Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København

Frihedsmuseet, Arkivet og Selverkendelse

Juni 10, 2013

Tre begivenheder i den sidste
tid viser, at selverkendelse stadig har det svært, når det gælder
besættelsestidens historie og historier fra Anden verdenskrig. Og det
er ikke kun i Danmark. Men også i Tyskland, hvor
man ligefrem griber til censur. På den anden
side forsøger TV at vise grusomhederne. Og det skaber voldsom debat.
Herhjemme er man åbenbart tilfreds med det man hører om besættelsestiden.
Men er det ikke på tide at vi får sandheden frem på det nye Frihedsmuseum?
Og så har arkiv – tyveriet gjort det endnu vanskeligere at komme
frem til sandheden.

 

Tre ting får os til at
se tilbage

Der er især tre ting,
der har fået os til at se tilbage på Besættelsestiden her i
den sidste tid  Og det er

 

  1. Branden på Frihedsmuseet
  2. Tyveriet fra Arkivet
  3. En tysk TV serie

 

Er alt historisk korrekt?

Nogle gange er det sundt,
at diskutere en tid, der ikke altid er gengivet historisk korrekt. Og
der disse tre anledninger som her er opridset, der har skabt en del
debat. Vi har
her på siden efterhånden skrevet 100 artikler
om den tid. Nogle af artiklerne er i den grad blevet kritiseret, endda
fra historikere. Det er især de artikler, hvor medlemmer af Det Tyske Mindretal er involveret.

Og
vores artikelserie omkring
Mordet i Padborg 1945 1 –
4
har også afstedkommet interesse
fra medierne. Her har har vi fat i en historie, hvor det offentlige
Danmark ikke ser godt ud, og hvor
man har ladt en familie totalt i stikken.

 

Lad os få sandheden
frem

Det
var et chok, da vi hørte at
Frihedsmuseet var brændt. Vi satte det i forbindelse med tyveriet
i
Rigsarkivet. Det kunne jo også være at museet lå inde med
oplysninger, der for noget ikke var så behagelig at få frem.

Og
nu går diskussionen, om hvordan det nye museum skal se ud, og hvad
de
t skal indeholde. Og lad
os nu gå til en selverkendelse, undgå fortielserne, kom frem med sandheden,
selv om den kan være ilde hørt.

 

Bølgerne går højt

Det
er åbenbart ikke kun i
Sønderjylland, at bølgerne kan gå højt. Det skete i forbindelse
med om der i forbindelse med
Frøslevlejrens Museum skulle være et Fårhus – museum.

Som
vi tidligere har nævnt her på siden, oplevede vi en chok på 
Frihedsmuseet, da en ung studerende viste
nogle englændere rundt. Frejdigt fortalte han, at der i
Sønderjylland ikke var nogen modstandsbevægelse,
da man var bange for
Det Tyske Mindretal.

Mage
til sludder skal vi lede længe efter.

 

Flødeskumsfronten

Der
fandtes tyske soldater, der nød 
Flødeskumsfronten her i Danmark. De betragtede Danmark som forbundsfælle. Og vi var jo ikke i krig med tyskerne. Således fungerede Den Danske Ambassade i Bonn under hele besættelsestiden.

Bunkerne
ved vestkysten blev bygget af danske entreprenører. Med fagbevægelsens
velsignelse blev der sendt flere hundrede tusinder af arbejdere til
Tyskland.

Min
far havde måske ret, da han sagde, at
det var de forkerte, der
blev straffet efter besættelsen.
Her tænkte han på retsopgøret,
hvor der blev lavet en lov med tilbagevirkende kraft.

 

Hvor
var grænsen?

Uha,
han arbejdede for tyskerne oppe i
Oksbøl – Lejren. Fra modstandsbevægelsen blev de truet, da de
skulle hjem til
Tønder. Der ville stå modstandsfolk
bag hver hjørne og skyde dem, blev det sagt til arbejderne deroppe.
Glemt, var det, at understøttelsen røg, hvis man ikke arbejde for
tyskerne.

 

Hvor
gik grænsen mellem at overholde samarbejdspolitikken og male sin egen
kage? Hvor gik grænsen for værnemageri? Var det egentlig et frit valg,
at producere for tyskerne?

De
danske leverancer til
Tyskland var med til at holde den
tyske krigsmaskine i gang. Den danske regering havde satset alt på
en tysk sejr. Man holdt på den forkerte hest.

 

Skal det forties?

Sortbørshandel
florerede i den store stil, og så var det tyskerpigerne, som også 
blev kaldt horeunger og det, der var værre. En masse selvtægt bl
ev begået, for at straffe dem, der samarbejde
med tyskerne. Men ingen politikere blev nogensinde dømt.

Interneringen
af kommunisterne er vel også et sort kapitel i
Danmarkshistorien. Men alt dette er vel en del af besættelsestidens
historie. Skal vi fortie alt dette? Så var det vel også behandlingen
af de tyske flygtninge, og alle de mord, der blev begået fra dansk
side.

Der
findes stadig familier, der er blevet holdt hen med løgnehistorier
om, hvad der er overgået deres familie
(Mord i Padborg 1945 1 – 4).

 

Samarbejdet
mellem landbrugets organisationer, danske myndigheder og besættelsesmagten
var med til at D
anmark fik særstatus blandt de
besatte lande.

 

En klam forbrødring

Politikerne,
der havde truet modstandsbevægelsen blev nu forenet med dem. Det v
ar en forbrødring, der lugtede klamt.

Burde
et
Frihedsmuseum ikke vise dette. Det at vi dyrkede samarbejdspolitikken
med tyskerne og de udfordringer modstandsbevægelsen havde i den forbindelse.
Man burde også bringe statsminister
Buhls antiterror – tale. Her
opfordrede han danskere til at angive modstandsfolk. Det vil sige, de
havde både tyskerne og den danske regering, som modstandere.

 

2.000 danske søfolk mistede
livet

Og
det er som om at nogle modstandsfolk har taget æren for kampen. Glemt
er det, at
2.000 danske søfolk mistede
livet. Det var blandt andet nogle af dem, der meldte sig i allieret
krigstjeneste.

 

Frihedsmuseet for modstandsfolk

Man
har netop haft indtryk af, at
Frihedsmuseet var modstandsbevægelsens eget museum. Heldigvis
nåede man at redde det meste. Og er et frihedskampen det nye museum
også skal belyse?

Interessen
for anden verdenskrig er bestemt ikke aftagende. Det kan vi så 
sandelig også se her på siden. Unge forskere har også 
fokus på den, og ser måske tingene fra en anden side. D
en ene bog efter den anden udkommer til stadighed.
Og de allerfleste er faktisk gode.

Håbet
herfra skal være, at det nye museum vil fortælle den store historie
om
Danmark i besættelsestiden, uden
dog at forbigå modstandskampen. Det var kun takket være dem, at vi
blev anerkendt som allierede.

 

Kritikerne
mener, at
Frihedsmuseet bør holde sig til frihedskæmperne. Al anden
formidling må ske andre steder. Således er holdningen hos mange af
de borgerlige partier. De mener, at formidlingen skal ske i skolerne.
Men har disse politiker prøvet at set folkeskolens historiebøger?

Ikke
alle borgerlige politikere synes, at være enige, således giver
De Konservatives, Lars Barfod udtryk for, at frihedskampen
skal ses i et historisk bredere perspektiv.

Gamle
modstandsfo
lk og krigssejlere støtter
de borgerlige partier. De mener, at museet skal være et slags minde,
for dem der kæmpede for
Danmark.

 

Skal vore børn se historien
– på film?

Skal
vores børn opleve anden verdenskrig gennem kommercielle film, som
Flammen og Citronen, Hvidstens – gruppen eller Matador?

 

En mere nuanceret fremstilling

Men
bør man ikke fortælle, hvad de var oppe imod? Det kræver en omorganisering
af den hidtidige udstilling. Der er gået så mange år, at dette
burde være en naturlig ting. Nye gener
ationer er kommet til. En
mere nuanceret fremstilling vil være på sin plads.

Og
denne holdning har vores kulturminister samt
Nationalmuseets ledelse. Kulturministeren mener ikke, at man politisk skal blande sig i,
hvad ledelsen beslutter sig for.

 

Et nyt koncept

Baggrunden
for
Danmarks Frihedsmuseum var en udstilling af Frihedsrådet i sommeren 1945 i Frimurerlogen. Dette lagde grunden. Fra begyndelsen havde museet,
der opstod i 1957 en stærk tilknytning til
Nationalmuseet. De første ledere havde stærk tilknytning til
modstandskampen.

Men
sådan behøver det nødvendigvis ikke at være. Der må udarbejdes
et nyt koncept, der kan give den rigtige historie. Og inden vi nu går
i gang, så har vi jo
Frøslevlejrens Museum.

 

Hvad
med Scavenius og Buhl?

Men
diskussi
onerne er nok ikke forbi.
Gamle modstandsfolk er bange for, at sidehistorierne vil komme til at
overskygge museets enlige formål. Og den dag i dag er der modstandsfolk,
der mener, at visse historikere ikke anerkender deres indsats. Frihedskæmpere
som
Jørgen Kieler og Lis Mellemgaard er bange for, at Wilhelm Buhl og Erik Scavenius vil blive behandlet på lige fod som modstandskæmper.

 

Gennem
årene er det samlet genstande, dokumenter, fotos og der et omfattende
bibliotek.

 

Der
er ikke mere at komme efter

Også på landets arkiver ligger der masser af ting,
der kan belyse besættelsestidens sande historie. Men myndighederne
stopper dig, når du kommer for tæt på. Og selv om du klager til ombudsmanden,
finder de en metode, der kan stoppe dig.

 

  • Vi har kigget i arkiverne, der er ikke mere at komme after.

 

1.062
dokumenter stjålet

Og
nu bliver det endnu vanskeligere at dukke ned i bestemte arkiver efter
det berømte tyveri. Men tyveriet har også vakt fornyet interesse
for retsopgøret after krigen. Man kan så undre sig
over, hvordan det er lykkes for to mænd, at stjæle
mindst 1.062 arkivalier til en anslået værdi af mellem halvanden og
tre millioner kroner.

De
fleste af dokumenterne handler om de personer, der kæmpede for tyskerne
under krigen.

 

I gang
med en bog

Det drejer sig blandt andet om tre mænd fra den tyske
kontrasabotagegruppe
Peter – gruppen, der blev dømt for mordet mod Kaj Munk. Og så var det retssagen
mod den østfrontfrivillige
Kaj Buchardt.

Dokumenter
fra sagen mod den højtstående danske officer i
Waffen SS, Christian Peter
Kryssing,
som også kæmpede for tyskerne,
er forsvundet. Han var kommandant for det nyoprettede
Frikorps Danmark. Vi har tidligere omtalt ham her på siden.

 

Dokumenterne
blev stjålet over tre år. Angiveligt skulle de to være i gang med
en bog om østfrivillige. Det er dog ikke lykkes
for politiet at finde fremme til dette arbejde.

 

Tv – 
serie skabte debat

Otte
millioner tyske tv – serier  fulgte med i tyskernes krig
i en fremragende mini – tv – serie. Serien rejste en heftig
debat i
Tyskland.

Unsere
Mütter, unsere Väter (Vores Mødre, vores fædre)
blev også vist på DR2. Men serien herhjemme rejste
slet ikke den debat som i
Tyskland.

Nazi
– tiden og tyskernes brutale krig på østkysten blev vist
i 3 gange 2 timer. Den almindelig tyskers
deltagelse har nok været
traumatisk og fuld af tabuer. Pludselig blev den almindelige tyskers
skrøbelighed vist for åben skærm.

 

Merkel
sammenlignet med Hitler

Mange
tyskere præges stadig af selvhad. Og filmen var ikke en forherligelse,
nej tvært imod. V
i fik set soldatens frygt,
henrettede jøder på klods hold, ubarmhjertige skrig på lazarettet
og meget mere.

Man
kan virkelig ikke beskylde tyskerne for at omgås historien med lethed.
Vergangenheitsbewältigung er et meget præcis ord for
kritisk håndtering af fortiden.

Krigen
dukker op hver dag. Den er aldrig forsvundet fra befolkningens bevidsthed.
Fornylig måtte forbundskansleren finde sig i at blive sammenlignet
med
Hitler under demonstrationer i Grækenland.

 

Minderne
var voldsomme

Hovedpersonerne
var
vel alle naive upolitiske,
ret patriotiske, men vel ikke det, man kan kalde nazister. De var almindelige
tyskere fuld af fremtidsdrømme indtil krigen ødelagde det hele. Problemet
i
Tyskland har været, hvordan man placerer
skyld og ansvar. Dem der gik i krig, hvad var de styret af?

 

Minderne
kan være voldsomme, skammen måske endnu voldsommere. Måske var det
bedst at fortrænge det.

 

En skrøbelig
Hitler

I
filmen
Der Untergang oplevede vi en skrøbelig Hitler. Og det var ham, den brede
tyske befolkning nærede tillid til. Der var ikke plads til jøder,
handicappede og skadelige elementer. En stor gruppe mente, at krigen
var rigtig, at det var rigtig at forfølge jøderne og dræbe dem.
Gestapomanden var ikke altid en liderlig
magtmand, naziofficeren en ond dranker og
SD – manden indbegrebet af en blodtørstig satan. De var ofte
kultiverede og intelligente personligheder. De troede på den nazistiske
ideologi.

En
anden fantastisk film, var D
as Bot.

 

 

Ballade
med Polen

Det
er lige før, at filmen har skabt diplomatisk
e forviklinger med Polen. Polakkerne er vrede over,
at polakker og partisaner skildres som antisemitter. Man er sure over,
at serien ikke viser, de polske modstands – kæmpere, der hjalp jøderne.
Vi har her på siden tidligere anmeldt en bog omkring forholdene i Polen
(Se artiklen: I ondskabens øjne af Holocaust)

 

Folk
på 90 år skal pludselig straffes

Det
kan virke underligt, at de tyske myndigheder snart indleder en efterforskning
af omkring 50 tidligere vagter ved koncentrationslejren i
Auschwitz under anden verdenskrig.
Man har haft oplysningerne liggende hele tiden, uden at det er sket
noget. Blandt de mistænkte er mange på omkring 90 år.

 

Censur
i Tyskland

Et
andet grotesk eksempel fra
Tyskland er udgivelsen af bogen Mein Kampf. Man vil forbyde en udgivelse,
trods det at man kan få den i pdf på nettet. Engang var jødisk litteratur
forbudt, siden var det nazistisk litteratur. Bogen falder ind under
lov om hetz mod en folkegruppe – især jøderne. Men loven tager ikke
højde for historisk litteratur.

Og
fo
r at det ikke er løgn, så
er
Hallgrimur Helgasons roman Kvinden ved 1000 grader blevet censureret i Tyskland. Hele kapitel 49 er blevet
fjernet. Og i kapitel 66 må tyskerne ikke læse, at
Hitler var gift med Tyskland.

Myndighederne
har bortcensureret de pa
ssager, der handler om Hitler
og KZ – lejre.

 

Selverkendelse

Selverkendelse i historien burde være muligt. Men det er svært.
Hvornår får vi hele sandheden? Hvorfor skal vore børn ikke kende
til hele sandheden? Hvorfor skal dele af historien stadig forties så
mage år efter?

 

Kilde: Se

  • Besættelsestidens
    Litteratur A
    L
  • Besættelsestidens
    Litteratur M
    Å

 

Hvis
du vil vide mere:


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København