Dengang

Søgeresultater på "Ribe"


Flere hændelser på Nørrebro

Dato: juli 6, 2021

Flere hændelser på Nørrebro

Nyt fra Nørrebro 1829 – 1839. En beboer synes, at det er mærkeligt at ”slaver” må udføre arbejde for private, når så mange er arbejdsløse. En landmand klager over den måde militæret kører på fra Assistens Kirkegård til Hvide Svane. Springvands-renderne fra Lundehussøen er for dårlig nedlagt. Det næste frostvejr vil ødelægge dem. En beboer klager over at en tallerken går rundt til musikernes aflønning på traktørsteder. For at passere Dosseringen skal man have en nøgle. Men mange svinger sig bare over. Og så generer de beboerne På Blegdamsvej skyder man ud ad døre og vinduer. Det er mærkeligt at politiet slet ikke patruljere her, mener en beboer. Og så burde Ladegårdsåen sikres. Det er alt for let at falde i åen. Der burde også anlægges en gangsti. Ladegårdsvejen er så pløret, at vognene hænger fast.

 

Vi kigger atter engang på Politivennen – denne gang fra 1829 til 1839. Her har vi valgt hændelser ud. Det er et lidt specielt sprogbrug dengang, og det har vi forsøgt bibeholdt. Men du kan selv gå på opdagelse i Nypolitivennen. Vi har fået forfatterens tilladelse til at fremkomme med et par af historierne fra dengang. Og det giver ofte en anden udlægning af, hvad der prægede dagligdagen dengang.

Men gå selv på jagt, se engang under kildeangivelse.

 

Om Slavers Arbejde for Private

For få år siden gik det rygter at det var forbudt at slaver måtte arbejde for private folk. Men alligevel har man forrige sommer set hele flokker af slaver med deres vogtere afhentet om morgenen og om aftenen blive ført til deres fængsel.

At den største del af disse har arbejdet for private, er troligt. Således har anmelderen set slaver arbejde for justitsråd Langers førhen tilhørende gårde i Falkoner Alle hos tømmerhandler Kellermann på Store Ravnsborg og på vognmand Loreks gård på vejen til Lygten, hvorfra to løb bort og siden blev efterlyst i aviserne.

Tænker man sig, hvor mange af de mest simple arbejdere, der i forrige lange og hårde vinter var kommet gæld for husly og føde, som man håbede at kunne betale om sommeren, men at han da måtte føre samme klage over mangel på arbejde, så må man vel ønske at de forbydes slaverne at arbejde for private, eller om det eksisterer sådant forbud at dette dog måtte blive overholdt.

For vel synes det godt, at slaverne kunne fortjene noget til at bøde på deres bekostninger deres underhold udfordrer. Men fratages den fattige simple arbejder lejligheden til at tjene det mest nødvendige, bliver han af nød forbryder og formerer antallet af disse. Gevinsten er der for kun tilsyneladende.

Politivennen 723 – den 7. nov. 1829

Redaktøren tilføjer, at hvis den nævnte justitsråd var Christian Lange, så havde han ”førhen” ejet gårdene ”Nørre Alleenlyst”, Marielyst m.fl. Han får i artiklen skudsmålet som human indstillet godsejer.

På et tidspunkt ejede han også Edelgave, hvis senere ejer (Tutein) bl.a. baserede deres rigdom på slavearbejde på Skt. Croix.

 

En Landmands Klage over en Uorden paa Landevien

Da jeg den 8. i denne måned om eftermiddagen mellem 5 og 6 kørte fra hovedstaden med min kone ved min side og 2 mandspersoner bag i vognen, mødte jeg mellem Assistenskirkegården of værtshuset Hvide Svane en halv snes vogne hver læsset med et 20 alen langt mastetræ eller noget lignende.

De kørende anså jeg for artillerikuske. Skønt min vogn for øjeblikket var den eneste, der kom dem i møde og kørte ganske langsomt på den højre side ved de unge allétræer, så passerede disse vogne ikke midt ad vejen, men kørte mig så nær at en af kuskene tog fat i min kones paraply som hun for at beskytte sig mod regnen holdt over sig, og havde som hun sagde, nær trukket hende af vognen. Dernæst kørte en af de bagerste kuske med sin bagvogn og enden af det svære træ så nær på livet af mig at jeg for om muligt at undgå den øjensynlige livs og lemmers fare der truede os, i muligste hast måtte dreje heste og vogn ind mellem to unge allé træer op på en jordbunke, der var opkastet ved samme.

Dog slap jeg ikke for at min bagvogn fik et skub af enden af det store mastetræ.

Enhver kan sikkert tænke sig hvor stor livsfare vi uskyldige mennesker var stedt i hvis mastetræets ende med nogen større kraft havde tørnet mod vores vogn og kastet denne med heste og os alle ned i den dybe landevejsgrøft.

Det er vist ikke vores gode konges og hans retskafne øvrighedsvilje at vi bønder og landmænd der efter vores stand  hver især bærer skatter og byrder i forhold til statens øvrige borgere på sådan eller lignende måde skal tåle vilkårlig behandling. Især af vores egne krigsfolk hvilke vi for en stor del selv har opført og underholder.

Nej! For vi ser og erfarer dagligt store beviser på at konge og regering ved flere lejligheder viser stor godhed og kærlighed for undersåtterne og folket i det hele uden personsanseelse.

 

  • Ja egentlig er klagen dobbelt så lang og den er meget velformulerende. Den er åbenbart nedfældet i Pederstrup den 14. marts 1837 af P. Rasmussen.

 

Til Dem, som skulde have Tilsyn med Springvandsrenderne udenfor Byen

Man har nyligt ladet Grøften ved Øster Alle som fører til Vibenshus, oprense og opgrave. Hvilket for så vidt må anses for meget prisværdigt. Men mon man her ikke har været alt for nærgående? Springvandsrenderne fra Lundehussøen, som ligger langs med grøften er nemlig på en meget betydelig strækning, skønsmæssig flere hundrede favne, blevet til dels og på sine steder næsten helt blottet for bedækning, Formentlig vil dette have til følge at renderne vil rådne længe før tiden.

Men mon ikke også indtræffende frostvejr vil kunne gøre en meget stor skade? På sine steder ser det ud som om renderne endog forneden er berøvet en stor del af det jordlag, hvorpå de skal hvile. Skulle dette være tilfældet, da er vist hastig hjælp fornøden hvis ikke renderne af den overliggende jordmasse skal tvinges ud af deres leje og ned i grøften på hvis side de nu hænger.

Politivennen 1128 – 12. august 1837

 

Anmodning og Forslag til Conditore og Trakteurer udenfor Porten

Flere konditorer og traktører har foranstaltet at der i de pavilloner og traktørsteder der tilhører dem udenfor stadens porte og i de haver der ligger op til disse, nu og da på enkelte af disse steder endog dagligt høres harmonikamusik.

Ofte i forbindelse med en eller flere omrejsende sangers stemmer. I hvor meget end de omtalte herrer derved har gjort sig fortjent til publikums påskønnelse, fordi vandreren der higer eller hvile og vederkvægelsen hos dem finder endog så mere end han ventede – føde ikke alene for legemet, men også for ånden og hjertet – så tillader indsenderen af dette sig dog at fremsætte det ønske at de omtalte musici og sangere måtte blive godtgjort deres umage på en kunsten hvis repræsentanter disse personer på de overfor nævnte steder skulle være, mere værdig og for publikum mindre ubehagelig måde.

Man anmoder derfor de herrer konditorer og traktører om for fremtiden at afskaffe den uskik at det personale der musicerer hos dem, går omkring med tallerken hos de tilstedeværende gæster, der skønt det hedder sig at være frivilligt, dog for at undgå opsigt og at give anledning til andre ubehageligheder, mange gange nødtvunget må gribe i lommen og bidrage til at fylde tallerken for at kunne være uforstyrret den øvrige tid af de få øjeblikke der tilbringes på sådanne steder.

Langt bedre ville det uden tvivl være om betalingen for de varer der sælges på sådanne steder, forhøjedes med nogle få skilling over de sædvanlige priser for derved at tilvejebringe et passende lønningsfond for det fornødne musikpersonale. Herved ville sikkert alle parter vinde.

Publikum kunne i forstyrret ro og mag frit for alt besværligt overhæng, overlade sig den nydelse som sind og legeme kræver. Musikpersonalet ville kunne gøre regning på en mere fast indtægt, de nu ikke længere kom til at bero på ofre af en tilsyneladende eller virkelig godgørenhed, og det ville derved anspores til med fordoblet flid at stræbe efter publikums forøgede yndest.

Politivennen 1.128 – 12. august 1837

 

Ønske i Anledning af en Uorden paa Veien over Dosseringen

Vejen over Dosseringen langs med Sortedamssøen fra Nørreport til Østerport er som bekendt aflukket med en låge, der vender ud mod broen, og hvortil beboerne af Blegdammene har nøgle.

Mens det gamle bolværk for søen stod, forhindrede en slags palisadering som strakte sig fra lågen nogle alen langs bolværket, uberettigede til at komme ind på Dosseringen. Nu derimod hvor dette værn ikke findes der, kan enhver let svinge sig over bolværket ved siden af låsen ind på Dosseringen.

Dette var tilfældet i mandag aftes med tre kåde personer som efter at være kommet ind på denne måde, anfaldt og fornærmede nogle damer der af en halvvoksen person blev ledsaget af denne vej til deres bolig på en af blegdammene.

Mange som har skaffet sig nøgle til lågen for ad denne vej at vandre fredeligt og mindre antastet til deres hjem, end ad den øde Blegdamsvej, bliver skuffet i denne deres forventning, når enhver kan finde adgang til samme.

Såvel herfor som for at sikre Blegdammens beboere for tyve, er det ønskeligt og nødvendigt med en slags palisadering eller på anden måde at spærre adgangen til Dosseringen for dem som ikke er betroet nøgle til lågen.

Politivennen 1.139 – 28. oktober 1837

 

Noget Paafaldende i Slutningen af Aar 1838

I slutningen af afvigende år viste endnu den sædvanlige råhed i adfærd som man i det mindste skulle tro fjernet fra de bedre klasser at forurolige fredelige medborgere ved at slænge lerkar og andre ting mod deres porte og gadedøre, ja endog mod stuedøre, hvorved mange kan falde på trapperne over pottestumperne og komme til ulykke i mørke.

Ja på Nørrebro noget forbi Blegdamsvej så indsenderen fruentimmere og børn flygter fra den ene side af vejen til den anden for pistolskud eller flinteskud som affyredes fra vinduer og døre.

Besynderligt at der ikke på en sådan aften udsendes politipatruljer, der kan holde øje medgerningsmændene så de kan tiltales og mulkteres.

At frugtsommelige og børn kan få en heftig og farlig skræk ved sådant skyderi, er øjensynligt. Og en forladning kan beskadige ansigt og klæder, ja let kan en kugle være glemt i bøssen efter en jagttur.

Politivennen 1.202 – 12. januar 1839

 

Forsigtigheds-Anstalt ved Ladegaardsaaen, samt gjentagen Bøn om en Gangsti ved Veien

Af og til sker der at der findes en druknet i Ladegåedsåen. Og man antager da i almindelighed at en sådan er selvmorder. Dette kan vel også undertiden være tilfældet, men oftest er det ulykkestilfælde som hidrører fra der slet ikke er sat gærde eller hegn ved åbredden.

Vel finders der en række træer, som blev plantet efter at en karet for en del år siden med hele sin besætning kørte ud i åen. Men disse værner kun mod et sådant tilfælde. Ikke for den gående, der på denne vej den meste tid af året, har meget at kæmpe mod.

Vejen er i søleføre slibrig på grund af sin lerede substans. Glider man i regnvejr ud med en fod eller går med en udspændt paraply og vinden kaster denne, da har man det våde leje ved siden af sig.

Og kan man selv med stor forsigtighed undgå dette om dagen, hvorledes da i de mørke aftener eller i stormvejr, især når åkanten som det efter denne vinter er tilfældet, er skredet ud så på flere steder kanten mangler helt.

Eller som for øjeblikket at udløbsrender er gravet for at aflede vandet fra de store huller i kørevejen. Passerer nogen vejen som den er nu, for første gang og i mørke, da er hans liv virkelig i fare. Det er derfor ønskeligt at det offentlige ville gøre noget til sikkerhed mod sådan fare.

Og i det øjemed tillader indsenderen sig at forslået kun lidt bekosteligt middel, nemlig at lade stikke tykke pilekæppe krydsvis fra træ til træ lige i åkanten. Disse ville da rodfæste sig i dette forår og snart afgive et dygtigt naturligt gærde der ikke vil være udsat for den ødelæggelse som et kunstigt.

Lige så ønskeligt ville det være om det alt så ofte ytrede ønske om en gangsti ved siden af vejen. Tillige måtte blive taget i betragtning. Vel var Ladegården for sit vedkommende anlagt en fodsti mellem den og søen og derved foregået det offentlige med et godt eksempel, men det er kun et lille stykke og Ladegården har naturligvis ingen interesse haft at udtrække stien i modsat retning.

Den er meget simpel og smal. Men en sådan er dog bedre end ingen. Og taget på samme måde ville en fortsættelse af den vel ikke være meget bekostelig. Da vejen er er meget smal, er det dog nødvendigt at grøften bliver kastet til lige fra Store til Lille Svanemosegård som i sin tid på Gammel Kongevej.

De tilgrænsende jorder ville intet lide ved det, da de ligger meget dybere end grøften. Ingen har nytte af dem. Og desuden har de vandløb til renden der går midt gennem dem. Det er en selvfølge at fodstien måtte holdes vedlige. For ellers er den ikke til synderlig nytte.

Hvorpå gangstierne på Gammel Kongevej og på Nørrebro langs assistens kirkegårds- muren i vinter har afgivet gode beviser. På gangstien i Falkoner Alle som for nogle år siden blev anlagt med vist ikke lille bekostning, vel efter indsenderens forslag, men ikke på den af ham angivne måde, er derimod ikke det ringeste spor tilbage af forbedringen.

At Ladegårdsvejen ikke anses for spadser vej, har vel egentlig mest været årsag til den er så forsømt (for der ler sand man årligt fylder på den uden at den har noget stenlag i bunden, kan dog næppe regnes for en forbedring). Og at man er holdt op med makadamiseringen hvor den mest gøres nødig. Men i god tilstand og med en fodsti ville vejen vist blive passende lige så besøgt som de andre, og folk ville da heller ikke som nu nødes til at vende om, fordi den er ufremkommelig.

Politivennen 1.166 – 5. maj 1838

  • Den omtalte karet kan være den som natten til den 27. november 1812 kørte i åren med seks personer fra et bryllup. Fire af dem druknede. Tragedien er mindet på en spids sten, som står ud for Åboulevarden nr. 16. Det er en gammel vandstandsmåler der fik en indskrift, opsat til minde om ulykken og står der endnu.

 

  • I øvrigt så hjalp denne påtale ikke på noget som helst.

 

I Kjøbenhavnsposten kunne man den 25. oktober 1841 læse følgende artikel:

  • Allt, hvad der i en Række af Aar jenligen er fremsat i Politivennen, Commissionstidenden og den Frisindede angaaende Ladegaardsvejens Saavelsom gamle Kongevejs og dens Gangsties slette Tilstand, har det Hel dog kun været at prædike for døve Øren.

 

  • Næsten kunne man fristes til at spørge: om disse Veie virkelig henhøre under nogen Øvrighed, dersom man ej vidste, at de ligge i Kjøbenhavns Amts søndre Birk, og altsaa under Justitsraad og Birkedommer Frederiksens Jurisdiction¸eller ogsaa: har da Øvrigheden intet med Veienes Vedligeholdelse at gøre? Thi i saa fald vover man at opfordre denne.

 

  • Ladegaardsveien er på Strækningen fra store til lille Svanemosegaard, et eneste bundløst morads og aldeles ikke sikkert til at kunne passeres af Fodgængere, i det mindste ikke uden fare for at nedstyrte i Ladegaardsaaen. Ja endda for Kjørende er Veien farlig, da de risikerer at blive siddende i Moradset med Heste og Vogn.

 

  • Man vover derfor at haabe, at disse Veie ikke ret meget længere skulle være til Skandale., men at deres Istandsættelse vorder paabegyndt tidligt til næste Foraar paa en god og solid Maade, nemlig ved Macadamisering, thi enhver anden vil kun fornledige spildt Bekostning og Umage.

 

  • Man burde vel kunne haabe at se en saadan Forbedring ved denne Vei, da der nylig er blevet anvendt betydelige Bekostninger til at Macademisere den saakaldte Falkoneralle, der som bekendt, kun meget lidet benyttes, uden i alt Fald til Communicationen mellem Frederiksberg og Lyngbyveien. Vil man derimod ikke istandsætte Ladegaardsveien, da burde man jo heller afspærre den, og i alle tilfælde spærre den i Vinter for at forebygge Ulykkestilfælde.

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.751 artikler, herunder Nørrebro (304 artikler):
  • Hændelser på Nørrebro (1)
  • Ladegården – nok engang
  • Ladegården uden for Nørreport
  • De fattiges fabrik på Ladegården
  • Ladegården og åen
  • Livet på Ladegården
  • Ladegården – dengang
  • Fattiglemmer på Ladegården
  • Ladegårdsåen (NørLiv 18)
  • Christian de Fjerdes Ladegård
  • En tur langs Ladegårdsvejen
  • Skal Ladegårdens vand atter flyde
  • På YouTube kan du finde to videoer, som undertegnede holdt i Stefans Kirken – den er forsynet med en masse herlige fotos fra åen og gården.

Hvad læses der mest – juni 2021

Dato: juli 1, 2021

Hvad læses der mest – juni 2021

9 nye artikler i juni måned. Hændelser på Facebook. Mange henvendelser, ris-ros-beskyldninger. Kommende foredrag. Nu 1.748 artikler. Og hvem stikker af med førertrøjen i denne måned (juni)’ s Top-100.

 

Nye Artikler – juni 2021

Der blev til ni nye artikler i juni – måned.

 

  • Hændelser på Nørrebro – dengang
  • Mindeplade for Peter von Scholten
  • En frihedskæmper fra Aabenraa
  • Hvorfor var Bødlen og Natmanden uærlig?
  • Er Facebook fortid for dengang.dk?
  • Slesvig Holsten og Bismarck
  • Tømrerstrejken 1794
  • Moderen Olle Kollerød

 

Hændelser på Facebook

En ældre artikel ”Vesterbro omkring 1914” fattede pludselig Facebooks interesse. Vi havde brugt et ”forbudt” ord. Et ord, som vi er vokset op med, og som har stået i de børnebøger, vi havde dengang.

Ordet er ikke forbudt i Danmark. Men det er det i USA. Borgerretssammenslutninger derover har besluttet det. Og så er det åbenbart også forbudt på Facebook. Når man så også betænker, at vi har brugt ordet i forbindelse med hændelser, der er foregået i 1914, så forekommer det jo helt mærkeligt.

Vi kan ikke formidle historien, hvis vi skal rette os ind efter Facebook. Så det kan godt være, at vi pludselig er ”gået” eller ”smidt ud” af Facebook.

Som du kan se overstående, så har vi lavet en artikel om det.

I en periode undlod vi at lægge artikler på Facebook. Det kunne så aflæses på besøgstallet.

En af vores artikler omkring Genforeningen vakte debat igen engang på Facebook. En historiker/forfatter tog til genmæle. Vi havde efterlyst andre ord end lige ”Genforeningen”. Vedkommende nævnte, at vi bare kunne læse titlerne på de bøger, der er skrevet, så kan vi få en masse af de ord, som vi savner.

Men når man kigger vores artikler igennem, så har vi jo netop rost vores historikere/forfattere for at tolke historien rigtig. Vi har endda anmeldt nogle af de nyeste bøger om dette emne. Det er jo medierne, måske minus de omtalte bøger, som vi bebrejder at beskrive historien ukorrekt. Det gælder bl.a. lokal-tv, radio og aviser.

Vi tog selvfølgelig til genmæle, men det er det så ikke svaret på. Det efterlader så igen os, som om vi tolker historien forkert.

Igen engang er vi bebrejdet, at vi ikke lægger de rigtige fotos ind. De er for små og for utydelige. Atter engang må vi henvise til, at vi ikke bruger så meget tid på at søge efter den rigtige kvalitet på de rigtige fotos. Vi vil hellere bruge masser af tid på information/artikler. Men sådan er det ikke alle brugere på Facebook, der har det.

En anden interessant artikel er den om ”Mindeplade for Peter von Scholten”. I Københavns Borgerrepræsentation gøres afskaffelse af denne eller ændring af teksten nu til et politisk spørgsmål mellem rød og blå blok.

Det er en farlig udvikling inden for historieformidlingen. Men alt dette, kan du læse i de to artikler omkring ”Mindeplade for Peter von Scholten” og så ”Er Facebook noget for www.dengang.dk  I disse to artikler taget vi den moderne historieformidling op til debat.

 

Mange henvendelser

Vi får hele tiden nye henvendelser. Og tak for det. Mange vil have råd. Andre vil have at vide, hvornår jeg holder foredrag. Andre roser vores indlæg. Og så er det dem, der mener, at man er gammelklog og ikke ved et hak om historie. Så bliver vi beskyldt for holdninger lige fra Enhedslisten til Liberal Alliance.

Andre igen mener, at når de har set en ting eller hændelse beskrevet i TV eller i en avis og min holdning er anderledes, ja så er det min holdning, der er forkert. Nu er det jo bare sådan, at det vi skriver, er jo ikke bare noget, som vi har grebet af ud af den bare luft. Næste gang man angriber undertegnede så se venligst på kildeangivelse. I de sidste mange har vi været meget gode til at huske dette. Det var vi bestemt ikke de første år.

Vi ved godt, at der stadig er mange artikler, der kræver en redigering. Men med så mange artikler på siden burde der være noget for alle. Og nu er livet jo også andet end at skrive.

 

Foredrag

Vi skal nok i tide annoncere med offentlige foredrag. I øjeblikket er der massevis af forenings-foredrag. Og det glæder jeg mig til. Og der er masser af forskellige emner. En læser spørger, hvorfor jeg aldrig holder foredrag i Østerbros kirker, som jeg har gjort i Nørrebros kirker. Nu er det sådan, at jeg lader andre arrangere foredragene. Jeg er kun selve foredragsholderen. Og det sjove er, at der i nærmeste fremtid er endnu to ”kirke-foredrag” på Nørrebro.

 

Nu er der 1.748 artikler

På vores hjemmeside er der nu 1.748 artikler. De fordeler sig således:

  • Nørrebro: 303 artikler
  • Tønder: 280 artikler
  • Sønderjylland: 202 artikler
  • Besættelsestiden før/under/efter: 202 artikler (+ 151)
  • Københavns – området: 190 artikler
  • Aabenraa: 161 artikler
  • Østerbro: 96 artikler
  • Højer: 77 artikler
  • Andre Historier: 70 artikler
  • Padborg/Kruså/Bov: 61 artikler
  • Nørrebro Handelsforening (fra urtekræmmer til Shawarmabar): 29 artikler
  • Indlemmelse, Afståelse og genforening: 22 artikler (+119)
  • Industri på Nørrebro/Nordvest: 18 artikler (+18)
  • 1864 og De Slesvigske Krige: 16 artikler (+26)
  • Grænsen er overskredet: 6 artikler
  • Historien om adelsslægten: 9 artikler

Tallene er i parentes betyder, at du kan finde artikler om samme emne andre steder på vores hjemmeside.

 

TOP – 100 – De Mest Læste Artikler – juni 2021

  1. Flammen og Citronen – en mere sand historie
  2. Klaus Barbie – slagteren fra Lyon
  3. Tønder i 773 år
  4. Et batteri fra Østerbro
  5. Mandelejren på Livø
  6. Legemsdele i Kastelgraven
  7. Gader og veje på Frederiksberg (A-J)
  8. Gestapo i Danmark
  9. Flere gamle værtshuse i København
  10. Tyskerunger, feltmadrasser og horeunger (2)
  11. Satan-kulten på Anholt
  12. Lygter og Lygtemænd i København
  13. Tønder – da Liebestempel blev bygget
  14. Elef Rasmussen og den brune tid
  15. Den gamle grænsekro
  16. Gamle værtshuse i København
  17. Ville Preusserne kunne have Bornholm?
  18. Nyhavns historie
  19. I tysk krigstjeneste
  20. Turen går til Nordvest
  21. Wilhelmine Møller – en morder fra Østerbro
  22. Var Konservativ Ungdom nazister?
  23. Sønderjyske Drikkeopskrifter
  24. Et gymnasium på Nørrebro
  25. Barnemorderen fra Jægersborggade – den tredje historie
  26. Finsens Medicinske Lysinstitut på Østerbro
  27. Steder på Nørrebro
  28. Riffelsyndikatet på Østerbro
  29. Når ma blev syg i Aabenraa
  30. Utterslev Mose – dengang og nu
  31. Flere gader og veje på Frederiksberg (K-Å)
  32. Gamle butikker og erhverv i Aabenraa
  33. Haderslev – under Første Verdenskrig
  34. Henrettet i Aabenraa
  35. De sidste hertuger på Augustenborg
  36. Jernbanesabotage
  37. Da man lavede biler på Nørrebro
  38. Det var på Nørrebro, der foregik
  39. Flygtninge-prammen i Klintholm Havn
  40. Brumleby på Østerbro
  41. Æ Kachmand i Tynne (Kagmand i Tønder)
  42. Sønderjysk kaffebord – opskrifter
  43. Det drikker vi i Sønderjylland
  44. Strøgets historie (1)
  45. Sproget i Sønderjylland
  46. Hugo Boss fik hjælp af nazisterne
  47. Henrettelser Undallslund
  48. Sønderjysk Kaffebord – dets historie
  49. Brand i København
  50. Kaj Munk og Nazismen
  51. En frihedskæmper fra Aabenraa
  52. Tønders historie – fra begyndelsen
  53. Historien om Københavns Havn
  54. Æ Kleinbahn i Aaabenraa Amt
  55. Kruså for længe siden
  56. Britiske bomber over Jylland
  57. Krigshelt med rødder til Aabenraa
  58. Ved den gamle grænse
  59. Mindeplade for Peter von Scholten
  60. Gader og veje på Østerbro (1)
  61. Kruså – for længe siden
  62. Valby – dengang
  63. Sven Hazel – genial eller fupmager
  64. Amager fra A til Å
  65. Hafnia – branden
  66. Henrik Kaufmann og Grønland
  67. Okseøerne i Flensborg Fjord
  68. Kartoffeltyskerne
  69. Zeppelinbasen i Tønder
  70. Hipo – og Schalburgkorpset
  71. Ballum – dengang
  72. Kirke, klinik og plejehjem i Fiskergade
  73. Slesvig Holsten og Bismarck
  74. Tønder Statsseminariums historie
  75. Blaagaard Seminarium
  76. Varehuset Bulldog på Nørrebrogade
  77. Rungholt og mandedrukning et og to
  78. En brand i Stengade
  79. Stormflod 1976
  80. Henrettet på Østerfælled 1772
  81. Dramaet ved Viadukten – endnu mere (2)
  82. Blågårds-kvarteret gennem næsten 400 år
  83. Alberti på Nørrebro
  84. De svenske forbindelser – under Anden Verdenskrig
  85. Mandø – en historie (2)
  86. Rovmordet i Utterslev Mose
  87. Holocaust-fornægteren fra Kollund
  88. Mad fra Tønder – opskrifter
  89. Padborg – og nabobyerne
  90. Hvorfor skulle Janne dø?
  91. Turen går til Holbøl og Bov
  92. Livet omkring Classens Have
  93. Jægersborggade – før, nu og altid
  94. Da Janne skulle dø i den store Rockerkrig (NørLiv 27)
  95. Originaler i Tønder
  96. Møgeltønders historie
  97. Fra det gamle Østerbro
  98. Bommerlund – Hærvejens snaps
  99. Barn – under besættelsen
  100. Flere fabrikker i Nordvest.

 

 


Morderen Ole Kollerød

Dato: juni 30, 2021

Morderen – Ole Kollerød

I 1857 var den sidste henrettelse på Amager Fælled, men i 1840 var det Ole Kollerød. Hans erindringer blev udgivet i 1978. Og anmelderne var ganske vilde. Men egentlig var det et forsvarsskrift. Han ville efterlade et godt indtryk. Ingen tvivl om at han er en god fortæller. Men hans bog er en rodet omgang og man skal lige vænne sig til den tids sprog. Allerede som 6 – årig fik han en alvorlig straf, som han aldrig glemte. Han var ansat et sted, hvor sønnen nærmest var sadist. Moderen mente, at som møllersvend kunne han begå sig i samfundet. Men det var et råt miljø, han var kommet i. Han prøvede at leve et stille familieliv. Men han ”kom til skade” at myrde Lars Petersen. Det blev en langvarig sag. Og Ole Kollerød fralægger sig ethvert ansvar. Det var altid de andre, der havde skylden. Og hvis ikke så var det fordi, at han var beruset. Bogen er en beskrivelse af samfundet, politi og retsvæsen, ja nærmest er en anklage. Hvis man vil beskrive forholdene dengang, skal man lige huske at læse andre historiske bøger fra den tid.

 

I 1857 blev den sidste henrettelse på Amager Fælled

Allerede i 1600-tallet må der have været et rettersted på Amager. Men hvor det lå, vides ikke.

Men i 1806 var der rettersted i den tidligere svenske skanse på Christianshavns Fælled i den nuværende Dalslandsgade. Volde blev brugt til tilskuerpladser. Og langs vejen dertil, blev der opstillet boder, hvorfra der blev solgt mad og drikkevarer til tilskuerne.

Den sidste der her blev henrettet, var Christian Julius Jensen. Og det var i 1857. Han var blevet dømt for mord på sin hustru.

 

I 1840 var det Ole Kollerød’ s tur

I 1840 var det så ham, som vi skal læse om i denne artikel, Ole Kollerød. Det lykkedes for to kvinder at fylde en kop med hans blod, som de gav til en tredje kvinde, som var syg, mens de dansede rundt om skafottet. Der var masser af overtro til retterstedet og henrettelser dengang.

Den 18. november 1840 meddelte Morgentidende ganske kort, at moderen Ole Kollerød dagen før omtrent kl. 8 ½ var blevet henrettet på Amager Fælled. Hans to medskyldige Ole Hansen og Peter Kristan Knudsen var blevet pisket på retterstedet. En uhyre menneskemængde havde overværet eksekutionen. Vejret havde været dårligt. Det småregnede og vejene var næsten ufremkommelige.

I øvrigt kunne man ikke leve af at være skarpretter. Rigsskarpretter Seistrup havde ved siden af en købmandsforretning på Amager.

Man bruger stadig udtrykket ”Amager Halshug”. Måske er det fordi, at der fandt henrettelser sted på Amager Fælled indtil 1806.

 

Ole Kollerøds erindringer udgivet i 1978

Hvorfor er denne morder interessant. Det er han fordi, at Ole Pedersen Kollerød havde et usædvanligt litterært talent. Mens han sad i Stokhuset, skrev han på syv måneder et langt manuskript om sit liv og sine synder.

Han læste også mere end 200 bøger.

En forskergruppe kiggede på teksten i 1978. Han havde kun gået et år i skole, så det krævede optimal fantasi at udrede hvad han mente og hvem han omtalte.

 

Anmelderne var ganske vilde

Handlingen udspilles i trekanten Jørlunde – Hillerød – København og det danske samfund 1802 – 1840. Det var et væld af detaljer og skarpsindige iagttagelser om rig og fattig, godt og ondt, ret og uret, forbrydelser, straf og misbrug. Og det er bunden i samfundet, som han skildrer.

Da bogen var udkom var anmelderne helt vilde. Straks blev han udråbt som martyrer. Men han besmykkede sine motiver og appellerer i den grad til læsernes sympati. Men han havde et usædvanligt fortællertalent.

 

Et forsvarsskrift

Det er ret usædvanligt at en tyv og en morder skriver en bog om sit liv – ja måske ikke så meget i dag men dengang i 1800 – tallet. Værket er ikke kun en levnedskritik men udvikler sig som et forsvarsskrift og en samfundskritik. Vi får at vide at der samfundet, der er skyld i, at Ole Kollerød ender der som han gør,

Ryger du først ned i dyndet, er der ingen hjælp til at komme op. Nærmest tværtimod.

Den 17.11.1840 blev Ole Kollerød henrettet på Amager Fælled. Han var berømt som rå og forslagen tyv og slagsbror. Fra den 12.6.1837 desuden som morder.

 

Straffet som 6-åtig

Fængselsinspektøren, den humane Abraham Agerholm gav Ole Kollerød mulighed for et lødigere eftermæle end mytens.

Egentlig fortælles det ikke så meget om hans barndom, men en episode fra da han var seks år gammel er bemærkelsesværdig. Han straffes usædvanligt hårdt af sin mor efter et tyveri af æbler. Anklagen var imidlertid grundløs. Den hårde straf affødte derfor en dyb mistro til moderen.

 

Sønnen var nærmest sadist

Hans opvækst starter med udnyttelse og prygl hos forældrene i Kollerød og i pleje hos en sognefoged og dennes sadistiske søn i Jørlunde. Det var ikke småting, som Ole Kollerød måtte finde sig i. Sønnen, David behandlede ham efter forgodtbefindende. Han fik snustobak hældt i øjnene, blev tvunget til at gå barfodet efter brændevin i frostvejr.

Frostskaderne blev skåret op af David. Og så blev Ole tvunget til drikke brændevin med peber. Dagligt fik han dosis prygl.  Ingen greb ind for at stoppe mishandlingen af knægten. Ikke underligt at han tog skade rent psykisk og fyldtes med had og mistro til sine medmennesker.

Helt knækket blev han dog ikke. Han udviklede sig til at blive en gadetyran. Han hævnede sig ved at ride sådan på byens opblødte gade, at tilfældigt forbipasserende blev sølet til. Han tog selv initiativ til at forlade pladsen. Det var som at komme fra helvede til himlen.

Hos præsten samme sted var forholdene lige det modsatte. Her lærte han at læse og nødtørftigt at skrive. Her var han til 1820.

 

Udsvævende og råt miljø

Hans mor mente, at hvis man skulle være noget i samfundet, ja så skulle man være møllersvend.

Som lærling 1820-23 på Gottersmøllen ved Nørreport lokkedes han, der var både dygtig og samvittighedsfuld til sit arbejde, ud i et udsvævende og råt liv i byens talløse danseboder, men oplevede også et smukt og hemmelighedsfuldt kærlighedsforhold til en purung jomfru – hans livs korte lykkeperiode.

Efterhånden blev han kendt på byens værtshuse og danseboder. Ofte gav han den også som charmør.

Efter dette fortsatte han med det udsvævende liv med småtyverier. Han kom fra møllen med et slags svendebrev. Fra 1823 til 1833 levede han et liv som omflakkende svend og småtyv i og uden for København. Han fik sin første fængselsdom for et småtyveri af noget tøj, hvorefter det gik rask med tyverier, fidusmagerier, arrestationer, benægtelser, flugt, genindfangelse og nye domme fra et til tre år.

 

Han prøvede på at leve et stille familieliv

Åbenbart var det praksis hos politiet at løslade fanger uden pas, svendebreve og skudsmålspapirer. Han måtte vandre København, Nordsjælland og Vestsjælland igennem for at få rekonstrueret sin legitimitet.

Fra 1833 til 1837 prøvede at realisere en drøm om et roligt familieliv med fast arbejde – med et delvis virkeliggjort samliv med bondepigen Sidse Marie Christiansdatter – men stadig forfulgt af politiet.

 

Han kom ”for skade” at myrde Lars Pedersen

I 1837 kom han så iflg. Hans egen fortolkning – for skade at myrde Nymølles papirkusk Lars Pedersen under et tyveriforsøg og demoraliseret af forrådne fængselsophold.

Sammen med Peter Kristian Knudsen og Ole Hansen havde Ole Kollerød aftalt at bryde ind hos den gamle papirkusk for at stjæle hans penge. Aftalen var at Peter K. Knudsen skulle holde vagt udenfor, mens de to andre brød ind.

Inde i huset skulle den ene holde den gamle mand, mens den anden fandt pengene. Planen væltede imidlertid, da Lars Pedersen viste sig at være stærkere end antaget. I kampens hede skar Ole Kollerød hans strube over med en kniv. De tre forbrydere flygtede fra gerningsstedet med pengene, men de blev snart anholdt.

 

En langvarig sag

Det skulle vise sig at være en langvarig sag. Under afhøringerne tilstod de tre anklagede en række kriminelle forhold, som de hver for sig var implicerede i. Mordsagen kunne ikke afsluttes før alle småsager var opklaret.

Men der var også et andet problem. I flere måneder nægtede Ole Kollerød sig skyldig. Da tilståelsen endelig faldt, fortalte han beredvilligt om alle de tyverier som han havde begået i de seneste 14 år.

I august 1838 var den specielt nedsatte kommissionsdomstol nået så lang at de kunne afsige dom i mordsagen fra Ny Mølle. De tre anklagede blev dømt til døden. Dommene blev appelleret til Højesteret men uden resultat. Dernæst indsendtes der benådningsansøgninger til kongen. Her fik Ole Kollerøds to medhjælpere omsat deres dødsdom til livsvarigt fængsel

 

Han fralægger sig et ansvar

Han beskriver i sine erindringer tilfangetagelsen, rettergangen med forhør og procedure, forulempelser. Ja han beskriver også de ydmygelser som han var igennem som fange. Det er et makabert liv på bundet af samfundet.

Episode efter episode handler om hans ulykkelige skæbne. Han er blevet uretfærdig behandlet af sine medmennesker, at retsmaskineriet og af samfundet.

Han fralægger sig ansvaret for sine kriminelle handlinger. Oftest blev han forledt af politispioner eller andre medlemmer af den københavnske underverden. Nu kan skylden ikke skydes på alle andre i alle tilfælde. Men så er det beruselse, der er skylden.

 

Bogen er et forsvarsskrift

Mange anmeldere kalder Ole Kollerød for oprører og en fantastisk beskrivelse af de fattiges forhold dengang. Indrømmet, han er en god fortæller. Men man glemmer, at Ole Kollerød sad i en uhyre presset situation. Han ventede blot på datoen for sin henrettelse.  Dette kan godt svække hans kritik. Bitterheden over sin dødsdom har haft indflydelse.

Var omgivelserne virkelig så intolerante, som han beskriver.

Bogen er ikke let at læse, og så er den rodet. Men man bør nok også læse andre historiske bøger, hvis man vil have en beskrivelse af underklassens liv og bevidsthedsformer i begyndelsen af 1800-tallet. Mange har nok overvurderet Ole Kollerød.

Man glemmer også at bogen var et forsvarsskrift. Og så er det dem, der mener, at hans domme er politisk motiveret. Og det var grunden til at hans bog først udkom i 1978. Nogle af dem, der blev nævnt i bogen, var sikkert ikke glad for at blive nævnt negativt. Og inden bogen kunne udgives, skulle der et temmelig stort redigeringsarbejde til.

Han var jo ikke beundret af sit eget folk. Og han stjal jo ikke kun fra de rige. Han var en oprører i meget udvandet version. Andre indsatte har sikkert haft samme behov for at skrive lignende erindringer.

 

Kilde:

 

  • Hvis du vil vide mere: dengang.dk indeholder 1.748 artikler herunder:

 

  • Under København (189 artikler):
  • Bag Bremerholms mure
  • Børne- og Tugthuset
  • Mord i Nyhavn

 

  • Under Andre Historier (70 artikler):
  • Jagten på en adelig heks
  • Var Anne Palles den sidste heks?
  • Hvorfor var bødlen og natmanden uærlig?
  • Borgerligt Regimente
  • Kjælle Kaspar – den sidste kæltring
  • En professor og en taterkonge
  • Norden for lands liv og ret

 

  • Under Østerbro (96 artikler):
  • Henrettet på Østerfælled 1772
  • Mordet i Vordingborggade 1942
  • Henrettet på Østerbro
  • De Gamle Statsfængsler på Citadellet
  • Et mord i Brumleby 1914
  • Mordet på Østerbro 1893
  • Wilhelmine Møller – en morder fra Østerbro
  • Legemsdele i Kastelgraven

 

  • Under Nørrebro (303 artikler):
  • Barnemorderen fra Jægersborggade 1-3
  • Likvideret på Nørrebro

 

  • Under Sønderjylland (202 artikler):
  • En skarpretter fra Haderslev
  • Riber Ret (3)
  • Ribe – Hekseafbrænding (2)
  • Lov og ret i Sønderjylland – dengang
  • Et mord 1814
  • De Mystiske Mord ved Grænsen 1-2

 

  • Under Tønder (280 artikler):
  • Bødler i Tønder
  • I fængsel i Tønder
  • Henrettelser i Tønder
  • Æ Kagmand i Tynne (Kagmanden i Tønder)
  • Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
  • Lov og ret i Tønder

 

  • Under Aabenraa (166 artikler):
  • Henrettet i Aabenraa (b)
  • Lov og ret i Aabenraa
  • Urnehoved 1 – 2
  • Jordemødre, Hekse og Kloge Koner

 

  • Under Besættelsestiden (Før/Under/Efter) (352 artikler):
  • Henrettelser i Undallslund
  • Rovmordet i Utterslev Mose
  • Ikke alle mord skulle undersøges
  • I et skydeskur på Amager
  • Dødsstraf
  • Deserteret i Svendborg – likvideret i Gelting Bugt
  • Likvideret i Alssund den 5. maj 1940

 

  • Under Grænsen er overskredet (6 artikler):
  • Asmus Jensen – et mord efter 1945

Tømrerstrejken 1794

Dato: juni 26, 2021

Tømrerstrejken 1794

Stigning i antallet af svende. 25 pct. af svendene var udenlandske. Den store udfejelsesfest 1772. Postfejden 1793. Strejkeforbud indføres 1749. Mød den første, der engagerede sig fagligt. Tømrermester Hallander accepterede ikke en opsigelse. Han fik medhold i retten. Ordførere blev også arresteret.  Kommandanten på Kastellet provokerede. Myndighederne var rystet. Regeringen forsøgte noget andet. Aviser og tidsskrifter var uenige, alt efter politisk indstilling. Politimesteren måtte gå af og svendene fik deres krav igennem.

 

Stigning i antallet af svende

Der var ballade længe før 1794 blandt bygningshåndværkerne i København. Efter Københavns brand i 1728 var der uroligheder. Det var fordi en stor mængde tyske håndværkere kom til byen for at deltage i genopbygningsarbejdet. Det første til voldelige sammenstød mellem de danske og de tyske svende.

Mestrene havde svært ved at stramme tøjlerne ved svendenes adfærd. Antallet af svende steg bemærkelsesmæssigt. I 1746 havde 30 tømrermestre 350 svende. 56 år efter havde 39 mestre 716 svende.

Den samme stigning mærkede man inden for andre byggefag.

 

25 pct. af svendene var udenlandske

Ca. 25 pct. af de samlede antal svende i København var udenlandske svende for det meste tyske. De almindelige priser var stigende.

Man mente, at arbejdsnedlæggelsen var de tyske svendes værk.

 

”Den store Udfejelsesfest”

Det var ellers en tid med masser af ballade. Det var den ”Store Udfejelsesfest”, som fandt sted i 1772 med et systematisk hærværk på et halvt-hundrede københavnske bordeller. Det skulle markere, at J.F. Struensee var blevet fældet.

Byens kommandant var blevet flået ned af sin hest, hans mandskab var ”haanet eller mishandlet”. Bizarre og afsindige rygter cirkulerede. Man sagde om kongen, den sindssyge Christian den Syende, at han var blevet pumpet fuld af opium. Til hans fødselsdag skulle han så tilkendegive at nedlægge styret.

Ved firetiden om morgenen om morgenen blev dragoner sat ind. Med dragne sabler og drøje hug rensede de gaderne.

Politimesteren havde fuldt op at gøre med at beskytte sin egen bolig og sætte militæret ind.

 

Postfejden 1793

I 1787 var det ”Studenterkrigen i Filosofgangen og Postfejden i 1793. Samme år var det de såkaldte ”Brabrand-uroligheder”.

En officer og en student kom i slagsmål uden for Købmagergades Postkontor. Sagesløse forbipasserende blev resolut slået til jorden af stokkebevæbnede politibetjente i samarbejde med soldater, der lod geværkolberne suse som køller.

Denne ”Posthusfejde” skulle blive den direkte anledning til, at hovedstadspolitiet fik uniformer

Tidligere havde svendene altid brugt den pression, at de kunne rejse fra byen og skifte mestre. Det kunne man ikke mere. Det nye pressionsmiddel var strejken.

 

Strejkeforbud indførtes i 1749

Murersvendene nedlagde arbejdet i 1733 under opførelsen af Christiansborg Slot. Det var ikke noget, som myndighederne bifaldt. De indførte et strejkeforbud. I 1749 blev dette udvidet til at omfatte alle håndværkerlavene og deres svende i København. Det var således myndighederne, der påtog sig at kontrollere svendenes adfærd i takt med at de mistede kontrollen med dem.

Der blev indført straffe op til dødsstraf, for at ”rotte sig sammen”.

 

Den første, der engagerede sig fagligt

Jørgen Andersen Brandt var i 1761 – 1764 formand for tømrersvendenes håndværkerlav. Han havde desuden en øl-skænkestue, hvor svendene mødtes og diskuterede arbejdsforholdene.

Han var en af de første, der engagerede sig fagligt. Det var bl.a. hans gerning, der kulminerede med tømrerstrejken i 1794.

 

Tømrermester Hallander accepterede ikke en opsigelse

Svendenes hovedformål var at forbedre lønforholdene og opnå social sikring i tilfælde af sygdom eller arbejdsløshed. De strenge love hindrede dem i at holde møder eller indsamle underskrifter.

Den egentlige grund til at strejken i 1794 brød ud, var da tre tyske svende blev nægtet tilladelse til at sige deres arbejde op og rejse. Begrundelsen var, at det var sommer og højsæson for byggearbejder, og der var brug for dem.

Og dette skete hos tømmermester A. Hallander.

 

Tømrermesteren fik medhold

Sagen endte for politiretten, hvor den ene svend fik medhold. Det gjorde de to andre ikke. Det kan diskuteres, om det var en planlagt aktion fra svendenes side. De havde åbenbart opført sig provokerende og konfrontatorisk i retten. De blev dømte seks dages fængsel på vand og brød. Efter udstået straf skulle de straks igen møde op hos Hallander.

 

Ordførere blev arresteret

Over 400 tømrersvende nedlagde arbejdet og gik til deres håndværkerlavs herberg. Her kom kapellanen for Nikolaj Kirke, I.H. Rørbye og prøvede på at aftale dem til at gå i arbejde. Men det lykkedes ikke. Men svendene svarede ved at hælde en spand vand over ham.

Politimesteren sendte en adjudant og to betjente til kroen for at få svendene i arbejde igen, men dette forehavende lykkedes ikke.

Også svendene sendte en deportation til politimesteren og forespurgte, om en svend ikke måtte forlade sit arbejde.  Politimester Flindts svar var en arrestation af de to ordførere., som blev idømt ”forbedringshusarbejde”.

 

Kommandanten på Kastellet provokerede

Politi og militær omringede herberget og arresterede alle 202 tilstedeværende. 78 af dem valgte under pres at gå i arbejde igen, mens resten blev idømt fra fire til seks måneders strafarbejde i lænker.

Disse blev alle indsat i Kastellet. Klokken 10 om aftenen forlangte svendene at tale med kommandanten. De havde ikke fået noget at spise eller drikke. Men de måtte vente til næste dag.

Kommandanten forsøgte på alle mulige måder at provokere svendene.  I en rapport skriver han, at trods provokationer fra hans side lykkedes det ham ikke, at få svendene til at gøre optøjer.

Nogle dage senere besluttede kronprinsen – i øvrigt mod kancelliets beslutning – at landsforvise alle i sagen dømte, i stedet for at lade dem afsone dommene. De blev derpå sejlet til Nordtyskland.

Det var på Tømrerkroen i Adelgade, de blev arresteret. Da havde konflikten varet en uge.

Tømrerne ville have lige så meget som murerne nemlig 2 mark 8 skilling om dagen.

”Oldgesellen” blev også anholdt. Det gjorde den nyvalgte ”Oldgesell” også. Ja og selv ”Lavsbuddet”. Svendene forsøgte at rette henvendelse til kongen.

Allerede den 2. august mødte Generalprokurør Konferenceråd Colbjørnsen op på Tømrerherberget for at høre på svendenes klager. Og de overrakte ham en skriftligt andragende til kongen. Kongen var den stakkels sindssyge Christian den Syvende.

Denne Konferenceråd Colbjørnsen blev senere af Heiberg anklaget for korruption. Colbjørnsens svar var en presselov som fik tilbagevirkende kraft og førte til Heibergs landsforvisning i 1801.

 

Myndighederne var rystet

Ved forkyndelsen af denne dom begyndte resten af Københavns håndværkersvende, en solidaritetsaktion. 2.000 af de 2.700 nedlagde arbejdet.

Den første danske generalstrejke i Danmark kom som et chok for myndighederne. Den beviste at håndværkersvendene havde et effektivt pressionsmiddel over for autoriteterne.

Myndighederne opfordrede håndværksmestrene til at forbedre svendenes lønforhold. I 1800 resulterede dette i en kongelig forordning, der først og fremmest sikrede svendenes rettigheder til at sige op og forhandle løn.

 

Regeringen forsøgte noget andet

Den 20. august besluttede Statsrådet, at de bortsendte tømrersvende kunne vende tilbage, dog kun de indfødte eller her bosatte. De løse fremmede kunne ikke vende tilbage.

De fleste københavnske håndværkssvende var nu i strejke.

Der var opløb og uroligheder i København. Nu greb regeringen vel nok klog af skade til et andet middel end det man hidtil havde anvendt mod de strejkende.

En kommission blev nedsat. Den ville undersøge, hvordan forholdene kunne forbedres for tømrersvendene. Og dette fik tømrersvendene tilbage i arbejde igen. Kommissionen fortsatte deres arbejde, som endte med lavsforordningen af 21. marts 1800.

 

Aviser og tidsskrifter – dengang

Aviser og blade fra dengang indeholder ikke så meget. Det er nærmest kun forordninger m.m., der blev gengivet. Kun sjældent blev det taget op, hvem der var skyld i optøjerne.

Men man kan da forstå at politimesterens effektivitet havde gjort ham særdeles upopulær.

Rahbek’s to tidsskrifter undrer sig over, at borgerskabet og kvinder var med i balladen. De ”venstreorienterede” opfattede det der skete som opløb ikke som optøjer eller oprør. Men det hele blev forværret på den måde myndighedernes indgriben.

De moderate og konservative mente derimod, at myndighedernes indgriben som helt berettigede over for pøbeloptøjer.

”Folkevennen”, det stærkt konservative tidsskrift taler om, at ”en halv snes vilde håndværkersvende fandt for godt at slå en ærlig mands uskyldige vinduer ud” og det var tale om ”gadeoptøjer, hvor vilde læredrenge og ryggeløse unge mennesker” spillede hovedrollen i pøbelen.

Den Viborger Samler hævdede, at ”alle stænder, velklædt og sletklædt” var med. I mængden var der ”store natkapper i hundredvis og salopper og høje fjer, og velklædte mandfolk og skomagerdrenge, og embedsmænd og borgere og ripsraps, men ej en eneste håndværkersvend”. Tillige gik der ”så mange af de såkaldte skikkelige fruentimmer.

Minerva kunne konstatere, at opløbene bestod af ”kåde gadedrenge og nysgerrige kvindfolk”. En af pamfletterne hævder, at ”en sværm af håndværks- og andre drenge og tjenestepiger øgede tumulten”. Det blev endvidere påstået at studenter havde været med i pøbelen.

 

Politimesteren måtte gå af

Lovens håndhævere havde åbenbart været i mindretal. Det er således vidnesbyrd om, at mængden har befriet anholdte personer. Genstande var blevet kastet mod heste-garden. Magtopbuddet havde provokeret de tilstedeværende.

Åbenbart kunne politimester Flindt ikke finde ud af, hvad han skulle gøre. Samtidig var han overhovedet ikke vellidt. Hans behandling af situationen bragte ham i unåde hos højere myndigheder. Efter at roen var vendt tilbage, blev han afskediget som politimester, efter at han selv havde forlangt det.

Der var rygter fremsat, at garnison og borgerskab i København var i oprør og på vej mod slottet. Overpræsidenten og politimesteren ville blive afskediget.

Strejken blev støttet af bl.a. den borgerlige reaktionær P.A. Heiberg.

 

 

Kilde:

  • dengang.dk – div artikler
  • da.wikipedia.org
  • modkraft.dk
  • tidsskrift.dk
  • Historie/Jyske Samlinger
  • Carl Bruun: Kjøbenhavn – En illustreret Skildring af dets Historie 3
  • Historiske Meddelelser om København
  • Svend Cedergreen Bech: Struensee og hans tid
  • Helge Paludan, John T. Lauridsen m.fl.: Københavnernes historie

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.747 artikler:
  • Under København (189 artikler):
  • Sådan boede arbejderne dengang
  • Da arbejderne blev organiseret
  • Arbejdernes første Grundlovsmøde
  • Historien om Første Maj
  • Under Nørrebro (303 artikler):
  • Begravelse på Nørrebro 1887
  • Louis Pio på Nørrebro
  • Arbejderne på Nørrebro
  • Industri og Arbejdere på Nørrebro
  • Der var gang i den på Fælleden
  • Det store slag på Fælleden
  • De kaldte sig Syndikalister
  • Røde faner på Assistens Kirkegård
  • De socialistiske blade på Nørrebro
  • Ned med arbejderne
  • Flere arbejdere på Nørrebro
  • Arbejderkamp på Nørrebro
  • Arbejdende børn på fabrikker på Nørrebro
  • Da fabrikkerne kom til Nørrebro

 

  • Under Industri på Nørrebro/Nordvest (18 artikler)
  • Tekstilarbejderen Dagmar Harriet Andersen

Hvorfor var bødlen og natmanden uærlig?

Dato: juni 17, 2021

Hvorfor var Bødlen og Natmanden uærlig?

Ærligt arbejde. Bødler og natmænd blev tillagt magiske kræfter. Erhvervene blev omtalt allerede i 1200-tallet. Var det ”uærligt” at spise hestekød? Jydske rakkere blev sammenlignet med natmænd.  En lov påbød at ansætte bøddel og rakker. Først omkring 1800 syntes ”uærligheden” at forsvinde. Flere erhverv var ”uærlige” i Tyskland.  Dommere og fyrster måtte selv udføre dødsdommen.  Et smudsigt erhverv. Æresfortabelse. Man mistede æren på kagen. Tyve og mordere fik tilbudt stillingen.  Professionelle skarprettere vandt frem. Ikke alle skarprettere var lige velhavende. Natmænd var byens luksus. Selvdøde dyr måtte ikke begraves med hud.

 

Uærligt arbejde

Vi har tidligere skrevet især om bødlerne. De og natmændene var underlagt den såkaldte uærlighed. Det betød, at de var udeladt af de ærliges fællesskab. De var foragtede og frygtede. Skellet mellem dem og den ærlige befolkning var konkret fysisk. Man måtte ikke røre ved bødlen og natmanden. Også deres familier var uærlige.

Allerede i 1688 skrev Sjællands stiftamtmand Otto Krabbe, hvor umuligt det var at få natmændene i købstæderne ordentlig begravet.  Ingen ville berøre ligene eller ligkisterne.

Bødlen blev uærlig, når han ved skampælen på byens torv offentlig piskede lovbrydere eller henrettede dem på retterstedet uden for byerne, Natmændene hjalp bødlen i hans arbejde. De fjernede og aftog huden af selvdøde dyr. De aflivede heste og indfangede og aflivede katte og hunde. De fjernede natrenovation og de fejede skorstene.

Alle disse opgaver var det mere eller mindre uærliggørende for almindelige mennesker at udføre. Erhvervene som bøddel og natmænd er kendte i Danmark fra omkring år 1500 og op til omkring 1850. I 1700 – tallet havde groft sagt hvert andet amt sin bøddel og hver købstad og herred sin natmand.

 

Bødler og natmænd blev tillagt magiske kræfter

Det er vanskeligt for os i dag at forstå, hvorfor man i bogstavelig forstand havde berøringsangst. Denne fremmedartede forestilling forekommer i dag primitive og uantagelige.

Det havde noget at gøre med folkeliv overtro, hvor bødler og natmænd tillagdes magiske evner som følge af deres erhverv. Men de indeholdt også en kraftig social nedvurdering og en voldsom foragt for disse to erhverv.

Fra 1685 forsøgte den danske stat at bekæmpe disse forestillinger. Men i dagligdagen anerkendte den danske stat imidlertid uærligheden.  I mange sammenhænge.

 

Erhvervene omtales i 1200-tallet

Erhvervene omtales første gang sidt i 1200-tallet i de tyske byer. Deres oprindelse må derfor antages placeret noget før. Og måske skal vi se uærligheden i forbindelse med hedensk og kristen religion.

Tager man udgangspunkt i den sociale nedvurdering, synes middelalderbyens udvikling med bl.a. den stærke lavsstruktur at være det centrale. Endelig ligger også forbindelsen til den juridiske æresfortabelse som en mulig grundforklaring.

 

Var det uærligt at spise hestekød?

En fordom var at det var uærligt at slå heste ihjel og spise deres kød. En af natmændenes opgaver var netop at aflive heste. Det var ikke rationelt at lade et nærende og velsmagende fødemiddel gå tabt.

I Danmark begyndte lærere og på veterinærskolen omkring år 1800 at slagte og spise hestekød. Der blev oprettet et hesteslagteri, hvis mest stabile aftager var Tugt-, Rasp – Og Forbedringshuset.

Et vigtigt element i fordommen mod hestekød var imidlertid at forklare dens oprindelse. Der er eksempler fra den nordiske sagn – og sagalitteratur på at hestene ofredes til guderne og spistes som et helligt måltid. Men der var dog også eksempler på, at heste blev fortæret uden nogen form for religiøst formål.

Det Gamle testamente indeholder flere spiseforbud heriblandt at spise kød af dyr, der ikke har spaltede klove. Hvilket heste ikke har. Heller ikke selvdøde dyr måtte spises. Men blev ”uren” indtil aften, hvis man havde rørt ved et selvdødt dyr.

Ved kristendommens indførelse i Nordeuropa blev de gammeltestamentlige spiseforbud introduceret. Et paveforbud fra 740 indeholder forbud mod at spise heste og harer.

Hvor de andre spiseforbud ikke slog an i Norden, så blev forbuddet mod at spise hestekød gentaget i en række nordiske – især islandske – kirkelove fra 1000-1200 tallene. Årsagen kan være, at hestene var brugt til ofringer i den hedenske religion, hvorfor denne spise var ukristelig.

 

Rakkere sammenlignes med natmænd

I begyndelsen af 1820’erne kunne man endnu i de øde egne af Jylland møde omvandrende grupper af folk, som udførte diverse småhåndværk, men også i høj grad tiggere. Grupperne udførte også de foragtede natmands-håndværk. Natmandsfolket på den jyske hade havde egne skikke og desuden i et vist omfang et eget sprog, som de kaldte ”rotvelsk”. Det var dengang navnet på et tysk ”tyvesprog” i Tyskland. Denne gruppe havde myndighedernes interesse. Det var derfor de blev forfulgt.

Disse natmænd blev også kaldt tatere og et ord, der antagelig ligger på Facebooks ”forbudt-liste”. Steen Steensen Blicher har ofte beskæftiget sig med disse i hans beskrivelser af den jyske hede og på vores hjemmeside kan du også læse om dette folkefærd.

Det første belæg for, at der var bødler i Danmark, er omtale af en bøddel i København i 1496. Fra 1516 findes en indirekte omtale af en rakker i København.

 

Lov påbyder at ansætte bøddel og rakker

Christian den Anden påbød i sin verdslige lov af 1521 alle købstæder at ansætte en bøddel og en rakker. Denne sidste skulle udføre ådsler og andet som stank fra købstæderne. Omkring år 1600 fandtes bødler i de fleste købstæder og i herreder som lå langt fra købstæder.

 

Først omkring 1800 synes ”uærligheden” at forsvinde

Omkring enevældens indførelse vandt tyske skarpretterslægter indpas i Danmark. Enevælds-kongerne gav efterhånden disse privilegier til at være skarprettere i stadigt større områder. De fleste skarprettere i 1700-tallet var velstående. De forestod ansættelse og opsyn med natmændene i deres bøddeldomme.

I en forordning af 21. marts 1685 besværede kongen sig over, at en del løse personer, som bl.a. skorstensfejere og natmænd søgte at tiltvinge sig rettighed til at udføre adskillige tinge arbejder under skin af, at det skulle være uærligt.

Forordningen bestemte at disse herefter ikke skulle anses for uærlige. Det måtte heller ikke anses for uærligt at udføre dødt kvæg og anden urenlighed.

Forordningen blev gentaget flere gange i 1700-tallet men tilsyneladende med begrænset effekt.  Først omkring 1800 syntes natmændene og uærlighedsforestillingerne at vige.

 

Flere erhverv var ”uærlige” i Tyskland

I Danmark var den professionsbestemte uærlighed altovervejende begrænset til bødlen og natmanden. Men i Tyskland var den mere udbredt. En lang række erhverv har haft en eller anden form for uærlighed knyttet til sig i de tyske byer. Det var hyrder, møllere, vandrende musikanter, gøglere, bademestre, barberer og linnedvævere.

Også visse offentlige embeder blev tillagt en form for uærlighed. Det gjaldt toldere, kirkegårdsgravere, tårnvægtere, tiggerfogeder, natvægtere og bytjenere. Måske kan man kalde uærligheden for småborgerlig.

 

Dommere og fyrster måtte selv udføre dødsdommen

Før bødlen var det dommeren eller den anklagede part, som også udførte dommen. Det er således endda eksempler på, at tyske fyrster og hertuger selv udførte henrettelserne. Men allerede i 1276 kan vi se forekomsten af bødlen som selvstændigt erhverv i det tyske byer. (Augsburg).

Måske har dette noget at gøre med romerrettens stigende indflydelse i Tyskland. I den romerske tradition var bødlen ilde lidt.

I kristendommen er det at slå ihjel et brud på det 7. bud. Der kendes flere eksempler på bødler, som tog på pilgrimsfærd for at sone deres mange drab.

Bødlen fungerede som leverandør af magiske relikvier fra sin arbejdsplads. Skamstøtten – kagen – på byens torv, spillede hovedrollen i bekæmpelsen af usædeligheden i 1500 – 1600 – tallene. Herpå udspillede der sig et helt uærliggørelses teater, hvis hovedperson var bødlen.

 

Et smudsigt erhverv

Bødlens funktion var grusom og natmandens erhverv var smudsig. Og så kunne det vare at befolkningen på en eller anden måde har fået en traumatisk holdning til dette. Dette kun også være årsag til uærlighed.

Bødlen såvel som rakkeren blev også smittet af den jævnlige omgang med uærlige forbrydere, særlig med tyve, mente man. Andre forskere mener, at årsagen til natmændenes uærlighed ligger i den tyske kultur. Det skyldes de tyske håndværkslav.

Nogle mente også at offentlige henrettelser havde et religiøst indhold. For at afvente gudernes vrede, måtte ”mis-æderen” ofres til guderne.

Særlig tyske forskere synes, at uærligheds-betegnelsen kommer fra et borgerligt æresbegreb. I middelalderbyerne skulle alle forsvare dem. Dem der så ikke gjorde det blev kaldt ”ohne Gewehr” men også ”unehrlich”.

 

Æresfortabelse

Op gennem middelalderen værnede især de fattige håndværk om deres ære og bruge afvisningen af de uærlige hverv og uærlige handlinger i øvrigt som en vigtig social afgrænsning nedadtil.

Det centrale i æresfortabelsen var den foragt, som fulgte af selve forbrydelsen. Kagen og kagstolpen skulle man ikke røre. Så blev man uærlig.

Bødlen og hans hjælper, rakkeren (natmanden)færdes hjemmevant på den uærlige kag. De udførte de mindre forbryders æresfortabelse med piskning osv. De hængte tyvene på den lige så skyede galgebakke. Rakkeren skar de rådne lig ned og begravede dem i galgebakken. Denne overførsel af smitte fra dem, som dømmes til æresfortabelse, må være en vigtig medvirkende årsag til bødlens og rakkerens uærlighed.

 

Man mistede æren på kagen

Det stod ikke i lovene, at berøring med kagen gjorde uærlig, men forestillingen støttedes af bystyret og det dominerende handelsborgerskab, som lod kagbygningerne rejse.

Også hekseforfølgelsen hang sammen med den uærlige bøddel i Danmark. Bødlen var et vigtigt instrument for myndighederne i det groteske skuespil. Han fremtvang bekendelserne med tortur og udførte den uhyggelige levende afbrænding af heksene.

De forbrydere, der mistede æren på kagen, men ikke blev hængt, forsvandt jo ikke.  De blev udstødt af det nærsamfund, som dømte dem, men måtte så flygte et andet sted hen. Derfor var der konstant i samfundet et element af afskyede æreløse personer, som ærlige borgere måtte vare sig for at tage i deres brød. Ærligt tyende måtte vare sig for at arbejde sammen med dem.

 

Tyve og mordere blev tilbudt stillingen

Bødlens og rakkernes huse blev så samlingspunkter for de æreløse udstødte. Nye kandidater til de to erhverv kunne så rekrutteres fra disse. De havde jo allerede været i berøring med kagen.

Der er i Danmark flere eksempler på, at mord – og tyveridømte undslap sværdet eller galgen mod at blive bøddel i stedet. Det var vanskeligt at finde folk til et så vanærende arbejde. Myndighederne kunne vel heller ikke have været utilfredse med at udpege en morder eller tyv dertil.

Den selv kagstrøgne eller måske øreløse tyv-bøddel som også fjernede stinkende ådsler, inkarnerede alt afskyvækkende og gjorde mødet med ham/hende på kagen endnu frygteligere.

Dette skrækkens og afskyens teater på byens vigtigste torv kulminerede først i 1600-tallet, men skiftede også karakter. Det var samtidig med at hekseforfølgelserne begyndte at give moralske tømmermænd, begyndte de herskende også at væmmes ved straffescenariet. Bødlen var trods alt statens forlængede arm. Jo mere grotesk han fremtrådte, des mere hævngerrig og blodtørstig fremstod staten og retssamfundet.

 

Professionelle Skarprettere vandt frem

I stedet for tyve- og morderbødlen fremtrådte så den professionelle højtbetalte skarpretter, som for at ansættes skulle dokumentere sin uddannelse, gode vandel og helst afstamning fra skarprettere.

Henrettelserne var nu rykket udenfor byerne. Skarpretteren skulle værdigt og professionel usvigelig træfsikkerhed gøre volden så upersonlig som muligt. Sammenhængen mellem forbrydelsen og afstraffelsen skulle dominere sceneriet uden at bringe magtapparatet i uønsket fokus. Skarpretterens professionalisme, gode vandel og rigdom hævede dem delvis ud af bødlernes uærlighed, i Danmark fra omkring 1700.

Som bødlens medarbejdere ramtes natmændene også af kagens uærligheds-smitte.

 

Ikke alle skarprettere var lige velhavende

Nu var det ikke alle bødler der var lige velhavende. Mange kunne slet ikke leve af deres profession. De fik enten en fast årlig ydelse., fik ret til opkrævning af bøddelpenge hos borgere og bønder, eller fik forpagtningen af natmandsbevillinger.

 

Natmænd – var byens luksus

Natmændene var henvist til at leve af deres profession. Det oprindelige erhvervsindhold synes at være fjernelse af ådsler, natrenovation og andre uhumskheder fra byerne. Den ældste betegnelse for natmanden i Tyskland var det latinske ”cloacarius”. Det betyder, den som har med spildevandskanaler at gøre. Det gamle nordtyske og nordiske betegnelse ”rakker” stammer enten fra ordet ”raken” som på ældre nedertysk og i øvrigt også på engelsk betyder bortskaffelse af urenlighed. På højtysk ”recken” betyder ordet ”at strække eller torturerer”.

Borgere i større byer, som ansatte en natmand, slap for selv at udføre de ubehagelige arbejdsopgaver. Det var en bylivets luksus og må være blevet betragtet som udtryk for by-civilisation og forfinelse, at borgerne ikke som bonden var tvunget til selv at borttage ådsler og andre urenheder. På den måde kom den uglesete natmand til at markere bylivets dannelsesmæssige fortrin.

 

Selvdøde dyr måtte ikke begraves med hud

Den mest udbredte tyske benævnelser for natmænd fra renæssancen og fremefter var imidlertid ”Schinder” eller ”Abdecker”, som hentyder til dette at flå huden af dyrene.

Natmændenes vigtigste indtægt i 1600 – 1800-tallets Nordtyskland viser at salget af huder som de aftog af ådslerne, var deres vigtigste indtægtskilde.

En forordning fra den 31.1.1794 befalede, at det ikke var tilladt at begrave selvdøde dyr før huden var aftaget, ligesom ingen måtte undslå sig for at hjælpe hermed.

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

 

  • Under Andre Historier (70 artikler) finder du:
  • Jagten på den adelige heks
  • Var Anne Palles den sidste heks?
  • Borgerligt Regimente
  • Kjælle-Kaspar – den sidste Kæltring
  • En professor og en taterkonge
  • Norden for Lands Lov og Ret

 

  • Under Østerbro (96 artikler) finder du:
  • Henrettet på Østerfælled 1772
  • Mordet i Vordingborggade 1942
  • Henrettelse på Østerbro
  • De gamle statsfængsler på Citadellet
  • Et mord i Brumleby 1914
  • Mord på Østerbro 1893
  • Vilhelmine Møller – en morder fra Østerbro
  • Legemsdele i Kastelgraven

 

  • Under København (188 artikler) finder du:
  • Bag Bremerholms mure
  • Børne – og Tugthuset
  • Mord i Nyhavn

 

  • Under Nørrebro (303 artikler) finder du:
  • Barnemorderen fra Jægersborggade 1-3
  • Likvideret på Nørrebro

 

  • Under Sønderjylland (202 artikler) finder du:
  • En skarpretter fra Haderslev
  • Riber Ret (3)
  • Ribe – Hekseafbrænding (2)
  • Lov og ret i Sønderjylland – dengang
  • Et mord 1814
  • De Mystiske Mord ved Grænsen 1-2

 

  • Under Tønder (280 artikler) finder du:
  • Bødler i Tønder
  • I fængsel i Tønder
  • Henrettelser i Tønder
  • Æ Kagmand i Tynne (Kagmanden) i Tønder)
  • Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
  • Lov og ret i Tønder

 

  • Under Aabenraa (166 artikler) finder du:
  • Henrettet i Aabenraa (b)
  • Lov og ret i Aabenraa
  • Urnehoved 1-2
  • Jordemødre, Hekse og kloge koner

 

  • Under Besættelsestiden før/under/efter (352 artikler) finder du:
  • Henrettelser i Undallslund
  • Rovmordet i Utterslev Mose
  • Ikke alle mord skulle undersøges
  • I et skyde-skur på Amager
  • Dødsstraf
  • Deserteret i Svendborg – Likvideret i Gelting Bugt.
  • Likvideret i Alssund den 5. maj 1940

 

  • Under Grænsen er overskredet (6 artikler)
  • Asmus Jensen – et mord efter 1945

Er Facebook fortid for www.dengang.dk?

Dato: juni 15, 2021

Er Facebook fortid for www.dengang.dk

Vi har før haft problemer med Facebook. En uskyldig artikel om Vesterbro i 1914 indeholdt et forbud ord. Vi blev kriminaliseret for at bringe ”hadefulde ytringer”. Besøgstallet på vores hjemmeside vil falde drastisk. Men vi kan ikke formidle historie, når vi skal være underlagt algoritmer. Helt ærligt, så føler vi os til grin. Hvor mange ”forbudte ord” er der? Uden at næve ordet, beskriver vi det hermed. Man må ikke træde andre over tæerne. Og selvfølgelig skal der være regler. Og vi er også altid modtagelig for konstruktiv kritik. En plade på Assistens kirkegård skaber røre. Og hvorfor det? Jo, tanken erm, hvad bliver det næste. Skal vi kigge på Christian den Fjerdes jagt på hekse. Hvorfor skal det rettes på historien. Og hvorfor er det politikere der skal gøre dette? Kulturløsheden/historieløsheden har også ramt Facebook. Det er oppe i tiden at sige undskyld. Vi skal også se på en klog mands fortolkning. Vi fortsætter på vores hjemmeside – men på Facebook holder vi en tænkepause.

 

Vi har før haft problemer med Facebook

Der er ingen hemmelighed, at vi før har haft problemer med Facebook. Og det er da heller ingen hemmelighed at vi har været glade for at formidle vores artikler via Facebook. Således har vi delt ca. 10 – 15 stykker hver dag. Og mange er gået ind og læst artiklerne.

 

Mediet er ikke klar over, at det er historieformidling

Men vi har netop fået en advarsel fra Facebook igen engang. En artikel, som vi har bragt flere gange – ”Vesterbro 1914” er blevet beskyldt for at indeholde ”hadefuld retorik”. Dette har vi selvfølgelig ikke accepteret. Det er tale om historiefortælling og Facebook er ikke gået i detaljer med, hvor vi har overtrådt reglerne.

 

Fortiden kan ikke beskrives med nutidens øjne

Vi er meget påpasselig med ikke at genere nuværende personer. Men når man beskriver fortiden, kan det undgås at nogle bliver ramt. Vi indrømmer også at særlig når det gælder Besættelsestiden, De Slesvigske Krige og Genforeningen har vi nok en mening, der ikke altid er forenelig med historiebøgerne. Men vi begrunder og dokumenterer også vores mening.

Man kan nu engang ikke beskrive fortiden med nutidens øjne. Det er der så en del politikere, der gerne vil.

 

Besøgstallet vil dale drastisk

Vi bruger en del tid på Facebook med at formidle historien, men det kan være fortid. Pludselig falder hammeren fra Facebook. Man kan sætte nogle flueben, men ellers kan man ikke rigtig komme i forbindelse med dem og fortælle, hvorfor man mener, at deres afgørelse er uretfærdig.

Vi er da godt klar over, at uden Facebook vil besøgstallet til vores hjemmeside falde markant. Men hvad kan man gøre?

 

Vi vil ikke formidle historie efter Facebook – forordninger

Skal man navigere historieformidlingen efter Facebook – forordninger, så bliver historieformidlingen forkert. Og det vil vi ikke.

Vi ved godt, at vores historiefortolkning omkring ”Genforeningen” og besættelsestiden er lidt anderledes end den, der står i de fleste historiebøger. Vi har været i arkiver og gjort opdagelser. Og det er ikke altid i overensstemmelser med læserne.

 

En såre uskyldig artikel om Vesterbro i 1914 er efter fjerde gang pludselig ”krænkende”

Når sådan en uskyldig artikel, som at beskrive Vesterbro omkring 1914 kan få Facebook til advare os, så kan en hvilken som helst af vores artikler om ”Genforeningen” eller ”Besættelsestiden” vel også få Facebook op af stolen.

Endnu ved vi ikke, hvad vi vil. Men måske bliver det så bare at gengive gamle fotos og så opfordre folk til at gå ind på vores hjemmeside.

 

Reglerne er læst igennem atter engang

Vi har selvfølgelig læst Facebooks regler igennem nok engang, men kan stadig ikke se, hvor vi lige har forbrudt os. Når man så ser de bemærkninger, som vi har mødt i vores historieformidling, så undrer det os, at dette overhovedet ikke har haft nogen konsekvens for disse.

Godt nok spørger Facebook om vi er enig i deres afgørelse, så kan man sætte et flueben. Men allerede ½ minut efter, kommer de til samme afgørelse efter at de påstår at have gennemlæst 1.743 artikler.

 

Facebook har en forbudt – liste

Vores teknikker har fundet ud af, at vi har brugt et ord/begreb fra Facebooks forbudt-liste. Så sker der noget automatisk fra Facebook’ s side. De tager ikke hensyn til, at man beskriver en epoke i Vesterbro’ s lokalliv. Åbenbart er det en algoritme, der har reageret.

 

Hvad kan vi gøre?

Ja egentlig burde vi få fat i Facebook’ s forbudt – liste. Og den skal så tages bogstavelig. Hver gang et af forbudt – ordene/begreberne er med i en artikel.

Når vi så har fået fat i den liste, skal alle 1.743 artikler gennemgås.

 

Vi føler os til grin

Helt ærligt, så følger jeg mig som redaktør af www.dengang.dk og som administrator af FB – gruppen til grin. Vi bruger oceaner af tid til research og i nogle tilfælde er vi også i arkiver, hvis vi ellers får lov. Det er fin nok på hjemmesiden. Men når vi så ikke passer på enkelte ord, så klappe fællen.

 

Vi støder ind i Facebook – algoritmer

Vi ved godt, at mange bruger Facebook til at dele følelser og mere. Vi deler så historieformidling. Men når man nu er på dette medie, er det mange uskrevne regler, som du skal følge. Men gang på gang støder man ind i Facebook – algoritmer.

 

Det gule kort – nok engang

Vi kan godt forstå, at der skal være nogle regler og retningslinjer. Men så gør dem dog tydeligere. Man bliver jo nærmest gjort til kriminel, fordi man har brugt et ord, der ikke mere må bruges i USA. Det er hadytring, siger Facebook. Men i deres fortolkning er der ikke nuancer. Man har fået det gule kort – nok engang.

Hvilke ord, skal man nu passe på at bruge? Når man beskriver historien, er det sikkert meget er det ikke glemt og befinder sig på Facebook’ s forbudt – liste.

 

Retningslinjer?

Selvfølgelig ved man, at det er etiske retningslinjer, man skal overholde. Direkte trusler, selvskade, farlige organisationer mobning/chikane, angreb på offentlige personer, kriminalitet. Man må ikke angribe offentlige personer m.m.

Men hvad er farlige organisationer. Waffen SS blev dømt som ”kriminel kommunikation” Og hvad med ordet ”nazist” Og hvad med alle de stygge personer under Anden verdenskrig, som man har beskrevet.

 

Hvor mange forbudte ord er der?

Det hele passer jo ikke ind i begrebet ”dansk frisind” eller ytringsfrihed. Der er ingen gennemsigtighed i Facebooks afgørelser. Vi har fundet ud af at der er ”forbudte ord”. Men hvor mange er der? Og hvor kan vi finde listen?

Selv, hvis du deler et indlæg, der indeholder nogle af ”de forbudte ord” kan du blive stemplet. Du skal passe på den racistiske terminologi og passe på at omtale bestemte befolkningsgrupper med deres gamle navn.

 

Svært at komme op mod et privatejet monopol

Facebook er blevet et sted, hvor man deler viden, nyheder m.m. Der er i den grad behov for mere tydeligere spilleregler. Din historiske tekst kan ret hurtig blive kriminaliseret i forhold til de såkaldte ”Fællesskabsregler”

Gang på gang bliver dine argumenter afvist. Afgørelserne ligner lemfældigheder. Det er en slags retshåndhævelse med tilbagevirkende kraft.

Vi får hele tiden at vide, at Facebook er et privat monopol. Her gælder ytringsfriheden ikke. De danske retssystemer har ingen virkning. Og egentlig er Facebook et flygtigt medie med en uendelig strøm af ligegyldigheder. Så snart du har postet dit opslag er det i princippet glemt.

 

Algoritmer kan ikke tolke alt

Facebook siger, at deres politikker er baseret på feedback fra et fællesskab og en rådgivning af eksperter. Den gør plads til forskellige synspunkter og overbevisninger. Folk kan udtrykke sig og blive hørt, skriver man. Ja så længe man holder sig inden for den almene historiefortolkning.

Håndhævelse af standard afhænger af de oplysninger, som de har til rådighed. Jamen en algoritme kan åbenbart ikke finde ud af, at det er historie, man prøver på at formidle.

 

Konsekvenser varierer

Det står også i Facebooks regler, at konsekvenserne at overtræde Fællesskabsreglerne varierer alt efter, hvor alvorlig overtrædelserne er. Men også over personens historik. Og da ser vores ikke for godt ud. Det betyder et snarligt farvel, fordi vi har brugt et ”forbudt ord”

 

Det ord – som kriminaliserede os

Det ord som har kriminaliseret os er før blevet brugt i børnesange og børnelitteratur. Og så er det brugt i flødeboller. Det er betegnelsen for en person med en anden hudfarve end hvid. Det kommer fra et latinsk ord, der næsten hedder det samme som det forbudte ord.

Nu er det så blevet stødende at bruge ordet. Det kan undertegnede godt forstå. Men i den artikel vi skrev, befandt vi os på Vesterbro i 1914, og da blev ordet anvendt hele tiden. Mange ældre mennesker, bruger ordet endnu uden at det på nogen måde er stødende eller hadefuldt.

Oprindeligt var det den amerikanske borgerretsbevægelse, der frabad sig at blive kaldt det ord på engelsk, som vi ikke må nævne. Men hvem har herhjemme bestemt at vi ikke må nævne ordet?

Det er ikke ”Sprognævnet” og det er heller ikke Staten. Det er så åbenbart ”sprogsamfundet” og Facebook.

 

Politisk korrekthed handler om respekt for mennesker

Ordet er gradvist blevet politisk ukorrekt, fordi det er mennesker som føler at det er stødende. Og åbenbart deler det forbudte ord os op i et hierarki, der er baseret på hudfarve.

Antropologer forklarede mentale og kulturelle forskelle ud fra den menneskelige biologi og som noget, der var forbundet med hudfarve. Og Facebook kriminaliserer en for at bruge ”hadefuld retorik” eller sagt på ”mere dansk” som racist.

Den amerikanske borgerretsbevægelse har en stor del af æren for at ordet er blevet direkte politisk ukorrekt. Men vi bærer jo historien i os. Vi er opvokset med dette ”forbudte ord”.

Politisk korrekthed handler om respekt for andre mennesker. Selv om man ikke bruger dette forbudte ord i en ond hensigt, er det en betegnelse, som er ladet med betydninger, at det er mest respektfuldt ikke at bruge det.

Men i Danmark har vi jo slet ikke set den samme racediskrimination, som vi har set den i USA.

 

Man må ikke træde andre over tæerne

Men åbenbart er det også problemer med at nævne andre befolkningsgrupper. Disse kommer eller er måske allerede på Facebooks ”forbudte” liste. Det gælder også for navnet på en meget velsmagende is, som vi gennem tiden har konsumeret en del af.

Vi må heller ikke mere omtale en bestemt hårfarve på en pige. Det kan både refererer til hendes intelligens og så har det skabt problemer i forbindelse med en meget velkendt dansk sang.

Det handler om ikke at træde nogle over tæerne. Og når man begår sig på Facebook, må man åbenbart tænke sig ind i den amerikanske ideologi og historie.

 

Vi er modtagelige over for konstruktiv kritik

Historieformidling handler vel også om identitetspolitik. Vi har mærket det omkring besættelsestiden og ”genforeningen”. Der er mange, der er lodret uenige i vores fortolkning. Som vi tidligere har fortalt, har vi ikke noget imod konstruktiv kritik. Men den kritik vi får er langt fra – konstruktiv. Mange gange har kritikkerne kun læst den indledende tekst.

Vi er ofte blevet inviteret ud at holde foredrag for eksempel om ”Genforeningen”. Invitationen er så trukket tilbage, når man har sat sig ind i vores artikler. I en pause under et foredrag om Besættelsestiden på Nørrebro kom fire studerende op og sagde, at jeg var fuld af løgn.

 

Hvad bliver det næste?

Men det er en farlig tendens i samfundet. Det er som om, at Danmark skal sættes op i glorværdigt skær, når man diskuterer vigtige emner i Danmarkshistorien. Dette mærker vi tydeligt på Facebook.

Og så er det lige det med identitet. Verden over diskuterer man at diverse tiders undertrykkere, racister og lignende statuer skal fjernes. I Danmark gik det ud over en buste af Frederik den Femte, der blev smidt i Københavns Havn.

Snart er det måske også forkert at Christian den Fjerde jagtede hekse. Og sådan udvikler det sig. I øjeblikket diskuteres det, om det er rigtigt at arrangere en udstilling med Nolde og Kirchner på SMK. Det er så en udstilling med historiefortælling.

 

En plade på Assistens Kirkegård

Vi kunne pludselig se rød maling på Hans Egede statuen i Grønland. Man ønskede den fjernet. Statuen blev et symbol på Danmarks udnyttelse af Grønland.

Og for ikke lang tid siden brød der pludselig en debat ud om Danmarks rolle under kolonitiden. Politikere påstod, at man ikke havde den rigtige historie. Nu findes der oceaner af faglitteratur omkring De vestindiske øer og Danmark som kolonimagt. Også på nettet kan du finde meget.

En plade på Assistens Kirkegård har i den grad vakt debat. Først ønskede politikere den fjernet, senere har man så besluttet sig at ændre teksten. Vi har tidligere beskæftiget os med dette. Sagen er egentlig med følgerne kan blive store. Og på Facebooks forbudt – ord kan det sagtens blive tilført nu ord, uden at du opdager det.

 

Hvorfor skal det ”rettes” på historien

Det kan jo være rigtigt at korrigere fortiden og forsøge at ”rette” synspunkter i relation til et andet syn på kolonialisme, ligestilling m.m. Det vidner om at man ikke kan sætte sig ind i fortidens holdninger og værdinormer. Politikere skal da ikke på den måde rette i historien så det passer til ens verdensbillede.

Jo, det er rigtigt, at von Scholten har udstedt dødsdomme over slaver. Det var jo hans job som guvernør. Men han giv imod kongen og plantageejernes udnyttelse af slaveriet. Han har sparet mange slavers liv, ved at afskaffe slaveriet.

 

Vi skal tage ved lære af historien

Vi skal tage ved lære at historien. Den skal ikke ignoreres og vi skal heller ikke slette den. Vi kan godt drage paralleller til nutiden og til at forstå, hvem vi er i dag. Slaveriet er en del af Danmarkshistorien. Det ændrer vi ikke ved at fjerne mindeplader, bygninger eller statuer.

Hvorfor laver man ikke bare en QR – kode ved Peter von Scholtens mindeplade. Så kan man lynhurtig få mere information om hans virke. Noget andet er, at man skulle tro, at der i dag var vigtigere ting for politikerne i København at tage sig af, bl.a. erhvervslivet’ s virke i en corona-tid.

I øvrigt har Man lavet en udmærket oplysende video om Peter von Scholten fra kirkegårdens side. Men den kan politikerne måske finde på at kalde manipulerende?

 

Konfronteret med upopulære begivenheder

Vi mærkede også stor antisympati, da vi udgav vores bog om en hændelse i Padborg lige efter besættelsestiden og om det dansk – tyske forhold. Det er fint, at vi i nogle tilfælde forholder os kritisk over historiske begivenheder. Vi skal tåle at blive konfronteret mod upopulære begivenheder.

 

Kulturløsheden/Historieløsheden har ramt Facebook

Kulturløsheden/historieløsheden har også ramt Facebook’ s holdning til historien. Algoritmer kan nu engang ikke styre historieformidlingen. Vi skal hele tiden veje vores ord, når vi formidler historien. Det kan godt være at dengang.dk’ s holdning på nogle områder er lidt kontroversiel. Men vi har nu engang ikke spredt hadefuld retorik, som Facebook nu flere gang har beskyldt os for. Men kan godt diskutere historien. Men man skal ikke gå ind og slette gamle spor.

Historisk uvidenhed og manglende evne til at sondere mellem nutidens racisme som bør og skal bekæmpes, kan algoritmer og politikere heller ikke altid finde ud af.

 

Det er oppe i tiden at sige undskyld

Det er oppe i tiden at sige undskyld for historiske ugerninger, ikke mindst med relation til vestlige landes kolonisering af lande i Den Tredje Verden. Man skal sige undskyld til mennesker, der ikke slev har været koloniseret eller har været slaver. Der er ingen grænser for, hvad vore dages moralske og politiske målestok kan finde på, at der skal undskyldes for. Skal vi også undskylde for vikingernes erobringstogter?

Der er grundlæggende mangel på forståelse for historiens betydning for, hvordan historie kan og skal tolkes. Hvordan så datidens mennesker på sagen?

 

En klog mands fortolkning

Fortidens begivenheder og fortidens mennesker kan nu engang ikke vurderes efter fores dages holdninger. Men kan ikke ændre på historiens gang. Der er fortsat mennesker i live, der har lidt overlast. Magtfulde nationer har haft kolonier og udnytter mennesker og gør det endnu.

Gennem de sidste 100 år har vi gradvist opbygget et ideal om alle menneskers ligeværd, uanset køn, race, hudfarve, seksualitet og så videre. Det betyder ikke at fortidens uret er gjort god igen, men det betyder. At vi er kommet videre og blevet klogere.

En klog mand, Nikolaj Bøgh siger det på denne måde:

 

  • Fortidens mennesker var ikke helt som os. Det er godt at blive klogere på fortiden, både dens gode og dårlige sider, men det er ikke godt at reducere historien til evig nutid, hvor kun vor tids normer gælder. Det skaber til syvende og sidst historieløshed.

 

Dengang.dk holder en tænkepause

Det ville jo være kedeligt atter engang at skulle smides ud af Facebook. Derfor bliver vi i øjeblikket nødt til at holde en lav profil. Vi har ikke så meget lyst til at gennemsøge alle vore artikler efter såkaldte ”forbudte ord”. Vi kender ikke disse ord.

Som vi har forsøgt at beskrive, så kommer der flere ord til. Vores læserskare har til tider været oppe på et par tusinder om dagen. Det er der ikke i øjeblikket, hvor vi holder lav profil. Jo, vi vil gerne have mange læsere, men ikke for enhver pris.

Vi synes selv og det gør mange af vores læsere også, at vi laver et seriøst stykke arbejde. Men vi vil ikke være til grin for en eller anden mærkelig filosofi.

Vi fortsætter med vores artikler, som vi så bare lægger direkte ind på vores hjemmeside.

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

  • Under Andre Historier (69 artikler) finder du:
  • Var Danmark brutal over for Grønland?
    Hvem skriver historien?
  • Den digitale ytringsfrihed – under pres
  • Historieformidling på Facebook

 

  • Under Besættelsestiden Før/Under/Efter (352 artikler) finder du:
  • Den Polske historiefortolkning
  • Du skal omgås fortiden – med forsigtighed
  • Historikernes besættelsestid

 

  • Under Indlemmelse, Afståelse, Genforening (141 artikler) finder du:
  • Vi skal styrke historiebevidstheden

 

  • Under Sønderjylland (202 artikler) finder du:
  • At grave i historien

 

  • Under Nørrebro (303 artikler) finder du:
  • Mindeplade for Peter von Scholten

 

 

 

 

 

 


Slesvig Holsten og Bismarck

Dato: juni 11, 2021

Slesvig Holsten og Bismarck

Ja egentlig handler det om krigen 1864. men det er nok i en hel anden version end den, som skoleeleverne får undervisning i, og den version, som medierne elsker at bringe. Hvorfor blev Danmark svigtet af alt og alle? Kom Bismarck bare og stjal et stykke af Danmark? Liberale var åbne for et selvstændigt Slesvig – Holsten med Frederik af Augustenborg som præsident/hertug. Og sådan ville kong Wilhelm også gerne have det. Men ikke Bismarck. Hans politik gik ud på at komme af med Østrig og indtage magten i Det Tyske Forbund. Og her skulle Slesvig Holsten bruges. For ham var det ikke 1864, der gjaldt, men 1866. Da Frederik den Syvende pludselig døde vågnede de tyske småstater op. Og det gjorde de også på Augustenborg. Englænderne kunne ikke få opbakning på noget som helst. Deres opbakning til Danmark indskrænkede sig til en indkaldelse af en konference. Her viste Danmark en total mangel på smidighed. De afviste alle kompromisforslag. De ville heller ikke have forlænget våbenhvilen. Og så følte de sig som sejrherre. Holdningen hos stormagterne var nærmest så kunne ”Danmark sejle deres egen sø”. Først da Jylland og Als var indtaget og Bismarck truede med at indtage Fyn kom den danske regering til forhandlingsbordet. Man kunne ellers have fået noget der ligner den nuværende grænse i London.

 

En anden version

Skolebørn får at vide at Bismarck var ond og at et stykke ”Danmark” blev tyvstjålet. Og så får de også at vide, at ingen kom Danmark til hjælp. Vi stod helt alene. Men der er heller ikke blevet fortalt, hvorfor Danmark ikke fik hjælp.

Vi forsøger atter engang at komme bar de historier og myter, der bliver fortalt.

Et af de store problemer med 1864 er forklaringen på, hvorfor det gik så galt for Danmark og så godt for Preussen. Man har peget på Monrad og hans ministeriums udygtighed og på Bismarcks statsmandskunst.

Andre mener, at det var uventet engelsk tilbageholdenhed og at Rusland lod Danmark i stikken.

Vi er godt klar over, at det ikke er denne version som man får fortalt i skolen. De hænger stadig noget ”Helteagtigt” over 1864. Ja nogle mener stadig at vi vandt krigen dengang.

 

Et bedre militær og bedre politikere havde ikke kunnet forhindre katastrofen

Ved treårskrigen 1848 – 1851 blev Danmark reddet af en stormagtsintervention, men denne udeblev i 1864.  Forskellen skyldes nu ikke forskellige danske ministerier. Da situationen i 1864 gik i hårdknude, kunne Danmark sandsynligvis kun være blevet reddet af en anden stormagt.

Et større eller dristigt dansk militær indsats eller mere habile politiske ledere kunne næppe have afværget krigen eller undgået afståelsen af i hvert fald en stor del af Slesvig.

 

En kamp mellem liberale og konservative

Slesvig-Holsten var som nationalt samlingssymbol og som en bestanddel af kampen mellem liberale og konservative imidlertid ikke et element i de forskellige tyske staters indenrigspolitik. Det var også et europæisk problem.

I Europa var der en slags blokopdeling mellem de liberalt orienterede vestmagter England og Frankrig på den ene side. Op den anden side havde de konservativt orienterede østmagter, Preussen, Østrig og Rusland.

 

London – kontrakten fra 1852

Vi skal også kigge på den såkaldte London – kontrakt fra 1852. Den regulerede arvefølge-spørgsmålet i hertugdømmerne og anerkendte opretholdelsen af dansk integritet som en ”almindelig europæisk interesse”.

Det er af betydning for forståelsen af ”1864”, at Preussen var den af stormagterne, som led mest af splittelsen mellem konservative og liberale. Statsapparatet var simpelthen ved at gå i stå, da Bismarck som ”konservativ” politiker blev udnævnt til at løse denne indre konflikt.

 

Situationen i Europa

Til den indenrigske konflikt kom med Krimkrigen 1853 – 1856 en alvorlig udenrigs – og sikkerhedspolitisk problem.

Den konservative solidaritet mellem Preussen, Østrig og Rusland blev sprængt ved Ruslands forsøg på en sydvestlig ekspansion. Østrig følte sig truet og gik ind i krigen på Englands og Frankrigs side.

Rusland blev slået og var svækket.  Det var nu Frankrig der for første gang siden 1815 var Europas dominerende nation. Det forbunds sikkerhedspolitiske stilling blev hermed forringet, da det begyndte med en rivalisering mellem Preussen og Østrig. Og hvordan med et samlet Tyskland, hvis Frankrig begyndte med en aktiv udenrigspolitik.

 

Liberale ville have et selvstændigt Slesvig-Holsten

Preussen blev en af de dominerende kræfter i den politiske kamp i næsten alle Europas lande. Slesvig – Holsten var blevet en liberal mærkesag i Tyskland.

De liberales ønsker om oprettelse af en selvstændigt Slesvig-Holsten under hertugen af Augustenborg, kunne Bismarck ikke imødekomme. Slesvig – Holsten kunne derfor ikke bruges som udsoning med de liberale. Men hertugdømmerne kunne måske bruges til splitte de liberale.

 

Fransk aggression

I 1851 var der en voldsom rivalisering mellem Preussen og Østrig om overherredømmet i Tyskland. Østrigerne forsøgte af sikkerhedsmæssige grunde at få mere magt. Den fransk – østrigske krig i 1859 understregede Østrigs udsatte sikkerhedspolitiske situation endnu mere.

Da det slesvig-holstenske problem blev akut i efteråret 1863, skete det netop som forventningen om en fransk aggression i Europa nåede sit højdepunkt. Den preussisk – østrigske krig mod Danmark fandt sted i skyggen af frygt for fransk aggression i foråret 1864.

 

Bismarck ville hindre Østrigs magt

Det preussisk – østrigske samarbejde mod Danmark skete ganske vist for en populær sag, men ingen af disse to stormagter tog hensyn til det tyske forbunds ønske om et selvstændigt Slesvig – Holsten. Forbundet var stærkt uenige med de to stormagter om krigsmålene.

En stor del af Bismarcks politik gik ud på at hindre østrigsk magt. Han var også bange for en fransk – russisk alliance. I begyndelsen troede Bismarck ikke på det tyske forbund.  Han ville ikke i alliance med Frankrig, men kun skabe en mulighed for sådan en.

Da det Slesvig Holstenske problem var akut var muligheden der for en preussisk alliance med Frankrig bedre end nogensinde samtidig men at Østrig var afskåret fra sådan en.

 

Hvordan kunne man tilgodese tyske indbyggers interesse

Diskussionen om Slesvig-Holsten drejede sig udelukkende fra tysk side om hvordan man kunne tilgodese tyske indbyggers interesse. På trods af den ophidsede opinion i Tyskland mod de e danske overgreb I Slesvig-Holsten anbefalede man en forhandlingspolitik.

Men i et brev til Bismarck fra november 1862 argumenterede Bismarcks forgænger i udenrigsministeriet, Bernsdorff for en radikal inddragelse af det Slesvig – Holstenske problem i den tyske magtkamp. Det ville efter Bernsdorff’ s mening være muligt at splitte den østrigske ledende fløj på forbundsdagen ved en aggressiv politik mod Danmark.

De tyske småstaters regeringer ville på grund af det Slesvig – Holstenske problems nationale karakter blive nødt til at følge Preussen. En aggressiv preussisk ledet politik over for Danmark er ”et rigt og nyttigt våben” mod Østrig. Og så ville sådan politik være populær i befolkningen.

 

Østrig ville i Det Tyske Forbund

Efterhånden fandt Bismarck ud af, at han ikke kunne regne med Frankrig. De var kun ude på at skabe splittelse i det Tyske Forbunds,

Bismarck havde spurgt sin krigsminister von Roon om de militære synspunkter i tilfælde af krig mod Danmark.

I august 1863 måned indkaldte Østrig til en fyrstekongres i Tyskland og det var ret sandsynligt, at Østrig i vid udstrækning ville sætte sine krav igennem. Ønsket var at få landet optaget som fuldbyrdet medlem i det Tyske Forbund. Dette ville Bismarck forhindre.

 

De tyske småstater var ikke alle enige om krig

Preussen havde fået et godt forhold til Rusland. Dette var af stor betydning, bl.a. fordi at England stod som Danmarks beskytter i hertugdømmerne. De måtte nu tage en mindre tyskfjendtlig holdning.

Den 1. februar 1864 befandt Preussen og Østrig sig side m side i krig mod Danmark. De var i dyb uenighed med de tyske småstater om krigens formål.

Den 9.juli besluttede forbundsdagen at ville stille følgende ultimatum til Danmark. Marts-patentet skulle sættes ud af kraft og forbundsforsamlingen skulle inden 6 uger have bevis for, at man i Danmark ville indføre en fællesforfatning enten i overensstemmelse med 51/52 – aftalerne eller med Lord Russells forslag i Gotadepechen fra 24. september 1862. Den 27. august afviste Danmark disse krav.

 

Da Frederik den Syvende døde

Den 13. november blev den nye danske forfatning med en endelig etablering af Ejder – Danmark. To dage efter døde Frederik den Syvende pludselig. Nu havde det Slesvig -Holstenske problem en endnu farligere karakter.

Både Preussen og Østrig havde underskrevet London-Traktaten, som anerkendte at prins Christian af Glücksborgs arveret til hele monarkiet, altså også i hertugdømmerne. Men forbundsdagen havde aldrig anerkendt traktaten.

Hidtil havde argumentationen holdt sig til Danmarks traktatlige forpligtelser over for hertugdømmerne og forbundet.  Efter kong Frederiks død rejste det tyske forbund en arveretsligt spørgsmål ved siden af det traktatmæssige.

Den ophidsede stemning i Tyskland steg til kogepunktet ved meddelelsen om kong Frederiks død og kong Christians godkendelse af november-forfatningen den 18. november.

 

Prins Frederik af Augustenborg erklærer sig som præsident

Da prins Frederik af Augustenborg den 16. november erklærede sig som præsident, blev han hurtigt et symbol for den tysk – nationale opinion. Den 21. november mødtes forbundsdagen for første gang efter det danske tronskifte. Her proklameredes det, at augustenborgeren som ”Frederik den 8, af Slesvig-Holsten. Preussen og Østrig fik dog hurtigt begravet anerkendelsesproblemet i et udvalg.

På Forbundsdagen rejste der sig nu et krav om gennemførelse af en ”okkupation” af Holsten og Lauenburg med det formål at sikre landet for dets ” retmæssige arving”.

En sådan handling var et brud på London-aftalen. Men man var bange for at befolkningen ville reagere, hvis der ikke blev fortaget.

I Europa var der en spændt atmosfære. Bismarck havde opnået den ønskværdige stilling som den søgte forbundsfælle, hvor han kunne spille Frankrig og Østrig ud mod hinanden.

 

Flertal i Forbundsdagen for kamphandlinger

Bismarck havde nu knyttet nogle krav til at acceptere London – aftalen. Og det var at Danmark skulle trække november-forfatningen tilbage. Bismarck var klar over, at det nok skulle et andet ministerium til i Danmark.

Den 5. december tog Franz Joseph det hidtil uhørte skridt at overlade Preussen overkommandoen over de 20.000 østrigske soldater, der stod klar til de første kamphandlinger.

Efterhånden lykkedes det efter stærk pression at få flertal for de første kamphandlinger med stemmerne 8-7 og det til trods for at Danmark havde opfyldt en del af betingelserne, nemlig marts – patentet. Den 23. december gik eksekutionstropperne over grænsen til Holsten og Lauenburg, der på forhånd var rømmet af danskere.

 

Bismarck var ligeglad med opbakning fra Forbundsdagen

Bismarck gjorde sine overvejelser. Han mente, at en besættelse af Slesvig ville minimere en europæisk krig. Desuden mente han også at ingen af stormagterne ville komme Danmark til hjælp sådan som situationen var i Europa. En besættelse af Holsten ville alligevel ikke have den store betydning for Danmark.

Kong Wilhelm så helst at hertugdømmerne blev erobret fra Danmark og givet til augustenborgeren. Bismarck så helst at hertugdømmerne blev preussiske.

Bismarck mente ikke, at forbundsdagen ville give mandat til at erobre Slesvig. Men så ville det være et foretagende bestående af Preussen og Østrig.

De andre stater ville tvinge Danmark til at overholde aftalen fra 51/52. men fra Bayern lød det, at man ville indsætte augustenborgeren som hertug af Slesvig Holsten ved hjælp af bayerske tropper.

 

Ingen forpligtelser over for Danmark

Østrig mente, at samarbejdet med Preussen ville udvikle sig til et samarbejde mod Frankrig.

Den 21. januar marcherede de preussisk – østrigske tropper ind i Holsten. Den første februar rykkede man over Ejderen.

Efter træfningen ved Mysunde var Preussen løst fra enhver forpligtelse over for Danmark, mente Bismarck. Uroen i de små tyske stater havde lagt sig.

 

Taktiske overvejelser

Ville Kong Wilhelm få sit ønske opfyldt ville det gå ud over Preussens magt.  Hvis der i løbet af krigen skulle komme til et brud med England, ville Frankrig presse på for at få en alliance med Preussen. Hvis den blev afvist, ville Frankrig forsøge at opnå en forståelse med England.

En preussisk anneksion af hertugdømmerne kunne imidlertid hverken gennemføres med forbundets, Østrigs, Englands eller Ruslands støtte. Kun Frankrig havde nævnt anneksion. Frankrig mente at det danske monarki ville til at indgå i en skandinavisk union med Sverrig -Norge, hvorved det fra fransk side var muligt at udøve et så stærkt pres på Rusland, at et selvstændigt Polen kunne blive en realitet. Så kunne Tyskland måske blive en fransk lydstat.

Udadtil så det ud som om Bismarck tilstræbte en løsning i retning af en personalunion mellem hertugdømmerne og Danmark. Problemet for Frankrig var at de tyske småstater efterhånden bakkede Preussen op. De kunne ikke splitte tyskerne.

 

Englænderne så gerne en Ejder-løsning

Fra England kunne Bernsdorff nu berette, at englænderne ikke ville se roligt på, hvad der skete i Slesvig. Man havde forsøgt at få en forståelse fra russerne. Lord Russel havde forklaret at den engelske regering i tilfælde af besættelse af Slesvig var nødsaget til at understøtte Danmark. Men det var ikke blevet nævnt hvilken understøttelse. Englænderne så gerne en Ejder – løsning.

Englændernes forsøg på at få støtte i Rusland mislykkedes. Ja de kunne heller ikke få støtte i Wien. Paris indtog en noget lunken holdning.

 

Ingen opbakning til England

Russel ændrede nu strategi. En konference skulle ikke indkaldes før Danmark havde ændret november-forfatningen. Samtidig appellerede han til at Bismarck udsatte sin besættelse af Slesvig. Dette var en stor indrømmelse over for Slesvig. Nu mente englænderne pludselig at en besættelse af Slesvig ikke var urimelig under visse forhold.

Bismarck mente at det var urimeligt at udsætte en besættelse af Slesvig. Endvidere svarede han meget klogt at et stigende engelsk pres kunne betyde at han blev afsat. Og det kunne få katastrofale følger for Europa.

Palmerston og Russel kunne heller ikke få parlamentets godkendelse for at England gik enegang i en hjælp til Danmark.

 

Englænderne indkalder til konference

Russell indkaldte nu i stedet til en konference. Men det tog alligevel tre måneder. Først efter 18. april kunne der fastsættes en dato for konferensens begyndelse. Preussen og Østrig ville ikke mere diskutere 51/52 – aftalen. Man ville heller ikke diskutere integritet princippet.

Et fransk forslag om løsning i forbindelse med ”Folkeretten” ville man heller ikke anerkende. Personalunionen ville man heller ikke mere diskutere.

I tilknytning til Bismarcks omtale af et kanalprojekt tidligere på måneden, mente franskmændene at denne så kunne danne den fremtidige grænse til Danmark. Det ville dog være nødvendigt at spørge befolkningen.

Bismarck forstod det franske forslag som at Danmark skulle afstå Holsten, Lauenborg og en del af Slesvig. Frankrig foreslog en Slien – linje.

Bismarck foreslog nu en linje fra Tønder til Flensborg, næsten som vores nuværende grænse.

 

Bismarck advarer mod afstemning

Men Bismarck gjorde opmærksom på at en afstemning i hertugdømmerne eller i Slesvig alene ville for øjeblikket med sikkerhed føre til fordel for en total adskillelse fra Danmark. Og så ville augustenborgeren blive hertug. En deling ved Haderslev eller Aabenraa ville ikke engang kunne opnås, sagde Bismarck.

Det var ikke muligt for England, Frankrig og Rusland til at komme til en fælles forståelse.

 

Danmark havde udvist mangel på smidighed

Fra dansk side fastholdt man den helt umulige linje Eckernförde – Frederiksstad. England forsøgte til sidst med en voldgift. En folkeafstemning blev også nedstemt.

Våbenstilstanden varede kun til 26. juni. Danmark ønskede overraskende nok ikke en forlængelse, før man havde fået acceptable fredsudsigter. Den 25. juni opløstes konferencen og krigen begyndte igen dagen efter.

Danmark havde udvist en bemærkelsesværdig mangel på smidighed. Danmark forkastede alle kompromisforslagene, hvor Preussen havde tilbudt at være ”rimelig”.

Ministeriet Monrad var bestemt ikke deres opgave voksen. Krigens genoptagelse ville betyde nye tab og et afgørende nederlag.

 

Hårdnakket dansk afvisning af alle kompromisforslag

Preussen ville naturligvis altid have kunnet stille yderligere betingelser til forslagene. Danmark overlod ikke en eneste gang initiativet til preusserne med hensyn til forklaringer af kompromisløsningerne.

Der var stor europæisk velvilje over for Danmark. Og det ville have været muligt at opnå en grænsedragning, som den der er nu. Dette var Bismarck indstillet på og det var Østrig også. Den hårdnakkede danske forkastelse af alle kompromisforslag og endda en forlængelse af våbenhvilen blev forkastet af Danmark.

De velvillige europæiske stormagter havde ikke meget råderum til at hjælpe danskerne. Danskerne rokkede sig overhovedet ikke og opførte sig som sejrherre. Den spændte europæiske situation opdagede danskerne slet ikke. Den danske regering virkede svag og uerfaren. Man håbede på det sidste at stormagterne kom til hjælp.

 

Danmark kunne ”sejle deres egen sø”

Rusland er bl.a. blevet beskyldt for at lade Danmark i strikken. Nu var de stadig hårdt ramt af Krim – krigen. Deres forhold til Preussen og Østrig var uhyre vigtig. Den russiske stemme i Europa var ikke med stor vægt.

De franske tilbud om at ”hjælpe” Preussen til erhvervelse af Holsten, Lauenburg og en mindre del af Slesvig var som det tydeligt skulle være fremgået, hverken bestemt af velvilje over for Danmark eller af nationalitetsprincippet. Det var ganske kølige politiske overvejelser, der lå bag.

England tilbød for lidt. De kunne ikke føre fastlandskrig og var for svag en allieret.

Konferencen var sprængt ag flere nationer kunne nu med rette over for deres befolkning erklære, at nu måtte Danmark sejle sin egen sø. Danmark var helt isoleret.

 

Danmark indledte fredsforhandlinger

Krigen gik ikke godt for Danmark. Den 29. juni lykkedes det de tyske tropper at indtage Als og hele Jylland blev taget i en håndevending. Østrig ville ikke trods Bismarcks tilskyndelser ikke gå med til en invasion af Fyn. Men man traf skinforberedelser, som kunne tyde på noget sådant.

Den 8. juli blev ministeriet Monrad afløst af ministeriet Bluhme. Man bad om optagelse af direkte fredsforhandlinger med Preussen og Østrig. Bismarck syntes at tidspunktet var gunstigt ellers måtte der nødvendigvis foretages en invasion af Fyn. Der blev sluttet våbenhvile den 31. juli. Det første fortrolige møde blev afholdt i Wien den 25. juli.

Den 30. oktober blev fredsafslutningen underskrevet i Wien.

 

Et nyt Tyskland – uden Østrig

Bismarck vandt også opgøret mod Østrig. Det skete på slagmarken ved Königgrätz i sommeren 1866. ved freden i Prag blev Slesvig-Holsten endelig indlemmet i Preussen. Østrig måtte acceptere forbundets opløsning og dannelse af et nyt Tyskland uden Østrigs deltagelse.

Krigen var endt så hurtigt, at Napoleon ikke kunne nå at gribe ind. Han måtte endda acceptere fuld preussisk anneksion af en række tyske småstater.

 

Det var 1866 ikke 1864, der var vigtig for Bismarck

Det var i 1866 og ikke i 1864, der betegner opfyldelsen af Bismarcks politiske helhedsopfattelse og målsætningen fra 1850’erne. En erhvervelse af Slesvig-Holsten for Preussen eksisterede kun som et element i Bismarcks politik for så vidt erhvervelsen af en preussisk magt i Tyskland.

Bismarcks Slesvig – Holstenske politik var i sin intention i højere grad rettet imod Østrig end imod Danmark.

 

Kilde:

 

  • Hvis du vil vide mere:
  • dengang.dk indeholder 1.743 artikler

 

  • Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 16+26 artikler bl.a.
  • Den falske hornblæser
  • Niels Kjeldsen ved Blåkær Skov
  • Hvad skete der egentlig efter 1864?
  • 1864-en ulykkelig kærlighedshistorie
  • Soldatergraven i Haven
  • Statskup og Enevælde
  • Unødvendige Krige?
  • Lundtoft herred 1848
  • Slaget ved Brøns – set med tyske øjne
  • Sandheden om Herman Bang’ s Tine
  • G. Monrad – hvordan var han (2)
  • Sønderborg – 1864
  • G. Monrad – Hvordan var han?
  • Slaget ved Brøns (1)
  • Velkommen til 1864 og De Slesvigske Krige (Artikel – oversigt)

 

  • Under indlemmelse, Afståelse, Genforening finder du 22+119 artikler:

 

  • De statsløse i Nordslesvig
  • Hvorfor ikke bare bruge ordet ”Genforening”?
  • Tolkning af ”Min genforening” – Foredrag
  • 1920 – Fortolkninger og debat
  • Sønderjylland eller Slesvig
  • Så let var indlemmelsen ikke
  • Hvordan blev Tyskheden fastholdt?
  • Genforening-juridisk: Nej – Folkeligt: Ja
  • Slesvig-Holstenisme, et flag, en sang
  • Stor opmærksomhed om Grænselandet
  • Da vi næsten fik en svensk konge
  • Flensborg skulle absolut til Danmark
  • Historien bag 1920 er svær at forstå
  • Sydslesvig – Hvad er den sande historie?
  • 100-års festlighederne bliver overskygget
  • Afstemningsfest 10. februar 2020 på rens Efterskole
  • Manden, der skabte grænsen
  • Vi skal styrke historiebevidstheden
  • Da Danmark blev samlet
  • Det er 100 år siden
  • Tiden omkring 1920 i Sønderjylland
  • Velkommen til Indlemmelse, Afståelse og genforening (Artikel – oversigt)

Hændelser på Nørrebro

Dato: juni 7, 2021

Hændelser på Nørrebro – dengang

Vi kigger på et blad, der hedder Politivennen. Og vi kigger på hændelser på Nørrebro fra 1827 – 1831. Der var både håndgemæng og brand på Nørrebros Teater. Og så var det et uanstændigt skue. Ja man hørte pistol – og geværskud midt om dagen. Der var dårlige veje og fortove. Også vejen fra Nørrebro til Søborghus var dårlig. Her væltede mange vogne. Også ved den mosaiske kirkegård var det uorden, når der var begravelse. Men det var det såmænd også på jagtvejen, når der var begravelse på Assistens Kirkegård. Så skulle man helt ud i rabatten for at komme forbi. Og her man antastet af frække damer. Bladet kaldte dem for ”menneskehedens afskum”. Hyrdekonen ude på Fælleden var en dårlig hyrde. Hun tænkte kun på at sælge kager. Hun mishandlede dyrene. Og så kunne man observere en ny måde at opbevare kålhoveder. På en ny vej til ladegårdsvejen havde en mand bygget en svinestald med 55 svin. Meningen var at denne skulle udvides til 200. men det skabte en meget ”besværlig” lugt. Urinen kunne ende i Peblingesøen. Vi skal også kigge på et smittende plankeværk. Og en person fik noget ulækkert i hovedet.

 

Hvad er Politivennen?

Små hændelser på Nørrebro kan samlet give en god ide om, hvordan livet udfoldede sig dengang. Der findes nemlig en herlig hjemmeside, der bringer disse små anekdoter. Og disse er holdt i den humoristiske tone. Eller sagt på en anden måde. Historierne er lettere redigeret ellers kan man måske hurtig køre lidt træt af den måde man kommunikerede på dengang. Se under kilde. Vi har fået lov til at låne nogle historier. Vi har så også foretaget en lettere redigering.

Politivennen eller Politievennen eksisterede med få afbrydelser fra 1798 til 1846. Det var ikke så sært at bladet flere gange kom i strid med Trykkefrihedsforordningen af 1799. Der blev idømt bøder og bladet kom til sidst under censur. Frygten for at komme i bladet var meget stor.

Frederik den Sjette læste bladet med stor opmærksomhed. Der opstod konkurrenter i form af ”Sandhedsfalken” og ”Kjøbenhavnerposten”.

Alle numre er blevet digitaliseret men prøv en gang at gå ind på vores kilde. Man får et lidt andet indblik i kulturen, samfundet og historien, når man læser dette blad. I første udgave kigger vi på Nørrebro mellem 1827 og 1831.

Og så skal man måske også vænne sig til sproget i bladet. Det er ofte meget lange indviklede sætninger.

 

Noget om Branden på Nørrebros Teater (Natten mellem 3. og 4. april 1829)

Nogle tømmersvende var til stede ved et rejsegilde hos hr. Steen på en af Blågårds parceller. Der opdagede de først ilden og hidkaldte hr. overbrandmester Weiss. Øjeblikkelig ilede han til brandstedet. Da han ingen nøgler kunne få til de vel tillåste døre, lod han dem sprænges af de tilstedeværende tømmersvende.

Imens dette foregik, besørgede han selv sprøjten hentet, og da ingen slusser var ankommet, anmodede han de tilstedeværende borgere og børn om at hente vand til at fylde sprøjten med.

Med livsfare vovede han sig derpå ind på teatret, der var fyldt med røg. Fulgt af nogle tømrersvende trængte han frem til orkestret, hvor han snart opdagede, at ilden måtte være kommet fra kælderen i hvilken maskineriet, var anbragt.

Ved hjælp af en økse borthuggede han nu bræddebeklædningen fra orkestret og fik derved plads til at anbringe sprøjten. Ilden havde da grebet vidt om sig og havde antændt den del af gulvet hvor kulisserne stod.

Af disse var omkring 40 stykker opstablede ved siden af hinanden på det sted, hvor ilden brød frem. Teatret ville sikkert have været uden redning, hvis disse kulisser var blevet angrebet. Men ved hr. Weiss’ åndsnærværende og konduite blev sprøjten så godt anbragt, at ilden inden 5 minutter var slukket.

Heraf vil vist enhver indse at denne mand med sit mod og sin åndsnærværelse først og fremmest er den, der har frelst teatret og måske en stor del af de øvrige bygninger på Nørrebro fra tilintetgørelse. Og ydes derfor ham, som de øvrige borgere, der understøttede ham, indsenderen og vist også Nørrebros såvel som hr. bager Schiens og brandassurancens tak.

I denne anledning kan indsenderen ikke undlade at fremkomme med det ønske at Nørrebro for fremtiden måtte blive forsynet med lygter, da måske derved mange ulykker for fremtiden kunne forebygges.

(Politivennen 694)

  • Siden hen var der forskellige udlægninger af denne brand i Politivennen. Men det hele var kun en stakket frist for i 1833 nedbrændte teatret.

 

Håndgemæng på Nørrebros Teater

Den 4. juli 1829 opstod der et håndgemæng på Nørrebros Teater. Førstedirektøren burde vide at besejre sin overordentlige hidsige og stridbare adfærd og endelig, at det ikke er første eller anden gang det er kommet til håndgribeligheder mellem ham (førstedirektør) og forskellige af de andre (teatrets personale)

Det er almindelig kendt at privilegium til at indrette teatret på Nørrebro allernådigst er forundt den hos os i en række år hæderligt bekendte Philippo Pettoletti. Denne mand er altså de facto teatrets første, ja vel egentlig eneste direktør, så mange og blandt disse anmeldere, har troet, at det var ham, der blev peget på i nævnte blad. Og med forundring antog man at den joviale mand der så ofte har moret københavnerne med sit udmærkede komiske talent, forvandlet til en gulsottig kamplysten klopfægter.

Men senere har man erfaret at ophavsmanden til dette spektakel uden for teatret var den bekendte Levin (som for øvrigt under ophold her kun såre lidt har glædet publikum ved sin kunstfærdighed) Og anmelderen tror at burde gøre opmærksomhed på det for at forebygge en misforståelse, der let kunne opstå, da den pågældendes navn i den artikel i Morgenposten ikke er nævnt og han hele tiden benævnes teatrets førstedirektør. Hvilket formentlig har sin oprindelse i, at man i de udenlandske skuespillerskaber har direktører for de forskellige grene af forestillingerne, således som en for dansen, en for skuespillet, en for musikken osv.

For den første direktør er dog som sagt egentlig Pettoletti, hvem man virkelig må beklage, da han efter de mange uheld han har haft ved det med så megen smag indrettede teater, nu endog ser den huslige fred brudt. Efter rygtet skulle han endog haft en proces med Hr. Levin, som nyligt havde være til sinds at forlade landet.

I øvrigt tillader anmelderen sig at bede Hr. Lewin om for sin egen skyld at erindre at han her til lands ikke mere end noget andet sted i Europa lever blandt uopdragende mennesker og bjørne. En tanke som desværre end ikke skal være udryddet hos uvidende udlændinge. Men at hans færd sikkert vil blive lige så bekendt i udlandet, som han var kendt her før sin ankomst hertil.

Gid det øvrige personale ved dette så vel indrettede, smagfulde teater hvis hr. Lewin skulle udføre sin rejseplan, må ved egen erfaring finde sandheden af det bekendte ”Concordia res parva crescunt”.

Beeken

(Politivennen nr. 705)

 

  • Der er tale om den engelske mimiker Joseph L. Lewin. Han var ortodoks jøde og nævnt for forestillinger i London og Hamborg mellem 1802 og 1815. I 1828 kom han til København og Pettolettis teater. Han brød allerede året efter med Pettoletti og arbejdede i stedet for Pricerne på Vesterbro. Dem ragede han uklar med i 1830 da to af hans tre døtre giftede med hhv. Adolph Price (1805 – 1890) og James Price (1801-1865) Han forlod så Danmark og sidste spor af ham er i Weimar i 1832. Hans kone Juliette Rosette er begravet på Assistens Kirkegård 1863, hvilket betyder at hun er konverteret til kristendommen.

 

Et uanstændigt skue på Nørrebro

Mellem ejendommen nr. 15 og 16 på Nørrebro er gang af en almindelig ports bredde, der fører hen til rebslagerne forbi disse og ud til vejen ved den mosaiske menigheds kirkegård. Som lukke for denne vej der i øvrigt ikke er overgangsbro er indrettet til passage, befandt sig i lang tid et særdeles misprydende stakit, der ved en storm i foråret blæste omkuld og blev taget bort.

Vejen er således nu åben, og da den benyttes som lokum af de arbejdende mennesker på rebslagerbanerne, så frembryder sig for dem der passerer Nørrebro et meget udelikat skue.

For så vidt det kan være tilladt eller i al anstændigt og passerende af naboerne besværes af sådant naboskab, eftersom stakittet udgør en slags skillerum, mens dog af publikum i ethvert tilfælde bør forskånes for dette uanstændige skue og man forventer derfor at denne adgang snarest mulig bliver aflukket.

(Politivennen nr. 1019)

 

Gadeuordenen ved Den Mosaiske Kirkegård

Ved at gå forbi har jeg flere gange været vidne til slem uorden ved begravelser på overnævnte sted. Når liget nemlig er indsat og følget igen skal i kareterne, sker dette hulter til bulter, da alle følgepar søger deres vogne som da på den ikke just brede vej opkører i tre rækker, hvorved det både for kørende og gående gøres umuligt at komme forbi.

Og da vognene nu jager forbi hinanden, er det yderst farligt for fodgængere hvis liv og lemmer udsættes for beskadigelse. Ja man har dog set at de har bemægtiget sig det blyantspenne fabrikshus, der ligger lige overfor fra hvis gadedør de stiger op i vognene der kører så nær at endog kælderskuret står i fare for at blive kørt ned.

Det var ønskeligt om en foranstaltning blev føjet at kareterne som ved kristne lig holdt eller kørte i en række og at følget efter ur steg i samme

(Politivennen nr. 797) (1831)

 

Uordener

På Nørrebro klages der over at beboerne i nærheden af gården i nr. 41 forskellige gange er blevet foruroliget af gevær – eller pistolskud. Fx den 7. juli (1836) om morgenen da alle naboer derved blev opskræmte fra deres ro og skrækken havde en aldeles skadelig indflydelse på et nervesvagt individ. Og lige ledes den 12. i denne måned om eftermiddagen.

Sådant skyderi tør vist næppe finde sted i indesluttede haver eller mellem bygninger. For ikke at tale om de ubehagelige følger som kunne opstå deraf for svagelige personer.

Kan et velordnet brandvæsen tillade noget sådant?

I øvrigt havde vi hørt så meget om de kongelige vildtbanes udstrækning og at der på den intet skud turde gøres uden af de privilegerede, så at det også i denne henseende forekommer os besynderligt, at der falder skud på det overnævnte sted.

(Politivennen 1.073)

 

  • Ifølge Stadsarkivets kort over Nørrebro lå nr. 41 på Fælledvej, siden mod Søerne og ca. midtvejs mellem det nuværende Nørrebrogade og Sankt Hans Torv.

 

Betragtninger på Nørrebro

Nørrebro har i de senere år været genstand for en del anker i Politivennen. De har alle tilsigtet at bevirke en bedre og mere bekvem passage for dens beboere og dem som færdes der. Gavnligheden af lygter og et par vægtere har ofte været bragt på bane, og nu er det endeligtaget den beslutning og ’ønsket eller forslaget bliver opfyldt.

I Politivennen nr. 700 af 30. maj 1829 er fremsat ønske om at fortovet fra hjørnet af Blegdamsvej op til vejen, der fører til den mosaiske kirkegård, måtte blive stampet da det er så ujævnt og har så mange opstående spidse sten at det falder vanskeligt at betræde det.

Dette ønske er endnu lige påtrængende, ja endnu mere da den færdsel på jordvejen er er forøget med cirkus og teatret på den modsatte side af nævnte fortov og den meget vandhenten og spilden fra den post der er der, forøget ved beriderselskabets kreaturer har gjort nævnte jordvej i forhold til forrige år næsten upassabel og på tidspunkter, hvor den dog var det.

Den indkørsel, der er omtalt i samme blad, er senere forøget med flere. Da de ikke som de egentlig burde er brolagt, forværrer meget jordvejenes ufremkommelighed.  For fodgængere. Op nævnte jordvej på højre side af det stykke mådelige stenbro som fører ind til Blågårds hovedbygninger, findes i vejen en fordybning som er farlig for gående og som er fremkommet ved en dårlig bedækning eller tilkastning af som det lader til den udløsende som udløbs-rende, som er der, hvorover er det, hvorefter er lagt nogle mådelige brædder.

I Politivennen nr. 699 af 13. maj 1829 blev foreslået at rækværk, der er anbragt for enderne af de alleer som ligger straks uden for barrieren, måtte sættes således at det tillige sluttede grøfterne. Da disse i sommer blev godt opkastede ville denne forandring bidrage til at de vedligeholdt sig i længere tid, i stedet for de nu snart vil blive nedtrådt for enderne, når den allerede længe påbegyndte indgang fra siderne ikke forhindres ved den forslåede forandring. Man kan ikke se til hvilken nytte de interimistiske lægter er anbragt i flugt med rækværket som det nu står i alleen på højre side fra byen.

Da anmelderen i sine betragtninger over Nørrebro har nærmet sig selve porten, kan han ikke undlade tillige at berøre det efter hans mening upassende skue som viser sig inden for nævnte port, lige over for den daværende vagt og umiddelbart på den der stationerede skillevagts post. Den murede gemme som er i volden, benyttes af handlende, der bor i nærheden til pakhus for, anmelderen tror brænde, korn og fedevarer.

Sådant kunne måske være uden omtale. Men udenfor dette gemme og langs op ad volden findes dagligt stående en halv snes foderkasser, tomme tønder og ankre, stiger, bærebøre, en lille materialevogn og andet skrammel der i høj grad støder øjet og vel med rette kan kaldes et upassende oplag ved stadens hovedport og umiddelbart ved en vagt og en skildvagt hvis fornødne respekt næppe synes at burde tåle et sådant naboskab.

Forannævnte forskellige genstande og hvad derved kan være at gøre til opnåelse af det øjemed i hvis hensigt anmelderen har nedskrevet disse linjer, henstilles til høje vedkommendes mere indsigtsfulde bedømmelse.

(Politivennen nr. 783) (1831)

 

Om spærringen af vejen ved Assistens Kirkegård

Da anmelderen i mandags den 19. om formiddagen klokken halv elleve kørte fra Jagtvejen ad Nørrebro fandtes denne ved Assistens Kirkegård besat af kareter, hvis kuske ventede på et ligfølge og for god bekvemmeligheds skyld holdt i to rækker, således at de optog stenbroens hele bredde.

På anmodning om at gøre plads, svarede en af de bagerste tølpere idet han måtte bukkens længde med en del af sin egen, at der jo var plads nok på begge sider og rørte sig så lidt som nogen af de andre. Idet han stolede på sin egen som på hestens dygtighed kørte altså anmelderens kusk ud i moradset – der gik vognen til hjulnaverne – og slap efter temmelig nær at være væltet lykkelig igennem, men den ærgrelse at se det gode endnu meget unge dyr anspænde alle kræfter for at slæbe vognen op af æltet.

På grund af det og da vejen jo er for alle, tager anmelderen sig den frihed at bede de ansvarlige også udenfor staden at indføre den sædvanlige orden ved vognes opstilling da at stenbroen ikke må spærres der for jordvejen ikke kan passeres uden fare.

(Politivennen nr. 748) (1830)

 

Vejen forbi Assistens Kirkegård

Det uvæsen på overnævnte vej er så vidt erindres allerede før blevet påanket i dette blad. Indsenderen som ofte må passere denne vej om aftenen, da han om dagen har forretninger inde i byen, har ofte været vidne til hvorledes kvinder af det laveste og den mest usle klasse har antastet forbigående mandfolk der. Og når disse ikke vil følge dem, da overlæsser dem med skældsord og forbandelser.

Ved enden af Assistens Kirkegården, i Rundingens grøfter ved Falkoneralle skal især sådanne menneskehedens afskum (både mandfolk og fruentimmere) opholde sig og opvarter de forbigående med taler af det mest gemene indhold. Man beder derfor de ansvarlige om at befri denne ellers så smukke vej for dette udskud.

(Politivennen nr. 712) (1829)

 

Den ikke gode hyrde

Den hytte som står ved indgangen fra Nørrebro på Nørre Fælled, er nu flyttet noget nærmere ind på stenbroen. Og ved samme er ansat en hyrdekone til at have opsigt med de køer, der græsser på Fælleden, ikke undviger og løber hjem før tiden.

Denne hyrdekone har kageudsalg, og beskæftiger sig langt mere end det med køerne. For disse jages af en del mest blåklædte drenge under meget skrig og støj ved stokke og kæppe frem og tilbage mellem Fælleden og den nyindkøbte bom ved stenbroen og omsider også ind igen på Fælleden. Dog således at en del drenge dygtigt prygler dyret, mens en anden ved at holde det i halen lader sig slæbe et godt stykke vej.

Men køerne bliver ikke blot mishandlet af drengene. Hyrdekonen gør også sit bedste til det. Hun har rigtignok en pisk stående bag døren med sejlgarnsnet. Men hun betjener sig af en ganske anden krabask.

Dette var således tilfældet den 7. juni om eftermiddagen, da en af overnævnte omkring jagede køer, en gråspraglet meget mager ko, af drenge hvoraf to hængte sig ved halen, under slag af stokke blev drevet forbi og bag hytten mellem denne og leddet, hvorved den måske forstyrrede hendes udsalg.

Hun lod sig syne med en knudret vandringsstav af tykkelse som et godt kosteskaft og gav dyret som endnu slæbte de to drenge ved halen, en halv snes dygtige slag.

Dog forsikrede hun senere, da nogle forbigående tiltalte hende for det, at det ikke var koen, men drengene hun havde haft til hensigt at prygle. Og som bevis på sin mildhed foreviste hun den omtalte pisk som stod bag døren.

Da det imidlertid ikke kan være de af stadens indbyggere som har køer til græsning på Nørre Fælled ligegyldigt om disse på grund af brugen af hendes knippel kommer mishandlede hjem eller med ituslåede ribben., så tror anmelderen i forening med flere nærværende ikke at burde undlade at gøre de ansvarlige opmærksomme på det.

(Politivennen nr. 703) (1829)

 

Nye måder at opbevare kålhoveder

Ved at passere Ladegårdsvejen har man i haven, der støder op til Ladegården, set en stor mængde kålhoveder opstablet oven på jorden, ligesom kuglestabler, og at disse i lang tid har ligget der, udsat for luftens og vejrligets påvirkning indtil fredag den 19. i denne måned (december), da blev fundet tildækket med gammelt foder eller tang.

En landmand som er vant til at opbevare sådanne havevækster i dertil gravede jordkældre, hvilket kostede ham arbejde og penge at indrette og vedligeholde, tillader sig at spørge om kål og sådanne have-sager kan gemmes og holdes uforfærdet på en så u-bekostelig måde, nemlig blot at opstable dem oven på jorden, eller om det muligvis er en ny måde at tilberede surkål i mængde?

(Politivennen nr. 678) (1828)

 

Klage over vejen fra Nørrebro til Søborghus

Et mærkeligt bidrag til de mange ulykker som næsten dagligt sker for de passerende på vejstykket mellem Nørrebro og Søborghus, og som så himmelråbende taler for at forbedringen af dette vejstykke som passeres, af mange dog engang blev påtænkt, synes det at være, at en mand for ikke længe siden væltede midt på vejen af dette vejstykke og tilmed blev slået ihjel, uden at der på vognen var noget sådant læs som kunne bidrage til dens væltning. Og at dette ikke behøvedes, vil enhver som passerer vejen. Endog på denne årets tid (juli) hvor dog ellers ethvert føre er fremkommeligt, ikke alene kunne overbevise sig om, men må endog undre sig over at der ikke høres oftere om sådanne ulykker.

En anden, men dog mindre sørgelig tildragelse som ligeledes er indsenderen bekendt, synes heller ikke her at stå på urette sted. En karl væltede nemlig ligeledes midt på denne vej for omtrent to år siden og brækkede sit ben to steder, hvoraf han er en krøbling, skønt husbonden måtte betale 40 rigsbank-daler badskærerløn for ham.

Da væltning i øvrigt hører til dagens orden på omtalte vejstykke, er det altså ikke i vejen, men forsynet man har at takke for at der ikke dagligt høres om sådanne ulykker, hvorom indsenderen har haft lejlighed til at overbevise sig om, da har set holstenske vogne vælte på denne vej med 8 – 10 personer på, dels kavalerer, damer og børn.

(Politivennen nr. 656) (1828)

 

Besværlig stank ved Blågård

Ved at passere den vej som nu anlægges fra Nørrebro forbi Blågårds Have over Blågårds førhen tilhørende jorde indtil Ladegårdsvejen, møder man en væmmelig, gennemtrængende. Utålelig stank, der kommer fra en svinegård, hvis bygninger er opført tæt ved den nævnte vej og hvoraf svine-urinen gennem små render ledes ned i en grøft gravet ved siden af samme vej og synes at være omtrent ½ alen dyb.

Da denne svine-urin på grund af grøftens lave beliggenhed ikke kan få nødvendigt afløb, må den blive stående i grøften til den kan synke ned i jorden.

Og man forbavses ved at høre rygtet sige at antal af omtrent 50 svin, som nu holdes i førnævnte svinegård efter ejerens bestemmelse skal kompletteres til 200 stykker.

Man frygter at denne svine-urin, når den varme sommertid kommer, vist bliver langt farligere stinkende end den er nu for de mangfoldige mennesker som er nødsaget til dagligt at benytte berørte sti og arbejde i dens nærhed, samt for de utallige som gerne passerer den.

Så derfor ængstes man også ved forestillingen om at anførte urin ved at synke ned i jorden muligt træffer på adskillige sandrevler, hvor igennem den kan ledes ud i Peblingesøen og forpeste dens vand for Københavns indbyggere.

Rimeligvis ønskes det derfor at ejeren af overnævnte svinegård, som skal være hr. drejermester Ulrichsen, vil vise så megen agt for menneskehed at han ufortøvet fjerner sit anlagte svineri og nærer derhos det håb at høje vedkommende vil sørge for dette rimelige ønskes hastige opfyldelse.

(Politivennen nr. 650) (1828)

  • En lignende klage står i Politivennen nr. 655.
  • ”Anmodning til Herr Dreiemester Ulrichsen om Bortskaffelsen af de, paa hans Percel af Blaagaardens Jorder, for circa 50 Stykker Sviin med Grisse anlagte, Svinestier og derved henkastede Møddinger.

 

Et smittende plankeværk

Når man på Nørrebro kommer forbi Peblingesøen, findes på højre hånd et plankeværk, der strækker sig lige fra søen til Store Ravnsborg. Dette plankeværk er malet med en rød farve, der smitter meget stærkt af og er altså især skikket til at ødelægge folks klæder. I søndag eftermiddag så anmelderen at en dames hvide kjole blot ved at blive ført af vinden hen imod plankeværket, blev ganske oversmurt med rød farve,

Og flere mandspersoner som da de ville vige for modgående, nærmede sig derhen var ikke mere heldige med deres kjoleærmer.

Man tvivler på at det er tilladt en grundejer at lade sin mur eller plankeværk, der vender ud mod en alfarvej, male med afsmittende farve. Men håber at ejeren til det førnævnte efter at være gjort opmærksom på det, vil rette fejlen og sikre de mange fodgængere der især på helligdage passerer der forbi, mod at få deres bedste klæder ødelagt.

(Politivennen nr. 647) (1828)

 

Et slemt styrtebad på Nørrebro

Tirsdag den 11. i denne måned (september) gik anmelderen sammen med et par venner for at spadsere til skoven. Men da de kom lige ud for stedet nr. 23 på Nørrebro, mødet de nogle bekendte, hvorfor de kom til at standse ved det nævnte sted.

Mens de stod der for at samtale fik anmelderen en morgenhilsen af en portion urin, blandet med nøddeskaller over hovedet.

Anmelderen blev meget fortrydelig herover. Men da han ikke kunne få øje på gerningsmanden, eftersom denne havde forladt stedet, hvorfra væden var blevet udkastet, måtte han tie til fornærmelsen.

Han finder sig derfor foranlediget til offentligt at advare enhver mod at standse uden for omtalte sted, for at det ikke skal gå lige sådan. Og tillige at give vedkommende en påmindelse om at vogte sig for sådan utilbørlig fremfærd for eftertiden.

(Politivennen nr. 612) (1827)

  • Udsmidning af potteindhold er ofte omtalt i Politivennen. Fx i nr. 716, lørdag den 19. september 1829 og Politivennen 767 lørdag den 11. september 1830.

 

Vi vender snart tilbage til Politivennen.

 

Kilde:

 

  • dengang.dk indeholder 1,742 artikler, heraf 303 artikler fra Nørrebro

Ved den gamle grænse

Dato: maj 31, 2021

Ved den gamle grænse

Grænsen mellem Slesvig – Holsten og Danmark gik stort set langs Kongeåen, men syd om Ribe. Og det er her vi befinder os. Vi starter dog syd på i Brøns og besøger Brøns Mølle og en initiativrig familie. Det var en velstående og betydningsfuld by. Stationskroen havde et turbulent liv. Vi besøger Danmarks længste landsbykirke. Her var oldtidsfund fra Jernalderen. Og i Rejsby finder vi en kirke fra 11 75. 19 digearbejdere druknede i august 1923. Her var nazi – lejr og eksercits med blankpudsede spader. Man lærte spadesangen til melodien af Edelweis. Sognet mistede mange under første verdenskrig. Og under Anden verdenskrig omkom et barn. Hun trådte på en mine foran digerne.  I Hviding var en af Europas længste banegårde. C.F. Tietgen tilbød at betale for banen. DSB overtog banen efter 1920. 40 familier blev berørt af dette. Her kom så et statshospital. Og engang havde Hviding kirke to tårne. Ved kirken er fundet en vikingegård.

 

Grænsen mellem Slesvig – Holsten og Danmark

Vi er oppe ved den gamle grænse mellem Slesvig – Holsten og Danmark. Sognegrænsen mellem Rejsby Sogn og Høgsbro i Hviding Sogn var 1970 – 2006 grænsen mellem Ribe og Sønderjyllands amter og mellem Ribe og Skærbæk kommuner.

Fra 1864 til 1920 hørte Hviding og Rejsby Sogne til Tyskland.

 

Vi starter i Brøns

Hovedgaden, der fører fra kirken til stationen, hedder Tingvej efter den gamle Tingskrivergård, der lå, hvor præstegården er i dag. Den hørte omkring 1900 Hans Peter Evald. En del af gården brændte i 1913. Selv boede Evald på Toldergården vest for kirken. Den brændte i 1917 og blev først genopført 5 år senere.

Omkring 1900 fandtes der en masse i Brøns, mange slags håndværkere og handlende. Men dog ikke et mejeri.

 

Brøns Mølle

Brøns Mølle er en gammel kongeligt privilegiet vandmølle, der har rødder tilbage i middelalderen. I 1688 fik møllen overfaldshjul og mølledammen blev anlagt.

I 1804 kom møllen i privateje. I 1807 blev den ældste af de bevarede møllebygninger opført. I 1826 kom møllen i familien Jacobsens eje. Hans Christian Jacobsen moderniserede møllen og opførte den nuværende hovedbygning i 1844.

Sønnen Lydik Jacobsen overtog møllen i 1868. Han var en meget dynamisk mand. I 1871 tørlagde han mølledammen. I 1881 påbegyndte han plantningen af Brøns Skov og Kalby Skov. I 1887 – 95 opfører han den høje møllebygning og yderligere en bygning.

 

En rigtig iværksætter

Det var også ham, der fik jernbanen til byen. Dette sikrede så byen et postkontor. Ja og så stod han for sparekassen i Brøns, Brøns Margarinefabrik, Brøns Forsamlingshus

Han døde i 1927. Hans kone fik et mosaikvindue opsat af ham i Brøns Kirke. Endvidere rejstes en mindesten for ham på en lille høj i Brøns Skov. Sønnen Aage Jacobsen drev møllen videre i mage år. I 1960 blev møllen nedlagt og afløst af et dambrug. Dambruget blev senere nedlagt og mølledammen blev genoprettet i 1991.

 

Velstående og betydningsfuld by

I mange år har Brøns været hjemsted for Hviding Herredsting. Byen har egentlig altid været velstående og betydningsfuld. Det vidner landsbyens meget store kirke også om.

I 1862 blev landevejen fra Ribe til Husum ført igennem Brøns. I 1887 kom jernbanen til byen. Det fik byen til at vokse mod øst.

 

Stationskro med turbulent historie

Brøns Stationskro blev opført samtidig med stationen. Den var formet som en gård med en kørelade ud mod vejen mellem Brøns og Frifelt. Kroen har gennem tiden haft en turbulent historie. Den brændte ned i 1905, men blev genopbygget igen. Den har været lukket og været i forfald. Men i dag lever den i bedste velgående.  Selve stationsbygningen blev revet ned i 2017.

 

Danmarks længste landsbykirke

Brøns Kirke er Danmarks længste landsbykirke. Den blev bygget omkring 1200 i romansk stil. På skibets nordvæg er der flere kalkmalerier fra 1520’erne, bl.a. med Skt. Christoffer og jesusbarnet. Samt Skt. Jørgen og dragen.

 

Oldtidsfund

Man har fundet fortidsminder i form af en masse gravhøje, hvoraf 10 er fredet. Her har været mindst en boplads fra jernalderen.

 

Hvad betyder Rejsby og Høgsbro?

Vi skal ikke glemme mindestenen for slaget ved Brøns i 1849. men den har vi tidligere omtalt i to artikler.

Vidste du, at Rejsby betyder ”Byen ved Riskrattet og Høgsbro betyder ”broen med høgene”.

Rejsby findes første gang på skrift i 1294 (Risby) I 1417 staves det Rysby. Ris eller rys betyder (ris)krat. Nabolandsbyen Høgsbro staves 1475 Høxbro. Høx betyder høg og bro var et overgangssted.

Både Rejsby Sogn og Hviding Sogn hører under Hviding Herred. Herredet har en gammel inddeling helt fra Oldtiden.

Gårdene i de to sogne har været selvejere, ejet af Ribebispen, at Haderslevhus, adelen, borgere i Ribe m.fl.

 

Kirke fra 1175

Op til kirken i Rejsby ligger den tidligere kro – og købmandsgård opført i 1885. Rejsby blev stationsby og i 1900 blev der opført en Bahnhofshotel. Det blev til Rejsby Kro, der nu er nedlagt.

Rejsby Kirke ligger nordligst i byen ud mod engen til Rejsby Å. Den har et ejendommeligt spir fra ca. 1500.  Det ser ud som om at det er trykket ned over tårnet. Måske er inspirationen kommet fra gravkirken i Jerusalem.

Den blev grundlagt ca. 1175 ved vadestedet på den vigtige drive – og handelsvej mellem Ribe og Tønder

De store stormfloder i 1909 og 1911 gav stødet til, at Ribemarsken blev inddiget i 1911 – 14 og Ballummarsken i 1914 – 1919

 

19 digearbejder druknede

I maj 1922 skulle der opføres et 13, 4 km dige med sluser ved Rejsby Å og vester Vedsted Bæk, mens en sluse allerede fandtes ved Brøns Å’s udløb.

Den 30. august1923 var der tale om en af de sjældne sommerstormfloder. Vandstanden nåede 4.20 m over DNN. Vandet var kommet pludselig om eftermiddagen. Først næste morgen var det muligt at nå ud til slusen. Da redningsmandskabet nåede frem til, hvor barakbyen til digearbejderne havde været havde været, fandt man en overlevende, der noget forkommen sad på det ufærdige dige.

 

 

Nazi – lejr

Ja man vil helst glemme det. Men der lå en nazistisk ungdomslejr for danske 18 til 25-årige i Rejsby, hvor de unge fik kost og logi, redskaber samt lommepenge. Undervisning i militær eksercits foregik med blankpudsede spader og kolonnemarch med Spadesangen til melodien Edelweiss.

 

Mindesten

Her finder du også en mindesten for de faldne under første verdenskrig. Ikke mindre end 80 mand måtte trække i den tyske uniform, svarende til hver femte i sognet. Af disse blev 19 dræbt, mens andre blev mærket for resten af deres dage.

Her er også gravstenen fra Anden Verdenskrig, der gemmer en livshistorie om et barn, der mistede livet i det tyske minefelt uden for diget.

 

Hviding

Vi er her ca. 6 km fra Ribe. Ude ved kysten var der gennem middelalderen og nyere tid en ladeplads og havn for Ribe ved sandbanken Hviding Nakke. I 1600 – tallet blev tusindvis af okser udskibet her.

 

En af Europas længste banegårde

Det tidligere amtssygehus i Egebæk – Hviding var oprindeligt en af Europas længste jernbanestationer. Stationen blev placeret midt på landegrænsen mellem Danmark og Tyskland. Bygningerne blev indrettet med en dansk og en tysk afdeling.

Nederlaget betød også et praktisk problem, da jernbanen mod syd skulle anlægges. Jernbanen kom til Ribe fra Bramming i 1875 og den danske regering havde et ønske om at føre den videre mod syd.

 

C.F. Tietgen ville betale for banen

Det blev en realitet i 1886, hvor finansmanden C.F. Tietgen tilbød at bygge jernbanen for egen regning. Grænseproblemet blev løst ved at dele stationen i to spejlvendte bygningsdele. Den danske Vedsted – station og den tyske Hviding – station.

Foran den lange stationsbygning fandtes et materialehus, boliger for jernbanefunktionærer samt toldfunktionærer samt toldfunktionærer, opdelt efter over – og underordnede. Desuden fandtes flere udhuse med vaskehus for stationsforstanderen samt brændselsrum.

I stationsbygningen fandtes flere ventesale, opdelt efter billetklasserne – og alt dette var alene på den danske side. Et smedejernsgitter markerede grænsen, ligesom taget havde forskellige niveauer for at vise forskellen.

 

DSB overtog banen

Oprindeligt var der fire daglige afgange mellem Bramming og Vedsted, samt to daglige afgange mod Hamburg – Altona. Togdriften fortsatte under Første Verdenskrig med bevogtning af dansk og tysk militær på hver sin side.

Personalet kunne dog krydse grænsen for at udveksle toglister.

Med indlemmelsen i 1920 overtog DSB driften af de sønderjyske baner. Der var stadig enkelte gennemgående tog fra Tyskland til Danmark, både person – og godstog. En omfattende kreaturtransport havde nu afløst de tidligere studedrifter til fods.

 

40 familier blev berørt

Omkring 1919 boede der omkring 40 danske og tyske funktionærfamilier i bygningerne. Det stod nu klart at grænsen sandsynligvis ville blive flyttet mod syd. Derved ophørte Vedsted – Hvidings funktioner som toldsted og grænseby.

Bygningerne var stadig forholdsvis nye og brugbare.

 

Statshospital

I 1920 blev det vedtaget at indrette dem til statshospital. Dette blev taget i brug i 1923. Samme år blev den nye danske station i Vedsted taget i brug.

Fra begyndelsen tog hospitalet sig af de psykiatriske patienter. I 1976 overgik det til amtet og tog navneforandring til Amtssygehuset i Egebæk – Hviding. Oprindelig var det to landsbyer. Men de voksede efterhånden sammen.

I 2015 overtog Tønder Kommune hospitals-bygningerne og drev AsylSyd i bygningerne.

 

Hviding Kirke

Hviding Kirke ligger 3 km sydvest for byen nær Gammel Hviding, en gårdsrække fra marskranden. Af den oprindeligt anselige kirkebygning står kun den romanske apsis, kor og skib tilbage. Skibets vest forlængelse, der blev bygget senere, flankeredes i 1200 – tallet af to tårne, som senere styrtede sammen. Er sidealter stammer fra 1400 – tallet Og selve altertavlen er fra 1520’erne.

Ved kirken blev der i 1986 – 95 udgravet en større gård fra vikingetiden.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.740 artikler
  • Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 15 + 26 artikler herunder:

 

  • Slaget ved Brøns (1)
  • Slaget ved Brøns – set med tyske øjne (2)

 

 

 


Et besøg i Saksborg

Dato: maj 28, 2021

Et besøg i Saksborg

Det er længe siden, at undertegnede har gjort ophold i Saksborg. Man er kørt igennem et par gange. Det er en meget speciel natur heromkring. På stier kan man nyde naturen. Arkæologiske fund har godtgjort, at der har boet mennesker her fra bronzealderen. Heromkring har der været mange aktive mennesker, der har holdt liv i Slogs Herreds Hus og i foreningslivet. Under Prøjsertiden forsøgte man meget ivrigt at holde danskheden nede. Læs her om de metoder, som man brugte.

 

De første mennesker var her for mange år siden

Det er længe siden, at jeg har opholdt mig i Saksborg. Men jeg er dog kørt igennem en del gerne gange.

Det er også længe siden, at de første bosatte sig i Saksborg. Således fandt man under udgravninger til en cykelsti mellem Saksborg Skole og Bylderup Bovspor af et hegnshus til et gårdanlæg fra 200 – 525 e.Kr. Dengang boede mennesker og dyr under samme tag.  Man byggede lange treskibede huse. Husenes tag blev båret af to rækker indvendige stolper, der var placeret i sæt. Væggene var som regel bygget med stolper og lerklinet.

Husenes indgange befandt sig i midten af begge langsider. Dette fund var fra 2013. Men allerede i 1925 fandt man en jættestue med efterbegravelse fra bronzealder og ældre jernalder kun 500 meter fra dette fund.

 

Kritik af denne artikel 

Lokale har ment, at undertegnede ikke rigtig har styr på sogneinddelingen. Det er alt for meget Bylderup Bov i denne artikel, der kun skulle beskæftige sig med Saksborg. I forvejen har vi her på siden skrevet en del om området. Det gælder både Lydersholm, Grøngrøft, Burkal, Bylderup Bov m.m. Det kan være svært, når man beskrive natur  og et historieforløb. Men vi skal nok fremover være mere opmærksom på disse sogneforhold.

Kære læser, du får en masse Bylderup Bov i denne artikel, selv om det står i indledningen at vi kun besøger Saksborg.

 

Slogsådalen

Lige op til den lille by ligger Slogsådalen. Her var også engang en jernbanestation. Dvs. man skulle lige til Bylderup Bov. Nu må man så med bussen.

Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med Slogs herred, hvor vi befinder os. Og her finder vi da også Slogsåen, som nok i sig selv hører til nogen større å. Den er vel cirka 6 km lang. Men den hører til et større vandløbssystem.

Åen flyder forbi Lendemark deler Bylderup og Bylderup – Bov. Øst for Saksborg løber Slogsåen og Uge Bæk sammen, hvor det bliver til Grønåen, hvor vi som børn ofte har badet. Det hele bliver så senere til Vidåen.

Her i ådalen er det talrige stier. Over Uge Bæk fører den såkaldte Kineserbroen. Broen har fået sit navn efter den specielle konstruktion. Engarealerne her er aldrig afvandet og fremtræder derfor som naturen har skabt den.

Noget af denne enestående natur er blevet fredet.

 

Møder på Lendemark Mølle

Som vi tidligere har beskrevet, var der en del tysksindede i området, men der var dog også små danske enklaver. Bylderup blev kaldt ”Det lille Danmark”.

Fra østkysten kom ægteparret Lise og Jes Jacobsen. De var bestyrere af Bylderup Bov mejeri. De købte også Lendemark Mølle. Her blev der holdt selskabelige sammenkomster for danskheden. Politisk aktivitet var forbudt dengang.

 

I 1905 stiftede man Selskabelig Forening

Der kom flere og flere. Lise Jacobsen var i København på et oplæsnings-kursus, hvor en kongelig skuespiller underviste. Nu og dag havde man også besøg af en foredragsholder fra ”Det Gamle Land”.

I 1905 stiftede man ”Selskabelig Forening”

Efterhånden samledes man på kroen. Men her begyndte de tyske myndigheder at chikanere. Et møde på kroen blev bl.a. aflyst, fordi der var en revne i gipsloftet.

En anden gang blev kvinderne forment adgang. Det var i strid med foreningsloven, men det så de tyske myndigheder stort på.

 

Mange måder at chikanere på

Sognets afholdsforening holdt i 1908 et møde på Bylderup kro. Den tyske amtsforvalter nedlagde forbud mod mødet, hvis ikke døren til forstuen stod åben – af hensyn til brandfaren!

Det måtte heller ikke være mere end 40 personer i lokalet. Det var lærer Lorenzen, der talte. Han gik op og ned ad gulvet med sin store frakke på.

Og foredraget blev holdt to gange den aften. Men foredraget havde konsekvenser. Hans Lorentzen mistede sit embede.

Sognets præst pastor Braren, som vi tidligere her på siden har beskrevet skulle også tale. Men han var forsinket. Og når det var en halv time mellem foredragsholderne, skulle der anmeldes på ny. Så betragtede tyskerne det som et nyt møde. En person rejste sig i salen og sagde:

  • Mine herrer! Rovmorderen Bilotti er i dag fanget i Ribe.

Det var alt, så var det fred i 29 minutter.

Da præsten så endelig kom, mente man at det var bedst at flytte mødet. Så inviterede præsten alle de tilstedeværende i præstegården.

 

Man fik bygget et forsamlingshus

En række mindre ejendomsbesiddere gik nu sammen for at få bygget et hus, hvor man kunne samles om de aktiviteter som ”Selskabelig Forening” stod for. De store ejendomsbesiddere var for det meste tysksindede. I 1908 gik man så i gang. Planen så ud til at kunne realiseres, da der var tegnet tilstrækkelig med aktier.

 

Man fik det ikke lettere

Huset stod klart i 1910. Men det tyske bygningstilsyn mente at der manglede et bræt fra kvisten til skorstenen til brug for skorstensfejeren. Det skulle naturligvis lige rettes.

Slogs Herreds Hus blev indviet den 22. januar 1911. Ved indvielsen skulle der være en tysk gendarm med kendskab til det danske sprog til stede. Han aflagde beretning til de tyske myndigheder. Der var 180 mennesker til stede.

Den første formand for Slogs Herreds Hus var Mathias Mathiesen, Sønder Bylderup. Nu havde man fået sit eget hus. Men det gjorde nu ikke arbejdet i foreningen lettere.

 

Foreninger i tre kategorier

Lovgivningen inddelte foreninger i tre kategorier, nemlig:

 

  • Politiske foreninger
  • Offentlige foreninger
  • Private foreninger

 

De to første foreninger var under politieftersyn. Det betød, at der ikke måtte afholdes møder uden polititilladelse. Møderne skulle anmeldes 3 gange 24 timer før afholdelsen. Myndighederne var meget strikse med, at tidspunktet blev overholdt.

Kvinder, lærlinge og andre elever måtte ikke være medlemmer af politiske foreninger og de måtte heller ikke være mødedeltagere. Det betød at myndighederne bestræbte sig på at få så mange foreninger til at bliver erklæret politiske som overhovedet mulig.  På den måde kunne de styre det danske foreningsarbejde.

Nogle steder gik man så vidt, at overvågning også gjaldt gudstjenester, bryllupper m.m. Den slags chikane bevirkede også at det var svært at finde oplysninger om foreningernes arbejde på den tid.

 

Ikke mange annoncer fra dengang

Den 18. januar 1913 kunne man i Vestslesvigs Tidende fine en annonce om en dilettantforestilling. Bagefter var der kaffebord og bal bagefter – madkurve måtte medbringes.

Den 30. marts 1913 startede der en gymnastikopvisning kl. 4 af et pigehold og et karlehold ligesom der var opvisning af folkedansere fra Hjordkær. Bagefter var der fælles kaffebord.

Den 1. august 1914 begyndte Første Verdenskrig. Straks efter blev de stærke agitorer ført til Flensborg. En af disse var Lise Jacobsen.  Og Mathias Matthiesen, forman for Slogs herreds Hus.

 

En tysk kromand kunne holde soldaterne i ørerne

Under krigen var forsamlingshuset beslaglagt. Det blev benyttet til lager af korn, madvarer, uniformer og våben. Det var navnlig gamle landstormtropper, der var her.

Oven over forsamlingshuset var der en lejlighed til værten. Den var ikke beslaglagt. Men der var ingen, der kunne omgås tyskerne. En gammel tysk kromand var kommet til Bylderup før krigen. Her drev han kro. Men solgte den. Han blev nu vært i det danske forsamlingshus. Han kunne holde de tyske soldater i ørne. Så var alle tilfredse.

 

Dansk flertal i Bylderup Sogn

I 1919 blev beslaglæggelsen af Slogs herreds Hus ophævet. Den gamle bestyrelse kunne nu igen samles for at få bragt orden i sagerne. ”Selskabelig forening” tog fat på arbejdet igen. Den 31. januar 1919 var der generalforsamling. Hvis nok på denne generalforsamling blev gartner Christian Jepsen valgt som ny formand – en post som han havde i ca. 40 år.

Jes Jacobsen havde været med i krigen. Imens havde hans kone Lise Jacobsen passet det hjemlig så godt som hun kunne. Men møllen havde det ikke for godt. Økonomien havde det elendigt. Gode venner skaffede Jes Jacobsen arbejde i Tønder, og han flyttede dertil med familie.

Nu fulgte tiden op til afstemningen. Der blev holdt adskillige møder og selve afstemningsdagen den 10. februar 1920 blev ”Glædens Dag”.  Der var 63 pct. danske stemmer i Bylderup. I Burkal Sogn var der 51 pct. danske stemmer stemmer.

 

Foreningen skiftede navn

Hvornår foreningen skiftede navn vides ikke. Men i 1922 står den omtalt som ”Selskabelig Forening” og i 1924 og 1925 som ”Selskabelig – og Foredragsforening”. Der var en ivrig brevveksling mellem H.P. Hanssen og Christian Jepsen.

H.P. Hanssen repræsenterede Sprogforeningen som gav penge til støtte for foredragsrækker i de forskellige forsamlingshuse i Slogs Herred. Pengene blev fordelt efter størrelsen af de enkelte foredragsforeninger. Man kunne opleve at eftertragtede talere ”gik på omgang”.

Gunnar Jepsen havde også en del at gøre med de store to – dages møder, som Sprog og Skoleforeningen afholdt hvert efterår i Slogs Herreds Hus. Lørdag eftermiddag var møderne ”fortrolige”. Så spiste man sammen og der var underholdning om aftenen.  Søndag var der gudstjeneste og derefter foredrag om eftermiddagen.

I 1938 døde formanden for forsamlingshuset, Mathias Matthiesen. Derefter blev gartner Jepsen foruden at være formand for foreningen også formand for ”huset”

 

Karle og piger blev inviteret med

Man begyndte at kæde vinterens foredrag sammen til en ”foredragsrække” som man solgte kort til om efteråret. Der blev solgt mange, for landmændene købte også kort til deres karle og piger.

 

Dilletant

Udover foredrag ene var det især dilettant, der kunne samle folk. Det begyndte allerede inden Første Verdenskrig. Man måtte så holde en pause efter 1920.

Mange unge ville gerne være med i de forskellige stykker og gik gerne langt i de kolde og mørke aftener to gange om ugen for at øve. Det var som regel gartner Jepsen, der bandt stykkerne sammen og instruerede. Det var i mange år en del gengangere blandt skuespillerne. De kunne tit klare det hele selv. Dragter fik man udefra. Der var mindst to forestillinger om året, nemlig fastelavn og ”kartoffelhøtte”

Dilettantforestillingerne har holdt sig op gennem årene og har været en god indtægtskilde for foreningen.

I årenes løb var der mange unge – såvel karle som piger – der dyrkede gymnastik i ”huset”.

 

Modsætninger mellem dansk og tysk

I tyverne og trediverne kunne der godt være modsætninger mellem dansk og tysk. Men gartner Jepsen var en god mand at have i området. Han formåede at styrke det danske. Den store aktivitet i Forsamlingshuset gjorde, at det blev nødvendigt at udvide. Der blev skaffet kapital. I 1936 ved 25 – års jubilæet blev der bygget en ny føj til.

Der var blandt andet kommet bedre varme og bedre køkken. Scenen var blevet gjort væsentlig større. Der var også lavet en orkestergrav af lokale håndværkere – vederlagsfrit.

Det var lokale musikere, der spillede. Der var plads til 5 – endda med klaver. De spillede dels til dilettant og dels til dans. Hvad der så ikke var råd til, var nye toiletter. Man skulle fortsat gå den lange vej i kulde til de gammeldags ”das”, som var omme bagved – det var navnlig ikke sjovt for kvinderne.

 

Nedtoning af aktiviteter under Anden Verdenskrig

Da Anden Verdenskrig kom blev foreningens aktiviteter mere og mere nedtonede, dels på grund af mørklægning, udgangsforbud og mangel på varer. I den sidste ende også fordi at i den sidste del af krigen var kroen belagt med tyske soldater.

Efter krigen mødte folk hurtigt op igen. Der var et stort behov for at mærke fællesskabet. Nu kom der også professionelle teatre. Et kort til en foredragsrække kostede 7 kr.  Og en billet til en rejsende biograf der kom en gang om måneden kostede en krone.

I 1966 kom et ungt lærerpar til Bylderup. Og det varede ikke længe før Tage Madsen blev valgt ind i bestyrelsen, hvor han i 1958 blev valgt som formand. Christian Jepsen blev æresmedlem for hans store indsats Han fortsatte dog som formand for ”huset”. Derefter blev ”huset” og foreningen mere adskilte.

Der blev oplyst at foreningen et år havde 2.300 deltager til 17 arrangementer samt at der afholdtes fester med alkoholbevilling.

 

Igen et ansigtsløft

I 1960 fik ”huset” et tiltrængt ansigtsløft og blev udvidet med en ny garderobe, ny lillesal, nyt køkken, forlængelse af den gamle sal og nye toiletter. Dertil kom så en forbedring af værtens lejlighed.

I 1962 arrangerede foreningen en tur til Harzen. I 1964 blev en friluftsscene indviet.

 

Succes med aftenskoler og Højskoledage

I 1976 blev Slogs herreds Hus atter udvidet med en tilbygning, der rummede en ny stor sal og skydebane i kælderen.

Rammerne var nu i orden til projekt ”5 højskoledage”. Første gang var der 65 deltagere. Men man var helt oppe på 200 deltagere.

I 1980’erne startede man med aftenskole. Og så lavede man diverse udstillinger i ”huset”.

Ja og egentlig var der meget mere at fortælle om Saksborg. Men vi vender garanteret tilbage en anden gang. Kig engang på artikelserien nedenunder dette. Du kan finde meget mere om området heromkring.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.738 artikler
  • Under Tønder finder du 279 artikler:
  • Under Sønderjylland finder du 201 artikler:

 

  • Turen går til Sæd-Ubjerg
  • Skamstøtten i Sæd
  • Historier fra Slogs og Kær herreder
  • Slogs herred mellem dansk og tysk
  • Det kneb med moralen i Slogs herred
  • Solvig – en herregård i Slogs herred
  • Lendemark og Omegn
  • Lærer i Burkal
  • En vandrehistorie fra Burkal
  • En strejf af Burkals historie
  • Turen går til Bylderup
  • Bylderup Sogn
  • Præsten fra Bylderup
  • En herredsfoged fra Hajstrupgård
  • Besættelse og befrielse ved Grænsen (Grøngård)
  • Post til Øster Højst
  • En berømt mand fra Øster Højst
  • Avlsgården Grøngård 1-2
  • Omkring Grøngård (4)
  • Hestholm syd for Tønder
  • Øst for Tønder
  • Dansk – tyske tildragelser i Rørkær
  • Så kom posten til Rørkær
  • Tro og overtro i Rørkær
  • Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
  • Fremstilling af knapper i Tønder Amt (Jejsing)
  • Hostrup, Jejsing og præsten
  • Langs grænsen
  • En ny tur langs grænsen
  • Emmerske bedehus og skole
  • Emmerske ved Tønder
  • Aventoft – byen ved grænsen
  • Syd for Tønder
  • Askerodde ved Vidåen