Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Højer

Højer – minder (3)

Maj 26, 2012

Otto vender tilbage til Højer i 1963. Der måtte ikke vises neger i biografen. Farfar overlevede en eksplosion, han havde mistet lugtesansen. Og så var Has Fidde kun infanterist. På Hotel Højer var Jens Lyhne og kone gode gæstgivere. Tolderne gav honnør for veteranen. Og så møder farfar, Otto Smidt – Verners mørklødede kone.

 

Otto flytter igen til Højer

I 1963 flyttede Otto tilbage til Højer. Som jeg tidligere har nævnt, var det først på et værelse i en bygning, som i dag er Motel Højer. Kort efter lejede han overetagen hos Marie Olsen, der boede på gården, der lå på hjørnet af Østerenden og Kovej. Bygningen blev ejet af Marie Olsen, der var en af Ottos talrige kusiner i Højer.

 

Censur i biografen

Det var her, han boede, da vi begyndte at besøge ham i Højer. Her var ingen andre børn. Men vi fik lov til at gå alene i biografen på hjørnet af Nørregade. Godt nok var det kun til eftermiddags – forestillingen, men det var også hver dag i ferien.

Vi måtte godt se danske, tyske og engelske  film. Vi måtte også se cowboy – film med indianere, men ikke amerikanske, hvor der var negere. Jo den prøjsiske oplæring glemmes aldrig.

 

Tre tyske kanaler

Det var jo også ufatteligt med tre tyske tv – kanaler, der kørte hele dagen. Godt nok kunne vi ikke forstå noget i begyndelsen, men det bare at se tv om formiddagen var en uhørt luksus.

 

Hos Kedde – bager

Vi så kun meget få børn, men heldags – tv var jo så utroligt, at det måtte nydes, selv om vi ikke forstod en skid. Brød skulle købes hos Kedde Bager i Herbergsgade. Kød og pålæg blev købt hos slagteren på Torvet. Købmandsvarer blev købt hos købmanden på Kovej. 

 

Farfar overlevede eksplosionen

I 1967 var min farfar tæt ved de 70 år, men han klarede sig stadig selv. Hans lugtesans fungerede ikke efter de 55 år. Han røg cigarer og lang pibe. Han kunne ikke lugte, at der var et gasudslip fra en utæt gasslange. Da han så tændte gasblusset forårsagede dette en voldsom eksplosion. Den var så voldsom, at taget blæste af, og farfar blev voldsom forbrændt. Hvor utroligt det end var, så overlevede farfar.

 

Gården blev delt

I 1968 blev hans 70 års fødselsdag holdt på Hotel Sylt. Efter at være kommet sig over gaseksplosionen købte farfar huset på hjørnet af Klostergade og Kovej med stalden mod Kovej Det var oprindelig en gård, men Kovejen var lagt i lige i midten, så stuehus og kostald var på den ene side. Lade, mødding og lokum var på den anden side. Otto købte dog kun stuehus og den nedlagte kostald. Da der var lagt wc ind, så vi ikke skulle rende over vejen, hver gang vi var trængende.

 

Diskotek generede farfar

Stalden blev udlejet til Falle, cykelhandleren på Torvet, som hurtigt fik fyldt den med brugte cykler. I underetagen af stuehuset var en stue, to værrelser, et køkken og et wc. I begyndelsen boede Otto i værelset ud til Klostergade, men flyttede i det andet værelse, da der blev indrettet diskotek i Hotel Sylt. Farfar kunne ikke holde den ulidelige larm ud. Det var nu noget pjat. Jeg anstrengte mig for at høre musikken, men kunne dårlig høre det. Til gengæld hørte jeg stadig Ottos skrig om natten, når han fik sine krigstrauma.

 

Hans Fidde var kun infanterist

Når vi var på besøg, så startede vi med morgenkaffe kl. 8. Vi gik en tur gennem Højer ned mod diget ved 9 – tiden og så tilbage igen. Normalt gik vi over kirkegården, over Torvet og derefter gennem Storegade.

 

Vi plejede at sige God Morgen til Hans Fidde, der havde manufakturforretning på hjørnet af Storegade og Skolegade. Hans Fidde var også med i Første Verdenskrig. Han var dog kun infanterist, hvilket var meget langt fra at være så fint som husar. Sådan hang det sammen ifølge min farfar. Men han blev da løjtnant, så i sidste ende gik det vel lige op.

 

En af de bedrestillede

Hans Fidde var gift med kusine Luise. De boede i et stort flot hus ved Vidåen. Luise og Hans Fidde var nogen af familiens bedrestillede, så der skulle helst hilses hver morgen, selv om han kun var infanterist.

 

Ville aldrig på alderdomshjem

Efter at have hilst på ham, gik vi forbi tipoldemors gård på hjørnet af Storegade og Møllegade ud til diget. Tilbage af Nørrevej, hvor vi måtte love Otto aldrig at sende ham på alderdomshjem. Det kom han nu alligevel. Til sidst kunne han ikke klare sig selv. Han døde også kun et par måneder efter.

 

Hvert år færre at hilse på

Efter at have hilst på alle fætre og kusiner, vi mødte på vejen, og dem var det utallige af, var vi hjemme omkring kvart over ti. Der var dog for hvert år vi besøgte Otto færre kusiner og fætre, at hilse på.

 

De perfekte gæstgivere

Nu var det tid til at Otto fik sin første pibe tobak. Otto røg en lang pibe med hoved, hvor der kunne være en halv pakke normal tobak. Den kunne nemt holde til middag.

I begyndelsen kom middagen fra kommunen.

Senere gik han på Hotel Højer, hvor de lavede et udmærket mad til billige penge. Samtidig var Jens Lyne og hans kone de perfekte gæstgivere.

 

I seng – kl. 20.30

Den dag, hvor en af os drenge ankom, gav han altid en øl og en sodavand på¨husets regning. Så var min farfar villig til at komme der hele året. Efter middag gik vi hjem for at slå mave. Det betød, at jeg løb ud og legede med naboens børn. Min farfar fyldte piben helt op. Så holdt den hele eftermiddagen. Aftensmaden fik vi klokken 18, og vi gik i seng klokken 20.30.

 

Ballade ved Slusen

Ofte gik vi ud til Vidåen og op til slusen. På vejen fik jeg mange gange historien om den forbandede fabrik, der havde været med til at ruinere Adolf.

Da min farfar var barn og ung havde slusen en anden lukkemekanisme og slusemesteren var selvfølgelig en fætter eller gift med en kusine. Hans drenge vidste, hvad man skulle gøre, for at slusen ikke kunne lukke. Så var det med at komme væk, inden slusemesteren selv indfandt sig.

 

Mange historier fra Vadehavet

Når vi kiggede ud over Vadehavet fik vi fortællinger om onkel ditten eller fætter datten, der var blevet fanget af havet, fordi de havde vovet sig for langt ud. Vi fik også fortalt om, hvordan farfar som unge, havde leget med fare for sit liv ved at samle fisk og skaldyr. Men mon ikke det var lidt overdrevet. Jo ældre han blev, des mere saftige blev hans historier.

 

Honnør for veteranen

Hver gang vi kom, cyklede vi også et par gange til grænsen ved Rudbøl for at købe tobak og chokolade. Vi viste aldrig pas, for min farfar kendte dem ved grænsen. De tyske grænsevagter gjorde normalt honnør for farfar, fordi han var veteran. Sjovt nok kunne alle i Rudbøl snakke dansk og tysk.

 

Kun tysk i Rosenkrantz

I Rosenkrantz kunne de kun tale tysk, hvilket jeg syntes, var uretfærdigt. Cirka midt mellem Højer og Rudbøl sad en stakkels mand , som havde fået amputeret begge ben. Her stoppede vi ofte, for at hvile os. Min farfar fik en sludder med den gemytlige mand, der på trods af, at han sad i rullestol, var ved godt mod og fuld af munter sladder om alt og alle. Ham var vi faktisk også i familie med, men kan ikke huske hvordan.

 

Til Emmerlev Klev

Vi cyklede også til Emmerlev, hvor vi på stedet, hvor min tiptipoldefar engang havde en gård. Videre gik det ud til Emmerlev Klev. På hotellet stoppede vi op for at få en forfriskning. Hvis  Jens Lyne eller hans kone var til stede kom de for, at få en sludder med os.

 

Farfar ser en mørklødet

Sidst jeg så min farfar var i 1981. Da var jeg i Danmark, for at vise min venezuelanske kone mit fødeland. Jeg var ret spændt på, hvordan min farfar ville tage det, for min kone er ret mørklødet. Han var såmænd bare glad for at se os.

 

Han var nu 83 år og dårligt gående. Han kunne lige tage turen til Hotel Højer. Der var ingen af de gamle tilbage. Men til min overraskelse var han enormt stolt over at vise min kone frem for de andre faste middagsgæster.

 

Farfar døde i 1985

Min farfar døde i 1985. Efter et par måneder på plejehjem, blev han kørt på Tønder Sygehus, hvor han døde kort efter. Han fik dog lavet så meget ballade, at de to gange om dagen måtte køre ham ud på en altan, for at han kunne ryge sin cigar.

 

Tak til Verner Smidt i Venezuela for hans tre til tider dramatiske fortællinger om sin familie i Emmerlev, Højer og Roskilde. Og ikke mindst Kisser fra Rosenkrantz. Verner følger med her på siden og måske gemmer han på flere erindringer.

 

Hvis du vil vide mere: Læs

       Erindringer fra Højer

       Højer – Minder 1

       Højer – minder 2

       og talrige andre historier fra Højer.


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Højer