Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Den Gale Præst på Ladegården

Oktober 31, 2016

Den Gale Præst på Ladegården

Fra 1769 til 1816 lå Sankt Hans Hospital på Ladegården. En af de skæbner, der levede her, huskes stadig. Her kom patienter fra hele Sjælland. Man havde et dårekistehus og eneværelser til de rige. Der kom en præst ved navn Cruse. Biskop Mynster skrev om ham. Han fik en meget lav præsteløn. Han klagede over både inspektøren, spisemesteren og kirurgen. Og patienterne klagede over pastoren. I kirkebogen begyndte han at skrive meget mere. Pludselig blev der foretaget oceaner af vielser på ladegården. Og blandt disse var der brudgom, der var sort og indianer. Men ak præsten fik ”behørige drikkevarer” Efter to måneder blev han udskrevet fra Frederiks Hospital. Og efter lang kamp indlagt på Sankt Hans Hospital. Her døde han i 1808. Det tog 8 år at overføre lemmerne til Roskilde. Også kirkegården derude forsvandt pludselig.

 

Landets eneste sindssygehospital

Vi er lige på grænsen mellem Frederiksberg og Nørrebro. Ja vi er atter engang på Ladegården, som vi har været så mange gange før. Og jo, det var dengang Sankt Hans Hospital lå her fra 1769 til 1816.

Det var landets eneste egentlige sindssygehospital. Her stuvede myndighederne gale og vanvittige mennesker af vejen under forhold, der i dag synes vanvittige og uhyrlige.

 

En af skæbnerne, huskes stadig

Mange menneskeskæbner levede og døde her i fem årtier. De fleste af dem er glemt i dag. Men det er en, vi godt kan huske, og det er hospitalspræsten Cruse. Han endte selv som patient på det sted, han havde sit virke i ti år.

 

Rustvogne blev også brugt

I 1768 købte Københavns Magistrat Christians Plejehus i Store Kongensgade for 22.100 rigsdaler. Man benyttede i begyndelsen ejendommen til det nye Sankt Hans Hospital. De hidtidige beboere blev overflyttet til Ladegården.

Peder Strange, den daværende degn og sygetrøster i Pesthuset, beskrev den begivenhedsrige dag, da pesthuslemmerne blev overflyttet til Ladegården:

  • Hvem der af pesthuslemmerne kunne gå, de gik, hvem der var syge blev transporteret i vogne med halm og sengeklæder eller i kareter.
  • De tåbelige, som kunne finde på, hvad som helst, gik eller blev lagt i rustvogne. Nogle blev klædt i klæder, så de ikke kunne bevægehænder og fødder og ligeledes lagt i rustvogne.
  • De blev modtaget med rene, opredte senge, varme og et måltid af oksekød, suppe og svinesteg, som den gamle og uforlignelige velgører hr. rådmand Stuhr havde ladet anrette.

En så rørende omsorg blev dog aldrig en dagligdags foreteelse.

 

Patienter fra hele Sjælland

Organisatorisk sorterede Sankt Hans Hospital under en direktion, nedsat af Københavns Magistrat. Hospitalet kunne derfor synes som et rent københavnsk anliggende, der udelukkende skulle tjene sine egne borgere, men sådan var det da langt fra.

Hospitalet optog hvert år mange patienter fra alle egne af Sjælland. Mens de fleste købstæder havde deres egne sociale institutioner, havde landbefolkningen ikke sådanne institutioner at ty til. Deres sindssyge patienter blev derfor oftest indlagt på Sankt Hans Hospital.

I de tilfælde måtte de lokale myndigheder i første række amterne dække det københavnske fattigvæsnets udgifter. Det var således altid fyldt op med patienter på Ladegården.

 

Flest patienter om sommeren

I 1787 var der 325 patienter indlagt, fjorten år senere var tallet 361. Der var flest i sommermånederne. Måske var det der, hvor bønderne havde tid til at køre deres sindssyge familier og naboer den lange vej til hovedstaden. Indtil da måtte bønderne nøjes med at binde dem.

Sankt Hans Hospital henvendte sig fra starten udelukkende til to patientgrupper. Den første gruppe, der også var den største, udgjordes af de ”somatisk syge”. Det var patienter, hvis sygdomme, lægerne stod magtesløse over for, kræft, vanførehed osv.

 

De afsindige og de tossede

Den anden gruppe var de såkaldte afsindige og tossede patienter. Og endelig blev der i 1772 åbnet for en tredje gruppe af patienter, nemlig de ”venerisk syge”, oftest de prostituerede og deres klientel.

Det er måske værd at bemærke, at de patienter, der udtrykkeligt anføres som afsindige, tåbelige vanvittige eller ”urigtige i hovedet” i juli 1787 udgjorde 18 pct. af de indlagte.

 

Nogle få fik rent sengetøj

På Ladegården levede de forskellige patientgrupper skarpt adskilt fra hinanden. En lille håndfuld patienter var så heldig, at nyde resterne af Claudi Rossets legat, der betød nye klæder og rent sengetøj med jævne mellemrum. Disse patienter havde helt deres egen afdeling på Ladegården.

 

Dårekistehus

Til de urolige og farlige patienter havde hospitalet indrettet et dårekistehus. Denne bygning lå for sig selv i haven. Den var opført i grundmur og havde åbenbart ingen vinduer. På hver side af en lang midtergang var der anbragt ti kamre med solide plankevægge og døre. Cellerne var spartansk indrettet: en briks og et natteskrin. Mere kunne det ikke blive til, da møblerne ellers ville blive ødelagt af patienterne. For enden af den lange midtergang var der to små rum med kaminer. Det var dårekisternes eneste opvarmning.

Resterne af patienterne lå på store sovesale, to i hver seng, og store dele af lofterne var også inddraget til sovesale.

 

Eneværelse til de rige

Endelig kunne hospitalet tilbyde særlige eneværelser til velhavende patienter. Disse værelser omtales igen og igen som de ”honnette kamre”. Hele hospitalet var nomineret til 360 patienter. Men det tal blev ofte overskredet.

 

Der kom en præst

Til Sankt Hans Hospital ankom i 1788 en ny præst. Hans navn var Niels Christian Bang Cruse. Han blev født i Grevinge Præstegård, 10 – 12 km nordvest for Holbæk i sommeren 1757. Faderen havde efter sin første hustrus død giftet sig ind i en velhavende og indflydelsesrig familie.

 

Cruse blev gjort til grin

Cruse var ikke en ørn til sine studier. Men via gode kontakter kom han på en af de eftertragtede pladser på Borchs Kollegium i Store Kannikestræde. Men Cruse gjorde en latterlig figur. Og de andre studerende spillede ham et puds. Det var en historie, der gik over hele byen og Cruse blev i den grad gjort til grin. Inden han beskæmmet forlod Borchs Gymnasium nåede han dog at redde sin teologiske eksamen i land.

 

Lærer på Opfostringshuset

Kort efter fik han en af de fire lærerstillinger på Opfostringshuset. Mens han var lærer blev han angrebet af en ondartet forrådnelsesfeber. Han oplevede kort tid efter at blive slået bevidstløs af en emsig kirurg.

 

Mynster’ s erindringer

Københavns biskop var med lidt god vilje fætter til vores hovedperson. Mynster boede som barn i overlægeboligen ved Frederiks Hospital, og havde herfra ikke langt til Opfostringshuset i Store Kongensgade. Om sit møde med Cruse skriver han i sine erindringer:

  • Jeg har som barn med stor forundring set, hvorledes han, assisteret af tre af drengene gjorde sit toilette. ”Nummer 23, hold vandfadet”. ”Nummer 17 tør mit ansigt”, ”Nummer 9, bind mit halstørklæde”.

Og Mynster fortsatte:

  • Derefter blev han præst ved Sankt Hans Hospital, som dengang var hospital for de afsindige. Jeg husker endnu hvorledes han, da dette embede var ham lovet, gik op og ned ad gulvet og med meget tilfredshed sagde ”Jeg er manden til Sankt Hans Hospital”.

 

En meget lav præsteløn

Præsteembedet på Ladegården blev ledigt i foråret 1788, da den hidtidige præst blev forflyttet til et vestjysk sognekald. Økonomisk set var præsteembedet ringe betalt. 200 rigsdaler fra hospitalets kasse og andre 50 rigsdaler fra Claudi Rossets legat.

Det var nok den laveste præsteløn overhovedet, men lønnen var trods alt højere end lærerstillingen. Den 3. august blev Magistraten opfordret til at overvære hans indtrædelsespræken. Spørgsmålet var, om Cruse virkelig vidste, hvad han gik ind til?

 

En ny restaureret kirkesal

Ladegårdens Kirke blev indrettet kort efter krigshospitalets oprettelse i 1733. Den lå i midterfløjen med lukkede gårde.

Den 4. november 1753 kunne præsten vende tilbage til en nybygget kirkesal på 260 kvadratmeter. Koret vendte dog ikke mod øst, som i andre kirker. På Ladegården vendte den mod sydvest.

 

Hvad ejede Cruse?

Der findes faktisk en fortegnelse over Cruses indbo. Han havde nemlig i 1792 lånt 300 Rigsdaler. Præstens stue bestod af to borde og seks betrukne lænestole. Ellers var det et egechatol og et blåmalet hjørneskab. På væggene hang to spejle i brune rammer. I chatollet stod en kobbertemaskine og en kaffekande af messing.

Langs væggene var var i alt tre bogreoler med 250 specificerede værker. På en væggene hang et lille spejl. I præstens kammer stod der også en grønmalet seng med det nødvendige sengetøj i.

Endelig var det soveværelset. Her stod en anden seng foruden en dragkiste, tre borde, en betrukket lænestol og tre røde læderstole. På væggen hang et spejl og et stueur. Køkkenets indretning og inventar hører vi intet om.

 

Inspektørens ”despotiske opførsel”

De gamle papirer i hospitalets arkiv fortæller mange historier om pastor Cruse. De efterlader os til gengæld ikke billedet af en omgængelig sjælesorger – snarere tværtimod.

I juledagene i 1794 havde Cruse klaget over inspektørens ”despotiske opførsel”. Sagen var den, at Cruse havde bedt sin ”tjenestepige” En karl ved navn Peder Jespersen kløve noget brænde på gårdspladsen. Brænderiet havde Cruse købt på en af tømmerpladserne nede ved Kalvebod Strand.

 

De blev aldrig gode venner

Inspektør Matzen, der straks indfandt sig, troede at det var hospitalets brænde. Med sin ”særegne myndighed” begyndte Matzen nu at skælde pigen og karlen ud, og da Cruses hustru, Maren Byrholdt kort tid efter kom til, fik hun også en verbal omgang. Præsten ønskede ”satisfaktion” og sluttede sit brev med ordene:

  • Thi her kan De atter se, hvad jeg 6 ½ år har udstådet med ham.

Magistraten lod hospitalets direktion undersøge sagen og bad Matzen forklare sig. Han kunne oplyse, at misforståelsen skyldtes, at Cruses brænde havde ligget sammen med hospitalets brænde. Da Matzen så pigen og karlen tage brændet, kunne han” altså ikke ubekymret se på slig handling”.

Direktionen bad nu Matzen om, at tilbagelevere det brænde, han havde taget. Men Cruse var langt fra tilfreds. Han forlangte også en undskyldning, for Matzen havde sagt følgende:

  • I er ret noget tyvetøj – I må være fuld og gal madamme”

Sagen varede i flere uger. Hvor længe det stod på, vides ikke. Præsten og inspektøren blev aldrig gode venner. Denne præst talte om tilgivelse i kirken, men han havde nu svært ved at tilgive inspektøren.

 

Der var problemer med spisemesteren

Fire år senere var det spisemesteren, som præsten lå i krig med. Denne gang drejede det sig om mælk. Det var spisemesterens opgave, at bespise patienterne med mælk på Ladegården. Selv om direktionen havde stillet krav om madens beskaffenhed og omfang var det åbenbart god plads til slinger i valsen.

Cruse selv havde en malkeko og fem – seks får. Det var beregnet til familien, men overskuddet kunne jo sælges til patienterne. Spisemester Larsen var dog af en helt anden opfattelse og klagede til Magistraten. Og så påstod Larsen endda, at Madamme Cruse snød, når hun lavede fløde.

 

”I begraver her levendes Folk”

Og ikke nok med det. Cruse lagde sig også ud med kirugen. I september 1792 fandt gangkonen en af de kvindelige patienter død i sengen og indberettede dette til inspektøren.

Derpå blev den døde kvinde bragt hen på ligstuen, hvor Cruse var første mand på platten. Han følte på kvinden og udbrød straks:

  • I begraver her levendes Folk. Mennesket er ikke død.

 

Kirurgen mente, at Cruse var beskænket

Herefter kom kirurg Albrechtsen til stede og fik til start forklaret, hvad Cruse netop havde sagt. Kirurgen vidste nu nok bedre og erklærede kvinden død. Albrechtsen var godt og grundig træt af Cruse, som han mente havde bladet sig utidigt. Kirurgen indbragte sagen for direktionen, idet han tilføjede, at Cruse havde været ”beskænket” aftenen før.

 

Sidse måtte ikke gå til alters

I omgangen med patienterne viste Cruse sig heller ikke fra den bedste side. I maj 1793 klagede således en af de veneriske patienter, Sidse Pedersdatter. Han ville ikke tage hende til alters i kirkesalen, fordi hun var

  • Beladt med et flod i ansigtet, som dog ej er smitsomt eller meget farligt.

Cruse afviste dog klageren og henholdt sig til anordningerne. Han kunne ikke som præst acceptere kvindens tilstedeværelse i kirken, da det var ham magtpålæggende:

  • At væmmelse, ækelhed og forstyrrelse ved så hellig en handling kan forebygges.

 

Cruse forlangte ”Høflighed og artighed mod præsten”

Han skrev i sit svar, at han personlig ikke havde noget imod Sidse, men han følte sig dog chikaneret af hende. Derfor bad han Magistraten om at pålægge hende ”Høflighed og artighed mod præsten”.

 

I overensstemmelse med sin samvittighed

I marts 1797 var det galt igen. Under en inspektion trådte Peter Christian Løwe frem på gangen og beklagede sig over præstens opførsel. Løwe var nogle dage før blevet alvorlig syg og havde derfor tilkaldt præsten, der også mødte frem, men nægtede den syge sakramentet.

I stedet skulle Cruse have skældt den syge mand ud i andre patienters påhør. Cruse blev forelagt klagen og nægtede heller ikke handlingsforløbet, men fremførte til sit forsvar at han havde behandlet Løwe:

  • I overensstemmelse med sin samvittighed.

Direktionen gav på stedet Cruse en advarsel og mindede ham om en ”sagtmodig begegnelse (fremfærd).

 

Flere notater i kirkebogen

Fra oktober 1794 begyndte Cruse at gøre mere udførlige notater i sin kirkebog om de patienter, han begravede på hospitalets kirkegård. Indtil da havde han indskrænket sig til kun at opgive navn og alder. Her er nogle eksempler:

I oktober 1794 døde den 70 – årige Andreas Bech:

 

  • En søn af kommerceråd Bech, tåbelig til det sidste. Var ikke syg. Om morgenen ville han ikke vel drikke eller spise, om middagen ingenting, og straks efter døde han i indvortes slag.

 

  • Han var en af de lykkelige gale, thi han var altid fornøjet med sig selv. Et stort spørgsmål om ikke forurettelsen ikke at blive befordret og faderens egen opførsel var hovedårsagen til hans galskab. Her blev han bevaret i 17 år.

 

Ingen ”ubillig” mistanke til nogen

En måned senere døde den 44 – årige student Laurentius Andreas Horn, og Cruse skrev i den anledning:

 

  • I året 1772 blev han indlagt som afsindig og døde i samme tilstand, men i indvortes slag. Han blev i den tid, han var her, så sammenkrympet, at hans knæ sad oppe under hans hage. En meget ferm student har han været, kyndig i mange sprog.

 

  • Man foregiver at han, som gik i et sin families huse, var blevet mistænkt for noget som var bortkommet, men som man siden kom efter var taget af en anden. Ærekær var han altså uden tvivl været i højeste grad. Man vogte sig derfor at fatte ubillig mistanke til nogen!

 

I 20 år nøgen i halm

Et år senere – i december 1795 – døde den 53 – årige Marie Josephs:

 

  • Over 20 år har hun som afsindig ligget nøgen i halm i dårekisten, men den 18. maj 95 kom hun således til forstand, at hun blev efter eget forlangende berettet, og siden ligget rolig her.

 

Mistede forstand grundet brand

På omtrent samme tid, som Marie genvandt noget af sin forstand, mistede en anden sin. Snedkersvend Jochum Peter Curtz døde i sommeren 1795, kun 35 år gammel:

 

  • Formedelst ildebranden gik han fra sin forstand og døde her efter nogle dage i slag. Han var ved det frie artilleri.

 

Ildebranden, Cruse sigter til, var den store ildebrand, der lagde store dele af København øde i februar 1795.

 

Den stakkels kontrollør

Årsagerne til patienternes død stod ikke altid klart. Om den 77 årige kontrollør Frederik Plum skrev Cruse i april 1795:

 

  • Yderlig melankolsk havde et fælt nedhængende brok, en fritænker, der ej ville lade sig overbevise. Hvorledes død da? Her atter et skjul for menneskeøjet.

 

Hentæret af orme

De venerisk syge og kræftpatienterne fik også et par ord med i kirkebogen. Om den 52 årige skibskaptajn Jens Larsen skrev Cruse i november 1794:

 

  • Ulægelig af venerisk svaghed, og blev til sidst hentæret af orme

 

I højere grad, stinkende

Et år senere døde den 60 – årige bødkersvend Henrik Nordling:

 

  • Den højre side af hans ansigt var så afædt af kræft, at man kunne se lige ned i halsen. Hans kone berettes at være død af samme sygdom. I højeste grad var den stinkende.

 

Lige så ulykkeligt endte den 41 årige prostituerede Johanne Dorthea Berghausen sit liv på Ladegården:

  • Hun var inkurabel venerisk. Havde adskillige gange været herinde. Blev til sidst luder. Hendes legeme var ganske besat med huller. Til sidst får hun et slag, styrter ud af sengen om natten og dør.

 

Det krævede en bred ryg

Lugten af kræftpatienternes sår har døgnet rundt blandet sig med skrigene fra de sindssyge i dårekisterne. Det krævede en bred ryg at leve på Christian den Fjerdes ladegård. I de 50 år bygningerne husede Sank Hans Hospital. Det gjaldt selvfølgelig ikke mindst for de syge selv men i lige så høj grad for de folk, der havde deres tjeneste der. Cruse skulle snart bukke under for presset.

 

Masser af vielser

Cruse begyndte i 1795 at vie et rekordstort antal brudepar i den lille kirkesal på Ladegården. Det var egentlig ikke nogen, der havde noget at gøre der. I de følgende fire år ekspederede han ikke færre end 256 vielser.

Men nu havde dette også sin forklaring. De københavnske ægtepar undgik den såkaldte kopulationsafgift. De skulle betale, hvis vielsen foregik inden for voldene.

 

I dårligt selskab

Men ifølge Werlauff, så skyldtes det også, at Cruse var havnet i dårligt selskab. For andre præster ville ikke vie disse ægtepar. Cruses lille kirke var åbenbart blevet et fristed for sparsommelige og besværlige københavnere.

 

Brudgommen var ”sort” og ”indianer”

I juni 1799 stod et usædvanligt brudepar foran alteret i Cruses kirke. Brudgommen var en inder ved navn Sinnia Naiker, som Cruse i kirkebogen beskrev som ”indianer” og ”sort”. Bruden var Birgitte Yding, som nogle år tidligere var blevet skilt fra hendes første mand.

Et så blandet ægteskab var sjældent dengang. Brudeparet har da sikkert også vakt en del opsigt i København. Den 25 årige Sinnia Naiker var født i den danske koloni Trankebar. Som ung kom han til Danmark.

 

En ny sag på halsen

Med denne vielse fik Cruse en ny sag på halsen. Brylluppet var ikke alene kommet Biskop Balle for øre, nej det var endda folk, der mente at vide, at brudgommen slet ikke var døbt. Tænk, en sort hedning for Herrens Alter!

Og så blev det heller ikke bedre af, at denne hedning giftede sig med en fraskilt. og dermed en falden kvinde. Men nu havde bruden sine papirer i orden. Det kneb dog lidt mere med brudgommen. Lavinen begyndte at rulle otte uger efter brylluppet.

 

Cruse slap for bøden

Der kom til en masse forhør. Brudgommen fortalte, at han var blevet døbt af en præst omkring Køge, men trods intensiv eftersøgning fandt man ingen bevis på dette. Cruse slap med en bøde på 50 Rigsdaler til den gejstlige enkekasse på grund af manglende forsigtighed. Bøden blev dog to år senere eftergivet ved kongelig befaling.

 

Drikfældighed

Hvad der siden skete med brudeparret vides ikke. Men for pastor Cruse var sagen det sidste knæk. Han blev indlagt på Frederiks Hospital.

 

  • Jeg er manden til Sank Hans Hospital.

 

Det var Cruses selvtilfredse konstatering, da han havde fået lovning på præsteembedet på Ladegården, oplevet af den da kun 12 årige J.P. Mynster. Og Mynster fortsatte lakonisk:

 

  • Dette blev han også virkelig, thi da drikfældighed kom til hans naturlige anlæg, sank han omsider fra præst til lem i hospitalet.

 

Behørige drikkevarer

Præstens hang til stærke drikke bekræftes også af andre, bl.a. E.C. Werlauff, der skrev, at Cruse ikke gik af vejen for at besøge:

 

  • Forskellige borgerfamilier af simplere klasse, hvor han kunne erholde et godt måltid med behørige drikkevarer, hvortil han efterhånden mere og mere hengav sig.

 

Udskrevet fra Frederiks Hospital

Efter ti år på Ladegården var Cruse en knækket mand. Han kunne ikke længere stå mod presset. Til sidst slog det klik for ham.

Efter to måneder på Frederiks Hospital blev Cruse udskrevet og vendte tilbage til Ladegården. Men inden 24 timer var gået, var den gal igen. Inspektør Ament skrev til direktionen, at Cruse var

 

  • Så uregerlig, at jeg efter konens anmodning og for at forekomme ulykke, som han truede at ville udøve, var nødsaget til at lade ham hensætte i det ledigværende honnette kammer.

 

Dagen efter, var Cruse dog ude i friheden igen.

 

Madam Cruse og teologen

Præsteembedet var siden Cruses indlæggelse blevet passet af en unge teolog, der straks ved Cruses udskrivning blev afskediget. Det gik nu ikke mange dage, inden madam Cruse igen bag teologen om at komme tilbage. Denne gang bad den unge mand biskoppen om ikke at blive opsagt i tide og utide. Men nu var det sådan af madammen og den unge teolog ikke rigtig kunne sammen,

Madam Cruse fandt i stedet en skibspræst. Og så kom pastor Cruse aldrig mere til at præke igen. Hun var også træt af, at hendes mand ikke kunne sættes ind i de honnette kamre. Han var yderst farlig for sine omgivelser. Myndighederne kan næppe beskyldes for at handle hurtig i denne sag. Det handlede vel også om, hvem der skulle betale for gildet.

 

Fattigvæsnet kom i gang

Fattigvæsnet havde korresponderet med Cruses nærmeste slægtninge for at høre, om de var interesserede i, at understøtte præstens hustru og fem børn – helt eller delvist. Tiggergangen resulterede i 72 rigsdaler om året. Dertil kom en tredjedel af Pastor Cruses årsløn i pension som engangsbeløb.

 

Cruse måtte indespærres i kammer

Familien måtte forlade boligen på ladegården. Men i 1801 måtte madame Cruse atter engang skrive til Fattigvæsnet om hendes mands tilstand. Hun fortalte, at hun måtte holde ham indespærret på et værelse. Hun fortalte også, at de ikke kunne komme til at leje noget, så længe de havde en afsindig boende.

De indlogerede sig hos en bagermester i Farvergade. I 1803 blev Cruse langt om længe indlagt på Sankt Hans Hospital på Ladegården.

 

I Frederiksberg Kirke

Men i 1807 kom englænderne. Ladegårdens mure var et perfekt skjold mod kanonild. Under fjendens eskorte blev ca. 500 patienter nu kørt til Frederiksberg. Størsteparten blev lukket inde i Frederiksberg Kirke. De venerisk syge måtte dog ikke komme her ind. De måtte tage til takke med slottets stalde. Englænderne trakterede med kød og brød.

Blandt dem, der blev lukket ind i Frederiksberg kirke var også Cruse. I et ubevogtet øjeblik besteg han prædikestolen og begyndte at prædike løs.

Efter opholdet i kirken blev de 500 i kirken overført til staldene ved Frederiksborg Slot i Hillerød.

 

Overflytning tog otte år

Skaderne blev allerede i oktober 1807 opgjort til 30.000 rigsdaler, og kirurgen havde mistet instrumenter for 6.000 rigsdaler.

I foråret 1808 begyndte overflytningen til det nye Skt. Hans Hospital ved Roskilde. Overflytningen kom til at vare i otte år. Først i 1816 var Ladegården tømt. Almindeligt Hospital måtte også tage en del patienter.

Christian den Syvende opererede egentlig med en løsning, der gik ud på, at opføre et nyt sindssygehospital på Ladegårdens Mark omtrent der, hvor Sankt Markus Kirke i dag ligger.

 

Pastor Cruse døde i 1808

Pastor Cruse kom aldrig væk fra de gamle bygninger ved Ladegården. I december 1808 døde han, kun 51 år gammel. Nogle dage senere blev han begravet på hospitalets lille kirkegård på den anden side af voldgraven. Her kom han til at hvile mellem de mange ulykkelige mennesker, han havde prædiket og bedt for gennem elleve år.

 

Kirkegården forsvandt

Kirkegården forsvandt engang i 1800- tallet. Ingen ved rigtig hvornår. Og med den forsvandt de sidste spor af den gale præst fra Ladegården.

 

Kilde:

  • Francisco de Mirandas danske rejsedagbog (Haavard Rostrup) (1985)
  • Se Litteratur Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere:

Om Ladegården: Læs på www.dengang.dk          

  • Livet på Ladegården
  • Ladegården – dengang
  • Fattiglemmer på Ladegården
  • Skal Ladegårdens vand stadig flyde

 

Om Præster (kirker og åndsliv): Læs på www.dengang.dk   

Nørrebro:

  • Assistens Kirkegård – 250 år
  • Assistens Kirkegård – en oase
  • Begravelser på Assistens Kirkegård 1887
  • Da Gertrud rejste sig fra kisten
  • Dramaet i Brorsons Kirke
  • Grundtvig på Nørrebro
  • Kan du råbe mig Nørrebro op
  • En forfatter på Nørrebro
  • Martha – hjemmet på Nørrebro
  • Kejserinde Dagmar på Nørrebro
  • Kirker og mennesker på Nørrebro
  • Livet på Assistens Kirkegård
  • Johannes Kirke
  • Under jorden på Assistens Kirkegård
  • En kirke på Nørrebro (Helligkors Kirke)
  • Samuels Kirke – 100 år

København:

  • Petri og omgivelserne

Østerbro:

  • Det mærkelige fund i Garnisonskirken
  • En engelsk kirke ved Østerbro
  • Garnisons Kirkegård

Tønder:

  • Brorsons Bogtrykkeri i Tønder
  • Brorson – en præst fra Tønder
  • Et kloster- 15 km fra Tønder
  • Løgumkloster nordøst for Tønder
  • Hostrup, Jejsing og Præsten
  • Møgeltønder Kirke
  • Præsten fra Daler
  • Tønder Kristkirke
  • Åndens folk i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Sygdom og andre lidelser i Tønder
  • En berømt mand fra Øster Højst
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere

Højer:

  • Bryllupsskikke i Højer
  • Højer Kirke

Aabenraa:

  • Kirker syd for Aabenraa
  • Mysteriet i Ensted
  • To kirker i Aabenraa
  • En pastor fra Rise
  • En berømt mand fra Hellevad
  • Fra Hjordkær til Rødekro

Padborg/Kruså/Bov:     

  • Ligvognene fra Bov
  • Livet omkring Bov Kirke
  • Ryd Kloster

Sønderjylland:   

  • Klager over præsten i Ballum
  • Præster og Godtfolk i Sønderjylland (1)
  • Flere Præster og Godtfolk i Sønderjylland (2)
  • Indre Mission, Baptister og andre
  • Pastoren fra Bylderup Sogn
  • Ude mod vest
  • Ballum – dengang
  • Da Christiansfeld opstod og mange flere

 

 

          

 

 

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro