Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland

Gråsten – en lille flig af historien

December 26, 2012

Frederik Ahlefelts børn
ødslede pengene bort. Godset blev sat under administration. Han nåede
dog at give 60 Rdl til fattigkassen. Da denne gav underskud, måtte
skolemesteren opgive at undervise. Kassen ydede tilskud t
il degnens kappe og vokslys til kirken. Og så havde greven ansat
en præst på slottet som flere gange blev anklaget for sædelighedsforbrydelse.

 

Frederik Ahlefeldt

Vi har tidligere besøgt Gråsten her på siden. Og nu gør
vi det igen. Men først skal vi lige atter engang besøge familien
Ahlefeldt. For med Grev Frederik Ahlefeldt den
ældres
død i 1686 gik det tilbage
for adelsslægten i
Sønderjylland.

 

Og
det var denne
Frederik Ahlefeldt, der bortførte den 15 – årige Margrethe Rantzau i 1657. Man kan sige, at han med denne handling
kom til magt og ære.

 

Frederik
Ahlefeldt
var ved sin død rigets næst
– mægtigske mand. Har var
storkansler og kongelig statholder i Hertugdømmerne. Ja og han havde masser af embeder og var stenrig.
Han havde samlet slægtens ejendomme i
Sønderjylland. Men han ejede også godser andre steder i riget
og uden for riget.

 

Store besiddelser

Ved
hans død arvede den ældste søn, F
rederik Ahlefeldt den yngre hovedparten af det sønderjyske gods. Ligesom
sin far holdt han meget af
Gråsten, og byggede her et pragtfuldt
slot. I 1708 døde han barnløs.
Gråsten med tilhørende gods går
i arv til broderen,
Karl. Han var nu kommet i besiddelse
af så meget gods, som ingen i slægten nogensinde havde haft.

 

Ahlefeldts barokbygning rejstes i 1700 – 1708 i Gråsten. Det var et storladent bygningsværk,
inspireret af nederlandsk barok.

 

Gråsten
– æbler

Det
var også 
Ahlefeldterne der indrettede den berømte have i 1700 – tallet.
Det var i
Orangeriet, at myten om de herlige Gråsten – æbler blev skabt. Stamtræet blev
hentet til
Gråsten fra Rhinlandet.

 

Under administration

Frederik
Ahlefeldt den ældre
var modstander af al overflødig
pragt. Men det kan man ikke sige om hans to sønner – snarere tvært
imod. De led af ødselhed og pragtsyge. De kom derfor jævnlig i økonomiske
vanskeligheder.

 

Ville
ikke låne Karl en daler

Den
Store Nordiske Krig
gjorde det heller ikke bedre.
Efterhånden fandtes der ingen i riget,
der ville låne Karl en daler.

Da
han døde i 1722 blev hans bo sat under offentlig administration. Ved
e
n aktion på Gottorp i 1725 blev hele det store Ahlefeldt – gods i Sønderjylland spredt for alle vinde.

 

Tilhørte
Limbek – slægten

I
1300 – 1400 tallet tilhørte
Gråsten, den holstenske adelsslægt Limbek. Deres hovedsæde var Søgård, syd for Aabenraa. Omkring år 1500 kom besiddelserne
i hænderne på den sønderjyske
Ahlefeldt – slægt.

Hovedgården
blev placeret på en lille holm i
Slotssøen.

 

Hertug
Kristian August af Augustenborg

Gråsten og et par andre gårde blev solgt til Hertug Christian August af Augustenborg. På en måde forblev det i Ahlefeldts eje, da Hertugen blev gift med en søster
til
Frederik og Karl Ahlefeldt.

Men
officielt tilhørte
Gråsten i 125 år Augustenborgerne. Men efter at Christian August overtog det flotte slot, lod han det forfalde.
I 1757 nedbrændte det meste. Det nye slot stod færdig i 1760.

 

60 Rdl.
Fra greven

En
sjov ting, som ikke fører til store overskrifter var, at den
Højrevelige Excellence den 4. januar 1699 lagde
60 Rdl. I
Fattigkassen. Senere samme år blev der lagt yderligere 2 Rdl.
I kassen af grevens forvalter.

 

Præsten
begik sædelighedsforbrydelse

Gennem
mange år havde
Ahlefeldt haft deres egen hofpræst
på slottet i
Gråsten. Fra 1706 blev slotspræst
– embedet og sognepræsten i
Adsbøl den samme person. Og det
var blandt andet slotspræsten, der førte tilsyn med fattigkassen.

 

En
tidligere slotspræst,
Joh. Paschius havde en god uddannelse fra Ratzeburg. Han blev udnævnt som professor
i filosofi ved
Universitetet i Rostock. Men i 1693 blev han idømt
tre års tugthusstraf for
Sædelighedsforbrydelse. Han må være blevet benådet, for allerede i
1695 nævnes han slotspræst i
Gråsten.

Greven var åbenbart lige glad med hans straf, taget
ham til nåde, eller ikke vidst, hvad han havde bedrevet.

 

Syv
år blev han som slotspræst, så blev
han igen anklaget for Sædelighedsforbrydelse. Så kan det nok være, at
han blev afsat fra sit embede.

 

De prædikede tysk

I
øvrigt så klagede bønderne flere gange til kongen, at de ikke
kunne få præsten til at prædike på dansk. Således blev
der i 1735 påst
ået, at der blev prædiket
på tysk. Om skolesproget også var tysk, ja det vides ikke.

 

Og
efter at grevskabet ikke kører så godt, er der også underskud
i
Fattigkassen. I 1724 er der således et underskud på 40 Rdl.
Og så måtte der ellers spares. Det betød så, at der i 1744 blev
et overskud på hele 98 Rdl.

 

Syg
og miserabel kone

I
1709 bliver
en gammel, syg og miserabel
kone
betænkt med 16 Sk. Samme
år får
en gammel miserabel mand 24 Sk.

Da
den fattige
Maren Kochs i Alnor i 1713 brækker benet, får hun 24 Sk.

 

Begravelsespenge

Flere
gange er der tale om begravelseshjælp. Således betales der i 1706
1 Rdl. og 5 Sk. For en ligkiste til den fattige
Jørgen Træskomand. Samme år betales efter ordre fra hans Excellence 32 Sk. Til en mand i Horskobbel til hans barns begravelse.

Anna
Rytters
dør i 1707 i stor fattigdom. Til hendes begravelse ydes 2 Rdl. 

 

16 fattige
fik af fattigkassen

Tilskud
af denne art gives nu hyppigere, da man pludselig opdager et stort overskud
i
Fattigkassen. I 1744 er der således 16 fattige, der får glæde
af kassen.

Også 
herredsfogedens efterladte fik glæde af
Fattigkassen.

 

Smeden
blev kroejer

To
børn sættes i pleje i smedjen, der lå nær ved slottet. Smeden
Johan Samuel fik ikke nogen plejeløn,
men børnenes tøj m.m. blev betalt af fattigkassen.

På 
et tidspunkt er han dog ikke mere smed, men figurer som kroejer. Efter
ham skal bakken nær ved slottet have fået navnet
Krobjerg.

 

I
1710 bliver to fattige, nøgne forældreløse børn betænkt med 2 Rd.
I 1739 betales der
efter ordre 12 Rd. For en pige, der opdrages
hos
Adam Baadfører i Alnor.

 

Skolemesteren
blev trukket i løn 

Også 
en skolemester blev betænkt med undervisningen af 13 fattige børn
i januar måned 1699. Udeblev eleverne var det skolemesteren, der blev
straffet med sin løn.

Der
ble
v også trukket i løn, da
skolemesteren måtte lukke skolen i 4 uger, for at pleje sin syge kone.

 

Underskud
i fattigkassen

Men
herligheden varede kun i 15 år. I 1724, da der var et stort underskud
i fattigkassen, måtte man annullere skolegangen. Først i 1
744 kunne man igen begynde at undervise fattige
børn i
Gråsten.

Der
blev også givet penge til bibler, salmebøger og en enkelt regnebog.
Udgifter til blæk blev beskåret, fordi udgifterne til papir steg.

 

Forordninger

Christian
den Tredje
havde i 1544 udsendt forordninger
omkring oprettelse af skoler. Ifølge kongen skulle
Kapellanen, degnen eller
diakonen
give undervisning ikke blot
i den kristne børnelærdom, men også i læsning, skrivning og regning.
Skolepenge skulle udredes af fattigkassen.

 

Men
det kne
b at leve op til disse forordninger
i
Gråsten. Det kneb også med at få
mere velstillede forældre til at betale for deres børns undervisning.
Fyrstelige forordninger med at få forældrene til at få børn til
at møde i skolen fra det femte til det tiende skoleår kneb også.

 

Kirketårnet
blev brugt som skolestue

Det
kneb også med at finde egnede undervisningssteder. Således blev
kirkens våbenhus brugt mange steder til undervisning. Nogle steder
i
Sønderjylland blev også kirketårnet brugt som skolestue.

 

Fire
s
koler i Døstrup

I Døstrup Sogn havde man hele fire skoler
til rådighed.
Sognefolket havde selv bygget dem og
vedligeholdt dem også. Men også i
Emmerlev, Møgeltønder og det lille Daler Sogn var der tre skoler. Måske
var det pietismen, som var skyld i denne positive udvikling?

Allerede
i 1721 havde
Tønder Provsti tre skoler.

 

Skole
i forbindelse med degne – boligen

Nogles
steder på landet var der bygget skolestuer i forbindelse med degne
– boligen. Endnu i midten af det 18. århundrede kunne man støde på 
s
koler uden kakkelovn. Ofre
var det som at sidde i et åbent skur og modtage undervisning.

 

Gods
– herskabet sad med kaldsretten

Gods
– herskabet
sad inde med kaldsretten
til såvel præsteembederne og degne – og skoleholder – embederne
på godserne i
Sønderjylland.

 

Fattigkassen
ydede til kappe og vokslys

Man
kan så undre sig, at
Fattigkassen i Gråsten i 1711 skulle betale en ny
kappe til degnen. Den løb op i 12 Rd. 5 ½ Sk.

Gennem
fem år – fra 1716 til 1721 måtte
Fattigkassen også sørge for vokslys til alteret. Disse lys
blev fornyet to gange om året – til jul og til pinse.

 

Man
skred nødig til udgifter, der ikke i forvejen var godkendt af herskabet.
Men ingen regel uden undtagelser. Således blev en
fattig, fordreven luthersk
præst
i 1713 betænkt med 16 Sk.

 

Kilde: Se

  • Litteratur Sønderjylland (under forberedelse)

 

Stikord
i artiklen, der relaterer til andre artikler her på siden:

 

Under
Sønderjylland:

  • De sidste hertuger på Augustenborg
  • Flere Præster
    og Godtfolk i S
    ønderjylland
  • Præster
    og andet Godtfolk
    i Sønderjylland

 

Under
Tønder:

  • Fattige i Tønder

 

Under
Aabenraa:

  • Ahlefeldt og Søgaard
  • Aabenraas fattige
  • Kirker syd
    for Aabenraa
  • Æ Kleinbahn i Aabenraa
    Amt
  • Folk syd
    for Aabenraa


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland