Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Padborg / Kruså / Bov

Straffelejren

Oktober 22, 2011

Det er ubekvemt at tale om Faarhus
– lejren. For Mindretallet er det tegn på 
uretfærdighed. Vi andre har haft familiemedlemmer i lejren og undrer
os over, at man ikke etablere et museum. Men her er der også 
diskussioner. I dette pragtværk af en bog om
Fårhuslejren sættes der også
ansigter på de indsatte. Bogen beskriver fordomsfrit begivenhederne.
Unge hjemmetyskere var under pres mange steder fra. Da de blev sat fri
var problemerne ikke over. De blev også
dømt for ”tab af almen tillid”. Og det fulgte dem i lang tid fremover.
 

Et pragtværk

Havde Faarhus
– lejren
været mere kendt, ville dette pragtværk Straffelejren,
Faarhus, Landsvigere og Retsopgøret

af Henrik Skov Kristensen være et oplagt emne til Årets
Historiske Bog.
 

En københavner kender ikke lejren

Men spørger man en københavner om
Faarhus – lejren
ved han/hun ikke noget.

For os sønderjyder er Faarhus
– lejren
noget andet. Det er noget vi har et forhold til. Da vi
for efterhånden mange år siden boede i Padborg
aflagde vi selvfølgelig også Frøslev
– lejren
et besøg. Ved den lejlighed spurgte jeg til resterne
af Faarhus – lejren. Mit spørgsmål forblev ubesvaret. Der
blev pludselig koldt.

Debatten om et Faarhus
– museum
vender vi tilbage til.  

Fangevogter for bedstefar

Til en fætter/kusine fest  hos
min afdøde kones familie mødte jeg en onkel, der havde været fangevogter
for min bedstefar i Faarhuslejren.
Det var en meget underlig fornemmelse.  

Ubekvemt at tale om det

I familien er det ikke blevet snakket
så meget om det. Dog løste min far lidt op for historien. Det
var noget med, at min bedstefar blev nægtet mad, bragt til lejren fra
Højer
o.s.v.

For en stor del af sønderjyder er det
stadig ubekvemt, at tale om det. Og måske skammer det danske samfund
sig sikkert også. Eller gør de? 

Symbol på 
uretfærdighed

Lejren har et symbolværdi for de dansksindede.
Det var Frøslevlejren. Her sad dem, der turde, at gå op mod
tyskerne.

Men her var også Fårhuslejren.
For Det Tyske Mindretal var det et symbol på en stor uretfærdighed.  

Over 600 sider

Egentlig havde jeg besluttet ikke at
anmelde bogen, da forlaget trods skriftlig tilkendegivelse, havde valgt
ikke at sende et anmeldereksemplar. Men bogen er så vigtigt et
dokument, at den bør anmeldes.

Det er tale om en moppedreng på 
over 600 sider. Den er inddelt i stor set tre afsnit: 

  1. Interneringslejren Faarhus
  2. Straffelejren Faarhus
  3. Faarhus som symbol og begreb
    i ”taberens” kollektive erindring

 

Det var Frihedsbevægelsens Lokalkomite
i Tønder, der døbte lejren.  

.

Et museum
– nej tak

Og da Kresten Philipsen

mange år senere foreslog dette, blev han beskyldt for at være naiv
og bare ude på at kapre stemmer hos mindretallet. Heller ikke tidligere
amtmand og borgmester Erik Jessen
var begejstret. Og slet ikke Sprogforeningens
formand, Jørgen Mågård.  

Formanden for Bund Deuscher Nordschleswiger,
Hans Heinrich Hansen
mente dog: 

  • Tolerancen må 

    bero på gensidighed.

 

Efterhånden bredte diskussionen sig
til de landsdækkende aviser. Og det gik bestemt ikke stille for sig.
Historien om Faarhus – lejren
er og bliver et ømtåleligt emne. Det mærker vi også her på redaktionen.  

Hvem sad her?

Interneringen foregik efter lister. Det
vil sige Den Danske Brigade

fra Sverige havde deres egen liste. Der var vel ca. 40.000 på
listerne.  

Hvorfor kom man i Faarhus
– Lejren.
Ja lad os tage de 901, der i første omgang blev internerede
fra Tønder. De blev alle betragtede som farlige,
bortset fra 23:  

  • 550 blev betragtet som
    Heimwehr
  • 50 var værnemagere
  • 30 var stikkere
  • 10 var Hippo
    – folk
  • 30 var grænsevagter
  • 100 var SS
    – frivillige
  • 40 var Vagtmænd og Organisation
    TODT – folk
  • 90 blev betragtet som provokatører,
    nazister eller fejltagelser.

 

Transporteret i hvide busser

Og man behøvede ikke at være skyldig
for at blive interneret. Mange blev anholdt og i Tønder
foregik transporten på åbne lastbiler, hvor skarpladte våben blev
peget mod en. Her blev man så anbragt på Missionshotellet,
indtil den videre transport. Alt imens havde byens dansksindede haft
lejlighed til at spytte og håne de anholdte.

Fra Aabenraa

foregik transporten til Faarhus
– lejren
blandt andet i De hvide busser.
På siden havde man skrevet Stikkere på
vej til Faarhus.
 

Var det nu fjenden?

DNSAP
var ikke et ulovligt parti. Så det at være medlem, skulle ikke være
nok til at blive interneret.  

Man havde et problem. I straffelovens
§101 stk. 2 hedder det: 

  • at den der under krig eller
    truende udsigt til krig hjælper fjenden, straffes med fængsel fra
    et til tolv år.

 

Men nu var det sådan, at tyskerne ikke
havde erklæret Danmark krig. De påstod, at de kun var kommet
herop for at beskytte landet.

Derfor skulle der hurtigst muligt fremskaffes
et Straffelovs – tillæg.
Det skulle være med tilbagevirkende kraft. Modstandsbevægelsen forlangte,
at lovgivningen skulle gælde fra 9. april 1940.  

Wir hatten immer Hunger

Bogen giver en skildring af det, der
nærmer sig en koncentrationslejr i Danmark.
Har var tårne med maskingeværer. Her var disciplin og konstant afstraffelse,
hvis man ikke udfordrede en ordre med det samme. Man blev ikke udsultet,
som der påstås andre steder fra.   

Ingen sultede, men forplejningen var
elendig særlig i begyndelsen. . Lejrens inspektør blev betragtet som
umenneskelig.  

  • Wir hatten immer Hunger

 

Sådan står der i mange erindringsbøger
fra Faarhus -lejren.

I starten var maden heller ikke god.
Men den blev bedre. Brødsuppen var virkelig velsmagende. Klipfisken,
der var hovedret to gange om ugen, var ikke god.  

Oprør 

Og der var åbenbart store disciplinære
problemer i vagtkompagniet. Det gik blandt andet ud over de internerede,
der fik frastjålet deres ting.

Der er eksempler på, at fangevogterne
skød ned gennem rækkerne. De indsatte er blevet prikket med bajonet.
Nervepres og åndelig tortur har været til stede.  

En køkkenbrand i 1945 antændte både
indsatte og personalet. Et varselsskud ramte en af de ansatte i armen.

Det fik en af mindretallets ledere til
at skrive, at der ofte blev skudt, og folk ofte blev såret.  

Uden middagsmad

Man kunne komme i Straffe
– barak.
Inden det skete, blev man undersøgt af en læge, der
skulle afgøre, om man nu også kunne holde til det. Kun hver tredje
dag fik man varm middagsmad.  

Strafffen for undvigelse var 15 dage
i straffebarak uden middagsmad.  

Barske forhold

Behandlingen af nogle af de indsatte
lå lige på kanten og sikkert også over. Der var forskel
på, om man bar gammelt nag eller om man var fængselsbetjent. Fra at
være interneringslejr var Fårhuslejren
fra august 1945 til nedlæggelsen i 1949 straffefangelejr.  

Forholdene for de internerede har været
barske. Det fremgår af Instruks for behandling af de internerede.
Bare det at man glemte at hilse, ja så faldt hammeren.  

Problemet var, at Faarhus
– lejren
var overfyldt. Fængselsvæsenet
anbefalede, at der maks. måtte være 900 indsatte ad gangen. På et
tidspunkt var der faktisk 5.500 på en gang. Stadsingeniøren
fra Sønderborg kommanderede øjeblikkelig en forbedring af kloakeringsforholdene.  

Fængselsinspektøren korrigerede
dommen

Der har været påstået at 13 er blevet
dræbt i Faarhus – lejren.
Det har Henrik Skov Kristensen
ikke kunnet finde beviser for. I perioden maj – juni 1945 er to døde
i lejren, og en tredje er død på Aabenraa Sygehus.
I alle tilfælde er der der optaget politirapport, og i ingen af tilfældende
var der tale om vold.  

Når fængselsinspektør Gjerstrup

mente, at en indsat havde fået en for mild dom, kunne han finde på,
at korrigere rettens dom. Han kunne finde på at anbefale, at
den pågældende ikke blev benådet eller løsladt før tid.  

Grundloven sat ud af kraft

Grundloven var for en tid sat ud af kraft,
og man indførte i haste en lovgivning med tilbagevirkende kraft. Den
ophobning af had, der var sket under krigen og besættelsen måtte
Fårhus – fangerne
bøde for.

For taberne er Fårhus
et symbol på uretfærdighed.  

Loyalitets
– konflikt?

Det Tyske Mindretal
var først blevet forledt af Tyskland,
som de hyldede under besættelsen, senere blev de forrådt af Danmark,
som slæbte dem i retten som landsforrædere. Men handler det ikke om
menneske – ideologi?

De tysksindede mente, at de var i en
form for loyalitetskonflikt. De krævede særbehandling af den danske
stat.  

Enorm pres på 
de unge

Kollaboratørerne gjorde bare, hvad samlingsregeringen
havde sagt, de skulle gøre. Men havde den danske regering opfordret
dem til at melde sig til Waffen SS
eller i andre tyske uniformer.

Problemet for den unge tysksindede var
det enorme pres fra skolelæreren, organisationen, idrætsforeningen,
kammerater, Nordschleswiger Zeitung m.m.

I straffeudmålingen blev der efter en
del tid taget hensyn til alder og om man var medlem af Det Tyske
Mindretal.
Den gennemsnitlige straf for fronttjeneste blev sat ned
fra fem til et år.  

De valgte nazismen

Det Sønderjyske Råd 
farede frem med forslag om omfattende udvisninger. Mindretallet
gjorde gældende, at de havde samarbejdet med tyskerne, bl.a. ved at
levere frontfrivillige. De mente, at dette var fuldt lovligt, da det
ikke herskede krigstilstand.

Men viste Mindretallet
loyalitet over for den danske stat. Da de skulle vælge mellem nazisme
og demokrati, valgte de det første.  

Mindretallet
gjorde gældende, at de havde oplevet massive ødelæggelser på deres
ejendom.  

Et forkert valg

Den danske stat var så emsig, at
frontfrivillige blev afkrævet tilbagebetaling af soldatersold og familieunderstøttelse,
som de havde modtaget under krigen. De havde valgt forkert og det gik
aldeles hårdt ud over økonomien i mange år fremover.  

Den
økonomiske ruin

Det juridiske opgør var lammende for
mindretallet. Når forsørgeren blev indsat i Faarhus
– lejren
kunne det betyde økonomisk ruin for familien. Bund
Deutscher Nordschleswiger
skrev i 1945:  

  • Hvis man eksempelvis i
    dag går en tur gennem Tønders gader, vil man se, at hver anden eller
    tredje forretning er uden chef, fordi han er interneret. Det drejer
    sig om gamle, solide foretagender, som for en stor dels vedkommende
    har været ejet af samme borgerfamilie i genrationer. Hårdt ramt er
    også mange dygtige håndværkere og arbejdere, ikke færre præster
    og læger, embedsfolk og kommunalt ansatte……
  • Det drejer sig om medlemmer
    af en befolkningsgruppe, som er bundet til jorden, og som indtil majdagene
    i år aldrig har været i konflikt med lov og ret eller i
    øvrigt har noget med politiet at gøre.

 

Natten mellem den 30. juni og 1. juli
1945 blev fem butikker i Tønder
sprunget i luften. Indehaverne sad i Faarhus
– lejren.
 

Samarbejds
– politikken

Samarbejdspolitikken betød, at danskerne
slap heldigere ud af krigen end for eksempel Holland

eller Norge. Men det betød også at tyskerne ikke skulle binde
så mange tropper her i landet for at holde befolkningen i skak.

Den 4. maj kl. 20.36 lød frihedsbudskabet.
Nu var det tid til at tage hævn – retfærdig eller uretfærdig.  

Kom regeringen til selverkendelse?

Min far påstod, at der var flere der
blev uberettiget afstraffet, nogle blev slet ikke afstraffet. Hvorfor
blev regeringen ikke stillet til ansvar for kommunist – forfølgelsen,
grundlovsbruddet og jødedepotioner til KZ
– lejre?
Savner man ikke en form for selverkendelse?

Man er hurtig til at bebrejde Det
Tyske Mindretals
rolle.  

Værnemagere endte i topstillinger.

26 danske skibe blev henholdsvis minesprængt
og torpederet af tyskere. Det får unge ikke noget at vide om i skolen.  

Ministeren stillet til ansvar

I Rigsdagen
blev den ansvarlige minister, Frode Jacobsen
stillet til ansvar til dels for forholdene i internaterne og til dels
for tempoet i afviklingen af internaterne. Der blev vedtaget en lov
for uforskyldt internerede.
Men den gav nu ikke de store muligheder
for oprejsning.  

Hårdt fysisk arbejde

Det var belastende for de afstraffede,
at komme tilbage i samfundet efter afståelsen af straffen. De blev
forfulgt både på den ene og den anden måde. Var de selv skyld i det?

Meningerne er mange. Interessen for emnet
spores også her på siden.  

Det var først i sidste øjeblik, at
man tog sætningen hårdt fysisk arbejde
ud af loven. I motiver til lovens § 3 stod der, at straffene skulle
være strenge for at virke afskrækkende. Først i 1947 blev landsvigerne
dømt som alm. afsonere.  

Ansigter på 
de indsatte

Ind imellem blev der sat ansigter
på de indsatte. Vi får beskrivelser af udvalgte, og hører deres historie.
Det gør bogen ekstra spændende. Men sikke dog et arbejde.

Endog min bedstefar har forfatteren fundet
frem til.  

Harboe Kardel

Vi får også uddrag af Fårhus
– bøger,
bl.a. en dagbog af Harboe Kardel.
Han er født i 1893 og vokset op i Tønder.

Under Første Verdenskrig gjorde han tjeneste i den tyske hær.
I 1934 blev han ansat på Nordschleswigsche Zeitung.
I 1944 blev han chefredaktør.  

Men allerede fra 1935 var han med i
Jens Møllers NSDAP – N,
hvor han straks blev ortsgruppenleiter
i partiets Aabenraa – kreds.

Han blev bl.a. dømt for at være medansvarlig
for oprettelse af Zeitfreiwilligen
og Selbstschutz – korpsene.

Han deltog også i hvervningen af unge til fronttjeneste. Tyskfjentlige
ytringer og overgreb mod mindretallet rapporterede han videre til rigstyske
indstanser.

På avisen bragte han hadske angreb
mod danske institutioner. I 1948 blev han idømt seks års fængsel,
men efter kort tid benådet.  

Kardels dagbog

Kardel
skrev delvis sin dagbog på toiletpapir. I 1968 valgte man at gengive
dagbogen i Der Nordschleswiger.
Noget tyder på, at passager i optegnelserne er blevet efterrationaliseret.

Som hos de fleste indsatte, udviklede
familiens økonomi sig katastrofalt. Den 20. okt. skriver Kardel

i sin dagbog:  

  • Nationalsocialismen har
    ikke forbedret menneskerne – tværtimod.
     

 

Den 26. april 1947 skrev han:  

  • mange tyskere slår forstanden
    fra, når de taler politik. Alt er følelser.

 

I slutningen af marts 1948: 

  • Mange almindelige tyskere
    mangler ofte en besindig national holdning. De kender kun to holdninger:
  • Enten tilbedelse eller
    pralende opførsel, som forarger enhver fremmed egenart. Men lidelsens
    styrke afhjælper dette. Det må vi håbe.

 

Kardel
mente også, at retsopgøret var uretfærdigt. Han beskrev det på denne
måde:  

  • Tyskland tabte krigen og
    Danmark forstanden.

 

Dømt til døden

En mere frygtet og brutal indsat var
den tidligere KZ – vagt, Anton Peter Callesen
fra Burkal. Han var blevet dødsdømt i alle tre instanser for
sine forbrydelser. Han skulle have begået drab på flere fangere. To
måneder efter sin sidste dom i 1950 blev han benådet til livslang
fængsel. Men i 1960 blev han løsladt fra Vridsløselille.  

Mange af de indsattes familier talte
kun tysk. Men det ville lejrkommandanten ikke finde sig i. Fremover
skulle der tales dansk. Der var mange måder at chikanere på.  

Manglende lægehjælp

Den lægelige behandling led meget tilbage
at ønske. En fængselsbetjent optrådte med skiftende succes som
helbreder,
indtil man havde fået en ordning etableret. Senere blev
en ung læge antaget som lejr – læge. Han spurgte altid:  

  • Hvad ordinerede lægen
    sidste gang.

 

Et illegalt råd 

Retsopgøret
i Sønderjylland virkede mere problematisk end andre steder.
Omfanget var massivt. Og de tiltalte kom især fra Mindretallet.

I Faarhus
– lejren
havde man nedsat et (illegalt) juridisk råd, der fortalte,
hvad man skulle sig i retten. Men det blev opdaget.  

Ulykke og bundløs elendighed

Mange forstod ikke, at de skulle straffes.
Pastor Beuck fra Aabenraa

blev i Faarhus – lejren verbalt overfaldet af den tidligere
fører Jens Møller. Pastoren blev beskyldt for forræderi over
for Mindretallet, og fordi han havde erklæret loyalitet over
for den danske stat.  

Efterfølgende skrev Beuck
til Jens Møller:  

  • De har gennem deres helt
    igennem ansvarsløse politik, Deres såkaldte førerskab og gennem Deres
    åndelige terror som de og deres partikammerater udøvede, styret talløse
    nordslesvigske mænd og deres familier ud i livslang ulykke og bundløs
    elendighed.

 

Tab af almen tillid

Straffen efter Faarhus
– opholdet
var ikke forbi. Nu skulle man se, om man kunne redde
familiens økonomi. Men det var svært at finde arbejde. De dansksindede
ville ikke arbejde sammen med dem, der havde været indsat i Faarhus
– lejren.
 

Man var også blevet dømt som
Tab af almen tillid.
Det betød, at de dømte med deres handlinger
i særlig grad har sat sig ud fra det danske samfund. Det betød: 

  • Afkald af stemmeret og
    valgbarhed i offentlige anliggender
  • Afkald på
    offentlig tjeneste og adgang til at opnå
    offentlig tjeneste og hverv
  • Ret til at drive selvstændig
    næring, hvis udførelse var betinget af næringsbrev eller lignende
    adkomst.
  • Ret til pension, understøttelse
    eller anden form for ydelse fra det offentlige er bortfaldet m.m.

 

Fordomsfri fremlæggelse

Inden for de sidste par år, er der kommet
en del væsentlige bøger, der beskriver Sønderjyllands

historie. Denne hører til de mest væsentlige. Til tider er den mere
spændende end en kriminalhistorie. Bogen er meget afvekslende. Forfatteren
skriver selv:  

  • At lægge historien frem
    så fordomsfrit, nøgtern og ærligt som muligt.

 

Det er så
sandelig lykkedes for forfatteren.
 

Den sene selverkendelse

Mon ikke det er sammenholdet og den
Faarhus – mentalitet
som Der Nordschleswiger

så ofte har skrevet om, der har forhindret, at selverkendelsen i
Mindretallet
kom så sent. De har så længe befundet sig i offerrollen.  

Man kan vel godt forstå dele af
Mindretallets
anklage. Hævnen var sød fra de dansksindedes side.  

Mon ikke også københavneren snart
kender Faarhus – lejren.  

Den næste bog

Henrik Skov Christensen
er nu gået i gang med en bog om Frøslevlejren.
Det skal så blive spændende, om man så får den tilsendt.  
 

Henrik Skov Kristensen:

Straffelejren
– Fårhus, landssvigerne og retsopgøret

Nyt Nordisk Forlag  

Hvis du vil vide mere:

  • www.dengang.dk indeholder over 50 artikler om besættelsen.
    Du kan finde en liste under artiklen Dengang
    – erfaringer og indtryk 10. Særlig fokus kan rettes mod følgende:

 

  • Den Sønderjyske efterretningstjeneste
    (under Sønderjylland)
  • Det Tyske Mindretal (under
    Sønderjylland)
  • Nørrebrogade 156 (under
    Nørrebro) (Frihedsrådet)
  • Frøslevlejren (under Padborg/Kruså/Bov)
  • Fårhuslejren (under Padborg/Kruså/Bov)
  • Harreslev
    – dengang (under Padborg/Kruså/Bov)


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Padborg / Kruså / Bov