentlig ikke slået ved fredstraktaten. Den var slået længe før.

 

Historiebøgerne omtalte det som en retfærdig proces

Hele processen blev senere i historiebøger omtalt som en retfærdig proces. Det nævnes som et forbillede for fornuftig løsning af territoriale spørgsmål andre steder. Kigger man på tyske fremstillinger, ja så synes de ikke, at det var helt retfærdigt.

Som modtræk foreslog tyskerne, at man lavede en –  en bloc afstemning for hele Slesvig mellem Kongeå og Ejder. Men det blev dog afvist.

 

Påskekrisen

Men regeringen var ikke meget for det. De ønskede ikke at reagere over for et stort modvilligt tysk mindretal. Det kunne i sidste ende skade Danmarks sikkerhed.

Christian den Tiende var glad for Flensborg, men ikke for Zahle, når denne ikke engang ville kæmpe for denne by. Op under påske fyrede kongen så Zahle. Socialdemokratiet med Stauning varslede generalstrejke. Der blev råbt ”Statskup” og ”Republik” rundt om i Københavns gader.

Kongen blev hjulpet ud af krisen af bl.a. Stauning. Han foreslog en upolitisk regering ledet af en jurist, ligesom der straks skulle udskrives valg.

 

Tysk hjemmeside tager også fejl

Stærke danske kræfter havde presset på, at hertugdømmet Slesvig, der førte Preussen op til Kongeåen blev ”genforenet med Danmark. Der blev afholdt to folkeafstemninger i grænselandet i 1920 for at få dette afklaret. Ja sådan står det på en tysk hjemmeside. Men det er nu ikke helt korrekt, som så meget andet, når vi taler om 1920. Det var faktisk tyskerne, der henvendte sig først. Den danske regering var bange for at presse på. De ønskede gode forhold til den mægtige nabo i syd.

 

Scavenius var meget forsigtig

Scavenius især var ikke meget for, at skulle slås med et tysk mindretal. Der var forlydender fremme, at de allierede ville skade tyskerne mest muligt ved at give Danmark hele Slesvig. Disse kræfter kunne let få støtte af ”Dannevirke – folk”.

Scavenius udtrykte det klart på et møde den 11. februar 1919:

 

  • En anerkendelse (af Selvbestemmelsesretten) ville indebære en forpligtelse til ikke at modtage nogen del af Slesvig, der ikke havde stemt sig vej til Danmark.

 

Tysk ambassadør med snu plan  

Det skortede ikke med advarsler mod Danmark, der forsøgte at få så stort et område som muligt. Klarest udtrykt af den tyske ambassadør Rantzau, der så en fordel i et stort tysk mindretal i Danmark da det:

 

  • Ville have givet Tyskland mulighed for en fremtidig revision og i mellemtiden ville have styrket det tyske element i Danmark.

 

Tyskerne opfattede det som lusket fremgangsmåde

Som bekendt blev afstemningen delt i to, og der blev stemt en bloc. I zone 1 var der et klart flertal for Danmark. Der blev ikke taget hensyn til, at der i byer som Aabenraa, Sønderborg og Tønder var et klart flertal for tyskerne. For sidst deltes vedkommende kommer vi tilbage.

Tyskerne opfattede dette som en lusket fremgangsmåde. Her havde man i forvejen affundet sig med krigsnederlaget. Man havde nok ikke lige regnet med, at dette spørgsmål også kom op.

 

Danskerne ville have Flensborg

Efter Påskekrisen stod det klart, at grænsen mellem 1. og 2. zone skulle være den nye nationalgrænse.

Mange danskere hævdede, at Flensborg tilhørte Danmark. Byen havde kun haft tysk flertal ved folkeafstemningen, fordi der siden 1864 havde været bevidst tysk politik at fortyske byen med tilflyttere.

 

Niebüll – ny forvaltningsby

I anden zone opstod der nu en meget heftig propagandakamp.  Bortset fra to landsbyer på den vestlige del af øen Föhr, var der tysk flertal i alle kommuner i zone 2.

I den østlige halvdel forløb grænsen mellem de gamle preussiske amtsgrænser. I den vestlige del skete der ting og sager. Kreis Südtondern blev dannet med det resterende område mod syd med øerne Amrum, Sild og Föhr. Forvaltningsbyen blev landsbyen Niebüll.

 

Friserne valgte tyskerne

Det står heller ikke i historiebøgerne, at friserne valgte side. De valgte tyskerne. Det vil sige, at i 1923 dannede man den Dansk – Frisiske Forening. De har sikkert valgt dansk.

Der var stadigvæk optimistiske danskere, der ville have grænsen ned til Ejderen. Men det var den danske regering egentlig imod.

 

Tysk flertal i og omkring Tønder

I den vestlige del blev det store Tønder Amt gennemskåret og amtsbyen Tønder kom til Danmark.

Det var ikke blot Tønder, Ubjerg og Højer, der havde tysk flertal. Men der var også tysk flertal i hele 10 kommuner øst herfor.

 

Var H.V. Clausens antagelser rigtige?  

H.V. Clausen havde ikke dokumenteret de sproglige beviser andet end, at det havde været fremlagt i Illustreret Tidende og i Danmarks Kultur. Sprogstatistikken på landet viste næsten 100 pct. dansk på landet i Nordslesvig. Det overvældende andel af tysktalende i byerne blev affærdiget med at de på grund af deres ringe størrelse ikke betød så meget.

Og så brugte Clausen også argumentet med, at sproggrænsen:

 

  • Falder sammen med den, der er sat af naturen

 

Clausen antager, at de dansktalende i Nordslesvig ønskede en afståelse til Danmark. Men der er nu nogle problemer i denne antagelse.

For det første er det ikke veldefineret, hvad det menes med dansktalende. For sønderjysk blev også brugt af det tyske mindretal. Og hvordan blev friserne behandlet i statistikken. Det er muligt, at friserne som ikke tysk – talende blev behandlet som dansk talende.

For det andet er sproglig tilknytning ikke nødvendigvis det samme som politisk eller national tilknytning. Dansksindede kunne på grund af familiemæssige eller erhvervsmæssige forhold også have ønsket om en forbliven i Tyskland.

 

Den naturlige grænse

Clausen undgår bevidst, at tage stilling til sproggrænsen ved Flensborg. Man kunne have forventet, at han gjorde det samme ved Tønder, hvor hans dokumentation er tvivlsom, og hvor der er anført at:

 

  • Sognene mod sydvest for Højer, Ubjerg og Tønder havde H.V. Clausen kun ringe kendskab til.

 

Clausen nævner også, at Møgeltønder havde været et gammel dansk enklaveområde og at Rørkær lige øst for Tønder var at betragte som en kendt dansk kommune, som opvejede tyskheden i Tønder by og Ubjerg Sogn.

Sandsynligt er det at Clausen har tillagt marsken en stor vægt som en naturlig grænse. Men der blev taget en ordentlig bid af Tønders handelsmæssige opland.

 

Hvad nu med afvandingen?

Efter afstemningen blev problemet omkring afvanding af Tøndermarsken forelagt den internationale kommission. Fra dansk side ønskede man at marskområdet ned til Niebüll tilfaldt dansk område. Det britiske formandskab afslog dog dette forslag.

Der var jo også lige delingslinjen som tyskerne foreslog. Den gik nord om Rinkenæs, Ravsted, Tønder og Højer, men syd om Møgeltønder. Han nævner muligheden for at få tysksindede til at stemme dansk

 

”Tønder var en tysk by”

Særlig i Tønder kom det til protester, da det i februar 1919 blev kendt hvordan folkeafstemningen skulle afvikles. Byrådet vedtog med alle stemmer undtagen den senere som dansk kendte Claus Eskildsen at:

 

  • Tønder var en tysk by

 

Rigsdagen i Berlin ville beholde Tønder

Man fandt støtte i en erklæring fra udenrigsministeriet i Berlin om at:

 

  • Det er Rigsdagens ønske at beholde byen Tønder i riget gennem retfærdig anvendelse af selvbestemmelsesretten

 

For det tyske mindretal i Tønder og resten af Nordslesvig betød afstemningens tilrettelæggelse et konkret angrebspunkt. Tyskerne havde underskrevet fredstraktaten under protest. Grænsen mod Danmark var således heller ikke aftalt direkte med Danmark, men med sejrsmagterne. Dette passede sikkert Scavenius meget godt.

Og historien om gadeskiltene i Tønder og om de tyske borgmestre helt frem til 1937 kan I læse her på hjemmesiden

 

Den 10. februar er en festdag

Den 10. februar 1920 var en stor dag. Ja det bliver nu til dags betragtet som en festdag. Der var afstemning i Zone 1. Og egentlig var svaret givet på forhånd. Det er da også fin nok, at man vil fejre sammensmeltningen med Danmark som en Genforening. Men som vi tidligere har anført så kniber dette ordbrug, hvis vi skal se rent historisk på det.

Kigger vi også i historiebøgerne, så må man sandelig heller ikke anfægte valget dengang. Alt gik helt rigtigt til, og det var jo en international komité til at kigge på det hele.

Tyskland havde tabt krigen og var blevet tvunget til en ydmygende og kostbar fred. Kejseren var selv landflygtig.

 

Havde de så meget til fælles?

Men det gamle land og den sønderjyske landsdel har ret beset aldrig haft så meget til fælles. Hverken politisk, retligt eller administrativt havde Kongeriget og Slesvig tidligere været ensartede, ej heller før adskillelsen i 1864.

Og økonomisk jævnbyrdige har de nu heller ikke været. Det skulle senere vise sig.

 

Infrastruktur nedslidt og forældet

Vejforbindelser og jernbanenet var nedslidt og forældet. Der var såvel sproglige og kulturelle forskelligheder, der skulle overvindes. Det tog tid, inden de normale danske livsformer og vilkår blev naturlige for sønderjyderne.

 

Militær og pas

Den 5. maj 1920 rykkede der danske tropper ind i Sønderjylland. Efter at der var etableret en effektiv spærring af grænsen mellem 1. og 2. zone skulle, blev den danske kronemønt indført som betalingsmiddel.

Natten mellem den 26. og 27. maj blev der indført pastvang med tilhørende paskontrol ved den ny grænse, hvilket var et helt konkret udtryk for, at det gamle hertugdømme Slesvig nu endelig var delt op i et dansk Sønderjylland og et tysk Mellem – og Sydslesvig.

 

Den 10. juni endnu en festdag

Mens kongen havde handlet klodset i påsken, havde han en heldig hånd den 10. juni 1920. Det var dagen efter, at Rigsdagen havde vedtaget loven om indlemmelse af Sønderjylland.

 

Kongen på den ”hvide” hest

På den ”hvide” hest red han over grænsen, og i en genial ”improvisation” løftede han den lille pige, der rakte ham blomster op på hesten og omfavnede hende – ”den røvede datter” og red nogle hundrede meter med hende. Ikke et øje var tørt, heller ikke hos pastor Brarens plejedatter.

 

Jomfru Fannys forudsigelser

Kongen blev modtaget med storm. Mon ikke sønderjyderne havde glemt hans klodsede optræden blot få måneder forinden. Han var sikkert glad for sin krone. Nu kunne han starte på en frisk i sin kongerolle.

Hele ceremonien var koreograferet i overensstemmelse med Jomfru Fannys spådom. Kort før hendes død forudså hun i et syn ”Genforeningen”

 

  • Det bliver ikke Christian den Niende, som kommer herned som dansk konge. Kongen som kommer hertil, er en mand i den bedste alder, hverken gammel eller ung. Han kommer ridende på en hvid hest. Bønderne vil pynte deres heste med bonderoser, og det vil være sort af mennesker for at tage imod ham, men jeg ser

 

Begivenhederne blev derfor nøje iscenesat, så de kunne leve op på drømmene og forventningerne.

 

Det var dyrt

Helt konkret kostede genopretningen af Sønderjyllands nedslidte infrastruktur og opbygningen af den danske forvaltning den danske stat i omegnen af 300 mio. kr. regnet i 1920 – priser. Det var et meget betydeligt beløb.

En medvirkende årsag til beløbets størrelse var, at den nye grænsedragning skar en region, der hidtil havde fungeret som administrativt helhed, midt over, hvilket i forvandlingsmæssig henseende efterlod landsdelen nærmest på bar bund.

 

Salget af De Vestindiske Øer betalte en del

Og samtidig lå regionens største by, Flensborg nu syd for grænsen. Mange institutioner og forvaltningsstrukturer skulle derfor nærmest opbygges fra grunden.

Den danske stat fremskaffede det store beløb ved at optage et såkaldt ”genforeningslån” på 145 millioner kroner. Så besluttede man samtidig at anvende overskuddet fra salget af De Vestindiske Øer til USA i 1917 til genforeningsformål. Dette udgjorde i tidens priser omkring 153 mio. kr.

Uanset disse kunstgreb repræsenterede sammensmeltningen med Sønderjylland en meget betydelig belastning af de danske statsfinanser gennem de første år, hvilket dog på ingen måde dæmpede glæden over begivenheden, der først og fremmest opfattedes som en retfærdighedshandling over for landsdelens danske indbyggere og en delvis oprejsning efter ydmygelsen i 1864.

 

Manipulation i oversættelse

I 1840 udkom C.F. Allens ”Haandbog i Fædrelandets historie”. Her blev det betonet, at Sønderjylland var en del af Danmark, som kun tidernes ugunst var kommet til at stå i et løsøre forhold til kongeriget.

Da professor Niels Nicolai Falck fra Kiels Universitet selv kom til at spille en aktiv rolle i det nationale opgør og oversatte bogen, strøg han nogle væsentlige passager uden forfatterens viden.

Allen var bl.a. utilfreds med, at Falck ved omtalen af Slesvigs inkorporation i 1721 havde strøget ordene om:

 

  • At enhver i hyldningen lovede for sig og sine efterkommere at være kongen tro og huld som eneste suveræn landsherre, ligesom også hans kongelige arvefterfølgere efter kongelovens lydende.

 

Tilsvarende var omtalen af, at det slesvigske våben havde fået en mere fremtrædende placering i det danske rigsvåben

 

  • På grund af Slesvigs forandrede forhold til riget

 

Forsvundet i den tyske udgave. Det samme gjaldt et afsnit om det danske sprogs skæbne i Slesvig.

 

Tilgangen til Sønderjyllands historie meget forskellig

Tilgangen til Sønderjyllands historie har været meget forskellig. I det meste af det 19. århundrede følte danske historikere sig kaldet til at påvise Danmarks statsretslige ankomst til hele Sønderjylland – og dermed at Danmark til Ejderen. Der blev her lagt væk på betydningen af inkorporation af den hertugelige del af Slesvig i 1721, og den dermed forbundne arvehyldning. Tilsvarende bestred man de tyske påstande om, at Slesvig og Holsten var ”up ewig ungedelt”. Man diskuterede augustenborgernes arveret og betonede landsdelens danske rod og særpræg. Samtidig blev al tysk i reglen fremstillet i de mørkeste farver.

 

Kursskifte med A.D. Jørgensen

Nederlaget i 1864 betød ikke nogen ændring – i første omgang. Det blev imidlertid en sønderjyde, historikeren A.D. Jørgensen – der senere også blev Danmarks første rigsarkivar, der i 1880’erne lagde grunden til kursskifte. I sine Fyrretyve Fortællinger af Fædrelandets Historie, der udkom i 1882, udtrykte A.D. Jørgensen håbet om, at man i Sønderjylland engang kunne nå frem til en ”national” grænsedragning.

Det var et grundlæggende brud med de hidtidige fortalere for den ”historiske ret”.

 

Skellet opretholdt i historiske værker

En anden ting er omtalen af Sønderjylland i det store Danmarkshistorie værker. Her er skellet ved Kongeåen opretholdt næsten helt op til vores tid. Det efterlader det mere principielle spørgsmål, hvem historikerne skriver Danmarkshistorien for og hvordan man i geografisk henseende skal afgrænse sin fremstilling.

Ingen vil vel anfægte at Sønderjylland i vikingetid og middelalder spiller en stor rolle for forståelsen af den politiske udvikling i det øvrige Danmark og dermed indtager en tilsvarende placering i fremstillingerne.

 

Der er sandelig også sagt sludder

I en af disse værker bd. 7 af Danmarks Historien for tiden 1914 – 1945, hævdes det at det danske og det tyske mindretal omtrent var lige store ca. 10.000 på hver side er noget rent sludder. Det tyske mindretal i Nordslesvig bestod af 30 – 35.000 personer og var dermed langt større end det danske mindretal i Sydslesvig.

Der står også følgende:

 

  • Forsøget fra dansk side at få en dansk – tysk mindretalstraktat strandede dog.

 

Dette er også noget sludder. Det forholdt sig jo lige modsat.

Hvis det havde været formålet med denne artikel, kunne vi ganske givet have fundet mange flere fejl i den historiske gengivelse af tiden omkring ”Genforeningen”

 

Sen tysk godkendelse af grænsedragningen

Den tysksindede befolkning i Nordslesvig havde allerede under Genforeningsfesten gjort det klart, at de ikke godvilligt ville affinde sig med den nye grænse. Først efter 1945 skete dette.

 

Må vi stadig sige Sønderjylland

Det er naturligvis ikke noget forkert i at fejre selve Genforeningen og de spektakulære begivenheder, det førte med sig. Men det største er egentlig ikke disse officielle mindedage.

Det største skete ikke på en bestemt dag eller i et bestemt år. Det var noget, der kom lidt efter lidt i en langstrakt kæde af hverdagsagtige enkeltheder, som blev levet og oplevet af ”almindelige mennesker”.

Land og folk i fællesskab magtede sammensmeltningen i en sådan grad, at den gamle grænse ved Kongeåen helt og aldeles blev udvisket. Man kan sige, at i dag er Sønderjylland vokset sammen med det øvrige Danmark. Og dog, dengang måtte man kun sige ”de sønderjyske landsdele” og i dag må man rent administrativt kun sige Sydjylland. Man må ikke sige Sønderjylland.

 

Kilde:

  • Diverse artikler på dengang.dk
  • Jerns Rasmussen: Grænsedragning ved Tønder 1920 – baggrund og konsekvenser (artikel)
  • Hans Schultz Hansen: Sønderjyllands Historie
  • Svensson: Tyskerkursen
  • Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt 1-3
  • Viggo Sjøquist: Erik Scavenius
  • Henrik Becker-Christensen: Byen ved grænsen
  • Salmonsens Konversations Leksikon
  • Dansk Biografisk Leksikon
  • Danmarks Historie bd. 7 (Gyldendal)
  • D. Jørgensen: Fyrretyve Fortællinger af Fædrelandets Historie
  • Sønderjysk Årsskrift
  • Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet
  • region.dk

 

Det lykkedes os ikke at få fat i følgende (til dig der vil studere dette nærmere):

  • Hans Dietrich Lehmann: Der Deutsche Ausschuss
  • Karl Alnor: Die geschichtliche und nationale Recht in Nordschleswig
  • Franz von Jessen: Haandbog I det nordslesvigske spørgsmåls historie
  • Harboe Kardel: Die Stadt Tondern am Ausgang der Deutschen Zeit 1900 – 1919 (Schriften der Heimatkundlichen Arbejdergemeinschaft für Nordschleswig)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.417 artikler, herunder

 

Under København 159 artikler:

  • Sønderjyder i København
  • Istedløven brøler stadig
  • Begik kongen højforræderi?

 

Under Sønderjylland 173 artikler:

  • Dansk – Tyske brydninger i et grænseland
  • Sønderjylland under pres – syd fra
  • Rendsborg 1848 – 1851
  • Da Nazismen kom til Sønderjylland
  • Den Sønderjyske Politiadjudant
  • Overvågning i Sønderjylland
  • Folketingsvalget 1939
  • Jens Møller – Folkefører eller folkeforfører
  • Den dansk – tyske sameksistens i Sønderjylland
  • De fem lange år i Sønderjylland
  • Mindretal i brændpunkt
  • Den sønderjyske efterretningstjeneste
  • Opgøret efter 1945
  • Den tyske mindretal
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Tyske flygtninge i Nordslesvig
  • Sønderjylland – maj 1945
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde
  • Kan man egentlig tale om en Genforening?
  • Er Genforening, det rette år?
  • Var Sønderjylland en del af Danmarks rige i middelalderen
  • Da Sønderjylland blev dansk
  • Lov og ret i Sønderjylland – dengang
  • Sønderjylland i knibe
  • Kongens Hvide Hest 1-2
  • Slaget om Als
  • Sønderjylland til Ejderen
  • De Sønderjyske Piger

 

Under Tønder 245 artikler:

  • Da Hagekorsflaget blev hejst i Tønder
  • Slogs Herred – mellem dansk og tysk
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder – omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Tønder – efter krigen
  • Tønder – mellem dansk og tysk
  • Hvorfor var Tønder tysk?
  • Tønders tyske sportsforeninger
  • Sprogkampen i Tønder 1851-1864
  • Socialdemokrat i Tønder – dengang
  • Tønder før og efter Genforeningen
  • Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder
  • Lærer fra Burkal
  • Tondern stadion
  • Tønder Bibliotek – i begyndelsen
  • Militæret i Tønder 1920 – 1923
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Tønder – egnen 1814 – 1848 (1)
  • Tønder – egnen 1848 – 1851 (2)
  • Dagbog fra Møgeltønder
  • Ulrich – en fysikus fra Tønder 1-2
  • Soldater i Tønder 1851

 

Under Aabenraa 145 artikler:

  • Knivsbjerg – nord for Aabenraa
  • Løjt – mellem dansk og tysk
  • Aabenraa – mellem de to krige
  • Aabenraa 1848 – 1851
  • Aabenraa – før prøjserne
  • Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864

 

Under Højer 70 artikler:

  • Den sure præst fra Højer
  • Pigen fra Højer
  • Apotekeren fra Højer
  • Heltene i vadehavet

 

Under Padborg/Kruså/Bov 57 artikler:

  • Straffelejren
  • Bov Sogn – mellem dansk og tysk
  • Fårhuslejren
  • En sønderjyde krydser sine spor
  • Genforeningen i Bov Sogn
  • Sejren ved Bov
  • Kampen ved Bov – og De Slesvigske Krige

 

Under 1864 og De Slesvigske Krige 31 artikler:

  • Statskup og enevælde
  • Unødvendige krige?
  • Lundtoft herred 1848
  • Slaget ved Brøns – set med tyske øjne
  • Slaget ved Brøns
  • G. Monrad 1-2
  • Sønderborg 1864
  • Sandheden om Herman Bang’ s Tine

 

Under Besættelsestiden (Før/Nu/efter) 280 artikler:

  • Gerningsmænd eller ofre
  • Et mindretal under besættelsen
  • Dibbernhaus
  • Besættelsestiden og det tyske mindretal
  • Efter besættelsestiden
  • Nazistisk Ungdomsarbejde i Sønderjylland
  • Slemme folk fra Sønderjylland
  • Retsopgøret i Sønderjylland
  • Danskerpak og Tyskerpak og mange flere artikler

 

 

 

 

 


De 113 skud på Nørrebro

Dato: maj 26, 2019

De 113 skud på Nørrebro

Plakater med ”Fuck Politiet”. Man har glemt detailhandlen. Politiet holdt sandheden tilbage. Det startede fredeligt. Ordensmagten var klart i mindretal. Vi følger kampens forløb. Det var som en filmscene. ”Det var dem eller os”. På Nørrebro er det nej til EU. Normalt ville man trække sig tilbage. Man angreb politiets svageste led. Pludselig lå 12 – 15 betjente lå på asfalten. Urobetjente pressede politielever. Søren ramt i maven. Alexander ramt i hovedet af noget. Tilflugt i Joe’ s kaffebar. Toilet flød med blod. Man sigtede ikke kun efter benene. Få millimeter fra halspulsåren. Arresteret inden operation. To år gennem retssystemet. Efterfølgende mord og selvmord. Politiledelsen frikender sig selv. De enkelte betjente følte sig ladt i stikken. De blev beskyldt for at være ”skydeglade revolverbetjente” Ny strategi efter 1993. Ødelæggelserne var større i 1999. Der blev foretaget seks undersøgelser.

 

Plakater med ”Fuck Politiet”

”Fuck Politiet” stod der på en masse plakater, sat op på Nørrebro. De var sat op til skræk og advarsel for de ting, der skete den 18.-19. maj 1993. Gennem årene har der i sandhed været mange kampe på Nørrebro. Vi bringer en oversigt over 84 artikler om dette emne som ”Den Gamle Redaktør” har skrevet om dette tema i slutningen af artiklen.

 

Man har glemt detailhandlen

Medierne har regnet ud, at alene kampen om bevarelsen af Ungdomshuset kostede samfundet mellem 120 og 165 millioner kroner. Men medierne har aldrig interesseret sig for, hvad alle disse kampe har kostet detailhandlen. For til sidst sagde forsikringsselskaberne stop sådan mere eller mindre. Men politikerne fortsatte med at bilde befolkningen, at indehaverne fik dækket alle skader.

Det er bestemt ikke korrekt. Mange butikker er faktisk også lukket, fordi de ikke mere kunne holde det ud. Og i perioder forsvandt kunderne. Måske er der nogen, der på et tidspunkt begynder at regne på dette.

 

Politiet holdt sandheden tilbage

Det var første gang i fredstid, at politiet åbnede ild mod en folkemængde i fredstid. Det var dengang, at en af de mest omdiskuterede sager i dansk retshistorie tog sin begyndelse. Ingen, hverken politiledelse eller politikere havde lyst til at se sandheden i øjnene. I frustration havde betjente sigtet og skudt direkte ind i folkemængden. Og hele tiden vidste politiledelsen, hvem der havde givet ordren, om at skyde efter benene. Man havde bevidst skjult det. Heller ikke dette er man stillet til ansvar for.

 

Det hele startede ganske fredelig

Det var en fin forårsdag. Og det hele startede fredeligt med taler, musik og storskærm på Blågårds Plads.

Hvorfor udviklede det sig så dramatisk? Var det raseri over ja til Edinburgh – aftalen, varmt vejr eller for mange øl?

Den 2. juni 1992 havde 50,7 pct. stemt nej til Maastricht – traktaten, trods det at et enigt Folketing og erhvervsliv havde sagt ja. Men et år efter blev den danske befolkning atter kastet ud i en afstemning.  

 

Det udviklede sig til en tragedie

Politiet var slet ikke forberedt. De ville ikke anskaffe vandkanoner. Men betjentene var dog i kampuniformer. Folks opfattelse af politiets rolle udviklede sig til bitterhed. Harmen udviklede sig i omfattende hærværk ildspåsættelse og blind raseri. Atter var det bydelens butikker, det gik ud over. Nogle af butikkerne blev lige frem røvet.

Denne maj-nat udviklede det sig til en tragedie.

 

Ordensmagten var klart i undertal

300 betjente fra hele landet var sendt til Nørrebro. Da mandskabsvognene kom gik det op i en kæmpe blodrus. I løbet af kort tid var det totalt kaos.

Ordensmagten var klart i undertal. Mange var endnu ikke færdiguddannede. På Fælledvej gik det helt galt. Politiet manglede tåregas og radiokommunikationen brød sammen. Styrken blev presset tilbage af folkemængden. Brosten og kasteskyts flød gennem luften. Mange rammer butiksvinduer og betjente. Mange af de ramte betjente segner om på asfalten.

Af frygt for at helt skulle miste kontrollen bliver der givet ordre til at skyde efter benene. Danske politifolk affyrer 113 skud. 11 demonstranter og tilskuere behandles efterfølgende for skudsår på Rigshospitalet.

 

27 betjente var udstationeret på Blågårds Plads

Det var Anti Fascistisk Aktion, der gennemførte en demonstration på Blågård Plads. Man antog, at demonstrationen ville gå mod Christiansborg. 27 betjente var udstationeret på pladsen og fulgte den fredelige demonstration.

 

Kampens forløb

Da alt tegnede til at blive et ja, døde festlighederne. Og betjentene blev sendt hjem.

  • En gruppe på 500 – 1.000 gik ned ad Blågårdsgade mod Nørrebrogade. Nogle havde planer om at bygge barrikader. Øjenvidner fortæller, at der var 10 – 20 stykker fra det autonome miljø, der startede bygningen, men de fik hurtig opbakning fra de lokale beboere.

 

  • Nærpolitistationen Blågården angribes ved 22-tiden. De første barrikader opføres på Nørrebrogade. Skurvogne blev anvendt. Der var ikke nogle forudgående meldinger om uro. De første politistyrker tror, at det er tale om mindre isolerede hændelser. Politiet forholdt sig i første omgang passiv. Oven over barrikaderne blev der anbragt bannere med teksten ”EF – Fri Zone”. Op mod 2.000 mennesker var nu forsamlet på Indre Nørrebro. De første bål blev antændt.

 

 

  • Betjentene var ikke indstillet på timelange kampe med brosten og brandbomber. Ingen havde på noget tidspunkt overblik over begivenhederne

 

  • Først kl. 23.15 er den første kampstyrke klar ved Sølvtorvet, 500 meter fra de første barrikader.

 

  • Meldingen gik på, at kollegaer på Nærpolitistationen i Blågårdsgade var i fare. Her befandt der sig seks betjente. Udenfor var 200 demonstranter på vej ind for at ”tale” med den seks.  De forsøgte med en hjemmelavet rambuk.

 

  • Fra sidegaderne blev politiet angrebet i Blågårdsgade

 

 

  • 30 indtages barrikaderne og der bliver affyret store mængder tåregas ind i området uden hensyntagen til beboerne.
  •  
  • En efterlysning efter mere tåregas når aldrig frem til Politigården.

 

  • 13 mener politiet, at de har situationen under kontrol. Nørrebrogade mellem Fælledvej og broen er besat af politiet. Hele området er indhyllet i tåregas.

 

  • 15 kommer en deling ad Blegdamsvej til Skt. Hans Torv. Men de mødes af et sandt bombardement af brosten og må trække sig tilbage.

 

 

  • Demonstranterne går nu mod Skt. Hans Torv. Her ligger flere tons frit tilgængelig brosten. De er samlet i affaldscontainere så de lettere kan transporteres. Torvet var under ombygning så våbenlageret var frit tilgængeligt.

 

  • 14 urobetjente i civil bliver sendt op til Torvet for at observere og rapportere. De hjælper med at samle sten i en container. Men de bliver genkendt af et ægtepar og jagtes op ad Fælledvej. De har ikke fulgt deres ordre med at forholde sig helt passive.

 

  • Omkring Skt. Hans Plads er betjentene ikke klar over, hvem der har kommandoen. Åbenbart har man nu opgivet den defensive taktik for nu bliver der hele tiden råbt ”Fremad” i radioen.

 

  • Omkring 00.30 føler 20 betjente, at de er i overhængende livsfare og undertal. De kan hverken trække sig væk eller fjerne deres sårede. De bruger den sidste udvej. Pistolerne trækkes og man rykker frem.

 

 

  • 00.34 beslutter politiledelsen, at Torvet skal genindtages. En kugleregn opstår. Den varer i 36 sekunder. Det går i den grad kludder i politiets strategi.

 

  • Stenregnen stilner nu næsten af

 

 

  • 00.36 rammes en betjent af en sten. Pludselig hører man råbet ”Skyd efter benene” Og det lyser et enkelt skud. Råbet gentages 8 sekunder efter. Dette udløser en kraftig salve, der varer i næsten 17 sekunder (der er store afvigelser i forklaringerne om, hvornår politiet har skudt).

 

  • 00.45 er politiet rykket frem til Skt. Hans Torv. Man har nu endelig fået fremskaffet mere tåregas. Nu har man hele Torvet under kontrol.

 

 

  • En lille gruppe betjente rykker samtidig op ad Guldbergsgade mod demonstranterne. Under denne fremrykning skyder politiet for tredje gang direkte ind i mængden med en salve. Denne varer i syv sekunder.

 

  • I de følgende timer kommer der til flere mindre sammenstød.

 

Det var som en filmscene

Det var nærmest surrealistisk. Rundt omkring de kæmpende grupper af stenkastede unge og kampklædte betjente løb de halvstore børn. En stor gruppe stod bare og så på. Det var som en filmscene, der foregår i en anden virkelighed. Folk stod og snakkede og kommenterede situationen. 10 – 15 minutter derfra var der vild tumult.  Stenene fløj rundt. Menge var der slet ikke adresse på.  Det hele var indhyllet i en råben og skrigen og høje smæld, når stenene røg i skjoldene.

Demonstranterne fornemmede, at politiet havde overvurderet sig selv.

 

”Det var dem eller os”

Den aften havde de unge behov for at få ram på politiet. Det var dem eller os, siger demonstranter efterfølgende. Politiet blev betragtet som en fjendtlig magt. De unge skar alle politifolk over en kam. Mange mener endnu i dag, at det de gjorde den aften og nat var det rigtige.

Mange fortæller, at det især var urobetjentene, der provokerede. Ja de opfordrede ligefrem til slåskamp. Således skulle et par af dem have råb:

 

  • Kan du huske Benjamin?

 

Det var under en dramatisk nat på Rådhuspladsen, at Benjamin Schou blev udsat for en meget voldsom anholdelse. Han var klinisk død i flere minutter. Han kom aldrig til bevidsthed og døde på et plejehjem i 2008.

 

På Nørrebro er det nej mod EU

Politiet var gidsler i de unges raseri. På Nørrebro var der modstand mod EU. Og den måde, som politikerne havde håndteret det på fik de unge op i det røde felt. Folk var harmdirrende vrede over, at politikerne ikke respekterede demokratiet og bare lavede en ny folkeafstemning.

Det hele startede med en rockkoncert med rockgruppen Chumbawamaba.på Blågårds Plads.

Mursten og mindre brosten er tunge nok i sig selv, men med de her kæmpe sten skal man stå helt tæt for at ramme – så tæt, at man næsten havde øjenkontakt med den betjent, man kastede imod.

 

Normalt ville man trække sig tilbage

Politiet kom gående frem i kæder. Hver gang en blev ramt og røg ned, blev de båret væk. En anden overtog så pladsen i kæden.

Det var lige som vikinger. Mange demonstranter følte faktisk, at politiet var seje den nat. For de holdt stand, selv om det regnede ned med sten. Normalt ville man trække sig tilbage og vente på forstærkning. Det har de altid gjort. Og fordi de blev stående, så snaporede det til demonstranterne at angribe endnu mere.

 

Man angreb politiets svageste led

De unge angreb med brosten, flisestykker, jernspyd og andet materiale, de kunne finde. Dette medførte, at den i forvejen trængte politikæde fik delvis i opløsning midt på Fælledvej. Og aktivisterne fortsatte med at angribe politikædens svageste led. Politiet trak deres våben, men det havde nu ikke nogen synderlig effekt. Og de kommanderede varsleskud virkede heller ikke.

Mærkelig var det, at politiet ikke trak sig tilbage. De enkelte betjente var tydeligvis i fare. Nu brugte de så skjoldene for at komme frem mod Skt. Hans Torv. De passerede en masse brændende biler.

 

Pludselig lå 12 – 15 betjente på asfalten

Mange betjente var ramt og lå på asfalten. En enkelt havde taget hjelmen af. En aktivist så dette og knaldede en sten på ham. På et tidspunkt lå mindst 12 – 15 betjente på gaden ramt af sten og andet kastekysts.

Sårede betjente humpede væk og blev båret fra Fælledvej.

Politiet havde svært ved at kende forskel på tilskuere og demonstranter, således blev mange tilskuere angrebet med politiets skjolde forrest.

 

Urobetjente pressede politielever

To unge piger havde søgt tilflugt i baggårde ved Skt. Hans Plads. Deres kærester var ramt af skud. Og mange af skudofrene havde søgt tilflugt eller blev bragt ind på Joe’ s Kaffebar.

En af dem var ramt i maven og oversmurt af blod.

En fyr i frontlinjen drattede pludselig om. Politiet rykkede frem mod ham, men blev presset tilbage. Kampen bølgede. Så opstod der pludselig et hul. To aktivister fik nu fjernet deres kammerat og fik ham båret væk. Ellers var han blevet trampet ned af politiet. Han var bevidstløs og havde en bule på størrelse med et æg og havde fået noget i hovedet.

Det var flere sten i luften end nogensinde. Civilbetjente kastede brosten retur mod tilskuere og aktivister. Nu kom der pludselig en underlig hvislende lyd. Det viste si, at være kugler, der flød om ørene. Urobetjente blev ved med at presse elever fra politiskolen frem. Det var også de første til at skyde viste det sig bagefter.

 

Søren blev ramt i maven

En af brostenene ramte Søren i maven. Luften var slået ud af ham. Han lå på jordet et stykke tid og hev efter vejret. Nogen slæbte ham ind på fortovet. Han havde netop rejst sig op, da han hørte nogle smæld. Det lød som knaldperler. En masse hætteklædte løb nu imod ham. Det var nærmest panisk.

 

Alexander blev ramt af noget

I et brøkdel af et sekund drejede Alexander hovedet. Han kunne se en betjent med en pistol i hånden. Så kom der et uventet slag med en vanvittig kraft. Som et slag med en jernstang fra en granvoksen mand. For Fanden tænkte han, jeg har vel ikke fået en brosten i hovedet. Og så væltede der ellers tænder og benstumper ud af munden på ham. Smerten kom først senere.

 

Tilflugt i Joe’ s Kaffebar

Alexander vaklede over mod Joe’ s Kaffebar.

Efterhånden var det helt fuldt inde i Joe’ s Kaffebar. Det var et rigtig arbejdersted med nikotingule vægge. Her kunne man få en bajer med ostemad for 12 kr. Stedet lå på hjørnet af Guldbergsgade og Skt. Hans Torv.

Man havde lukket døren og ville ikke åbne. Først da Alexander flyttede sin hånd og viste sit ansigt, lukkede de ham ind.

 

Toilettet flød af blod

Et kæmpe brød så helt forkert ud i hovedet. Senere blev han fundet besvimet ude på toilettet, hvor han lå med hul i maven. Man frygtede, at kuglen sad mod hans rygrad. En toiletdør blev hevet af, og så lagde man ham der. Der var nu to alvorlig sårede på kaffebaren. Toilettet var oversmurt med blod.

Alexander tænkte, at en brosten ikke kunne forårsage så meget blod.

 

Søren søgte tilflugt i Guldbergsgade

Ude på gaden lå Søren stadig. Blod silede fra et hul i skulderen ned over armen og ud over hånden. Hans arm og skulder var følelsesløs. Tanken om de skrappe skud strejfede ham. Chokeret stak han ned ad Guldbergsgade. Ind til en vens forældre. Han fik såret i skulderen vasket. Der blev ringet efter en ambulance. Men den havde ikke tilladelse til at komme ind på Indre Nørrebro.  Stadig med blodet løbende tilbød en mand på ladcykel nu at køre ham til Rigshospitalet.

 

Man sigtede ikke kun efter benene

Alvoren var i den grad gået op for folk. Der blev jo skudt. Folk var rystede. Det gik op for dem, at de var i livsfare. Det var ikke alle, der lige opfattede, at politiet brugte skydevåben. . Det lød nærmest som lynkinesere. Men efterhånden faldt folk om ved siden af en.

Ja flere tissede og sked i bukserne under kampene. Og her taler vi om politielever.

Godt nok havde demonstranterne opbygget et had mod politiet. Men der var ingen, der havde troet, at det skulle udvikle sig så voldsomt. Mange mente, at hvis politiet bare havde trukket sig tilbage, så var demonstrationen gået i opløsning.

Det var bestemt ikke alle betjente, der kun sigtede efter benene.

 

Få millimeter fra halspulsåren

Efterhånden var Alexander også nået frem til Rigshospitalet. Han blødte stadig kraftig fra munden. Han forklarede, at han havde fået en brosten i hovedet.

Tilskadekommende politifolk, demonstranter og tilskuer blev ved med at strømme ind på hospitalet. Alexanden blev bedt om at vente og fik noget bedøvende. Han fyldte papbakke på papbakke med blod fra munden. Efter en halv times følelsesløshed var smerterne begyndt at indfinde sig.

Endelig var det hans tur til røntgenfotografering. Herefter gik det stærkt. En læge en hånd på hans bryst. Han fik at vide, at det ikke var en brosten han havde fået i hovedet. Han fik at vide, at han var skudt i hovedet. Projektilet sad nu i to dele kun en millimeter fra halspulsåren. Hans tænder og hele kæben i venstre undermund blev pulveriseret, da projektilet gik ind.

Tidligt om morgenen den 19. blev Alexander opereret. Et stykke platin blev sat ind i stedet for den knuste kæbe og hans mund blev fikseret med ståltråd. 10 år efter var der stadig ingen tænder i venstre undermund. Men lægerne sagde til Alexander, at han skulle være glad for at overleve.

 

Arresteret inden operation

Både Alexander og Søren blev lige som de andre sårede alle arresteret på sygehuset. Søren blev ført til en isolationscelle. Her sad han i tre dage uden lægetilsyn med en slynge om halsen. På fjerdedagen blev han løsladt.

