Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

Sange fra Tønder og Omegn

Januar 5, 2012

Hermed har vi fornøjelsen at præsentere
fire viser om Tønder, to viser fra Møgeltønder og henholdsvis en
vise om henholdsvis Gallehus, Østerby og Abild.
 

Sønderjyder bruger en hver anledning
til at synge. Det lyder ikke altid lige pænt. Vi har fundet et par
mere eller mindre hjemmelavede sange fra gemmerne. Ja egentlig kender
vi ikke rigtig, hvor de stammer fra. Tak til min navnefætter fra
Lærkevej
i Tønder, der har sendt de fleste af nedenstående.

Vi skal også beklage, at vi ikke
har melodi på dem alle sammen.  

Men kære læsere vi er sikker på, at
I kan bruge disse viser til en festlig anledning. I samme serie laver
vi en samling fra Sønderjylland og en samling fra Højer og omegn.  

Denne lille samling indeholder følgende
sange:  

Tønder
– sangen 1

Tønder
– sangen 2

Den gamle by i marsken

In der grossen Seestadt Tondern

Møgeltønder
– sangen 1

Møgeltønder
– sangen 2

Gallehus
– sangen

Østerby
– sangen

Abild
– sangen
 

Vi ønsker god fornøjelse  

Tønder
– sangen 1 (melodi: Hvor smiler fager, den danske kyst
…)

Vi skal tilbage til dengang, hvor
Tønder havde verdensrekord i antallet af værtshuse pr. indbygger.
Det var dengang med de mange markeder i byen. Der var gang i den.
 

Hvor er det dejligt i fordumsår,

man kunne tage en lille vending

ind i en kro eller købmandsgård

og få 
en dram for kun tyve penning

en punch, som styrkede hvert organ,

lod man sig smage i
”Weisser Schwan” 
 

Hvor er det dejligt, da folk og fæ

fra fjern og nær kom til Tønder
mærken,

i hvert et krohus fandt ly og læ,

hvor højt det klirred’ med glas,
tallerken,

hvor man drak lidkøb ved punchedamp,

og gulvet gungred´af træskotramp. 

Hvor er der leben i Tønder by

en sådan dag, når de mange stude

fra Himmerland og det fjerne Thy

i sindrig ro gled forbi derude,

lod
brølet lyde i livlig kap

med karleråb og med piskerap.  

Og der var travlhed i hver butik,

der købtes varer i store bunker,

købmanden stod med sit lune blik,

så 

veltilfreds på de blanke grunker,

der fyldte kassen ved aftenstid,

og han ku få´sig en tiltrægt bid. 

Ja, det var dejligt en markedsdaw,

trods al dens travlhed og al dens
spænding,

men ak, den tid er nu lagt i grav,

hvad får man i dag man for tyve penning?

Ja, mangt gled bort under tidens elv,

om det blev bedre
– ja døm her selv.
 

Tønder Sang 2 (den er hvis nok
forfattet af Anne Dale i Rens, 1956?)
 

Tønder by, du ligger ud mod landet,

de blev bygget op på 
marskens fede jord

stolt som
– havneby – du lå 
engang ved vandet

mindet derom
– er i dag kun skrevne ord,

bærer du i våbenskjoldet, stolt
en skude

sejled ud herfra, du med dit kniplingsry

drog mod dig fra nord i træk af fede
stude

vokser du mod verden ud
– du lille by
 

Skal vi tilbage med dig lidt i tiden,

se hvordan at du er vokset op og frem,

al begyndelse det at være liden –

nu i dag du rummer over tusind hjem,

fyldt af gamle minder er hvert hus,
hver gade

fra en tid for længst der sunket
er i grus,

Skibbro er brolagt, fra husenes facade

gamle gavle
– går et mindets sagte sus.
 

Fra en svunden tid, hvor stærke mænd
her færded,

hygged op med sans dig gamle handelsby,

nutids folk dit minde trofast har
omgærdet

kirkens spir går højt mod himlens
lyse sky

er dit vartegn, står hver dag på 
dig og kalder

samler som en mor sin store børneflok,

jeg vil stå 
med dig i tiden, om du falder,

rejse dig igen, min styrke er dig
nok.
 

Søger vi hos dig endnu så 
dybt et minde,

navnet
– gaden – viser os mod banken hen,

knejse her en borg med høje spir
og tinde,

kun en portnberbolig er af dig igen,

tung af
ælde lidt af dig endnu vi skuer,

du er værn for gamle tiders sind
og sans,

gamle minders sans, som os i sindet
luer

kaster over dig
– du kære by sin glans.
 

Tønder by, du ligger
åben ud mod landet

favner alle, når vi kommer ind til
dig,

øst og vest og syd og nord vi har
det sandet,

når vi kom mod dig fra hver sin landevej.

Du er byen for vort mål, til dig
vi rejser,

du er vor hjemstavnsby endnu med kniplingsry.

Solen glimter i dit kirkespir sem
knejser –

våger over dig nu
– marskens gamle by.
 

Som en bue går om dig Vidåens vande,

hvori himlens sol og skyer spejler
sig,

går vor tanke da med dig mod fjerne
strande,

her ved dig går børn i drømme,
stille leg.

Tønder by, dit ry din skønhed vil
vi prise,

som en perle ligger du i marskens
jord,

værner vi om dig vor færd det skal
bevise,

fremtidens syn går frem af fortids
stærke ord.
 

Dan gamle by i marsken (S. Højmark
Jensen)
 

Aldrig jeg glemme de krogede gader

huset som viser mod Torvet sin gavl.

Blæsten fra vesten, fra vidstrakte
flader

suser herind fra det ternede tavl

Vinter og vår –

i hvor det går –

Tønder en plads i vort hjerte får.  

Dybe kanaler og Møllestrøms brusen,

sagte og stille henglidende vand.

Drømmen med strømmen gik ud over
slusen,

ud imod barndommens eventyrland

Alt hvad vi så,

da vi var små,

plads i vort hjerte skal evigt få. 

Aldrig de tøndringer piger kan glemme

dammen, stien og gyngende grund,

skønneste, grønneste, skyggefuld
bræmme

danner ved byen den dejligste lund.

Her er så 
tit

blevet visket blidt –

”Alt hvad jeg ejer, er også
dit”
 

Mindet om Tønder, ja det vil vi værne

og det er vi bundet med stærkeste
bånd

Og skal vi ende vort liv i det fjerne,

får den en hilsen med rystende hånd,

Vinter og vår –

i hvor det går

Tønder en plads i vort hjerte får  
 

In der grossen Seestadt TONDERN

Sangen blev skrevet efter, at det
gode skib Bismarck sejlede gennem Vidåen ned Skibbroen. Og det gjorde
den efter et væddemål på øen Sild. Vi har tidligere beskrevet historien
her på siden. Som bekendt var Tønder, inden digerne faktisk en stor
havneby. Og der har jo været aktuelle planer om, at der igen skulle
en havn til Tønder, nok mest for syns skyld.

Ja et par gange har der været planer
om, at føre en kanal ind gennem Tønder og så 
ud til Østkysten.

Men moralen i denne vise, er, at der
hvor du ikke kan komme ud, skal du slet ikke begive dig ind. Men skib
og kaptajn Selmer kom både ud og ind, selv om damperen stødte på
grund gang på gang. Og det var noget besværligt at få
vendt på Skibbroen.
 

In der grossen Seestadt Tondern

kamm ainmall ein Dampschif an,

alle Leute tun sich wundern

dass mann hier auch
Schiffen kann.
 

Mann und Weib ubd Kind und Besen

eilen nach der Schiffbrück hin

um zu sehn, was nie gewessen,

wie das Dampfschiff kommt dahin.  

Voll Verwunderung steht die Menge,

gasst den smutzigen
”Bismack an

aber ach! Fest sitzt er in der Enge,

dass
man ihn nicht retten kann.
 

Seht auf Tonderns weise Väter,

wie sis sich beraten drum,

dass sie diesen Schwerenöter

kriegen in dem Hafen rum.  

Hängt ihn, sprach der eine weise

Hängt ihn in den Krahn hinein,

und ein anderer sagte leise:

Grab ein Loch ins Ufer´nein!  

Seht sie drängen, seht sie ehieben,

doch der schmutz`ge
”Bismarck” spricht:

”Leut, es tut mir nicht belieben,

´rum zu kriegen bin ich nicht! 

Da rief einer aus im Zorne:

”Ruckwärtz lasst in Tondern fliehn,

Kam er auch herien von vorne,

rückwärts lasst ihn wieder ziehn!” 

Die Moral von der Geschichte,

höret, wie ein weisser spricht:

”Wo du nicht heraus kannst kommen,

da hinein begib dich nicht !  

Møgeltønder
– sangen 1 (Melodi: Hjem til Danmark
……) (Hans og Ingrid Schrøder)
 

Møgeltønder vor
by, du er kendt overalt,

Danmarks skønneste landsby vi hører
dig kaldt ,

Vi dig elsker i vinter og vår,

du er gammel
– mangfoldige år.

Langs Slotsgaden bag ved hvert lindetræ

kryber husene sammen, som søger de

Der er hygge og fred, hvor vi end
kommer frem.

Møgeltønder
– vor by og vort hjem.
 

Hvorhen vi i verden nu end drager
hen,

vi længes tilbage og kommer igen.

Vi føler for dig som for mor,

Vi har kendt dig fra barndommens
år.

Hver sommer da står der jo blomster
i flor

hver morgen da synger der fugle i
kor,

der er hygge og fred, hvor vi end
kommer frem,

Møgeltønder
– vor by og vort hjem.
 

Med enge mod syd og med hede mod nord

et minde om guldhorn i Gallehus står,

der fortæller om tider, der gik,

og vi glemmer de minder, vi fik

i skole, i kirke, i slot og i vrå.

Turister, der kommer, og turister,
der går,

der er hygge og fred, hvor vi end
kommer frem,

Møgeltønder
– vor by, og vort hjem.
 

Til slut vi nu
ønsker for dig, du vor by,

i tider, der kommer, du hævder dit
ry,

de slægter, der kommer og går,

vil dig
ære i fremtidens år.

Den ungdom, der møder, den viser
du vej,

de færdes i verden med mindet om
dig,

der er hygge og fred, hvor vi end
kommer frem,

Møgeltønder
– vor by og vort hjem
 

Møgeltønder
– sangen 2 (Melodi: Gold und Silber lieb ich gern…..)
 

Møgeltønder, du kære by,

hvor jeg hører hjemme,

her jeg synge vil din pris,

ej jeg kan dig glemme.

Hvor i verden end jeg for

og dens modgang lærte,

til den skønne fri natur,

sig drømte dog mit hjerte –  
 
 

Midt i byen knejser stolt

du vor smukke kirke.

I dit indre gemmes der

ånd af helligt virke.

Billeder af store mænd

med dem er væggen prydet,

de fortæller os endnu,

hvad disse mænd har ydet –  

Schackenborg, du ligger som

et naturens smykke,

hvor vi alle sværmer om

i vor barndoms lykke

Her ligger vi ofte hånd i hånd

leged under linde,

der jeg dvæler til en stund

i tanken, barndomsminde –  

Hist fra alpens hvide top

og til Nordens fjelde

intet toner sig så 

smukt

i naturens vælde,

som vor gamle fødeby

så 
grund og folkeyndet,

kun din skønne fri natur

fryder mig i sindet –  

Hvorfor vanker fremmed gæst

ofte her i byen,

hvorfor lyder lærkesang

så 
klar i harmonien.

Det er stedets poesi

Og samklang som fortolkes,

i naturens herlighed

der bliver kunst for folket. 

Meget nu forsvundet er

fra den tid, jeg fødtes,

meget skøn vel faldet er,

da nyt og gammelt mødtes,

men du unge friske slægt

der fremtiden skal bære,

Lov mig at du holde vil

vor gamle by i
ære –
 

Gallehus
– sangen (Melodi:Jeg elsker den gamle, den vaklende rønne
– Thyra L. Petersen 1983)
 

Vor landsby skal hygge, fra hus til
hytte,

en hyldest skal lyde, fra olding og
barn,

hver kvinde og mand, der kan huske
tilbage,

har minder så 
gode i frugtbarheds favn.
 

En muld af den bedste, der findes
på jorden,

her aldrig kan vokse, ja trives og
gro,

et sammenhold er her, med værn for
hverandre,

derfor vi så 
gerne hernede har rod .
 

Og arven fra guldhornets tid, vil
vi holde,

som fædre før os jo gravede frem,

med mosebryg hen over midsommerenge,

sig stemningen breder, udover vort
hjem.
 

Når vestenvind suser om egnen med
storme,

den trænger sig ind i hver hjørne
og krog,

ved modvind som træer, vi vokser
i styrke,

lidt krumbøjet stærke, men elsker
den dog.
 

Med hensyn til andre, vi passer vor
virke,

her glæde ved livet og ting der blev
skabt,

må 
styrken vi følte, i ungdommen blive

at barndommens Gallehus ikke går
tabt.
 

Ja Gallehus navnet må
ikke udslettes,

om nogen i udviklingens navn lægger
ud,

er olie, går storkommunens herre,

hold fingrene væk er vort lønlige
bud.
 

Gid fuglesang stadig kan slå 
os i møde,

med kvidren og frøernes kvækken
i takt,

se harer med rådyr der springer ved
skoven,

her snuse naturens bedøvende magt. 

Så 
morgendis stemning kan sindene mætte,

med solopgang rød over Gallehus skov,

hvad vil I da mere? Er det ikke livet?

Vi lever og
ånder i naturdannet lov.
 

Med aftensol nedgang i malerisk ynde,

uendelig små 
under himmelhvælvs vagt,

vi elsker vor landsby, må 
trygheden føles,

i evigheds rigdom med hjemstavnens
pagt.
 

Østerby
– sangen – melodi: Jeg er en simpel Bondemand
 

Min barndomstid til ende var,

da jeg var fjorten
år,

Jeg konfirmeret da så 
blev,

og ud i verden går

For livets vej at vandre

og finde lykkens dyd

jeg dig farvel må 
byde –

du lille
Østerby
 

Vel er det mig i hjertet tungt

at jeg forlade må

den lille skjønne plet i nord,

hvor raske gutter bor

Hvor smukke piger vandre

med glæde og med lyst

vort modersmål at værne

så 
skjønt for deres bryst
 

Der milde dufter iler frem

af landets frugtbarhed

hvor morgensolen bryder frem

i gylden virksomhed

Der fuglene udkvidre

så 

skjøn en morgensang

Hvor smuk det dog lyder

hvor liflig er dens klang

Der Vesterhavet nærmer sig

med smukke bølger blå,

det grønne krat opvokser der

men jo kun af de små,

dog udi vintrens tider

din eng den står som en sø 

,

der er det smukt at leve

men meget tungt at dø  

Jeg så 
de grønne agres skjær 

med deres gyldne bund

hvor roser, liljer bryder frem

vel udi tusind fold

I som´rens milde tider

en krans rundt om dig står 

af korn og høets stakker

af den frugtbare jord.  

Vel også 
der man finde kan,

hvor heden bryder frem,

hvor vildtet strejfer vildt omkring

og laver deres hjem.

Hvor storken
den udiler –

dens paradis det er

hver morgen den sig viser

på 
disse strækninger .
 

Ja, hvor jeg end så 
vandrer om

i verdens larm og lyst,

til dig jeg føler længsel hen

Og hvor jeg så 
skal ende

mod norden eller syd,

jeg aldrig dig skal glemme –

du lille
Østerby!
 

Abild Sangen
– Melodi: Jylland mellem tvende have (Karin Bøll 1978)

Her i Danmark langt mod sønder

Vejen slynger sig mod vest ,

Endnu før vi når Tønder

Ligger Abild allerbedst,

Byder jer velkommen her,

Tøv nu blot en kende

Og hør så, hvad I
ser.
 

Træet
– du har set det længe,

Før du når til Abild frem

Er det vartegn, du skal kende,

Ved dets rod gror huse frem,

som danner Abild by,

Hjem på 
hjem har fundet

Et ståsted i træets ly.  

Kirke
– kro – vi har det hele,

Du kan leve, som du vil,

Mød din nabo hist på
gaden,

Smil! – du får en sludder til.

Grønt og blomster, sol og luft

Alt du får i tilgift.

I denne sommerluft 

Sommerfest i varme dage,

Vinterfest i al slags vejr,

Sammenholdet her man aner.

Må 
det vokse mer`og mer

Gid vort samfund sundhed får,

Lad os en fremtid skabe,

Der bedres
år for år.
 

Abild, som en blomst du ligger

Her, hvor vejen slår en bugt,

Ung og gammel nu dig hylder,

Her vi lever ganske trygt.

Vi vil værne om vores by,

Slutte kreds om Abild

Og hævne højt dit ry. ` 

Vi fortsætter serien senere med
sange om Sønderjylland og Højer
 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder