Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København

Det gamle Frederiksberg

April 30, 2013

Vi kigger på nogle
gamle gårde på Frederiksberg. Og det var meget mørkt dengang.
Man kunne let efter mørkets frembrud gå mod et træ eller
falde i en grøft. Og det første brandværn var ikke særlig effektivt.
En enkelt vægter skulle
klare det hele. De første omnibusser var ikke
særlig populære. Så kneb det også med at få vand på i højhusene.
Byggematdorerne havde også gode kår på Frederiksberg. Det gjaldt
om at bygge, inden der kom vedtægter.

 

En idyllisk Landsby

Man tror det næppe, men Frederiksberg var engang en idyllisk landsby. Her lå mange
gårde. En af dem, var
Grøndal. Den lå langt ude af Godthåbsvej, ikke langt fra Frederiksbergs nedlagte jernbanestation.

Oprindelig
hed ejendommen
Kalthuset efter kongelig tøjmester Peter Kalthoff. Han indrettede gården til
krudtmølle. Og i 1654 skænkede han
Ny Hollænderne to alterstager til deres kirke.

Dernæst
var det
Danmarks berømte søhelt, Niels Juel, der ejede gården. Og i det
19. århundrede var det politikeren
Balthazar Christensen. Jorden var for længst udstykket, og omkring 1930
måtte hovedbygningen vige for højhuse.

 

St. Godthåb 

Lidt
længere inde på 
Godthåbsvej omkring Fasanvej lå den gård, der havde
givet navn til vejen,
St. Godthåb. Omkring 1800 havde den et stuehus på 3 – 4
etager, samt forskellige sidehuse, hvori der blandt andet var stadeplads
til 16 heste.

Lige
over for det sted, hvor gården lå, ligger
Fuglebakkekvarteret, der blev opkaldt efter ejendommen Fuglebakken.

 

Mariendal

Vi
fortsætter endnu et stykke ind ad
Godthåbsvejen og kommer til De Classenske Boliger. De rejstes som arbejderboliger i slutningen af
1860erne, da der kom gang i
Frederiksberg.

På 
den sydlige side af
Godthåbsvej langs Falkonéralléen lå gården, Sindshvile og på den nordlige side, Mariendal. Sidstnævnte har endda givet
navn til et helt kvarter. Indtil omkring 1800 hed gården,
Falkendal. Men den daværende ejer gav
den navnet
Mariendal, formentlig efter at hans
søster
Marie havde holdt hus for ham.

 

Justitsråd Josephsen udstykkede Mariendals jorder og anlagde villavejene,
hvoraf den, der bærer ejendommens navn, føres over
Fasanvejen til Fuglebakken, hvor den ender Zahrtmanns Plads, opkaldt efter maleren Chr. Zahrtmann, som boede der indtil sin død. Hans statue er
opstillet i et anlæg uden for hans hus.

 

Falkonèrgården

Falkonérgården lå over for Mariendal på den østlige side af Falkonéralléen. Her indrettede Christian den Femte, Danmarks eneste falkoneri, til opdrætning
af islandske jagtfalke, dels til hoffet selv, dels til brug som gaver
til fremmede hoffer.

Gården
bestod af flere bygninger, da der både skulle være plads til falkonérmesteren
og hans svende og til falkene og de nødvendige heste og hunde. Bygningerne
blev imidlertid snart forfaldne. Allerede 1707 havde brøstfældigheden
Tid efter anden saaledes formeret sig, at hverken
Folkene eller Falkene, derudi kan være tør eller bjerge sig.

Et
halvt hundrede år efter var det atter galt. På den tid begyndte
de kongeliges interesse for falkejagt at fortabe sig, da jagten havde
antaget nye former. Man b
egyndte derfor at overveje,
om der var nogen grund til at holde
Falkoneriet i gang. Faktisk blev et sidehus
til gården først revet ned i 1927.

I
1810 blev
Falkoneriet endelig nedlagt. Det var
det portugisiske hof, der fik de sidste falke. Ejendommen blev solgt,
og bygningerne blev anvendt til fabriksvirksomhed. Den sidste ejer af
den gamle historiske gård var fabrikant
C.A. Feilberg. Han testamenterede hele herligheden til Frederiksbergs Kommune. Efter hans ønske blev bygningerne
anvendt som bolig for frederiksbergske embedsmænd.

 

Roligheden

Ved
siden af lå en gård, der i begyndelse af 1760’erne kom til at
hedde
Roligheden. Det blev senere boligen for Landbohøjskolens direktør. Her lå også
sygehjemmet, og fabriksvirksomhed var her også. Bygningerne blev revet
ned, som gav plads til et moderne ejendomskompleks. Navnet
Hostrups Have er til minde om digteren Hostrup, der også en kort overgang
boede på
Rolighed.

Vi
har tidligere beskæftiget os med
Vordroffgaard. Vi kommer derhen ved at fortsætte af Rolighedsvej ad Rosenørns Allé mod søerne. Vi kommer forbi det gamle Ladegårds – terræn, hvor Forum, det tidligere radiohus og Hermann Triers Plads ligger. Lige før søerne kommer man til Vodroffsvej, der ligesom gården var opkaldt
efter
Regimants – kvartermester
Vodroff,
som omkring år 1700 fik
et stykke af
Ladegaards jord til at bygge en mølle
på.

 

Vodroff

Vodroff fik tilladelse til at bygge en hollandsk vandmølle,
en perlegryns – mølle, en slibe – og polér – mølle og et snustobakværk.
Men han kunne ikke klare sig. Måske var det, fordi han måtte med i
Den store nordiske krig.

Som
vi tidligere har skrevet her på siden stødte pesten til i 1711.
Og fra gammel tid havde der ligget et pesthus for enden af
St. Jørgens Sø, meget tæt på Vodroffgaard. Denne ejendom blev derfor
indraget som pesthospital, med en tysk barber som overkirurg. Forholdene
var som hospital betragtet ganske forfærdelige. Og
Vodroff blev endnu mere fattig. Han
fik en særlig tilladelse til at
sætte bækken ved kirkedørene, for på den måde at bede medlidende mennesker
om hjælp.

 

Den
oprindelige
Vodroffgård blev i slutningen af det 18. århundrede erstattet
af en statelig hovedbygning med en parklignende havde, hvori der var
kanaler og springvande, ja endda marmorstatuer. Men i 1868 endte
Vodroffgaard dog som folkelig forlystelsessted.
Få år efter blev navnet ændret til
Vodrofflund. I 1906 blev bygningen revet ned. Det var nu ikke
fordi søgningen var ringe, men byggespekulanter ville have mere ud
af jorden.

 

Forhåbningsholm

Ikke
langt herfra lå 
Svanholm og Forhåbningsholm, der havde givet navn til veje i området. Og tænk
Forhåbningsholm blev der holdt slaver. Den mand, der opførte
gården,
General – Tobaksdirektør
Bargum
blev senere direktør for
et selskab, der handlede på
Guinea, og dette selskab fik i 1765
tilladelse til at købe slaver i
Guinea og føre dem med selskabets
skibe til
Vestindien mod at bringe sukker og andre
vestindiske produkter tilbage.

I
en forpagtningskontrakt lader han tre
negre gå med i forpagtningen med
den tilføjelse, at
hvis én eller flere skulde
dø, skal Forpagtningen være uden Ansvar for det.

 

St. Thomas

På 
selve
Den lille Runddel Monigattis Pavillon og lige i nærheden St. Thomas som havde en hvis tilknytning
med
Vestindien. Apoteker Riise, der købte ejendommen 1872 og gav den navnet St. Thomas, havde nemlig et apotek i Vestindien. Formentlig af samme grund
lod han den store have beplante med mange sjældne træer og planter.

 

 

Ludvigs
Minde

Fra Allégade kendes Ludvigs Minde eller Reebergs Gård, som den også blev kaldt. Det var en rigtig tysk
proprietærgård. Hovedbygningen var fra 1772. Her var ring i muren
til at binde heste med.

I
nummer seks lå 
Det Wærnske Institut, som Geheimkonferenserådinde
Wærn
oprettede til fattige unde
pigers uddannelse og opdragelse. I 1887 flyttede instituttet til hjørnet
af
Bülowsvej og Kastanievej.

 

Pastor
Hassager

I Frederiksbergs Bredgade Hassagers Kollegium. Ejendommen tilhørte i sin tid Frederik den Sjette. På et tidspunkt købte præsteenke, Dorthea Hansigne Hassager ejendommen. Hun besluttede
at testamentere ejendommen i
Bredgade og en sum på 120.000 kr.
til fribolig for 10 studenter.

Kollegiet
blev indrettet med
Valkendorf Kollegium som mønster. Unge studerende fra de sogne, hvor Pastor Hassager har virket, havde fortrinsvis
adgang.

 

rstings Gård

En
fornem gård var også 
Møstings Gård lige ved indgangen til Smallegade. Ejendommen tilhørte statsminister J.S. Møsting. I over 25 år benyttede han
ejendommen som landsted. Efter hans død var det kammerherre
Monrad, som også var postdirektør,
der købte gården. Ja mange borgere kaldte ejendommen for
Monrads Gård.

Man
ak, gården måtte lade livet, da
Smallegade blev udvidet.

 

Vi
kunne selvfølgelig havde nævnt mange flere gårde. Og det har vi egentlig
også gjort. Se blot de andre artikler om
Frederiksberg, som vi har begået. Langs Gl. Kongevej og Frederiksberg Allé lå mange smukke villaer. Dem kunne vi også godt
have nævnt. De rummer bestemt også spændende historier.

 

De gamle
hovedveje

Tre
af de gamle hovedveje, der udgik fra
København berørte Frederiksberg i ældre tid. Adelvejen fik til Roskilde (Vesterbrogade,
Rahbeks Allé og videre over Valby).
Det var den urgamle hovedvej
vest på.
Så var det Solbjergvejen (Gl. Kongevej). Denne vej førtes uden om landsbyen Solbjerg videre til Langvaddam (Damhussøen), hvor den stødte sammen med Adelvejen. Og så var det Islevvejen (Rolighedsvej – Godthåbsvej).Denne vej førte ud til Islev Enghave.

 

Navnet Gl. Kongevej stammer fra tiden omkring
1700, hvor
Frederiksberg Allé blev anlagt som Hoffets indkørselsvej til det nyopførte Frederiksborg Slot. Derefter var alléen den ny Kongevej og den gamle vej fik så
meget naturlig navnet
Gammel Kongevej.

 

Den
gamle adelvej

Den
gamle
Adelvej var nok den mest ringe af
dem alle. Selv helt inde ved byen bestod den flere steder kun af en
række vejspor. Endnu omkring 1800 var det til tider en næsten ufarbar
vej mellem
Bakkehuset og Værnedamsvej.

Men
også 
Kongevejene var vanskelig at køre på
i vådt vejr. I 1771 erklærede nogle
Frederiksberg – bønder, at de ikke var i stand til at levere hø til de
kongelige stalde, som de havde forpligtelse til, fordi
Gl. Kongevej var ufarbar. Og de måtte ikke køre på Frederiksberg Allé.

 

Pas
på – i mørke

Det
hedder ligeledes i en gammel beretning, at
i fugtigt Vejr lignede Gl.
Kongevej mere et Kjær end en Vej.
Om sommeren var støvet en
plage. På en måde var det bedst om vinteren, når jorden var frossen.
Men faldt der sne, var det et problem. For der blev absolut ikke ryddet.

Vejene
var nærmest ufarbare om aftenen. Kun når der var klar måneskin
, kunne der køres på dem. Fra Bakkehusets gæster klagedes der stadig
over, at der kun var gadebelysning fra
Vesterport og ud til Værnedamsvej. Der var dengang kun spredte tranlamper hist og
her.

Gik
man dengang på rundt på 
Frederiksberg efter mørkets frembrud, var det fare for, at 
man ved hvert skridt ville ramme mod et træ, eller styrte i en grøft
og blive begravet i mudderet.

 

Barnevogne forbudt – 
i 1885

Almindelige
dødelige måtte hverken ride eller køre i
Frederiksberg Allé, medmindre at man havde fået en speciel tilladelse.
Havde man sådan en blev man udstyret med såkaldte
Kongevejsnøgler.

Endnu
stod der i 1885 i
Politivedtægten, at der var forbudt at køre med barnevognene på
fliserne i
Frederiksberg Allé. Dette blev dog ikke overholdt. Der var for længst
åbnet for almindelig trafik.

 

Jordveje
i siden

Ny
Hollænderbyens
gamle hovedgade, Allégade havde dybe stinkende grøfter.
I 1848 måtte et gadekær fyldes til, fordi stanken var alt for ulidelig
for dem, der boede i nærheden.

Pilealléen
Vejen til Valby som den oprindelig hed, var til tider så bundløs,
at den hindrede børnene i at komme i skole og var til stor gene for
kirkegængerne.

Om Falkonéralléen siges det i 1826, at dens
stenbro var så forfalden, at den
næppe uden Fare kunde passeres
af kørende eller ridende,
som derfor måtte benytte
den ene af de to jordveje, der ellers var beregnet for gående og lå
en på hver side af kørebanen.

De
private veje,
Bredegade og Smallegade var i endnu ringere.

 

Befolkningen – firedobbelt

Fra
1700 til 1800 blev
Frederiksbergs indbyggertal firedobbelt, idet det steg fra 300
til 1.200. Og disse blev til 3.000 i 1850. Så gik det ellers hurtig.
Frederiksbergs befolkning var i år 1900
oppe på 70.000.

 

Byggedatamorene tog fat 

Men
helt let var det ikke for beboerne.
De københavnske håndværkere
ville ikke acceptere unødig konkurrence. Desuden skulle der betales
en speciel afgift for alle de varer, der førtes gennem hovedstadens
Accisebod. De dårlige veje og manglen
på trafikmidler fik mange til at fravælge
Frederiksberg.

Der
måtte heller ikke bygges grundmurede huse mellem
Falkonérallé – Jagtvej og Søerne. Det var kun tilladt, at bygge
lave huse og af sådant et materiale, at de hurtigt kunne fjernes i
tilfælde af krig.

Dette
forhold hæmmede bebyggelsen af området mell
em Gammel Kongevej og Ladegårdsåen. Derfor var det af stor betydning at disse bestemmelser
bortfaldt, idet
Demarkationslinjen den 6. januar 1852 blev flyttet fra Falkonéralléen til søene.

Dette
benyttede byggematadorer sig af. En af dem var inspektøren ve
d Ladegården, rådmand Bülow. Endnu samme år købte han
35 tdr. land til udstykning nord for
Gl. Kongevej.

 

Frederiksbergs
smukkeste kvarter

Bülow gav sig straks til at anlægge H.C. Ørstedsvej og nogle af de tilstødende veje. Det lykkedes
ham dog ikke at føre
Ørstedsvej igennem til Gl. Kongevej, da der lå en ejendom i vejen, som han ikke kunne
formå ejeren til at sælge jord fra.

Men
til gengæld tog han fat på 
Bülowsvej, som med sin smukke beplantning
og de tilstødende villaveje på den østlige side og
Landbohøjskolen med sin skønne have og forsøgsmarker blev en
af
Frederiksbergs smukkeste kvarterer.

 

I
1873 blev
H.C. Ørstedsvej ført igennem til Gl. Kongevej. Det blev en af hovedårene mellem Nørrebro og Vesterbro.

 

De letlevende
damer

Der
rejste sig et hel
t nyt kvarter mellem Svanholmsvej og Vodroffsvej. Det var etatsråd Schønberg, der på dette areal anlagde
tre gader med høje huse til udlejning. Også her bar en af gaderne
Ørsteds navn. Men da den snart blev
kendt for sine letlevende damer, lod man den skifte til
Danmarksgade. Det var som om, at dette
fik kvarterets ry til at skifte til det bedre.

 

Allerede
1851 var
Nyvej eller, som den oprindelig
hed,
Christiansholmsvej blevet anlagt mellem Gl. Kongevej og Frederiksberg Allé. Snart blev den fortsat i Bianco Lunos Allé.

 

Ringe
byggestandard

Få 
år efter begyndte udstykningen vest for
Falkonéralléen, hvor der straks blev rejst en del huse nord for Godthåbsvej. Men byggevedtægterne kom
først til at gælde på
Frederiksberg i 1858. Så det gjaldt for byggematadorerne at
bygge inden disse vedtægter trådte i kraft.  Det betød et kvarter
med ringe byggestandard. Situationen blev dog meget værre på
Nørrebro.

 

Trods
de store udstykninger gik byggeriet i stå i slutningen af 1850erne.
I 1857 blev
Danmark ramt af en alvorlig pengekrise,
som fuldstændig lammede alt byggeri i en årrække. Først 10 år efter
kom det atter i gang, og så gik det hurtigt.

 

I
1863 kom den første sporvogn til
Frederiksberg. I 1864 fik byen sin jernbanestation. Og endelig
i 1866 fik bydelen næringsfrihed. Nu kom der virkelig gang i væksten.

I
1945 havde bydelen 115.000 indbyggere.

 

Vesterport
lukket ved midnat

Vesterport blev dengang lukket ved midnatstid. Det var uhyre
besværligt at bo på
Frederiksberg om vinteren. Det var ikke sjovt, hvis man ikke
lige havde et køretøj. Det var på hele
Frederiksberg kun en lukket vogn til udlejning. Den tilhørte
en person ved navn,
Halleby. Den var nu næsten aldrig
til at tage få fat på.

 

Under
disse omstændigheder var det meget naturligt, at den driftige
Halleby forsøgte at sætte en omnibus
i gang mellem
Frederiksberg Runddel og Stenkisten ved Vesterport (Tivoli). Man skulle tro, at sådan en omnibus var en indbringende
forretning, og ville afhjælpe et alvorligt savn.

Alligevel
måtte den driftige herre indstill
e sit foretagende, da de
københavnske vognmænd fik politiet til at skride ind og erklære,
at det stred imod
Lavets rettigheder.

 

De første
omnibusser

Men Frederiksberg voksede og voksede. Mange
københavnere blev helårsbeboere på
Frederiksberg. Efterhånden opstod der krav fra beboerne om bedre
trafikmuligheder.

I
1841 havde københavnerne fået sine første omnibusser. Enkelte kørte
også til
Frederiksberg. I januar 1842 fik de fast køreplan, med 3 –
4 ture om dagen.

Det
varede dog ikke længe, før de kørte e
n gang i timen, og Oehlenschläger skrev til sin datter, at
han først kunne nyde sin fribolig, nu da det var muligt at komme til
byen på en time. Prisen for en
Frederiksberg – tur var 8 skilling om hverdagen og 12 skilling søn
– og helligdage.

 

Overkørsel og mulig radbrækning

Disse
omnibusser havde farvestrålende navne som
Dronning Margrethe, Løven,
Solen
og Napoleon. Der var besværligheder under
kørselen. Ejendommeligt nok klagede man ikke over langsommeligheden.
Datidens medier klagede derimod over, at der blev kørt for hurtigt
på S
tadens Grund. Gående var udsatte for Overkørsel og mulig Radbrækning. Medierne appellerede til, at der blev etableret
Forholdsregler i den Henseende. En Omnibus skulle kun være forspændt
med to heste i stedet for fire heste.

 

Disse
omnibusser var ikke populære fra begyndelsen. Fra
Frederiksberg Runddel kørte de igennem Allégade og ad Gl. Kongevej ind til byen. Men de beboere langs ruten, der
sjældent eller aldrig benyttede dem, så med stor uvilje på de
moderne køretøjer. De lavede støj
og forstyrrede den rolige nattesøvn.

Da Bredegade i 1845 havde fået brobelægning,
søgte omnibusselskabet om tilladelse til at lade vognene køre ad
Brede – og Smallegade. Men da sogneforstanderne
diskuterede sagen, viste det sig, at der var nogle, der var bange for,
at vognene ville slide for meget på den fine brolægning.

 

Efterhånden
vænnede man sig til omnibusserne, og
Frederiksberg – linjen blev en af hovedlinjerne i det københavnske omnibusnet.
Selv efter, at der i 1872 var lagt spor på
Gl. Kongevej, var det omnibusserne, der benyttede dem. En ingeniør
havde fundet på, at lade et par små styrehjul løbe foran de rigtige
hjul til at holde vognene på sporet. Oppe fra bukken kunne kusken sænke
og hæve styrehjulene, eftersom der var brug for dem eller ej. Gennem
Strøget var der nemlig ikke spor,
og omnibusserne kørte til
Kongens Nytorv.

 

Sporvogne

Det
var svært at komme op på tagsæderne. Der var næsten en lodret
jernstige derop. De
kære gamle Rumlekasser fra Hesten og til Frederiksber´kørte indtil sporvognene blev elektriske i 1899.

Det
var en hvis stemning over det, når 
Gl. Kongevej genlød af hornsignaler, som forkyndte at Teatervognen med de forudbestilte pladser
var ved at komme.

 

Allerede
før dette, var sporvognene kommet. Den 22. oktober 1863
åbnedes den første københavnske sporvognslinje, Fra Trommesalen ad Frederiksberg Allé til Runddelen. Et par måneder efter var sporene i orden. Linjen
fortsatte fra
Trommesalen over Halmtorvet (Rådhuspladsen) til St. Annæplads.

Forbindelsen
til
København var nu blevet tydeligvis
forbedret.

 

Stakkels
Sporvogns – heste

Indtil
1899 var det udelukkende hestesporvogne, der kørte. Det var ret store
krav, der blev stillet til
Sporvognsheste. De skulle standse, hvor som helst, hvor folk ønskede
at stige på og af. Den evindelige sætten i gang sled på hestene.
Umuligt var det også at overholde køretiderne.

Det
var derfor et stort fremskridt, da man indførte elektriciteten som
drivkraft med faste stoppesteder. Nu kunne hastigheden sættes betydelig
op. Køreplanen ku
nne nu også overholdes.

 

Jordemoderens
friske initiativ

Mens København allerede omkring 1700 havde
5 – 600 gadelygter henlå de frederiksbergske veje mørklagte. I øvrigt
kunne det føre til tre års straffearbejde, hvis man forsøgte at ødelægge
gadelygterne.

 

I
1848 var der således kun 8 tranlamper på 
Frederiksberg. En jordemoder havde fundet på at hænge en lampe
uden for sit hus, så man hurtig kunne finde hende. Det var på
Lampevej.

Først
i 1860 indførtes endelig gasbelysning på de mest befærdede veje.
I
løbet af få år var der
gaslygter overalt. I 1920 skete der en væsentlig forbedring i gadebelysningen,
idet de første elektriske gadelygter blev tændt i
Allégade.

De
stinkende Vejgrøfter var for længst erstattet af moderne kloaker.

 

Fra
en til 211 ansatte

På Frederiksberg var det indtil 1854 kun ansat
en vægter. Men fra det år var man pludselig tre. I 1881 blev ordningen
ophævet og indgik i politiets arbejde. Men først fire år senere fik
byen sit eget selvstændige korps. I sommeren 1944 havde korpset 211
ansatte.

 

Lige
over for kirken på 
Frederiksberg Runddel lå en materialbygning til brug for slottet. Efter
at denne blev ombygget, blev den benyttet som
Frederiksbergs første brandstation. I en kortere periode husede
bygningen også det nyoprettede politikorps. I 1919 blev  stationen
Howitzvej taget i brug.

 

Et ueffektivt brandvæsen

Brandvæsnet
var ikke særlig effektivt. I forbindelse med branden i
Møllers Vokskabinet Værnedamsvej blev der forfattet følgende:

 

Da
Huset næsten var brændt om

den
før
ste Mand med Sprøjten kom

og
da det hele dumpede

for
alvor først de pumpede.

 

Frederiksberg havde på det tidspunkt ikke noget vandværk.
Så de næste par linjer var godt anbragte:

 

Vi
pumper min Salighed, alt hvad vi kan .

Vi
mangler slet intet uden lidt
Vand

 

Når
der opstod brand skulle mandskabet først samles. Det skete ved, at
der blev slået fire slag med kirkeklokken og ophængt et rødt flag,
om natten en lanterne ud fra den side på kirketårnet i hvilken
retning, branden var. Derefter spredte vægtere
og politibetjente budskabet
om branden ved hjælp af hornsignaler og høje råb.

Der
gik masser af tid, før mandskabet var nået frem. Der var kun en hest
på stationen. Og stations – sprøjten var ikke større end, at
den ene hest kunne trække den.

I
1886 fly
ttede brandstationen til Howitzvej. Nu var der både alarmskabe
og brandhaner på vejene. Kommunen havde endelig fået et vandværk.
Nu rådede mandskabet over et par heste og en kusk.

I
1898 blev der anskaffet en stor dampsprøjte og i 1914 fik man to engelske
motorsprøjte med stige. Og nu fik man også ambulancebiler.

Brandmandskabet
blev udvidet til 98 mand og fra 1932 havde man til huse i moderne bygninger
ved siden af politistationen.

 

Fattighus
og sygehus

I
1857 blev
Frederiksberg skilt fra Hvidovre. Man rådede kun over et lille
fattighus i
Allégade. Det rummede både fattiglemmer
og de syge. Et nyt hus blev bygget på
Lampevej (Howitzvej). Dette fungerede både som fattig – og sygehus.

Men
ordningen med fattige og syge i samme hus fungerede ikke. Kommunen
byggede derfor et nyt hus, beregnet til fattiglemmer
og husvilde.

Man
fik nu rådighed over 70 senge til hospitalet og professor
Howitz blev tilknyttet hospitalet.

 

Eget
vandværk

De
brønde, der eksisterede kunne godt bruges, når der var tale om lave
huse
. Men situationen var uholdbar,
når der drejede sig om højhuse. En mand ved navn
Peter Andersen oprettede et vandværk i forbindelse med hans
jernstøberi på
Gammel Kongevej. Men det var vanskelig for Andersen at skaffe vand om sommeren.
Og det var ikke altid lige rent.

Endelig
fik kommunen så anlagt sit eget vandværk i
Grøndalsengen ved Godthåbsvej. Herfra fik Peter Andersen nu sit vand. Et vandtårn blev etableret i Søndermarken. Ledningsnettet blev efterhånden
udvidet og vandet blev renere.

 

Og det
blev l
ys

Det
var et stort fremskridt, da
Det Danske Gaskompagni i 1860 påtog sig al gadebelysning på Frederiksberg. Kommunen havde bygget et
gasværk ved
Ørstedsvej og derfra lagt ledninger
ud til
Frederiksbergs gader. Det var dog ikke nogen imponerende belysning,
gaderne fik.

I
1895 blev gasværket flyttet til
Finsensvej.

 

Kilde: Se

Litteratur
Frederiksberg (under udarbejdelse)

Litteratur
København (under udarbejdelse)

 

Hvis
du vil vide mere:
Om Frederiksberg – Læs

Det
var på Frederiksberg

Flere
Gader på Fr
ederiksberg (K – Å )

Frederiksberg
Slot

Frederiksberg
– dengang

Gader
og Veje på Frederiksberg (A – J )

Frederiksbergs
Lystigheder og Folkeliv

Solbjerg,
Nyby og Ny Amager

Stjernen
– Arbejdernes Bryggeri


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København