Alexander lå tre dage på hospitalet uden at hans familie fik lov til at besøge ham. På fjerdedagen blev han fremstillet for retten. Da han var ældre end de andre mente politiet at han havde været med til at arrangere urolighederne. Og da han var ramt i hovedet havde han været forrest i geleddet. Men der var ingen beviser mod Alexander. Han blev løsladt på stedet.

 

To år gennem retssystemet

Men for Søren var efterspillet først begyndt. I to gik hans sag gennem retssystemet. I 1966 blev han idømt otte måneders ubetinget fængsel for vold mod tjenestemand i funktion og forstyrrelse af den offentlige orden.

 

Som en film, der kører igen og igen

På Dronning Louises Bro blev der etableret opsamlingssted til de sårede, der ikke selv eller ved andre hjælp var kommet på Rigshospitalet. Flere havde fået knust fødderne. Andre havde brækket ben eller fået læsioner i ansigtet. Men det værste var sår på sjælen.

En tredjedel af den indsatte politistyrke fik fysiske skader under kampene. 92 betjente rapporteres med skader. 61 sygemeldes og for mange ender konfrontationerne i personlige problemer og årelange fortrængninger.

 

  • Det er som en film, der kører igen, igen og igen

 

Ja sådan sagde en betjent, der først syv år efter modtager ordentlig krisehjælp. Det gør folk i uniform sjældent. Store drenge græder ikke.

 

Mord og selvmord

Gennem 1990erne bryder flere betjente sammen. En af lederne, en vicekriminalkommissær gifter sig senere med en af de kvindelige betjente, der var med i aktionen. Han forlader styrken og går langsom i opløsning. I 1999 slår han sin kone ihjel. Året efter hænger han sig selv i Ringsted arrest.

 

Brosten kom poppende som popcorn

En politiassistent fortæller om sine oplevelser:

  • Brosten kom poppende som popcorn, overalt i alle højder, fra alle sider, hele tiden. Man kunne ikke følge deres bane. De ramte overalt.
  • Vi stod i en kæde. Det betyder, at jeg havde et greb i kollegaen ved siden af. Igen og Igen oplevede jeg, at han eller hun faldt om, og blev slæbt væk. Det var virkelig med en følelse af panik. Benene rystede, alt gjorde ondt.

 

Politiledelsen frifinder sig selv  

Situationen vrides atter og atter i medierne. Endnu en gang indleder politiet en undersøgelse af politiet, Men ingen vil påtage sig hverken skyld eller ansvar, alle føler sig lige retfærdige.

Politikerne fastholder, at de har overholdt de demokratiske spilleregler. Politiledelsen frifinder sig selv.

 

 

Halvdelen af befolkningen synes, at det var helt i orden at skyde på de ”forbryderiske antidemokrater”. Tre betjente sigtes for at have skudt mod tilskuere, men ingen af sagerne bliver gennemført.

 

De enkelte politifolk følte sig ladt i stikken

De enkelte politifolk følte sig efterfølgende ladt i stikken. Syv års mistænkeliggørelse føltes dybt deprimerende. Efterfølgende var der mange, der mistænkeliggjorde betjentene. 

Systemet krævede syndebukke. I bogen ”Bag Skjoldet” lyder det således:

 

  • Vi syntes, vi gjorde et fantastisk stykke arbejde, vi havde ofret os, og vi troede, at vi skulle få tak. I stedet blev vi gjort til syndebukke.

 

Den aften styrede aktivisterne slagets gang. De gjorde sig ingen tanker om, at det var en familiefar, som de angreb. Politiet blev betragtet som systemets robotter, som de ville ødelægge og slå ihjel.

 

Beskyldt for at være skydeglade revolverbetjente

Politiet var i den grad i mindretal og blev nedkæmpet. Alle betjentenes tjenestepistoler blev undersøgt. Betjentene blev udråbt som skydegale revolverbetjente. De følte sig snigløbet af systemet. Ja de følte sig som syndebukke i et politisk system. Mange betjente undrede sig over, at ledelsen ikke erkendte, at indsatsen havde været problematisk.

Politiet gjorde mandefaldet op hos deres egne. Der var rapporteret 115 skader hos 100 politifolk. 95 havde fået læsioner og blå mærker, to blev bevidstløse, ni fik brud på knoglerne og tre fik tandskader ved urolighederne. 20 af politifolkene har fået ”større eller mindre skader, der har medført livsvarrige mén”. Man talte dengang ikke om de omfattende psykiske lidelser. 

 

Ny strategi efter 1993

Efterspillet var et mareridt for betjentene. Alle politiskridt og handlinger blev kortlagt. Politidirektør Hanne Beck Hansen mente ikke, at man nogensinde skal glemme 18. maj 1993.Til Dansk Politi sagde hun, at det var politiets sorteste dag i efterkrigstiden. Nogle har så sagt, at politiet nok ikke har lært af disse begivenheder:

 

  • Vi har et andet og mere mobilt indsatskoncept, et lettere udstyr, vi kan få folk ud, og radiokommunikationen er langt bedre. Samtidig er det klart, hvem der har kommandoen.

Efter 18. maj 1993 ændrede politiet fremgangsmåde. De købte pansrede biler og brynjer. Og nu holdt man op med at rykke frem til fods.

 

Ødelæggelserne var større i 1999

Man fandt aldrig bagmændene for urolighederne den 18. – 19. maj 1993. Og det gjorde man heller ikke for urolighederne den 8. – 9. november 1999. Episoden i 1999 udviklede sig, politiet var alt for længe om at rykke ind. Nørrebro Handelsforening har aldrig forstået denne strategi. Ødelæggelserne i 1999 var større end i 1993.

Ja dengang i 1999 var politiet først til stede, da alle var forsvundet.

Heller ikke her fandt man de skyldige. 

 

Seks undersøgelser blev der foretaget

Hele seks undersøgelser blev foretaget:

 

  • I 1994 frikender Byretten 18 og dømmer 8 af de tiltalte demonstranter/tilskuere
  • I 1995 får tre skærpet deres straf og ni demonstranter/tilskuere bliver idømt hæfte
  • I 1995 bliver der konkluderet, at det er overvejende sandsynligt, at det var aktivister, der råbte ”Skyd efter benene”.
  • I 1995 opgiver justitsministeren tiltale mod tre betjente
  • I 2000 firfindes alle involverede politifolk for tiltale

 

Straffeansvaret blev hurtig forældet

Ja egentlig fulgte der flere undersøgelser. Således konkluderede en af disse, at:

 

  • Det ikke er tilstrækkelig godtgjort, at der fra demonstranternes side har foreligget en samlet forudgående planlægning af begivenhedsforløbet.

 

Efterhånden blev straffeansvaret forældet. Man kunne så have anvendt tjenestemandsloven. Den har ingen forældelsesfrist.

 

Man skjulte bevidst information

Det kan jo undre, at politiledelsen holdt det skjult, hvem der gav ordren til at skyde. Man skjulte informationen for både befolkningen, politikerne og seks undersøgelseskommissioner. En uro – betjent havde allerede om natten informeret ledelsen om, at det var ham, der havde givet ordren. Men det skulle åbenbart skjules i alle disse år. På et tidspunkt fik aktivisterne selv skyld for at have givet ordren:

 

  • Skyd efter benene

 

Ingen folk fra ledelsen blev dømt

Mange har ikke kunnet forstå at politiet bevidst har forsøgt at tilsløre det virkelige hændelsesforløb. Man dækkede over hinanden med åbenlyse løgne. Man forsøgte også at dække over, at der havde været hele tre skudepisoder. Politiet påstod, at der kun havde været en.

Ja først den 20. maj, da Vesterbro lokal TV kan dokumentere, at politiet skød direkte ind i mængden, indrømmede politiet, at det havde været en skudepisode. Indtil da havde været skudt varselsskud.

30 mennesker inklusive de sårede blev anholdt den nat/aften. Otte af disse blev dømt. Ingen betjente eller folk fra ledelsen blev gjort ansvarlige.

 

Kilde:

  • norrebro.dk – div. Artikler
  • dengang.dk – div. Artikler
  • ekstrabladet.dk
  • leksikon.org
  • Erik Valeur: Nørrebro sten for sten – En hvidbog om Nørrebrosagen
  • Diverse forfattere: Nørrebro 18. maj 1993
  • Carsten Ørum: Bag Skjoldet – Nørrebro maj 93 – En politibetjents frontberetning
  • TV – optagelser fra DR – NDR – Vesterbro Lokal TV – TV Stop
  • DR 2: ”Skydeordren, der blev væk”
  • Beretning i henhold til lov nr. 389 af 22. maj 1996 – Undersøgelse af Nørrebro-sagen.
  • vice.com
  • bt.dk
  • kristeligt-dagblad.dk
  • b.dk
  • information.dk

Hvis du vil læse om ”Uro på Nørrebro” så se her på www.dengang.dk

  • Byggeren på Nørrebro – nok engang
  • BZ – bevægelsens historie på Nørrebro
  • Dramaet i Brorsons Kirke
  • Et ”Fadderhus” på Nørrebro
  • Fristeder og Ungdomshus
  • Hvorfor skulle Janne dø?
  • Bomben i Søllerødgade 1-2
  • Nørrebro Beboeraktion og kampen om Byggeren
  • Nørrebro – 9 dage i sommeren 1944
  • Nørrebro – 18. maj 1993
  • Slumstormere, Besættere og Autonome
  • Ungdomshusets Historie 1-2
  • Kampen om Ungdomshuset 1-3
  • Ungeren –set fra 6. klasse
  • Varehuset Buldog på Nørrebrogade
  • Handelsforening i brændpunktet
  • Terrornatten på Nørrebro (8. – 9. november 1999)

 

www.norrebro.dk kab du læse følgende (brug søgefunktionen)

  • Støtterklæring til Fædregruppen (2006)
  • Hvorfor skal 71.000 borgere være gidsler for manglende politisk vilje (2006)
  • Bliver Ungdomshuset revet ned? (2007)
  • To Ungdomshuse mere – tak (2007)
  • Opfordring fra Københavns Politi (2007)
  • Handelsforening fik tilbudt Ungdomshuset for en krone (2007)
  • Opfordring fra Ungdomshuset (2007)
  • Tiden efter Ungdomshuset (2007)
  • Tjek sikkerheden før rydningen af Ungdomshuset (2007)
  • Stop terroren på Nørrebro (2007)
  • Nørrebro Handelsforening havde fået et svar fra Ritt Bjerregaard (2007)
  • Ungdomshuset lever (2007)
  • Ungdomshuset til grin (2007)
  • Nørrebro – urolighederne dræner politikassen (2007)
  • Nørrebro – i gas – og knippelsuppe (2007)
  • Jagtvej 69 – 2200 København N (2007)
  • Presseinfo fra NH: Nørrebro atter i brand (2007)
  • Jul på Nørrebro (2007)
  • Ungdomshus – med forhindringer (2007)
  • Ungdomshuset – kapitel 14 (2007)
  • I Gamle dage havde vi Bent
  • Ungdomshuset – en oase på Nørrebro 1 – 6
  • Imens i Johnnys butik (2007)
  • Hvad mener Ungdomshuset (2007)
  • Hvad dækker forsikringen (2007)
  • Henvendelsen fra Overborgmesterens kontor (2007)
  • Presseinformation: Bevar Julefreden på Nørrebro
  • Nørrebro Handelsforening: Kunderne skal hentes igen
  • Detailhandlen på Nørrebro mister 14 millioner
  • November 1999
  • Gadekrig på Nørrebro (2008)
  • Goddag, det er Politiet (2008)
  • Bål, brand og stenkast på Nørrebro (2008)
  • Skud på Nørrebro (2008)
  • Har vi et godt politi (2008)
  • Restauranter på Nørrebro ødelagt af aktivister (2008)
  • Afmagt, frygt og vrede på Nørrebro (2009)
  • Bandekrig på Nørrebro (2009)
  • Fokus på Bandekonflikten (2009)
  • Fingrene væk fra Jagtvej 69 (2009)
  • Benzin på Bålet (2009)
  • Er Blågårds Plads farlig? (2009)
  • Bandevolden præger omsætningen (2009)
  • Er Nørrebro en krigszone? (2009)
  • Jagtvej 69 – atter engang (2010)
  • Hot – Spot Nørrebro (2010)
  • Hærværk og graffiti på Nørrebro (2011)
  • Nørrebros mange kampe (2011)
  • Politiet: Vi prioriterer (2011)
  • Byggeren – endnu en krigsskueplads (2012)
  • Fra Bulldozersanering til Hot Spot (2012)
  • Rabarberlandet – en krigszone (2012)
  • Hvad bruger poltiet pengene til? (2012)
  • Er Nørrebro trygt eller utryg (2012)
  • Hash, Hykleri og handlingslammet (2012)
  • Et trygt Nørrebro (2012)
  • Nørrebros åndehuller skaber problemer (2012)
  • Afpresning på Nørrebro (2012)
  • Skud og knivstik på Nørrebro (2013)
  • Fri hash – ja eller nej (2013)
  • Stop – du skal visiteres (2013)
  • Bliver det aldrig bedre (2013)
  • Hvem er det de stjæler gaden fra? (2013) og mange flere på norrebro.dk

 

 

 

 


Dansk – Tyske brydninger i et Grænseland

Dato: maj 22, 2019

Dansk- Tyske Brydninger i et Grænseland

Dette er en meget lang artikel. Nu skal der fejres Genforening-Forening-Grænsedragning eller hvad man vil kalde det. For dem der boede her, har der været en meget forvirret tid gennem mange hundrede år. Det har bestemt ikke altid været de varmeste forhold mellem de dansk- og tysksindede. Nogle gange skulle der ikke ret meget til for at skabe disse misforhold. Var det i grunden tale om hævnmotiv, alt efter hvem der havde magten? Vi beskriver både forholdene fra 1864 – 1920 og så igen under besættelsen. Men også tiden efter besættelsen skete der noget. Også os, der er af en ”yngre” årgang har mærket det specielle dansk – tyske forhold.  Således har undertegnede holdt et foredrag på Nachschule i Tinglev på dansk/sønderjysk og tysk, hvor halvdelen var meget utilfreds med det, man sagde.

 

Var det hævnmotiv?

For nogle år siden var vi fremme i lokale medier med vores opdagelser om Asmus Jensen, som du kan læse om i første afsnit af vores nyeste bog ”Grænsen er overskredet”. Og da var der en lokal journalist, der spurgte om, vi troede, om der var tale om et hævnmotiv. Og han mente, at hele retsopgøret var et tak for sidst fra de dansksindede over for de tysksindede.

Dengang tænkte jeg ikke så meget over det. Men efter diverse foredrag og henvendelser til min hjemmeside, kunne man næsten komme til at tro det. Dertil kommer en diskussion om tosprogede skilte i Sønderjylland, hvor nogle politikere efter min mening i deres modargumentationer gik lidt for langt.

Jeg tror måske ikke helt det er et hævnmotiv, men måske en form for ”betændelse, der ikke helt vil hele”.

 

Vreden og bitterheden

Vreden og bitterheden mod naboen gjorde, at retsopgøret i Sønderjylland havde særlig intensitet. Den danske holdning var præget af mistro og afstandtagen. Det sønderjyske Raad, der bestod af modstandsbevægelsen fik stor folkelig opbakning til deres synspunkter.

For ikke lang tid siden kom en bog med titlen ”Gerningsmænd eller ofre”. Det var et stort angreb mod Det Tyske Mindretal under besættelsen og vel også et angreb på, at de ikke selv tog et medansvar.

Når nu vi skal fejre Genforening, Forening eller grænsedragning ville det være spændende at få alle disse dansk – tyske brydninger frem til overfladen. Og kære læse læsere. Det er blevet en lang artikel. Og bagerst i artiklen er der henvisninger til endnu flere, så du kan få uddybet alle dine spørgsmål.

 

Svært at hedde Uwe i København

Det er lidt svært at hedde Uwe i København. Det er ikke helt almindeligt herover og ofte bliver det også til Ove. Men det er altid sjovt ved foredrag, for da skal man altid forklare, at man ikke er tysker. Derhjemme i Tønder var vi tre søskende, der var tysk døbt og tre søskende var dansk døbt med dertil hørende dansk/tyske navne. Min far blev træt af den tyske præst’ s indblanding i private forhold. Han skippede det tyske mindretal og Der Nordschleswiger blev skiftet ud med Sønderjyden.

 

Vi blev kaldt ”Tyskerbørn”

Men lidt foruroligende var det at få at vide lang tid bagefter af min gode ven, Ib, at vi blev kaldt for tyskerbørn ude på Lærkevej i Tønder. Vi er nu alle søskende gået i dansk børnehave og skole i Tønder. Men derfor kunne man jo godt bedrive sport i en tysk klub i byen. Det betød ikke så meget.

 

Du skal tale tysk til dem fra mindretallet

Da jeg startede som lærling i Andersen & Nissens Boghandel i Tønder fik jeg at vide, at jeg skulle tiltale alle medlemmer af det tyske mindretal på tysk, for som gamle Nissen sagde:

 

  • Jeg ved jo fra din far, at du kan tale tysk.

 

Men se det nægtede jeg. Som jeg forklarede gamle Nissen, så ville jeg gerne tiltale kunder fra Tyskland på tysk, men jeg gik ud fra, at medlemmer af mindretallet kunne dansk eller sønderjysk. Og på de sprog, ville jeg gerne tiltale dem.

Det var lige før, at det var fyringsgrund. Men så gik den unge Andersen ind og forsvarede mig. Det varede nu lidt inden Nissen så på mig med milde øjne.

 

Jeg var tysk julemand

Ja vores egne børn fortsatte i det tyske system, ikke fordi vi selv tilhørte det tyske mindretal. Men vi mente, at de med to sprog stod godt rustet i EU. Thomas snød dem alle og blev en af de bedste i hans årgang på Deutsches Gymnasium i Aabenraa. Rasmus startede i Kindergarten i Aabenraa, hvor jeg hvis også var tysk julemand. Rasmus fortsatte så i Kindergarten og tysk skole i Padborg.

 

Der burde være plads – uden undertoner

Da fik vi lidt problemer. I forbindelse med en bogudgivelse, skrev min kone og jeg en kronik, som Der Nordschleswiger i første omgang ikke ville bringe. Men det ville Flensborg Avis. Det handlede om, hvad man i det tyske skolesystem kunne gøre anderledes. Her kom vi så med nogle konstruktive forslag til fri afbenyttelse. Indlægget blev hvis nok også omtalt i Radio Syd. Og nu ville Der Nordschleswiger gerne bringe indlægget.

 

Et foredrag på Nachschule i Tinglev

Dette resulterede i, at jeg blev bedt om, at skulle fremlægge mine argumenter på Den Tyske Efterskole i Tinglev. Og for at provokere, så holdt jeg indlægget på tysk, sønderjysk og dansk. Halvdelen var begejstret og klappede, og den anden halvdel var for at sige det mildt ikke begejstret. Og til dem hørte desværre Den Tyske Skole i Padborg.

Ved en senere lejlighed var vi nogle forældre, der var lidt utilfredse, og vi samledes hos et forældrepar. Det var inden en generalforsamling. Vi kunne nu læse i Der Nordschlewiger, at et oprør var i gang.

 

Lederen af den tyske skole ville ikke hilse

Det havde slet ikke noget med virkeligheden at gøre. Ingen havde talt med avisen. Jeg bad Schul- und Sprachverein om at sende en repræsentant. Og det blev heldigvis en af mine gode venner fra Tønder, der kom til generalforsamlingen.

Men pludselig snakkede hverken lærere eller leder af Den Tyske Skole til mig. Langt senere fik jeg tilfældigvis en undskyldning. Nu kunne man jo også bare have holdt sin mund og ladet som ingenting. Men det varmede nu ens hjerte, da vi på den tyske årsfest på Knivsbjerg kunne høre vores forslag blive refereret som positive.

 

Uwe, du foragter jo alt det danske

Ja og så kom et kvindelig byrådsmedlem ind i boghandlen i Padborg og skulle bruge noget gavepapir. Jeg viste hende noget med Danneborg på. Hun blev helt stram i masken:

 

  • Jamen Uwe, du foragter jo det danske, du har barn i tysk skole.

 

Nu er alle disse ting over 25 – 30 år gamle, og forhåbentlig forekommer dette ikke på samme måde mere i det sønderjyske. Der burde være plads til mindretal uden politiske undertoner fra nogle af parterne.

 

I Sønderjylland er tysk ikke et fremmedsprog

Vi skal lige have noget klarlagt. Tysk er ikke et fremsprog – i Sønderjylland. Det står faktisk i København-Bonn erklæringen. Og det tyske mindretal omfatter vel i dag cirka 15.000. De har egne institutioner, børnehaver, skoler, biblioteker m.m. Formålet er, at formidle tysk kultur og sprog.

 

En loyalitetserklæring

Den 22. november 1945 startede en ny epoke. Bund Deutscher Nordschleswiger afgav en loyalitetserklæring, hvori man udtrykte loyalitet over for den danske grundlov og anerkendelse af grænsen fra 1920. Det tyske mindretal fik efter 1933 mere vind i sejlene. Hitler’ s magtovertagelse var gavnlig for mindretallet.

De danske sønderjyder opfattede det tyske mindretals krav om grænserevision som en trussel. Måske var det set i lyset af et muligt tab af Sydslesvig, der fik tyskerne til at anerkende, at grænsen skulle bibeholdes.

 

De nordiske racer var blodbeslægtet

Fra nazistisk side var der en afgørende forskel til den nordlige grænse end til nogen anden. Ifølge de nazistiske raceteorier, så var det nordisk-germanske folk blodbeslægtet. Dette betød, at uoverensstemmelser ved grænsen måtte indtage andre former end ved østgrænsen. Dette var et synspunkt, som man hyldede fra Berlin, men som man ikke var begejstret for lokalt. Nazister på begge sider af grænsen mente, at grænsen skulle forskydes mod nord. I Berlin gik man ind for det storgermanske rige, men man ville lige vinde krigen først. Nu skal det lige dertil siges, at Frits Clausen fra DNSAP ville have grænsen flyttet ned til Ejderen.

 

Mindretal følte sig forfulgt

Det tyske mindretal beklagede sig flere gange til Berlin over danske ”Belästigungen”. Det vil sige chikaner i et forsøg på, at få tyskerne til at gribe ind over for den danske flertalsbefolkning. Men dette krav blev stort set aldrig efterfulgt.

Nazificeringen af mindretallets skoler kunne foregå uanfægtet. I skolelovgivningen af 1923 kunne man i mindretallet selv oprette skolenævn. Mange lærer tog afstand fra den nazistiske lære, mens andre mødte op i fuld uniform og startede dagen med en nazi – hilsen. Antallet af tyske privatskoler steg i Sønderjylland under besættelsen, og det selv om mange lærer var ved fronten. Således var der oprettet 89 tyske skoler i 1945. Ja ved en skoleindvielse i Gråsten havde Jens Møller besøg af sine gode ven, Werner Best og andre nazistiske ledere. Jens Møller var leder af Det Tyske Mindretal og deres nazi-parti NSDAP-N

 

Tiden efter 1945 var vanskelig både for dansk – og tysksindede

Tiden efter 1945 var svær for både de dansksindede og de tysksindede i Sønderjylland. Man havde svært ved at se hinanden ind i øjnene. Retsopgøret var medvirkende til dette. Trods nedsættelse af diverse straffe, så pinte de borgerlige afstraffelser dog stadig. Selv om de i realiteten blev afskaffet, så eksisterede de i realiteten i lang tid.

Den borgerlige afstraffelse hed nærmere betegnet, ”Tab af almen Tillid”. Denne betegnelse stod fortsat i mange af medlemmer af mindretallets papirer i slutningen af 1970erne. Det betød, at de ikke kunne søge arbejde inden for stat og kommune. De kunne heller ikke få nogen offentlig autorisation. Og så mistede de retten til at opnå næringsbrev som selvstændig erhvervsdrivende.

 

En anden udgave af Det Tyske Mindretal

 Der var også en anden udgave end den nazificerede del af det tyske mindretal. Men som bekendt er historien ikke bare sort/hvid. Det var ikke alle fra mindretallet, der var nazister og landssvigere. Og lad det være sagt en gang for alle. Retsopgøret var langt fra fejlfrit.

Vi har haft historikere, der har påpeget, at dem der sad i Fårhuslejren, sad der af god grund. Men der blev begået uretfærdigheder, og hvorfor må dette ikke komme frem? Der blev lagt et kæmpe pres mod alle i det tyske mindretal fra ledelsens side, men mange holdt stand. Mindretallet forsøgte også, at forhindre unge mennesker i at tage en uddannelse, hvis de nægtede at melde sig under hagekorset. Dette forhold er der ikke mange historiebøger, der beskriver.

 

Vanskelige tider for Den Tyske Skole

De lærere, der underviste på de tyske privatskoler, og som ikke havde dansk statsborgerskab blev udvist. En masse var desuden blevet interneret. 90 pct. af de tyske lærere var indespærret. 3.000 tysksindede børn skulle pludselig vende sig til dansk undervisning.

Tiden indtil 1955 var særdeles usikker for det tyske mindretal. De tyske skoler var blevet konfiskeret eller lukket. I 1946 trådte en lov i kraft, der henviste mindretallet ril at oprette privatskoler. Man måtte dog ikke afholde statskontrollerede eksammen. Der fandtes heller ingen undervisningsmateriale. Alt det gamle var blevet beslaglagt.

 I 1948 fik man mulighed for at købe 13 af de beslaglagte skoler. Den danske stat havde solgt de 40 andre skoler til anden side. Efter langvarige forhandlinger lykkedes det fra juni 1950, at få genansat nogle af lærerne, som havde fået amnesti.

 

De skal nyde samme rettigheder

Bemærkelsesværdigt er de ting, som Danmark’ s forhandlere lovede i fredskonferencen i Paris i 1919:

 

  • Alle den danske stats fremtidige borgere skal behandles efter samme liberale og demokratiske principper og skal nyde de samme rettigheder. Heraf følger således, at det Tyske Mindretals ret til at bruge deres eget sprog bliver respekteret. De delegerede konstaterer navnlig, at den frie skole er et princip, som altid er blevet fulgt i dansk lovgivning.

 

Efter Genforeningen var betegnelsen for Sønderjylland, De sønderjyske Landsdele. Men betegnelsen viste sig hurtig, at være for kunstig. Ja og nu er den administrative betegnelse Sydjylland. Under det prøjsiske styre måtte man ikke sige Sønderjylland.

 

De mistede alt

I 1926 blev Kreditanstalt Vogelgesang oprettet. Lånekapitalen kom fra hemmelige tyske kanaler. Her var det de tysksindede landmænd, der blev støttet. Året efter blev Foreningen Landeværnet oprettet for at modvirke de tyske opkøb.

 Denne forening havde til formål at holde landbrug på danske hænder. Det skete i form af billigere og risikovillige lån. Vogelgesang blev tvangslikvideret af den danske stat i 1945. Det skete så også for de landbrug, som anstalten havde støttet. Det betød, at mange fra det tyske mindretal pludselig mistede alt, hvad de ejede. Vi har mere om dette senere i artiklen.

 

København – Bonn erklæringen

København – Bonn erklæringerne i 1955 fastslog, at ”bekendelsen til tysk nationalitet og tysk kultur er fri Endvidere blev det fastslået, at dette af myndighederne ikke må Bestrides eller efterprøves.  

Lovgivningen for mindretallene er et indre anliggende for den enkelte stat. Det blev fra dansk side allerede i 1919 gjort klart, at man ikke ville søge internationale garantier, når det gjaldt en aftale mellem Danmark og Tyskland.  

Den Slesvig Holstenske landdag havde allerede i Kiel-erklæringen i 1949 vedtaget en ordning for det danske mindretal i Sydslesvig. Denne ordning byggede på den nye vesttyske lovgivning.

 

Er de tyskere?

Jamen er de der fra mindretallet tyskere, spørger mange af mine københavnske venner undertegnede? Mindretallets medlemmer opfatter sig selv som tyske nordslesvigere, danske statsborgere med tysk identitet og forankring i regionen. Mange af medlemmerne taler i hverdagen ikke kun tysk, men også ”synnejysk”.

Det er danskere, danske statsborgere med tysk kultur. De børnebørn, oldebørn og sågar tipoldebørn af de tyskere, der ved folkeafstemningen i 1920 var imod at stemme deres tyske pas retur og gør Sønderjylland dansk. Jo de går i tyske skoler. De fleste af dem holder på tyske værdier, tyske kulturelle træk og tyske traditioner.

Indtrykket er dog, at de unge fra det tyske mindretal føler sig både tyske og danske på en gang. Måske er man i gang med at betragte sig som folk, der kommer fra grænselandet mere end at være tyskere i den gamle forstand. Mindretallets kultur og historie er vel mere ved at blive knyttet sammen i en blanding af både tysk og dansk. Mon ikke de unge er ”mere integrerede” end deres bedsteforældre, da deres bånd til Tyskland er tyndere?

De danske sønderjyder betragter deres identitet som meget dansk mens mindretallets sønderjyske identitet nok er en blanding af både dansk og tysk.

 

Lidt forvirrende for udefrakommende

For udefrakommende kan det godt være lidt forvirrende. Tyskere fra mindretallet er i dag aktive i danske sportsklubber og det omvendte kan også sagtens være tilfældet.

Traditioner opløses hurtigere i vores samfund. Mindretallets identitet forlænges, hvis man forstår at give identiteten videre til næste generation.

Mindretallets samlede budget er på 275 millioner kroner. Disse penge kommer fra tilskud fra Tyskland, egne indtægter og tilskud fra danske kommuner og den danske stat. Største delen af de danske tilskud er omfattet af henholdsvis friskoleloven og lov om social service. Der skal penge til at drive 22 børnehaver, 15 folkeskoler, en efterskole og et gymnasium, 4 biblioteker og 2 bogbusser. Dertil kommer diverse sportsklubber og museer. Og så har vi jo også den tyske kirke m.m. Indrømmet, jeg ved ikke om disse tal endnu er helt korrekte. De er nok en del år gamle.

 

Kig dog på historien

I 1894 forbød prøjserne, at man udtalte navnet Sønderjylland. Men kigger man efter i historien så er mange af de sønderjyske byers navne oprindelig tyske. Det gælder for eksempel Gråsten, der oprindelig hed Grawenstein.

Kigger man på gamle kort over Sønderjylland fra 1600 – tallet, så ser man en masse tyske stednavne. Åbenbart er ikke alle stednavne blevet rekonstrueret af prøjserne i 1864. Har man glemt, at det tyske har haft hjemstavn i Sønderjylland i hvert fald siden slutningen af det 14. og begyndelsen af det 15. århundrede? Det har været forsøgt modbevist af talrige skrifter.

Går man så længere tilbage, kan man se at området er gammel dansk land. Men historikere på hver side af grænsen diskuterer stadig dette spørgsmål.

 

Den tyske kejser forærede danskerkongen hertugdømmet

Ifølge de tyske historiebøger bestod Slesvig Holsten også af hertugdømmet Holsten, som siden Karl den Store havde tilhørt det tyske rige. I 1025 havde kejser Konrad den Anden foræret danskerkongen hertugdømmet.

Men se i 811 fastslås Ejderen som grænseflod mellem Frankerriget og det danske kongerige. Kulturgrænsen-den sproglige og kulturelle grænse-mellem dansk og tysk lå nordligere ved grænsevolden Danevirke.  

I 1100-tallet indsatte den danske konge repræsentanter, som skulle vogte det danske riges sydgrænse ved Ejderen. Repræsentanterne fik titel af hertug og hermed var hertugdømmet Slesvig skabt. Hertugdømmet var underlagt den danske krone og bestod af området fra Kongeåen til Ejderen.  

Hertugerne ønskede selvstændighed fra den danske konge og allerede i denne magtkamp med de holstenske grever knyttedes der stærke bånd mellem Slesvig og Holsten.  

 

Debat om tosprogede vejskilte

I 2007 blussede der pludselig en debat op omkring tysksprogede by og vejskilte. Forslaget kom fra det tyske mindretal Mange opfattede dette som en provokation. De gjorde opmærksom på, at Danmark var den sydlige del af Kongeriget Danmark, og ikke den nordlige del af Forbundsrepublikken Tyskland. De tyske vejskilte var blevet fjernet i 1920. Og dog, i mange sønderjyske byer var der en overgang tosprogede gadenavne. De var der helt til 1945.

Fra mindretallets side ville man gerne markere, at der i landsdelen fandtes to kulturer og to sprog. Man mente, at der er ganske naturligt, samt praktiseret i andre dele af Europa. Allerede i 2006 havde indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen fremsendt disse tanker i en skrivelse til de sønderjyske kommuner. Det tyske mindretal mente, at tyske skilte netop markerede tolerance og åbenhed og ikke kun floskler.

 

Følelser kom op til overfladen

Tre årsager blev også nævnt som årsag til at vejskiltene skulle have en tysk tekst, turister, grænsependlere og historien.  

Debatten blussede op igen. Man kunne ikke forstå, at der efter 87 år nu forlangtes skilte på tysk. Mange bemærkede også, at fortidens krigsspøgelser var væk, og at man behandlede hinanden med respekt. Straks kom der dog også forslag til danske skilte syd på, for at minde sydslesvigerne om, at de bor i et gammelt dansk land, hvor sproget først de sidste to – tre hundrede år er skiftet fra dansk til plattysk. Mange sønderjyder påpegede også, at tysksprogede skilte ville trampe på følelserne hos mange gamle.

Ja, der var debattører, der mente, at tosprogede skilte kun havde det formål, at holde det tyske mindretal i live. Politikere fik at vide, at de kun forsvarede mindretallet, fordi de kunne have gavn af deres stemmer.  Og pludselig fik vi igen at vide, at der blandt det tyske mindretal var adskillige stikkere under besættelsestiden.

 

Man kræver kirkekunsten tilbage

Pludselig kom man i tanke om, at der på tysk side stod klenodier inden for kirkekunsten på tyske museer. Klenodier, der stammede fra dansk kirkekunst. Ja endda Nydambåden som blev fundet i mosen uden for Sandbjerg Slot. Ældre sønderjyder spurgte, hvornår alle disse kulturskatte vendte tilbage til Sønderjylland

Debatten kammede til tider over. Man talte om en fortyskning og sammenlignede det med Köhler-politikken under det prøjsiske styre. Glemt var også de talrige forsøg på fordanskning, dengang.

Normalt lever nationaliteterne side og side uden problemer af nogen art i Sønderjylland. Men måske er det fordi, at man i det daglige lever forholdsvis usynlig sammen.

Hvorfor man gang på gang henleder opmærksomheden på forbrydelser, som ligger 60 – 90 år tilbage i tiden og som de nuværende hjemmetyskere ingen andel har i, forbliver et stort spørgsmålstegn. At være tysksindet i dag, har ikke noget med nazismen at gøre.

 

Er man ikke modne til at anerkende mindretallet?

Her troede man som sønderjyde, at befolkningen var parat til at anerkende, at vi havde et mindretal med egen national og sproglig identitet. Efter alle de år burde man være modne til at anerkende, at vi har et grænseland med flere nationale tilhørsforhold, sprog og kulturstrømme. Skal vi lige minde om, at forskellige steder i Europa, hvor historien er endnu mere sårbar end i Sønderjylland, har man indført tosprogede skilte. Det er for eksempel i Sydtyrol, Slovenien, Transsylvanien m.m. Og det breder sig – til de britiske øer, de sorbiske områder i Østtyskland, de Samiske områder i Nordskandinavien m.m.  

Flensborg Byråd synes, at det er en god ide, at have tosproget skiltning i Flensborg. Det var det danske mindretal i Sydslesvig, der havde stillet forslaget. Her mente politikerne, at det var ganske passende for en by, der havde så et intens forhold til det danske, at have tosprogede skilte. Også delstaten Slesvig Holsten ser positiv på, at der bliver tosprogede skilte i de byer, hvor der også findes andre sprog som dansk og frisisk. Med andre ord, her vises tolerance, åbenhed og respekt.

 

Tysk øl, danskere og en løve i Flensborg

I den forbindelse er der stadig mange Flensborg-borgere, der ikke kan forstå, at så mange danskere, tager ind til en kirkegård, sætter sig i græsset, drikker en tysk øl og kigger på en kæmpe løve. Det er Isted-løven

Og så hørte jeg for nylig et ungt menneske fra det tyske mindretal sige:

 

  • Når vi sidder ned, taler vi sønderjysk, og når vi står op, taler vi tysk.

 

Dette kan så berolige mit sønderjyske hjerte. Måske er manglen på tolerance et spørgsmål om genrationskløft.

 

Det handler om følelser

Sønderjydernes følelse i 1864 var skuffelse og modløshed. Et dansk flertal kom under prøjsisk styre.

Københavnerne havde ”en svimlende selvfølelse” helt uden grundlag. Her tillod man sig uhæmmet national stolthed. Tyskerne fandt danskernes opførsel mærkværdig. Krigen gjorde ende på en 400-årig union mellem kongeriget og hertugdømmerne. Et langt og tæt forhold er slut. Hårdt såret og stærkt formindsket smækker Danmark med døren og omfortolker sin egen fortid.

Danmark var nu et lille land banket på plads af en langt større og ond nabo. Vi betragtede os pludselig som en nation, som uskyldigt offer for stormagtspolitik.

 I 1920 blev sønderjydernes kår og fremtidsudsigter blev traumatisk for dansk politik. Og det tyske mindretals forhold blev et marginalt problem for den tyske rigsregering.

 

Ernst von Köller

En af de værste perioder for sønderjyderne var perioden fra 1. oktober 1898 til 1903. Da var man udsat for overpræsident Ernst von Köller. Danske embedsmænd blev tvunget til at aflægge preussisk ed. De dansksindede blev af Prøjsen betragtet som Reichsfeinde.  

1.300 trykte skrifter blev forbudt og næsten 1.000 mennesker blev efter hans kommando udvist af Sønderjylland. Von Köller følte sig forpligtet til at fortrænge danskheden. Offentlige tillidshverv skulle dansksindede heller ikke forvente sig.

Den 18. december 1888 lykkedes det for ham ved hjælp af forordninger, forskrifter og forbud at påtvinge alle børn i Sønderjylland til at tale tysk i skolen, dog undtagen i et par enkelte religionstimer.

 

Hvorfor aflægge ed til preusserne?

Og det var bestemt ikke alle sønderjyder, der var enige med den unge journalist H.P. Hanssen i, at det var en god ide, at aflægge ed og aftjene preussisk værnemagt. Ved at række hånden frem, ville man kunne opnå nogle rettigheder. Man kunne så også forhindre, at befolkningstallet af dansksindede faldt.

Overpræsident von Steinmann fulgte opmærksomt foreningslivets udvikling i Sønderjylland. For at skaffe sig indblik i foreningernes virksomhed foranstaltede han husundersøgelser. Desuden beslaglagde han oceaner af post, dog uden at finde noget ulovligt.

Bismarck havde forsøgt derhjemme at undertrykke katolikker, socialdemokrater og polakker ved hjælp af undtagelseslove. Disse love udstyrede administrationen til at overvåge disse statsborgere.

Von Köller forsøgte det samme i Sønderjylland. Han udsendte blandt andet følgende opfordring:

 

  • Befolkningen skal lære at hæfte solidarisk. Hvis en bryder forordningen, skal de alle straffes, indtil de ved gensidig opdragelse har lært at holde sig i skindet.

 

Danskerne kunne slet ikke forholde sig til den preussiske filosofi. De følte sig i besiddelse af den historiske, den politiske og den moralske ret.

 

Hold jer væk fra danske forsamlinger

Den 24. oktober 1898 udvistes for eksempel 15 karle, piger og drenge i Bevtoft. De var ansatte hos folk, der havde deltaget i et vælgermøde. Bladet Hejmdal’ s bogtrykker Carlsen med hustru og fire børn fik marchordre med 24 timers varsel. Den yngste var kun fire uger gammel.

Det var ikke noget med anklage eller domsafhandling. Vi kunne sådan set have nævnt talrige eksempler. Rundt omkring i Sønderjylland henvendte amtsforstandere sig til de dansksindede. Det vil ikke ske jer noget såfremt I:

 

  • Holder jer væk fra danske forsamlinger
  • Holder jeres børn hjemme fra højskoler
  • Afsiger jeres danske avis osv.

 

  • 5 blev slettet – uden protester fra stormagterne

Forsamlingshuse ville knække tyskheden, mente man. Foredragsholderne kom på en sort liste. Kirkedørene var også lukket.

Bladet Dannevirke ændrede efterhånden stil. De kunne ikke klare sig økonomisk i længden og bøjede sig efter prøjserne. Men det betød også, at danskerne vendte bladet ryggen.

I fredstraktatens §5 fik Napoleon den Tredje indført en bestemmelse om, at befolkningen i de nordlige distrikter af Slesvig skal afstås til Danmark, når de ved fri afstemning tilkendegiver ønske derom.

Men se dette skete aldrig. I 1879 blev dette blevet strøget af traktaten. Det var en torn i øjet på de dansksindede. Skuffende for Danmark var det, at hverken Frankrig eller England reagerede på dette.

 

Efter 1920

Under Første Verdenskrig faldt 5.000 dansksindede for Prøjsen. Da Schleswiger Wählerverein blev dannet den 15. august 1920 startede det tyske mindretal også sit virke.

Ved Folketingsvalget samme år fik Slesvigsk Parti 14,4 pct. af stemmerne i Sønderjylland. Det var den tyske præst i Vodder, Johannes Schmidt, der kom til at sidde på Christiansborg de næste 19 år.

I Tønder, Højer, Aabenraa og Sønderborg var der flertal for Tyskland. Men da Flensborg sagde nej til Danmark var det med til at udløse Påskekrisen.

Danskerne kaldte det for Genforening, men de tysksindede mente, at Hertugdømmet Slesvig aldrig statsretslig har tilhørt Danmark. De kaldte begivenheden for ”Grænsedragning”.

 

Flensborgs borgmester mente, at nu ville man besætte området ned til Ejderen

Den 12. januar 1923 udtalte overborgmester Todsen i Flensborg, at han hellere så, at grænsen var flyttet langt længere nord på, for nu ville danskerne besætte hele området ned til Ejderen.

Det sønderjyske spørgsmål skabte mistro til Danmark i Tyskland. Her tillagde man os ”Revanche- eller hævnlyst”. Dette oversteg vores lyst til neutralitet, mente man. Man var i København udmærket klar over dette. Erik Scavenius førte en meget forsigtig politik over for tyskerne.

 

Var Nordslesvig et blandingsprodukt?

Jo, det var jo også tyskerne, der i 1864 fratog os to femtedele af det danske rige. De havde ført en hensynsløs undertrykkelsespolitik over for de danske sønderjyder. Egentlig var der ikke mange, der turde at anfægte denne politik. Men Georg Brandes gjorde det flere gange. Han mente, at den danske regering var alt for passiv.

Det var bestemt ikke alle, der var enige med Georg Brandes. Videnskabsmanden Frederik Poulsen stod bestemt ikke alene med følgende synspunkt:

 

  • Nordslesvig er et blandingsprodukt, oven i købet særlig kompliceret derved, at sprog og sindelag ikke falder sammen. Er det ikke naturligt, at den stærke magt ejer et stykke omstridt land, der motorisk er et blandingsdistrikt?

 

En artikel, der ikke vakte begejstring

Glemt er også, at udenrigsminister grev Ahlefeldt-Laurvig og generaldirektøren for told- og skattevæsnet, Marcus Rubin aftalte at sidstnævnte skulle skrive en artikel, der i 1911 skulle forbedre forholdet til Tyskland. Den udkom i Preussische Jahrbücher under titlen:

 

  • Deutschland, Nordschleswig und Dänemark-Von einem Dänen

 

Men den stødte i den grad de danske sønderjyder med sætninger som:

 

  • Pragfredens artikel 5, der holdt uroen vedlige
  • Artikel 5 er for længst død og magteløs
  • Nordslesvig er nu men lov og ret Tysklands, og ved dette faktum hverken kan eller bør røres.
  • Kun tåber i Danmark og folk uden indflydelse tænker på en ”genoptagen” af artikel 5 eller lignende

 

Tyskerne rejste selv ”Det Sønderjyske spørgsmål”

Danmark var meget protysk. I januar 1915 havde Stauning afvist et hollandsk forslag om, at man skulle fordømme tyskernes overfald af Belgien. Danske socialdemokrater havde også været i Belgien på tysk initiativ. Og dette irriterede i den grad belgierne.

Det kom helt bag på den danske regering, da tyskerne i 1915 selv rejste det sønderjyske spørgsmål. Igen blev artikel 5 taget op. I første omgang kunne Als ikke komme med til Danmark på grund af flådestationen i Sønderborg, mente tyskerne

 

Det Tyske Mindretal kører det store skyts frem

På et tidspunkt omfattede det tyske mindretal 30.000 personer. Det var fire gange så meget som det danske mindretal syd for grænsen. Og syd for kom de typisk fra samfundets underklasse, mens mindretallet nord for grænsen var blandt de velstillede. På landet var der mange større gårdejere og i byen var der mange selvstændige erhvervsdrivende.

Ved Folketingsvalget i 1939 kørte man fra det tyske mindretals side det store skyts frem. Man fik hjælp syd fra. Da resultatet forelå, manipulerede man med tallet, for det var en kæmpe skuffelse.

 

Ikke alle ville have samarbejde

Redaktør Ernst Schröder skrev i Flensburger Nachrichten, at der ved anvendelsen af en god dosis tillid burde være muligt at mindske gnidningerne i grænselandet. Men de var opstået genopstået gennem 1930erne. Denne udtalelse passede ikke det tyske mindretals filosof, Jep Schmidt. Han mente, at Ernst Schröder skulle ”sættes ud af spillet”

Den 4. marts 1939 udsendte Hans Schmidt, Oksbøl og A. Freiberg, Tønder et opråb til det tyske mindretal med opfordring til at arbejde hen mod et dansk-tysk tillidsforhold. Men det gjorde nu ikke indtryk på ledelsen i det tyske mindretal. På en valgplakat gjorde man opmærksom på, at Østrig, Sudeterlandet, Bøhmen og Mehren var vendt tilbage til ”Riget”.

Fra tysk side kørte man frem med følgende tal efter valget:

 

  • Landsdelens 180.000 mennesker præsenterede 30.000 tilvandrende rigsdanskere, 50.000 var bevidst dansksindede, 50.000 bevidst tysksindede og 50.000 blev betegnet som ”blakkede”.

 

De reelle tal var:

 

  • 422 danske stemmer
  • 016 tyske stemmer.

 

Danmark havde forhandlet Sønderjylland til en Fattiggård?

En af storbønderne fra det tyske mindretal, Deichgreber, havde ellers forkyndt, at Danmark havde forvandlet området som en fattiggård. Men sandheden var vel, at Sønderjyllands landbrug efter 1920 var kørt helt i sænk. Gennem smuglerhandel med landbrugsprodukter til tårnhøje priser havde man klaret sig nogenlunde gennem krigen. På landet havde gendarmer gået rundt og kontrolleret, at der ikke i smug blev slagtet, kærnet smør eller slagtet.

I 1890erne havde den tyske stat opkøbt 36 store landbrug i Sønderjylland. De indsatte tysksindede forpagtere på særdeles fordelagtige betingelser. Der kunne sagtens være 80 mand tilknyttet et sådant landbrug. Man kaldte det for en domænegård.

 

Kampen om gårdene

I 1891 stiftedes den tyske Ansiedlungsverein. Det lykkedes at få anbragt 200 såkaldte rentegårde i de ellers dansksindede nordlige regioner i Sønderjylland.

I 1914 nægtede den Slesvig Holstenske kreditforening med at give dansksindede kredit med den begrundelse, at pengene ville blive brugt til at modarbejde tyske formål. 

I 1922 bestemte man, at domænegårdene skulle udstykkes i husmandsbrug

Mange landboer havde inden Genforeningen optaget lån for at få bragt deres gæld ned. Landsdelen blev efter Genforeningen tilført ny kapital. Det var specielt til erhvervslivet og landbruget. De sønderjyske banker og sparekasser fik stillet cirka 20 millioner kroner til rådighed i statslån. Man forsøgte med Sønderjyllands Kreditforening. De nystiftede lån var forholdsvis dyre. I 1927 oprettedes Sønderjysk Hypoteklånefond.

De kriseramte og kredithungrende landmænd blev pludselig lydhøre over for mere eller mindre fantastiske bevægelser. Og denne situation benyttede man sig af i Berlin. I første omgang sendte man et beløb på 5 millioner kroner til Nordslesvig.

Som modforanstaltning oprettede man Landeværnet, der i løbet af få år fik 10.000 medlemmer.

 

Den usikre grænse

Stauning udtalte engang i et interview, at en dansk-tysk mindretalstraktat kunne være meget praktisk, hvis den ikke indeholdt nogen bestemmelser, der kunne krænke Danmarks suverænitet. Udenrigsminister Moltke fik dog hurtigt banket statsministeren på plads.

Den tyske regering anerkendte på intet tidspunkt grænsen, men de havde intet ønske om at rykke den mod nord. Men se dette vidste man ikke i Danmark. H.P. Hanssens svigersøn, Kresten Refslund Thomsen, der var amtmand over Aabenraa og Sønderborg amter, vågnede hver morgen tynget af tanken om, hvad der kunne ske ved grænsen i dagens løb.

 Tidligere udenrigsminister Erik Scavenius skrev i 1930, at en direkte afgørelse mellem Danmark og Tyskland i 1920 ville have været at foretrække.

Det kan næppe tolkes på anden måde, end at i al fald han var parat til at overveje en grænserevision for at få fred med den store nabo mod syd, hvilket måske kan tages som udtryk for, at det var nogen, som var usikre over for, hvor betryggende grænsen var.

 

Retfærdighedens tid kommer

Rigsindenrigsminister Karl Jarres havde på en nordisk messe i Kiel i 1924 omtalt Nordslesvig som røvet fra Slesvig Holsten og forkyndte:

 

  • Die Zeit der Wiedergutmachung kommt

 

Ja da mente den danske regering dog, at her gik man over stregen, så der blev protesteret.

Det var senere mange dansksindede, der mente, at hvis det tyske mindretal ikke havde kæmpet for en grænseændring, var de dømt til undergang, for så havde de ikke noget at kæmpe for.

Mindretallet var utilfreds med skolereformen. Var den tyske utilfredshed velbegrundet? Man fik i 1928 ret til studentereksamen. Men den danske regering ville ikke tillade realeksamen, fordi det gav adgang til postvæsen, toldvæsen og DSB.

 

Vogelgesang

Fra dansk side ville man forhindre at mindretallet hentede arbejdskraft syd fra. Og det absurde var, at borgerne i Flensborg blev nægtet adgang til Kollund Skov. Og så var det fænomenet Cornelius Petersen. I begyndelsen stillede han sig på danskernes side. Men han blev så irriteret på de danske myndigheder, at det var de tysksindede, der fik gavn af ham.

Tyskerne oprettede nu et nyt kreditinstitut, der blev administreret af sagfører Georg Vogelgesang Dette blev aktivt bakket op af det tyske mindretal. Der kom masser af andragender. I begyndelsen så man ikke så meget på sikkerheden. Man skulle bare pille flagstangen ned.

Men sådan blev det ikke ved med at være. Man tinglyste nu forkøbsretsklausuler, der skulle garantere, at man holdt øje med ejendommen. Men det var netop formålet med dette institut. Området skulle germaniseres.

 

Der blev stillet krav

Et specielt administrationsselskab blev oprettet. Det blev kaldt Höferverwaltungsgesellschaft. Efterhånden rådede de over 90 gårde. Vogelgesang sprang til, hvis der manglede børn til de tyske privatskoler. Man kunne med instituttets hjælp flytte en familie med mange børn til et udsat sted, for eksempel til Lydersholm øst for Tønder. Man kunne opsige en kontrakt med kort tids varsel:

 

  • Hvis man ikke havde sine skolepligtige børn i den tyske skole
  • Hvis man ikke deltog i den tyske skoles arrangementer
  • Hvis man ikke deltog i den tyske vælgerforenings arrangementer
  • Hvis man ikke sammen med sin kone stemte på de tysksindede
  • Hvis man ikke deltog i de lokale tysksindede kulturaktiviteter
  • Hvis man ikke deltog i diverse indsamlinger, der støttede tyskheden

 

Ved Tysklands sammenbrud blev kreditforeningen opløst, lånene blev afløst af andre lån. De 86 gårde som gårdforvaltningsudvalget lå inde med blev overtaget af Jordlovsudvalget.

I alt var der 135 gårde som Vogelgesang/Höfeverwaltung lå inde med. Det største antal på 40 lå i Tønder-området. Dernæst fulgte Gråsten-området med 34 og Løgumkloster med 29.

Midt i 1930erne udkom en bog med titlen På vej til Danmark. Den beskrev forholdene i Sønderjylland således:

 

  • I Fattigkvarterne ejede de færreste blot en Skjorte. Alle gik i udtrådte Sko og Støvler, som var købt før Krigen og med omhu holdtes vedlige. Rigtig Sæbe gaves ikke mere. Brødet var bagt ved hjælp af ubestemmelige Erstatningsmidler. Gamle Folk, syge Mennesker og Børn kunne få udleveret noget sødmælk mod Lægeattest.

 

Ribebrevet

Helt frem til 1945 fastholdt det tyske mindretal kravet om en grænserevision. De henholdt sig til Ribebrevet. Dette var den aftale som blev indgået den 5. marts 1460 mellem det holstenske ridderskab og Christian den Første.

De tysksindede mente, at der var blevet begået et kæmpe aftalebrud. Ja de dristede sig til at kalde det for en statslig historieforfalskning. Andre mener dog, at gyldigheden bortfaldt, da den danske Helhedsstat forsvandt ved Konventionen den 15. august 1865.

Andre igen mener, at ordvalget blot markerede bevarelsen af fred. Brevet skulle ses som et formål på, at den slesvigske adel ikke måtte få forringet deres magt og privilegier, selv om hertugdømmerne blev indlemmet i Danmark.

 

Barske udtalelser i Grænsevagten

Ak ja, fra dansk side blev det nævnt, at det tyske mindretal var med i planlægningen af besættelsen af Danmark. Jens Møller indrømmede, at han vidste det tre dage før. Min kære far vidste det en uge før ved at snakke med tyske lastbilchauffører i Tønder.

Og havde man i København lyttet til de efterretninger, der kom havde man nok heller ikke kunnet være overrasket. Og en uge inden besættelsen fløj der hver dag et dansk militærfly langs grænsen. Her havde man vel også rapporteret noget.

Antallet af tyske privatskoler steg i begyndelsen af besættelsen til 59, mens antallet af tysksprogede kommuneskoler forblev uændret på 30.

 Fra dansk side var det alt andet en begejstring for de tysksindede medborgere. Således kunne man i Grænsevagten i februar 1949 læse følgende:

 

  • De værste Fjender vi har, findes i Hjemmetyskernes Rækker! Dette er en Sandhed, man ikke kan komme udenom. Disse Mennesker af dansk Afstemning, der har vendt sig bort fra deres Ophav og ladet sig beruse af den danske Storhed, hader og foragter i virkelighedens Danmark dybt og hjerteligt. De har sagt Farvel til det danske-og så harmer det dem, hver gang de møder noget dansk.

 

  • Før Genforeningen var de et og alt med i den tyske Voldspolitik overfor de danske Sønderjyder og i Aarene efter Genforeningen forsømte de ingen Lejlighed til at rakke det danske Styre ned, og puste til Mistænksomheden over for meget af det ny, der ved dansk Styre kom til Landet.

 

 

  • De betragter det som en Selvfølge, at de skulde have alle mulige Rettigheder og Friheder. De udnyttede til det yderste den danske Frihed i Skole, Presse og Forsamlingsliv.

 

  • De modtog med Begærlighed og som en Selvfølge de danske Tilskud til deres Skoler-men nægtede sig ingen som helst Hadefuldhed og nedrakning af det danske Folk og danske Embedsmænd

 

 

  • Efter den 9. April troede de, at for evigt var nu den danske Magt forbi, og med skamløs Iver udnyttede de den Fordel, som den tyske Besættelse af Landet gav dem.

 

  • Den danske Stats Tilskud til dem maatte rinde i forøget Tempo, ligesom Penge blev rekvireret fra Nationalbanken til de tyske Skolebygninger, som i Graasten og Kegnæs. Og samtidig optrådte Hjemmetyskerne og deres Presse med de modbydeligste angiveri over for Danskerne, rent bortset fra, at hjemmetyske Entreprenører og Haandværkere tjente fantastiske Summer ved Værnemageri, Summer, der selvfølgelig blev udredet af Danmark.

 

 

  • Og nu har de væbnet sig til den sidste Dyst med Danskerne! Værnemagten har givet dem Vaaben og de er militært organiseret i Heimwehr. Saaledes er det endt med Hjemmetyskerne!

 

  • Ethvert Forsøg paa Forsoning er slaaet Fejl, og de vil benytte den sidste Time og det sidste Minut til at trodse Danmark. Derfor er det fra dansk Side ikke andet at gøre end at likvidere hele det Hjemmetyske Problem en Gang for alle ved at faa de Hjemmestyskere, der er faldet deres Herbergsstat i Ryggen, sat paa Porten.

 

 

  • At vise Mildhed og Overbærenhed og stole paa Forsoning som i 1920 vil vise sig omsonst. Naar Tyskland har endelig tabt, vil Hjemmetyskerne hyle som piskede Hunde. Men de vil være parate til at springe os i Struben, hvis de atter faar Medhør!

 

En meget stejl holdning

Nu var det godt nok Dansk Samling, der udgav Grænsevagten. Og det var et problem i lokalsamfundet med denne stejle holdning. Myndighederne havde næsten den samme holdning og det gjaldt også for modstandsbevægelsen.

Det tyske mindretal henviste til deres loyalitetshensyn som medlem af et mindretal over for regering, myndigheder og militær. Og ikke alle jurister var enige i om det gik rigtig for sig efter besættelsestiden. Men fra dansk side sagde man, at der ikke ville blive gjort forskel på danske statsborgere og medlemmer af det tyske mindretal.

Mange tog af sted som helte til fronten og vendte hjem som landsforrædere.

 

Stor Fattigdom

I en række sønderjyske byer drog modstandsfolk gennem byerne og dækkede de tysksindedes forretningsvinduer til med dansk-engelsk boykot-plakater:

 

  • Adgang forbudt for allierede soldater

 

Den engelske kommandant vidste ikke noget om dette. Vrede engelske soldater blev dog beordret til at fjerne disse plakater. I mange frivillige brandværn rundt omkring i Sønderjylland blev medlemmer af det tyske mindretal smidt ud.

I den grad blev der beslaglagt ejendom hos det tyske mindretal. Den løn som manden havde sendt hjem under krigen fra Deutsche Wermacht blev også beslaglagt. Dertil kom også, at man skulle betale for mad og andet i Fårhuslejren. Dette betød stor fattigdom hos mange i det tyske mindretal. Her opfattede man afstraffelsen som tilfældig og som hævn for de grusomheder Det Tredje Rige og nazisterne havde udført.

 

Hadet forblev

Hadet til det tyske mindretal tog ikke lige sådan af. Den 15. oktober 1946 holdt pastor H.J. Hansen fra Løjt et foredrag i Simon Peter Sogns Menighedshus i København. Fra www.tidehverv.dk bringer vi disse brudstykker, som viser noget af det had, som det tyske mindretal stadig lå under for:

 

  • Vi vil aldrig kunne glemmer, hvordan de under Besættelsen på enhver Maade gjorde sig til eet med vore tyske Undertrykkere, hvordan de fik organiseret den militære Tidsfrivillige Tjeneste, som selvfølgelig af os Danske føles som en Pistol i Ryggen.

 

  • Den ledende Mænd inden for de saakaldte loyale’ s Kreds fortjener ikke, at vi viser dem Tillid. Den almindelige Stemning blandt Hjemmetyskere i Dag kan karakteriseres som en Blanding af Selvmedlidenhed og Had til os Danskere. Tyskerne føler sig i Dag som alle Tiders største Martyrer. De har saa ondt, saa ondt-ikke af nazismens Millioner af Ofre-al den Tale om de tyske Grusomheder, den er sikkert stærkt overdrevet, mener de.

 

 

  • ”Og nu skal det være saa meget hæsligt ved Nationalsocialismen? Det tror vi ganske simpelt ikke paa. Vi har jo før hørt Løgnehistorier om Tyskerne, som den om de afhuggede Hænder hos de belgiske Børn i Liège, og hvordan vore Venner da blev behandlet af Danskerne”

 

  • Tyskerne i Dag hader Danmark og afskyr Det Danske Folk, og alt, hvad der er Dansk. Og de mener, at de er i deres gode Ret til det. Danskerne har Magten i Dag, og de misbruger deres Magt. Tyskerne er afmægtige. Og de maa lide Taale og vente-vente paa den Dag, da Bladet igen vender sig.

 

 

  • Hvad er det, som gør, at Dansk Demokrati har saa lidt vindende Kraft overfor Tyskerne? Det er vanskeligt at sige. Men det er en Kendsgerning, at de to passer ikke sammen. Det hænger nok sammen med, at Demokratiet forudsætter en politisk og menneskelig Modenhed, som Tyskerne ganske simpelt ikke er i besiddelse af-Tyskerne er som Børn.

 

  • Tyskerne er tankeløse og derfor hensynsløse, undertiden grusomme,- som Børn

 

 

  • De er utaknemmelige –som Børn

 

  • Tyskerne er let at paavirke-som Børn. De kan ikke skelne mellem stort og smaat, væsentligt og uvæsentligt. Derfor bliver de et let Bytte for Demagoger og Agitatorer.

 

Man tog ikke helt afstand fra nazismen

Allerede den 11.november 1943 havde der været et møde i Haderslev-kredsen i det tyske mindretal. Her var det blevet diskuteret, hvordan forholdene mellem de dansk- og tysk sindede kunne blive efter krigens ophør. Det var pastor Friedrich Prahl, der havde foreslået, at man anerkendte grænsen fra 1920, og at man aktivt skulle vise loyalitet over for den danske stat. Men mødets konklusioner vandt ikke rigtig genklang før tyskernes endelige nederlag.

Men den 22. november 1945 var man dog ikke helt klar til at vedtage hele ordlyden. Man ville godt give den danske stat den fulde loyalitet. Men en total afstandtagen til nazismen var man endnu ikke i stand til. Men man bekendte sig dog til demokratiet.

 

Man fik hurtigt 3.000 medlemmer

Op til begyndelsen af 1947 blev 23 lokale afdelinger af Bund Deutscher Nordschlewiger oprettet. Man fik hurtig 3.000 medlemmer. Alle var velkommen. Dog var det betænkeligheder fra Haderslev-kredsen med at dømte nazister skulle vende tilbage, efterhånden, som de havde udstået deres straf.

I 1951 udkom pastor Schmidt-Vodder med bogen Fra Vodder til København, fra Tyskland til Europa på tysk. Her betegnede forfatteren besættelsen af Danmark som en katastrofe som hverken var klog eller god. Nationalsocialismen betegnede han selv som utysk og et syndefald. Men han betegnede også retsopgøret som forfølgelse og kompromisløs.

Johannes Schmidt var præst i Vodder syd for Ribe. Han var født i Tønder og sad 19 år i Folketinget, som vi allerede har skrevet. Han var fra 1920 den første formand for Schlesvigsche Wahlerverein. Han havde stor indflydelse på mindretallet indtil 1933, hvor han blev kørt ud på et sidespor.

 

Tusinder blev løsladt uden retssag

I 1934 grundlagde han Deutsche Front. Organisationen var opbygget efter samme skabelon som det nationalsocialistiske system. Under besættelsen stille han sig til rådighed for de tyske myndigheder med artikler og radioforedrag. Han var en ivrig bidragsyder til Junger Front. Dette var også årsag til, at han blev arresteret i 1946, men som tusindevis af medlemmer af det tyske mindretal blev han løsladt uden retssag.

I 1958 udkom Troels Fink med bogen Historie om det slesvigske grænseland på tysk.  Men det tyske mindretal tog nu ikke dette bog særlig alvorlig. Under retsopgøret optrådte Troels Fink som sagfører og som anklager mod de tysksindede.

 

Behov for selvransagelse

Heller ikke under formand Harro Marqudsen der i 1960 overtog formandsrollen, udviklede der sig nogen egentlig modstand eller egentlig opgør med den tidligere nazi-historie. Helt frem til 1964 forlangte Slesvigsk Parti, at retsafgørelserne blev revideret, og at man fik en form for undskyldning. Men det skete aldrig.

Ja så sent som i 1965 kunne man i en lederartikel i Der Nordschleswiger læse, at tyskerne reddede Danmark for noget, der var meget værre. Og det der ville være meget værre, var hvis englænderne havde besat landet.

Senere må man nok sige, at det tyske mindretal i den grad har taget afstand fra nazismen. Men mindretallet synes stadig, at være blevet uretfærdig behandlet i retsopgøret.

Og man må da sige, at holdningerne i det tyske mindretal har ændret sig alvorlig. Og det skyldes sikkert også tidligere chefredaktør Siegfried Matlok’ s ledere i Der Nordschleswiger. Han har gentagende gange erklæret sig enig i behovet for selvransagelse blandt hjemmetyskerne, når det gælder den nazistiske fortid. Det er særlig midaldrende og yngre, der har været tilhængere af dette.

 

Undskyldning fra Undervisningsministeren

Det vakte stor opmærksomhed og glæde i det tyske mindretal i Sønderjylland, da undervisningsminister Bertel Haarder undskyldte, at der blev begået uret mod det tyske mindretal i forbindelse med retsopgøret. Det skete i forbindelse med årsmøderne i 2006 for det danske mindretal syd for grænsen.

Der Nordschleswiger skrev i en leder, at det var modigt gjort:

 

  • Det betyder, at det tunge kollektiv-ansvar, som blev pålagt medlemmer af det tyske mindretal i Sønderjylland for nazi-tiden i Danmark ikke kan opretholdes, og det er glædeligt, selvom det selvfølgelig ikke kan betyde en samlet frikendelse for det tyske mindretal, som vedkender sig sit eget historiske medansvar.

 

Straffede retsopgøret for mange?

Bladet nævner også, at det er en stor lettelse for pårørende i det tyske mindretal, som blev interneret og uretfærdig straffet efter 1945. De havde store personlige omkostninger.

Chefredaktør Siegfried Matlok stiller også spørgsmålet om, hvorfor undskyldningen først kom på det tidspunkt og om det kom fra som Bertel Haarder som privatperson.

Bertel Haarder havde oplevet, hvad der skete med hans nabo. Han mente, at retsopgøret straffede for mange og for hårdt.

Det var bestemt ikke alle, der var enige med undervisningsministeren i at, der skulle gives en undskyldning. Heriblandt var historikere. De opfatter mindretallet som værende ligeglade også med tiden efter 1945. De valgte ledere med en nazistisk fortid.

 

Man ser forskelligt på historien

Det er tydeligt, at de dansksindede og de tysksindede ser forskellig på historien. Forholdet mellem dansk og tysk er i dag præget af afspænding og samarbejde, men alligevel er det noget, som spøger. Det er ikke kun tiden mellem 1933 og 1945. Næh, det er også i høj grad tiden bagefter.

Vi bærer på en tung arv. Mange er mærket af den tid. Men skal den overvindes med tavshed?

Mange fra det tyske mindretal som i 1941 og 1942 meldte sig til fronten kæmpede ikke mod danskerne, sagde de. Alligevel blev de straffet. Dette følte de som uretfærdig. Men de kæmpede for en forbryderisk organisation, der hed Waffen SS. Og de blev taberne. Ja det var også en kamp mellem demokrati og nazisme.

Man må sige, at de kilder, der siger, at mindretallets medlemmer ikke oplevede uret, ikke taler sandt. Undertegnede husker beretninger fortalt af Fårhusindsatte, der sagde, at de var udsat for vold og kadaverdisciplin i Fårhuslejren. Hvorfor skulle de tale usandt? Måske var den hårde disciplin medvirkende til Fårhusmyten?

Og denne myte var i mange år en stor blokering for selvransagelse. Denne mentalitet havde en negativ indflydelse på mindretallets politiske linje.

Mange medlemmer af det tyske mindretal har også som uskyldige oplevet masser af krænkelser og ydmyg behandling af modstandsbevægelsen lige efter besættelsestiden.

 

Det tyske mindretal havde udvist solidaritet med nazismen

Nu blev mindretallet ikke dømt kollektivt. Men der blev heller ikke taget hensyn til deres dilemma. For egentlig var der tale om, at der skulle tages hensyn, som vi tidligere har påvist.

Men fra dansk side kunne det påvises, at der fra mindretallets side havde været vist udpræget solidaritet med det nazistiske Tyskland gennem 12 år fra 1933 til 1945.

Kan man sige, at mange fra mindretallet havde svært ved at se de danske signaler ind til august 1943? Her tænkes på samarbejdspolitikken. I hvert fald har tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen taget kraftig afstand fra samarbejdspolitikken. Hans eget parti var nu bedre end de andre partier.  

Nu kan mindretallet nok ikke bruge samarbejdspolitikken som undskyldning for deres handlinger under besættelsen.

Fra dansk side har man nok set det meget sort-hvid. For hvordan så det ud for det tyske mindretal efter august 1943. Havde man nægtet at medvirke i tysk krigstjeneste, var man blevet skudt med det samme som desertør. Hvis mindretallets ledelse havde nægtet samarbejde, var hele ledelsen sikkert blevet anholdt og sandsynligvis skudt.

 

Blev man ribbet for alt?

Konfiskation af tysk ejendom kom også til at berøre mindretallet. I en kronik i Jyllands Posten den 26. april 1997 skrev Ditlev Tamm, under overskriften ”Den skandaløse konfiskation af tysk ejendom”:

 

  • Konfiskation af tysk ejendom fandt sted automatisk. Ikke noget med at overveje i hvert enkelt tilfælde, om det var tale om tysk fjendtlig ejendom Al tysk ejendom var i sig selv fjendtlig og blev dermed konfiskeret.

 

Det var for så vidt korrekt beskrevet. Men alle herboende tyske statsborgere havde mulighed for at friholde en del af deres formue. En meget stor gruppe tyske statsborgere undgik helt konfiskation.

 

Man skulle gå stille med dørene

Men kvinder, der havde giftet sig med en tysk soldat fik konfiskeret deres opsparing, fordi de ved giftemålet automatisk blev tyske statsborgere. Professor Stig Jørgensen skrev den 4. oktober 1994 i Information, at tyske statsborgere, der havde boet i Danmark i generationer og som havde opført sig eksemplarisk under besættelsen, fik konfiskeret hele deres ejendom.

Nu kunne man så mene, at Danmark administrerede det hele meget hårdt, som en hævn over for de tysksindede. Det gjorde man måske også i mange tilfælde. Men minister, uden særlige anliggender, Per Federspiel var rejst til London den 1. januar 1940. Her forklarede han englænderne, om det særlige problem, der var med det tyske mindretal.

Briterne bøjede sig så meget, at danskerne ”skulle ordne sagen herhjemme, men blot således, at vi gik så stille som overhovedet muligt med dørene”.

Konfiskationsloven blev gennemført efter pres fra USA og Storbritannien. På den ene side ønskede danske politikere goodwill hos de allierede magter. Samarbejdspolitikken havde ikke ligefrem fremmet dansk prestige. På den anden side ønskede man ikke at provokere Tyskland mere end højst nødvendigt.

 

Man kunne få dispensation

Man kunne få dispensation, hvis man kunne bevise, at man ikke havde udvist en fjendtlig holdning til Danmark. Medlemsskab af et nazistisk parti eller det at have arbejdet frivilligt for tyskerne udelukkede som regel dispensation.

Det er da også rigtigt, at en del fik dispensation. Men det kan forekomme urimeligt, at personer fik konfiskeret jord i 1947, men først fik dispensation i 1955.

Den dag i dag mener mindretallet, at også konfiskationsloven var dybt uretfærdig. Igen havde man ikke taget hensyn til den nationale loyalitetskonflikt, som de havde befundet sig i.

 

Lærerne blev dømt ens

Lærerne blev dømt som en samlet flok. Nogle var decideret nazistiske, men det var langt fra alle. Alle tyske præstegårde fra den tyske frimenighed blev beslaglagt

 

Kilde:

  • Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 159 artikler om København herunder:
  • Istedløven brøler stadig
  • Begik Kongen Højforræderi?

 

  • dengang.dk indeholder 172 artikler om Sønderjylland herunder
  • Sønderjylland under pres – syd fra
  • Da Nazismen kom til Sønderjylland
  • Den Sønderjyske Politiadjudant
  • Overvågning i Sønderjylland
  • Folketingsvalget 1939
  • Jens Møller – Folkefører eller Folkeforfører
  • Den dansk – tyske sameksistens i Sønderjylland
  • De fem lange år i Sønderjylland
  • Mindretal i brændpunktet
  • Den Sønderjyske efterretningstjeneste
  • Opgøret efter 1945
  • Det tyske mindretal
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Tyske flygtninge i Nordslesvig
  • Sønderjylland – maj 1945
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Jordkamp, Vogelgesang og domænegårde
  • Kan man egentlig tale om en Genforening?
  • Er Genforening det rette ord?
  • Var Sønderjylland en del af Danmarks rige i middelalderen?
  • Da Sønderjylland blev dansk
  • Lov og ret i Sønderjylland – dengang
  • Sønderjylland i knibe
  • Kongens hvide hest
  • Mere om kongens hvide hest
  • Slaget om Als
  • Sønderjylland til Ejderen

 

  • dengang.dk indeholder 245 artikler om Tønder herunder
  • Da Hagekorsflaget blev rejst i Tønder
  • Tønder under besættelsen
  • Da gadeskiltene blev skiftet i Tønder
  • Nolde og nazismen
  • Slogs Herred mellem dansk og tysk
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder – omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Tønder – efter krigen
  • Tønder – mellem dansk og tysk
  • Hvorfor var Tønder tysk
  • Tønders tyske sportsforeninger
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864
  • Socialdemokrat i Tønder – dengang
  • Tønder før og efter Genforeningen
  • Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder
  • Lærer i Burkal
  • Tondern Station
  • Tønder Bibliotek – i begyndelsen
  • Militæret i Tønder 1920 – 1923
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Tønder – egnen 1814 – 1848 (1)
  • Tønder – egnen 1848 – 1851 (2)
  • Dagbog fra Møgeltønder
  • Ulrich – en fysikus fra Tønder 1-2
  • Soldat i Tønder 1851
  •  
  • dengang.dk indeholder 145 artikler om Aabenraa herunder
  • Knivsbjerg – nord for Aabenraa (vers. 2018)
  • Aabenraa under besættelsen
  • Sorgen ramte Aabenraa 1-2
  • Frits, nazister og et kartotek
  • Løjt – mellem dansk og tysk
  • Aabenraa – mellem de to krige
  • Aabenraa – maj 1945
  • Aabenraa 1848-1851
  • Aabenraa – før Prøjserne
  • Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864
  • Aabenraa 1864

 

  • dengang.dk indeholder 70 artikler om Højer herunder
  • Den sure præst fra Højer
  • Pigen fra Højer
  • Apotekeren fra Højer
  • Heltene i vadehavet
  •  
  • dengang.dk indeholder 57 artikler om Padborg/Kruså/Bov herunder
  • Frøslevlejren i den sidste tid
  • Straffelejren
  • Dagligliv i Frøslevlejren
  • Bov Sogn – mellem dansk og tysk
  • Fårhuslejren
  • Frøslevlejren
  • Bov Kommune – under besættelsen
  • En sønderjyde krydser sine spor
  • Harreslev – dengang
  • Genforeningen i Bov Sogn
  • Sejren ved Bov
  • Kampen ved Bov – og de Slesvigske Krige

 

  • dengang.dk indeholder 280 artikler om Besættelsestiden (Før/Nu/efter):
  • Gerningsmænd eller ofre
  • Fra krig til internering
  • Et mindretal under besættelsen
  • Dibbernhaus i Aabenraa
  • Besættelsestiden og det tyske mindretal
  • Efter besættelsestiden
  • Nazistisk ungdomsarbejde i Sønderjylland
  • Vidste de danske frivillige, hvad de gik ind til
  • Slemme folk fra Sønderjylland
  • Retssikkerheden før og under besættelsestiden
  • Waffen SS – engang en elitehær
  • Retsopgøret i Sønderjylland
  • Danskerpak og Tyskerpak

 

  • dengang.dk indeholder 31 artikler om 1864 og De Slesvigske Krige:
  • Statskup og Enevælde
  • Unødvendige krige?
  • Slaget ved Brøns – set med tyske øjne
  • G. Monrad – nok engang (2)
  • G. Monrad – hvordan var han?
  • Slaget ved Brøns
  • Der kan sikkert findes endnu flere blandt de 1.410 artikler på dengang.dk

 

 

 


Man talte da dansk i Tønder i 1600 – tallet

Dato: maj 22, 2019

Man talte da dansk i Tønder i 1600 – tallet

”Du kan jo tale tysk”, sagde boghandler Nissen til undertegnede. Dengang i 1600-tallet var talesproget sønderjysk. Drengene måtte ikke vække forargelse. Første danske dokument fra en blytækker fra Møgeltønder. Så var det et delvis dansk lånedokument og en fuldmagt fra en matros. Ja og en anmodning fra Tønder Vandmølle. En admiral ønskede bådsmænd fra Tønder, olg så sad en slagtersvend i algerisk fangenskab. Man ønskede Petrus Jacobi som kapellan. Han ville dog blive et år mere i København. Tøndringerne kunne dog ikke vente på ham. Præsten fra Højst havde mange bekendtskaber. Og så kom ”En Ny og Skøn Formularbog”. Den tyske skole fra dengang er der endnu. Hvor lærte tøndringerne dansk? Der var mange private skolemestre i Tønder dengang. Vi skal høre om begrebet ”Bondeskoler” Og mange danske breve endte nok i kakkelovnen.

 

Du kan jo tale tysk

Der er mange, der går op i, hvad man talte i Tønder dengang. Og den problematik er vi stødt på mange gange i vores historieskrivning. Derhjemme tale vi sønderjysk. Men vi kunne da også tale tysk. Min far kunne også tale en speciel form for ”Tynne-snak”. Det var en blanding af frisisk, plat, sønderjysk, dansk og tysk.

Og så var det, at jeg oppe i Andersen & Nissens Boghandel nægtede at tiltale alle dem fra Det Tyske Mindretal på tysk. Det var lige før, at det var fyringsgrund. Det kunne Nissen slet ikke tolerere, for som han sagde:

  • Du kan jo tale tysk

 

Det daglige talesprog var sønderjysk

Der har altid været en kamp om Tønder var tysk ved oprettelsen eller om den var dansk. Ja og så har diverse by – historikere kæmpet om, de oprindelige stednavne på marker og grundstykker var henholdsvis dansk eller tysk.

Det daglige talesprog i Tønder i 1500 og 1600 – tallet var sønderjysk. Mange voksne kunne også tale nedertysk. Nu var kendskab til dette en nødvendighed for sådan var administrations- og retssproget. Dette var også handelens sprog. Ja studenterne og købmændene, der skulle på dannelsesrejse syd på, skulle kunne beherske nedertysk.

 

Drengene måtte ikke vække forargelse

Byen havde en latinskole. Da de fik en Borgerskole, måtte den nødvendigvis blive tysksproget, selv om børnene var dansktalende. Det var ønskeligt, at børnene lærte tysk.

Den første borgerskole, som vi hører om, var dog dansksproget. I 1614 gav Byrådet Johan Kettelsen tilladelse til at undervise indtil 10 drenge i skrivning og regning på dansk under den forudsætning at drengene ikke vakte forargelse i kirken eller andetsteds. Men dette forsøg mislykkedes.

I 1616 åbnede en tysk skole, hvor der blev undervist i tysk, læsning og skrivning samt regning. Denne skole viste sig at være livskraftig.

 

En blytækker fra Møgeltønder

Overraskende er det, at man kan finde dokumenter på dansk i Tønder Byarkiv. Det tidligste af de fundne danske tekster i byarkivet er skrevet af en blytækker ved navn Andres Karstensen. Men når man læser det, er det lidt snyd.

For beskeden er skrevet ude i Møgeltønder, der hørte til de kongerigske enklaver, så det tæller ikke rigtig i denne sammenhæng.

I byarkivet er de allerfleste dokumenter på henholdsvis nedertysk og højtysk.

 

Et lånedokument

Men den ældste danske tekst skrevet af en borger i Tønder og bevaret i Tønder Byarkiv er et lånedokument fra byens hospital. Man kunne låne penge på en såkaldt hospitalsobligation.

Dokumentet er fra 27.03.1632. Selve obligationen er på nedertysk med byskriver Jürgen Thimsens hånd. I indledningen står, at obligationen er udstedt af borger og ”indvåner” i byen Tønder ”Peter Andersen”. Lånetagerens underskrift med tilhørende tekst er på dansk:

 

  • Dette Beknder jeg Peder Anderss med egen Hand.
  •  

Vidnerne, hvoraf den ene er byskriveren , skrev:

 

  • Hans tomss kramer egen hant als ein tüge (Hans Thomsen kræmmer egen hånd som vidne)
  • Disse tuchenisse bekende ick Jurgen Thimssen mit egen hand (Dette vidnesbyrd bekender jeg Jürgen Thimsen med egen hånd)

 

De bruger her samme sprog som obligationen er skrevet på. Der er ikke fundet andre tekster med Peder Andersens hånd til belysning af hans sprogkundskaber.

Byskriveren har sikkert accepteret, at hans skriftsprog var dansk. Peder Andersen kunne have været en af Johan Ketelsens elever.

 

Matroser, der ville have rejseomkostninger betalt

I 1683 skulle nogle matroser have godgjort deres rejseomkostninger. En af dem gav sin kammerat fuldmagt til at hente pengene og skrev på dansk:

 

  • Jörgen ander Sen fuld magt min Monedens peng Lauriz Peder Sen (Jørgen Andersen fuldmagt for mine månedspenge Lauritz Pedersen).

 

En anmodning fra Tønder Vandmølle

Og så er der et brev fra den 15.9.1687. Desværre er det uvist, hvem der har skrevet det. Brevets tekst og underskrift er med samme hånd, men underskriften er utydelig. Det er en besked til en person i Tved, at han skal tilsige Peder Pedersen, Abild, Lars Hansen i Nørhus og Fedder Mickelsen i Bønderby at skaffe vogn og heste, som skal køre til Sønderborg færge og afhente tømmer til Tønder Vandmølle.

Det samme skal man gøre fra en bol i Lille Emmerske og et i Store Emmerske. Personen må have været en autoritet med tilknytning til Tønder Vandmølle. Han har været vant til at skrive breve på tysk, for han har skrevet bynavnet på tysk i dateringen. (Tundern).

Inde i teksten, hvor han nævner Tønder Vandmølle har han skrevet navnet på dansk: Tunder.

Ud over disse tekster er der fundet forskellige ting, der peger på, at folk i Tønder har kunnet læse dansk.

 

En dom afsagt i Viborg

Allerede 6. maj 1609, altså nogle år før Johan Ketelsen var skolemester, lod adelsmanden Benedikt Rantzau skrive (på nedertysk i et brev, der ellers er på højtysk) om en dom, der var afsagt i Viborg, at han gerne havde set den afsagt på tysk, men at den ikke behøver at oversættes for borgmester og råd i Tønder forstår jo begge sprog.

 

Admiralen ville have flere bådsmænd fra Tønder

Der findes fra den 9.,13. og 15 april 1676 tre breve på dansk til borgmester og råd i Tønder fra admiral Jens Rodsteen, der det følgende år deltog slaget i Køge Bugt den 1. juli 1677. Men nu opholdt han sig i Ribe og nu forlangte han nogle bådsmænd. De skulle så stille hos ham i Ribe.

 

En slagtersvend i algerisk fangenskab 

Fra årene 1685 – 1696 findes en korrespondance med Odense, hvor odenseanerne skrev dansk til Tønder, og de svarede på tysk. En borgersøn og slagtersvend fra Tønder, Jacob Rasmussen eller Asmusssen, som havde været om bord på et hollandsk skib, var blevet taget til fange af sørøvere i Algier. Man talte om at løskøbe ham. Her havde han familie.

Vedlagt var et brev fra Odense den 26. juni 1686, hvor der også findes en erklæring på dansk fra Jacob Rasmussens svoger, Jacob Brochman, der nævner, at hans kone for 12 dage siden havde været i Tønder.

I Odense var de klar over sprogforholdene i Tønder på den tid.

 

Man ønskede Petrus Jacobi som kapellan

Det mest overraskende fund er nok et brev fra ”Petrus Jacobi von Alslef skrevet i København den 23. marts 1634. Som skik var blandt lærde mænd har han oversat sit navn til latin. Derhjemme havde han heddet Peter Jacobsen fra Alslev.

Tøndringerne ville åbenbart gerne have ham til kapellan i byen, for han skriver på højtysk, at han er glad for at være kvalificeret til kapellantjenesten. Han opholder sig i København for det danske sprogs skyld. Han havde opholdt sig så meget blandt tyske, at kun lidt var blevet tilbage af hans danske.

 

Han ville blive et år mere i København

Han var endnu ikke tilfreds med sit danske, så han ville blive endnu et år i København. Før han havde nået sit mål med hensyn til dansk kundskaber, har han ikke i sinde at komme hjem. Men til den tid ville han gerne være til tjeneste.

Tydeligvis forventede han at borgmester og råd i Tønder havde en positiv holdning til dansk og at han ville gøre et godt indtryk på dem ved at gøre sig umage på dansk. Det havde nok været den tidlige morgengudstjeneste, han skulle forrette. Den var altid på dansk, dog med salmesang på tysk.

 

Tøndringerne kunne ikke vente på ham

Når han var fra en af de to landsbyer ved navn Alslev, der ligger i nærheden af Tønder, må hans førstesprog, som man jo ikke så nemt glemmer være sønderjysk. Det han så mener med dansk er rigsmålet som dansk.

Tøndringerne kunne nu ikke vente på, at Petrus gik der og øvede sig, så de ansatte Lorenz Wieding fra Flensborg. Det kunne tyde på, at han havde familieforbindelse til Hvidding sogn lidt syd for Ribe eller evt. Vidding herred syd for Tønder. Sognenavnet er dog nok mere sandsynligt et tilnavn.

 

Præsten fra Højst havde mange bekendtskaber

Præst i Højst dengang, Johannes Prætorius, der var fra nabosognet Bedsted. Han havde venner i Tønder. Det var købmanden Berend Ubbing og præsten Johannes Mauritius, der stod faddere til hans søn og efterfølger i embedet. Det kan tænkes, at det var ham, der havde anbefalet Petrus til embedet i Tønder.

Han havde også en anden god ven, en kammerat fra studietiden i Rostock i 1588, måske allerede fra barndommen. Det var Niels Heldvad, der først var præst i sit fødesogn Hellevad og senere fra 1615 til sin død den 25. august 1634 var kongelig kaledariograf og boende i København.

Det er sandsynligt, at Johannes Prætorius har formidlet kontakt mellem Petrus Jacobi og Niels Heldvad, og at det var hos ham, Petrus Jacobi opholdt sig i København.

 

En Ny og Skøn Formularbog  

Heldvad udsendte i 1624 en formularbog. ”En Ny og Skøn Formularbog”. Hans formål var at opdyrke det danske skriftsprog. Han gjorde det helt bevidst ved at indføre latinske og tyske fremmedord.

Heldvad giver udtryk for sin beundring for det tyske sprog og tradition.

Som vi tidligere har skrevet, så var Niels Heldvad en velset gæst ved Christian den Fjerdes hof. Kongen var heller ikke uden interesse for sprog.

 

Jacob Scholmeister skulle anmeldes

I retsprotokollen står der den 10. januar 1609 på nedertysk med byskriver Jürgen Thimsens hånd, at det bliver befalet byfogeden at melde Jacob Scholmeister, at han har forsømt at henvise skoledrengene fra sit hus til den rigtige skole. Og fra denne dag må han overhovedet ingen drenge holde i sit hus. Hvis han gør det, bliver han sat fra sin tjeneste.

 

Huset står der endnu

Han har haft privatelever i sit eget hus. Det måtte han ikke. Åbenbart har man haft lokaler til den tyske skole et eller andet sted i byen før den bygning ved kirken. Den står der endnu. I stueetagen til venstre var det tysk skole og til højre var der latinskole. På første sal var der bolig til den tyske skolemester. Huset stod færdig i 1612.

 

Oversigt over lærere fra dengang

Vi ved at denne tyske skolemester hed Jacob Albrecht. Han er død i 1652.Af retsprotokollen ved vi, at har søgt og fået bevilliget huslejetilskud. Han har forklaret, at han er meget dårlig gående, så han heller ikke kan klare trappen op til første sal.  

I Byarkivet nævnes også andre lærere i byens tjeneste. Således havde en Arend Höyer dårlige regnekundskaber og det udgjorde et problem. Så var det også en hans Attsen eller Otzen. Og i 1618 tog kæmner Hans Thomsen til Pellworm for at antage Johannes Gudeknecht, hvis han ellers egnede sig. Men det vides ikke, om det var tilfældet.

Det ser ud til, at der i årene en kort overgang, 1614 – 16 har været to offentlige skoler i Tønder en dansk og en tysk.

 

Hvor lærte tøndringerne dansk?

Johan Ketelsen havde en ualmindelig flot håndskrift. Han fik arbejde som humleskriver. Efter en tid var sproget i den offentlige skole så nedertysk. Men hvor lærte tøndringerne så at læse og skrive dansk. Det var jo også meget forskellig fra sønderjysk. Rejste de alle udenbys som Petrus Jacobi?

 

Mange private skolemestre i Tønder

I skattelisterne nævnes nogle skolemestre, der må have undervist privat. I årene 1662 – 81 levede der således en Jens Schulmeister i Tønder. I 1666 boede han i Sydøstkvarteret.  Men i andre dokumenter kan man se, at han boede ”Hinter der Sueder Stellen (sønder for staldene). Og det er den nuværende Skibbrogade.

Der nævnes også en hans Schulmeister i Sydvestkvarteret. Fra 1666 til 1669 nævnes en Marten Schulmeister i Slotsgade. I 1674 har vi også en Detleff Schulmeister. Og endelig er det en Siomon Schulemeister i Østergade. I Uldgade skulle der også have en.

Det ser ud til, at der i anden halvdel af 1600-tallet har været ganske mange private skolemestre i Tønder. Man ved også, ar ofte dengang var undervisning hos kapellaner, klokkere og organister. Der har været en stærk efterspørgsel på bassale læsekundskaber.

 

Bondeskoler

I første halvdel af 1600-tallet var der i de fleste sogne såkaldte ”bondeskoler”. Det var private skoler oprettet og finansieret af bønderne uden indblanding fra kirke og øvrighed. Kirken forlangte, at den kristelige elementærundervisning havde en central stilling. Men bønderne betragtede katekismus – undervisningen som præsternes og degnens sag og modsatte sig kirkens krav.

Både på land og by i hertugdømmerne og kongerige var holdningen formodentlig i vid udstrækning været, at skoleskikke var noget myndighederne ikke skulle blande sig i. Det blev senere ganske anderledes.

 

Mange breve er endt i kakkelovnen

Måske er det derfor vi ikke får så meget at vide om de private skoler i Tønder. Dansk skriftsprog har formodentlig været mere brugt i Tønder end antaget. Men i hvilken omfang datidens tøndringer kunne læse og skrive dansk, får vi nok aldrig nogle præcise oplysninger om.

I Tønder Byarkiv er der et righoldigt udvalg. Men vi må altid huske, at det jo ikke var alt, hvad der blev skrevet i byen, der havnede der. Det indeholdt kun det, der kom forvaltningen ved.

Hvad der har ligget i private hjem af breve, regnskaber mv. er i tidens løb havnet i kakkelovne. Og vi kan ikke vide, hvilket sprog, det er skrevet på.

 

 

Kilde:

  • Mackeprang: Tønder gennem tiderne
  • Ludwig Andresen: Geschichte der Stadt Tondern bis zum dreizigjährigen Krieg
  • Ahrens: Gejstligheden i Slesvig og Holsten fra Reformationen til 1864 1 – 3
  • V. Gregersen: Plattysk i Sønderjylland
  • Bjerrum: Folkemaalet i Tønder
  • Ludwig Andresen: Bürger und Einwohnerbuch der stadt Tondern bis 1869
  • H,V. Gregersen: Niels Heldevad
  • Hans H. Worsøe: Slægtsforskning i Sønderjylland
  • Japsen: Det dansksprogede skolevæsen i Sønderjylland
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Birgit Christensen: Dansk i Tønder i 1600-tallet (artikel)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 244 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn bl.a.

 

  • Tønder Statsskole i slutningen af 1920erne
  • Emmerske Bedehus og Skole
  • Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder
  • Flere minder fra Tønder Statsseminarium
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminariets historie
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864
  • I skole i Tønder
  • Lærer i Burkal
  • Da Gadeskiltene blev skiftet i Tønder
  • Heimatfest i Tønder i 1921
  • Socialdemokrat i Tønder – dengang
  • Tønder omkring 1930
  • Tønders tyske sportsforeninger
  • En berømt mand fra Hellevad
  • Tønder før og efter Genforeningen og mange flere.

Et Epidemihospital på Nørrebro

Dato: maj 19, 2019

Et Epidemihospital på Nørrebro

Hospitalet fik sin endelige form i 1884. Gode råd til at undgå at få kolera. På Frederiks Hospital indrettede man en Dampseng. Patienter skulle anbringes i tilpas afstand fra hinanden. Sognepræst Frimodt fra Skt. Hans Kirke var særdeles betænkelig. Der var 288 senge i første omgang. Ikke var lige tilfredse. En lille pige havde fået klø af en sygeplejerske. I 1935 var 1,757 patienter indlagt med difteri. I 1974 blev Blegdamshospitalet nedlagt.

 

I 1853 i Koleraåret bekendtgjorde Sundhedskommissionen, at for at undgå smittefare, gjaldt det om ikke at opholde sig i indelukket, fordærvet og fugtig luft. Det blev tilrådet for ikke at blive forkølet at bære et varmt bælte om maven og uldne klæder nær kroppen.

 

  • Man skulle sørge for Renlighed, saavel i Linned og Lagener, som ved Badning og Vaskning af Legemet. Man skulle endelig vogte sig for uafbrudt Aandstrengelse, nedtrykkende Sindslidelser, især Ærgelser og Frygt. Nattevaagen og alt, hvad der for Resten svækker Legemet. Meget vigtigt skulle man iagtage Maadehold i Spise og Drikke.
  •  

På Frederiks Hospital forsøgte man sig med en speciel Dampseng. Patienter skulle pakke sig ind i dyner og tæpper og indtage skoldhed hyldete. Hver halve time skulle man indtage 20 dråber ammoniakopløsning. Resultatet blev i hvert fald en forgiftning.

 

Efterhånden anså politikerne det for vigtigt, at der blev oprettet et egentlig epidemihospital. Til dette udvalgtes et areal i den sydvestligste del af Blegdamsfælled. Grunden var tilpas rummelig og afsides.

 

I modsætning til Kommunehospitalet skulle der bygges efter pavillon- eller baraksystemet. Det skulle give bedre fleksibilitet. De smittede personer skulle anbringes i tilpas afstand fra hinanden.

 

Sognepræsten ved Skt. Johannes Kirke, pastor Frimodt ville gerne have lægernes ord på, at smitten ikke kunne nå den nærliggende befolkning og navnlig de tre skoler i Nørre Allé, på Sankt Hans Torv og Blegdamsvejen, som dagligt blev besøgt af ca. 2.000 børn. Men pastoren var også bekymret for den talrige menighed, der hver søndag samledes i kirken. Pastoren skrev blandt andet:

 

  • Den naturlige Frygtagtighed og Rædsel, der griber saa mange Mennesker alene ved, at de vide sig i Nærheden af en smitsom, ondartet Sygdom ikke udryddes.

 

Pastoren foreslog i stedet, at hospitalet blev anbragt i den nordsøstligste del af Lammefælleden. Grundejerne på Blegdamsvejen var også meget betænkelige. De mente, at hospitalets opførelse ville medføre skadelig følger for deres ejendomme. Folk ville nok ikke bo i nærheden af sådan et hospital. Derfor ville værdien af ejendommene sikkert falde i pris.

 

Også i Ting – og arresthuset var man betænkelig og gjorde opmærksom på, hvor mange der daglig færdedes der. Professor Thomsen mente dog ikke, at smitten kunne overføres gennem luften. Og hospitalet kom til at ligge 25 – 30 alen fra nærmeste beboelse.

 

Grunden tilhørte Krigsministeriet. De stillede en række betingelser. Arealet skulle omgives af et stærkt 3 ½ alen højt stakit med dobbelt tjørnehegn inden for stakittet. Der skulle også i et bælte af 30 – 50 alen plantes træer. Man anså det også vigtigt at anlægge en dyb grøft om hele arealet.

 

Hovedindgangen skulle være fra Blegdamsvej. Men det skulle også være udgang til Nørre Allé ud for Møllegade.

 

Arealet blev større end ventet på hele 14 tønder land. Nu blev der således plads til 12 dobbelte sygebygninger med 288 senge og en officiant – og en observationsbygning med 24 senge og i telte 100 senge.

 

De egentlige sygebygninger var kun på en etage. Administrations – og driftsbygningerne var på to etager. Hospitalets varetegn var Athene, der værger sine børn mod pestgudens pile. Dette var udført af Vilhelm Bissen. Med fuldførelsen af de sidste bygninger fik hospitalet sin endelige form i 1884.

 

I de første år skulle indenbys boende på fællesstue betale 1,20 kr. om dagen. Enestue kostede 2,20 kr. pr. dag. Udenbys boende skulle betale en del mere. Udlændinge kom til at betale 6 kr. for en enestue.

 

I slutningen af 1883 udbrød der skarlagensfeber. I alt blev der behandlet 5.001 patienter i løbet af et år. Trods diverse udvidelser måtte der i hast skaffes flere telte. Den 10. februar 1884 husede hospitalet hele 584 patienter.

 

Men ikke alle var lige tilfredse. Det kunne Aftenbladet i februar 1890 berette om. Et barn var indlagt med difteri. Af frygt for smitte måtte barnet ikke modtage besøg af forældrene. Endelig fik faderen en tilladelse. Det han fandt, var at hans barn var ved at kvæles af slim.

 

Trods det, at enhver sygeplejerske vidste, at sådan et barn skulle tilses med jævne mellemrum, lykkedes det først efter lang tids søgen at finde en stuepige, der ville hjælpe barnet. Faderen fik overført barnet til enestue med særlig pleje. Men barnet døde efter få dage. Sygehuset måtte efter faderens klage indrømme, at den sygeplejerske, der skulle føre tilsyn havde vist stor skødeløshed.

 

Den 30. juni 1891 skrev Aftenbladet om en sygeplejerske, der slog de indlagte børn. Således havde sygeplejersken rusket en lille seksårig pige i håret. Hun var indlagt med difteri.

 

Grunden til sygeplejerskens vrede var, at pigen havde kastet sin mad op. Artiklen vakte naturligvis vrede. Men artiklen førte også til et sagsanlæg mod redaktøren af Aftenbladet. Han måtte af med 200 kr.

 

I 1896 blev hospitalet dog rost i Berlingske Tidende:

 

  • Kjøbenhavn staar nu blandt de største Byer med Hensyn til sit Hospitalsvæsen, og naar man omtaler Europas store Hospitaler, maa da Blegdamshospitalet nævnes som et Mønsterhospital, baade i henseende til selve Indretningen, Behandlingen og Sygeplejen, der nu i Modsætning til ældre Tid staar paa et hit Trin, idet Functionairerne ved denne nutildags udgaae fra de mere dannede Klasser i Samfundet.

 

Blegdamshospitalet blev senere udvidet, så man ekstraordinært kan modtage 600 patienter.

 

I tidligere tid var difteri en af de mest frygtede sygdomme. Men ved hjælp af serum, der var blevet fundet i 1884, blev dødeligheden reduceret betydelig. I 1935 blev 1.757 patienter indlagt på Blegdamshospitalet med difteri, 35 døde.

 

Omkring år 1900 havde lægestanden taget nye redskaber i brug. Nu havde man mikroskoper og røntgenkanoner. Og vaccinationer og antiseptiske forholdsregler blev taget i brug. Man var godt i gang med at halvere børnedødeligheden.

 

En af de mest travle år i Blegdamshospitalets historie var under den store influenzaepidemi, den såkaldte ”Spanske Syge”, der i efteråret og vinteren 1918 – 1919 hærgede i byen.

 

Øresundshospitalet og Bispebjerg Hospital måtte træde hjælpende til. Ved Øresundshospitalet blev der ligeledes rejst telte. Sundholm, St. Johannes Stiftelsen indrettede også i hast specielle afdelinger. Men også læger og sygeplejerske blev smittet. En enkelt dag var 280 ansatte syge. Frivillige måtte træde hjælpende til.

 

I 1939 blev hospitalet udvidet med en øreafdeling og i 1942 kom en røntgenafdeling til. En selvstændig børneafdeling blev oprettet i 1955. Denne blev så i 1969 overflyttet til Rigshospitalet.

 

I 1974 blev Blegdamshospitalet nedlagt for at give plads til Panuminstituttet

 

www.dengang.dk har vi efterhånden 1.409 historier, og heraf er 271 plus 27 artikler fra det gamle Nørrebro herunder:

 

  • Blegdamshospitalet på Nørrebro
  • Kan du råbe mig Nørrebro op?
  • Johannes Kirke
  • Et hospital på Nørrebro
  • Kolera på Nørrebro 1853
  • Nørrebro Bespisningsforening – i begyndelsen

 

 

 

 


Historieformidling på Facebook

Dato: maj 19, 2019

Historieformidling på Facebook

Det er ingen tvivl om, at dengang.dk har haft stor glæde af Facebook. Men på det sidste har vi i den grad mærket censur. Og det har vi ikke i alle de år, hvor vi har opereret på dette sociale medie. Det er bestemte ting vi ikke må skrive om. Derfor er blevet blokeret. Næste gang er det så 30 dage. Og vi risikerer at facebook deaktivere vores konto. Men skal vi omskrive historien så det passer ind i Facebooks opfattelse. Måske er vi også blevet anmeldt for ”krænkende indhold”. Hvorfor skal vi indordne vores historie – skrivning efter standard – opfattelse? Facebook er en privat organisation som varetager ytringsfriheden på deres helt egen måde. Men hvorfor må Flensborg Avis bringe en anmeldelse på deres Facebook, men vi må ikke. Og hvorfor må vi ikke fortælle om Det tredje Rige’s forbrydelse. Desværre er vores blokering gået ud over to andre sider, vi også administrerer. Man lukker uden varsel, diskussion eller appelmulighed. Er det angsten for de højre-radikale? Nej vi vil ikke skrive efter amerikansk moral og etik. Vi vil heller ikke censureres efter algoritmer og diverse fy – ord. Måske er løsningen at vi nedlægger dengang.dk på Facebook. Du kan altid finde os på hjemmesiden.

 

Vi har mærket censur

Vi har nu fire gange inden for kort tid mærket Facebooks censur. Selv om vi har protesteret, har vi ikke fået lov til at fremsætte vores klage. I grunden er det tankevækkende, at vi i et land der i den grad sætter ytringsfriheden så højt skal udsættes for dette.

 

Det går ud over tre sider

For lige at forstå det hele, så er ”Den Gamle Redaktør” administrator for tre Facebook-sider. Og det er for det historiske, dengang.dk, Nørrebro Handelsforening og Amager Erhvervsforening.

Den først nævnte er som bekendt historie og det to næste er erhvervsforeninger. På disse forsøger vi at give et nuanceret billede af erhvervslivet samt gengive, hvad der sker af spændende ting på Nørrebro og Amager.

 

Vi er ikke styret af nogen

Vi er partipolitisk uafhængig og gengiver såvel venstreorienteret samt borgerlige synspunkter. Ja den eneste, der sådan set styrer det er undertegnede. Vi skriver dette for at du skal kunne forstå vores senere synspunkter.

Både dengang.dk og Nørrebro Handelsforening har en meget stor læserkreds og en hjemmeside tilknyttet.

 

Derfor er vi skyldige

Og hvorfor er det lige man bliver blokeret? Ja ifølge Facebook er man selv skyldig. Man fastslår, at:

 

  • Vores sikkerhedssystemer registrerer, at indhold, du har slået op eller delt, virker mistænkelig eller stødende. Det kan vare op til et par dage.
  • Du har gjort noget, som ikke overholder vores fællesskabsregler. Det kan vare op til 30 dage.

 

For at undgå lignende blokeringer i fremtiden, så kan du gennemse vores fællesskabsregler for at forstå, hvilken type deling der er tilladt på Facebook.

Ja sådan står det. Og vi står nok til 30 dages blokering til næste gang, vi begår en Facebook – forbrydelse.

 

Man kan ikke nå at alarmere læserne

Nu er det ikke sådan, at man får tid til at alarmere ens læsere. Og når du som undertegnede er administrator for tre sider, så går det ud over alle tre sider. Fordi det er dig selv, der er personlig ansvarlig for Facebook – forbrydelsen.

Og nu har vi så læst de såkaldte ”Fællesskabsregler” igennem. Dem vender vi også tilbage til.

 

Der er mange grænser på Facebook

Facebook var aldrig for alvor – og heller ikke i princippet – stedet, hvor ytringsfriheden virkelig havde frit slag.

Der er nemlig grænser for, hvad du må skrive ifølge Facebook-reglerne eller fællesskabsregler, der højst sandsynligt kun er blevet læst af ganske få brugere, dengang de oprettede deres Facebook-profil. Som skrevet har vi nu læst dem. Facebook fjerner hadefulde udtalelser, der omfatter indhold, som angriber folk direkte på baggrund af:

 

  • Race
  • Etnisk tilhørsforhold
  • National oprindelse
  • Religiøst tilhørsforhold
  • Seksuel orientering
  • Køn eller kønsidentitet
  • Alvorlige handicap eller sygdomme

 

Man kan se, at dette nu ikke er helt tillempet den danske ytringsfrihed. Og det er heller ikke en af disse forbrydelser undertegnede har begået.

 

Facebook – et sted med ”1,8 milliarder journalister”

Facebook er at betragte som en medieorganisation med ca. 1,8 milliarder journalister i form af offentlige brugere.

Fordi det er en privat organisation, er det redaktionelle ansvar og den måde, det bliver opfyldt, en subjektiv og skønsmæssig vurdering, ikke et statsligt eller offentlig anliggende.

Vi kan være uenige med reglerne, fremgangsmåderne og hvad der ofte virker som en meget lemfældig omgang med sandheden, fakta, nyhedshistoriens pålidelighed og egne standarder og regler.

Modsat kan man sige, at statsstyret tankekontrol blandt borgerne og virksomhederne i et liberalt demokrati er som at mikse en cocktail bestående af olie og vand.

 

Vi har haft stor glæde af Facebook

Der er ingen tvivl om, at dengang.dk, Nørrebro Handelsforening og Amager Erhvervsråd har haft stor glæde af Facebook. Det håber vi, at det vil fortsætte. Men på den anden side, undertegnede vil ikke ændre på de historiske artikler, han har skrevet for at tilfredsstille Facebook’ s etik og moral.

 

Facebook bestemmer din ”ytringsfrihed”

Når Facebook beslutter sig for at censurere et indlæg eller en gruppe, udløser det ramaskrig:

 

  • Ytringsfriheden bliver krænket

 

Men først og fremmest er det ikke noget, der hedder ubegrænset ytringsfrihed på facebook, hvilket lige præcis er det, fællesskabsreglerne er formuleret til at formidle.

For det andet bliver ytringsfriheden først krænket, hvis formidlingsretten overtrædes, og man hverken kan få sine meninger publiceret på Facebook eller andetsteds, så man ikke kan give sin mening til kende eller mødes med ligesindede.

 

Husk at Facebook er en forretning

Men hvis dit Facebook – indlæg bliver fjernet, betyder det jo ikke, at du er afskåret fra at få dit budskab ud. Du kan oprette din egen server med online-adgang eller forsøge at publicere indlægget hos en anden platform.

Hvis en bestemt avis ikke ønsker at publicere din artikel, kan du prøve lykken et andet sted. Hvis det mislykkedes, kan du forsøge med en brevdue eller gå fra dør til dør med dit budskab.

Vi glemmer at Facebook er et socialt medie, som er udviklet til at tjene penge på trafik på siden gennem bevågenhed, reklamer og annoncer. At understøtte og tilskynde demokratiet er ikke del af forretningsplanen.

Denne forretningsmodel bygger på onlinetrafik og på at være en af de afgørende distributører af vores online opmærksomhed. Enkelte store aktører ”ejer” stort set al trafik på internettet, og alle de andre har travlt med at rage det tilbageværende til sig.

Forretningsmodellen har meget lidt at gøre med at understøtte demokratiet, ytringsfriheden og friheden til at udtale sig i det offentlige rum. Det er et medie, som har et redaktionelt regelsæt, der tilhører Facebook.

Ind imellem administrerer Facebook reglerne rigtig dårligt, hvilket også kan ske for en hvilken som helst medieorganisation.

Facebook kan således understøtte og stimulere ytringsfriheden og demokratiet nærmest som et biprodukt.

 

Man lukker uden varsel, diskussion eller appelmulighed

Gad godt nok vide, om Facebook skulle have en særlig algoritme, som fanger forskellige ord. Meget tyder på, at de ikke læser ”de forbudte artikler”. Man lukker uden varsel, uden diskussion og uden appelmulighed.

Det er heller ingen appelmulighed, når det er en anmeldelse fra andre brugere, der udløser sletningen. Jo Facebook er en privat virksomhed og er derfor i sin gode ret til at bestemme sine brugervilkår.

 

Det kniber med at formidle historieskrivningen

Facebook har fået så stærk en position, at regulering er nødvendig. En stadig større del af den danske samfundsdebat foregår på Facebook. Men det kniber med at formidle historieskrivningen på Facebook. Og det er en skam.

Vores ”forbudte” artikler har været formidlet før og vores ”forbudte” delinger har været formidlet af andre, så er der i grunden en konsekvens?

 

Hans Scherfig siger det noget så rigtigt

Nu er det sådan, at os der bruger Facebook samtidig bidrager med en masse. Og det er spændende ting, synes vi selv. Men det tager Facebook ikke hensyn til.

 

  • Der er ytringsfrihed i Danmark. Alle har ret til at købe aktiemajoriteten i A/S Politiken.

 

Således sagde forfatteren Hans Scherfig, som i efterkrigstiden var en aktiv skribent på kommunisternes daværende dagblad Land og Folk.

Han fastholdt gennem årene, at ytringsfriheden under kapitalismen fundamentalt er beskåret, fordi den afhænger af dem, som ejer ytringsmidlerne. Kapitalen, som ejer aviser og forlag, bestemmer hvortil ytringsfriheden skal anvendes.  

 

Er det angsten for de højreradikale?

Vores problem i historieskrivningen er, at vi også skriver om Det Tredje Rige, og det der skete dengang i Tyskland. Og mange af de ord, vi bruger der er åbenbart ”Fy – ord”. Og så reagerer algoritmerne.

Måske skyldes dette, at tyskerne simpelthen er bange for landets stærke højreradikale miljø. Derfor vedtog Forbundsdagen i foråret en lov med skrappe sanktionsmuligheder over for webmedier, herunder Facebook, som ikke straks fjerner ”hate speech”.

Loven som i Tyskland populært kaldes ”Facebook – loven” har været voldomt kritiseret af jurister og borgerrettighedsforkæmpere. For den truer ytringsfriheden på helt samme måde som indgreb mod fake news. Man overlader det til private aktører at censurere den offentlige debat – på en ikke gennemskuelig måde.

 

Andre må gerne dele

Så det første vi kunne forlange af Facebook, var gennemskuelighed og åbenhed. Over for dem, som rammes af indgreb, men også over for resten af Facebooks brugere.

Vores første advarsel fra Facebook kom, da vi delte en anmeldelse fra Flensborg Avis, som har mange gode anmeldelse af historiske bøger. Det handlede om nazi – tiden i Flensborg. Facebook mente, at vi overtrådte ”Fællesreglerne”.

Vi henvendte os derfor til redaktøren af Flensborg Avis, der havde været så venlig at gøre ret meget ud af anmeldelsen af undertegnedes bog ”Grænser for vækst”. Avisen havde ikke fået nogen restriktioner fra Facebook, da de lagde anmeldelsen ud på deres Facebook. Redaktøren mente, at det var en fejl fra Facebook.

 

Facebook overholder ikke deres forpligtelser

Under fællesskabsreglerne i del 4, står der punkt 18, at ærlighed er grundstenen i vores fællesskab. Derfor kræver Facebook, at folk opretter deres profil på Facebook med det navn, de kaldes daglig.

Det skete bestemt ikke den dag, da Nørrebro Handelsforenings Facebook side blev overstrømmet af anonyme profiler, der forlangte at et par af vores artikler skulle fjernes. Hvis dette ikke skete ville der blive lavet hærværk mod medlems-butikker på Nørrebrogade.

Vi havde skrevet om et kursus, der blev afholdt i et bestemt hus. Det var ligefrem trusler, som Facebook ikke hjalp med at fjerne. Politiet sagde, at de kunne finde frem til profilerne, så derfra var der ingen hjælp.

At undertegnedes familie så blev opsøgt af hætteklædte folk, der nede fra forsøgte at bilde familien ind, at det var postvæsnet kl. 17, lørdag eftermiddag er en anden historie.

Da undertegnede senere kom hjem, blev jeg af sikkerhedsgrunde nødt til at slette de artikler, som de unge mennesker havde forlangt. Der var ingen hjælp at hente fra Facebook.

Facebook har ellers et punkt i deres regler, der hedder Chikane.

 

Vi må ikke skrive om farlige personer og organisationer

Men se grunden til, at Facebook sikkert har blokeret os er, at der under Vold og kriminel adfærd er en gruppe 2, der hedder Farlige personer og organisationer. Her fjerner man indhold, der støtter eller bifalder grupper, ledere eller enkeltpersoner, som er involveret i følgende aktiviteter:

 

  • Terrorvirksomhed
  • Organiseret had
  • Masse – og seriemord
  • Menneskehandel
  • Organiseret vold eller kriminalitet

 

Inden for disse kategorier har man sikkert grupperet nazisterne og nazisternes ledere samt Waffen SS. Vi tror ikke, at Facebook læser artiklerne igennem, men spotter begreber eller ord og så uden varsel sletter og blokerer.

 

Vi må heller ikke skrive om jøder

Et andet punkt er del 3 punkt 12 Hadefuld retorik. Vi har skrevet en del om jøder. Og det bliver så misforstået af Facebook og betegnet som ”Hadefuld retorik”. Vi har skrevet om forfølgelsen af jøde og jødernes flugt over Øresund.

At det er tale om historie, er sikkert ikke noget algoritmerne kan finde ud af.

 

Læserne kan anmelde ”krænkende indhold”

Men se historieskrivning er også en fortolkning. Særlig besættelseshistorien har mange skjulte sider. Og her er så følgende at læse i Facebooks regler:

 

  • Vi gør det nemt for folk at anmelde potentielt krænkende indhold, herunder sider, grupper, profiler og/eller kommentarer som vi skal gennemgå.

 

Vi tror ikke, at man gennemgår noget. Det sker ganske automatisk.

 

Her er konsekvenserne for ” Forbryderne”

Og konsekvenserne beskrives således:

 

  • Konsekvenserne af at overtræde vores fællesskabsregler varierer, alt efter hvor alvorlig overtrædelsen er og personens historik på platformen. Eksempelvis er det muligt, at vi advarer en person ved den første overtrædelse, men hvis personen fortsat overtræder vores regler, kan vi begrænse vedkommendes mulighed for at slå indhold op på Facebook eller deaktivere vedkommendes profil

 

Facebook varetager selv ”Ytringsfriheden”

Om den ny lovgivning, der forpligter sociale medie-platforme i EU til at fjerne terrorpropaganda inden for en time, er trådt i kraft vides ikke. Det er lagt op til, at hvis dette ikke sker, vil der falde enorme bøder.

Selv om ekstreme ytringer under visse omstændigheder kan føre til skadelige handlinger og radikalisering, risikerer begrænsninger af ytringsfriheden altså at forværre situationen.

At overlade det til Facebook alene at bestemme, hvem der må ytre sig på Facebook, og hvad de må ytre sig om, svarer til at overlade det til flyveselskaber alene, hvem der må flyve hvorhen.

 

Mange bliver ramt

Nu er det ikke kun de tre sider, som undertegnede administrere, der er og har været ramt. Sociale mediers ”censur” af egne platforme er ganske omfattende.

Facebook fjerner hver måned 288.000 kommentarer med videre, der strider mod platformens forbud mod ”haste Speech”. Dermed overgår omfanget af Facebooks censur på en måned langt over, hvad den katolske kirkes ”index” over forbudte bøger formåede at censurere fra 1559 til 1966, hvor indekset formelt blev ophævet.

Jo mere pres der lægges på sociale medier for at fjerne indhold, jo større en risiko for at man derved griber ind i de debatter, som almindelige mennesker fører om emner, som optager dem, og som på trods af en ofte hård og brutal tone siger noget om, hvad der optager befolkningen rundt omkring i Europa.

EU er med til at oprette nye censurregimer for sociale medier.

 

Man skal have en ”standardopfattelse” af historien

Vi bliver efterhånden stopfodret med historier om sociale medier, der fjerner indhold og personer, der ikke lever op til de såkaldte ”fællesregler”. Historie – skrivning, der ikke passer ind i den digitale standardopfattelse, betragtes som overtrædelse af de såkaldte fællesskabsregler. Dette medfører censur eller udelukkelse. Egentlig skal der slet ikke så meget til.

 

Du skal skrive efter amerikansk ”moral og etik”

I dag varetages den af amerikanske tech-virksomheders automatiserede systemer. Og sikkert også efter den amerikanske moral og etik. Censuren er både håndteret af algoritmer og af mennesker, der har få sekunder til at vurdere om indhold skal fjernes.

Husk på, at teknologi ikke er neutral – den er menneskeskabt og præget af intentioner.

 

Censur kan være nødvendig

For tech – virksomheder som Goggle, Twitter og Facebook vil intentionen altid være markedsorienteret. Det handler om, at få brugerne til at blive lidt længere for at sikre, at der er varer på hylderne til annoncørerne. Og dette foregår efter logikken, at indhold, der forstyrrer masserne og i værste fald få dem til at logge af, må lade livet.

Censur kan være nødvendigt, og det er naturligvis vigtigt, at ulovligt indhold bortcensureres på de sociale medier.

 

Information skal pakkes ind i salgsbare kategorier

I april 2018 offentliggjorde Mark Zuckerberg Facebooks – guidelines, der ifølge hans opdatering skulle skabe et mere demokratisk og uafhængigt system.

Vi har gennem alle de år, vi har brugt Facebook aldrig haft så store problemer som nu.

Nu har man kun offentliggjort et uddrag og ikke de dokumenter, der året forinden afslørede et utilstrækkeligt system, der favoriserer kommercielle strukturer og bestemte grupper.

I det digitale univers har ord, viden, information og kommunikation kun værdi, når det kan pakkes i salgsbare kategorier og handles som varer og services.

 

Internettet giver svar på mange bønner

Tech – industrien værdsætter tekniske færdigheder, men devaluerer systematisk mennesker, der bringer vigtige kompetencer til bordet, der kan styrke produkter både etisk og kommercielt.

Mennesker med humanistisk kunnen – kompetencer er nødvendige for at kunne tage højde for historisk og kulturel kontekst.

Internettet giver svar på mange bønner. Viden er i den grad gjort tilgængelig. Det som du også formidler på Facebook er gjort tilgængelig. Vi vil gerne uddele vores viden. Gennem www.dengang.dk  er der 1.408 historiske artikler tilgængelig og på www.norrebro.dk er der vel 3.400 artikler omkring samfundsforhold, erhverv, trafik m.m. tilgængelig. Alt dette uden betaling af nogen art. Skal alt dette ødelægges af blokeringer og algoritmer? Eller for den sags skyld censur?

 

Internettet – den åbne og fri diskussion?

Facebook er jo i direkte modstrid med nettets fremmeste funktion, nemlig den åbne, fri kommunikation og udveksling af viden.

På få år er Facebook blevet det største og mest indflydelsesrige nyhedsmedium på kloden. Det fungerer som en genial distributionsplatform. Men man drøfter ikke med andre, hvordan man redigerer informationerne.

 

Tre ud af fire danskere har en Facebook – profil

I hvert fald så redigerer man ikke indhold efter dansk eller nordeuropæisk etik, men efter amerikansk moral, hvor historiske dokumenter også fravælges. Hvad er alt det, som vi ikke får at se.

Hvilke algoritmer anvender Facebook og hvordan sorterer de i de informationer, vi får lov til at se. Kan vi være sikre på, at vores digitale virkelighed – og dermed i tiltagende grad i vores forståelse af verden – ikke redigeres, så den svarer til Facebooks eget ideal eller det, der er bedst for Facebooks bundlinje.

Tre ud af fire danskere har i dag en Facebook profil. Det er alle tiders sted at formilde historie-fortælling. Men er det Facebook, der skal diktere hvad der er rigtig og forkert historie-formidling.

 

Skal vi nedlægge dengang.dk på facebook?

At Facebook er ved at blive så stor, at det er blevet til internettets infrastruktur, at et firma ved stort set alt om vores liv, er villig til at sælge ud af sine data om os og tilmed er lukket om sine redaktionelle processer er hovedsagelig betænkelig.

Efter disse oplevelse på Facebook er vi nødt til at tage nogle alvorlige beslutninger. Der er ingen problemer m.h.t. Nørrebro Handelsforening og Amager Erhvervsforening. Her har vi ikke mødt censur.

Men det har vi så i høj grad på vores Facebook dengang.dk, selv i artikler der har været delt på en anden side. Måske bliver vi nødt til at nedlægge den, selv om den er meget populær.

Man kan jo altid se de historiske artikler på hjemmesiden www.dengang.dk Og Facebook er sådan set ligeglade med, at de blokerer for alle tre sider på en gang,

 

En underlig debat

Egentlig er det lidt mærkelig, at vi skal rejse dette tema. Vi har lige fået afskaffet blasfemi-paragraffen, og det er der så nogen der udnytter til fulde. Men så har vi krænkelsesdebatten. Og det er ord vi ikke mere må sige. Tænk, at Halfdans ABC er censureret.

 

Kilde:

 

Uwe Brodersen administrerer Facebook-siderne:

  • Nørrebro Handelsforening
  • Amager Erhvervsråd
  • dk

Uwe Brodersen er redaktør for: