Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Ungdom på Nørrebro

Februar 2, 2012

Vi befinder os i en to
– værelses i Humlebækgade i slutningen af 1920erne. Det var
godt, at man kunne købe rester hos slagteren og bageren. Da radioen
kom, skulle alle have luftantenner. Man riskerede let at få
en sveder i Hillerødgades Skole. Her fik man renselsesbad hver 14 dag.
Her fik de fattige træsko og strømper. I Stefansgade var en populær
præst, der havde lavet en ungdomsklub. Og så
var der bal i ”kassen” på Jagtvej. Var man bleg blev man sendt
på ferie i Jylland.

Humlebækgade

I Humlebækgade
kostede en 2 – værelses lejlighed 42 kr. om måneden. Der var
ikke meget plads til de fem børn.

I soveværelset var der en dobbeltseng,
et toiletmøbel og mors symaskine. I sengen lå mor og to børn.
Et barn lå på sofaen i stuen . Og så var der et barn,
der lå i en feltseng i køkkenet. Det sidste barn havde sin egen seng,
der kunne slås sammen om dagen.

En bestemt orden

Alt dette krævede en speciel pakketeknik
og en bestemt orden. Far var der ikke mere. Forældrene var blevet skilt.

Det hele foregik i god ro og orden. Men
en dag tog moderen en herre med hjem, og han blev der i mange år. Det
skabte en del forvirring med hensyn til sovepladserne.

En udsat soveplads

Nu måtte en af knægtene sove i korridoren.
Derfor var der indkøbt en feltseng. Men den fyldte så meget, at når
nogen skulle på toilet om natten eller ved sengetid, måtte den yngste
så ud af sengen, ellers kunne døren til toilettet ikke åbnes.

Heldigvis kom en af knægtene i lære
som smed og fik logi på lærlingehjemmet i Rantzausgade.

Nu gik puslespillet pludselig op igen.

Masser af pligter

Børnene havde pligter. Det var rengøring
efter tur. Den ene uge var der opvask, rengøring af køkkenet, en uge
stuen, en uge sovekammeret og en uge korridor og wc. Det værste var
strømpestopning.

Støvsuger hos rullekonen

Om vinteren skiftedes man til at hente
koks i kælderen. Familien havde ikke støvsuger. Den blev hvert forår
og efterår lejet hos rullekonen
for 25 øre i timen. Så blev møblerne først banket med tæppebankeren
og alle vinduer blev åbnet for støvet. Man kunne dårlig se hinanden.
Når støvet havde lagt sig, blev der støvsuget.

Besøg af vaskekonen

Dynerne kom i gården og blev lagt på
stativer, som man lejede hos gårdmanden for 10 øre pr. stativ. En
gang om måneden havde man besøg af vaskekonen. Hun fik 5 kr. for hele
dagen plus kost.

Tøjet dengang var meget snavset. Man
gik med det en hel uge. Tøjet blev vasket i Kaltemann
sæbe. Sæbeluden blev bagefter hældt i spande. Når den så havde
stået et par dage lignede det gele. Det kunne så bruges til at vaske
gulvene i.

Søndag morgen hos bageren

Søndag morgen skiftedes man til at hente
morgenbrød hos bageren. Man havde en stor spånkurv med og købte brød
fra dagen før. Jo større kurven var, jo mere fik man for 25 øre.
Det bedste var at gå ind i bageriet fra gården, så tog bagermesteren
kurven. Han holdt den hen til bordet, hvor brødet lå og skubbede så
alt hvad der kunne være i kurven. Det var wienerbrød, boller, franskbrød
og øverst flødeskumskager.

På vejen hjem røg der et par kager
ned.

Snyd med margarinen

Hos slagteren blev der købt pålægsrester.
Der var ofte store stykker kød imellem. Margarinen var næsten farveløs
dengang. Så fik man en lille ampul med gul væske som blev æltet
ind i margarinen. Nu fik den en fin farve ligesom smør.

Besøg hos mejeriet

Når turen gik til mejeriet, var mælkespanden
med. Der blev så øst op af store mælkejunger til 25 øre pr.
liter. Når mælken havde stået noget tid, kunne fløden skummes af.
Og det var rig lejlighed til at gøre sine indkøb. Forretningerne havde
åben hver dag fra tidlig morgen til kl. 20, fredag endda til kl. 21.
Ja selv lørdag havde butikkerne åben til kl. 20.

Mørketime i Humlebækgade

Det var dømt hygge i Humlebækgade,

når familien holdt mørketime.
Mor sad ved vinduet og drak en kop kaffe og røg en Fønixcerut (4
stk. 25 kr.)
Børnene lå foran kakkelovnen.

Mor fortalte om sin barndom. En gang
imellem sang hun gamle sange og viser for børnene.

Da radioen kom

Radio fik familien først i 1929. Den
ældste af børnene havde bygget en krystalradio. Og der var rift om
den ene hovedtelefon.

Efterhånden som beboerne i området
fik rigtig radio, skulle de alle have luftantenne. Det gik ikke lang
tid før det lignede en tørreplads. Og det gav anledning til masser
af skænderier. Var radioen ikke rigtig indstillet, hylede den, så
ingen kunne høre et ord.

Godt sammenhold

Det var en stor ejendom familien boede
i. Der var 26 opgange med 10 lejligheder i hver. Der var også
masser af børn. Men det var et utroligt godt sammenhold. Man hjalp
hinanden , både med børnepasning eller hvis nogen manglede noget.

Udbetaling af børnepenge

En gang hvert halve år gik turen til
Magistratens 3. afd.
Så var der udbetaling af børnepenge. På
en lang gang med grå træbænke sad mødre med børn. De blev kaldt
ind efter tur for at få udbetalt pengene. Man skulle have skilsmissepapirerne
med.

Når man fik udbetalt børnebidrag, kom
den tilsynsførende hjem uanmeldt. Han skulle se om børnene var i god
stand og om man var ordentlig klædt på.

Et ophold på
landet

Gennem ugebladet Hus og Hjem
kunne man være heldig at få et ophold ude på landet. Ugebladet sørgede
for, at der kom et foto i bladet.

Hvis man var heldig med at blive udtaget,
ja sørgede skolen for at ordne fribillet med DSB. Og kneb det med tøj,
ja så hjalp Børnenes Kontor
med tøj, sko, strømper, bukser, skjorte og bluse.

Feriebørn på
vej til Jylland

Det var liv og glade dage på
Københavns Hovedbanegård,
når tog med feriebørn afgik. Om halsen
havde børnene et papskilt, hvor navn og adresse stod på. Der stod
også på skiltet, hvor turen skulle gå hen.

Der var ti børn i hver kupe. Der var
ingen toilet. Langs hele vognen var et trinbrædt, hvor der, mens toget
kørte gik en togmand og kiggede ind til børnene.

Toget standsede ved alle stationer. Der
skulle gøres plads til de ordinære tog. Ved stationerne hang børnene
ud af vinduerne og sang:

Nu rejser vi til Jyderne
å lirum laj

der sejler de i gryderne
å lirum laj

de sejler i rødbedesaft
å lirum laj

og roer med et Kosteskaft,
å lirum laj

Hillerødgades Skole

Hillerødgades Skole

blev opført i 1925. Midt gennem skolegården var der en mur mellem
gårdene. Jo det var strengt adskilt i en drenge – og en pigeside.
Dog var der en låge gennem muren.

På drengesiden boede inspektøren
i en villa. Hver morgen gik han hen til sit barometer på væggen og
slog det med en stok.

På pigesiden boede skolebetjenten.
I kælderen under hans hus var skolebespisningen. Her kom alle, der
fik mad på skolen. I det store frikvarter var der varm mad. Der
var rugbrød til alt, selv til øllebrød.

En sveder

Der var portvagt. Og om morgenen , når
klokken havde ringet op, blev de, der kom for sent holdt tilbage. Så
vankede der en sveder.

Kun børn, der kom lidt længere væk
fra, måtte cykler dertil. I Cykelskuret stod en skurvagt og holdt øje
med, at man havde tilladelse.

Når klokken havde ringet, stod hver
klasse i snorlige rækker ud for hver sit nummer på væggen. Gårdvagten
sendte hver klasse afsted og inde på selve trappen stod inspektøren
og så efter om alle gik op af trapperne.

Et renselsesbad hver 14. dag

På en væg hang et skilt, der fortalte,
hvilken klasse, der skulle i bad:

  1. klasse
    – husk renselsesbadet på
    torsdag.

Det var hver 14. dag, at man kom i bad.
Det var ikke mange hjem på Nørrebro,

der dengang havde eget bad. Så fødderne må have meget sorte. Der
var små kummer, hvor disse kunne vaskes.

Der var gennemsnitlig 35 elever i klassen.
Lugten må have været forfærdelig. Man skiftede jo ikke undertøj
hver dag, næh det holdt en uge.

Træsko til de fattige

Gennem skolen kunne man søge om et par
træsko. Rundt om i byen stod der store sparebøsser, der var formet
som træsko, og på dem var der skrevet:

Til fattige Børns Fodbeklædning

De unge kaldte det selv for Fodbespisning.

Man fik en henvisning til en træskomand i Rantzausgade.
Drengene fik sorte træsko, og på pigernes var der en rød kant.

Når man kom hjem med dem, blev de sat
i en zinkbalje med linolie. Så kunne de tage imod fugt. Så
kom de med på skolen, og i sløjdklassen blev der udleveret et
stykke bildæk, der blev slået under skoene.

Men måtte ikke have træsko på
i klassen. Så de stod i pæne rækker ude på gangen.

Når læreren kom ind i klassen, rejste
alle sig op og var helt stille.

Stor hånd men lille fod

Man kunne også få strømper,
hele 2 par om året. Det var den stramme skoleinspektrice, der stod
for dette. Man skulle knytte hånden, så tog hun strømpen og snoede
den om hånden indtil tå og hæl mødtes. Så skulle strømpen passe.
Så var det ikke heldig, hvis man havde en stor hånd men en lille fod.

Lykkepose bedre end søndagsskole

Hvert år fik familien en julekurv. Den
var fra Børnenes Kontor. Og så kunne man gå i fritidshjem
i Marthahjemmet i Brohusgade.
Her var der også søndagsskole.

Men det sidste kunne godt være kedelig.
Så var det mere spændende at gå ned til søerne og bruge
de fem øre, man skulle have brugt til sparebøssen i søndagsskolen
til lykkeposer. Men blev man væk i to – tre søndage, ja så mødte
en af lærerne op derhjemme. Det var ikke så heldig.


æblerov

Der var mange kolonihaver på
Nørrebro
dengang. Der hver Nørrebro Vænge
i dag ligger, lå en stor kolonihave, men også langs Ladegårdsåen
var der nogle stykker. Og om efteråret var det en yndet beskæftigelse
at gå på æblerov.

Dengang gik drengene i bluser med elastik
forneden, og de var gode at transportere æbler i. Når man så kom
hjem, blev rovet delt i kælderen og man kunne sidde og nyde den.

Masser af sne

Om vinteren blev gader og veje renset
for sne af arbejdsløse, som kunne få et snetegn. Al sneen blev
fjernet på hestevogne. Meget af sneen blev læsset af ved Borups
Allé, der hvor Telefonhuset i dag ligger.

Det var alletiders legeplads. Der blev
kælket fra toppen af snebakkerne ned mod åen, der var frosset til.
Man var godt træt efter flere timers leg. Om foråret, når sneen smeltede
kunne man så gå på jagt efter det, som folk havde
tabt i sneen. Det var nu som regel småpenge.

Leg i gården

I gården blev der spillet med kugler.
Det var enten op mod en væg, eller til streg. Den der lå nærmest
væggen begyndte med en finger at ramme de andres kugler med sin egen
kugle. Man blev ved, til man ramte ved siden af. De kugler man ramte
var ens gevinst. Man kunne også bruge en skotøjsæske med huller,
hvor kuglen lige kunne komme ind, og over hvert hul var der tal fra
1 til 10. Et stykke fra æsken skulle man prøve at ramme hul. Hvis
man ramte fik man det antal kugler, som tallet viste. Kugler som ikke
ramte tilfaldt ham, der ejede æsken.

Man sjippede og hinkede. Og så
spillede man top. Skjul, legede man også. Der var mange gode gemmesteder
i ejendommen.

Boldspil på
gaden

Der måtte ikke spilles bold i gården,
så kom tøren (inspektøren)

og snuppede bolden. Al boldspil foregik på gaden. Der var ikke meget
trafik dengang, så hele kørebanen blev brugt. Der blev spillet rund
– og langbold.

Når der blev spillet fodbold, blev porten
brugt som mål. Det betød så, at de to lejligheder der lå på siden
af porten ofte fik smadret deres ruder. Så splejsede ungerne til en
ny rude. Så det var sjældent, at det blev noget vrøvl med udsatte.
Deres unger var som regel med.

En tur
til ”Havet”

Ofte gik turen til havet.
Ja det kaldte man Ladegårdsåen
for dengang. De voksne havde kaffe med. Der gik en sti langs åen, hvor
der stod bænke. Her kunne de voksne sidde og hygge sig, mens ungerne
både drenge og piger badede nøgne. I åen blev der fanget salamander
og andre vanddyr.

Frederiksberg
– siden
ned mod åen lå en stor ejendom Store Mariendal.

Denne ejendom var mål for drengene på Nørrebro
– siden.
De beskød ruderne i ejendommen med slangebøsser.

Jernbanesveller til kakkelovnen

Nørrebro Station
lå i Stefansgade lige over for Jægersborggade.
Her kørte Nordbanen. Den startede ved Frederiksberg Station

og krydsede Falkoner Alle. Her var der en bom, der gik ned, når
toget passerede. Hvis folk ikke gad vente, kunne de benytte en jernbro.

Toget fortsatte over Rosenørns Alle,
Ågade, Jagtvej og Stefansgade.

Alle steder var der bom. På Nørrebrogade
var der også en træbro, for folk, der ikke gad vente.

Da Nørrebro Station

blev flyttet til Højbanen i 1931, blev det gamle jernbaneterræn
ryddet, og stationsbygningen revet ned. De, der ville måtte hente de
gamle jernbanesveller. Disse blev ofte savet i små stykker og passede
så perfekt til kakkelovnen.

Og tænk der gik to gedebukke rundt og
græssede langs baneterrænet ved Stefansgade.

En tur i biografen

Man så helst ikke at børnene var
ude efter kl. 20. Men engang imellem blev der givet tilladelse til,
at man måtte gå i biografen. På hjørnet af Hillerødgade
og Nordbanegade Stefans
– Biografen.

Her blev de voksne lukket ind først.
Børnene måtte vente i sidegangen, som blev kaldt Kostalden.
Når de voksne var på plads blev børnene lukket ind. De morede de
voksne at se børnenes kamp om de bedste pladser.

På hjørnet af Fasanvej
og Borups Alle Fasanbio.
Biografens ejer var sprechstallmeister Eriksen.

Han var en gammel artist og meget populær hos børnene.

En populær præst

Sognepræst Rosendahl,
som enere blev biskop i Roskilde
havde stiftet en ungdomsforening U 17
Nørrebro. Her kunne man spille bob, dam, skak og bordtennis.
Aftenen sluttede med the og brød.

Denne ungdomsforening var lavet til konfirmander,
der blev konfirmeret i Stefanskirken.
Og pastoren var særdeles populær hos ungdommen i området

Til bal

Når man blev lidt ældre kunne man tage
til bal. Der var altid et foreningsbal, enten i Kassen
Jagtvej (Tidligere Ungdomshus), Fagforeningens Hus i Rømersgade
(nu Arbejdermuseum), Weinox på Nørrevold, Borgenes Hus i Rosenborggade
eller Haveselskabets Have på Frederiksberg Alle.

Kilde:
Se

  • Litteratur Nørrebro
  • Litteratur København (under
    udarbejdelse)

Hvis du vil vide mere:

dengang.dk indeholder mange artikler
om Nørrebro dengang, men hvis du vil vide noget om det område, vi
her beskriver, så læs:

At bo på
Nørrebro

Barn på
Nørrebro

Da Nørrebro havde butikker på
hvert gadehjørne

Nørrebro
– erindringer

Nørrebros mange stationer

Omkring Nørrebroparken 1
– 3

Tog til Nørrebro


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro