Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Blaagaarden – på en enden måde

Juni 5, 2011

Gabel byggede et lystslot. Prins Carl
udvidede

Teglgårdsmarken

Frederik den Tredjes
tid lå der helt fra Peblinge Søen
til Assitens Kirkegård en stor mark, der blev kaldt for Teglgårdsmarken.
Her lå byens teglgård.

Kongens yngling
– Christopher Gabel

En af kongens ynglinge, Statholder
Christopher Gabel,
der også var tidligere kammerskriver
og rentemester, byggede et lystslot med en mægtig have. Da teglstenene
på taget var blå, ja så kaldte københavnerne slottet for Blaagaarden.

Man spørger sig selv, hvordan kunne
Gabel
få råd til at bygge dette slot. Han har sikkert udnyttet
sin indflydelse hos kongen. Men han måtte vende sig til beskyldninger
om bestikkelse. Han fik da også mange og mægtige fjender, derimellem

kronprinsessen, den senere Christian den Femte, dronning Sofie
Amalie
og Rosenkrantz'erne
samt Ahlefeldt'er .

Ikke så
uddannet

I hans eftermæle efter 13. oktober 1673
stod der følgende:

  • Han er ikke saa udannet,
    som det almindelig siges, og ser man hen til hans naturlige Begavelse,
    har han ingen Lige.

Gabel
vidste, at hans magt stod og faldt med Kong Frederik.
Han trak sig også straks, da kongen døde.

I hans tid var Blaagaards Have

en prægtig havemed mægtige lindealléer. Små pavilloner med blå
tage lå spredt på grunden.

Prins Carl udvidede

I 1688 blev hele herligheden solgt til
generalfeltmarskal Ulrik Frederik Gyldenløve.

Han beholdt dog kun stedet i kort tid, hvorpå den kom i forskellige
officerers besiddelse. I 1706 overtog Kong Frederik den Fjerdes
bror, Prins Carl stedet.

Han udvidede grunden ved at købe jord
på den anden side af søen. Det var den såkaldte Akeisebodvænge
mellem Peblinge Søen og Farimasvejen .
Han byggede den kendte hovedbygning, Blaagaarden.

Lod sig dirigere af von Plessen

Prins Carl

havde mange titler, men egentlig var han en ubetydelig personlighed.
Han brugte sin tid til at ride, jag og læse i pietistiske bøger. Han
beskæftigede sig med guldmageri
og havekunsten. Dengang hed haven Prinsens Have. Prinsen
var fuldstændig i lommen på sin hofmester og senere minister Carl
Adolf Plessen.
Kongen sagde engang i spøg:

  • Der kommer Prins Pless
    med min broder Carl

Et stort hof på
Blågården

Det var et stort hof
Blaagaarden. Prinsens søster, Sophie Hedevig
tilhørte også hoffet. Hun var en meget streng pietistisk dame, der
havde 23, der passede på hende. Men prinsen havde hele 47 personer,
der stod for sin opvartning.

Utilfreds med kongens valg

Prins Carl
var ellers meget godmodig, men hans søster ophidsede ham i den grad,
fordi Konge Frederik havde taget Anna Sophie Reventlow
til dronning. Han forlod i vrede Blaagaarden
sammen med sin søster i protest over kongen. Han blev dog overtalt
til at stå fadder til et af deres børn.

Ved Prins Carls

død i 1729 testamenterede han Blaagaarden
til Sophie Hedevig.

Hjælp czaren kommer

I 1719 skete en begivenhed, der vakte
røre i København. Czar Peter den Store
havde lovet at hjælpe mod Karl den Store. Czaren
havde 20.000 russere med. de blev plantet på Hveen.

Der kunne de ikke gøre så stor skade. Men 4.000 blev placeret foran
Nørreport.

Kongen stolede med rette ikke så
meget på czaren. De danske styrker var bundet i Norge.
Københavns Slot var det ikke plads til gæsten.

Kongen
bad sin bror på Blaagaarden

at tage sig af czaren. Men han afslog. Og det var åbenbart af religiøse
grunde. Han var både ængstelig for sit fine sølvtøj og så havde
czaren også fået tilføjet Barbaren
på sit CV.

Sophie Hedevig ville ikke giftes

Det var svært at få dikteret nogen
mand til den strenge Sophie Hedevig.
Hun var som unge blevet tvunget til at forlove sig med arveprins
Georg af Kur – Sachsen.
Men han kunne ikke holde hende ud. Han
hævede forlovelsen til Christian den Femtes
store fortvivlelse. Hendes mor, dronning Charlotte Amalie

arbejde på en forbindelse til den senere tysk – romerske kejser,
Josef den Første.
Men Sophie Hedevig
satte sig kraftig til modværge. Andre forslag fik hende til at proklamere,
at hun ville forblive ugift hele sit liv.

Masser af rygter

Rygterne gik dog på, at hun stod i et
meget intimt forhold til sin overkammerherre Carl Adolph v. Plessen.
Ja man sagde endog, at var hemmelig gift. Men hun gjorde sit gods,
Vemmetofte
til et jomfrueligt kloster.

Men ved hjælp af et gavebrev af 9. maj
1732 skænkede hun Blaagaarden,
et Sølvtaffel og en Sølvbuffet. Plessen
ville dog på grund af rygterne ikke modtage gaven. Men Kong Christian
den Sjette
blev vred og befalede ham til at overtage gården.

Skulle beskytte dronningen

Carl von Plessen
havde foretaget de udenlandsrejser, der hørte til adelsfolkenes dannelse.
Han blev knyttet til Prins Carls
og Sophie Hedevigs hof. Han havde taget parti imod Anna Sofie
Rewentlow.
Men der var dog ingen hævnaktioner fra kongens side.
På hans dødsleje fik Plessen
overrakt elefantordenen og afgive et løfte om, at han så
inderlig skulle skærme Dronningen og hendes Børn mod deres mægtige
Fjender.

Plessen tog sin afsked

Plessen
holdt ikke sit løfte. Han var stadig imod Anna Sofie Rewentlow.
Derfor gjorde Christian den Sjette
ham også til medlem af Konseillet
og til overkammerherre ved Hoffet.

Han var intelligent og veltalende og styrede også godserne på bedste
vis.

Dronning Sofie Amalie
kunne dog ikke lide Plessen.
Derfor tog han sin afsked den 27. april 1733. Kongen fratog ham også
sine pensioner og de sluttede med at blive uvenner. Resten af sit liv
levede Plessen med at bestyre sine godser. Han oprettede også
16 skoler for sine bønder.

Omkring Blaagaarden
tilkøbte han en masse jorder. Men han opholdt op sig ikke meget herude.

Knud Lyne overtager

Efter hans død solgte arvingerne
Blaagaarden
til Rahbecks
fars morbroder, Knud Lyne. Han var Konsumptionsskriver
og en meget velstående mand.

Han solgte ejendommen videre til Christian
den Syvendes
yndling, Holck.

Og det er så starten til den mørke afdeling i Blaagaardens
historie.

Holck var stråmand

Frederik Vilhelm Conrad Holck
blev som ung kammerpage hos kronprins Christian (den Syvende).
Denne Holck havde sikkert ikke den bedste indflydelse hos kongen.
Dronningen Caroline Mathilde

måtte ikke komme med på den store udenlandsrejse og turen til Slesvig
Holsten. Holck
søregde for at blive udnævnt til Geheimraad
og Hofmarskal.

To ægteskaber gav Holck
rigdom. Først med stiftamtmand Stockfleths
datter, der bragte ham en medgift på 80.000 Rdl. Datteren døde kort
tid efter af kopper.

Han blev også gift med en datter
af Grev Danneskjold – Laurvigen,
et barn på 15 år. Men Holck
brugte og han forstod også at få penge ud af kongen. Derfor tog han
også i kongens orgier og togter rundt om i byen.

Støvlet
– Kathrine blev præsenteret

Det var også Holck,
der havde æren af, at føre kongen sammen med Prins Geworg Ludvig
af Braunschweig – Beverns
uægte datter, Anna Kathrine Beuthak,
der under øgenavnet Støvlet –
Katrine
bjegtog kongen.

Udskejelser på
Blågården

Holck
mente, at det var bedst at forlægge alle disse udskejelser ud for byen.
Skuepladsen blev derfor forlagt til Blaagaarden.

Lyne
ville ellers slet ikke sælge sin ejendom. Og ingen tvivl om, at det
var kongen, der var den egentlige køber. Dette køb var i løbet af
1767. Støvlet – Kathrine
blev eksporteret til Hamborg
i 1768.

I eftersommeren 1760 fik Lyne
sin nu ramponerede ejendom tilbage. Og Struensee
gav Holck en fyreseddel på gråt papir.

Masser af lindetræeer var blevet fældet
og inden døre var meget lagt øde. Men Støvlet
– Kathrine
og hendes horde havde ramponeret stort set det hele.
Malerier, lofte, møbler, vægge. Den fordrukne skare inklusive kongen
havde fulgt hendes ordre bare at ødelægge det hele. Og Holck
havde været lige glad. Det var ikke hans penge, og hvis bare kongen
morede sig.

Ingen glans over hoffet

I historiebøger står der, at var
Holck,
der videresolgte Blaagaarden.
Det er rigtigt. Knud Lynes arvinger solgte ejendommen til købmand
Peter Tutein.
Han solgte ejendmommen efter tre år, sikkert fordi
hans planer om at indrette en silkebåndsfabrik strandede.

Storhedstiden var over, der var ikke
mere plads til lystslotte.

Efter Christian den Sjettes
pragtsyge og Strunsees fald, var det ikke så meget glans over
hoffet mere.

Enkedronningen Julianne
Marie
og hendes søn levede helst uden for København. Caroline
Mathilde
levede i landflygtighed. Hendes to børn, kronprins
Frederik
og Prinsesse Louise Augusta
skulle først være voksne, inden de kunne holde hof.

Da kronprins Frederik
styrtede Guldberg var Blågården
allerede stærk i forfald. Den senere Frederik den Sjette
kunne sagtens nøjes med de slotte, han havde.

Det kongelige danske Dugmanufaktur

Sammen med Det Kongelige danske Dugmanufaktur

anlagde Johan Paul Kalckenbrenner
i 1780 en klædefabrik på grunden. Der hvor Slotsgade
i dag ligger lod han hovedbygning og have forfalde. Værksteder, lagre,
kontorer samt boliger for funktionærer og arbejdere blev bygget.

I 1786 blev Det Kongelige Dugmanufaktur
ophævet. Ejendommen gik for en vurderingssum på 65.000 Rdl.
Over til Finanskollegiet. Bygninger blev derefter lejet ud til
industrielle og private. Haverne og markerne blev bortforpagtet.

Skolelærerseminarium

Den 8. november 1790 oprettedes et kongeligt
Skolelærerseminarium.
Den senere Generalmajor Julius Paludan
besøgte i sine drengeår, forstander Strøm
Blaagaard Seminarium. I sine erindringer fra 1877 giver han
en skildring af Blaagaard, som det så ud i negyndelsen af det
19. århundrede:

  • I Begyndelsen af dette
    Aarhundrede fandtes kun en Mølle og nogle faa Bygninger langs Vejen
    mellem Kirkegaarden og det nuværende Nørrebrostræde omtrent i Flugt
    med Fælledvejen. Blaagaards Hovedbygning med Have laa paa Nordostsiden
    af dens Areal med nordre Side ud mod Nørrebrogade, et eenetagers Hus
    med Frontespice og vistnok et lille Taarn. Indkørselen til Slotsgaarden
    og Ridebanen var fra Nørrebrogade, hvor nu Slotsgade munder ud. Indtil
    for faa Aar siden (før 1873)stod der endnu de murede Portstoplper til
    Indkørslen. De to Bygninger, der nu danner henholdsvis den sydlige
    Hjørne af Slotsgade og Baggesensgade, er de blandt de faa rester, der
    endnu eksisterer af de gamle Slot. I sidstnævnte Hus havde jeg 1838
    – 39 Sommerlejlighed, og der var dengang tydelige Spor at det tidligere
    havde været anvendt som Badestue.

Frederik den Sjette trængte til penge

Da englænderne i 1807 belejrede København
måtte seminariet flytte til Jonstrup
ved Værløse. Ved englændernes besøg blev resten af haven
ødelagt. Frugttræerne var blevet fældet og anvendt som brænde.

Indtil 1814 blev bygningerne brugt som
lazaretter for landmilitær –
etaten.

Da krigen var over trængte Frederik
den Sjette
til penge, så han solgte hele Blaagaarden
på en aktion for 100.000 Rdl. Til sin generaladjudant von Römeling
og divisionsadjudant, kaptajn von Scholten.

Købet var baseret på at udparcellere
ejendommen. Men først anlagde de en bronzefabrik, men den gik desværre
i stykker. Så begge adjudanter mistede deres penge.

Heegaards Fabrikker

I 1828 anlagde isenkræmmer M. Anker
Heegaard
et jernstøberi og maskinfabrik. Siden 1804 havde han drevet
en forretning i København.

Man skulle have dispensation hos Demoloerings
– Kommissionen
til at bygge et – etages grundmuret værkøjsbygninger
med bindingsværk. De blev placeret langs den nuværende Blågårdsgade.

På jernstøberiet blev der produceret
kakkelovne, komfurer, gryder, kedler, fyrtøjer, brevpressere, gitre
m.m.

Fra 1841 foretog man også emaljering
af gryder. Og i 1847 var der ansat 52 arbejdere på fabrikken,
men dette tal steg stødt.

Årligt blev der produceret 4.000 gryder,
4.500 pander, 1.900 kakkelovne og 140 skorstensindretninger.

Arbejdet på jernstøberiet startede
kl. 5 om morgenen. Det gav selvfølgelig problemer for byportene åbnede
først kl. 7. Men med 2 skilling kunne man dog få lov til at passere.
Men for arbejderne var dette en betragtelig udgift.

Da Anker Heegaard døde i 1837
gik fabrikken over til sønnerne. Kompagniskabet mellem sønnerne blev
dog ophævet i 1847. Den ene af sønnerne førte det videre og udvidede
virksomheden ved at købe jernstøberiet i Frederiksværk.

Grundene bliver solgt

Allerede i 1872 begyndte Heegaard
at sælge ud af sine grunde. På arealet opstod Stengade, Bagergade
(senere nedlagt), Todesgade, Baggesensgade

og Korsgade. Desuden var det også en del af Prins Jørgensgade,
som egentlig hed Louisegade,

opkaldt efter fabrikantens hustru.

I 1898 flyttede den gamle fabrik fra
Blaagaard
til Lyngbyvejen.

Erindringer fra Nørrebro

I forlagsboghandler Otto B. Wroblewskis
erindringer Nørrebro i Trediverne

får vi et godt indtryk, hvordan det så ud:

  • Lige fra Stenhuggerhuset
    og op til Blaagaardsgade langs de smaa Alléer gik Blaagaardsvejen.
    Her laa først bl.a. en lille én
    – Etages Pavillon med Kvistetage, som stammede fra Lystslottets
    Tid og ved Slotegade stod ligesom i Paludans Dage de to Stenpiller,
    der tidligere dannede Hovedindkørslen til Blaagaard. Disse Piller var
    meget store og kronedes af en Gesims med en stor Jernkugle, og de var
    indbyrdes forbundne med en Jernstang.

Blaagaards
hovedbygning var i Wroblewskis
dage kun rester uden tag, vinduer og døre. På begge sider lå der
lavere tilbygninger, der endnu var beboelig. I den ene ende boede en
lysstøber. I den anden ende Nørrebros

gemytlige politiassistent Gaarborg, der var berømt for sine
lystige indfald og historier.

Bagermesterens teater

En bagermester Schur
havde købt hovedbygningen og omskabt den til Pantomimetheater.
Det var det første Nørrebros Theater.

I 1827 lejede Pettoletti

teatret af bageren. Han engagerede linedansere og mimikere. Kongen blev
søgt om tilladelse til at lade afholde Vaudeviller.
Den 14. april 1833 brændte resterne af teatret.

Man fik en nøgle

En af fordelene ved at eje en parcel
Blaagaarden var, at man havde en nøgle til stien langs
Sortedams – og Peblingesøen,

som ikke var tilgængelig for almindelig dødelige.

Borgerlige Fornøjelsesselskab

En naboparcel til Wroblewski
blev ejet af Assessor Koop,
der hyppigt lejede sin ejendom ud til forskellige selskaber af fornøjelig
art. Det var blandt andet til det borgerlige Fornøjelsesselskab
Holbergs Minde,
hvis muntre Punchesold
var berømte i sin tid. Man kunne opleve Borgermajor Gaarbrechts
Taler og Hymner til Borgerdyd, Krigsdaad og Venskab.

Grænsen mellem Koops
og Wroblewskis haver lå midt i den nuværende Slotsgade.

Baumgarten

Den nuværende Nørrebrogade 49
var i 1880erne i voksdugsfabrikør Schorns

eje. Allerede i 1839 var stedet udlejet til en indvandret holsteiner,
Hans Henrik Baumgarten.
Han var maskinmester ved Berlings Trykkeri.
I 1846 stiftede han i Møntergade
firmaet Baumgarten & Burmeister.
Det blev senere til Burmeister & Wain.

Den store grøft

Langs husrækken ude på Nørrebro
lå den dybe grøft. Her samlede det sig i regnvejret et næsten bundløst
mudder. En kendt tømmermester, man kaldte Bjælken
købte disse grøfter. Man smilte ad ham. Men Bjælken
døde rig. Det var netop de grøfter, man skulle bruge for vinde så
meget plads som mulig.

Grøfterne blev også anvendt som
løbegrav, når der var manøvre på Nørrefælled. Nørrebros

knægte samlede masser af patroner i grøften. De blev anvendt til fyrværkeri
i haverne. Og når far var på øvelser så besøgte hele familien ham
og havde mad og drikke med til ham. Jo, Napoleon
skulle også have noget at leve af under krigsmanøvre.


vej til kirkegården

Det var også her på Nørrebrogade
man kunne observere 12 studentere
fra Regensen bære kisten i sorte kapper, efterfølgende af ligeledes
sørgekappede mænd og drenge følge kisten. Aldrig var der kvinder
med.

Det var mere uorganiseret, da ubehøvlede
kister var læsset op på arbejdsvogne fulde af lig ramt af pest.
Her var der ingen, der fulgte med.

Assitens Kirkegaard
var blevet et tilløbsstykke – både i den ene og anden form.

Kilde:
Se

  • Litteratur Nørrebro

Hvis du vil vide mere:
Om Blaagaarden (Blågård):

  • Blaagaard Seminarium
  • Blaagaards
    – kvarteret gennem næsten 400 år
  • Blågårds Plads på
    Nørrebro
  • Blågårdsgade
    – dengang
  • Den stinkende kloak på
    Nørrebro
  • Barn på
    Nørrebro
  • Historien om Nørrebros
    Teater
  • Uden for voldene
  • At bo på
    Nørrebro
  • Byggespekulanter på
    Nørrebro
  • Russiske Tropper i Fælledparken

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro