Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland

Opgøret efter 1945

Juli 26, 2011

Over 4.000 anholdelser efter Besættelsen.
Travlest var det i Tønder. De internerede i Fårhuslejren skulle selv
betale for deres ophold.  Modstandsbevægelsen stillede meget hårde
krav, bl.a. udvisning. I starten blev der givet 4
års fængsel for at melde sig til Waffen SS. Domsafsigelserne og retsopgøret
var præget af kaos og forvirring. Modstandsbevægelsen ville arrestere
amtmand. De mente, at han var for moderat over for Mindretallet.
 

Op af lænestolen

Er det én ting, der har fået folk op
af lænestolen, ja så er det vores skriverier om det dansk/tyske forhold
i grænselandet, om besættelsestiden og om Frøslevlerjren
og Fårhuslejren. Den gamle redaktør er blevet overstrømmet
af mails, med læsernes kommentarer. Den gamle redaktør er både blevet
beskyldt for den ene og det andet. Også den nylig opståede grænsedebat,
har fået folk til at reagere.  

De snagede for meget

Nu er det ikke denne sides hensigt, at
beskrive historien ud fra en bestemt holdning. Vi forsøger at viderebringe
fakta. Og den gamle redaktørs forældre tilhørte også det tyske mindretal
på en mere passiv måde, indtil de brød med dem. De mente, at mindretallet
snagede for meget i deres personlige forhold.  

Fik alle en retfærdig straf?

Min far fortalte, at retsopgøret ikke
var retfærdig. Mange blev indsat i Fårhuslejren,
bare fordi de var medlem af Det Tyske Mindretal.
Mange, der tjente penge på tyskerne, blev overhovedet ikke straffet,
sagde min far. Han nævnte adskillige personer fra Tønder og Omegn,
der slap. Modsat nævnte han også mange, der uskyldig sad mange år
i Fårhuslejren

Et par læsere af denne side, påstår
at alle, der var indsat i lejren fik deres retfærdige straf.  

Hvad skete, der egentlig?

Men disse ting har vi videregivet i artiklen
om Det Tyske Mindretal. Men hvad skete der i grunden efter besættelsen?
Hvordan var det lige med retsopgøret efter krigen?  

Beruftsverbot?

Man kan så spørge sig selv om
den litteratur, der er til rådighed beskriver den fulde sandhed. Således
har er det ikke meget at hente, når man vil finde eksempler på
Beruftsverbot
for dem, der havde været indsat i Fårhuslejren.  

Fejlinformation på 
Frihedsmuseet

For mange år siden besøgte min kone
og mig Frihedsmuseet

Stor var min forbavselse, da en ung mand
viste nogle engelske turister rundt på museet og sagde:  

  • Der var ingen modstand
    i Sønderjylland. Det var farligt for en eventuel modstandsbevægelse,
    da alle fra Det Tyske Mindretal ville angive dem.

 

Handling havde konsekvenser

Mange inden for det tyske mindretal opførte
sig som om, at den danske lovgivning ikke gjaldt dem. De tiltvang sig
derved nogle specielle rettigheder. Det tyske mindretal var under nazistisk
ledelse. Deres handling måtte have konsekvenser. Man kunne fra dansk
side ikke tolerere, at nogen havde handlet i strid mod den danske stat,
og skabt sig fordele i både økonomisk og anden henseende.  

Organisationen overtaget af nazister

I stigende grad havde det nordslesvigske
parti NSDAP – N siden slutningen af 1930erne overtaget mindretallets
organisationsapparat. Dette havde skærpet modsætningen mellem det
tyske mindretal og Det Tyske Mindretal.  

Den sønderjyske forening Dansk Samfund

med sine 80.000 medlemmer havde deres helt eget syn på opgøret med
Det Tyske Mindretal.
 

Fotos anvendt mod Mindretallet

I retsopgøret gjorde Politikommandøren
i Sønderjylland, Ernst Brix
brug af talrige fotos. Det var for at bevidne, at Mindretallets
aktioner ikke var så uskyldige, som de ville gøre det til.  

Tysk officer: De skulle skamme Dem

En af de første, der ydede tyskerne
bistand, var en mand, der den 9. april 1940 om morgenen havde stillet
sig op i det såkaldte Tønderkryds
i Abenraa for at vise de fremrykkende tyske tropper vej. Uheldigvis
for manden, havde en fotograf foreviget begivenheden.

En officer var standset og spurgt om
hans nationalitet. Ich bin Däne,
havde han svaret. Hvortil officeren på dansk havde repliceret:
skulle de skamme Dem.
 

En person fra Haderslev

blev straffet, fordi han havde passet på tyskernes våben. Og en leder
af fire hjemmetyskere, der havde bevogtet  nogle tilfangetagende
danske soldater, blev også straffet.  

Mange korps

Ønsket om en grænseflytning blev især
i besættelsestidens første år rejst af Mindretallet.
Man følte at fredsslutningen i Versailles
var et diktat og helt uretfærdig.

Mange af mindretallets unge havde deltaget
som frivillige på tysk side. Det vil sige, at man i de tyske skoler
i Sønderjylland mere end opfordrede de unge til melde sig.  

Flere af både de unge og de ældre blev
optaget i de særlige hjemmetyske korps, der virkede i Sønderjylland.
Det var de tidsfrivillige – Zeitfreiwillige
og i sabotageværnet – Selbstchutz.  

Økonomisk fordel

I økonomisk henseende havde mange fra
Mindretallet
opnået gunstige betingelser som leverandører til

Værnemagten. Man havde også modtaget tilskud til skolebygninger.  

Hvervekampagne

Fra krigens start blev der i Mindretallet
hvervet medlemmer til krigstjeneste. Ledelsen af Det Tyske Mindretal
var gået aktivt ind i hvervekampagnen.  

Zeitfreiwilligen

Oprettelsen af det såkaldte Zeitfreivilligendienst

i 1943 er omgivet af tvivl og mystik. Måske har oprettelsen noget at
gøre med, at de unge tog til fronten, og derved svækkedes Mindretallet.
Om initiativet kom fra Mindretallet
eller Værnemagten hersker der også tvivl.

Måske var det for at svække de unges
tilgang til krigstjeneste.  

Die Zeitfreiwilligen
gjorde frivillig deltids – militærtjeneste  i Nordslesvig.

Tjenesten betød deltagelse i militærøvelse en gang om ugen. Medlemmerne
bar uniform og blev uddannet i våbenbrug af lokale tyske kommandanter.

Formålet var, at korpset i tilfælde
af en invasion skulle fungere som en slags vagtmandskab til at bevogte
forskellige objekter.  

Den danske befolkning så på 
dette korps med meget strenge øjne. Og det viste sig at mange ældre
medlemmer af Mindretallet meldte sig til dette korps. Man nåede
op på et medlemstal på 1.700.

Mindretallet
påstod at korpset var oprettet med den danske regerings tilladelse.  

Et dårligt ry

Med til at give et meget dårlig indtryk
af dette korps var, at Værnemagten
i undtagelsestilstanden i dagene efter 29. august 1943 indkaldte
Zeitfreiwillingen
til at deltage i aktioner mod danske. Dertil skal
siges at Mindretallet faktisk protesterede mod denne beslutning.
Man hævdede, at dette ikke havde været forudsætningen for korpsets
oprettelse. Men dette fik de danske sønderjyder aldrig at vide.

Det negative indtryk havde sat sig fast.  

Selbstschutz

Selbstschutz

var blevet oprettet i februar 1944. Man skulle beskytte virksomheder,
der arbejde de for den tyske værnemagt, mod sabotage.

Fra dansk side blev der protesteret mod
dette. Til et brev til Best
hed det sig, at man måtte tage afstand fra:  

  • at der indenfor en politisk
    bestemt fraktion af den danske befolkning skabes en magtfaktor på 
    den måde, der ikke er forudset i lovgivningen.

 

Schleswigsche kammeratenschaft

Medlemmerne blev rekrutteret især fra
SK – Schleswigsche Kameradschaft.

Det var en organisation, der indenfor NDSAP-N
modsvarede de danske nazisters SA.

De patruljerede 3 – 5 mand ad
gangen, var bevæbnet og iført SK
– uniform.

Medlemmerne skulle også være Zeitfreiwillige.
De gjorde tjeneste et par timer om ugen.  

Patruljerne kunne foretage anholdelser
af mistænkelige personer. Men nogle gange gik de over stregen. Det
skete for eksempel da skolen i Krusaa
blev truet med sprængning.

Man tvang da danske gidsler til at overnatte
på skolen. 

Zeitfreiwillige
– korpset
blev opløst i besættelsens sidste måneder.
Selbstschutzkorpset
blev bevaret men trådte dog ikke i funktion
efter den 5. maj 1945. Ved kapitulationen havde det 500 medlemmer.  

Modstandsbevægelsen
– Region 3

Modstandsbevægelsen
i Region 3 havde været med til at skærpe konflikten mellem
de dansk – og tysk sindede.  

Modsætningsforhold i Sønderjylland

I de mere moderate kredse i Danske
Samfund
havde man begyndt at overveje, hvilke krav man skulle stille
for at imødegå rabiate udrensningskrav over for Mindretallet.  

Der måtte ske en nyordning, der indebar
ændring af skolepolitikken og Mindretallets

forhold i øvrigt. Desuden skulle krigsgevinster indrages.  

I sin åbningstale i Rigsdagen
den 9. maj 1945 sagde statsminister Vilhelm Buhl
blandt andet:  

  • De ved krigens slutning
    totalt ændrede forhold bevirker, at såvel spørgsmålet om det tyske
    mindretals stilling i Danmark må 
    nøje overvejes.

 

I Sønderjylland
var der opstået to modsætningsforhold  mellem to holdninger.
På den ene side fandt man dem – som regel dem fra den ældre generation
– der havde støttet den officielle danske forhandlingspolitik, på
den anden side især yngre sønderjyder og tilrejsende ”nordfra”,
der sluttede op om modstandsbevægelsen og gik ind for brud med regeringspolitikken
. Blandt de førstnævnte fandt man også tilhængere af en lempelig
kurs over for Mindretallet.  

Modstandsfolk ville arrestere amtmand

To fremtrædende sønderjyske embedsmænd,
amtmand Kresten Refslund Thomsen

og greve Otto Didrik Schack

stod som repræsentant for forhandlingspolitikken. Men efter den 5.
maj 1945 stod disse to embedsmænd isoleret.  

Modstandsbevægelsen nægtede, at lade
amtmanden
være med til at modtage englænderne ved grænsen den
7. maj 1945. Da han alligevel viste sig ved grænsen blev han afvist
af modstandsbevægelsen. Ja man talte sågar om at arrestere amtmanden.
Modstandsbevægelsen havde efter befrielsen stor indflydelse.  

Barske krav fra Modstandsbevægelsen

I vinteren 1944/45 oprettede man modstandsbevægelsens
sønderjyske råd. Den bestod af en repræsentant for hver af de fire
modstandsorganisationer. Lige efter befrielsen udsendte rådet følgende:  

Vi kræver:

  1. At alle særlige Rettigheder,
    der er tilstaaet de tyske Nordslesvigere i deres Egenskab af National
    Mindretal, straks ophæves.

 

  1. At alle tyske Statsborgere,
    der har haft Opholdstilladelse i Danmark, og som af fri Vilje har handlet
    mod danske Interesser, straks udvises.

 

  1. At alle af Det Tyske Mindretal,
    der i Besættelsestiden har baaret Tysk Uniform, har været Stikkere,
    Marinevægtere, Sabotagevagter, eller som ved tysk
    ”Ausweiss” eller paa anden Maade har skaffet sig en saadan Retsstilling,
    at de har kunnet unddrage sig dansk Retsforfølgelse, fratages deres
    Statsborgerskab og udvises af Danmark. For Krigsforbryderes Vedkommende
    skal Straf afsones før Udvisning. Som Forudsætning for Udvisning kræver
    vi, at den danske Stat ved Fredsforhandlingerne søger gennemført Krav
    om, at Tyskland forpligtes til at modtage de tysksindede Personer, der
    udvises af Danmark.

 

  1. At alle tysksindede Embeds
    – og Tjenestemænd i Statens, Amternes og Kommunernes Tjeneste
    i Nordslesvig straks afskediges, medmindre de godtgør at have været
    absolut loyale over for danske Interesser, og at der for saa vidt i
    de Henhold til de fremførte Krav udvises, fratages dem Pensionsret.

 

  1. At det tyske nazistiske
    Parti og alle dertil knyttede Foreninger og Organisationer opløses,
    og at Formue og Ejendom beslaglægges af den danske Stat. Der henvises
    i den Forbindelse ogsaa til de Midler, der er tilflydt Partiet gennem
    Procentsatser og Entrepriser i Besættelsestiden.

 

  1. At tyske Forsamlingshuse,
    Skoler og lignende overtages af den danske Stat.

 

  1. At den danske Stat overtager
    alle Ejendomme og Værdier tilhørende Kreditanstalt Vogegesang. Höferverwaltungsgesellschaft
    og andre lignende tyske kreditfinancieringsvirksomhede

 

  1. At det umuliggøres udenlandske
    statsborgere og Institutioner direkte eller indirekte at erhverve Jord
    eller anden fast Ejendom i de sønderjyske Landsdele.

 

Kravet til dette udkast og så det,
de mere moderate gik ind for var betydelig. De ældre, havde selv oplevet
at være et mindretal, men tog afstand fra disse krav. De havde en forståelse
for Mindretallets svære kår. Man mente, at det var afgørende,
at finde en løsning, der ville lette overgangen til en fremtid, hvor
danske og tyske måtte leve side om side.  

Modstykket var kravet om, at alle, der
havde båret tysk uniform, skulle udvises.  

Modstandsbevægelsen havde overtaget

Modstandsbevægelsen havde klart overtaget
i den første tid efter besættelsen. Der var omfattende arrestationer
overalt i Sønderjylland. En politiadvokat
og to studenter var udsendt fra København
som observatører. De kunne berette, at der kun i enkelte tilfælde
havde været lidt råben.
Man kunne endvidere berette, at man havde
fulgt de af Frihedsrådets arrestationsudvalg
fastsatte retningslinier.

Man kunne endvidere berette, at man havde
arresteret de ledende medlemmer af DNSAP samt de tyske nazistiske
organisationer, Heimwehr, Selbstschutz, SK, Frikorps Danmark, SS
m.v.

Fra de moderates side havde man ønsket
færre anholdelser, men det skete ikke. Gennem Tønders
gader kørte lastbiler med bevæbnede vagter. Hver gang disse biler
gjorde holdt spyttede de dansksindede på de anholdte.  

Politikommandør mistede styringen

Politikommandør Brix,
der var kommet ud af Frøslevlejren
den 4. eller 5. maj havde ikke haft mulighed for at følge arbejdet
de senere måneder. Men han havde straks forsøgt at overtage ledelsen.
Han gav instrukser til de forskellige lokalledelser. Hans retningslinier
for anholdelse var overordentlig forsigtige. Egentlig ville han kun
have anholdt de ledende inden for Mindretallet
og DNSAP, samt alle der havde svoret ed til Hitler.

Selvfølgelig skulle Gestapos
håndlangere også arresteres.

Han gav ordre til, at marinevægtere
og O.T. – folk ikke skulle anholdes. Men bortset fra Aabenraa,
ja så havde man ikke fulgt ordren.  

Direkte under Montgomery?

Det såkaldte feltgendameri eller festpoliti
kom med Den danske Brigade fra Sverige.

De havde 8.000 navne, som de kaldte for den røde liste.
Med den i hånden foretog de sig egen anholdelser. Især i Tønder
overreagerede de. De fortalte, at de havde en særlig opgave og sorterede
direkte under Montgomery.  

Dyrlæge Møller’s anholdelse

En af de første, der blev arresteret
var Det Tyske Mindretals leder,  dyrlæge Jens Møller.

En politibetjent og to frihedskæmpere, deriblandt selve kompagnichefen
nærmede sig forsigtig hans villa. Man var lidt i tvivl om, der her
gemte sig tyske officerer.

Da man ringede på, blev døren åbnet
af fru Møller.

Politibetjenten spurgte om dyrlægen
var hjemme, og om man kunne komme til at tale med ham. Fru Møller
var synlig nervøs og begyndte at græde.

I samme øjeblik åbnede dyrlægen døren
fra stuen til korridoren og spurgte, hvad man ønskede.

Politibetjenten bad ham, om at følge
med på politistationen, og på dyrlægens spørgsmål 
om hvorfor han skulle arresteres,

blev det svaret, at det var en beskyttelsesforanstaltning.

Og det er ganske givet rigtig. Man var
bange for, at han ville blive likvideret.  

Dyrlægen bad om lov til at tage sin
frakke på, hvilket blev tilladt. Derimod afslog man hans bøn, om at
tage tæpper og andre ting med. Hans hustru fik dog tilladelse til at
bringe disse ting på politigården.  

Dyrlægen blev ført ned til bilen og
kørt til politigården. En tusindtallig menneskeskare havde taget opstilling
langs gaderne og foran politigården.  

Anholdelse i Bovrup

Til Bovrup
var der sendt en lastbil med bevæbnede frihedskæmpere. Her var det
ikke alene læge Fritz Clausen

og lærer Wilh. Jürgensen (Asmus von der Heide),
der skulle arresteres. Men her skulle nazisternes kontor ransages og
lukkes.  

I Fritz Clausens
villa blev man modtaget af fruen, der straks kaldte på Fritz.
Da han fik at vide, at han var anholdt, sagde han, at de sidste dages
begivenheder havde ladet ham forvente dette. Han fulgte godvilligt med.  

I den tyske skole var der anbragt flygtninge,
som skreg op, da de så de bevæbnede frihedskæmpere. Men også 

her fulgte Wilh. Jürgensen
godvilligt med.  

Internerede skulle selv betale

Efter at Brix
havde anordnet, at Frøslevlejren
havde fået navneforandring til Fårhuslejren
opstod begrebet Fårhusmentalitet.

Den opstod hos Mindretallet,
der ikke mente, at der var skredet retfærdigt ind over dem.  

Og ikke nok med det. Efter opholdet i
Fårhuslejren
skulle hver enkelt udrede udgifterne. Opholdet skulle
betales efter en fast takst pr. dag. Masser af de penge måtte man tvangsindrive.
Der var dyb forbitrelse over den behandling hos Mindretallet.  

Masser af anholdte

Antallet af anholdelser i Sønderjylland

havde allerede i de første dage efter besættelsen et betydeligt omfang.
Hen på efteråret sad endnu 3.000 fængslet. Hovedparten var folk fra
Mindretallet.

Man diskuterede om det i straffeudmålingen
skulle tages hensyn til, at mange befandt sig i en loyalitetskonflikt
mellem dansk og tysk.  

Modstandsbevægelsen accepterede ikke
lempelser

Et forslag til straffelovstillæg af
25. maj 1945, der blev forlagt Rigsdagen
handlede § 10 om deltagelse i tysk krigstjeneste:  

  • For danske statsborgere,
    der tilhører Det Tyske Mindretal

    i Sønderjylland, kan straffen nedsættes.

 

Men sådan en særregel blev ikke godt
modtaget. Den sønderjyske modstandsbevægelse mente ikke, at Mindretallet
på nogen måde skulle begunstiges. I en betænkning af 28. maj kom
man frem til en meget uklar melding: 

  • Hvis særlige hensyn gør
    sig gældende, kan der findes straffenedsættelse sted, og under ganske
    særlige omstændigheder kan tiltale undlades.

 

Ville udvise Mindretallet

Et udvalg undersøgte også Modstandsbevægelsens
krav om udvisning af alle, der var medlem af Det Tyske Mindretal.  

I drøftelserne om fratagelse af statsborgerret,
spillede en tysk førerbefaling – Führerentlass
af 19. maj 1943 en afgørende rolle.

Ifølge denne befaling erhvervede udlændinge
af tysk afstamning, der kæmpede i Værnemagten, Waffen SS

m.v. tysk statsborgerret.

Det var denne forordning, der fik
Modstandsbevægelsen
til at kræve udvisning.  

Men det som modstandsbevægelsen glemte
at fortælle, var at Mindretallets
ledelse havde modsat sig denne førerbefaling, der ville have berøvet
Mindretallet
en række af dens unge medlemmer. Med få undtagelser
lykkedes det for Mindretallet

at ordren blev gennemført for deres medlemmer.

Da dette kom frem, opgav Modstandsbevægelsen
kravet om udvisning.  

Militærorganisation eller til grin?

En central skikkelse i retsopgøret var
statsadvokat, Dines Kirk
fra Sønderborg.
De første tiltaler blev rejst mod medlemmer af Zeitfreiwilligen.
Statsadvokaten
fandt en straf på 1 ½ års fængsel passende. Men
sagen trak i langdrag. Der var forskellige holdninger også i denne
sag.  

Justitsministeriet
havde sendt folk til Sønderjylland
for at lodde stemningen: 

  • Visse steder kan man møde
    den opfattelse, at Zeitfreiwilligen var en lidt halvkomisk organisation,
    hvis udrykninger og skydeøvelser, man nærmest morede sig over, men
    at den fremherskende opfattelse var, at de måtte bedømmes lige som
    de frivillige i Waffen SS.

 

Politikommandør Ernst Brix
var også af den opfattelse, at Zeitfreiwilligen

var en militærorganisation. Dansk Samling
mente i midlertidig, at 

  • man fra dansk side nærmest
    betragtede deres øvelser som narrestreger.

 

Udvalg mente
– hårde straffe

Denne udtalelse vakte dog opsigt. Et
udvalg var blevet nedsat, og de kom til den konklusion, at deltagelse
i dette korps burde bedømmes strengere end fronttjeneste.  

Det var meningen, at de sønderjyske
anklagere skulle gøre opmærksom på de særlige straffenedsættelser
i straffelovstillægget. Men resultatet blev noget forvirrende. For
pludselig blev deltagelse i kampe ved fronten takseret væsentlig hårde
end deltagelse i Zeitfreiwillige
og Selbstschutz.

Justitsministeriet
fik pludselig travlt. Men der var gået et helt år uden at man kunne
finde et fast holdepunkt i afgørelserne.  

Undtagelser blev sjældent respekteret

Den 29. juni 1946 kom der en ændring,
der betød, at man kunne lade straffen gå helt ned til fængsel
i 30 dage. Men det var dog kun, hvis 

  • gerningsmanden havde begået
    de strafbare forhold under indflydelse af en særlig pression eller
    påvirkning gennem opdragelse på grund af en på
    ung alder beroende umodenhed, eller der i
    øvrigt i de forhold, hvorunder han er opvokset, foreligger undskyldende
    momenter……..

 

Fire
år for at være i Waffen SS

Omtrent samtidig afsagde Højesteret
to retningsgivende domme. Den ene dom fra 2. juli 1946 omhandlede en
sønderjyde, der i juli 1942 havde meldt sig til krigstjeneste i
Waffen SS,
og gjort tjeneste i Polen, Rusland og Tyskland og
Frankrig
indtil 1945.

Københavns Byret
idømte manden 4 års fængsel, mens Landsretten
takserede det til 2 års fængsel. Højesteret
halverede straffen.  

Samme dag afsagde Højesteret
dom i en sag vedrørende en mand, der havde gjort tjeneste som reservebrandmand
under det tyske luftvåben. Han var født i Tønder
og blev dansk ved Genforeningen.

Han følte sig dog tilknyttet Tyskland.
Ved Underretten blev dette takseret til et års fængsel. Landsretten
stadfæstede dommen, mens Højesteret
nedsatte straffen til otte måneder.  

De moderate sønderjyder mente, at straffen
over for Mindretallet var alt for hård. Og en delgation, der
rejste til København for at fremføre deres sag,
blev afvist. 

Prøvesager

Endelig i 1947 kunne Højesteret
tage stilling til straffeudmåling for de Zeitfreiwilligen.
Det var en ung mand på 18 år, der ved Retten
i Tønder, var blevet dømt fængsel i 11 måneder. Landsretten
hævede denne straf til 1 år og seks måneder. Højesteret

stadfæstede denne dom.

Men der var eksempler på væsentlig
hårde straffe. Således blev en person fra Haderslev
dømt fængsel i 3 år og seks måneder for at have været med i
Selbstschutz.
 

Over 4.000 anklager

I alt 2.958 medlemmer af Det Tyske
Mindretal
blev dømt. Men inden det hele var slut havde statsadvokaten
i Sønderborg været igennem 4.058 anklageskrifter.

Særlig i Tønder
havde dommer Stegmann travlt. Han måtte ansætte ekstra personale
for at komme igennem travlheden med at få medlemmer af Mindretallet
dømt.  

Anklager forlangte dødsstraf

Anklagerne forlangte dødsstraf i forbindelse
med spionage for værnemagten. Også fængsel på livstid
blev krævet. Det springer dog i øjnene, hvad straffen egentlig kom
til at lyde på. Flere fik 18 år. Dette blev senere sat ned og i 1951
blev de fleste benådet.  

Statsadvokat Kirk,

de var anklager i disse sager, har senere udtalt:  

  • Flere af sagerne blev efter
    mit skøn pådømt alt for mildt – enkelte burde efter mit skøn have
    medført livsstraf.

 

Proces mod tyske ledere

Processen mod lederne af Det Tyske
Mindretal
var en af retsopgørets store sager. En særlig afdeling
under politiet blev oprettet i Aabenraa.
Og det var politimester Brix,

der repræsenterede anklagemyndigheden. Ja i virkeligheden var det 17
enkeltprocesser, der var samlet under ét.  

De mest graverende anklager var rettet
mod Mindretallets leder, Jens Møller.
Hertil kom 13 andre medlemmer af det såkaldte politiske råd.
Endvidere var det anklager mod Mindretallets
talerør, Nordschleswigsche Zeitung
og dets direktør.  

Anklagerne gjaldt ansvaret for hvervningen
af Mindretallets hvervning af medlemmer til krigstjeneste i
Waffen SS
og værnemagten. Dertil kom ansvaret for oprettelsen af
de forskellige korps. Meget alvorlig så man på oprettelsen af et efterretningskorps
og spionagevirksomhed. Over for Jens Møller
og Peter Larsen kom anklagen for at have søgt at fremkalde grænseflytning
med tysk indgriben. Dette kunne indebære dødsstraf, men anklageren
begrænsede sig til livsvarig straf.  

Jens Møller
og Peter Larsen blev begge idømt 15 års fængsel. Landsretten

nedsatte dog straffen til 12 års fængsel. De øvrige ledere blev idømt
mellem 5 år og 12 års fængsel.  

Benådet og løsladt

Allerede i 1950 blev Mindretallets
fører, Jens Møller, benådet og løsladt. På det tidspunkt
var også øvrige mindretalsledere løsladt. De menige medlemmer af
korpsene havde for længst afsonet deres straf.  

Retsopgøret var kaotisk og skandaløst

Man kan godt forstå, at teologen
Hal Koch
kaldte retsopgøret for kaotisk og skandaløst.

Stemninger og følelser havde fået lov til at dominere. Modstandsbevægelsen
kom til at dominere og ingen politiker turde at fortælle, hvad der
havde været landets officielle politik inden 29. august 1943.  

Ingen revision

Mange mente, at der ikke måtte lægges
de domfældte hindringer i vejen til erhverv. Man mente også, at der
burde ske en revision af domsfældelserne med udgangspunktet i FN – 
erklæringens forbud mod love med tilbagevirkende kraft. Det offentlige
burde genansætte de ved tjenestemands – domstolen afskedigede tjenestemænd.  

En sådan revision fandt aldrig sted.
I andre artikler har vi beskrevet, hvad det betød for Mindretallet
i Sønderjylland.  

Jeg tror,
vi er mange sønderjyder, der kan fortælle om skæbner fra vores familie.
 

Kilde:
Se

  • Besættelsestidens Litteratur
    A – L
  • Besættelsestidens Litteratur
    M – Å

 

Hvis du vil vide mere:

www.dengang.dk indeholder over 50 artikler om besættelsestiden
og flere artikler om det dansk/tyske forhold. Her vil vi blot nævne:
 

  • Det Tyske Mindretal
  • Fritz Clausen
    – lægen fra Aabenraa (under Aabenraa)
  • Frøslevlejren (under Padborg/Krusaa/Bov)
  • Fårhuslejren (under Padborg/Krusaa/Bov)
  • Da tyskerne kom til Tønder
    (under Tønder)
  • Sønderjylland 9. april
    1940 (under Tønder)
  • Tønder
    – under besættelsen (under Tønder)
  • Tønder
    – efter krigen (under Tønder)
  • Tønder
    – Marsksens hovedstad (under Tønder)

 

Se fuldstændig liste over artikler
fra besættelsestiden under Dengang
– erfaringer og indtryk 10.


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland