Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Padborg / Kruså / Bov

Kruså – for længe siden

Juli 25, 2012

Man mente, at præsten kørte uden kørekort. Kartemageren havde opfundet ”Kobbermølle – plasteret”. Moltzens datter måtte ikke få en skriverbengel fra Kobbermølle. Når sigøjnere ikke gik frivillig måtte Wachmesiter Ringe og Amtstjener Wacker i aktion. I Kollund gik man rundt i hvide bukser og Panama – hat. Og så var baronen på Krusågård meget afholdt..

 

Der var ikke meget

Egentlig var Kruså jo ikke andet end Krusågård, møllen og nogle få erhvervsdrivende omkring år 1900.

 

Mange ejere på Krusågård

Krusågård blev ejet af Wildbrandt. Men i 1901 blev det solgt til Freiherr von Diepenbroick – Grüter. Slægten stammede fra Westfallen.

Efter denne kom Hauptmann Reuter og derefter Freiherr von Rheinbaben. Under første verdenskrig blev den solgt til Kommerceråd Mathias Hübsch.

Han tjente åbenbart mange penge, for snart købte han store dele af Kruså og Kidskelund.

 

Egentlig havde gården haft temmelig mane ejere. Blandt dem var en , der hed Paradies. Ja så var der en, der hed Freitag.

 

En stor gård

Krusågård var en meget stor gård. I Baronens tid var der en forvalter, fire kådnere, som boede i Marthiesskov, fem – seks daglejere, en kusk og en røgter. Så var der cirka fire tjenestefolk i selve huset. Ja, vi har set et foto af de ansatte fra den tid. Da talte vi hele 21 ansatte.

 

Meget afholdt

Ejeren havde ikke meget forstand på landbrug. Han havde aldrig travlt og tog sig ofte tid til en sank med dem han mødte på sin vej. Han var faktisk meget afholdt.

Der blev afholdt meget selskabelighed på gården. Og gæsterne blev afhentet inde i Flensborg. Ofte hentede kusken  officerer og andre i de højeste borgerlige kredse,

 

Kådnerne oppe i skoven

Oppe i Mathiesskoven havde gården to huse med hver to lejligheder. Her havde kådnere fri bolig. De fik to mark om dagen og en del gratis brændsel, korn og mælk. Man fik mulighed for om søndagen at måtte låne et køretøj. Då måtte man også låne et net, så de kunne fiske i åen, ja og så var det fri kost.  En daglejer fik tre mark, men havde så ikke de gratis goder.

 

Det kunne ske, at herskabet en sommerdag kom ridende forbi. Så smed fruen en håndfuld 1 – 2 penninge ud i græsset. Og så var der ellers dømt pengejagt for de små.

Det kunne også ske, at de unge nede fra gården kom op med deres instrumenter. Så var der ellers musik i den hyggelige skov.

 

Spisestue på godset

Man spiste i Borgerstuen. Hver mand havde sin bestemte plads. Foran sig under bordet havde man en skuffe til proviant.

Denne stue lå i mejeriet. Udenfor hang en klokke på størrelse med en skibsklokke mellem to store træer. Når der var spisetid, blev der ringet på den. Den kunne høres over hele gården.

 

Flere penge på Kobbermøllen

Konerne måtte morgen og aften hjælpe på gården for at malke. De skulle også hjælpe til på gråden, marken og mosen. De fik nu ikke så meget for det. En malkning gav 20 penning.

 

Til hver af kådner – boligerne var der et udhus. Her var der plads til brændsel, en lille stald og plads til mindre hønsehold. Ved det ældste af husene, stod også en bageovn til fælles afbenyttelse.

 

De yngste kådnere flyttede efterhånden ned til Kobbermøllen, når de ellers kunne komme ind. Her tjente man 5 – 6 mark, og konerne behøvede ikke at arbejde.

 

Mange gøremål

Nå man var færdige med at bearbejde jorden og såningen var overstået, så begyndte tørve – sæsonen. Der skulle graves mange tørv til så stor en gård.

Gården havde deres egen mose.

 

Roerne skulle også ordnes. Der skulle luges og udtyndes. Og høsten skulle bjerges. Engene var ofte så fugtige, at høet skulle bæres op til en fast grund.

En selvbinder blev anskaffet, og det var noget helt nyt dengang. Men det var nu ikke altid, man kunne få gang i den.

 

Børnene blev sendt hjem

Når det sidste læs var i hus, fejredes dette med en høstfest. Så spadserede man op på kroen, hvor der var dækket op med kaffebord til alle. Efter kaffen blev børnene sendt hjem. Og så var der fest og dans for de voksne.

Kartoffelhøsten stod kvinderne for.

 

På et tidspunkt var der indkvarteret en større militærstyrke på Krusågård med kanoner og det hele. Men deres uniformer var ikke nær så fine, som de blå husarers.

 

Højtiderne på gården

Man forstod også at fejre jul på gården. Alle børnene samledes med deres mødre i salen, som det store rum, blev kaldt. Her stod et mægtigt juletræ. Børnene dansede omkring juletræet mens de sang O Tannenbaum.

Alle børn fik en tallerken fyldt med al slags julebagværk, en appelsin, nogle æbler og en julegave. Herskabet gik rundt og talte med børnene.

 

Når der var påske ledte alle børn efter påskeæg i parken. Og pinsen foregik i Kollund. Her var udflugtsmålene særdeles godt besøgt. Den ene damper efter den anden anløb Kollund. Der var masser af musik ombord. Oppe ved Strandhotellet spillede regimentsmusikerne fra Flensborg. Der blev danset og drukket til den store guldmedalje.

 

Med Panama – Hat i Kollund

Alle gik i stiveste puds. Mændene var i stiveste puds, de havde hvide bukser på og Panama – hat. Havde de ikke råd til den, gik de med almindelig stråhat.

Men det var marinere fra marinestationen Mürwik lige overfor,der dominerede i Flensborg.

 

TIL de yngste, var der gynger og primitive karruseller

 

Købbermølle Skole

Børnene gik i skole i Kobbermølle Skole. I skolegården talte man næsten kun plattysk. Men nogen af eleverne syntes, at det var finere at tale højtysk. En ny skole blev bygget. Nu skulle man ikke længere sidde på lange bænke, nu sad man to og to.

 

En ny forvalter, der hed Cuhn var kommet til Krusågård. Han skulle bruge gården på fode. Men tilliden til ham blandt arbejderne var ikke stor. Således man han, at der skulle graves tørv om vinteren.

 

Farvel til baronen

Da Baronen forlod Krusågård var arbejderne meget kede af det. De havde gode arbejdsforhold . Men da Hauptman Reuter kom til, blev disse forhold ændret.

 

Al trafik gennem gården

Vejen til Kobbermølle gik dengang gennem alleen forbi herskabshuset og over gårdspladsen, så gik det videre gennem kostalden og svinestalden videre til Kobbermølle.

 

Ligtog, bryllupstog, konfirmander og kirkegængere. Alle skulle gennem gården. Der blev bygget meget på Kobbermølle, så ten, grus og meget mere blev kørt ad denne vej. En jævn strøm af blokvogne kørte til og fra Kruså Mølle. Det kunne godt være en gene til tider med al den trafik.

En ny vej blev anlagt syd om gården. Der blev så sat en bom for vejen fra Kobbermølle ind til gården. I trekanten mellem den nye vej og gården blev der anlagt en køkkenhave og en tennisbane.

 

Afvekslende liv

Ellers skete de ikke de store afvekslende ting dengang. Det vil dog sige, at det altid var spændende at se en deling soldater, især husarer ride forbi, en damptromle på gennemrejse eller bare et en lirekassemand.

 

Engang kom et par mænd drivende en stor flok gæs foran sig. Man sagde, at de kom helt fra Pommern. De tog ophold på kroen og gæssene gik på marken over for kroen. Der var vel et par tusinde stykker. Dem der ikke rigtig kunne gå mere, blev solgt til lokale bønder.

 

På denne mark var der også ofte dyrskue. Der var mange dyr og landbrugsredskaber. Her kunne man også købe en ose kirsebær til fem øre.

 

Sigøjnerne kom på besøg

Der var også liv og glade dage, da en flok sigøjnere på 10 – 15 vogne kom til byen. Kvinderne spredte sig straks ud i området, hvor de begyndte at tigge og spå.

Mændene ventede til det blev mørkt, så drog de ud for at rane foder til deres små usle heste. Kartoflerne og hvad de ellers kunne finde, var til dem selv. Alt hvad der lå fremme kunne de bruge.

 

I området var beboerne meget lettede over, når de var borte igen. Hvis man ikke uden videre gav dem noget, blev man spået alverdens ulykker.

Dengang måtte de kun ligge tre dage i hvert sogn. På tredjedagen red Wachtmesiter Ringe fra Wassersleben op til lejren og bekendtgjorde at inden et bestemt klokkeslæt skulle sigøjnerne forlade stedet.

 

Men det var nu ikke altid de rettede sig efter de formaninger. Så blev amtstjener Wacker mobiliseret. Han var samtidig bestyrer på Armhuset (fattighuset) Rønsdam. Han trak så uniformen på, spændte sabelen og samlede 6 – 7 håndfaste mænd. Sammen med Wachmeisteren red de op på Korsvejen. Der kom dog aldrig til sammenstød.

 

Langsomt samlede kvinderne deres habengut og børn sammen og brugte mund hele tiden. Mændene spændte hestene for. Uden større hast gik det så mod nord. Wachtmeister Ringe fulgte dem til stenen et par hundrede meter før Holdbi Kro. Så var hans mission slut.

 

Landstrygerne

Mange landstrygere lagde også vejen forbi. Ofte gik vejen forbi købmand Molzen, når der var 5 penninge til en snaps. Wachtmeisteren holdt øje med, om de begyndte at tigge. Hvis han nuppede dem i det, var det lige i fængsel.

 

Fremmedarbejderne

Masser af Monarchere dukkede op. Det vil vi nok i dag kalde gæstearbejdere. De holdt sig for sig selv, og blev brugt til store jordarbejdere. Blandt andet i arbejdet med Flensborg – Sønderborg banen.

 

Mergelgrav

Da Hauptmann Reuter overtog Krusågård blev der anlagt en mergelgrav lidt syd for, hvor Grænsehotellet lå. Graven beskæftigede 40 Monrachere. De boede i en barak. Det kunne godt gå lidt hårdt for sig, når de lige havde fået løn, og den stod på druk og kortspil.

 

Jernbanespor blev lagt ned til mergelgraven. Og små damplokomotiver kørte på dem. Ellers bestod trafikken dengang ikke af så meget. Man kunne opleve mange hestevogne komme efter tømmer i Kollund – skovene og køre det til Flensborg. En del mælkevogne kørte til Flensborg. Og en del tørv og kartofler blev kørt til byen. Velhavende folk, som selv havde heste og vogn, kørte gennem Kruså om sommeren til udflugtsmålene til Kollund, Sønderhav og Rønshoved

 

Peter Stajsmed

En gang om ugen kom handlende kørende til og falbød deres varer. Med to eller tre måneders mellemrum kom Peter Stajsmed forbi. Han opkøbte gamle klude, ben og metal. Så gav han pottetøj i bytte.

 

Kroen med eget gasværk

Kroen hed dengang noget så fint som Weidmannsruh. Værten hed Borcher. Efterfølgeren hed Misling. Det var dog ikke den store guldgrube.

En indbrigende dag var det, når der var kontrol. Så skulle alle militærpligtige mænd fra hele sognet møde til kontrol medbringende deres militærpapirer. Der blev drukket meget sådan en dag. Og de forskellige våbenenheder kunne ikke altid enes.

 

Kroen havde sit eget lille gasværk, der forsynede hele ejendommen med lys. Ved sognet lå hingstestalden. Der stod også en lille bygning, hvor sognets ligvogn var opbevaret.

 

Kort før den første verdenskrig købte Hans Petersen kroen. Han kom fra Skovgård ved Kollund. Men dengang blev gården kaldt det ikke særlig smigrende navn Rattenheim.

 

Pas – og toldkontrol

Ved Genforeningen købte den danske stat kroen og brugte den i mange år til pas – og toldkontrol. Den er mange gange blevet ombygget og forandret.

 

Cyklist med kørekort

Cyklerne fik en vældig udbredelse i disse år. Man fik også et Fahrkarte (Kørekort). Det kostede 2 mark. Og det skulle man have på sig, når man cyklede.

 

Kruså Mølle

Kruså Mølle blev bygget omkring 1640. Den var i mange år i familien Beecks eje. Krusåens løb blev opdæmmet, da den første mølle blev bygget, derved opstød møllesøen.

 

Møllen blev ødelagt af en brand i 1768 med opbygget igen. Mølletvangen hjap på indtjeningen. Den blev først ophævet i 1865.

 

Den nuværende møllegård blev bygget i 1878.

 

Omkring år 1900 blev den solgt til købmand Lassen fra Flensborg. Han forpagtede selve mølleriet til møller Berg, der sammen med sin søn, Julius Berg drev forretningen ind til Genforeningen.

De koncentrerede sig dog kun for at male for omegnes landmænd. Lassen lejede alt ud, hvad der kunne give penge.

 

Turbiner

Lassen solgte møllen til Mathias Hübsch. Og så skete der store omvæltninger på møllen. Selve møllen blev gennemrestaureret. De to store møllehjul kom væk. I stedet blev der indlagt to turbiner. Den ene trak mølleriet mens den anden trak et mindre elektricitetsværk.

 

Betydelig virksomhed

Kruså Mølle var en ret betydelig virksomhed omkring år 1900. Der var nitten personer til bords hver dag. Der var selve mølleriet og træsliberiet, hvor man fremstillede papirmasse. Og så var der et betydeligt landbrug.

Alle jorde på sydsiden af søen og åen, helt om til, hvor nu landegrænsen går ned til åen hørte til møllen. Ja masser af andre jorder hørte til møllen.

Efter sigende skulle der også engang have været brændevinsbrænderi her i nogle f mølle – bygningerne.

 

Der blev også lavet gryn. Og så var der en tarre – mølle. Og tarre betyder boghvede. Ude ved kanten af søen var sat en stor møllesten.

 

Utrolig mange fisk

I søen, som hørte til møllen var der utrolig mange fisk. Der var mest skaller og aborrer. Men også store karper, gedder og suder. Ja og masser af ål.

 

I sydkanten af Møllesøen var der indrettet karpedamme. Og søen var et eldorado for alle slags vandfugle. Hver år byggede svanerne redde nede i sydenden af søen.

På møllen holdt man også mange gæs og ænder.

 

Boliger for gendarmer

Senere blev det hele indrettet til boliger for grænsegendarmerne. Da havde jordlovsudvalget overtaget møllen efter en godsejer Lauersen fra Ry. Gendarmerne boede her til midten af 1950erne. Derefter rykkede tolderne ind på gården. Der var så tjenesteboligere ind til 1977.

 

Moltzens købmandsforretning

Længere oppe af korsvejen havde Moltzen købmandsforretning. Huset blev bygget i 1859. Det var i den tid, da Flensborgvejen blev anlagt. Den gamle Flensborgvej gik bag om Molzens ejendom. Den gik ned gennem åen og bag om Krusågård.

 

Huset var oprindelig bygget af Molzens svigerfar, som var rebslager. Han havde ladet bygge en lang reberbane af træ og med paptag. Den strakte sig fra huset helt ned til Flensborgvej. Der var en smule jord til huset, og de havde et par får og en ged.

 

I 1870 åbnedes købmandsforretningen. Den udviklede sig efterhånden. I Moltzens tid handlede man også med isenkram. Man havde også diverse reb til landbruget og piske. Det var den største forretning i området, og Moltzen blev efterhånden meget velhavende. Han blev en af dem, der havde hest og vogn.

 

Datteren måtte ikke få skrivebenglen

Efter at banen Flensborg – Sønderborg var åbnet, hentede de to postbude Lorenz og Jes Post hver morgen posten oppe på Smedeby Station. Så blev den bragt ned til Moltzen og sorteret. De to postbude faldt begge i krigen.

Moltzen havde også telefoncentral. Men det var dog begrænset dengang, hvor meget den blev benyttet.

 

Moltzens datter måtte ikke få kontoristen nede fra Kobbermølle.

 

       Min datter og sådan en skriverbengel

 

Ja sådan skulle Moltzen have sagt. Hun forblev ugift og Skriverbenglen blev senere direktør på fabrikken.

 

Direkte Padborg – Sønderborg

Tænk indtil 1932 kunne man køre direkte med tog fra Padborg til Sønderborg. Det startede med jernbanen fra Padborg til Tørsbøl.

Efter Genforeningen forsvandt banens betydning år efter år. I tysk tid startede ruten fra Flensborg. Da var Padborg kun et trinbræt.

 

Sporet fra Smedeby til Padborg blev dog liggende til 1943, grundet grusgraven i nærheden af Smedeby Station.

 

Kobbermølle – plasteret

Over for alleen, der førte ned til Krusågård, havde Jonas Jessen karetmagerværksted. Han var også kendt for manden, der lavede Kobbermølle – plasteret. Det var godt mod alle mulige slags udvendige smerter.

Foruden værkstedet havde familien en købmandshandel. Huset blev senere lagt til Krusågård.

 

Pas på – der kommer bil

Omkring 1908 begyndte bilerne at gøre livet på landevejene usikkert for gående. Det vil sige, det startede med tre biler i Flensborg.

Den ene af bilerne tilhørte Raben, der om sommeren havde villa i Wassersleben. Han ejede skoven omkring skærvefabrikken. Men de to andre biler, sås også kørende gennem Kruså til Kollund.

Alle tre biler blev ført af chauffører.

 

Et par år senere havde både amtsforstanderen og præsten også fåret bil. Karlene havde fået at vide, at stå af hestevognene og holde hestene ved hovedet, når der kom sådan et uhyre som en bil. Desuden skulle de tale beroligende til hestene.

 

Præsten havde ikke chauffør

Præsten havde ingen chauffør, og nogen talte om, at han aldrig havde fået kørekort. Han luskede om hjørnerne uden at give nogen form for signal. Han havde godt nok et buh – horn.

De ældre mennesker i sognet synes, at det var under præstens værdighed, at køre rundt i sådan et apparat. Mange lovede aldrig mere at sætte deres ben i kirken

 

Lange Hannes med hårklipperen

En anden opfindelse, der vækkede lige så stor forundring, var den opfindelse,

som Lange Hannes fra Smedeby havde købt. Det var en hårklippemaskine.

 

Han gik om aftenen og om søndagen rundt i omegnen og klippede børn og voksne skaldet for 10 penning.

 

Arbejdsdagen begynder uden for døren

Arbejder – og Soldaterrådet havde efter første verdenskrig indført 8 – timers dagen. De havde også for arbejdsgiverne indført den besynderlige regel, at arbejdstiden startede, lige så snart man gik hjemmefra.

 

Kilde: Se Litteratur Padborg/Kruså/Bov

 

Hvis du vil vide mere: Læs

       Franskmænd i Bov Sogn

       Første Verdenskrig i Bov

       Grænsen og dens bevogtere

       Gårde og mennesker i Bov Sogn

       Kobbermøllen ved Kruså

       Padborg fra begyndelsen

       Padborg – og nabobyerne

       Ryd Kloster

       Gendarmstien

       Og mange flere artikler


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Padborg / Kruså / Bov