Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland

Den sønderjyske efterretningstjeneste

Oktober 22, 2011

Det er sikkert en overraskelse for
mange. En sønderjysk efterretningstjeneste eksisterede siden Hitlers
magtovertagelse. Særlig politimester Brix tog overvågningen af Det
Tyske Mindretal alvorlig. Der Nordschleswiger
sammenlignede ham med von Köller. 80.000 kort blev oprettet. Man overvågede
tidligere SS – soldater, Faarhus fangere, Bondebevægelsen LS, Strasser
– bevægelsen, Mindretallets blad. Knivsbjerg
– festerne blev overvåget helt til 1961.
 

Grænsen skulle flyttes

Lige efter Anden Verdenskrig foregik
der en massiv overvågning af det tyske mindretal. Det var politikommandør 
Ernst Brix,
der var igangsætter af dette projekt. Brix
var tidligere politimester i Tønder

og Aabenraa. Han blev i 1951 den første chef i PET.  

I månederne efter Hitlers
magtovertagelse blev Det Tyske Mindretal
særdeles modtagelig over for en grænserevision. I Berlin
greb man dog ind over for aktioner fra Det tyske Mindretal.  

Forskellige nationalistiske grupper opstod.
Det førte til interne magtkampe. I 1935 samledes trådene i NSDAPN
med dyrlæge Jens Møller som leder. Møllers
projekt gik ud på Führer macht uns frei.

Mindretallet kæmpede for at få 
flyttet grænsen op til Kongeåen.  

I tysk uniform

Ca. 1.700 fra Det Tyske Mindretal
deltog i diverse militære værn. Man trak i tysk uniform og blev uddannet
i våbenbrug.  

Mange unge mænd efterkom Mindretallets
opfordring til at melde sig til tysk krigstjeneste.  

3.500 blev anholdt

I sommeren 1945 blev 3.500 medlemmer
af mindretallet anholdt. De fleste blev interneret i Faarhus
– lejren.
I løbet af retsopgøret blev cirka 3.000 tysksindede
dømt med tilbagevirkende kraft for deres færden under besættelsen.  

De moderate

Økonomien i Det Tyske Mindretals
organisation hang i laser. Det var ikke meget tilbage. Tyske skoler
var blevet lukket. Tyske institutioner var blevet beslaglagt eller sammen
med tyske mindesmærker sprunget i stykker.  

De moderate tysksindede udsendte i september
1945 en erklæring, hvor de tog afstand fra begivenhederne under besættelsen.
De tog afstand fra Mindretallets
officielle holdning. De   opfordrede nu til at måtte opbygge
deres organisation fra ny. Mange af disse var pengestærke folk fra
købstæderne. 

Det var stor uenighed i Mindretallet

med hvordan man skulle agere. Hele tre forskellige udkast blev diskuteret
på et stormfuldt møde i Aabenraa
den 22. november 1945. Man vedtog de moderates forslag. Det var en svær
balancegang. Man anerkendte 1920 – grænsen. De internerede fik lovning
på, ikke at komme hjem til social isolation.  

Man finansierede blandt andet den nye
mindretals – avis Der Nordschleswiger,
der begyndte at udkomme i februar 1946.  
 

De aggressive

BDN
– Bund Deutscher Nordschleswiger

blev en realitet. Men indadtil var situation meget tilspidset. Mindretallet
var ved at gå i opløsning.

De moderate var utilfredse med udviklingen
inden for Mindretallets nyeste ledelse. De moderate mente bl.a.
at Mindretallets talerør Der Nordschleswiger
var for agressiv.  

Ifølge Ernst Brix

var 60 pct. af Mindretallet
i virkeligheden rolige og besindige folk, mens de 40 pct. tilhørte
den agressive fløj.

Det lykkedes for de moderate at få 
gennemført deres vilje.  

Die
”Dummen Dänen” 

Men en interessant melding kom fra
Landbetjenten
i Ravsted.

Således noterede han:  

  • Tilsyneladende er
    ingen af Hjemmetyskerne paa Egnen Lydhøre overfor Loyalitetserklæringen
    fra Østkysten, tværtimod kalder de Underskriverne for Spytslikkere,
    nogle siger endda, ”Kan de dummen Dännen ikke se, at en saadan Erklæring
    kun er lavet for at faa de uskyldigt internerede hjem og for derefter
    igen at oprette en fast Mur mod Danskheden.

 

Siden 1955 har de to mindretal i grænselandet
været omfattet af København –
Bonn erklæringen.
 

Omfattende kartotekssystem

Efter Hitlers
magtovertagelse i 1934 oprettedes i Sønderjylland

et Politiadjudant – embede.
Dette embede var underkastet Justitsministeriet. Politiadjudanten
skulle skabe et hurtigvirkende oplysningscentral for den sønderjyske
landsdel.

Især var man interesseret i Mindretallets
arbejde. Der blev oprettet et omfattende kartotekssystem.  

Det var politimesteren i Aabenraa,
Fritz Jacobsen,
der først havde hvervet. Som efterfølger i 1936
udnævntes amtmand Kristian Refslund Thomsen.

Amtmanden konkluderede, at Mindretallet
ville flytte sindelags – grænsen nord på. Man ville skabe betingelser
for en grænserevision.

Amtmanden bag sig fritaget for hvervet
efter tyskernes aktion mod det danske politi i september 1944.  

Efter 1945 ønskede Brix
at udbygge efterretningsarbejdet over for Det Tyske Mindretal. Brix
ville have en centralt  efterretningstjeneste i Sønderjylland.  

Justitsministeren
bakkede Brix op. Sønderjylland
fik sin egen efterretningsvirksomhed. Man holdt nu nøje øje med især
Det Tyske Mindretal.
Især var der fokus på tysksindede tjenestemænd.  

Mange meddelere

I lokalsamfundet skulle der udpeges meddelere.
Hele én for hver 200 personer, mente Brix.

Og disse Vågne Vogtere skulle skaffes fra modstandsbevægelsen
før 1945. De havde den rette kampånd.  

Brix
gjorde opmærksom på at i de ledende poster i BDN
var de samme personer som havde haft ledende poster i NSDAPN.  
 

Lovgivningen gjaldt ikke for efterretningsvæsnet

Justitsministeren

gjorde godt nok gældende, at man ikke måtte føre kartotek over personer,
der ikke var straffede og udførte lovlig politisk virksomhed. Men denne
regel syntes ikke, at være fulgt i den sønderjyske efterretningstjeneste.  

Sønderjyske politimestre ikke enige

Noget tyder på at de sønderjyske
politimestre ikke var enige i overvågningen. Der var således forskellige
opfattelser af et moder, der var afholdt med politimestrene i Aabenraa.

Men åbenbart fik Brix
igen sin vilje. Efterretnings – virksomheden tog til i omfang i de
følgende år. I løbet af 1948 var arbejdsbyrden efterhånden blevet
større end før krigen.  

Mere gang i arbejdet

Men Brix

var ikke tilfreds med resultaterne af afdelingens arbejde. Han mente,
at opgaverne skulle deles i otte hovedområder, som udgjorde Mindretallets
finansielle, kulturelle og politiske rygmarv.  

Man skulle undersøge Mindretallets
skolevæsen. Var det propagandapræget? Var lærerne blevet straffet
som landsforrædere? Deltager de i politisk arbejde? Også børnenes
forældre skulle undersøges. Har de altid været tysksindet? Havde
tysksindede forældre, hvis børn ikke gik i tysk skole, været udsat
for pression? Finansierer de tyske banker jordkøb?  

Også de tyske banker skulle undersøges.
Hvem var deres økonomiske bagmænd? Også styrkeforholdet mellem
den moderate og den uforsonlige fløj skulle undersøges. Man skulle
også undersøge, om der eksisterede forbindelser til  6.
maj bevægelsen eller tidligere DNSAP
– folk.
 

Tidligere SS
– soldater skulle overvåges

Man var også bange for kommunistisk
indflydelse. Derfor skulle SS – soldater, der var vendt hjem
fra russisk fangenskab undersøges. Ud over tilsyn med DKP
og ungdomsorganisationer, burde der også føres tilsyn med fabrikker
og arbejdspladser, skytteforeninger, brevdueforeninger, eks – og importører
til østzonen samt radioamatører.  

Brix får nyt job

I december 1950 blev Ernst Brix
udnævnt til vicepolitichef og leder af den nyoprettede Politiets
Efterretningstjeneste.
Hans efterfølger blev kontorchef i Justitsministeriet,
N Schaumburg – Christensen.

Han bibeholdt sekretariatet i Aabenraa.
Hver politimester skulle efter fælles aftale med visse mellemrum afgive
beretning om forholdene inden for det nationalt – kulturelle. Indberetningerne
skulle samles og videresendes til de respektive ministerier. Det var
nye toner i organisationen og en form for decentralisering.  

Overvågningen af Det Tyske Mindretal
nåede aldrig den samme intensitet, som i Brixs
tid som politikommandør. Faren
fra Mindretallet syntes at være drevet over.  

Rapport om Mindretallet

I 1955 udfærdigedes en rapport om mindretallets
udvikling. Rapporten var meget overordnet. Den byggede på Mindretallets
reorganisering efter befrielsen.

Politiets ligeså omfangsrige artikelsamling
om Mindretallet endte omkring 1958. I samme periode holdt politiet
også op med at gemme programmerne fra Knivsbjerg
– festen.
 
 

Es lebe Deutschland

I Højer

var situationen yderst spændt efter befrielsen. Atmosfæren var præget
af rygter, trusler og mistænksomhed. Ifølge landbetjent Hartung
var årsagen, at de lokale tysksindede opførte sig truende og provokerende
som følge af de sanktioner, der fra dansk side var truffet mod medlemmer
af Mindretallet.

Således kunne Hartung
rapportere, at en vognmand under udgravningen til Højer Apotek
havde råbt:  

  • Es lebe Deutschland. Deutschland
    skal nok komme igen.

 

Landbetjent truet

Den samme person havde noteret alle navnene
på de danskere, der havde hjulpet med interneringerne. Hartung
mente, at næsten alle Hjemmetyskere
var fornærmet på danskerne.  

I Højer
blev Hartung som repræsentant for den danske retsstat gjort
til syndebuk for retsopgøret. Ad omveje fik betjenten at vide, at han
nok skulle søge sig en stilling i København, for det var ikke godt
for Hartung at blive i Højer after de store Interneringer.
 

Da Brix
i begyndelsen af december 1945 opfordrede sine kollegaer til at indsende
stemningsrapporter havde han medsendt Hartungs
rapport. Opfordringen fra Brix
var uden officiel bemyndigelse.  

Præventiv overvågning

Brix
var den mest fremtrædende forkæmper for en præventiv overvågning
af Mindretallet. Men holdningen i det sønderjyske politi var
at man i en given situation ikke kunne stole på Mindretallet.

Denne holdning var fremherskende længe efter at Brix
havde forladt landsdelen. Så sent som i 1952 skete der stadig undersøgelser
af Mindretallets forhold, dog langt fra med samme omhu som under
Brix.
 

Landbetjentenes indberetning

Mange lokale politibetjente havde oplevet
mange tysksindede stille sig i den tyske sags tjeneste. De havde også
mærket den bitterhed og det had, som retsopgøret havde fremkaldt i
Mindretallet.
 

Om forholdene i Ravsted

skrev landbetjent Skousen:  

  • Flertallet
    af Mindretallet lever stadig i Hævnens Haab.

 

Også fra Tinglev
kunne den lokale betjent Andersen
berette om Mindretallets udfordrende Opførsel, der begyndte at skræmme
Danskerne.
 

Fuld af fordomme

Ernst Brix
var fuld af fordomme. Han beskrev de tysksindede i almindelighed som
Fremmedelement.
Den nye mindretalsledelse med Dr. Wenich
i særdeleshed som en Nazibande, der laver Propaganda efter de bedste
gøbbelske Metoder.
For Brix
udgjorde det tyske mindretal en trussel mod den nationale sikkerhed.  

Brix regnede ikke Det Tyske Mindretal

Brix
regnede ikke Det Tyske Mindretals erklæringer for noget, efter
at han havde set, hvem der satte sig i spidsen for organisationen. Han
udtalte: 

  • Hvis man fra dansk side
    skal kunne have tillid til den nye organisations ledelse over for den
    danske stat, må det være en forudsætning, at man til ledelsen vælger
    ikke – kompromitterede personer, hvis indstilling over for staten
    ikke er præget af den tyske nazismes hadefulde stilling overfor alt
    dansk

 

BDN oplyste ikke navne

Efter valget til BDN
– bestyrelsen
i maj 1947 havde man fra Mindretallets
side ikke valgt at offentliggøre alle navne på bestyrelsesmedlemmerne.
Det blev forklaret med 

  • paa Grund af de nuværende
    Forhold ikke vil offentliggøre Navne.

 

Brix
påpegede at: 

  • den Omstændighed, at man
    ikke fra tysk Side vil har villet offentliggøre Hovedbestyrelsens Navne,
    hvilket indikere at det er gamle Nazister, der atter optræder og behersker
    Foreningens Ledelse.

 

Der Nordschleswiger fordrejede tingene

Brix
mente også, at Der Nordschleswiger
fordrejede tingene. Således gav den slesvig – holstenske finansminister
på et møde i Flensborg i 1949 udtryk for, at man anså det
tyske mindretal for at være forfulgt. Syd for grænsen var opfattelsen,
at en sådan forfølgelse virkelig fandt sted.  

Retsopgøret blev betragtet som uretfærdigt

I Det Tyske Mindretal
blev retsopgøret betragtet som uretfærdigt, og det blev betragtet
som forfølgelse. Parterne var i perioder uforsonlige over for hinanden.
Der kom til åben konfrontation. Fra tysk side blev det også givet
udtryk for, at dansk politi forhalede opklaringen af bombeattentater
mod tyske mål.  

Alt blev noteret

Selv den mindste begivenhed blev omtalt
i politiets mapper. Således skulle en søn af et BDN
– bestyrelsesmedlem,
der efter befrielsen var kommet i dansk skole
den 5. maj 1947 have nægtet at deltage i skolens mindehøjtidelighed
med begrundelsen, at  

  • det var for dem Sorgens
    Dag.

 

Selv de 38 tysksindede, der i efteråret
1947 havde anbefalet Ernst Reuters
folketingskandidatur optrådte i Reuters
sagsmappe.

Også tysksindede, der i mindre
målestok engagerede sig i Mindretallets
opbygning blev registreret i politiets kartotek over ledende tyskere.  

Bladet blev overvåget

Brix
overvågede også Der Nordschleswiger.
Han kunne således oplyse, at bladet i 1949 blev trykt i Leck,
syd for grænsen. Bladets produktion kostede ikke BDN
en krone, da Landsregeringen

i Kiel ydede tilskud, og derudover angiveligt også skulle stå
som ejer af trykkeriet.  

Tønder Politi
kunne oplyse, at bladet udkom i et oplag på 3.400. Den indførtes til
Danmark
via grænseovergangen Sæd.
Distributionen til Sønderjylland
foregik fra Tønder. Bladet havde 1,700 abonnenter. Halvdelen
af det indførte oplag blev dels uddelt som frieksemplarer, dels solgt
i løssalg.

Så sent som i 1957 blev der indført
oplysninger i Der Nordschleswigers
sagsmappe.  

Børn blev chikaneret

I sagsmapperne omkring skoleforhold kunne
man finde udsagn som: 

  • ja vort Barn kan de tvinge
    i dansk Skole, men vort gode tyske Hjerte, kan de aldrig rive ud af
    vort Bryst.

 

I Rødekro

skulle tyske børn, der var kommet i dansk skole have fået tærsk af
tyske børn, der stadig modtog tysk undervisning, ligesom deres forældre
skulle være chikaneret for at have sveget Tyskheden.

Knivsbjerg møderne overvåget til
1961

I 1947 begyndte Mindretallet
igen at afholde Knivsbjerg – festerne.
Her afholdt man sportsstævne og inviterede gæster fra Tyskland,
der holdt festtaler.

Politiet var yderst opmærksom på, hvad
der skete til festerne. Man samlede festprogrammerne og teksterne til
de taler, der blev holdt. De gæster, der holdt taler blev også registreret.
Den sidste indførelse i mappen er så sent som fra 1961.  

Da Knivsbjerg
– festerne
skulle begynde gik der rygter om, at Hjemmeværnet
ville affyre et ordentligt skrald.
Men alt forløb stille og rolig.  

Attentat i Tinglev

Den lokale betjent i Tinglev
blev natten til påskesøndag den 20. april 1946 udsat for et attentat.
En tysk håndgranat var kastet gennem vinduet. Detonationen var så
voldsom, at inventaret var blevet ødelagt. Heldigvis for landbetjent

Egebjerg Andersen og hans kone var de ikke hjemme. De havde næppe
overlevet.  

Varulve
– angreb

Sagen blev undersøgt under stor opmærksomhed.
Man mente, at det var et såkaldt Varulve
– angreb.
Men fra Mindretallets
side, mente man, at det var Modstandsbevægelsen,
der stod bag.  

Medlemmer af den paramilitære Werwolf
– orgnaisation,
der blev oprettet i krigens sidste år, skulle
operere bag de allieredes linjer med henblik på at likvidere landsforrædere
og udøve målrettet sabotage.

Formentlig havde organisation ikke mere
end et par hundrede medlemmer. De bestod mest af medlemmer af Hitler
– Jugend
og Bund Deutscher Mädel.  

Seks mænd var blevet afhørt af politiet
efter aktionen i Tinglev. Under sagen kom det frem, at der eksisterede
et kartotek over tidligere Waffen -SS
frivillige.

Gerningsmændene blev nu lokaliseret
til Løgumkloster – området.
Her blev 13 fortrinsvis yngre mænd og en kvinde anholdt. I politirapporten
konstateredes, at flere af de fængsledes fædre var dømt for landsskadelig
virksomhed.
 

Ifølge deres eget udsagn havde de dannet
en Vareulve – gruppe, der havde til hensigt at ville terrorisere
Danske, der efter deres Mening modarbejdede det tyske Mindretals Interesser.

Gruppen havde også planer om attentater
mod provst Schülein i Løgumkloster,
den lokale landbetjent Johansen, pastor Rishøjgaard,
læge Højholdt samt en ikke navngivet lærer i Rends.

Planerne mod nogle af personerne var vidt fremskreden.  

I forbindelse med optrevlingen af sagen
i Løgumkloster fik politiet også kendskab til en såkaldt vareulvegruppe
i Tønder på syv personer. De var alle fra Det Tyske Mindretal.
Der blev også fundet nedgravet ammunition.  

Intet tydede dog på, at disse Varulve
– grupper
var organiseret fra tysk side.  

Edelweiss

I Faarhus
– lejren
gik der rygter blandt fangerne om etbalering af en nyetableret
vareulvgruppe, ved navn Edelweiss.
Dette fik politiet til at gennemse alt post til og fra Faarhus
– lejren.
 

Trussel mod Brix

I foråret 1946 modtog Brix
en anonym hilsen, der nok nærmere lød som en trussel:  

  • Vi meddeler Dem hermed,
    at vi har oprettet et Forbund! Lad os i Ro! Vi lader Dem i Ro!
    Ærbødigst 46. Warulworg. Aabenraa.

 

Efterforskningen viste også, at sønderjyder
var blevet uddannet til at virke bag de Allieredes Linjer i Tilfælde
af en allieret Invasion af Danmark.
 

Samtale med politiet

Mange af de tysksindede, der efter befrielsen
ikke var tilfredse med den loyale politik, som blev ført af den moderate
del af Mindretallet dannede Foreningen af 6. maj 1945
med redaktør A. Olesen i spidsen.

Jes Schmidt
medlem af BDN’s bestyrelse blev kaldt til samtale med Aabenraa
Politi.
Han meddelte, at man ikke kunne stå i to foreninger. Politiet
holdt øje med diverse møder og læste foreningen blad Revision.

Dette blad blev en konkurrent til
Der Nordschleswiger.
Helt frem til 1960 vedblev Politiet
i Aabenraa med at læse bladet.  

Faarhus
– fangere

I vinteren 1948 var der en sammenkomst
mellem forhåndværende Faarhus
– fangere
i Højer. Men initiativtageren samarbejde med
politiet og sendte desuden sin tale. Samtidig gjorde man opmærksom
på, at sammenkomsten ikke var tænkt som et stratskud til dannelse
af en forening eller politisk organisation.  

Men den 2. oktober 1949 blev der i
Tinglev
dannet en forening, der henvendte sig til alle, der har
været internerede eller som er dømt efter love med tilbagevirkende
kraft.
Foreningens formål var at samle Styrke til en Indsats,
der maa resultere i Opnaaelse af Ret for uretfærdigt Behandlede under
”Udrensningen” og dens ukontrollerede Stemningsbølger.
 

Fra Højer
fik politiet melding om, at en hvervekampagne var i gang. Hun uddelte
brochurer fra den nye forening. Herigennem fik politiet kendskab til
foreningens bestyrelse.  

Bondebevægelsen LS

Da bondebevægelsen Landbrugernes
Sammenslutning
i 1947 viste tegn på, at reorganisere sig, kom de
i politiets søgelys. Allerede i 1031, da organisationen blev oprettet
havde man ikke været uimodtagelig for ideologisk indflydelse sydfra.

Politiet havde en meddeler med til et
møde på Folkehjem i Aabenraa

den 20. februar 1947: 

  • En stor Del var Faarhusfolk
    og tidligere danske Nazister.

 

Politiet noterede nogle af de mest fremtrædende
gårdejere. Den 23. september samme år overværede en god mand
et LS – møde Kværs Kro:  

  • Dørvogter iført Ridebukser
    (sorte), lange sorte Støvler og Sveater, var det første Syn, der mødte
    Deltagerne.

 

Den gode mand
kunne notere, at 90 pct. af deltagerne var tidligere danske og tyske
nazister. De var utilfreds med alt og alle. 

Otto Strasser

Sidst i 1940 florerede der rygter om
en kontakt mellem medlemmer af Det Tyske Mindretal
og kredsen omkring Otto Strasser.

Efter tyskernes kapitulation oplevede denne en politisk genfødsel med
Bund für deutsche Ernerung.
Organisationens blad skulle cirkulere
i tyske kredse især i Aabenraa og Tønder amter.  

Denne Otto Strasser
havde været medlem af det tyske NSDAP
og hørte i 1920erne til kredsen omkring Joseph Goebbels.
I 1930 blev han pga. uoverensstemmelser med Hitler

trængt ud på et sidespor. Derfor nedlagde han sit medlemeskab af partiet.
Han dannede sit eget parti Schwartze Front.
Den byggede på hans ide om marxistisk baseret national socialisme.
I 1933 flyttede han til Østrig
og fra 1943 boede han i Canada.  

Telefonaflytning og brevåbning

Angivelig skulle Det Sønderjyske
Efterretningsvæsen
have brugt telefonaflytning, brevåbning og
ulovlig registrering. Man havde betalte meddelere. Hvor stort det antal
var, er svært at fastslå.

Åbenbart var der kompetancestridigheder
mellem Brix og de andre sønderjyske politimestre, bortset fra

Aabenraa og Tønder. Brix
betragtede Det Tyske Mindretal
som en trussel mod danske interesser. Og han fik åbenbart overbevist
København.
 

Det kølige forhold mellem Dansk Politi
og Det tyske Mindretal nåede sit højdepunkt i 1947.  

80.000 kort

Kartoteket havde efterhånden et omfang
af 80.000 kort fordelt på 80 kasser. Dele af dette register blev
brugt helt frem til 1970erne af bl.a. Fremmedpolitiet.

Et pressearkiv om Det Tyske Mindretal
blev brugt frem til 1958.  

Sammenligning med von Köller

Det Tyske Mindretal
har aldrig glemt Brix. Da denne fyldte 70 år i sommeren 1972
stod følgende at læse i Der Nordschleswiger: 

  • Sein Einsatz diente im
    Endergebnis nicht der dänischen Sache im Grenzland und seine Härte
    gegenüber den deutschen Nordschleswigern lässt nach unseren Grenzland
    – Massstäben den Preussen – Köller völlig verblassen………
  • Er selbst hat Nordschleswig
    nicht vergessen – die Nordschleswiger ihn auch nicht.

 

Man må sige, at det er en interessant
udlægning, som den tyske mindretalsavis giver, ved at sammenligne
von Köllers
hårdhændede tvangsgermanisering af de dansksindede
i Sønderjylland i form af bl.a. mødeforbud og tvangsudvisning
– med Brix.  
 
 
 

Kilde:
Se

  • Litteratur Sønderjylland
    (under udarbejdelse)
  • Besættelsestidens Litteratur
    A – L
  • Besættelsestidens Litteratur
    M – Å
  • Litteratur Tønder
  • Litteratur Højer
  • Litteratur Aabenraa
  • Kommissionsberetning Bind
    2: Den politiske Overvågning, Sønderjylland/Schultz

 

Hvis du vil vide mere:

  • www.dengang.dk indeholder over 50 artikler om Besættelsestiden.
    Se Liste under Dengang – erfaringer og indtryk 10.
  • Flere artikler om emnet
    er under udarbejdelse
  • Nyeste under Padborg/Krusaa/Bov:
    Straffelejren


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland