Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro

Østerbro – et kvarter i byen

November 13, 2011

Foredrag afholdt den 17. november
i Dansk Handicap Forbund, Strandvejen 142 c, Charlottenlund. Vi kigger
på en forstad med kort levetid. Så 
er der syrebåde, Frihavnen, russiske strejkebrydere, kristne siger
nej til restaurationer og forlystelser. Vi besøger Classens Have og
Danmarks ældste villakvarter, H.C. Andersen på
Rolighed, Badeanstalter, Garnisons Kirkegård. Og så
er det også lige Struensees henrettelse, Kastellet, Sangerinde
– pavilloner. Vi når lige en tur på
Strandvejen, et par mord, uheldige betjente og grusomheder under besættelsen.
 

En tidlig bydel

Allerede meget tidlig søgte borgerskabet
til Østerbro. Området mellem Østerport

og fæstningsanlægget/sygehuset Vartou
blev indrettet som et skakbrædt. Her blev veje anlagt og grundende
udloddet. Den nye bydel fik navnet Palmaille.
Forbilledet var en bydel i Altona.

Det var Københavns
elite, der havde fået skøder herude.  

  • På 

    begge sider af Alfavej opbyggedes de skønneste Huse både i to og tre
    etager med anseelige Haver og omgivet af store haver.

 

Kort levetid

Ja sådan var beskrivelsen, og vi er
tilbage omkring 1650. Men ak kun et årti fik den skønne bydel lov
at leve. De kære svenskere var på vej, og forstæderne skulle
være krigsskueplads. Så den 9. august 1658 besluttede man, at
afbrænde alt.  

Forstædernes historie kunne starte forfra.
I 1670erne kunne man se en beskeden begyndelse langs Borgergade og
Adelgade. Sankt Annæ Kvarteret

tog sit udgangspunkt i navngivningen af kongelige titler og tilnavne: 

  • Danmarksgade, Kongensgade,
    Dronningensgade, og Prinsensgade.

 

I 1640 var Nyboder
færdig. Her tog man udgangspunkt i blomster – og dyrenavne.  

Østre Forstad

De to forstæder mod nord og øst blev
ikke genopbygget på deres gamle placering. Nye forstæder opstod
på den anden side af Peblingesøen

og Sortedammen.

Østre Forstad
startede med mange lysthaver og traktørsteder.  

Søerne

Søerne gav dengang også mulighed
for selvmord. Digteren Jens Baggesen forsøgte. En dag i 1802 vandrede
han rundt for at finde et egnet sted.

Han havde ikke til det daglige brød.
Men Baggesen fandt aldrig et egnet sted.  

Selvmord

Hvad det ikke lykkedes for Baggesen,
lykkedes for billedhuggeren Johannes Wiederwelt.
Han kastede sig i december 1802 i Sortedamssøen.  

Syrebåde

Tænk dengang afgik færgen fra færgebroen
ved Østerbrogade. I 1894 afgik færgerne hver 7 ½ minut. 

Købmand E.M. Olesen
fik meget modvilligt tilladelse til at bedrive bådfart med petroleumsbåde.
Beboerne i nærheden klagede over stanken. Motorerne var nu heller ikke
så driftssikre. Bådene blev en slags sidestykke til de såkaldte
syrevogne,
der var sat ind på sporvognsstrækningen Nørrebro
– Gothersgade.
 

Nye både blev kaldt De elektriske
både.
Man reklamerede med, at passagerne fik frisk luft. Man kunne
leje de såkaldte promonadebåde, hvor indtil 12 personer kunne spise
frokost.

Fredag aften gav Husarernes Musikkorps
koncert fra en illumineret båd. Man kunne så følge med fra passagerbåde,
som kostede 50 øre.  

Otto Mønsted sponserede

 I 1916 var man oppe på 350.000
passagerer i de fire sommermåneder. Ganske imponerende. Otto Mønsted
var enesponsor for den populære færgefart.

Alle færgerne var på siden påmalet
Otto Mønsted Svane – margarine er fast og holdbar.

I stævnen på færgerne var svanen smukt placeret som galionsfigur.  

Det var populært at holde frokostudflugter
på søen. Skulle det være ekstra festligt, kunne man bestille illumination.  

Ansøgninger om restaurationsdrift

I 1890erne var der tumult omkring et
større restaurationsanlæg ved Sortedamssøen.
Kommunen modtog i alt ti ansøgninger. Argumenterne var både gode og
talrige. En ansøger ville lave en bespisningsanstalt til rimelige
priser.
En anden sammenlignede stedet med Alsterpavillonen
i Hamborg.  

Menighedssamfund sagde bej

Men de store projekter blev ikke til
noget. Medlemmerne af Skt. Jacobs Menighedssamfund
foranstaltede en underskriftsindsamling mod forslagene. Omkring 2.000
borgere skrev under på:  

  • Undertegnede beboere af
    Østerbro – Kvarteret tillade os herved at rette en indtrængende
    Anmodning til den ærede Kommunalbestyrelse om ikke at bevillige Andraget
    om at maatte opføre en Beværtningspavillon i Sortedamssøen, i det
    vi formene, at der i Nærheden af den paatænkte Pavillon er tilstrækkelige
    mange Beværtninger, og frygte for, at en saadan Pavillon kan blive
    til Skade for Hjemmene og at den navnlig vil være en Fristelse for
    de Unge.

 

Menighedssamfundet omfattede hele
Østerbro.
Den drivende kraft var den indremissionske præst

Peter Krag. Medlemstallet var allerede i 1893 oppe på hele 1.000
medlemmer. Et af hovedtemaerne var den stigende forlystelsessyge.  

Politidirektør lyttede

Menighedssamfundets synspunkter havde
stor sympati hos politidirektøren. Måske var det årsagen til, at
mange afslag, når det gjaldt Østerbro
dengang.  

Således søgte 30 personer i tidsrummet
fra 1905 – 1921 om biografbevilling på Østerbro.
Samtlige fik afslag.  

Kysten ved Strandboulevarden

Dengang gik kysten omtrent der hvor
Strandboulevarden
i dag går. Da Frihavnen
blev bygget blev kysten flyttet et par hundrede metermod øst.  

Masser af småhavne

Inden da lå der en masse småhavne
langs kysten. Over det hele hvilede en duft af stillestående vand samt
træ og rådden tang. Duften af tjære blandede sig nu og da. Gennem
gamle plankeværker kunne man skimte en både ude på Sundet.

Her lå en masse joller, sandpramme
og tømrerpladser.

Pælebroer og lave bolværker, der var
grønslimede og forfaldne var her.  

Dårlige rønner

På Ydre
Østerbro
lå der dengang endnu små rønner af en meget dårlig
kvalitet. De var bygget af murbrokker og gammelt skrammel. Her boede
sandgravere, fiskere og arbejdere. Når der kom penge var der liv og
glade dage på beværtningerne.  

Ballade ved lønningsdag

På hjørnet af Batterivej og
Sibbernsvej (nu Strandboulevarden)

Lars Nielsens Beværtning.

Her udartede der sig ofte efter lønningsdag ballade mellem Zulukafferne
og Nihilisterne. Efter slagene blev de sårede behandlet hos
nærmeste barber.  

Frihavnen

Ja den nye Frihavn
skabte store ændringer på Østerbro.
Vi fik også en ny Langelinie.

I villahaverne i Rosenvænget
viste familiemedlemmerne sig ikke mere under åben himmel  

  • De blev gjort døssige
    af Kulstøv.

 

Ja sådan skrev Politiken,
dengang.  

Østerbro gik i vandet

Der, hvor de store skibe for nogle år
siden lagde til, gik man nu rundt med trillebør. Fæstningsværker
blev sløjfet, voldgrave blev opfyldt og kirkegårde nedlagt. Østerbro
gik i bogstavligst forstand i vandet.  

Cirka 2.000 arbejdere var beskæftiget
med at anlægge Frihavnen. Grundende i de nærliggende gader
steg efterhånden i værdi.  

Der manglede skibe

Da Frihavnen
skulle indvies var den helt tom. Man fik i hast Tietgen

til at fylde den med DFDS – skibe.
Men udenlandske journalister undrede sig over, at der slet ingen varer
var i havnen.  

Russiske strejkebrydere

I 1902 opstod der en strejke blandt søfolk
og havnearbejdere. Men egentlig kunne det ikke ses i Frihavnen.
Arbejdsgiverne fik hurtig engageret 500 strejkebrydere. Det var russere,
og for dem måtte arbejdsgiverne punge ud med en overpris, nemlig den
betydelige dagløn af tre kroner samt kost og logi. Russerne fandt det
dog kritisabelt, at de ikke måtte ryge og drikke i arbejdstiden. Men
de fik dog en slags kompensation af rigelig skibsøl.  

Konkurrencen mellem de forskellige Atlanterhavs
– ruter var benhård. Nye dobbeltskruede færger kom til. De
kunne medtage 1.800 passagerer.  

Langelinie

Dengang i 1880 havde man også en
pavillon. Den hed Esplanade –
Pavillonen.
På førstesalen spillede den fortræffelige pianist,
Cappelen.
Egentlig var Langelinie
en del af Kastellets befæstning. Den kunstige bakke ved Gefion
Springvandet
eksisterede endnu ikke.  

De kongelige

Adskillige kongelige personer kom her.
Prins Valdemar elskede at tumle rundt i en kajak. Og man kunne
være heldig at møde Christian den Niende
til hest. Og måske ved sin side, hans bor, Greve Hans af Glücksborg.  

Sejlsport var den rigtige sport

Jo det var sejlsporten, det var den rigtige
sport, mente Borgerskabet. Man foragtede det nymodens cykleri.
Dem der cyklede var dumme, man sagde dengang:  

  • jeg kan skrive, jeg kan
    læse
  • jeg kan ikke regne
    – men jeg kan pace.

 

Dansk Forening for Lystsejlads
blev senere til Kongelig Dansk Yacht
– Klub. Allerede tidligt havde man opbakning fra kongehuset, adelen,
aristokratiet og det bedre borgerskab.
 

Den stakkels havfrue

Da Søndre Frihavn
blev anlagt, mistede man promonaden langs Kastellet.

I stedet blev der anlagt en park og en promonade langs Langeliniekajen.
Og den mest udsatte på disse kanter – med overhældning af maling
og halshugget m.m. var Den Lille Havfrue,
udført af Edv. Eriksen i 1913.  

Den ny Langelinie

Borgerne på Østerbro
mistede deres direkte mulighed for at komme til vandet. Det var man
ret utilfreds med. Løsningen på konflikten var at man lagde en barriere
af jernbanedæmning og toldgitter mellem boligkvarterer og haveområder.  

Den nye Langelinie
var blevet mere snævert, men til gengæld længere. Man kunne dog ikke
mere bevæge sig frit gennem Langelinie
og op ad Øresundskysten.

Folk strømmede til, for at få 
et blik af de kongelige, men vel også for selv at blive set.  

I 1910 var det premierløjtnant Reehnitzer

og hans ubåd Dykkeren, der trak folk af huse.

I 1944 røg Langeliniepavillonen
i luften efter en sabotageaktion.  

Krigsretssag

I 1692 førtes en krigsretssag med forbindelse
til Store Vibenhus. En underofficer havde først siddet og drukket
i en kælder ved stranden. Han begav sig derefter ud til Store Vibenhus.
Her mødte han to fruentimmer.

Herfra gik de til Lundehuset
og spillede kegler. Derfra gik de tilbage til Store Vibenhus,
hvor de kappedes om, hvem der kunne drikke mest. Det endte med et kæmpe
slagsmål, efter at man havde indtaget 8 kander øl.  

Brændevinsbrændere protesterede

Herude ved Vibenhus
samledes også i 1723 alle brændevinsbrænderi for at aflevere en protest
til Frederik den Fjerde. Denne handling blev af kongen betragtet
som utilbørlig  optræden.

Det kunne have ført til Unaade og stor Straf.
Men politimesteren nøjedes med at give en stor advarsel.  

Kørsel på 
kongevejen

Ved en kongelig resolution af 29. september
1767 ophævedes kongevejsordningen for vejstrækningen fra Store
Vibenhus
til Fredensborg.
Den almindelige færdsel mod betaling af bompenge startede den 10. november.  

Østerport

I 1703 blev porten flyttet fra Rigensgade
til hjørnet og Folke Bernadottes Allé.
Der lå dengang dybe grøfter her. Og det kunne efter mørkets frembrud
være særdeles farligt at færdes her. Den 19. november 1801 befalede
kongen simpelthen, at vejen udenfor Østerport
skulle forsynes med hele otte lygter. Det var tranlygter. Så hvor meget
det egentlig havde hjulpet var et spørgsmål.  

Og her i 1801 havde Østerbro

659 indbyggere.  

Classens Have  og Aggersborg

Den danske hær stod faktisk i Holsten
for at forsvare sine interesser over for franskmændene. Da englænderne
kom i 1807, havde man forventet, at de ville angribe fra søsiden. Men
de gik i land. Det kom til det historiske slag i Classens Have.
Men egentlig varede slaget kun tre – fire timer.

Danskerne havde samlet en broget flok
af Borgerværn, Landværn og Livjægere.

Alt i alt var man 11.000 mod englændernes 30.000 mand.  

Englænderne gik i land

Den 16. august var englænderne gået
i land ved Vedbæk. Ni dage senere stod englænderne uden for
København
i en linje fra Classens Have,
på ydersiden af søerne, ad Blegdamsvej forbi Blågård og Ladegården
til Kalvebod Strand.
 

Den danske flåde var ikke blevet mobiliseret.
Der skete kun sporadiske angreb fra danske kanonbåde.  

Englænderne: Danske Soldater var
som bønder

Den 31. august blev lederen af angrebet
i Classens Have, den 70 – årige Peymann
såret af en flintekugle i låret. Til lægen sagde han:  

  • Åh, det er ingenting.
    Den burde have truffet mig i hjertet.

 

Kampen i haven betød på dansk
side, 24 døde og 98 sårede. I første omgang havde man fået englænderne
til at flygte. Men i anden omgang var det danskerne, der måtte flygte
ind på Kastellet.

Englænderne havde ikke meget til overs
for de danske soldater. E kæmpede ganske bravt sagde de, men virkede
som bønder i uniform, uden metode og dømmekraft.  

Dømt til døden

Og selv om Peymann
havde kæmpet tappert blev han og tre andre officerer dømt til døden.
Nogen skulle jo stå til regnskab for ydmygelsen. Men de blev dog benådet
af kongen.  

Danmark ydmyget

Om aftenen den 20. oktober stod englænderne
ud gennem Sundet med de første 100 skibe. Dagen efter fulgte
den engleske hovedstyrke på 80 krigsskibe og 243 transportskibe. Man
lagde tæt på den svenske kyst og Helsingborg,

hvor man saluterede for den svenske konge. Han var taget ned fra
Stockholm
for med skadefryd at iagttage det prægtige syn af arvefjenden
Danmarks
ydmygelse.  

Haven
– en stor byggeplads

Midt ud i søen i Danmarks
største have lå Aggersborg.

Men ak og ve. Classens Have
endte som en stor byggeplads. Her kom Lipkesgade, Livjægergade,
Willemosegade
og Ringstedgade.  

Kunstnere på 
Aggersborg

Aggersborg
blev efterhånden omgivet af stenklodser. Rosendal

oplevede sine sidste dage med butikker i stueetagen. Det Hvide Hus
på hjørnet af Classensgade
lyste op med minder om Rosenkilde
og Julie Sødring.  

Og her på Aggersborg
boede vores store maler, P.C. Skovgaard:  

  • Fra Husets Altaner var
    det med Undtagelsen af Udsigten over Sundet, næsten som man saa lutter
    Skovlandskab. Kastelvoldens Træer laa fjernest. I disse Omgivelser
    laa saa et Hus, som fortrinlig ind i dem, med Rørtang og graamalet
    Træbeklædning og Udskæringer. I det hele taget var der noget eventyragtigt
    over Huset ude og inde.

 

Fiskerhus

Egentlig går historien om Classens
Have
tilbage til 1658, hvor den hed Verner Klaymans Have.
I haven fik den pensionerede jæger, Johan Dantzer
lov til i et fiskerhus, at udskænke øl og vin og oprette fiskedamme.  

I 1707 havde Fiskerhuset
betegnelsen, Traktørsted. I 1728 var det faktisk et goumet
– sted.
Der blev serveret fisk og vildt for fornemme Liebhavere
til en civil pris.  

Sønderjysk familie

I 1754 blev hele herligheden solgt til

J.F. Classen. Han var født i Oslo,
men stammede som så mangen en god mand fra det sønderjyske, hvor familienavnet
var Clausen.

Den aktive forretningsmand drev krudtværk
i Frederiksværk. Men han drev også vognfabrik, voksdugdfabrik,
fajancefabrik, vokslysstøberi, gørtlerværksted, guldsmedeværksted,
rebslagerbane og meget mere.  

Hans virke omfattede også landbrug,
kvægavl og skovbrug. Han ejede flere godser og et stort bibliotek,
der omfattede 20.000 bind.

Hans bror oprettede senere en landbrugsskole
i haven.  

Strandpromenade

Langs kysten anlagde han en strandpromonade
for offentligheden som en forlængelse af Langelinie.
Og københavnerne benyttede sig af det. De gik helt ud til kalkbrænderierne
og nød de tusindvis af skibe ude på Sundet.  

Danmarks
ældste villakvarter

Rosenvænget
er Danmarks ældste villa – kvarter. Kvarteret afgrænses af gaderne
Rosenvængets Sideallé. Holsteinsgade, Livjægergade, Næstvedgade,
Strandboulevarden, Nordre Frihavnsgade og ved Vænget.
 

I 1863 kunne man i Illustreret Tidende

læse:

  • Her kan der aldrig blive
    tale om at henlægge Forlystelsessteder eller
    Ølhaller, eller hvad der hører til Vesterbros privilegier. Her kan
    man ikke tænke at bygge Kaserner, beregnet paa snese af smaa Familier,
    Nørrebroes Privilegium. Her er Landeligt, smukt og roligt.

 

Byggespekulanter holdt væk

Hovedvejen førte ned til stranden. Senere
fulgte kvarterets andre villaveje. Og de skulle ifølge vedtægterne
være 20 alen bredde. Villaerne måtte ikke være over tre etager. Byggespekulanterne
holdt man væk ved hjælp af servitutter.  

Ikke meget lys

De efterhånden 50 villaer kom til at
ligge i landelige omgivelser med dejlig frisk luft og skøn udsigt.
Men idyllen var da til at overse. De få lygter kunne ikke oplyse
vejene. Om aftenen og vinteren må det have været mørkt. I regn
– og snevejr må de landelige veje have ligget hen som morads.

For enden af Rosenvængets Hovedvej
nede ved Strandpromonaden var det låst. Kun priviligerede personer
som H.C. Andersen fik en nøgle udleveret.  

De kendte

Her boede alle de kendte, krigsministeren,
malerne Skovgaard, Marstrand, Aagaard

og marinemaler Sørensen. Holger Drachmann

og ikke mindst Johanne Louise Heiberg
var her.  

De kunstige tænder afprøves

Her fik H.C. Andersen
mange gratis middage. Det var fast at hver tirsdag var det hos højesteretssagfører
Drewsen.
Her prøvede han sine kunstige tænder første gang i marts
1864.

Ikke alle brød sig om eventyrdigterens
evige jagt efter gratis bespisning, mens andre satte stor pris på 

hans besøg.  

Egentlig var H.C. Andersen
ikke så begejstret at skulle underholde børnene ved deres fødselsdage.  

Finsens Institut breder sig

De rige beboere havde søgt at hindre,
at Finsens Institut hele tiden udvidede. Borgerskabet var bange
for, at de patienter, der kom med deres hudsygdomme, kunne smitte. 
Og de vansirede ansigter var ikke noget borgerskabet brød sig om. Efterhånden
ejede Instituttet en tredjedel af alle villaer.  

Beboerne påberåbte sig gamle servitutter,
men efterhånden åd etagebyggeriet sig ind på området.  

Kryolitfabrikken

Ved Kalkbrænderiet begyndte man i 1858
anlæggelse af Kryolitselskabets Fabrik
– Øresund. Julius Thomsen
havde fundet ud af, hvordan man omdannede
kryolit til soda. Fabrikken blev faktisk først lukket i 1990. Erhvervskomplekset
Tietgens Have, Skat
og Charlottehaven
ligger i dag på stedet.  

De Fattiges Dyrehave

Ude ved Kalkbrænderierne

lå forlystelsesstedet De fattiges Dyrehave.
Her var gynger, skydebaner og andet gøgl. Det lå der, hvor Strandboulevarden
88 – 98
i dag. Storhedstiden var i anden halvdel af 1800tallet.
Fra teltbeværtningerne blev der serveret brændevin fra den nærliggende
spritfabrik til arbejderne og bådførerne fra kalkbrænderierne og
andre steder. Det var især søens folk, der kom her. Det havde også
ry derefter.

Men her var også karruseller, keglebaner
og andre fornøjelser for dem, der ikke havde råd til at tage i den
rigtige Dyrehave. Endnu i 1876 lå der 15 lysthuse i haven.   
 

Rolighed

Rolighed

blev kaldet Det lille Rosenborg.
Her kom de fine. Men i 1850 så bygningen forfærdelig ud. Men den blev
istandsat. I 1857 overtog grosserer Melchior
bygningen, og det var her H.C. Andersen
udåndede 4. august 1875.  

  • Jeg er så 
    urimelig, at jeg er en Plage for alle. Men tilgiv mig, jeg er saa Syg.

 

Ja sådan sagde vores berømte eventyrdigter.  

Søen stinker

Egentlig boede han i Nyhavn 18.
Allerede et år før sin død beklagede han sig: 

  • Søen stinker, som de var
    opfyldt med Aadsler. Vejret er koldt og regnfuldt. Maven er daarlig,
    Nerverne angribes og Gigten faar saadan Overhaand, at det er besværligt
    at gaa.

 

En måned før han døde, lod han sin
kuffert pakke, købe nyt tøj og bestille 200 nye visitkort. Han tænkte
også på at bygge sig en villa. Det skulle være et eventyrhus
som lignede Fru Heibergs i Rosenvænget.  

Prøvet lidt af hvert

Men der var ikke flere medikamenter ud
over morfinen, der virkede på ham. Han havde ellers prøvet lidt af
hvert.  

  • Kloral, Hoffmannsdråber,
    Valeriane, rosiner syltede i kandis, vineddike,
    åreladning, søbade, strømbade, russiske dampbade, surdej under fødderne,
    sennep på håndleddene, spanske fluer tværs over struben, igler
    på halsen, gulerodsomslag, gurgelemælk, rabarberrod og meget andet.

 

Andersen
havde spurgt Fru Melchior om hun kunne skære hans pilsåre over,
hvis hun en dag fandt ham livløs. Han ville ikke risikere, at blive
begravet i levende live.  

Strandboulevarden

Anlæggelsen af Strandboulevarden
blev vedtaget i Borgerrepræsentationen

i 1895. Den førte direkte hen til Københavns Svineslagteri.
Man fik aldrig ført linjen videre nordpå til Strandvejen.

Egentlig var der mange navne til den
nye boulevard, Borups Boulevard, Hagemanns Boulevard
og Fru Heibergs Boulevard.  

Badeanstalter

Her på Østerbro

lå der i tidens løb en masse badeanstalter. Martin Andersen Nexø
fortalte, at han og de andre børn fra Skt. Hans Gades Skole
badede på den militære badeanstalt. Det var her Helgoland 3,
kom til at ligge 

  • Det kneb med at komme af
    med tøjet, skønt vi ikke havde for meget på. Den ene fejlede det
    og den anden fejlede det, som gjorde, at vi ikke kom i vandet. Sergenten
    gjorde kort proces. ”Nåh, hvad fejler
    du?”, spurgte han mig med hovedet kælent på
    siden. ”Jeg har brok”, svarede jeg ynkeligt. Jeg havde hørt at
    brok fritog for badning.
  • ”Så
    skal du have brokbind på”, sagde han og spændte et bælte med et
    langt reb om livet på mig. Og pludselig flød jeg ud i bassinet. Mit
    hjerte stod stille, det lyse vand, himlen, alting lukkede sig om mig
    i guld og grønt. Lys og blødhed strømmede om mig. Måske havde jeg
    feber. Da jeg kom op igen, var jeg som forvandlet. Frygten for vandet
    var borte, veget for tillid uden forbehold. Jeg styrtede mig ud igen,
    uden tanke for, at sergenten havde taget selen af mig.

 

Badeanstalt drev til havs

Helgoland 1
lå ved kysten fra 1885. den var anlagt på zinkpontoner. Men den drev
til havs og blev slået til vrag. Ja den endte på Saltholm.  

Helgoland 2
blev bygget på pæle i 1897. Men i 1914 blev den afmonteret for at
skaffe plads til den nu promonade.  

Ja egentlig var der også en

Helgoland 2b. Det var en vinterbadeanstalt.
Anstalten indeholdt en sal omgivet af 8 værelser for herre og 6 for
damer. Der var fem store kakkelovne, et styrtebad, et vægt og gymnastikredskaber.  

Et besøg i 1902

Ja lad os prøve at aflægge Badeanstalten
Helgoland
et besøg i 1902:  

  • Den nye store Sø 
    – Badeanstalt, der ligger i Svanemølle
    – bugten ved den ny Strandvej, og som sidste
    år blev åbnet for publikum, har allerede for længst vundet så
    stor tilknytning fra publikums side, at Aktieselskabet har udvidet den
    i forvejen omfattende virksomhed, så
    den i vinter har kunnet byde velkommen i sin fortrin vinterbadeafdeling.
  • Det moderne badeetablissement
    ligger med sine hvide tage i solen omgivet af
    Øresunds blå vand. Den omfatter forskellige afdelinger
    – skolebade, herre – og dameafdeling samt restaurant. Den kan let
    rumme 4.000 mennesker på badeafdelingen og 4.000 tilskuer omkring sportsbassinet.
    For de badegæster, de dyrker søbad
    året rundt, er det interessant at vide, at der findes centralvarme
    i de hyggelige omklædningsrum, ligesom der er indrettet overdængede
    bassiner.
  • De varme saltbade er Helgolands
    specialitet. Vandet oppumpes direkte fra Sundet og badet gives som karbade
    eller douche. Fyrrenålsbade kan man også
    få. Og så er der en afdeling for både universal og lokal massagebehandling.
  • Det er hvis nok Europas
    største søbadeanstalt. Den er bygget på
    ca. 2.400 pæle og har en facade på
    30 meter. Længden er 360 meter. Dette dækker 14.000 kvadratmeter.
  • En 110 meter lang bro fører
    fra land til den private afdeling. Et tårn med ur til 4 sider viser,
    hvor den begynder. Bassinet er 32 meter langt og 7 meter bredt. Damerne
    har deres egen bassin. Endvidere forefindes der på
    anstalten kiosker til cigarer, cigaretter, blade, postkort, chokolade
    og konfekt. Der er sygeværelse og afdelinger for manicure og fodpleje
    samt frisørsalon. Der er endvidere en cykelstald til 500 cyklister.
  • Yderst mod rum sø
    er der en restaurant med plads til 400 mennesker. Den er indrettet i
    4 afdelinger og kan benyttes i al slags vejr. Der er en enestående
    udsigt ud over Øresund.

 

Garnisons Kirkegård

Her på kirkegården kunne man aldrig
finde på at smide tøjet, som på Assitens Kirkegård.  

Efter anordning af Kong Frederik den
Tredje
blev der i 1664 anlagt en gravplads uden for demarkationslinjen.
Næsten samtidig anlagde man lige over Skibskirkegården.
Denne kirkegård blev lagt under flådens kirke. Det er i den, der i
dag kaldes Holmens Kirkegård.  

Straffefangere holdt ikke længe

I begyndelse var det kun Landmilitæret,
der brugte kirkegården.

Den kommunale pestkirkegård kom til
at ligge lige op ad Garnisonskirkegården.
Soldater blev sat til at grave en række grøfter på arealet nord for
Kastellet
op mod det nuværende Classensgade.
På grund af smittefaren trak kommandanten dog sine soldater tilbage.  

I stedet blev 17 fangere fra Bremerholm
sat til arbejdet. De blev lovet deres frihed, når de var færdige med
arbejdet. Efter nogle få dages arbejde var der dog kun to fangere,
der var arbejdsdygtige. Resten var enten døde eller stærkt svækkede.  

Kanonskud skulle fjerne stanken

Kun gennem Østerport
måtte der dengang transporteres lig. Mange lig lå ubegravede hen.
Og det betød en frygtelig stank. Soldaterne på Kastellet
beklagede sig. Man affyrede kanonskud for at sprede stanken.  

Kisten flyttet tre gange

Jøderne i København
var udsat for antisemitisme. I 1729 døde Jens Gedeløcke.
Han blev begravet på Garnisons
Kirkegård.
Snart gik det rygter om, at han slet ikke var kristen.
Han var blevet lokket af jøderne for at opgive den rette lutherske
tro.  

Politimester Hans Himmerich
befalede at liget skulle graves op og overflyttet til jødernes kirkegård
Nørrebro. Et helt kompagni soldater skulle sørge for transporten.
Og det var jøderne selv, der skulle grave liget op.

Og på Nørrebro
måtte de under slag fra soldater grave et nyt sted for Gedeløcke.  

Jøderne klagede til direkte til kongen.
De fik tilladelse til at flytte kisten til et tredje sted, der hverken
var i kisten eller i jødisk indviet jord.  

Fattig
– kirkegård

Der hvor den amerikanske ambassade i
dag ligger, lå fra 1770 til 1858 en fattig
– kirkegård
for Almindelig Hospital

i Amaliegade.  

Den nordligste del var kirkegård for
stokhusslaver og henrettede forbrydere.
 

Dengang var kirkegården noget forsømt.
Fædrelandet
skrev således i 1858:  

  • Noget uhyggeligere kan
    selv den dristigste Fantasi næppe tænke sig. Her findes hverken Vej
    eller Sti. Brændnælder, Tidsler og andet Ukrudt står i den frodigste
    Vækst om Sommeren og Kvinder af Samfundets Bærme benytte fortrinsvis
    dette Sted som Tumleplads for deres Uærlighed.

 

Hunde
– kirkegård

Senere blev dette stykke hunde – 
kirkegård. Mange af Østerbros
velplejede mopser fandt her i forbrydernes nedlagte grave, deres sidste
hvilested under gravsten af marmor.  

Lille Amalienborg

Efter at denne del af kirkegården blev
nedlagt, opførtes i 1916 Lille Amalineborg
til trægrosserer Harald Simonsen.

Det var herfra, at von Hanneken
led slagets gang under besættelsen.

Her boede Erna Hamilton,
som var Guld Haralds datter. Hun fik aldrig en eksamen, skønt
hun var kvik og intelligent. Hun boede her længe, og flyttede først
herfra, da hun blev gift anden gang.

Ja hun nåede også at blive gift
en tredje gang.  

Kongen kan også 

lugte

I 1726 havde vognmændene fået lov til
at udføre renovationen gennem Østerport. Men de smed bare renovationen
ned i søen eller på en åben plads i nærheden.

Da man fandt ud af, at kongen en gang
imellem kom gennem Østerport,
fik vognmændene forbud mod denne praksis. For også kongen kunne lugte
den forfærdelige stank, der kom fra søen og området i nærheden.  

Struensee og Brandt

På en lille jordhøj, blev der
engang anbragt en granitsten på Fælleden.

Det var til minde om en sindssyg konge og hans ulykkelige 19 årige
dronning.

Det var også historien om Struensee
og Brandt. De blev fængslet i januar 1772 og anbragt i Kastellet.
Og den 28. april blev de i hver sin vogn og ledsaget af officerer og
et kommando ført ud til Øster Fælled.  

Struensee måtte vente

Et skafot var rejst på stedet.

Brandt fik først den højre hånd, og derefter hovedet afhugget.
Alt imens holdt Struensee nedenfor i sin vogn. Han kunne høre
de hug, der skilte hans ven af med livet.  

Bagefter kom turen til ham. For at retfærdigheden
kunne ske fyldest, blev deres legemer bagefter parteret og lagt på
stejle og hjul. De blev et bytte for himlens fugle.  

Byen var næsten affolket. Alle havde
bevæget sig herud for at følge den frygtelige eksekution. Ja man sagde,
at der var 30.000 tilskuere.  

Landsforræderi

De blev begge dømt for landsforræderi
og majestætsfornærmelse. Struensee
havde desuden udfordret kongemagten og fået barn med dronning Caroline
Mathilde.
Ja Struensees

forræderi var grunden til, at man indførte indfødsret. Dengang havde
en femtedel af befolkningen, tysk som førstesprog.  

Fremskridt

Struensee
havde mødt Christian den Syvende
under dennes Europa – rejse
i 1768. Kongen havde dengang vist tegn på sindssyge. Struensee
havde god indflydelse på kongen og blev hyret til livlæge.  

Og livlægen fik mere og mere magt. Det
lykkedes ham, at få kongen til afskedige statsrådet. Struensee
kunne så selv underskrive lovene. I de to år han var ved magten lykkedes
det ham, at gennemføre et utal af reformer, bl.a. indførelse af trykkefriheden.
Med et hug fik han også afskaffet bøndernes hoveri. Han indførte
bedre sociale forhold og et mildere straffevæsen.  

Henrettet for politisk magt

Godsejere og adelige vendte sig mod
Struensee.
De lavede et kup og fik livlægen dømt for majestætsfornemmelse,
fordi han havde været kongen utro med dronningen. Reelt blev han dog
dømt for sin politiske magt.

En gruppe kupmagere med kongens stedmor
og halvbror i spidsen fik Struensee

og Brandt arresteret. En retssag fulgte. Og begge blev dømt
til døden.  
 

Til skræk og advarsel

De legemlige rester blev senere lagt
ud til retterstedet på Vesterbro.
Hoffet havde ønsket, at man fra Frederiksberg Slot
kunne glæde sig over synet. Det siges, at ligene lå her i årevis
til skræk og advarsel.  

Henrettet med skrig

Der var barske afstraffelses – metoder
dengang. I skarpretterens prisliste fra dengang i 1698 kan nævnes:  

  • Hoved – , Haands
    – og Fingerafhugning, endvidere Steile og Hjul, Knusning af Arme
    og Ben, Partering, Knibning med gloende Tænger, Brændemærkning, Kagstrygning,
    Legemets afbrænding paa Baal og Navneopslag paa Galgen.

 

En dyr aflivning

I 1675 blev Erik Lagefoged,
der havde myrdet forpagteren på St. Knuds Kloster,
”justificeret”
på følgende måde. Først blev hans hjerte
skåret ud af ham, og bødelen slog ham med det på munden. Derpå knustes
hans arme og ben med et hjul. En rem blev skåret af hans bug og en
af hans ryg. Hans hoved blev afhugget og sat på en pæl. Endelig blev
hans legeme parteret og lagt på fire stejler.  

Skulle man tolke skarpretterens prisliste,
så havde denne aflivning været en bekostelig affære.  

Griffenfelds lidelser

Den 6. juli 1676 blev Griffenfeld
ført ud af sit fængsel i Kastellet
til Paradepladsen. Midt på pladsen var der spredt noget skinnende
hvidt sand med sort klæde over. Ved siden af stod den dødsdømtes
ligkiste, overtrukken med sort stof og våben, der hidtil havde siddet
på hans stol i Helligåndskirken.

Kredsen var omringet af soldater.  

Men der var også tilskuere til
stede. Griffenfeld tog afsked med de tilstedeværende, bevidnede
sin uskyld og forsikrede, at han havde haft statens og kongens vel for
øje.

Han opløftede sine hænder til Gud
og erklærede, at han modtog døden som en retfærdig straf, fordi han
havde søgt Jordens Konge mere end Himlens.
Hans frimodige og gudhengivende holdning gjorde et stærkt indtryk hos
de tilstedeværende.  

Bødelen trådte nu frem med sit våben: 

  • Dette sker ej uden Aarsag,
    men efter Fortjeneste.

Den dødsdømte svarede:  

  • Kongen har givet mig det,
    han tager det fra mig igen

 

Min sjæl i din hånd

Derfter tog Griffenfeld
sin paryk og halsklud af. Han lagde sig på knæ og bad en kort bøn.
Derpå lagde han sig på knæ:  

  • Herre Jesus, jeg befaler
    min Sjæl i din Haand

 

Pardon i Kongens Navn

Derefter gav han tegn til bødelen, om
at hugge til. Denne nølede imidlertid, sandsynligvis efter ordre. Men
da han endelig løftede sværdet med begge hænder, trådte generaladjudant

Schack frem og råbte: 

  • Pardon i Kongens Navn

 

Dette afstedkom et sus i forsamlingen.
Schack
læste nu den kongelige ordre. Griffenfeld
var blevet benådet. Han havde fået livsvarig fængsel.  

 

Mord og selvmord ved Trianglen

Der hvor Øster Elektricitetsværk
rejste sine kæmpemure i 1901 – 1902 lå en ejendommelig gård med
et fornemt præg over sig. Den bestod af tre lave, tildels sammenhængende
længer. Denne gård blev opført af den jyske bonde, Steffen Smidt.
Han begyndte som arbejder på Sukkerraffinaderiet Unionen.
Her blev han efterhånden mester. Det brændte, og Schmidt
opførte et nyt raffinaderiet i Bredgade.  

Men ak og ve. Schmidt
begik falskneri med salg af sukker. Og det blev opdaget. Så Schmidt
tog livet af sig selv. Hans karl boede i en del af gården, og blev
ret så rig. Og det rygtedes. Derfor blev han myrdet.  

Strandvejen/Østerbrogades historie

En udfaldsvej blev anlagt fra Østerport
ved portens omlægning i 1647. Oprindelig hed vejen Østerbro

eller Østerstenbro. Indtil 1858 hed den Strandvejen
fra Trianglen. Fra 1949 kom også det sidste stykke fra Lille
Vibenhus
til Svanemøllen
til at hedde Østerbrogade.  

Strandvejens

historie er også omgivet af mystik. Ved Tårbæk
tales der om møder med genfærd. Mange skibe forliste og ligene drev
ind til stranden. Men den har ikke altid været let at køre på. Således
hedder det i en kongelig forestilling
fra 1779:  

  • Den besværlige Strandvej
    langs Søkysten, som ej kan sættes i god og vedvarende Stand.

 

Kidnapningsforsøg

I 1777 ville den engelske sørøver

John Nordcross i samarbejde med svenskerne bortføre kronprins
Christian,
den senere Christian den Sjette.
Det var lige før det lykkedes.  

Omkring år 1800 oplevede man langs
Strandvejen
nord for Østerbro
et sandt byggeboom af landssteder. Og udflugterne gik også til Dyrehavsbakken

og længere nord på. Helt op til Rungsted
tog man på udflugt. Men Strandvejen
var slet ikke gearet til alt den trafik. 

Hvide som snemænd

En passager på dampskibet Caledonia
fortalte om turen gennem Sundet

en dejlig juni – morgen i 1819:  

Den skvulpende Sø
med sine Sølvbølger vifter os svalende Kærlighed i Møde.

Han så Sjællands
yndige kyst glide forbi, med alle landsteder, haver, bakker og marker.
Ud for Charlottenlund ændrede billedet sig. Hele Strandvejen
derinde så han nu indhullet i støvskyer, hvor mange hundrede vogne
rullede afsted.  

Hvide som snemænd ankom de til Klampenborg.

Men her trådte såkaldte børstedrenge
til. For et par skilling befriede de folk for det værste støv.

Omsider fandt man så ud af at lade
Strandvejen
vande. Og det gjorde man helt ind til Lille Vibenhus.  

Åndelig undergang

Man havde bevist, at sådanne gadevandinger
havde en gavnlig virkning paa de lavere Klassers Moralitet.

Støvet udviklede miasmer (bakterier)
som virkede fortrinsvis på maven. Derfor søgte mændene og undertiden
også kvinderne tilflugt i spirituøse drikke. Dette bevirkede således
til familiernes legemlige og åndelige undergang, sagde kloge mennesker
dengang.  

Det vakte en del foragelse på 
Strandvejen,
at se kvindekønnet på disse nymodens transportmidler,
cyklen.
De kæmpede en ulige kamp for at holde balancen og skørterne
på plads. Man havde sandelig noget at snakke om, når man iagttog dem.

Således udtalte en læge:  

  • Om Sømmelighed vil jeg
    ikke tale. Smuk er denne Sport ikke for en Kvinde. Og bliver den det
    nogensinde?

 

Mange gamle traktørsteder

På Søholt
blev der også drevet traktørsted. I 1722 kunne man læse, at man for
billig betaling kunne blive betjent efter sin stand i den smukke have.  

Omkring kilderne i det yderste af

Østre Forstad florerede udskænkningsstederne og forlystelserne.
En populær vise fra begyndelsen af 1700tallet fortalte følgende: 

  • Du seer gusten, bleg og
    suur som Beileren, der seer sin Brud til Gyldenlund at fare.

 

Gyldenlund
var det senere Charlottenlund.
Allerede i 1653 var der her indrettet et værtshus af Frederik den
Tredjes
kammertjener, Jakob Petersen.

Dette navn går igen i forbindelse med
den lystgård som Ulrik Frederik Gyldenløve
lod bygge på stedet. Her var Christian den Femte
ofte på besøg.  

Trianglen

Man tror det næppe. Men Trianglen
lå dengang omkring år 1800 hen som et grønt idyl. Pladsen var lejet
ud til en jomfru Windsløw,
der havde gæs og kalkuner gående her.  

Trianglen
var fra tidlig tid et trafikknudepunkt.  

Harders morgenkaffe

Herfra udgik også mange hestesporvogne.
Fra Trianglen op ad Øster Allé
gik også en rute. Her hed kusken dengang Harder.
Om sommeren var det ikke et problem at sidde på bukken. Men om vinteren
i sne og frost, kunne det være en barsk omgang.

Her kunne man godt tænke sig en hjertestyrkning,
når man kørte ind med Østerbros
grosserere og embedsmænd.  

Et stykke oppe af alléen gjorde Harder
holdt. Det stod der ikke noget om i køreplanen. Men her gik han så
hen til sin forlovede, Marie,
der tjente på Huggeblokken
i Skjoldgade. Her drak han sin morgenkaffe. Imens ventede de
frysende nede i vognen, men det blev accepteret.  

”Popo
– stød ”

Skulle man fra Vester
– til Østerbro
kunne man tage med Farimagsvejen.
Og også dengang i 1839 havde man en slags Københavner
– guide,
Heri skrev Johan Behrend:  

  • Farimagsveien som snoer
    sig fra Vester – til Østerbro vilde jeg ugjerne omtale blandt
    Spadseregange. Naar jeg undtager en Mængde Støv, som om Sommeren colorerer
    Fodgængeren, og nogle Huller, som anledige, at den Kørende hjemsøges
    af adskillige ubehagelige Popostød, findes intet Mærkeligt paa Farmarksveien,
    undtagen af Søetatens Kirkegaard paa Hjørnet af
    Østerbro.

 

Kapervogne

På Trianglen
holdt kapervognene. Kuskene kæmpede om kunderne. Ja de blev ligefrem
overfaldet for at få fyldt vognene. For en kapervogn kørte ikke før,
den var fyldt op med mindre, man havde betalt for den. Turen gik til
skovene nord på.  

Der var indrettet venteværelse hos konditor
Larsen.
 

Farlig for kvinder

Om bord på sådan en kapervogn,
skændtes man, så det bragede. Men det kunne også være morsomt efter
en glad dag på Dyrehavsbakken.

I en turistguide fra den tid hedder det sig:  

  • at Gemytligheden sent om
    Aftenenen, naar man vender Hjem, undertiden kunne antage temmelige massive
    Former, hvorfor Damer i hvert Fald kun i en Herres Selskab burde benytte
    denne Befordring.

 

Smagløst

Johan Ludvig Heiberg
var bestemt ikke begejstret for disse ture nord på. Det fremgår tydelig
af hans beskrivelse:  

  • Hvad kan det være smagløsere
    end Synet af disse store kluntede med fire Sæder forsynede holstenske
    Vogne, hvor tre til fire Mennesker sidder på
    hvert Sæde og mange endnu have små
    Børn paa Skødet?
  • Og dette kunne med møje
    besværlige Læs trækkes af et par udmagrede Heste, hed ad en støvet
    Landevej, hvor den ene Kusk søger at køre den anden forbi ved hjælp
    af uophørlige Piskeslag.
  • Damerne er udmejede paa
    den latterligste Maade, som om de skulle til Bal og ikke til Skoven,
    og skønt Klæderne ere deres Et og Alt, saa kunne de dog ikke føre
    over deres Hjerter at opsætte Turen, selv om den visse Regn hænger
    dem over Hovederne.

 

Døde heste på 
vejen

Det med de døde heste, havde noget på 
sig. Således fortæller en avisartikel fra 1852: 

  • at det er sket flere Gange
    i Sommer, at et par Kaperheste paa Bellevue – turen er blevne jagede
    nogle og tyve Mil paa en Dag. Man havde set døde Kaperheste ligge paa
    Vejen og den grusomme Behandling af næsten alle saadanne Heste har
    idelig været Genstand for Omtale.

 

Arbejdsdag på 
16 – 17 timer

Der var masser af trafik gennem Trianglen.
Masser af omnibusser gik også nord på. De havde eksotiske navne som
Hertha 1 og Hertha 2, Figaro, Solen

m.m.

Man sad ret ubekvemt på to bænkerækker.  

En kæmpe omnibus beregnet til 50 personer
blev konstrueret. Den skulle trækkes af 6 – 8 heste. Men det
var mere end datidens politi kunne tolerere. De forbød denne farlige
transport.  

De hestetrukne sporveje var flot dekorerede.
Men stakkels kusk. Han måtte selv hente hestene hos de forskellige
vognmænd og aflevere dem igen, når arbejdsdagen var slut. Det betød
en arbejdsdag på 16 – 17 timer.  

Lige efter Trianglen
Strandvejen havde man fri udsigt over havet. Nogen følte
sig dog generet af kalkrøgen fra kalkovnene på kalkbrænderierne.  

Bien

En ny tidsvarende ventesal blev bygget
i 1907. men byggeriet vakte stor diskussion. I folkemunde kaldte man
det i folkemunde Bien eller Suppeterrinen.  

Seks betjente regulerede færdslen

Trafikmængden tiltog efterhånden på 
Trianglen.
Således måtte der i 1920erne udkommanderes seks betjente
til at regulere trafikken. De skulle forhindre de værste ulykker.
Trianglen
var dengang kaotisk med hestevogne, biler, sporvogne,
cyklister, træk – og barnevogne samt fodgængere.  

Sangerinde – pavilloner

Ved Lille Trianglen
har der ligget beværtninger langt tilbage i tiden. Her var også to
sangerinde – pavilloner. De lå skråt over for hinanden. Den ene
hed Aléenlyst, men blev også kaldt for Gravens Rand,fordi
den lå lige op ad indgangen til Holmens Kirkegård
og ved siden af kirkegraverens hus.

Den anden pavillon lå over for

Farimagsgades udmunding i Østerbrogade.
Den var nabo til Heldts Café
på hjørnet af Classensgade.

Her lå en masse lysthuse.  

I 1864 var der 21 af den slags sangerinde
– pavilloner i København.

Men for mange skete der noget moralsk forkasteligt på disse steder.
Københavns Politidirektør
syntes ikke om stederne. Han mente,
at det var forskoler for den offentlige prostitution, og at kvinder
der optrådte her var mere eller mindre løsagtige.  

Luk de pesthuller

Siden den ny politilov fra 1863 var der
ikke givet flere tilladelser til at holde musikselskaber.

En ung mand, der led af kærestesorg
til en af sangerinderne forsøgte at skyde sig selv i selve pavillonen.
Dette eksempel brugte præsterne til at udtale, at pavillonerne var
den dødelige fristelse for unge mænd
– luk de pesthuler,
sagde præsterne.  

Bompenge

Man talte meget tidlig om en jernbane
fra København til Klampenborg.
Men Københavns Amtsråd var meget imod dette. Bommen ved
Slukefter
gav gode indtægter, og dem ville man sandelig ikke undvære.
Man kom frem til at 928.700 besøgte Klampenborg
på et år. En del kom dog også med dampskib.  

Fungerede i 90
år 

I Berlingske Tidende

den 27. juni 1825 kunne man læse, at bompenge – opkrævning var påbegyndt.
I proklamationen stod det anført, at det var ind til videre. Ingen
havde i den vildeste fantasi troet at ordningen skulle fungere i 90
år. 

Man opførte et lille hyggelig bomhus
ved Slukefter. Har skulle københavnerne stands hver gang de
kom ridende eller kørende op af Strandvejen.  

Skulle militæret betale?

Fritaget for bompenge var ejerne af nogle
af lyststederne. Desuden skulle entreprenørerne heller ikke betale.
Det var dem, der forsøgte at vedligeholde Strandvejen.

Men bompengeordningen var meget upopulær.
I 1867 kom der til et skænderi med Gardehusarregiments
officerer. De værgede sig ved at betale. Krigsministeriet

havde den opfattelse, at officerer skulle fritaget.  

Den 31. marts 1915 var den sidste dag,
hvor bompengene blev opkrævet.  

Dampsporvejene

Et meget specielt arbejde blev foretaget
i årene 1883 –  1884 på vejstrækningen mellem Trianglen
og Klampenborg. Det var sporanlægget for dampsporvognen. Arbejdet
var besværligt og hele anlægget i virkeligheden forfejlet og ødelægende
for Strandvejen.

Man måtte presse det massive sporanlæg
ned i den forvejen smalle vej.

Forventningerne var skruet helt op i
forventningerne til ruten. Man måtte kun køre med 2 1/8 mil i timen.
Men ak og ve i 1887 forlangte ministeriet at hastigheden blev sat ned
til 1 ¾ mil i timen. Desuden skulle dampsporvognen afgive lydsignaler
for vejfarende og beboerne.  

Mange uheld

Men der var et sandt trafikkaos dengang.
Ved Hellerup meddeltes det, at der den 11. juni 1884 i tidsrummet
kl. 9 til 24 blev talt 832 enspændere og 1.024 tospændere. Ja og hestene
var ikke gode venner med denne dampsporvogn. Og det skete mange uheld.  

Birkedommer i Nordre Birk
udtalte: 

  • thi det er kun enspænderkøretøjer,
    hvem de omhandlende Uheld ere tilstødte, og disse Befordringsmidler
    udmærke sig i særdeleshed ved Kuskens Mangel paa Magt over Hesten.
  • At de ofte under stærk
    Færdsel paa Strandvejen køres af Damer, for hvem det kan være morsomt
    nok at regere et saadant Fartøj, men som selv ingen ide have om den
    Fare, der er forbunden med slig Kørsel, og derfor ganske ere givne
    Tilfældigheder i Vold.
  • Det ser drabeligt og mandhaftigt
    ud, at en Dame sidder paa kuskesædet med en lang Pisk i Haanden og
    kører et par fyrige Heste. Men disse Vogne er dog bedre end de smaa
    Pony – vogne kørt af Damer, hvis formaal hovedsagelig er at
    ”tage sig ud”, mens de ikke selv have Begreb om Situationens Vanskelighed.

 

Men hestene var også bange for
et andet monstrum. Det var den nye bicycle.  

Dårlig konstruktion

Lokomotiverne var konstrueret med alt
for små kedler. Når den skulle af en lille bakke måtte passagerne
ud og hjælpe med at skubbe. Selv de mindste snedrivere sad den fast
i. Og det blev ofte alt for varmt i passagerrummet.

Dampsporvognen havde en kort levetid.  

Kildevæld

Mange kender det hyggelige værtshus
Kildevæld
lige over for Svanemølle Station.
Den er opkaldt efter den berømte kilde, der konkurrerede med Kirsten
Piils Kilde.
Man søgte herhen især Skt. Hans aften i den tro,
at kilden havde en helbredende virkning.  

Men i tidens løb blev disse mange kilder
langs Strandvejen for meget for politimester Ole Rømer.
Der var tit klager over uvæsen herude. En masse svenske tiggere holdt
også til her.  

Allerede tidlig var myndighederne trætte
af det umoralske liv, der foregik herude.  

Byens bestillingsmænd

På Ydre
Østerbro
lå de forskellige vanger til byens bestillingsmænd,
Bryggervangen, Vognmandsmarken, Borgervangen m.m.
 

Den uheldige betjent

I nærheden af Aldersrogade havde en
betjent udset sig sin sædvanlige siddeplads til indtagelse af sin frokost.
Dengang havde betjentene 7 timers uafbrudt tjeneste. De skulle hele
tiden blive på deres post, derfor var de nødsaget til at spise i det
fri.

Den omtalte betjent havde fundet ud af,
at en omvendt latrintønde var en udmær5ket siddeplads.  

En dag fandt renovationsselskabet ud
af, at gøre tønden tættere, ved at påføre tjære eller asfalt.
Men det var den pågældende betjent dog ikke blevet orienteret om.

Efter en times hvil ville betjenten rejse
sig, men han hang uhjælpelig fast. Han kunne ikke komme løs, fordi
tjæren eller asfalten var smeltet.  

Papegøjen og betjenten

På Lyngbyvejen

fandtes en berygtet beværtning, hvis indehaver altid var i strid med
politiet. Foruden at have beværtning var han kaperkusk på Dyrehavsbakken.
Ved lukketid sørgede han for at vognen var stopfuld af berusede passagerer.
Han lovede dem, at de kunne fortsætte hjemme i hans beværtning. Samtidig
plukkede han dem efter alle kunstens regler. En af de betjente, der
holdt øje med hans beværtning, blev kaldt papegøjen på grund af
hans formidable næse.  

Som hævn for Papegøjens
foretagsomhed anskaffede kromanden en papegøje, som blev anbragt i
værtshusets vindue, hver gang den pågældende betjent havde vagt.  

Ildkongen

Og når vi nu er i gang med politiet.
Så lå Østerbros

første politivagt på Lille Vibenhus.
Og her fik vagtkommandøren et øgenavn, Ildkongen.

En aften kom en vagabond ind på 
vagten og fortalte, at han var skyldig i ildspåsættelse. Men vagtkommandøren
smed ham ud. Han ville ikke høre det fordrukne sludder. Det var ikke
så godt, for vagabonden var virkelig brandstifter.

Men ildkongen
havde været bange for at skrive en rapport om hændelsen, for han kunne
ikke skrive mere and sit navn. Skulle han endelig skrive en rapport,
måtte han diktere det for en skrivekyndig.  

Mord i Brumleby

Den 28. december 1914 kl. 14 indløb
der til politistationen i Nordre Frihavnsgade
en anmeldelse. Den 82 årige enkefrue Dyrberg Nielsen
var fundet myrdet i Lægeforeningens Boliger
i Brumleby.

Politiet indfandt sig straks. Den gamle
dame havde fået en række alvorlige sår i hovedet. Hun lå fuld
påklædt i sengen. Den højre arm hang ud over sengekanten. Betjentene
kunne straks se, at pulsåren var skåret over ved håndleddet.

Det kom frem, at den gamle dame havde
sparet en del penge op, så hun kunne få en pæn begravelse.  

Venindens søn vidste besked

Venindens søn vidste, hvor pengene lå.
Han havde blod på sin jakke. Men han påstod, at det var fra et
cykelstyrt. Men hvorfor havde han den gamle dames guldur på sig.

Ret hurtig viste det sig, at det var
en medskyldig. Det var vognstyrer Petersen.
De beskyldte begge hinanden for mordet.

Men de blev begge dømt for mordet. Tugthus
på livstid.  

Mordet 1893

Fra 1881 ledede hun det nyoprettede drengehjem

Karna Østerbro. Hun var agtet for hendes moderne opdragelsesmetoder.
Men hun havde begået et mord på en af de drenge, hun havde i sin varetægt.  

Hermafrodit

En psykiater og en fødselslæge konstaterede
at hun var hermafrodit. Hendes misdannede kønsdele var snarere
mandlige. Inden sagen kom frem tog han/hun navneforandring til Vilhelmi.
Han blev idømt dødsstraf. Det blev senere ændret til livsvarig tugthus.

I 1905 blev han dog løsladt og giftede
sig derefter, og tog navneforandring til Frederik Vilhelm Schmidt.  

Han/Hun
havde ofte forført offeret, den 16 årige Volmer Sjøgren.
Ved hjælp af opium blev drengen bedøvet og derefter kvalt med uldtæpper.

I fængslet fik nah/hun dog lov til at
beskæftige sig med syning, da han/hun ikke kendte til mandlige sysler,
konstaterede datidens medier.  

De vilde
øvelser

Det var ikke kun arbejderkamp, der foregik
på fælleden.

Elever fra den militære højskole øvede
også herude. Engang imellem kom de til at skyde kreaturer og heste,
der græssede herude. Men snart var det ikke mere græs tilbage. Det
var trådt ned af militærstøvler.  

Fest og ballade

Der var også fest og ballade, når 
Borgervæbningen
holdt øvelser. Skønne uniformer og musik i spidsen.
Normalt bestod øvelsen i at angribe Lille Vibenhus.

Der kom både jægere, dragoner og glinsende
hestegardister. Men mest populær var nu Borgervæbningens
øvelser.

Koner, børn og kærester drev ofte med.
Efter øvelserne stod den på druk og det, der var endnu værre.
Mangen en tapper soldat er faldet ned i den store afvandings – og
afføringskanal langs Blegdamsvejen.  

Og gadedrengene havde det herligt. De
fandt altid krudt, som de kunne bruge inde i staden. De stakkels menige
havde svært ved at genfinde kompagniet og holde sig på benene.
Og sønnen måtte støtte faderen og passe på geværet i hjemmarchen.  

Tak børn

Frederik den Sjette
var nu godt tilfreds med forholdene. Under Kongerevuerne
Fælleden sagde han altid:  

  • Tak Børn. Jeg er fornøjet
    med Jer.

 

Hagekors i Parken

De tyske idrætsudøvere var ambassadører
for det tredje rige. I 1934 var der landskamp mellem Tyskland
og Danmark. DBU accepterede, at man spillede en orkesterversion
af Horst Wessel – lied. I den lovpriser man Hagekorset,
Hitler
og SA.

Ved samme lejlighed var der en masse
danskere, der råbte Sieg Heil

ud over Parken.  

I 1939 bar den berømte gymnastik – 
instruktør, Niels Bukh og hans gymnasiaster et hagekors –
flag ind på Østerbro Stadion.
Denne Bukh fortsatte med at lovprise det nazistiske styre. Det
samme gjorde de berømte svømmere, Ragnhild Hverger
og Jenny Kammersgaard. Også Spartas

boksestævner foregik under hagekors – flag. Jøder var ikke velkommen,
når danske sportsfolk kæmpede mod tyskerne. Dansk Idræts Forening
accepterede tyskernes krav også inden besættelsen.  

Tyskervenlige sportsfolk

Ude i den store verden betragtede man
danske sportsfolk som tyskervenlige under anden verdenskrig. Mange af
sportsarrangementerne foregik på Østerbro.

Vi fortsatte efter besættelsen med at
fægte, svømme, cykle, bokse, bryde, spille fodbold og håndbold,

som om intet var hændt.  

Mord i Vordingborggade

Den 26. september 1942 lød der en masse
skud i Vordingborggade 19. Christian Michael Rottbøll
blev skudt ned af dansk politi. Ved obduktionen viste det sig, at han
var blevet dræbt med 16 skud.

Han var i allieret tjeneste, da han blev
skudt ned. Kriminalassistent Øst
fik en belønning på 200 kr. for nedskydningen. Rottbøl
havde gennem militæret forsøgt at etablere modstand mod tyskerne.
Men militæret ville absolut ikke medvirke.  

En stikker i Faxegade

Hedvig Delboe
i Faxegade havde stukket flere til Gestapo.
Hun var skyld i manges død. Hun overlevede to likviderings – forsøg,
og flygtede til Norge.

Men hun vendte tilbage til Danmark.
Hun havde taget navneforandring, men blev genkendt af en vaks boghandlermedhjælper
hos boghandler Wiene Østerbrogade.

Man fandt ud af, hvor hun boede. Og den
9. marts 1944 blev hun likvideret. I politirapporten hed det:  

  • Kl. 11.23. Fru Hedvig delbo
    født Kjær, Sankelmarkgade 30 2.sal blev ca. 11.15 fundet dræbt i
    Lejligheden, gennemboret af flere Skud. Umiddelbart før hun blev fundet
    død, er der i Ejendommen hørt en Række Skud og to Mandspersoner er
    set forlade Ejendommen i Løb.

 

Fru Delbo
havde i sidste halvdel af november 1943 opsøgt Gestapo
og forklaret, at hun havde kontakt til nogle sabotører, som hun mod
betaling ville angive.

For hendes venlige service havde hun
modtaget 35.000 kr.  

Far sover
– Mor er væk 

Søndag den 13. november 1944 ringede
en 3 – årig pige på hos en ekspeditionschef i Webersgade
11. tredje sal.
Hun fortalte, at hendes far lå på gulvet og sov,
og moderen ikke var der. Den lille pige og hendes forældre boede på
femte sal.  

Ekspeditionschefen gik med den lille
pige op i lejligheden og fandt faderen liggende død på gulvet,
dræbt af et skud. Under noget gammelt tøj fandt man moderen, ligeledes
dræbt af skud. Hun havde også en del snitsår på hals og arme.

Ved ligene fandtes to tomme patronhylstre
kal. 7,65, men ingen skydevåben. Der var hverken fjernet papirer eller
penge. Alt tydede på, at det var tale om en likvidering.

Hipo på 
hævntogt

Den 20. april kørte Hipo rundt og brugte
natten på terrorangreb. De var sure over, at modstandsbevægelsen
havde skudt deres chef, tidligere kriminalbetjent, Erik V. Petersen.

Det gik blandt andet ud over en assurandør på Sankt
Kjelds Plads 2.
Han blev dræbt med seks skud gennem hovedet. En
ukendt mand blev desuden fundet dræbt i kvarteret omkring Ragnhildsgade.  

4. maj blev dyr

Alene den 4. maj kostede i København
11 dræbte og 62 sårede. Og den første uge efter befrielsen kostede
i København 94 dræbte og 393 sårede.

I Ryvangen

fandt man i en lund grave med 200 dræbte.  

De fem grusomme
år 

Jeg kunne have fortalt endnu flere grusomme
historier fra Østerbro under besættelsen, men nøjes med følgende:  

De sørgelige kendsgerninger fra de fem
onde år: 

  • 1.728 modstandsfolk omkom
  • Tyskerne arresterede 15.720
  • De sendte 5.975 til koncentrationslejre
    i Tyskland
  • Tabstallene lød på 3.500
    andre dræbte i kriger. Her havde man ikke medregnet sønderjyder og
    andre i tysk tjeneste som var faldet i krigen.
  • Der blev forøvet 2.830 sabotageaktioner
    mod fabrikker
  • Der blev foretaget 7.680 sprængninger
    mod jernbaner
  • 17.565 mennesker blev illegalt
    transporteret til Sverige
  • 550 forskellige illegale blade
    udkom i et oplag på 24 millioner eksemplarer.
  • 164 danskere blev dømt for
    at have begået drab i tysk tjeneste
  • Af disse blev 72 idømt dødsstraf
  • I 36 af disse tilfalde blev
    det omdannet til livsvarigt fængsel

 

Kære tilhørere, det var, hvad jeg
havde valgt at fortælle jer. Jeg kunne have valgt anderledes. Tak for
i aften.
 

Foredraget er baseret på diverse
artikler om Østerbro på dengang.dk


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro