Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Da Louisegade blev til Prins Jørgensgade

September 11, 2015

Da Louisegade blev til Prins Jørgensgade

Det er ikke altid skillingsviser har ret. Gaden fik et andet navn grundet et rædselsfuldt ry. Dette var forårsaget af et brutalt rovmord. Og morderen skulle overføres sammen med to andre til et andet sted, dagen før. Men uvist af hvilken årsag, så fik tre tugthusfangere lov til at dele en flaske sprit, og betjenten forsvandt. Ole Sørensen tilstod, men blev frikendt. Andre kilder taler om 4 års tugthus. Men politidirektør Crone sørgede for, at moderen blev sendt til Amerika i al stilhed.

 

Det hører til sjældenhederne

Det hører til sjældenhederne, at en gade skifter navn på grund af et dårligt rygte. Men det skete på Nørrebro. Louisegade blev omdøbt til Prins Jørgensgade.

Jo, Louise var hustru til den meget aktive Anker Heegaard. Denne Heegaard havde en stor fabrik i Blågårdskvarteret.

 

Hvem var Prins Jørgen?

Men efter den frygtelige forbrydelse, der berørte mange mennesker, fik gaden et meget dårligt omdømme. Og denne Prins Jørgen (1673 – 1708) var Frederik den Tredjes søn. Han blev gift med den engelske – skotske dronning, Anne Stuart, hvorefter han tog navnet, George.

Den samme prins lagde også navnet til Prins Jørgens March. Denne march var kendingsmelodi for udsendelser fra BBC til danskerne under besættelsen.

 

Det er ikke altid skillingsviserne har ret

I dag findes der kun boliger i den ene side af gaden. Husene med de ulige numre blev revet ned i 1971.

Vi har tidligere beskrevet dette i en artikel. Men vi fik en mail fra smedesvend Rathjes tipoldebarn, der henviste til en skillingsvise. Men nu er det ikke nødvendigvis, at disse skillingsviser fortæller hele sandheden. Disse viser var meget populære engang. Og så kunne man købe disse i udvalgte butikker. Vi har forsøgt at finde frem til den rigtige historie.

 

Omkring Folkets Park

Og for dem, der ikke ved de, befinder vi os omkring Folkets Park og Folkets Hus. Dette har vi beskrevet i vores artikler omkring Slaget om Byggeren.

 

Smedesvenden fandt sin kone liggende i blodpøl

Men vi skal tilbage til den 2. marts 1867. Smedsvend Rathje kom ved halv syv tiden hjem fra sit arbejde i et jernbaneværksted til sin stuelejlighed i Louisegade 11. Han bankede på køkkendøren, men ingen åbnede. Han gik derfor tilbage gennem gadedøren og lukkede sig selv ind.

I soveværelset finder han sin kone, Emilie liggende på gulvet i et blodbad. Hun ligger på gulvet med hovedet mellem en stol ved vinduet og et bord. Han troede først, at der var tale om en blodstyrtning. Men så ser han alle sårene i panden. Hurtig finder han ud af, at hun er slået ihjel med hårde slag i hovedet.

 

Kvælertag

Han løb derefter ud af værelset og ud på gangen, hvor resten af husets beboere bliver tilkaldt af hans råb.

En tilkaldt læge konstaterer, at Emilie Rathje er blevet myrdet. Lægen fandt dog ikke kun slag efter et stumpt instrument, men også mærker på hendes hals, som efter et kvælertag.

 

Opdagelsespolitiet ville bevise deres effektivitet

Det forholdsvis nye opdagelsespoliti bliver tilkaldt under ledelse af Hertz. Men det var også under stærk overvågning af politidirektør Crone. Han øjnede her chancen for at bevise det nye politis effektivitet.

Opdagelsespolitiet forsøgte at rekonstruere begivenhederne på gerningsstedet. Deres konklusion var, at morderen havde forsøgt at kvæle den unge kvinde og derpå slået hende hårdt i hovedet med et tungt redskab.

 

Et rovmord

De konstaterer, at der var tale om et rovmord. Der manglede 25 rigsdaler og 10 daler i udenlandsk mønt Også en del sølvservice manglede. Forskellige guld – og sølvsmykker manglede også. Tyven var blevet overrasket af fru Rathje.

Mordet var åbenbart blevet begået kort før smedesvendens ankomst. Emilie Rathje var af vidner set forlade lejligheden kort før klokken 17.

 

300 mennesker blev afhørt

Nu begyndte en større eftersøgning. Politiefterretninger bragte en omfattende beskrivelse af sagen og politiet efterlyste forskellige mistænkte personer. Ikke mindre end 300 personer blev afhørt.

 

Havde Rathje myrdet sin kone?

Ja på et tidspunkt opstod det rygte, at Rathje selv skulle have dræbt sin kone. Man formodede, at han i hidsighed havde gjort det, fordi hun havde en affære. Han skulle så have fjernet forskellige genstande fra hjemmet så det så ud som rovmord.

Opdagelsespolitiet konstaterede dog ret hurtigt, at dette var tankespind. Der var ingen spor, der pegede på, at Rathje var moderen.

 

Politidirektøren i medierne

Kort efter kunne politidirektør Crone i Berlingske Tidende lettere hoverende da også konstatere, at nu havde de da også moderen. Han sagde blandt andet:

  • Denne ganske vist meget uhyggelige Forbrydelse bør ikke vække nogen Uro. Den er kun Resultatet af ganske særegne Omstændigheder, og intet tyder paa, at den Betryggelse af Retssikkerheden mod saadanne Voldshandlinger, som skyldes Befolkningens hele Karakter, i nogen Maade skulde være svagere end hidtil.

Dermed antydede politidirektøren, at man nærmest fra begyndelsen havde haft kendskab til morderens identitet på grund af afdelingens overlegne tekniske formåen.

  • Han er langt fra at være, hvad man i Almindelighed forstaar ved en farlig Forbryder, og navnlig alt andet end snedig og forslagen, og han i den grad forsømt at frigøre sig for Forbrydelsens Spor, at der endnu findes kendelige Levninger af den dræbtes Blod paa hans Klæder.

 

Hvem var han?

Hvem var han så? Han hed Ole Sørensen og var 35 år. Han var født i Frederiksborg Amt. Hans far og mor var husmands – ægtepar.

De sidste 10 år har havde han aftjent sin værnepligt. Han havde desuden afsonet en fængselsdom for voldtægt og siden to domme for tyveri.

 

Vaneforbryder

Han var en vaneforbryder. Men det havde ikke fået myndighederne til at holde ekstra øje med ham. På et tidspunkt skulle han transporteres fra Politikammeret Råd – og Domhuset i København til Frederiksborg, hvor han skulle afsone endnu en fængselsdom.

 

Tugthusfangerne fik en flaske sprut til deling

Ja, transportføreren havde åbenbart fattet tillid til Ole Sørensen. Transportføreren tilbød, at Ole Sørensen og to andre tugthusfangere kunne dele an flaske brændevin på en beværtning på vejen. Og her lod transportføreren dem alene og forlod dem. Han forsøgte at finde en afløser, der kunne fragte dem videre til Frederiksborg Amt. Med denne sløsede sikkerhed kunne man nok ikke fortænke fangerne i, at de stille og rolig forlod beværtningen og fortsatte af de danske landeveje. Ja man kan næppe kalde det undvegne fangere.

Hertz og Crone fik besked om Ole Sørensens ”flugt”. De lod indrykke en efterlysning i Politiets Efterretninger. Her var tale om en vaneforbryder, så måske kunne han være den, der myrdede Emilie Rathje?

 

Ole Sørensen blev anholdt

Efterlysningen gav da også resultat. Ole Sørensen blev anholdt i Hillerød. Der blev sendt opdagere fra København til Hillerød for at afhøre Ole Sørensen om hans færden på mordaftenen.

Ret hurtig kunne opdagerne konstatere, at han løj om sin færden. Han påstod således, at han havde været i Slangerup. Gået på klingen indrømmede han nu, at han havde begået en del tyverier på Nørrebro, og at han var kommet i besiddelse af tyvegodset fra Louisegade.

 

Der blev taget ”et Forbryderfotografi”

Han blev nu fragtet fra Hillerød til København, hvor en større menneskemængde ventede på ham på stationen. Han blev nu fragtet videre til politiarresten, hvor man i tidens ånd tog et forbryderfotografi af ham.

Betjentene bemærkede, at han var meget interesseret i apparaturet og det morede ham, at se sit eget fotografi. De bemærkede også, at han var total uberørt af hele situationen.

Trods hans manglende anger tilstod han mordet. Det var på alle måder en sejr for opdagelsespolitiet. Datidens medier berettede ikke mere om sagen. Det var kun en lille notits, da politiet ikke kunne finde tyvekosterne, som Sørensen påstod, at have gravet ned på Frederiksberg.

 

Frifundet i stilhed

Da Ole Sørensen efterfølgende blev frifundet af Kriminal – og Politiretten blev det også forbigået i stilhed. Det var på grund af manglende bevis. Men besynderlig nok havde han tilstået og Opdagelsespolitiet havde opklaret sagen.

I drabsstatistikken fremgår det helt til i dag:

  • Moderen blev fundet, og det var Ole Sørensen – en undvegen straffefange.

 

Udskibet til Amerika

Den mediebevidste politidirektør sørgede da også skyndsomst for, at få den tydeligvis fordrukne og svagt begavede Ole Sørensen udskibet til Amerika. Han blev endda forsynet med rejsepenge, så han kunne klare sig i en længere periode.

Ingen har siden hørt noget om Ole Sørensen.

 

  • Morderen Ole Sørensens Frigivelse:

 

Blandt det Værste til at drille

Stakkels lillebitte Fatter Sørensen

Er nok det, naar man vil skille

Konen af med Livet, uf! Hans bedte Ven,

Og det kan inte opdaget blive,

Hvad hendes Morder er for En

Om man bliver stukket ihjel med Knive,

Eller hun blev myrdet med et Jernkoben.

 

Tænk dem i Louisegade

Bo’de et Par Smaafolk, som Rahje hed;

De skulle paa Maskerade

Maatte først i Byen et og andet Sted.

Konen, som fik rettet ud sit Ærind,

Kom ogsaa først i Stuen ind,

Uden sin mand, som der kunde værne

Hende mod en Morder med et gru’ligt Sind.

 

Der maa hun nu være myrdet,

For hun laa paa Gulvet, endnu varm, men død.

Hvordan Daaden var fuldbyrdet,

Ved et Jernkobeen eller Knivens Stød,

Kunde ingen Verdsens sige,

Ikke engang den snilde Hertz,

Han, som skal i Alting kigge,

Gud! Det maa ha’ drillet ham dog allerværst.

 

 

Politiet arresteerte,

Og man sa´, det endogsaa Kobeen an,

Men det var nok kun forkeerte.

Indtil Ole Sørensen, den Helvedbrand,

Meldte sig selv og sin Kniv tillige,

Kobenet var hans Foldekniv.

Hjertet nu hoppede, vil man sige.

Atter glad i stakkels Politimands Liv

 

Men det hoppede nok inte

Glad i Ole Sørensens fordømte Krop.

Hvis ham sikkert var ivente

Døden paa Skafottet – hvis han kom derop,

Ja, hvis han kom, men det gjør han ikke –

Efter den nye Straffelov

Slipper han snart, kan saa atter stikke

Kniven i en Anden, naar han gaaer paa Rov.

 

 

Mange meldinger

 

Vi har i vores research fundet forskellige meldinger. Således skulle han have fået fire års straf, men ifølge vores undersøgelser, så blev han som skrevet frikendt og sendt til Amerika Politiets regning. Og det var der mange forbrydere, der blev. Amerikanerne var nu ikke særlig begejstret for, at få forbrydere. Nogle blev dog også sendt retur igen, men ikke Ole Sørensen.

 

Han skulle også have meldt sig frivillig, men det har vi hellere ikke fået bekræftet. Han var blevet anholdt, fordi har ”stukket af”.

 

 

Emilie måtte ikke skrige

Ved hjælp af en falsk nøgle havde han sikret sig adgang til Louisegade 11. Han kunne fra gaden se, at der ikke var nogen hjemme.

 

Men pludselig var Emilie Rathje kommet hjem. Ole Sørensen havde gemt sig inde i soveværelset, men Emilie havde hørt ham. Han ville forhindre hende i at skrige, derfor greb han hende om halsen og klemte til.

 

Derefter tog han sin foldekniv og slog Emilie flere gange i hovedet, hvorefter hun fik kraniebrud og senere døde af sine kvæstelser.

 

Hvis du vil vide mere: Læs:

  • Udvist til Amerika
  • Spiritusprøve på Fælledvejens Politistation
  • Rabarberlandet
  • Da Politiet gik patrulje på Nørrebro
  • Politi og ”banditter” på Nørrebro
  • Fælledvejens Politistation
  • Kampen på Fælledvejen
  • Ballade i Sædelighedspolitiet
  • Overvåget dengang
  • Slumstormere, Besættere og Autonome (Folkets Park og Hus)
  • Byggeren på Nørrebro – nok engang (do)
  • Nørrebro beboeraktion og kampen om Byggeren (do) og mange flere

 

Kilde:

  • Se Litteratur Nørrebro
  • Frederik Strand, Ove Kryger Rasmussen: Rejseholdets historie
  • Niels Martinov: Dræbt på stedet
  • Berlingske Tidende – diverse artikler

 

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro