Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

Tønder Kniplinger – endnu mere

August 23, 2013

Kniplingerne kom fra Italien.
I 1544 udsendte Christian den Tredje, at børnene skulle lære kniplekunsten
i skolen. I 1705 blev der indført importforbud. Eksporten af Tønder
Kniplinger oversteg efterhånden stude – eksporten.
I 1805 nåede kniplingerne deres højdepunkt. 26.000
var da ansat i kniplings – industrien. I 1847 var der kun 6 kniplingsfabrikanter
tilbage. En maskine gjorde det lettere at fremstille  kniplinger.
Kvaliteten blev dårligere. I dag er det dog stadig stor interesse for
Tønder – kniplinger

 

Vant til Kniplinger

Vi er opvokset med Tønder Kniplinger. Min mor sad med brættet.
Det gjorde min bedstemor også. Og min tante underviste i den svære
kunst i
Tønder. Da vi alle blev gift i Familien Brodersen, var der altid Tønder – Kniplinger med.

De
gamle
Tønder – Kniplinger blev tilbudt hos de fornemste kniplingshandlere i Paris. Men egentlig har de ældste
kniplinger ingen særpræg. De er vel nærmest efterligninger af de
tidligste italiensk – flamske kniplinger. Senere kom efterligninger
af engelske, belgiske og franske modeller.

 

Opfindsomheden steg

Først
i det 19. århundrede udskilte
Tønder – Kniplingerne sig. Mønstrene blev mere mangfoldigere. Ude i
verden var det som om kniplekunsten ikke havde fornyet sig. I
Sønderjylland, var der traditioner for en
mere enkelt teknik. Mellem 1800 og 1850 ynglede motiverne som aldrig
før. Opfindsomheden steg, mens teknikken gik ned. Selv i de senere
teknisk set mangelfulde sønderjyske kniplinger, må man beundre mønstrenes
sindrighed og skønhed.

Kræmmerne
havde deres prøvebøger med. Her kunne de fremvise deres mange hundreder
af afklip.

 

Mange forklaringer

Det
kniber mere at påvise, hvordan kniplingerne egentlig kom til
Tønder. Mange forklaringer er givet.

En
version er, at en man
d ved navn Steenbeck fra Dortmund omkring år 1646 skulle have
indført industrien til
Tønder. Et andet sted nævnes årstallet
1666.

Det
siges, at han medbragte nogle gamle mænd, der var kyndige i kniplekunsten.
De forsøgte at videregive deres viden.
Steenbecks hustru, Gehske skulle efter mandens død
have fortsat med at udbrede kniplekunsten. Herved havde hun skabt sig
en stor rigdom.

 

Mod
den historie taler det forhold, at pigen
Kirstine Svendsdatter fra Østerby, der ved Gallehus fandt den første af guldhornene,
var
Klöpplerin (en Kniplepige), da dette fund fandt sted i 1639. Kirstine var på vej til hendes moster Marina Thomsen for at aflevere kniplinger.

 

Ingen kniplinger i Dortmund

Nu
var det sådan, at man heller ikke i
Dortmund kendte til nogen form for
kniplingsindustri. Og en anden ting er også, at
Tønders Kniplings – historie kan føres endnu længere tilbage end til 1639.
Således fremgår det af
Christian den Fjerdes dagbøger, at kongen under et ophold i landsdelen
har købt kniplinger. Således kan et notat om dette henføre til den
5.12. 1620.

 

En historie fra 1595

En
anden historie er fundet af historikeren,
Ludwig Andresen. Det er et brev fra 1595, hvor en præstefrue, Agneta Fabricius beder om fire alen kniplinger,
hun har ladet udføre i
Tønder til en pris af 7 – 8 skilling
pr. alen.

 

Det startede i Italien

Det
ser ud til at der allerede før 1600 blev fremstillet kniplinger i
Tønder. Men det er først i begyndelsen
af 1600 – tallet, at produktionen blev sat i system. Kniplingshandlerne
ejede mønstrene, og det var dem, der leverede den meget dyre tråd.

 

Den
syede knipling var allerede kendt herhjemme i begyndelsen af 1500 –
tallet. Men den europæiske kniplekunst startede i i de italienske byer,
Venedig, Genua og Milano. Derefter bredte den sig til Frankrig, Nederlandene, England, Tyskland og Skandinavien.

 

Måske kom kniplingerne
fra Holland

Måske
er kniplingen kommet fra
Holland til Tønder. Egnen havde en ret livlig
forbindelse til
Nederlandene. Måske var det indvandrende kniplerske fra Brabrant i Flandern, der lærte Tønder – damerne at kniple.

 

Kæmpe
eksport af stude

Tønder havde mistet sin status som havn. Men yderhavne
som
Rudbøl, Højer, Emmerlev og Ballum fortsatte der, hvor Tønder stoppede. En kæmpe eksport
af stude til
Holland. Og påvirkningen fra Holland var stor. Ikke kun fordi
vi importerede varer derfra, nej ude vest på var påvirkningen så
stor, at man kunne følge det i sproget.

 

Vigtig
forordning fra 1544

Men
egentlig kan det undre, at man sætter spørgsmålstegn, hvornår kniplingen
kom til
Tønder. Man kan bare kigge på skolegangen
dengang.

Oplæringen
i kniplekunsten skete dengang som led i pigens almindelige dannelse,
og havde det formål, at pigen senere skulle forsørge sig selv. Det
hørte til den almindelige dannelse.

Men
det var kun i
Hertugdømmerne, hvor skolepigerne lærte at kniple.

 

Dette
har sin forklaring i en forordning, udstedt af
Christian den Tredje den 25. maj 1544, der påbød oprettelsen af skoler
på landet i
Hertugdømmerne. Undervisningen, der skulle være fælles for piger
og drenge, omfattende børnelærdommen, læsning, skrivning og regning.
Men dertil kom at pigerne skulle undervises af skoleholderens kone eller
en anden kvinde:

 


unde namiddags 2 stunden in anden junferlicke saken, näend, wörckend,
knittend etc.
Det vil sige i syning, vævning
og knipling. Forordningen bør derfor ikke kun ses som en beslutning
om, at almuebørn nu skulle lære at læse og skrive, men også som
led i en statslig strategi om anlæggelse af tekstilindustrier, for
man underviste næppe underklassens pigebørn i tidsfordriv.

 

Børnene
udeblev fra skole

Hvorvidt
og i hvilken udstrækning, loven blev efterlevet i 1500 – årene, vides
ikke. Manglen på kniplekyndige kvinder, som ville undervise almuebørn,
var udtalt. Det var tvivlsomt, om man kunne leve op til f
orordningens intentioner.

Da
skolevæsnet blev taget op til revision i midten af 1600 – årene, fordi
alt for få almuebørn blev sendt i skole, nævntes pigernes specialundervisning
ikke. Det kan jo undre. På det tidspunkt  var knipleindustrien
i gang.

 

Men læg mærke til årstallet 1544. På det tidspunkt
måtte kniplingerne allerede havde fundet vej til
Tønder.

 

Kniplet
i klosteret

I
1549 blev der kniplet i
Øm Kloster, og i 1594 var der en knipleskole i Ribe. Fra 1611 blev der kniplet
på i et
Tugt – og Forbedringshus Christianshavn.

I
1632 var hele 56 institutioner beskæftiget med knipleindustrien. En
væsentlig del kunne eksporteres. Eksporten var efterhånden blevet
større end eksporten af stude.

 

Kniplepige
hos de fine

I
1652 rejste
Elsabe Hansdatter, som var datter af våbenmaler og glarmester Hans Rüde og Gunder Jessdatter fra Tønder til Rendsborg Slot, hvor hun i 12 år baldyrede og kniplede for fruen. Hendes søster havde også gået i
skole og var
læse – og skrivekyndig. Om hende skrives der var og fra Barns Rod vel
lært i Kniplearbejde, hvormed hun sig mest al hendes Tid tarveligt
opretholde.

 

Adelen måtte bære kniplinger

Spændende
er også en forordning, som
Christian den Femte udsendte i 1683. Har taler kongen om klædedragter
om:


hvide og sorte kni
plinger, som her i Landet
gøres.

Kongen
tillader, at alle i rangen samt adelen må bære dem. Deraf må 
man slutte at i den mellemliggende periode at
kniplings – industrien fra Tønder er blevet landskendt og anerkendt.

 

En
stor diskussion har det også været,
om de kniplinger som Christian den Fjerde bar, var produceret i Tønder.

Den
typiske
Tønder Knipling skal indeholde syv ting: tylsbånd, galslag, lærredslag,
konturtråd, rosenbund, picot
og sykant.

 

Importforbud

I
1717 fandtes der alene i
Tønder By syv kniplingshandlere. Omkring
1735 kunne man idømmes en bøde på 200 Rigsdaler, såfremt man bar
kniplinger, der ikke var produceret her i landet.

I Kommerciekollegiets indberetning om erhvervslivet
i
Tønder:

 


Der findes ingen anden Industri i Amtet uden Kni
plingsindustrien; men denne
skal ogsaa være i temmelig god Tilstand og har vel aldrig været stærkere
som nu, eftersom de i Byen Tønder og i Amtet boende Kniplingshandlere
beskæftige mange Tusind Personer.

 

I Geest – Herrederne tilføjes der i samme beretning:


ernære sig omtrent nogle Tusind Piger ved Tilvirkning af Kniplinger.

I
beretningen blev det også nævnt, at der blev kniplet i
Aabenraa og Løgumkloster.

 

Regeringen
overvågede at importforbuddet blev overholdt. Man sørgede også 
for, at den blomstre
nde industri ikke bredte
sig til nabolandene. I
Kongelig Reskript af 31.
januar 1741
forordnedes det, at

 

Ingen skal have Frihed til at handle med Kniplinger,
førend han er beediget, og han ved Øvrighedens Attest kan eftervise,
at han ved Ed har forpligtet sig til ikke at ville forlede nogen Kniplepige
til Udvandring.

Efterhånden
blev der kniplet så meget, at man eksporterede endnu mere.

 

Eksporten
steg

I Pontoppidans Oeconomiske Balance tales der i 1759 om Tønderske fine og middelmaadige Kniplinger, som
paa nogle Miles Distrikt omkring ved Løgumkloster holde alle Bønderpiger
i Arbejde. Deraf udføres til de tyske Messer og til Østersøen formodentligen
mere end for en Tønde Gulds Værdi; men da den fine Traad maa kjøbes
fra Nederlandene og kand koste 50 ja 100 Rigsdaler Pundet, saa vil jeg
regne den fortjente Arbejdsløn ikkuns for de toe tredie Deele, nemlig
66,666 Rdlr. 4 Mk.

 

Værdien
af udførslen til
Danmark og Norge udgjorde i 1772 over 25.000
Rdlr. og til udlandet 33.000 Rdlr.

Eksporten
steg og steg
. Således var der i 1780
12.000 mennesker beskæftiget med knipling. De underholdt 20.000 mennesker.
i 1805 blev der alene til udlandet eksporteret for 261.689 Rigsdaler.

 

Bissekræmmerne
udgjorde en fare?

En
fare opstod, nemlig
Hausserne – de senere Bissekræmmere. Fabrikanterne i Tønder og Løgumkloster mente, at de var med til at forringe varens kvalitet.
Der opstod en del konflikter om kræmmerlaugets privilegier og bevillinger.

 

Hans Richtsens kommentarer

Forskellige
forslag fremkom for at få forbedret
forholdene. Hans Richtsen fremkom med et forslag til Kommerciekollegiet på de Tønderske Kniplingsgrossisters vegne. I dette skrift optegnes alt det som kræves
af en
Kniplingsfabrikant:

 

1. Dertil udkræves først, at har lært tegnekunsten,
for at han altid kan frembringe noget nyt og dygtigt.

 

2. Han må også søge Forbindelse i Braband, for
at han Tid efter anden kan forskrive nye Mønstre eller Tegninger derfra,
og saaledes altid kan indføre Forandringer og i Tegnemaaden rette sig
derefter. Hertil benytter jeg og mange andre Lejligheden, naar vi til
vore fineste Kniplinger forskrive brabandsk Traad, saaledes lader jeg
samtidig hver Gang 6 Stykker nye Tegninger komme; de overlade en ikke
deres Mønstre, uden at man tillige bestiller Garn hos dem. Dette er
ogsaa uundværligt til fine Kniplinger.

 

3. Fabrikanten maa, naar har noget nyt, forstaa at
instruere først de herværende Mønsterkniplerske og dernæst Arbejderskerne,
som maa gøre deres Arbejde efter Mønster, for at de kunne eftergøre
det rigtigt.

 

4. Han maa vide at behandle Arbejderskerne efter
deres af Gud givne Gaver, for at han kan indrette Mønsteret efter deres
Ævner.

 

5. Dernæst maa han kunne paapege enhver Fejl i Arbejdet
og angive Arbejderskene den Maade, hvorpaa en saadan Fejl kan afhjælpes.

 

6. Han maa, saasnart han ser et Mønster, der er
tegnet paa Pair, kunne afgøre, hvilke Nummer Traad der passer til.
Det er en vanskelig Sag, bliver der taget Fejl heri, sa kan hverken
han eller hans Arbejdersker bruge et saadant Mønster med Fordel. Der
tænkes herved på den første Tak eller Dessein, som bliver kniplet
af Mønsterkniplerskerne efter Tegning paa Papir og siden givet andre
Arbejdersker til Efterligning.

 

7. Endvidere maa han vide, hvilken Sort Traad, der
passer til enhver Haand især; nogle behøve den ganske blød, andre
mellem og andre helt haard. Faar de sidste af den bløde Traad, saa
løser Traaden sig op under Arbejdet, saa at den bliver næsten lige
saa løs som Hør.

 

8. En Kniplingsfabrikant maa bestandig være rigelig
forsynet med smukke allerede udførte mønstre….Jeg lader rigelig
tre Gange saa mange Mønstre udføre, som jeg bruger og betaler hellere
den første Tegnings Udførelse tre Gange end at give et Mønster i
Arbejde, som kunde blive saavel mig som mine Arbejdersker til Skade….Der
maa ikke spares noget paa Mønster i Arbejde, før jeg har har ladet
det af en kyndig Stikker eller Prikker gennemstikke paa Pergament Hul
for Hul.

 

9. Endelig maa en Kniplingsfabrikant ogsaa besidde
nogen Handelserfaring, navnlig da han ikke altid har særlige Kniplingshandlere
ved Haanden, som kan afkøbe ham de tilvirkede Kniplinger og siden drive
Handel med dem i fremmede Lande. Han er derfor i Forlegenhed, hvis han
ikke – forinden han efter endt Læretid overtager Fabrikationen – har
erhvervet sig tilstrækkelige Forbindelser i Udlandet.

 

10. Kniplingsindustriens Velfærd beror ogsaa paa
en god Orden. Netop ved Orden have Brabanderne drevet deres Industri
saa meget i Vejret; der gaar den ene Fabrikant ikke den anden i Bedene,
eller hvis det undtagelsesvis sker, straffes det exemplarisk; i Brabrand
er der ogsaa stor Forskel imellem Fabrikanterne, der forstaa Tilvirkningen
og dem, der rejser om alle Vegne med brabranske Kniplinger for at sælge
dem; disse befatte sig aldrig med Fabrikation, men tage deres Kniplinger
hos en Fabrikant. Netop fordi der mangler vor Kniplingsindustri paa
god Orden, saa kunne vi langtfra maale os med dem…….

 

Fremstilling af tråd i
Tønder

Det
var den
Brabranske kniplingsindustri, der var
forbillede for
Tønder.

Man
forsøgte både i
Tønder og Løgumkloster at fremstille en tråd, der i kvalitet matchede
den hollandske. Det vides at fabrikken i
Tønder beskæftigede 60 piger og
havde et salg på 15.000
Rigsdaler. Det rå hørgarn fik man
fra
Güterslohe i Westphalen. Det blev tvundet på mølle
i
Tønder. Man spolede dem på hjul
og sendte det derpå i begyndelsen til
Altona senere til Sønderborg for at bleges. Derfra kom
tråden tilbage til fabrikken. Så blev den atter tvunden og sendt til
blegning anden gang. Derefter blev tråden sorteret efter finhed i lod
og pund.

 

26.000
beskæftigede

Men
tråden forblev mere grov end den hollandske. Dette medførte mere
grovhed i Tønder – Kniplingerne. Kniplingerne blev også billigere. Måske betød
dette også, at
Tønder – Kniplingerne omkring 1805 nåede sit højdepunkt. På dette
tidspunkt var importforbuddet blevet ophævet, men til gengæld var
der indført en ret høj told.

 

Tønder havde i 1803 2.600 indbyggere, men kniplings –
industrien beskæftigede ca. 26.000 mennesker i hele
Slesvig – Holsten.

Der
blev kniplet fra
Leck i Tønder Amt over Hellevad i Aabenraa Amt til Maugstrup i Haderslev Amt og derfra tværs over landet til Ribe over Rejsby, Skærbæk, Højer,
Møgeltønder
og Tønder. Også på Rømø blev der kniplet.

 

Det
hed sig dengang, at de frisiske bønder ikke ville beskæftige sig
med husflid. Og i 1816 hed det sig, at:

 


de dueligste Kniplerske den Gang fandtes i Rollum, Emmerlef, Seyerslef,
Reisbye, Ottersbøl, Skærbæk og paa Rømø. Men ogsaa fra Trøjsborg
Gods og fra Grevskabet Schackenborg i Møgeltønder Sogn.

 

Tønder
– kniplin
gsindustriens hovedsæde

I Trap nævnes Brede Sogn som kniplingsindustriens
centrum. Men i hvert fald et godt stykke ind i århundredet vedblev
Tønder med at være kniplingsgrossisternes
hovedsæde. Herhen strømmede hovedmassen af kniplinger fra de øvrige
slesvigske egne. Herfra strømmede de videre op over
Kongeriget nordpå og ned over landene
sydpå.

 

Det
var næsten ikke et hjem, hvor ikke mindst et familiemedlem kniplede.
Men den store mængde af professionelle kniplerske var husmænds og
inderste´s døtre. De besøgte knipleskolerne
allerede, da de fyldte seks år. De lærte hurtigt at løse ganske lette
opgaver med få kniplestokke og grov tråd. De tjente allerede som små
en skilling. Efterhånden som de blev mere dygtige steg deres indtjening.
Men det var dog ikke den tårnhøje en indtjening en kniple – pige kunne
tjene. Således tjente en voksen pige i 1850 kun 4 – 5 skilling for
16 timers arbejde. Og meget frihed havde pigerne ikke.

De
måtte skrive under på overenskomster med fabrikanten, og så 
længe den bestod havd
e denne hals – og håndsret
over pigen.

 

Man
holdt øje med pigerne

I
ældre tid havde
Regeringen med Ængstelighed
vaaget over, at der ikke skabtes Konkurrence paa det Udenlandske marked
ved Udvandring af danske Kniplepiger til Nabolandene.

En
amtmand havd
e besvaret en forespørgsel
fra regeringen om at der i hans distrikt ikke var
deserteret nogen Kniplerske.

 

Det
samme mønster hele livet

Trods
lempelser så vogtede Kniplings – fabrikanterne stadig over pigerne.
det var for at forebygge misbrug af de mønst
re, som han betroede dem.
Ofte havde en pige kun et mønster, som hun kniplede fra sin barndom
til sin død. Man skulle tro, at hun måtte blive gal af denne ensformige
Sysselsættelse

Mange
steder var
Prikningen et fag for sig selv. Det
tegnede mønster blev leveret til en
Opslagerske som beregnede, hvor mange Stokke det udfordrede. Prikkepigen prikkede det derefter over
Pergenettet (Pergamentet).

 

Man
kniplede på skrin

I Sønderjylland kniplede man på Skrin, medens man for eksempel i Saksen kniplede på den drejelige Pølle. Dette sparede tid. Skrinet gav den bedste og mere faste vare. Den bestod af en Skraapult omtrent 1 Alen lang og 3/4
Alen bred betrukket ovenpå med skind og udstoppet med hø som en hynde.

Den
lave ende, som under arbejdet vendte mod
Kniplersken havde et rundt indsnit for
at kunne hvile bekvemt på skødet. Den højere, bagerste side, hvori
der fandtes skuffer til forskelligt tilbehør var under arbejdet støttet
med en stok til en skammel på hvilken
kniplersken satte fødderne.

På 
den udstoppe
de flade lå to stykker voksdug,
de såkaldte
Mellemsider med et mellemrum af kniplingens
bredde. Udenfor på skrinets sider lå de såkaldte
Sidebreve af læder, fulde
af huller, beregnet til at bære de stokke, hvormed der ikke blev arbejdet.
For at disse stokke ikke skulle komme i urede,
blev der trukket nogle messingnåle (
Stilserne) i hullerne mellem dem.

Indenfor
mellemsiderne lå stramt heftet pergamentet med det prikkede mønster
og den påbegyndte knipling. Over sidebrevene, mellemsiderne og
Pergenettet ar endnu fæstet et stykke
læder, det såkaldte
Gjørbrev, som blev flyttet op og ned,
eftersom det knipledes øverst eller nederst på
Skrinet.

 

Nu
så det ikke helt sådan ud, det skrin som min lillesøster arvede
efter min mor.

 

Tønders
tredje periode

Det
tidsru
m, som vi her taler om, er
tiden fra 1800 til 1850. Det kunne kaldes
Tønders tredje Periode.
Lille – Kniplingen
havde afløst Maline – Kniplingen som modeknipling ude i den
store verden og derefter også i
Slesvig – Holsten.

Dengang
producerede man også and
re efterligninger i Tønder. Det er måske ikke så pænt
skrevet, men man kastede sig over de engelske modeller,
Regency – point, Bedford – plait, Nottingham –
og Buckingham – point.
Andre franske modeller kastede
man sig også over.

 

En anden
stil

Efterhånden kom der dog en lidt anden stil over Tønder – kniplingerne. Fremtoningen var en smule
fattigere og billigere end den flamske. Der kom andre motiver. Man tog
sig i
Tønder flere friheder. Man frigjorte
sig efterhånden mere og mere. Mon man kan kalde det for
Anarki inden for kniplingskunsten?

De
åbne mønstre og mange store huller og den tykke konturtråd blev kendetegnende
for
Tønder – Kniplingerne. Man havde omformet den såkaldte Lille – knipling.

 

Den
første periode

Den
første periode lagde sig tæt op ad
de flamske, det vil sige
ret tætte båndkniplinger i lærredsslag og dybe kanttunger.
Christian den Fjerde havde disse på en nathue
og et lommetørklæde og meget mere. Han var hvis ret vild med kniplinger.

 

Den
anden periode

Den
anden periode blev anset fo
r at ligge i begyndelsen
af 1800 – tallet. Mønstrene lå tæt på de bratanske de franske og
engelske forbilleder. Det var ikke tale om nogen fornyelse, men der
var sket en forenkling i udførslen. Man efterlignede andre kniplinger.

 

Nye
Koncessioner

Man
hav
de i 1805 holdt op med at
udstede flere koncessioner til
Haussèrhandelen. Men man indså hurtigt, at uden denne, kunne man
ikke bibeholde
Kniplings – industrien. I 1810 begyndte man derfor at udstede nye koncessioner.
men dermed opstod der yderligere anarki i faget. For disse kræmmere
søgte direkte kontakt til kniplingspigerne uden om fabrikanterne. Denne
udvikling førte nu til en masse nye motiver. man benyttede sig af det
man så i naturen.
Tønder – Kniplingerne fornyede sig.

 

Kvaliteten faldt

Fra
begynde
lsen af 1800 blev der opfundet
simple kniplingsmaskiner. Det gjorde det lidt lettere og hurtigere at
kniple. Omkostningerne faldt også. Men det var som om det det begyndte
at udvande. Udbuddet blev forøget og kvaliteten faldt.

Nu
var det ikke kun de rige,
der havde råd til kniplinger.
Almindelige mennesker kunne nu også købe dem.

 

Priserne
faldt

Endnu
i 1812 var der beskæftiget 12.000 piger i kniplings – industrien i
Tønder og Omegn. Men det maskinforarbejdede
tyl som fornylig var blevet opfundet, fortrængte efterhånden kniplingerne.

i
1816 blev det meddelt at Kniplingspriserne faldt meget. Men der fulgte
dog en lille opgangstid. Andre håndarbejds – ting blev pludselig mere
moderne og fortrængte kniplingerne.

 

Fordomme
og virkelighed

Der
bredte sig også 
den mening, at kniplepigernes
arbejde var usund og lønnen var uværdigt. Nu begyndte man pludselig
at tale om, at kniplings – industrien havde en dårlig moral. Alle de
negative ting kom frem. Man sagde, at kniplepigerne blev forvoksede
og blinde. De var blevet forfaldne til snustobak, kaffe og te og lå
staten til byrde.

 

Og
noget var det selvfølgelig om det. Ofte måtte arbejdet udføres i
alt ringe belysning, og lønnen for arbejdet var direkte faldene. I
1844 anslå man, at daglønnen lå fra  2 – 3 skilling
op
til 5 – 6 skilling. Og det
sidste beløb var til dem, der kniplede de fine slags.

Bomuldsgarnet
som kom til verden i 1833, var også med til at give kniplingskunsten
dødsstødet.

 

Knipleskolen
var en naturlig del

Knipleskolen
var en naturlig del før børne
ne i Sønderjylland gennem ca. 250 år. Børnearbejde var almindeligt
og nødvendigt, hvis alle munde skulle mættes. Og mon ikke denne skole
redde mange for at gå ud og tigge selv om indtjeningen var minimal.

Men
mange af disse piger blev også mærket af deres
arbejde. Det stillesiddende
arbejde i dårlig belysning havde også sin pris.

 

Seks
kniplingsfabrikker tilbage

Endnu
i 1847 var der 6 kniplingsfabrikanter tilbage i hele
Slesvig. Hanquist i Tønder beskæftigede 250 kniplepiger, Madsen i Møgeltønder havde 150 piger beskæftiget. Wolf i Bredebro havde hele 500 kniplepiger
ansat.
Winther i Brede(bro) og Hanquist jun. havde ca. 200 ansatte i Løgumkloster.

 

I
1871 blev der endnu produceret for 10.000 mark kniplinger i
Brede.

 

Hansigne
fra Bådsbøl 

Hansigne
Lore
nzen fra Bådsbøl ved Ballum var berørt over, at kniple
– industrien var
den døende industri. Hun besluttede, at sådan skulle det ikke være.
Hun opsøgte de gamle kniplerske på egnen for at samle deres gamle
prikbreve. Desuden skulle de finde deres knipleskrin frem igen og begynde
at kniple.

Hun
opsøgte museumsdirektør 
Emil Hannover, og ville have ham til at medvirke til, at Tønder – Kniplingerne skulle medvirke i Verdensudstillingen i San Francisco som dansk håndværk. Det mente museumsdirektøren
dog ikke var en god ide.
Tønder – Kniplinger blev på dette tidspunkt i 1913 fremstillet i Det Tyske Kejserrige, og kunne således ikke kalde
sig dansk håndværk. Dette var
Hansigne meget skuffet over.

 

Arresteret

Året
efter startede verdenskrigen.
Hansigne og Hans Lorenzen var blandt de første dansksindede, der blev arresteret
og indsat i
Tønder Arrest. Derfra blev de ført til Flensborg. Men snart blev de atter løsladt.

 

Det
Tønderske Kniplingsdepot

I
1921 var hun medvirkende til oprettelse af
Det Tønderske Kniplingsdepot. Hun skulle få en stab af kniplerske fra det vestlige
opland til at gå i gang med de gamle
Tønder – Kniplinger. Derefter skulle der foretages en kvalitetskontrol.
Og så skulle de videreformidles til
København.

Men
straks løb man ind i økonomiske pr
oblemer.

 

Var
de gået hende i bedende?

Men
i
København havde man fået øje på Tønder – kniplingerne, og her startede borgerfruerne en støtteforening. Og foreningen
bredte sig. Man skulle så tro, at
Hansigne var henrykt over dette. Men
hun mente, at
fruerne i København var gået hende i bedende.

Et
andet problem var, at
Damekredsen fra København betalte kniplerskerne ved aflevering. En af fruerne
fra hovedstaden havde nemlig
tilladt sig at besøge nogle af kniplerskerne
ved vestkysten. Her havde hun hørt om kniplerskernes problemer. Og
det var ikke noget, der passede
Hansigne Lorentzen. Siden opstod der strid om, hvilken tråd, der
var mest rigtig.

Samarbejdet
med
Hansigne Lorentzen brød sammen. Og damerne i København fik deres eget garantimærke på kniplingerne.

 

Belønningsmedalje

I Sønderjylland forsøgte Hansigne, at få mønsterbeskyttet
de gamle kniplinger, men forgæves. I 1936 fik hun
Den Kongelige Belønningsmedalje for hendes arbejde for Tønder – Kniplingerne, selv om mange nok ville mene, at hun også havde
skadet
Tønder – Kniplingerne ry i hendes kamp mod borgerdamerne i København.

I København ville man godt samarbejde,
men kunne ikke rigtig finde ud af den lidt egensindige dame fra
Ballum.

 

Hansigne
Lorentzen
fortsatte med at arbejde
for hendes datters knipleskole. Datteren gjorde også et stort stykke
arbejde for
Tønder – kniplingerne.

 

Populær som håndarbejde

I
1970erne var det som om håndarbejdet fik en ny popularitet, men kun
som hobby. Således har foreningen
Knipling i Danmark mere end 4.000 medlemmer.

 

I
dag fejres der hvert tredje år 
Kniplings – Festival, og selvfølgelig i Drøhses Hus. Foreningen Kniplings – Festival blev etableret 100 år efter kniplings – industriens
død i 1989.

Ifølge
min mor, så blev man afhængig af det, at kunne kniple.

 

Kilde: Se

Litteratur
Tønder

 

Hvis
du vil vide mere:
Læs

Carsten
Richtsen og Digegrevens Hus

De
stakkels kniplepiger

En
af Tønders patrioter

Handel
i Tønder indtil 1864

Tønderkniplinger

 

Studetransport
i Tønder


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder